Protest og Exceptions-Skrift for Hans Excellence Statsminister m. m. Løvenskiold i den mod ham anlagte Rigsretssag

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Protest

og

Exceptions-Skrift

for

Hans Excellence Statsminister m. m.

Løvenskiold

i den mod ham anlagte Rigsretssag.

Christiania 1836.

Trykt hos Chr. Grøndahl.

Det er et af Civilisationens Særkjender, at den søger at omgjærde Individets Rettigheder med al den Sikkerhed, menneskelige Institutioner kunne forskaffe; en velordnet Stat anseer dette som sin første Pligt, sit nærmeste Øiemed, fordi Opnaaelsen deraf middelbar leder til Erhvervelsen af alle de moralske og intellectuelle Goder, Samfundsordenen kan og skal udvikle. Kun i denne Hensigt have Menneskene underkastet sig alle de Indskrænkninger, det borgerlige Selskab medfører. Retstilstanden er derfor den eneste sande Prøvesteen paa Statens virkelige Værd; dens Beskaffenhed afgjør dette; giver den alle de Garantier, endelige Væsener med Rimelighed kunne fordre, da er Statens Fundament fast og varigt; i modsat Fald staaer Bygningen paa en løs, undergravet Grund, hvor glimrende dens Form og Indredning end kan være; Fornuften lærer dette og Historiens Aarbøger bekræfte det. Vi see derfor ogsaa, at ethvert Folk, der er traadt ind i de dannedes Række, stedse har ladet det være sig yderst magtpaaliggende at ordne sine Forhold saaledes, at denne Sikkerhed kunde opnaaes, og Retfærdighed vederfares enhver Statens Borger, ikke mindre i hans Stilling til Staten selv, end i hans Forbindelser med de øvrige Medlemmer af denne. Allerede tidlig indtraadte der Conflikter og Stridigheder vedkommende dette dobbelte Forhold, og man indsaae snart Nødvendigheden af at sætte et Værn mod Vilkaarlighed og Selvtægt. En Authoritet, forsynet med tilstrækkelig Myndighed, etableredes derfor i den Hensigt at træde imellem de stridende Parter, og at uddele til enhver af dem hvad Retfærdigheden paabød; man indførte Domstole; man concentrerede Statens moralske Kraft i dette Brændpunkt, for at Sandhed og Ret derfra kunde udgaae i en forædlet og forstærket Skikkelse; man nedkaldte Retfærdighedens Gudinde til Jorden og bød hende tale igjennem de hendes Tempel indviede Præster. Øiemedet var ædelt, Planen smuk, Følgerne velgjørende. Allerede denne Stræben efter et ophøiet Maal, denne Anerkjendelse af Statens øverste Pligt, denne Hylding af Sandhed og Ret vidnede om en Følelse, der ei fornægtede sin guddommelige Oprindelse. Men de menneskelige Svagheder og Lidenskaber viiste snart, at Villiens Reenhed ikke altid formaaede at adsprede ethvert Mørke, og at Forstand og Hjerte lige ofte lode sig hilde i Garn, som Ondskab hentede frem fra sine skjulte Gjemmer, eller Skrøbelighed og Ufuldkommenhed ubevidst sammenflettede; man døvede Retfærdighedens lydelige Skemme for at tilfredsstille uædle Lidenskaber, eller lod det klare Blik omtaages af selvskabte Skyggebilleder, forudfattede Meninger og indbildte Chimærer, skjøndt det ærlige Forsæt og Bevidstheden om redelige Hensigter ikke ahnede saadan Skuffelse. Disse ulykkelige Tilfælde maatte forebygges, endog den blotte Mulighed deraf tilintetgjøres. Skulde den skjønne Hensigt opnaaes, skulde det virkelig være Himlens Røst, der aabenbarede sig i de afsagte Domme, skulde Staten med Sikkerhed kunne erklære disse for at være Retfærdighedens sande Orakelsprog, skulde Borgerne med Tryghed og Rolighed lade deres helligste Rettigheder være afhængige deraf, da maatte der sørges for, at den reneste Villie og den største Dygtighed i Forening indtoge Dommersædet. Uretfærdighed er aldrig afskyeligere, end naar den ifører sig Retfærdighedens hellige Dragt; Menneskets Forhaabninger skuffes ikke bittrere, end naar det bedrages af den, det maatte sætte sin hele Tillid til, og Staten forsynder sig ikke grovere mod Himlen end ved at fremhykle en Sandhed, den selv burde vide ei existerede. Intet oprører Følelsen i den Grad, som et Spilfægterie med Formerne. Tyrannie og Vold, udøvede der, hvorfra man ikke havde noget bedre at vente, ere lettere at bekjæmpe og vidne ikke om den Fordærvelse, en lignende Handling, foretaget i Lovens Navn, nødvendigviis forudsætter; af alle Forbrydelser betragtes et Justitsmord derfor som den største Skamplet paa Menneskeheden. Samtlige civiliserede Nationer have erkjendt Rigtigheden heraf; alle have de med større eller mindre Held bestræbt sig for at gjøre saadanne Fordringer til Dommernes Personlighed og deres Forhold til den Angjældende og Sagen, at enhver Hindring for dennes retfærdige og fordomsfrie Afgjørelse kunde fjernes.

Vort Fædreneland staaer i saa Henseende ikke tilbage; lærer ikke N. L. 1 — 5 — 1 at Dommerne skulle være vederhæftige og uberygtede Dannemænd? — 1 — 5 — 6 at Ingen maa dømme i de Sager, som hannem selv gjælde paa? — 3 — 4 — 4 at Dommeren skal vige sit Sæde naar han til Thinge tiltales for Sager, som hans Ære eller gode Navn og Rygte og Oprigtighed paagjælder? — 5 — 3 — 10 at Dommerne skulle være uvillige Mænd, som ikke ere beslægtede til nogen af Parterne? — Rigsretsreglementet af 18de Sept. 1815 § 9 at Ingen maa deeltage i denne høie Ret, der er den Tiltalte saa nær beslægtet som Sødskendebørn eller ligesaa nær besvogret, eller af nogen anden lovlig Grund ei bør sidde i Rettens — og Høiesteretsloven af 12te Sept. 1818 § 24, at Ingen af de Tilforordnede maa meddele nogen Part Raad eller Veiledning i nogen Sag, som er eller kan komme for Høiesteret, ligesaalidt som sidde i Retten, votere eller være tilstede ved Voteringen i nogen Sag, af hvis Udfald han selv paa nogen middelbar eller umiddelbar Maade kunde have eller vente nogensomhelst Fordeel eller Skade, eller hvor nogen af Parterne eller nogen Embedsmand, der forhen har handlet i Sagen, hvis saadan Embedsmand er stævnt til at stande til Rette, er ham saa nær som Næstsødskendebarn eller nærmere beslægtet eller besvogret? Og gjælder dette ikke endog Rettens Secretairer, samt i visse Tilfælde ogsaa, naar Embedsmanden blot er stævnt for Processens Skyld.

Forsigtigheden synes ikke at kunne gaae videre; i ethvert Tilfælde, hvor det var tænkeligt, at menneskelig Svaghed kunde have Indflydelse paa Dommerens Mening, befales han at vige sit Sæde.

Støttet til disse bestemte Lovbud og almindelige Retsgrundsætninger er det, at jeg herved exciperer mod de Medlemmer af nærværende Rigsret, der vare Medlemmer af sidst afholdte Storthings Lagthing, dem jeg alle anseer for incompetente og inhabile til at deeltage i denne Sags Behandling og Paadømmelse. Mine Grunde herfor ere:

1) fordi de havde ophørt at være Lagthingsmedlemmer, da Rigsretten første Gang traadte sammen, og altsaa manglede juridisk Hjemmel til at tage Sæde i denne høie Ret.

