Samliv med Ibsen/7
IBSEN SOM SCENEINSTRUKTØR.
Når Ibsen med smilende ringeagt talte om Goethes ledelse af teatret i Weimar, tænkte jeg ofte: „Hvordan mon han selv har været som sceneinstruktør? Var han i grunden mere anlagt for denne stilling end Goethe? Var det ikke snarere en tilfældighed, en trang til levebrød end speciel begavelse i den retning, som bestemte ham til at modtage en sceneinstruktørs vanskelige og utaknemmelige opgave?“
Ved Ole Bulls mellemkomst kaldtes Ibsen til den nye bergenske scene, hvor han virkede omtrent seks år.
Vi har al grund til at tro, at Ibsen, især da i begyndelsen, manglede den erfaring og authoritet, som udkrævedes. Han var jo også så ung dengang, kun nogle og tyve år og kendte lidet eller intet til teatersager.[1]
Teaterbestyrelsen håbede imidlertid at han kunde udvikle sig med tiden, og viste sin tillid til Ibsen ved at tilstå ham af teatrets kasse en mindre sum til en udenlandsrejse for at studere danske og tyske teaterforhold.
Ibsen har vistnok under sit lange ophold i Bergen været mere optaget af at skrive for scenen — han digtede jo i hin periode „Gildet på Solhaug“, „Olaf Liliekrans“, „Fru Inger til Østråt“, „Hærmændene på Helgeland“ — end af at veilede skuespillerne.
Vi må heller ikke glemme at det hørte med til hans forpligtelser, da han modtog posten, at han fra tid til anden — om muligt hvert år — skulde levere teatret et dramatisk årbeide.
På prøverne var Ibsen meget opmærksom. Nøie iagttog han skuespillerne — ingen urigtig gestus, ingen falsk betoning undgik ham — men han gav dem sjeldent råd. Han var ligeoverfor teatrets kunstnere beskeden og reserveret, måske i høiere grad, end det passede for hans stilling.
Min gamle lærer og ven, Herman Låding, som bestyrelsen tilslut gav Ibsen til kollega, kanske fordi den syntes at han trængte til en medhjælp, fortalte mig ofte om sin teatertid og sit samarbeide med Ibsen.
Egentlig samarbeide blev det dog ikke, for de var som oftest uenige og gik hver sin vei. Låding var den ældre og modnere og holdt på sin authoritet. Ibsen var, som ungdommen pleier at være, heftig og opbrusende. Og det endte da også med, hvad jeg har meddelt i mine „Erindringer“, at den varmblodige Ibsen udfordrede Låding til en duel.[2]
Såvidt jeg opfattede Låding, manglede Ibsen, den store drømmer, det praktiske greb på tingene. Han forstod ikke at bygge broen fra fantasiens verden over til den nøgterne, maskinmæssige virkelighed bag kulisserne.
Ibsen tog sig dog ikke på nogen måde sin opgave let. Han, der altid har været en samvittighedsfuld mand, var det også som sceneinstruktør, hvad vi kan se af de lange, indgaaende breve om teateranliggender, som han sendte bestyrelsen i Bergen fra sin lille stipendiereise — og ikke mindst af en bog, kaldet „Regielister og scenearrangements“ i teatrets arkiv, som nu opbevares som en helligdom i Bergens offentlige bibliothek, hvis elskværdige bibliothekar, frøken Platow, engang lånte mig den til gennemsyn.
Mig interesserte det levende at blade i denne sjeldne, gamle bog, hvor Ibsen omhyggelig havde tegnet og undertiden også koloreret sceneinteriøret for hvert stykke, og skrevet med sin smukke, sirlige håndskrift hele scenegangen, fra hvilken side man gik ud og ind, hvilke stillinger man havde at indtage etc. Også de til enhver scene fornødne rekvisiter er nøiagtigt optegnede af ham.
Fra Bergen gik Ibsen til Kristiania, ved hvis teater han i en årrække virkede. Men heller ikke her greb han med myndig hånd ind i ledelsen; han var mest den passive tilskuer.
