Peter Andreas Munch (Andreas Munch)
Atter lyder Dødsklokken
Over Norges Kirkegaard
For en af dets bedste Sønner.
Fra det fjerne Syden
Lydløs foer den
Gjennem de hemmelighedsfulde
Stille Traade,
Der med Tankens Fart
Bære Glæde, bære Sorg
Over Fjelde og Have.
Først da den traf paa
Norges Hjerte
Fik Dødsklokken Mæle.
Men da klang den og
Dybere, tungere,
Videre, mere klagende
End nogensinde
Thi den raabte jo over Landet
Det Sorgens Budskab:
Din største Sagamand er død! —
Død i det Fjerne,
Langt fra Fædrelandet,
Han, som var Fædrelandets
Haab og Stolthed!
Bortrevet i sin Manddoms Kraft
Brat fra sit Sagaværk,
Han, som alene
Kunde magte dette,
Han, som alene
Med Asakløgt og Jættemagt
Kunde af Norges Urdyb
Løfte og klarne
Mindernes Arveguld.
Norge vil ei fatte,
At den Haand, som saa rastløs
Arbeided til dets Hæder,
Nu ligger stille for stedse;
At den Pande, som rummed
Hele dets Fortid,
Nu hviler tanketom;
At Aanden, som boede
Bag denne mægtige Hvælving,
Nu er henfaret
Med al sin Lærdom
Til ukjendte Steder,
Hvor Jorden ei mere kjender den.
Og dog maa dette fattes,
Og dog maa det bæres,
Bæres med Ydmyghed,
Ja selv med stille Tak.
Herren, som gav os ham,
Har atter taget ham til sig
I den Stund, Ham tyktes bedst.
Hans Navn være lovet! —
Hvad Gud gav den unge Mand Tid
At samle og efterlade
Sit Folk i Arv
Er en rigere Skat
End Frugten
Af mange Oldingers Liv.
Han arbeidede Dag og Nat
Og gjorde Uger til Aar —
Derom vidne
De mægtige Mure
Af Norges Mindeborg,
Som han opførte,
Saa den kneiser høit paa Fjeldet
Og skinner viden om Landene.
Dens Taarne og Tinder
Fik han vel ei reiste,
Men Grundvolden lagde han;
Og paa den
Skal Efterslægten
Bygge videre.
Aldrig kan derfor
Hans Navn og hans Gjerning glemmes
Saalænge Nordmænd
Bygge i Norge.
Saa lyder Dødsklagen
Over Landets Savn.
Men endnu tungere falder Savnet
Paa dem,
Som stode ham nær i Livet.
Jeg var En af disse.
Saalangt, jeg kan mindes tilbage,
Saae jeg hans lysende Skikkelse
Blandt de Kjære
Fra mit Barndomshjem.
Vore Fædre vare Brødre,
Vore Mødre Søstre —
I Alder, i Navn, i Slægt var vi lige,
Kun ikke i Evner.
Alt tidlig fyldtes han
Af sit store Kald.
Jeg mindes grant,
Alt som Dreng sagde han til mig:
„Jeg vil blive
Mit Fædrelands Thukydid —
Bliv saa du dets Tyrtæus.“
Ikke kunde jeg vel naae
Det Maal, han satte mig.
Men han blev
Hvad han vilde.
O, min Ven, min Broder! —
Hvi blev det ikke mig,
Døds-slaget ramte? —
Mig, som Fædrelandet kunde undvære?
Dog, Guds Villie skee! —
Han gjør det bedst for os Alle.
Han gav dig saameget,
Han gav dig tilsidst
At hvile dit trætte Hoved
I dine længe savnede
Elskedes Favn,
At udaande i deres Arme,
Medens det evige Roma
Historiens Moder
Bredte sin Mindefred over dig.
Nu hviler du
Under Roms hellige Mure
I den skjønne Gravlund,
Hvor Cestiuspyramiden
Peger op
Mod de evige Boliger.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |