Paa ski over Grønland/19
Vi forandrer vor rute til Godthaab, — Nogle træk af klimatets og sneforholdenes karakter.
Sent paa kveld (den 26de august) stansede vi efter at have naaet op i en høide af henimod 1990 m. (6000 fod). Efter vore erfaringer fra sidste nat sørgede vi nu for at beskytte os bedre mod snestormen og det fine, alt gjennemtrængende snestøv. Vi grov os ned, saa vi fik en sneskavl paa luv side, væltede desuden en kjælke mod luv væg og dækkede den med presenninger og fik paa den maade en forholdsvis lun rede, hvor trods alt «humøret er oppe, latteren ler, og thekjedlen surrer over spiritusilden, som kaster et svagt lys paa den lille gruppe i det snevre rum, hvor trods tætningsarbeidet, sneen hvirvler omkring og lægger sig overalt.»
«Da theen er færdig, tændes det ene af de 5 stearinlys, jeg har bragt med for fotograferingens skyld, og dette gjør aftenen rigtig hyggelig, lad kun stormen rive i teltvæg og barduner.»
Da vi vaagnede den næste morgen (27de august), var snestormen fremdeles lige sterk; men teltet var dog ikke saa fuldt af sne som den foregaaende morgen. Da vi var trætte af at stampe mod vinden, besluttedes, at vi straks den morgen skulde forsøge paa at rigge kjælkerne om for seil. Dette mødte dog adskillig modvilje, især hos lapperne. Ravna satte op et ulykkeligt ansigt, og Balto skjeldte utrolig. «Aa saa til h—, saa galne folk havde han aldrig set før, de vilde seile paa sneen. Vi kunde vistnok lære ham seilads paa sjøen og adskillig andet, men lære ham noget paa land og paa sneen, nei, det skulde vi ikke, det var noget s— — sludder.» Han sparede ikke paa ordene, den mand, men det hjalp nu ikke, han fik nu til alligevel, og kjælkerne blev satte paa siden af hverandre og surrede sammen til 2 flaader, paa den ene var der 2, paa den anden 3 kjælker, paa den første flaade blev teltgulvet brugt som seil, paa den anden, hvor Balto, Ravna og Dietrichson hørte til, skulde 2 presenninger gjøre tjenesten som saadant.
Som tidligere omtalt (se side 54 havde jeg tænkt at anvende teltvæggene dertil; men da det kom til stykket, turde vi ikke friste dem, de var for tynde, og at faa teltet sønderrevet i disse omgivelser kunde bli værre end ubehageligt. Da de fik sine presenninger op, blev de imidlertid revne fra hverandre og maatte nu syes sammen. At sidde med nøgne hænder og sy i den kulde og det snefok var neppe sødt; ved at passe paa at banke fingrene godt gik det dog, og efter de mangfoldigste gjenvordigheder og en 6 til 7 timers arbeide kom vi os da endelig flot ud paa eftermiddagen.
At krydse op mod vinden, erfarede vi straks, kunde der intet haab være om, vi laa ialfald ikke høiere end tvers paa vinden. Jeg havde heller ikke havt store forhaabninger i den retning, men andre planer var komne mig i hovedet. Jeg indsaa nu tydelig nok, at med dette føre og denne vedholdende modvind, kunde vi intet haab have om at naa Kristianshaab indtil midten af september, da det sidste skib for det aar forlod det for at gaa til Kjøbenhavn og dermed den sidste mulighed for os at komme hjem iaar. Dette stod dengang for mig som meget uheldigt, en hel vinter vilde gaa tabt med et vinterophold i Grønland, og alle mand vilde længes hjem. Mine kundskaber med hensyn til skibsruterne paa Grønlands vestkyst var dog yderst mangelfulde, og da jeg gik ud fra, at det samme skib, som forlod Kristianshaab i september, skulde anløbe de søndenfor liggende havne, mente jeg, vi vilde være sikre paa at komme hjem iaar, om vi styrede mod en af disse, og fandt, at i saa tilfælde maatte Godthaab være et godt sted. Der var ogsaa andre grunde, som talte for at holde den vei; fremfor alt fandt jeg, at en undersøgelse af isen i denne retning vilde have stor interesse, da den var fuldstændig ukjendt, mens Nordenskiölds to ekspeditioner jo havde skaffet mange værdifulde oplysninger om isen sydost for Kristianshaab. En tredje grund var den, at aarstiden var saa langt fremrykket, og høsten paa indlandsisen turde ikke være blid; over til bunden af fjordene ind for Godthaab var veien betydelig kortere end til Kristianshaab, og vi maatte saaledes regne paa at kunne naa hurtigere over til blidere egne i den første retning, om vi end intet vidste, om isens beskaffenhed der egnede sig for nedstigning, og om vi end maatte vente, at det vilde tage os lige lang tid at naa helt frem til Godthaab som til Kristianshaab; thi ved første sted var veien over bart land fra indlandsisen og frem saa betydelig meget længere, ja muligens var der meget vanskeligt at komme frem. Dog paa et eller andet sæt maatte vi kunne naa kolonien, og var der ingen anden udvei, saa maatte vel sjøveien føre os frem.
