Hopp til innhold

Paa Havet (1862)/3

Fra Wikikilden
Paa Havet (Del 3)
FolkevennenEllevte Aargang (s. 329-362).
◄  Del 2
Del 4  ►
Paa Havet (Del 3)
Paa Havet.[1]
Ved Eilert Sundt.

I. Sagens Alvor for Tromsø Stift.

Det kan gjøre et underligt Indtryk paa Sindet, at gaa fra Bygd til Bygd med Blik og Tanke fæstet paa et enkelt hvilketsomhelst Stykke af Folkets Kaar og lægge Mærke til den stadige Tilstand paa hvert Sted og den gradevise Overgang og Forandring fra den ene Egn til den anden eller fra den ene Ende af Landet til den anden.

Just nu har jeg i Tankerne gaaet en saadan Gang, idet jeg har læst en hel Række af Beretninger om en enkelt Sag, Præstegjeld for Præstegjeld i hele det vidtstrakte Tromsø Bispedømme eller Nordlandene og Finmarken, Beretninger fra Sognepræsterne om – de i 1861 indtrufne Ulykkes-Tilfælde, hvorved Folk ere omkomne formedelst Drukning.[2]

En Gaardmand med sine 2 Sønner reiser med en Baadladning Ved og er allerede kommen ganske nær Hjemmet, da et Vindstød pludselig omkaster Baaden. Alle komme sig dog op paa Hvælvet, og Baaden driver mod Land; men nu tager Masten Bunden, derved hvælves Baaden paa ny, og Faderen driver af og omkommer; Sønnerne reddes paa den Maade, at de holde sig fast ved den flydende Baad, indtil den kommer saa nær ind, at de kunne vade tillands. Den Døde blev siden funden, tæt udenfor hans Søbrygge.

I en anden Bygd var der en ung Kone, som havde sin Søster med, og som ligeledes kom seilende med en Ladning Risved. Baaden var saa læk, at de neppe kunde holde det med Øsing; men de vare dog allerede nær Hjemmet, saa Konens 2 smaa Børn, som havde været alene hjemme, kom ned i Fjæren for at tage imod dem – da kom der et Vindkast, den af Vand og Ved overfyldte Baad hvælvedes, Konen kom under, og det blev hendes Død.

I Skots-Tinden, et Fjeld ude mod Havet i Stegens Præstegjeld, er der flere Skar eller Fordybninger, hvor Sydvestvinden trænger sig igjennem med frygtelig Kraft, saa den falder som en Hvirvelvind ned paa et enkelt Sted lige i Leden eller det almindelige Farvand. Paa Reise til Lofoten komme 5 Helgelands-Baade her forbi, 2 Mand i hver Baad. Enten have de ikke hørt om Skots-Tinden, eller ikke nøie nok kjendt det farlige Sted, eller ikke fundet Veiret den Dag betænkeligt – men med Et falder Hvirvelvinden ned over dem og fælder Baadene, saa de bleve liggende i en Kreds, med Mastetoppene ind ad og næsten berørende hinanden. Der kom Hjælp til og reddede 5 af Mændene; de andre blev.

Længere mod Nord: Tre Brødre, 25, 21 og 15 Aar gamle, Sønner af Kirkesangeren i Sognet og hans Alderdoms Støtte, snilde, haabefulde Gutter, vare en Dag i Januar ude for at sætte deres Line-Brug. Pludselig røg en orkanagtig Storm op, af Nordvest, med Hagl-Ilinger og Snekav; det blev dem umuligt at ro sig op under Land; Storm og Sø rev dem ud over Fjorden, Baaden fyldtes, og de fandt sin Grav i Bølgerne.

Fremdeles langt Nord: Juledags Morgen gik 7 Mennesker i Baad sammen for at reise til Kirke; de havde endda et Barne-Lig med. De reiste ud i ganske stille Veir. Men pludselig kastede et rasende Uveir sig over Sundet, saa Søen hævede sig indtil 3 Alen i Fjæren. Baaden forliste og Alle omkom. Man kunde paa ingen Maade tilskrive Ulykken Uforsigtighed eller Mangel paa Omtanke; det var som et Under over alle Undere, at de andre Baade i Farvandet bleve bergede; de ældste Folk kunde ikke mindes Mage til Uveir. Blandt de 7 var en Mand, som efterlod Kone og 2 Børn, ligesaa en Ungkarl paa 38 Aar, som var sin Moders eneste Støtte og Hjælp i hendes Alderdom – fremdeles to Ynglinger, som vare sine fattige Forældres Haab i deres fortrykte Stilling, o. s. v.

Endnu længer mod Nord, helt oppe ved Vardø: Her blev en Baad med 3 Mand borte i Marts, og af adskillige Omstændigheder fandt man ud, at Ulykken rimelig var foregaaet paa et Strøg, hvor der formedelst Kystens Bøining gaar stærk Strøm, og hvor der er Fare for Strømskavl, d. e. skarpe, toppede Bølger, som selv i ganske stille Veir kunne dukke op lige ved Baaden og fylde den; thi det er langt værre at klare sig for det Slags Sø end for almindelig Hav-Sø.

Se, saadanne Exempler er det, jeg i Præsternes Beretninger har læst en lang og sammenhængende Række af, og det var mig under Læsningen, som om Stormen øgede og Havet blev vildere og voldsommere, efterhvert som jeg trængte nordover og vovede mig ind i Nordishavets Farer.

Her er tvende Ting, som virke sammen: jo længere mod Nord, desto farligere er Havet at befare, og jo længere mod Nord, desto mere ere Menneskene nødsagede til at friste Faren, saasom Landet er et smalt og skarpt Kystland og Havet derfor maa være baade deres Alfarvei og deres Arbeidsmark.

Lad os kaste et Blik udover hele Riget for at faa se Tingen noget mere i det Store. Vi maa da skjelne mellem Indland og Kystland og mellem Kystlandets sydlige og nordlige Strøg. Jeg begynder med det Indre af Throndhjems Stift, idet jeg sætter til Side de af Stiftets Distrikter, som støde til Havet, nemlig Romsdalen, Nordmøre, Fosen og Namdalen. Fra Throndhjem af gaar jeg sydover til Christiania Stift, som for Størstedelen er Indland, men dog har en Strimmel Kystland; derfra fortsætter sig til Christiansands og Bergens Stifter, som ere mere og mere Kystland; saa kommer jeg længer mod Nord til det trondhjemske Kystland, som nys blev omtalt, og endelig længst mod Nord til de tvende Amter, som Tromsø Stift bestaar af, Nordlandenes først og saa Finmarkens.

For de 5 Aar fra 1856 til 1860 kan det beregnes efter de offentlige Opgaver, at for hvert 10,000 (ti Tusinde) Mennesker indtraf der Aar om andet eller aarlig saa mange Dødsfald formedelst Ulykkes-Tilfælde, som disse Tal vise:

Throndhjems Stifts Indland 31/2
Christiania Stift 4
Christiansands Stift 6
Bergens Stift 7
Throndhjems Stifts Kystland 10
Nordlandenes Amt 16
Finmarkens Amt 20.

Ved denne Beregning ere alle Slags Ulykkes-Tilfælde tagne med, formedelst Lynild, Sneskred, Indebrænding o. s. v. Vil jeg gaa nøiere til Værks og holde mig til Tallene over Druknede alene, saa maa jeg forlade hin nøiagtigere Inddeling af Riget og kan ikke udføre Beregningen anderledes end for de hele Stifter, saa:

Christiania Stift 2
Christiansands Stift 41/2
Bergens Stift 5
Throndhjems Stift 5
Tromsø Stift 15.

Fordi alle de øvrige Ulykkes-Tilfælde for det meste ere faa at regne imod Druknings-Tilfældene, gjør det ikke stort til eller fra ved en Oversigt som denne, om alle regnes med eller ei; Sammenligningen mellem de forskjellige Dele af Riget falder derfor omtrent ens ud efter begge Beregninger.

Og den samme Regel, som vi af disse Tal-Rækker kunne læse os til for Norge, skulde vi vistnok finde igjen, om vi havde Opgaver over Druknings -Tilfælde for hele Europa, og ved en saadan storartet Sammenligning skulde det vistnok ogsaa vise sig, at som vort Tromsø Stift bøier sig længer op mod Nord end noget andet Land, saa er det i denne Henseende mørkere, ja sandsynligvis meget mørkere der end i nogetsomhelst andet Land.


