Professor Catharinus Bang

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co. (s. 203-217).
J
eg visste han var syk, en fælles ven hadde skrevet det hit syd. Jeg visste ogsaa da at hans unge venner dagstøtt hørte indom. Men jeg sendte ham allikevel et brev herfra, hvor jeg sier ham hvad han har været for mig personlig som lærer, som menneske. Nu maa han høre det, nu han sitter alene, det som jeg aldrig fik si ham personlig: for han slog det altid stolt hen: «Ja la os nu heller tale om andre ting!» Jeg sitter og tænker: nu omtrent maa han ha brevet. Kanske han læser de to linjer to ganger, før han lægger det væk. Saa kommer der en pakke gamle aviser fra Norge og fortæller at professor i nordisk litteratur C. D. O. Bang er død. Han døde et par dage, før mit brev blev sendt.

Der er i kunstens verden dem, som mangler kunst-gemyt, folk med praktisk sans, rastløse energier, – som naar frem til det brede publikum og gjælder for store kunstnere, – kunstens flyvende korrespondenter, som slaar ned hvor det skal være, griper stoffet, maser, gir det sindrige former, som dog hver især har det tilfælles at den passer ind i øieblikkets smak; de folk kaster litet lys fremover, de griper slet ikke tilbake.

Der er atter sjeldne fantasier, frodige, ynglende fantasier, intime sind med genialt, rikt kunst-gemyt, som aldrig i virkeligheten naar frem til det brede publikum, – de som kaldes «uproduktive», «hyperkritiske» og lignende. Allikevel var bare saa meget som ett eneste poetisk billede hos dem istand til at slaa av marken alle de førstnævntes verker tilsammenlagte.

Det er likedan i videnskapens verden. Der er flittige granskere som drysser sin bok av sig hvert aar som katten føder sine killinger, – vævre energier som veirer samtidens smak og forstaar den hændige bruk av partierne, – hvis verker fylder reoler: populære ting, videnskabelige ting, fortjenstfulde ting – tynde piecer i særtryk, tykke fordringsfulde bind, som vi slaar op i, naar vi er i tvil om en dato – verker uten originalitet, uten intimitet. De folk fylder sin samtid; og i kraft av bøkernes tal har forfatterens indlæg avgjørende vegt i de lærdes møter, selv om det saa gjælder anlæg av høiskolens nye kloak.

Og der er dype, fra nyt av skapende aanden fulde av vid, fulde av syn, begavelser rike paa muligheter som den mørke muld, som aldrig har skrevet en bok, som i høiden har sine tanker staaende hen efter sig i nogen gulnede, beskrevne hefter i en skummel hylde-krok, – aander, hvis navn lever paa de faas læber og i de faas sind.

Vi ser det hjemme, vi ser det ute i den vide verden. Aandfuldhet er en fornem gave, er guld. Men energierne naar længere. Den skjæbne hører til den menneskelige komedies lystigste indfald. Saa længe én er ung, sitter én og ler av det syn; naar man blir gammel og ene og gjerne fornummet et litet gjenklangens tonevæld fra det liv man har bak sig, da kan der vel komme stunder hvor dette synes én isteden at være komediens saare indfald.

Professor Catharinus Bang sa det om sig selv, jeg mindes en dag jeg møtte ham paa Karl Johansgate – han sa det sky og med et citat fra en gammel dansk forfatter: «Jeg gaar omkring som et hartad ulæselig manuskript.» Professor Bang har ikke efterlatt nogen bok som vi slaar op i, naar vi er i tvil om en dato. Han var ingen videnskapens flyvende korrespondent. En vittig polemik ført i dagspressen mot æstetikeren Monrad i anledning av et ornament paa Universitetets gavl er maaske det eneste han har latt trykke.

Professor Bang var en fin personlighet, bløt, hjælpsom, trofast mot den han hadde faat kjær; han var vittig som ingen, fuld av indfald og uuttømmelig som et barn – det vet den som har hat den glæde at være sammen med ham paa en tur. Et lykkelig gemyt med umiddelbart instinkt, som grep det værdifulde, en harmonisk kunstner-personlighet lys som faa. Jeg maa saa tit mindes hans blik en forsommer-aften paa vei ned fra Frognersæteren, da aftensolen spillet i hans øie og møtte hele det mylr av knitrende lystighet derinde i dets bund, – hvor han allikevel var vakker, der han sat i vognen! For professor Bang var ikke paa sine gamle dage hvad man kalder en vakker mand. – Han var underholdende som faa, sat inde med et utal anekdoter, som hadde sit point, som ogsaa førte en dypere klang med sig under pointet; hans gløgge sans for det karakteristiske og hans usedvanlig bøielige organ gjorde hans fortællinger, paa dialekt som fremmede sprog, til smaa mesterverker; ved sit imitations-talent forstod han ogsaa at gjøre historiske personligheter levende; folk, han i sin ungdom hadde truffet fra bygderne utover landet, hørte vi snakke, naar han fortalte.

Der var humorets blunk i øiet, han var fuld av ironiens salt. Der manglet heller ikke selvironi, som er det utviklede sinds kjendetegn, blandt andet; men det var ikke den opløsende, etsende ironi, som man til og med har villet gi som grund til at han ingenting kom til at publicere. Der er ikke mange ved 80-aars alderen som eier det aandens fond, den tøielighet at de holder den glade selvironi, naar vi en sjelden gang traf til at se ham ansigt til ansigt med sine jevnaldrende, da var det hans ungdommelighet slog os: oldingen blev olding, han stod der som unggut fuld av skøi.

Professor Bang var et gemyts-geni, geniet i ham var gemyt; naar jeg sier det, tror jeg jeg samler hans væsen i ett ord, – forsaavidt et menneskes væsen kan samles i ett ord. Derfor var det vi unge samledes hos ham som hos en ung ven – forfattere, kunstnere, kritikere, videnskapsmænd. Vi gik til ham, fordi han var den mest frisindede mand, vi kjendte; der var ikke gemytsfondet under hin uttørrelsens lov, som blotlægger fordommenes talløse sandkorn. Vi gik til ham, fordi der var en lykkelig blanding av friskhet og bløthet i ham; der var intet som heldet over i det sentimentale, intet som stivnet i hjerteløs haan. Han avstumpet det hatske, som kunde komme fra os under samtalen; han kvæsset det sløve og veke ved frisk satire. Naar vi gik hjem fra ham, gik vi med følelsen av sorgløs velstand i vort hjerte, som om vi hadde sittet i et rikt hjem. Og deri var alene hans personlighet skyld; for han bodde paa hybel – det til og med paa enkel hybel, hvor just ikke først og fremst indtryk av lun hygge slog én imøte. Vi var ikke saa talrike, vi som gik der: men vi var trofaste, for vi gik der ikke paa en efemer visit i anledning av et stipendium eller en ansøkning.

Hans aandelige holdning var rank, frygtløs, utenfor reklame, utenfor intriger, utenfor kotterier. Han var intet slangemenneske, som hadde bugtet sig frem til sin stilling: det var ved sin aandfuldhet, han i sin tid hadde slaat sine konkurrenter. Det ranke træk fulgte ham.

Det er mulig, professor Bang hadde været forsømmelig som lærer – jeg vet ikke. Men det vet jeg at der er faa mennesker som har saa uforsonlige fiender som den som ikke slanger sig frem, faa som har saa utholdende uvenner som den som er til i kraft av sin aand. Professor Bang fik føle dem. Og de valgte stunden; de kom især de sidste aar, da han begyndte at skrante. De fyldte ham stundevis med bitterhet – denne mand med den dype romantik, med skjønhets-synet paa livet og paa menneskene, denne mand som ikke vilde saare nogen, han hvem ingenting gjorde mer forstemt end fiender! –

Paa professor Bangs forelæsninger møtte vi det, som man savner hos hans litterære konkurrent Hartvig Lassen – sansen for historisk perspektiv. Naar han sænket sig ned i en tid, undslap ingenting ham; og han saa liv i alt – den mindste dugdraape bar speiling i sig. Som i rus kunde han da rulle op for os store malerier med utsyn til alle kanter; gjerne litt overlæsset. For ham var litteratur livsytring, og livet har mangfoldige sider; livet i sin rike utfoldelses-akt rev ham med; men sammenknyttingen, syntesen, den lokket ham ikke i like grad. Dertil kom ogsaa at hans kunstner-gemyt krævet variation: han brukte f. eks. nødig samme uttryk eller samme vending hver gang han behandlet samme emne, og da var det man av og til kunde bli staaende stille i hans foredrag, likesom sitte fast i disse stadig nye, opsamlede uttryk. Og da drømte den energiske leksikograf: han skiller jo ikke mellem væsentlig og uvæsentlig! Da gneldret streberen, som skulde op til eksamen og bare vilde ha sig servert det som skulde «lægges op»: han kommer jo ingen vei! – For den aandløse blir nemlig dugdraape altid bare en draape vand og uten speiling.

