Paa ski over Grønland/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
XXIX.
Paany mod indlandsisen, Umiarsuit! Umiarsuit! (skibet! skibet!) Hjemreise.
————————

Vi havde længe tænkt paa, naar vaaren kom, at foretage en skitur ind over indlandsisen for at undersøge, om ikke denne aarstid var den bedste til at befare de ydre dele af isen. Efter hvad vi havde seet allerede i september, saa det ud som, at alle sprækker og ujevnheder i vinterens løb maatte bli fyldte og jevnede af sterke snefald og stadig vind.

Jeg havde derfor den opfatning, at fremtidige ski-ekspeditioner, som har undersøgelser af indlandsisens ydre del til maal, bør væsentlig benytte vaarmaanederne april, mai og muligens en del af juni; man vil da sikkerlig med forholdsvis lethed kunne trænge frem paa de fleste steder af indlandsisens rand, uden i væsentlig grad at hindres af de mange ujevnheder og sprækker, som senere paa aaret blotlægges og opstaar ved solens virkning og sneens bortsmelten. Om man til en saadan undersøgelse vilde benytte et dertil særlig indrettet sne-seilfartøi, som jeg tror vilde byde adskillige fordele, da maa ligeledes vaaren og forsommeren være den heldigste tid, da man foruden et gunstigt føre, vel ogsaa vil have mere vind. Muligens kunde man med et saadant fartøi med lethed beseile hele randen af indlandsisen fra landets sydlige del til langt nordpaa, om ikke til den nordligste pynt.

Der var saaledes for mig opfordring nok til, naar vaaren nærmede sig, atter at søge ind paa indlandsisen. Af særlig interesse forekom det mig at faa undersøgt netop den strækning, hvor vi kom ned, for at se, hvilke forandringer der var foregaaede i vinterens løb.

Da man ved kolonien mente at kunne vente skibet, som blandt andet skulde hente os hjem, allerede fra 1ste april, var det naturligt, at vi efter den tid vanskelig kunde fjerne os for længere tid. Nogle af os besluttede derfor at gjøre et forsøg i mars maaned, uagtet det var for tidlig, til at videre udbytte kunde ventes. Vor udrustning var i flere henseender skrøbelig. Al proviant, som kunde opdrives dertil, var tørrede angmagsetter (lodder), haardt brød og smør. Af spiritus, nødvendig til snesmeltning, havde vi kun lidet. Med det, vi havde, reiste imidlertid (den 21de mars) Sverdrup og Kristiansen i baad og jeg selv i kajak ind i Ameralik-fjorden. Vi naaede Kasigianguit, hvor vi haabede at faa nogle ren til forsterkning af provianten, før vi drog videre ind paa indlandsisen. Her blev vi imidlertid opholdte af snestorm og lindveir i 5 dage, vi laa den meste tid i teltet og levede af vore angmagsetter og skibsbrød med smør paa, mens den vaade, alt gjennemblødende sne lagde sig over os, og isen og sneen smeltede bort under os. De sidste dage boede vi saaledes i en vanddam, og da soveposen, hvori vi alle tre laa, var temmelig fugtig, undersøgtes den, og vi fandt da, at der stod flere tommer vand inde i den, især under de dele af kroppen, som kommer mest i berørelse med underlaget, naar man ligger paa ryggen. Vi kunde øse vandet ud med hænderne, men til liden nytte, det kom lige hurtig igjen. Vi var enige om, at vort teltliv paa indlandsisen var den reneste nydelse, sammenlignet med dette.

Da det nærmede sig den tid, da efter sigende skibet kunde ventes, kunde det ikke nytte at fortsætte turen, og den 28de mars drog vi tilbage til Godthaab.

Mens vi laa i teltet, havde vi den hele tid, paa oprindelig eskimoisk vis, maattet koge kaffe og the med tranlampe, hvortil vi havde medbragt spæk. Lampen sodede imidlertid forfærdelig, og vore ansigter var efterhaanden blevne ganske sorte. Da vi nærmede os kolonien, kunde man paa lang afstand se de hvide øiekugler skinne ud af vore mørke ansigter, og det var ikke stort mer, end man kjendte os igjen; de indfødte skjønheder, som i mængde modtog os paa stranden, pegte ad os og lo, saa de holdt paa at revne.