II. Om hvordan det egentlig har sig i Tromsø Stift.

1. De trykte offentlige Opgaver om Druknede giver ikke andre Oplysninger, end at de sige, hvor stort hvert Aars Antal har været for hvert Stift, og hvor mange der var af Mandkjøn og af Kvindekjøn. Men efter den omtalte Samling af Beretninger fra Tromsø Stift kan jeg nu meddele en Række af Opgaver, hvis sjeldne Omstændighed er Frugten af et første Forsøg paa at trænge til Bunds i denne Sag.

Opgaverne angaa den i Stiftet hiemmehørende Befolkning (med Udelukkelse af Fremmede fra andre Stifter eller andre Lande), og de omfatte:

Aaret 1861.

Det hele Antal af Druknede var:

157 Personer.

Af disse er der 3, som jeg ikke kan tage videre Hensyn til her, saasom der ingen nærmere Oplysning er given om dem.

De øvrige 154 Personer kunne siges at være omkomne ved 86 Tilfælde.[3]

2. Hvad angaar Personerne, kan jeg gjøre saadan Adskillelse:

Fruentimmer (af dem 2 Børn) 15
Mandfolk, under 15 Aar 15
fra 15 til 30 – 63
fra 30 til 50 – 46
over 50 Aar 15 139
tilsammen 154.

3. Og med Hensyn til Tilfældenes Art eller Omstændigheder kan jeg til en Begyndelse skjelne mellem dem, som hændte i Ferskvand (Elv og Indsø) eller paa Søen, saaledes:

1, i Ferskvand: 17 Tilfælde, med 17 Personer,
2, paa Søen: 69 - 137

Her viser sig strax Forskjel: paa Indsøer og Elve (hvor Folk ere omkomne ved Fiskeri, Tømmerflødning, Badning, ved at falde gjennem Isen, ved at falde ud fra Stranden o. s. v.) have Tilfældene rammet kun en Person ad Gangen; paa Søen derimod, hvor der naturligvis ogsaa stundom har været kun 1 ad Gangen, har der til andre Tider været flere sammen, saa der med et Middel-Tal kommer næsten nøiagtig 2 paa hvert Tilfælde. Vi kunne sige, at Ulykkes-Tilfældene paa Søen ere ikke alene mange Gange hyppigere, men ogsaa voldsommere, graadigere.

Der er en Forskjel til: af dem, som druknede i Elve og Indsøer, vare to Trediedele (11 af 17) enten Fruentimmer eller af Mandkjønnet Børn under 15 og Gamle over 50 Aar; af dem derimod, der faldt som Offere for Søens Voldsomhed, var lige omvendt mere end to Trediedele (103 af 137) Mandfolk i den bedste Alder (mellem 15 og 50 Aar), altsaa af dem, hvis Arbeide og Erhverv i Regelen underholder de Gamle og Børnene og Kvinderne.

Disse Forskjelligheder fortjene at lægges Mærke til – af den Grund, at Faren paa Indsøer og Elve kan være ligedan i et Indland, f. Ex. det Indre af Christiania Stift. Vi kunne sige, at Indlandet har den mindre Fare tilfælles med Kystlandet, men at dette har baade den mindre og den større.

4. Med Hensyn til Tilfældene paa Søen kan jeg fremdeles gjøre saadan Adskillelse:

a) Folk, som lige fra Stranden af ere komne ud i
Vandet: 8 Tilfælde, 9 Personer
b) Skibsfolk: 5 11
c) Baadsfolk: 55 117

Størstedelen af Klasse a. er Børn og nogle faa Voxne, som ere faldne ud i Vandet. Et Par Børn og 1 Voxen ere omkomne ved Badning.

Til Klasse b. har jeg regnet alle Druknede af Skibsmandskaber, hvad enten Tilfældet indtraf inden- eller udenfor Stiftets Grændser, og hvad enten Ulykken hændte ved Skibets Forlis eller ved at falde overbord eller ved Forlis med Baade i et eller andet Erinde fra Fartøiet af.

Paa den netop nævnte Undtagelse nær henregner jeg alle, som i hvilketsomhelst Erinde færdes i Baad, til Klasse c.

5. I denne Klasse c. se vi største Mængden af alle de sørgelige Tilfælde indbefattede, og paa den skulle vi henvende vor fortsatte Opmærksomhed.

Først deler jeg de 56 Tilfælde, eftersom Ulykken bestaar deri, at en Person er faldet ud af Baaden, eller deri, at Baaden er gaaet under:

a) faldet ud af Baaden, 4 Tilfælde, 4 Personer,
b) Baaden gaaet under, 52 113

Alle de 4 Personer ved de førstnævnte Tilfælde vare Mænd over 50 Aar, tildels meget gamle. De have været ude alene, i forskjellige Erinder; en af dem laa ved Stranden og skar Tare; efter andre har man fundet Baaden paa ret Kjøl, og man har sluttet, at de i en eller anden Hensigt have reist sig op eller strakt sig ud, og at de saa have tabt Ligevægten.

6. Nu have vi igjen de 52 Tilfælde, hvor Baaden er gaaet under, hvad enten nu dette er skeet paa den Maade, at den er bleven knust mod Klipperne, eller saa, at den er bleven fyldt af Bølgerne, eller endelig saa, at den er bleven kastet om, hvilket sidste atter kan være skeet, enten fordi Baaden er kommen op i Braad og Brand over Fald eller Skjær, eller (og dette er det ulige hyppigste) fordi Seilet er blevet rammet af et Vindstød.

Disse Tilfælde kunne vi atter dele i flere Klasser efter Beskaffenheden af Baadenes Erinder, saa:

a) Kirke-Reiser, 2 Tilfælde, med 9 Personer,
b) Andre Smaareiser 19 35
c) Vareførsel 5 8
d) Fiskere 26 61

a. Paa Kirke-Baade er der gjerne Samlinger af begge Kjøn og alle Aldere. Saa har det ogsaa været her, og blandt de 9 Personer var der f. Ex. 3 Fruentimmer.

b. Under Begrebet Smaa-Reiser er indbefattet ikke alene Reiser til og fra Byen og Handelsstederne og Markederne o. desl., men ogsaa en Del Baadfarter, hvis Hensigt ikke var opgivet; det er dog rimeligt, at en Del af disse vare Fisketoure, saa de rettelig skulde været talte ind under Klasse da.

c. Naar en Baad lades med en Vare, som ruver meget eller har stort Omfang i Forhold til Tyngden, saasom Kviste-Ved, saa kan der lægges en stor Hob paa, og Baaden kan endda bære; men den bliver overlastet (faar Tyngden for høit oppe), og derved er den snar til at gaa om. Blandt de 4 her nævnte Baade, var der 3 Vedbaade. Den 4de Baad var ladet med tomme og fyldte Tran-Stamper, ubetænksomt satte saa, at de tomme og lette stode underst, de fyldte og tunge øverst. Den 5te Baad endelig var fuld af Tare, som to Kvinder havde været henne at skjære (rimeligvis til Kreatur-Foder).

d. Her er indbefattet alle Baadfarter, som ere foretagne for Fiskeriets Skyld, altsaa ikke alene Reiser fra Land ud paa Fjorden eller Havet for at sætte eller trække Fiskeredskaber o. s. v., men ogsaa Reiser fra Hjemmet til Fiskeværene og tilbage, ofte lange Reiser, f. Ex. fra Helgeland til Lofoten eller fra Senjen til Vest- og Øst-Finmarken.

7. Under den Post „Fiskeri“ have vi altsaa det største Tab af Menneskeliv at beklage. Hvert Tilfælde river med sig med et Middel-Tal mellem 2 og 3 Personer, og det netop af den erhvervs-dygtige Klasse af Samfundet. Af de 641 Druknede vare:

1 Kvinde.
1 Gut ikke fuldt 15 Aar.
33 Karle mellem 15 og 30 Aar.
22 mellem 30 og 50 Aar.
4 ikke meget over 50 Aar.

Kvinden var en Lappe-Pige fra Øst-Finmarken, hvor Fruentimmer nok oftere maa være med paa Fisket.

Oplysningerne ere ikke altid fuldstændige nok til at se, om Ulykken skede under selve Fiske-Arbeidet (Garnenes Trækning o. s. v.) eller under Reisen udover til Fiske-Stedet eller indover til Land efter endt Fiske. Men jeg har dog lagt Mærke til, at ret ofte har netop dette Sidste været Tilfælde, noget, som jo ogsaa kan være at vente, da Folk ikke gjerne tage ud, med mindre det er taaleligt Veir, men ofte faa Uveir paa sig, inden de naa tillands igjen.

