Rosen

Rosen av Forfatter:B.S. Ingemann

Det var den Konning Ejegod,

I Kirken monne han gange;

Saa mørkt St. Albans Billede stod

Alt i de mørke Gange.

Ved Altret ligger en gammel Sten,

Af Marmoret hin hvide,

Der hvile de møre Christenben,

Alt fra de første Tide.

Men ligerviis udi hviden Snee

Bloddraaber skinne saa røde,

Saa skinned to Roser rødlige

Paa Stenen over de Døde.

De Roser skinne saa underfuld,

Den Konning stirrer saa saare,

Paa Stenen stirrer han sorrigfnld.

Og fælder vel mangen Taare.

Thi Roserne, som saa røde stod

Alt paa det Marmor hvide,

Var malede med hans Broders Blod,

Det maatte den Konning vide.

Did ganger en Christen til sin Gud

Ved Alteret at bede,

Der beder engang den Konning Knud,

Mens Mordere om ham lede.

En Broder stander ved Kirkedør,

Velsignet han evig hedder;

Sin Konning tro han kæmper, og døer,

Og derfor ham Gud nu glæder.

De Mordere med vanhellig Fod

Alt for Høyaltret traade,

Og Konning Knud sank i sit Blod,

Bad for sit Folk om Naade.

Men paa den blege Marmorsteen

Faldt Draaberne de røde,

Ei kunde de tvættes af igjen,

Som Roser monne de gløde.

Det var nu Konning Ejegod,

Han stirred ned saa saare,

Og paa det kolde Broderblod

Faldt hede Brodertaare.

Men Roserne skinned lige rød’,

Og Taaren dem ikke sletted,

Uskyldig var den Fromme død,

Ei Folkets Brøde aftværret.

Og det var Konning Ejegod,

Til Rom saa monne han skrive.

Og spurgte om Raad, hvordan det Blod

Engang kunde slettet blive.

Thi sones maatte den Konnings Død,

Blodroserne svinde tillige;

Thi visselig stor Jammer og Nød

Forjættedes Land og Nige.

Og loved vare den Pave from!

Kong Knud han monne optage

Blandt dem, som for Guds Helligdom

Som Martyrer kom af Dage.

Det var da Knud den Helgens Liig

Blev lagt udi Kobber røde,

Og Messer læstes andægtelig

Alt for den hellige Døde.

I Kirke ganger Kong Ejegod,

Paa Stenen monne han stande,

Udslettet er nu det Konningblod,

Og frelst baade Folk og Lande.