Sanskrit og Oldnorsk/Forord

Fra Wikikilden

Allerede en run Tid før Slutningen af forrige Aarhundrede erkjendte Englænderne Nødvendigheden af det gamle indiske Sprogs Stadium som Grundvold for Kjendskabet til de nyere Dialecter, der tales i den største Deel af Forindien, og dette Stadium havde derfor i England mange og ivrige Dyrkere førend Europas Fastland skjænkede det nogen anden Opmærksomhed, end den, Selskabet de propagande fide i religiøse Øiemed ydede det. Men i Løbet af de ældste tredive Aar har det Aar for Aar vundet flere Dyrkere; en Mængde Værker deri og derom ere udgivne, og talrige Lærestole for det ere oprettede, ikke alene ved særegne Skoler for orientalske Sprog, men ogsaa ved et stort Antal Høiskoler i Tydskland, Frankrig og fl. Lande; endog i Kjøbenhavn og Upsala har Sanskritsproget allerede i nogle Aar været doceret. Aarsagen til denne store Udbredelse ligger ikke alene i Literaturens Beskaffenhed, men ogsaa i Sprogets Rigdom, Uddannelse og Slægtskab med de fleste europæiske Sprog, baade de græsk-romaniske, de slaviske, de gothisk-germanske og de skandinaviske.

Der gives nemlig i ethvert Sprog, som har gjennemlevet Aartusinder, mangen Levning fra Oldtiden, som vanskeligen eller slet ikke lader sig forklare ved Hjælp af Sprogets eget Fond. Der er saart en enkeltstaaende Sprogform, som har vedligeholdt sig fra et forlængst forglemt System, snart enkeltstaaende Ord, hvis samtlige Slægtninger er bortdøde, og hvis Forhold til Sprogmassen forøvrigt er vanskeligt at tyde. Det er i saadanne Tilfælde, at det sammenlignende Sprogstudium er et uunderværligt Hjælpemiddel til et grundigt Kjendskab af det enkelte; og i denne Henseende har Sanskritsproget allerede kastet stort Lys over det græske og latinske Sprog, og har udøvet en betydelig Indfludelse paa Behandlingen af disse Sprogs Grammatik. Man har nemlig med Hensyn til mangen i disse Sprog isoleret staaende Form gjenfundet den i Sanskrit som et Led af et sindrigen uddanet System; mangt et frændeløst Ord i hine Sprog er i dette gjenfundet, omgivet af en talrig Skare af Slægtninger, iførte allehaande verbale, substantiviske og adjectiviske Dragter.

Den lærde Prof. Fr. Bopp. i Berlin har saaledes i flere Skrifter og især i sin Vergleichende Grammatik des Sanskrit, Zend, Griechischen, Lateinishen, Lithauischen, Gotischen und Deutschen (hvoraf i Aarene 1832 til 1842 4 Abtheilungen ere udkomne, indeholdende Skrift- og Lyd-Systemet, Declinationerne og det Væsentligste af Conjugationerne) behandlet de grammatiske Forholde, hvori Sanskrit stemmer overeens med det Gothiske, og, sa dette er nærbeslægtet med det Oldnorske, haves her allerede vigtige Bidrag til Sammenlingningen mellem dette og Sanskrit; men paa den ene Side er der, uagtet Slægtskabet, endnu mange og betydelige Differentspuncter mellem Gothisk og Oldnorsk, og paa den anden SIde er den oldnorske Literatur saa meget rigere end den gothiske, at den baade giver de grammatiske Regler langt større Sikkerhed og tillige byder et rigeligere Vederlag for de Oplysninger, som Oldnorsk erholder fra Sanskrit. Fordringerne til en Sammenligning mellem disse Sprog kan man derfor ikke vente at see tilfredsstillede i hiint ellers fortjenstfulde Værk.[1]

