Optegnelser fra Rom
Optegnelser fra Rom.[1]
Hele Italien, og fornemmelig Rom, har saa ofte været skildret af Rejsende fra alle Europas øvrige Lande, og fra Amerika ovenikjøbet, i Prosa og paa Vers, i nøjagtige og udførlige antiqvariske, philologiske, geographiske og statistiske Beskrivelser eller i lettere, mere overfladiske „Skizzer“ og „Rejse-Billeder“, at man kunde føle sig afskrækket fra ethvert Forsøg paa, endnu at forøge denne Literaturmasse med nogetsomhelst nyt Bidrag, der efter al sandsynlighed dog ikke vilde kunne give nogen ny Oplysning, eller meddele noget, der ej findes i de Skrifter, som allerede ere i Publikums Hænder. Denne Betragtning har ogsaa i lang Tid afholdt mig fra at fremlægge mine Iagttagelser her i den „evige Stad“ for Offentligheden. Men naar jeg overvejer, at Mængden af de Rejsebeskrivelser, der vedkomme Rom og Italien, dog mest tilhører den tydske, engelske og franske Literatur og forholdsviis kun har fundet en ubetydelig Udbredelse i Norge, saa at meget af, hvad der i tidligere Beskrivelser er meddeelt, dog endnu, om det gjentages, vilde være Nyt for norske Læsere; naar jeg derhos tager i Betragtning, at det hidtil blandt os Nordmænd har hørt til Sjeldenhederne, at nogen berejste Italien, hvorfor og, saavidt vides, ingen af dem, der have skildret Rom, vare Nordmænd, altsaa opfattede Forholdene fra et norskt Standpunkt, eller formaaede netop at skildre dem paa den for det norske Publikum anskueligste og instruktiveste Maade; og da jeg derhos paa Grund af særegne gunstige Omstændigheder maaskee seer mig istand til at meddele paalidelige Oplysninger og berigtige Anskuelserne om Mangt og Meget, som den Rejsende sedvanligt ej har Anledning til at iagttage nøjere, – finder jeg det rettest at overvinde hine Betænkeligheder, idet jeg herved meddeler Tidsskriftets Læsere hvad jeg efterhaanden har iagttaget og tror at kunne være af Interesse for mine Landsmænd at erfare. Jeg bemerker udtrykkeligt, i Forbindelse med hvad jeg ovenfor har yttret, at jeg her nærmest har det norske læsende Publikums Tarv for Øje, og jeg forbereder navnlig danske Læsere paa, at da det i deres Fædreland længe har været en almindelig Skik at besøge Italien, ville de her finde mangt og meget, som for dem allerede er temmelig bekjendt, om just ikke ganske saaledes opfattet.
1. Det første Indtryk af Staden.
Det første Indtryk af Rom og dets omgivelser paa den Fremmede fra Europas mere civiliserede Egne er ikke behageligt. Herom har jeg kun hørt een Mening, og kan derfor ikke lægge saa megen Vegt paa, at jeg kom til Rom ved Vintertid, og fra den Kant, hvor omgivelserne ere mindst hyggelige at see til, nemlig fra Civita Vecchia, uagtet dette vistnok kan have bidraget endeel til at stille det i og for sig selv frastødende i et endnu daarligere Lys. Vinteren er her nemlig saa mild og Vegetationen selv paa denne Tid saa riig, at virkelig smukke Landskaber ikke tabe synderligt af sin Skjønhed. Naar derfor Vejen fra Civita Vecchia til Rom ved vintertid forekommer de Fleste paafaldende hæslig, kan man være temmelig vis paa, at Vaaren eller Sommeren ej bidrager stort til at forskjønne den. Hvad man her mest savner, er større Træer eller Skove; da Markerne ogsaa om Vintren ere grønne og de fleste Buske beholde sine Blade, kan i slige træløse Egne Forskjellen mellem Sommer og Vinter ej være saa betydelig; ja Fordelen kommer maaskee endog paa Vinterens Side, da Græsset paa denne Aarstid har den friskeste grønne Farve, medens det om Sommeren tildeels er afsvedet. Det hele Landskab mellem Civita Vecchia og Rom, som overhoved mellem de Bjerge, der i Nord og Øst begrændse Roms Horizont, og Kysten paa begge Sider af Tiber-Elvens Munding i en Strækning af flere Mile, den saakaldte Campagna, er en bølgeformig, fordetmeste træløs Flade, hvis usunde Klima gjør den forstørstedelen ubeboelig; den benyttes mest til Græsgange, og for os Nordmænd faar den derfor, naar vi om Vinteren befinde os midt i den, en paafaldende Lighed med de store vidder oppe i Højfjeldene. Dette er i Særdeleshed Tilfældet, hvor ikke, som i de Dele af den, der ligge i sydvest for Rom (det gamle Latium), Ruiner i Mængdeviis fængsle Interessen og vidne om en svunden Kultur; den hele Vej fra Civita Vecchia til Rom mindede mig uvilkaarligt om Partier af Vejen over Dovrefjeld, eller enkelte Dele af Hardangervidden, f. Ex. det store Thormodsflaaet: det samme øde, samme Fraværelse af Tegn paa Liv og menneskelige Sysler, indtil man har tilbagelagt over Halvdelen af Vejen. Kun nu og da sees en Faarehjord med en laset, sygeligt udseende Vogter, eller man kommer forbi et eenligt, smudsigt og om Armod vidnende Huus, med et Par halvt henvisnede Træer i Nærheden, og hvis hele Befolkning af Børn og Halvvoxne forfølger den Rejsende ofte en heel Fjerdingvej med Skrig om Almisse. For den, der, som jeg og alle andre, rejste denne Vej, inden Jernbanen var kommen istand, og saaledes maatte tilbringe henved ti Timer med at tilbagelegge den, bliver den saaledes heel bedrøvelig, om man end ikke, førend man gav sig ud paa den, havde den Lidelse at opholde sig nogle Timer i Civita Vecchia, dette forfærdelige Hul, hvis blotte Syn vekker Melancholi. Medbringende alle disse, intet mindre end lovende, Forestillinger om Roms nærmeste Omgivelser, kom man da endelig til Staden: førend Jernbanen var kommen i Orden, skete dette ikke førend henved Kl. 10 om Aftenen. Man kom da igjennem en mørk, uhyggelig Port til en af forfaldne Huse omgiven, liden skummel Plads, hvor man en Tidlang maatte holde stille for at faa alt vedkommende Toldvæsenet og det foreløbige Pasvæsen bragt i Orden: derfra gaar Vejen gjennem trange smudsige Gader, hvis uciviliserede Udseende ved den daarlige Belysning bliver end sørgeligere: kun et Øjeblik faar man Anelse om noget Bedre, idet man passerer Broen over Tiberen ved Engelsborgen; derpaa gaar det atter videre gjennem en lang, smal, smudsig Gade, indtil man, hvis man ej benytter Veturin, men den sedvanlige Diligence, holder udenfor Diligence-Kontoret forat stige ud og søge sin Bolig, sedvanligviis for det første et af Hotellerne. Hvis nu dette er Minerva-Hotellet, i Nærheden af Pantheon, med de smudsigste og tristeste Omgivelser, kan man være forvisset om, at man heller ikke vil føle sig synderligt trøstet og opbygget, naar man den følgende Morgen gjør sin første Udvandring for at tage de nærmeste Partier af Staden i øjesyn ved Dagslys. Behageligere maa vistnok Indtrykket være for den, der kommer over Land fra Florents eller Ancona, gjennem mindre mennesketomme, livligere Egne, og gjør sit Indtog i Byen gjennem Porten del Popolo, over den smukke Popolo-Plads, maaskee gjennem en Deel af Corso eller over den velbebyggede Piazza di Spagna; men ogsaa i dette Strøg vil han finde meget, der støder ham. Den samme Hovedcharakteer af smudsighed og Mangel paa omhyggeligt Tilsyn raader dog ogsaa her. Af alle Gader er det egentlig kun den lange snorlige Corso, fra Popolo-Pladsen i Nord indtil Palazzo di Venezia i Syd, der kan siges at have et nogenlunde civiliseret Udseende, med god Brolegning, Fortog o. s. v. De øvrige Gader saavelsom de enkelte Huse maa næsten alle hos den til Orden og større Regelmæssighed vante Nordbo vække Indtrykket af at staa der saaatsige „umotiverede“; Gaderne ere ikke anlagte efter nogensomhelst Plan og danne i mange strøg en fuldkommen Labyrinth, og Husene hæve sig umiddelbart op fra Jorden, uden noget Fortog eller udentil antydet Grundmur eller Sokkel. Men betragter man mange af de ved første øjekast saa ilde udseende Huse nøjere, endog flere af dem i de mere afsides Gader, vil man finde, at de ere smukt og elegant byggede, formelige Palæer, der kun ved mange Generationers Vanrykt og forøvrigt uheldige omgivelser have faaet sit uanseelige Udseende. Og paa Corso, der, som nys bemerket, er en Undtagelse fra de øvrige Gader, og hvor Bygningerne derfor og kunne tage sig bedst ud til sin Fordeel, vil man ved nærmere Betragtning finde mange kolossale Pragtbygninger, hvis Lige neppe findes i nogen Hovedstad. Ofte, endog i de tilsyneladende daarlige Gader, opdager man, naar man spejder ind gjennem Porten af et saadant, af uheldige omgivelser udskjemt Palæ, et smukt, reent, med Træer beplantet og ofte med Buegange omringet Gaardsrum, eller en ej ubetydelig Have, med prægtige Vandspring, Statuer o. a. d.; gjennem de aabenstaaende Porte af de store Paladser paa Corso seer man som oftest ind til en saadan beplantet og smykket Gaardsplads, heelt omgiven af Buegange. Man merker efterhaanden, hvorledes allerede her Overgangen forberedes til den endnu længer i Syden eller i Østen herskende Skik, at lade Husets hæsligste Side vende mod Gaden, og overhoved forsømme enhver Udsmykning af Husets Yderside, medens man derimod udstyrer de indre Dele, der vende til Gaardsrummet, med al den Pragt, man kan overkomme.
Dog, for den Rejsende fra Norden, der første Gang er i Rom, varer det altid nogen og det temmelig lang Tid, inden han lærer disse forsonende Elementer tilbørligt at kjende, især naar han kommer i Hjertet af Vinteren og Vegetationen saaledes er fattigere, medens de altid smudsige Gader ikke engang have den Fordeel, at de ere tørre, men derimod somoftest fulde af klæbrig Dynd, der besværliggjør al Vandring, fornemmelig i de lavere liggende Dele af Byen, ja som tildeels endog forfølger En ind i Husene, forsaavidt som alle Gulve ere Steenlagte, og kun faa af disse paa de sedvanlige offentlige Steder, som Cafeer, Spisekvarterer o. s. v., ere belagte med endog de tarveligste Tepper: er det en meget regnfuld Dag, kan man være vis paa, at Gulvet i en sterkt besøgt Cafe ikke er stort bedre end Gaden, og at man er bedst tjent med saavel inde som ude at beholde Galoscher, ja endog Rejsestøvler, paa. Efterhaanden vænner man sig nu vel til alt dette, saaat det idetmindste ikke støder øjet og Følelsen saameget, som i Førstningen; ja der gives endog Mange, som ville indbilde baade sig selv og andre, at det tvertimod giver Livet i Rom en særegen Tillokkelse, forsaavidt som det vidner om eller forudsetter en Frihed og Ugeneerthed, der ikke findes hjemme. Jeg bruger her med Flid Udtrykket „indbilde“, da jeg anseer mig overbeviist om, at Enhver, der har bevaret nogen Naturlighed og ikke er aldeles gaaet op i Affektation, i sit inderste Hjerte idetmindste føler sig ved Ankomsten til Rom ubehageligt berørt af de her antydede Ulemper, og at dette navnlig maa være Tilfældet med Damer, der isærdeleshed i vort Norden ej ere vante til saadanne Omgivelser, som dem, hvormed her i Rom saa ofte rejsende Damer maa eller tro at maatte tage tiltakke. Dog – vi ville senere komme tilbage til dette Kapitel, der fortjener en udførligere særskilt Behandling: her fortsette vi kun Betragtningen af de Momenter, der bestemme det første Total-Indtryk, den Fremmede faar af Rom.
Og her komme vi endelig til Folket selv, om hvis Udseende, Kostumer og daglige Liv den Fremmede sedvanligviis medbringer saa store og forventningsfulde Forestillinger. Vist er det, at her virkelig findes mange smukke Mennesker, især blandt de ringere Klasser og blandt Kvinderne, men da vrimmelen paa Gaderne er stor, bliver dog Antallet af de Smukke temmelig ubetydeligt i Forholdet til de Hæslige, Middelmaadige eller mindre Smukke, hvilke jeg her regner under eet, fordi de fleste ere saa slet klædte, at endog virkelig smukke Ansigter ofte ved første øjekast see hæslige ud, end sige de mindre smukke og middelmaadige. Man maa overhoved have levet her i nogen Tid for at faa øjet opladt for Skjønheden hos Folket: de fleste ville i dette Stykke finde sine Forventninger skuffede. Af de saa meget omtalte Kostumer seer man forholdsviis kun meget faa. Kostumerne tilhøre kun Landdistrikterne og Smaabyerne udenfor Rom, og bruges desuden heller ikke der dagligdags. I Rom bære de ringere Klasser saadanne Dragter, som i de fleste andre europæiske Byer, nemlig saavidt muligt overeensstemmende med de højere Klassers, kun at Stoffet, som sedvanligt, er grovere, Formen mindre omhyggelig og Klædningsstykkerne selv somoftest mere slidte og tilsmudsede. Det mest charakteristiske er blandt Mændene den bestandige Stræben efter at bære Fligen af Kappen, eller det Klædningsstykke, der skal forestille en saadan, slengt over den ene Skulder: er Kappen stor og folderig, kan dette see malerisk nok ud, selv om Kappen er luslidt og pjaltet; men ofte er det heel løjerligt at see, hvorledes Mange pine sig for at faa halet om end den ubetydeligste Snip af en snau og kort Kappe op paa Axlen, strammende den saaledes til, at de knap kunne gaa; ja stundom er der endog dem, som kun have en Trøje, hvilken dog skal benyttes paa samme Maade, saaledes at den alene hænges over Skulderen, og da den er for kort, til at Snippen kan komme tilbage, bruges i dens Sted det tomme Erme. Men det seer ikke godt ud, og overhoved give disse mange dinglende, pjaltede Trøjer og Frakker enhver større Menneskemasse et ubeskriveligt lurvet Udseende. Kommer nu hertil, at en stor, næsten overvejende Deel af denne lurvede Befolkning er Betlere, der paa den ublueste Maade forfølge og forsette En, ej sjelden fremvisende de ækleste Saar og modbydeligste Legemsbrek; at mange ere Krøblinge, og et utroligt stort Antal virkelige Dverge af begge Kjøn, saa kan nok dette, i Forening med de øvrige, ovenfor paapegede Misligheder, i Førstningen gjøre den Rejsende mismodig og bringe ham til at ønske, at han aldrig var kommen til Rom.
Men det varer dog sjelden længe, førend alt viser sig i et blidere Lys. For det første er den blotte Bevidsthed om at være i Rom, i den evige Stad, med de rigeste historiske Minder i hele Verden, allerede i sig selv tilfredsstillende og opmuntrende for enhver, som kun har nogen, endog nok saa ringe historisk Interesse. For det andet ere de virkelig haandgribelige Mindesmerker fra hiin store Fortid endnu tilstede i en saadan Rigdom, Skjønhed og Ærværdighed, at den blotte Beskuelse af dem allerede er tilstrækkelig til at lade Beskueren, idetmindste saalænge Beskuelsen varer, glemme de første ubehagelige Indtryk og andre Ulemper. Man behøver saaledes alene paa en smuk solklar Dag at gaa op paa Capitolium og lade Øjet dvæle over hele den store Flade, man har for sine Fødder, med Severus’s Æreport og de høje Søjlegrupper i Forgrunden, Forum og Comitium længere henne, derpaa Titus’s Æreport og endelig Colosseum længst hen i Baggrunden, for at blive henrevet af Beundring. Og nu hertil de mange yndige Steder i den Deel af Staden, der fordum var den meest bebyggede, men nu fordetmeste kun bestaar af Haver, Parker eller Viinplantager, med enkelte fritliggende Huse, fordetmeste Paladser, som f. Ex. det hele østlige strøg af Exquilin-Højden med de tilstødende Dele af Viminal i Nordøst og Coelius i Sydvest. Og fremfor Alt omegnen fornemmelig paa Syd- og øst-Siden, hvad enten man lader Øjet glide hen over de nærmere Dele, den her ej saa ganske ubebyggede Campagna med dens utallige Ruiner, fornemmelig af de maleriske Vandledninger, eller man betragter de fjerne, Horizonten begrændsende Fjelde, fornemmelig paa den sabinske Kant i øst- og Nordøst, hvor mægtige Fjeldrygge og Toppe af de yndigste Former hæve sig bagenfor hinanden, om vintren ofte bedækkede med veldige Snemassser, der skinne klart i Solen mod den blaa Luft. Den, der første Gang paa en solklar Vinterdag kommer op paa et eller andet højt Sted i Staden selv med fri Udsigt til alle Kanter, eller ud af Porten pia, hvor man har den smukkeste Deel af hine Sabinerbjerge lige for sig, eller frem i Laterankirkens Portal, med Udsigt baade til de sabinske og albanske Bjerge, vil uvilkaarligt bryde ud i Beundring og vanskeligt kunne glemme dette første, næsten overveldende, Indtryk. Herforuden ere der ogsaa andre forsonende Omstændigheder; det milde Klimat, der giver Vintren Charakteren af en nordisk Forsommer. Og bringer Solen, naar den kun viser sig, til at varme sterkere, end man ofte endog skjøtter om, den Venlighed, Godmodighed og Humor, der findes hos Folket, og virkelig tildeels bringer os til at regne det mindre nøje med Manglerne ved dets Charakteer; og endelig det Greb, langvarig Øvelse i at herbergere Fremmede i sine Huse har givet Stadens Indbyggere paa at indrette disse paa den for Beboerne bekvemmeste og hyggeligste Maade, saa at man, naar man kun vil gjøre sig lidt Flid, kan skaffe sig en Bolig, inden hvis fire Vegge man har det ret hyggeligt, og idetmindste om Aftenen kan hvile ud efter Dagens Besværligheder. For dem, der ikke have været altfor uheldige eller fordringsfulde, vil saaledes efter nogen Tids Forløb Hovedindtrykket af Rom med Tilbehør upaatvivleligt helde over til den fordeelagtige Side. Dog vil jeg ikke hermed have sagt, at der jo ofte kunne indtræde Øjeblikke, hvor man føler sig trist og ønsker sig langt herfra. Disse Øjeblikke ville naturligviis indtreffe hyppigst for Nordboen, hvis Hjem er saa langt bortliggende, og som derfor oftere og langvarigere føler Ubehagelighederne af at leve fjernt fra Venner og Frænder, end for dem, der høre hjemme længere mod Syden. Men for denne Ulempe vilde det være uretferdigt at lade Rom bære Skylden.
Jeg kunde have udbredt mig nærmere over denne Materie, hvis det ej vilde have været at foregribe, hvad der vil fremgaa af de Skildringer, jeg i det Følgende vil søge at give. Det er maaskee allerede urigtigt, at jeg her har holdt mig til noget andet end strengt taget det allerførste Indtryk. Men det forekom mig uretferdigt, alene at fremdrage hine Skyggesider, uden tillige foreløbigt at antyde enkelte Lysglimt, især da jeg ikke tvivler paa, at mange, der have gjort deres Indtog i Rom under gunstigere Omstændigheder, eller have levet her saa længe, at de have glemt Ubehagelighederne, alligevel maaskee ville mene, at jeg har seet meget i et altfor mørkt Lys.
II. Roms Beliggenhed, Udstrækning og nærmeste Omgivelser.
Det gamle Rom var, som bekjendt, bygget paa de Højder eller Højdedrag, der i den sydlige Deel af den Strækning, Stadens Mure indsluttede, strække sig næsten i en Bue, først mod Øst, derpaa mod Nord, og som de gamle Romere kaldte de syv Høje, skjønt temmelig vilkaarligt, da man gjerne kunde kalde dem flere, gjerne færre. Som en virkelig kjendelig, fra de andre adskilt Højde viser sig den langstrakte, men ej meget høje Aventin, der strækker sig fra Tiberen mod Sydøst, indtil den umerkeligt taber sig i en fladere og mere lavtliggende Strækning, der dog ej kan kaldes nogen Dal, hvilken adskiller den fra Højden Coelius, den sydligste Deel af Staden. Men Coelius er igjen intet andet end den sydvestlige skraaning af et større Højdedrag, der naar lige hen til den nordøstlige Deel af Byen, og som kun mod Vest har et Par Indsænkninger, der danne ligesom tvende Forbjerge (hvis man ellers kan bruge dette Navn om langstrakte, svagtskraanende Bakker), hvilke de gamle Romere kaldte Viminal- og Qvirinal-Højden, medens Hovedmassen af den hele Højde, nærmest Coelius, kaldtes Exquilin-Højden eller Exquiliæ (ɔ: Udbygden). Fra Elven af, midt i Staden, har man derfor, naar man efterhaanden vender sig mod Syd, Sydøst, Øst og Nordøst, de fem her nævnte Højder, Aventin, Coelius, Exquilin, Viminal og Quirinal, for sig i en Halvkreds. Men endnu nærmere, ligesom inde i Kredsen, og næsten umiddelbart berørende Elven, er der endnu tvende Højder, og det højere end de øvrige, nemlig Palatium eller Palatinerhøjden, i Syd, mere langstrakt, mellem Exquiliæ og Aventin, ja paa en Side tildeels omkredset af denne, og Capitolium eller Capitolinerhøjden, i Nord, mindre og stejlere, adskilt fra Palatium ved en temmelig smal, flad Dal, fra Viminal og Quirinal derimod ved en temmelig bred, men noget bølgeformig, lavere Strækning. Længst imod Nordøst hæver men hiint længere Exquilin-Højdedrag sig noget mere, indtil det med det saakaldte Pincius-Bjerg eller Have-Højden ophører i en temmelig brat styrtning mod Norden. Det øvrige Jordsmon mellem Elven paa den ene, samt Capitolium og hiint længere Højdedrag paa den anden, er en bred, lavtliggende, oprindeligt tildeels sumpig og for hyppige Oversvømmelser udsat Flade, den af de ældre Romere saakaldte Campus Martius, der egentlig ogsaa fortsætter sig udenfor Muren længer mod Nord lige til den mulviske Bro.
Det gamle Roms egentlige Huus-Masse laa fornemmelig paa de fem yderste Højder, Aventin, Coelius, Exquilin, Viminal og Quirinal, tildeels ogsaa paa Palatium, medens Capitolium, det højeste og yderste Punkt mod Nordvest, var sædet for Stadens Borg eller Citadel. Husene vare saameget som muligt anlagte paa de højere Steder, da de lavere vistnok med Rette ansaaes for mindre sunde; paa disse, som mere frie og noget egne, lagdes derfor de fleste Templer og offentlige Bygninger. Indsænkningen søndenfor Capitolium, mellem Palatium og Exquiliæ, optoges fornemlig af det bekjendte Forum Romanum, der efterhaanden prydedes med en Mængde Pragtbygninger af forskjellige Slags. Disse Anlæg udvidedes af Cæsar, Augustus, Nerva og Trajanus i Retningen henad Quirinal til, saaat Capitolium lige fra sydøst til Nordøst var omgivet af dem, saaledes som de faa overblevne Levninger endnu vise. Men efterhaanden optoges ogsaa Højderne af unyttige Pragtbygninger. Kejsernes Bolig, der i Førstningen kun optog en Deel af Palatium, udstraktes tilsidst heelt over dette, ja endog over Fladen sydøstenfor Forum og opad Exquiliæ; paa dette bredte Titus’s Badepalads sig ud over et vældigt Rum, og endvidere de store Haller for Udsalg af Kjød m. m., Kaserner for Vegtere eller Politisoldater, et Amphitheater, flere Templer, Haver o. s. v.; paa Quirinal anlagdes Diocletians og Constantins uhyre Badepaladser, foruden mange andre vidtløftige Pragtbygninger; paa Coelius lagdes ligeledes Kaserner, Viktualie-Haller, Templer m. m. I den sydligste Deel af Staden indtog Antoninus’s eller Caracallas Badepalads en stor Deel af Aventins sydøstlige Skraaplan. Da saaledes et uforholdsmæssigt stort Rum efterhaanden blev gjort utilgængeligt for Private, maatte disse søge sig nye Byggepladse paa sletten nordenfor Capitoliet, eller Campus Martius, der vel ogsaa i Tidernes Løb var bleven besat med mange Templer og andre Pragtbygninger, men som dog endnu frembød tilstrækkelig Plads for Huusrækker og Gader. Paa denne Maade opstod den nuværende By, som hovedsageligt bedækker denne nordenfor Capitolium, mellem Tiberen paa den ene og Quirinal- samt Pincius-Højderne paa den anden Side liggende Lavslette. De Dele af den gamle By, der vedbleve at være bebyggede af private, vare kun de, hvis Beliggenhed var mindre dominerende eller behagelig, og som derfor ogsaa mestendeels var beboet af ringere og fattigere Folk, som enkelte Udkanter af Exquiliæ, Viminal og Quirinal, og de lave Egne strax nedenfor Capitolium, mellem dette og Tiberen, tildeels ogsaa strøget langs denne henad Aventin til, eller Velabrum. De fleste af disse strøg have ogsaa vedblevet at være beboede indtil nu, fornemmelig de sidstnævnte, men fremdeles ogsaa af de ringere og mindre bemidlede Klasser, saa at man her finder de trangeste og smudsigste Gader og sletteste Huse. Fornemmelig er Kvarteret Ghetto, hvor Jøderne fra umindelige Tider have havt sit Tilhold, nordvestenfor Capitolium, nede ved Tiberen, modbydeligt at betræde. Men da nu efterhaanden alle de store Pragtbygninger paa de sydligere Højder forfaldt i Ruiner, eller ødelagdes, medens deres Tomter ej paany bebyggedes med Huusrækker og Gader, men kun med fritstaaende Huse, oftest Paladser, og forresten enten benyttedes til Haver eller Parker for disse, eller til Viingaarde, Agerland, Græsgange m. m., eller og stode aldeles øde: vil man lettelig forstaa, hvorledes det gaar til, at man paa Grundplanen af det nuværende Rom ej her finder Huse og Gader anlagte, men kun Veje og indhegnede Marker, og at man, naar man selv vandrer om der, fordetmeste kun seer de her i Egnen brugelige høje og massive Havemure, og over disse, eller gjennem Portgitterne, af og til smukke Park-Anlæg, eller og ofte, hvor Udsigten er mere fri, Kornmarker, Viingaarde, Rørplantager e. a. d. Den egentlige Stad er derimod sammentrængt paa hiin føromtalte Campus Martius, hvor de gamle fritstaaende Templer, Mausoleer, Theatre o. s. v. dels ere ganske forsvundne, deels indbyggede i nyere Huse; kun eet af dem, saavidt vides, Agrippas berømte Pantheon, staar nogenlunde frit og er med enkelte, især ydre, Forandringer vedligeholdt til vore Tider efterat være blevet gjort til en Kirke. Pompejus’s Theater er aldeles indbygget; Marcellus’s saakaldte Theater eller Amphitheater staar vel nogenledes frit, men er indrettet til forskjellige Boliger og Verksteder; Diocletians store Circus er aldeles forsvunden og har kun efterladt sine Spor i Formen af den nuværende Piazza Navona, der indtager dens Plads; August’s store Mausoleum, nærved Tiberen, i Oldtiden omgivet af smukke Park-Anlæg, er nu ganske omsluttet af forskjellige Huse, i hvis Gaardsrum man hist og her seer Dele af dets runde Ydermuur stikke frem; i sit Indre danner det dog endnu et Heelt og benyttes til Folke-Theater. Antoninus’s mægtige Tempel, ej langt fra hans enestaaende Æressøjle, en Efterligning af Trajans, er nu Stadens Hoved-Toldbod, eller rettere, Templets ene Langvegg, med dens smukke korinthiske Søjler og overliggende Dele, er benyttet til Façade for Toldboden. Endog alle de prægtige Kejser-Fora, mellem det gamle Forum Romanum og Trajans, bleve tilsidst bebyggede, medens de gamle Pragtbygninger, nedbrudte i Støvet, deels tjente til Byggemateriale, deels til Grundvold, saa at det hele Strøg her nu er opfyldt af en Masse af daarlige Huse, med smudsige og uhyggelige Gader, hvor Grunden ved de mange Opdyngninger af Ruiner, Jord, Smuds o. s. v. har hævet sig flere Alen over den oprindelige Højde; kun paa faa Steder rage nogle sparsomme Levninger af den fordums Pragt op over Jorden, indbygget i andre Huse. Trajans Forum med sin høje Søjle staar vel endnu frit, men danner nu en stor firkantet Fordybning, i hvis Midte Søjlen hæver sig, omgiven af en Mængde afbrudte Søjleskafter. De uanseelige Huse fortsætte sig sydover langs hele det gamle Forum Romanum og fremdeles paa en i Tidens Løb flere Alen forhøjet Grund; dette sees allerbedst ved det til en Kirke omdannede Tempel for Antonia og Faustina, hvis Façade-Søjler, rensede fra den dem omgivende Jord indtil den oprindelige Fod, hæve sig op fra et Dyb, over hvilket en Bro fører til Kirke-Indgangen. Da denne Kirke er temmelig gammel, maa altsaa ligeledes Grundens Forhøjning hidrøre fra en meget fjern Tidsalder. Ogsaa paa den Deel af Forum, der ligger nærmest under Capitolium, har man i de senere Tider bortskaffet den bedækkende Jord indtil den oprindelige Grund, hvilken man fra den forbiførende Vej eller Gade seer dybt under sig. Efterhaanden, jo mere man nærmer sig Colosseum, aftager denne senere Forhøjning af Grunden, indtil man endelig ved Titus’s Æreport, der er taalelig vel vedligeholdt, atter finder sig paa den oprindelige Grund og endnu betræder den gamle Brolegning. Men denne Port maa derfor i Oldtiden have staaet øverst oppe paa en temmelig høj Bakke (Velia?), medens Skraaningen fra Forum af nu kun er ubetydelig. Hiinsides Æreporten senker Grunden sig stejlere ned til den dybe Dalslette, hvor Colosseum endnu hæver sine veldige Mure mod Himlen; og her ophører i ogsaa paa det nærmeste den tette, bymessige Bebyggelse til Siden, medens Jordsmonet fordetmeste, som ovenfor antydet, bestaar af Haver, Marker, Træplantninger o. s. v., hvilke dog somoftest ved hine høje, evindelige Havemure ere afstængte for den forbigaaende Vandrer, der kun en sjelden Gang faar see Glimt af den Herlighed, der ligger bagenfor.
Som bekjendt, har det nuværende Rom ogsaa hiinsides Tiberen nogle Kvarterer, der oprindelig ikke hørte dertil, men først i sildigere Tider indtoges inden Murene; den saakaldte Janiculushøjde med underliggende Dele (det egentlige Trastevere) under Aurelian, og Vaticanhøjden med Peterskirken og øvrige Bygninger i det 9de Aarhundrede. Indtil da vare de kun at betragte som Forstæder, skjønt Peterskirken, anlagt paa Vaticanhøjden allerede under eller strax efter Constantin den stores Tid, med Apostelen Peters Helligdom, tidligt gjorde denne Forstad til den for Christenheden interessanteste og ærværdigste Deel af den hele Stad. I denne gamle Peterskirkes Sted hæver sig her nu den vidtberømte Kæmpebygning, af hvilken enhver nærmere Beskrivelse her vilde være overflødig. Til den prægtige, af rige Halvkreds-Kolonnader omringede og med to mægtige vandspring samt en høj Obelisk prydede Plads, der danner dens Forgaard, fører fra Tiber-Broen en lang, snorlig Gade, og lige ved Broen, ved Gadens Begyndelse, rager det største af alle Kejser-Mausoleer, det hadrianske, højt i Vejret, allerede for mange Aarhundreder siden omdannet til en Fæstning, der efter en Engel af Bronce, der er befæstet paa dens højeste Punkt, kaldes Engelsborgen, ligesom ogsaa Broen selv, smukt og solid bygget, men vanziret ved en Mængde over al Maade forvredne og affekterede Billedstøtter af Bernini. Ogsaa andre Broer føre fra den egentlige Stad til Kvartererne hiinsides Tiberen, nemlig Sixtus-Broen (Ponte Sisto), fordum kaldet Janiculus-Broen, fordi den førte til denne Højde; St. Bartholomæus-Broen (Pons Cestius) og de fire Hoveders Bro (Pons Fabricius), saa kaldet af en Dekoration paa dens Brystvern, hvilke begge forbinde den lille i Elven liggende Ø St. Bartholomæus-Øen med begge Breder, og endelig den gamle æmiliske Bro, ved Velabrum, nu kaldet Ponte Rotto eller den afbrudte Bro, fordi flere Buer paa den Side, der er nærmest Velabrum, ere styrtede sammen: den vilde derfor og være ubrugelig, hvis ikke den manglende Deel i de sidste Aar var bleven erstattet med en Jernbro. Af den gamle Bjelkebro (Pons Sublicius) mellem Aventin og hiinsides, ere nu kun faa Spor tilbage.