Det er saa: den forenklingens energi som skulde til tor at trække de brutale slutninger som kunde brukes ved eksamensbordet, eiet han litet av. Her ligger ogsaa en av grundene til at han ikke lot noget trykke. Det, ved siden av hans skepsis; den sa til ham nemlig, at om han samlet de spredte traader til en teori, saa visste han vel hvordan det gik med teorier: nye tiders justering skapte nye maal. Disse to momenter veier vel saameget som den forholdsvis ytre omstændighet at han i sin tid maatte gaa en ti-aars tid og vente, før han blev professor.

I professor Bang’s hylde stod en hel rad utskrevne hefter. De handlet om gamle forfattere og om nye. Dem kunde han ta frem for de tryggeste venner, læse op; jeg mindes specielt noget om et av Ibsen’s senere og netop da utkomne verk, saa træffende i opfatning, saa kort i fremstilling. Vi spurte: «Men hvorfor utgir De ikke det, De skriver?» Han svarte: «Hvad vedkommer det offentligheten! Nei,» la han til med den ham egne blanding av patos og humor: «Det skal følge mig i min grav!» Jeg tænker, det ogsaa væsentlig var noget bortimot et citat.

Men kanske dette uproduktive ved ham ogsaa faar sin forklaring ut fra fagets art; delvis ialfald kan begrundes i selve hans lærerstols pligter. Det er ikke lærdommen som gjør utslaget her. Denne stillings indehaver faar at rekonstruere, – og vi har her med sjæls-ytringer at gjøre og ikke med brustne terrakottavaser. Der trænges en psykologisk fantasi, en kunstnerisk følsomhet, en finhet i menneske-forstaaelsen som i ingen anden litteratur, en evne til intim indforlivelse i ulike tiders aandsliv, saa han opfatter med instinktets sikkerhet der hvor linjerne brister. Det maa være en intim aand, en organisk aand, en lykkelig blanding av fantasi og skarpsind, og dertil en sund natur med sunde, usløvede sanser, saaledes som man f. eks. kan møte det hos den udmerkede svenske litteraturhistoriker Schück; hvis ikke, blir jo postens indehaver en karikatur. Det er for det første dette som stiller saa store krav til ham: dette at der i norsk litteratur er perioder, hvor likesom det litterære liv blir borte. Og saa er der en anden omstændighet som gjør at man ingen vei kommer med Hettner og andre gode haandbøker: de nordidiske lande indtok en særstilling opover i europæisk litteratur, specielt Norge. Ti Henrik Wergeland sang hos os, da Byron levet, Lermontof, Puschkin, Heine, Lenau – hvad de nu heter disse som utryghet eller fortvilelse gjorde til himmelstormere. Man har her nord saamen været sent ute med sine retninger; saa har vi til gjengjæld kombinert retninger, tat længer tilbake, tat længer frem. Det er denne fænomenets fortættethet, blandingen, denne sterke, lekende flom jeg mener saa tit øker vanskeligheten og gjør at mange ingen vei kommer med Hettner, – om fænomenet derved blir interessantere eller ikke, lar jeg staa hen. Eller f. eks. vore «Folkeviser»! hvor klang de ikke naive mange hundrede aar efterat de var stivnet i skablon der længer syd! I intet folk har i virkeligheten romantikken hat den sildige magt over sindene som her nord, og gjennem friktion med det reale liv holdt vedlike den hemmelige hete indtil denne dag. For vor litteratur som vort aandsliv bunder i middelalderen. Den paastand lyder underlig; vi har jo elektrisk sporvogn, og vi har vore fritænkere. Jeg mener allikevel at vi bunder i middelalderen; vi har ikke oplevet nogen renæssanse, man tror paa dystre magter utenfor mennesket. Pietismen i alle dens utslag er ingenting andet. Er selve Ibsen’s bekjendte dualisme «idé og virkelighet» andet? Eller jeg tar et fjernere eksempel for at forklare hvad jeg mener: I Italien vaagnet det til nyt liv omkring 1300; skolebøkerne sier det var senere: Byzants’ erobring, de gamle manuskripter som kom tilbake til Italien. Bevægelsen var imidlertid av spontan og psykologisk art; det var som bekjendt enkeltmennesket som reiste sig i historien til myndig liv, til fri, selvsikker, hensynsløs utfoldelse; og de søkte siden støtte til det i studiet av sin egen glimrende klassiske historie, i sine egne minder, som øket selvfølelsen. Det skedde i rus, i kunst-rus, i livs-rus, i lys-rus, og middelalderens udifferentierte livsindhold som laa dem nær i sit frodige, lumre mørke, bare øket rusen, øket den ytre fryd ved gjennembruddet, krystet og presset ut evnerne, mesterverkerne, alt det udødelige. Saa i Italien, i landene der syd, de som stod i rapport med sin fortid. Men bevægelsen gled nordover, videre og videre. Og jo længer væk den kom fra Italien, desmindre rus var der i den, Fordi minderne blev fremmede. Til det endte i humanismens golde, spidsfindige kvasilærdom. Men den hadde jo allikevel evne til i Norden at kvæle de hjemlige spirer saamangesteds. For der var nok ogsaa der spontane tilløp til enkeltmenneskets selvhævdelse paa national grund, nemlig gjennem studiet av éns egen oldtid. Og der blev, som man vet, gjort et nyt forsøk ved Grundtvig’s bevægelse, som dog – blandt andet paa grund av sit religiøse tilsnit – ikke kom til at skape hverken den kunst- eller menneskeutfoldelse, som bevægelsen skapte der syd. – Det var dette, jeg maatte indskyte for at forklare hvad jeg mener med, at vi bunder i middelalderen – om det er vort held eller uheld, vil jeg ikke ha sagt. Hvor sent kom saaledes ikke vor «romantiske skole», og hvor sedat, sammenlignet f. eks. med Tysklands! Og hvor levet ikke nu nyss «neo-romantikken» spinkel hos os! Det har selvsamme grund: der var ikke noget synderlig at reagere imot. Levet kanske ikke romantikken fra gammelt av iblandt os som al sterk digtnings sjæl? Med andre ord: det mindst eiendommelige, det svakest begrundede er her nord oftere end andensteds de store litteraturperioder, som kun er import. Og her kommer det, jeg vil si: den som skulde løse opgaven som professor i nordisk litteratur pietetsfuldt, hans lynne maatte hunde i det kunstneriske stemningsliv i nationen og i Norden; han maatte – for at naa det – ogsaa længer tilbake end i andre litteraturer. Det forekommer mig at tyngdepunktet burde ligge i den ældre litteratur – jeg mener: middelalderen og dens opløsning burde være specialstudium. Hvilket velgjørende pendant til den anden professor-post ved Universitetet, til den romanske litteraturs rationelle indhold, espriten, som bunder i renæssansen! hvilket tændende samspil for de studerende, hvilken tankevækkende parallelisering! – Og derved blev stillingens indehaver den centralmagt i norsk aandsliv, kanske i norsk moderne kunst, som han burde være, karakteren som ikke grodde over av døgnets moder, – som heller ikke la sig paa tverke i strømmen. Noget i retning av en høvding, dobbelt uundværlig nu, da vi jo staar ved begyndelsen av en materialistisk tid, hvor pengespekulationens fettede og guldsmykkede Thors-billede ser hvast paa enhver av os. Ti et folks litteratur er essensen av folkets aandsliv, og ikke akkurat prøver paa de fire digtarter.