Heller ikke er det altid oplyst, hvad det var for Slags Fiske, som blev drevet (Hjem-Fiske, Fjord-Fiske, Hav-Fiske); endnu mindre pleier det være omtalt, hvad det var for Slags Baad, som blev brugt.

8. Nu vender jeg tilbage tilbage igjen til det samlede Antal af 86 Tilfælde, og med Forbigaaelse af 2, som forefaldt blandt Skibs-Mandskaber udenfor Stiftets Grændser (i Bergen og ved Hamburg) skal jeg for de øvrige 84 anføre, hvorledes de vare fordelte paa Aarstiderne saaledes:

I Indsøer og Elve. paa Søen.
Januar. - 2
Februar - 5
Marts. 2 12
April - 8
Mai 2 3
Juni 2 8
Juli 1 3
August 1 3
September 1 -
Oktober 2 6
November - 4
December 1 10
ikke angivet 5 3

Paa Elve og Indsøer forefalder Ulykken mest, se vi, om Vaaren, naar Isene blive svage, og om Sommeren, naar Vandene ere aabne. – Paa Søen har det 3die Fjerdingaar (Juli, August, September) været det bedste. Upaatvivlelig er der ligesom Tilbøielighed til en vis regelmæssig Fordeling, efter som det almindelige Veirlag samt Næringsdriften og Samfærdselen falder med regelmæssig Forskjellighed paa Aarstiderne; men der maa vel flere Aars Optegnelser til at se Regelen. Paafaldende er det store Tal for December og det lille for Januar.

9. Atter vender jeg tilbage til Begyndelsen, hvor det samlede Antal af Druknede blev opgivet til 157 Personer. Af dem vare hjemmehørende:

i Nordlandenes Amt 66
i Finmarkens Amt 21.

Ved sidste Folketælling eller i 1855 var Folkemængden

i Nordlandenes Amt 77,769 Mennesker
i Finmarkens 54,473

Skulde Tabet være ligt fordelt paa Folketallet, skulde det sidste Amt altsaa havt en god Del mindre af Druknede end det første; men nu var det netop omvendt. Dette stemmer ganske med det Indtryk, vi fik ved et Par Tal-Rækker ovenfor, i første Kapitel, hvor vi anstillede Sammenligning mellem de forskjellige Egne af Riget: jo længere mod Nord, desto værre.

10. Ville vi nærmere komme efter, hvori Forskjellen mellem de to Amter stikker, saa maa vi her ligesom ovenfor sætte ud af Betragtning 3 Personer, hvorom intet andet er oplyst end, at de hørte hjemme i et af Nordlandenes Præstegjelde, og saa agte paa de bekjendte 86 Tilfælde, hvorved det var, at de 154 Personer ankom. Fordelingen er:

Nordlandenes Amt, 41 Tilf., med 63 Personer.
Finmarkens 45 - 91

Men trækker jeg fra: for det Første de Tilfælde, som foregik i Elve og Indsøer, samt de, som bestod i at Folk faldt i Søen fra Stranden af – hvilke tvende Slags Tilfælde sees at rette sig mere efter Folkemængden, og for det Andet de Tilfælde, som forefaldt blandt Skibsmandskaber, hvilke Tilfælde have mindre Betydning for nærværende Sammenligning og desuden ere ganske faa, da beholder jeg tilbage de Tilfælde, som ere forefaldne til Baads, nemlig:

i Nordlandenes Amt: 23 Tilf., med 40 Pers.
i Finmarkens 33 - 77

Og trækker jeg fremdeles fra de Tilfælde, som bestod deri, at Folk (mest Gamle) faldt ud af Baaden, saa har jeg igjen de egentlige Baads-Tilfælde, hvor Menneskeliv gik tabt desformedelst, at Baaden gik under, nemlig:

i Nordlandenes Amt: 20 Tilf., med 37 Pers.
i Finmarkens 32 - 76

Her, ved denne Hoved-Klasse af Ulykkes-Tilfælde, er Forskjellen slaaende: baade indtraf der i det sidste Amt flere Tilfælde, og disse vare i det Hele taget voldsommere (i Gjennemsnit mere end 2 Personer paa hvert Ulykkestillælde i det sidste Amt, imod ikke fuldt 2 Personer i det første), saa det Amt, som har den mindste Folkemængde, led dobbelt saa stort Folketab som det andet.

Hertil maa endnu føies dette, at en Del af Nordlandenes Tab opstod ved Finmarkens Kystland, ved Forlis blandt de driftige Nordlændinger, som aarligaars drage derhen paa Fiskeri, og det kan ikke sees, at Havstormene udenfor Nordlandenes Øer og Næs have øvet Gjengjeld mod Fiskere fra Finmarken.


III. Mere om Sagens Alvor i Tromsø Stift.

Ifølge en Tænkemaade, som jeg mener er temmelig almindelig, vil En og Anden maaske slutte saa: Siden der i disse nordlige Kyst-Egne træffer saa usædvanlig mange Ulykkes-Tilfælde paa Søen, saa er det vel saa indrettet, at her er mindre af allehaande andre Ulykkes-Tilfælde, som da Indlands-Egnene og de sydlige Strøg monne være mere hjemsøgte med.

Men det Omvendte er det rigtige. Ifølge de offentlige Opgaver lider Tromsø Stift mere end noget af de andre Stifter formedelst Ulykkes-Tilfældene paa Landjorden ogsaa. Her er Forskjellen vistnok ikke paa langt nær saa stor som ved Druknings-Tilfældene; men der er dog Forskjel, og den peger i samme Retning.

Medens der i hvert af de to hernævnte Fem-Aar druknede i Tromsø Stift omkring 1100 Personer (se mere herom i næste Afsnit), var Antallet af dem, som forulykkedes

i Aarene 1846–50 og 1851–55:
ved Forbrænding 20 19
ved Fald 26 29
ved Sneskred 24 26
ved Frost og Kulde 30 26
ved Kjørsel, ved Skud o. s. v. o. s. v. 50 60
ialt 150 160.

Man maa studse over den store Regelmæssighed, som hersker over disse Hændelser (fast lige stort Antal i det ene Fem-Aar som i det andet). Og man ser, at ligesom Havet kræver dette vinterlige Lands barske Natur ogsaa sine Offere.

Mange af Ulykkes-Tilfældene paa Landjorden staa desuden i Forbindelse med dem paa Søen. Dette er bemærket i en af de Beretninger, som benyttedes i forrige Kapitel, Beretningen for Lebesby i Øst-Finmarken af Provst B. Kokk, som med den Udførlighed og Omhu, hvormed han har behandlet sin Gjenstand, ret har givet Prøve paa, hvor interessant en Præstegjelds -Statistik kan være. I hans lille Præstegjeld (lidt over 600 Indbyggere)[4] er der siden 1842 foruden et betydeligt Antal Druknede omkommet ikke mindre end 24 Personer paa følgende Maader:

ved at fryse ihjel
a) efter at have reddet sig fra Søen 5 Pers.
b) paa en Holme, hvorfra de formedelst Uveir ikke kunde slippe iland. 3
c) ved Uveir under Fjeldvandring eller Arbeide ude i Marken 7
ved Sneskred 1
- Fald og Stød under slig Arbeide i Marken 2
- Skiløbning 1
- nedfaldende Gjenstand 1
- at fare vild i Marken, en Voxen og et Barn 2
som Følge af Forbrænding 1
formodentlig ved Uforsigtighed i Leg 1


IV. Det lysner dog.

Efter de offentlige Opgaver var Antallet af Druknede i Tromsø Stift Aar for Aar, som følger:

1836, 148. 1846, 179. 1856, 182.
1837, 162. 1847, 190. 1857, 191.
1838, 202. 1848, 211. 1858, 206.
1839, 188. 1849, 292. 1859, 191.
1840, 224. 1850, 229. 1860, 205.
1841, 156. 1851, 214. Endvidere ifølge de specielle Indberetninger fra Præsten.
1842, 199. 1852, 268.
1843, 259. 1853, 174.
1844, 220. 1854, 245.
1845, 243. 1855, 189. 1861, 157.

Vi maa gaa helt tilbage til 1841 for at finde Mage til det lave Tal for 1861,[5] og for det sammenhængende Tidsrum af 7 Aar fra 1855 til 1861 er der saa jevnt smaa Tal, at der er intet Tidsrum i den hele Aar-Række at sammenligne dermed uden netop de 7 første Aar. Og det uagtet Folkemængden har voxet meget stærkt, saa der nu er mange flere end før, som daglig færdes paa Vandet og udsættes for Fare.