Alt dette gik gjennem hovedet paa mig den formiddag, kartet blev flittig seet paa, beregninger blev stiltiende gjorte, og resultatet af det hele blev, at jeg bestemte mig for Godthaabsruten. Jeg var forberedt paa, at vi vilde finde vanskelig is nær isranden paa den kant, da der er saa mange skridjøkler, som skyder ud; men jeg mente, det maatte kunne gaa mellem disse. Det sted, hvor jeg tænkte at komme frem, var netop det samme, vi tilsidst kom ned paa, det laa paa omkring 64° 10′ n. br. Hvorfor jeg troede, at det maatte være bedst her, var af den grund, at der ingen skridjøkler skjød ud, mens der efter kartet, som forøvrigt var fuldstændig galt, skulde være saadanne baade søndenfor og nordenfor; min mening var nu den, at der mellem to store skridjøkler maa være sandsynlighed for, at der findes et belte eller, om man vil, en bagevje, hvori isen ligger nogenlunde rolig, og hvor den følgelig er nogenlunde jevn; dette har ogsaa vist sig, saavidt min erfaring rækker, at slaa til. Da min beslutning at gaa til Godthaab meddeltes til de andre, blev der almindelig tilfredshed, alle var enige i, at det var ubetinget det heldigste; det lod til, at man allerede begyndte at faa nok af indlandsisen og atter længtede efter mer gjestmilde egne. Seilene blev heiste, og henved 3-tiden om eftermiddagen drog vi afsted, saa høit op imod vinden, vi kunde ligge, men det blev aldrig høiere end tvers, ja tildels endog en streg lavere. Da vinden var nordvest (retvisende), kom vor kurs paa den maade til at pege betydelig sydligere end Godthaab; men da vinden hjalp os, stod vi os dog paa at bruge seil og ligge saa lavt, fremfor blot at trække. Naar vi ordnede os saaledes, at 2 gik foran og trak, og en gik bag og styrte, gik det nogenlunde. Og trods vi begyndte saa sent og tørnede tidlig ind om kvelden, kom vi dog mer end en mil frem den dag.
Efterhvert som vi gik, begyndte jeg mer og mer at tænke paa, hvorledes vi bedst skulde naa fra indlandsisen til mennesker; det saa ud paa kartet at være et temmelig ulændt strøg, med berge, dale og fjorde, likest saa det ud at være mod bopladsen Narsak, som ligger paa sydsiden af Ameralik-fjordens munding søndenfor Godthaab. Men ogsaa her kunde det jo hænde, at det var adskillig besværligt at komme frem, og tanken paa sjøveien trængte sig mer og mer i forgrunden. Det var jo greit nok, at vi i vore to waterproofs presenninger og det vandtætte seildugsgulv i teltet havde materiale nok til at bygge baad, træ til spileverket, aarer og lignende kunde vi tage af ski, skistave, bambusstænger og kjælkerne, det vilde alt sammen være udmerket, og gik vi alle mand igang, kunde det neppe tage lang tid at bygge baaden. Kommen til dette resultat, meddelte jeg mig en dag til Sverdrup, som efter nogen betenkning var med, og nu diskuterede vi under vor vandring, hvor det altid var godt at have noget at sysselsætte tankerne med, ofte, hvorledes baaden i tilfælde helst burde bygges.
De følgende dage havde vi det samme veir med storm og snefok. Om nætterne frygtede jeg flere gange for, at teltet skulde rives istykker, om morgenen, naar vi skulde videre, maatte kjælkerne graves frem af snefanerne, maatte aflosses, forat meierne kunde bli skrabede for is og vedhængende sne, saa maatte de surres sammen, riggen sættes op paa nyt, og alt dette arbeide var ikke sødt i det bidende snefok med kulde; især var surringerne, som maatte lægges paa med bare næver, skulde de forslaa noget, et surt arbeide. Kom vi os saa endelig flot, var det at gaa og stampe i sneen hele dagen, og tungt var det, enten man nu gik foran kjælkerne og trak eller bag og styrede. Det sureste arbeide i de dage var dog at faa teltet op om kvelden; thi først maatte nemlig teltgulvet heftes sammen med teltvæggene, dette skede ved en lissing, som ogsaa maatte gjøres med bare næver, og man maatte da tage sig vel iagt for ikke at faa dem frosset af. En kveld under det arbeide, opdagede jeg saaledes pludselig, at fingrene paa begge hænder var hvide helt op til haandfladen. Jeg tog i dem, de var haarde og ufølsomme som træ. Ved bankning og gnidning med sne blev dog blodomløbet snart atter bragt tilbage i dem.
Den 28de havde Kristiansen det uheld at træde feil paa kanten af en fokskavle og vrikkede sit ene ben i knæleddet. Han var i flere dage saa daarlig, at han havde helt vanskelig for at gaa; men ved flittig massage kom han sig atter. Det tog sig forøvrigt ganske underlig ud at se ham sidde med blottet ben og bli masseret af Dietrichson midt i snefokket og kulden. Den 28de blev ogsaa lapperne lidt daarlige i øinene; merkelig nok var de, som ovenfor nævnt, de første, som led af sneblindhed, de var ogsaa de eneste. Balto maatte jeg dryppe med cocainopløsning i øiet, men jeg gjorde dog ganske lidet deraf, og ved omhyggelig anvendelse af snebriller og det røde silkeslør blev de snart bra. Alle vi andre klarede os godt for denne sygdom, som mange arktiske reisende har anseet som næsten uundgaaelig. Bruges mørke briller eller slør, er det ikke tvil om, at den kan undgaaes. Uagtet solen bare var oppe den halve del af døgnet, virkede den dog slemt nok den stund vi havde den; midt paa dagen kunde solstraalernes virkning være intens, dette skyldes for en ikke uvæsentlig del luftens tyndhed i den høide, hvori vi befandt os (2000 meter), men selvfølgelig ogsaa, at de blev reflekterede fra den umaadelige jevne sneflade. Paa ansigtshuden havde dette en mer eller mindre sterk virkning paa os alle, vi blev brunstegte, og ingen undgik, at huden, især paa saa fremstaaende punkter som næsen, skallede af. Kristiansens ansigt blev især angrebet af solen, hans kinder svulmede op og fik solblemmer, de saa ud aldeles, som om de havde været udsatte for forfrysning, og det voldte ham mange smerter. Efter den tid blev vi mer omhyggelige med at anvende vore røde silkeslør og undgik saaledes alvorlige ulemper af solen.
Det tog sig forøvrigt ganske eiendommelig ud, at se disse fine silkeslør vaiende mod den blaa luft. De drog uvilkaarlig tanken hen paa vaarpromenader, glimrende ekvipager, elegante dameskikkelser og straalende øine; isteden saa vi her seks mænd, alt andet end elegante, trækkende nogle ekvipager, som heller ikke led af den svaghed, og bag slørene mødte en kun seks skidne, veirbidte ansigter.
Om eftermiddagen den 29 august stilnede vinden saa meget af, at det ikke længer lønnede sig at seile, vi tog derfor seilene ned og begyndte at trække, med kurs ret paa Godthaab. Den dag blev sneen ogsaa saa løs og dyb, at Sverdrup, Dietrichson og jeg tog indianertrugerne paa. Det voldte os dog adskilligt bryderi i begyndelsen at bruge disse indretninger, som vi ikke havde prøvet noget videre før; de første skridt bar det uafladelig paa næsen, snart sprigede vi ikke nok i benene, den ene truge slog mod det andet ben, og saa overende; saa tog vi os i vare herfor en stund, men saa satte vi den ene truge oppaa den anden, og da vi skulde skridte til igjen, bar det atter paa næsen; saa skrævede vi mere ud, og det gik bra, men saa tog forenden paa en truge ned i sneen, og atter laa vi der. Paa denne vis holdt vi det en stund gaaende, stadig laa vi paa næsen og rodede; men snart blev vi afvænte fra dette, og siden fandt vi dem meget hensigtsmæssige.
(Efter fotografi).
(Efter fotografi).
De bar udmerket ovenpaa, og vi fik godt og sikkert fodfæste med dem. Vi angrede nu, at vi ikke før havde taget dem paa. Kristiansen forsøgte dem ogsaa, men kunde aldeles ikke komme overens med dem, og efter at han havde ligget overende et snes gange, blev han saa sint, at han slængte dem paa kjælken og tog norske truger isteden; disse kunde han klare, men de sank i og var betydelig tungere at bruge. Lapperne, som tidligere havde svoret saa høit og dyrt paa, at de aldrig skulde bruge disse «dumme indretninger», kunde nu naturligvis ikke bekvemme sig dertil og saa med megen foragt og misbilligelse paa os dumme mennesker, da vi tog dem paa. Det var ogsaa til deres synlige tilfredshed, at vi i et væk laa overende i begyndelsen; men da det saa gik bedre, og vi aabenbart fik stor overlegenhed over dem, kunde Balto efter en stund ikke længere dy sig, men kom med en forsigtig forespørgsel, om det virkelig var godt at gaa paa, og det samme spørgsmaal gjentog han flere gange; det var let at forstaa, at han var nær paa nippet til at tage trugerne paa sig, trods alle tidligere fordømmelser over dem. Da blev om morgenen den 30te august sneen slig, at skierne kunde anvendes, og han tog nu dem isteden; Ravna ventede endnu en stund, men saa tog ogsaa han, paa Balto’s raad, skierne. Det varede heller ikke længe, inden Kristiansen tog dem. Da vi imidlertid fandt, at indianertrugerne var fordelagtigere, saa længe vi havde sterk stigning, fortsatte Sverdrup og jeg at bruge dem lige til den 2den september, mens Dietrichson tog skierne en dag før.
Vort liv var i hele denne tid og de følgende 3 uger usedvanlig ensformigt og frit for enhver antydning til større begivenheder. Intet under da, at de mindste bagateller blev gjorte til betydelige ting og kom til at fylde dagbøgerne fra denne tid. At vi saa land for sidste gang, var f. eks. en oplevelse, som maatte omtales, og herom skriver Dietrichson: «Omtrent kl. 10 om formiddagen (31te august) saa vi for sidste gang bart land. Det var paa toppen af en bølge (eller svag høideryg i terrænet), at vi fik et glimt af en liden nunatak, som i mange dage havde været det eneste mørke punkt foruden os selv og slæderne, hvorimod vi kunde vende vore øine; nu forsvandt ogsaa det.» Vi kaldte denne vor sidste nunatak Gaméls nunatak.
At en saa merkelig begivenhed som en snespurv maatte noteres, er en selvfølge, jeg skriver derom:
«En times tid efterat vi havde mistet sidste nunatak afsigte, blev vi ikke lidet forbausede ved at høre fuglekvidder i luften og pludselig se en snespurv komme flagrende henover os. Efter at have fløiet rundt os et par gange slog den sig ned paa sneen tæt ved; den skakkede paa hovedet og saa paa os, hoppede muntert et par hop henover sneen, kvidrede lidt; saa fløi den atter nordefter og forsvandt i det fjerne, det var den sidste hilsen fra land.»
De sidste dage af august havde vi endnu stigning. Vi haabede stadig paa at naa høideplateauet, og at den stigning, vi havde foran os, skulde være den sidste; men komne op fandt vi altid en slette og en endnu høiere stigning bagenom. Snefladen hævede sig i lange bølger høiere og høiere indefter.
Om kvelden den 1ste september kom vi opad en sterk bølge og fandt paa toppen af denne en stor flade med næsten umerkelig stigning. I veirlaget var her en merkbar forandring; langt i vest nær himmelbrynet saaes tætte skybanker med saadanne runde kumulusformer, som vi ikke tidligere havde seet heroppe over snefladen. Jeg troede, det maatte være skyer, dannede af fugtig luft, som kom dragende lige fra havet indover sneslettens vestlige skraaning, og antog følgelig, at vi maatte være naaede saa langt frem, at vi kunde se over mod denne.
I syd og øst var der ogsaa skyer, men himmelen var klar ret over
os og mod nord. I den sidste retning
(Af A. Bloch efter et fotografi).
(Af A. Bloch efter et fotografi).
hævede snefladen sig, mens den sank mod syd og øst. Alt fandt jeg at tyde paa, at vi nu havde naaet høiden af Grønlands indre, og da dette blev forkyndt for de andre, vakte det almindelig glæde; thi vi var alle for længe siden kjede af de sterke stigninger, hvoraf vi især i den sidste tid havde havt meget. Sangvinske som vi var, haabede vi snart paa at vinde frem til skraaningen mod vest, hvor det bare gik udover, og hvor alt skulde bli herlighed og glæde; og det var i den mest overmodige stemning, at vi den dag saa solen synke herlig og glødende ned bag skybankerne og forvandle vesthimmelen til det stemningsfuldeste farvedigt. For os paa denne flade indbefattede kvelden og solnedgangen alt, som var skjønt; det forekom mig, at jeg aldrig havde seet den vakrere end den dag; det var, som maalet dukkede frem bagenom. — Vi skulde dog endnu faa vente længe.