Under mit besøg i hovedstaden spurgte jeg flere af de ældre skuespillere og skuespillerinder, som i sin tid havde arbeidet sammen med Ibsen, blandt andre fru Laura Gundersen, hvordan Ibsen var som sceneinstruktør — om de overhovedet havde lært noget af ham,
Svaret var som regel det samme : „Han bare så på os — han sagde ingenting.“
At Ibsen dog ved leilighed kunde sige sin hjertens mening, især når det gjaldt udførelsen af hans egne stykker, beviser de irettesættelser, han gentagende gav fru Gundersen, hvem han dog beundrede så meget, først i „Kongsemnerne“, hvor hun i en scene optrådte i en umulig dragt, og siden i „Fru Inger til Østråt“, hvor hun stadig forvekslede navnet Gyldenløve med Løwenskjold.
Om Ibsen som artistisk direktør skriver fru Lucie Wolf i sine „Livserindringer“:
„Jeg mindes ham som en sky, forunderlig taus mand, som jeg fandt stod langt borte fra os alle, én, hvis væsen ingenlunde vakte lyst til at tale ret fortrolig eller tillidsfuld med. Han var jo altid venlig og høflig, men på en måde, som bragte mig til at skynde mig svært med det, jeg havde at spørge om. Nogen instruktion i den forstand som Bjørnson, var der ikke tale om. Jeg ialfald var bange for ham. Han gik stadig og hyllede sig ind i en stor kappe og nærmede man sig til ham, så trak han sig tilbage og gemte sig som en snegl i sit hus.
Jeg husker, én bad mig tale til ham om en prøve, vi skulde have. „Nei tak“, sagde jeg, „gå selv hen og spørg ham; ser du ikke, hvor han kryber ind i kappen? Og se, hvor den strutter til alle sider! Det er alle de store tanker, han går frugtsommelig med; de sidder derinde og er færdige at sprænge kappen for at flyve ud i verden.“
En stor feil havde han; han var så veltilfreds med alt, hvad vi præsterede, og dette var jo dog mangen gang mådeligt nok. Det kunde ikke være fordi han ikke forstod det; snarere var det en slags ladhed eller galanteri, især mod damerne, som han gennemgående fandt udmærkede.“
Ibsen besatte ogsaa ret fejlagtigt rollerne, fortæller den fremragende skuespillerinde.
Han bestemte således, at hun skulde spille Sigrid, Skule Jarls søster, i „Kongsemnerne“, en tragisk rolle, der lå så fjernt som muligt fra fruens muntre naturel. Fruen protestene af alle kræfter, men det nyttede ikke. Ibsen sagde, at hun måtte spille den. Dog på prøverne gik det så galt — hendes mand stod i kulissen og lo høit af hendes unatur og falske pathos — at hun igen tiggede Ibsen om at blive fritaget for en rolle, der var hende ganske umulig.
„Det er ikke sandt“, svarede Ibsen ærgerlig, „De er flink i rollen.“
Fru Wolf bare så på ham, brast i latter og sagde: „Å, gud hjælpe både Sigrid, Dem og mig! Her gør De noget, som vi alle tre får velfortjent prygl for. Dette er synd for mig.“
Ibsen taug, men da han gik, syntes fruen at der var en mimik i ryggen på hans store kappe af forargelse over hende.
Det blev ogsaa et rungende nederlag for fru Wolf — det vil sige hos de få kunstforstandige, for det store publikum modtog hendes „Sigrid“ med bifald. Tilhørerne ræsonnerte nemlig slig, fortæller fruen: „Ja, dette er jo ikke godt, men vi må tage feil; thi den store digter har selv tildelt hende rollen og har været med paa alle prøverne.“
Da „Rosmersholm“ skulde opføres i Kristiania, begik Ibsen en lignende feil, der skulde blive skæbnesvanger.
Rebekkas rolle var som skrevet for fru Gundersen, vor store tragedienne, men til alles forundring og fru Gundersens store sorg og skuffelse, gav Ibsen rollen til — frøken Reimers, en elskværdig kunstnerinde, hvis fag er det komiske og som særlig udmærker sig som „Grethe“ i „Kærlighed uden strømper“.
