På Akershus
Sommernattens slør med milde
folder sig om jorden spænder;
enkle stjerner, store, stille,
blege bagom skodden brænder.
Fjorden letter nu sit trange
bryst med dump og dæmpet stemme.
Hør, det er som barndomssange,
dem en aldrig ret kan glemme.
Gamle Akershus ser roligt
gennem tågen over sjøen;
stundom nikker han fortroligt,
tykkes mig, mod Hovedøen.
Akershus, den gamle hvide,
står såvisst i stærke drømme;
sikker styrer han med stride
åretag mod mindets strømme.
Ja — de gæster ham, de svunde
blodværksmænd fra mørke tider; —
linombundne, floromvundne,
gennem hallen stilt de skrider.
Og de der —, jeg ser og gruer,
snart i brand og snart i frysning —
bag de høje salsvinduer
dirrer der en blålig lysning.
Hvem er han, hin tunge ridder
med den røde glød i øjet, —
han som stur i salen sidder,
i sin stol fremoverbøjet?
Ja, for visst! Kong Kristjern er det!
Panden skrukket, kinden gusten; —
hånden famler efter sværdet,
sliren er af blodskvæt rusten. —
Lig en gravlagt storheds minde,
fyrstefager end at skue,
i karnappet står en kvinde;
det er visst Knut Alfsøns frue.
Danske flåden er i fjorden;
hendes husbond gik at værne
værgeløs om fædrejorden, —
kom som gæst til Gyldenstjerne.
Liglagt ror de ham tilstrande
uden sang og uden kærte; —
hugget i Knut Alfsøns pande
var et hugg i Norges hjerte. —
Se den bundne mand i kåben.
Let, jeg tænker, navnet gættes;
hundred hærmænd under våben; —
Herlof Hyttefad skal rettes.
Bål er rejst i Ormegården;
blodet blommer dødning-linet;
fire svende står ved båren, —
Kristjern glytter bag gardinet.
Rige frihedsmand, som strøde
for dit folk i døden roser!
Mer end kirkevirak søde
blodrøg, som fra bålet oser!
Martyrblod med sædens kræfter, —
sæd fra Norges ulivs sårdag,
som tre hundred år derefter
sprat ved Ejdsvolds Værk en vårdag!
Og se der —! Nej, udaf gled det,
thi „løs af“ det lød fra vagten; —
Akershus har åndeklædet
byttet bort mod hverdagsdragten.