Samtidig med at vi reiste ud paa denne tur, gik Dietrichson og Balto i sine kajaker indover Godthaabsfjorden, hvor de besøgte bopladsene Sardlok, Kornok, Umanak og Karusuk. De kom først hjem nogle dage efter os. Som de paa hjemveien den sidste dag befandt sig ud for Sadlen, raabte Balto til Dietrichson, at han maatte til land, thi kajaken lækkede og var snart halvfuld af vand. Dietrichson svarede, at han ingen raad saa til at hjælpe ham der; thi landet var saa brat, at de intetsteds kunde lægge til, de fik ro paa, saa muligens blev det bedre længere frem. Med den ynkeligste stemme svarede da Balto: «Ja, saa faar jeg synke da!» Imidlertid roede de for livet, og straks efter fandt de et par stene, hvorpaa Balto saavidt kunde krybe ud, saa de fik tømt kajaken. Der var gaaet et hul i bunden, men til at dække det med havde de ikke andet end en vante og lidt smør, dette greiede det imidlertid, og de kunde fortsætte.

En stund efter blev de pludselig overfaldne af storm, og til alt held befandt de sig da paa et sted, hvor de

Gamle Aperâvigssuak. (Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg)
Gamle Aperâvigssuak.
(Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg)

kunde komme tilland; var stormen kommen lidt før eller lidt senere, er det uvist, hvordan det vilde have gaaet; thi der var ellers intet sted at lægge til, og den var saa voldsom, at de neppe kunde have klaret sig paa sjøen. I samme storm omkom en grønlænder inde ved Umanak. 7 timer maatte de nu ligge paa det smale klippefremspring, hvor de var komne iland. Da gav veiret sig noget, og om kvelden kom de velbeholdne til Godthaab, hvor de blev hilset med jubel af grønlænderne, som syntes, det var godt gjort at være ude den dag, da de ikke selv havde vaaget sig ud.

Da jeg havde været henimod en uge i Godthaab, uden at der viste sig noget tegn til det meget omtalte skib,

Udsigt sydover fra Kornok. (Efter et fotografi af cand. polyt. Petersen).
Udsigt sydover fra Kornok.
(Efter et fotografi af cand. polyt. Petersen).

besluttede jeg at gjøre et nyt forsøg paa at komme ind til indlandsisen, og den 4de april gik jeg afsted i kajak sammen med Aperâvigssuak (den store Abreham, en gammel velkjendt kajakroer fra Kangek) indover Godthaabs-fjorden. Samme dag kom vi til Kornok, som ligger 8 mil fra Godthaab. Her blev Aperâvigssuak, som er gammel, igjen for at gaa i gjestebud omkring i husene, mens jeg næste morgen fortsatte videre med to nye kajakmænd — Karl og Larserak — indover fjorden mod Ujaragsuit, hvor jeg havde til hensigt at gaa ind paa indlandsisen. Da bunden af fjorden var dækket af is, søgte vi ind i bugten ved Kangiusak, lagde kajakerne paa land, tog skierne paa og gik saa indover bunden af denne bugt, som ligeledes var isdækket, og skar saa over landet mod selve Godthaabs-fjorden; da vi naaede denne, slog vi teltet, som vi tilligemed noget nødvendig proviant bar med os; forsyningen af den sidste var imidlertid langtfra tilstrækkelig, og det var derfor nødvendigt at skyde ryper, som blev spiste raa paa eskimoisk vis, og som serveret paa denne letvindte maade virkelig smager udmerket, dog bør de være afkjølede; jeg forsøgte en dag, jeg var meget sulten, at spise en, med det samme jeg havde skudt den, den havde imidlertid en eiendommelig smag, og kjødet sitrede endnu mellem tænderne; jeg afstod straks fra forsøget og har siden ikke gjentaget det.