Det var ikke mer end rimeligt, at der den kveld holdtes fest, med ekstra-rationer, bestaaende som sedvanlig af havrekjæks, mysost og tyttebærsyltetøi, samt til de røgende en pibe efter maden. Det var rigtig en hyggelig kveld.
Vore aneroidbarometre var nu paa grund af høiden og det ringe lufttryk sunkne saa lavt, at der intet var igjen af millimeterskalaen paa dem, vi var paa 2400 m. (7700 fod); skulde vi komme endnu høiere, vilde det bli vanskeligt at tage observationer. Ved hjælp af den bevægelige høideskala, som var anbragt paa dem, klarede vi os dog ganske godt, uagtet lufttrykket senere sank endnu betydelig lavere.
Men vi naaede ingen skraaning, vi sled os frem i ugevis over en uendelig, flad sneørken, den ene dag gik omtrent som den anden, der var en trættende ensformighed og et slid udbredt ligelig over dem alle, som den, der ikke har forsøgt det, vanskelig kan gjøre sig nogen forestilling om. Alt var fladt og hvidt som et hav, forvandlet til sne; om dagen saa vi kun tre ting i denne natur, det var solen, snefladen og os selv, og vi tog os ud som en forsvindende liden sort linje, der drog gjennem en eneste hvid uendelighed; — den samme synskreds overalt, aldrig et punkt at fæste øiet paa, aldrig et punkt, hvorimod kursen kunde sættes. Der maatte styres ved at se hyppig paa kompasset, og man maatte holde retningen saa godt som muligt ved at give agt paa solen, naar man saa den, og ved at se tilbage paa de 4 mand, som kom efter, og paa sine egne spor, om man ikke slog «krumninger paa halen». Synskreds efter synskreds lagdes bag, stadig kom man ind i nye, men altid var de de samme. Vi vidste omtrent, hvor vi var, og vi vidste, at paa lang tid kunde vi ikke vente nogen forandring.
Snefladen, hvorover vi bevægede os, var omtrent fuldstændig jevn, kun i ganske svage, lange bølger, som ikke let kunde sees med øiet, hvælvede den sig fra den ene kystskraaning til den anden; bølgedalene havde en retning af omtrent fra syd til nord (retvisende).
Om sneens overflade skriver jeg den 30te august, at det løse, nyfaldne snelag, som ligger ovenpaa den fuldstændig haardfrosne, gamle issne, er ikke mer end 4 eller 5 tommer tykt og er jevnt og glat, mens det de foregaaende dage har været op til en fod og dertil blæst sammen i fokskavler, hvorpaa kjælkerne gled tungt.
Fra den dag var sneens overflade aldeles glat som et speil uden anden ujevnhed end de spor, vi selv satte i den.
Vore dagsmarscher var som regel ikke lange, de dreiede sig mellem 1 og 2 mil. At de sjelden var længere, kom deraf, at føret omtrent altid var tungt. Var vi komne tidligere paa sommeren, omkring midtsommerstid, vilde vi have faaet et udmerket glat og haardt føre, saaledes som det, vi havde havt i begyndelsen af færden (22de til 23de august). Nu var der imidlertid ovenpaa denne haardfrosne sne kommet løs nysne, som var fin og tør som støv, og som af vinden var pakket sammen til foksne, hvorpaa, som bekjendt, ski saavelsom kjælker glider traat og tungt. I den sterke kulde, vi fik, var den ganske usedvanlig slem, den var, som vi udtrykte os, traa som sand at trække paa, og den blev værre og værre, jo længere vi kom ind. Hyppig faldt der ogsaa fin nysne, hvilket ikke gjorde det bedre. Føret var i virkeligheden saa tungt, at det var kun med anvendelsen af alle vore kræfter, at vi stampede os frem; vi maatte tage i, det vi orkede, for hvert eneste skridt, og det er noget trættende i længden.