Alt dette, som jeg her har opregnet, saavel den nyere, tætbebyggede, som den ældre, mestendeels ubebyggede Deel af Staden er omringet med en høj Ringmuur, af hvilken alt, hvad der ligger østenfor Elven, altsaa omgiver den egentlige Stad, med god Føje kan siges at hidrøre fra Kejsertiden, eftersom store Stykker endnu virkelig ere saa gamle, og de nyere Dele kun have været tilføjede efterhaanden som Udbedringer eller Udfyldninger, ej som nye Anlæg, og derved have beholdt den gamle Form, saa at Muren virkelig nu paa det nærmeste maa see aldeles saadan ud, som den saa ud i Oldtiden. Den er altsaa selv en af Roms ærværdigste og veldigste Oldtidslevninger, og jeg har aldrig kunnet betragte den, uden med en vis hellig Ærefrygt og den højeste Interesse. Kun hiinsides Tiberen, om Vatican-Kvarteret, er Muren noget nyere, nemlig fra Pave Leo den 3dies Tider (c. 800),[2] da dette Kvarteer, efter ham kaldet den leoninske Stad, først da blev inddragen inden Ringmuren, som tidligere fra Porta Flaminia (del Popolo) strakte sig langs Tiberen, indtil Engelsbroen, eller rettere lige overfor Begyndelsen af Trastevere-Kvarteret, der allerede var indlemmet inden Muren af Kejser Aurelian (270–75 e. Chr.), hvem Ringmuren i sin nærværende Udstrækning skylder sin Tilblivelse. Denne store Indhegning har saaledes gjennem alle de Tider, i hvilke den har staaet, indsluttet mere Rum, end hvad der egentlig var bebygget kun med den Forskjel, at de bebyggede og de ubebyggede Dele i Oldtiden tildeels indtog gjensidigt den modsatte Plads af nuomstunder. Dog maa der have været en Tid, nemlig da Roms Folkemængde var paa sit højeste, medens de fornemste af de ældre Kvarterer allerede vare blevne optagne af de store kejserlige Pragtbygninger, hvor kun forholdsviis en meget liden Deel var ubebygget; nu, kan man sige, er det over Halvparten, og i Middelalderen var det endnu mere, hvis den Angivelse eller Beregning er rigtig, at Rom i sin mest forladte Periode ej havde stort over 25,000 Indbyggere, medens der dog indenfor dens vidløftige Mure rundeligt er Plads for en Million.
Denne vide Ringmuur havde i gamle Tider 16 Porte, hvoraf de fleste forsaavidt ere til endnu, som man, om de end ere tilmurede, dog seer hele deres Tilbehør af flankerende Taarne m. m.; nuomstunder ere i den egentlige Stad paa Østsiden af Elven kun 8 af dem i Brug, nemlig Porta del Popolo, længst mod Nord, fordum kaldet Porta Flaminia, fordi den optog den store flaminiske Vej, der kom fra Øvreitalien; Porta Salaria og Porta Pia, fordum Nomentana, begge i Nordøst; Porta di St. Lorenzo (saa kaldet, fordi den fører til den store Basilica St. Lorenzo), fordum Prænestina (fordi Vejen gjennem den gik til Præneste eller Palestrina), i Øst; Porta di St. Maria Maggiore (Labicana), Porta St. Giovanni (Asinaria), Porta St. Sebastiano, fordum Porta Appia, fordi den berømte appiske Vej her begyndte; i Roms tidligere Dage var Porten, der førte til denne, meget længer inde, ej langt fra Circus Maximus, og kaldtes Porte Capena; Scipionernes Gravsted, der nu ligger indenfor Muren og Porten, laa i den Tid udenfor Porta Capena, ved den appiske Vej. Længst imod sydvest er endelig Porta St. Paolo, saa kaldet fordi Vejen gjennem den fører til den berømte St. Pauls-Kirke udenfor Murene; fordum kaldtes den Ostiensis, fordi Vejen gjennem den gaar til Ostia.
I Roms forvirrede og indviklede Gadesystem er der enkelte Hovedkanaler for Kommunikationen, der gjør det lettere for den Fremmede at orientere sig, end man i Førstningen skulde formode. De fleste af disse vare sandsynligviis allerede Hovedveje eller Hovedgader i den gamle Tid; med enkelte af dem er dette endog aldeles sikkert. Saaledes er Corso – Stadens længste Gade, der i lige Linje fører fra Piazza del Popolo, strax indenfor Porten af samme Navn, næsten til Capitoliets Fod – den gamle Via lata (den brede Gade), der igjen var en Fortsættelse af den flaminiske Vej. At den virkelig i ældre Tider maa have svaret til sit Navn, kunne vi slutte deraf, at den gamle Kirke St. Maria in via lata, der forhen maa have stødt umiddelbart til den, nu adskilles fra den ved en mellemkommende Huusrekke, og ligger ved en Sidegade. Fordum maa denne Gade eller Vej have ført lige til Trajans Forum; nu standser den noget længer i Nordvest. Fra den nysnævnte Piazza del Popolo løbe foruden Corso to andre snorlige Hovedgader ud, saaledes at man fra Midten af Pladsen, ved den der staaende Obelisk, kan see henad dem alle tre; Corso er i Midten, de to andre hver paa sin Side, Via di Ripetta i Vest og Via del Babuino i Øst, løbende ud som Radierne i en Cirkel. Corso er den længste, næst den Ripetta-Gaden, saa kaldet, fordi den fører til den saakaldte Ripetta eller lille Elvebred, hvor der er Fergested og Losningsplads for Flodfartøjer; Hovedlosningspladsen er meget længere nede, paa den „store Elvebred“ eller Ripa grande, ved Foden af Aventin. Ripetta-Gadens Navn ophører egentlig allerede ved Fergestedet, og dens Fortsettelse, der naar lige til Postgaarden, ved Ludvigs-Kirken, har andre Navne, dog bruger man sedvanligviis kun hiint Navn som fælles for dem alle. Babuino-Gaden, der har sit Navn efter en Billedstøtte, forestillende en Bavian, er den korteste og fører til den smukke Piazza di Spagna, ved Foden af Pincius-Højden. Fra denne Plads gaar igjen tvers over de tre nævnte og videre lige til Engelsbroen næsten i lige Linje en af forskjellige særskilt benævnte Dele bestaaende Gade, der saaledes forbinder de vestlige Dele af Byen med den østlige, ligesom og fra Broen af et System af flere, paa det nærmeste i lige Linje gaaende, Gader danner den Pave-Vej, der fører til Capitolium. Fra dette, eller rettere fra Forum, fører den fordums saa navnkundige Via Sacra, eller idetmindste en i dens Retning gaaende Vej, forbi Colosseum, mellem Havemure og enkelte Bygninger til Laterankirken og Porta St. Giovanni, en anden, den gamle Triumfal-Vej, til Sebastian-Porten og den appiske Vej, og udsender desuden en tredie til St. Pauls-Porten. Fra den Deel af Pincius-Højden, hvor Kirken Trinita de Monti ligger, og som ved en kolossal Trappe er forbunden med Piazza di Spagna, gaar næsten i lige Linje en Gade under forskjellige Navne, som Via Felice, Quattro Fontane o. s. v., over de gamle Qvirinal- og Viminal-Højder lige til Hovedkirken Santa Maria Maggiore, og fra denne videre over Exquilinhøjden til den Port, som har faaet Navn efter Kirken. Og tvers over hiin Gade, overskærende den næsten i en ret Vinkel, gaar fra Qvirinal en lang snorlig Gade lige til Porta Pia eller Nomentana. Disse her nævnte Gader og Veje kunne kaldes Byens Hoved-Pulsaarer, der ere mest uundværlige for Kommunikationen. Hvad der ligger imellem dem, udmerker sig fornemmelig ved en Uregelmæssighed, hvortil man neppe kan paavise Magen i Nordeuropas Stæder.
Af den Omstændighed, at Rom indtager et saa uforholdsmessigt stort Territorium og indslutter saa mange ubebyggede Dele, følger ogsaa, at Afstandene mellem de Steder, til hvilke saavel Fremmede som Indfødte sedvanligviis have at ferdes, ere overvettes store. I Førstningen merker man, af Mangel paa nogen Jevnførelses-Maalestok, ikke saa meget dertil, ligesom vel og den klare, gjennemsigtige Luft lader Gjenstandene synes nærmere, end de virkelig ere, men snart lærer Trætheden, man føler, og den Tid, der medgaar, at man her flere Gange om Dagen tilbagelegger Afstande, som man hjemme endog kun een enkelt Gang dagligt vilde finde for anstrengende. Gaden Corso alene er mindst 2500 Skridt lang, og man tilbagelegger den vanskeligt til Fods i kortere Tid end 25 Minutter eller henved 1⁄2 Time. Alene fra Engelsbroen til Peterspladsen, hvor man, skuffet af Peterskirkens og dens Omgivelsers kolossale Dimensioner, skulde synes, at Afstanden er liden eller ingen, er der mindst 12—1300 Skridt; man kan saaledes vanskeligt komme endog fra Corso til Peterskirken i kortere Tid end ½ Time, og fra Vaticanet til St. Maria-Porten, i det modsatte Hjørne af Staden, bruger man vistnok 11⁄2 Time. Derfor gjøre ogsaa Hyrevognene, af hvilke der findes en stor Mængde, gode Affairer, saameget mere som der her ingen fast Taxt er for dem, men Enhver maa tinge sig frem og som oftest betale dyrt, hvilken Byrde dog fordetmeste falder paa de Fremmede, der kjende Tidens Verd, hvilket for Italienerne er aldeles ukjendt. Af Omnibusser findes kun faa, og sedvanligviis kun til Forbindelse med Jernbane-Stationerne.
Til Roms fornemste og charakteristiske Prydelser, der udmerke den fremfor de fleste andre Stæder i Europa, maa man regne dens mange og smukke Torv eller Pladse med de herligste Vandspring. Dog see ikke alle Pladse i Virkeligheden saa prægtige ud, som det synes paa de Afbildninger, man sedvanlig seer af Rom og dens Merkverdigheder. Disse Billeders Troskab er vistnok upaaklagelig med Hensyn til Pladsenes Omgivelser af Huse og deres Aspekt i det Hele taget, men de gjengive ikke hvad der støder Skjønhedssandsen, den slette og ujevne Brolægning, og den forfærdelige Smudsighed; naar Billederne, saaledes som vi see dem, skulde være ganske nøjagtige, maatte Pladsene være jevnede og pudsede, Bygningerne ligeledes malede eller hvidtede, kort, alt have faaet en ny Skik. Heller ikke er det saa frit for, at enkelte af de mindre Pladse ved et falskt Perspektiv ere afbildede for store; navnligt erindrer jeg mig at have seet dette ved Billeder af Fontana di Trevi: Aarsagen er naturligviis den, at man i flere Tilfælde ikke let kan finde et Standpunkt at tage Afbildningen fra, uden ved at fingere et længere borte end tilbørligt. Den eneste Plads, der i Afbildningerne sedvanligviis svarer til Virkeligheden, ja endog overtreffes af denne, er Peterspladsen, der vel med Rette maa kaldes den smukkeste og herligste i Verden. Her ere Omgivelserne saa aabne og frie, at intet hindrer Tegneren i at vælge sit Standpunkt paa det fordeelagtigste Sted; men om han end gjengiver Alt med den største Nøjagtighed, kan han dog ikke anskueliggjøre de kolossale Dimensioner. Dertil udfordres, at der maatte være andre Gjenstande i Nærheden, der kunde tjene til Maalestok. Men her findes ingen saadanne, alt er stort og kolossalt, og først naar man selv er i Nærheden af enhver Gjenstand og kan tage og føle paa den, faar man ret Øjnene op for, hvor uhyre stort alt er. Her at beskrive Pladsen nærmere vilde være overflødigt, da man maa formode, at der kun ere faa, der ej have læst eller hørt den beskreven, eller seet Afbildninger af den, med den høje, spidse Obelisk i Midten, mellem de to prægtige, taarnhøje Vandspring, de halvrunde Kolonnader til begge Sider, og den rige Facade af Kirken i Baggrunden. De sedvanlige kobberstukne eller lithographerede Afbildninger have den Fejl, at de, for at give en bedre Oversigt over Pladsen og faa Kirken til at tage sig bedre ud, ere tagne fra et meget højt Standpunkt, sandsynligviis Taget eller et af de øverste Vinduer paa Husene ligefor Pladsen. Derved kommer jo vistnok mere af Kirken og dens tre Kupler frem, men Pladsen selv seer man da næsten kun i Fugleperspektiv, og dette bidrager unegteligt meget til at lade den synes mindre, end den virkelig er. Naar man derimod staar nede paa Gaden og lader Øjet løbe hen ad den lange Strækning op til Kirken, føler man meget bedre, hvor stort og uhyre alt er; dette synes ogsaa de senere Photographer at have indseet, idet de somoftest have taget Kirken og Pladsen fra det nysnævnte, maaskee i sig selv ej saa maleriske Standpunkt.
En Plads, der almindeligviis ansees for meget smuk, og virkelig ogsaa med Rette kunde kaldes saaledes, er den bekjendte Piazza Navona, i den nedre og nordvestre Deel af den egentlige Stad, ej synderlig langt fra Engelsbroen. Mange Oldgranskere have troet, uvist med hvad Ret, at Navnet „Navona“ er opkommet ved en Fordrejelse af Ordene „in agone“, d. e. paa Kamppladsen (omtrent paa samme Maade, som vi efter den danske Udtale sige og skrive „Haven“, „Maven“ istedetfor „Hagen“, „Magen“); thi det er vist, at der her i Oldtiden var en Circus eller Rendebane, af hvilken den endnu har den fuldstændig Form, idet den danner et Rectangel med halvrund Afslutning i den ene Ende. Bygningerne omkring den, fornemmelig det store Sapienza (Universitetsbygningen) med sin Kuppel og prægtige Façade, ere meget smukke; i Midten staar et med Billedstøtter og andre Forziringer riigt udstyret Vandspring, over hvilket en Obelisk hæver sig; to andre, ligeledes riigt udsmykkede, Vandspring findes halvvejs mod begge Ender; Pladsen selv er stor, lys og rummelig, og saaledes findes her alle Elementer til Pragt og Skjønhed. Men da Pladsen bruges til almindeligt Torv, og derfor sedvanligviis er optagen af Boder, Borde, Karrer o. a. d., der giver den et uryddigt og ureenligt Udseende, da derhos Brolægningen er yderst slet, man kunde næsten sige bølgeformig, med Fordybninger, der danne staaende Vandpytter og Samlingssted for alslags Uhumskhed, gjør den ikke paa langt nær det behagelige Indtryk, den kunde og burde. — De venligste og reneste af Pladserne i Rom er den store Piazza Colonna, midtvejs paa Corso, og den før omtalte Piazza di Spagna. Den første har sit Navn af den høje Antoninus-Støtte, der her hæver sig paa et af Pave Sixtus d. 5te opført Fodstykke (det oprindelige findes i en af Vaticanets Haver) og giver Pladsen sin største Prydelse; her findes desuden ogsaa et smukt Vandspring, Paladser omgive Pladsen til alle Sider, og af hvilke fornemmelig det, der begrændser den lige overfor Gaden, tager sig smukt ud; det nederste Stokverk bestaar af en Søjlegang, der bærer en lang Balcon, som stedse er besat med Blomster og grønnende Træer; denne Deel af Paladset benyttes nu til Klublokale for de franske Officerer. Derhos er Pladsen smukt brolagt og altid reenlig og ryddelig. — Piazza di Spagna, lang og noget uregelmæssig, er ligeledes godt brolagt og reenlig; paa den ene Side begrændses den af store paladsliggende Bygninger, der nu bruges til Hoteller (Hotel de Londres og Europe), og imellem disse af den før omtalte store, oprindeligt prægtige, men nu desværre noget forfaldne store Fritrappe, der fører op til Kirken Trinità de’ Monti, der begrændser Horizonten i Højden; ved Trappens Fod er et Vandspring (della Barcaccia) i Form af en stor Baad, med Tritoner o. s. v.; paa Pladsens sydligste Deel, der begrændses af det store Propaganda-Palads og det spanske Gesandtskabshotel, hæver sig nu et Monument, oprejst under den nuværende Pave til Erindring om den højtidelige Vedtagelse af Dogmet om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse, en korinthisk Søjle, paa hvis øverste Top den hellige Jomfrues Billedstøtte hæver sig, og som hviler paa et stort Fodstykke med fire colossale siddende Figurer. Blandt de efter min Mening utilbørligt roste Pladse i Rom er Piazza Barberini, i den østlige Deel, ej langt fra Piazza di Spagna; den er vistnok ret stor og rummelig, men overmaade ureenlig og omgiven med daarlige Bygninger; dens eneste Prydelse er Vandspringet i Midten, forestillende en stor Triton, der af en Muslingskal over Hovedet sprøjter en Vandstraale højt i Vejret. — Meget venlig og hyggelig er derimod den lille Plads omkring Fontana di Trevi, Roms største og skjønneste Vandspring. Det egentlige Bassin er her saa stort, at man næsten kan kalde det et lidet Tjern, til hvilket en Rand af omgivende Trappetrin fører ned; af Tjernet hæver sig en kunstigt opført, og tillige som Fundament for et Palads benyttet Klippe, tilhugget saaledes, at den idetmindste ved første Øjekast seer heel naturlig ud, med Huler og uregelmæssigt fremstaaende Spidser; fra en Mængde større og mindre Aabninger i disse fosser Vandet ud i store Masser; i Midten, foran Klippen, er Neptun med sin Havhest og øvrige sedvanlige Omgivelser udhuggen i kolossal Størrelse, og alle disse Figurer udgyde lige ledes Vandstraaler. Al denne Vandmængde frembringer en Brusen som af en ej ubetydelig Fos, og over hele Pladsen, rundt om Tjernet, er Luften altid, fornemmelig om Sommeren, mere kølig frisk end ellers paa de fleste Steder i Staden. Vandet, som her strømmer frem, er det berømte Aqua Virgo, efter et gammelt, men vel neppe paalideligt, Sagn saaledes kaldet, fordi Kilden, hvorfra det ledes, blev viist Augustus’s Feltherre Agrippa og hans Krigere af en ung Pige. Snarere skulde man formode, at Vandet har faaet hiint Navn af sin sjeldne Reenhed. Man vil endog vide, at den, der vænner sig til dette Vand, siden ej kan finde Smag i andet og derfor stedse længes efter Rom. Dette kan maaskee være Tilfældet med dem, der høre hjemme i Slettelande, hvor der er ondt for Vand. Det friske, rene Kilde- og Elve-Vand, der paa saa utallige Steder i Norge forefindes, giver neppe Aqua Virgo noget efter. Sit Navn har Fontana di Trevi faaet, fordi den er anlagt ved en Krydsning af flere Gader (Trivium — Trevi). — En liden Plads med et smukt, men særegent prydet Vandspring, er Tartaruga- eller SkildpaddePladsen mellem Capitolium og Ghetto’en. Den har sit Navn deraf, at Vandspringet, forestillende en stor Skaal, der hviler paa Skuldrene af fire Menneskefigurer af Bronce, tillige er smykket med fire Skildpadder, af hvilke enhver synes fra en af hine Figurers Skuldre at ville krybe op i Skaalen; de ere saa udmerket vel formede, at de ganske see ud, som om de vare levende. — Ogsaa Capitolium danner paa en vis Maade en Plads. Den højeste, sydligste Deel af Bjerget indtages nu af det Staden tilhørende Palads, hvor Senatoren bor, og som er opført over Levningerne af den ældgamle Bygning, her stod, ja hvis nedre Stokverk, nemlig det Rum, som man — der siges med Urette — har antaget for det gamle Tabularium, endnu hidrører fra Romernes Tid. Disse nedre Stokverk dekke Klippen, saa at man ikke seer den; man aner let, at der maa være en Styrtning derunder, af den betydelige Højde fra Paladsets Tag indtil dens nederste Fod, lige ned paa det gamle Forum. Den nordlige Skraaning er langbrat; den øverste Deel er nu planeret og udgjør en ej ubetydelig Rectangel, begrændset af Hovedpaladset i Midten, to andre, til hinanden svarende, Paladser (Museebygningerne) til hver af Siderne, og etslags Trappe eller rettere i trinlignende Afdelinger stigende, anlagt Opgang for Fodgængere, ligeoverfor Hovedpaladset. Paa hver Side af denne Trappe, hvor den fører ind paa den øverste Flade, staar et antikt Marmorbillede af en Yngling, der fører en Hest ved Tøjlen (Dioskurerne), i colossal Størrelse; midt paa Fladen staar den berømte Bronce-Billedstøtte af Kejser Marcus Aurelius til Hest. Denne Billedstøtte, der oprindeligt, som man seer Spor af, har været forgyldt, fortjener visselig ikke den Roos, man har ødslet paa den. Den er interessant for sin Elde, og som et Beviis paa, hvor godt man ogsaa i Oldtiden maa have forstaaet det vanskelige Arbejde at støbe store Broncefigurer, men Hesten har ingen rask Holdning, og Kejserens Ansigt, der maaskee i sig selv var noget flaut, er ej blevet idealiseret af Kunstneren. Imidlertid gjør Billedstøtten, seet i nogen Frastand, en god Virkning paa den smukke, højtliggende Plads. — En af Stadens smukkeste Pladse er Qvirinalpladsen foran det store pavelige Palads paa denne Højde. Den ligger selv meget højt og frit, saa at man derfra har en herlig Udsigt over den vestlige Deel af Staden og til Peterskirken; den er omgiven med pragtfulde Bygninger, der ligeledes tilhøre Paven og udgjør en Deel af det hele Palads-Anleg, og i Midten findes det prægtige Vandspring med en Obelisk og tvende colossale Billedstøtter, ligeledes af Dioskurerne, paa hvis Fodstykke det meget dristigt er indhugget med store Bogstaver, at den ene er et Arbejde af Phidias, den anden af Praxiteles: en Antagelse, hvorfor man dog ej har mindste positiv Hjemmel, imidlertid ere begge aabenbart meget gamle og tage sig godt ud. — Ogsaa paa Pladserne foran Kirken Sta. Maria Maggiore og St. Johannes Lateran er der Obelisker: den sidste, der fordum tilligemed den paa Popolo-Pladsen stod paa Circus Maximus, er den største og gjør paa den frie, temmelig højt liggende Plads en god Virkning. Hvad der giver denne Plads en særegen Ynde, er den herlige Udsigt til Fjeldene i Syd og Øst for Rom. Men her ere ogsaa store og merkelige Bygninger, først Kirken selv med dens tilhørende Palads, hvor Paverne for 6 til 700 Aar siden residerede, den merkelige lille Rundbygning, kaldet Constantins Baptisterium, fordi den er opført over den Kumme, i hvilken Constantin den store foregives at være døbt, og til den anden Kant Bygningen med den hellige Trappe, ad hvis temmelig mange Trin man hver Dag kan see mange Troende at arbejde sig op paa Knæerne, fordi det antages, at den fordum hørte til Pilatus’s Huus i Jerusalem og er den samme, ad hvilken Frelseren blev ført op for hans Domstol. Endelig maa vi nævne den Plads, der maaskee meest af alle fester sig i de Fremmedes Erindring og omtales af dem, nemlig den allerede ovenfor oftere berørte Piazza del Popolo lige indenfor den gamle flaminiske Port, nu ogsaa kaldet Porta del Popolo (hvilken Benævnelse, i Forbigaaende sagt, ikke skal komme af populus ɔ: Folket, men af populus ɔ: Poppeltræ, og saaledes i Oversættelse ej være at gjengive med „Folkepladsen“, men med „Poppelpladsen“, ihvorvel de Franske kalde den place au peuple, ikke „du peuplier“); det er altsaa den Plads, som den Rejsende, der kommer fra Florents eller Ancona, betræder umiddelbart ved Ankomsten til Staden, og som maaskee endog, bragt i sit nærværende Skik paa en Tid, da de fleste Rejsende kom til Rom ad denne Vej, ligefrem er beregnet paa at give den Fremmede det bedst mulige Indtryk af Staden. Den er nemlig virkelig en af de smukkeste, som Rom har at opvise. Den er af betydelig Udstrækning, paa det nærmeste kredsformig; i dens Middelpunkt staar en af Roms største Obelisker, en af dem, der tidligere stod paa Circus Maximus; den hæver sig fra et højt og bredt trappeformigt Fodstykke, der tillige danner et Vandspring, hvor fire huggede Sphinxer udgyde Vandstraalerne gjennem Munden. Paa den ene Side begrændses Pladsen af Pincius-Bjergets Terrasser, med Billedstøtter, Skibssnabel-Søjler og andre Prydelser; den nederste af Terrasserne er halvrund, og ligeoverfor den, paa den anden Side, er en lignende, over hvilken der dog ej findes nogen højere, men som kun er beplantet med Træer, mest Cypresser. Disse tvende halvkredsformige Terrasser give Pladsen den føromtalte runde Form. Fire Paladser, opførte aldeles i een og samme Form, skjønt det ene er et Dominicanerkloster, det andet et Hotel, det tredie en Privatbygning, det fjerde en Caserne, give, i Forbindelse med de nævnte Kirker og halvrunde Terrasser, Pladsen et for Rom sjeldent Udseende af Regelmæssighed; man maa overhoved erkjende, at dette er en af de tekkeligste Pladse i den hele Stad, og den maa upaatvivleligt paa dem, der komme til Rom landvejs nordenfra, gjøre et behageligt Indtryk og vekke Forventninger, der snart ville blive skuffede, indtil man har begyndt at faa Øjnene op for Roms solidere, men ej strax iøjnefaldende Skjønheder.
Jeg har allerede ofte haft Anledning til at nævne Roms mange Vandspring, der ej alene i saa høj Grad tjene til at forskjønne Roms offentlige Pladse, men ogsaa ikke lidet befordre Reenligheden eller rettere formindske Ureenligheden hos den hertil altfor tilbøjelige Befolkning, og saaledes vistnok for en stor Deel ere Aarsag i, at Rom med sin usunde Beliggenhed og daarlige Klima dog endda ikke er saa farligt et Opholdssted, som den ellers vilde være. Der gives vel overhoved neppe nogen Stad, der er saa rigeligt forsynet med Vand, som Rom, og man kan med Rette sige, at dette er et af de meest charakteristiske Træk ved dens Physiognomi. Foruden de store, iøjnefaldende Vandspring, der oplive Pladserne og uden Undtagelse ere udstyrede med en for Nordboen aldeles ukjendt Rigdom og Pragt i de mangfoldigste Afvexlinger og eleganteste, om end stundom noget bizarre, Former, treffer man næsten i hver Gade, endog de mørkeste og mest afsides, mindre, i en eller anden Krog eller fra en eller anden Vegg udstrømmende klare Vandstraaler, hvis ydre Omgivelser, ihvorvel simplere, dog sjelden ere ganske uden Forziring, ofte endog meget smukke: sedvanligviis er det et Menneske- eller Dyre-Hoved, af hvis Mund Vandet udgydes; stundom strømmer det ud af en i Steen udhugget Tønde eller Bimpel, der holdes af een eller flere Menneskefigurer; snart er Mundingsrøret omgivet af BlomsterArabesker, snart af andre Ornamenter, der vel stundom have Hentydning til den Æts Vaabenskjold, fra hvis Palads Vandstraalen udstrømmer, eller ved hvis Foranstaltning Vandledningen er lagt. Men foruden disse Vandspring, der befinde sig udenfor Husene og saaledes kunne kaldes offentlige, findes en Mængde private inde i Husene, sandsynligviis vel endog eet i hvert eneste Huus, der ej hører til de aldeles daarlige eller fattige. Ogsaa disse private Vandspring ere ofte særdeles elegant udstyrede: jeg vil her ej tale om dem, der findes i de store Paladsers Gaardsrum, thi de kunne ofte endog kappes i Pragt med de store offentlige, men kun om dem, man seer i de sedvanlige borgerlige Huse. Træder man ind i disses Gaardsrum, saa seer man, og den Fremmede vistnok første Gang med Forundring, en Mængde tykke Jerntraade spendte fra eet fælles Punkt lidt over Vandspringet til forskjellige Vinduer, højere og lavere. Nedad enhver saadan Jerntraad kan man fra det Vindu, hvortil den er spendt, lade det Jern- eller Kobberkar, i hvilket man plejer at hente Vand, ved en Snor glide ned i en over Hanken befestet Lykke, saaledes at det omsider kommer lige under Vandstraalen, og derpaa, naar det er fyldt, ad samme Vej drage det op igjen. Derved undgaar man at maatte løbe den hele Vej nedad de mange Trapper efter Vand og bære det tunge, fyldte Kar op igjen. I Mangel af en Indretning, hvorved Vandet ledes op i enhver Etage, er denne Maade at hjelpe sig paa højst nem og kunde anbefales til Efterligning andensteds. For Rom er den charakteristisk, og i de Huse, der beboes af mange Familjer, hører man derfor her næsten den hele Dag igjennem Lyden af de mod Jerntraaden skurende, op eller ned glidende Vandkar.
Hele denne herlige Vandforsyning skyldes hovedsageligt de gamle Romeres Omtanke og Driftighed, thi det er endnu deres beundringsværdige Vandledninger, der føre det meste Vand til Rom, skjønt kun faa af dem nu ere i brugbar Stand. I gamle Dage havde man ikke færre end fjorten forskjellige Vandledninger, hvis Ruiner, med de uoverseelige Rækker af Buer, der alle stevne sammen mod Rom, det fælles Midtpunkt, give de Staden nærmest omgivende Dele af Campagnen sit mest charakteristiske Præg. Alle disse Vandledninger vare endnu i Brug og nogenlunde taalelig Stand, indtil Roms Belejring af Goterkongen Vitigis 537. Han lod Vandledningerne afbryde for desto snarere at tvinge Staden til Overgivelse, og efter Goterkrigens Ophør var Rom bleven saa afmægtig, at den ej formaaede at sætte dem istand igjen, eller i alle Fald højst ufuldkomment, saa at man væsentligst maatte hjelpe sig med Brønde, gravede i Byen selv, eller Regnvand. Denne Tilstand vedvarede i over 200 Aar, indtil Pave Hadrian den 1ste i Aarene 775, 776 og de nærmest paafølgende lod sette fire af dem i nogenlunde taalelig Stand. Disse vare den trajanske, den claudiske, den saakaldte joviske og den agrippinske. Den første, hvorved Trajan i Aaret 112 havde ledet Vandet fra nogle ypperlige Kilder i Nærheden af den sabatinske Sø (Lago di Bracciano) til Qvarteret hiinsides Tiberen, fik nu en forøget Vandmasse, idet ogsaa selve Indsøen sattes i Forbindelse dermed; men herved tabte vistnok Vandet i Godhed, da Indsøens Vand ikke paa langt nær kan maale sig med det rene Kildevand. Den claudiske, saa kaldet efter Kejser Nero (Tib. Claudius Nero), førte Vand fra Kilder i Nærheden af Subiaco (mere end fem norske Mile østenfor Rom) til den sydøstlige Deel af Staden, fornemmelig Coeliushøjden; den joviske, sandsynligviis en Arm af den saakaldte appiske, forsynede den sydligste Deel, omkring Aventin; den agrippinske var den før omtalte Aqua Virgo, ledet ind i Stadens nordlige Deel af Agrippa. Tre af disse Vandledninger bestaa tildeels endnu, skjønt fornyede og forbedrede af senere Paver, og deres Hoved-Udmundinger eller Forraader i Staden selv ere forskjønnede med Pragtbygninger, af hvilke Vandet gjennem herligt udsmykkede Aabninger fosser ud i tre eller flere mægtige Strømme og fylder et stort Bassin, kantet med Marmor eller anden huggen Steen. Den trajanske Vandledning, fornyet omkring Aar 1612 af Pave Paul den 5te, har saaledes sit Hovedbassin øverst oppe paa Janiculusbjerget, hvorfra man har en fortryllende Udsigt over hele Staden, der udbreder sig dybt nede under Beskuernes Fødder, og videre langt udover Campagnen til de fjerne Bjerge i Østen og Norden. Her knejser det høje Palads, fra hvilket de veldige Vandmasser udstrømme, og en Indskrift, der aldrig fejler paa slige Bygninger, forkynder omstændeligt, at Pave Paulus med stor Bekostning fornyede og forbedrede Vandledningen. Denne kaldes derfor ogsaa nu efter ham Acqua Paola. Den betydelige Højde, hvori Hovedbasinet ligger; gjør det muligt, ved Rør derfra til de lavtliggende Dele i Nærheden at frembringe Vandspring, der uden kunstigt Tryk sende sin Straale henved 30 Fod op i Luften; saaledes fornemmelig de berømte, prægtige Vandspring paa St. Peterspladsen. Umiddelbart nedenfor Acqua Paola, i det stejle Bakkeheld, ere en Mængde store barakkelignende Bygninger, fra hvilke man altid hører en Susen og Dundren: det er de store Møller, der forsyne Staden, og som alle drives ved den overflødige Vandmasse. Der gives faa Steder i Rom saa tiltrækkende at dvæle paa, som ved Acqua Paolas Bassin; paa den ene Side har man den friske, klare Vandflade og den liflige Brusen af de fremveldende Vandstrømme; paa den anden Side den nysomtalte herlige Udsigt over Staden og dens Omegn. — Den claudiske Vandledning er bleven betydeligt ombygget og forbedret af den virksomme Pave Sixtus den 5te; han ledede den langs Stadens østlige Muur til det højeste Sted paa Qvirinalhøjden, hvor en Bygning, liig den føromtalte, med en Indskrift foreviger hans Minde. Selve Vandkonsten er her bygget efter den berømte Domenico Fontana’s Tegning; den er smykket med tre affecterede Billedstøtter af sildigere Kunstnere, forestillende Moses, Aaron og Gideon. — Om Adua Virgo, det bedste i Rom, og Vandledningens pragtfulde Hoved-Udmunding, Fontana di Trevi, er der ovenfor talt. Den skyldes Pave Clemens den 12te, omkring 1735, og det er derfor let at begribe, at Figurerne, der smykke den, just ikke stemme med den nu herskende renere Kunstsmags Fordringer; imidlertid gjøre de dog i det Hele en imposant Virkning.
Uagtet de her nævnte Vandledninger kun ere tre i Tallet, forsyne de dog, som det allerede er viist, Staden mere end rigeligt med Vand og sette den istand til at udvikle en Luxus i Vandspring, som neppe nogen anden Stad i Verden kan opvise Magen til. Men hvilke uhyre Vandmasser strømmede da ikke sammen til Rom i Oldtiden, da de fjorten Vandledninger gjennemskare Campagnen, dannende ligesaamange kunstige Bekke? Man fatter næsten ikke, hvorfor saa meget Vand kunde behøves, indtil man erindrer, deels at Roms Folkemængde i ældre Tider var saameget større end nu, deels ogsaa at der til de uhyre Bade-Indretninger og mange Slags offentlige Lege udkrævedes umaadelige Vandforsyninger. Naar Søslag skulde forestilles paa Amphitheatrene, blev hele Scenen paa disse sat under Vand, saa at der virkelig kunde sejles med smaa Skibe. Paa denne Viis har det flaviske Amphitheater eller Colosseum ofte været indrettet. Men al denne Rigdom paa Vand ophørte pludseligt, da Vitigis, den ovenfor omtalte Goterkonge, afbrød Vandledningerne. Da ophørte følgelig med eet de prægtige Bade-Indretninger at være brugelige, og fra den Tid af begyndte saaledes allerede deres Forfald. Hvad der bragte Pave Hadrian til atter at istandsette hine fire Vandledninger, skal ej saa meget have været Hensyn til Indbyggernes Tarv, som den overordentlige Forbrug af Vand, der i hine Tider fandt Sted ved Kirkerne, til Daab, m. m. Derfor blev ogsaa Vandet først og fremst ledet til Hovedkirkerne, og først sidenefter til andre offentlige Pladse og til Privathuse.
Flere Læsere ville vistnok her spørge, hvortil alle disse kostbare Vandledninger, de fleste førte fra fjerntliggende Steder, naar Rom dog i sin Midte havde den brede og dybe Tiber, der havde Vand nok til at forsyne en mange Gange større Stad? Men det er vel at merke, at skjønt Tiberen kommer fra de højere Bjerg-Egne, og dens Vand vistnok i sig selv er reent nok, fører den dog ved sit Løb gjennem de lavere og fladere, af løst, leret Jordsmon bestaaende Egne saa meget Dynd med sig, at dens Vand, idetmindste i og ved Rom, er aldeles udrikkeligt, eller i alle Fald, for at kunne drikkes, først maatte renses gjennem Filtreer-Apparater. Det er bekjendt nok, at allerede Horats oftere omtaler „den guulagtige Tiber“, og Elven har i Tidens Løb ej forandret sin Farve. Endnu er dens Vand altid grumset og graaguult, efter sterkt Regnvejr endogsaa bruunligt, og ganske uigjennemsigtigt. Ej engang en saa ubetydelig Deel deraf, som kunde rummes i et Glas, vilde see klar ud, om man holdt den mod Lyset. For et Aars Tid siden var der indtruffet et Uheld med det Hovedrør fra. Acqua Paola, der forsyner Vatican-Qvarteret med Vand, saaledes at den tæt forbiløbende Tiber var trængt derind, og i de Dage, dette stod paa, inden Skaden istandsattes, vare alle Vandstraaler i Qvarteret grumsede; de to store Vandspring paa Peterspladsen sendte guulbrune Straaler i Vejret. Faa Elve ere saa let tilbøjelige til Oversvømmelser, som Tiberen; det ubetydeligste Regnvejr ytrer strax en kjendelig Virkning paa den, og et heftigere Regnskyl af flere Dage bringer den let til at stige flere Alen i Vejret, hvorefter den da ligesaa hurtigt aftager; men ved slige Lejligheder seer man bedst, hvormeget Dynd den fører med, thi naar den da f. Ex. i et Par Dage har staaet over nogle af de Trappetrin, der føre ned til Fergestedet ved Ripetta, ere disse bedækkede med et tykt og fast Lag af bundfeldet Leer, til hvis Bortskaffelse ofte en heel Mængde Arbejdere behøves. Aarsagen til denne hyppige Stigen er formodentlig deels Mængden af dens Bi-Elve, der ved ethvert Regnvejr af større local Udstrækning tilføre den betydelige Vandmasser, deels vel og den Omstændighed, at dens eget øvre Løb, saavelsom Bi-Elvene, falder gjennem Bjerg-Egne, hvor det hurtigt strømmende Vand ej saa let kan indsuges af Jorden. Ved det nysnævnte Fergested ere to Søjler, der vise Højden af Elvens største Stigninger i de nyere Tider, og flere af disse Angivelser gaa til det Utrolige for den, der kun har seet den i sin sedvanlige Tilstand. De øverste Merker ere vist i det ringeste ti Fod over Gaden, og denne igjen maaskee tyve Fod over Vandspejlet, hvilket altsaa angiver en Stigning af mindst tredive Fod. Jeg har selv oftere seet Vandet naa over Gaden, ved hvilke Lejligheder det flere Steder, navnlig ved Engelsbroen, har aldeles afskaaret Færselen og i den lave Egn ved Pantheon dannet en Strøm om denne Bygning, ja endog trængt ind i den og bedækket Gulvet. Men naar den naaede hiin største Højde, maa den have gaaet heelt til Pincius-Bjerget og forvandlet det hele Strøg mellem dette og Capitolium til etslags Venedig. Allerede naar Elven er svulmet saa højt op, at den naar Gaden, seer den overmaade mægtig og voldsom ud: Strømmen er mere rivende, og Vandet mørkere; man begriber meget vel, hvorledes de gamle Romere da maatte tænke sig Flodguden vred, barsk og skummel. Løsrevne Træer m. m., som den da fører med sig, vidne ogsaa om anrettede Ødelæggelser højere oppe. Det er ved slige Lejligheder en yndet Syssel for voxne og halvvoxne Gade-Slusker at stille sig paa Engelsbroen og med etslags Snøre, som de hænge ud, opfiske alt saadant, som Elven fører med sig, forsaavidt de kunne faa det til at hænge ved.
Om Kirkerne i Rom, denne Stadens saaatsige fornemste Bestanddeel, har jeg med Flid opsat at udbrede mig nærmere indtil nu, da det er nødvendigt at dvæle noget udførligere ved dem. Der er nemlig rimeligviis faa Gjenstande i Rom, om hvilke den Fremmede gjør sig urigtigere Forestillinger, end netop om Kirkerne. Man hører saa meget om den romersk-katholske Gudstjenestes Pragt og om den Rigdom, hvormed Kirkerne ere udstyrede, at man i disse venter at finde Bygninger, der endog blot ved sit Ydre give Staden sin største Glands og allerede langt fra tildrage sig Opmerksomheden ved majestætiske Taarne eller Kupler, rige architektoniske Prydelser, o. s. v. Ingen Fejltagelse kan være større. Kirkerne, seede udenfra, høre i Almindelighed til de hæsligste og utækkeligste Bygninger i Rom. Man har fordetmeste aldeles forsømt deres Ydre for at kunne smykke dem saa meget mere indentil, eller rettere, det Ydre er neppe engang kommet i Betragtning. St. Peters-Kirken tilligemed et Par af de andre Hovedkirker danner vistnok paa en Viis en Undtagelse, da baade deres friere Beliggenhed og deres Anseelse og høje Rang blandt Kirkerne har gjort det nødvendigt at anvende mere paa deres Ydre; hiin hæver sin mægtige Kuppel højt i Sky og er snarere overlæsset med Prydelser, end den kan siges at savne dem; og dog gjør maaskee ogsaa den ved første Øjekast et fattigere Indtryk, end man skulde have ventet; Prydelserne ere ikke af det Slags, der tiltale eller forbause den, der har seet de herlige Kirkebygninger fra Middelalderen i Tydskland, Frankrig og England, ja endog paa dem, der, uden at have seet disse, dog ere vante til at tænke sig Kirkestilen aldeles forskjellig fra den, der hersker i private Bygninger. Men de fleste Kirker i Rom savne næsten ganske de ydre Prydelser, med Undtagelse af Façaden. Hvor lidet det her kommer an paa det Ydre, seer man bedst deraf, at kun de færreste af dem ligge frit. De fleste staa Vegg i Vegg med andre Huse, og det paa Langsiderne, saa at man i Førstningen maa forundre sig over, hvorfra Lyset kommer, indtil man merker, at de ere saa meget højere end de tilstødende Huse, at Vinduerne kunne anbringes ovenfor disse. Men vist er det, at denne Omstændighed som oftest foraarsager, at de ere noget mørke, thi foruden at Vinduerne staa saa højt, ere de ogsaa temmelig smaa. Der gives saaledes kun faa Kirker, om hvilke man kan gaa ganske rundt; ved de fleste seer man endog ikke den bagerste Deel, da den ligger inde mellem Husene, og om den endog stundom naar frem til en anden Gade, er der dog ingen saa Stor Aabning mellem den og Nabohusene, at man kan gaa langs Kirkeveggen til Fremsiden; oftere er der da ved slig Lejlighed en Bagdør paa Kirken selv, gjennem hvilken man kan skyde en Gjenvej fra Gade til Gade. Undertiden ere Nabohusene byggede saaledes ind paa Kirkerne, at de synes at udgjøre en Deel af dem, eller at det idetmindste er vanskeligt at see, hvor Huset slutter og Kirken tager fat. Og vist er det, at i flere Kirker ere flere ydre Dele aldeles overladte til anden Brug; det er saaledes en, som jeg ofte har gaaet forbi, og hvor der over en lav Dør paa Bagsiden findes Overskriften: „Udsalgs-Oplag af Kalk“. Hvad der vel ellers bidrager meget til, at denne Anbringelsesmaade af Kirkerne er bleven almindelig i Rom og ikke støder Indbyggernes Skjønhedssands, er den Omstændighed, at saamange af Kirkerne ere Klosterkirker eller Congregationskirker, og saaledes nødvendigviis alene kunne udgjøre en Fløj eller integrerende Deel af den hele store Conventbygning. Endogsaa nogle af de ellers fritstaaende Hovedkirker ere paa denne Maade umiddelbart forbundne med Vaaningshuse; saaledes baade Laterankirken og Santa Maria Maggiore; i den første støder det saakaldte Lateranpalads, der nu benyttes som Museum, umiddelbart op til Kirkens Langside; ved den sidste er der paa begge Langsider vidtløftige, tildeels utækkelige, Bygninger, indeholdende Boliger for Chorsbrødre, Præbendarier og andre Gejstlige, men hvoraf nu en heel Længde er afgiven til Caserne for franske Soldater: en Anvendelse, over hvilken man for et Par Hundrede Aar tilbage vilde forfærdes, ligesom det endog nu er et højst besynderligt Syn at see Vinduerne saagodtsom i selve Kirken besatte med Soldater, ofte i de ugeneerteste Stillinger og Costumer. Sedvanligviis ere de fritstaaende Kirker kalkede og guulagtigt overhvidtede; Veggene ere glatte og nøgne, Vinduerne somoftest smaa og lidet iøjnefaldende, gjerne firkantede, stundom endog ganske runde; kort: man synes at have lagt an paa at faa dem til at ligne Pakboder saa meget som muligt. Kun Façaden, eller Fremsiden, er, som sagt, prydet; men dette er sedvanligviis gjort paa en theatermessig Maade, saaledes at nemlig den hele Vegg med dens Prydelser danner ligesom et Skjermbret, tilsat udenpaa den egentlige Kirkebygning og uden i mindste Maade at være motiveret af dennes egen Construction forøvrigt; somoftest hæver sig Gavlspidsen endog højt over Kirkens virkelige Røst, for at den skal synes højere, end den er, skjønt dette Fif, naar man seer den fra Siden, i nogen Afstand, aabenbarer sig strax og gjør et højst modbydeligt Indtryk. Saadanne Kirker ere f. Ex. de fleste langs Corsoen; kommer nu ogsaa hertil, at Stilen i disse Facader er fuldkommen Rococo, med alskens forvredne Ornamenter og med Udsnit, der minde om gammeldags Hjørneskabe, er det let at skjønne, at de ej kunne behage dem, der ere vante til en renere og ædlere Stiil, eller som kun medbringe en reen og uforfalsket Smag. De Kirker, hvor slige Smagløsheder ej træde saa sterkt frem, ere enten de fattigere, hvis Indtægter ej have kunnet bestride den dermed forbundne Bekostning, eller de, hvis oprindelige Form og Anlegg ej saa godt tillod nyere Tilsetninger af dette Slags. Dette er fordetmeste Tilfældet med dem, der enten ere indrettede af forhenværende hedenske Templer, eller hvis Opførelse hidrører fra den ældre christelige Tidsalder. Dog seer man altfor ofte, hvorledes Smagløsheden ogsaa her har søgt at gjøre sig gjeldende. Ornamenter i moderne overlæsset, endog Rococo-Stiil ere uden Skaansomhed paaklinede de oprindelige Former. Saaledes f. Ex. er, som bekjendt, den nuværende Kirke S. Lorenzo in Miranda indrettet af et Tempel for det i Gudernes Tal optagne Kejserpar Antonin og Faustina. Endnu findes hele Frontespicen med dens understøttende, mægtige Søjlerad og Indskriften „Divo Antonino divæ Faustinæ“ m. m., saavelsom en prægtig Frise og Corniche; men indenfor Søjleraden hæver sig Kirkens Rococo-Facade, og da desuden Jordbunden ved Forum og Comitium, hvor denne Kirke ligger, ved Brudstykkerne af de mange ødelagte Pragtbygninger har hævet sig mindst ti Fod over den oprindelige Højde, staa disse Søjlers Fod ligesaameget dybere end Kirkens Dørtreskel og rejse sig ligesom af etslags Festningsgrav i det Smaa, over hvilken en Bro fører til denne. Den ædle, af Agrippa kort før Christi Fødsels Tider opførte Tempelbygning Pantheon, i Begyndelsen af det 7de Aarhundrede indrettet til en Kirke for Maria og Martyrerne, har, hvorvel mindre bekvem til at kunne modtage saa mange Tilsetninger som de øvrige, dog ikke ganske kunnet gaa fri for denne Forvansknings-Lyst: den bekjendte Smagsfordærver Bernini har givet den et Par korte Taarn- eller Klokkehuse, der hæve sig paa hver sin Side af Frontespicen og gjøre en højst daarlig Virkning. Det eneste, man har ladet blive staaende nogenlunde uforandret ved de ældre Kirker, ere de Campaniler eller Klokkehuse, der findes ved enkelte, som f. Ex. S. Maria in Cosmedin, S. Lorenzo in Lucina, o. s. v.; disse ere alle temmelig høje, smale, fiirkantede Bygninger af rød Tegl i flere Stokverk, hvert med Arcader, deels aabne, deels blinde, og Piller i egte romanisk Stiil. Disse vekke strax ved første Øjekast en Forestilling om høj Elde og tage sig meget ærverdigt ud ved Siden af deres moderniserede Omgivelser.
Det Indre af Kirkerne er i Almindelighed ligesaa pragtfuldt, som det Ydre plejer at være forsømt. Vegge og Piller ere som oftest af poleret Marmor eller anden kostelig Steenart, hvorved det især er iagttaget, at de forskjellige Steenarters Farver blive en behagelig, men symmetrisk Afvexling; paa Forgyldninger er der ej sparet: især straale Altarerne af rige Prydelser foruden af de mange Candelabrer, der findes paa eller ved dem; Gulvene ere ofte belagte med Marmorfliser i de forskjelligste og rigeste Mønstre, enkelte endog med eldgammel Mosaik, hentet fra andre ældre Bygninger, ja endog Søjlerne have stundom tilhørt gamle hedenske Templer. Frescomalerier af berømte Mestere eller deres dygtigste Lærlinge pryde gjerne de dertil skikkede Steder, som enkelte Veggefelter, Plafonderne, Triumfbuen og Tribunen; desforuden findes ogsaa Oljemalerier, Marmormonumenter over Afdøde o. s. v., og ved store Fester klædes endvidere Pillarerne med rød Silkedamask og Guldgaloner. Med alt dette gjør det Indre af de romerske Kirker i Almindelighed neppe den imponerende Virkning, som de fleste, der ej have seet dem, vistnok forestille sig. For det første har ogsaa her Moderniseringsraseriet og den overlæssede Stiil i fuldeste Maal gjort sig gjeldende, og alt er mere afseet paa Pragt end paa ærefrygtbydende Simpelhed; de Omgivelser, mellem hvilke man befinder sig, vekke hos os Nordboer mere Forestillinger om en Gildesal, end om et til Gudstjeneste bestemt Sted; Prydelserne stemme i det Højeste til Forundring, ikke til Andagt; mere sparsomt anbragte vilde de fleste maaskee gjøre nok saa god Virkning, idetmindste bedre kunne fattes og nydes, medens den brogede Mængde nu overvælder sig selv og kvæler det tilsigtede Indtryk. Derhos trættes man og, naar man seer flere Kirker, af de evindelige Gjentagelser. Om de fleste (vi undtage fremdeles de store Hovedkirker) kan man med god Føje sige, at naar man har seet een, har man og seet de øvrige; altid det samme og det samme; Altarerne i overlæsset Rococo- eller Commode-Stiil, besatte med moderne Blomstervaser, fyldte med stive kunstige Tøjsblomster og omgivne med Glaskupler; Vinduerne (altid det svage Punkt ved de romerske Kirker) højt oppe, uanseelige og oftest firkantede; Malerierne med Helgener eller Helgeninder, upaatvivlelig de fleste i Almindelighed gode, mange endog af de første Mestere, og dog, tør jeg vel paastaa, for den sundt organiserede Beskuer, der ikke anseer sig tvungen til at skrue sig op paa et affecteret Kunstdommer-Standpunkt, som oftest mere modbydelige end tiltrækkende, da der neppe gives noget, hvortil man kan faa mere Lede, end det conventionelle Helgen- eller Martyr-Udtryk i ethvert Ansigt, og de ligesaa conventionelle Stillinger af Bøn eller Sønderknuselse, eller Forklarelse, hvori disse Helgener, naar ikke ligefrem deres Martyrdom afbildes, ere fremstillede. Nej, da faar man et langt højtideligere Indtryk og stemmes ganske anderledes til Andagt i Kirker som Notre-Dame i Rouen og Paris, i Domkirkerne i Köln og Milano, overhoved i alle hine herlige saakaldte gotiske Kirker, hvorpaa Tydskland og Frankrige ere saa rige. Den eneste af de mindre romerske Kirker, som jeg virkelig har fundet baade tækkelig og højtidelig, er den saakaldte „Maria sopra Minerva“, saa kaldet, fordi den er bygget over Ruinerne af et gammelt Minerva-Tempel, ej langt fra Pantheon. Men den er ogsaa spidsbuet og nærmer sig i sit hele Anlegg de gotiske Kirker nordenfor Alperne. Vel er den ogsaa meget udsmykket, efter de romerske Kirkers sedvanlige Viis; Vegge og Piller straale af kostbar Steenbeklædning, og Gulvet er lagt i smukke Fliser. Men denne Pragt overvelder ikke; de rene og ædle Former vekke et behageligt Indtryk; der er ingen Overlæsselse med Malerier, og et magisk Lys strømmer ind ad flere Vinduer ved farvet Glas. Imidlertid hidrører ogsaa her den største Pragt fra sildigere Tilsetninger; men da Kirken byggedes under Gregor den 11te omkring 1375, maaskee af Kunstnere, hidsendte fra Frankrige, er den verdigere ultramontane Bygningsstiil bleven altfor gjennemgribende og fremtrædende til at kunne udskjæmmes af hine Tilsetninger, der væsentligst tilhøre Cardinal Barberini, i første Halvdeel af det 17de Aarhundrede.
Man maa imidlertid ikke bedømme denne Lyst til at modernisere Kirkebygningerne, der har viist sig saa fremherskende i Rom, fra vort Standpunkt, og alene betragte det som en Yttring af Smagløshed. Hos os, i den protestantiske Deel af Europa, ere Forholdene langt anderledes. Reformationen staar her som en fremragende, absolut Skillevegg mellem Før og Nu; hvad der ligger forud for den, altsaa i sin Tilbliven skyldes den romersk-katholske Tidsalder, tilkjendegiver sig strax som et ærverdigt Fortids-Monument, der kun med varsom og ærbødig Haand tør berøres, og som enhver Mand af Smag, eller endog kun med sund Sands, helst ønsker at bevare uforandret. Og dog, hvor længe [siden] er det hos os og selv i den øvrige Deel af den oplyste protestantiske Verden, at man begyndte at betragte de gamle katholske Kirkebygninger paa denne Maade? Vi kunne dog næsten overalt paapege en Periode, hvor man, ude af Stand til at fatte den saakaldte gotiske Architekturs Skjønheder, vel endog af blindt Had til Katholicismens Levninger overhoved, paa den meest barbariske Viis forgreb sig paa Bygningerne, deels udskjemmede dem ved smagløse Prydelser, idet man virkelig troede at forskjønne dem, deels hensynsløst borttagende og tilføjende hvad man fandt for godt, for at indrette dem til den protestantiske Gudstjeneste, navnlig for at kunne anbringe den Efterligning af Theatrenes Parterre, Loger og Galeri, som man har kaldet Stolestader og Pulpiturer, m. m. Hos os har dette Uvæsen, som bekjendt, endog naaet en forferdelig Højde og fordervet mange herlige Bygninger, blandt hvilke den fornemste, Christkirken i Throndhjem, først og fremst fortjener at anføres som Exempel, dernæst de mange merkelige Stavekirker, de fleste af dem geniale Forsøg paa i Træ at gjengive den romanske Rundbuestiil. England har ligeledes haft sin Smagløshedsperiode, og det er først i de seneste Generationer, at en reen Smag og fuldstændig Reaction har gjort sig gjeldende. I det protestantiske Tydskland har man derimod gaaet mere fri for Mishandlingslysten, og de gamle Bygninger ere der overhoved bedre bevarede i sin oprindelige Skik; i enkelte Byer, f. Ex. Nürnberg, ere endog Kirkerne samvittighedsfuldt blevne holdte i den Stand, hvori de fandtes umiddelbar før Reformationen. Men i Tydskland tilhøre forøvrigt de fleste gamle Pragtkirker fra Middelalderen endnu Katholicismen, og det falder saaledes af sig selv, at de ere blevne vedligeholdte uden væsentlige Forandringer. Imidlertid har dog ogsaa her, saavelsom i Frankrige, Forskjellen mellem Middelalderens og de nyeste Tiders Cultur været altfor iøjnefaldende, til at man ej mere eller mindre skulde have betragtet Kirkerne fra Middelalderen som Oldtidslevninger; har den fordervede Smag end ikke ganske kunnet holdes ude, især i Frankrige, saa har den dog ikke i det Hele taget kunnet anrette saa megen Skade. I Rom derimod er Forholdet langt anderledes, og ganske særegent. For tydeligt at betegne det, kunde man sige, at Middelalderen her endnu ikke ganske er forbi. Idetmindste er der her en saa nøje og inderlig Sammenhæng mellem Fordum og Nu, at ingen Bevidsthed om noget bestemt Skillerum har kunnet leve sig ind i Gemytterne. Reformationen og de store Begivenheder, der rystede det øvrige Europa og betegnede Overgangen fra Middelalderen til de nyere Tider, berørte vel Kirkens Overhoved som saadant; men Rom selv og Folket merkede intet synderligt dertil; naar der her var Tale om Oldtid og Oldtidslevninger, der her skulde tales om og bevares, tænkte man alene paa den klassiske Hedenold og dens Mindesmerker; Skillerummet mellem Før og Nu laa her ikke ved Reformationen, men ved Christendommens Indførelse, og idet man saaledes betragtede alt, hvad der ligger efter denne, som tilhørende den [samme] Tidsalder, som den, hvori man selv levede, kunde her ikke det Slags Ærbødighed for Oldtidslevninger, der banlyser Tanken om at modernisere dem, opstaa med Hensyn til Kirkerne, hvor gamle disse end monne være. Ligesom man da allerede i Middelalderen selv mere og mere udsmykkede, istandsatte, udvidede eller ombyggede Kirkerne, uden Hensyn til den oprindelige Stiil, men saaledes som Smagen og Stilen var i den Tid, Udsmykningen, Istandsettelsen, Udvidelsen eller Ombygningen skete, uden Tanke eller Forestilling om, at man heri gjorde noget Utilbørligt, saaledes fortsatte man ogsaa dermed paa samme Maade i de senere Tider, ja fortsetter saaledes endog den Dag idag. Archæologen kan beklage det, men naar man nærmere overvejer Sagen, kan man ikke gaa synderligt i Rette med Vedkommende derfor, især da nu ogsaa hertil kommer, at Rom saagodtsom aldrig har kjendt den germaniske Spidsbuestiil i dens fulde Pragt, og derfor ikke har haft Bygningsverker af denne charakteristiske Stiil at frede om. Roms Kirker, de fleste fra en Periode, der laa den klassiske Oldtid nær, tillode ogsaa bedre ved de senere Istandsettelser eller Udsmykkelser en Anbringen af Detailler, der egentlig kun tilhører denne, men som er bleven antagen af den moderne Skole.
Men finder den kirkelige Archæolog end ikke alt, hvad han havde ventet, i Roms Kirker, og ere end mange Oldtidslevninger her sporløst forsvundne, saa er der dog altid meget tilbage, der kan give Idee om det Tidligere; Anlegget i det Hele taget bliver dog paa det nærmeste det samme, og Tilsetningerne eller Moderniseringerne selv indeholde ofte interessante kunsthistoriske Momenter, ej at tale om, at der blandt den overvættes Mængde af nyere Prydelser ogsaa er saare meget, der har et blivende Kunstverd.
Efter at have forudskikket disse Bemerkninger vil jeg nu særskilt omtale de Kirker i Rom, der for den Fremmede, og især for Archæologen, maa ansees at være af Interesse.
Af Roms flere hundrede Kirker ere, som bekjendt, de fem første de egentlige Hovedkirker og kaldes fortrinsviis Basiliker, fordi de alle oprindelig have været anlagte i Efterligning af de virkelige Basiliker eller Raad- og Domhuse fra den senere Tid af Hedendommen, der efter Christendommens Indførelse benyttedes som Kirker, og hvis Hovedformer ogsaa bibeholdtes i de større Kirker, der byggedes strax efter Christendommens Ophøjelse til Statsreligion: et Rectangel med Søjlerader, parallele med Længdesiderne, afdeelt i eet større Mellemskib og to eller fire Sideskib, med halvrund Afslutning eller Tribune-Rum i den øvre Ende, og somoftest et mindre Tverskib paa hver Side af Halvrundingens Sammenføjning med Rectanglet[3]. Nu har St. Peters-Kirken, siden dens fuldstændige Ombygning, ikke længer denne Form, men vedbliver dog i det officielle Sprog at kaldes Basilica, medens derimod flere andre gamle Kirker, der ikke kaldes Basiliker, dog have den fuldstændige Basilica-Form. Hine fem Hovedkirker ere St. Peters-Kirken (Basilica Principis Apostolorum), Laterankirken eller St. Johannes Kirke paa Lateran (Bas. Sancti Johannis Euangelistæ in Laterano), den største Mariakirke, Sta. Maria Maggiore (Bas. Sanctæ Mariæ Maioris, eller S. Mariæ ad nives), St. Laurentii-Kirke (Bas. Sancti Lauvrentii extra muros) og St. Pauls-Kirken (Bas. Sancti Pauli Apostoli extra muros); disse to sidste ere Klosterkirker, der ligge strax udenfor Murene. Foruden disse fem er der tvende andre, der ligeledes stundom regnes blandt Hovedkirkerne eller Basilikerne, uden oprindelig at høre dertil, nemlig det hellige Korses Kirke (Bas. Sanctæ Crucis in Hierusalem), beliggende lige ved Stadens Muur, nær ved Laterankirken, og St. Sebastians-Kirken udenfor Murene, ved den gamle appiske Vej. Man seer dog let ved første Øjekast, at de oprindelig aldrig have kunnet være anlagte paa at staa i Række med hine fem Kirker; hverken i Størrelse eller Pragt kunne de maale sig med dem.
Om Peterskirken anseer jeg det overflødigt at tale udførligt; den er saa ofte bleven beskrevet, og der gives saa mange Afbildninger af den, baade uden- og indentil, at jeg tør forudsette den bekjendt for de Fleste. Den er, som man veed, heelt igjennem moderne, og virker mest paa Beskueren ved sine umaadelige Dimensioner og den overvettes Rigdom, hvormed den er udsmykket. Naar man tager dens Grundplan for sig, seer man vistnok Antydningen af et Hovedskib, to Sideskib, to Tverskib og et Rum bagenfor disses Forening med Hovedskibet, men formedelst de uhyre Dimensioner falder dette ej saa let i Øjnene eller præger sig i Bevidstheden, naar man selv befinder sig i Kirken. Pillerne, der adskille Hovedskibet fra Sideskibene, ere solide fiirkantede Muurmasser, bredere og længere end mangt et Huus, saa at deres Sider danne hele Vegge. Rummet bagenfor Højaltret, der staar i Overskæringen mellem Hovedskibets og Tverskibenes Midtlinjer, er saa stort, at det alene vilde kunne være tilstrækkeligt til at danne en mere end sedvanlig rummelig Kirke, og Altaret kommer derved saa langt frem, at man ikke engang føler, at det dog staar nærmere den øvre Ende. Den ældre Peterskirke, allerede anlagt paa Constantin den Stores Tider, havde derimod ganske Basilica-Formen, saaledes som det kan sees af et Maleri, forestillende dens Indre, der er opbevaret paa Qvirinalpaladset og hænger i en Have-Pavillon. Denne gamle ærverdige Kirke, der efter de opbevarede Beskrivelser og andre Hentydninger at dømme maa have været meget pragtfuld i sit Slags, og hvis Tilintetgjørelse maa ansees som et stort Tab for den kirkelige Kunst-Archæologi, skal allerede i Midten af det femtende Aarhundrede været saa forfalden, at man maatte tænke paa at underkaste den en gjennemgribende Istandsettelse, og Pave Nikolaus den 5te begyndte derfor endog paa at ombygge den i langt større Omfang. Men som bekjendt blev der ikke udrettet stort, førend Pave Julius den 2den i 1506 overdrog den dygtige Bramante at forestaa Bygningsarbejdet. Allerede Bramante gjorde Udkast til at opføre en vældig Kuppel over Højaltret. Han blev, som bekjendt, afløst af flere, hvoriblandt Maleren Raphael, indtil endelig Michel Angelo i 1549 fik Bestyrelsen og fornemmelig kan siges at være den, hvem dens nuværende Form skyldes. Hans Hensigt var det dog, at den skulde danne et græsk Kors, det vil sige med alle fire Arme lige lange; Raphael havde villet have et latinsk Kors, og dertil vendte man siden tilbage, hvorved Kirken vistnok er kommen til at nærme sig mere den traditionelle Form i Occidenten, men Kuppelen hindredes fra at tage sig godt ud fra Pladsen foran Kirken, som den ellers havde kunnet; thi det langt fremspringende Længdeskibs Forside overskærer nu Synslinjen fra Kuppelen til Pladsen; kun i Afstand seer man den hele Kuppel; jo nærmere man kommer, desmindre seer man af den bagenfor Frontespicen, og ganske nær ved forsvinder den ganske. — Det er bekjendt, hvorledes de uhyre Bekostninger, dette Bygningsarbejde medførte, nødsagede Pave Leo den lode til i større Udstrekning end ellers at skaffe sig Penge paa den forøvrigt i hele Middelalderen, ogsaa hos os i Norden, ved slige Tilfælde, som Kirkers Gjenopbyggelse eller Istandsettelse, brugelige Maade, paa hvilken der ogsaa i og for sig heller ikke billigtviis var noget at sige — nemlig ved at tilstaa dem, der ydede Bidrag eller Gaver, Eftergivelser af de kirkelige Straffe, der vare dem paalagte i Skriftestolen som Bod for begangne Synder, f. Ex. visse overordentlige Faster, Pilegrimsvandringer; men man veed derhos, hvorledes enkelte Indsamleres altfor store Iver og Tilsidesettelse af Sømmelighed, for at kunne samle saa meget som muligt, frembragte de Protester, der omsider affødte selve Reformationen, til hvilken saaledes Peterskirken middelbart kan siges at have givet Anledning.
