Polyphagen Jacques de Falaise

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Polyphagen Jacques de Falaise
————————

De medicinske Annaler opbevare flere Exempler paa Personer, udmærkede enten ved en næsten umættelig Madlyst eller ved en besynderlig Lyst til at nyde Gjenstande, der sædvanligen ikke ere Fødemidler for Mennesker; men dette har gjerne været en Følge af en sygelig Tilstand, af Svangerskab eller andre særegne Omstændigheder, med hvis Ophør ogsaa hiin Lyst har ophørt. Langt sjeldnere derimod, men derfor for Physiologen dog ikke mindre mærkelige, ere de Personer, der, frivilligen og uden at være ledede ved nogen sygelig Lyst, nyde selv de væmmeligste Ting. Iblandt de sidste hører Polyphagen Jacques de Falaise.

Under Anmelderens Ophold i Paris i Aaret 1820 lokkedes Mange til det saa kaldte Theatre de Mr. Comte, især for at være Vidner til denne Jacques's polyphagiske Forestillinger, der bestode i, at han nedslugte hele Valnødder og Hønseæg med deres Skaller, levende Spurve med Fjærene paa, levende Krebs, levende Muus, levende Aal, endog halvanden Fod lange, en Hoben Spillekort m. m. Ogsaa Anm. bivaanede flere Gange disse Forestillinger, som han første Gang forlod med den Formodning, at hvad han havde seet maaskee var Bedragerie. Han stillede sig derfor de følgende Gange, tilligemed et Par andre Udlændinger, ganske tæt til Scenen, kun nogle faa Alne fra Manden, for desto nøiere at kunne bemærke ham; men Ingen af os kunde opdage Andet, end at de anførte Sager bleve virkeligen nedslugte. Efter dette Maaltid kom Jacques ned i Parquettet og gav sig i Tale med Tilskuerne. Han sagde, at han aldeles ingen Smerter følte i Underlivet af nogen af disse Gjenstande, at Spurven døde snart af Mangel paa Luft, at han vel fornam Aalens Bevægelser noget efterat den var bleven nedslugt, men at den snart forføiede sig til Roe, og at Krebsen vedblev længst at være uroelig, men heller ikke foraarsagede ham Ondt, at Stolgangen var ordentlig, at Alt blev fordøiet, paa Valnødden nær, der kom heel ud igjen. Jacgues var i det Hele omtrent een Time under vor Opsigt.

Jacques de Falaise skal være født 1754 og have tilbragt den største Deel af sit Liv med at bryde Marmor og Kalk paa Montmartre ved Paris. Anledningen til hans Polyphagie fortælles paa forskjellig Maade. Efter en Beretning var han engang tilstede ved En af sine Venners Bryllup, hvor man iblandt andre Selskabslege ogsaa legede Gjemmelegen. Bruden leverede Jacgues sit Halskjede, hvori hang hendes Fæstemands Portrait, og Jacques gjemte det uforsigtigen i sin Mund, ja var, da Søgeren kom til ham, endog saa uforsigtig at nedsluge det. Selskabet skiltes ad, uden at Bruden havde erholdt sine betroede Klenodier tilbage; men Jacques bragte dem Dagen derpaa tilbage. — Efter Andre nedslugte han, ifølge et Væddemaal, en Fugl. Han befandt sig aldeles ikke ilde efter nogen af disse Forsøg, og det lykkelige Udfald, som disse havde, bevægede ham snart til at anstille med forskjellige andre Gjenstande lignende Forsøg, der alle havde samme Udfald.