Mine dagbogsoptegnelser fra denne tid bærer et umiskjendeligt præg af, at vi fandt føret slemt; jeg skal som prøve blot gjengive nogle af dem. Den 1ste september skriver jeg: «Idag blev føret mer end almindelig traat at trække paa, der var omtrent 8 eller 9 tommer ny løs foksne, fin som støv og traa som sand, ovenpaa den skare, som dækker den gamle ogsaa løse sne, og som er et par tommer tyk. Ved middagstid, da solen virkede paa sneen, blev det værre end nogensinde. I fortvilelsen over føret skruede Sverdrup og jeg staalpladerne af under meierne paa vor kjælke, da vi mente, at træmeier maatte glide glattere end staal paa slig sne i kulden. Fordelen var dog tvilsom. Det var og det blev tungt; det forekommer os at blive værre og værre for hver dag.» Noget senere skriver jeg: «Enkelte dage kan føret forbedre sig noget, men det har altid kort varighed, og efterpaa blir det gjerne værre end nogensinde. Om nætterne saavel som om dagen falder der hyppig fin nysne, som er endnu traaere end den gamle foksne at trække paa.» «Solen er, skjønt den steger varmt, dog ikke, selv ved middagstid, saa sterk, at den formaar at smelte sneen paa overfladen, saaledes at der nogen gang kan bli skare paa den[1]. Nei, den er og blir løs hele veien indefter.»
Den 8de september heder det: «Føret er utrolig tungt, det tungeste, vi endnu har havt, uagtet det er haardt; denne foksne er traa som sand at trække paa. Vi slider os frem mod snefok og vind.» Endvidere den 9de september: «Det tog til at sne udover dagen, og føret blev tungere og tungere, det blev endnu værre end igaar; at sige, at det var som at trække paa blaalere, vil næsten ikke sige nok. Vi maatte for hvert skridt tage i, det vi orkede, for at faa de tunge kjælker frem, og om kvelden var Sverdrup og jeg, som gik foran og pløiede veien, adskillig slitne; de andre havde det forholdsvis bedre, eftersom de kunde gaa i vore spor, og deres kjælker paa staalmeier gled lettere. Dog, kvelden i teltet med god lapskaus, laget af brød, bønnepølse og pemmikan, lader glemme alle dagens møier.»
De her meddelte uddrag tror jeg er nok til at vise førets karakter. Forøvrigt bør det muligens meddeles, at den kjælke, som Sverdrup og jeg trak sammen, var den hele tid tungere end alle de andre at trække, og tilsidst efterlod vi den derfor ogsaa; jeg skriver derom: «Den 11te september fandt Sverdrup og jeg, at det
blev værre
(Efter fotografi).
(Efter fotografi).
end værst med vor kjælke, det var ikke mer end saa, at vi kunde faa den frem. Vi forstod ikke ganske, hvad der kunde feile den, den havde altid været værre at trække end alle de andre kjælker, og Sverdrup mente, «at det maatte være den onde selv, som sad bag paa». Den formiddag bestemte vi os derfor til at lægge den igjen og tog Baltos kjælke isteden, mens han lagde sin last paa Ravnas, og de to lapper trak altsaa efter den dag sammen. Ved den forandring gik der en ny sol op over Sverdrups og min tilværelse; vi kom med vor nye kjælke saa hurtig frem, at de andre havde ondt for at følge med; og vi fandt, at tilværelsen blev næsten behagelig.»
Forøvrigt var det nok ikke bare os, som fandt, at det var tungt, lapperne klagede stadig, og en dag stansede Balto pludselig og sagde til mig: «Da du spurgte os to lapper i Kristiania, hvor meget vi kunde trække, saa svarede vi, at vi kunde trække 3 vog hver, men nu har vi over 6 vog at trække hver, og en ting vil jeg sige, at kan vi trække dette las til vestkyst, da er vi sterkere end hest.»
For at hindre, at nogen fra, hvad her er meddelt om skiføret o. s. v., skulde komme til den feilagtige slutning, at vi liden eller ingen nytte havde af vore ski, skal det oplyses, at skierne var en fuldstændig nødvendighed for os. Uden dem vilde vi i sandhed ikke være komne langt, sandsynligvis vilde vi enten ikke have vendt tilbage eller havde maattet vende om. Skierne er, som allerede nævnt, for den, der forstaar at bruge dem, de indianske snesko betydelig overlegne, selv til at trække med. De trætter mindre under gangen, idet de ikke løftes, og man ikke behøver skræve mer i benene end sedvanligt. I 19 dage i træk gik vi paa vore ski fra den tidlige morgen til sent paa kveld; den afstand, vi tilbagelagde paa dem, var henimod 50 mil.
Veiret var omtrent under hele vor færd over indlandsisen saavidt klart, at solen skinnede gjennem, og det var ikke mange dagene, at det var fuldstændig overskyet. Selv naar der faldt sne, hvilket ofte var tilfældet, var den sjelden tættere, end at solen kunde skimtes. Sneen, som faldt, var altid fin og lignede mer frossen taage, som kom ned, end sne, saaledes som vi er vante til den i Europa; det var netop, hvad vi paa enkelte kanter i Norge kjender under navn af frostsne, og som dannes derved, at luftens fugtighed falder direkte ned i fast form uden at danne skyer.
Naar saa solen skinnede gjennem denne luft, fyldt med faldende frostsne, dannede der sig altid ringe om den, og disse saavel som bisole og akser gjennem solen til bisolene o. s. v. var derfor, saa længe vi befandt os i Grønlands indre, en næsten daglig foreteelse. Naar solen nærmede sig himmelbrynet saa meget, at en del af ringen kom under dette, da dannedes der gjerne kraftige bisole i de punkter, hvor solringen skar snefladens rand, ligeledes dannedes der en tilsvarende bisol paa denne ret under solen.
Kulden blev stadig sterkere og sterkere, efterhvert som vi kom indefter. Solen havde dog, naar veiret var nogenlunde klart, en sterk magt, og i middagstiden kunde den en stund stege saa voldsomt, at varmen endog blev generende. Den 31te august oplyser jeg saaledes blandt andet i min dagbog, at solen stegte i de dage saa meget, at den gjorde sneen vaad og kram, kjælkerne gled tungt, og vi blev fugtige paa fødderne. Naar det saa atter frøs paa, saasnart solen begyndte at synke, gled kjælkerne vistnok glattere, men benene gik det daarlig med, og man maatte tage sig vel i vare, hvis man ikke vilde fryse dem af. Det hændte oftere, naar lauparskoene skulde tages af om kvelden, at de var frosne sammen med ladder og strømper til et stykke.
Senere formaaede solen ikke at gjøre sneen vaad, men den havde dog en sterk magt i den høide, vi her var oppe paa, hvor følgelig luften er tynd og forholdsvis lidet af dens varmestraaler blir absorberet i atmosfæren. Som eksempel paa solens virkning kan bl. a. anføres, at den 1ste september viste et spiritustermometer, som blev lagt i solen +29,5° C. samtidig med, at luftens temperatur var ÷3,6° C. (maalt med svingetermometer). Om natten havde vi havt ÷16° C.
Den 3dje september viste et spiritustermometer, da det ved middagstid blev lagt paa en kjælke i solen, en temperatur af + 31,5° C., mens svingetermometret til samme tid viste, at luften havde en temperatur af ÷11° C.
Denne store forskjel mellem temperaturen i solen og i skyggen er tydeligvis bevirket ved den sterke varmeudstraaling gjennem den tynde, lidet vandholdige luft i denne høide over havet.
Allerede for mange aar siden er et lignende forhold iagttaget i Sibirien af vor berømte landsmand Hansten. I et brev fra Irkutsk, dateret 11te april 1829, skriver han:
«Landets temmelig høie beliggenhed og den betydelige afstand fra havet gjør luften tør og dunstfri og foraarsager en sterk varmeudstraaling, hvilket sidste ogsaa er en grund til stedets lave temperatur. Solens magt om vaaren er her saa sterk, at i en kulde af 20° til 30° R. i skyggen om middagen drypper vandet fra tagene paa solsiden.»[2]
Saasnart det led udover eftermiddagen, og solen begyndte at komme lavere paa himmelen, sank luftens temperatur paafaldende; men især var dette merkbart, saasnart solen gik ned.
Skalaen paa vore svingetermometre gik ikke længere end til ÷30° C, da ingen havde ventet saa lave temperaturer paa den tid af aaret i Grønlands indre; men efter den 8de september sank kviksølvet hurtig dybt under skalaen, saasnart solen forsvandt om kvelden. Hvor lavt temperaturen sank ned, kan desværre ikke bestemmes nøiagtig. Da jeg gik tilkøis om kvelden den 11te september, forsøgte jeg at lægge minimums-termometret under min hovedpude; men da jeg skulde se til det om morgenen, var spiritussøilen sunket langt under skalaen, som gik ned til ÷37°. Antagelig var temperaturen under ÷40°, og det var inde i et telt, hvor vi sov 6 mennesker, og hvor vi kogte vor mad med spirituslampe.
Det merkelige ved temperaturerne deroppe var den store forskjel af mer end 20 grader mellem nat og dag; en slig afveksling finder man ikke mange steder paa jorden. Det mest tilsvarende er, hvad man har iagttaget i Sahara ørken, hvor det kan være kvælende hedt om dagen og hvor vandet kan fryse, naar det staar ude om natten.
