Paul Gauguin
| ←Dialog | Paul Gauguin av Olaf Bull |
Sophus Bugge→ |
Tænk Eder havet, løst i storm,
paa flugt, befridd fra landet,
rullende bølgen ren, enorm,
med glædesglimt i vandet,
øine en ø, en høireist form
med jadegrønne strande!
Se det i had slaa vingen ut,
og vældig, uten naade,
hive sig frem rned krumme sprut,
og midt i fragg og fraade
finde et fjeld, hvis sten ser ut
som en forseglet gaade!
Mere! Paa strandens høie spids,
som kløver bølgefærden,
møte en mand, som haard og viss
staar frem, og med gebærden,
— rolig, som Gud i Genesis —
forkynder: Her er verden!
*
Senere hen, naar havets rum
har maanefred, og tier,
vuggende hvidt og lunkent skum
i bugterne, som dier,
stiger en aand mod høiden, stum,
paa duftomslørte stier!
Høit over bjærgets stcnprofil
gaar stjerne, tæt bak stjerne,
hyllet i deilig døde smil,
som aander fra det fjerne,
ind i et ukjendt ødes hvil,
forunderlig og gjerne!
O, men om keglens trolske top
i tropenattens blaanen,
løfter de bly agavers krop,
som gror paa høidens skraanen,
alle de spæde bryster op,
som havet under maanen!
Duftende tungt skal sværmen staa
i stjernedugg og bade —
intet Maria-hjerte slaa
bag buskens rene blade
Længselsløse, men længselsblaa,
skal ingen kys dem skade!
*
Stiger en gylden dag, og brer
sin ild-azur, som brænder
gjennem et dobbelt menneskelér
med brune, ranke lænder,
bævende af den form, de tér
af Tetoroas hænder!
Salige! Dem er guden god,
med grøderegn og tørke!
Skiftende blindt, som ebbe, flod,
er deres ølivs ørke!
Himmelen straaler! Deres blod
er roserne i mørke!
Slanke, i zenith-sol forgyldt,
med dragt af rav og ranker,
bare af hav og himmel fyldt,
men uten faste tanker,
svinder de mildt og uforskyldt
fra oceanets banker!
Men er saa levende slægt en søm,
hvor silken ikke binder,
saa bind den deilige sydhavsdrøm
paa øiets ømme hinder,
og føl det salige liv som strøm,
der i sit sand forsvinder!
*
Nød han, som panisk livsfordriv,
af øens rytmer ryster,
dagenes digt og nattens viv,
saa han tilsidst fik krystet
hele Maoris solgangsliv
som afsind ind i brystet?
Drak han af dybets trylledrik,
af havkrystaller saltet?
Foran hans haarde, tændte blik
blev land og bjærge spaltet —
strømmet i svær og mørk musik
naturen ut i altet!
Varmet og knust mot verdens vægg
er oceanets hinde!
Mellem mollusk og alt af ægg,
er menneskeform at finde —
krummet i knute, lænd og lægg,
strødd, blinde, ut i blinde!
Reiste af Gud i solens helg,
saa skjønne, palmerake,
styrter en slægt i ødets svælg
hver nat, forraadt, tilbake —
strupes en slægt i drømmens bælg
af marer uten make — —
Slik, under mørke formers foss
om Atlassterke skuldrer,
løfter han høit, i digtnings trods,
sit fabelland, som smuldrer
ned i et dyb, Océanos,
hvor evigheten buldrer!
| Tilbake til toppen av siden. |