2) fordi de alle have gereret sig som Parter i Sagen; og

3) fordi de ikke kunne paakjende denne, uden baade direkte og indirekte at paakjende deres egne Handlinger. Den første af disse Indsigelser støtter jeg til Grundlovens 86de § og Rigsretsreglementets 1ste §, i hvis Følge Lagthingets Medlemmer og Høiesteret udgjøre Rigsretten. Det er ikke nok at man har været Medlem af Lagthinget, man skal virkelig være det paa den Tid, Rigsretten organiseres og sættes i Virksomhed; ellers er man ikke mere berettiget end enhver anden til at beklæde dette Dommersæde. Ordene ere tydelige og tillade ingen kunstig Fortolkning; men hverken den 23de August, da Sagen skal incamineres, eller den 11te Juli da Rigsretten første Gang traadte sammen, gaves der nogen lovlig Corporation, som kunde tillægges Prædikatet Lagthing; Storthinget var allerede hævet den 8de Juli, og da Lagthinget er en Underafdeling af dette, var ogsaa det paa samme Tid opløst. — Man vil maaskee indvende, at Lagthinget dog existerede som saadant paa den Tid, Aktionsdekretet blev udfærdiget, og at man ikke kan fordre mere, foruden at jeg imidlertid senere skal vise, at Odelsthinget selv har manglet al Competence til at anlægge nærværende Sag, maa det vel være afgjort, at det ikke staaer i sammes Magt at udvide Lagthingets Myndighed over de lovbestemte Former og den lovbestemte Tid. In casu søger Rigsrettens Pluralitet sin eneste Hjemmel i Odelsthingets Beslutning, uden hvilken den ikke kunde være her tilstede; men jeg skulde troe det var uimodsigeligt, at Spørgsmaalet, om der existerer et Lagthing, ene er afhængigt af, om der gives noget Storthing, og at det er udenfor Odelsthingets Competence at overdrage Lagthinget en Myndighed, som det selv ikke har, og som ligefrem vilde tilintetgjøre den constitutionelle Ret, med hvilken Hans Majestæt Kongen har opløst Storthinget. Det forudsættes derfor ogsaa paa det bestemteste i Rigsretsreglementets 6te, 9de, 10de 11te og 20de §, at der virkelig existerer et Storthing paa den Tid Rigsretten træder i Virksomhed. I Særdeleshed bliver det klart, at Indsigelsen maa tages til Følge i et Tilfælde som nærværende, hvor Odelsthingets Beslutning først er fattet, efterat det paa lovlig Maade var afgjort, at der intet Storthing, altsaa heller ikke noget Lagthing gaves paa den Tid, da Beslutningen skulde realiseres. Storthingsmedlemmerne fungere vel som saadanne i 3 paa hinanden følgende Aar; men deels knytter Udøvelsen af dette deres Kald sig til et virkeligt existerende, ordentligt eller overordentligt Storthing, deels gjælder Inddelingen i Odelsthing og Lagthing kun for den Session, ved hvis Begyndelse denne Deling foregik.

Hvad den anden Indsigelse angaaer, da maa jeg kalde tilbage i Rettens Erindring, hvad der passerede i det samlede Storthing den 7de Juli sidstleden. Efterat en Statsraad samme Dag havde anmeldt for Thinget at Hans Majestæt havde givet Befaling til at Storthinget næste Dag skulde opløses, besluttede dette — Storthinget — eenstemmigen, at en Committee af 9 Medlemmer strax skulde udnævnes, for at tage under Overveielse den overbragte Underretning om Storthingets forestaaende Opløsning. Samme Dags Aften fremkom Committeen med sin Indstilling, hvori der udtrykkeligen yttres: at Storthingets pludselige Opløsning maa have mange skadelige Følger for Landet — at Aarsagen til denne Hans Majestæts Beslutning maa søges, enten deri at Kongens Raadgivere have forsømt at oplyse Høistsamme om de forhaanden værende Omstændigheder, eller deri at de have stillet disse i et urigtigt Lys — at Hans Majestæts Yttringer angaaende Behandlingsmaaden af de proponerede Grundlovsforandringer tydeligen vise, at en Misforstaaelse herfor ligger til Grund — at det er Storthingets Pligt, saavel for Kongens, som for Folkets og dets egen Skyld, i en Adresse at oplyse Hans Majestæt om Forholdene og den stedfundne Misforstaaelse — at det vel er vanskeligt for nærværende Storthing at faae de Foranstaltninger føiede, som fornødiges for at kunne drage de af Hans Majestæts Raadgivere, der ved denne Leilighed maatte have tilsidesat deres Pligt, til Ansvar, men at Storthinget dog bør gjøre Alt hvad der fra dets Side kan skee, for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning — at Storthinget derfor bør af den kongelige Norske Regjering forlange sig snarest mueligt meddeelt det ved denne Leilighed i Statsraadet Passerede, og saasnart denne Meddelelse indkommer, uden Ophold tilstille Odelsthinget samme.

I Storthingets Adresse til Kongen af 7de Juli paapeges tydeligen, deels at Hans Majestæts Beslutning om Thingets Opløsning er skadelig for Riget, deels at Kongens Raadgivere have efterladt de dem paaliggende Pligter, ja man giver endog Vink om, at denne Pligtforsømmelse maa tilskrives ond Villie, og man drister sig til at gjøre Raadgiverne suspekte i Hans Majestæts Øine. Der siges endvidere i Adressen med bestemte og utvetydige Ord, at Kongen ikke kan antages at have været hindret fra, overeensstemmende med Grundlovens 15de §, at indhente den Norske Regjerings Betænkning angaaende Storthingets pludselige Opløsning, og man beskylder saaledes de kongelige Raadgivere for en Overtrædelse af Grundloven, som dog, efter hvad jeg senere skal documentere, ikke er Gjenstand for nærværende Sag.

Fire af Lagthingets Medlemmer have deeltaget i denne Committee-Indstilling, og det samlede Storthing, altsaa tillige Lagthinget, har billiget saavel den som Adressen Følgen heraf var, at Rigsretssagen mod Statsminister Løvenskiold fik sin Tilværelse.

Ingen Upartisk vil kunne nægte at Lagthinget saaledes har, ei blot gjort sig til Part i Sagen, men tillige allerede paakjendt denne. I Stedet for at overlade til Odelshinget at forberede og beslutte, hvad der kunde være at foranstalte i Anledning af den Kongelige Resolution, forsaavidt Undersøgelsen om Statsraadets Ansvarlighed angik, har det samlede Storthing paataget sig Odelsthingets Funktioner. Plenum har ei alene udvalgt en Committee af sin egen Midte i den bestemte Hensigt, at tage Meddelelsen om Storthingets forestaaende Opløsning under Overveielse, men ogsaa indladt sig i Bedømmelsen og Afgjørelsen af Sagens Realitet. I utvetydige Udtryk erklærer man, at Kongens Beslutning er skadelig for Riget, at Hans Majestæts Raadgivere, enten af Forsømmelse, eller med fuldt Overlæg have givet Anledning til denne, at Storthinget saaledes er sat i den Nødvendighed, at maatte forsvare sin hele Færd for Kongen og Nationen, og at de af Hans Majestæts Raadgivere, der her have tilsidesat deres Pligter, bør drages til Ansvar; Kan man paa en mere utvetydig Maade erklære en Sag for at være sig selv vedkommende, eller i Forveien afsige en mere bestemt Dom i dens Det er ubegribeligt, hvorledes en saadan Forsamling saa ganske kan tabe al Fatning, tilsidesætte alle Former og lade sig henrive af en øieblikkelig Lidenskabelighed Under disse Omstændigheder vilde det være den meest aabenbare Uretfærdighed og Vilkaarlighed, om Lagthingets Medlemmer bleve Dommere i nærværende Sag, i hvilken de saa uforbeholdent have gereret sig som Parter, og meer end tilstrækkeligen lagt for Dagen, hvor uskikkede de ere til at paakjende den, siden de have afsagt deres Fordømmelsesdom, førend Sagen blev undersøgt — og Anklagede hørt. Det er allerede slemt nok at en Corporation som Storthinget kan dele sig i 2 Sektioner, hvoraf den ene er Anklager, den anden Dommer, eftersom — begge ere dannede af et eneste Element, hvis politiske Anskuelser — om hvilke der ved saadanne Leiligheder almindeligviis blot er Tale — maae præsumeres at falde sammen; men al Sikkerhed, ethvert Skin af Upartiskhed forsvinder, naar Lagthingets Medlemmer endog direkte have deeltaget i de Forhandlinger, der lede til en Rigsrets-Aktion, under disse allerede udtalt deres Anskuelse af Forholdene, og klarligen lagt for Dagen, at deres personlige Interesse ere afhængig af Maaden, paa hvilken disse bedømmes. I ingen almindelig Sag vilde en Dommer under saadanne Omstændigheder kunne betænke sig paa at vige sit Sæde; man gjennemlæse blot Høiesteretslovens 24de §, og man maa erkjende, at en langt ringere Virksomhed, en langt svagere Interesse gjør de Tilforordnede, aldeles inhabile. Ingen ærekjær Mand kan i saadanne Tilfælde ønske at beklæde Dommersædet; hvor meget han end stoler paa sin egen Redelighed, maa han dog erkjende sin Skrøbelighed som Menneske, og indsee at Retfærdigheden fordrer bortfjernet endog blot Muligheden af en ubevidst Partiskhed. Rigsretsreglementet forudsætter, at der existerer lovlige Grunde for at et Medlem af denne høie Ret ikke bør beholde Sæde i den, uden at disse Grunde imidlertid specielt opregnes; men der siges ”lovlige Grunde”, altsaa Grunde, der følge af den almindelige Lovgivning. Foruden at nu rigtige Retsprinciper og Christian den 5tes Lov umiskjendeligen medføre, at Ingen kan være Part og Dommer paa eengang, er det vel i den fuldkomneste Orden, at Reglerne for det Tribunal, der staaer Rigsretten nærmest, og hvis Medlemmer udgjøre en vigtig Bestanddeel af denne, her maae komme til Anvendelse. Men jeg spørger Enhver: kunde en Assessor beholde sit Sæde i

Høiesteret, naar han havde meddeelt en af Parterne Raad eller Veiledning i dennes og have Lagthingets Medlemmer ikke raadet og veiledet Odelsthinget i nærværende Sags have de ikke endog gjort mere, have de ikke allerede udtalt deres Mening om denne og afsagt deres Doms Man skal have Vanskelighed for at bringe dette Factum i Harmonie med Ansvarlighedsloven af 7de Juli 1828 § 8. Bruger Lovgiveren nu saa stor Forsigtighed hvad Høiesteret angaaer, da maa han sandelig ville have idetmindste samme Forsigtighed anvendt med Hensyn til Besættelsen af Rigsretten. Det vilde ikke blot være en synderlig Modsigelse, om der skulde gives Inhabilitetsgrunde mod nogle af et Tribunals Medlemmer, uden at de samme kunde gjøres gjeldende mod andre i aldeles lignende Tilfælde; men det maa ogsaa særdeles nøie lægges Mærke til, at Lovgiveren baade har tilkjendegivet og maa præsumeres at ville tilkjendegive, at Retfærdigheden fordrer en langt større Vaersomhed hvad Rigsretten angaaer, end med Hensyn til nogen anden Domstoel. Dette høie Tribunal dømmer i første og sidste Instants, og Kongelig Benaadning kan blot i et enkelt Tilfælde og for en Deel tilintetgjøre Virkningen af en overilet Dom. Hvor nødvendigt altsaa, at her gaaes frem med den største Forsigtighed, og at enhver Omstændighed, der kunde afstedkomme en saadan Muelighed, med Omhyggelighed bortfjernes! Man betænke endvidere, at Lagthingets Medlemmer ikke nødvendigviis ere i Besiddelse af de specielle Egenskaber, Loven anseer som en ufravigelig Betingelse for at betroe nogen den vigtige Dommermyndighed, at de vel sjelden have aflagt Dommer-Eed, følgelig ikke afgive den Betryggelse, som Lovene ved at paalægge en saadan have villet tilveiebringe, og at der paa dette Sted gjerne strides om politiske Anskuelser, hvor Lidenskaberne altsaa have et friere Spillerum, og forudfattede Meninger let faae Indpas — og man skal finde sig nødsaget til at erkjende, at her mere end andre Steder maa Intet savnes af hvad der opvækker Tillid til Høiesteret, naar han havde meddeelt en af Parterne Raad eller Veiledning i dennes og have Lagthingets Medlemmer ikke raadet og veiledet Odelsthinget i nærværende Sags have de ikke endog gjort mere, have de ikke allerede udtalt deres Mening om denne og afsagt deres Doms Man skal have Vanskelighed for at bringe dette Factum i Harmonie med Ansvarlighedsloven af 7de Juli 1828 § 8. Bruger Lovgiveren nu saa stor Forsigtighed hvad Høiesteret angaaer, da maa han sandelig ville have idetmindste samme Forsigtighed anvendt med Hensyn til Besættelsen af Rigsretten. Det vilde ikke blot være en synderlig Modsigelse, om der skulde gives Inhabilitetsgrunde mod nogle af et Tribunals Medlemmer, uden at de samme kunde gjøres gjeldende mod andre i aldeles lignende Tilfælde; men det maa ogsaa særdeles nøie lægges Mærke til, at Lovgiveren baade har tilkjendegivet og maa præsumeres at ville tilkjendegive, at Retfærdigheden fordrer en langt større Vaersomhed hvad Rigsretten angaaer, end med Hensyn til nogen anden Domstoel. Dette høie Tribunal dømmer i første og sidste Instants, og Kongelig Benaadning kan blot i et enkelt Tilfælde og for en Deel tilintetgjøre Virkningen af en overilet Dom. Hvor nødvendigt altsaa, at her gaaes frem med den største Forsigtighed, og at enhver Omstændighed, der kunde afstedkomme en saadan Muelighed, med Omhyggelighed bortfjernes! Man betænke endvidere, at Lagthingets Medlemmer ikke nødvendigviis ere i Besiddelse af de specielle Egenskaber, Loven anseer som en ufravigelig Betingelse for at betroe nogen den vigtige Dommermyndighed, at de vel sjelden have aflagt Dommer-Eed, følgelig ikke afgive den Betryggelse, som Lovene ved at paalægge en saadan have villet tilveiebringe, og at der paa dette Sted gjerne strides om politiske Anskuelser, hvor Lidenskaberne altsaa have et friere Spillerum, og forudfattede Meninger let faae Indpas — og man skal finde sig nødsaget til at erkjende, at her mere end andre Steder maa Intet savnes af hvad der opvækker Tillid til Dommernes Retsindighed og Upartiskhed. Sikkerheden bliver alligevel ikke fuldkommen; men jo sandere dette er, desto strængere bør man være i at overholde den, der er muelig. Dette har Lovgiveren ogsaa paa den tydeligste Maade tilkjendegivet, idet Grundlovens 87de § hjemler den Anklagede Ret til, uden nogen derfor anbragt Aarsag, at forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil Deel. Men har han saaledes en større Ret end hvilkensomhelst anden Part ved en almindelig Domstol, hvor modsigende og vilkaarligt vilde det da ikke være at nægte ham den mindre Ret, den, der tilkommer enhver Statens Borger i Tilfælde af almindelig Rettergang? Det er klart at det Høieste, man kunde udlede deraf, at den Anklagede ei paa eengang antoges beføiet til at udøve disse to Rettigheder, maatte være at hans Ret til at forskyde indskrænkedes til saa mange, som der blev tilbage af en Trediedeel af Rigsrettens Tilforordnede, efterat de, mod hvem han havde fremsat specielle Indsigelser, ved Kjendelse vare tilpligtede at vige deres Sæde. Imidlertid kan ikke engang denne Indskrænkning billiges, da Reglementets 9de § bestemmer, at den Anklagede skal vælge dem, han vil forskyde, inden Stævningen falder i Rette, altsaa inden han har havt Anledning til at fremsætte sine Inhabilitets-Exceptioner. Derimod kan den Ret, Grundloven giver den Anklagede til efter Forgodtbefindende at forskyde dem, til hvilke han af Grunde, hvis Rigtighed han ei troer at kunne bringe til Evidents, ingen Tillid har som Dommere, ingenlunde afskjære ham Adgang til at forlange Rettens Kjendelse med Hensyn til de Medlemmer, han fremsætter bestemte og beviislige Indsigelser imod.

Den 3die Grund for den af mig fremsatte Inhabilitets-Exception er ikke mindre afgjørende. Statsministeren tiltales, fordi han ikke har protesteret mod Kongens Beslutning af 2den Juli, og det antydes saavel i Adressen af 7de Juli som i Committee-Indstillingerne af 7de og 8de s. M. at dette havde været Pligt for ham, fordi Beslutningen ansaaes skadelig for Riget. Om og hvorvidt man har antaget, at denne Protest tillige burde indeholde, at den Norske Regjerings Betænkning først maatte indhentes, vedkommer Sagens Realitet, og kan ingen Indflydelse have paa Afgjørelsen af dette formelle Spørgsmaal, siden Sagen dog i alfald ogsaa gaaer ud paa en Undersøgelse, om Storthingets Opløsning var skadelig for Landet eller ikke. Imidlertid maa jeg dog underdanig bemærke, at hiin Omstændighed saa meget mindre kan præsumeres at have bevirket Aktionsdekretet, som dette ene er stilet mod Statsministeren, ikke tillige imod de 2 i Stockholm tilstedeværende Statsraader, uagtet disse ingen fra Grundlovens 15de § hentet Protest have nedlagt, hvilket formeentligen tilstrækkelig beviser, at Odelsthinget blot har fundet det pligtstridigt, at Hans Majestæt ei er bleven gjort opmærksom paa det for Riget Skadelige, i, at Storthinget saa hastigt opløstes. Herpaa gaaer altsaa Sagens Realitet ud, og dens Udfald beroer følgelig paa, om Hans Majestæts Beslutning virkelig er i Strid med Landets Tarv og Interesse eller ikke. Rigsrettens principale Virksomhed vil saaledes bestaae i at undersøge og afgjøre denne Qvæstion. Nu er det vel uimodsigeligt, at Statsminister Løvenskiold ikke kan fældes, hvis han documenterer, at sand Omsorg for Rigets Bedste netop fordrede en saadan Beslutning som den, Hans Majestæt har fattet; thi han kan naturligviis ikke straffes, naar den Kongelige Resolution har været gavnlig for Landet, eller i det mindste ingen Skade medført for dette. Kunde Realiteten komme under Paakjendelse, da troer jeg mig istand til at bevise, at Rigets Interesse, naar man betragter denne fra en mere fordomsfri Side og fra et mere ophøiet Standpunkt, end Mængden har Evne eller Villie til, paa det Kraftigste opfordrede Hans Majestæt til at gjøre Brug af den Høistsamme ved Grundlovens 80de § hjemlede constitutionelle Ret. For Øieblikket er det ligegyldigt, om saadant Beviis vil lykkes mig eller ikke; nok er det, at Statsministerens Forsvar i Realiteten væsentligst maa gaae ud paa at fremhæve alle de Omstændigheder, der efter hans Anskuelse gjorde Storthingets Opløsning nødvendig. Men disse Omstændigheder bestaae for største Delen i en Critik over Storthingets Færd, en Anke, deels over hvad det har forsømt at gjøre, deels over hvad det har udrettet, og Statsministerens Skjæbne er følgelig afhængig af, om Rigsretten tiltræder hans Reflexioner over Alt dette eller ikke. De høistærværdige Herrer ville saaledes blive forpligtede til at udtale deres Mening om enhver Beslutning, enhver Fremgangsmaade fra Repræsentationens Side, som Statsministeren paastaaer ikke stemmer overeens med de constitutionelle Former og Rigets sande Tarv; de ville komme til at afgjøre, om min Part med Føie har fundet Storthingets Virksomhed deels at indbefatte høist ubetydelige Gjenstande med Tilsidesættelse af de allervigtigste, deels at røbe Smaalighed og Lyst til at gaae ind paa den executive Magts Gebeet; de ville blive opfordrede til at erklære, om Landets sande Tarv har svævet Repræsentationen for Øie, om ikke Konge og Folk lige meget have Grund til at beklage sig over en Aand, der ene synes skikket til at opvække Mistillid til Regjeringen og Splid mellem de constitutionelle Magter, om det stemmer overeens med Fædrenelandets Tarv, at Intelligentsen fortrænges af Uvidenhed, Eensidighed og smaalige private Hensyn. Men, høistærværdige Herrer, med hvilket Sindelag skulle vel Lagthingets forrige Medlemmer gaae til deslige Undersøgelser? Kan man vente, at de ville bryde Staven over deres egne Handlinger? og maae de ikke, som alle svage Dødelige, hvor meget end det kolde Overlæg, den rolige Besindighed, den rene Sandhedskjærlighed, som Dommersædet fordrer, kunde foresvæve dem, i det mindste være tilbøielige til at retfærdiggjøre sig selv for de Beskyldninger, der fremsættes imod dem? Den Anklagede kan, uden at fornægte sin Overbeviisning om disse Mænds redelige Villie, alligevel ikke betroe sin Skjæbne i deres Hænder; han kan ingen Tillid have til deres Upartiskhed, han kan ikke stole paa, at de betragte Sagen med en Dommers fordomsfrie Blik. Visheden om at de allerede forlængst have udtalt deres Anskuelse, og det uden Betænkningstid, uden fornødent Overlæg, uden at have hørt den Beskyldte, Formodningen om at de af menneskelig Skrøbelighed kunde finde sig saarede ved Paaankningen af deres egne Handlingen og Urimeligheden af for noget Menneske under saadanne Omstændigheder at sige sig frit for enhver Svaghed, maa jo gjøre Forsvaret aldeles hensigtsløst. Dommen er afsagt i Forveien, og de Vaaben, den Anklagede troede kraftige nok til at værne om hans saa uforskyldt angrebne Ære, maae jo sløves ved at ramme det Jernharnisk af forudfattede Meninger og egen Interesse, hvori nærværende Domstoel for en saa stor Deel er iført. Jeg siger egen Interesse; ja tilvisse verserer en saadan under denne Sag. Storthinget har paa den bestemteste Maade erklæret sig saaret ved den Kongelige Beslutning; det har appelleret til Folket, og søgt at redde sit gode Navn og Rygte. I hvilken besynderlig Stilling befinde de forrige Lagthingsmedlemmer sig ikke nu? De skulle selv dele sig tilrette, de skulle selv afgjøre den imellem Konge og Storthing opstaaede Controvers, de skulle selv afsige Dom i deres egen Sag, og derved bevise for Nationen at de ere rene og pletfrie, medens hele Brøden hviler hos deres Modpart! Sandelig, en beqvem Maade at dokumentere sin Uskyldighed paa, en let Udvei til at ophøie det i, Adressen indeholdte Forsvar til en endelig Frifindelsesdom! Nei, høistærværdige Herrer, et saadant Spilfægterie er uden for Loven, det er uden Exempel i civiliserede Stater, og det vil derfor heller ikke blive sanctioneret af dette ophøiede Tribunal. Nationens Interesse fordrer den Skyldige afstraffet; men simpel Retfærdighed ikke mindre end Nationens Ære fordrer tillige, at Sværdet ene betroes i uvillige Mænds Hænder.

Saaledes tænkte Rigsretten i 1827, da den erklærede Statsraad Grev Wedel-Jarlsberg inhabil til at deeltage i Paakjendelsen af Sagen mod Statsraad Collett, fordi Statsregnskaberne fra hans Forvaltningstid viiste, at han tildeels havde hyldet de samme Principer som sidstnævnte. Jeg giver de høistærværdige Herrer at betænke, om denne Inhabilitets Exception indbefattede mere end de af mig her fremsatte, og jeg henstiller til Rigsrettens retfærdige Afgjørelse, om det er passende eller anstændigt at befølge saadanne Indsigelser, naar de fremkomme fra Actor, men derimod at forkaste dem, naar de gjøres gjældende af den Anklagede. Man glemme desuden ikke, at Talen her er om Meninger og Anskuelser, om den individuelle Overbeviisning angaaende Gjenstande, der saalænge Verden har staaet have udgjort et Stridsæble mellem de forskjellige Statsmagter; man have for Øie, at det absolut Rigtige, det ene Sande her vanskeligen lader sig paavise; man betænke, at Lidenskaberne allerede mere end tilbørligen have ladet deres skingrende Røst høre, og man vil tilstaae mig, at alt langt kraftigere end ellers opfordrer til den største Vaersomhed, at blot Skinnet af Partiskhed her maa undgaaes for Nationens, Anklagedes, Dommernes, Menneskehedens Skyld, og at man reiser Forfatningen en Skamstøtte, naar Repræsentationen paa eengang fremstaaer som Part og Dommer. Man vil maaskee indvende, at de fleste Sager, som indankes for dette ophøiede Tribunal, efter Tingens Natur ville angaae Krænkelse af Nationalrepræsentationens Rettigheder ligeover for den executive Magt, uden at Grundloven for disse Slags Sager har gjort nogen Undtagelse fra den almindelige Regel at Lagthinget udgjør en Deel af Rigsretten — og at de samme Individer kunne komme til at udgjøre 9de ordentlige Storthings Lagthing, hvoraf Følgen vilde blive, at de da ligesaavelsom nu maatte ansees inhabile som Dommere, og at nærværende Sag saaledes aldrig kunde blive bragt ind for en Rigsret. Men disse Argumenter have ikke mindste Vægt. Med Hensyn til det første vil det være tilstrækkeligt at bemærke, deels at Grundloven umiskjendeligen forudsætter, at et Odelsthing ene kan befatte sig med de Regjeringshandlinger, der ere foretagne inden Storthinget sammentraadte, og som følgelig ikke kunne indeholde noget Angreb paa samme Odelsthings eller Storthings Færd, deels at Rigsrets-Reglementets 9de § bestemt antager, at de af Rettens Medlemmer, der af lovlige Grunde ei bør sidde i Retten, skulle vige deres Sæde, hvilket ogsaa maatte følge af Tingenes Natur og Lovenes almindelige Bestemmelser, uden at nogen anden udtrykkelig Foranstaltning fra Lovgiverens Side end den i Slutningen af bemeldt Paragraph anførte var nødvendig. Hvori skulde vel de andre lovlige Grunde, som Reglementet anseer muelige, bestaae naar de ei maatte søges i Medlemmernes Forhold til den individuelle Sags og kan man for Alvor ville tillægge Grundloven den Uretfærdighed at den, tvertimod hvad der gjælder i alle andre Tilfælde, skulde ville til lade et Rigsretsmedlem at paakjende sine egne Handlinger? Dette strider saa ganske mod Begrebet om en Domstoel, at det endog maatte ansees upassende om Grundloven eller Rigsretsreglementet mere bestemt havde udtalt Sætningen. Der er desuden en mærkelig Forskjel paa den Interesse, Lagthinget som integrerende Deel af Storthinget har af at en Strid mellem den lovgivende og den udøvende Magt, angaaende Grændserne for deres constitutionelle Rettigheder, afgjøres derhen at Storthingets Myndighed erholder den størst rimelige Udstrækning, og paa den Interesse, Lagthingets Medlemmer have af en Sags Udfald, i hvilken de, forinden dens Anlæg men efterat Conflikten er opstaaet, have gereret sig som Parter, afgivet en bestemt Erklæring om dens Retmæssighed, og under hvilken deres egen Færd skal bedømmes. I det førstnævnte Tilfælde er Interessen ikke større hos Lagthingets Medlemmer end hos enhver anden Statsborger, og den modarbeides desuden ved Forestillingen om Nødvendigheden af at den udøvende Magt beholder ubeskaarne sine grundlovmæssige Prærogativer; dens Indflydelse kunde i alfald ikke forebygges naar Grundloven fandt det rigtigt at gjøre en Deel af Nationalrepræsentationen til en nødvendig Bestanddeel af Rigsretten. Den Interesse derimod, hvis Indflydelse paa Lagthingsmedlemmerne Anklagede her frygter for, er af en langt farligere Art; den er aldeles personlig, og den kan undgaaes enten derved at de afholde dem fra at tilkjendegive nogen Formening om den præsumerede Brøde og fra paa nogen anden Maade at optræde imod ham, eller derved at det overlades til næste ordentlige Storthings Odelsthing at dekretere Aktion for Handlinger, der ei kunne paakjendes uden at bedømme nærværende Storthings Fremgangsmaade.

