P. A. Munch (Sars, 1896)

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Samlede Værker
Gyldendalske Boghandel (4s. 202-214).

Medens jeg gik paa Latinskolen i Bergen (1849—1853), var Professor Munch udentvil den af Samtidens fremragende Nordmænd som var bedst kjendt, og hvis Navn blev hyppigst nævnt blandt os Gutter. Et Par af hans Lærebøger blev brugt ved Undervisningen, særlig hans Lærebog i Verdenshistorien og hans «Nordmændenes Gudelære i Hedenold». «Det norske Folks Historie» begyndte at udkomme i 1852, og jeg mindes, at enkelte af de raskt paa hinanden følgende svære Hefter af dette Verk blev bragt paa Skolen, og at vi saa paa dem og bladede i dem, hvorved vi ikke kunde undgaa at faa et Indtryk af noget umaadelig stort, noget udover alt, hvad vi ellers kjendte af Bøger og Literatur. Latinskolen var dengang en temmelig klosterlig Indretning hvor man levede helt udenfor Dagens Strid og uberørt af dens brændende Spørgsmaal. Vi Skolens Disciple var altfor meget optagne af Romernes Krige med de Ækver og Volsker o. s. v. til at have nogen Tid eller Interesse tilovers for, hvad der foregik i Samtiden. En Undtagelse herfra dannede paa en Maade Munchs Strid med danske Lærde om Nordens Bebyggelse og ældste ethnografiske Forhold og de rette Benævnelser paa Saga- og Eddaliteraturen og dens Sprog. Vor Historielærer var en ivrig Tilhænger af den «norske historiske Skole», og det hændte, at han bragte disse Emner paa Bane i Timerne, hvilket for os altid var en kjærkommen Afveksling i det evindelige Lektiehøreri. —

Da jeg kom til Kristiania for at blive Student, hørte følgelig Professor Munch blandt de Hovedstadens Notabiliteter, som jeg først og fremst ønskede at faa se. Han fungerede det samme Aar som Eksaminator i Historie og Geografi ved Eksamen artium, saa det Ønske fik jeg snart opfyldt. Der gik det Ord om ham, at han kunde være lei at komme ud for Som Eksaminator, idet han kunde falde paa at stille de underligste Spørgsmaal. Og jeg fik da ogsaa sande det. Han begyndte med at spørge om Lübeck, og saa bar det i en Fart afsted ind i alskens Detaljer vedkommende den frie Rigsstads Historie og Geografi. Det forekom mig, at jeg blev Svar skyldig paa det meste af, hvad han spurgte om; men Karaktererne blev gode alligevel. Han saa ud, som om han sad i sine egne Tanker; jeg fik et Indtryk af, at han ikke var saa særdeles opmerksom paa, hvad der blev svaret, eller om der blev svaret, og det var han vist heller ikke; han skal have sagt, naar man spurgte ham om, hvorledes han holdt ud det aandsfortærende Eksaminationsarbeide: Aa, jeg hviler mig saa deiligt ud ved det.

Jeg besøgte i mit Russeaar nogle Gange Munchs Forelæsninger og mindes, at jeg blev høflig skuffet. Docentgjerningen var aabenbart noget, han hverken havde synderligt Anlæg eller synderlig Interesse for. Hans Stemme var temmelig svag og klangløs, Foredraget ensformigt og hakkende. Han pleiede at have endel Bøger med eller endel løse Papirlapper med Notater paa; han bladede i dem, læste op noget hist og her og gjorde sine Bemerkninger derved, — som det syntes, uden nogen videre Sammenhæng og af blandet Indhold. — lingvistisk eller historisk-kritisk, eftersom det traf sig. Det var angelsachsisk Historie, han læste over. Udentvil var der i, hvad han kom frem med, mangt et Guldkorn for den, der havde Skjøn paa det, for Specialisten eller Fagmanden; for han var jo af dem, der altid fandt noget, hvor han saa grov, — noget værdifuldt eller ialfald noget rart. Men for det almindelige Forelæsningspublikum passede det ikke. Der var ikke mange Tilhørere, og jeg tænker, at de fleste gjorde som jeg, nemlig udeblev, efter at have gaaet der nogle Gange og faaet sin Nysgjerrighed tilfredsstillet. Og Munch brød sig vist ikke det mindste om, at hans Auditorium blev tomt; han var vel snarere tilfreds med at kunne slutte, — jo før, des heller, — af Mangel paa Tilhørere; for han havde saameget andet nyttigere og vigtigere Arbeide at varetage end at haspe af det reglementerede Antal Forelæsninger. —

Han stod dengang paa Høiden af sin Kraft og udfoldede en kolossal literær Produktivitet. I Aaret 1853 udkom det meste af 2det og endel af 3die Bind af «Det norske Folks Historie», — tilsammen vistnok over tusind svære tættrykte Oktavsider, — videre hans Skrift «0m den saakaldte nyere historiske Skole i Norge» og hans Udgaver af Odd Munks Olav Tryggvassøns Saga og Snorres Olav den Helliges Saga, begge med udførlige Fortaler, af hvilke navnlig Fortalen til Olav den Helliges Saga er indholdsrig og kan siges at have været banebrydende for Kritiken af den historiske Saga og for en rigtigere Opfatning af Sagaliteraturens Tilblivelse og Væsen i det hele; i det samme Aar leverede han desuden Bidrag til «Morgenbladet», «Norsk Folkekalender», «Illustreret Nyhedsblad» o. s. v. Saaledes holdt han ved Aar efter Aar, utrættelig, ustanselig, producerende efter en Maalestok, saa det skulde synes, som om endog den blotte mekaniske Nedskrivning af alt, hvad han lod trykke, maatte have givet et Menneske med almindelig Arbeidskraft mere end nok at bestille.

Ikke mindre merkværdig end Omfanget af Munchs Forfatterskab var, som bekjendt, dets Mangesidighed. Man har fra hans Haand Skolebøger, Lære- og Læsebøger, korte populære historiske Fremstillinger, vidtløftige videnskabelige Verker, Udgaver og Oversættelser af Sagaer eller andre historiske Kildeskrifter, Biografier, Reiseskildringer, Landkarter over det gamle og nye Norge, Avisartikler vedkommende Politik, Literatur eller andre Dagsspørgsmaal; hans strengt-videnskabelige Virksomhed gik i sproghistorisk, grammatisk, historisk-kritisk, historisk-geografisk, tekstkritisk, ethnografisk, runologisk, mythologisk, arkæologisk Retning, og paa alle disse Omraader har han frembragt noget betydeligt, værdifuldt, tildels endog epokegjørende eller banebrydende Arbeider. Den store Spredning svarede saa godt til Omfanget af hans Evner, at den ikke for hans Vedkommende førte til Overfladiskhed og Dilettantisme, som den pleier at gjøre. Om han havde begrænset sig til et enkelt Fag, vilde hans Begavelse ikke have kunnet komme til sin fulde Ret; noget af det mest karakteristiske ved hans Aand var netop dens overordentlige Smidighed og Bøielighed, dens hurtige Opfatning og Tilegnelsesevne, virtuosmæssige Flinkhed og Færdighed i at finde sig tilrette og greie alskens Vanskeligheder, og disse Egenskaber krævede en bred Plads for at gjøre sig gjældende. Paa den anden Side efterlader en Betragtning af hans Forfatterskab neppe nogen Tvil om, at han bredte sig altfor meget, — at han ved de Forhold, hvorunder han levede, blev fristet til at give sig ikast med Opgaver, som ikke laa rigtig for ham, trods al hans Mangesidighed, — at hans Kræfter i mange Tilfælde og i vid Udstrækning blev brugte paa en Maade, der næsten maa karakteriseres som et Misbrug, og hvorved Virtuosen, den flinke og behændige Haandverker i ham gjorde sig gjældende paa Bekostning af hans høiere, mere centrale Evner. —

