Republikanerne

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 185-188).

Ved Barrière de la Santé
ligger en ydmyg liden Kaffee.
En gammeldags Stue er al dens Plads,
der er ei Forgyldning, der bruges ei Gas.
Den har en Søgning, der ſjelden briſter,
af Etudianter og ſmaa Artiſter;
og kommer ei disſe, da eier den dog
en ſtillere Gjæſt i ſin dunkle Krog.
Der vandrer omkring i den ſtraalende Stad
en ſkibbruden Flok, der aldrig er glad;
der møder dem Ingen med Smil eller Nik;
de færdes i Sværmen med ſlukkede Blik.
Pauvres honteux! de ſøge et Hjem;
en ringe Kafé er det bedſte for dem.

Nu er det Midnat; der ſidder en Gjeſt
endnu ved ſit Bord med en Sukkervandsreſt.
Hans Anſigt er falmet, hans Dragt er grov,
hans Linned er rent, og hans Hænder er ſmukke
han ſtøtter ſit Hoved, ſom om han ſov —
der er ſaa tyſt; man kan høre ham ſukke.

Dog, mens han ſidder i dette Ly,
aabner man Døren med Bulder og Gny;
det er en Skare af Ungerſvende
med ſtærke Mouſtacher, med Øine, der brænde.
De fløite og nynne en ſmuk Melodi,
en Sang af Den Stumme fra Portici.
Rourrit har iaften fra Scenen vakt
de fyrige Toners koglende Magt;
de rulle den jublende Flok gjennem Blodet;
nu har den igjen Republiken i Ho’det.
 
De ſætte ſig matte; men atter fra Stolen
ſpringer der En og beſtiger et Bord,
Han ſiger med rungende, vingede Ord:
”Forſamling, giv Agt, jeg vil tale om Polen!”
 
Det var en Tale ſom flammende Krudt;
o, der blev ſtormet og ſpiddet og ſkudt!
De Franſkes Konge og Raad og Kammer


gik op med Kreml i de ſamme Flammer.
Men frem af de kolde rusſiſke Grave
ſteg atter en Hær af Napoleons Brave;
de kæmpede med, de ryſtede Jorden,
med Faner ſom Storm, med Ørne som Torden.
Paa Varſchaus Mure ſtod atter Fama
og læſte for Verden et franſk Proklama,
at nu var Hiſtoriens ſidſte Knude
løſnet for evigt, og Stykket ude.
Den frie Mand og den frie Kvinde
blev proklameret i alle Vinde.
Europas Kongres forſamled ſig bedſt
i Polens Skjød, mellem Øſt og Veſt;
i Varſchau reiſtes Kongresſens Salon,
og dertil en Støtte for Saint Simon.

Da jublede Flokken, og atter det lød:
”Champagne, Garçon, paa Tyrannernes Død!”
Men juſt da de løſte den ſkummende Drik,
ſaa de en Fremmed med ſtudſende Blik;
thi Proppen fløi mod den ſelſomme Mand,
der ſad i en Krog med ſit Sukkervand.
”Drik,” raabte de Alle, ”Champagnen er god,
vort Bæger er helligt; drik, har Du Mod!”

”Jeg drikker ei Viin, om ſtærk eller mild;
dens Sødme er vammel, jeg hader dens Ild.


Jeg ſidder med Gru paa mit Livs Ruin.
Mit Bæger er tømt; jeg drikker ei Viin.”

Da blev der et Gny; de kaldte ham Træl,
de raabte paa Skjændſel, paa Hevn og Duel.
Han viſte ſit Bryſt — hvor det var ſkrammet,
af ſtreifende Kugler, af Klinger rammet! —
”I Daarer! Det er Oſtrolenkas Mærke.
Har I vel fattet, hvor det kan værke?
Der er ingen Liſe for denne Kval;
den kan ikke blunde for Sladder og Pral.
Der er ingen Gjæk ſaa vindig og ſvag,
han ſminker ſig jo med mit dybeſte Nag,
min hedeſte Bøn, mit eneſte Gode,
er kommen paa lallende Tunger i Mode. —
Tilſide, Drenge, giver mig Rum!
Himlen har Stjerner, — Natten er ſtum.”

De ſaae paa hverandre. Han vandred ſin Vei.
De havde Champagne, men rørte den ei.