Reise-Erindringer/Reisen til Sogndal

←Reisen til Sogn

Reise-Erindringer Reisen til Sogndal av Ivar Aasen

Reisen til Viig→

 Den 19de Oktober forlod jeg Leirdalsøren for at besøge Sogndal eller et andet bekvemt Sted, hvor jeg vilde opholde mig en Tid af to eller tre Maaneder for at blive bekjendt med Dialekten. Paa denne Reise vilde jeg ogsaa besøge Kapitain Munthe, som jeg haabede vilde interessere sig for mit Arbeide, og til hvem jeg desuden var anbefalet af Videnskabsselskabets Direktion. Saaledes ankom jeg denne Dags Aften til Krogen, Munthes Opholdssted, hvor jeg strax indfandt mig hos ham. Efterat have seet de Papirer, som jeg medbragte fra Trondhjem, yttrede Kapitainen megen Interesse for dette Foretagende, og jeg blev meget vel modtagen. — Den følgende Dag forblev jeg hos ham og fik besee hans Bogsamling og Dokumentsamling, hvori fandtes meget som i høi Grad maatte interessere mig, især af islandske og gammelnorske Skrifter. — Krogen er et temmelig vakkert Sted, især ved sin smukke Løvskov, da en Mængde store Birketræer omgive Gaarden; men den ligger for nær Fjeldet og afsides for Solen. Husene ere mange, store og vel istandsatte. Jeg havde megen Fornøielse af at være her, og de mange sjeldne Bøger, som fandtes her, gjorde mig utilbøielig til at reise herfra. Imidlertid maatte jeg dog see til at komme til Sogndal, som ogsaa Munthe nu anbefalede mig som det mest passende Sted for mine Undersøgelser i denne Egn; og da Kapitainen nu ogsaa maatte reise bort for en Forretnings Skyld, fik jeg endelig en gammel Lystring til at sætte mig over Fjorden til Solvorn.

 Dette Sted, som er meget befolket og tætbygget ligger lidt over ½ Miil i Vest fra Krogen og henimod 3 Mile i Nord fra Leirdalsøren. Det led noget ud paa Dagen, da jeg ankom hertil; og jeg havde nu ¾ Miil Landvei over til Nagløren, men denne Reise blev imidlertid opsat til næste Dag. Skydsskafferen eller rettere hans Stedfortræder (thi der var ingen Skaffer at finde) syntes at være lidt perialiseret; det gik saa seent for ham at faae en Skyds istand, at Mørkningen allerede var forhaanden. Da endelig Alt var færdigt, kom han igjen og forestillede mig, at det var langt bedre at slaae sig til Ro til om Morgenen, end at begynde Reisen, hvilket nu ogsaa var min Mening. Jeg blev ellers her kjendt med en Skoleholder, af hvem jeg fik adskillige Underretninger, blandt Andet om den bekjendte Marta Hæggestad, hvis Aabenbarelser paa denne Tid gav Anledning til megen Snak.

 Den 22de reiste jeg saaledes over fra Solvorn til Nagløren, og derfra ½ Miils Søvei til Sogndalsfjæren, et meget betydeligt Strandsted, hvor jeg nu havde tænkt at opholde mig. Veien fra Solvorn er meget slem, og det var en Lykke, at jeg ikke havde givet mig ud paa den mod Natten. Den har meget høie og bratte Bakker; paa et Sted gaar den tværs igjennem en høi Bakke eller over en høi Klippe, som tæt ved Siden af Veien gaar lodret ned i en skrækkelig Afgrund, hvorigjennem en Elv løber. Denne Udsigt fra Veien vilde være endnu mere gyselig, dersom ikke endeel store Furretræer i den nederste Rand af Veien havde dannet som et naturligt Rækværk over dette svælgende Dyb.

 Ved den inderste Deel af Sogndalsfjorden er Landet endnu bratliggende og ubehageligt; men ved Aabningen af det egentlige Sogndal faar det et andet Udseende. Imellem lave og skraat opstigende Fjelde har man her en bred Dal, som er næsten overtækket med Huse eller Gaarde, imellem hvilke Sogndalsfjæren udmærker sig ved sin anseelige Størrelse.

 Ogsaa i Fjæren skulde i disse Dage holdes Høstthing, og Gjæstgiveren, som tillige var Thingvært, kunde ikke bevæges til at tage imod mig. Opsøgelsen af et bekvemt Opholdssted og et passende Logis forekommer mig altid som den største Ubehagelighed ved disse Reiser paa fremmede Steder, hvor man ikke kjender et eneste Menneske. I Leirdal havde jeg havt et slet og alligevel kostbart Herberge; i Sogndal saae det ikke ud til at blive bedre. Efter adskillig Spørgen frem og tilbage slap jeg endelig ind hos en Strandsidder, og hos ham kom jeg siden til at forblive, uagtet jeg senere erfarede, at denne Mand var en overgiven Drukkenbolt, og saaledes en meget besværlig Huusvært. Imidlertid viste man mig dog megen Behjælpelighed blandt andet under en Sygdom, som angreb mig men lykkeligviis snart gik over. Det var nemlig en Forkjølelse, som jeg under de forrige Reiser havde paadraget mig og som længe yttrede sig med stærk Hovedpine men tilsidst med fuldkommen Sygdom. Efter en Svedekur, som man raadede mig at tage, kom jeg imidlertid snart til Helbred igjen.

 Paa dette Sted forblev jeg i fire Maaneder og havde saaledes Anledning til at blive kjendt med Stedet og Folket. Blandt Mærkværdigheder i denne Egn kan jeg anføre Kirken, en ældgammel Træbygning, der især syntes mærkelig ved de mangfoldige gammeldags Forsiringer og kunstige Udskjæringer, som den indvendig er forsynet med. I Nærheden af denne Kirke staar en Bautesteen med en Runeindskrift, som forhen har været offentliggjort ved Trykken (jeg erindrer ikke i hvilket Skrift) og hvis Indhold skal være, at Kong Olaf lod udgrave denne Steen. Jeg optegnede Skriften paa Stedet selv; men den er for en Deel meget utydelig og kan vanskelig adskilles fra andre naturlige Furer i Stenen; kun de underste Ord: olafr kunug ere fuldkommen tydelige. — Blandt Mærkeligheder af nyere Slags kunde man maaskee nævne Præstegaarden, da den er overmaade smukt beliggende og tillige smukt bebygget. Et mærkeligt Sted af en mindre hyggelig Art træffer man en Fjerdingmiil ovenfor Fjæren tæt ved Bygdeveien, nemlig et Rettersted, hvor en Giftblander fra Gaarden Eggum for nogle Aar siden blev halshugget, og hvor en Stage med et Hjul paa endnu stod opreist. Sogndølerne vide meget at fortælle, om hvilke Anstalter der vare trufne ved denne Leilighed, hvilken Mængde Folk der var samlet, og hvilke Følelser det hele foraarsagede.

  Husene ere her for en stor Deel tækkede med Heller, da der i den øvre Deel af Sogndal findes flere Hellebrud af en meget god Beskaffenhed. Stuerne ere sædvanlig Lemstuer med Peis eller tillige med Ovn, og forøvrigt ligesom i Leirdal. Folkets Levemaade og Kost er meget simpel; det samme gjælder ogsaa om Klædedragten. Mandfolkenes Trøier ere af hvid eller graa Farve, noget side, og have Kiler der gaae høit op paa Ryggen; paa Skuldrene have de en paasyet Fold med blaa Bræmme eller Kvare. Disse Trøier ere imidlertid saa godt som aflagte hos de Yngre, da disse foretrække de almindelige korte Trøier. Kvindfolkene bruge sædvanlig blaae Livstykker eller Undertrøier af Vadmaal, og med Ærmer som ere meget udvidede ved Skuldrene; Konerne have ogsaa her hvide skiveformige Huer, der oventil have et Indsnit ligesom paa et Hjerte; Pigerne gaae derimod med bart Hoved, saaledes at det flettede og med et Baand omvundne Haar sættes i en Ring omkring Hovedet foran Issen.

 Med Hensyn til Folkets Karakteer træffer man adskillige gode Egenskaber, saasom Velvillighed, Hjælpsomhed og en vis Høimodighed, hvorved endogsaa en meget bekjendt Forbryder fra denne Egn har tiltrukket sig megen Interesse. Jeg kan ikke afholde mig fra at anføre en Skik, som bruges her, der vel kunde synes ubetydelig, men dog i Sammenligning med andre Steders Brug er et godt Exempel. Man fanger her, især om Høsten, en ikke ubetydelig Mængde Smaasild, og da er det Skik, at med enhver Fangst skal enhver af de Nærmestboende faae en skikkelig Kogning Sild, saavidt Fangsten er tilstrækkelig; Enhver, som ikke er med i Notelaget, indfinder sig derfor med en Bøtte eller Kurv, og trængende Folk faae ofte en Kogning tilsendt uden at indfinde sig. Flere fattige Familier faae herved en stor Hjelp, især naar Fangsten indtræffer ofte. — Men ved Siden af saadanne Dyder herske her ogsaa slemme Laster, især gaar Løsagtigheden og Drukkenskaben over alle Grændser. Af en Beretning om Fødte og Døde i Aarets Løb (1842), som blev oplæst i Kirken, viste det sig, at hvert syvende Barn var uægte af de Fødte i Præstegjældet; desuden fortalte man om flere Fruentimmere som havde tre eller fire Børn udenfor Ægteskab. Drukkenskaben giver ogsaa Anledning til megen Forargelse, især til en afskyelig Kiv og Strid i Familierne. Endskjønt man har vidtløftige Høflighedsregler, hvoriblandt den, at Børn ikke maa sige «Du» til sine Forældre, men tiltale dem i Fleertal, viser der sig dog megen Uartighed i Familielivet; især synes Kvinderne at udmærke sig i Skjænden og Bitterhed.

 Ved Siden af denne udsvævende Hob gives der ogsaa et betydeligt Antal af de saakaldte Læsere, som holde Samlinger, synge, bede og sukke over Verdens Daarlighed, uden at denne dog bliver mindre. Det forekom mig mærkeligt, at der paa et saa folkerigt Sted som Sogndalsfjæren, ikke holdtes et eneste Dandselag i al den Tid jeg var der. Neppe er imidlertid Læsernes Antal saa overveiende, at dette kunde være Grunden hertil; men denne maa maaskee søges i en Aabenbarelse fra «Synemarta», som havde seet Dandserne hoppe omkring paa gloende Brande i Helvede. Jeg vilde heller have raadet Synemarta til at sige Folk Noget om Drukkenbolternes og Horernes Skjæbne, samt om dem, som slaae og drage sine Koner; det skulde vist være mere fornøden. — Denne Profetinde (hendes Navn er Marta Hæggestad) har ellers faaet en større Navnkundighed, end hun synes at fortjene. Man paastod ogsaa, at hendes skrækkelige Fortællinger havde gjort Folk forrykte i Hovedet, og bragt flere Personer (man nævnte 4 eller 5) til at tage sig selv af Dage. Om dette var sandt, veed jeg ikke; ialfald syntes man her meget tilbøielig til at troe det Vidunderlige; saaledes omløb her flere Rygter om døde, som var opvaagnede, om Gjengangere, om Folk, som var plagede af Djævelen, o. s. v. Mærkeligt var imidlertid et Rygte, som kom hertil i Begyndelsen af Julen; det hed nemlig, at Marta paa Veitestranden (Syne-Marta) skulde have sagt, at Verden skulde forgaae den tilstundende Nytaarsaften. Man sagde senere, at der var mange som troede det, og at de i disse Dage læste og bad Alt hvad de formaaede.

 Da Præste-Embedet i Sogndal paa denne Tid var ledigt, blev Kirketjenesten nogle Gange forrettet af Præsten Thorne 1 til Leganger. Længe førend jeg hørte denne Mands Taler, havde jeg hørt ham omtale med overordentlig Ros; og virkelig forekom denne Mands Prædikener mig saa skjønne og hjertegribende, at man ikke let kan forestille sig en mere virksom og ædel Veltalenhed.

 Blandt de mange fornemme Folk her paa Stedet var der kun een Mand, som jeg blev nærmere kjendt med; men dette Bekjendtskab var mig ogsaa til megen Nytte. Det var nemlig en Lieutenant Leigh, som boer her paa en lille smuk Gaard som Pensionist, da han for længere Tid siden er udgaaen af Tjenesten formedelst Svagelighed. Da jeg strax efter min Ankomst hertil forespurgte mig om En eller Anden, som kunde laane mig Aviserne til Læsning, blev jeg henviist til denne Mand, og siden besøgte jeg ham regelmæssigt to eller tre Gange om Ugen for Avisernes Skyld. Da Leigh var opdragen i et af Oplandsdistrikterne og nu havde opholdt sig længe i Sogn, kjendte han meget nøie til Almuesproget, og han interesserede sig ogsaa meget for samme, hvilket ellers er yderst sjelden hos de Konditionerede. Da jeg paa denne Tid udarbeidede en Ordbog for den nordligste Deel af Bergens Stift, fik han efter eget Ønske enhver Afdeling af denne til Gjennemsyn, saasnart den var skreven, hvorefter han nøiagtig gjennemgik samme og gjorde mig senere opmærksom paa ethvert Ord, hvorved han fandt Noget at bemærke. Havde jeg truffet en saadan Mand i ethvert Distrikt, da vilde det ha været mig til uberegnelig Nytte.

 Af mine andre Bekjendtskaber paa dette Sted maa jeg først og fremst nævne Skolelæreren Ole Flugum, en ung Mand med udmærket Aand og Kundskab, men som desværre lider af Sygelighed og Legemsfeil. Endskjønt han boede et Stykke Vei fra mit Opholdssted, besøgte jeg ham dog flere Gange, blandt andet for at faae mine Ordsamlinger fra dette Distrikt prøvede af ham.   En Gaardbruger Mons Eggum, forhen Storthingsmand, blev jeg strax ved Ankomsten hertil bekjendt med; jeg var siden et Par Gange i hans Huus og blev modtagen med megen Velvillie. En gammel Bondemand, længere oppe i Dalen, ved Navn Hermund Hundere, var ofte omtalt for mig med saa megen Interesse, at jeg omsider besluttede at besøge ham, hvilket da skeede i Slutningen af Januar Maaned. Det var en agtværdig Olding, rig paa Kundskaber og Erfaring, og meget religiøs ligesom hans hele Familie. Disse Folk, saavelsom flere af de saakaldte Haugianere, viste mig megen Opmærksomhed, da de hørte jeg var fra det Sted, hvor «Troens Frugt» er udarbeidet, og at jeg endog kjendte Forfatterinden til denne Bog.

 Kort efter denne Udflugt foretog jeg en noget længere, nemlig til Kapitain Munthe i Krogen, deels for at levere et Par Bøger, som jeg under mit forrige Ophold havde laant, deels for at vise Munthe mine seneste Arbeider. Denne Gang forblev jeg hele to Dage foruden Reisedagene hos Munthe, hvor jeg læste meget og fik mange Underretninger. Munthe forærede mig ved Afreisen de af ham udgivne Korter over det gamle Norge og det gamle Norden. Paa Tilbageveien kom jeg i Tale med Proprietær Munthe i Aarøen, Kapitainens Fætter, som viste mig en Samling af sognske Ord, som han engang havde opskrevet. Denne Samling blev velvillig overladt mig til Benyttelse; jeg tog den altsaa med mig og fandt ved Gjennemgaaelsen deraf omtrent 100 Ord, som jeg ikke før kjendte, hvoraf den største Deel efter den tilbørlige Prøvelse bleve optagne i min Samling. Efter nogle Dages Forløb leverede jeg Munthes Ordsamling selv tilbage; hvilket nu var en let Sag, da Fjorden ved Nagløren, som jeg nu havde at passere, var belagt med tyk Iis, og denne Halvmiil var altsaa blot en Spadseretur.

Tilbake til toppen av siden.