Pyrra
Hvem kryster til bølgende barm vel nu
under rødmende rosers tag
i kjølige grotte, skjøn Pyrra, du?
hvem er han, den yngling, hvis sind og hu
du dåred for denne dag?
Han aner vist ei, — der i elskovs glød,
uden pynt, men hvor deilig dog,
du vinder om hånden så varm og blød
dine gyldne lokker, som trodsig brød
de fængslende piles åg —
hvor snart han med tårer på blegnet kind
skal føle, hvor dybt han faldt:
se viet til andre guder ind
det altar, hvor nylig, for verden blind,
du ofred til ham dit alt, —
og høre den stemme, der nys så mild
kun hviskede kjælne ord,
som en pidskende uveirsbyge vild
til rædsel ham tolke din elskovs ild
og troskabseden, du svor!
Ja, ve hver den, som blev lokket ud
på din skjønheds svigfulde hav; —
mig frelste fra skibbrud en nådig gud,
og med lov og tak jeg mit våde skrud
hans tempel som offer gav!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |