Petter Wysocki
| Petter Wysocki av Sylvester Sivertson |
Jeg eied en Harpe, indviet Polen, dets Helte
dets Kamp og dets Hæder. Nu ere Strengene brustne,
Een kun tilbage toner, som Høstvind i Sivet,
paa Graven et Suk.
Dengang ei saa, da Haabsstjernen straaled i Natten,
Frihedens Sol steg i November Nats Mulm,
da min Wysocki først blandt de Første lod lyne
for Frihed sit Sværd.
Dengang ei saa, da for din Klinge, Wysocki!
Polens Tyran sig sneg fra Belvederen-Borg;
dengang ei saa, — da klang fra de Klinger ved Praga
Russernes Gravsang.
Dengang gjenlød Seirshymner viden om Lande,
paa Jubelens Bølger steg den sølvvingede Ørn;
ak, men fra Urals Kløfter sig opsvang den sorte,
et Uhyre lig.
Og jeg dig saa, Wysocki, end seer dig at kjæmpe,
medens dit Fædreland falder i Trældommens Favn,
seer dig at falde blodstænkt med Warschau og Polen,
lægges i Lænker som de.
Hvor Lena over golde Stepper skrider
mod Nordishavets kolde nøgne Kyst,
hvor Stormen pidsker Lyng paa Fjeldets Sider,
og Suk henveirer fra saa mangt et Bryst,
der vilde Bjerges skrækkelige Huler
vor Slægts den høieste Elende skjuler.
I mangen Øienhulning halvslukt Flamme
der brænder i et Blik mod hjemligt Vest,
og Mindets Bitterhed Vampyrer amme,
der langsomt suge Livets sidste Rest;
der Harpeklangen er kun Lænkeklirren
og Tankens Flugt en haabløs Omkringirren.
Der ser jeg En i tunge Lænker smedet
i Grubens Nat ved blege Lampes Lys.
O! hvad har vel den høie Ro udbredet
paa dette Aasyn mellem Skræk og Gys?
Er han en Halvgud, steget ned at lære
de Arme sine Lidelser at bære?
Tyrannen over ham sin Svøbe svinger
en helvedbaaren Plagedæmon lig;
et Suk kun hæver sig paa Vinger,
og Blikket siger: Jordisk Svaghed vig!
Omsider dog han overvældet blegner,
med sine Lænkers tunge Byrde segner.
End een Gang sidste blaalig dunkle Stribe
paa Vestens Himmel søger matte Blik.
Med udstrakt Favn han synes ville gribe
det fjerne Hjemland, «O jeg gjerne gik —
saa taler han — paany min Trængselsbane,
hvis du, mit Polen, kaldte til din Fane.
Men nu Farvel! thi jeg vil snarlig blunde.
Kun end een Gang dit Billed for min Sjel
med dine Skove, Agre, Enge, Lunde
og Fædrebolig — o Farvel, Farvel!
Der leged Drengen, her skal jeg udaande.
O endtes kun med min mit Polens Vaande!
Men fra min Himmel skal jeg engang skue
den Sei'r, for hvilken vi i Kampen stod,
opflammede af Friheds ædle Lue,
og dugged elskte Jord med Martyrblod.
Ja Land! med blodig Daab til Frihed viet,
jeg veed, jeg seer du bli'r engang befriet!
hvor sød med denne Vished er mig Døden,
sød, som den kun min Plages Ende var!
O Salighed! Jeg skuer Morgenrøden
oprinde over Frihedens Altar,
men overjordisk Friheds Morgenrøde
trods mine Lænker straaler mig imøde.»
Saa talt' Wysocki, smilede og døde.
En navnløs Høi ham aabned Gravens Favn.
Ei Klokkeklang, ei Sørgetoner løde,
og intet Gravkors siger Heltens Navn;
men det med alt sit Haab, sin Sorg, sin Smerte
vil Polen gjemme dybt i trofast Hjerte.
| Tilbake til toppen av siden. |