Sanskrit og Oldnorsk/1
Bogstavet h udtaltes i Oldnorsk haardere end nu tildags, og næsten som k, med hvilket Bogstav det i det Færøiske og Nordislandske gandske er faldet sammen.
1. Det er derfor ikke paafaldende, at finde k (baade क og ख) i Sanskrit i mange Ord, hvor Oldnorske har h, f. Ex. क्व, kva = kvar, hvor? क, ka = hár, Haar, kona = horn, et Hjørne, (prov. Hynne) केवल, kêvala = heill, heel, खत्वा, k῾atvâ, et Sengested, hátta, at gaae til Sengs.
2. h svarer i Begyndelsen sjelden til ग, g f. Ex. गल, gala = hals, Hals; i Enden forekommer det ikke.
3. undertiden til ज, ǵ f. Ex. जरत, ǵarata = harð, haard, जापन, ǵâpana = hafnan, Afslag.
4. til ह, h f. Ex. ह्वे, hvê = hváa, fordre, हृद, hṛd = hiarta, Hjerte, हिक्क, hikk = hixta, hikk, हुल, hul = hylia, hylle, tildække.
5. meget hyppig til श, s̓, f. Ex. श्वेत, s̓vêta = hvit, hvid, शि, s̓i = hi, Rolighed; श्लाघ, s̓lâg῾a = hlakka, hovere, शूक, s̓ûka = hugða, Velvillie. Det er mærkeligt, at i Zendsproget h i Regelen svarer til s̓, श.[1]
Enkelte Gange sættes h foran Ord, naar de begynde med en Vocal, f. Ex. इद्ध, idd῾a = heid, klart Veir; इन्ध्, ind῾, at skinne, hind, Ynde, Skjønhed.
svarer i Oldnorsk 1) til h, som oivennævnt No. 4. 2) ofte til g, f. Ex. ह्लाद, hlâda = gleði, Glæde, वहन, vahana = vagn, Vogn. 3) til k, f. Ex. स्तृह्, stṛh = strikia, at give Hug. अह्, ah = aka, kjøre, लीह्, lîh = likiast, ligne. 4) meget ofte til den Accent, der over Vocalerne i Oldn. betegner deels deres Længde, saasom í, ó, ú, deels en liden Nuance i Udtalen, saasom á, der udtales som aa, f. Ex. तृह्, tṛh = þréast, voxe, tage til, रुह्, ruh = gróa, groe, voxe. चह्, ćah, at være ryggesløs, giá, Ryggesløshed. 5) bortfalder meget often, f. Ex. हल, hala = ardr, en Plov, af हल्, hal = eria, i nyere Norsk at ale pløie. ह्लग्, hlag = lúka, at lukke, आशु, âs̓u, gaaende hurtigt, hasta, skynde sig. 6) Enkelte Exempler synes at tyde paa, at ह ogsaa kan gaae over til i, f. Ex. वह्, vah = vaxe, voxe; til s, f. Ex तुहिन, tuhina, Frost, þústr, kold Luft; गल्ह्, galh = kallsa, bespotte. Til Sammenligning tjener, at ह i S. jævnligen svarer til z i Zend.[2]
Det fortjener at bemærkes, at den nominalendelse -b῾i, som i Oldnorsk bruges ved flere Derivater af Rødder, der ende paa en lang Vocal eller Diphtong, synes at kunne udledes af et oprindeligt h, der senere i Roden kan være erstettet ved en Accent eller en Vocal. Man har saaledes kláði, Kløen, af klæva, gróði, Frugtbarhed, at gróa, dauði, Død, af deyia. I Sanskrit ende nemlig vel Rødder, men aldrig Ord med ह, men dette gaaer hyppigen over til ट, ṭ og ड ḍ, i fut. prim. til ड.[3] Imperativets Endelse हि hi formener Bopp oprindelig har været धि d῾i, og Lassen bemærker, at den ældre Stiil i Sanskrit oftere har ध, d῾, hvor senere bruges ह.[4] Af Rødder, endende paa ह, komme ogsaa Participia og Nomina, endende ढ, ढा og ढि, f. Ex. रूढि rûḍ῾i, Grøde, af रूह्, ruh, at groe; दृढ, dṛḍ῾a, adj. megen, af दृह्, dṛh, at tiltage; माढि, mâḍ῾i, en Løvknap, af मह्, mah, at groe, लीढ, lîḍ῾a, slikket, at लिह्, lih, at slikke &c. Naar nu sees hen til, at i Sanskrit andre Rødder af samme Endelse danne Derivata, hvor ह gaaer over til ग, g, f. Ex. दह्, dah, at brænde; perf. part. दग्धा, dagd῾â, dik, at smøre; p. p. दिग्धा, digd῾â, og derhos bemærker, at Verba, hvos Rod ender paa en Vocal med Accent eller en Dipthong, i Oldnorsk ligeledes i mange Former indskyde g foran Formendelsen, f. Ex. af slæ (inf. slá) slaae, perf. part. slegit; hlæ (inf. hlæja) lee, p. p. hlegit, subst. hlægi, o. s. v., saa bliver Slægtskabet mellem deslige Verba i begge Sprog end mere paafaldende.[5]
Disse fortjene Opmærksomhed, forsaavidt de i Ordenes Indre, i Forening med Vocaler, indtage en Stilling som er gandske analog med Diphthongernes, idet de snart vise sig som euphoniske, snart bruges som Distinctionsmidler ved Flexion og Derivation.