Udførelsen led naturligvis derunder og som følge af den forkerte rollebesætning måtte Ibsens skønne, dybt sørgmodige drama, der havde fortjent et langt liv, snart forsvinde af repertoiret.
Ved premieren sad fru Gundersen i teatret ved siden af fru Wolf.
Pludselig greb fru Gundersen sin kollegas hånd og bitterligt grædende hviskede hun: „Ak, Lucie, nu først ser jeg, hvad jeg skulde skabt af Rebekka. Å, for en synd Ibsen har begået mod mig ! Hvad har jeg da gjort ham, at jeg skal krænkes så hårdt?“
Trods disse enkelte misgreb, havde Ibsen som helhed den fineste forståelse af scenens krav; det lå ham i blodet, han var jo den dramatiske digter uden lige.
Når han på prøverne ikke korrigerte feilene, skyldtes det efter min mening ikke alene en vis tunghed ved at meddele sig, forenet med en udpræget sky for at træde befalende op, men især en art livstræthed, der lod ham finde alt mere eller mindre ligegyldigt.
Ibsens Kristiania-periode er måske den tristeste og kummerligste i hans kæmpende ungdomsliv — alt gik ham dengang imod.[3]
Da Ibsens „Et dukkehjem“ under titelen „Nora“ for første gang opførtes i München, var Ibsen tilstede ved næsten alle prøverne. Jeg, som dengang opholdt mig der, overværede den første forestilling.
Stykket blev som hélhed spillet godt — særlig var fru Ramlo, „Nora“s fremstillerinde, udmærket — og efter forestillingen takkede Ibsen varmt alle de optrædende.
Man skulde fristes til at tro, at det i Ibsens øine var en mønsterforestilling. Men senere, da jeg privat i Ibsens hjem talte med ham om opførelsen, som jeg for min dél roste stærkt, havde Ibsen ikke få indvendinger at gøre.
Det var ikke alene et par af de spillende, som kun delvis havde forstået sine roller, men han var også misfornøiet med tapetets farve i dagligstuen — det gav ikke den rette, af ham ønskede stemning — og han kom endog med slige finesser, som at Nora ikke havde de rette hænder (om de var for store eller for små, husker jeg ikke).
Hvor vanskeligt må det dog være at tilfredsstille en Ibsen, når han går i slige detailler!
Men vi må ikke glemme, som jeg skriver i mine „Nye erindringer“, at Ibsen har set stykket spille i sin fantasi tusen gange, at han kender nøie hver person, deres udseende og deres klædedragt, deres holdning og gester, deres vaner og uvaner. Han ved således om Nora er høi eller liden, om hun er blond eller brunet, om hun går langsomt eller hurtigt, han har studeret hver liden eiendommelighed ved hendes væsen og har lagt mærke til at hun gør en urolig, næsten vellystig bevægelse med skuldrene, når hun spiser af de forbudte makroner.
Men ved opførelsen har det af Ibsen i sine intimeste detailler udarbeidede fantasibilled at bestå en kamp med den krasse realitet bag rampen. Det blir ham en lidelse at opdage, hvor den sceniske fremstilling afviger fra hans drømmes. Den Nora, der hopper ind på scenen som en lærkefugl, er god, endog meget god og vækker publikums begeistring — men hun er ikke hans Nora.
Illusionen for hans vedkommende er borte. Skuespilleren udvisker kun det billed, der stod for Ibsens syn, istedetfor at give det de rette farver.
Det undrede mig alligevel, at ikke Ibsen ved prøverne på „Nora“ havde forsøgt at forbedre det manglende.
Stod det ikke i hans magt at omstøbe den geniale fru Ramlos hænder, kunde han ialfald fået tapetets farve forandret og rettet de groveste feil hos de optrædende bipersoner. Det var jo derfor han var tilstede — og skuespillerne, der nærte den største beundring og respekt for den store digter, lyttede jo begærligt til hans mindste vink.
