Søfuglen
Johan Dahl, (s. 59-60).
En Vildand svømmer stille
ved Øens høie Kyst,
de klare Bølger spille
omkring dens rene Bryst.
En Jæger gaar og bøier
sig i den steile Ur,
og skyder saa for Løier
det smukke Kreatur.
Og Fuglen kan ei drage
til Redens lune Skjød,
og Fuglen vil ei klage
sin Smerte og sin Nød.
Og derfor taus den dukker
dybt i den mørke Fjord,
og Bølgen koldt sig lukker,
og sletter ud dens Spor.
I Søens dybe Grunde
groer Tangen bred og frisk,
derunder vil den blunde:
der boer den stumme Fisk.