Man betragte følgende Sammenstilling af de hidhørende Tal for Stiftet:

Folkemængde. Druknede.
1835: 97,152. 1836–40: 924.
1841–45: 1077.
1845: 110,467. 1846–50: 1101.
1851–55: 1090.
1855: 132,242. 1856–60: 975.

Dersom Antallet af de Druknede i de fem Aar 1856 til 60 havde svaret til Fokkemængden paa samme Maade som i Femaaret 1836–40 eller 1846–50, saa skulde der have været ikke 975, men omtrent 1275, eller en 300 mere.

Vi kunne altsaa tale om en Besparelse af 300 Menneskeliv i det sidste Femaar samt desuden en tilsvarende i det nærmest foregaaende og efterfølgende gunstige Aar 1855 og 1861!

Dette er allerede i sig selv en stor Sag. Men den voxer i Betydenhed og bliver dobbelt glædelig, naar vi, som jeg mener, vi tør, betragte det saa, at Besparelsen hovedsagelig eller dog for en anseelig Del er bevirket formedelst heldbringende Forandring i Befolkningens Sæder.

Thi næst Guds usynlige Styrelse, som alletider er med, maa en Formindskelse eller Forøgelse i det sædvanlige Tal af Ulykkes-Tilfælde tilskrives enten udvortes Omstændigheder, saasom at Veiret har været usædvanlig roligt eller uroligt, eller visse Forandringer paa Menneskenes Side, saa de have været mere eller mindre skikkede til at undgaa eller overvinde Faren, eller endelig begge Dele i Forening

Men af alle de Omstændigheder og Begivenheder, som her kunde være at tage i Betragtning, er der neppe nøgen saa kjendelig og saa afgjørende som den i væsentlige Stykker lykkelige Vending, der i de sidste Aar er indtraadt i Befolkningens Aandsliv, i de fleste Egne af Tromsø Stift.

Et af de paatageligste Mærker paa denne Vending er en overmaade nidkjær og virksom Iver mod Fylderiet, som nok (siden vi netop tale om Besparelse) før i Tiden havde virket som en forfærdelig Ødslen med Menneske-Liv langs disse veirhaarde Kyster.[6]

Naar fordum den offentlige Mening ligesom tillod, at beskjænkede Folk tumlede i sine Baade, kan man være vis paa, at det herskende Begreb om rimelig og vedbørlig Forsigtighed paa Søen har været meget slapt, og der har da Intet været til at tøile Kaadheden, som fører høit Seil, eller til at anspore Mageligheden, som nødig vil bære Sten til Ballast for Baaden. Men ved Fylderiets Aflæggelse blev et slemt Exempel taget bort, og den samme Tænkemaaade, som foretrak og indskjærpede Ædruelighed, vil ganske vist ogsaa have befordret Sindighed og Betænksomhed i al Færd og da ikke mindst under den alvorsfulde Færd paa Havet.

Dette er da heller ikke blevet uden Spor i Præsternes Beretninger. Saaledes yttres der fra Tromsø-Egnen:

Det skulde være interessant at faa oplyst, om ikke det christelig Livs Væxt paa flere Steder (som jeg veed, det er Tilfælde med Meløværingerne) har gjort Folket mere forsigtigt, idet det gaar op for dem, at den Kaadhed, som saa ofte vises under Seilads, ikke er af Gud.

Og ligesom til Svar paa det Spørgsmaal, som denne Præst antyder, skriver en anden i Øst-Finmarken:

Jeg skal her gjøre en Bemærkning, som maaske ikke vil være uden Interesse. Flere Høvedsmænd i Sognet, om hvilke jeg veed, at de have været dumdristige til at seile, have forandret sig i saa Henseende, efterat de ere grebne af Guds Ord, og ere blevne forsigtige, om end fremdeles kjække Søfolk. Heri har Guds Ord ikke mindst viist sin Magt; thi den Slags Honør, som de sætte i at seile skarpere end rimeligt, ville vore Fiskere nødig give Slip paa, ikke alene her, men ogsaa paa andre Kanter af Landet.

Her tør vi vel se en Virkeliggjørelse af det velsignede Ord, at „Gudsfrygt er nyttig til alle Ting.“


V. Det bør dog haabes, at det bliver lysere endnu.

Jeg har alletider hørt netop om Nordlandenes og Finmarkens Almuesfolk, at naar der hændte Noget, som gjaldt Liv og Død, saa havde de det Ord og den Tro, at det var vel saa laget – en Tro, som naturligvis alt, hvor den hersker, virker sløvende og lammende, da den indeslutter den dunkle Tanke, at Flid og Betænksomhed og andre saadanne menneskelige Dyder nytte til ingen Ting. Men dersom nu min Opfattelse i forrige Kapitel holder Stik, saa har jo netop disse samme Almuers egen Livs-Historie givet os en anden og mere opløftende Lærdom: den, at selv mod saadanne uhyre Natur-Vanskeligheder som Polar-Egnens Storme og Strømme kan Mennesket udrette store Ting.

Havde der været nogen Sandhed i den Tro, at „det var vel saa laget,“ saa maatte det i det Mindste have viist sig deri, at der, regnet efter Folkemængden, traf ligesaa mange Ulykkes-Tilfælde i Nutiden som for 20–30 Aar siden.

Men nu er der, som vi have seet, betydelig Formindskelse, og denne glædelige Forandring maa, saa vidt jeg kan skjønne, tilskrives en samtidig lykkelig Vending i Menneskenes Levnet og Forhold.

Nu er det vistnok saa, at denne Vending selv er Noget, som ikke fra først af er opkommet i Menneskets egen Tanke; den er bevirket ved en Blæst af høiere Orden end den, som bøier Baadenes Seil („Aanden blæser, hvorhen den vil“). Men herom har dog vel ingen Nordlænding brugt den Talemaade at „det var saa laget.“

Det gjelder fremdeles og yderligere at befordre den gode Sag og anbefale Ungdommen og alle Mennesker at anvende Gudfrygtighedens Regel, som paa deres Liv i Almindelighed, saaledes ogsaa i Særdeleshed paa deres Virksomhed og Færd paa Havet, en Regel, som kræver af Sømanden paa en Gang Mod og Agtsomhed. Men til at fremføre saadan Anbefaling veed jeg intet bedre Middel, end om man med paalidelig Vished kunde pege paa et stort Exempel og sige: „Der se I, hvad det kan nytte – – i den og den Egn, for saa og saa lang Tid siden, foer Folk uvittig frem i mange Dele, paa Søen og paa Landjorden, og da var det en Gru at høre om alle de Ulykker, som hændte, og som Skjæbnen (at „det var saa laget“) fik Skyld for – – nu derimod er der som en anden Aand i Folket i det Hele, og nu spørges der allerede langt mindre af disse sørgelige Hændelser.“

Dersom vi for alle hine Aar, fra 1836 af, havde havt saa omstændige Oplysninger som de, vi nu have for det enkelte Aar 1864, saa skulde det, som jeg tror, glædelige Exempel have staaet for os med langt anden Klarhed og Vished. Det kunde da blandt Andet have viist sig, at Formindskelsen i Antallet især var at tilskrive visse Strøg af den store Egn, hvor Forandringen i Folkets Leve-Skik monne have været mest kjendelig, eller at Besparelsen i Ulykkes-Udgiften mest var fremkommet under enkelte Poster eller ved visse Klasser af Tilfælde, hvor Tankeløsheden og Uforsigtighedens Indflydelse tidligere monne have været mest iøinefaldende.[7]

Hvor meget der ialfald staar tilbage at ønske, hvad angaar Befolkningens Forhold, og hvor meget der da ogsaa fremdeles er at haabe med Hensyn til fremtidig Aftagen af Ulykkes-Tilfælde, det vil man faa nogen Forestilling om, ved hvad jeg nu og i næste Kapitel skal anføre.

Nogle og maaske de fleste, men langt fra alle Forfattere af Beretningerne for 1861 have dels ligefrem yttret sin Mening om, hvorvidt Tilfældene ere tilregnelige eller ei, dels skildret dem saa omstændeligt at jeg har troet at forstaa, hvad Meningen har været. Af de opgivne 86 Tilfælde, som havde Døden til Følge for 154 Personer, synes de 24 Tilfælde med et Tab af 48 Menneskeliv at være anseede for tilregnelige.

Enhver forstaar naturligvis, hvor vanskeligt og betænkeligt det i mange Tilfælde kan være at yttre nogen Mening om denne Sag. Og navnlig vil En og Anden maaske indvende, at det er Ting, som Presterne ikke forstaa sig paa, da de ikke ere søvante Folk. Men jeg for min Del fæster megen Lid til den Mening om et Forlis, som danner sig blandt Folket i den Kreds, hvor Forliset foregik eller Mandskabet hørte hjemme, og Præsternes Fremstilling synes oftest at være kun en Udtalelse af Almuernes Opfattelse.

I Provst Kokks før omtalte Beretning for Lebesby Præstegjeld gjøres Rede for Antallet af Druknede fra 1834 af (ikke mindre end 63 Personer i omtrent 30 Tilfælde), og der fortsættes saaledes:

Angaaende 13 Tilfælde af Drukning har jeg indhentet saavidt nøiagtige Oplysninger, at Aarsagerne med Sandsynlighed kunne angives saaledes:

Overhændigt, hastigt paakommende Uveir har foraarsaget i 2 Tilfælde Drukning af 5 Personer.
Ved at ro paa et Blindskjær forulykkedes i 1 Tilfælde 1
Af Sneskred rammedes Baaden i Tilfælde og omkom 2
Ved forskjellig Slags Uforsigtighed (Dumdristighed, Ligegyldighed ved Baadens Udstyr, samt anden Ubetænksomhed) i 6 Tilfælde omkom 9
Brændevinet havde sin Del i 3 Tilfælde hvorved omkom 6

Altsaa, 9 Tilfælde af 13, med dødelig Udgang for 15 af de omhandlede 23 Personer, ere her tilskrevne Uforsigtighed og Misbrug af Brændevin.

Vi skulle se nogle Prøver af Præsternes Opfattelse af, hvorledes Almuerne forholde sig paa Søen, hvad Begreb om Forsigtighed de lægge for Dagen. Fra Saltdalen i Nordlandene skrives saa:

Druknings-Tilfælde ere i dette Præstegjæld idethele aftagne i de sidste Decennier som Følge af, at Almuen under det sædvanlige Sommerfiske i Salt- eller Storstrømmen har valgt sin Fiskeplads udenfor og ikke som før paa Strømmens mere farefulde indre Side, hvor Havhvirvlerne oftere kræve sine Offere.

Drukninger paa Havet forekomme begribeligt mest paa Hen- og Tilbagereisen fra Vinterfiskeriet i Lofoten og under Opholdet dersteds; men da Befolkningen idethele antages at bruge megen Forsigtighed og selv forfærdiger sine stærke, store Baade, vides intet yderligere Forebyggelsesmiddel mod Forulykkelser paa Havet at kunne paapeges.

Under min Embedstid hersteds ere forresten de fleste Druknings-Tilfælde forekomne i Salt-Elven, der har en stærk, stundom rivende og fossende Strøm. Jeg har i den Anledning foreholdt Almuen det uforsvarlige i at benytte de sædvanlige smaa og ranke Oversætnings-Baade, men derpaa faaet Svar, at disse paa Grund af Elvens stride Strøm og tildels grunde Leie ere de eneste anvendelige. Desuagtet antager jeg, at fladbundede Baade vilde være anvendelige og mere betryggende og at under saadannes Benyttelse idetmindste 4 af de i min Tid indtrufne Druknings-Tilfælde (9 i de sidste 5 Aar) hovedsagelig vilde været forebyggede.

Og Sognepræsten til Næsne, ligeledes i Nordlandene, udtaler sig saa:

Jeg maa dog herved bemærke, at Ligegyldighed og Skjødesløshed under Seilads ingenlunde er almindelig i Næsne, men kun forekommer undtagelsesvis. Forceret Seilads vedkjender man sig ikke her, men beskylder derimod Tromsøfolkene og Saltværingerne derfor. Jeg har nu været 10 Aar i Næsne, og i den Tid gjort omtrent 130 Reiser til Dønnæs Annex; men jeg har aldrig havt grundet Anledning til at beklage mig over forceret Seilads. Man sætter endog gjærne en Klo mere for Præstens Skyld. – Med Hensyn til Ballast viser man derimod nogen Ligegyldighed og vil nødig have det Besvær at samle den længere borte, naar Fjæren tæt ved Baaden er saa vel renset for Sten, som man udtrykker sig. Paa min Erklæring, at jeg ikke lægger ud uden tilstrækkelig Ballast, faar jeg da undertiden det Svar: „Vi har Tyngde nok i Skrottet“ (Kufferter og Nistebommer), og „Præsten skulde være med i Lofoten, der er vi næsten altid nødte til at seile uden Ballast.“ – Endvidere maa jeg undertiden advare mod den Sorgløshed, hvormed man udsætter sig for farlige Kastevinde tæt under Land, en Advarsel, som ikke saa let finder Indgang hos dem, der forvexle Forsigtighed med Frygt. Naar man i saadanne Tilfælde brugte Aarerne mere end, eller i Forbindelse med Seilet, vilde vistnok mangt Ulykkes-Tilfælde undgaaes; men jeg er tilbøielig til at antage, at Mange anse det for en Skam at ro, hvor „Seilet kan gjøre det,“ selv der, hvor Seiladsen er farlig, eller tidsspildende, som ved Slagingen, og hvor Aarerne vel besværligere, men dog sikrere vilde føre til Maalet.

Men fra Finmarkens Amt berettes om et forskrækkeligt Tilfælde, hvor Hjælp blev nægtet en Mand i Havsnød skjønt det antages, at det havde været muligt at yde Hjælpen – Beretteren kjender dog ikke Udfaldet af et Forhør, som i den Anledning blev optaget –. Derefter fortsættes saa:

Med hvilken Ligegyldighed et saadant og lignende Ulykkes-Tilfælde berettes og høres af Almuesmanden, ja vel ogsaa af selve de Nærpaarørende, er mærkeligt. „Han har væltet sig,“ beretter ikke sjelden Fiskerne med den ligegyldigste Mine. – En Del, der har fristet den Skjæbne at sidde paa Hvælvet, tror jeg nok kan have lært at bruge større Forsigtighed paa Søen; men Andre igjen ere, tror jeg, blevne om ikke dristigere, saa dog ikke forsigtigere derved.

Det vil være af Interesse at lægge nøie Mærke til, om ikke saadan Yderlighed af Ligegyldighed med Hensyn til eget og Andres Liv helst forekommer blandt de Almuer, som mest monne staa tilbage i Aandsdannelse i Almindelighed. Og med Tanke herom skal jeg anføre nogle Yttringer fra en Bygd paa Helgeland, hvor en Del Fjeld-Finner (Lapper) have Tilhold, og hvor der i 1861 omkom 3 Personer i Elve og Indsøer:

Her frembyder sig nu den Mærkelighed, at samtlige disse Druknede vare Lapper. Jeg har bragt i Erfaring, at dette Folkefærd i Almindelighed udviser en høi Grad af Ligegyldighed og Dumdristighed, ikke alene ved deres Færden paa Vandet, men og i mange andre Tilfælde.

Om Finnerne finder jeg endvidere nogen Oplysning i Provst Kokks Beretning fra Lebesby. Paa den ene Side er stillet Nordmændene (og nogle faa Kvæner), paa den anden Side Finnerne. Af hine er der afgaaet ved Døden fra 1846 til 1860 ialt 124 Mennesker og deraf formedelst Drukning 12; for Finnernes Vedkommende ere de tilsvarende Tal 117 og 11; paa begge Sider udgjøre de Druknede en Tiendepart af alle Døde; Forholdet er altsaa ligt. – Men der tør i det Hele taget være noget større Lighed mellem Søfinner og norske Fiskere yderst i Finmarken end mellem en liden Stamme af omvankende Rensdyr-Hyrder og den norske Bondestand i Helgeland.

Følgende Yttringer fra Vardø vidne om Nordlændingernes Overlegenhed i Søbedrift fremfor de Norske i Finmarken (thi dem er det sikkerlig som er ment, og ikke Finner):

De indfødte Finmarkinger have ikke den samme Sands, som Nordlændingen, for at holde sine Baade i god Stand, ligesom de ogsaa have drevet Fiskeriet med for smaa Baade, hvoraf Følgen har været mindre Fiskerie, naar Nøden eller Vindesygen har bragt Fiskeren til at drage længere ud paa Havet. Heri skal imidlertid i de sidste Aar være skeet stor Forandring idet det tiltagende Haakjærringfiskeri har nødt Fiskerne til at anskaffe sig større Baade, uden hvilke det ikke kan drives, ligesom ogsaa de i Masse i de sidste Aar indflyttede Nordlændinger have vakt Sandsen for bedre Redskaber.