Hvad den anden Indvending angaaer, da vilde det være det uretfærdigste Princip af Verden hvis man tillod en Mand at blive siddende paa det Dommersæde, hvortil han erkjendes inhabil, blot fordi det var uvist om man kunde faae nogen habilere isteden. Feilen maatte i saafald ligge i Lovene og burde rettes ved at forandre disse; men ikke kunde det forsvares at lade den private Mand, den Anklagede lide derunder. Man skylder imidlertid Beviset for at en saadan Inconvenients vilde opstaae; det er langt fra ikke rimeligt, og endnu mindre afgjort at næste Lagthing vil komme til at bestaae netop af de samme Medlemmer som nu; tværtimod tale mange Grunde for at dette ikke vil indtræffe; men ihvorom Alting er bliver det Rigsrettens Sag, hvis den efter et kommende Odelsthings Beslutning sættes i Virksomhed, at afgjøre om hine Mænd, som Medlemmer af et andet Thing, kunne indtage Dommersædet eller ei, og i alfald at drage Omsorg for at Storthinget paa den i Rigsretsreglementets 9de § bestemte Maade kan blive sat i Stand til at complettere Retten. Man vilde følgelig foregribe næste ordentlige Storthing og en da muligens organiseret Rigsret i de Beslutninger, det ene stod til dem at fatte, hvis man nu vilde handle anderledes end Ret var blot under Forudsætning af hvad der senere formodedes at ville skee.

Jeg kan saaledes ikke tvivle paa at enhver yderligere Behandling af nærværende Sag for Tiden maa ophøre, og det saa meget mere som jeg aldeles ikke erkjender Rigsretten efter dens nuhavende Organisation competent til at paadømme disse af mig fremsatte Indsigelser. Vistnok bestemme de almindelige Love saaledes som disse i Praxis fortolkes, at underordnede Dommere selv ved foreløbig Kjendelse skulle afgjøre Vægten af de mod dem fremsatte Inhabilitets-Exceptioner; men det indsees let at Retssikkerheden intet lider ved en saadan Fremgangsmaade, da man her har det almindelige Remedium at kunne appellere Kjendelsen til høiere Ret, medens det dog vilde blive den største Vilkaarlighed og Uretfærdighed om et Tribunal, fra hvilket ingen Appel kan skee, tillodes at afgjøre et saadant Spørgsmaal. Antog man dette Princip, ophævede man med det samme al Retssikkerhed og syndede imod de første Regler for en Domstoels Organisation. Man behøver ikke at være Lovkyndig for at kunne indsee det Unaturlige, urimelige og Farlige i at overlade til Medlemmerne af det øverste Tribunal selv at bedømme om de med Føie kaldes inhabile eller ikke. Den samme Grund, der anføres mod deres Habilitet til at paakjende Sagen selv, gjælder jo ogsaa det foreløbige Spørgsmaal om denne Grund er gyldig eller ei, og det vilde jo være .et grusomt Spilfægterie om man vilde tillade dem ad en saadan Omvei at tilintetgjøre den Anklagedes Ret til at fordre sig stillet for uvillige Dommere. Den positive Lovgivning indeholder ogsaa en aldeles uforkastelig Regel for et saadant Tilfælde; Høiesteretslovens 24de § bestemmer nemlig udtrykkeligen, at den Tilforordnede, mod hvem der exciperes, ikke skal deelta i Paakjendelsen af denne Indsigelse, men at Retten, efterat han er aftraadt, skal gjøres fuldtallig og afgive den fornødne Kjendelse. Rigsretten i 1827 fulgte denne Regel forsaavidt Exceptionen mod Statsraad Grev Wedel-Jarlsbergs Habilitet angik, og nærværende høie Ret har allerede bekjendt sig til samme Grundsætning da Stiftamtmand Sem ikke deeltog i den foreløbige Undersøgelse om og Afgjørelse af hans Competence til at tage Sæde som extraordinair Assessor i Høiesteret. Man kan altsaa ikke nu forandre Princip. At Indsigelsen denne Gang rammer alle Lagthingsmedlemmer, gjør denne Fremgangsmaade saa meget mere nødvendig; thi Faren voxer i Forhold til Antallet af de Dommere man exciperer imod, og den er tilstede i yderste Grad naar disse udgjøre den samlede Rets Pluralitet. Her er altsaa et saadant Tilfælde forhaanden som Rigsretsreglementets 9de § forudsætter; efter Grundlovens 87de § maa denne Domstol ikke bestaae af mindre end 15 Medlemmer; for at paakjende de fremsatte Exceptioner udfordres der altsaa mindst 8 Tilforordnede foruden Høiesteret, og disse 8 maa udnævnes af næste ordentlige Storthing. Det kan ikke tilskrives den Anklagede at nærværende Rigsret er bleven sat efterat Storthinget var opløst, og han kan ikke derfor tabe nogen af sine lovlige Rettigheder. Jeg forventer saaledes underdanig at denne Fremgangsmaade iagttages, og protesterer paa det alvorligste imod at de forrige Medlemmer af Lagthinget paakjende de opkastede Quæstioner. Billiges dette og det var mueligt at erholde Rigsretten completteret paa den lovbestemte Maade, da tvivler jeg ingenlunde paa at mine Inhabilitets-Indsigelser vilde gives Medhold; men skeer dette maa Følgen deraf tillige blive at Sagen afvises. Da Lagthinget nemlig efter Grundloven udgjør en nødvendig og fundamental Bestanddeel af Rigsretten, anseer jeg en Rigsret, hvoraf Lagthinget in corpore har maattet udtræde, for aldeles incompetent. Denne Mangel paa Competence kan ikke hæves ved nogen Tiltræden af nye Medlemmer, da intet Lagthing kan creeres uden for..den.i Grundlovens 74de § bestemt Maade. Saasnart derfor et Odelsthing dekreterer Rigsrets Aktion paa en Tid da der intet habilt Lagthing existerer til at deeltage i Sagens Paadømmelse, maa Sagen, som for tidligen anlagt, blive at afvise. Den Myndighed til at tilforordne Retten overordentlige Assessorer, som Rigsretsreglementets 9de § giver Storthinget, sigter deels til at erstatte den tilfældige Afgang, som bevirkes ved at enkelte Medlemmer af Lagthinget eller Høiesteret af personlige Grunde maae vige Sæde, deels til at erholde afgjort saadanne formelle Indsigelser som de, Anklagede under nærværende Sag har fremsat mod det hele Lagthings Habilitet. Med Hensyn til deslige Exceptioner er der nemlig ingen anden Udvei end at tilkalde extraordinaire Assessorer, naar man paa den ene Side ikke vil tilsidesætte den Garantie mod muelig Forurettelse, som almindelige Retsregler tilstaae den Anklagede, og paa den anden Side ikke kan lade Rigsretten sættes med et mindre Antal Medlemmer end Grundloven foreskriver. Jeg antager saaledes at de overordentlige Medlemmer, som Storthinget overeensstemmende med Rigsretsreglementets 9de § maatte tilforordne Retten, ere competente til at paakjende Inhabilitets Indsigelserne i Forening med Høiesteret, uagtet intet Medlem af Lagthinget har Sæde i Retten, men at de derimod paa ingen Maade have Adgang til at deeltage i Realitetens Paadømmelse Denne Distinktion har intet Paafaldende ved sig naar man tager i tilbørlig Betragtning Rigsrettens grundlovmæssige Organisation og Øiemedet med dette overordentlige Tribunals Oprettelse.

