Samliv med Ibsen/1
Hvor ofte har jeg på mine ture til Italien passeret Brennerpasset, ved hvis fod Gossensass ligger! Og det i de mest forskellige stemninger. Jeg har reist med nat- og dagtog, om høst og vinter — når jeg var på høiden af Brenner, har jeg passet på at stikke hodet ud af kupévinduet og kaste et blik i forbifarten på den lille, tyrolske Landsby, hvor jeg i min grønne ungdom havde den glæde for første gang at træffe Ibsen . . .
At tage fra München til Rom med nattetoget mored mig dog mest. Kupéen var fuld af livlige, dårligklædte italienere, der havde en utrolig masse småpakker med sig, som ikke lugted alt for godt, og af godmodige Tyrolerbønder, hvoraf flere i nationaldragt. Jeg blev snart venner med mine reisefæller. Da de var nysgerrige og vilde vide, hvem jeg var, fortalte jeg dem at jeg var kellner, og havde fået fast engagement for vinteren i et stort hotel ved rivieraen. Så kom vinflasken frem, humøret steg og vi følte os som én familie.
Jeg deltog dog ikke meget i samtalen, dertil var jeg for for optaget af naturens skønhed, der i skiftende billeder suste forbi kupévinduet ... Vi havde ikke fjernet os langt fra München, før alpeverdenen i al sin majestæt dukked frem af natten, de høie snefjelde, belyste af månen, ved foden små landsbyer i klynger med de fremspringende hustage og et kirketårn i midten. Her og der brændte et lys i de mørke, stille huse og vi hørte en fos brumme ... Hvor forunderligt for den reisende at betragte et sligt natligt, sovende landskab, dobbelt høitideligt i fuldmånens glans, og sammenligne dets dybe fred med uroen i hans egen sjæl — denne uro, som drev ham bort fra hjemmet ...
På lokomotivets stønnen og langsomme fart kan jeg godt mærke, at vi arbeider os opad fjeldet, at vi nærmer os Brenner ... Nu er vi på høiden ... Hvor jeg kender alt igen! Ja, dernede i dalen ligger som før mit kære Gossensass. Sist så jeg det i sommerdagens klare stråler, nu ligger det i sin vinterdvale ... Jeg har dog, trods måneskinnet, møie med at opdage alle enkeltheder ... En rygende snestorm hersker på disse høider, idet toget drager forbi ...
Såmange minder fra mit livs forårstid strømmer ind på mig ... Ibsen er midtpunktet i dem alle ... Lad mig da her fortælle et af disse, som står for mig i et eget, muntert lys!
— Det var i Gossensass i slutten af August måned, men vinteren holdt dog allerede på at gøre sit indtog — altfor tidligt for os glade sommergæster. Nysne lå på toppen af de os omgivende fjelde, luften var råkold ... Vi frøs, naar vi sad hjemme i hotellet, for var ikke ovn i vore værelser og vi frøs, når vi vandrede ud i det frie . . . Under disse omstændigheder var det ikke at undres over at humøret sank som thermometergraderne . . .
Den norske koloni bestod foruden mig af Ibsen, frue og sønnen Sigurd, professor Lorentz Dietrichson med frue og datteren, Honoria, samt Edvard Grieg, i hvis følge jeg var kommet fra Bayreuth til Gossensass.
En morgen forlod vi herrer damerne, som blev tilbage i hotellet sammen med Sigurd. Om vi svigted damerne forsætligt skal lades usagt. Vi vilde gå en tur og snakke fortroligt sammen, men så drev snefoget os tilbage — og da vi ikke havde lyst til at vende om igen, søgte vi ly i en åben træpavillon, der lå ikke langt fra hotellet.
Så var der en letsindig sjæl, som hvisked: (mon det ikke var mig selv?) «Nu skulde det være godt at få lidt varmt — noget, som kunde kvikke os op.»