St. Peters-Kirken er Pavens biskoppelige eller Kathedralkirke i hans Egenskab af hele Christenhnedens Overhoved. Men den egentlige Kathedralkirke for Rom, og som derfor ligeledes er Pavens Kathedralkirke i Egenskab af Roms øverste Biskop, er Laterankirken, saaledes kaldet, fordi det Sted paa Coelius-Højden, hvor den ligger, i den sildigere romerske Kejsertid tilhørte en Familie, kaldet den lateranske. Kirken er i sig selv eldgammel, fra Christendommens første Tider, og det i Forbindelse dermed staaende Palads var endnu i den christne Kejsertid og gjennem en stor Deel af Middelalderen Pavens egentlige Residens. Man erkjender ogsaa strax dens Elde af Basilicaformen, det dobbelte Sideskib og det flade Træloft. Men den har i Tidens Løb undergaaet mange Forandringer, der have ført den langt bort fra dens oprindelige ædle Simpelhed. Allerede under Clemens den 6te (i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede) forstyrredes den ved en Ildebrand, og istandsattes i mindre reen Smag; men Innocentius den 10de underkastede den strax efter Midten af det 17de Aarhundrede, Smagløshedens Højdeperiode, en gjennemgribende Omarbejdelse ved den forresten dygtige Borromini; navnligen bleve da de oprindelige Granitsøjler, der afdeelte Længdeskibene, indklædte i Steenhylstere, der forvandlede dem, sandsynligviis parviis, til Muurpiller (!). Endnu bleve flere Forandringer og Tilsetninger anbragte 1734 under Clemens den 12te. Saaledes møder Øjet nu overalt moderne Ornamenter, og det pragtfulde, tavlede Loft straaler ligeledes af Guld og Snirkelprydelser. Men med alt dette gjør Kirken dog, seet indvendigt, et herligt Total-Indtryk; det oprindelige Anleggs Ædelhed lod sig ikke forderves, og selve den Pragt, der her er anvendt samt formedelst Kirkens mindre Udstrekning lader sig bedre anskue og erkjende end i Peterskirken, undlader ikke at smigre Øjet og imponere. Der hersker noget Højtideligt og dog tillige Venligt og Tiltalende over det hele Rum. Pregtige Capeller omgive det; navnlig det corsiniske, bygget af Clemens den 12te, og det torloniske, tilhørende den rige Æt Torlonia; Altertavlen dannes her af en herlig Haut-Relief af Tenerani, fremstillende Christi Nedtagelse af Korset; Altaret er bygget af Marmor, Jaspis og andre kostbare Materialier, endog Malachit. Flere ældre Gravnonumenter ere merkelige, navnlig Clemens den 3dies Porphyrsarkophag, oprindelig en hedensk, flyttet hid fra Pantheon, Martin den 5tes Gravmæle af Marmor, m. fl. Saare merkverdigt er og et gammelt Maleri af Giotto, forestillende Pave Bonifacius den 8de. Kirkens Ydre har intet Imponerende ved sig, fordi det føromtalte Palads, en stor, men nu temmelig kasernelignende Bygning støder umiddelbart til dens ene Side, hvormed det danner en ret Vinkel, og hindrer ganske fra at see den endelangs; paa den anden Side ere ligeledes Tilbygninger, Gaardsrum o. s. v., saa at man heller ikke her kan see mere end en Deel af den. Den Deel, der stikker frem bagenfor Paladset, har nogle ret smukke Arcader, øverst oppe tvende gamle Campaniler, nu forsynede med spidse Taarne. Gaar man omkring Paladset til Fremsiden, seer man af Kirken kun Façaden, med de smukke Arcader og en herlig Porticus, sant med det flade Tag, smykket af fritstaaende Billedstøtter; men hele denne Deel har intet kirkeligt ved sig, og seet i nogen Frastand vekker den mere Forestillingen om et orientalsk Palads. Kirken har imidlertid den Fordeel, at den ligger frit, med Undtagelse af at de nysnævnte Bygninger støde til, og højt, saa at den, befriet fra disse Omgivelser, vilde kunne sees i sin hele Længde fra den store Plads rundtom, ligesom man og fra dens Hovedindgang nyder en fortryllende Udsigt til de latinske og sabinske Bjerge. Paa Pladsen foran den bagre Deel staar nu siden 1588 den store Obelisk, der før var en af dem, som smykkede Circus Maximus. Den er den højeste af dem, der nu findes i Rom. I Forbindelse med Kirken staar det runde eller aattekantede Daabscapel, i hvilket Constantin den store skal være bleven døbt, men som i Tidens Løb er blevet temmelig moderniseret. Paa den anden Side ligger det saakaldte Leo den 3dies Triclinium, med Mosaiker, indrettede i første Halvdeel af forrige Aarhundrede efter Tegninger af de Mosaiker, der af Leo den 3die anbragtes i det af ham opførte, senere forstyrrede Triclinium. Endelig findes her i en egen, forresten ikke synderlig merkelig, Bygning fra Sixtus den 5tes Tid den saakaldte hellige Trappe (Scala Sancta), hvis Trin siges at bestaa af de selvsamme Marmorstene, der dannede Trappen til Pilatus’s Huus i Jerusalem, og som saaledes Frelseren selv skal have betraadt. Ingen maa derfor betræde den, uden knælende, og da der dog findes saa mange Troende, der paa denne Viis søge op til det ovenfor indrettede Capell, at man frygtede, den kunde blive opslidt, har man belagt Trinene med Træbretter. Men for dem, der ikke ville underkaste sig saadan Besvær, findes to andre ligeløbende Trapper indrettede, en paa hver Side. I Middelalderen vare der flere Trapper, der ligeledes kun torde bestiges af Knælende. Navnlig skal dette have været Tilfældet med Hovedtrappen til den forrige Peterskirke. Nu vilde saadant her være en Umulighed.
I Kirken St. Maria Maggiore er Basilicaformen endnu mere fremtrædende end i Laterankirken; idetmindste ere dog her endnu Søjlerne beholdte, skjønt de vistnok allesammen ere blevne gjorte til ioniske, medens de oprindelig sikkert have haft en raaere, men i mere Samklang med Kirkens hele Charakteer staaende Form. Kirken er noget mørk, da den paa begge Lang-Sider omgives af umiddelbart tilstødende Vaaningshuse for dens Gejstlighed, saa at kun den højre Ende af Forsiden viser sig frit, medens alle Vinduer paa Langsiderne kun ere smaa og anbragte højt oppe i Vejret. Men den er højtidelig og imponerende ved sin store Udstrekning samt maaskee just ved det Halvmørke, der hersker i den og lader de enkelte nyere Smagløsheder mindre tydeligt fremtræde, medens Reenheden i Anlegget overhoved derved bedre lader sig føle. Tverskibene ere meget pragtfulde, have særskilt Lys ovenfra, og gjøre en fortrinlig Virkning. Loftet er ogsaa her fladt, af tavlet og riigt prydet Træverk; og det er merkeligt nok, at Guldet til den overflødige Forgyldning skal være taget af det første Guld, som fra Amerika blev bragt til Spanien, og hvoraf Kong Ferdinand og Dronning Isabella skjenkede Pave Alexander den 6te en Deel. Kirken skal oprindelig være anlagt i Midten af det 4de Aarhundrede efter Christi Fødsel, men blev udvidet og ombygget af Sixtus den 3die henved 432; siden har den ogsaa været underkastet flere større eller mindre Ombygninger, af hvilke især den under Gregorius den 13de c. 1580 gav den sit nuværende mere moderne Udseende. Af egentlige Oldtidslevninger findes her derfor saaledes kun faa eller ingen bibeholdte, med Undtagelse af en Mosaik fra det 13de Aarhundredes Slutning, udført af Jacopo da Turrita, forestillende Marias Kroning; den smykker endnu Tribunen. Kirkens bagerste Ende har i det 17de Aarhundrede faaet en egen Façade, bestaaende af en halvrund Udbygning med fladt Tag og over den en Frontespice, — unegtelig en noget bizar Smag; men da Kirken paa denne Side ligger temmelig højt, idet den frie Plads, der omgiver den, tillige danner Exquilinhøjdens nordlige Skraaning, tager den sig dog særdeles godt ud, især da der umiddelbart foran Halvrundingen er rejst en Obelisk, der forhen smykkede Kejser Augustus’s Mausoleum. Paa den anden Side af Kirken, foran Façaden, lod Pave Paulus den 5te oprejse en pregtig korinthisk Søjle, der tidligere skal have staaet i Constantins Basilica. Denne Mariakirke er især merkverdig som det ældste forhaandenværende Monument om Maria-Dyrkelsens Oprettelse i Rom. Legenden fortæller, at den oprindelig skal være grundet under Pave Liberius, omkring 360 e. Chr., og at Anledningen dertil skal have været den, at Patricieren Johannes Natten til 4de August havde haft en Drøm, i hvilken Jomfru Maria viste sig for ham og befalede ham at bygge en Basilica til hendes Ære paa det Sted, hvor man den følgende Morgen vilde finde nyfalden Snee; denne fandtes virkelig nærved Livias Markedsboder, og Liberius lod i Sneen selv Grundplanen til den nye Kirke afridse, hvilken da byggedes paa Johannes’s Bekostning. Den blev dog aldeles ombygget, eller maaskee først færdigbygget af Pave Sixtus den 3die, efter 432; imidlertid kaldtes den i ældre Tider ofte Basilica Liberiana, eller Jomfru Marias Kirke „ved Sneen“ (ad nives). Sixtus smykkede den med megen Pragt, der dog i Tidens Løb forstørstedelen har maattet vige for de mere nymodens Prydelser; dog ere endnu Mosaikerne, der prydede deels Mellemskibets Vegge, deels Triumfbuen, tildeels fra Sixtus’s Tid og derfor højst merkverdige som de ældste, man kjender. De paa Veggene fremstille Scener af det gamle Testaments Historie fra Erkefedrene indtil Josva; de paa Triumfbuen Scener af Jomfru Marias og Christi Historie. Kun Skade, at hine gammeltestamentlige Billeder, 36 i Tallet, staa altfor højt eller ere for smaa, til at man uden en Stige eller Kikkert kan skjelne Enkelthederne nøje.
St. Laurents-Kirken udenfor Murene, nærved den tiburtinske Port, er den ældste, ærverdigste og mindst moderniserede af de fem Hovedkirker. Den er, som Navnet viser, oprejst til Ære for den berømte Helgen St. Laurentius, der leed Martyrdøden under Forfølgelsen paa Kejser Decius’s Tid, og den er bygget lige over hans Grav i de herværende Katakomber. Til denne Grav, der særskilt paapegedes blandt de mange andre Martyrgrave paa dette Sted, skete der tidligt Valfarter; en mindre Kirke eller Capell skal allerede være bygget derover af Kejser; Constantin, men det store Kirke-Anlegg fandt først Sted under Pave Pelagius den 2den, død 590. Dette, der nu kun udgjør den bagerste Deel af Kirken, er heel forunderligt; det er oprindeligt bygget lige ned i den til dette Øjemed afdækkede Katakombe, hvorfor det og bestaar af Etager, hver med sin Søjlestilling. Kirkens Langhuus hidrører i sin nærværende Skikkelse nærmest fra Pave Honorius den 3dies Tider, omkring 1220; dog maa man antage, at allerede Pelagius havde indrettet et Langhuus, som Honorius kun fornyede eller ombyggede, bibeholdende det oprindelige Anlegg. I den nedre Etage af den gamle Deel seer man endnu Spor af Gravnischer og gamle Malerier, af samme Slags, som endnu findes i andre Katakomber, og paa den nærliggende Kirkegaard, nu indrettet til en stor Begravelsesplads, seer man ligeledes Katakombe-Grave afdækkede. Saavel hine Søjler, som Architraverne ere antike og pragtfulde; det er tydeligt nok, at de ere tagne fra ældre Pragtbygninger. Pelagius smykkede ogsaa Triumfbuen med Mosaiker, men disse ere nu ganske fornyede. Langhuset, fra Honorius den 3dies Tid, har endnu et meget alderdomsagtigt, ærverdigt Præg, endnu findes de gamle Amboner, eller Læse-Forhøjninger; og merkelig er især dens Forhal med snoede Søjler og Malerier, forestillende deels St. Laurentius’s Martyrdom, deels Scener af Honorius’s Liv og Samtid, hvoriblandt Peter Courtenays Kroning til Kejser i Constantinopel. I det 17de Aarhundrede underkastedes Kirken en Restauration, der dog ikke kan have været saa fuldstændig, som ved de fleste andre Kirker; dette er vel ogsaa Grunden, hvorfor den nu aabenbart har et noget forfaldent, men derfor vel og saameget mere ærverdigt Udseende. Udentil er den, som de romerske Kirker i Almindelighed, temmelig uanseelig.
Næst Peterskirken er St. Pauls-Kirken i sin nærværende Skikkelse den prægtigste af alle Roms Hovedkirker. Men den havde dog været langt mere verd, om den havde staaet saaledes, som den var før den 16de Juli 1823, da den blev et Rov for Luerne. Man har imidlertid flere nøjagtige Afbildninger af den, saa at man dog i det Hele taget kan lære dens tidligere Udseende at kjende. Dens Opførelse paabegyndtes under Kejser Theodosius den store, omkring 390, og fuldførtes af hans Søn Honorius. Den maa have været ferdig før 410, siden det udtrykkeligt heder, at Vestgoterne, som da herjede Rom under Alarik skaanede denne Kirke. Den var 477 Fod lang og 258 Fod bred, af fuldkommen Basilica-Form; paa hver Side af Hovedskibet var der tvende Sideskib; de adskillende Søjlerader talte hver 20 Søjler, alle hentede fra ældre Pragtbygninger, efter fleres Paastand fra Hadrians Mausoleum, de fleste af det herligste Materiale, nemlig af det kostelige phrygiske Marmor, som kaldes Pavonazzetto, og huggede af een Steen, skjønt 30 Fod høje. Loftet var smykket med forgyldt Bronce, Gulvet var af Marmorfliser, og over Højalteret, hvorunder Apostelen Paulus”s Legeme hvilede i et Bronce-Skriin, hvælvede sig den høje Triumfbue med et colossalt Brystbillede af Christus i Mosaik, bekostet af Honorius’s Syster Placidia. Ildebranden i 1823 gjorde Ende paa alt dette; det gamle, tørre Træverk i Taget stod i et Øjeblik i lys Lue, styrtede ned i Kirken, som det opfyldte, og forvandlede de gamle Søjler til Kalk. Kirken er nu bleven gjenopbygget, og med umaadelig Pragt, dog i en langt mere moderne Stiil end den ældre. Vistnok er Anlegget i det Hele taget blevet bibeholdt, hvilket vel ogsaa Grundvolden selv og de tilbagestaaende Levninger af den ældre Kirke gjorde uundgaaeligt; men der er ikke længer noget Antikt tilbage uden netop Anordningen af de enkelte Hoveddele, Søjlerne o. s. v., samt Mosaikbilledet over Triumfbuen, der er en af de faa Levniíger, som Branden skaanede. Imidlertid er det hele Indtryk dog mægtigt og gribende; de store Rum, gjennem hvilke Blikket uhindret kan svæve om, den i romerske Kirker ellers usedvanlige Lyshed og Klarhed, der hersker overalt, og endelig — det kan ikke negtes — Pragten selv, der i saa riigt Maal er anvendt, men dog med større Smag og Fordringsløshed, end Tilfældet ellers plejer at være, forfejler, alt tilsammentaget, ej sin Virkning. Om Kirkens Pragt kan man alene deraf gjøre sig en Forestilling, at der gives Altare, eet i hvert Tverskib, hvis hele Forside bestaar af Malachit: en Foræring af Kejser Nicolaus. Hovedskibets Søjler, tyve paa hver Side, ere af Steen, brudte heelt oppe ved Lago Maggiore, i Øvre-Italien, og hver af dem skal koste henved 1100 Scudi. Paa Hovedskibets Vegge, over Søjlerne, tildeels ogsaa i Tverskibene, ere Rækker af Medaillons med alle Pavers kolossale Brystbilleder i Mosaik. Det forstaar sig, at de fleste af disse ere Phantasibilleder, da Rækken begynder med St. Peter, medens man neppe har sikkre Portraiter af nogen Pave førend fra Midten af det 14de Aarhundrede e. Chr., hiint Portrait af Bonifacius den 8de i Laterankirken fraregnet. Men hermed regner man det ikke saa nøje; Symmetrien og Planen fordrer den hele Række, og de tilføjede Navne maa bøde paa Mangelen. Denne Maade at fremstille en heel Række Billeder af Konger eller Fyrster, af hvilke de første, ja endog den største Deel kun ere Phantasi-Fostre, var forresten ikke saa ualmindelig over hele Europa for et Par Aarhundreder siden. Saaledes findes i Huitfelds danske Historie foregivne Billeder af alle Danmarks Konger efter Saxo’s Række, i yderst utrolige og urigtige Costumer, næsten alle med Krone paa Hovedet. Rigtignok er saadant nu paa de fleste Steder aflagt; men Rom maa overhoved betragtes, som om den endnu ej var kommen videre end til det 16de eller 17de Aarhundrede: den har staaet stille fra den Tid. — Af de allersidste Pavers Billeder mangle et Par: de ere endnu ikke ferdige, og skulle for Øjeblikket danne Hovedgjenstanden, hvormed man beskjeftiger sig i den bekjendte pavelige Mosaik-Fabrik paa Vaticanet. — Paulskirken ligger smukt, lige ved Tiberen, en Fjerdingvej udenfor Stadens sydvestligste Port, paa Vejen til Ostia. Forsiden vender den mod Tiberen, der her slaar en betydelig Bugt. Det er ovenfor nævnt, at Paulskirken er en Klosterkirke, det vil sige, den staar i Forbindelse med et Benedictinerkloster, hvis Bygninger støde til dens højre Side og med denne indbefatte en Klostergaard med Buegange, som sedvanligt. Denne Klostergaard, der heller ikke ødelagdes af Ildebranden, er yderst ærverdig og tækkelig. Buegangens Søjler ere snoede, i Midten er et lidet Have-Anlegg, og i Gangen selv findes flere heel merkelige Oldtidslevninger opstillede, fordetmeste opgravne i Omegnen.
De her nævnte Kirker ere, som sagt, de egentlige Hovedkirker. At tre af dem ere opførte udenfor Murene (thi Peterskirken laa i hiin Tid ogsaa udenfor Stadsmuren) og den fjerde lige ved Stadens yderste Grændse, uagtet de dog ere opførte i en Tid, hvor Christendommen allerede var Statsreligion, og man saaledes havde frit Valg af Plads, kom deraf, at saa længe Hedendommen endnu bestod ved Siden af Christendommen, og de hedenske Templer naturligviis endnu vare i fuld Brug, ønskede man helst at have Kirkerne saa langt fra dem som muligt, for at undgaa al Forargelse; men da Templerne nu laa i de fornemste og smukkeste Dele af Staden, havde man ikke stort andet Valg for de christne Hovedkirker, end at legge dem udenfor. Vaticans-Qvarteret, hiinsides Tiberen, hvor Peterskirken ligger, var allerede da blevet Hovedpunktet for den christelige Cultus, hvor denne mest uhindret og uforstyrret kunde foregaa, og hvortil de ærverdige Minder om Apostelen Peters Martyrdom knyttede sig. Og disse Minder vedbleve fremdeles at hvile over dette Sted, saa at det efter Christendommens Sejer blev det fornemste baade i og ved Staden, indtil det endelig indlemmedes i denne af Pave Leo.
Til Hovedkirkerne i vidtløftig Forstand regnes og, som nys anført, det hellige Korses Kirke og St. Sebastians-Kirken. Den første blev grundlagt af Kejser Constantins Moder, den hellige Helena, der her henlagde til Forvaring det Stykke af det hellige Kors, som hun selv skulde have fundet i Jerusalem, ligesom hun og lod Jord fra Jerusalem legge under Grundvolden. Formodentlig var dog den Kirke, hun oprettede, kun et mindre Capel; siden skal Kirken fra nyt af være bleven ombygget af Gregorius den 2den i det 8de Aarhundrede, og endnu har den et heel alderdomsmessigt Udseende, uagtet den i Midten af det forrige Aarhundrede har undergaaet en betydelig Fornyelse. Den ligger paa et af de yndigste Steder i Rom, lige ved Muren, kun henved 1000 Skridt fra Laterankirken, og adskilt fra den, ej ved høje Bygninger, men kun ved en grøn, frisk Slette, over hvilken en Allee fører fra den ene Kirke til den anden. Den selv er ogsaa tildeels omgiven af høje Træer, der gjør hele den grønne Plads omkring skyggefuld og saare venlig. Lige ved Siden af Kirken, i selve Muren, og forbundet med de til Kirken hørende Bygninger, ligger det bekjendte Lejr-Amphitheater (Amphitheatrum Castrense), hvis hele Ydermuur er fuldstændigt bibeholdt; paa den anden Side, nærmere Porten Sta. Maria Maggiore, hæver sig de mægtige Ruiner af den claudiske Vandledning, bevorgede med Vedbende og andre Slyngplanter; de strekke sig, med enkelte Afbrydelser, lige hen til den overfor begge Kirker liggende Skraaning med smukke Have-Anlegg, der efter sin nuværende Ejerske, en fornem russisk Dame, som har taget sit Ophold i Rom for her at føre et strengt asketisk Liv, for Tiden kaldes Villa Volkonsky. Saavel fra Korskirken, som fra Laterankirken føre herlige Alleer lige til den temmelig fjernt liggende Hovedkirke Sta. Maria Maggiore; Haver og Viingaarde omgive Alleerne til alle Sider; hist og her rager et Palads, andensteds en ærverdig Ruin frem: kort at sige, denne Deel af Rom er ustridigt næst Egnen omkring Colosseum den smukkeste og i det mindste for den Fremmede mest tiltrækkende. Her skal i Hedendommens Tid en Familie Sessoria have haft sit Palads, og i dette, eller af dette vil man vide, at Kirken oprindeligt skal være bleven indrettet. Dette faar nu staa ved sit Verd; vist er det, at Porten, der nu benævnes efter Sta. Maria Maggiore, i Middelalderen blev kaldet den sessorianske. — Det interessanteste, som Korskirken nu fremviser, ere Fresco-Billederne i Tribunen, malede formodentlig i Slutningen af det 15de Aarhundrede af Raphaels ældre Meddiscipel Pinturicchio, der har leveret flere Billeder, hvor han efter de Tiders naive Maade paa een og samme Tavle fremstiller flere paa hinanden følgende Scener af een Historie: saaledes har han her billedligt fremstillet Korsets Opdagelse og de i Forbindelse dermed staaende Begivenheder. Nedenunder Kirken findes den hellige Helenas Gravcapel, med smukke Mosaiker. — Sebastians-Kirken, den anden af dem, der i vidtløftig Forstand regnes til Hovedkirkerne, ligger ligeledes udenfor Murene, ved den appiske Vej, men har nu intet andet synderligt merkeligt ved sig, end at den, oprindeligt opført over St. Sebastians Grav i de herværende Katakomber, endnu staar i den nøjeste Forbindelse med disse, hvilke derfor ogsaa ere de lettest tilgjængelige, hvorom mere siden.
Det vilde her lede til altfor stor Vidtløftighed, om jeg skulde enkeltviis omtale alle de øvrige Kirker i Rom, hvorved der findes noget Merkverdigt. Jeg vil blot udhæve nogle enkelte af en særdeles Interesse, som den gamle St. Clemens-Kirke mellem Colosseum og Lateran, en ærverdig Basilica, merkverdig ved Bibeholdelsen af den gamle Indretning med et særskilt afdeelt Presbyterium, de tvende Amboner, o. s. v.; den runde St. Stephanskirke, paa Coelius, noget vestenfor Laterankirken, med et Tabernakel i Midten, der minder om Afbildningerne af det Indre af den hellige Gravs Kirke i Jerusalem, en Form, der forresten i Rom er saa sjelden, at man, dog neppe med Føje, har antaget denne Kirke for at have været et Tempel i Hedendommen. Veggene ere overalt bedækkede med FrescoMalerier af Tempesta og Pomarancio, men som paa den grelleste, uhyggeligste Maade med de grueligste Enkeltheder fremstiller de fornemste Helgeners Piinsler og Mishandlinger. Hist skærer man Tungen af En, her hugges Hænderne af endeel, saa at de afhugne Hænder danne en heel Dynge; nogle blive kogte og stegte, andre brændte, opflængede o. s. v.; kort at sige, Indtrykket er oprørende, og det saameget mere som Malerierne i sig selv ere gode og Farverne godt vedligeholdte. Kirken Santa Maria in Cosmedin, i det Landstrøg mellem Palatin og Aventin, som man kaldte Velabrum, en liden Basilica opført henved 782 i et forhenværende antikt Tempel, har endnu i sine Søjlerader de Søjler, der tilhørte dette; Gulvet er belagt med den eldgamle Gulvmosaik, der kaldes „alexandrinsk Arbejde“, overhovedet har Kirken bibeholdt meget af den oprindelige Indretning. Den kaldes sedvanligviis „Bocca della Verità“ (Sandhedsmunden) efter en kolossal Marmormaske, der staar opstillet i dens Forhalle. Navnet „in Cosmedin“ er laant fra Tilnavnet til en i særdeles Ry for Hellighed staaende Kirke i Constantinopel. Et højt Campanile fra det 8de Aarhundrede gjør denne Kirke, der i sig selv kun er liden, iøjnefaldende i lang Afstand. — Den tækkelige St. Agnes-Kirke udenfor Porta Pia eller Nomentana, ved den Nomentanske Vej, bygget lige over St. Agnes’ Grav i de herværende vidtløftige Katakomber, er ligesom den eldre Deel af St. Laurents-Kirken i to Etager, eller med tvende Søjlestillinger over hinanden; den ligger saa dybt ned, at man ligefra Vejen over et Slags Bro kommer ind i den øvre Etage. Den er nyligt bleven istandsat, men, som det lader, med større Skjønsomhed, end saadant ellers har plejet at skee; den er lys og venlig, Søjlerne pragtfulde, og den gjør et saare behageligt Indtryk. Det var her, hvor den nuværende Pave for nogle Aar siden, ved at besee Istandsetnings-Arbejdet, styrtede med hele sit Følge af Cardinaler og andre fornemme, gejstlige Herrer ned igjennem et midlertidigt Brædegulv, der var for svagt til at bære saa mange, men hvor han dog, merkeligt nok, ej kom til mindste Skade. Denne Begivenhed er nu foreviget ved et stort Frescomaleri i en tilstødende Forhalle, fremstillende Paven i det Øjeblik, han er i Begreb med at styrte ned, men frelst ved den hellige Agnes, der svæver ned fra Himlen i en Straalesky. Billedet vil med Tiden blive af overordentlig Interesse, da det indeholder lignende Portræter af saa mange nulevende anseede Mænd. Kirken staar i Forbindelse med et Nonnekloster. Her blive de hellige Lam opfødte, af hvis Uld de saakaldte Pallier, Erkebiskopernes Hæderstegn, tilvirkes. Hvert Aar, paa St. Agnes’s Festdag, den 21de Januar, blive to slige Lam, smykkede med Blomster og med Benene sammenbundne ved røde Silkebaand, højtideligt henlagte paa Alteret og indviede. Først derefter kan deres Uld klippes og benyttes til hiint hellige Brug. Nonnerne i Klosteret virke disse Pallier, der som bekjendt ere af Formen 0———, hvide, med indvirkede Kors; den aabne, runde Deel bliver enten trukken over Hovedet, eller er til at aabne bagtil og fæste om Halsen, saaat den længere Ende, der omtrent er haandbred, hænger ned til midt paa Brystet. Efterhaanden som disse Pallier blive ferdige, bringes de til Peterskirken, hvor de indvies og nedlegges i et særskilt Gjemme paa Højalteret over St. Peters Grav; naar da et saadant skal forlenes en Erkebiskop, bliver det med stor Højtidelighed taget ud af Gjemmet eller, som det i det officielle Sprog hedder, „fra St. Peters Legeme“. Lammene blive siden, efterhaanden som de voxe til, slagtede for at spises ved det Maaltid, Paven hver Skjærthorsdag lader anrette for 12 fattige Gejstlige, og hvor han selv varter op. — En af de største Kirker i Rom, maaskee den største næst Paulskirken, maaskee endog større end denne, er St. Maria degli Angeli, indrettet af Michel Angelo til Kirke henved 1560 af den store Forsamlings-Halle i Kejser Diocletians varme Bade. Derfor er Indgangen midt paa Veggen af de forøvrigt til Hømagasiner anvendte Ruiner heel uanseelig og bebuder slet ikke den forbausende Storhed, som udfolder sig, idet man kommer ind. — Men den merkeligste af alle Roms Kirker, næst Hovedkirken, er dog Agrippas Pantheon, indrettet af Pave Bonifacius d. 4de til en Kirke for Maria og alle Helgener (den kaldes derfor ogsaa i hiint gamle islandske Itinerarium „Allehelgenskirken“) i Begyndelsen af det 7de Aarhundrede. Nogle antage, at Pantheon oprindelig ikke har været Tempel, men kun en af Hallerne til de Thermer, hvormed det stod i Forbindelse, men vist er det, hvad Indskriften viser, at allerede Agrippa selv lod det indrette til Tempel; og det leder til en Række af underlige Betragtninger at vide, at ligesom Bygningen i Hedendommen var et Tempel for alle Guder, blev den under Christendommen en Kirke for alle Helgener. Disses Altarer findes derfor nu i de sex Hovednischer rundtom den indre, store Runding, og de mindre Recesser mellem dem. Som bekjendt, modtager denne Bygning sit Lys ovenfra, gjennem en stor rund Aabning, hvor Regnen frit kan strømme ned. Gulvet er derfor ikke ganske fladt, men med en svag Heldning fra den hele Peripherie mod Centrum, hvor der er anbragt smaa Huller, til at det Vand, der samler sig, kan rinde ned. Men ofte hjemsøges Pantheon ogsaa af Vand fra andre Kanter; det ligger nemlig saa lavt, at Tiberens hyppige Oversvømmelser allerførst merkes der, idet nemlig Tibervandet strømmer ind i de Cloaker, der nødvendigviis maa findes nedenunder til Optagelse af Regnvandet. Ofte fosser da Vandet op af de selvsamme Huller, gjennem hvilke Regnvandet skulde strømme ned, og staar over Gulvet, saa at man ej kan gaa derind uden ved at hoppe fra en Skammel til en anden, eller paa Planker, lagte over Skamlerne. Derfor er der og sedvanligt noget fugtigt og kjelderagtigt derinde. Udentil har den næsten nittenhundredeaarige Bygning ogsaa nu noget skummelt ved sig. I Oldtiden var den derimod over al Maade glimrende og prægtig. En stor Forhalle havde 16 Granitsøjler, med korinthiske Kapitæler af hvidt Marmor. Tagbjelkerne vare af forgyldt Erts, og Taget selv bedekket med Tegl af forgyldt Bronce, foruden mange andre Prydelser. Dog selv saaledes, som Bygningen nu viser sig, er den et forbausende og ærefrygtvekkende Mindesmerke om Hedenold.
Den, der har gjort de gamle Kirkebygninger nordenfor Alperne til Gjenstand for sine nærmere Undersøgelser, vil med Forundring see, at hvad der hos os og i de tilgrændsende Lande blev nøje overholdt, saavidt muligt at legge Kirken i Øst og Vest, saaledes at Højaltaret laa i Øst og Hovedindgangen i Vest, i Rom aldeles ikke er iagttaget, saa at man kan finde Højaltaret i hvilkensomhelst Retning fra Hovedindgangen. Dette torde maaskee kunne forklares deraf, at i de fleste Egne, hvor den (urigtigt) saakaldte gotiske Bygningsstiil blev den herskende, havde man middelbart eller umiddelbart modtaget Christendommen fra England, hvor Christendommen igjen oprindeligt var prædiket ved Mænd fra Menighederne i Østen (Lilleasien eller Syrien), der aldrig betragtede Rom, men derimod Jerusalem som Christendommens fornemste og helligste Punkt og derfor stedse foreskrev, at man i sine Bønner skulde bøje sig mod Østen, saaledes som det udtrykkeligt heder i de første Linjer af den ældste norske Christenret; medens derimod i Rom den Mening snart blev gjeldende, at den selv var Christenhedens Hovedpunkt, og at man derfor ikke ved sine Andagtsøvelser behøvede at vende sig mod noget andet Punkt udenfor dette. Thi af den Omstændighed, at man i sine Bønner altid skulde vende sig mod Østen, faldt det af sig selv, at Højaltaret maatte anbringes i Øst for Indgangen og Hovedskibet, medens Ligegyldigheden af, hvilken Stilling man indtog under Bønnen, ogsaa gjorde det ligegyldigt, i hvilken Deel af Kirken Højaltaret rejstes. Saaledes staar endog i Peterskirken Højaltaret i den vestlige Deel, og lige i Vest for Hovedindgangen. Men deraf, at dette Spørgsmaal betragtedes som ganske ligegyldigt, kom vel og, at heller ikke i Kirkerne udenfor Rom noget Hensyn sees at være taget til Orienteringen. Man skulde egentlig vente, at Linjen fra Hovedindgangen til Højaltaret her antydede Retningen mod Rom, men det forholder sig ikke saa: det er aabenbart, at hele denne Tradition alene tilhører den gotiske Bygningsstiil. Men heraf følger da og, at hvor denne endnu anvendes til Kirker (eg regner her til den gotiske Bygningsstiil i videre Forstand saavel den ældre, rundbuede, som den spidsbuede Stiil) er man ikke berettiget til at sette sig ud over hiin Orienterings-Regel, thi den er upaatvivleligt paa det inderligste og uadskilleligste forbunden med hele Stilen. Naar man derimod bygger Kirker i den modern-halvklassiske Stiil, hvori de fleste romerske Kirker ere opførte, eller til hvilken de idetmindste ere reducerede, da er det en ganske anden Sag; her maa man have frie Hænder til at anbringe Altar og Skibets Længde i hvilkensomhelst Retning.
Roms Omgivelser. At Roms Omgivelser ej alene ere interessante ved deres Rigdom paa historiske Minder, ja ved de Erindringer, der saaatsige klæbe ved selve Jordbunden, men at de i og for sig ere skjønne og indtagende, derom ere vel de Fleste enige, saaledes at Mange endog i Længden foretrække Egnen om Rom for de ved første Øjekast mere glimrende Omgivelser af Neapel. Men saavel Rom selv som dens Omegn har det ved sig, at man først ved nærmere Betragtning lærer at fatte alle dens Skjønheder. Mange af disse ere dog saa iøjnefaldende, at de strax maa vekke den Fremmedes, især Nordboens, Beundring, det er nemlig de, som overhoved ere charakteristiske for de italienske, maaskee endog for de fleste sydeuropæiske Bjerglandskaber, og som vel fordetmeste ligge i Formationens Beskaffenned. Hvad der nemlig især maa være os Nordmænd paafaldende, er Udsigternes Omfang og Frihed selv der, hvor høje Fjelde begrændse Horizonten. Hos os er man ikke vant til nogen stor Mellemgrund, undtagen hvor denne optages af Indsøer. Man nyder sjelden Synet af en heel Fjeldside, da der, naar man befinder sig i tilstrekkelig Afstand for at kunne see Toppen, almindeligviis komme andre mindre Fjeldpartier i Vejen, som skjule Foden, og naar man kommer saa nær, at man kan see denne, forsvinder igjen Toppen. Landskabet har overhoved en anden Charakteer; den Omstændighed, at hos os det meste er Fjeld eller Højde, det mindste Dal eller Flade, gjør Udsigterne somoftest mere splittede, mere indskrænkede, trangere, men maaskee derved igjen fortroligere, venligere, medens det modsatte er Tilfældet i Italien; der er Flade og Dalbund den overvejende Deel, Udsigterne blive derved større, friere, mere storartede, men derved vel igjen mindre fortrolige og indbydende til langvarigere Dvelen. Man føler, at hos os kunde man mere bygge og bo, i Italien maaskee mere beundre og forbauses. Men for den, der nu engang kjender de Naturskjønheder af et ganske andet Slags, hvorpaa vort Fædreland er saa riigt, er det unegteligt en behagelig Afvexling at kunne lade Øjet glide hen over de større Rum og de dristigere Former, som Italien frembyder. Uvilkaarligt erkjender man hos os endog stundom Savnet af en saadan Afvexling, idet man, maaskee uden at gjøre sig selv ret fortroligt, hvorfor, udhæver som vore smukkeste Egne eller prægtigste Udsigter netop dem, der nogenlunde nærme sig til den her antydede Charakteer. Saaledes hører man jo almindeligviis Udsigten fra Krogkleven priset som den første eller en af de første, vort Land har at opvise, og det kommer vel fornemmelig deraf, at ej alene Tyrifjordens Spejl, men ogsaa Ringerikets brede Dalbund frembyder en viid Mellemgrund, over hvilken de bagerste Fjelde fremtræde i hele sin Majestæt. Derfor bliver vel og Gudbrandsdalen priist som en af vore skjønneste Dale, thi her er dog Dalbunden saa breed, at Øjet mere kan opfatte og nyde hele det majestætiske Syn af den modstaaende Fjeldside. Der er uimodsigeligt noget stolt, oplivende og besynderligt tiltrækkende i den uhindrede Beskuelse af en saadan dristig, feiende Fjeldskraaning i dens Heelhed fra Øverst til Nederst, og dette Syn kan man oftere nyde i Italien, end i de trangere nordiske Dalfører. Hertil bidrager og den klare, gjennemsigtige Luft, der lader Enkelthederne tydeligt fremtræde i længere Afstand, end vi Nordboer ere vante til, undtagen oppe paa de høje Fjeldvidder, hvor dog kun de færreste komme; man skjelner alt saa klart, at man endog, inden man bliver vant dertil, anslaar Afstanden langt kortere, end den virkelig er. Men uagtet Klarheden vedbliver dog ligefuldt den herlige blaa Farve, hvormed de mellemkommende Luftlag farve de fjernere Gjenstande, og da Udsigterne somoftest ere saameget større og videre end de, vi ere vante til, er derved ogsaa den blaa Luftfarve ligesom den forherskende og charakteristiske for disse Landskaber. Stundom seer man endog Omridsene mod Horizonten omgivne af en svag, men dog kjendelig, Hildring af Regnbuefarver, af samme Slags, skjønt ikke saa sterke, som i enkelte Kikkerter. Hvad nu endelig Landskabernes Udsmykning ved Menneskehaand angaar, have vi her ej alene de verdensberømte Ruiner, der dog i Afstand ikke ere saa fremtrædende, men ogsaa de mange smaa Byer eller Landsbyer paa de mindre Højder, allesammen lignende gamle Casteller fra Middelalderen, fra hvilken de tildeels ogsaa hidrøre, forsaavidt som ikke flere Huse, hvad der virkelig er Tilfældet, ere opførte i den hedenske Oldtid. I de fleste af disse Smaabyer er der dog et eller andet fremtrædende Taarn, med Tinder og Fremspring, eller Levninger af de tindede Mure, der tidligere omgave dem. Man finder sjelden en liden Højde eller et frit staaende Bjerg, der ikke krones af en saadan Castell-lignende By, eller idetmindste af et virkeligt Castell, stundom nu liggende i Ruiner. Overhoved ville Mange, der i deres Barndom hav haft gamle Billedbøger at blade i, navnlig Billedbibler med Phantasi-Landskaber, sedvanligviis oprindeligt efter Arbejder af dygtige Mestre, her i Italien see disse Landskabers Forbilleder: brede, flade Dale, ofte med en Elv slyngende sig i Midten dristige, takkede Fjelde i Baggrunden, Casteller paa de mindre Bjergspidser, smaa Byer med Taarne, massive Broer, Viinhaver paa de nederste Skraaninger, hist og her et gammeldags Palads: man synes her strax ved første Øjekast at føle, at hvad man seer, ikke er noget ganske fremmedt, men at en dunkel Erindring om deslige Scener hviler i Sindet; man undres over, hvor man dog kan have seet saadant før; en Tidlang er man uvis og leder efterhaanden længer og længer tilbage blant sine Barndomsminder efter Erindringens Ophav, indtil det endelig bliver En klart, at det dog kun er disse Billeder, de foresvæve Sindet; men desto større Trylleri udøve derfor de virkelige Gjenstande paa dette.
Hvad der er særegent for Roms Omegn, og som gjør dens Beliggenhed saagodtsom til den eneste i sin Slags, er den for underlige, uhyre saakaldte Campagna, der nærmest omgiver den. Som bekjendt, er denne Campagna egentlig en eneste stor Slette mellem Havet og Bjergene, et Slags Forland, der som saadant forholder sig til de sig bagenfor hævende Bjerge, so Jederen i Norge forholder sig til Bjergene oppe i Dalerne. Men Liigheden mellem begge bestaar dog alene heri. Thi hvor langt forskjellig er ikke Campagnen forresten, endog kun med Hensyn til Udstrekningen! Den romerske Campagna kan siges at begynde lidt nordvestenfor Civita Vecchia og slutte lidt østenfor Terracina, thi paa begge Steder naa de omgivende Fjeldmasser temmelig langt ned mod Havet og danne bestemte Grændser; mellem dem vige de derimod betydeligt tilbage, især omkring Rom. Man kan regne, at Campagnens hele Længde-Udstrekning fra Nordvest mod Sydøst mellem de nævnte Grændser er henved 10 norske Mile; hvor den strekker sig længst ind, nemlig forbi Rom, kan den siges at være fem Mile bred; længere sydligt, fra Albanerbjergene af, er den dog noget smalere, maaskee kun tre Mile; men Albanerbjergene selv, saavelsom de sydligere liggende Bjergrækker, der i Roms fjerneste Oldtid tilhørte Volskernes Folk, hæve sig, uden Sammenhæng med de øvrige omgivende Bjergmasser, lige fra Campagnen selv, hvilken endog fortsettes i en Brede saa betydelig, at det ej kan kaldes en Dal, paa den anden Side af de nysnævnte Bjergmasser, hvilke derfor snarere kunne sammenlignes med Øer i et stort Hav, og som heller ikke ere indbyrdes sammenhængende, da de albaniske Bjerge adskilles fra de volskiske ved et bredt Dalføre, saa jevnt og lavt, at endog Jernbanen fra Rom til Neapel skal gaa derigjennem. I det Hele taget kan vel saaledes Campagnens Flade regnes at udgjøre mindst henved 30 norske Qvadratmile, og naar man staar paa et højere Sted, hvorfra man har en viid Udsigt, f. Ex. paa Albanerbjerget, overseer man maaskee i det allerringeste henved tyve af disse paa een Gang, med Havet i Baggrunden: en Udsigt, hvis Storhed og Pragt man let kan forestille sig, især naar man dertil tager i Betragtning, at Luften i disse sydlige Egne er ligesaa klar og gjennemsigtig som hos os paa de høje Fjeldvidder, saaat man endog seer de fjerneste Gjenstande utroligt tydeligt. Man skal jo endog under meget gunstige Omstændigheder, naar ingen Søtaage hviler over Middelhavet, kunne fra Albanerbjerget øjne det fjerne Sardinien! Jeg har selv en klar Dag fra Peterskirkens øverste Spidse øjnet Corsica.
Naar jeg her har sagt, at Campagnen er en eneste stor Slette, er dette dog ikke saaledes at forstaa, som om den ingen merkelige Ophøjninger havde. Tvertimod, den er i det Hele taget bølgeformig; der findes hist og her større Bakker, ja endog ikke ubetydelige Bjerge, og ligeledes enkelte større Fordybninger; men alle disse Ujevnheder ere for intet at regne i Forhold til den hele store Strekning og falde heller ikke i Øjnene, naar man overseer en noget større Deel af denne, saaat man derfor virkelig faar Indtrykket af, kun at have en uafbrudt Flade foran sig. Dog virke alle disse Ujevnheder til at frembringe en for Øjet behagelig Afvexling af Lys- og Skygge-Partier, og da Fordybningerne somoftest indeholde smaa Bekke eller Aaer, betegnes de og sedvanligviis ved en rigere Vegetation, der om Sommeren, naar Sletterne forresten ere guulbrune og afsvedne, udmerke sig ved sin friske grønne Farve. Om Vinteren, hvor Plantelivet ikke, som i Norden, uddør, er hele Campagnen grøn; smukkest er den maaskee om Vaaren og Begyndelsen af Sommeren, hvor den endnu beholder sit grønne Græs, men tillige er heelt besat med Blomster af alleslags Farver, i saa tæt Mengde, at man ofte, naar man ovenfra og i Frastand betragter et af Blomster rigeligt besat Sted, skulde tro at have et broderet Teppe for sig. Men ogsaa, naar Græsset længer ude paa Somren er guulnet, har Campagnen dog ikke tabt sin Skjønhed; Blomsterne vedvare, fornemmelig de store, højrøde Valmuer, der ofte bogstaveligt ganske kunne bedekke hele store Strekninger, saaat de i Afstand ligne et eneste Stykke rødt Klæde; de grønne Striber om Bekkene og andre mere fugtige Steder falde desmere i Øjnene, og Indfatningen er uforandret frisk og livlig. Thi Fjeldene, der omringe Campagnen, hæve sig ikke pludseligt og umiddelbart op fra denne, men adskilles fra den ved betydelige Skraaninger med mindre Bjerge og Dalfører, de egentlige dyrkede og beboede Egne, hvor Byerne, Landsbyerne og Paladserne ligge, og hvor den rigeste Trævegetation strekker sig lige fra Fjeldet til ned paa Sletten. Størstedelen af denne Vegetation paa Skraaningen bestaar af Oliventræer, der danne tætte Skove. Disse Træer have vel ikke det friske Grønne, som Bøgen, Acacien og mange andre, men ere mere graaligt eller blaaligt grønne, ligesom Siljetræerne, hvilke de overhoved paafaldende ligne; men de see dog friske og frodige ud, og Eensformigheden afbrydes, snart af de høje Furu- eller, som man her sedvanligviis kalder dem, Pinie-Træer med deres palmelignende Kroner, snart af megtige Ege og Steenege, eller af de lysegrønne Acacier; snart af endnu mere lysegrønne Viingaarde, snart af de frisktgrønne Rørplantager, der her optage betydelige Strekninger. Og Olivenskovene have tillige den Fordeel, at de beholde sit Løv hele Vinteren igjennem, saa at Campagnens Omgivelser heller ikke da have et synderligt magrere eller mere affalmet Udseende.
Men Campagnens største Skjønhed bestaar dog i den forunderlige Farve-Vexling, som alene en saa uhyre Vidde, med saadanne Omgivelser, og under en saadan Himmel som Italiens, kan frembyde. Muligt, at man i det sydlige Nordamerikas og Mexikos Prairie-Egne finder noget lignende: i Europa vilde det vel falde vanskeligt at opstille noget Sidestykke dertil. Om Morgenen tidligt kaste de høje Fjelde i Øst og Sydøst, fornemmelig St. Gennaro og Albanerbjerget, sine Slagskygger langt hen over Sletten; om Dagen, naar Solen staar højere, vandre de flygtige Skygger af de forbidrivende Skyer over den store Flade, snart hist, snart her, medens de østlige Fjelde fremdeles ligge i Dunkelhed; ud paa Dagen, naar Solen synker, beskinnes disse saa klart, at man kan see hver Kløft, hver liden indgaaende Dal, hver opryddet og opdyrket Lid, medens derimod de smaa Forhøjninger og Fordybninger paa Vidden selv træde mere frem, eftersom den lavere Sols Straaler nu virkelig ikke naa deres østlige Sider, der altsaa ligge i Skyggen. Endnu længere henimod Solens Nedgang, og den vestlige Horizont, med det fjerne Hav, er ganske rød; Skyerne i Solens Nærhed ere ligeledes røde, med gyldne Kanter; efterhaanden som Aftendunsterne stige op, brede de over hele den Deel af Fladen, som ligger imellem Beskueren og Solen, først et rødligt, siden et violet, endelig et blaaligt Skjær, medens de omgivende Fjelde ligeledes først skinne rødligt i Solens Straaler, derpaa blive ganske mørkeblaa, indtil endelig alt skjules af Natten. Dette Syn, Campagnen i Solens Nedgang, med de sterkt oplyste Skove og grønne Lider i Forgrunden, og Fjeldene i Baggrunden til den ene Side, under de her skildrede Lysvexlinger, kan man see Dag efter Dag og aldrig finde eensformigt eller blive kjed af; tvertimod, jo oftere man seer det, desto flere nye Skjønheder opdager man, og desto vanskeligere bar man ved at rive sig løs derfra. Den Rødme, som her ledsager Solen ved dens Nedgang, fra hvilken egentlig hele hiint herlige Skjær af Violet og Blaat udgaar, er det ikke engang let at forestille sig, naar man ikke har seet den. Malerne maa endog sikkert have vanskeligt nok ved at gjengive den. Jeg erindrer dog engang hjemme i Christiania paa Kunstforeningen at have seet et Billede, der forestillede en Udsigt over Campagnen mod den nedgaaende Sol, fra det Indre af et Kirketaarn. Egentlig saa man her intet af Campagnen selv, da den smale Glug-Aabning begrændsede Udsigten baade for neden og til Siderne; man saa kun hiin røde, til den ene Side i det Violette, til den anden i det ildfarvede overgaaende Yl[4], under hvilken dog en viid Udsigt lod sig ane; man saa den i Gluggen hængende Klokke i skraa Retning, altsaa i Bevægelse, idet den ringedes ved et gjennem et Hul i Gulvet til Kirkens nedre Dele gaaende Toug: dette antydede Ave-Maria-Tiden, ved Solnedgang, da Aftenklokken ringes, og Billedet kaldtes ogsaa simpelthen „Ave Maria“. Jeg troede dengang, at det var overdrevent og usandt; jeg tænkte mig ikke Muligheden af en saadan Farvepragt ved Solnedgang: men jeg har her noksom kunnet overbevise mig om, at Billedet kun fremstiller den rene Sandhed. Netop saaledes kan Solnedgangen over Campagnen ofte tage sig ud. Men det er dog denne, henimod Aftenen opstigende og af den nedgaaende Sol saa herligt farvede Yl eller taageartige Damp, der gjør Campagnen saa usund om Somren og hindrer dens Opdyrkelse og Beboelse. Den er Hovedgrunden til, at Størstedelen af Campagnen, skjønt med den frugtbareste Jordbund, dog kun for en meget ringe Deel er benyttet til Agerland, men næsten udelukkende til Græsgang. Thi den usunde Luft hindrer Agerdyrkeren fra at opholde sig saa længe om Somren paa disse Sletter, som nødvendigt maatte være til Opdyrkning, Fredning og Indhøstning. Kun de nærmest ved hine grønne Lider liggende Dele, hvor man hver Aften kan komme op til sundere Steder, gjøre stundom Undtagelser. Thi man har merket, at den usunde Luft er saa tung, at den ikke formaar at stige stort over fem eller sex Fod i Vejret; man vil endog vide, at man kan holde den ude ved en høj Muur, som den ej skal kunne overstige. Nu er det vel saa, at denne Usundhed selv tildeels er en Følge af Mangel paa Opdyrkning, især fordi den Væde, Jorden indeholder, ej bortledes, men udbreder sig i Jorden og ved sine Uddunstninger forgifter Luften; men for at nogen Deel af Campagnen ved Opdyrkning kunde blive sundere, maatte da en saa stor Strekning paa eengang tages i Behandling, at dertil en Coloni af mindst flere hundrede Mennesker udfordredes, og Anlegget af en saadan er naturligviis forbundet med mange Vanskeligheder. En enkelt Mands Arbejde vilde ikke gjøre videre til Sagen, og han vilde kun selv komme til at bukke under.
Der har dog været den Tid, da Campagnen ikke alene var opdyrket, men endogsaa sterkt bebygget, og det med Byer af ikke ubetydelig Størrelse. Men den ligger langt, langt tilbage, længere end maaskee de Fleste forestille sig, thi det er her ikke nok at gaa op i den gamle Kejsertid, eller endog til Tiden omkring Christi Fødsel: Campagnen var da visselig mere dyrket, ja endog beboet, end nu, men dens Hovedcharakteer var dog væsentlig den samme. Nej, man maa her gaa op til den romerske Stats eldste Tider, da Rom selv endnu ikke var andet eller mere end en Campagne-By, som de øvrige, men efterhaanden ved større Kraft, Udholdenhed og Statsklogskab, begunstiget af usedvanligt Held, overvandt og undertvang dem alle. Paa disse Sletter foregik de vigtigste Begivenheder af Roms eldste Historie, og her grundfestedes dets senere Storhed, thi da det havde underlagt sig alle disse Campagne-Byer, havde det ogsaa allerede vundet en saa stor Overlegenhed over de andre italienske Folk, at det omsider maatte kunne overvinde og undertvinge dem, eller gjøre sig til Herre over hele Italien. Men hvor lidet var ikke i sig selv det Rum, hvor hine vigtige Begivenheder foregik, og som dog indeholdt et heelt System af Smaastater, mellem hvilke der førtes Krige og plejedes Forhandlinger, som nu mellem de store europæiske Stater indbyrdes! Hvilken naiv-besynderlig Tid maatte det ej være, hvor den ene af de krigførende Magter, det vil her sige Byer, ikke laa mere end to til tre Mile fra hinanden, ofte mindre; hvor man altsaa kunde see fra By til By, eller Magt til Magt, og ofte endog af særegne Bevægelser i den fjendtlige Stad gjette sig til hvad der vilde skee, f. Ex. naar man fra Tusculums høje Borg næsten kunde see lige ned i Rom, eller fra Rom hen til Tibur paa den ene Side, og Bakkerne ved Veji paa den anden! Og her i dette snevre Rum skete dog de Begivenheder, der i højere Grad end alle andre have bestemt Europas og hele Verdens Skjebne. Neppe befinder man sig derfor paa noget Sted, hvor Øjet inden en forholdsviis snever Synskreds overskuer et paa verdenshistoriske Minder rigere og ærverdigere Feldt end her, og selv bortseet fra dets storartede Skjønhed — der dog igjen paa den anden Side netop var disse Begivenheder verdig — maa det af enhver, som endog kun flygtigt kjender Historien, betragtes med højtidelig, ærefrygtsfuld Interesse. Det vil derfor maaskee og ikke være dem af mine Læsere, der ej have været i Rom og ej kunne vente at komme did, ukjært, naar jeg her nærmere omtaler de fornemste af hine eldgamle Stæders Beliggenhed i Forhold til Rom og, saavidt det ved en blot Beskrivelse kan skee, søger at gjøre den anskuelig.
Rom ligger selv, som det og allerede af det ovenfor meddeelte fremgaar, lige nede i Campagnens nordvestlige Deel, hvilket ogsaa er Aarsagen til dens usunde Sommerklima, idet den farlige Campagna-Luft ogsaa tildeels trænger ind i Staden. Men den ligger dog netop paa et Sted, hvor Campagnens Bakker hæve sig til en mere end almindelig Højde, endog til smaa Fjelde, hvor Klippen bliver synlig. Det egentlige Roms syv Høje ere bekjendte nok, og af dem er den capitolinske endog temmelig høj og brat. Paa den anden Side af Tiberen ligger den inden Stadens Ringmuur indsluttede Janiculus-Høj, ligeledes heel betydelig, og længer mod Nord, ligeledes hiinsides Tiberen, det høje Monte Mario, samt efter dette fremdeles andre virkelige Bjerge, med bratte Sider, især nærved Elven. Alle disse Højder fremstille sig dog ikke synderligt som saadanne, naar man overseer den hele Campagna, men vise sig egentlig at være brattere Skrænter imod Floden: imidlertid ere de dog ustridigt de højeste Punkter, man finder i en temmelig lang Afstand, og det var vel og nærmest denne Omstændighed, som oprindeligt fremkaldte Roms Anlegg paa de tvende højeste af dem, der tilhørte den østlige eller latinske Side af Tiberen. Thi den anden Side tilhørte i hiin fjerne Tid Tuskerne eller Etruriens Folk og kunde saaledes ej komme i Betragtning ved Bebyggelsen. Tiberen, Mellemitaliens største Flod, og med en i Forhold til sin ikke betydelige Længde meget stor Vandmasse, styrter sig efterat have gjennemskaaret de Appeninske Fjeldmassers vestlige Skraaning ned i den nordlige Deel af Campagnen, gjennem hvilken den i sydvestligt Løb, men i utallige større og mindre Slyngninger, arbejder sig ned til Havet, da den store Flade uden merkeligt Afheld hindrer den fra at danne sig en mere lige og bestemt Rende. Man kan ikke fra Rom forfølge dens Løb langt opad, da den snart skjules af fremspringende Bakker, men man seer i Horizonten mod Nordøst ret godt den Indsenkning mellem Fjeldene, gjennem hvilke den bryder frem; denne Indsenkning fremstiller sig nemlig som en lang Flade mellem den tilsyneladende ganske isoleret sig hævende Fjeldknat Soracte, hvis Fod omslynges af Tiberen, og de højere sabinske Fjelde mod Øst. Af Tiberens Løb nedenfor Rom sees derimod fra højere Steder flere Glimt; her har den nemlig tabt endnu mere af sin Fart til med Lethed at kunne arbejde sig igjennem Fladen, saaat den hist og her udvider sig til større Brede og ved Udløbet endog danner flere Arme og bredere Lavvandssteder, der ligne Søer: her har den endog i Tidens Løb tildeels forandret sit Leje. I hele denne Strekning dannede Tiberen den østlige Grændse for Etrurien, eller Tuskernes Besiddelser. Paa den anden Side beboede de bekjendte, saakaldte Latiner, hvortil ogsaa Romerne oprindeligt hørte, den egentlige Campagna; længer oppe, hvor Fjeldene tog ved, begyndte Sabinernes Besiddelser. Paa den etruriske Side, henad Nord og Nordvest til, er Egnen og selv de omgivende Fjelde kjendeligt lavere, end paa den anden. Campagnen synes der umerkeligt at gaa over i jevnere Skovbakker, over hvilke kun faa Bjerghøjder hæve sig: den højeste og mest iøjnefaldende af disse er det nysnævnte Soracte, omtrent 3 norske Mile fra Rom, hvorfra man skal have den herligste Udsigt over hele Campagnen; men heller ikke dette kan maale sig med Sabinerbjergene i Højde, saa at Horatius endog udtrykkeligt anfører det som Tegn paa streng Vinter og usedvanlig Kulde, at Soracte skinnede hvidt af Snee, thi ellers plejer dette Fjeld hele Vinteren igjennem at være sneefrit, medens derimod Sabinerbjergene bedekkes med Snee, der paa de højeste, som kunne øjnes fra Rom, bliver liggende til langt hen i Juni.
Den merkeligste og megtigste af Roms nærmeste Nabostæder paa den etruriske Side var den navnkundige Veji, med hvilken det laa i idelige Krige, indtil det omsider fik Bugt med den, i Roms eget 359de Aar, og 393 Aar før Christi Fødsel, efter en tiaarig Belejring. At denne Belejring kunde blive saa langvarig, forstaar man meget godt, naar man erfarer, at Staden, hvis Folkemengde dog ej kan have været saa overvettes stor i hine Tider, havde et Fladeindhold omtrent som Halvparten af det nuværende Rom; den maa altsaa indenfor Murerne have havt betydelige Stykker Agerland, hvoraf Befolkningen kunde ernære sig, om Staden end udentil indsluttedes. Vel er Veji nu ikke længer til, og har i sin eldste Udstrekning heller ikke været til siden kort Tid efter Erobringen, men Spor findes endnu af dens Mure, saavelsom enkelte Levninger af dens Begravelsessteder; eet af disse er endog saa godt vedligeholdt, at man paa Gravkamrets Vegge endnu finder Malerier, der umuligt kunne være yngre end fra omtrent 800 Aar før Christi Fødsel, altsaa endnu eldre end de nysopdagede assyriske Malerier i Ninive. Veji laa i en yndig Egn og havde en meget fast Beliggenhed, paa Spidsen af Højdefladen mellem to sammenløbende, dybtrindende Aaer eller Bekke, af hvilke den største nu kaldes Valca, den netop fra Vejenterkrigene for Rom saa sørgeligt mindeverdige Cremera, ved hvilken næsten den hele fabiske Slegt, der havde overtaget Krigen mod Veji, blev tilintetgjort (476 f. Chr., i Roms 276de Aar). Og Cremera slaar desuden, førend den løber sammen med den anden Aa, en saadan Bugt om Højdefladen, at denne næsten ganske indcirkles, og Stadens Beliggenhed derved blev endnu sterkere. Lige ved Sammenløbet, foran Staden, laa dens Borg eller Citadell. Intet Under da, at den med en saa særdeles fast Beliggenhed kunde forsvare sig længe. Men paa den anden Side var det og let for Romerne at føre Belejringen, thi Veji laa ikke stort over en norsk Miil fra Rom, og Krigerne kunde saaledes endog dagligt afløses hjemmefra. Alligevel maatte de tilsidst finde sig i at ligge i Lejr udenfor Staden ogsaa om Vinteren, saa vanskelig var den at indtage. Stadens og Borgens Tinder maa da tydeligt have kunnet sees fra Rom, idetmindste fra Højderne hiinsides Tiberen. Nu findes her, som sagt, kun svage Spor af Staden; en liden Landsby, kaldet Isola Farnese, ligger tætved; men den herlige Egn og de interessante Oldtidslevninger lokke mange Besøgere derhen. De øvrige, i Roms Oldhistorie bekjendte tuskiske Stæder laa allerede længere borte, Falerii, henved 6 Mile mod Nord, hiinsides Soracte, Cære, nu kaldet Cervetri (ɔ: det gamle Cære), omtrent 3 Mile mod Vest, men merkeligt ved sin Rigdom paa Oldtidsminder, og endelig det berømte Tarquinii, nu Corneto, et Par Mile nordenfor Civita Vecchia. Hidhen kan man dog nu, efterat Jernbanen mellem Rom og Civita Vecchia er aabnet, lettere gjøre Udflugter end tidligere, hvor det var forbundet med meget Tidstab og Bryderi.