Under mit lange ophold i München lærte jeg personlig at kende flere af de kunstnere, som spillede i Ibsens stykke.
Hos fru Ramlo (den gang gift med digteren Schneeganz, nu fru Conrad), var jeg således flere gange gæst. Når hun på sin yndige måde serverte theen, betragtede jeg altid hendes hænder og undredes over, hvad Ibsen fandt, der kunde være iveien med dem — i mine øine var de skønne nok.[4] Som regel traf jeg skuespillerne i „café Maximilian“, ligeoverfor teatret, hvor Münchens første skuespillere, operasangere og malere samledes om aftenen ved det såkaldte „kunstnerbord“, der var reserveret dem.
Jeg erindrer endnu så godt den ligeså elskværdige som høitbegavede Defregger, Tyrols uforlignelige skildrer (han mødte dog kun frem en sjelden gang), Theodor Reichmann, den store sanger, Kainz, der dengang var mere bekendt ved det venskab, som den eksentriske kong Ludvig beærede ham med end ved sit talent, den unge, gemytlige Ludvig Ganghofer, som senere har vundet et anseet navn som digter, etc.
Da jeg talte med en af skuespillerne om hvordan Ibsen havde været på prøverne, sagde han, at Ibsen hverken roste eller dadlede, han var som oftest taus. Men tillod de sig tilslut at spørge den „høitærede mester“ om de havde truffet hans intentioner, afspiste han dem med komplimenter, som voldte dem mere ærgrelse end glæde.
For de følte, at de ikke fortjente al denne ødsle anerkendelse. De vidste jo så godt selv, at de ikke på nogen måde ydede det fuldkomne, mindst i et drama med fremmed lokalfarve, og de vilde derfor så gerne lære den rette opfatning af mesteren. Allesammen vilde de så gerne blive „Ibsendarsteller par excellence“.
Samme skuespiller fortalte mig, at inden min ankomst til München optrådte den bekendte frøken Meyer i et af Ibsens ældre stykker, sandsynligvis „Hærmændene“.
Ibsen var tilstede bag kulisserne, men sagde som sædvanlig ikke et ord. Den dygtige skuespillerinde, der forresten i denne rolle var mindre heldig, vilde imidlertid gerne vide Ibsens mening og spurgte ved forestillingens slutning ligeud, hvad han syntes om hendes spil. Ibsen svarede galant, at hun var uovertræffelig og kyssede hendes hånd. —
Men har da Ibsen slet ingen indflydelse havt på skuespillerne? vil man spørge. Jo, han har påvirket dem indirekte ved sin digtnings særegne art, og ikke mindst ved sin stil.
Den berømte danske skuespiller Emil Poulsen bekender således i „Samtiden“s jubilæumsbog om Ibsen, at han af vor store dramatiker har lært — korthed og knaphed.
„I det korte spand af rum og tid, som scenen eier, må intet være overflødigt“, siger han, „intet uden hensigt — intet må som uvæsentligt bryde illusionen — alt sees og høres på scenen.“
- ↑ „Det var med en temmelig let dramatisk bagage, at Ibsen reiste til Bergen“, skriver Halvorsen i sin artikel om Ibsen i forfatterleksikonet. De bergenske anmeldere angreb ham også stærkt og beskyldte ham for „uvidenhed og umodenhed“ på kunstkritikens område. Disse bergenske anmeldere med adjunkt Poul Stub i spidsen var imidlertid allesammen ret tarvelige og ukyndige.
- ↑ I de senere år, da jeg traf Ibsen, talte han altid med velvilie om Låding. Han sendte ham også med nogle elskværdige, anerkendende ord et eksemplar af „Per Gynt“.
- ↑ Et rygte vil vide, at Ibsen, der var febersyg og forvildet, en nat for op af sengen og i bare skjorten sprang ned på en af Kristianias brygger, hvor han forsøgte at kaste sig i vandet.
- ↑ Den virkelige „Nora“ har sandsynligvis havt usædvanlig store hænder — og denne ejendommelighed ved hende har Ibsen ikke kunnet glemme.