De indfødte Finmarkinger ere ikke saa gode Søfolk som Nordlændingerne, da hine ikke have den Øvelse, som disse, paa længere Farvande; men dette kan i Vardø Præstegjeld ikke komme meget i Betragtning, da en stor Del af Indbyggerne ere indflyttede fra Nordland eller andre Kanter af Landet.

Til det omfattende Begreb af Forsigtighed i Søbedrift hører naturligvis ogsaa det, at skaffe sig gode og hensigtsmæssige Baade, saavidt man har Evne og Leilighed til det. Og dersom Nordlandene og Finmarken i det Hele taget ere bedre forsynede med Baade nu end i Fortiden, saa er dette naturligvis ogsaa at betragte som en af de medvirkende Aarsager til, at der nu paa en Tid har truffet færre Ulykker paa Søen. – Baadene have sin Historie; der kan indføres nye Arter af Baade eller udtænkes Forbedringer ved de gamle o. s. v.; Udviklingen afhænger af Folkets Fremgang i Velvære, og den har igjen Indflydelse paa dets Velfærd. – Men paa de anførte Yttringer fra Saltdalen og Vardø nær finder jeg ingen Oplysning herom i Beretningerne.

Og kun fra et Sted tales der om Forsøg paa at indføre noget nyt Rednings-Middel for Folk i Havs-Nød. En Præst i Tromsø-Egnen siger:

Jeg skal tillade mig at tilføie, at i længere Tid Opmærksomheden ialfald hos Nogle har været henvendt paa de saa forfærdelig talrige Ulykkes-Tilfælde under Baadreiser i Tromsø Stift. Paa Andenæs blev saaledes under Fisket udhængt[8] en Redningsbøie og brugt af Enkeltmand i Baaden; men Fiskerne lo baade ad den og ham.


VI. En Hoved-Mangel.

Provst Holm i Bodø skriver saa:

Af de i Bodø Prestegjeld i de 7 sidste Aar druknede Mandspersoner over 10 Aar, tils. 14, maa efter de mig meddelte Oplysninger mindst de 10 antages at kunne være blevne reddede, dersom de havde kunnet svømme. Men i disse Egne – ligesom formentlig i det hele Stift – er det kun yderst sjeldent, at Nogen kan svømme. Dersom denne lette Kunst blev almindelig blandt Almuen her i Stiftet, hvor jo næsten al Færdsel foregaar til Søs, vilde visselig Antallet af de Druknede betydelig formindskes for hvert Aar. Maaske turde der kunne lidt efter lidt virkes til dette Maal, naar Stiftsseminariets Alumner, der senere udgaa som Lærere i de forskjellige Egne, under sit Ophold ved Seminariet bleve underviste i Svømning og paalagte at søge Drengebørnene i deres Skolekredse oplærte i Svømning, hvor Anledning dertil gaves.

En Præst paa Helgeland siger, at han i sit Præstegjeld ikke kjender en eneste indfødt Almuesmand, som kan svømme. Børnene, hedder det videre, bade sig i Søen for Fornøielse; men dette er gaaet af Brug blandt de Voxne, „som det lader til, af Frygt for Forkjølelse, men vistnok ogsaa af Mangel paa Sands for Renlighed.“[9]

Ved tre Druknings-Tilfælde er det omtalt, at Anledningen var, at Angjeldende vare ude at bade sig.

Og ved Beskrivelsen af et Ulykkes-Tilfælde berettes det om en Mand, som dog omkom, at han kunde svømme lidt.

Flere Spor har jeg ikke fundet i Beretningerne til, at Badning og Svømning er øvet i disse Egne.

Ved mangfoldige Ulykkes-Tilfælde, hvor flere Mennesker have været paa Baad sammen, ere nogle blevne reddede, andre ikke; men aldrig sees det af Beskrivelserne, at Nogen har reddet sig selv eller endog i nogen Maade hjulpet til at redde sig ved at svømme.

I ikke faa Tilfælde er Ulykken foregaaet saaledes lige ved Land, at det ser ud, som at den Forulykkede maatte have kunnet redde sig selv, om han kun havde kunnet svømme ganske lidt, gjøre et Par Tag med Armene.

Selv langt fra Land skulde Svømning vistnok have reddet mangen Mand. Ved Kuldseiling gjelder det nemlig for det Første om at naa og holde sig fast ved eller komme op paa det flydende Baads-Hvælv; her kan man da maaske holde ud, indtil der kommer Hjælp. Men naar det er En som ikke kan svømme, og naar han griber efter Baaden, men ikke rækker den, saa – om det end ikke skiller mere end en Tomme – er det ude med ham, hvis ikke Hjælp er tilstede saa at sige i Øieblikket. Der er fortalt om Kuldseilinger, hvor jeg synes at se, at det er gaaet saa til, f. Ex. i følgende Beretning fra Karlsø:

Gaardmand Michael Holst Kvitnæs, 58 Aar gammel, og hans Stedsøn, Ungkarl Edevard Oluf Sørensen sammesteds, 33 Aar gammel. Disse omkom paa samme Baad den 7de Decbr. idet de vare ude at fiske omtrent Mil fra Hjemmet, bent bort for „Fakken,“ mod Arnen til. De havde „Sextrings Baad“ og vare 3 Mand paa Baaden; men den 3die Mand, Michaels egen Søn, 20 Aar gammel, blev reddet ved at Hvælvet drev mod Kvitnæslandet, og han ved et fortvivlet Sprang fra Hvælvet til et Berg kom paa Land; han spadserede da alene hjem; Baaden knustes mod Klipperne. Omstændighederne ved Forliset vare forøvrigt Følgende fisket næsten Intet; Baaden uden Last; Baaden desuden „løs“ („laus“); begyndte at blæse stærkt; heisedes Seil, for at seile hjem; Stormen tog til; vel meget Seil; skulde mindske Seil („due“); men ikke raskt nok; „en Sø kom“ og Baaden kantrede; – Ingen kunde svømme; – Edevard kom snart fra Hvælvet; drev flydende bortover Søen saa længe man saa ham; man kunde ingen Hjelp yde ham; – Peter (den, der omsider reddedes) kom sig strax paa Hvælvet; fik ogsaa fat i Faderen, der ikke, ligesom Edevard, var strax kommen fra Baaden; fik hjulpet Faderen paa Hvælvet; Hvælvet uroligt; havde ikke godt for at bære begge; meget besværligt at holde sig paa Hvælvet; – Michael fik Sø ind; han blev skyllet af Hvælvet og sank.

Hvelvet blev nu roligere, da det kun havde En (Peter) at bære; det drev iland og han blev saaledes reddet, som foran berettet.

Kammeratbaaden,[10] ogsaa en Sextring med 3 Mand bedre lastet (havde fisket bedre), kom sig raskere afsted og anede ingen Fare, før for sent; – selv kom den i god Behold hjem.

Og som jeg ikke har seet Spor til, at Nogen har reddet sig selv ved at svømme, saa er der heller ikke i de mange Beretninger Exempel paa, at Nogen har svømmet ud for at redde Andre.

Mangelen paa Øvelse i at svømme lader altsaa til at være aldeles fuldstændig, i det mindste blandt den indfødte Almue i Stiftet.

I Samtale nylig med en Dampskibsfører, som har faret meget i Nordlandene og Finmarken, yttrede jeg min Forundring og Beklagelse over denne Vesynderlighed og vilde høre hans Mening om, hvorledes man skulde faa indført den forsømte Kunst blandt Almuen. Men han svarede med en oprigtig Latter over, at jeg kunde tænke paa at faa Nordlændingen til at tage efter eller lære noget Nyt.

Nu, jeg kan nok forstaa, atNordlændingens Charakter kanske skal volde Vanskelighed her. Men for Øieblikket strider jeg med en Vanskelighed hos mig selv: jeg har i Sandhed saa vanskeligt for at begribe, hvorfor hin Sømandsbefolkning ikke allerede kan svømme, ja ikke allerede viser Mesterskab deri. Jeg anstrænger forgjæves min Hjerne for at sætte mig ind i Almuens hele Tænkemaade og Levesæt for at udfinde noget, som ligner en Grund for den uheldige Besynderlighed at Folk, som i Barndommen have leget sig mellem Strandstenene, og som i voxen Alder idelig maa færdes paa Søen, ikke have lagt sig til denne lette Kunst og vigtige Færdighed.

Kast et Dyr ud i Vandet, og det svømmer strax. Hvert Menneske kan ogsaa svømme – det gjælder mest bare et Tiltag engang for alle for at lære, at man egentlig ikke behøver saa meget at lære.