Paa den anden, eller Roms egen Side af Tiberen laa der Stæder, om ikke saa megtige, saa dog i langt større Mengde. Sletten begrændses her skarpt af de høje Sabinerfjelde, af hvilke det mest fremragende, om dog ikke i sig selv højeste, er det nu saakaldte St. Gennaro, hvilke Flere have antaget at være det samme som Oldtidens Lucretilis, dog er dette ingenlunde afgjort. Forresten er det besynderligt, at man skal være usikker om dette Fjelds eldre. Navn, ej alene fordi det er saa iøjnefaldende, men ogsaa, og fornemmelig, fordi det er saa smukt og malerisk, at man aldrig kan blive kjed af at betragte det. Man skulde formode, at denne dets Skjønhed havde lokket mange Romere til at beskrive eller besynge det; men hvis det ej er det nysnævnte Lucretilis, der nævnes af Horatius, hersker der hos de Gamle fuldkommen Taushed derom. Det danner ligesom et dristigt Forbjerg mod Sletten; omtrent tre norske Mile fra Rom, er det allerede langt nok borte til at antage den smukke blaalige Farve, der betegner de fjernere Gjenstande i en Udsigt; dets bratte Vegg, furet af Kløfter, som ere kjendelige ved mørkere Skygger eller dybere Blaat, strekker sig temmelig langt, men hæver sig paa Midten ved næsten symmetriske langbratte Stigninger fra begge Sider op i en Spids. Til Venstre for dette Fjeld, lige indtil den flade Linje, som betegner Tiber-Dalen, og som hiinsides denne først afbrydes ved Soracte, strekke sig Rekker af fjernere, vistnok højere Fjelde, og bagom disse igjen hæve sig end fjernere Toppe, der idetmindste langt ud paa Somren, maaskee hele Somren igjennem, ere bedekkede med Snee: dette maa være Apenninernes Hovedmasser, forbi Narni og Terni; men St. Gennaro synes fra Rom af at knejse over dem alle. Det tilhører egentlig selv et stort, langt fremspringende Knæ af Apenninerne, som deles ved en snæver, men dyb Dal, i hvilken Elven Anio rinder. Denne gjennembryder Fjeldene i mange Bugtninger, omslynger tildeels St. Gennaros Fod paa den østlige Side, og styrter sig endelig ved Tibur eller Tivoli igjennem flere Fosser ned til Campagnen, som den gjennemløber, fremdeles i store Slyngninger, indtil den endelig falder i Tiberen neppe en halv Miils Vej nordenfor Rom. Oppe i Fjeldene dannede Anio, hvis Vandmasse er betydelig, Grændsen mellem Sabinernes og Latinernes Landskaber. Nedenfor Fjeldene derimod tilhørte hele Campagne-Sletten Latinerne lige til Tiberen, og det var navnlig de Latinere, som Livius kalder de eldgamle (prisci), der beboede Tungen mellem Tiberen og Anio samt Liderne af Fjeldene heelt op til disse. Den nærmeste af disse eldgamle latinske Stæder var Antemnæ, lige ved Sammenløbet af Tiber og Anio, kun en god Spadseretour fra Rom; en halv Miil ovenfor, ved Tiberen, var Fidenæ, en Miil længer oppe Crustumerium; paa nogle mindre skovbevoxede Højder lige nedenfor St. Gennaro laa Corniculum (nu St. Angelo) og Ameriola; bagenfor dem, lige op under St. Gennaro, Medullia og Cærina. Af disse Højder seer man fra Rom og overalt fra Fjeldene i Omegnen især trende, der tilsyneladende ligge i en Rekke og ere aldeles af samme Form som spidst opadløbende Tuer; alle tre have øverst oppe smaa Byer. Den længst til Venstre er St. Angelo eller Corniculum, den længst til højre kaldes nu Monticelli, og den midterste skal være Palombara, der dog synes at ligge for langt bagenom de andre til at kunne vise sig saaledes; snarere maa det være Colle Cesi nærved det gamle Ameriola. Med Folkene fra de fleste her nævnte Byer var det, at Romerne, ifølge de eldgamle Sagn, hvis Sandhed dog er højst tvivlsom, i Stadens tidligste Barndom førte Krige i Anledning af det bekjendte Kvinderov. Udtrykkeligt nævnes Antemnaterne, Crustumerinerne, Cærinenserne og de ovenfor disse boende Sabiner. Besynderligt nok nævnes ikke Fidenaterne, der dog boede saameget nærmere end baade Crustumerinerne og Cærinenserne, tvertimod omtales Krigen med dem udtrykkeligt senere, som om den ikke rejste sig af Kvinderovet. Allerede dette viser noksom, hvor upaalideligt Sagnet maa være. Men lader os for et Øjeblik føje de gamle Fortællere i at antage Begivenheden virkelig: i hvilken besynderlig liden Kreds foregik dog ikke det Hele, kun mellem Tiberen, Anio og Fjeldene. I Antemnæ maatte man næsten endog høre de Trompetstød, hvormed den skjebnesvangre Fest formodentlig blev aabnet, og de, som ikke før havde tænkt paa at indfinde sig til den og ved samme Lejlighed, som Livius siger, tilfredsstille sin Nysgjerrighed efter nærmere at besee den nye By, der saa hurtigt havde rejst sig lige i Nærheden, kunde dog nu, om de med Eet fik Lyst dertil, i en Hast gjøre sig rede med hele sin Familie og vandre den korte Vej ned til Rom, uden endda at komme for silde. De øvrige havde vistnok længere Vej, men alle kunde dog drage frem og tilbage paa een og samme Dag. Det er ellers underligt nok, at Sagnet lader de fjernere boende Cærinenser begynde Krigen førend Crustumerinerne, og disse igjen førend Antemnaterne. Men dette tjener ligeledes til at bevise Sagnets Upaalidelighed. Det maa nu ansees temmelig vist, at Rom oprindeligt bestod af tvende Smaabyer, en latinsk paa Palatinerbjerget, og en sabinsk paa Capitolinerbjerget, hvilke da senere sammensmeltede til Eet; de Sabiner, med hvilke Romerne skulde have ført den Krig i Anledning af Kvinderovet, der endtes med begge Folks Sammensmeltning, vare saaledes formodentlig ikke Sabinerne oppe i Fjeldene, men Sabinerne paa Capitolium, og følgelig de allernærmeste, endnu nærmere end Antemnaterne, hvilket forsaavidt og i sig selv passer bedst med Sagnets øvrige Gang. Men det rimeligste bliver da ogsaa, at det var Sabinerne paa Capitolium, der allerede havde gjort sig til Herrer over hine Byer, førend de forbandt sig med Romerne, eller og at Romerne og Sabinerne undertvang dem i Forening, men alene som Krigsforbundne, førend den egentlige Sammensmeltning havde fundet Sted. Paa den Tid, da de paalidelige Efterretninger om Roms eldre Historie begynde, vare hine Stæder forlængst undertvungne og indlemmede i den romerske Stat, saaat alt, hvad der fortaltes fra deres Uafhængighedsperiode, kun var usikkre Sagn.
Paa den anden Side af Anio, heelt til de albanske Bjerge i Øst og til Havet i Syd, var det egentlige latinske Landskab, skjønt det saakaldte Latium, efter hvilket Latinerne havde sit Navn, ogsaa udstraktes til det hele Strøg, der beboedes af de med Latinerne nær beslægtede og samme Sprog talende Stammer. Egentlig vilde ogsaa vi efter vor Talebrug kalde alle disse mindre Landskaber, som Latinernes, Rutulernes, Volskernes o. s. v., simpelthen kun Bygder eller Hereder; andet og mere vare de ikke; Folket var egentlig kun eet, og Stammerne kun særskilte Bygdelag, men vare uafhængige af hinanden indbyrdes. Albanerfjeldene, som hæve sig her midt i Latium, ere højst merkværdige ved de tydelige Spor, deres hele Dannelse og Strekning bære af deres vulkanske Oprindelse. Egentlig er jo vistnok hele Jordbunden her vulkansk, men ingensteds fremtræder dette kjendeligere end ved de albanske Bjerge. Man veed, at et af de fornemste Særkjender paa vulkanske Fjelde er Dannelsen af Kratere eller kjedelformige Dyb, saaledes nemlig at Fjeldet, efter at have hævet sig op som en Kegle, maa tænkes ligesom at være styrtet sammen omkring Toppen, der, smeltet eller fortæret, er sunket ned, efterladende et Dyb, der da omgives af Fjeldets tilbagestaaende Kant som en Rand. Naar nu Vulkanerne endnu ere i Virksomhed, som Vesuv og andre, er dette Dyb sedvanligviis opfyldt af glødende Masser, og paa faa Steder skal dette være mere iøjnefaldende end ved den høje Vulkan Popocatepetl nærved Mexiko, hvor man ovenfra Randen skal kunne see nedi et bredt svelgende Dyb, som en heel Sø fyldt med glødende, flydende Masser. Naar nu Vulkanen gjør Udbrud, stige disse smeltede Masser, der kaldes Lava eller paa Island Hraun, op over Kanten og flyde i lange smale Strømme nedad paa alle Kanter, indtil de styrkne. Men naar Vulkanen ej længer er i Virksomhed, eller kan kaldes udbrendt, fylder Krateren sig efterhaanden med Vand eller Jord og danner da enten Indsøer eller Dalfører, omgivne af en ligesom kredsformig Muur. Betragter man nu for det første Albanerbjergene i Frastand, saa vil man see, at de hæve sig saa umiddelbart op af Sletten uden at staa i Forbindelse med Appeninernes HovedBjergmasser, at der mellem hiin føromtalte Fjeldsamling, hvortil St. Gennaro hører, og Albanerfjeldets nordlige Skraaning endog er et bredt, ganske fladt Strøg, som ej engang kan kaldes en Dal, men alene, som ovenfor nævnt, en Fortsettelse af Campagnen, der i Horizonten tegner sig med en aldeles ret Linje, som om man saa ud i Havet. Og betragter man Albanerfjeldets hele Masse paa et godt Specialkart (thi den er for stor til at kunne oversees af Øjet), vil man strax finde, at den først danner en eneste stor Ring af maaskee henved fem norske Mile i Omkreds, der indslutter et tilsvarende Dalføre, men at der inde i dette atter hæver sig en højere Ring, som ligeledes indslutter et mindre Dalføre; det højeste Punkt paa Randen om dette er det egentlige Albanerbjerg, nu kaldet Monte Cavo, fra hvis Spidse man ej alene tydeligt kan iagttage hele den indre Ring og det deri liggende Dalføre, men ogsaa, paa den vestlige og sydvestlige Side, to mindre, lavere Ringe eller Kratere, nu opfyldte med Vand; den større af disse, mod Vest, er Albanersøen, den mindre, mod Sydvest, den nu saakaldte Nemi-Sø, begge overordentlig smukke og maleriske, men fremvisende saa tydeligt det vulkanske Præg eller Kjedelformen, at det endog for de i deslige Sager allermest uindviede maa være paafaldende. Endelig finder man længst nede ved Udkanten af hele den store ydre Ring næsten paa selve Sletten nogle flere kjedelformige Fordybninger, om hvilke ligeledes enhver ved første Øjekast idetmindste vil sige, at de engang i Tiden maa have været Indsøer. Den største af disse er den nu saakaldte Vallericia (egentlig Valle d’Aricia) nedenfor den lille By Aricia; den er al deles flad, som om Vandet var styrknet til en grøn Slette, men ellers med stejle Bredder aldeles som en Indsø. Og paa hvilkensomhelst Kant af den hele Bjergmasses ydre Skraaning man graver, støder man paa lange Strekninger af Lava, styrknede Strømme, der alle have flydt ned ad Skraaningen og saa langt frem i Campagnen, som de havde Fart til, inden de stivnede. Flere af dem have endog naaet heelt til Tiberen, ved Rom. Den berømte Via Appia er endog anlagt paa Rygningen af en saadan Strøm. Hvor slige Lavastrekninger ligge blottede for Jord, kan ikke engang et Barn tage Fejl af, at de i sin Tid have været flydende. Man seer ej alene, hvorledes den ene Strøm har lagt sig over den anden, som overalt hvor sejge flydende Masser rinde hen over en Flade, men i Steenmassen ligge Smaastykker af andre Steenarter, som Marmor o. a. d., hvilke Lavaen har revet med. Ofte seer det hele saa friskt ud, som om Strømmen havde været i Bevægelse endnu igaar. Men hvor lang Tid er det ikke siden! Roms saakaldte Anlegg skal jo have fundet Sted for over 2600 Aar siden, og allerede da vare alle disse Vulkaner forlængst udbrendte; overhoved var vel hele Jordsmonet paa det nærmeste som nu, med Undtagelse af at de nederste, nu udtørrede, Søer dengang endnu vare virkelige Søer eller Tjern.
Den af alle de gamle latinske Byer, som de romerske Sagn gjøre til den eldste, var Lavinium, hvilken, som bekjendt, Æneas selv skulde have anlagt. Hermed maa nu Sammenhængen være, som den vil, men vist er det, at Lavinium var en eldgammel By, saa gammel, at den vel endog, næsten førend Roms sikkre Historie begyndte, allerede havde ophørt at være til, eller at den idetmindste kun var bleven fornyet ved en senere romersk Coloni. Man kjender dog dens Beliggenhed, langt ude i Campagnen, kun en halv Miils Vej fra Søen, der i hine gamle Tider maaskee naaede lige derop, og lidt over et Par Mile lige i Syd for Rom. Stedet heder nu Pratica og er kjendeligt ved et Taarn fra Middelalderen, der kan sees i lang Afstand. Som det lader til, findes der neppe mere end et Par Huse, og Stedet kan saaledes ej engang nu kaldes en Landsby, men der skulle endnu findes Ruiner af den gamle By, det vil da sige af den romerske Coloni i Nærheden. Fra Lavinium blev, som Oldsagnet fremdeles lød, Alba Longa, Roms Moderstad, anlagt. Denne tilhører allerede mere den historiske Tidsalder, skjønt den tidligt nok forstyrredes (omtrent i Roms 85de Aar, 667 før Chr. F.). Men den var saa forsvarligt bygget, at der endnu findes kjendelige Levninger eller Spor af Husenes Grundvolde og den steenlagte Gade, thi den havde nok kun een, meget lang: den laa nemlig langsad hele den øverste Rygning af Albanersøens nordøstlige Rand, der hæver sig betydeligt højere end den modsatte og allerede danner ligesom et Knæ af Albanerfjeldets højeste Parti. Denne lange Udstrekning gav den Tilnavnet longa, d. e. den lange. Den havde en meget fast og derhos meget smuk Beliggenhed, lige over den vakkre Indsø, med Udsigt over Campagnen, ned til Havet. Endnu skal man endog kunne paavise Levningerne af en steenlagt Vej, der gik fra Lavinium i lige Linje opad Skraaningen, strax forbi Søens Nordvestside, og lige til Albas vestlige eller nordvestlige Port. Til Alba skal i hiin fjerne Tid, førend Rom opstod, hele Strekningen lige indtil Tiberen have hørt; til Alba hørte ogsaa det høje, skovklædte Fjeld, under hvilket den laa, saavelsom Søens Bredder, meget af Skraaningerne nedenfor, og hele Skovstrekningen lige til den mindre Sø, der nu har sit Navn af den lille By Nemi. Hele denne Egn kaldtes overhoved „det Albanske“, Albanerskoven, og som strakte sig forbi Nemi, som deraf har faaet sit Navn, da det nemlig i Førstningen kun var en Borg, kaldet „Castrum nemoris“, d. e. Skovborgen. Den By, som maa have deelt Besiddelsen af disse Skov-Egne med Alba, og som overlevede den i nogen Tid, var Aricia, liggende tætved den større, nu udtørrede Indsø lige i Sydvest for Albanerbjerget, om hvilken der ovenfor er talt, og som endnu forsaavidt er til, som en liden Landsby, der indtager den samme Plads, Aricias Borg fordum indtog, har beholdt dens Navn. Men det gamle Aricia maa have været en temmelig megtig og folkerig latinsk Stad, siden dens Fyrster skulle have kunnet holde Roms Konger Stangen og den siden skal have ført Krig med den megtige tuskiske Porsena, der havde bragt Rom selv i saa stor Knibe. Og at dette Sagn ikke savner al Grund, bestyrker et eldgammelt, højst merkeligt etrurisk Gravmindesmerke, som endnu findes i Nærheden, og som rimeligviis er opført over Porsenas Søn Aruns, der faldt i hiin Krig. Da Rom allerede havde underkastet sig Størstedelen af Italien, og for at sikkre dette Herredømme, som overhoved for at tilvejebringe en lettere Forbindelse mellem Italiens fjernere Dele og Rom, anlagdes under Censoren Appius Claudius’s Bestyrelse den merkelige, herlige Vej, der efter ham kaldtes Via Appia, og som oprindelig gik fra Rom til Capua, saavidt muligt i lige Linje. Den gik — eller gaar, thi Størstedelen deraf er endnu til — lige gjennem Aricia, hvor den bøjede ned i Dalen for siden at stige op paa den modsatte Side og fortsette sit Løb til Anxur eller Terracina. Den gjennemskar saaledes den albanske Skov lige paa Sydvestsiden af Albanersøen. Den yndige Egn og den lette Forbindelse med Rom lokkede senere flere af de fornemme Romere til at anlegge deres Villaer eller Landpaladser her, lige ved Vejen. Disse Villaer sagdes altsaa at ligge „in Albano“, i det Albanske. Men da en saadan Villa var en vidtløftig Samling af flere Husebygninger, kunde alene tvende Villaer, nær ved hinanden paa et Sted, give det Udseende af en By. En saadan dannede sig og virkeligt her i Tidens Løb, eftersom de rige og megtige Ætter uddøde, og deres vidtløftige Villaer omdannedes til Samlinger af mindre Vaaningshuse. Saaledes opstod da Byen Albanum, eller, som den nu kaldes, Albano, hvis fornemste Deel dog endnu kun er en eneste, meget lang Hovedgade paa begge Sider af den appiske Vej, der nu vel her er skjult under Gadens Brolegning, men som fra Bakken, der nordenfor fører op til Byen, kan forfølges af Øjet heelt til Rom som en snorlig Stribe. Dette nuværende Albano strekker sig næsten lige hen til Aricia, som kun adskilles derfra ved et smalt, men dybt, skovopfyldt Dalføre. Endnu for faa Aar siden gik Vejen fra Albano til Aricia ned i dette og atter opad den stejle Bakke paa den anden Side. Nu er her over Dybet slaaet en Bro, eller rettere en Viaduct, et sandt Kæmpeverk, da Broen hviler paa flere Rader megtige Buer over hinanden, saa at man passerer den fra Bred til Bred i maaskee 1000 Fods Afstand uden mindste Ned- eller Opstigning paa nogen af Siderne. Fra Broen selv har man den herligste Udsigt, deels over de nedenfor liggende Skraaninger, over den merkelige Vallericia (den nysnævnte udtørrede Sø), over Campagnen og Havet; deels, naar man vender sig til den anden Side, over de skovbevoxede Fjeldsider og fornemmelig det lige over Broen værende Dyb, der er opfyldt med en Trævegetation saa tæt og frodig, at man ved Synet af den maa tænke paa den nye Verdens Urskove. Da det eldre Aricia laa nedenfor Bakken, og kun Borgen der, hvor den nuværende By ligger, stiger ogsaa den appiske Vej lige fra Albano, forbi hiint etruriske Gravmonument, ned i Dalen, for atter at stige op paa den modsatte Side. De betydelige Levninger, som her ere tilbage af Vejen, vise, hvilket Kæmpeverk den maa have været. Hiin gamle islandske Abbed, Forfatter af den ovennævnte Rejseroute, kalder den derfor ogsaa „et herligt Mandsverk“. For at den ej skulde blive for brat, er den lagt i Slyngninger opad Bakken, med Underbygninger paa flere Steder af mindst 40 Fods Højde, bestaaende af uhyre Steenblokke. Man nævner en af de bekjendte Graccher som den, der lod dette Arbejde udføre. Nå benyttes imidlertid ikke denne Vej, da en ny, prægtig Vej — Hovedvejen til Neapel — nu er lagt længere nede i Liden, fremdeles i samme Højde som Aricia, og med to andre megtige Broer. Ad denne Vej kommer man til den tækkelige lille By Genzano, ligeoverfor Nemi, ved Indsøen, og videre til Velletri, samt omsider langs hele Canpagnen til Terracina. Her er man allerede paa den anden, sydøstlige Side af Albanerfjeldet, og her begynder de gamle Volskers Gebet. Genzano er ingen gammel By og opstod først i Middelalderen (den kaldtes da Anzianum)[5]; men Velletri, der ligger paa en Højde i Begyndelsen af det Dalføre, der afskærer Albanerfjeldet fra de egentlige Volskerfjelde og fører over til hiin indre Fortsettelse af Campagnen, hvorom forhen er talt, er det eldgamle Velitræ og en temmelig betydelig By, som hyppigt omtales i Roms eldste Historie. Nu kan vel Staden have henimod en 16000 Indbyggere, sammentrængte paa et forholdsviis lidet Rum. Befolkningen er ellers for Tiden ikke i det bedste Ry, da det almindeligviis heder, at den for en stor Deel bestaar af Røvere, eller idetmindste af Folk, der lejlighedsviis ernære sig af Stratenrøveri, idet nu og da fire, sex eller flere Personer slaa sig sammen om at drage ud maskerede og bevæbnede, for at overfalde og plyndre en eller anden ventet Rejsende. Vist er det, at de fleste Røverier, der i disse Tider skee paa Landevejene i Kirkestaten, fordetmeste finde Sted i Nærheden af Velletri, og disse Lejlighedsdilettanter i Røverhaandverket ansees med Rette for saa meget slemmere og farligere end de tidligere Bandithobe, som de gaa meget underfundigere til Verks og ere langt vanskeligere at komme paa Spor efter. Dette vilde naturligviis ikke være Tilfældet, hvis ikke saagodtsom Stadens hele Befolkning spillede under Dekke med dem, der begive sig ud paa Rov. Ogsaa i Oldtiden skulle disse Egne paa samme Maade have været berygtede, og da det neppe kan komme af Beliggenheden, der andensteds er ligesaa belejlig for Røverhaandverket som her, maa Hanget hertil have dannet et Hovedtræk i den volskiske Nationalcharakteer og have forplantet sig til deres Efterkommere. — Volskerne boede lige fra Fjeldene af ned til Havet, hvor deres fornemste Stad var Antium, paa den Spids, Kysten danner lige i Syd for Albanerbjerget. Byen er endnu paa en vis Maade til og har bibeholdt sit gamle Navn, idet den kaldes Porto d’Anzio, d. e. Havnen Antium, men den er ubetydelig og mest bekjendt som et yndet Sommeropholdssted og Badested. Det omgives af ikke ubetydelige Skove, der strekke sig østover heelt til de store pomptinske Sumpe: saa kaldes den østligste lave, moradsige Deel af Campagnen, der naar lige hen til Terracina. Forbjerget Monte Circeo, yderst paa Spidsen, hæver sig ganske som en Klippe-Ø, hvad det og fordum skal have været. Idetmindste har den der fordum liggende By, Circeji, faaet sit Navn, som det heder, efter den bekjendte Troldkvinde Circe eller Kirke, der ifølge Homers Fortelling beboede Klippe-Øen Ææa ved Hesperiens Kyst: denne Ø skulde da senere i Tidens Løb ved Alluvialdannelse være bleven landfast. Lengere inde paa Skraaningen, strax vestenfor Velletri og søndenfor Genzano, ligger paa en Højde den lille, forunderligt nationale, smudsige og halvforfaldne By Civita Lavigna, men med yndige Omgivelser og vidtstrakte Levninger af gamle Grundvolde for Huse, Templer og Paladser. Her var nemlig den gamle, betydelige Stad Lanuvium, der ligeledes ofte omtales i Roms eldste Historie. Da dette Navn nu er fordrejet til „Lavigna“ eller „Lavinia“, kunde man letteligt forledes til at tro, at det var det gamle Lavinium, og flere have virkelig antaget det derfor. Men dette var dog en stor Fejltagelse. Lavinium var, som sagt, det nuværende Pratica, og maa desuden efter alle Beretninger søges lige ved Kysten, i Latinernes Hered; Lanuvium derimod tilhørte Volskerne. Fra Højderne ovenfor Lanuvium og Velitræ har man en overordentlig viid Udsigt over den sig her næsten i det Uendelige mod Syd udstrekkende Campagna og de pomptinske Sumpe lige ned til Monte Circeo. Til Venstre for dette, over Sumpene, kan man fra visse Punkter see Øen Ischia, og overalt paa denne Kant seer man ude i Horizonten de nærmere, mindre Øer, Ponza, Palmarola og Ventotene. Over hele Sletten gaar Landevejen, den gamle appiske Vej, udvidet og forbedret, ligesom en Snor, og ved den bemerker man lidt søndenfor Velletri et hvidt Punkt: dat er Flekken Cisterna nærved det gamle Alubræ, ovenfor hvilket, noget nærmere Velitræ, Stationen „Trestabernæ“ (de tre Boder) fordum laa. Her var det, hvor Apostelen Paulus, der var landet ved Puteoli, nu Puzzuoli nærved Neapel, mødte nogle af sine Venner, der vare dragne ham imøde fra Rom, andre havde mødt ham allerede tidligere, ved Forum Appii. Endnu længer mod Nordvest end Lanuvium, lige nedenfor det nuværende Genzano, laa paa en eenligtstaaende Høj, hvorfra man har en viid Udsigt, den berømte volskiske Stad Corioli, efter hvilken T. Marcius Coriolanus fik sit Tilnavn. Nu er ingen Spor deraf tilbage. Højen kaldes Monte Giove (Jupiters Bjerg) og er bedekket med Viinhaver og Olivenskove, tilhørende Folk i Genzano: de til Driften fornødne Bygninger ligge øverst oppe og indtage den gamle Borgs Rum.
Paa selve Sletten, nede ved Kysten, og i en temmelig smal Strekning mellem Volskerne og de egentlige Latiner boede det latinske Folk Rutulerne, hvis Hovedstad var Ardea, bekjendt af at Camillus tog sit Ophold her, da han var dømt landflygtig. Ogsaa Ardea har endnu beholdt sit Navn, men bestaar, ligesom Lavinium eller Pratica, kun af et Taarn og nogle faa Huse. Fra Albano, Aricia og Genzano seer man baade Ardea og Pratica, saavelsom Sletterne hiinsides Tiberens Udløb. Strax vestenfor Lavinium seer man en vidtstrakt Skov, der strekker sig lige til Havet og Tiberen. Denne Skov skal indeholde megtige Træer af alle Slags, Furutræer, Eege, Steeneege o. fl., ofte dannende næsten uigjennemtrængelige Holt, som om det var en Urskov. Og dette kan den næsten ogsaa kaldes, thi den har staaet saaledes, tildeels urørt, lige fra de eldste Tider: det er den bekjendte Laurentinske Skov, hvor flere af de fornemme Romere i Kejsertiden havde Villaer, da man her, faa Timers Rejse fra Rom, befandt sig i en saadan Eensomhed og blandt saa vilde Omgivelser, at man gjerne kunde tro sig paa en nysopdaget, ubeboet Ø, og dette maatte for de overforfinede Romere have noget særdeles tiltrækkende. Blandt dem, som her havde Villaer, var den yngre Plinius. Han har i et af sine Breve efterladt en udførlig Beskrivelse over denne Villa, hvoraf man kan see, hvor stor og pragtfuld den maa have været. Navnet „den laurentinske“ har denne Skov af den gamle latinske By Laurentum, maaskee Latinernes egentlige Hovedby, der laa midt i den, lige ved Kysten, paa et Sted, der nu kaldes Paterno. Ved Tiberens Udløb rejste sig siden den romerske Havnestad Ostia, der endnu forsaavidt er til, som nogle faa Huse fremdeles bære dette Navn. Men Ostia ligger ikke længer lige ved Udløbet, da Elven i disse sumpige Egne, hvor Havet opkaster Sand, har betydeligt forandret sit Leje. Allerede i Kejsertiden var Ostia herved bleven ubrugelig som Havn for større Skibe, og i dens Sted anlagdes en ny Havn ved den anden af de to Arme, i hvilken Tiberen her deler sig. Denne Havn, simpelthen kaldet Portus (Havnen), blev efterhaanden til en blomstrende Søstad, der synes at have naaet sin største Velmagt i det 6te Aarhundrede efter Chr. F., saaat den endog var Sædet for en Biskop, hvorfor ogsaa endnu en af Roms Cardinal-Biskoper kaldes Biskop af Portus og Sancta Rufina“. Siden er ogsaa Portus-Havnen, ved den efterhaanden opskyllende Jord, kommen for langt ind i Landet, og Byen er forsvunden, paa nogle faa Huse nær. Den nuværende Havn ved Tiber-Osen er Fiumicino, yderst ved den samme Arm, ved hvilken Portus laa. Begge disse Arme indslutte en Ø, som kaldtes Insula Sacra; paa de nærliggende sumpige Sletter ere store Vandsamlinger af salt eller brakt Vand. Naar man ved Solnedgang betragter disse Egne fra Albanerhøjderne, sees disse Vandspejl at glimte i Solstraalerne.
Vi vende atter tilbage til Albanerfjeldet og det gamle Alba Longa, som vort egentlige Udgangspunkt. Følge vi fra denne Fjlldgruppens ydre Rand, ikke som før, til Venstre, eller sydefter, men til Højre, eller nordefter, og videre mod Øst, komme vi forbi Smaabyerne Marino og Grottaferrata til det herligt beliggende Frascati, omtrent halvanden norsk Miil fra Rom. Frascati ligger omtrent halvvejs oppe i den med den rigeste Vegetation klædte, megtige Fjeldlid, paa hvis øverste Højde, eller selve Ryggen af den yderste Rand om den store Indsenkning, det gamle Tusculum laa. Paa en Bergknat, der igjen hæver sig fra denne Højde, laa Tusculums Borg. Man har herfra, ja allerede fra det Sted, hvor selve Byen laa, en umaadelig Udsigt, over Campagnen til Havet i Vest og Sydvest, forsaavidt ikke Albanerbjerget her kommer i Vejen; men fornemmelig mod Nordvest, Nord og Nordøst, langt over Rom hen til de etruriske Højder, over den store Campagna-Slette til de sabinske Bjerge, og videre mod Øst tversover Sletten, eller det brede paa Nordsiden af Albanerfjeldet mod Øst indgaaende Dalføre, til Fjeldene hiinsides og til Byerne og Landsbyerne paa deres sydlige Skraaning, navnlig Tibur eller Tivoli og det bekjendte Præneste eller Palestrina. Kun mod Sydøst og Syd er Udsigten lukket ved højere Fjelde. Fra Tusculum maa man bedre end næsten fra nogen anden af de latinske Byer kunne have holdt Øje med, hvad der foregik omkring Rom. Baade laa det højere, paa et mere fremspringende Punkt og Rom nærmere, end de andre. En stor Deel af Sletten udbredte sig dybt nede, som et Kart. Tusculum var engang ligesaa megtigt som Rom; den stolte Kong Tarquinius, lyder Sagnet, gav Tusculums Høvding Mamilius sin Datter til Egte, og da Borgen paa Capitolium engang endog var tagen ved Overrumpling af endeel opsetsige Træle og Landflygtige, sendte Tusculums Borgere uopfordret Hjelpetropper, der bidrog væsentligst til at tilbageerobre Borgen. Efterretningen, heder det, kom om Eftermiddagen til Tusculum; strax blev der holdt Thing for at raadslaa om, hvad der var at gjøre, og da man havde besluttet at komme Rom til Hjelp, var man allerede tidligt næste Morgen ferdig til Udrykning og kom om Formiddagen til Rom. Dette giver et godt Begreb om Afstandens Ubetydelighed. Siden blev Tusculum, som de øvrige latinske Stæder, Rom undergivet og aftog vistnok ogsaa betydeligt i Befolkning. Men det maa altid have holdt det noget oppe, at den underskjønne Egn lokkede saa mange af Roms Stormænd til at have deres Villaer her i Nærheden: ikke paa selve Højden, hvor Udsigten er for viid og Luften for stormfuld, men nede paa Skraaningen, højere og lavere, hvor Naturen udfolder hele sin Pragt. Her havde saaledes Cicero sin bekjendte tusculanske Villa, (foreviget ved hans „Qvæstiones Tusculanæ“), efter al Rimelighed liggende omtrent paa samme Sted som den nuværende Villa Rufinella, temmelig højt oppe over Frascati[6]. Den berømte Lucullus’s Villa — man seer endnu Levninger af hans Mausoleum lige ved Byen — maa have indtaget en Deel af den Plads, hvor selve Frascati nu ligger, og længer imod Øst sees betydelige Ruiner af en anden Villa, der skal have tilhørt M. Porcius Cato den Yngre, nærved en liden By, som heraf skal have faaet Navnet Monte Porzio. Som bekjendt, vedblev Tusculum at bestaa lige til de urolige Tider i Middelalderen, da det omsider blev ødelagt. Men imidlertid havde allerede for flere Aarhundreder tilbage en Flekke eller Klynge af flere mindre Huse dannet sig omkring de forladte Villaer nede paa Skraaningen, og dette Sted kaldtes allerede i det 8de eller 9de Aarhundrede Frascatum eller Krattet. Af Tusculum selv findes nu ingen betydeligt fremragende Ruiner, men dog højst merkelige Spor. Først og fremst er endnu den gamle, af Romerne brolagte, Vej til, der i store Slyngninger førte op ad Højden; enkelte Dele af den befares endnu under Opstigningen til Tusculum, skjønt det meste er bedekket med Jord. Endog Hjulsporene efter Vognkjørselen i hine fjerne Tider ere kjendelige paa Brostenene. Dernæst findes her den hele indre Kreds af et Amphitheater, Levningerne af et lidet Theater, hvor Scenen og Tilskuersederne endnu ere ganske vedligeholdte, Underbygningerne til et Badehuus, og endelig nogle vidtløftige, først i Aar opdagede og udgravede Rækker af Kamre eller Kjeldere, med Døre, Trapper o. s. v., der synes at maa have tilhørt et eller andet stort Palads. Af Borgen er intet tilbage, uden forvittrede Steenblokke; et stort Trækors betegner nu det allerøverste Sted. Den herlige Egn har ogsaa i nyere Tider lokket romerske Stormænd til at følge de Gamles Exempel og indrette Villaer paa Liderne nedenfor Tusculum. Flere af dem ere ydest pragtfulde, som Villa Aldobrandini, Rufinella, Falconieri, dog ere ikke alle nu vel vedligeholdte. De flestes Beliggenhed er naturligviis valgt med Hensyn til Udsigten, og da man desuden har gjort alt for at hæve denne ved rige Forgrunde af vældige Træer, Vandspring, Billedstøtter o. s. v., kan man paa flere Steder her næsten forestille sig, at man befandt sig i et fortryllet Feeslot, saa ubegribeligt herligt og storartet er alt, hvad man seer for sine Øjne. — Følger man Højdedraget, idet det svinger om til Øst og Sydøst, kommer man til flere mindre Byer, først det førnævnte Monte Porzio, siden til det højere liggende Monte Compatri, og endelig til Rocca Priora, det gamle Corbio; alle disse Steder have naturligviis den herligte Udsigt, der mere og mere, eftersom man kommer østover, aabner sig til det brede Dalføre, eller den Deel af Campagnen, som her strekker sig ned forbi Palestrina til Anagni og Frosinone, og som i den fjerneste Oldtid var Hernikernes, et andet latinsk Folkeslags, Hered. Østenfor Rocca Priora er Rygningen nu bevoxet med tæt Skov, der endog paa sine Steder skal være vanskelig at gjennemtrænge, ellers kunde man, forfølgnde Højdedragets Krumning, komme østenfor tilbage igjen til Nemi og Albano. Hiin Skov kaldes nu Silva d’Aglio, og her, højt oppe, laa i Fortiden det hos Livius saa hyppigt omtalte Algidus, bekjendt af mere end een Kamp, fornemmelig den, hvori L. Quinctius Cincinnatus overvandt Æquerne 456 f. Chr. Nede ved Foden af Liden under Tusculum, ved Begyndelsen af selve Campagnen, seer man endnu tydeligt Bredderne af en forhenværende rund Indsø, af samme Slags som Vallericia. Dette er den i Roms Oldhistorie bekjendte Regillus-Sø, hvor Sagnet lader Roms forjagede Konge Tarquinius, der havde faaet Hjelp hos Tusculanerne, blive slagen i Roms 255de Aar, 497 før Christi Fødsel.
