Sang til den Svenske Rigsdags Kroningsdeputation
Templet saa I med de brustne Buer
Indi höjen Kor;
Endnu, graa som Gubben, vidt det skuer,
Mæler Mindets Ord:
Engang kvad derinde Svenskens Sanger
Kjækt om Sejr og Blod;
Og ved Olafsskrinets Alterfod
Bandt den djerve, svenske Mand sin Ganger.
Landet saa I med de trange Dale,
I saa Fonden hvid;
Ogsaa den kan med om Mindet tale
Fra vor Ufredstid:
Templets sjunkne Pragt kan Ingen vække,
Knust er Olafs Skrin;
Men deroppe, under Viddens Lin,
Sover stilt en Hær i Rad og Række.
Svenske Broder! Over Grændsefjelde
Banet Vej nu gaar;
Templet har et yngre Sagn at melde,
Sagnet fra i aar.
Her, hvor hedest Had i Hærtid brændte,
Samles Frænder nu;
Mindehallen for en Fortids Gru
Staar, som Löftets Hal, med Sejr ivente.
Ja, skjönt Olafskirkens Pragt gik under,
Lever Folket end;
Og om Svenskens Mænd paa Vidden blunder.
Han har Fler igjen!
Signet være da hans Hædersfane
Og vort unge Flag;
Fælles vaje de for Nordens Sag,
Under fælles Drot paa fælles Bane!