Ligesom der gives adskillige Ord, der skrives snart med enkelt Vocal, snart med Diphthong, uden at man kan opdage nogen Nuance i Begrebet, saaledes forekomme ogsaa fote Ord, der deels i samme Sprog, deels i to beslægtede snart skrives med en Halvvocal eller Nasal i Forbindelse med Rodvocalen, snart uden. I saadanne Tilfælde tør man vel ansee Halvvocalen eller Nasalen for euphonisk. Ligesom f. Ex. i Oldnorsk Gavlen paa et Huus kaldes uden Forskjel baust og bust, Skum frauð og freða, og i Sanskrit: at gaae पेण् og पैण्, pêṇ og pâiṇ; at flygte द्रा og द्रै, drâ og drâi; at koge श्रा og श्रै, s̓râ og s̓râi: saaledes forekommer i Oldn. dart = dátt, hæftig; gunnr = guðr, et Feldtslag; og i Sansk. बध् bad῾ = बन्ध्, band῾, at binde; श्रा, s̓râ = श्रै, s̓râi, at koge; स्रेक्, srêk = सेक्, sêk = स्वेक्ม svêk, at gaae; शठ् s̓aṭ῾ = स्वठ्, s̓vaṭ῾ = स्वंठ्, s̓vaṅṭ῾, at fuldføre.
Heraf kan nu den Slutning uddrages, at naar to Ord i beslægtede Sprog ere hinanden lige i Betydning og Form, paa en Halvvocal eller Nasal i Ordets Indre nær, børr denne Omstændighed ikke ansees for nogen Hindring i at ansee dem for identiske. Ifølge heraf anseer jeg saaledes Ord som følgende for identiske:
| शोक, | s̓ôka = sorg, Sorg. |
| ओख, | ôk῾ = orka, aarke, formaae. |
| तंज्, | taṅǵ = þrengia, trænge. |
| भुज्, | b῾uǵ = bruka, bruge. |
| षुब्र, | s̔ubra = silfr, Sølv. |
| रेक्, | rêk = rengia, kalde i Tvivl. |
| युध्, | jud῾ = guðr, et Feltalag. |
| कर्ण, | karṇ = qvarna, gjøre Hul i en Ting. |
| कण, | kaṇ = qveina, jamre sig. |
Ligesom i de anførte Exempler Halvvocalen i Oldn., saaledes findes den ogsaa udeladt i dette Sprog, uagtet den findes i Sanskrit, f. Ex.:
| अंच्, | aṅć = æskia, fordre. |
| लिङ्ग, | linga = klikkr, en Plet. |
Halvvocalerne ombyttes ogsaa indbyrdes, deels i samme Sprog, deels ved Overgangen fra det ene til det andet, f. Ex. प्युष्, pjus̔ = प्रुष्, prus̔ = प्लुष्, plus̔ = ब्युष्, bjus̔ = blossa, blusse.
