Paa Hjemveien

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Proverbe i en Akt.
(Omarbeidet 1887)

PERSONER: Fru Marie Worm. — Grosserer Henrik Worm. — Otto deres Søn — 15 Aar. — Fru Caroline Strøm. — Pastor Andersen. — Jomfru Hansen og Sypiger.

Handlingen foregaar i en norsk Kystby en Sommeraften.

Stort Værelse. To Vinduer paa Bagvæggen og en Glasdør imellem; man ser ud paa en stille Gade i Eftermiddagssol. I Vinduerne hænger Uldvarer, Garn, strikkede Sager og færdige Klær; der er Klokke paa Døren, som slaar et Slag, naar nogen gaar eller kommer. Tvers foran Indgangsdøren staar en bred Disk — aaben til alle Sider, og paa Disken ligger der ogsaa Tøi o. s. v. Tilbage paa høire Væg er Dør ind til Systuen, midt paa Samme Væg er Vindu, som vender mod Havnen, og ud ifra Vinduet lidt længer fremme staar Symaskinen. Den venste Del af Scenen er møbleret som Dagligstue, Dør ind til Barnekamret.

Naar Tæppet gaar op, sidder Fru Worm ved Symaskinen; Jomfru Hansen staar ved Siden og rækker hende nogle Papirer.

FRU WORM (tager dem). To Kasser og tre Pakker Udltrøier — alt forsvarligt pakket?

JOMFRU HANSEN. Ja Frue! — som sædvanligt. Kjøreren har jeg ogsaa tilsagt; han er vist alt nede i Gaarden.

FRU WORM. Er da DAmpskibet — er det saa nær?

JOMFRU HANSEN. Det skal være i ydre Fjorden — siger de.

FRU WORM. Det er bedst De følger med ned paa Expeditionen. Leverer Varebrevene tilbage.)

JOMFRU HANSEN. Ja gjerne. Jeg var der forresten for et Øieblik siden; de sagde, Dampskibet blev liggende omtrent en Time; saa der er Tid nok.

FRU WORM (i egne Tanker). Ja — der er Tid nok —

JOMFRU HANSEN. Hvad behager?

FRU WORM. Naar de gaar — Jomfru Hansen! — kan De lade Pigerne gaa med det samme. Det er alligevel saa langt paa Dagen og saa vakkert Veir.

JOMFRU HANSEN. Tak! — der blir Glæde.

FRU WORM (holder hende tilbage). Naar De gaar — (betænker sig) — ja ja! — jeg taler med Dem, før De gaar.

(Jomfru Hansen ud til høire.)

OTTO (kommer stormende ind fra Gaden). Mor — Mor! er det sandt, at Far er paa Hjemveien?

FRU WORM. — hvorfra?

OTTO. — fra — fra —

FRU WORM. Naa! — hvorfra?

OTTO (svagt). — fra Tugthuset; — erdet sandt Mor?

FRU WORM. Jeg ved ikke.

OTTO. Men de siger det alle.

FRU WORM. Hvem har sagt det til dig?

OTTO. Præsten Andersen.

FRU WORM. Præsten? — hvor traf du Præsten?

OTTO. Vilegte i Vilhelmsens Have, og saa kom han ud; — han bor der — ved du.

FRU WORM (steller med Maskinen).. Du blev vel glad, da du hørte det?

OTTO. Aa ja! — du kan vide det — Mor! saa er den over — denne fæle Tid.

FRU WORM. Din Fars Straffetid er udløben — ja; men er dermed alt over?

OTTO. Har du ikke selv fortalt mig, hvilken prægtig Mand han var — Far, før han komtil — i et Øiebliks Svaghed —

FRU WORM (opmærksomt). Svaghed! det har du fra Præsten Andersen; det var ham, som lærte dig dette om et Øiebliks Svaghed? — gjorde han ikke?

OTTO. Det kan nok være, han sagde noget sligt; men er det da ikke sandt? Mor! var det ikke saa?

FRU WORM (trækker ham nærmere). Du husker, at i den første Tid brugte jeg at overhøre dig — som vi kaldte det.

OTTO. Jeg husker hvert Ord.

FRU WORM. Lad mig høre: hvad er din Fader?

OTTO. En Forbryder.

FRU WORM. Falder der ikke Skam af det — paa dig?

OTTO. Nei, thi naar jeg selv — naar jeg — aa lad mig slippe Mor! — jeg kan ikke — ikke idag.

FRU WORM. Otto — Otto! vogt dig for dette. Nu har jeg arbeidet med dig i disse lange Aar, forat du skulde se Tingen uden Omsvøb — som den var. Skal du nu begynde med denne Svaghed — (bryder ud) thi det er ikke sandt dette, at et Menneske intet formaar ved egen Kraft. Du maa selv, og du kan selv gjøre dig til en ærlig Mand, men aldrig — aldrig, hvis du begynder at tale om Svagheden — et Øiebliks Svaghed! (stryger sig over Panden). Se saa — Otto! gaa ind og leg med lille Hansemand— er du snil; men vær lidt stille.

OTTO (stanser ved Døren). Men Mor! — du svarte mig ikke; — hvis Far nu kommer?

FRU WORM Ja Otto! — du faar stole paa mig. Hvis du virkelig faa din Far igjen, skal jeg komme og hente dig; men du skal blive derinde i Barnekammeret; — hører du?

OTTO Ja Mor! (gaar).

Fru Strøm kommer fra Gaden. Fru Worm vender sig, studser lidt, men reiser sig og gaar til Disken.

FRU WORM. Er der noget, hvormed jeg kan være til Tjeneste?

FRU STRØM (gaar udenom Disken og frem i Stuen). Nei — nei Kjære! — jeg kommer jo ikke som Kunde. Godaften Marie! — hvorledes har du det?

FRU WORM (koldt). Tak godt.

FRU STRØM (forlegen). Nei, at du kunde tro, jeg kom, for at kjøbe noget!

FRU WORM. Jeg syntes nok, det var lidt underligt; min Forretning fører jo ikke mange Ting, som kunde passe for Dem.

FRU STRØM. Jeg synes, du siger De til mig? — det er ikke pent af dig Marie.

FRU WORM. Undskyld; det faldt mig naturligt; det er saa længe siden, vi skiltes.

FRU STRØM. Og hvis Skyld er det? — din — udelukkende din, Marie! ligefra Ulykken skete, har du gjort at for at støde os fra dig — baade mig og hele Eders gamle Omgang.

FRU WORM. Jeg gik min Vei og fandt min Vei.

FRU STRØM. Det gjorde du; — det siger alle: det er beundringsværdigt, hvorledes du klarede dig. Men husk ogsaa paa, at vi alle stod færdige til at hjælpe dig; — husk bare, hvad du svarede os, dengang vi vilde holde Bazar for dig!

FRU WORM. Jeg husker det, — aa jeg husker det godt.

FRU STRØM. Ja — saa kan du heller ikke undres paa, at vi trak os tilbage — nogen hver.

FRU WORM Jeg undres ikke; — jeg beklager mig heller ikke.

FRU STRØM (lidt forvirret). Nei — det gjør du ikke; men jeg skal sige dig noget — Marie! — Ulykken har forhærdet dit Sind — som Pastor ANdersen siger. Naar jeg mindes, hvorledes du var, — den første blandt os alle —

FRU WORM. Var det, for at fortælle mig dette —?

FRU STRØM (godmodig). Nei — nei sleikke — tværtimod Kjære! — jeg havde netop foresat mig at springe over det mellemliggende, for nu er alt det færdigt og glemt skal det være, — ikke sandt? kom lad os sætte os; jeg er kommen, for at tale med dig i Venskab — ikke sandt? i Venskab som i gamle Dage.

(Fru Worm sætter sig ved Maskinen; Fru Strøm trækker en Stol nærmere).

FRU WORM. Du skal have Tak — Caroline! men mon vi kan forstaa hinanden — længer?

FRU STRØM. Hvorfor ikke? — gamle Veninder, — gamle Koner — snart — begge to! naar bare du vilde være lidt mindre — jaja! nu begynder jeg, — til Sagen — som Strøm siger: din Mand kommer iaften, — ikke sandt? — du venter ham?

FRU WORM. Jeg ved, han er med Dampskibet.

FRU STRØM. Nuvel! — vi har talt om det hjemme; først vilde jeg havt Strøm med; men — forstaar du! som Byfoged — ikke sandt? — og siden det just var ham, som — som

FRU WORM (roligt). — som afsagde Dommen.

FRU STRØM. — uf ja! — ikke sandt? — men han sagde: gaa du Caroline! — jeg har ingenting mod det! — det var pent af Strøm — ikke sandt? — og derfor er jeg kommen, for at følge dig ned og tage mod Worm paa Bryggen.

FRU WORM. Men jeg gaar sletikke derned.

FRU STRØM. Gaar du ikke ned paa Bryggen? — men Marie! vil du virkelig, at din Mand skal stige iland forladt og ensom, ganske som en — en

FRU WORM. — somen dimitteret Straffange —

FRU STRØM. Hvor kan du sige sligt om din egen Mand!

FRU WORM. Er han da andet?

FRU STRØM. Men tænk dog paa, hvad han var; husk, hvor vi alle var optagne af Alfred Worm — jeg selv ikke mindst — jeg kan gjerne tilstaa det — dengang han kom fra London første Gang —

FRU WORM. Men Kjære! — det gjør jo bare Faldet des dybere.

FRU STRØM. Faldet — siger du! — Faldet; — ja ved du hvad Marie! vi nødes saa mangen Gang til at slaa af paa vore Strængheder her i Livet — helst nufortiden — og allermest, naar det gjælder Kjøbmænd; mellem Handelsfolk — ser du, — ja Strøm! ved du, hvad han siger? — saadan i Fortrolighed? — han siger (ser sig om): jeg kunde Pinedød ligesaa gjerne sætte dem under Tiltale allesammen! Ja du forstaar, det er naturligvis Overdrivelse, du ved, hvordan Strøm er — ikke sandt?

FRU WORM. Siger Byfogden ogsaa det om mig?

FRU STRØM. Om dig? Marie! — Nei Gudbevare mig!

FRU WORM. Ja jeg er ogsaa med blandt Kjøbmændene. Fru M. Worms Uldvarehandel — det er en FOrretning, en noksaa stor Forretning.

FRU STRØM. Aa, men det er jo noget ganske anderledes med dig — ganske anderledes. Nei, det er Mændene, Strøm mener, disse Grosserere. Han siger, Worm kan snart være i en Stilling igjen omtrent som før.

FRU WORM. Som før! — synes du egentlig, det er noget at tragte efter?

FRU STRØM. Ja ser du — Marie! du er bleven saa stræng — meget strængere end jeg vidste og meget — meget strængere — synes jeg ialfald — end det passer for vor Tid. For serdu, naar nu Menneskene — eller ialfald Mændene er som de er, saa er det dog Uret, at lade det gaa ud over en enkelt — ikke sandt? — alle bør hjælpes ad, lette Byrden for hinanden, — det er dog iethverfald meget smukkere, det maa du indrømme? — hør nu før Exempel et Træk: jeg traf Fru Hessel, hun fortalte, at hendes Mand og flere andre vilde hilse paa Worm, naar han kom; — det er dog virkelig pent af dem — ikke sandt?

FRU WORM. Jeg kan ikke indse det. Hvis Byfogden har Ret, — og han maa jo kjende dem, saa synes jeg ikke, disse Herrer gaar sin Ære for nær ved at hilse. Men — som du selv siger — med mig er det anderledes — ganske anderledes.

FRU STRØM. Men hvorledes har du da tænkt at tage imod ham?

Fru Worm ser paa hende.

FRU STRØM (forvirret). Ja undskyld Marie! — jeg spør dig saa ligefrem; men naar du Worm, som vi alle interesserer os for, naar han nu kommer hjem til sit Hus igjen — ikke sandt? — saa —

FRU WORM (steller med Maskinen). Dampskibet ligger her en Time.

FRU STRØM. Ih men Gud bevare mig! — du mener ikke, han skulde reise videre? — er du da ganske fra Sands og Samling? — ved du da ikke, at du er lovlig gift med ham? — at han er din Mand?

FRU WORM. Jo, — jeg tror nok, at jeg ved det .Her sidder jeg i et Hus, som er mit; min Mands — det vil sige vor Gjæld er betalt; ingen Fremmed har noget her at fordre. Men jeg ved, at der findes et Menneske — netop min Mand — som du siger, der med Loven i Haand kan træde ind over den Dørtræskel og ødelægge alt dette for mig: (med øgende Heftighed) mit Erhverv, min Hæder, min Uafhængighed — ja mit gode Navn; — men min Person — mig selv — — lad ham vogte sig!