Welhaven sagde om Schweigaard, at han var en ædel Araber, der spændte sig for Arbeidskjærren af Hensyn til sin fattige Moders, sit Lands Nød og Armodsdom. Det er vakkert sagt, og udentvil ogsaa forsaavidt træffende, som Schweigaard ganske vist i en usedvanlig Grad var et Pligtmenneske, altid villig til at «kaste af», hvad han evnede, — om det end var noksaa meget, — «i de nærmeste Krav», — om de end i sig selv var noksaa smaa og hverdagslige. Men forsaavidt der i disse Ord skulde ligge den Mening, at Schweigaard af sin Natur og Tilbøielighed var henvist til at være Videnskabsmanden, Tænkeren, og at det var et tungt, smertefuldt Offer, han bragte paa Fædrelandets Alter, naar han i det meste af sit Liv viede sine Kræfter til den praktiske Livsgjerning, til Bankadministration, Brændevinslovgivning,Toldtariffer o. s. v., — da er det udentvil et væsentligt Feilsyn. Vinje har snarere Ret, naar han siger om Schweigaard, at han «saag ikke ut til at hava fleire Idealer, enn han kunde gjennemføra»; han «var ikke poetisk i vanleg Meining, idet han baade var for stor og for liten til at vera det»; der var intet «tragisk» ved ham. Nei ganske vist! tvertom — der er vel ingen af vore offentlige Personligheder, om hvem det kan siges med saa stor Ret som om ham, at han var en lykkelig Mand, — lykkelig derved, at han fandt for sig et Milieu, der passede for ham, og slige Opgaver, der lod hans Evner komme til sin fulde Ret. Da han i 1857 blev anmodet om at deltage sammen med sine Kolleger ved Universitetet i Dannelsen af et Videnskabsselskab, gav han et afslaaende Svar og motiverede sit Afslag med de Ord, at han betragtede sin videnskabelige Bane som afsluttet. Man kunde mene, at dette bare var et Paaskud; men Schweigaard var en saa ærlig Mand, at Ordene vistnok maa forstaaes efter Bogstaven. Han har virkelig betragtet sin videnskabelige Bane som afsluttet, paa en Tid, da han endnu stod paa Høiden af sin Mandskraft og i sin gamle Stilling som Universitetslærer. Dette vilde aldrig have kunnet blive Tilfælde, saafremt han ifølge sin Begavelse havde været væsentlig kaldet til at være Videnskabsmand. Han var først og fremst den «korrekte» Mand, — korrekt i sit Liv, korrekt i sin Tænkning; — hans herskende Evne var en ubestikkelig skarp og sikker Forstand, i Sambaand dermed stod hans udprægede Virkelighedssans og hans ligesaa udprægede Aversion ikke blot mod Frasemageri og forloren Ordbram, men mod alt, hvad der ikke kunde udtrykkes præcist, alt dunkelt og ubestemt, — medens han synes at have havt lidet eller intet af skabende Fantasi eller af den higende Uro og umættelige Nysgjerrighed, der pleier at følge med det store videnskabelige Kald, og hvorefter den fødte Videnskabsmand snarere føler sig hendraget til end frastødt af det hemmelighedsfuldt dunkle. Han var, i Overensstemmelse med disse naturlige Anlæg, en usedvanlig tidlig moden Mand, tidlig afgjæret og afsluttet i sin Udvikling, indtog allerede som ganske ung et fast, til alle Sider skarpt bestemt og begrænset Standpunkt. Ud fra dette Standpunkt var det, han reformerede det juridiske Studium ved vort Universitet, — saavidt jeg har forstaaet, udelukkende i negativ-kritisk Retning, ved at feie ud endel forloren Videnskabelighed, endel forældet, taaget Metafysik, men uden at engang forsøge paa at lægge Studiet over paa en ny, mere virkelig videnskabelig Grund. Og derefter maatte det offentlige Liv, Lovgivning og Administration netop blive de Omraader, hvortil han følte sig sterkest hendraget, og som passede bedst med hans Evner og Aandsretning. Der var her i Virkeligheden aldeles ingen Grund til at tale om Misbrug af høiere, mere ideelle Kræfter i lavereliggende Formaals Tjeneste. —

Det kunde da med større Ret være bleven sagt om hans gamle Skole- og Universitetskammerat Munch, at han, naar han gav sig af med Avisskriveri, Udarbeidelse af Skolebøger og andre slige halvt praktiske Gjøremaal, var som Araberen, der bliver spændt for Arbeidskjærren. Munch var en fra Schweigaard helt forskjellig, i væsentlige Henseender en helt modsat Natur. Schweigaard fører i sine Breve fra Gutte- og Studenterdagene et saa gammelklogt-forstandigt Sprog, at man skulde tro, at han aldrig havde været Barn; ved Munch vedblev der at være noget i høi Grad barnsligt gjennem hele hans Liv. Schweigaard naaede tidlig frem til et Standpunkt, der tilfredsstillede ham, og levede det meste af sit Liv som en i aandig Forstand fastbosiddende, forskanset inden sine opgjorte Meninger som i en fast Borg, hvorfra han kunde gribe ind i det praktiske Livs Spørgsmaal med den Tryghed og Styrke, der virkede saa imponerende. Munch derimod var af dem, der ikke kan slaa sig tiltaals ved et givet Resultat eller en opgjort Mening. Han søgte altid videre frem, — «aldrig træt, dog uden Hvile», som det heder i Bjørnsons ypperlige Mindedigt over ham; hans «Liv var en Reise»; det, som dybest karakteriserede hans Væsen, var den «guddoms-opfyldte Uro», — den «Opdagelsernes Uro, som drev Newton, drev Columbus»; derigjennem er det, at han først og fremst viser sig som den fødte Gransker, Manden med det store videnskabelige Kald. Schweigaard var af de to den i Samtiden uden Sammenligning mest bemerkede og beundrede; han blev allerede som ung juridisk Kandidat, og før han endnu havde udrettet noget andet end taget glimrende Eksamener, nævnt som Norges «bedste» eller «første Søn» (et merkeligt Vidnesbyrd om Forholdenes Ravnekrogiskhed); alle syntes enige om at se i ham et Geni, — man kaldte ham det «store Geni», — han gjaldt, ser det ud til, næsten som Geniet par excellence. Munch stod længe rent i Skyggen, og, eftersom ogsaa han hendrog paa sig den offentlige Opmerksomhed, blev der vel talt om hans merkværdige Hukommelse, hans store Kundskabsfylde, hans rastløse Produktivitet; men stillet som Schweigaard, paa en Plads for sig, blev han ikke; man hørte ham sjelden eller aldrig omtalt, saa ham sjelden eller aldrig omtalt som et Geni. Om hans og Schweigaards gamle Rektor heder det dog, at han skal have sagt, at af de to var det Munch, der havde den største Begavelse. Og at dette virkelig var Tilfælde, derom vil der vel neppe nu længer kunne raade nogen Tvil. Schweigaard var ganske vist en overordentlig, i mange Maader en virkelig stor Personlighed, — udpræget selvstændig, original, sandhedskjærlig, uden Fusk, — en nobel, pletfri Karakter, et lyst og sterkt Hoved; men den Egenskab, som man i Samtiden først og fremst pleiede at tillægge ham, — Geni, d. v. s. skabende Aand, — den havde han neppe. Han tilhørte forsaavidt ikke den i aandig Forstand høiest rangerende Klasse blandt Menneskene; han repræsenterede en Klasse nedenfor, men man kan sige, at han repræsenterede den paa en aldeles glimrende, næsten idealfuldkommen Maade Det synes, som om der ikke var andet end godt at sige om ham, — ingen Svaghed eller Skygge, ingen Rift eller Revne, — alting lyst og fast og vel sammenføiet. Helt anderledes med Munch: ham var der meget at sige paa; hans Liv og Personlighed tilbød Kritiken mangt et særdeles taknemmeligt Angrebspunkt; hans Karakter var svag, og selv i hans intellektuelle Begavelse var der store, iøinefaldende Lakuner; men han havde Geni; han var af dem, der bryder nye Baner, vinder ind nyt Land i Aandens Verden. Han repræsenterede, om end paa en ufuldkommen Maade, en høiere aandig Rangklasse end den, Schweigaard repræsenterede. —