Forslaget vandt alles bifald, selv Griegs, der er så nøgtern. Jeg forsvandt og kom straks tilbage med kognacflasken, som jeg ikke havde benyttet på reisen, og en gut fra hotellet bragte os i al hemmelighed en mugge med varmt vand, en sukkerskål og nogle glas.
Det kan nok være at vi tilslut fik det gemytligt derinde i pavillonen, trods kulden og snefoget. Vi svøbte vore uldne plaids om os, lige op til ørene, fik snadden eller cigaren frem, og lod den hede, dampende toddy vederfares al retfærdighed. Der var noget så originalt ved dette vennelag så tidligt på morgenen og i denne eiendommelige ramme: De hvide fjeldtinder rundt omkring og sneen, der lå som dun på vore plaids og så smeltede . . .
Vi tænkte vist alle i vort stille sind på Norge, hvis natur har så meget tilfælles med Tyrols — men vi sagde intet.
Samtalen gik livligt, vekslende som snefnugene derude, springende fra det ene emne til det andet . . . Vi havde alle historier og anekdoter at fortælle, Ibsen ikke mindst. Den, som nu kunde huske dem alle!
Om Bjørnson talte vi først. Hvad der blev sagt om ham af de fremragende nordmænd, som her var tilstede, vilde afgive et svært interessant bidrag til Bjørnsons karakteristik som menneske — digteren berørte vi nemlig ikke. Men det vilde være for indiscret at gengive det, så meget mere som beundringen blandedes med kritik fra Ibsens og Dietrichsons side.
En enkelt ytring af Ibsen vil jeg dog anføre. «Bjørnson og jeg er ikke uvenner, hvad mange tror. Det er vore tilhængere, som står fiendtligt imod hverandre, ikke vi to personlig.»
Da jeg fortalte om nogle originaler fra Bergen, sagde Ibsen, at i hans fødeby Skien havde der heller ikke været mangel på slige løierlige figurer.
En af dem mødte han en dag uventet i Kristiania; han så ud som en bedemand, iført en hvid halsdug og nogle gamle sorte skindhansker. Da Ibsen spurgte ham, hvad han bestilte derinde i hovedstaden, svared han. «Jeg skal sige Dem én ting, hrr. Ibsen, min eneste glæde i livet er at følge lig og være tilstede ved begravelser; men det er der desværre så liden anledning til i Skien, hvor folk blir så gamle og slet ikke vil dø . . . Derfor har jeg nu solgt det lille huset mit derhjemme og er flyttet herind til Kristiania, hvor folk kreperer som fluer og jeg gudskelov har den glæde at kunne følge lig hver eneste dag hele året . . . Jeg skal netop nu op til «Vor frelsers gravlund» og begrave en gammel, høist respektabel jordemor.» Han løftede høfligt paa sin sorte floshat. «Farvel.»
Vi måtte le af denne historie og igen smage på toddyen. Jeg følte mig rigtig vel tilmode, men midt i glæden havde jeg en hemmelig skræk for at fruerne skulde komme og overraske os.
Både fru Ibsen og fru Dietrichson var høist elskværdige damer, slet ikke i familie med den bekendte Zanthippe, men de var dog begge to ret strikse, når det gjaldt at svinge det huslige scepter — Og nu havde vi på egen hånd, uden at rådspørge dem, lavet til dette lille gilde! . . .
Grieg talte om Wagner og Liszt, som han havde været sammen med i Bayreuth, især om Liszt, hvis varme anbefaling i sin tid havde bidraget til at Grieg fik en årlig understøttelse af stortinget. Og så blev Ole BulIs navn nævnet og gav stødet til mange anekdoter.
Ibsens lød saaledes: En tysk baronesse i München var lidenskabelig indtaget i Ole Bull, som netop gav concerter der. En morgen kom hun som sædvanlig på visit og trods tjenerens advarsel styrtede hun lige ind i sovekammeret til Ole Bull, der i øieblikket afgav et ligeså komisk som ynkeligt skue. Den store violinist og hjerteknuser stod der elegant bukkende, men — uden bukser. Tjeneren havde netop taget fra ham disse høist nødvendige beklædningsgenstande for at give stuepigen dem til afbørstning.
