P. A. Munchs Levnet og Breve i Familiekredsen/3
I 1828 kom Munchs Artiumsaar. Hans Testimonium, som er bevaret, vidner om hvilke Forhaabninger hans Rektor med rette satte til ham[1]. Ved Eksamen fik han i samtlige Fag udmerket godt undtagen i Modersmaalet; der fik han; og opnaaede derfor ikke Præceteris, — som den to Aar ældre Schweigaard fik. Det maa vel for en Del tilskrives den dumme Opgave i norsk, at det gik saa daarligt: «Hvorfor er Lærdom ikke altid forbundet med Sedelighed.?» Til anden Eksamen fik han Præceteris, og da han kom hjem, blev der paa Gjerpen gjort Lag for ham og hans Kamerater med Fyrverkeri og andet. Munch fortalte, at efter Artium var han og Kameraterne reist ind til Skien med en Punchebolle i Vognen, og havde uddelt rigelig til de Forbigaaende; en adstadig Borger var da kommen ind til Byen i en meget oprømt Tilstand og gjorde vist Opsigt, da Skien var en meget stille By, hvor lidet blev oplevet. Munch fortalte saaledes, at han spurgte en Kjøbmand, som en Dag stod i Døren:
«Naa, er der noget nyt idag?»
«Aa ja, Blom gik nedover Gata idag.»
Munch var oprindelig af Faderen bestemt til at blive Teolog, men dette Studium smagte ham ikke, hvorfor han bestemte sig for Jus.
Da han havde mange Brødre, som skulde frem, kunde hans Fader ikke fuldstændig understøtte ham i hans Studier i Kristiania; han maatte da tage paa med Informationer, hvilket han som flink Student fik i Mængdevis.
Han dimiterede saaledes til Artium mange unge Mennesker. Ved Siden af sine Retsstudier og Informationer fortsatte han sine Sprogstudier, dyrkede Musiken og skrev desforuden allerede over lærde Emner. I Kristiania bød Universitetets Skatte ham rig Anledning til at fortsætte sine Yndlingsstudier, og han var sig nu fuldkommen bevidst, at Historien i Almindelighed og Fædrelandets i Særdeleshed var hans Kald, og at Sprogstudiet var et nødvendigt Hjælpemiddel til hans videre Forskninger. I et Mindedigt siger Andreas Munch om sin Fætter:
Alt tidlig var han fuld af sit store Kald;
Jeg mindes grant
Alt som Dreng sagde han til mig:
Jeg vil blive
Vort Fædrelands Herodot —
Bliv saa du dets Tyrtæus.
l Studenteraarene deltes hans Tid mellem rent videnskabelige Studier og fortrolig Omgang med en liden Kreds af samtidige Studenter, som Schweigaard, Welhaven og Chr. Langberg. Paa Schweigaards Studenterhybel samledes disse fire Venner, navnlig om Lørdagene, og de pleiede da at sidde sammen til Kl. 3 om Natten ved en Flaske Vin og Kavringer, Æg og Smørebrød. I denne sluttede Kreds, der kaldtes Klubben, fandt Munch — det har han selv udtalt — en Støtte for sin let bøielige Personlighed og en klarere Bevidsthed om sin eiendommelige Begavelse.
Her lagdes ogsaa Spiren til en Virksomhed, der gjennem Studenterforbundet og Ugeskriftet «Vidar» blev følgerig og vidtgribende.
Dette Ugeblad «Vidar» blev udgivet af A. M. Schweigaard, Joh. Welhaven, P. A. Munch, F. Stang og C. W.-Hjelm. I andet Halvaar indtraadte U. A. Motzfeldt istedetfor Stang.