Den næste dag (6te april) gik vi videre paa ski over fjordisen mod Ujaragsuit-fjorden. Kommen midtveis ind i denne fjord fik jeg imidlertid, som jeg var oppe i et fjeld efter nogle ryper, se, at hele bunden af fjorden var aaben, saaledes at det vilde være umuligt at komme tilland derinde. Det var den elv, som rinder frem under indlandsisens rand, som havde fyldt den.

For at naa indlandsisen vilde det være nødvendigt at gaa iland paa Ivisartok paa østre side af fjorden; men det vil tage os mindst 2 dage at naa over denne til isens rand, og da jeg ikke troede at kunne afse saa megen tid paa grund af skibet, som ventedes, saa var der intet andet for end atter at vende om.

Denne gang var imidlertid udbyttet ikke saa tarveligt som sidst; thi om jeg end ikke havde naaet indlandsisen, der hvor det var ønsket, saa havde jeg dog seet den bræ, som skyder ud mellem Ivisartok og Nunatarsuak. Det viste sig imidlertid, at denne ikke var saa snedækt som ventet, og isen saa næsten lige blaa og sprækket ud som vanlig. Snemængden paa landet deromkring var ogsaa paafaldende liden, det bare land stak frem paa lange strækninger, og forskjellen fra Godthaab var aldeles forbausende. Det er tydeligvis de høie fjelde længere ude og længere syd, som har taget imod fugtigheden.

Forandringen, som indlandsisens overflade havde undergaaet i vinterens løb, er saaledes muligens ikke saa stor, som jeg havde ventet, hvor der er et bredt yderland udenfor og søndenfor, saaledes som paa den del af kysten. Yderlandet tager nemlig en stor del af sneen. Et andet udbytte var iagttagelsen af, hvilken vandmasse elven fra indlandsisen fører frem til fjorden selv om vinteren. Det havde endnu ikke været saa varmt, at nogen smeltning havde gaaet for sig paa yderlandet, ikke engang ved Godthaab. Det er en bekjendt sag, at der inde ved indlandsisen altid er betydelig koldere end udenfor, og hvilken forskjel i varmen der er mellem selve indlandsisens overflade og yderlandet, havde vi under isvandringen faaet erfare. Men trods dette randt denne elv som en flod, og eskimoerne fortalte mig, at den render hele vinteren. Heraf kan sluttes, at der i indlandsisens dybere lag maa foregaa en smeltning, uafhængig af forandringerne i overfladens temperatur. Hvilken stor rolle dette maa spille i ismassens indre husholdning, skal jeg i sidste kapitel faa anledning til at omtale.

Om kvelden slog vi telt paa et næs ved Ujaragsuit-fjordens munding. Da vi nu ingen hast havde, indrettede vi os saa koselig som muligt. Af græs var det ikke vanskeligt at samle store mængder paa de mange bare «rabber», som stak frem af sneen. Med dette dækkedes hele teltgulvets bund, og vi lagede os et godt og tørt leie. Derpaa kogtes kaffe, og eskimoerne kom frem med en særdeles velsmagende ret, som bestod i frossen rødfisk eller uer, som spistes raa, desuden spiste vi mindst en raa rype hver og fandt, vi havde det udmerket. Saa lagde vi os til at sove i vore klæder, sovepose havde jeg dengang ikke ført med, da jeg fandt det for tungt at bære.

Den næste morgen (7de april) gik vi tilbage over fjorden. Jeg havde den største lyst til at blive længere inde i dette eldorado for jægere; thi Ivisartok og Nunatarsuak lige overfor er bekjendt for sine gode renjagter, desuden var der meget sæl paa isen i fjorden, og havde man bare tid, er det en spændende jagt at gaa efter dem. De gamle nordmænd vidste nok, hvad de gjorde, da de slog sig ned derinde. Der og i Ameralik-fjorden har nemlig efter al sandsynlighed den rigeste del af de gamles «Vesterbygd» ligget, og der er paa alle kanter mange levninger efter dem, især er Ujaragsuit bekjendt for sine store ruiner.