Jeg tror at noget slikt drømte professor Bang om sin lærerstilling, og at her ligger den inderste forklaring til hans uproduktivitet: Opgaven var overmenneskelig; ti han saa den før nogen anden herhjemme overhodet ante problemet, i en tid som simpelthen ikke var moden for opgavens løsning. Av den grund blev han for de mange det hartad ulæselige manuskript.

Det eiendommelige ved ham som videnskapsmand var hans syn for det organiske; det kom til sin ret just i hans fremstilling av den ældre nordiske litteratur, hvor der er saamange brest. Renæssansens indflydelse i dansk aandsliv f. eks., det laa der i kanske et halvt sekel gamle, utskrevne hefter, langt mer aandfuldt set, langt mer alsidig fremstillet end i den av den danske litteraturhistoriker Paludan nyss utgivne bok. Bang hadde nemlig i meget høiere grad syn for dobbeltstrømningen; han slap aldrig middelalderen som moment, dens uvilkaarlighet, dens ukritiske fantasifylde, og dens lettroenhet. Enhver som hørte ham over middelalderen, vil mindes hvor han kom i bevægelse og tegnet den tids udifferentierte gemytsfond, aandfuldt, sjælfuldt, sitrende. Det var hans tid; han var selv romantiker like ind i det inderste.

I omgivelser, hvor autoritet graderes efter éns bøkers tal, der er der mangen en liten aand, som naar høiere op end professor Bang. Men jeg tør nok si, mange av os vil bli glædelig overrasket den dag der træder en personlighet frem som erstatter ham. For det er som personlighet vi vil savne ham mest.

Det forekommer mig at jeg ikke kan ønske hans bolde forfølgere, de private som de i pressen, noget bedre end en brøkdel av hans gemyt, en brøkdel av hans aandfuldhet, en brøkdel av hans hjertelag.

(1898)


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.