Papisten Herman Hansen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Historisk Tidsskrift
Utgitt av Den norske historiske Forening, Grøndahl & Søn (Tredie Række, tredie Binds. 433-435).

Af de norske prester, som under Kristian IV blev overbeviste om at være hemmelige tilhængere af katholicismen, blev hr. Herman Hansen af samtiden betragtet som en af de betydeligste, ligesom hans liv er merkeligt ved store omvekslinger og megen modgang. Han var født paa Ringerike, hvorfor han i sin ungdom kaldte sig Ringius, et tilnavn, som han senere neppe har brugt. Hans fader, hr. Hans Hermansen, forekommer som sogneprest i Hole allerede i 1575 og skal have siddet i embedet lige til 1629. Moderen var hr. Hans’s anden hustru Ragnhild Kaaresdatter, som var ilive endnu 1613, da sønnen blev domfældt. .

Mellem 1608 og 1613 var Herman Hansen sogneprest til Nes paa Hedemarken, hvor han eiede gaarden Mølstad. Forøvrigt vides om hans virksomhed her intet andet, end at han i 1612 lod opføre Ballishol annexkirke. Hvorledes han 1613 blev dømt fra sit embede, i 1618 paa kongens befaling sattes i fængsel i Danmark – rimeligvis paa Dragsholm – og atter slap løs ved kgl. brev af 27 november 1619, er (i nærværende bind af hist. tidsskrift side 329 fgg.) fortalt af prof. L. Daae, som derefter taber hans spor indtil 1626, da han atter fik tilladelse til at vende tilbage til Norge. Det kan efter utrykte kilder oplyses, at han i denne mellemtid i mindst to aar har opholdt sig i Sverige, og at han derfra bragte de dansk-norske myndigheder nyttige meddelelser: det var efter hans egen fremstilling til løn for disse tjenester, at han i 1626 fik lov til atter at vende tilbage til Norge. Under hans landflygtighed havde hans hustru trofast ledsaget ham. Efter hjemkomsten søgte han at skaffe sig og sin talrige familie underhold ved at holde dansk skole i Oslo (eller Kristiania). I 1629 blev han af Statholderen Kristofer Urne beskikket til sorenskriver paa Hadeland, i hvilken stilling han var i 4 aar. Da han, som han selv udtrykker sig, „derfra blev kasseret“, tog han den 16 juni 1633 skudsmaal af tingalmuen, der bevidnede hans gode forhold. Derefter hører vi intet til ham førend i 1637, „da der gik feidetidender i Sverige og Norge“, ved hvilken anledning han af statholderen blev sendt ind i Sverige for at skaffe underretninger. Samme aar indgav han til herredagen i Bergen klage over sin stilling: han levede da i stor nød og elendighed med hustru og 12 børn og bad om nyt prestekald. I 1643 finder vi ham bosat paa Mølstad i Nes, blandt sin fordums menighed. Han mødte da som „soren prokurator“ paa tingene. Saaledes finder vi ham i det nævnte aar i tingstuen paa Lesje som fuldmægtig for den rige Antonius Bertelsen i Kristiania i en eiendomstvist, som denne havde med Lesjepresten Jens Jensens enke og sønner, der levede som bønder i dette prestegjæld.

I 1644 og 1645 gjorde Herman Hansen ligesom enkelte andre prester tjeneste i krigen med Sverige (Hannibalsfeiden), idet han meget benyttedes af Kjeld Stub og Gunde Lange, som betroede ham selvstændig kommando ved grænsevagterne i Solør. Hans søn Jørgen tjente i samme krig som rytter. Der haves i det kgl. bibliothek i Kjøbenhavn bevaret ikke faa breve fra hr. Herman til Kjeld Stub fra disse aar, hvoraf det fremgaar, at han har varetaget sit hverv med megen nidkjærhed. I et af dem beder han om undskyldning, fordi han, uden at oppebie samtykke fra „landsøversten“ Gunde Lange, havde forladt sin post for at se til sin dødssyge hustru paa Mølstad: „jeg kan ikke min hustru forlade salva conscientia i hendes store sygdom, som mig in exilio og fængsel ikke haver forladt“.

Det sidste, vi hører om Herman Hansen, er fra 1650. Den 21 Septbr. dette aar tilskriver statholderen Hannibal Sehested fra Marstrand lagmand Nils Hansen i Kristiania angaaende hr. Herman, der havde ansøgt om paany at beskikkes som sorenskriver, med spørgsmaal om, hvorvidt han kunde ansees skikket for denne stilling. Lagmanden lod foged Knut Andersen samt lagretten og tingalmuen i Nes paa Hedemarken udtale sig om hr. Hermans person og forhold; dette skede paa tinget den 4 november. Fra hr. Herman, som selv var tilstede, fremlagdes en redegjørelse for hans livsskjebne lige fra den tid, han var prest. Tingalmuens erklæring om hans forhold lød gunstig; den antydede, at han kun havde én uven (den Nils Eriksen, som omtales af Daae side 352); men man vovede ikke at udtale noget om, hvorvidt han „nu i sin høie alderdom kan kjendes dygtig til nogen bestilling“. Rimeligvis har han heller ingen saadan opnaaet og maa sandsynligvis ikke længe efter være død. Gjennem et langt liv i trængsel, hvorunder den forhenværende prest forsøgte lykken som skolemester, krigsmand og i juridiske stillinger, maatte han bøde for sine vildfarelser i ungdommen.

A. E. E.
PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.