Blandt Munchs mange Skrøbeligheder hørte, at han var en meget daarlig Økonom. Han tjente mange Penge, men brugte flere, og der fortaltes i Samtiden mange Historier om hans stadige finansielle Vanskeligheder. Det ser ikke ud til, at disse Vanskeligheder har trykket ham noget videre; — han havde et let og lyst Sind; — men de øvede dog utvilsomt en stor og langtfra altid synderlig heldig Indflydelse til at bestemme Omfanget og Retningen af hans literære Produktion. Forholdene herhjemme var dengang temmelig primitive, Literaturen fattig; der var inden samme en stor Mangfoldighed af Huller at udfylde, mange Opgaver at løse, endog af de for Almenoplysningen nærmestliggende og mest paatrængende; Arbeidsmarken var vid og Arbeidskræfterne faa. Det kunde ikke være anderledes, end at Munch ved disse Forhold og ved sin stadige Pengetrang blev ført til at paatage sig Opgaver, som han under en mere udviklet Konkurrence og en bedre gjennemført Arbeidsdeling vilde have ladet ligge og overladt til andre ringere begavede eller anderledes begavede Forfattere. Han synes at have følt slige Kjæmpekræfter i sig, at han har troet at kunne overkomme, hvad det skulde være. Der var en Tid, da han endog søgte at komme ind i Hverv af en rent praktisk Art. I Aarene nærmest efter 185O, medens han deltog i Redaktionen af «Morgenbladet» og samtidig var paa det sterkeste optaget af andet literært eller videnskabeligt Arbeide, lagde han an paa at blive Statsrevisor. Han blev ogsaa opført paa Listen over Kandidaterne og fik Stemmer i Storthinget; heldigvis fik han ikke Stemmer nok. Welhaven spaaede, at han vilde melde sig til Stempletpapirforvalterposten, naar den blev ledig; heldigvis blev den ikke ledig, medens han levede. Men, om det ikke lykkedes ham at faa Del i den rent praktiske Livsgjerning, saa kunde han til Vederlag brede sig saameget friere i Literaturen, og det er øiensynligt, at Pengehensyn og Boghandlerspekulation herved altfor ofte spillede en Rolle som den egentlig drivende Kraft og bragte ham til at strække sig længere, end godt var. Om de af ham udgivne Skolebøger er der ganske vist meget godt at sige. Hans «Verdenshistoriens vigtigste Begivenheder i kortfattet Fremstilling» er et merkeligt Arbeide ved den virkelig beundringsværdige Kunstfærdighed, hvormed en stor Stofmængde er bleven sammentrængt paa et lidet Rum; hans «Norges, Sveriges og Danmarks Historie til Skolebrug» udmerker sig ved en usedvanlig let Stil og grei Anordning, og baade her og i hans Fremstillinger af «Nordmændenes Gude- og Heltesagn» findes der et og andet i videnskabelig Henseende nyt, et og andet Spor af den selvstændige Forskers Løveklo. Men i pædagogisk Henseende lider disse Bøger under store og væsentlige Mangler. De er da ogsaa forlængst blevne fortrængte. Og, naar man betænker, at det er en Mand med førsterangs Granskerevne, der har brugt en stor Del af sin bedste Ungdoms- og Manddomstid til Udarbeidelsen af disse nu antikverede Skolebøger, maa man vel erkjende, at der her kunde være Grund til at tale om, at Araberen har været spændt for Arbeidskjærren, og at det har gaaet, som det pleier at gaa, naar en Araber sættes til slig Gjerning; det viser sig, at den ikke er adstadig nok for den, og Gjerningen bliver ikke saa godt udført, som den vilde være blevet af et ordinært Vognmandsøg.—

Selv i Hensyn paa Munchs Hovedverk: «Det norske Folks Historie» turde det vel gjælde, at han derved paatog sig en Opgave, som ikke helt ud, ikke i alle Dele svarede til hans Begavelse, saa der ogsaa her kunde være nogen Grund til at tale om Kraftspilde eller om en mindre heldig Anvendelse af en i sin Art sjelden, enestaaende Arbeidsevne. Det er overflødigt at udbrede sig noget videre over dette Verks overordentlige Betydning i videnskabelig og national Henseende. Vi har alle en Forestilling om det vældige Rydningsarbeide, som her er bleven udført, — om den store Lærdom, skarpe Kritik, geniale Kombinations- og Gjetningsevne, der kommer tilsyne i Verket, — om Mangfoldigheden af de Vildfarelser, der er blevne rettede, de Huller, der er bleven udfyldte, de Uklarheder, der er blevne oplyste, o. s. v., o. s. v. — vi ved, at dette Verk har været det uundværlige Grundlag for alle senere Arbeider over Norges Historie i det samme Tidsrum, — at alle, som sysler med Studiet af Norges eller Nordens gamle Historie og Literatur, maa have det stadig ved Haanden og søger tilbage til det som til en uudtømmelig Fundgrube. «Det norske Folks Historie» udkom i Aarene 1851—1863. I disse Aar gjennemgik Nationalfølelsen hos vort Folk en meget alvorlig Krise. Ydre og indre Aarsager samvirkede til at fremkalde en afgjort reaktionær, pessimistisk Stemning inden Samfundets høiere, ledende Lag; det blev Mode at præke den rene Selvopgivelse eller i det ringeste at stille sig høist skeptisk, mismodig hovedrystende ligeoverfor Spørgsmaalet om Folkets Fremtidsudsigter og Evne til at føre sin egen Tilværelse. Enhver, som har gjennemlevet denne Tid, vil mindes dette, og vil tillige mindes, hvor stor en Støtte og Styrke det var for den nationale Selvfølelse under de mangehaande Anfægtelser og Angreb, for hvilke den var udsat, at den kunde pege paa de Arbeider, som netop nu fremkom fra den norske historiske Skole, og deriblandt naturligvis først og fremst Munchs store Verk. Landet var fattigt; Literatur og Kunst, overhovedet Kulturens finere Vækster vilde ligesom ikke slaa Rod i den magre Grund; det gik idethele smaat og traat med Fremadskridningen paa de fleste Kanter; Folket holdt fast ved sit gamle daarlige Stel og syntes paa mange Maader forkommet og kuet ved de trange økonomiske Kaar; de bedste flyttede ud o. s. v.; — der var meget, hvoraf der kunde hentes og blev hentet Stof til mistrøstige Betragtninger. Men saa havde vi den gamle Konge- og Sagatid; og hvor stor en Kraftudfoldelse dette havde været, derom vidnede nu for Alverden «Det norske Folks Historie». Det var neppe mange, som holdt ved med at læse Verket fra Perm til Perm, eftersom det kom ud; men mange læste dog hist og her i det, bladede i det, saa paa det, og bare Synet gav Støtte; man følte sig tryggere, ligesom med en Mur foran sig, ved at se paa den lange Række af svære Bind. Et Folk, der havde havt en slig Fortid, maatte vel ogsaa have en Fremtid. —