En Pariser Læge, ved Navn D. Beaudé, har senere gjort denne Mands Polyphagie til Gjenstand for en særegen Afhandling, som han tillige har ledsaget med medicinsk legale Betragtninger over Døden ved Hængning [1]). I denne Afhandling beretter Forfatteren, at Jacques nedslugte endog Frøer og Hugorme, ja forsikkrer endog, at han engang havde nedslugt 250 Franker i Femfranksstykker (et Femfranksstykke er, som bekjendt, en Sølvmynt kun ⅙ ringere i Værdie, end en Sølvspecie)! Men disse Legemer undlode heller ikke at irritere hans Tarmkanal. Han blev angreben af Gastroenterit, for hvilken han blev helbredet i Sygehuset Beaujon i Paris. Efterat han paany havde begyndt disse farlige Forsøg og havt den Sorg at tabe en Deel Penge, fik han af samme Sygdom et Recidiv, der først blev hævet efter en meget langvarig Behandling. Efter sine Lægers Raad besluttede han at forandre sin Stilling; han blev i anførte Sygehuus ansat som Arbeider (Homme de peine). Skjønt han havde gjenvundet sin Helbred, havde han dog stedse en fortrædelig Charakteer, og den 30 Marts 1825 fandt man ham hængt i en af Sygehusets Gaarde, hvilket en anstillet Undersøgelse viste at være en Følge af Selvmord.

Ved Obductionen fandt man Pharynx og Oesophagus mere udvidede, end sædvanligt; Maven, der ligeledes havde en usædvanlig Størrelse, var paa sin indvendige Flade besat med fibrøse Fascikler, der hævede den mucøse Membran i Veiret, paa samme Maade som ved Urinblæren. Ved Mavens Forening med Spiserøret bemærkede man tre Arter stilkede Vegetationer. Aabningen ved Pylorus var meget udvidet, paa den nederste Deel af Ileon bemærkede man røde tynde Pletter og paa Coecum en Mængde Ar, der udentvivl vare en Følge af gamle Ulcerationer.

Heraf udleder Beaudé følgende i physiologisk og pathologisk Henseende vigtige Slutninger: 1.) at Maven kan, endog paa sædvanlig Maade dannet, vænnes til at modtage Legemer af et betydeligt Volum og af en saadan Beskaffenhed, at den ei formaaer at virke paa dem; 2.) at deslige Legemer, der formedelst deres Form, Vægt og øvrige Egenskaber ere saa irriterende, ei stedse vække en acut Betændelse i Maven og at man følgelig ofte tillægger dette Indvold en alt for stor Sensibilitet; 3.) at det organiske Livs muskulaire Fascikler kunne stundom, lig som det animalske Livs, ved at holdes i stærk og stadig Virksomhed, erholde en betydeligere Størrelse, end forhen; og 4.) at Ulcerationer paa Tarmene langtfra medføre de Farer for Livet, som man hidtil har tillagt dem.

Denne Afhandling slutter med Betragtninger af den høieste Interesse for den thinglige Medicin. Beaudé søger nemlig at vise, at Døden kan ved Selvmord ved hængning finde Sted uden Congestion til Hjernen og Rødme af Ansigtet og at Døden er i dette Tilfælde en Følge af Asphyxie. Han viser, hvad Gospil og Deslandes allerede have bemærket, at Asphyxie ved Hængning vel ofte frembringes af Stemmeridsens Tillukning; men han tilføier, at den ogsaa kan finde Sted ved de over eller under samme liggende Deles Sammensnøring. Han bestrider Deslandes's Mening, at Knusning af Cartilagines laryngis og Trachea er Tegn paa en voldsom Død, og viser, at disse Virkninger kunne finde Sted, om end Døden har været frivillig. Endelig antager han, at Gruben efter Strikken ingenlunde tilkjendegiver, om Hængningen er skeet før eller efter Døden; thi den kan ogsaa meget vel ikke vise sig, om end Hængning har bevirket Døden.

Til Slutning anmærker Uddrageren (undertegnet L. M.), at denne Afhandling fremstiller nye og dybe Anskuelser (vues), og at den Iagttagelse, der ligger til Grund for samme, baade formedelst sin Sjeldenhed og de derover anstillede grundige (judicieuses) Betragtninger vil tage en ærefuld Plads i Videnskabens Archiver.

  1. Mémoire sur un cas de Polyphagie suivie de considérations médico-légales sur la mort par suspension, par J. P. Beaudé, Docteur en Médecine. I Revue médicale française & étrangère &c. Septembre 1826. S. 521—533.