Skulde Rigsretten virkelig blive completteret paa lovlig Maade, og det derefter mod al tænkelig Formodning skulde blive Tilfældet at Lagthingsmedlemmerne erklæredes habile til at beklæde Dommersædet i nærværende Sag, eller skulde, hvad der vistnok er, om mueligt, endnu urimeligere og usandsynligere, disse Medlemmer blive tilladte at paakjende de fremsatte Indsigelser og da forkaste disse, under hvilke to Forudsætninger der ei levnes den Anklagede noget andet Middel end at appellere til den hele civiliserede Verden, maa det vist nok billiges at jeg in subsidium fremsætter nogle Erindringer ved Sagens Form, hvilke nødvendigviis maae bevirke Stævningens og Sagens Afviisning, og som rettest synes at burde være Gjenstand for en præliminair Kjendelse. Til disse Indsigelser regner jeg: at sidste Odelsthing manglede al Competence til at fremstaae som Anklager i nærværende Tilfælde, og at Sagen i det Hele taget er for tidligen anlagt. Som Grunde herfor tillader jeg mig underdanig at anføre følgende:

1) Jeg har allerede i det foregaaende udviklet hvorledes den kongelige Resolution af 2den Juli maa ansees at indeholde en Misbilligelse af Storthingets Færd, og at Lagthingets Medlemmer derfor ikke kunne være Dommere i Sagen. Den samme Grund medfører ogsaa at Odelsthinget ikke kan være Anklager. At Ingen er berettiget til at udøve den ham betroede offentlige Myndighed i Sager, der angaae ham selv, trænger ikke til noget Beviis. Man vilde saaledes aldrig betænke sig paa at erklære et af Over-Øvrigheden udfærdiget Aktions-Dekret for en Nullitet naar det gik ud paa Tiltale mod Nogen for Handlinger, ved hvilke den individuelle Øvrighedsperson selv var fornærmet eller forurettet. I saadanne Tilfælde overdrages den fornødne Myndighed for den enkelte Sags Vedkommende til en Mand, der er uinteresseret og upartisk. Dette er ogsaa ganske i sin Orden; thi den Magt, Staten har lagt i en Embedsmands Hænder, lader sig ikke bruge af ham uden hvor han fremstaaer som Statens Befuldmægtigede, hvilket han ikke gjør naar han gererer sig som den, der søger Beskyttelse hos det Offentlige for sine krænkede Rettigheder, en Beskyttelse han ikke kan give sig selv.

Da Odelsthinget i et Tilfælde som nærværende ligefrem udøver en Over-Øvrigheds Myndighed, maa det forsaavidt være bundet til de samme Regler; ja man maa her, af Aarsager, der forhen ere anførte relativ til Lagthinget, gaae frem med større Vaersomhed end almindeligt. Endog blot Reglerne for det Anstændige og Passende fordre dette; thi det opvækker en høist ubehagelig Sensation naar man seer en Authoritet som Odelsthinget benytte sig af denne vigtige Ret i et Tilfælde, hvor den præsumtive Brøde foregives at ramme Thingets Medlemmer selv. Det er nødvendigt for Nationens Ære og den Anklagedes Sikkerhed at denne Ret anvendes med Sindighed; men ligesom dette neppe kan siges at skee naar Odelsthinget paatager sig et Slags Selvhævn, saaledes kan man desværre heller ikke nægte at det i Thinget den 7de og 8de Juli Passerede altformeget vidner om at Lidenskaberne have havt frit Raaderum. Man burde altsaa have overladt det kommende Odelsthing at fatte Beslutning om denne Sag; der var sandelig ingen periculum in mora, saa at man ikke dermed skal kunne undskylde denne overilede Fremgangsmaade, om dette forresten kunde være nogen Undskyldning.

2) Controllen med den Regjeringshandling, som her ankes over, henhørte ikke under sidste Odelsthings Ressort. Foruden at Praxis bestandig har hyldet det Princip, at Revisionen af Statsraadets Protokoller ene kan udøves af Odelsthinget for det Tidsrum, der ligger imellem det næstforegaaende og sidste Storthings Sammentræden, synes dette ogsaa at være tilstrækkeligen begrundet ved Sagens Natur og Constitutionens formodede, ja tildeels udtrykkeligen udtalte Villie.

At der i det offentlige Liv begynder en ny Epoqve med ethvert Storthing, lader sig ikke nægte. Naar undtages den Storthinget tilkommende Myndighed efter Grundlovens 75de §, Litr. a første Passus, Litr. b og l, er dets Virksomhed indskrænket til deels at fastsætte hvad der i de forskjellige Statsanliggender skal skee for de kommende 3 Aar, deels at undersøge hvad der i de forløbne 3 Aar er skeet. Fra § 75 Litr. a første Passus, Litr. b og l, der angaae en aldeles uligeartet Virksomhed, kan Intet udledes til Fordeel for Udstrækningen af den her omhandlede Myndighed.

Derimod er det et vigtigt Argument mod saadan Udvidelse, at den Storthinget tillagte controllerende og reviderende Myndighed i alle øvrige Tilfælde uomtvisteligen er indskrænket til de nærmest foregaaende 3 Aar. Grundloven forudsætter dette tydeligen, og kunde heller ikke andet naar idelige Conflikter skulde undgaaes. Man har derfor altid erkjendt at Bevilgningsretten indskrænkede sig til de 3 paafølgende Skatteaar, at Grundlovens 75de § Litr. g blot gjælder de Forbund og Tractater, der ere indgaaede med fremmede Magter inden Storthinget samledes, og at den Revisionsret, Litr. i hjemler, ikke vedkommer de midlertidige Pensioner, der ere bevilgede af Kongen efter bemeldte Tid.

Der er ingen Grund til at anvende en anden Maalestok paa Rettigheden efter Litr. f. Retssikkerheden vilde jo i mangfoldige af de vigtigste Tilfælde blive forstyrret, Rigets Forhold til andre Stater i Utide blive offentliggjort, dersom der ikke gaves en lovbestemt Grændse for de 2 paahinanden følgende Storthings Virksomhed, og denne Grændse afstikkes ved Repræsentationens Sammentræden. Grundloven, der antager at Thinget kan udføre sit Hverv i 3 Maaneder, er saaledes ogsaa gaaen ud fra den Forudsætning at det strax sætter sig i Virksomhed for at opfylde sine Pligten at det altsaa strax forlanger sig forelagt Statsraadets Protokoller; men der er ingen Anledning til at statuere, at man kunde vedblive med saadant Forlangende efterhaanden som der faldt kongelige Resolutioner eller foretoges Regjeringshandlinger medens Storthinget var samlet. Hensigten sees tydeligen at være at forvisse sig om den exekutive Magt i Mellemtiden mellem begge Storthing har handlet grundlovmæssigen og overeensstemmende med Rigets sande Tarv; uden for denne kan man ikke gaae. Det er desuden en aabenbar Misforstaaelse, fremavlet ved de Flestes Mangel paa Evne til at betragte sit offentlige Kald som Repræsentant fra det nødvendige ophøiede Standpunkt, naar man troer at kunne opfylde Grundlovens Mening og Villie ved at rive en enkelt Regjeringshandling ud af sin Forbindelse med det hele Regjeringssystem i det bestemte Tidsrum, og at bedømme den isoleret. De nedsatte saa kaldte Protokol-Committeer have neppe dannet sig det rette Begreb om Betydningen af Nationalrepræsentationens controllerende Myndighed. Isteden for at lade et almindeligt Overblik opfatte og bedømme de Maximer, Regjeringen i de 3 sidste Aar har befulgt, isteden for at holde sig til generelle Principer og undersøge om den exekutive Magt ved foretagne eller efterladte Handlinger har hyldet saadanne, der enten strede mod Forfatningen, eller vare usorenelige med Landets Tarv, indskrænker man sig til en møisommelig og smaalig Revision af Enkeltheder, og troer sig opfordret til med ængstelig Nøiagtighed at efterspore og paapege enhver nok saa ubetydelig Regjeringshandling, om hvis Gyldighed der kunde være mindste Spørgsmaal; man anseer sig ikke forpligtet til andet end til det minutiøseste Inqvisitionsvæsen, og bruger altsaa den her omhandlede Myndighed i en anden Hensigt og paa en anden Maade end Grundloven har tænkt sig det og Repræsentationens Værdighed og Betydning synes at fordre. De foregaaende Rigsretssager godtgjøre tilfulde at denne Fremgangsmaade blot har ledet til uheldige Resultater, og jeg tvivler paa at ret Mange ville finde at nærværende Sag i saa Henseende gjør nogen Undtagelse. Men hvor meget længer vilde man ikke fjerne sig fra Maalet naar man var berettiget til midt iblandt en sammenhængende Række af Regjeringshandlinger blot at udsøge en eneste, og at anvende al sin Flid og Skarpsindighed paa at finde noget at dadle ved dens Skeer dette nu tillige med en Beslutning, der gjælder det samme Things egne Handlinger, saa troer jeg ikke man vil betænke sig ret længe paa at erklære en saadan Fremgangsmaade at være Uconstitutionel og uforenelig med Begrebet om en velordnet, værdig og gavnlig Nationalrepræsentation. Vi kunne ikke vente at Grundloven skal have forudseet alle Tilfælde og nedskrevet faste og bestemte Regler for disse. Ved mangfoldige Leiligheder maae vi efterspore dens Aand og handle i Harmonie med denne; men at det aldrig kan være stemmende med en saadan, at Odelsthinget tiltager sig en Myndighed som den her paaankede, haaber jeg de Fleste med mig ville erkjende. Kun ved at følge det modsatte Princip er det at man indleder sig i de Forviklinger, som nu ere opstaaede og som enhver sand Fædrenelandsven maatte ønske undgaaede. Med samme Føie som nu maatte et Odelsthing ogsaa kunne anke over Anvendelsen af ethvert andet constitutionelt Middel, som Statsraadet anbefalede Hans Majestæt for at betage Nationalrepræsentationens Beslutninger den fornødne Gyldighed; thi da Thinget selv naturligviis maa gaae ud fra den Forudsætning at dets Forføininger sigte til Landets Bedste, kan det jo heller ikke andet end betragte enhver Modstand mod Iværksættelsen deraf som skadelig for Riget, og maatte altsaa conseqvent dekretere Rigsrets-Aktion mod enhver kongelig Raadgiver, der direkte eller indirekte havde Deel i Modstanden. Men naar Grundloven lægger et Værn mod Misbrug fra Storthingets Side i den exekutive Magts Hænder, er det ikke Meningen at Thinget selv skulde kunne tilintetgjøre den dermed tilsigtede Sikkerhed, eller at det skulde være tilladt det Odelsthing, der ei havde faaet sin Villie sat igjennem, at fremtvinge denne paa en indirekte Maade og selv afgjøre om dets Anskuelser vare rigtigere end den exekutive Magts. Man glemmer bestandig at Folkets Vel er betroet til Kongens og Repræsentationens fælleds Varetægt, og at Forfatningen har til Hensigt ligesaavel at forebygge Misgreb fra den sidstes som fra den førstes Side.