Da Halvvocalerne og Nasalerne derhos jævnligen bruges som Rodbogstaver, maae de ikke altid ansees for blot euphoniske i ethvert Tilfælde, hvor de i Begyndelsen af Ord følge umiddelbart efter en fastere Consonant. Der gives nemlig Ord, hvori den Consonant, der gaaer foran Halvvocalen, har en tilfældig Tilværelse, idet den snart bliver staaende, snart bortfalder. Dette gjælder fornemmelig k, g, og h. Exempler være, af Oldnorsk: nog = gnog, nok; naga = gnaga, gnave; hlak, Mangel, hvoraf laklega, daarligt; hlutr = lutr, en Ting; hreka = reka, forjage. Denne Vaklen i Sprogbrugen har forplantet sig til vore Dage saaledes, at forskjellige Dialecter have vedtaget at bruge eller ikke bruge det første Bogstav i saadanne Ord. I Norge findes saaledes den thelemarkiske Dialect, hvor k ofte bortfalder foran Bogstaver n, f. Ex. nif for knif, Kniv; na for kna, Knæ. Ligesaa udtalen, som bekjendt, i Engelsk ikke k foran n i Ordets Begyndelse.
Exempler af Sanskrit kan være: क्लप्, klap = ह्लप्, hlap = लप्, lap, loqui; क्वण् kvaṇ = वण्, vaṇ, sonare; ब्राज्, brâǵ = राज्, râǵ, fulgere. Naar man altsaa vil anstille Sammenligning mellem Ord, som begynde med en Consonant (oftest h, k ell. g) foran en Halvvocal, maa man ikke opgive Haabet om at finde Ordet igjen i det beslægtede Sprog, fordi det ikke gandske svarer til Formen, saasom det endnu kan gjenfindes med Udeladelse af den ene af de to Begyndelsesbogstaver. Saaledes svarer रुद्, rud til grâta, at græde. लाट्, lâṭa til klæði, Klæde. क्लम्, klam, at være mat, til lam, Svækkelse; वदि, vadi, til kveðia, hilse, वद्, vad, til kveða, at sige, वर्ण्, varn, at male, til kvørn, Qværn.
Der gives Tilfælde, hvori man svarende til eet Ord af heromhandlede Form finder i det beslægtede Sprog to, hvoraf det ene begynder med første, det andre med andet Bogstav af det tilsvarende Ord, f. Ex. til Oldnorsk glappast, gjøre noget ubetænksomt, glepja, forstyrre, hindre, glop, Uagtsomhed, Skjødesløshed, svarer i Sanskr. baade गुप्, gup, og लुप्, lup, to be confused or disturbed; til knyta, at knytte, binde, baade, कीट्, kîṭ og नह्, nah, to bind. — Et nærmere Kjendskab til Sprogbrugen vil kunne bestemme, om der til de forskjellige Former knytter sig nogen Nuance i Betydningen.
Under Flexionen spille Halvvocalerne og Nasalerne en betydelig Rolle. Deres Brug som Betegnere af Casus ved Nomina og Personer ved Verba vil jeg imidlertid forbigaae, som nærmest henhørende til Sammenligningen mellem Declinationer og Conjugationer, hvilken det vilde blive for vidtløftigt at anstille her. Jeg vil her blot omtale de Tilfælde, hvori de ellers bruges under Flexionen, for at vise, hvorledes Sprogenes Slægtskab ogsaa heri aabenbarer sig. Det er kun de tre, n, j og v, som i begge Sprog benyttes paa denne Maade. Vi ville her omhandle enhver særskilt.
n indskydes i Oldn. i Gen. Plut. foran a i de Neutra og Feminina, som endes paa a, f. Ex. auga, G. Pl. augna, tunga, G. Pl. tungna. Rask anseer ikke dette n for euphonisk, da han[6] angiver Hensigten at være den, at skille Gen. Plur. fra Nom. og Gen. Sing. Han tilføier dog, at der ere flere Ord, hvori denne Adskillelse ikke iagttages, og aabner saaledes Adgang til at ansee det for blot euphonisk.
I Sanskr. er den euphoniske Brug af n i Decl. meget hyppigere. Foruden i mange andre Tilfælde indskydes det, i Ord paa en enkelt Vocal, i Gen. Plur.,[7] hvor det dog kan undlades i Eenstavelsesord, som ere Fæm. Det sidste er forsaavidt analogt med Oldnorsk, som det angaaer samme Casus og Numerus, og det derhos netop er Fæmininerne, hvoriblandt Undtagelser fra Regelen ogsaa i Oldn. forekomme.