Merkeligt er det, at man ikke tidligere har iagttaget nogen lignende synken af temperaturen om natten paa Grønlands indlandsis. Grunden maa vel nærmest søges deri, at omtrent alle tidligere ekspeditioner, som har været noget stykke inde, har været paa en breddegrad og paa en aarstid, da solen var oppe hele døgnet rundt[3]. Nogen detaljeret meteorologisk dagbog er der heller ikke leveret af tidligere reisende.
Efter den maade, hvorpaa temperaturen sank mod kvelden, har professor Mohn regnet ud, at vi maa have havt omkring ÷45° C. de koldeste nætter. I denne tid steg luftens temperatur lidt over middag op til mellem ÷20° og ÷15°.
Dette er altsaa i midten af september. Det er uden
(Af A. Bloch efter et fotografi).
(Af A. Bloch efter et fotografi).
sammenligning den laveste temperatur, som paa en slig aarstid er iagttaget paa vor jords overflade. Hvad maa man ikke vente at finde paa de kanter midtvinters? Herover kan vi neppe endnu anstille nogen beregning under saa særegne meteorologiske forhold.
Spørges der derimod om, hvad temperaturen er i Grønlands indre paa den varmeste tid om sommeren, og om da nogen snesmeltning kan gaa for sig, saa har vi muligens en maade at slutte os dertil paa, nemlig ved at undersøge sneens bygning nedigjennem og ved at se, om den gamle sne har været udsat for smeltning. Dette gjordes ogsaa, saa godt tiden tillod os det.
Lige indtil den høide, vi kom i den 30te august (1980 m.), fandt vi, at den gamle sne var fuldstændig haardfrossen og var tildels forvandlet til en slags kornet is, eller om man vil iset, sammenfrossen kornsne; denne sne havde tydeligvis været udsat for sterkt lindeveir, hvorefter var kommet frost. Ovenpaa laa der gjerne fra 5 til 10 eller endog 12 tommer løs, tør nysne, som altsaa var falden efter sommermaanederne.
Om kvelden den 31te august fandt vi til vor forbauselse, da vi skulde ramme skistavene ned for at sætte op teltet, at der vistnok var en fast skorpe paa den gamle sne under den løse nysne; men brød vi gjennem denne skorpe, kunde vi stikke stavene ned, saa langt det skulde være. Dette var et tydeligt bevis paa, at vi allerede da var oppe i den høide (2270 m.), hvor solen kun midtsommers formaar at gjøre et tyndt lag af sneen kram eller fugtig, og dette lag fryser saa atter om natten, naar solen staar lavt. Snesmeltningen kan følgelig ikke formindske snemængden det allerringeste i denne høide; thi det ubetydelige smeltevand, som dannes, kommer jo ingen vei, det holdes fast af nattefrosten.
Et lignende forhold fandt vi overalt i det indre af indlandsisen, sneens smeltning var omtrent ingen. Forøvrigt var den gamle snes bygning i lag ganske merkelig. Den 3dje september siger jeg saaledes derom, at jeg flere gange den dag havde forsøgt at stikke staven ned igjennem sneen og fandt da som regel, at der øverst var omkring 3 tommer løs nysne, saa kom en isskorpe paa omkring en halv tommes tykkelse, saa 7 tommer løsere sne, saa atter en haardere isskorpe, som kun med møie gjennemboredes, saa kunde staven rammes en fod eller to ned gjennem haardere og haardere sne, indtil den omkring en alen fra overfladen stansede aldeles.
Paa et andet sted, hvor jeg tidligere den dag forsøgte det samme, var der øverst flere lag i omtrent samme forhold som netop angivet; men staven kunde der stikkes 2 alen ned igjennem haardere og haardere sne, indtil den stansede mod et ganske fast lag.
En lignende lagdannelse i sneen fandt vi overalt indefter, som regel kunde vi ramme stavene ned, omtrent saa langt vi vilde. Det tyder altsammen paa, at snesmeltningen i Grønlands indre indskrænker sig til, at solen paa den varmeste tid af aaret faar gjort det øverste snelag lidt fugtigt, og dette fryser saa atter om natten.
- ↑ Det hændte dog den 30te august, at vi fik en tynd skorpe ovenpaa sneen; om denne siger jeg i min dagbog, at den var tydeligvis dannet af solens sterke virkning om middagen og saa frosten resten af døgnet. «Denne skorpe var vistnok ikke tyk nok til at bære kjælkerne, men den bidrog dog til, at de gled lettere.» Den varede kun den dag.
- ↑ Astron. Nachrichten B. I. side 327.
- ↑ Sammenlign imidlertid side 400—401 om Dalagers ekspedition.