3) Nærværende Sag angaaer det Spørgsmaal om Landet har havt Gavn eller Skade af at Storthinget blev hævet den 8 Juli. Denne Qvæstion kan ikke løses ved eensidigen at betragte de muelige Fordele, Storthingets fortsatte Virksomhed kunde have medført; først ved at oppebie hvad Regjeringen fandt fornødent at sætte i Stedet, først opfyldte Hans Majestæts Befaling; men det vilde dog neppe være stemmende med Retfærdighed hvis man fulgte modsatte Principer med Hensyn til 2 forskjellige Embedsmænd, der befinde sig i eet og samme Tilfælde, al den Stund det ikke bør præsumeres at det er Statsministeren personlig man agtede at ramme. Man har saaledes upaatvivleligen forhastet sig og grebet ind i det kommende Odelsthings Rettigheder, en Feil, som ikke kan gaae upaaanket hen, hvor tilbøielig Mængden end synes at være til at see igjennem Fingre med de Overilelser, Repræsentationen gjør sig skyldig i, paa samme Tid som Kongens Raad uden Barmhjertighed fordømmes hver Gang det ikke har været saa heldigt at træffe dens Mening.

4) Odelsthinget har formeentligen ingen Ret til at befatte sig med Kongelige Resolutioner, der endnu ikke ere satte i Udøvelse. Den Omstændighed at en saadan Beslutning er fattet og staaer i Statsraadets Protokol, er ei Hjemmel nok for denne Virksomhed. Enhver indseer det Skadelige, Forfatningsstridige og mod Kongens Prærogativer Fornærmelige i at denne controllerende Myndighed saaledes i Utide gjør sig gjældende. For det første synes Hensigten dermed blot at være at lægge alle muelige Hindringer i Veien for Beslutningens Fuldbyrdelse, noget man ingenlunde kan forsvare, da Hans Majestæts constitutionelle Ret i enhver Henseende bør være omgjærdet med den samme juridiske Hellighed, Storthinget ikke mangler at tillægge sin egen. Det maa dernæst være klart for Enhver, at den Sag, man vil anke over, bør være afgjort inden man griber den med Controllens Staalhandske. Den Kongelige Resolution i og for sig er ikke Gjenstand for Thingets Revision; først naar den er realiseret, naar den har knyttet sig til en virkelig Begivenhed i den ydre Verden, falder den ind under Repræsentationens Myndighed; i Forveien er den blot Præmisser uden Conclusion og kan ikke lægges til Grund for nogensomhelst retsgyldig Forføining ved at erfare om ikke Sammenkaldelsen af et overordentligt Storthing eller et andet lovligt Middel vilde paa en simplere og mere passende Maade have ledet til det forønskede Resultat, blev man istand til at bedømme det Hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige i den tagne Beslutning. Saalænge denne Sammenligning ikke lader sig anstille, er det altsaa umuligt at erklære det Skeete for at være stridende mod Rigets Interesse. Man maa ikke betragte denne Qvæstion fra en altfor materiel Side. Hensigten med Storthingets Opløsning var mindre at gjøre en Ende paa den ufuldkomne Maade, paa hvilken det opfyldte sine Pligter, end at lægge Folket og Repræsentationen paa Hjertet, at Statens sande Vel fordrer en Reform i Principerne og disses Anvendelse. Den kongelige Beslutning var saaledes en nødvendig Advarsel, et Alvorsord i rette Tid, som forhaabentlig vil have en gavnlig Indflydelse for Fremtiden, der sikkert ogsaa vil viise at Middelet var probat.

Nu for Tiden er det altsaa umueligt at anstille nogen Sammenligning, og paa Resultatet af denne kan det alene beroe om Skade er skeet eller ikke. Nærværende Sag er saaledes for tidligt anlagt, og det maa ene komme an paa næste ordentlige Storthings Odelsthing, efter en samvittighedsfuld Prøvelse af alle Omstændigheder, at afgjøre dette Spørgsmaal. Den fornødne Sagkundskab og Upartiskhed kan alene ventes hos det kommende Thing, under hvis Ressort Sagen ogsaa i enhver Henseende henhører. Forudsat nu at dette ikke delede Anskuelser med det sidste, at det misbilligede meget af hvad der paa 8de ordentlige Storthing er passeret, og fandt Kongens Beslutning nødvendig og gavnlig, til hvilke besynderlige Resultater vilde det da ikke lede om det mod Statsminister Løvenskjold udfærdigede Aktionsdekret antoges at være i Formen rigtigt og gyldigt? Det er meget tænkeligt, ja endog høist rimeligt at næste Odelsthing ingen Anledning vil finde til at sætte den Norske Regjerings Medlemmer under Tiltale fordi de, uden Protest,

5) Da Hans Majestæts Resolution af 2den Juli allerede var communiceret Storthinget inden nærværende Sags Anlæg blev besluttet, opstaaer der en ikke aldeles ugrundet Tvivl om Odelsthinget havde Hjemmel til at foretage Noget, der saa langt fra at staae i Forbindelse med Storthingets dekreterede Opløsning, netop er i den bestemteste Opposition dermed. Odelsthinget vidste at det inden faa Øieblik ikke længere existerede som saadant, og at der da heller ikke gaves noget Lagthing. Naar man ikke destomindre fatter en Beslutning, som først faaer Betydning og kan effektueres paa en Tid, hvor den lovlige Adkomst mangler, naar man fingerer at have et Lagthing til sin Disposition uagtet dette er ophørt at være til inden det træder i Virksomhed, saa forekommer det mig temmelig klart, at man har tiltaget sig en Myndighed uden for Loven. Rigsretsreglementet forudsætter derfor ogsaa, saaledes som tidligere bemærket, at der existerer et Storthing ikke blot paa den Tid Aktionen dekreteres, men ogsaa i det Øjeblik Retten sættes. Jeg maa benegte at det første in casu har været Tilfældet, da et Thing, som allerede er meddeelt Underretning om at det samme Dag skal hæves, ikke længer existerer uden forsaavidt de Handlinger angaaer, hvilke dets Opløsning gjør nødvendige; og at det sidste ikke har været det, er bekjendt.

Forestaaende er hvad jeg har at erindre ved nærværende Sags Form, og hvorved den subsidielle Paastand, jeg agter at nedlægge, forhaabentligen maa.ansees tilstrækkeligen begrundet.

Førend jeg imidlertid slutter maatte det være mig tilladt at relevere 2 Omstændigheder, der synes mig altfor mærkelige til at en Defensor skulde vove at forbigaae dem med Taushed, uagtet jeg ingen Exception deraf udleder, men overlader til Rettens nobile officium at afgjøre hvad Vægt og hvilke Følger de kunne have.

Det har sikkert gjort et ubehageligt Indtryk paa Mange at see Aktoratet i nærværende Sag nedlagt i en Mands Hænder, der vistnok ved sine Talenter og sin Dygtighed fuldeligen vil vide at svare til Odelsthingets Forventninger, men hvis Stilling og Færd i Storthinget formeentligen burde have bevæget Vedkommende til at udnævne en anden Sagfører. I de noget over 5 Maaneder, sidste Storthing var samlet, har Præsidentskabet ene været betroet til Høiesterets-Advokat Sørenssen og en anden Repræsentant, hvilke bestandig have afløst hinanden. Min ærede Modstander har saaledes været Storthingets Præsident omtrent den halve Tid dette var i Virksomhed, og han var det in specie da Thinget blev opløst. Nationalrepræsentationen har saaledes paa den meest eclatante Maade lagt for Dagen hvor megen Tillid den satte til hans Duelighed og Indsigter, og han har, paa Grund af denne Tillid og den ophøiede Stilling han skyldte samme, ledet Storthingets Forhandlinger i mange vigtige Tilfælde. I Særdeleshed har han kraftigen grebet ind i de Beslutninger, der fremkaldte nærværende Sag. At han nu har nedlagt sit Præsidium og blot fremstaaer som Odelsthingets Befuldmægtigede, forandrer kun tilsyneladende de ældre, saa nylig bestaaende Forhold. Han fremstiller sig her for en Domstol, hvis Medlemmer for største Delen have været vante til at see ham paa Præsidentstolen, der have deeltaget i Thingets Virksomhed under hans Veiledning og Styrelse, og som vist nok ofte have ladet sig bestemme i sine Meninger af hans med Liv og Varme udtalte Anskuelser. Hvor naturligt altsaa at de ogsaa paa Dommersædet, dem selv maaskee ganske ubevidst, lytte til hans Stemme med meer end almindelig Interesse; hvor begribeligt at de fremdeles ville lade sig henrive af ham og troe at de høre deres yndede Præsident! Man maatte lidet kjende til Menneskene naar man vilde benægte Mueligheden af at en saa kort i Forveien udøvet Indflydelse kunde gjøre sig gjældende hos de samme Individer under noget forandrede Former, og jeg forudseer derfor at de forrige Lagthingsmedlemmer, endog mod deres eget Vidende, ville føle sig opfordrede til at følge den samme Fane, de nyligen vare samlede under paa Repræsentationens Mark. Hvad der især gjør mig bekymret er den Kjendsgjerning at der i Egenskab af Præsident tildeels ledede det Angreb, Thinget den 7de og 8de Juli gjorde paa den exekutive Magt, og at han som Medlem af Odelsthinget gav Stødet til den ulykkelige Beslutning, paa Grund af hvilken denne ophøiede Ret er nedsat. En elsket Anfører forlader man ikke gjerne; mangehaande i sig selv agtværdige Følelser binde hans Mænd til ham, og har man først under hans Anførsel udfordret Fienden til Slag, da maatte det jo næsten være Feighed og Troløshed at lade ham staae ene i Farens Stund. Det vilde derfor aldeles ikke forundre mig om Rigsrettens store Pluralitet kom til at glemme at den havde skiftet Rolle og at den nu optræder som Voldgiftsmænd mellem de kjæmpende Parter; thi man kan vel i ærlig Hensigt nedlægge sine Vaaben, men ikke med samme Lethed afføre sig det Sindelag, med hvilket man havde grebet dem. Og hvad har nu den Anklagede at stille imod denne fiendtlige Masse? hvilke Stridskræfter staae der vel til hans Disposition, som kunde danne en nogenlunde passende Modvægt og gjøre Partiet forsaavidt lige?. Desværre, kun et ringe Navn, en Person, der vel ikke betragtes for noget bedre end en politisk Kjætteri Men dette stemmer ikke med Ridderskabets Love, efter hvilke der dog blot burde kjæmpes paa dette Sted. Man bryster sig af sine kraftige Forfædre og beklager at disses mandige Færd er bleven os fremmed; man vilde gjerne indføre den drabelige Næveret igjen, i hvilken det lader til man sætter Landets gram og da man ikke kan det, da man, skjøndt ugjerne, nødes til at beholde Civilisationens.Former, vægrer man sig ved at adoptere det Eeneste, vi burde have arvet fra Oldtidens Bersærker, deres ridderlige Aand og Foragt for ulige Vaaben. Den Høimodighed, den Elevation og ædle Flugt, som et Folk aldrig kan savne naar det vil fortjene Agtelse og Ære, gives der kun faa Spor af, og dog søger man at indbilde sig selv og andre at der hersker sand Frihed og Lighed inden Landets Grændser! Nei, høistærværdige Herrer, dette er kun tomme Ord! Beviset herfor ligger i vort hele offentlige Liv, i denne Rigsretssag og i Maaden, paa hvilken den fik sin Tilværelse.

Efter § 6 i Reglementet af 18 Sept. 1815 skulle alle Rigsrettens Forhandlinger føres i en særskilt for hver Sag indrettet Protokol, der authoriseres af Storthingets Præsident. Det almindelige Rygte siger, at man denne Gang ikke gav sig Tid til at iagttage disse lovbestemte For.mer, og at man i sin blinde Iver glemte at forskaffe sig den fornødne authoriserede Protokol, men at man dog vidste at bøde herpaa ved at lade det opløste Storthings sidste Præsident udøve sin Myndighed paa en Tid hvor hans offentlige Stilling indskrænkede sig til at være Rigsrets-Aktor. Man er saa meget mere berettiget til at ansee dette for stemmende med Sandhed, som det er yttret offentligen paa Prent uden at det har mødt nogen Modsigelse, og jeg antager det følgelig som faktisk rigtigt indtil Aktor oplyser naar det var at han i Egenskab af Storthingspræsident udøvede denne Funktion. Jeg erkjender saaledes for Tiden ingenlunde at der existerer nogen lovlig Protokol, i hvilken nærværende Sags Forhandlinger kunne nedtegnes, uden at det dog er min Hensigt at nedlægge nogensomhelst Protest af denne Grund. Tvertimod, Statsminister Løvenskjold samtykker for sit Vedkommende i at Protokollen afbenyttes som den er, og erklærer at det er ham for hans egen Person ligegyldigt hvad enten den er authoriseret eller ikke, da han vel veed at han intet risqverer ved at have Tillid til de Mænd, under hvis Opsigt og af hvem Protokollen føres. Men han troer at Sammenhængen bør komme til Publikums Kundskab, for at dette kunde lære at indsee at Nationens Repræsentanter virkelig ere istand til at synde imod Formerne. Jeg holder mig overbeviist om, at en lignende Uregelmæssighed, begaaet af Statsraadet, vilde bragt Himmel og Jord i Bevægelse, sat alle Patrioters Penne i Virksomhed, og blevet anført som et slaaende Beviis paa hvilken Fare Borgersikkerheden trues med; medens jeg intet Øieblik tvivler paa at man nu finder denne Omstændighed at være en ubetydelig Formalitet, som det ei havde lønnet Umagen at røre ved. Af en ældre Rigsretssag vide vi hvad man dømte om en Regjeringsmand fordi han havde ladet en Bestalling, der ei var udfærdiget overeensstemmende med den kongelige Resolution, ombytte med en anden i de rigtige Udtryk, uden at denne sidste gjennemgik de almindelige Former, og den daglige Erfaring lærer hvorledes man gaaer paa Spor efter mulige Feilgreb fra den exekutive Magts Side, ja ret ofte tager til Takke med løse Rygter, dem man endog selv er istand til at fabriqvere, medens endnu ikke noget af de Blade, der vaage over Retfærdighedens upartiske Haandhævelse, har fundet sig beføiet til at berøre nærværende Omstændighed. Saa stor Forskjæl gjør det om Lovens Former overtrædes af Repræsentationen eller af Kongens Raad! Jeg veed at mange fædrenelandssindede Mænd, at alle de, om hvis Mening der alene burde være Spørgsmaal, dømme ganske anderledes; men jeg veed ogsaa hvad den store Hob tænker, og denne vilde jeg lægge den vigtige Sandhed paa Hjertet, at et Lands fri Forfatning kun betyder meget lidet naar den ikke formaaer at frembringe ædlere Frugter.

I Henhold til det anførte bliver min underdanige 4 præliminære

Paastand:

Enten at de Medlemmer af nærværende Rigsret, der vare Medlemmer af 8de ordentlige Storthings Lagthing, vige deres Sæde;

Eller at Stævningen og Sagen fra Rigsretten afviises, og at mig tillægges passende Salarium hos Statscassen.

Christiania den 13de August 1836.

Underdanig
Petersen.

Til

Kongeriget Norges Rigsret!