Angaaende j og v yttrer allerede Rask,[8] at nogle Ord af hans 2den Deel, indskyde j, andre v, foran de Endelser, som begynde med en Selvlyd, dog ikke j foran i, heller ikke gjerne v foran u. «Dette, føier han til, synes at være Lævninger af et Slutnings-i eller -u, som oprindelig har fundets i disse Ord». Rigtigheden af denne Mening kan neppe betvivles, naar man bemærker, at en lignende Virkning er at udlede af lignende Oprindelse i Sanskrit. Naar saaledes ør, er Piil, i G. Sing. og i Nom. og Ac. Plur. hedder ørvar, er det rimeligt, at Grundformen har været øru ell. aru; herpaa tyder det anglsax. arev, og det eng. arrow; skulde Ordet derhos staae i Forbindelse med ør, et Ar, en Skramme = अरुस्, arus, saa have vi ogsaa her u-Lyden, ligesom i द्रु, dru, et Træ, der svarer til det oldn. tré, hvis Former, trjá og trjám i Gen. og Dat. Pl. Rask forklarer som sammendragne for trjava og trjavum, af en tabt Sing. Form trev. Samme Former forekomme ogsaa af kné, et Knæ, der svarer til जानु, ǵânu, hvor altsaa ligeledes det oprindelige u viser sig. Derimod faaer ben, et Saar, i Gen. Sing. og hele Plur. et j tilsat, benjar, benjum, benja.
I Sanskrit er Regelen den, at Femininer, som ende paa en lang enkelt Vocal, tilsætte, i Gen. Sing., foran Casusendelsen âs, et j eller v, efter den foregaaende Vocals Beskaffenhed, nemlig v, naar denne er u, ellers j. F. Ex. नदी, nadî, en Flod, Gen. S. नद्यास्, nadjâs; वधू, vad῾û, en Qvinde, Gen. S. वध्वास्, ''vad῾vâs. Derhos gives ogsaa her enkelte Ord, som i andre Casus lade deres Endevocaler i og u gaae over til j og v, f. Ex. पति, pati, en Herre, Instr. पत्या, patjâ, Dat. पत्ये, patjé, Abl. og Gen. पत्युस्, patjus. पू, pû, rensende, en Ordform, som bruges i Enden af sammensatte Ord, har i Acc. प्वम्, pvam, i Instr. प्वा, pvâ, i Dat. प्वे, pvé &c.
Gaae vi nu over til at betragte de her omtalte Bogstavers Brug i Conjugationen, saa er det j, som her i begge Sprog bruges paa den mest analoge Maade. Der gives nemlig i dem begge mange Verba, som i visse Former sætte j til Roden foran Personalendelserne, og det mærkeligste er, at det næsten udelukkende er i de samme Former i begge Sprog. Rask har saaledes under 1ste Conj. 3die Classe henført de Verba, som i Præs., Ind., Conj., Imperat. Inf. og Part. indskyde j foran alle de Endelser, der begynde med a og u. I Sanskrit henføres til 2de Classe de Verba, som indskyde य, ja og til 10de Cl. de, som indskyde अय, aja, foran Personalendelserne i Præs. Ind., Potentialis (der omtrent svarer til Conj.), Imperfat. og Part. (den 10de ogsaa i Inf.) (samt desuden i Præt. augmentatum uniforme, Imperf.) En Sammenstilling vil vise Analogien tydeligere. Vælge vi Ordene शुच्, s̓uć, af 4de Cl., चुर्, ćur, at stjæle, af 10de Cl., og i Oldn. telja, at tælle, af 1ste Conj. 3die Cl., saa ere Formerne:
| Præs. | Indic. 1. P. Pl. | शुच्यामस्, | s̓ućjámas. | चोरयामस्, | ćorajâmas | = teljum. |
| — | Conj. (og Potent.) 1 P. Sing. | शुच्येयम, | s̓ućjêjam. | चोरयेयम, | ćorajêjam | = telja. |
| — | Imperat. 1 P. Pl. | शुच्याम, | s̓ućjâma. | चोरयाम, | ćorajâma | = teljum. |
| — | Particip. | शुच्यत्, | contr. for | चोरयत्, | contr. for | = teljandi. |
| शुच्यन्त्, | s̓ućjant. | चोरयन्त्, | ćorajant | |||
| — | Infinitiv. | चोरयितुम्, | ćorajitum | = telja. |
De Verba, som i Oldn. antage denne Flexion, have forstørstedelen causativ Betydning, og svare i denne Henseende til lignende Verba i Sanskrit, hvor Causalia dannes ligesom Verba af 10de Classe, ved at sætte aj eller aja til Roden, og kun skille sig fra de sidstnævnte derved, at de beholde dette Tillæg i flere Former end Verba af 10de Cl.