For omtrent et Snees Aar siden vaktes min Opmærksomher for Sandsynligheden af, at denne Kilde maatte kunne benyttes til Fordeel for mit Modersmaal, og denne Sandsynlighed blev snart til Vished. Jeg foretog mig derfor efterhaanden som jeg læste Værker og Afhandlinger om Sanskritsproget og Sammenligninger mellem det og andre Tungemaal, at optegne og samle Alt hvad der i grammatisk eller lexicalsk Henseende havde nogen Lighed med det norske saavel ældre som nyere Sprog. Det gik hermed meget langsomt, da mine Hovedstudier (De semitiske Sprog) og Embedsforretninger medtoge min Tid saaledes, at kun Fritimer nu og da kunde anvendes til nysnævnte Øiemed. Disse ere imidlertid stadigen blevne anvendte til at gjøre Bekjendtskab med adskilligt af hvad en Colebrooke, Wilkins, Wilson, Bopp, Lassen Burnouf, Eichhoff, Westergaard og Fl. have udgivet, vedkommende Sanskrit-Sprog og Literatur, samt det Vigtigste af hvad der hidtil er skrevet om Zendsproget af Burnouf og Bopp, og om det Gammelpersiske i Kileindskrifterne, af Grotefend, Lassen og Burnouf. Gjennem en lang Aarrække ere mine Samlinger saaledes tilveiebragte og voxede til det Omfang, at jeg formener nu at have over Halvdelen af samtlige Stammeord i vort Oldsprog opstillede med de i Lyd og Betydning tilsvarende i Sanskritsproget og tildeels i andre indiske Dialecter, samt derhos mange andre deels i vort Skriftsprog deels i vore Almuesdialecter forekommende Ord paa samme Maade sammenlignede, endelig ikke faa Samlingspuncter i Lydlære, Declination, Conjugation, Afledning og Sammensætning af Ord, optegnede. Det er en Sammenstilling og Bearbeidelse af en liden Deel af disse Materialier som jeg herved forelægger mine Medstuderende, for at give en Idée om Slægtskabet mellem begge Sprog og vække en Anelse om, hvad Udbytte der for Sprogvidenskaben kan være at vente af en gjennemførte Sammenligning. Ved Valget af det Stof, som her fremlægges, faldt det af sig selv, at baade Grammatik og Lexicon maatte have Deel deri; men ved Valget af den Lexicalske var der to Veie at gaae, enten at meddele Ordrækker, henhørende til et Par Bogstaver af Alphabetet, eller at meddele Samlinger af Ord, som hørte til samme Sphære af Begreber. Jeg har valgt den sidste, som den jeg formener giver et tydeligere Begreb saavel om Slægtskabets Nærhed som om dets Beskaffenhed. Jeg meddeler saaledes her først af det grammatiske Stof: Bogstaver h i begge Sprog, Halvvocaler og Nasaler, Imperfectum, Futurum og Participium futuri passivi, og dernæst af Ordforraadet de Ord, som i begge Sprog ere fælleds for følgede Begrebssphærer: Mennesket i dets Kjöns-, Alders-, Ægteskabs- og Slægtskabsforholde, Dele af det menneskelige Legeme; Herskere, Kamp, Vaaben og dermed beslægtede Begreber; Ild og Lys, og endelig Tid.

Da det ved Sprogsammenligninger ikke er saa ganske sjeldent at see Ordenes Betydninger fordreiede i en for Sammenligningen gunstig Retning, og deraf en Mistroe til saadanne Arbeider har været en Følge, har jeg næsten overalt angivet Betydningerne ordret efter Lexica, nemlig for Sanskritsprogets Vedkommende efter Wilson’s dictionary of Sanscrit and English, 2d ed. Calcutta 1832, 4th maj., det Hindustanske efter J. Taylors dictionary hindoostanee and english, abridged by W. C. Smyth, London 1820, 8th, og for det Oldnorskes Vedkommende, efter Bjørn Haldorsens islandske Lexicon, Kjøbenhavn 1814, 4e. Ved enkelte Ord, som ei forekomme i disse, jar jeg som oftest angivet Kilden paa sit Sted.

Eftersom kun meget faa Personer i Norge kjende Sanskrit-Aphabetet, har jeg stadigen omskrevet Sanskritordene med europæiske Bogstaver, efter Bopp’s System, hvori jeg kun har gjort den Forandring, at jeg, istedetfor y, hvormed Bopp, ligesom Englænderne og de Franske, betegner den Lyd, som hos os betegnes med ja har jeg brugt dette Bogstav, da y i Oldnorsk forekommer som Vocal, og lettelig vilde have ledet til Misforstaaelser ved at bruges i to forskjellige Betydninger.[2] Omskrivningssystemet findes anført paa sidste Blad. Naar jeg, uagtet Omskrivningen, tillige har anført Ordene i deres indiske Skikkelse, er Hensigten dermed ikke saameget at give den sagkyndige Læser Anledning til sikkrere Control, som at vænne den med Sanskrit ubekjendte Læsers Øie til de fremmede Former, hvorved En og Anden turde finde, at den Vanskelighed, som et nyt Alphabet lægger iveien for Sprogets Studium, ingenlunde er saa stor, at han derved bør afholdes fra at gjøre Bekjendtskab med et Tungemaal, hvoraf saa stort Udbytte er at vente, ikke alene for Sprogstudier i Almindelighed, men ogsaa i Særdeleshed for vort eget Oldsprog. Nu er ogsaa Adgangen dertil bleven betydeligen lettet derved, at Hr. Prof. Westergaard har udgivet en Kortfattet Sanskrit Formlære, og en Sanskrit Læsebog med tilhørende Ordsamling, Kjøbenhav 1846. 8vo. Denne grundige Kjender af Sanskritsproget har ogsaa i en Afhandling, „on the connexion between Sanscrit and Icelandic[3] givet en fortrinlig sammenlignende Oversigt over disse Sprogs Lydlære og Declinationer.

Hvormeget Lys end den hidtil bearbeidede Deel af Sanskritliteraturen kan kaste over vort Oldsprog, vil dette dog komme til at skinne endnu klarere, naar Vêdasproget bliver mere behandlet; thi allerede hvad deraf kjendes, viser et nærmere Slægtskab med vort Oldsprog end den hidtil fortrinsviis behandlede sildigere Sanskritliteraturen. Jeg kan i denne Anledning ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa en paafaldende Lighed i Anordningen af Jâska’s Commentar over Vêdaerne og af den yngre Edda, samt Skalda eller Skaldskaparmel. Denne indeholder nemlig hovedsagelig en Opregning af Navnene paa Guder og allehaande Gjenstande, saasom Jord, Luft, Guld o. s. v. tildeels med tilføiede Forklaringer og Bevissteder af Digte, hvori Ordene bruges, tildeels uden anden Forklaring end et i Spidsen stillet Hovedbegreb; ogsaa Homophoner med forskjellig Betydning opregnes. Hermed sammenligne man hva der berettes om Jâska’s Commentar, bestaaende af to Dele, Nighantu og Nirukti.[4]Nighantu, siger Kuhn, bestaaer af 5 Capitler, af hvilke de første indeholde en Samling af synonyme Udtryk for Begreberne Jord, Guld, Luft o. s. v., det fjerde Capitel stiller i fire Afsnit 320 Ord efter hinanden uden nogen Bemærkning, og det femte indeholder i fem Afsnit Navnene paa Guderne eller sadanne Gjenstande, som i Vêda’ernes Hymner blive paakaldte“....

Om Nirukti eller Nirukta beretter han, at de tre første Afsnit ere af grammatisk Indhold, men de fjerde indeholder Ordforklaringer, hvori Forf. nøie følger Ordrækken i Nighantu, angivende Antallet af Synonymerne i hvert Afsnit, uden at anføre hvert enkelt, hvorved han antyder, at han anseer Nighantu for en Deel af Nirukti. Han forklarer derhos leilighedsviis et og andet af disse Synonymer etymologisk, især næsten altid det Ord, som indeholder hvert Afsnits Hovedbegreb, og føier dertil sædvanligen et Beviissted af Vêdaerne; hertil slutter sig en lang Række af Homophoner med forskjellig Betydning. — Disse Commentarer, der angives forfattede mere end 400 Aar før Chr. F., synes saaledes at staae omtrent i samme Forhold til Vêdaerne som den yngre Edda, med Skálda, til den ældre Edda.

Flere Lærde have derhos paaviist Slægtskab mellem vigtige Puncter i den ældre nordiske og indiske Mythologie, og, ihvorvel det endnu er fortidligt at udtale nogen Dom om, hvorvidt den ældre Edda har fælleds Oprindelse med Vêda’erne, noget, som selv Navnet synes at antyde, ligger dog i, hvad man om begge veed, stærk Opfordring til at forfølge Sammenligningen videre.


Hvad Trykningen af nærværende Afhandling angaaer, skylder jeg at oplyse, at Mangelen af Sanskrittyper her i Staden har nødsaget mig til at overføre hvert enkelt Ark (med aabne Rum for de østerlandske Ord) fra Bogtrykkerpressen til Steen, hvorpaa Lithographen har udfylt Rummene deels efter min Haandskrift, deels efter trykte Bøger, hvorved ikke den fuldkomne Lighed i Former har kunnet vedligeholdes, som Typhographie alene er istand til at sikkre.

Christiania, i Mai 1846.

C. A. Holmboe.


  1. En Udsigt over det Udbytte, som Sprogsammenligningen har ydet andre europæiske Sprog, har Hr. Institutbestyrer H. Nissen leveret i i Nor, 2det B. S. 157 flg., i en Afhandling om den sammenlignende Sprogvidenskab.
  2. Et Par andre Smaaforandringer skulde jeg have foretaget, dersom jeg havde kjendt Hr. Prof. Westergaards System førend min Afhandling var færdig for Pressen.
  3. Den findes i Mémoires de la société royale des antiquaires du Nord, 1840—43, og er oversat i Hoefer’s Zeitschrift für Wissenschaft der Sprache, 1 B. S. 117 flg.
  4. Dr. Kuhn, über Nighantu und Nirukti —i Hoefer’s Zeitschrift für die Wissensschaft der Sprache, 1 B. S. 140 flg.