FRU STRØM (reiser sig). Men Gud — Marie! — du forfærder mig. Er der da ikke Medlidenhed skabt i dig? tænk naar han kommere angefulde og —

FRU WORM. — angerfuld — siger du (sidder lidt, men ryster saa paa Hovedet). Du kan jo spørge din kloge Mand, om Statistikken viser, at vore Straffeanstalter forbedrer.

FRU STRØM. Fy Marie! hvor haardt du taler; — aa Gud være lovet! — der kommer Præsten Andersen!

PRÆSTEN ANDERSEN (kommer ind). Godaften — mine Damer; — godaften Fru Worm! (Fru Worm hilser stivt uden at reise sig og lægger et nyt Arbeide tilrette paa Symaskinen) Jeg kunde vel tænke mig, at gamle Veninder maatte gjenfinde hinanden i en saadan Stund. Det var smukt af Dem — Fru Strøm.

FRU STRØM. Aa Hr. Pastor! — noget særligt smukt var det vist ikke; men Meningen var god — ikke sandt? — jeg tænkte, Marie vilde sætte Pris paa at have nogen med sig —

PRÆSTEN. Jeg kommer ogsaa for at ledsage —

FRU WORM. — Forbryderens Familie —

FRU STRØM (gjør Miner til Præsten). Ja saadan er hun! — Kjære Pastor Andersen! — tal til hende. Jeg gaar nedover Gaden og venter; Gud give, du vilde være med — Marie!

FRU WORM (følger hende til Døren). Du skal have hjertelig Tak — Caroline! — men det var som jeg tænkte; vi forstaar ikke hinanden længer.

FRU STRØM. Jeg beder deg bare: hør Præsten — Marie! — hør paa ham! (gaar).

Fru Worm vender tilbage og sætter sig ved Maskinen; Oræsten gaar lidt om i Stuen.

PRÆSTEN. De har altsaa ikke kunnet overvide Dem til dette Møde med Deres Husbond — saaatsige under Menighedens Øine? — aa nei! — jeg kan vel tænke mig det; det ligner Dem — Fru Worm.

FRU WORM. De har været herinde — Pastor Andersen! flere Gange —

PRÆSTEN. Det har jeg — ja; som Formand i Sømandsmissionen og forskjellige —

FRU WORM. Og hver Gang har De grebet Anledningen til at tale til mig om — om andre Ting —

PRÆSTEN. — om det ene fornødne, — ja — det har jeg.

FRU WORM. Men De har ganske vist ogsaa hver Gang følt, at jeg — jeg for min Part —

PRÆSTEN. — helst vilde være fri, — det har De paa det utvetydigste ladet mig føle.

FRU WORM (stille). Men hvorfor vil De da — just iaften —

PRÆSTEN. — iaften mer end nogensinde —

FRU WORM. Sig mig — Pastor Andersen! tror De ikke, jeg har Forstand nok til at dømme i en Sag, som angaar mig selv?

PRÆSTEN. Forstand og Dømmekraft har De visselig nok af — men end nok, kunde jeg fristes til at sige.

FRU WORM. Naar jeg da har taget en Beslutning.

PRÆSTEN. Ak — Fru Worm! — hvorofte skuffe vi os ikke selv, naar vi forlade os paa den naturlige Forstand.

FRU WORM (stigende). Men naar jeg nu helst vil gaa min egen Vei, uden at Nogen —

PRÆSTEN. — saa er det alligeve lmin Plige —

FRU WORM. Pligt? De vil dog ikke for Alvor hævde nogen Ret eller Myndighed over mig, fordi De har faaet Dem Deres Levebrød anvist i denne By — af Regjeringen?

PRÆSTEN (tvinger sig). Jeg vil hverken mer eller mindre end opfylde min Pligt i al Skrøbelighed — efter Ordet, som byder Ordets Tjener at være Enkers Trøst og de Faderløses Fader.

FRU WORM (lægger Hænderne fast paa Symaskinen). Se denne Enkers Trøst og mange Faderløses Fader, — den er ikke skrøbelig.

PRÆSTEN. De er stolt af Deres Arbeide — og for en Del medrette; det har bragt Dem langt, gjort Dem uafhængig af den offentlige Medlidenhed, som De havde en saa overdreven Skræk for. Men dette samme Arbeide har ogsaa meddelt Dem en kanske vel stor Selvtillid. Derfor er jeg saa taalmodig overfor Dem (hun begynder at sy; men Præsten lægger Haanden paa Maskinen og fortsætter) — derfor er jeg saa taalmodig overfor Dem; og derfor kommer jeg just iaften, fordi jeg troede, De forstod, at herefter er mit Forhold til dette Hus og til Dem noget anderledes.

FRU WORM. — tim mig! — til mig? — Pasto!

PRÆSTEN. Deres Mand — Fru Worm! — er jo af de ulykkelige, der ere komne som man siger — paa Kant med Samfundet; og den samvittighedsfulde Sjælesørger har fortrinsvis overfor saadanne —

FRU WORM. Vel — vel! — men jeg?

PRÆSTEN. Ja De — Frue! og Deres Børn, — De sa’ det selv for lidt siden paa Deres egen haarde Maade: De er Forbryderens Familie.

FRU WORM. (bøier sig over Maskinbordet med Ansigtet i Hønderne). Ak — ja — ja.

PRÆSTEN. I et saadant Hus, i en saadan Familie bliver PRæstens Kald dobbelt manende, hans Pligt dobbelt bydende. Og jeg gaar til dette Arbeide med god Fortrøstning, hvad Deres Mand angaar; — jeg har havt rigtigt velsignede Efterretninger om ham fra Strafanstaltens Præst. Jeg har godt Haab om at kunne gjengive dette skrøbelige Menneske til Kirken og Samfundet som en frelst Broder. Og med Tiden, naar Glemselen og den gjensidige Overbærenhed, vi alle skylde hinanden, har virker — lad os sige nogle Aar — vil han ogsaa have gjenvundet sine Medborgere Agtelse; og da vil Erindringen om de onde Dage miste sin Brod og blive baade for ham selv og for hanse ne gavnlig Paamindelse til Ydmyghed — til Ydmyghed — Fru Worm!

FRU WORM (se op). — og jeg! jeg! —

PRÆSTEN De Frue! — De skal bære Korset sammen med ham som en trofast Hustru. De skal hjælpe ham til — uden Knurr at bære al den Ydmygelse, som endnu maatte være ham forbeholdt, saa at han lempeligt og uden Anstød kan glide ind igjen paa sin forrige Plads i vort lille fredelige Samfund. Det er dette, jeg ikke skal blive træt af at foreholde Dem og maatte den gode Gud — men se! (peger ud af Vinduet) der kommer han! — de hilser, hvor smukt! hvor broderligt! O Frue! har De forhærdet Deres Hjerte mod ham, saa lad det være glemt i denne Stund; lad ham føle sig som den forlorne Søn, der omsider fandt hjem. Jeg kommer tilbage; men nu vil jeg ud og møde ham. Menigheden skal se sin Sjælesørger træde i hans Fodspor, der sad tilbords med Toldere og Syndere (ud).

(Fru Worm sidder stille og sammensunken, mens Sypigerne — (fem—sex) — kommer fra høire og gaar ud — glade og fornøiede: Godnat Frue! o. s. v.)

JOMFRU HANSEN (kommer sidet). Ja nu gaar jeg paa Expeditionen Frue! var det mere?

FRU WORM (tager sig sammen). Vent lidt — Jomfru Hansen! (Hun gar hen og aabner en Skuffe i Disken og tager en Tegnebog ombunden og forseglet.) De har kanske hørt i Byen, at der er Nogen ventende, — at der med Dampskibet —

JOMFRU HANSEN (stille). Ja Frue! — jeg ved det.

FRU WORM. Vil De nu gjøre mig den Tjeneste at blive nede paa Bryggen, indtil Dampskibet gaar?

JOMFRU HANSEN. Ja gjerne — Frue! det er bare morsomt.

FRU WORM. Og hvis De saa ser Nogen — (samle sig) hvis De saa ser min Mand — Jomfru Hansen! — gaa ombord igjen, for at reise videre, saa giv ham denne (leverer Bogen) — helst saa Ingen ser det, — lever den bare fra mig; intet videre.

JOMFRU HANSEN. Ja Frue! — det skal blive besørget (gaar, men stanser). Men hvis — hvis han ikke gaar ombord igjen? —

FRU WORM. — Hvis ikke! — (tænker lidt) hvis ikke — Jomfru Hansen! — saa kommer jeg selv.

Jomfru Hansen gaar, og Fru Worm ordner i Stuen og paa Disken; men idet hun ser sin Mand ude paa Gaden, gaar hun hurtigt fremover og stiller sig halvt bagved Symaskinen.