Der maa være en Grund. Og selv har jeg nok allerede fra Barnsben, henne i Christianssands Stift, hvor jeg er voxet op, hørt om en saadan Grund, nemlig, at naar En stedes i Havsnød, saa bliver Dødskampen saa meget længere, hvis han kan svømme. Og af en nu iaar udkommet Beskrivelse over Bynæs Præstegjeld ved Throndhjem ser jeg, at den samme Tale føres blandt Almuen der ogsaa. Men jeg erindrer, at jeg allerede i min Barndom syntes, at den Grund var utilstrækkelig og jeg siger nu, at hvis den hersker i Nordlandene og Finmarken, saa gjælder det igjen at finde Grunden til, at en saadan Grund har kunnet holde sig imod Tusinders og atter Tusinders Selvopholdelsesdrift og sunde Sands.

For mig at bringe Nordlendingerne til at svømme skal kanske ikke være vanskeligere, end det vil være for dem at faa mig til at begribe, hvorfor de ikke allerede have lært og øvet sig i Kunsten.

Jeg kan til Nød forstaa den Fordom og Overtro, at Folk i Sygdom og anden øieblikkelig Nød og Ængstelse ty til kloge Koners Signeri og urimelige Raad. Men at Folk ved høilys Dag, hvor der er Fred og ingen Fare, formedelst Fordom eller Overtro med Overlæg og Forsæt undlade at øve en saadan rask og munter Idræt som Svømning, der tydeligvis kan blive til stor Nytte, det bekjender jeg, at jeg har ondt for at fatte.

Dag ud og Dag ind, skriver jeg her i Folkevennen, til Folkeoplysningens Fremme. Men jeg skulde ønske, at Nogen vilde og kunde oplyse mig om, hvorledes dette har sig, hvori dette stikker. Er det Ingenting, bare Tankeløshed og Sløvhed? eller er det Noget, en eller anden Fordom? I hvert Fald formoder jeg, at det er som en Gren af en Væxt, der har dybe og brede Rødder og derhos flere andre Grene end denne ene. Jeg mener i Sandhed, at det skulde være en Folkeoplysnings-Sag at faa rigtig Lys i denne Sag.

Saa meget mere kalder jeg det en Sag, som vedrører Folkeoplysningen, som jeg gjerne tager dette Ord i vid og rummelig Betydning, omfattende ikke alene Læsning og Skrivning men almindelig Udvikling og Øvelse i al nyttig Færdighed og Kunst.

Ved at tale med Folk og læse Beretninger har jeg faaet meget høie Begreber om Nordlændingens Sømands-Dygtighed og Foretagelsesaand. Men just derfor er jeg saa meget mere forundret og uvillig over den Mangel, jeg har maattet paapege her. En Sømand, som ikke kan svømme, er ikke saa fuldkommen, som jeg vilde have ham.

Den omhandlede Mangel findes der altfor meget af langs hele Kysten. Men intetsteds har jeg fundet den saa fuldstændig, som den lader til at være i Tromsø Stift, og intetsteds synes den saa uheldig som netop der.

Man kunde gjette paa den Aarsag, at Folket der nord aldrig har kommet til at se eller høre om den Kunst at svømme. Men en liden Oplysning i en af Præsternes Beretninger udelukke den Gisning ogsaa; det fortælles nemlig, at i et Blad, som hed „Brev-Duen,“ og som blev udgivet der nord, paa Dyrø (vel i Nordlandene?), læstes i 1849 et Forslag, der gik ud paa, at Skolelærerne skulde forpligtes til at lære at svømme for igjen at lære Børnene, mod 10 til 20 Spd. Løns-Tillæg.

Mod det Forslag at faa Sagen bragt i Gang igjennem Skolelærer-Seminiariet, har jeg det at erindre, at Veien er saa lang. Jeg tillader mig at henstille til Mænd i Tromsø at danne en Kommitte for at reise Penge til Løn og Reise-Udgifter for en Svømmelærer for næste Sommer. Han maatte helst besøge saadanne Bygder, hvor der havde dannet sig Svømme-Lag (i Lighed med Skytte-Lag), som vilde sørge for Lærerens Logis og Underholdning og kanske foranstalte festlig Præmie-Uddeling paa den sidste Øvelses-Dag.

I England har Kystbefolkningen ligeledes staaet tilbage i denne Retning. Men nu i disse sidste Aar har Hertugen af Northumberland, den fortjente Præsident i Redningsbaad-Selskabet, paa egen Bekostning sendt en Svømmelærer Kysten rundt.


VII. Fortsat Opmærksomhed.

Mig er det gaaet saa, at jo længere jeg betragter den Sag, som nu disse Blade have handlet om, desto mere voxer dens Interesse, og det i flere Retninger. Maatte det gaa ligesaa med Præsteskabet i Tromsø Stift, som nu har givet en Aargang af Beretninger, og af hvis fortsatte Interesse det vil afhænge, om vi skulle faa flere.

Finder man sig tjent ved mit Arbeide, skal jeg vist være villig til fremdeles at modtage de samlede Beretninger og bearbeide dem til saadanne Oversigter som nærværende.[11]

Imidlertid tør jeg tillade mig at forklare, hvordan jeg under nærværende lille Arbeide er kommen til at tænke mig Planen for fremtidige Aarsberetninger fra Præsterne, idet jeg henstiller til Hr. Biskoppen, hvorvidt han vil optage den og søge den befulgt.

Vi skulde kjende ikke alene som hidtil hvert Ulykkes-Tilfælde, hvor Mennesker ere omkomne i Vandet, et eller flere ad Gangen, men ogsaa saa vidt muligt, hvad jeg vilde kalde: Rednings-Tilfældene, hvor Folk ere blevne reddede af Vandet.

Nøiere bestemt: dersom en Person falder i Vandet og blivet reddet ene og alene ved egen Hjælp (med Svømning eller paa anden Maade), saa bør dette ikke optages blandt den sidste Klasse af Tilfælde, hvorved i Regelen kun forstaaes, at Folk, som øiensynlig eller sandsynlig ikke vilde have kunnet hjælpe sig selv, ere blevne reddede af Andre. Dog mener jeg, at man udenfor denne Regel blandt Rednings-Tilfældene skulde tælle hver eneste Kuldseiling (eller lignende Hændelse med Baad eller Fartøi), om end hvert Menneske, som derved kom i Vandet, blev reddet ved egen Hjælp alene uden Andres.

Tilfældene ere jo meget ofte blandede, idet flere Personer ere komne i Fare paa en Gang og i Fællesskab, men saaledes, at nogle ere blevne, som det heder, andre derimod ere reddede. Derfor vil det maaske falde bekvemmest, om de to Slags Tilfælde anføres i Præstegjelds-Beretningerne simpelthen om hinanden, som de ere indtrufne. Der kan dog naturligvis ikke være noget imod, at de to Klasser anføres hver for sig (saaledes dog, at de blandede Tilfælde anføres sammen med Ulykkes-Tilfældene). – Mere bestemt end hidtil bør Opgaverne udarbeides med Hensyn ikke alene til Personerne, men ogsaa til Tilfældene. Der bør gives Forklaring over hvert enkelt af disse. Jeg tænker mig følgende Schema:

1. Tiden: Maaned og om muligt Dato for hvert enkelt Tilfælde. Ved Hjælp af Datoen vil man, om saa skulde være, kunne forfølge en enkelt Uveirs-Dags Hændelser hele Kysten langs.

2. Stedet: Elv og Indsø eller den salte Sø, og her igjen de indre Farvande eller det aabne Hav, indenfor eller udenfor det Præstegjelds Grændser, som Beretningen omfatter, eller hvor Personerne hørte hjemme. Dersom f. Ex. Nordlands-Folk ere forulykkede i Finmarken, og dersom vedkommende Præst her, hvad nok er det almindelige, har sendt Underretning om Dødsfaldet til Præsten paa Hjemstedet, saa den statistiske Beretning altsaa bør gives herfra, skulde jeg dog for Kontrollens Skyld anbefale, at der blev givet nogen Underretning om Tilfældet i Opgaven fra det første Sted ogsaa.

3. Maaden f. Ex. bade sig, falde i Vandet fra Stranden af eller fra Baaden, at Baaden strander eller i rum Sø fyldes eller hvælves (herunder: Baadens Størrelse og Art, Veirets og Farvandets Beskaffenhed m. m.)

4. Anledningen (forsaavidt den ikke allerede er givet ved Oplysning om Maaden): Kirkereise, Byreise, Vare-Førsel, Fiskereise fra Hjemmet til Fiskeværet, fra Land ud paa Fiskestedet, Arbeidet paa Søen med at trække Fiske-Garn o. s. v.