Da vi kom over landet, hvor vi havde faret paa indturen, var der paa den side, hvor vi skulde ned mod Kangiusak, en temmelig brat nedstigning. Jeg fik her føle, hvor daarlige grønlænderne er til at gaa paa ski. De havde den hele tid hængt efter, og det endte med, at jeg maatte tage fra den ene af dem det meste af, hvad han havde at bære, forat han skulde kunne følge med. Da de kom til denne nedstigning, betænkte de sig imidlertid ikke længe paa at tage af sig skierne og bære dem. Efterat jeg havde staaet udover, fik jeg derfor den fornøielse at vente paa dem i henved 1 time, mens de stampede sig frem i sneen nedover styrtningerne. Og det var først da de rak fjordisen, at de atter vaagede at tage skierne paa. En af dem forsøgte sig vistnok i en liden helding en stund før; men da han straks faldt, afstod han fra ethvert forsøg.

Paa fjordisen skjød Karl en ringsæl (netsak), som altsaa ogsaa maatte slæbes frem til kajakerne.

Endelig ud paa eftermiddagen naaede vi disse. Vi vidste ikke, hvor langt det var paa dagen, da det var overskyet, og ingen af os havde ur. Jeg ønskede samme dag at komme til Kornok, da der muligens kunde være bud om, at skibet var kommet. Uagtet Larserak især havde liden lyst derpaa, gik vi dog i vore kajaker. Vi havde imidlertid ikke roet langt, før det viste sig at være betydelig senere, end vi havde troet, det blev nemlig fuldstændig mørkt. Da vi ude i fjorden blev modtagne af en stiv vestenkuling, blev forholdene ikke netop behagelige. Saa længe vi kunde ro langs landet, gik det dog saa nogenlunde. Men ved et forbjerg, kaldet Kangersuak, maatte vi over fjorden for at komme til Kornok, her blev det værre. Ud for berghammeren stod vind og sjø paa med fuld kraft, og i mørket var det ikke let at se og vare sig, naar braattene kom. Vi laa stille og betænkte os, de to grønlændere spurgte mig, om jeg kunde klare det, men jeg vilde nødig være vekere end de og spurgte, om de troede, de kunde klare det. Tilslut drog de ivei, men vi skulde snart faa føle, det ikke var spøg; især var det slemt for Karl, som havde sin sæl liggende bag paa kajaken, hvilket gjør det betydelig vanskeligere at holde ligevegten. Han raabte, at han maatte tilland for at faa den af, men der var intet sted at lande, overalt var det stupbratte bergvæggen. Saa kastede vi da sælen i sjøen for ham, og han bugserede den nu et stykke; men dette gik for langsomt, og vi maatte hjælpe ham med at faa den op paa kajaken igjen. I begyndelsen havde det været fuldstændig mørkt, men saa blev skylaget lidt lettere, og vinden rev af og til hul i det, saa maanen fik lov at komme frem og hjalp os nu lidt til at se sjøerne og finde vor vei. Det var et tungt arbeide at slaa os frem mod vinden, men omsider naaede vi det andet land. Her mødte vi imidlertid en anden vanskelighed,

Mod Kornok natten 7de april. (Af Th. Holmboe efter udkast af forfatteren).
Mod Kornok natten 7de april.
(Af Th. Holmboe efter udkast af forfatteren).

det var masser af drivende fjordis, som en stund spærrede os fuldstændig inde.

Først kl. 1 om natten kom vi frem til Kornok, hvor vi forskrækkede indbyggerne meget ved at komme paa den tid af døgnet, da eskimoen ellers nødig reiser.

Der var intet bud kommet fra Godthaab om skib, og den følgende dag reiste jeg derfor ind til Umanak for at se dette sted, hvor den hernhutiske mission har en af sine missionspladse, og for at besøge missionæren hr. Heincke, hos hvem jeg tilbragte 4 hyggelige dage.