WORM (kommerhurtigt ind og løber mod hende). Marie! Marie! — endelig har jeg dig igjen! (Hun ser op og gjør en Bevægelse, hunstanser). Hvad? — hvorledes er det, du tager mod mig? — du vidste jo, jeg kom? —

FRU WORM (med Anstrøgelse). Jeg vidste — ja jeg vidste, du var med Dampskibet, og saa troede jeg, at du — (stanser).

WORM. — hvad troede du?

FRU WORM (ser prøvende paa ham). — at du vilde besøge os —

WORM. — besøge! — besøge? — jeg er kommen hjem — hjem efter lange Aar, og saa møder du mig paa denne Maade!

FRU WORM (skuffet og bedrøved). Aa Henrik — Henrik!

WORM. Det var altsaa, Præsten Andersen mente; det var det ogsaa, som gik i dine Breve: du vil virkelig være haard og uforsonlig: trykke mig — Stakkar! i Støvet, medens alle andre næsten kappes om at række mig Haanden — baade Præsten, Fru Strøm — ja indtil Hessel, han som — en af dem —

FRU WORM. — hvis Navn du efterskrev —

WORM (irriteret). At du vil lægge Sten til Byrden! — tror du ikke, det er tunget nok at bære sin Skam —

FRU WORM — ligefra Tugthuset og hjem til mig —

WORM (stigende). Hvor skulde jeg hen? — hvor skulde jeg vente Hjertelag og Opmuntring uden i mit eget Hjem! — hos dig, som er min Hustru for Gud og Mennesker? (hun vil afbryde). Ja — jeg ved det, min Feil var stor; men tro du mig — Marie! saa forfærdelig som den synes i dine Øine — var den ikke.

FRU WORM. Saa? — du mener?

WORM. Fruentimmer forstaar ikke sligt; hvad veed de om Mændenes Pengeafærer. Du har ingen Idé om, hvor haarfin den Grænse er, der skiller det strafbare fra det, som en Kjøbmand kan tillade sig, for at tjene Penge eller redde sig i et Knibetag. Saa fin er denne Grænse, at naar man først drives hen i Nærheden af den, saa mærker man næppe selv det Punkt, hvor man skred over.

FRU WORM. Men naar man mærker det —?

WORM. Naar man bliver opdaget? (trækker paa Skuldrene) — ja, da er det jo forbi. Men derfor var det ikke frit, jeg ærgrede mig lidegran i mit stille Sind, da de Herrer dernede (ud af Vinduet) hilste paa mig med saa megen Nedladenhed. Oh! — jeg kjender dem! — jeg kjender denen noble Kunst at være en ærlig Mand! — lidt forsigtigere, — lidt finere — det er de, men bedre? — neigu om de er stort bedre end jeg, — nei ikke en af dem!

FRU WORM. En kjender du, som er uden Svig og som vil hjælpe dig, naar du kommer paa den rette Maade.

WORM (træt). Aa ja! — ham har jeg hørt nok om hos Fængselspræsten, — vil nu du ogsaa begynde? — du mener Vorherre.

FRU WORM. Nei; jeg mener din Kone.

WORM (overrasket). Men du vil jo ikke røre mig.

FRU WORM. For du kommer ikke paa den rette Maade! (Stilhed. Worm prøver at se paa hende, men hun slaar Øinene ned.) Sæt dig — Henrik! og hør paa mig. — Du siger, jeg forstaar mig ikke paa Forretninger og sligt. Dengang vi blev gifte, da forstod jeg ikke disse Ting, — det har du ganske Ret i; — jeg var jo opdraget paa den gode gamle Maade til ingenting at vide om det praktiske Liv. Kun dette ene havde jeg: en saa stor Skræk for Uærlighed og Forbrydelse, at om du havde forraadt dig isøvne, var jeg listet mig efter Politiet og havde ladet dig gribe i min egen Seng. Men du forraadte dig ikke! — End ikke i Drømme faldt det dig ind, at din Hustru, somdu lod leve sorgløst i et Skin af Rigdom, — at du skyldte hende Regnskab — endsige da, at du skulde falde paa at søge Raad og Støtte hos mig.

WORM (lidt mygere). Jeg kunde ikke du, — jeg tænkte paa det. —

FRU WORM. Ja havde du dengang følt, hvad du skyldte mig, saa var det aldrig gaaet, som det gik; — det tør jeg sige nu.