Men Griegs historie var morsommere.
Ole Bull optrådte i Madrid. Damerne var som gale efter ham, ikke mindst Spaniens varmblodige dronning, den unge Isabella, for hvem erotiken spilled en langt større rolle end politiken, som hun dog var sat til at lede.
Efter en af sine concerter blev Bull kaldet til audients hos dronningen. Hun udtrykte med sydlandsk varme sin begeistring for hans guddommelige spil og forlangte tilsilt at han skulde komme en aften op på slottet og spille for hende — ganske alene. En sådan musikalsk tête à tête vilde være så fortryllende.
Ole Bull havde jo kun at adlyde. Men efter denne ensomme musiktime med dronningen, blev han senere af en kammerherre overrakt den spanske orden, som bærer indskriften «Pour la vertu».
Da Ole Bull senere kom til Stockholm og spilled ved hoffet der, bar han på sin kjole den spanske orden. Men den gamle, franskfødte dronning Desideria havde neppe fået øie på den, før hun brast i latter og spurgte: «Men sig mig, hrr. Bull, hvorfor har De fået den orden?»
«For mine dyders skyld, Deres majestæt!» svared Ole Bull med diplomatisk alvor, idet han bukked dybt. —
— I Gossensass opholdt sig den saison blandt andre et par bayerske damer, hvis ligeså rige som smagløse klædedragt vakte almindelig forundring hos os nordboer. Ibsen måtte altid trække på smilebåndet, når han så dem. Og nu ytred han:
«En tysk dame i grande toilette minder mig altid om en præmiebelønnet ko, med guldstas og papirblomster mellem hornene.»
Så faldt talen på dyrenes intelligens og Ibsen påstod, at et sådant umælende kreatur, der har fået udmærkelse ved et dyreskue, forstår godt at det er en udmærkelse. Når man nemlig efter festen vil berøve det sit pandesmykke, gør det modstand og spænder ud.
«Oh, vanitas, vanitas!» tænkte jeg. Selv de firføddede! —
I min frakkelomme havde jeg med en bog af en tysk forfatter, som jeg vil kalde Schønborn, der dengang var meget yndet. Bogen gled tilfældigvis ud af min lomme, Ibsen fik øie paa forfatternavnet og slog idetsamme op en for ham eiendommelig, halvt klukkende latter, som meldte os, at vi kunde vente os en ny, morsom historie . . .
Schønborn var en af disse hyper-æsthetiske naturer, hvoraf Tyskland har så mange, og som helst vil glemme at vi mennesker med al vor ånd og poesi dog har visse nødvendigheder tilfælles med dyrene.
En gang, da han reiste på jernbanen, fik han den heftigste mavepine og uheldigvis var der intet W. C. på hans klasse. Her var gode råd dyre, men digteren tabte ikke sin åndsnærværelse. Foruden den reisehue, han bar på hodet, førte han med sig en chapeaubas — og denne måtte nu gøre tjeneste. Til alt held var han alene i kupéen. Chapeaubas’en kasted han så ud af kupévinduet.
Men den stakkers poet havde i forvirringen glemt en liden ting, at han havde mærket chapeaubas’en med sit visitkort. Og så fulgte det artige efterspil. Toget stanser endelig ved den by, hvor Schønborn hører hjemme og alle kender ham, fuld af værdighed stiger han ud på perronen, men idetsamme styrter schaffneren imod ham, og overrækker ham med et ærbødigt buk, sandsynligvis i håb om klækkelige drikkepenge, den mishandlede chapeaubas, som man havde fundet på sporet.