En lignende Analogie finde vi ved Brugen af u, der forekommer i adskillige oldn. Verba imellem Rodvocalen og sidste Consonant, saasom i binda, vinda, stinga, men bortfalder i Imperf. batt, vatt, stakk. Hertil svarer Sanskrit den 7de Verbalclasse, hvis Kjendemærke er, at indskyde n foran sidste Rodconsonant, just i de samme Former, hvor det forekommer i de nysnævnte oldn. Verba, men ikke i Aorist. (Præt. augm. multif.) heller ikke i Perf. (Præt. reduplicatum). Men sammenligne følgende Former af भिद्, b῾id, at kløve, og af binda, at binde.
| Sanskr. | Oldn. | ||||
| Præs. | Ind. 1 P. Pl. | भिन्दमस्, | b῾indmas | = | bindum. |
| — | Coj. (og Potent.) 1 P. Sing. | भिन्द्याम्, | b῾indjâm | = | bindim. |
| — | Imperat. 2 P. Sing. | भिन्द्धि, | b῾indd῾i | = | bind. |
| — | Particip. | भिन्दत् | contr. for | = | bindandi. |
| भिन्दन्त् | b῾indant
| ||||
| Aor. og Imperf. 3 P. Sing. | अभिदत्, | ab῾idat | = | batt. | |
| Perf. | बिभेद, | bib῾eda. | |||
Jeg kan endelig ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa den Egenhed, at i begge Sprog Halvvocalen v i Begyndelsen af enkelte Verba i Præt. gaaer over til o eller u, f. Ex. i Oldn. vaxa, Præs. vex, Imperf. ox, 1 P. Pl. uxum, vada, at vade, ved, od, udum; i Sansskr वच्, vać, at tale, i Præt. reduplicat. 1 Pers. Plur. ऊचिम, ûćima. वद्, vad, at tale, i P. r. ऊदिम, ûdima. Samme Overgang foregaaer ved Dannelsen af Part. Præt. उप्त, upta, af वप्, vap, at saae, उक्त, ukta, talt, af वच्, vać; ligesom i Oldn. orðit, Part. Præt. af verða, at bliva; — ofið, at vefa, at væve.
- ↑ Af denne Lighed mellem h i Oldn. og श i Sanskr. kan man forklare sig sirra og herra, der i Flæng bruges foran Provsters og Præsters Døbenavne. Begge Ordformer have nemlig høist sandsynligen deres Oprindelse af Sanskr. श्री, s̓rî, hvorom Wilson, efter Opregnelsen af dets nominale Betydning, tilføier: „also a prefix of respect to proper names of persons.“ Paa denne Vei kan man ogsaa forklare sig, at Ordene ere de eneste i Sproget, der, uagtet brugte om Mænd, dog endes paa a, en feminin Endelse. Ordet er nemlig i Sanskr. „fortune, spelndour, elevation, glory“, og kan altsaa i Brugen sammenlignes med majesté, excellence, sontitàder alle ere feminina, men dog bruges som Hæderstitler for Mænd. Hvad Overgangen fra srî til sire angaaer, kan bemærkes, at Sanskr. Srî gaaer i Prakrit og Pali over til siri, efr. Hoefer de prakrita dialects, Berolini 1836, p. 93; Burnouf et Lassen, Essai sur le Pali, Paris 1836, p. 93.
- ↑ Journ. Asiat. IV Sér. T. IV p. 467.
- ↑ Bopp. Gr. Sanscr. p. 49—50. p. 199.
- ↑ Anthol. Sanser. p. 146. Lassen anfører ogsaa i Zeitschrift für die Kunde des Morgenlandes, B. 6. S. 37 nogle Exempler paa Overgangen fra h i Sanskr. til d i Persisk.
- ↑ I det Gothiske og de oldtydske Dialecter forekommer ogsaa h paa det Sted, hvor det Oldn. har Accenten, f. Ex. slá, goth. slaham, at slaae, fá, goth. faham, at faae.
- ↑ Veiledning til det islandske Sprog. Kbhvn. 1814, S. 30 og 48.
- ↑ I Sanskrit gaaer i Regelen en Vocal foran dette n, men ogsaa her haves dog Ord, som forbinde det euph. n umiddelbart med sidste Rodconsonant, f. Ex. अक्षि, aks̔i, et Øie, Instrum. अक्षणाม aks̔ṇâ, अस्टि, asṭi, et Been, Istrum. अस्ट्ञा, asṭnâ, &c.
- ↑ Kortfattet Veiledning til det oldnordiske Sprog, Kbhvn. 1833, S. 14.