WORM. Det kan nok være —

FRU WORM. Thi nu har det vist sig, at jeg slet ikke er uden Evne som Kjøbmand. Jeg er selv midt oppe i Handelslivet; min Forretning er mere solid end din nogensinde var; jeg har Forbindelser baade indenlands og udenlands; mit Navn er godt, og — og dit Navn er ogsaa — forsaavidt godt, som din Gjæld er betalt.

WORM (overrasktet). Men Marie! — det har jeg ikk vidst! —

FRU WORM. Og fremfor alt: Du skal ikke kunne finne den mindste Plet paa min Forretning fra første Dag og til dette Øieblik.

WORM. Enhver, som kjender dig, kan vide det.

FRU WORM. Nuvel! — lad os altsaa tale sammen som Kjøbmænd. Her sidder jeg i en Drift, som jeg selv har grundet og selv arbeidet op. Synes du nu — rent forretningsmæssigt talt — synes du, det er i sin Orden, at du gaar lige fra Tugthuset og ind i en saadan Forretning ikke blot som Kompagnon, — nei! efter vore Love er du den, som eier og styrer det hele! synes du virkelig, du kan forlange det?

WORM (ser væk). Nei — jeg kan vel ikke det — det er sandt —

FRU WORM (blødere). Og kan du saa ikke tænke dig, hvor bitterligt tungt det maa være for mig at se dig komme saaledes tilbage fra din Straf og Elendighed og høre dig sige, at Kunsten at være ærlig bestaar bare i at være fin og forsigtig?

WORM (bøier Hovedet). Jo Marie! — jeg begynder at forstaa dig —

FRU WORM (indtrængende). Og tænk saa paa Otto og lille Hansemand! hvad skulde der vel blive af de Børn, som voxte op hos en Far med en Fortid som din og med slige Grundsætninger?

WORM (fortvivlet). Nei — nei Marie! — det maa aldrig ske! ikke Børnene! — du maa hjælpe mig —

FRU WORM (gaar hen til den Stol, hvori han er sunket ned og bøier sig over ham). Det er jo det jeg vil; jeg vil hjælpe dig — min stakkels Ven! — og du kan endnu hjælpes, det tror jeg — det ser jeg nu — (farer sammen ved Lyden af Dørklokken og trækker sig atter hen til Symaskinen).

Præsten Andersen fører Fru Strøm ind.

FRU STRØM. Ja — Marie! det er Præstens Skyld! jeg sagde, det var ikke sikkert, du vilde lige det, — ikke sandt?

PRÆSTEN (idet han sætter Hatten paa Disken og gaar fremover i Stuen). Jeg tager Ansvaret, hvis der er noget. Men et Gjensyn som dette er en fælles Glæde for Menigheden, og Herrens Tjener er paa sin Plads —

'FRU WORM — i Forbryderens Hus.

PRÆSTEN (studser). Den samme haarde Tone! — altsaa har hellerikke Synet af denne haardt prøvede Mand formaaet at blødgjøre —

WORM (usikkert). Undskyld Hr. Pastor! — men jeg tror nok, at Marie — at min Kone paa sin Maade kan have Ret —

PRÆSTEN. Ret? — aldrig i Evighed bliver det Ret for et skrøbeligt Menneske at hovmode sig i Strænghed og Selvretfædighed; — allermindst sømmer det sig en Hustru overfor sin ægteviede Husbond, — er han end aldrig saa dybt nedbøiet.

Fru Strøm har opdaget Otto, som kiger i Døren til Sovekammeret; hun trækker ham halvt ind.

FRU STRØM Marie! — faar ikke Otto Lov til at komme ind?

FRU WORM. Nei.

PRÆSTEN. Hvad? — har De endnu ikke seet Deres egne Børn? — Worm!

WORM. Nei — jeg har ikke det.

PRÆSTEN. Men har det da ikke været Deres Længsel —

WORM (lidt indsmigrende). Præsten kan vel vide, at jeg inderligt gjerne vilde; men kanske min Kone —

FRU WORM (vender sig bort). Ak! ak! nu tar de ham fra mig igjen — Stykke for Stykke!

PRÆSTEN Isandhed! jeg frygter ikke denne haarde Kvinde. Kom herhen — Otto! din Fader er kommen hjem.

FRU WORM Otto! kom til mig; du blir hos din Mor.

(Otto hen til hende.)