Indenfor denne store ydre Ring af Højdedrag, som nu er nærmere beskreven, hæver sig, som allerede nævnt, den indre højere, men trangere, hvis højeste Punkt, paa Sydvestsiden, er er det i Oldhistorien berømte Albanerbjerg, lige over det gamle Alba longa. Det kaldes nu af Almuen Monte Cavo, af de mange Huler, som her findes. Det forstaar sig, at man herfra har en endnu videre Udsigt end fra Tusculum og de andre omliggende Højder. I klart Vejr skal man derfra endog kunne øjne Sardinien, og det slaar ikke Fejl, at man ogsaa maa kunne see det nærmere Vesuvius. Denne Højde og centrale Beliggenhed gjorde ogsaa Albanerbjerget til Latinernes fælles Helligdom. Øverst oppe laa et berømt Tempel for Latiums Juppiter (Juppiter Latiaris), der skal være bygget af den sidste Kong Tarquinius; man seer endnu betydelige Levninger deraf mellem hvilke nu et Capucinerkloster ligger. Til dette Tempel, ligesom til Juppiters Tempel paa Capitolium, plejede de sejrrigt tilbagevendende romerske Feltherrer stundom at gjøre Triumftog, højtideligt offrende til Guddommen i Templet. Endnu seer man paa mange Steder under Opstigningen den eldgamle Vej der i Slyngninger førte derop. Det er tydeligt, at den ikke ofte har været brugt, thi de flade Stene, hvormed den som slige Veje sedvanligt er brolagt, ere næsten ikke det mindste slidte. Man seer endnu de mindre Huller, der bleve slaaede ind i hver Steen, forat Hestene kunde have Fodfæste, og hyppigt findes Bogstaverne V. N. indhugne. Disse Bogstaver have voldt Oldgranskerne meget Bryderi, da de ej have vidst at forklare dem tilfredsstillende. De fleste have gjettet paa, at de skulde betyde „Via numinis“, d. e. „Guddommens Vej“ eller „Vejen til Guden“. Men denne Forklaring forekommer mig meget søgt og lidet rimelig. Snarere skulde man formode, at hine Bogstaver kun vare Begyndelsesbogstaverne til Vejbyggerens Navn.
Paa den modsatte eller østlige Side af den indre Ring, ligeoverfor Albanerbjerget, hæver sig en anden Top, Monte Pila, der dog ikke paa langt nær kan maale sig i Højde med hiint. Imellem sig indeslutte de, indenfor Ringen, en smuk grøn Slette, som Almuen der paa Stedet nu kalder „Hannibals Lejr“ sigende, at den store karthagiske Feltherre holdt Rast med sin Hær paa dette Sted, da han gjorde sit bekjendte Skyndtog til Rom i Stadens 543de Aar, 211 Aar før Chr. Neppe grunder dog denne Angivelse sig paa gamle Sagn, men snarere paa eldre Oldgranskeres Paastande, der i Tidens Løb have levet sig ind i Folketroen, især da denne Angivelse ej synes at kunne være rigtig, idetmindste ikke efter Livius’s Beretning (26de Bog, Cap. 9). Ifølge denne kom nemlig Hannibal op gjennem hiint oftere omtalte hernikiske Dalføre eller rettere den brede Slette mellem Volsker- samt Albanerfjeldene og Apenninernes sydligste Knæ, forbi Frusino (Frosinone), Ferentinum og Anegnium (Anagniæ) ad den latinske og labicanske Vej; dette var i forrige Aarhundrede Hovedvejen mellem Neapel og Rom, og her skal nu ogsaa Jærnbanen gaa, bøjende ind fra Velletri. Han standsede i det Labicanske, lige nedenfor Rocca Priora; herfra søgte han op paa Højden, først til Algidus, strax østenfor Rocca Priora, og derfra til Tusculum, aabenbart alene for at kunne iagttage alt, hvad der foregik paa Sletten og omkring Rom, inden han vovede sig nærmere; thi fra Tusculum gik han ned igjen, bøjende til Højre, henimod Gabii, hvor han atter kom til den samme Vej (den labicanske), hvorfra han havde gjort hiin Afstikker op til Tusculum, og fra Gabii drog han nærmere mod Rom. Livius siger ikke et Ord om, at han fra Tusculum skulde være steget endnu højere op, henved en halv Miils Vej, lige til hiin indre Ring, og sandsynligt er det heller ikke, at noget saadant skete, da han herfra ikke vilde kunne oversee Sletten, eftersom Højderne ved Tusculum her stenge for Udsigten til de nærmest nedenfor liggende Dele. Ingensteds kunde han holde bedre Udkig, end fra Tusculum, og da dette var skeet, drog han ogsaa strax ned igjen. Lige ved Indgangen til den saakaldte Hannibalslejr, paa den nordlige Skraaning af Albanerbjerget, ligger den lille Klippeby Rocca di Papa, hvis graa Huse fra Rom af næsten kun see ud som et Steenbrud. Navnet betegner „Pavens Klippe“, men er alene fremkommet ved en Fordrejelse af det gamle Fabia og har saaledes egentlig ingen Hentydning til „Paven“. Det er et underligt gammelt Rede, men, Som det forstaar sig af sig selv, med herlig Luft og prægtig Udsigt, saaat Mange om Somren opholde sig paa dette ellers ubekvemme Sted. Strax nedenfor Rocca di Papa, mellem dette og Alba longa, er en Bek eller liden Elv, uanseelig nok at see til, Men merkelig i Egnens Oldhistorie, da dette er den saakaldte Aqua Ferentina, ved hvilken, i en hellig Lund, Latinerne havde sine højtidelige Sammenkomster for at raadslaa om fælles Anliggender, og i Bekken selv skal ved et saadant Møde den ulykkelige Turnus Herdonius, Ariciag Høvding, være bleven druknet som Forræder efter Kong Tarquinius’s falske Angivelser.
Gaa vi nu fra Albanerfjeldet ned paa den nordenfor liggende Deel af Campagnen, finde vi de næsten forsvundne Spor af andre merkelige Stæder, fordum Roms Medbejlerinder, som Labicum (nu Colonna), Collatia, nærmere Anio, og fornemmelig Gabii, ved en nu udtørret Sø af dette Navn, strax østenfor Collatia, omtrent lige i Nord for Tusculum. Endelig naar man Bjergene, paa den modsatte Side, hvor det gamle Tibur, nu forvansket til Tivoli, ligger oppe i Liden og tildeels paa en Højde, fra hvilken Anio (nu mestendeels kaldet Teverone) i flere større og mindre Fosser styrter sig ned i Dalen. Tivoli er endnu en ikke ubetydelig By, og dens romantiske Beliggenhed lige mellem Bjergene og Fosserne gjør den til et af de meest besøgte Steder i Roms Omegn, tildeels endog til et yndet Sommeropholdssted, uagtet Klimaet paastaaes ikke at være det bedste. Anio, der her styrter frem med rivende Fart og formedelst Dalens Tversvingning ikke hurtigt nok faar Afløb, har her gravet sig ind i Klippen i de forunderligste Dybder og Huler, hvis Lige man neppe seer andensteds. Men da den ved disse Undergravninger og hyppige Oversvømmelser ofte har gjort betydelig Skade, især i 1826, hvor den udskar en Deel af Byen, har man fra Tid til anden maattet skaffe den Luft ved kunstige Udløb, indtil nu sandsynligviis al videre Fare fra den Kant er forebygget ved et stort Arbejde, som foretoges efter hiint Uheld i 1826 og fuldendtes under Pave Gregorius den 16de: der er nemlig indrettet en stor dobbelt Tunnel under et Fjeld til Hovedudløb for Elven, og gjennem denne styrter den sig ned i en megtig Dobbeltfos. Det forstaar sig, at ogsaa Tibur i Roms Velmagtsdage var et af de rige og megtige romerske Herrers fornemste Tilflugtssteder om Somren, hvor de opførte prægtige Villaer. Saaledes vises her Ruiner af den bekjendte, i Tydskland faldne Quinctilius Varus’s Villa, Mæcenas’s, Horats’s o. s. v. Imidlertid er det med de fleste af disse, som med den saakaldte Ciceronianske ved Tusculum: de have faaet de Navne, under hvilke de nu forevises, alene af ukritiske, tildeels ukyndige Oldgranskere, som kun holde sig til, at de gamle Forfattere omtalte Tilværelsen af slige Villaer, og siden aldeles vilkaarligt, eller paa yderst uholdbare Grunde, men med største Suffisance, angave de hist og her forefundne Ruiner for at være hines Levninger. Saaledes er det vist, at den saakaldte Mæcenas’s Villa kun var selve Staden Tiburs Forum. Og hvad Horatius’s foregivne Villa ved selve Tibur angaar, da maa det nu ansees som vist, at en saadan ej engang var til. Thi af hans egne Digte faar man intet andet ud, end at han ejede en liden Landgaard et godt Stykke ovenfor Tibur, i en Fjelddal, gjennemstrømmet af Aaen Digentia (nu Licenza). Men desuagtet udpege Vejviserne endnu stedse haardnakket Horatius’s Villa ved selve Tivoli og ville vel fremdeles vedblive dermed, saalænge de finde nok af Rejsende, hvem det ej kommer saameget an paa Sandheden, som at kunne sige efter Hjemkomsten: „dette eller dette har jeg seet“. Den merkeligste Oldtidslevning i Tivoli er forresten et gammelt Rundtempel, det saakaldte Sibylla-Tempel lige overfor Fossen.
Tivolis hvide Huse sees tydeligt, især om Eftermiddagen, naar de beskinnes af den nedgaaende Sol, fra Rom, Frascati og ethvert Punkt paa Sletten, der ej ligger saa langt mod Sydøst, at Albanerfjeldet kommer imellem. Tivoli viser sig at ligge paa den nordligste og laveste Knude eller Pukkel af en Aas, der foran de fjernere, højere Bjerge strekker sig hen mod Sabinerbjergene og begrændses af den dybe Indsenkning, som den her frembrydende Anio danner. Efter den Knude, paa hvilken Tivoli ligger, følger to andre, betydeligt højere; den første af dem, altsaa den mellemste af de tre, kaldes nu Monte Affliano; i Fortiden laa her en liden By eller en Borg, som Romerne kaldte Æsula, og som var et af deres fastere Punkter her i Egnen. Saaledes fortelles der udtrykkeligt, at da man i Rom ventede Besøg af Hannibal, blev der lagt Besetninger saavel paa Albanerbjerget, som paa Æsula-Borgen. Herfra maa man have haft den bedste Udsigt over Campagnen nordenfor Albanerfjeldene, og fra selve Albanerbjerget over den Deel, der laa søndenfor; da begge Punkter kunde sees fra Rom, var vel Hensigten nærmest den, at man fra det ene eller andet Punkt skulde signalisere den karthagiske Hærs Fremrykken, enten den kom nordenom, ad den latinske eller labicanske Vej, eller søndenom, ad den appiske. Aasen afskæres ved et mindre Dalføre, hvor nogle smaa Landsbyer ligge, derpaa fortsettes den igjen, vexlende i Højde; i et højere Dalføre, der vender mod Campagnen, ligger her Poli, det gamle Bola, og endelig temmelig højt oppe paa Klippeskraaningen det gamle Præneste, nu Palestrina. Denne ligger allerede for langt bagom Aasen til at kunne sees fra Rom, og her ophører ogsaa de egentlige gamle Latiners Hered, thi videre henad Sletten og de omgivende Fjelde, ved Anagniæ, Ferentinum o. s. v., boede som anført de saakaldte Herniker, medens den endnu nordligere, højere liggende Dalstrekning, der gjennemstrømmes af den øvre Deel af Anio, beboedes af Æquerne.
Jeg har nu givet en saavidt muligt anskuelig Beskrivelse over den merkelige Campagna, dens Omgivelser, og dens tidligere Bebyggelse. Det forstaar sig, at der vare mange mindre Byer her i Oldtiden, som det her vilde være for vidtløftigt at nævne. Saameget behøver man kun her at vide, at Campagnen i det Hele taget var vel bebygget og indeholdt mange, om just ikke saa store, dog paa sin Viis blomstrende Byer. Da n vistnok enhver af disse havde en temmelig højt fremragende Borg og flere Templer, maa de fra de omliggende Højder have været meget iøjnefaldende og betydeligt oplivet Slettens Eensformighed; da det tillige falder af sig selv, at enhver af den var omgivet af et med mere Omhu opdyrket Stykke Land, med enkelte Landhuse, Agre og Træer, kan det ikke slaa Fejl, at Campagnen i hine Tider, uagtet Omridsene og Hovedcharakteren var den samme, dog havde et livligere og frodigere Udseende end nu; imidlertid maa man heller ikke tænke sig Forskjellen altfor stor, da Udstrekningen her er for viid og veldig til at enkelte opdyrkede og bebyggede Pletter kunde gjøre saa særdeles meget til Sagen. Opdyrkningen og Bebyggelsen gjorde dengang Campagnen til et sundere Opholdssted, end i vore Dage. Saaledes vedvarede det og en Tidlang, efterat hele Campagnen og det øvrige Mellemitalien var kommet under Romernes Herre dømme. Mange Stæder vedbleve, deels som afhængige Bundsforvante, deels som romerske Colonier. Men eftersom Rom fremdeles tiltog i Magt og Storhed, aftog ogsaa gradeviis disse eldgamle Stæders Livskraft saa nær ved den alt politisk Liv opslugende Hovedstad. De antoge efterhaanden mere og mere Charakteren af Flekker eller Landsbyer, idet den mere bemidlede og fornemmere Deel af Befolkningen flyttede ind til Rom, medens alene den ringere Deel, eller de fattigere Landbrugere bleve tilbage. Derimod reiste der sig nu paa de smukkeste Steder store og vidtløftige Pragtbygninger, idet de rige og for nemme Romere opførte deels saadanne store Villaer, som alle rede ovenfor ere omtalte, og hvortil de især valgte de højere liggende, noget fjernere Egne, deels paa Campagnen selv, nærmere Rom, Suburbaner eller By-Lykker, Landsteder, hvortil de mageligt hver Dag kunde komme ud, naar Forretningerne vare til Ende, førend den egentlige Landlivs-Saison var begyndt, og som vistnok, efter hvad man maa antage, vare opførte i en beskednere Stiil og med mindre Prætension end Villaerne, men som dog kunde være baade vidtløftige og pragtfulde nok. Ved de halvforladte, forarmede Byer maatte det være temmelig let at faa opkjøbt store Grunde til slig Bebyggelse. Man kan være vis paa, at enhver Villa, ethvert Suburbanum, der opførtes ved en saadan By, var langt prægtigere end hvilketsomhelst Huus i denne, og ragede højt over den, saaat Byen, seet i Frastand, næsten forsvandt ved Siden af de nye Anlæg. Paa de fleste Steder forsvandt de ogsaa i Virkeligheden ganske, eftersom Stormandens Besiddelse stedse udvidede sig, deels til hans Park-Anlæg, deels til hans Agerbrug i det Store, indtil omsider Byen var gaaet over til at blive en liden Landsby under Villaen, eller en Deel af dennes Bygninger, befolket med Ejerens Træle, der besørgede Landbruget og tog vare paa det Hele. Paa andre Steder rejste sig ganske nye, bylignende Anlæg, hvor flere Villaer byggedes nærmere hinanden, f. Ex. ved Albanum, som allerede ovenfor viist. Men uagtet dette i og for sig maatte lede til Campagnens Affolkning og fremtidige Forfald, kan det dog ikke slaa Fejl, at denne derved en Tidlang endog fik et livligere Udseende end forhen. Thi Øjet mødte nu overalt Pragtbygninger i Mængdeviis, omgivne af de herligste Haver og opdyrkede Jorder. Alene Kejser Hadrians Suburbanum ved Via Latina, halvveis mellem Rom og Tusculum, maa have bedækket en Strækning saa stor som mangen By, at dømme af dets vidtløftige Ruiner (sette bassi), som man kommer tæt forbi paa Jernbanen til Frascati; og den samme Kejsers Villa, opført paa de lavere Bakker nedenfor Tibur, dannede, kan man næsten sige, en heel liden Verden for sig selv, med store Parker, Haver, Gardecaserner, Theater, Amphitheater, Bade og Efterligninger af de fleste Pragtbygninger, han havde seet paa sin store Rundrejse i Riget, som Mausoleet i Halikarnassos, Stoa Poikile i Athen, o. fl. Hertil kom nu endvidere de mange Vandledninger, hvis lange Buerader strakte sig ligesom Radier tversover Campagnen til Rom, og fremdeles de mange prægtige Veje, der i ligesaa mange Retninger udstraalede derfra, som den salariske og nomentanske hiinsides Anio, den tiburtinske til Tibur, den prænestinske og labicanske, der forenede sig og gjennemløb Herniker-Sletten, den latinske, der førte til Tusculum og videre, indtil den forenede sig med hiin, den appiske, den fornemste af dem alle, den ostiensiske, der førte til Ostia. Ved Siden eller i Nærheden af disse Veje var det især, at Romerne opførte deres Suburbaner, og længer henne deres Villaer, fordi de derved bleve lettere tilgjængelige; derhos oprejste de her ogsaa sedvanligviis sine Gravmonumenter, der i Republikens og Kejserdømmets Blomstringstid ligeledes næsten vare lutter Pragtbygninger, saaledes som man kan see af dem, der endnu ere i Behold, som Mausoleet over Cæcilia Metella, den rige Crassus’s Hustru, ved den appiske Vej, og over Plautius ved den tiburtinske. Paa den forholdsviis korte Strækning af Via Appia mellem Rom og Albanum tæller man endnu Ruiner af ikke færre end 200 slige Pragtbygninger, større og mindre; ved den latinske Vej findes ligeledes slige Ruiner og opdages aarlig flere. Man kan derfor ganske vist antage, hvad der og etsteds skal findes antydet, at da al denne Pragt var paa sin Højde, kunde man drage ad den appiske Vej til de store Villaer i det Albanske, ved Aricia, og ad den latinske til de store Villaer nedenfor Tusculum, uden nogensinde at have aaben Mark til nogen af Siderne, idet man snart kom forbi et Suburbanum med dets vidtløftige Bygninger, Havemure og Alleer, snart et Mausoleum med dets Cypreslunde, saa et Tempel, saa et Stykke af en Vandledning, o. s. v.; med andre Ord, at Rom tilsyneladende havde opslugt hele Campagnen og sat sig i umiddelbar Forbindelse med de fjernere latinske Stæder. Endog hele Vejen ligetil Tibur skal have været saaledes besat. De smukke Søer ved Alba og Nemi, især den første, omkrandsedes nu med herlige Villaer, af hvilke flere saaledes maa have indtaget det gamle Alba Longas Plads: endnu findes mange Ruiner af dem, endog af et Amphitheater, opført af Kejser Domitianus, og en Prætorianer-Caserne. I de ydre, sydligere Dele af Campagnen rejste der sig vel ikke saamange nye Anlegg, og den antog vel snarere et forladt Udseende, dog slaar det ikke Fejl, at der og her langs Kysten opførtes Landsteder til at benyttes til Badetiden, med Haver, Skibshavn og Brygger. Idetmindste have vi seet, hvorledes Plinius havde sin prægtige Villa i det Laurentinske.
Men da det romerske Rige begyndte at forfalde, eller alle rede før, da Hovedresidensen blev forlagt til Constantinopel, tabte efterhaanden Campagnens Pragt og Livlighed sig. De store Familier uddøde, eller flyttede til Constantinopel, eller forarmedes; Villaerne bleve tildeels forladte af deres Ejere og overladte til Trælenes Opsyn, de bleve ikke længer godt vedligholdte, Haveanlæggene forsømtes, endelig bleve de ganske forladte og sank hen i Ruiner, og da Byerne, i hvis Nærhed de oprindeligt vare byggede, ikke atter rejste sig, men forlængst havde ophørt at være til, blev altsammen snart øde og vildt. Rom selv aftog saaledes i Folketal, at der var mere end tilstrækkelig Plads for de svage Levninger af Landbefolkningen indenfor dens Mure, hvor den nu saa meget oftere blev nødt til at ty hen, som fremmede Folkeslag i store Hære oftere herjede Egnen, først Goter og Vandaler, siden Langobarder. I den store gotiske Krig under Justinian maa Campagnen have lidt meget. Da Totila, Goternes Konge, første Gang havde besat Rom, tvang han omvendt hele Befolkningen til at drage ud i Campagnen og søge sig Skjul, saa godt den kunde, og Rom stod da bogstaveligt øde; men dette varede dog kun nogle Uger; de Fordrevne flyttede atter ind igjen, og Campagnen blev ligesaa øde, som før. Pave Hadrian den 1ste, samtidig med Kejser Karl den store, gjorde flere fortjenstlige Forsøg paa at opdyrke enkelte Dele, idet han hist og her oprettede Avlsgaarde, og dette Foretagende havde en Tidlang god Fremgang, indtil ogsaa det omsider gik istaa. De voldsomme Fejder, der gjennem en stor Deel af Middelalderen herskede mellem de megtige Ætter, der havde sine Borge rundtomkring i Nærheden, gjorde al fredelig Dyrkning her umulig, og de Levninger af eldre Pragtbygninger i Campagnen, som hidtil havde staaet urørte, bleve nu enten nedrevne, for at Byggematerialet kunde bruges til de Vagt-Taarne og andre lignende Befestninger, som hist og her oprettedes, deels bleve de selv anvendte dertil, forsaavidt de dertil vare skikkede: navnlig var dette Tilfældet med de store cylindriske Mausoleer, og af denne Grund er saavel Cæcilia Metella’s som Plautius’s Mausoleer vedligeholdte til vore Tider, men i Form af Befestninger, idet Colonnaden med det spidst opgaaende Tag, der kronede dem, har maattet vige Pladsen for en Rand af takkede Muurtinder. Mængden af Bygninger paa alle Kanter af Campagnen hindrede dog en fuldkommen Ødelæggelse af dem alle; og utallige større eller mindre Ruiner have saaledes vedligeholdt sig til vore Dage. Den forsømte Dyrkning var Aarsag i, at de altid fra Fjeldene tilstrømmende Vandmasser ej længer fik til børligt Afløb. Jorden blev paa mange Steder sumpig, Luften usund og Egnen uskikket til stadigt Opholdssted for Mennesker. Og saaledes forfaldt da omsider Campagnen til at blive saagodtsom en eneste stor Græsningsmark for uhyre Hjorde af Heste, Esler, Faar, Geder, Øxne og Bøfler, eller hist og her Opholdssted for vilde Dyr, som Hjorte og Vildsviin. Rom afgiver maaskee det eneste Exempel i Verden man har paa en folkerig, eldgammel Stad, udenfor hvis Mure man strax kommer i en Ødemark. Vistnok har man i de senere Tider, især udenfor de sydøstlige Porte, begyndt at indrette mindre Landsteder med Haver og Viinmarker, der synes at trives vel, og paa andre Steder skal man ligeledes, ej uden Held, have gjort Forsøg paa at bebygge enkelte Stykker. Men Størstedelen er dog endnu kun Ødemark, hvor Øjet med Forundring sjelden møder andre Spor af Menneskeverk, end de faa Vertshuse langsmed Landevejene, de lange, ofte afbrudte Rekker af Vandledninger, de utallige, overalt omspredte Smaaruiner og endelig hine mørke, høje Taarne fra Middelalderen. Men den afgiver et desto mere højtideligt-vemodigt Skue, ja har maaskee i malerisk-romantisk Henseende Fortrinet for den Tid, da den overalt var bebygget og opdyrket. Dette Øde, disse iøjnefaldende Tegn paa svundet Liv og Herlighed, passer paa det nøjeste til Roms øvrige Forhold og hele Historie; det vilde næsten være en Vanhelligelse, om denne klassiske Bund skulde være opfyldt af det nymodens Livs Attributer, og det er næsten allerede en Art Profanation, at Jernbanen gjennemskærer den, og at Locomotivets Piben og Fnysen høres vidt og bredt over Sletterne. Men Fordelene og Behagelighederne deraf ere dog saa store, at man snart hører op med at tænke paa Modsigelsen med Omgivelserne. Hvo veed, maaskee er dette og det første Skridt til et nyt Liv for det højt begavede, men altfor længe i Hendøsen og Selvforglemmelse begravne romerske Folk.
Folkecharakter og Folkeliv. Jeg har allerede ovenfor ved flere Lejligheder haft Anledning til at berøre Folkets Charakter, Skikke og Sedvaner: jeg skal her nærmere omtale, hvad jeg i dette Henseende kan have iagttaget, uagtet det kan være meget muligt, ja endog rimeligt, at mangt og meget er urigtigt opfattet. Jeg kan her kun skildre det Indtryk, Iagttagelsen har gjort paa mig. Mange, ja maaskee de fleste Rejsende have været mere tilbøjelige til at give Nutidens Romere et slet Lov, end omvendt. Jeg tror, at de heri have Uret, thi vel fremviser den romerske Charakter mange Uelskverdigheder, der maaskee endog kunde gjøre den, som i højere Grad har lidt derved, keed af Opholdet i Rom, men ved nærmere Overvejelse vil man dog finde, at disse Uelskverdigheder ej kunne siges at udgjøre en Grundbestanddeel, men ere fremkomne ved de yderst mislige Forhold, der i saa lang Tid have bestaaet, og at det altsaa er rimeligt, at de under bedre Forhold vilde forsvinde. Her maa jeg nu for det første bede mine Læsere at erindre, at det nærmest er de ringere Klassers eller det egentlige Folks Charakter, hvorom der handles. Thi hvad de højere, mere saakaldte dannede Klasser angaar, da gjelder det om dem, som om de dannede Klasser overalt nuomstunder, at de for en stor Deel tabe det Nationale, men antager det fælles europæiske Tilsnit. Saameget kan man dog sige, at Fleerheden synes at besidde megen Kvikhed og gode Evner, men at den politiske Umyndighed, hvori Nationen saalænge har levet, synes at have givet især de fornemme et Anstrøg af Umyndighed og Barnagtighed, idet de, udelukkede fra alvorlige Sysler og som oftest for uvidende til at kaste sig paa videnskabelige Granskninger, medens de tillige somoftest ere bemidlede nok til ej at trykkes af Sorger for Udkomme eller overhoved nødes til at beskjeftige sig synderligt med økonomiske Anliggender, ej sjelden hengive sig til Fjas og mangehaande futile Sager. Navnlig gjelder dette Damerne, der, som det synes, neppe leve for stort andet end Stads og Pragt, eller idetmindste offre langt flere Tanker derpaa og tillegge deslige Sager en langt større Vigtighed, end det hos os plejer at være almindeligt, eller idetmindste de, der nok kunde have Lyst dertil, egentlig tør være bekjendt. Isærdeleshed synes Kjørsel i pragtfulde Eqvipager, paa de mest folksomme Steder, at være en yndet Fornøjelse. Den hele Vinter og i al den Tid om Sommeren, da Familierne endnu opholde sig i Rom, kan man alle Eftermiddage, fornemmelig Søn- og Helligdage, see den hele Corso fuldt besat af Vogne, hvis hele Udstyr og Tilbehør er lagt an paa saamegen Stads som muligt, opfyldte fordetmeste med Damer, klædte ej som til Kjøretour, men som til Galla, kjørende op og ned ad Corsoen, frem og tilbage fra Popolo-Pladsen til Piazza Colonna. Sedvanligviis have de da endog først gjort de normale Rundfarter i den tet udenfor Popolo-Porten liggende Villa Borghese, derpaa op paa Monte Pincio, og slutte endelig med Corso-Farterne. Mange af dem, man saaledes møder, riigt klædte og i ret smukke Equipager, høre ej sjelden til de ringere Klasser og anvende alt, hvad de kunne skrabe sammen og afsee, ofte mere, til disse Stadsfarter. Ofte kan man om Morgenen see et Fruentimmer i den smudsigste Huusdragt, næsten i Negligee, udføre de simpleste Sysler, som at sope, rede Senge, kjøbe Madvarer o. s. v., og om Eftermiddagen møde hende til Vogns, i en prægtig Dragt, besat med Ringe, Guldkjeder, Pelsverk og Fjer, mageligt henslængt, mere liggende end siddende, med alle en fornem Dames Lader og Attributer. Overhoved er det temmelig almindeligt, at Døttrene og Konerne i almindelige borgerlige Huse udføre mange saadanne Forretninger, som vi hos os kun pleje at overdrage til det ringere Tyende. Dette kan nu vistnok have sin gode Side, og man har endog desangaaende i Italien det Ordsprog: „chi non sà fare, non sà comandare“ (den, som ej selv forstaar at gjøre Tingen, forstaar ej at befale den gjort); men hos Romerinderne kommer det dog nok mest deraf, at de egentlig alle ikke staa paa noget højere Dannelsestrin end de ringeste Tyender; de have saaledes intet hos sig selv, der ligesom drager dem op til en højere Sfære; Dragten gjør egentlig alt, og den medfødte Ynde og Holdning hos de Fleste gjør, at de ogsaa, om de end ere af den ringeste Herkomst og uden al Opdragelse, skikke sig i den, som om de altid havde baaret den. Hovedforskjellen mellem de saakaldte dannede eller bedre opdragne Fruentimmer og de ringere eller uopdragne bestaar maaskee alene deri, at de første til Nød kunne læse og skrive, de sidste sedvanligviis slet ikke. Men hiin Kundskab i Læsning og Skrivning anvendes sjelden til Aandsdannelse eller endog, saavidt det lader, til Fornøjelse. Og det heder vel, at de unge Piger af bedre Huse oftest sendes til Skole, i Instituter eller Klostre, eller modtage Privat-Underviisning i Mangt og Meget, men til Resultaterne af denne Underviisning merkes senere ikke stort; den synes ej at trænge ind i Bevidstheden og strax efter Skoletidens Ophør at henlegges som noget tilbagelagt, hvorpaa man ej længer behøver at offre nogen Tanke. Den maa saaledes meget snart svedes ud, og efter nogen Tids Forløb er man atter sunket ned til samme lave Aandstrin som forhen, bevægende sig i en Sfære, der hos os nærmest indtages af Stuepiger og Kammerpiger. Den Naivitet, hvormed man tillegger alskens Fjas overvættes Vegt, skal endog være saa stor, at det ej sjelden ved Oprettelse af Egteskabscontracter indføres som en særskilt Artikel, at Manden skal lade sin Kone kjøre visse udtrykkeligt bestemte Toure dagligt eller paa bestemte Dage, i smuk Equipage, paa Corso. I Mangt og Meget af alt saadant kunne vi Nordboer endog vanskeligt sette os ind. For dannede nordeuropæiske Kvinder maa det næsten endog være umuligt at slutte nærmere Venskabs- eller Omgangsforbindelser med Romerinder, eller vel overhoved med Italienerinder, da de ingen aandelig Berørelse kunne have med dem. De ville paa de fleste gjøre det Indtryk, som om de vare Undiner, uden Sjæl, saaledes som Fouqué har skildret disse Væsener saa smukt i sit bekjendte Æventyr. Men Erfaring viser dog, at Sjælen kun er slumrende, eller alene venter paa et belivende Princip for at udfolde sig i stor Rigdom: Evnerne ere der, kun hindrer mangelfuld Opdragelse, indskrænkede Forhold, Aandstvang og al anden Slendrian dem fra at komme til Udvikling. Mændene af de højere Klasser synes for Tiden mestendeels at legge an paa, idetmindste i det Ydre, at copiere de Engelske; man møder hvert Øjeblik Personer, som man skulde tage for engelske „Sportsmen“ eller „Dandys“, indtil man af den mørke Ansigtsfarve og de særegne nationale Træk seer, at de ere egte Italienere. Men der er maaskee ogsaa faa Steder, hvor Englænderne spille en større Rolle end i Rom, som de aarligt oversvømme og som vist for en stor Deel har sin fornemste Indtægt af dem. I de fleste Kramboder kunne Folkene tale Engelsk, og man møder hvert Øjeblik Skildter, Placater og Overskrifter paa Engelsk. Dog skulde det synes, som om de Engelske for Tiden dele Herredømmet med deres Frænder Nordamerikanerne, hos hvilke det nu ret lader til at være Mode at besøge Rom, ja at opholde sig der aarviis, og som findes i en stor Mængde, de fleste levende meget flot og riigt. Men sedvanligviis blive de vel af Italienerne slaaede i Hartkorn med de Engelske. De, som kjende nærmere til Forholdene, synes dog næsten at have endnu mere Respekt for Amerikanerne end for disse. At kunne komme til Amerika, og endnu mere, at kunne blive gift med en riig Amerikanerinde, lader til at være de unge romerske Adelsmænds Yndlingstanke. Og slige Giftermaal mellem unge Romere, der have en højtklingende Titel, og Amerikanerinder eller Englænderinder, der kunne vente en riig Arv eller Medgift, seer man ikke sjelden; vedkommende Damer, somoftest af temmelig ringe Herkomst, sette gjerne megen Priis paa at kunne blive kaldte Grevinder eller Marquisinder: den fattige Romer legger da Titelen til — thi næsten alle romerske Adelsmænd have slige Titler —, og Damen skaffer Pengene: saaledes ere begge Parter tilfredsstillede. Uagtet de Franske i politisk Henseende have Magten her, synes de dog ikke paa langt nær i det sociale Liv at kunne hamle op med de Engelske: dertil ere de i det Hele taget for raa og ubehagelige. Al denne Beundring af det Fremmede kommer dog ej af Mangel paa Patriotisme, men af den ydmygende Bevidsthed om at staa tilbage for de Fremmede i aandelig Udvikling, og overhoved af den Fortrykthedsfølelse under de bestaaende Forholde, der nedtynger enhver dens Sind, der har nogen Anelse om, hvad virkelig Dannelse vil sige. Uvilkaarligt føler en saadan Romer sig — han være forresten saa patriotisk og stolt, han vil — ligeoverfor den kundskabsrige Fremmede som Mindremand og forfalder derfor let til at copiere den, der ved sin ydre Fremtræden især imponerer dem.