Foruden at Munch nu havde saa mange lærde Interesser og Gjøremaal, havde han dog Tid til Selskabelighed og Musik, og blev saaledes fast spillende Medlem af Lyceet, et musikalsk Selskab, hvor den finere Societet samledes, og hvor han var en ivrig Kavaller for de unge Damer. En Tid i de første Studenteraar boede han sammen med sin noget ældre Onkel, Paul Hofgaard, som da skulde se lidt efter den unge Student. En Aften kom Munch hjem til ham bleg elendig og tilsyneladende aldeles beruset; forfærdet over dette, som aldrig var hændt før, spørger Hofgaard ham, hvor han havde været, og fik da vide, at han kom fra Otto Løvenskjold. Hofgaard iler derhen for at faa rede paa Sagen, men finder Løvenskjold i samme Tilstand, og Værelset fuldt af Tobaksrøg. Nu kom Sandheden for Dagen; disse to unge Mennesker havde syntes, det var en saa ubodelig Skam for dem, at de ikke kunde røge sammen med sine Kamerater, og de havde nu foresat sig, at de vilde lære det og vænne sig dertil. Men Lærepengene var for dyre, de smagte aldrig Tobak siden.
Da han, som ovenfor sagt, var nødt til at informere, og dertil var ivrig optaget af videnskabelige Sysler, gik det ikke saa hurtig med Embedseksamen; en Gang tænkte han ogsaa paa at studere Filologi; men han foretrak dog det juridiske Studium, da han syntes, det gav ham bedre Forkundskaber til Fædrelandshistorien.
I det sidste Aar læste han uafbrudt; den eneste Opkvikkelse han havde under Læsningen, var at spise mørkt Puddersukker, som han nød i Theskevis; han har fortalt, at han kunde fortære indtil et Pund om Dagen.
Der skal have været et merkeligt Kaos af Bøger paa hans Bord, men han vidste dog altid, hvor han skulde finde, hvad han behøvede; der var en Orden i al denne Uorden, for hans gode Hukommelse kom ham ogsaa her tilgode. Han vidste paa en Prik, hvilket Pagina han skulde slaa op; hans Hukommelse var saa overordentlig, at den kunde være irriterende; thi mange gange huskede han ubetydelige Smaating, som den eller den havde sagt eller gjort. Han ytrede ofte, at hans Hukommelse var af og til næsten generende for ham selv, da han erindrede saa mange Ubetydeligheder, at det plagede ham.
I Mai 1834 underkastede han sig da Embedseksamen med bedste Karakter. Imidlertid var han bleven forlovet med Frøken Natalia Charlotte Linaae, Datter af Skibsreder Hans Linaae i Laurvig. Hendes Moder, født Baggesen, var af den danske Familie Baggesen og nær beslegtet med Digteren.
Natalia Linaae var en yndig Fremtoning, Musiken legemliggjort; hendes musikalske Talent var saa stort, at havde hun blot kunnet ofre sig for dette, var hun her blevet noget aldeles enestaaende.
Disse to begavede Mennesker burde næsten ikke have fundet hinanden; hver for sig en Kunstnernatur, burde hver for sig uddannet sig i sit Kald; nu maatte den ene vige for den anden, og dette blev da naturligvis Hustruen, da jo Munchs Begavelse var den dominerende.
Vistnok var hun sig ikke Resignationen bevidst; de levede det lykkeligste, mest harmoniske Familieliv, og Munchs Stolthed og Glæde var hans Hustrus Musik; han var altid en Leder og Støtte for hendes Kompositioner. Der var dog ofte en Melankoli over hendes Spil, en ubevidst Længsel efter at løfte Vingerne høiere; i timevis kunde hun sidde ved Pianoet, og det ene deiligere Tonemaleri efter det andet rulledes op. Tilhørerne kunde sidde aandløse og høre paa de bedaarende Toner.
Sven Grundtvig har en Gang i en Bog, som han udgav og sendte til hende, skrevet paa Titelbladet et Digt, der saa godt tolker hendes Begavelse:
Dig, som i Toner kan hylle
Menneskets Smerte og Lyst,
Dig, som med Toner kan trylle
Hjertet i Menneskets Bryst.
Dig, i hvis Toner befriet
Lyder Naturaandens Sang,
Dig være Tonerne viet,
Som i mit Hjerte gjenklang.
I 1833 i julen blev Munch forlovet. Han havde først tænkt ikke at reise hjem i Ferien den Gang, men læse skarpt til Eksamen; men overtaltes af sin Ven Otto Løvenskjold dertil. Og paa Fossum, hvor Frk. Linaae da var i Besøg, traf han hende og blev aldeles fortryllet af hende og hendes Spil og Sang. Især kunde han ikke glemme, naar hun sang Goethes: «Kennst du das Land, wo die Citronen blühen.» De mødtes flere Steder og var blandt andet sammen paa en Maskerade paa Fossum, hvor hun forestillede en Skjoldmø og han Ridder. Ferien sluttede da ogsaa med Forlovelse.