Den 12te april var jeg atter i Kornok. Da det den følgende dag regnede, havde min ven Aperâvigssuak ikke lyst til at reise videre til Godthaab. — Isteden holdt jeg den dag stort bal for alle grønlændere i Kornok, dansen begyndte kl. 4 eftermiddag, traktementet var kaffe og skibsbrød, og vi morede os alle fortræffelig langt ud over

Eskimobørn. Jenten bærer sin lille søster i sin mors amaut.
(Efter et fotografi).

kvelden, indtil jeg maatte bede gjesterne gaa, forat jeg kunde faa sove.

Den følgende dag (den 14de april) roede vi i nogenlunde godt veir til Godthaab. Som eksempel paa, hvor hurtig man kan komme frem i kajak, kan nævnes, at uagtet vi de første 3 timer havde strømmen imod og den sidste time havde stiv kuling imod, roede vi de 8 mil paa 8 timer; og endda er dette lidet mod den fart, øvede kajakroere kan naa. Hr. Heincke fortalte mig saaledes, at da hans hustru engang for et par aar siden blev meget syg i december, havde en af fangerne ved Umanak, Ludvig, gaaet før daggry om morgenen til Godthaab for at søge raad hos lægen, men trods de korte dage i december paa den bredde, var han tilbage før kveld. Det er 9 mil fra Umanak til Godthaab.

Ved kolonien havde man ved vor ankomst endnu intet hørt til skibet.

Den 15de april var det snetykke, og vi var alle enige om, at heller ikke den dag kunde skibet komme. Men som vi efter middagen sad og drak kaffe hos kolonibestyrerens og slog af en lun passiar med doktoren, gjenlød med et hele kolonien af et eneste hyl: «Umiarsuit! Umiarsuit!» (Skibet! Skibet!). Vi styrtede ud, stirrede tilhavs — men kunde intet se uden drivende sne. Da skimtedes imidlertid ligesom en mørk skygge høit oppe i luften, — det var «Hvidbjørnens» rig, i snetykket var den uden lods kommet ind gjennem den vanskelige skjærgaard og var allerede næsten lige inde paa bugten. I en fart kom man nu i kajaker eller baade, og idet vi satte foden paa dækket, heistes det norske flag, og der gaves en dundrende salut til nordmændenes ære. Ekspeditionens medlemmer blev hjertelig modtagne og lykønskede af «Hvidbjørnens» fører, løitnant Garde, som jeg oftere har omtalt i denne bog, og af de øvrige ombordværende europæere.

Hilsener bragtes fra Europa, og en gjensidig spørgen nyt begyndte. Der blev straks holdt gilde ombord, og der var munterhed og glæde. Først sent paa kveld kom vi atter tilbage til Godthaab.

Saa slog da afskedens time, jeg havde længe kviet mig for den. — Det var ikke uden sorg, at flere af os drog bort fra det sted og det folk, hvor vi havde befundet os saa usigelig vel.

En dag, før vi reiste, sagde en af mine bedste grønlandske venner, i hvis hus jeg ofte kom: «Nu drager du tilbage til den store verden, hvorfra du kom til os, der træffer du mange mennesker og meget nyt og vil nok snart glemme os, men vi vil aldrig glemme dig.»

Et par dage efter reiste vi, og Godthaab, endnu dækket under sneen, tilsmilede os et vemodigt farvel i vaarsolen. Vi stod længe og saa tilbage, og lykkelige timer, tilbragte med grønlændere og europæere, dukkede atter frem. Netop som vi styrte ud fjorden, kom vi forbi tre kajaker, det var de bedste fangere i Godthaab, Lars, Michal og Jonathan. De havde lagt sig her ude for med

Eskimohytte i begyndelsen af mai (fra Sukkertoppen). (Efter et fotografi).
Eskimohytte i begyndelsen af mai (fra Sukkertoppen).
(Efter et fotografi).

tre bøsseskud at give os sin sidste rørende afsked. For fuld damp gik det tilhavs med os, de dukkede op og ned paa bølgerne en stund, saa kunde vi ikke se dem mere.

Efter bestemmelsen skulde «Hvidbjørnen» gaa nordover til Sukkertoppen og Holstensborg, før den vendte hjem.

Den næste morgen (26de april) kom vi til Sukkertoppen. Som eksempel paa, hvordan postforholdene er i Grønland, kan nævnes, at man her intet vidste om, at vi havde tilbragt vinteren ved Godthaab, som ligger 20 mil søndenfor. Efter seks dages ophold i Sukkertoppen, hvorunder der var megen dans og munterhed, lettede vi anker den 3dje mai for at gaa nordover til Holstensborg. Paa veien traf vi «Nordlyset», et barkskib, ogsaa tilhørende den kongelige grønlandske handel. Det sad fast i isen,

En faderløs fra Sukkertoppen
(Efter en skisse af forfatteren).

og vi bukserede det derfor ind til Sukkertoppen samme dag. Om kvelden gik vi atter ud for at gjøre et nyt forsøg paa at komme nordover, men traf nu længere nord hele havet dækket af is op til 10 tommer tyk, og hvorigjennem vi ingen vei kunde komme. Det var derfor intet andet for end at opgive Holstensborg og vende om. Formiddagen den 4de mai ankrede vi for 3dje gang paa Sukkertoppens havn. Om ettermiddagen gik vi ud og sagde nu Grønland for sidste gang farvel.

Som vi ud paa kvelden var komne langt ud i Davisstrædet, stod Balto i dybe tanker ved rællingen og saa i retning af landet, der dog for længe siden var forsvundet. Dietrichson spurgte ham, hvorfor han var bedrøvet. «Har du glemt Sofia, du da?» svarede han.

17 dage tilbragtes nu ombord i «Hvidbjørnen», i kapteinen havde vi et godt selskab, faa kunde være mer interesseret i vor ekspedition end han. Takket være al gjestfrihed ombord, gled tiden behagelig hen, mens vi trods modvind og sjøgang stadig vuggede os hjemmet nærmere; mange af os vil ofte dvæle ved mindet bl. a. om vore

Sukkertoppens havn og «Hvidbjørnen». (Efter fotografi).
Sukkertoppens havn og «Hvidbjørnen».
(Efter fotografi).

formiddagsfester, naar vi siddende paa bordet i salonen a champagne og spiste kage og sukkertøi, som var bleven ekspeditionen sendt fra Europa, det var anden kost, end indlandsisen bød paa.

Den 21de mai ankrede vi paa Kjøbenhavns indre red.

Til at skildre den gjestfrie modtagelse, som ventede os i etatsraad Gaméls hus og overalt i Kjøbenhavn, saavelsom i Norge, er min pen for svag. Jeg skal heller ikke gjøre noget forsøg paa at fremstille for læseren, hvor mange skaaltaler der blir holdt, og hvor mange saadanne der maa svares paa, hvor meget vin der maa drikkes, og hvor meget mad spises ved en saadan leilighed, skal ogsaa spare ham for en skildring af de utrolige lidelser, som den species af menneskeslegten, der kalder sig

Sidste farvel til Grønland. (Efter øiebliksfotografi fra Sukkertoppens havn).
Sidste farvel til Grønland.
(Efter øiebliksfotografi fra Sukkertoppens havn).

interviewere, kan forvolde karer, som intet værre har forbrudt end vi. Det var haardt at gaa gjennem Grønland, men det er mit ramme alvor, naar jeg siger, at det er forsaavidt værre at komme tilbage.

Den 30te mai stod vi i det herligste veir ind Kristiania-fjorden, hvor vi blev modtagne af hundreder af seilere og en hel flaade af dampskibe, den dag gaar neppe nogen af ekspeditionens deltagere af minde. Selv paa Ravna gjorde den sikkert nok sit indtryk. Da vi nærmede os Kristiania havn og saa fæstningsvoldene og bryggerne paa alle kanter aldeles sorte af mennesker, sagde Dietrichson til ham: «Se, er det ikke pent med alle menneskene, Ravna?» «Jo pent, meget pent, hvis de bare havde været ren,» svarede Ravna.

Farvel! (Af A. Bloch efter et øiebliksfotografi).
Farvel!
(Af A. Bloch efter et øiebliksfotografi).