PRÆSTEN. Vogt Dem — Fru Worm! — i Trods og Selvgodhed sønderriver De de helligste Baand. Otto! — se din Far! — kan du modstaa dit Hjertes Stemme?

Otto staar raadvild; men styrter saa over til Faderen som omfavner ham.

PRÆSTEN. Endelig maatte da ogsaa dette gjenstridige Sind bøie sig. (nærmere.) Ja alene! Fru Worm! det er netop Ordet, der sent eller tidligt lamslaar den, der vil leve Livet ved egen Kraft. Thi alene og uden Hjælp kunne vi ingenlunde finde Vei gjennem Livets Fristelser og Farer — og de ere mange og mange Slags — mine Venner! Lad derfor den ene ikke dømme den anden; thi hvad se, hvad vide vi — kortsynede Mennesker. Hvem ved, om ikke den, der gjennem Feiltrin førtes til Ydmyghedens trange Port — om ikke han i al sin Skrøbelighed er et velbehageligere Syn for den retfærdige Dommer end den, som stolende paa sig selv og sin egen Kraft for vore Øine syntes at føre en ulastelig Vandel. — Nei kjære Venner! lader os gjensidigen dække hinanden med Overbærenhedens og Broderlighedens kaabe! thi kun dette ene vide vi om hinanden, at vi alle ere saa svage — oh! saa svage! —

FRUW WORM (reiser sig med Heftighed). Løgn — Præst! saa svage er ikek Menneskene, men De og Deres Lige gjør dem svage. I magtstjæler deres Vilje og trækker os alle ned i en fælles Elendighed af Svaghed og Halvhed, hvor hver ødsler med Overbærenhed, for at faa sin egen Skjændsel skjult. Al denne Snak om Svagheden bygger netop Bro fra den spirende Lyst til det stærke Begjær, der ender i Forbrydelse; og saa kommer Overbærenheden og fører Forbryderen gjennem en Halv-anger den samem Vei tilbage til et halvt-ørligt Samfund fuldt af Feighed og Ydmyghed! Derfor gaar det som det gik min Mand og saa mange — mange fler; der er ingen Selvtillid, ingen Kraft i Kampen foran Fristelsen; og derfor er der helleringen rigtig Helsebod i Angeren bagefter Brøden — (vender sig pludselig mod Worm og siger med forandret Stemme) Thi du har ikke angret — Henrik! — Havde du angret i Sorg og Skam, da var jeg den sidste, du havde opsøgt. I den fjerneste Krog af Verden havde du skjult dig, — glad ved at arbeide og slide for dem, du saa grusomt havde skuffet og forurettet. Og naar du da følte dig saa ussel, at du ikke kunde tænke paa dine uskyldige Børn og din retskafne Kone uden at rødme, — naar du næppe vovede at sende mig, hvad du fortjente i ærligt Slid og Savn, da — vilde jeg tage dine Sønner ved Haandne og ile afsted over Land og Hav,gjennem Byernes Larm og Menneskenes Vrimmel til dig — til dig du elskede Mand! — thi jeg elsker dig — som du var, da vi var unge, og som du skal blive igjen, saasandt som jeg føler, at min Kjærlighed har Kraft til at hente dig op af dig selv og vende dig mod Lys og Sandhed i et nyt Liv for dig og dine!

WORM (har fulgt hende i stigende Bevægelse). Ja — saa er det; saa skal det ske! — det staar for mig som Lys — som en Port, der sprang op; først nu gik jeg ud af Fængslet og du — Marie! — du lukkede op og frelste mig.

FRU WORM (gaar ham straalende imøde med framstrakte Hænder). Se! se! — jeg har vundet ham tilbage! O — du min egen — egen Henrik!

WORM (bøier sig over hendes Hænder og kysser dem). Tak — Tak for alt og tilgiv! (hanomfavner hurtigt Otto og skyder ham hen til Moderen.) Farvel allesammen — Farvel Marie! — (gaar mod Baggrunden.)

FRU WORM (efter ham). — og lille Hansemand! — Henrik! vil du ikke gaa gjennem Barnekammeret?

(Worm vinker taknemligt til hende og gaar hurtigt ud tilvenstre)

OTTO (griber fat i Moderen). Men Mor — Mor! skal han nu reise fra os igjen?

FRU WORM (glad). Nei — Gutten min! Nu er din Far paa Hjemveien!

(Tæppet falder).