5. Tilregnelighed: for liden Ballast, for høit Seil, for ringe Baad, lægge ud i betænkeligt Veir, eller anden Ubetænksomhed m. v.

6. Rednings-Forsøg: paa hvad Maade de ere udførte, hvad rask og modig Daad derved er udviist, o. s. v.

7. Personerne, a, de forulykkede, og b, de reddede, særskilt for hvert Tilfælde: Kjøn, Alder, Stand og Stilling (om ikke Alderen kjendes nøiagtig, saa dog en omtrentlig Angivelse, efter denne Deling: under 15 Aar, fyldt 15, men under 30 Aar, fyldt 30, men under 50 Aar, endelig over 50 Aar. Herunder Bemærkninger om Tilstanden blandt de Forulykkedes Efterladte i Hjemmet.

Paa det nær, at Rednings-Tilfælde ere tagne med, er dette Schema i Virkeligheden ikke vidtløftigere end de Forklaringer, som allerede de fleste Aarsberetninger for 1861 give. Men det vil forstaaes, at det for dem, som skulle læse Beretningerne, vil falde bekvemmere, naar samme Orden og Plan er fulgt i dem alle.

Næst disse schematiske Opgaver og Beskrivelser ønskes saadanne almindelige Bemærkninger og Oplysninger, som der ovenfor fra enkelte Præstegjelde er givet Prøver af, og som ellers nærværende Fremstillings forskjellige Vink og Spørgsmaal kunne give Anledning til. Den enkelte Sag, som vi her beskjæftige os med, maa betragtes i Sammenhæng med Naturforholde, Næringsveie og det hele Folkeliv. Og da Rygtet og Talen om de mange Ulykkes-Tilfælde kan synes at kaste Skygge paa denne Kystbefolknings Sømandsdygtighed, saa skulde man ikke spare at fremhæve, hvad der kan hjælpe os til at se samme i fortjent Lys.

Med grundigere Forstaaelse af den hele Sag skal der maaske med Tiden findes Anledning til at forsøge flere Foranstaltninger til at forebygge Ulykken, til at yde Rednings-Hjælp, til at mildne Tabet for de Forulykkedes Familier. Denne Gang har jeg med Forsæt indskrænket mig til Forslaget om at faa en Svømmelærer i Virksomhed (se Slutningen af forrige Kapitel).





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Tidligere Stykker med denne Overskrift findes i Folkevennen for 1860, Side 350 og 490, samt for 1861, Side 54 og 175.
  2. Beretningerne ere forfattede paa Anmodning af Biskop Essendrop i Tromsø, og af ham ere de sendte mig til Afbenyttelse. Se mere herom i Folkevennen for iaar Side 175.
  3. Ved Fiskeri omkom i et og samme Præstegjeld og paa en og samme Dag 10 Personer; men det kan ikke sees, hvor mange der var paa Baad sammen. Her har jeg maattet tillade mig en Gisning, nemlig, at de vare fordelte paa 3 Baade, og jeg har da for dem opført 3 Tilfælde. – Ellers vise selve Listerne bestandig tydelig, hvor mange af de Omkomne der have været paa Baad sammen, og naar en Baad gaar under, kalder jeg det naturligvis kun et Tilfælde, om der end var flere Personer, som omkom.
  4. For Nøiagtigheds Skyld skal jeg tilføie, at Opgaverne over Ulykkestilfældene omfatter foruden det nuværende Lebesby Præstegjeld for Aarene 1842–61, tillige Tanens Sogn for de 4 Aar 1842–45, hvilket Sogn nu hører til et andet Præstegjæld.
  5. I 1861 (men neppe i de tidligere Aar) er den Regel fulgt, at Folk, som omkom inden Stiftets Grændser, men hørte hjemme udenfor, ikke ere optagne i Tallet for Stiftet. Men det lader til, at de saaledes Udeladte kun have været ganske faa. Skulde der ellers være nogen Feil ved Tallene, saa skulde det vel snarest være den, at man i de første Aar ikke har været saa nøiagtig som senere, saa en Del bleve forbigaaede og altsaa Tallene bleve for smaa i de første Aar i Rækken. Isaafald har da Forbedringen i de sidste Aar været endnu større, end den nu viser sig.
  6. Som jeg nu efter Beretninger fra Tromsø Stift skriver om Forholdet med Ulykkes-Tilfælde der, saa sad jeg i 1858 og skrev en Afhandling „om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge,“ og det efter Beretninger i Hundred-Vis fra Præster og Skolelærere. Jeg ser nu, at jeg om dette Stift (Side 44 i nævnte Skrift) udtrykte mig saaledes: „Eftersom jeg har opfattet Beretningerne, er Bevægelsen mod Misbrugen af stærke Drikke eller navnlig Brændevin bleven udbredt i Tromsø Stift noget senere end i de fleste andre Egne af Riget; men der har den ogsaa i kort Tid gjort sig gjeldende paa en saare kraftig og gjennemgribende Maade (undtagen vel i den østlige Del af det egentlige Finmarken). – Her synes ogsaa en anden mærkelig Omstændighed at forekomme: Iveren mod Brændevinsdrik er væsentlig religiøs, saaledes, at det, som fremhæves for Bevidstheden, er det Syndige i Drukkenskab og det til Synd Fristende i selve Brugen af de stærke Drikke. Og yderst mærkeligt er det derhos, at denne Bevægelse lader til at være udbredt fra Finmarken af, en Eftervirkning af den usædvanlig stærke religiøse Bevægelse, som for nogle Aar tilbage greb enkelte Finne-Menigheder, men desværre snart imellem disse selv førte til sørgelige Forvildelser og Udskeielser. Sammenhængen er just ikke i Beretningerne selv udviklet med den ønskelige Omstændelighed; men af enkelte Træk er jeg dog kommen til at opfatte Sagen paa denne Maade, og jeg nævner det her i den Tanke, at disse Antydninger muligens kunne give Anledning til grundigere Efterforskninger og Oplysninger.“ Hvad angaar Tiden, da denne Bevægelse monne have udbredt sig, kan jeg nu, i 1862, tilføie et Træk, som jeg finder anført i en engelsk Missions-Historie, jeg netop har ved Haanden. Det er taget af den skotske Professor Forbes’s Beretning om en Reise i Norge 1851. Han fik Leilighed til at besøge nogle Lapper i deres Telte i Nærheden af Tromsø By; han havde ventet at finde imellem dem lutter barbarisk Raahed, og det første Syn af dem var alt andet end indtagende; men lidt efter lidt glædedes han ved at opdage flere Tegn paa christelig Oplysning og Leveskik: de havde christelige Bøger, nogle kunde endog skrive, „og – saa fortsætter Forbes – snart fik vi Bevis for, at deres religiøse Interesse var mere end en blot historisk Kundskab; thi de vægrede sig aldeles for at smage det Brændevin, som rundelig blev dem tilbudt, og som vort eget Selskab nød af, skjøndt det er vel bekjendt, at den yderligste Drukkenskab og Fuldskab pleiede være de lappiske Stammers store Synd og fremdeles er det der, hvor de ikke ere blevne omvendte til Orden og Gudsfrygt ved“ – her taler Forfatteren om svenske Missionærer, blandt hvilke han tror, at især Læstadius og Stockfeldt have udmærket sig.
  7. Jeg har ialfald faaet det Indtryk af Beretningerne for 1861, at Uforsigtigheds-Feil mere have fundet Sted under de mange Smaa-Reiser for Handel og lignende Erinder end under Fiske-Ture og andre egentlige Arbeids-Reiser. Man gaar til Arbeide med Alvor, men Letsindigheden kan snarere følge med paa By-Toure og i Smaa-KÆrinder.
  8. Som Model? eller tillaans?
  9. Mon man paa flere Steder kjender til, at Søbad har været i Brug, men er aflagt? Hvad Tid er denne Forandring indtraadt, og af hvad Grund? Vides det ligeledes før i Tiden at have været brugeligt at øve sig i Svømning?
  10. Jeg ser oftere nævnt „Kammerat-Baaden.“ Er det saa at forstaa, at flere Baade slaa Følge for at yde hinanden Hjælp i Havsnød?
  11. For Sagen selv var det kanske heldigere, om disse Studier bleve anstillede inden Tromsø Stift selv eller dog af en Mand, som var personlig kjendt med Stedsforholdene. Maaske ogsaa Sagen vilde være bedst faren i en Sømands, Hænder.