Vi maa da ganske vist erkjende, at det var en Lykke for os, at vi fik dette Verk, og at vi har Grund til at være den Mand taknemmelig, hvis Foretagsomhed og Offervillighed satte Munch istand til at begynde og fortsætte Verket (Forlæggeren Chr. Tønsberg). Munchs økonomiske Vilkaar var saadanne, at han maatte have Penge for sit Arbeide. Dog har utvivlsomt ved dette Verk Pengehensynet ikke spillet nogen Rolle som den egentlige drivende Kraft; det vilde være urimeligt at tale her om Araberen og Arbeidskjærren. Munch har selv i Forordene til «Det norske Folks Historie» paa flere Steder talt om, hvormegen Glæde han havde ved Udarbeidelsen af Verket, — hvorledes den «i en Række af Aar har været hans kjæreste Syssel og største Opmuntring», — og det er vist al mulig Grund til at tro paa Sandheden af disse Forsikringer. For ikke at tale om den Tilfredsstillelse, det maatte være for ham, som god Nordmand, at opføre et sligt Monument til Forherligelse af hans Fædreland, — saa fandt han jo her for sig en Række Opgaver af den Slags, som netop passede for ham, og som det derfor maatte være ham en Lyst at give sig ikast med. Han havde, som han selv udtrykker sig, «ingen slagen Landevei at ile jevnt frem paa»; han «maatte selv Skridt for Skridt bane sig Vei med Øksen og Spaden i Haanden»; han «havde ikke alene naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde til Side og træde under Fødder». Et sligt Arbeide var som skabt for ham; han var netop en Rydningsmand i største Stil. Han gjør i Forordet til 1ste Del sine Læsere en Undskyldning for, at Fortællingens Gang ret som det er afbrydes af Digressioner og Undersøgelser, — hele lange kritiske Afhandlinger. Det er netop disse Afhandlinger, der har givet Verket dets største, varigste Værd; det er ved dem især, at han har erhvervet sig Adkomst til at kaldes, — hvad en meget sagkyndig Forfatter, der har optraadt som en meget skarp Opponent mod enkelte af Munchs Hypotheser og Theorier (Dr. E. Jessen i Kjøbenhavn), har kaldt ham, — «Nordens største Historiker». For at fremhæve en enkelt inden den lange Række: — Undersøgelsen i første Del af Vikingtogenes Historie og Kilderne til samme, — et virkeligt Mesterstykke af omsigtsfuld, skarp og klar historisk Kritik, hvis Resultater ogsaa i det store og hele er bleven yderligere stadfæstet ved den følgende Tids Granskning. Men «Det norske Folks Historie» skulde jo ikke bare eller engang først og fremst være en Samling af kritiske Afhandlinger til Brug for Specialisten; det skulde være en Fremstilling af Folkets Liv bestemt for det store almendannede Publikum. Munch skulde ikke bare være Rydningsmanden, som sigter og renser det historiske Materiale og lægger det tilrette for Kunstneren og Tænkeren; han skulde Selv være Kunstneren, der samler de mange spredte Træk til et levende anskueligt Billede, Tænkeren, der gjør det historiske Stof til Gjenstand for et generaliserende Ræsonnement og paaviser den indre Aarsags- og Virkningsforbindelse. Og derved kom han øiensynlig for en stor Del udenfor Rækkevidden af sin ellers saa overordentlig mangesidige Begavelse. Han havde kunstneriske Anlæg i flere Retninger; men Stilkunstner var han ikke. Hans Stil er, idetringeste der, hvor han har gjort sig nogen Umage med den, hvilket ved en saa overvældende Masseproduktion selvfølgelig ikke altid har kunnet være Tilfælde, let og grei, men den har lidet af personligt, individuelt Præg, lidet af Farve eller Varme. Den gjør et bedre, mere intelligent Indtryk end Keysers, forsaavidt som den fremfor denne er aldeles fri for al Slags konventionelt Væsen, al Slags udenpaahængt Stads. Men, medens vi jevnlig fristes til at drage paa Smilebaandet ved Keysers noget pedantisk-stive Zirlighed med de omhyggelig afrundede Perioder og Anbringelsen hist og her af tørrede Blomster fra gamle stilistiske Herbarier, erkjender vi dog paa samme Tid i hans Fremstillinger Merkerne af en mere inderlig Tilegnelse af det historiske Stof end den, vi møder hos Munch. Hans Intelligens var en langt ringere end Munchs; men han havde en dybere Følelse; hans Væsen var mere intenst, mere samlet, og han havde, saa uendelig meget han stod tilbage for sin yngre Medarbeider som Gransker, alligevel mere af den egentlige Historiker ved sig, forsaavidt han laa mere for den Ting: at fordybe sig i en svunden Tidsalders Aand og blive som hjemme der, saa dens Liv ligesom fornyer sig i en. Munch havde en altfor urolig Aand, han var en altfor rastløs Opdager-Natur til det. Hans Evner gik i en altfor meget udpræget analytisk Retning til, at Synthesen kunde være hans Sag. —

I sin rette egentlige Storhed og Styrke viser han sig, ikke paa Historieskrivningens, men paa de historiske Hjælpevidenskabers, Kildekritikens og Lingvistikens, Omraade. Hans Arbeider over de ældste Runeindskrifter, over det ældste nordiske Fællessprogs Udseende, over Gammelsvensk og Gammelnorsk m. v. har ført den nordiske Lingvistik ind paa Veie, hvorpaa den siden afgjort har skredet videre frem, og sikret ham en Plads i allerførste Række blandt de skandinaviske Sproggranskere, endda han kun synes leilighedsvis at være kommet ind paa disse Emner og kun har ofret dem forholdsvis lidet af sin Tid og Kraft. Jeg traf engang (i 70-Aarene) paa en Fodtur i Gudbrandsdalen den bekjendte tyske Sprogforsker Th. Aufrecht (dengang Professor i Edinburgh) og foretog i Selskab med ham en Fjeldbestigning; han talte underveis med den største Enthusiasme om Munch og sagde blandt andet, at han stillede ham i Hensyn paa Begavelse fuldt ved Siden af Jak. Grimm.[1] Sterkere kunde ikke en tysk Sprogforsker udtrykke sin Beundring. Man maa tænke paa, hvad Munch vilde have kunnet udrette, om han havde samlet sine Kræfter paa dette ene Fag, eller, om han, — forat ikke blot Storheden, men ogsaa Mangfoldigheden af hans Evner nogenledes skulde komme til sin Ret, — idetringeste havde indskrænket sig til de Fag, der sammen med Sprogstudiet danner Kredsen af historiske Hjælpevidenskaber, — indskrænket sig til at være den kritiske Gransker, Rydningsmanden, der bereder Grunden, hvorpaa Historieskrivningens Kunst kan reise sine Bygverker, — der fremskaffer, ordner og renser Materialet, hvoraf de skal sammensættes. Han vilde, om dette var bleven Tilfælde, ikke have grebet saa dybt eller saa direkte ind i vor nationale Udvikling; han vilde ikke i samme Grad have staaet for os som den vældige Masseproducent, den fænomenale Virtuos eller Tusindkunstner, der viser sig «in allen Sätteln gerecht» og kan overkomme at udføre paa samme Tid de mest forskjelligartede Arbeider. — som om han havde været i aandig Forstand et Slags Trold med flere Hoveder og flere Par Arme. Men hans videnskabelige Eftermæle vilde til Vederlag have vundet derpaa; han vilde have havt et større europæisk Navn. —

Ved Udarbeidelsen af de første Bind af «Det norske Folks Historie» fandt han endnu for sig vide Felter for sin Opdager-Natur og Gransker-Begavelse, — historisk-kritiske Spørgsmaal, hvis Omfang og Betydning var saavidt stor, at de nogenledes svarede til Rangen af hans Evner, der var skabt til noget mere end den videnskabelige Kystfart, — som f. Eks. Spørgsmaalene om Nordmændenes og de øvrige germanske Stammers Indvandringsveie, Nordens ældste ethnografiske Forhold, Eddamythernes Oprindelse, de heroiske Oldsagns Tilblivelsestid og historiske Kjærne o. s. v. Dette blev mindre og mindre Tilfælde, eftersom han avancerede med sit Verk. Den norske Historie kan lignes med en Fjord, der begynder med en bred Munding ud til Havet, bliver trangere og trangere, eftersom den fortsætter sig indover, men tilsidst (i den nyere Tid) atter vider sig ud. I de sidste Bind kom Munch ind paa Behandlingen af det Afsnit, hvor den er paa det trangeste, — Unionsperioden. Det historiske Stof har her i sig selv, — d. v. s. bortseet fra Sammenhængen med det forudgaaende og det efterfølgende, bortseet fra Spørgsmaalet om Aarsagerne til den nationale Fremgang og Tilbagegang, — overmaade liden Interesse. Det frembyder vel Knuder at løse, Spørgsmaal for den kritiske Granskning, som kan være vanskelige nok, men de er paa den anden Side fordetmeste af en saa snever speciel Art, at det maa synes lidet lønnende at umage sig med dem, og at det ikke gjør nogen Forskjel i Hensyn paa Erkjendelsen og Forstaaelsen af, hvad der er væsentligt, enten de besvares saa eller saa eller slet ikke besvares. Man kunde vel mene, at en Forskerevne som Munchs var for god til at sysselsættes med Opsamlingen af et sligt Stof og Løsningen af slige Spørgsmaal. —