I to Aar var de forlovede, og Munch besøgte i den Tid Linaaes, som om Sommeren boede paa et yndigt lidet Landsted: Fritsø ved Farisvandet.
- ↑
Rektor Ørns Vidnesbyrd. «Om Peter Andreas Munchs Fremtid maa man nære de bedste Forhaabninger.
Dette fremragende Medlem af det akademiske Borgerskab er født i 1810.
Hans Fader er Edvard Munch, den samvittighedsfulde Prest i Gjerpen og Provst i Nedre Telemarkens Provsti, en Mand, alsidig udstyret med Lærdom, og hvis moralske Egenskaber er hævet langt over min Ros. Hans Moder hører til den kjendte Hofgaard-Slegt.
Jeg vil ikke sige for meget til Forældrenes Ros, kun saa meget være sagt, at de begge viste sin Søn en stor Kjærlighed og lagde varm Interesse i hans Opdragelse. Allerede tidlig opdagede de hos ham store Aandsgaver, der, alt som Tiden gik, indgav dem stadig større Forhaabninger. Samtidig gav Faderen, hos hvem der fandtes saa megen forskjelligartet videnskabelig Interesse, sin Søns Aand, der i saa sterk Grad tog en høiere Flugt, ny Næring ved at indføre ham i Studiet saavel af de gamle som de nyere Sprog og Verdenshistorien foruden i de andre Lærdomsgrene, som en Gut i den Alder er særlig anlagt for. Da Faderen selv altid omgikkes Egnens bedste og mest anseede Kredse, blev Peter tidlig Gjenstand for den Paavirkning, som fint dannede Mænds Selskab altid efterlader, og derfor vil denne — ganske som Faderen har gjort — altid med Lethed erhverve sig de mest fremragende Mænds Velvilje og Venskab.
Imidlertid forstod Provsten, som havde indlagt sig saa stor Fortjeneste af Sønnens Undervisning, udmerket godt, at privat Undervisning lider af en vis Svaghed. En ung Mand, som kun bliver delagtig i den, udvikles let for hurtig.
Det gaar ham ganske som med de Træer, som vi med ængstelig Omhu søger at holde fjernt fra Luftens skadelige Indvirkning. Derfor antog han, at Sønnen gjorde sikrere, om end vistnok langsommere, Fremgang i en vel ledet Skole, og satte ham, før han endnu havde fyldt 13 Aar, i Skole hos mig.
Fra den Tid af, at Sønnen for sin videre Uddannelses Skyld har været anbetroet min Omsorg, har han raget frem blandt sine jevnaldrende lige saa meget ved sine gode Seder som ved den for hans Alder sjeldne Modenhed. Han har været fuld af Interesse — ja, som skabt for Videnskaber og Studier. Han har vist en frodig Mangesidighed og en glødende Attraa efter at gjøre Fremgang. Det er — for at tale med Cicero — med unge Mænd som med de unge Planter. Er der i den første Tid god Drift i dem, kan man sikkert slutte sig til, hvilken Fylde af ædle Egenskaber og hvilken Livskraft de senere vil lægge for Dagen.
Den unge Mand har ment at burde gaa en anden Vei i sin Læregang end de fleste andre nutildags, idet han, for siden med Udbytte at kunne fortsætte ved Universitetet, paa Forhaand har villet sætte sig ind i de Videnskabsgrene, som der her har været Anledning til. I den Hensigt har han med den største Iver og Udholdenhed benyttet sig af de herværende Læreres Undervisning.
Jeg haaber alt godt for denne Mand, der har vist en saa vedholdende Kjærlighed til Studering og er udstyret med saa store Aandsevner. Det er mit hjertelige Ønske, at han længe maa beholde Liv og Helse.
Med denne udmerkede Anbefaling sender jeg ham til Eder. Han vil aldrig skuffe de store Forhaabninger, jeg nærer til ham.»(Oversat fra Latin).