Med den simple Mand er dette nu anderledes. Uvidende og uopvakt, har han neppe engang nogen Forestilling om de Fremmede uden som Væsener, der tale et andet Sprog, og som egentlig kun ere til for at skaffe de Indfødte Fortjeneste og Fordeel, ligemeget om retmessig eller uretmessig. Men det vilde dog være højst ubilligt, om man deraf lod sig forlede til at bryde Staven over den simple Romers Charakter. Hans Fejl fremtræde vel maaskee især for den Fremmede i et uhyggeligt Lys, da de sjelden yttre sig paa den Maade i mere civiliserede Lande; men ved at betragte dem nøjere vil man dog finde, at de mestendeels have sin Rod i Vankundighed, Mangel paa Aandsudvikling og overhoved de særegne Forholde, under hvilke han lever. Thi f. Ex. den simple Romer tigger uden Æresfølelse, stjeler og bedrager, somoftest hvor og naar han finder Lejlighed. Men han gjør det aabenbart mere af Naivitet, og fordi han ikke ret indseer det Nedverdigende eller Uretmessige deri, end af Ondskab. Ej engang et Indbrudstyveri eller et Stratenrøveri behøver hos ham at forudsette virkelig Forvorpenhed. Det milde Klima og Landets Frugtbarhed medfører, at den simple Mand har faa Fornødenheder for at leve, thi han behøver kun et lidet Skuur at sove i, saa kan Gaden eller den frie Mark forresten være hans Stue: for en Ubetydelighed kan han kjøbe den Haandfuld Bønner, eller Løg, eller Salat, hvoraf han lever. Og da nu derimod legemligt Arbejde i dette Land, hvor Dagen fordetmeste er heed, falder meget vanskeligere og er mere anstrengende end længer nordpaa, kan man ej undres saameget over, at mange, maaskee de fleste, kun arbejde saa lidet som muligt og helst slet ikke arbejde, om de kunne skaffe sig det nødvendige ved at betle. De see Klosterbrødre betle, og at det er for disse saa langtfra nogen Skam, at det meget mere er deres Pligt. Altsaa kan det heller ikke for dem være nogen Skam. Jo mere Lediggang, desto mere Arbejdssky: den, som da intet har og ikke længer gider eller formaar at fortjene eller endog kun at tilbetle sig noget, griber da ofte til at hjelpe sig med Ran og Tyveri. Hans Forestillinger om Ejendomsretten og dens Hellighed ere ganske uklare. Men Fordervelsen er maaskee kun hos de færreste trængt ind i Gemyttet; de samme vilde vistnok, behørigt paavirkede og uddannede, forferdes over sig selv og sine tidligere Vildfarelser. Og ved Siden af alle hine Uhyggeligheder findes der hos de Fleste saa mange gode naturlige Egenskaber, der med samme Naivitet og Uforbeholdenhed yttre sig, at man letteligt forsones, erkjendende, at disse udgjøre deres egentlige Væsen. Man møder en Godmodighed, Venlighed, Tjenstagtighed, Hjelpsomhed og Deeltagelse, der snart udsletter det ufordeelagtige Indtryk og tildeels ogsaa faar et forhøjet Verd ved den Livlighed og det kjendelige Tegn paa gode naturlige Evner, der somoftest yttre sig. Man merker ogsaa her, ja maaskee endnu bedre end ved dem, der staa højere i Samfundslivet, at Grundbetingelserne for at kunne opnaa et højt Trin af Cultur og Intelligents ere tilstede, naar kun de nedkuende Elementer, der have faaet Overhaand, engang ere fjernede eller gjorte uskadelige. Men nu merker man rigtignok, naar man befinder sig i Rom eller dens Omegn, at man, for at bruge en hos os velbekjendt Talemaade, er udenfor Folkeskikken. Ingensteds i det saakaldte civiliserede Europa treffer man Betleri, Snyderi og Lediggang drevne saa naivt som her. Man skulde i andre Lande vistnok have Vanskelighed ved at finde en folkeriig verdensberømt By, der umiddelbart udenfor sine Mure har uhyre Strækninger af uopdyrkede Græsgange. Man finder neppe andensteds Boutiker eller Contorer, der lukkes flere Timer midt paa Dagen, fordi Principal og Medhjelpere skulle spadsere eller sove. For den, der legger Merke til dette, bliver det snarere paafaldende og forunderligt, at overhoved Affærer her kunne blive gjorte, at der gives noget saadant som ordentligt indrettede Bureauer, Posthuse, Banker o. s. v., at Gader blive brolagte og Vandspring istandsatte, m. m. Dette skeer virkeligt — jeg veed endnu ikke, paa hvis Foranstaltning, Regjeringens eller Magistratens; men det skeer: det er merkeligt nok.
For denne Indolens hos det romerske Folk har det været Skik og Brug at give det gejstlige Regimente Skyld. Dette er dog neppe retferdigt. Indolensen er, som bekjendt, endnu større i det Neapolitanske, hvor der dog intet Klerkevelde findes. Snarere skulde man formode, at da Gejstligheden for Tiden er den meest oplyste og meest opvakte Deel af Folket, maatte man være bedre faren ved at vide Regjeringen i dens Hænder, end forestaaet af uvidende Lægmænd. Skylden ligger vel meest deri, at det hele Regjeringssystem, her som i Neapel, er foreldet og har overlevet sig selv. Det passede sikkert godt til det 16de og 17de Aarhundrede: da var det vistnok endog forud for sin Tid, og Italien stod da aabenbart over det øvrige Europa i Dannelse og Driftighed; da blomstrede Kunster og Videnskaber, da herskede Foretagelses-Aand, hvilket noksom kan sees af alle de Pragtverker fra hiin Tid, der endnu vekke vor Beundring. For den Fremmede at komme til Italien maatte da være som nuomstunder at komme til Frankrige eller England: det moderne sociale og politiske Liv havde der da maaskee sit Focus. Men hvad der passede til eller endog var noget forud for det femtende og sextende Aarhundrede, passer ej længer for det 1904e. Mellem- og Nord-Europa er gaaet stadigt frem, medens Italien og navnlig Kirkestaten er bleven staaende omtrent paa det samme Standpunkt som for tohundrede Aar siden. Allerede Reformationen havde berøvet Pavemagten det Meste af dens politiske Indflydelse udenfor Italien. Rom ophørte derfor at spille nogen politisk Rolle. De store politiske Spørgsmaal afgjordes nordenfor Alperne. Frankrige, England, Tydskland angave Culturlivets og den sociale Udviklings Retning. Italienerne, istedetfor at undervise, maatte nu, for at følge med, selv lade sig belære, og det kan let forklares, tildeels endog undskyldes, at de fleste i lang Tid endnu ej ret vare istand til at indsee dette tydeligt, eller endog af Nationalstolthed ikke vilde indsee det, og derfor heller stemmede sig imod den nye Retning, holdende ved det gamle, og mere og mere afsondrede sig fra Fremmede og fremmed Paavirkning. Men herved ophørte og efterhaanden den væsentligste Spore til Virksomhed og Daadkraft; dorsk Slendrian traadte istedetfor det tidligere raske og kraftige Liv, og dens lammende Indflydelse sporedes naturligviis lige ned til Samfundets laveste Trin. Hertil kommer nu, at Italienerne af de ringere Klasser, og vel navnlig de i Kirkestaten og Neapel, altid have været, hvad vi efter vor Maalestok vilde kalde uvidende, men for et Par Aarhundreder siden var denne Uvidenhed tildeels fælles for Almuen over hele Europa og derfor ikke saa paafaldende, som nu. Desuden er Klimatet saa mildt og behageligt og Jordbunden saa frugtbar, at forholdsviis meget liden Viden og lidet Arbejde udfordres til at skaffe Arbejderen et nødtørftigt Udkomme, og man kan derfor ikke undres over, at kun Faa skjøtte om endog at lære at læse og skrive. Det er vist og sandt, at en gjennemgribende Reform af det hele System maatte til for atter at bringe Liv og Drift i det hendøsende Folk; og det er Følelsen af Trangen til en saadan Reform, der for Tiden har gjort Stemningen i Rom saa krampagtig-urolig, endog blandt de lavere Klasser, der uden Forstand paa Sagerne følge de Fornemmeres Exempel og paavirkes af dem. Men det er dog et stort Spørgsmaal, om alle disse urolige Gemytter egentlig ret vide, hvad de ville, eller have nogen klar Forestilling om, hvilke Goder de ved en Reform skulde opnaa. De have vel hørt Tale i almindelige Udtryk om Frihedens Herlighed og en liberal Constitutions velgjørende Virkninger; de have desuden saa længe hørt de Fremmede holde sig op over og dadle det gejstlige Regimente, at de nu ogsaa selv give det Skylden for alle Misligheder, men de Flestes Begreber om politisk Frihed ere dog yderst uklare, og de tænke sig den upaatvivleligt meest som et Indbegreb af flere smaa personlige Friheder; om en Constitution have de vel endnu dunklere Forestillinger, og navnlig have vel de Færreste noget Begreb om de personlige Indskrænkninger og Opoffrelser, Friheden netop paalegger, naar den skal virke velgjørende og ej udarte i blot og bar Ret til at genere sine Medborgere. Enkelte tænke vel og paa færre Indskrænkninger i Næringsveje, færre Skatter og Afgifter, større Adgang for Alle og Enhver til at erhverve Magt og Indflydelse, men nogen klar Bevidsthed om, hvad der egentlig udfordres og hvad man selv egentlig vil eller bør ville, findes neppe, end mindre om de nødvendige Betingelser eller Qvalificationer til at kunne nyde eller bruge en fri Forfatning. Experimentet af 1848 har noksom viist dette, og hvis det nu atter skulde lykkes Romerne at erholde en constitutionel Forfatning, vilde det ikke gaa stort bedre. Her har man maaskee større Beføjelse end ellers til at anvende de saa ofte misbrugte Ord, „at Folket ikke er modent til Friheden“ At anvende disse, som saa hyppigt har været Tilfældet, om de besindige, til det constitutionelle Liv ligesom skabte og desuden nu saa oplyste germaniske Nationer, er utilbørligt, thi om dem gjelder det virkeligt, at Modenheden enten allerede er tilstede eller i ganske kort Tid erhverves ved Hjelp af selve Constitutionen. Men med de sydeuropæiske Nationer, af romanisk Herkomst, er det anderledes. Her mangler overhoved den Besindighed, det Maadehold, som udmerker de germaniske Folkeslag; for at bøde paa Mangelen er en desto højere Grad af Dannelse og Oplysning nødvendig; men naar nu, som idetmindste i Kirkestaten, Oplysningen ej alene ikke er højere, men endog uendeligt lavere end blandt hine Nationer, begribes det heel vel, at en ny Constitution for Kirkestaten enten vilde blive kortvarig, som den forrige, eller, om den vedvarede, i mindst een Generation kun komme en forholdsviis liden Kreds af de højere Klassers Medlemmer til Gode.
Skulde man nærmere charakterisere den ringere Befolknings, især Landbefolkningens, Cultur- eller rettere Ikkecultur-Tilstand, saa kunde man neppe bruge et mere passende Ord, end at kalde den vild eller idetmindste halvvild. De samme charakteristiske Tegn paa Vildheden aabenbare sig her, som de, man læser om i Skildringer af Nordamerikas Indianerstammer. Jeg erindrer etsteds at have seet en Beskrivelse af det Indtryk, nogle nordamerikanske Vilde, der vare komne til Paris, gjorde paa en aandfuld og nøjagtig Iagttager. Der stod blandt andet, at Udtrykket i deres Blik og Aasyn nærmest maatte kaldes drømmende, som om Aanden egentlig stedse slumrede eller kun var kommen til halv Bevidsthed. Det samme er ganske Tilfeldet med Fleerheden af Landbeboerne i Kirkestaten, ja endog med mange i Byerne. De i sig selv smukke, kvikke, om gode naturlige Evner vidnende Øjne have dog dette drømmende, halvdyriske Præg, der ej engang saa let lader sig beskrive, men som de fleste dog let ville kunne forestille sig; man merker, at der er en Sjæl, et vist Instinct, men at Aanden endnu ikke har været sat i Virksomhed; uvilkaarligt glemmer man næsten, at det er Mennesker eller tænkende Væsener, man har for sig, men betragter dem mere som Skabninger af en underordnet Klasse. De fleste forhen omtalte Misligheder og Uelskverdigheder hos Menigmand i og ved Rom ere netop de Fejl, der pleje at ledsage Vildhedstilstanden, navnlig Hevngjerrighed, Grusomhed og den velbekjendte Mangel paa Respect for Ejendomsretten. Heraf fornemmelig de mange Røverier og Tyverier, der øves i Italien. Italieneren er ikke af Naturen rovgjerrigere eller tyvagtigere end andre Nationer, kanskee endog, om det kom til Stykket, mindre. Men Vildhedstilstanden, i hvilken han befinder sig, gjør det vanskeligt, ofte umuligt for ham at fatte, at den, der mangler, ikke skulde have Ret til at hjelpe sig saa godt skee kan ved at tage af Andres. Og kan han hverken røve eller stjele, nøjes han med at tigge. Dette indeholder for ham intet ydmygende og er derfor hos ham heller intet Tegn paa nogen Mangel paa Æresfølelse; Tanken om, at Æren har noget hermed at bestille, er for ham ganske fremmed; han har kun en dunkel Forestilling om, at den, der har meget, kan eller bør afgive noget til den, som har lidet. Det vilde være spildt Møje at forsøge paa at bibringe ham fornuftigere Begreber: han har ikke Betingelserne til at kunne fatte dem. Man kan jo nu vistnok sige, at det er til stor Dadel for Regjeringen, at den ej har sørget bedre for Folkeoplysningen, men tilladt Befolkningen at udarte til denne Vildhed. Men Regjeringen og det hele System tilhører, som allerede bemerket, en for os tilbagelagt Tid, og man kan derfor ikke egentlig gaa i Rette med den, at den ej har følt eller indseet, hvad der ej føltes eller indsaaes paa hiin Tid: Aarhundrederne ere gangne hen over den, og den er bleven sig selv liig. Og for dette kan man ej gaa saa meget i Rette med den. For det første er den ved sine Traditioner og ved selve Betingelserne for dens Tilværelse mere anviist paa Fastholden ved det bestaaende end de fleste andre; for det andet medfører endog Erindringen om Roms Fortid og Rigdommen paa Mindesmerker fra denne Tid, at man lettelig glemmer Nutiden over Fortiden. Endelig have ogsaa de fremmede Magter neppe engang levnet den Stunder til at beskjeftige sig tilbørligt med Folkets nærmeste Interesser.
Forresten ville vi ej hermed sige, at Uelskverdighederne ved den italienske Almuesmands Charakter derfor ere mindre uhyggelige, at de mere grunde sig i Mangel paa Cultur, end i slet naturlig Disposition. De formildes vistnok, eller rettere glemmes stundom, ved de mange utvetydige Beviser paa oprindelig god Forstand og godt Hjerte, som enhver, der i nogen Tid har opholdt sig i eller ved Rom, nødvendigviis maa have erfaret; Man faar endog i Længden meget tilovers for Folket, trods alle Ubehageligheder, men disse Ubehageligheder undlade dog ikke altid at føles som saadanne, ja stundom at gjøre en saa modbydelig Virkning og i den Grad at forbittre Tilværelsen, at man kunde fristes til at ønske sig langt borte. Isærdeleshed maa Betleriet altid være afskrækkende for den Fremmede og noget, hvortil han aldrig ret vænner sig. Thi ej nok med, at der i Mængdeviis findes virkelige professionelle Betlere og Betlersker, som ingen anden Levevej have, som besette alle Gader og offentlige Steder, ofte paaberaabende sig virkelig eller foregiven Legemsbrek og fremvisende de modbydeligste Saar eller Skavanker —, lader det til, at alle Almuesbørn uden Forskjel opdrages til at anfalde enhver Velklædt, der gaar forbi, og især Fremmede, med de impertinenteste Tiggerier, og ofte, naar de intet faa, da at tilraabe dem alskens Ukvemsord. Endog temmelig velklædte, idetmindste slet ikke pjaltede, friskt og sundt udseende Børn, der aabenbart ingen Nød lide, og i en Alder, hvor de godt kunde arbejde, undsee sig ikke ved saaledes at forurolige de Forbigaaende, og der gives somoftest ingen anden Udvej, end med Stok og Steen at jage dem bort. Herved sløves allerede fra Barns Been deres Æresfølelse, og de ere siden istand til at underkaste sig de meest nedverdigende Ydmygelser, begaa de æreløseste Handlinger for den ubetydeligste Pengevinding. Blandt Fruentimmerne lader det til, at legemligt Arbejde ansees for en saa stor Lidelse, at den, der paatager sig saadant, formelig er berettiget til at betragte sig som Martyrinde og anfalde de Forbigaaende med Fordring paa Almisse. Enhver, der om Sommeren har opholdt sig i en eller anden liden By paa Landet, har sikkert om Aftenen ofte mødt Fruentimmer, store, trivelige, med hele og gode Klæder, kommende hjem fra Mark arbeide med et Bundt Hø eller et Knippe Veed e. a. d. paa Hovedet. Men han har da heller ikke undgaaet, næsten med Grovhed at blive affordret en Gave. Byrden paa Hovedet er Tiggerprivilegiet. Nær beslægtet med Tiggeriet er den ublue, ligesaa nedverdigende Forlangen af Drikkepenge for enhver, endog den ubetydeligste Haandsrekning. Alt dette staar, som sagt, i nøjeste Forbindelse med de uklare Begreber om Ejendomsrettens Hellighed, der ogsaa for en Deel bevirke Røverier og Tyverier. Hertil kommer og hiin Dovenskab og Arbejdssky, som er en Skjødesynd især hos den mandlige Deel af Befolkningen, og som vel tildeels har sin Grund i mislige Landboforhold, der idetmindste tidligere hindrede Arbejderne fra at nyde de tilbørlige Frugter af sit Arbejde. Meget hidrører vel ogsaa fra eldgammel Slendrian og Vane. Den oprindelige Befolkning af de latinske og sabinske Egne var kraftig og arbejdsom; Bønderne ejede da ogsaa selv sine Grundstykker. Men efterhaanden opkjøbtes, som allerede forhen paapeget, al Grunden af de romerske Riigmænd, der oprettede store Godser, som de lode dyrke ved sine Træle; disse havde naturligviis ingen personlig Interesse af at arbejde mere eller udbringe mere af Arbejdet, end nødvendigt. Jorden blev derfor slet dyrket og Dovenskab Dagens Orden i alt Landbo-Arbejde, saaat hiin gamle Forfatter vistnok har Ret, som siger, at „de svære Godser ødelagde Italien“. Saaledes vedblev det til hen i Middelalderen. Den nuværende Landbefolkning, overhoved hele Almueklassen, maa være Efterkommere af hine Træle, i hvis Ætter Dovenskabstraditionen og Vanen visselig holdt sig, thi de urolige Forhold i Middelalderen vare endnu mindre skikkede til at begunstige Arbejde og Stræbsomhed, end Oldtiden. Og de nuværende Forhold ere ganske byggede paa Middelalderens; ingen Grundreformer have fundet Sted, man har kun af og til søgt at rette paa et eller andet.
Hvad den Fremmede ogsaa vistnok for en stor Deel har Grund til at anke over, er den Hensynsløshed for Andres Tarv og Bekvemmelighed, der udspringer deels af hiin Vildhed, deels af Vanen til fordetmeste at leve i det Frie og ikke genere sig. Heri adskiller Romerne, eller vel endog Italienerne overhoved, sig merkeligt fra Nordboen. Medens denne, med sin sterke Selvfølelse, er for stolt til at ville paatrænge sig Andre, som derved vilde føle sig generede, findes hos Italieneren ingen saadanne Skrupler; den meest pjaltede Lazzaron, bedekket med Smuds fra Øverst til Nederst, betænker sig ikke et Øjeblik paa at sette sig, om det var paa Skjødet af den fornemste Dame, naar det falder ham ind, medens han desuagtet for et Par Skilling er rede til at kaste sig i Støvet for hende og kysse Sømmen af hendes Klædning. Dette kan dog endda nogenledes lade sig undskylde, og vil af dem, der sværme for absolut Frihed og Lighed uden at have prøvet, hvad den leder til, endog blive forsvaret. Men hvad der ej saa godt lader sig forsvare, er den complette Ligegyldighed for andres Ro og Bekvemmelighed, hvormed Enhver tror sig berettiget til at larme og skraale uden mindste Sky og Maadehold. Jeg vil her endda ikke holde mig saa synderlig op ved, at ingen generer sig for at føre en Samtale om hvilkensomhelst Materie aldeles højrøstet, og som om Ingen var tilstede, hvem dette kunde kede eller genere; det er en ligefrem Følge af det bestandige heel eller halv offentlige Samliv, og at man, for ej at falde andre til Besvær, skulde senke Stemmen eller tale afsides, kan naturligviis ligesaalidet falde halvvilde Mennesker ind, som om en Hund skulde undlade at gjø eller Høns at kagle i Menneskers Paahør. Men en anden Sag er, at ingen har Betænkelighed ved at brøle eller skraale af fuld Hals til hvilkensomhelst Tid. Jeg har selv seet paa en af Roms meest besøgte Gader, og paa en Tid, da den var meest opfyldt af Mennesker, hvorledes tvende lange halvvoxne Lømler, der stode omtrent et Par Hundrede Skridt fra hinanden, fandt for godt at samtale med hinanden i denne Afstand, naturligviis skraalende af fuld Hals, uden at kære sig om de Forbigaaende, som de næsten skraalede lige i Øret, saa at deres Trommehinde var nær ved at briste. Om Nætterne, især om Sommernætterne, kan man paa Roms Gader altid være vis paa at høre Støj og Skraal, men Rom er dog i saa Henr seende en stille By i Sammenligning med Smaabyerne. I disse besværes man i den Grad af Brølen, Hylen og alskens anden Larm, at man stundom kan blive aldeles fortvivlet; paa Nattero er der da ej at tænke, og for Syge maa det vistnok endog være farligt. Sagen er den, at om Sommeren bliver der arbejdet mere om Natten end om Dagen; og nu er det engang Skik og Brug, at Arbejderne forkorte sig Tiden ved hvad de kalde Sang, men egentlig ikke er stort andet end uartikuleret Brølen af fuld Hals. Og Ulykken er nu, at de begynde med denne Brølen allerede om Aftenen, sværmende om i Gaderne, førend de gaa paa Arbejde. Undertiden nærmer denne Brølen sig noget mere til Sang, idet hvert enkelt Vers ender med en langt udtrukken melancholsk Accord, hvori hver især endog har sin særskilte Stemme; men paa denne Accord nær er alt det øvrige ene og alene disharmonisk Skrig. Og dog maa man prise sig lykkelig, naar Nætterne alene forstyrres paa denne Maade; men det sedvanlige er, at Enhver, gamle og unge Folk, og ganske smaa Gutter, brøle og hyle obligat, af alle Livsens Kræfter, saaat man skulde tro, at deres Lunger maatte springe. Naar nu hertil kommer den uafladelige Snakkerads, ogsaa holdt fortissimo, mellem Personer af begge Kjøn og enhver Alder, hvorved især Kvindernes Repliker ere gjennemtrængende, og den sig dermed blandende Brølen af Oxer, Skryden af Esler og Bjeffen af Hunde, der ere forskrækkede over al denne Larm, kan der, som man let indseer, ej være Tale om Nattero, og det er kun ubegribeligt, at Øvrigheden taaler det, især da der aldrig mangler paa Gensd’armer, der slentre omkring. Hos os og i hvilketsomhelst civiliseret Land vilde slige Skraalhalse øjeblikkeligt blive tagne ved Vingebenet. Men i Rom er Politiet, som det lader, meest til for et Syns Skyld eller for at genere skikkelige Folk. At nu de fleste, der larme paa denne utaalelige Maade, alene gjøre det af Naivetet, eller fordi de ikke vide bedre, indrømmes gjerne; men slig Mangel paa Hensyn til andres Bekvemmelighed er dog i og for sig daddelverdig. Dog er der virkelig ikke faa, som larme i den bestemte Hensigt at genere. Jeg har f. Ex. lagt Merke til, at Larmen om Aftenen altid er sterkest udenfor Huse, hvor der musiceres. Her er Hensigten aabenbart den, at forstyrre Musiken. Enkelte have ved slig Lejlighed søgt at faa Skraalerne bort ved at øse Vand over dem, men dette er et farligt Middel, da det somoftest besvares med en Steenregn, som i mildeste Tilfælde kan ødelægge Vinduerne, oftere gjøre større Skade.
Thi Hevngjerrighed er, som sagt, charakteristisk for den italienske, som den amerikanske Vildmand. Og ligesom denne, er det især legemlige Fornærmelser, virkelige eller indbildte, han søger at hevne, og somoftest paa en Viis, der langt overstiger Fornærmelsens Grad. Et Slag f. Ex. tilgiver den italienske Almuesmand aldrig og hevner det, om han kan, endog med Drab. Dette er ikke Æresfølelse, thi den samme Mand veltede sig gjerne i Støvet og taalte den meest ydmygende Behandling for at faa et Par Skilling: det er alene Hevn-Instinctet, som Vildheden lader fri Tøjle. Over Følgerne tænkes der ikke; en saadan Drabsmand bliver endog somoftest begunstiget af Opinionen. Han kan derved længe undgaa den her desuden i sig selv temmelig søvnige Retferdigheds Arme. Det milde Klima tillader ham at tilbringe længere Tid i Smuthuller oppe mellem Bjergene eller i Skovene, end det hos os var muligt: ofte har han da intet andet at friste Livet ved, end at røve og plyndre. Saaledes kan man sige, at Vildheden og Hevngjerrigheden ofte skaber Røverne, og det milde Klima begunstiger deres Tilværelse. Om endog Justitsen og den udøvende Magt her var langt virksommere og kraftigere, end den i Virkeligheden er, vilde den dog have langt anderledes Vanskeligheder ved at hemme Uvæsenet, end det hjemme hos os vilde være Tilfældet, hvor den strenge Vinter er Retferdighedens kraftigste Medhjelp.
De her skildrede mislige Forhold give ogsaa hele Landskabet i Kirkestaten, og i det Neapolitanske, sin særegne, fra vore Begreber om Liv og Hygge temmelig afvigende Charakteer. Den almindeligt herskende Usikkerhed bragte nemlig allerede i Middelalderen Landboerne og Agerdyrkerne til at flytte sammen, ej engang i Landsbyer, men i virkelige Byer, med Mure og Porte, og om end Middelalderens Fejder ere ophørte, saa at disse Byer ej længere behøve at være befestede, er dog Usikkerheden udenfor dem endnu saa stor, at det ikke vilde være ret trygt at opholde sig i eenligt staaende Landhuse, naar man ikke, hvad alene de Rige og Megtige ere istand til, kan bygge store, vidtløftige, solide Paladser med høje og faste Mure, over hvilke ingen Røver lettelig kan trænge, og inden hvilke desuden altid en betydelig Masse af Tyende plejer at være tilstede. Følgen heraf begriber man letteligt. Hvad der hos os bidrager til at give de fleste Landskaber et saa livligt Præg, de rundt omkring til alle Kanter liggende Gaarde med deres forskjellige Bygninger og øvrige Tilbehør, findes slet ikke, ej engang Landsbyer, som i Danmark og Tydskland; Landboerne trænge sig sammen i hine Byer med høje fængselsagtige Huse, hvor det da bogstaveligt mylrer af Folk. Man kan saaledes rejse lange Strækninger uden at see saagodtsom et eneste Huus eller andre Tegn paa Menneskers Tilværelse, end Landevejen, den opdyrkede Jord og hist og her maaskee en Lade, eller en Hytte for dem, der om Somrene ligge paa Vagt i de fjernere Viingaarde. Behageligheden af at bebo et Huus, omgivet af Skov og Mark, hvor man umiddelbart fra sin Stue kan træde ud i det Frie og slænge sig i Græsset, kjendes her ikke: i de store Villaer møder man nærmest Huset altid Terrasser med Steenrækverk, Trapper, Vandspring o. s. v., altsammen meget smukt, beregnet paa den bedste Effect, og med de herligste Udsigter, men ingensteds nyder man den friske Naturs umiddelbare Nærhed. Derfor har heller ikke Italienerne nutildags egentlig nogen Sands for Landlivet. At ligge paa Landet om Sommeren vil dog her kun sige „at opholde sig i en eller anden af de mindre Byer“, hvor Fordelen kun er den, at Luften er friskere, og at man har faa Skridt at gaa, inden man kommer ud i det Grønne, men hvor man dog fra sine Vinduer kun seer graae Huse og smudsige Gader, paa hvilke især mod Aftenen og om Helligdage en Vrimmel af Mennesker, mere eller mindre banditmessigt costumerede, bogstaveligt synes at mylre op af Brostenene.
Af alt dette fremgaar, at Italiens, eller idetmindste Kirkestatens Befolkning endnu kan kaldes en usleben Diamant, hvis gode naturlige Egenskaber nu kun formørkes og skjules af de Fejl, der uundgaaeligt klæbe ved den Vildhedstilstand, hvori den befinder sig. Hvorledes den skulde bringes ud heraf, er her ikke Stedet at antyde, om det end var muligt for os uden at kjende Forholdene endnu nøjere. Saameget tro vi alene at kunne sige, at den Maade, hvorpaa Italien hidtil har været betragtet og behandlet af det øvrige Europas Magter, meget har bidraget til Folkets Forvildelse, da Regjeringerne egentlig næsten aldrig have faaet Suk for sig til at arbejde paa Folkenes Oplysning og Dannelse. Ikke at vi hermed ville forsvare Regjeringerne, eller benegte, at selve Regjeringsprinciperne i det Hele taget have været foreldede og ugunstige for Befolkningens sande Opkomst. Men vi mene kun, at endog de ypperligste og mest velmenende Regjeringer under de hidtil bestaaende Forhold ikke vilde kunne have udrettet synderligt. Dertil udfordres fremfor alt Fred og Ro.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Norskt Maanedsskrift, VI. S. 331–350, 488–576 (1860).
- ↑ [rettere fra Leo den 4des Tid (852)].
- ↑ Da slige Basiliker ogsaa brugtes til andre offentlige Øjemed end netop Rettergang, navnlig til Kjøbmandshaller eller Børser, finder man, hvad der ellers kunde synes uforklarligt, Peterskirken — Basilica Sancti Petri — i den islandske Abbed Nikolas’s Beskrivelse over Rom fra det 12te Aarhundrede kaldet kauphús (Børs); see Werlauffs Symbolæ, S. 46.
- ↑ Jeg veed her ingen bedre Betegnelsesmaade, end dette eldgamle norske Ord, der endnu hyppigt bruges i daglig Tale, idetmindste i Sammensetningen „Ylrøk“, „Ølrøk“, og som fremfor mange andre fortjener at optages i Skriftsproget.
- ↑ Nogle antage, at Navnet skulde være en Fordrejelse af „Cynthianum“, der antyder et Dianatempel.
- ↑ Sedvanligviis angive de, der her vise Rejsende omkring, et Sted oppe ved selve Tusculum som Stedet for Ciceros Villa. Da dette sikkert grunder sig paa eldre Antiqvarers Antagelser, har man her et ypperligt Exempel paa hvor usikkre og paa løse eller rettere urimelige Grunde byggede mange af disse vare. Thi som Grund til, at Ciceros Villa netop henlegges her, anføres, at Amphitheatret laa i Nærheden, og det brugte Cicero som Forelæsningsrum!!!