Han havde imidlertid neppe selv nogen Følelse heraf. Han var mindst af alt Filosof, mindst af alt de almene historisk-politiske Theoriers og Tendensers Mand. Hans Evner var forskjelligartede, men de gik alle i en speciel Retning, og han havde, trods sin Mangesidighed, i meget høi Grad Specialistens Tilbøielighed til at sætte overdreven Pris paa, hvad der er nyt og sjeldent, uden Hensyn til Nytten eller den Brug, der kan gjøres deraf, og til at vurdere et videnskabeligt Spørgsmaal ikke saameget efter dets Betydning som efter dets Dunkelhed og Vanskelighed. Hans Forskerevne var som et Instinkt, — en potenseret Videbegjærlighed og Nysgjerrighed, der rettede sig paa smaat og stort uden Forskjel og kunde optages af at sondere Sladderhistorier og sætte sig ind i Samtidens Chronique scandaleuse ligesaa sterkt som af at bringe Lys ind i et vigtigt historisk-kritisk Spørgsmaal. Han var, paa en Maade, i aandig Forstand et Barn med Kjæmpekræfter, — et Slags videnskabelig Sports- eller Idrætsmand, for hvem det er en Nydelse at bruge sine Kræfter, ligegodt, paa hvad det skal være. —

Der var ogsaa noget i hans Udseende, som gav Indtryk heraf. Han var en paafaldende smuk Mand, — temmelig høi af Vækst, — Hovedet usedvanlig velformet, — en mægtig hvælvet Pande, fintskaaret Næse, Mund og Hage, især Munden med den lidt fremskudte Underlæbe; men hans Ansigtstræk havde noget barnlig-blødt, ligesom uudformet ved sig; i hans Blik var der noget ubestemt, usikkert svævende. Han var i sine yngre Dage, paa den Tid, da jeg først saa ham, temmelig korpulent og gjorde aldeles ikke Indtryk af en, der bryder sig Videre med sit Eksteriør, var heller noget sjusket i sin Paaklædning. Under sit første fleraarige Ophold i Rom (1858—1861) forandrede han sig sterkt i saa Maade, saa jeg, da han første Gang efter sin Tilbagekomst indfandt sig i Rigsarkivet, hvor jeg dengang var ansat, neppe nok kjendte ham igjen. Han var bleven mager og slank; Ansigtsfarven, som før havde været bleg, var bleven brunet; han var overmaade elegant paaklædt, duftende af fine Essenser, og saa snarere ud som en Diplomat eller Hofmand end som en Lærd. Han havde i Rom omgaaets meget fornemme Folk, og, let paavirkelig og bøielig som han var, havde han lempet sig efter sine Omgivelser og tilegnet sig helt nye Livsvaner. —

Han blev i Oktober 1861 konstitueret som Bestyrer af Rigsarkivet og stod i denne Stilling, indtil han om Vaaren 1863 for anden Gang reiste til Rom, hvor han døde den 25de Mai. Det er ikke godt muligt at tænke sig en snildere, mindre besværlig Overordnet. Han gjorde vel et og andet Forsøg paa at styre sit Kontor i mere end Navnet, men uden at der kom noget videre ud af det; han havde aldeles intet Lag for den Ting: at give Ordres og paase dem udført; der var ligesom noget forknyt og ubehjælpeligt ved ham i den Slags Forhold. Han var desuden i disse sidste Aar af sit Liv kanske sterkere end nogensinde optaget af sit Forfatterskab, arbeidende med febrilsk Hurtighed, — i bogstavelig Forstand baade Nat og Dag, — paa Fortsættelsen af «Det norske Folks Historie». Alligevel merkede vi, hans Underordnede, at han, saa ivrig sysselsat han var med sit videnskabelige Arbeide, og saa træt han mangengang maatte være, havde Øinene og Ørene med sig allevegne, og at han i kort Tid var bleven fuldt fortrolig med Kontorpersonalets smaa Hemmeligheder. —

Idethele gjorde han ved sit Væsen og sin Personlighed det samme merkværdig blandede Indtryk som ved sit Forfatterskab: — forunderlig stor i visse Henseender og næsten ligesaa forunderlig liden i andre: — arbeidende som Forfatter og Forsker med en Udholdenhed, der syntes at forudsætte en Jernvilje, og paa samme Tid yderlig svag og næsten viljeløs eftergivende i det daglige Livs Forhold, — fyldt af Geniets Ild og Enthusiasme for sin videnskabelige Gjerning, og paa samme Tid høist interesseret i den futileste Bysladder, alvorlig sysselsat med rene Narrestreger, blotte Taskenspillerkunster (engang i sine sidste Aar drev han t. Eks. paa med at lære sig til at skrive med Foden og kom en Dag glædestraalende ind til den Familie, hos hvem han boede, for at fortælle, at det endelig efter meget Stræv havde lykkedes ham at istandbringe et læseligt Manuskript (s. v. v.!) med det nævnte Redskab), — gjennemtrængende skarpsindig og methodisk sikker og grei, naar det gjaldt Granskning af Detaljer, men famlende og svag, ofte ligetil barnlig-naiv, naar det gjaldt at reflektere og ræsonnere over den almene Sammenhæng. —


  1. Jeg har hørt, at han sagde det samme til vor berømte Sprogforsker, Professor Sophus Bugge.