Schønborn blev rasende og nægted i sin første opbrusen at være hattens eiermand. Hvordan historien egentlig endte, skal lades usagt. Vi har al grund til at tro, at æsthetikeren i sit raseri tilslut slynged hatten lige i fjæset på den ærlige schaffner. —
— Samtalen gled videre, fra det burleske til det alvorlige eller muntre. Professor Dietrichson bragte os teaternyt hjemmefra — og så begyndte vi at snakke om vore skuespillere. Da jeg undred mig over, at de fleste sceniske kunstnere kom fra Bergen og at der var så få fra det østlige Norge, sagde Ibsen.
«Den østlandske dialekt passer så lidet for scenen, det er sagen . . . Hør f. eks. på en Kristianiadame! Hun taler ensformigt og træet, men mod sætningens slutning hæver hun altid stemmen som til et spørgsmål. Og en fremmed, som ikke forstår sproget, men kun opfanger lyden, tror også at hun uafbrudt gør spørgsmål — og det er dette, sammen med sprogets uskønhed, som gør østlandsdialekten så ubrugelig på scenen.»
Jeg sad netop og samled mod til at fortælle en liden, uartig historie fra Bergen, da jeg så noget, der fik mig til forskrækket at holde inde og sætte fra mig toddyglasset, som jeg vilde tage en slurk af.
Det var synet af Sigurd oppe i veien. Han var i den slemme overgangsalder, hvor man kun tænker på spilopper . . . Hvad havde han nu for? Noget vilde der ské, det aned jeg. Han var så uhyggelig oprømt.
Ganske rigtigt! Et stykke bag ham gik fruerne, som han lod til at vise vei, med stramme miner . . . Nu var de ganske nær vort skjulested . . . Jeg syntes de hvisked noget om «mandlig egoisme» — eller var det blot min indbildning?
Der har vi damerne! råbte jeg advarende — og flytted uvilkårligt mit toddyglas, så det faldt mindre i øinene.
Damerne stod stille et øieblik og så på os. De nød scenen, lod det til. Og der var noget hånligt og triumferende i deres blik — noget, der gav mig lyst til at krybe under bordet . . . Var ikke jeg igrunden den egentlige forbryder?
Ægtemændene fik en brødefuld mine og stak de rødmende næser dybere ned i plaidet. Kun Grieg bevarede fatningen. Han havde nemlig ingen kone at gøre regnskab for; den lille fru Nina var nemlig hjemme i Bergen.
«Så herrerne sidder her og nyder livet!» sagde fru Ibsen endelig. Under hendes alvor truede et skælmsk smil med at bryde frem. Vi kunde ikke skønne, hvor dere var bleven af, vi har søgt den hele formiddag — og nu er det frokosttid i hotellet.
Men professorinde Dietrichson var mindre nådig.
«Og du sidder her, Lorentzmand, og drikker toddy så tidligt på dagen! — Se bare! — Og til mig sagde du, at du vilde gå op på dit værelse og skrive korrespondancer til «Morgenbladet». Du har jo lovet redaktør Friele at skrive til bladet.»
«Lorentzmand» så angerfuld ud og forsøgte slet ikke at forsvare sig. Men hans mine sagde: «Det er så tungt altid at skulle være «Pligtmenneske».»
Fruen blev formildet og trak på smilebåndet som fru Ibsen. Hun var jo malerinde og forstod os «kunstnernaturer» bedre end alle andre.
«Men, mama, se dog på Paulsen!» råbte den fæle Sigurd og trak moderen i skjørtet bagfra. «Han er så ildrød i hodet.»
«Hys, barn —!»
«Det er af kulden,» busede jeg ud og truede med hånden ad gutten. Jeg kunde havt lyst til at kvæle ham.
Modstræbende reiste vi os så — der var endnu kognac tilbage på flasken — og lidt slukøret fulgte vi i hælen på damerne hjem til hotellet.
Men jeg fik i det samme en respektstridig tanke. „Mon Stuart Mill igrunden har ret i sine idéer om „kvindens underkuelse?“ Er det ikke snarere os mænd, som ved alle leiligheder blir „underkuet“ af damerne?