Sangen
Sangen har lysning, og derfor den gyder
over dit arbejd forklarelsens skin;
sangen har varme, og derfor den bryder
stivhed og frost, så det tør i dit sinn.
Sangen har evighed, derfor den skyter
fortid og fremtid ihop for dit syn,
tænder uændelig attrå og flyter
bort i et lyshav av længsler og lyn.
Sangen forener, idet den fortoner
mislyd og tvil på sin strålende gang;
sangen forener, idet den forsoner
kamplkystne kræfter i samstemmig trang:
trangen til skjønhed, til dåd, til det rene!
— Nogle kan gå på dens lys-lange bro
høere, højere, frem til det ene,
som ikke åpnes for annet æn tro.
Fortidens længsler i fortidens sange
kaster vemodig en aftenrød galns;
samtidens længsler i toner vi fange
in for en eftertids sjælfulle sans.
Slægternes ungdom i sangen har møde,
tumler sin stund i de tonende ord;
— fler æn vi aner, ja ånder av døde,
vugges i kvæll i vort fæstlige kor.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |