Oplysninger om det pavelige Archiv og dets Indhold

Peter Andreas Munch

Samlede Afhandlinger

Utgitt av Gustav Storm, Alb. Cammermeyer, 1876 (4, s. 423-506).

Oplysninger om det pavelige Archiv og dets Indhold, fornemmelig Regesterne og disses Indretning, samt om det Udbytte, heraf er at hente for Nordens og især Norges Historie.^[1]

Det pavelige Archiv indtager for Tiden flere Stokverk af en vidtløftig Fløj i den vestlige Deel af det vaticanske Palads; det støder til Bibliotheket, men har Indgangen paa den modsatte Side. Tidligere, maaskee endog lige til for faa Aar siden, opbevaredes idetmindste en Deel deraf paa Engelsborgen. Forøvrigt forstaar det af sig selv, at det, med Undtagelse af den Tid, da det ifølge Kejser Napoleons Bud var flyttet til Paris, altid fulgte den pavelige Hovedresidens.^[2] I den Tid, Pavehoffet havde sit Tilhold i Avignon, var saaledes ogsaa Archivet her; meget deraf blev endog efter Schismaets ophør og Pavehoffets Tilbageflytning efterliggende i Avignon, og førtes først senere og efterhaanden, i lange Mellemrum, til Rom, de sidste Stykker ikke førend i 1792, netop i den yderste Tid til at undgaa de Revolutionæres Ødeleggelseslyst. Før den Avignonske Residentstid er det sandsynligt, at dets Locale ej var i det vaticanske, men i det lateranske Palads paa Coeliushøjden, hvilket indtil da betragtedes som og virkelig ogsaa fordetmeste var Pavernes egentlige Hjem og Bolig. Da Paverne, foruden at være Kirkens Overhoved, ogsaa vare Fyrster over et Stykke af Italien, er det klart, at deres Archiv maa indeholde Sager vedkommende deres Styrelse baade i den første og i den anden Egenskab. Men de talrige Documenter og Optegnelser, der kunne henregnes til den sidste Kategorie, ere naturligviis alene af Vigtighed for dem, der beskjeftige sig med Italiens Historie i Almindelighed, eller med Kirkestatens og de tilgrændsende Staters Historie i Særdeleshed. For det øvrige Europas Historie, navnlig for Nordens, have de ingen anden Interesse, end forsaavidt de kunne tjene til at skaffe almindelige Oplysninger om Skikke og Sæder i Middelalderen, eller maaskee nu og da opklare enkelte personalhistoriske Spørsmaal, eller vel og en eller anden Gang kaste et Lys paa Pavehoffets politiske Stilling, naar denne igjen havde Indflydelse paa Kirkens Anliggender. Men i alle Fald kunne de ved nærverende Undersøgelse lades ude af Betragtning. Der er imidlertid ikke blevet saa nøje iagttaget at holde disse to Hovedklasser af Archivsager skilte fra hinanden, som man kunde ønske. Hvad de originale Documenter angaar, da medførte dette vistnok ingen Vanskeligheder, men i alle Copibøger findes kirkelige og Pavens verdslige Territorium vedkommende Sager aldeles om hinanden, saa at man ej kan gjennemgaa hine uden ogsaa for en stor Deel at maatte befatte sig med disse.

Den Klasse af pavelige Archivsager, der her nærmest vedkommer os, og som nærmest kan kaldes den kirkelige, bestemt som det ligger i Sagene Natur, deels af originale Documenter, deels af Copier, fordetmeste indførte i dertil bestemte Protokoller. Men det begribes ogsaa let, at denne Inddeling paa det nærmeste falder sammen med den i indkomne og udgangne Sager. Thi de fra pavestolen udgangne originalbreve ere kun vendte tilbage til Rom, forsaavidt de vedkom Pavens verdslige Territorium; de, der vedkomme den kirkelige Styrelse, ere at søge rundt om i Europas Archiver, og af dem beholdtes kun Copierne tilbage i Rom; de originale kirkelige Sager, der findes i det pavelige Archiv, ere saaledes paa det nærmeste kun Breve eller andre Documenter, indløbne fra de forskjellige katholske Lande i og udenfor Europa. Dog maa her som en Undtagelse merkes, hvad der nedenfor vil blive nærmere omhandlet, at visse Slags indkomne Ansøgninger plejede at extraheres, førend de forelagdes Paven til Afgjørelse, og Extracterne at indføres i særegne Copibøger, af hvilke der paa den Maade findes fleres der alene indeholde indkomne Sager; dernæst, at der ved Pavens eget Hof eller i hans Administrations-Contoirer maatte forfattes mange Documenter og føres mange Protokoller, der vedkom dette Hof eller disse Contoirer selv, hvilke altsaa, skjønt ej indkomne udenfra, dog maa henregnes til de originale Sager. Omvendt ere endnu mange af de originale Udkast til udgangne Breve opbevarede, hvilke desuagtet, siden de jo dog ej ere Originalbrevene selv, maa regnes blandt Copierne. Inddelingen kan saaledes bekvemmest gjøres paa følgende Maade:

A. Originale Sager.

1. Indkomne Breve fra geistlige og verdslige Personer udenfor Curien, Gjenparter af Tractater, Koncordater m. m., Indberetninger fra pavelige Nuncier og Legater med vedlagte Actstykker, som f. Ex. Vidnesforhør, til dem udstedte Forskrivninger o. s. v., Proces-Akter m. m.

2. Documenter eller Protokoller, affattede ved Curien selv, som f. Ex. Regnskaber, aflagte af tilbagevendte Tiende- eller Annal-Collecteurer, Qvitteringsbøger over Biskopers og andre Prælaters Indberetninger; Regnskabsbøger over Indtægter og Udgifter ved visse Administrationsgrene, Protokoller over afdøde Pavers Efterladenskaber, o. s. v.

B. Copier,

deels 1) af udgangne Breve, til hvilke Copier jeg og for lettere Oversigts Skyld henfører de nysomtalte opbevarede Originaludkast, deels 2) af indkomne Suppliker, begge Dele i Regelen indførte i formeligt holdte Copibøger.

Hvad nu Afdelingen Lit. A. 1 angaar, da er det klart, at hvis den var fuldstændig, og man saaledes havde idetmindste de vigtigste af de Skrivelser, der Aar efter Aar indkom til Pavestolen fra de forskjellige katholske Lande, vilde dette ej alene udgjøre den største, men ogsaa uden Sammenligning den for ikke-italienske Nationer vigtigste og interessanteste Deel af Archivet. Det ligger nemlig i sagens Natur, hvad vi ogsaa noksom erfare af alskens skriftlige Optegnelser fra Middelalderen, at der saavel mellem Geistligheden i ethvert Land som de verdslige Autoriteter og Pavestolen fandt en uafladelig og meget levende Brevvexling Sted, idet snart en eller anden Biskop eller Prælat anholdt om Forholdsregler i visse Tilfelde, eller foredrog en eller anden vigtig Sag, eller klagede over Colleger, Underordnede eller verdslige Høvdinger: snart disse paa sin Side klagede over Geistligheden eller over verdslige Modstandere; Snart saavel Geistlige som verdslige indgave Ansøgninger om Dispensationer, Indulgenser, Privilegier, Protectorier m. m. Og hertil kom alle de Skrivelser, hvorved de udsendte pavelige Sendebud underrettede Curien om Tilstanden i de Lande, hvor de opholdt sig, meldte deres egne Forholdsregler og æskede Instruxer for specielle Tilfelde. Det er let at beregne, at der især i Pavedømmets velmagtsperiode fra Innocentius d. 3die af til henimod Schismet, maa aarligt, ja dagligt vere indkommet umaadelige Masser af deslige Skrivelser. Men denne Mængde har vel og selv veret den nærmeste Aarsag til, at forholdsviis saa faa ere opbevarede, idetmindste før Schismet eller rettere før Reformationen. Thi man maatte snart indsee, at skulde man bevare dem alle, vilde i alle Fald intet Archivlocale, som man i Middelalderen havde at byde over, kunne rumme dem (ja neppe nutildags vilde noget Locale dertil kunne forslaa), og at det derfor var i sin Orden at tilintetgjøre alt, hvad der ej havde blivende Interesse eller antoges i Fremtiden at kunne blive af Vigtighed. Dette synes ogsaa stadigt at vere iagttaget, idet man, naar en Sag var afgjort, og dens vigtigste Momenter – som det altid skete – anførte i den endelige Resolution, tilintetgjorde alle de dertil hørende Documenter, hvilket val formodentlig oftest gik til paa den Maade, at man lod det skrevne afvaske og afskrabe for at kunne benytte Pergamentet, der altid var kostbart, til andre Skriverier. Man tænkte i de Tider ej lettelig paa, at saa mange af disse Sager i Tidens Løb vilde kunne faa en historisk Interesse; det var desuden ikke Curiens Sag at drage omsorg for andre Landes Historiographi, naar ikke disse selv ved at opbevare Copier af slige mere interessante Skrivelser sørgede derfor. Saavidt man kan skjønne, var det ogsaa i andre Lande sedvanligt, ikke ved Archiverne at opbevare, hvad der vedkom afgjorte Sager og ej antoges i Fremtiden at kunne blive af Vigtighed. Hvad der saaledes nu forefindes ved det pavelige Archiv af indkomne Original-Documenter ere enten Sager, hvis blivende Interesse for Curien er øiensynlig, eller og et og andet, som kun tilfeldigviis maa have undgaaet Tilintetgjørelsen ved at henligge i en eller anden skjult Krog indtil det opdagedes paa en Tid, da dets Elde allerede gjorde det interessant. De Documenter og Brevskaber, hvis Tilintetgjørelse man nu i Særdeleshed maa beklage, ere de Breve og Indberetninger fra pavelige Sendebud rundt om i Europa, eller fra højtstaaende geistlige og verdslige Personer, hvortil der i Curiens Skrivelser saa ofte hentydes, og som maa have indeholdt uvurdeerlige Fremstillinger af de politiske Forholde i de respective Lande. Hvilket Lys maatte ikke f. E. alle de Breve, der nødvendigviis maa være indløbne fra de norske Biskoper under Striden med Kong Sverre, kunne kaste paa de mange dunkle Steder i hans Historie, som den fra et eensidigt Standpunkt affattede Saga leverer? Vi kjende eet saadant Brev, opbevaret blandt den hellige Abbed Villjams Verker, fordi han conciperede det for den landflygtige Erkebiskop Erik af Nidaros i Aaret 1190^[3], og dettes Indhold er allerede tilstrækkeligt til at vise os, hvor uendelig meget vi have tabt i de øvrige. Blandt Innocentius den 3dies Breve findes et af 7de Juni 1211 til Norges Biskoper, vedkommende Fredsslutningen mellem Kongerne Inge og Philip i 1208, indeholdende en kort Fremstilling af Forholdene, udtrykkeligt, som der siges, grundet paa indløbne Efterretninger fra Norge.^[4] Og man vilde næsten ikke vide noget paalideligt om Striden mellem Kong Sverke Karlssøn og Erik Knutssøn i Sverige omkring 1204, dersom ikke et Brev fra Pave Innocentius af 1208, hvori Beretninger fra Sverige korteligt recapituleres, gav Besked derom.^[5] Hvormeget mere havde vi ikke erfaret, om Original-Beretningerne i alle disse Tilfelde havde veret opbevarede? Skjebnen har her veret Norden ugunstigere end andre Lande, for hvis Vedkommende dog enkelte gamle Nunciaturberetninger ere opbevarede. Saaledes har man endog for Polens vedkommende idetmindste tvende udførlige og heel interessante Indberetninger af 19de Juni 1337 og 21de September 1338 fra den pavelige Nuncius Galhardus de Carceribus, nu trykte i Theiners store Diplomatarium til Polens kirkelige Historie i Middelalderen. For Norden findes intet saadant, uden de smaa Oplysninger, der hist og her kunne hentes af Nunciernes Regnskaber, hvorom strax nedenfor. Hvad om man f. Ex. havde haft alle de Breve og Beretninger, der nødvendigviis maa have været indsendte af Cardinal Villjam under hans Sendelse til Norden i 1247 og 1248, og den Dagbog, han siges at have forfattet! Ej at tale om Legaten Stephanus af Ovieto’s Beretninger fra 1164, og Nikolas’s fra 1152. Men end ikke den Overeenskomst, som denne Legat sluttede mellem Kirken og den norske Krone, og hvoraf der dog idetmindste maa have veret en Gjenpart ved Curien, er nu længer at finde. Først ved Reformationstiden synes man ved Curien at have begyndt at legge Vind paa, omhyggeligt at opbevare Nunciaturberetningerne, thi fra den Tid af findes saadanne i Mængdeviis, og heel udførlige. Men disse Beretninger ere kun middelbart af Interesse for Nordens Historie. Ogsaa Breve fra Konger og Fyrster synes man fra den Tid at have lagt mere Vind paa et opbevare; de bleve senere endog indførte i særskilte Copibøger: „literæ principum“. Dog findes der kun faa Breve fra nordiske Fyrster. Jeg har kun fundet nogle fra Christian den 2den og Gustav Vasa.

De fleste nu existerende eldre Orginaldocumenter af Klassen litr. A. 2, idetmindste de vedkommende Nordens Historie, vedrøre Indkrævningen af de pavelige Indtægter, som Annater, Denarius S^ti Petri (Rumaskattr), den Geistligheden ved forskjellige Lejligheder paalagte Tiende, m. m., og i vidtløftigere Forstand kan selve Regnskaberne, som de udsendte Nuntier efter Tilbagekomsten indleverede, regnes heriblandt. Det eldste Document, man har af dette Slags, er en udateret Beretning om, hvad der var udrettet med Indsamlingen af den ved Conciliet i Lyon paalagte Sexaarstiende af alle Geistligheden Indtægter til det hellige Lands Undsetning lige fra 1275, da Collectionen begyndte, indtil 1286, eller maaskee 1287, da der i 1286 ankomne Collector og Nuntius, Huguitio af Castiglione, sendte sin første Remisse. Documentet indeholder blandt andet en nøjagtig og udførlig Specification over hvad den i 1282 afdøde Erkebiskop Jon havde indsamlet for eet Aar i Nidaros Erkebiskopsdømme, men som først nu ved Huguitio’s Foranstaltning indsendtes.^[6]

Det næste derefter i Tidsrekken er det Regnskab, som aflagdes af de to pavelige Nuntier og Collectorer, Johan af Seron, Prior ved Dominicanerklosteret i Figeac ved Cahors, og Bernard af Orteuil, Prest til Novaux i Alets Biskopsdømme, der i August 1326 sendtes til Sverige og Norge for at opkræve den Sexaarstiende af Geistligheden, der var bleven udskreven paa Conciliet i Vienne 1312, og som opholdt sig i Norden til 1329. Dette Regnskab haves fuldstændigt og er et temmelig vidtløftigt Foliohefte, hvor der først gjøres Rede for de fra hvert Dioces indkomne Summer, dernæst for deres Omsætning til Gylden, og Assignation ved forskjellige Vexler, især gjennem fiorentinske Handelscompagnier, endelig for de medgaaede Udgifter; den sidste Afdeling indeholder, ved at specificere Rejse-Udgifterne, et Slags kort Indberetning om Nuntiernes Bevægelser og Foretagender under deres Mission, som i Mangel af de udførlige Relationer, hvilken de visselig maa have indsendt, ej kan ansees uvigtig.^[7] Af andre Documenter vedkommende disse Nuntier eller forfattede ved deres Foranstaltning forefindes nu, saavidt vides, ingen uden et langt Vidnesforhør vedkommende Forholdene i Linköpings Biskopsdømme, optaget i 1328; ingen derimod vedkommende Norge.

Næst efter Regnskabsheftet fra de nævnte Nuntier følger et lignende fra deres umiddelbare Efterfølger, Peter Gervais, først Canonicus i Annecy, siden i Viviers, der i 1330 sendtes som apostolisk Nuntius til Norden, deels for at ordne kirkelige Forholde, deels for at indkræve Restancerne af Sexaarstienden, af Rumaskatten, Annater m. m. Han forblev i Norden over tre Aar, og den Afdeling af hans, forresten paa samme Maade som hans Forgængeres indrettede, Regnskabsbog, der omhandler hans Rejse-Udgifter, er noget udførligere affattet og giver saaledes flere interessante Oplysninger om de samtidige Forhold i Norden. Navnlig lærer man f. Ex. deraf, at 1332 er den danske Konge Christopher Erikssøns rette Dødsaar, ikke 1333, som hidtil af de fleste var antaget. Heller ikke fra Peter Gervais forefindes nu andre Originaldocumenter, vedkommende Norden, i det pavelige Archiv.^[8]

Den nærmeste derpaa følgende Nuntius, fra hvilken Originaldocumenter haves, er Johan de Guilbert, en Geistlig fra Narbonne, der i Anledning af den 1343 paalagte treaarige Pavetiende tilligemed en heel Deel andre Collections-Anliggender m. m. sendtes som Nuntius til Norden, hvis Lande han besøgte ikke mindre end tre Gange, indtil henimod 1360, og imidlertid erholdt Exspectance paa flere Beneficier i og udenfor Norden, efter hvilke han benevnes (fornemmelig efter Decanatet ved Domkirken i Dorpat, hvilket dog aldrig kom i hans virkelige Besiddelse). Hans Regnskabsbøger ere desverre tabte, men man har endnu flere Originalbreve, forfattede ved hans Foranstaltning, samt de specificerede Qvitteringer over oppebaarne Penge, hans Undercollectorer afgave til Biskoperne, saavelsom de igjen af hine afgivne Qvitteringer til de kongelige Befuldmegtigede, og Undercolleetorernes hele Regnskab for Norge, dels i Copi, dels i Original. Aarsagen, hvorfor hans Sendelse har veret mere frugtbar paa opbevarede Originalbreve, er nemlig den, at Paven havde tilstaaet Kong Magnus Erikssøn alt, hvad Johan fik opkrævet af Pavetienden i hans Riger og Lande, til Laans, for at bestride Udgifterne ved hans Krig med Russer og Kareler. Hvad der saaledes erholdtes, udbetaltes fra Tid til anden til de kgl. Befuldmegtigede; i Sverige synes disse endog selv at have modtaget Pengene i hvert Dioces af vedkommende Biskop, i Norge derimod fik de dem udbetalt af Undercollectorerne. Ved alle slige Udbetalinger udstedtes naturligviis Qvitteringsbreve, og da disse tjente som Bilag til at bestemme den Gjelds Størrelse, Kongen paadrog sig, ere de opbevarede, de for Norges Vedkommende baade i Original og i dobbelte Gjenparter, indførte i Papirshefter, vistnok efter Johans egen Foranstaltning; de, der vedkomme Sverige, haves derimod ej længer i Original, kun i saadanne Gjenparter som nys nævnt, paa den Maade, at der nu findes eet Hefte for hans „primus adventus“, vedkommende Sverige, og to Dublethefter for hans „secundus og tertius adventus“, vedkommende begge Lande, foruden eet Hefte, indeholdende de vigtigste Obligationer.^[9] Thi det forstod sig af sig selv, at Kongen maatte udstede sin Obligation for de ham saaledes forundte Penge, og det endog forsynet med Selvskyldnercaution fra Rigernes Stormend. Denne Obligation er endnu opbevaret, saavel i Original, som i Gjenpart, indført i det nysnevnte Hefte; den er udstedt af Dronning Blanche i Kongens Fravær (ved Hæren mod Rusland) d. 19de Marts 1351, i Jønkøping, og blandt Selvskyldnerne forekommer ogsaa Orm Eysteinssøn, Norges Drotsete. Siden tiltraadtes og godkjendtes den af Kongen ved et eget Document, der kun haves i Afskrift. Den Sum, Kongen saaledes blev skyldig, var 12000 mkr. S. for Sverige og noget over 10000 for Norge, tilsammen over 22000, som det af andre Documenter viser sig, thi da det kom til Stykket, kunde han ikke betale mere end en liden Deel deraf, og i den Anledning fik han ej alene mange Paamindelses- og Truselsbreve fra Paven, men der blev og udferdiget vidtløftige Notarialprotester m. m., eftersom det nu gjaldt at holde sig til Cautionisterne. Det stod saaledes hen i flere Aar. Johan de Guilbert døde, efterat imidlertid Henrik Biskop, Canonicus i Lübeck, var udnævnt til hans Collega: i Johans Sted udnævntes siden Guido de la Croix, Canonicus af Mirepoix, deels for at berigtige disse Restancer, deels for at indkræve nye paalagte Pavetiender. De Skridt, disse Nuntier gjorde for at inddrive Restancen af Kongens Gjeld, uden dog, som det lader, at erholde endog det Halve, har ligeledes affødt endeel Originaldocumenter, der vel aldrig vare blevne opbevarede saa vel, hvis Gjelden var bleven betalt. Idetmindste vilde da Obligationerne selv have været extraderede.

Af de mange forskjellige Originalregnskaber, vedkommende Curiens egne nærmere Anliggender eller det hele Cameralvæsen, og som for det meste ere indbefattede under Benævnelsen Diversa Cameralia, men hvortil vistnok ogsaa i videre Forstand de nysnævnte Sager kunne henregnes, indeholde mange Stykker højst interessante Bidrag til forskjellige europæiske Landes Historie, men det vilde her blive for vidtløftigt at omtale dem alle eller endog de fleste, især da dog kun en ringe Deel deraf er af Vigtighed for Nordens Historie.^[10] Hvad der særskilt fortjener at udhæves, ere de faa endnu tilbageblevne Qvitteringsbøger, der indeholde de Qvitteringer, som meddeeltes Biskoperne for den rigtige Erlæggelse af hans aarlige Tributer til Curien. Enhver Biskop maatte nemlig i sin Eed forpligte sig til, hvert andet eller hvert tredie Aar, alt eftersom hans Dioees laa nærmere eller længere borte fra Curien, at besøge den, enten selv eller ved Fuldmægtig, og ved slig Lejlighed sees dere aarlige Udtællinger, der paahvilede ham, at have veret berigtigede, som f. Ex. de saakaldte communia servitia til Curien selv og quatuor servitia minuta til visse Personer af pavens Omgivelser. Jeg har dog kun stødt paa et eneste saadant Hefte, kaldet „liber quietantiarum“ fra Pave Innocentius d. 6tes Tid, nu indbunden i Regesta Chartacea T. II.; her forekomme Qvitteringer fra Biskoperne i Vesteraas, Linköping, Reval, Oslo, Skara, Slesvig, Upsala, Syderøerne og Stavanger. Andre Qvitteringsbøger indeholde Qvitteringer for indsendte Collectionspenge o. a. d. I de sildigere Tider finder man enkelte til denne Kategori henhørende Sager indlemmede blandt de virkelige Regester eller Copibøger over udgangne Breve, f. Ex. hele Bind, numererede i Rekken af Regestbindene, men alene indeholdende Capitulationer med de Capitainer over Lejetropper, der toge Tjeneste hos Paven. Men nogen fuldstendig Rekke af alle disse Sager, der i sin Heelhed vilde vere saa interessante, kan man desverre ikke opstille. Hvad der forefindes, er kun en Ubetydelighed imod hvad der maa have gaaet tabt, og man fristes ogsaa her til at antage, at det meste kun er frelst og opbevaret ved et heldigt Tilfelde, men at det oprindeligen var bestemt til at tilintetgjøres.

---

Vi komme nu til Hoved-Afdelingen B., der for den, som beskjeftiger sig med Tidsrummet før Udgangen af det femtende Aarhundrede, uden Sammenligning bliver den vigtigste, endog saaledes at man ved Undersøgelser i det vaticanske Archiv for hiint Tidsrum i Almindelighed kun forstaar Eftergranskninger i Regestbøgerne.

Den Skik, at indføre de pavelige Skrivelser i Copibøger, forinden Originalerne afsendtes til sit Bestemmelsessted, lader til at have bestaaet fra meget langt tilbage i Tiden. Man har saaledes endnu en saadan Copibog for Gregor den 7des Breve, samt for nogle faa Paver eldre end Innocentius den 3die; de her indeholdte Breve ere alle udgivne i Harduins, Colets og andre Samlinger; ligesaa citeres Alexander d. 2dens og Paschalis d. 2dens Regester. Men de fleste ere tabte, og man behøver kun at betragte det ubetydelige Antal af de Breve, som forefindes i hine endnu opbevarede samt aftrykte Copibøger, for strax at kunne skjønne, at Registreringen maa have skeet yderst mangelagtigt og uden nogen bestemt Plan, ligesom vel ogsaa Opbevaringen maa have veret mislig. Først med Innocentius d. 3die begynder den fortløbende Rekke af opbevarede, mere indholdsrige Regestbøger, og man har saaledes heri tilstrækkeligt Syn for Sagn til Bekræftelse af hvad der udtrykkeligt om ham fortælles, at han bestemte, hvorledes der for hvert paveligt Regjeringsaar skulde indrettes en Copi- eller Regest-Bog, indeholdende de i dette Aar udgivne Breve. Han maa imidlertid ogsaa have givet Befaling saavel til en omhyggeligere Opbevaring af Copibøgerne, end forud, som til optagelse i Copibøgerne af flere Breve, end det hidtil var brugeligt: eller overhoved, han maa have indført en saadan forbedret Orden ved Registreringen, saavel som overhoved ved det pavelige Archiv-Væsen, at med hans Bestigelse af Pavestolen en ny Æra maa vere begyndt for dette, og at man med Føje kan tillegge denne store Pave blandt hans mange andre Fortjenester ogsaa den, at vere det nuverende Archivs egentlige Grundlegger.

i Det var dog ikke Innocentius’s Hensigt, at Regesterne enten skulde indeholde alle de fra Curien udgangne Breve, eller blot indskrænke sig til de udgaaende. Ved at sammenholde hans egne Regestbøger med de virkelige Originalbreve, der endnu haves fra de samme Aar, sees det, at flere af disse ikke ere optagne, og at man saaledes kun har indført dem, man ansaa for de vigtigste, eller af andre Grunde fandt det passende at opbevare paa denne Maade. Derhos møder man flere indkomne Skrivelser, hvoraf man altsaa erfarer, at efter den Oprindelige Plan ogsaa slige i visse Tilfelde skulde optages. Paa samme Viis finder man og indløbne Skrivelser copierede hist og her i hans Eftermand Honorius d. 3dies Regester. Med allerede med disse ophører denne Skik. I Gregorius d. 9des Regester findes ingen indkomne, kun udgangne Skrivelser, Og det sees at vere blevet Regelen, kun at indføre det sidste Slags. Derimod synes det, som om man efterhaanden har gjort Kategorien for de Breve, der skulde optages, mere omfattende. Saaledes f. Ex. finder man allerførst hos Innocentius d. 4de (1243–1254) Biskops-Udnevnelser, hvoraf ingen findes hos hine tre foregaaende Paver, ja ej engang Confirmationer af Erkebiskopsvalg, hvilke dog meddeeltes af Paven. Imidlertid synes man før Johannes d. 22des Tid aldrig nogensinde at have lagt an paa, fuldstændigt at optage alle Breve, der udgik fra Curien.

For nu nøjere og anskueligere at kunne gjøre Rede for Regestbøgernes Indretning og Beskaffenhed, bliver det her nødvendigt at forudskikke nogle Oplysninger om det pavelige Cancellie og dettes Forretningsorden i middelalderens tre sidste Aarhundreder.

Man erfarer, saavel af Innocentius d. 3dies, som de følgende Pavers Breve, at det pavelige Cancellie forestodes af en Cantsler eller Vicecantsler, under hvilke der igjen stod flere Notarier. Der lader ikke til at have veret nogen Cantsler eller Vicecantsler paa een Gang, og sedvanligviis finder man kun een Vicecantsler, ingen Cantsler. I den forhen meddeelte Notits om de pavelige Embedsmends Gagering er saaledes ogsaa kun Vicecantsleren opført. Notarierne vare etslags Expeditions-Secretairer eller Underbestyrere af de enkelte Contoirer. De vare samtlige høje Prælater, Vicecantsleren blev hyppigt, Cantsleren var vel endog stedse Cardinal. Notarierne førte ofte Titel af pavelige Capellaner, men ogsaa de avancerede stundom til Cardinalatet. Som Exempel paa det her anførte kan nævnes, at man mellem 1205 og 1212 finder Johannes, Cardinal-Diacon af St. Maria in Cosmedin, som S. s. Romanæ ecclesiæ Cancellarius, at Vicecantsleren Rainald, der har udferdiget flere Breve i Innocentius d. 3dies første Tid, nævnes i de seneste af disse som Erkebiskop af Acerenza (Archiepiscopus Acherontinus) i det Neapolitanske, og at Notarien Johannes, der udstedte Breve mellem 1203 og 1205, kalder sig først Subdiaconus, siden Cardinal-Diaconus af St. Maria in via lata, ligesom Magister Guido, der i Egenskab af Notar har udferdiget flere Breve under Honorius den 3die, var pavelig Capellan. Af det her anførte erfares (allerede, at hvorvel Brevenes Udferdigelse egentlig var Cantslerens eller Vicecantslerens Sag, kunde den dog ogsaa skee ved Notarien, formodentlig naar hine havde Forfald eller ej vare ved Haanden.

Under disse Embedsmend stod nu det hele Personale af Copister eller Skrivere, med et fælles Navn kaldte Scriptores, men mellem hvilke Forretningerne vare fordeelte efter deres Beskaffenhed, vistnok med Hensyn til hver enkelts Kundskaber og Dygtighed.

Naar et Brev skulde affattes, hvortil man ikke allerede havde en staaende Form, kunde Conciperingen deraf i Regelen alene betroes den, der havde nogen større Kjendskab til og Øvelse i Forretningernes Gang. Man finder og, at de, der i de pavelige Contorer havde dette Hverv, udgjorde en egen Classe, der kaldes Abbreviatores. Saadanne fandtes ej alene i Cancelliet, men og i hvad man kunde kalde de øvrige Departementer, nemlig Camera (Finantsministeriet, der forestodes af Camerarius), Thesauraria (Zahlkassen, under Thesaurarius), og Penitentiaria (for Absolutionssager o. a. d.).^[11] De af Abbreviatorerne gjorte Udkast eller Minuter kaldes i Pavebrevene selv literæ notatæ. Mange af disse ere endnu opbevarede, lige fra Clemens d. 6tes Tid, og disse ere skrevne paa Papir, større Breve paa hele Ark, sedvanligviis i to Spalter, i mindre derimod paa mindre Blade af forskjellig Størrelse. De sees at vere nøjagtigt gjennemgaaede og rettede, formodentlig af vedkommende Notarius, deels, som man maa antage, førend de foredroges for Paven til Vedtagelse, deels under Foredraget. I de sildigere Tider ere de paategnede af Notarius, vistnok til Vidnesbyrd om, at de i denne Form ere blevne vedtagne af Paven. De eldre Breve have ingen saadan Paategning, men bagpaa findes gjerne et R., der sandsynligviis betegner „receptum“ eller „recognitum“ eller „relatum“; muligt ogsaa registrandum eller registretur, skjønt, efter hvad der nedenfor vil sees, et af hine førstnævnte Udtryk maa antages rimeligere. Af de opbevarede Minuters Indhold synes man at maatte slutte, hvad der allerede ovenfor er antydet, at hvad der behandledes paa denne omstendelige Maade, det vil sige heelt igjennem conciperedes, corrigeredes og siden foredroges Paven til vedtagelse, alene eller paa det nærmeste kun var de Sager, ved hvis Affattelse man ej havde nogen staaende Formel at rette sig efter, eller hvor i alle Fald Formelen udgjorde den mindste Deel, saaat det fra først til sidst, eller i den største Deel af Brevet kom an paa, for dette ene særskilte Tilfelde at velje de hensigtsmessigste Udtryk. Thi med de Breve, der hørte til den sedvanlige Forretningsorden, og for hvilke allerede tidligt bestemte Formler vare vedtagne, behøvedes vistnok ikke saa mange Omstendigheder; i vore Dage vilde man dertil endog have benyttet sig af trykte Blanquetter til Udfyldning (hvilket virkelig ogsaa nuomstunder for saadanne Tilfelde skeer ved de pavelige Contoirer); naar man her kun havde erholdt Tilkjendegivelse af Pavens Resolution i Sagen, der somoftest maatte indskrænke sig til simpelt „Ja“ eller „Nej“, var det en let Sag at udferdige Brevet efter den bestemte Formular og de for det særskilte Tilfelde opgivne Data. Man finder derfor og virkelig i den pavelige Cancellistiil udtrykkeligt skjelnet mellem literæ simplices eller communes, d. e. saadanne, som kunne udferdiges alene under Cantslerens eller hans Substituts Ansvar (naturligviis overensstemmende med den erhvervede Resolution) uden at foredrages Paven til endelig Vedtagelse, og literæ ad legendum, d. e. saadanne, hvorved Foredraget af Concepten for Paven selv og dennes vedtagelse var nødvendig. „Notandum est“, heder det saaledes i et gammelt, om deslige Sager handlende, Manuskript,^[12] quod commissionum aliæ sunt simplices, aliæ communes, aliæ legendæ; et dicuntur simplices vel communes eo, quod sine difficultate dantur^[13], cum simpliciter de jure communi earum ordo dependet et processus; legendæ dicuntur eo, quod semper oporteat eas legi domino papæ. De communibus et simplicibus est regula generalis, quod dari possunt a notario vel cancellario.“ Til hine literæ simplices og communes, ofte. under eet kaldte communes, regnedes netop saadanne, der for største Delen affattedes efter staaende Formularer, som Confirmationer af Erkebiskopsvalg med Følgebreve, concessiones pallii, senere hen ogsaa de mange Provisioner til Biskopsstole og ringere geistlige Beneficier, alleslags Dispensationer, Protectorier m. m., saaledes som det nedenfor nærmere vil blive omhandlet. De fleste af disse Sager vare af den Natur, at en Supplik af Vedkommende, til hvis Fordeel Brevet udferdigedes, først var indgiven til Paven og i Original eller i Extract forelagt ham til Resolution: man har endnu flere Rekker af slige indregistrerede Supplik-Extracter – hvorom ligeledes mere nedenfor – og det sees af disse, at den pavelige Indvilgelse alene gaves ved et paategnet „Fiat“, samt at der altid efter dette følger den med særskilt „Fiat“ forsynede Clausul: „quod transeat sine alia lectione“ (ɔ: overgives til Expedition uden yderligere Foredrag), hvilket altsaa klarligt viser, at disse Sager ej vare ad legendum, og at Ansvaret for deres rigtige Expedition alene maa have paahvilet Cantsler eller Notar. Blandt hine Minuter derimod, idetmindste alle dem, jeg har gjennemgaaet, findes ikke et eneste Brev, der vedkomme de ovennævnte Sager, eller endog paa nogen Maade kunde have veret affattede efter Formularer. Det er altsaa klart, at idetmindste disse Minuter kun indeholde Breve ad legendum, og at de alle have veret foredragne for Paven selv. Ved at sammenligne dem med en Mengde andre i de pavelige Regestbøger indførte Skrivelser seer man, at dette Slags Breve ogsaa hyppigt, ener snarere sedvanligt, kaldtes secretæ, hvilket her ikke antyder nogen større Hemmelighed, neppe engang at de vare udferdigede i lukt Tilstand (literæ clausæ), skjønt vistnok de fleste af dem i Følge af deres Beskaffenhed maa have veret det^[14]: Ordet maa mere have Hensyn til Omstendeligheden og Forsigtigheden ved deres Udferdigelse. Til disse literæ secretæ have vel derfor Abbreviatorernes Arbeide nærmest indskrænket sig, og derfor maa de have hørt til de mere anseede og betroede blandt det pavelige Contoir-Personale. Maaskee de endog, som Delisle antager, dannede et eget Bureau for sig; dog er det ogsaa heel antageligt, at hvis Cancelliet, som man maa formode, var inddeelt i visse Hovedcontoirer efter Sagernes forskjellige Beskaffenhed, hvert under en Notarius, ethvert saadant Hovedcontoir havde sin særskilte Afdeling af Abbreviatorer. Hermed vil jeg ikke paastaa, at der og til de øvrige Breve, endog hvor Formular brugtes, blev skrevet etslags Klak, førend de reenskreves til Udferdigelse, men dette kunde udføres af de underordnede Skrivere, Klakken behøvede ej at foredrages for Paven og blev derfor vel og skreven med mindre Omhu, maaskee den endog indskrænkede sig til de faa Linjer, der skulde indskydes i Formularen. Imidlertid er det dog merkeligt, at ingen saadan Klak findes opbevaret: i alle Fald har man da ikke fundet det Umagen verd at conservere den, om man end ikke derfor tør slutte, at ingen Klak blev skreven.

Blandt Contoir-Personalet finder man ogsaa stundom nævnte correctores literarum papalium, saaledes f. Ex. i den ovenfor meddeelte Gageliste. Formodentlig var det disses Function at forrette det første Correctionsarbeide ved Minuterne, eller maaskee endog kun at rette de simplere Klakker til communes inden Reenskrivningen, thi Brevene ad legendum maatte jo dog nærmest vere forbeholdte Notarius, Cantslerens og tilsidst Pavens egen Correction. Eller maaskee de og havde at gjennemsee de allerede til Udferdigelse reenskrevne Breve, for at man kunde vere vis paa, at Intet var feilskrevet eller udeladt. Der findes nemlig flere saadanne i det pavelige Archiv, aabenbart Reenskrifter, men ej forsynede med Bulle og aldrig afgangne til Bestemmelsesstedet, vistnok fordi man har fundet en eller anden Feil deri, der endog ofte nu torde vere vanskelig at opdage, da den meget ofte kan have bestaaet i en enkelt Bogstavs Form, medens Texten forøvrigt har varet rigtigt skrevet, saaledes som det vil sees af det følgende.

Det øvrige og vistnok det talrigste Skriverpersonale bestod af Grossatores og Regestratores eller Registratores. De første reenskrev Brevene til Udferdigelse og kaldtes saaledes, fordi Brevene altid reenskreves med noget større Bogstaver, literæ grossæ, smukkere og tydeligere end den sedvanlige Cursiv. Reenskrevne Breve sagdes derfor at vere redactæ in grossam literam eller ingrossatæ, og denne Benevnelse har endnu vedligeholdt sig i England, hvor Reenskrivning af offentlige Akter kaldes „to engross“. Disse Grossatores maatte ej alene kunne skrive en god Haand – dette var maaskee endog deres mindste Ferdighed –, men ogsaa, og fornemmelig, til Punkt og Prikke kjende alle de, tildeels hemmeligholdte, Smaakneb og Finesser, hvorved man søgte at forebygge Forfalskning af pavelige Breve, idet man gjorde det let for den Indviede at opdage, hvilke vare forfalskede og hvilke ikke. Thi en Mengde saadanne Smaaregler, som det for den Uindviede enten maatte vere aldeles umuligt, eller og kun efter møjsommeligt Studium af en uhyre Mengde Pavebreve tilnærmelsesviis muligt, at abstrahere, men hvis Ikke-Iagttagelse dog strax i det pavelige Cancellie kunde opdages og paapeges, maatte meget lette opdagelsen af de fleste Falsknerier, og Visheden herom maatte igjen afskrække Falsknerne fra at øve deres Uvæsen altfor grovt.^[15] At Pavebrevene alligevel forfalskedes, derom have vi ej alene Pave Innocentius’s Forsikkring i flere af ham selv udgivne Breve,^[16] men flere slige falske Pavebreve ere endog opbevarede indtil vore Tider. I Baronius’s Annaler for 1195, no. 20, fortelles der om en Geistlig i Erkebiskop Galfrid af Yorks Tjeneste, der skulde have øvet slig Bedrift og fabrikeret flere falske Buller, og muligt er det, at den forfalskede Bulle, hvorved Kong Sverre paastod den ham overgaaede Bandsettelse at vere tilbagekaldt, er bleven til paa denne Viis. Man kunde nemlig med større Tryghed for ej at controlleres øve Forfalskningen af foregivne Breve til langtbortliggende Lande. – Det er ikke usandsynligt, at lignende hemmelige Regler for Reenskrivningen af Orginalbreve ogsaa har veret iagttaget ved andre Fyrsters Cancellier, navnlig der, hvor man finder, at det var Skik og Brug at skrive Brevene med litera grossa, som ved det keiserlige Cancellie, i Spanien, Frankrige og England. Hos os derimod bleve Brevene fordetmeste skrevne med almindelig Cursivhaand, ved hvilken slige Sikkerhedsregler neppe kunde iagttages: derimod var maaskee her de til enhver Tid fungerende Skrivendes Hender saa bekjendte, at ingen yderligere Garantie end dem og seglet behøvedes. – Controllen af mistænkelige Breve, der indsendtes til Undersøgelse, paalaa formodentlig nærmest Archivaren, der kaldtes Scriniarius. Hans Sag var det idetmindste at undersøge eldre, til Fornyelse og Confirmation indsendte, originalbreve og lade dem paany afskrive.^[17]

Naar et til Udferdigelse antaget Brev var reenskrevet og corrigeret, blev Seglet, der ved de pavelige Breve var af Bly, paasat af særegent dertil beskikkede Contoirfolk, kaldte Bullatores. Blyklumpen, der anvendtes til Forseglingen, var nemlig i Form af en Kugle, paa Latin kaldet bulla, med et Hul, gjennem hvilket Snoren, der befestede den til Brevet, blev dragen; dernæst blev Kuglen lagt under Signetet, der egentlig var et Stempel, i Lighed med Myntstempler, hvorved den pressedes ganske flad og Snoren klemtes fast, saaledes som det endnu skeer ved Varers Plombering paa Toldsteder. Denne Stempling foregaar dog nu ved Tang eller Skrue; i eldre Tider, idetmindste ved Curien, skete den som al Myntning ved Hammerslag.^[18] Bullerne ere i Regelen tosidige, forestillende paa den ene Side Apostlerne Petri og Pauli Hoveder med hver sin Glorie, bestaaende af Punkter, og deres Navnes Begyndelsesbogstaver tilføjede; paa den anden Side Pavens Navn, heelt udskrevet, f. Ex. „Innocentius pp. III.“ ikke rundt om langs Randen, men i lige Linjer, sedvanligt tre.^[19] Det er, som bekjendt, efter disse Blysegl, at de pavelige officielle Breve med et fælles Navn kalpes Buller, thi alle med Metalsegl forseglede Breve plejede i Middelalderen at kaldes saaledes, f. Ex. det bekjendte Document om Fremgangsmaaden ved Keiservalget i Tydskland, kaldet den gyldne Bulle. Ogsaa i det gamle norske Archiv var der et Brev, der benævntes den gyldne Bulle (Gullboluskrá), nemlig fra den byzantinske Keiser Alexius Angelus til Kong Sverre af c. 1194.^[20] Bullerne befestedes til Brevene enten i en Silkesnor (guul og rød), eller i en Hampesnor, som en almindelig tyk Hyssing.^[21] Bullerne tilføjedes undertiden meget lang Tid efter Reenskrivningen og Dateringen. Som Exempel herpaa kan anføres et Brev til Biskopen i Ribe, udstedt af pave Martinus d. 4de under 22de Juni 1284, men endnu ikke bulleret ved hans Død d. 28de Marts 1285, saa at det maatte udferdiges af hans Eftermand Honorius IV, strax efterat denne var valgt til Pave, men førend han endnu var kronet. Det heder nemlig i Udferdigelsesbrevet af 5te April 1285: … verum quum antequam literæ bullatæ fuissent, huiusmodi prædecessor diem clausit extremum, … Vicecancellarius illas nobis legere procuravit &c. Brevet havde altsaa henligget ubeseglet i noget over ni Maaneder.

Om pavens Underskrift paa nogen Bulle var der egentlig aldrig Spørgsmaal. Overhoved kom det i Middelalderen, hvor Skrivekyndighed var sjeldnere, ikke an paa Underskrift, men paa Segl. Kun paa een Klasse af Pavebreve, nemlig Privilegier og hvad dertil regnes, findes Underskrifter, men vel at merke Cardinalernes, ikke pavens. Under Texten, midt paa Bladet, i en Linjes Afstand fra sidste Linje, tegnedes et saakaldet Hjul, det vil sige to concentriske Cirkler, den yderste af omtrent to Tommers Diameter, den inderste lidt mindre, og denne igjen deelt ved et retvinklet Græsk Kors i fire Qvadranter, i hvilke man indtegnede „Scs Petrus“, „Scs Paulus“, og pavens Navn, saaledes som det her er viist efter et af Innocentius d. 3die udstedt Brev. I Rummet mellem begge Cirkler anbragtes pavens valgsprog: enhver pave maatte nemlig antage et saadant. Ved Siden af Hjulet blev der skrevet „Ego N. N. catholice eccle eps ss (d. e. subscripsi)“; men heller ikke dette egenhendigt af Paven: alt, hvad denne selv skrev eller tegnede, var det lille Kors øverst oppe mellem begge Cirkler, foran Valgsproget. Strax efter pavens Navn fulgte et Monogram, betegnende BENE VALETE. Men lige under pavens Navn, den ene under den anden, skrev Cardinal-Biskoperne egenhendigt et Kors, og deres Navne samt Titler og ss; paa samme Maade, til Venstre, Cardinal-Presbyterne, og til Højre Cardinal–Diaconerne. At disse Underskrifter virkelig ere egenhendige, sees noksom ved Sammenligning af flere Buller, undertegnede til forskjellige Tider af samme Cardinal; Haandskrifternes charakteristiske Egenheder ere overalt de samme. Ligeledes sees det ofte, at de forskjellige Haandskrifter paa een og samme Bulle ere med Blek af forskjellig Sorthed: idetmindste et Beviis paa, at de ikke ere skrevne paa een Gang eller paa eet Sted, men maaskee endog Brevene have circuleret til Underskrift.

Hvad Dateringen angaar, da skeer denne i alle Breve eldre end 15de Aarhundrede efter den romerske Kalender, og Aaret angives stedse efter Pavens Tiltrædelse af Pontifikatet, f. Ex „Datum Romæ apud Sanctum Petrum, pontificatus nostri anno decimo.“ Man maa altsaa, for at kunne reducere denne Angivelse til Aar efter Christi Fødsel, nøje kjende enhver Paves Kroningsdag, thi derfra, ej fra Valgdagen, regnedes Pontifikatsaaret. Kun i Privilegier eller lignende solenne Documenter tilføjedes i eldre Tider Aarstallet efter Christus, men da sedvanligst efter Incarnationen, 25de Marts. Ofte tilføjedes da ogsaa Indictionen, men den beregnedes ikke altid paa samme Maade, og det eneste sikkre, man har at holde sig til, men som og er saa sikkert, at man ej behøver at tage Notits af nogen anden Angivelse, er Pontificats-Aaret. Henimod-Midten af 15de Aarhundrede begyndte man i alle eller de fleste Breve at tilføje Aarstallet, men altid-efter Incarnationen.

De fuldferdige Breve bleve endelig, forinden de afgik til deres Bestemmelsessted, indførte i Regesten eller Copibogen af de føromtalte Registratores eller Regestratores, som deraf have deres Navn: man finder nemlig snart Formen Regestum, der vel egentlig er det rette, snart, eller endog hyppigst, Regestrum, snart Registrum. Disse Registratorer maa have udgjort en talrig Klasse af Skrivere og formodentlig dannet den mest underordnede Deel af Personalet, eller Begynder-Klassen, de deres Arbeide var det elementæreste, hvortil der egentlig ikke fordredes andet, end at de kunde forstaa Latin og med en tydelig Haand afskrive det dem forelagte. Nogen kalligraphisk Dygtighed udfordredes her ikke, da man i Regesten kun anvendte den sedvanlige Cursivhaand: man støder desuden i Regesterne selv paa mange Steder, hvor disse Afskrivere have læst eller skrevet Fejl, ja endog forsyndet sig mod den latinske Grammatik: altsammen Beviis paa, at ej faa af dem manglede Dygtighed nok til at ingrossere, end sige at concipere. Deres Klasse var derfor vistnok den, gjennem hvilken de, der ej formedelst særegne Talenter, Kundskaber eller Protection skød Gjenveje, tjente sig op til de vigtigere Forretninger,^[22] hvilket dog ikke hindrer, at flere vedbleve som Registratorer al deres Tid, eller saa lenge de vare ansatte i de pavelige Contoirer, da man stundom gjennem lange Aarrekker finder een og samme Haandskrift i de pavelige Regester. Registratorerne synes at have dannet et eget Bureau, om det saa kan kaldes, i de pavelige Contoirer, eftersom Regesterne, skrevne af dem, sees at indeholde i Fleng Sager, der snart vedkomme Cancelliet, snart Camera, snart Thesauraria, snart Penitentiaria, men desuagtet synes dog ogsaa enkelte af dem at have veret ansatte ved særskilte Forretningsgrene; der findes f. Ex. omtalte „Registratores Supplicationum“, hvilke altsaa kun havde det Hverv at føre Copibøgerne over Supplik-Extracterne. Flere Data synes med Bestemthed at vise, at Registreringen i Regelen foregik efter Reenskrivningen, og at saaledes selve Grossen eller Originaldocumentet maa have veret forelagt Copisten. Saaledes finder man nemlig ved flere indførte Privilegier Hjulet med de tilhørende Underskrifter copierede, og dette fandtes visselig ikke paa Klakken. Delisle citerer et Originalbrev, opbevaret i Paris, af Urbanus d. 4de, dateret 13de December 1263, hvor Ordet Registetur findes skrevet paa Folden.^[23] Ligeledes gives der andre, hvor Bogstavet R. findes skrevet bagpaa, hvilket da enten kan betyde „Registetur“ eller „Registratum est“, men hvor man derhos finder en Henviisning til Stedet, hvor det er indført i den pavelige Regeste, f. Ex. et Privilegium af 25de Februar 1211: Scriptum est primo folio primi quaterni anni XIIII^mi.^[24] Derimod kunde der vers Spørsmaal ved Breve, der besegledes saa lang Tid efter Dateringen, som det, hvorpaa Exempel er meddeelt, om ikke disse indførtes strax efter Reenskrivningen, før Beseglingen; men Spørsmaalet maa dog visselig besvares med Nej, thi ellers vilde man have fundet det anførte Brev til Biskopen i Ribe, der henlaa over ni Maaneder ubeseglet, indført i Martinus d. 4des, ikke i Honorius d. 4des Regester, eller i alle Fald i dem begge. Dog mellem Beseglingen og Registreringen kan ikke lang Tid vere gaaet hen, thi naar Brevene vare ferdige, maatte de jo dog snarest muligt afsendes til deres Bestemmelsessted. Vi mangle desuden heller ikke mere positive Data. Hertil høre nu for det første de nysomtalte Henviisninger til Stedet i Regesten, thi naar Brevene engang vare afsendte, er det dog ikke rimeligt, at de siden sendtes tilbage igjen for at registreres: Registreringen maa saaledes have fundet Sted strax efter Afsendelsen. I Regesten for Gregorius den 9des sjette Aar, fol. 5, følger efter Brevet no. 13 et uden Rubrik, saalydende:

Missi Greci nuper ad nostram presentiam non uidebantur illius esse peritie, quod cum eis plene possit discuti questio que incidit hijs diebus de forma baptismatis circa Grecos. quia uero cum peritioribus et forte jmperij Romanie habenda est super hoc plenioris discussionis indago. et istos remittimus et te volumus interim supersedere processui circa illos qui se asserunt baptizatos. Sed in baptizandis decetero apostolice sedis forma seruetur. quam nec instantia questionis ambiguam, nec dubitationis scrupulus reddit obscuram. Datum Spoleti. vj. Jd. Junij. anno Sexto.

Men i Margen, langsmed, er der tilføjet „Vacat“, d. e. „udgaar“, hvilket altsaa viser, at dette Brev er casseret. Og umiddelbart derefter følger, med tilføjet No. 14, og med Rubriken „Archiepiscopo Barensi“, følgende:

Missos nuper a te Grecos ad nostram presentiam super forma baptismatis audiuimus diligenter. Sed quoniam expectatio plenioris indaginis decisionem protrahere poterit questionis, remittimus illos ad propria, sustinentes eosdem super premisso in sui ritus tolerantia interim non turbari. Datum Spoleti Jd. Junij. anno Sexto.

Her er det aabenbart, at dette sidste Brev er sat i Stedet for det casserede, og at man altsaa i Mellemtiden mellem 8de Juni, det førstes Datum, og 13de, det sidstes, har fundet noget at udsette paa hiints Form eller Indhold og derfor omskrevet det. Nu kunde man endog vere fristet til at antage, at det casserede har veret registreret før Beseglingen, og at malt forinden denne kom til, er bleven opmerksom paa dets Mangler; men da man ifølge det foregaaende ikke vel tør formode noget saadant, maa altsaa her baade Besegling og Registrering have fundet Sted i Løbet af hine fem Dage. Endelig seer man endog af den Omstændighed, at Brevene for hvert Aar ikke nøjagtigt ere indførte i Regesterne efter Datumernes Tidsfølge inden dette, at man deels har maattet rette sig efter Beseglingen, deels og, naar der var meget at indføre, der ej kunde skee i kort Tid, efter den kortere eller længere Frist, man havde, inden Brevet skulde afsendes, saaledes at man først indførte, hvad der mest hastede, og siden, hvad der uden Skade kunde henligge længer. Thi medens man sjelden finder noget Brev dateret saa langt som tre, og saavidt vides aldrig fire, Maaneder senere end et andet, der i Regesten følger bagefter, saa er det derimod sedvanligt, at der inden dette Tidsrum findes yngre og eldre Datumer om hinanden; hvilket neppe kan forklares anderledes, end at Registrator ej har kunnet overtage at indføre de emanerende Breve chronologisk Dag for Dag, hvilket ogsaa ofte var en Umulighed, naar der, som det ej sjelden hendte, paa een Dag emanerede henved tre snese lange Breve; – men at han da uden Hensyn til Datum skrev først, hvad der først skulde afgaa, og gjemte til siden, hvad der kunde vente. Man finder f. Ex. at Geistlige fra Norden gjerne opholdt sig flere Maaneder ved Curien, naar de her havde noget at udrette, da den lange og bekostelige Reise gjorde det nødvendigt for dem at benytte Opholdet til at udføre saa meget for sig og Foresatte eller Venner, som muligt; hvis en saadan Geistlig f. Ex. ej skulde reise førend først i September, behøvede han ikke at faa et ved Curien i Juni erhvervet og dateret Brev udleveret førend sidst i August, altsaa hastede det heller ikke med Registreringen førend da, medens derimod en anden, der var ankommen først i Juli og kun skulde opholde sig en Maaned ved Curien, maatte have de i denne Maaned erhvervede og daterede Breve med sig allerede omkring 1ste August; de maatte saaledes og registreres førend hine, uagtet de vare af et sildigere Datum.^[25] – Jeg har anseet det nødvendigt at dvele noget nærmere ved dette Punkt, fordi nylig den Mening har veret fremsat,^[26] at Regesterne skulde vere betydeligt yngre end originalbrevene, ja endog skrevne efter den Paves Tid, hvis Breve de indeholde, skjønt rigtignok Absurditeten af denne Antagelse synes at maatte vere indlysende for Enhver, der tilbørligt kjender og nøjere overvejer Forholdene.

Jeg kommer her tilbage til den Omstendighed, at ikke alle pavelige Breve indregistreredes. Det bedste Beviis derpaa er, at der endnu existere saa mange originalbreve, der dog ikke findes indførte i Regest-Codices for de respective Aar, som dog vise sig at vere ligesaa fuldstendige nu, som da de afsluttedes strax efter at vere fuldskrevne. Det kan tildeels endog sluttes af den før omtalte Paategning „Registetur“ eller R(egistratum) paa enkelte originalbreve Aarsagen, hvorfor ikke alle indførtes, var vistnok den, at man, især, som det synes, i eldre Tider, ej fandt det nødvendigt ved andre end dem, der antoges at vere af saadan Vigtighed, at der, i Tilfelde af at Originalbreve forvanskedes eller forkom, kunde blive Spørsmaal om at erhverve verificerede Afskrifter, eller hvoraf der overhoved maatte interessere Curien at have en paalidelig Gjenpart, efterat Originalen var bortsendt. Formodentlig indførtes da først og fremst Breve af sidste Slags; de derimod, der begrundede en Rettighed eller Fordeel for Modtageren, synes idetmindste en Tidlang kun efter dennes Foranstaltning at vere blevne indførte Saaledes anfører Delisle et Sted af Giraldus Cambrensis, der viser at han under sit Ophold i Rom 1203 fik indført i Regesterne de af ham til hans Kirkes Bedste modtagne Breve.^[27] Endvidere findes i Regesten for Pave Gregorius den 9des 9de Aar et Brev, dateret 6te Juli 1235, der bekræfter et andet af Hertug Vladislav af Polen under 22de Sept. 1234 udstedt Brev, som indtages in extenso og slutter saaledes umiddelbart før Dateringen: „et ad mauis facti robur et evidentiam hæc omnia in registris domini papæ, dominis episcopis procurantibus, redigantur“.^[28] Hvorvidt slige reqvirerede Indregistreringer skete gratis, eller mod et vist Gebyr, er for de eldre Tider indtil Johannes d. 22de uvist, skjønt det vistnok er højst rimeligt, at noget blev erlagt. Af et Brev fra denne Pave af 1316 sees, at han bestemte en vis Taxt, men heraf følger ikke, at de tidligere Breve indregistreredes gratis. Desuden skulde man næsten formode, at denne Text var det hele Gebyr, som erlagdes for Expedition og Registration tilsammen, eftersom det nedenfor tillige skal vises, at man fra samme Paves Tid af synes at have lagt an paa at faa alle udstedte Breve registrerede, og at saaledes maaskee Retten hertil for Modtageren allerede erhvervedes ved Expeditionsgebyret. I flere Rekker af Regesterne efter den Tid, især fra Midten af 14de Aarhundrede, og i dem, der førtes paa Papir, findes ovenover hvert Brev i Regelen tilføjet et Tal, der aabenbart betegner Taxten eller Gebyret, eftersom der over de faa Breve, hvor intet saadant Tal findes, i dets Sted staar „gratis“ eller forkortet g^a, stundom med Tillegget „pro deo“ eller „de mandato“, engang endog, hvor Brevet selv indeholder Collationen af et Beneficium til en pavelig Scriptor „gratis pro Scriptore“, undertiden ogsaa „sine taxa“ istedetfor „gratis“. Tallene ere altid her skrevne paa en egen Maade, saaledes nemlig f. Ex. at Tallet .xij. (tolv) skrives .x., .c. (hundrede) $\scriptstyle {\begin{array}{c}xxxxx\\xxxxx\end{array}}$ (2 Gange 5 × 10), 54 ikke .liv. eller .liiij., men $\scriptstyle {\begin{array}{c}{\overline {\overline {\overline {v}}}}&{\overline {\overline {\overline {v}}}}&{\overline {\overline {\overline {v}}}}\\x&x&x\end{array}}$ (3 Gange (10 + 5 + 3)), o. s. v.^[29] Denne Maade sees ved slig Lejlighed at vere fulgt lige ned i det 15de Aarhundrede. Hvilke summer der med disse Tal menes, angives ikke i Regesterne, men da man veed, at den ved Pavestolen i Middelalderen brugelige Pengesort altid var Gylden eller Florener, hvilket ogsaa kan sees af den ovenfor meddeelte Gageliste, som endydermere viser, at der netop ved Gagering eller Sportler regnedes efter Gylden, kan man ej tvivle paa, at det og er dette, som her menes. Men da maa ogsaa denne Betaling sikkert gjelde hele Expeditionen, thi alene for Registreringen vilde den vere for høj. Saaledes erfarer man, at et Confessionale ɔ: Bevilling til at velje en Confessor, der kunde give fuld Absolution in articulo mortis, kostede 14 for enkelt Mand, 16 for Mand og Kone tilsammen; Provisionsbrevet for Biskop Nikolas til Skara Biskopsstol i 1356 kostede 88, ligesaa for Thyrgils til Strengnes samme Aar, men for Biskop Nikolas til Slesvig i 1354 132; Fundationen af Upsala Universitet i 1477 kostede 100, af Glasgows i 1451 80, af St. Andrews’s s. T. 50. Denne Varieren efter sagens Vigtighed og Beneficiets Indtægter bestyrker den her fremsatte Antagelse, at den saaledes antegnede Sum gjelder hele Expeditionen, thi for Registratoren var det ikke større Umage at afskrive det ene Document end det andet.^[30] Men naar saaledes Expeditionstaxten under enhver Omstendighed skulde erlegges –, maatte der opstaa Rettighed for enhver modtager til at faa sit Brev indregistreret, og da det følgelig maatte forudsettes, at han altid fordrede denne Rettighed efterlevet, om Fordringen end ikke fremsattes udtrykkeligt, maatte Regelen blive den, at idetmindste alle Breve, der for Modtageren begrundede en Fordeel, indførtes uden nogen særskilt Reqvisition fra hans Side. Det er vel ellers uvist, om noget af det her nevnte Gebyr gik til Registratoren. Denne fik, som man seer, Betaling efter Linjernes Antal Paa Bagsiden af det Blad i Regesten for Innocentius d. 4des 8de Aar, der nu i senere Tider er folieret 112, men egentlig skulde vere 106, da der forud hist og her findes indskudt sex ubeskrevne Blade, staar følgende: „Folia, e. vj. – Folium continet .iiijxx. x (ɔ: 90) lineas. Martinus de Stans compleuit librum istum, videlicet quod diuiserat Johannes Lardati, in quo residuo sunt .xlij. folia, et continet quodque foliam .xc. lineas, et sic ascendit illud residuum, computatis .ij. grossis pro centum lineis, ad summam .lxxv. grossorum cum dimidio. Nota de rubricis quas fecit in scriptura Johannis Lardati“

For Paverne fra Innocentius d. 3die til Clemens d. 5te inclusive findes kun, med Undtagelse af den førstes Regestrum super negociis Romani imperii, en eneste Rekke af Regester, og i disse ere Breve af alslags Indhold indførte om hinanden, dog saaledes, at Brevene ad legendum eller secretæ udgjøre det overvejende Antal, formodentlig fordi de indførtes efter en eengang for alle given Ordre, communes derimod kun forsaavidt Modtageren ønskede det. Det er alligevel vanskeligt at blive klog paa, hvad Regel man har fulgt i at udvelje til Registration eller udelade, thi mange af de indregistrerede Breve synes virkelig at vere af saa ringe og kortvarig Interesse, at man har vanskeligt ved at begribe, hvorfor de indførtes, medens derimod ej faa af yderste Vigtighed, der endnu haves i Original eller Afskrift, ej findes indførte. Saaledes er det nu næsten ubegribeligt, hvorfor man ej i Regesten for Honorius d. 4des 1ste Aar blandt de fra hans Forgænger efterliggende Breve, som han lod besegle og udferdige, omkring lode April 1285, ikke finder den højst merkelige.og vigtige Skrivelse, hvori Pave Martinus’s Advarsels- og straffe-Brev til Kong Erik i Norge i Anledning af den haarde Behandling, Biskoperne havde lidt, heel indtages, og som vi nu kun kjende af en norsk Oversettelse, indført i en norsk Lovcodex (see „det norske Folks Historie“, IV. 2. S. 46–50), medens saa mange andre langt ubetydeligere Sager findes optagne. Muligt kunde det vistnok vere, at denne Skrivelse med flere har veret indført i en Bog, der nu ej lenger existerer, da man virkelig finder Blade af en Pergaments-Regestbog fra Benedictus d. 12tes Tid, med Breve, der mangle i de nu forhaandenverende Regestbøger for samme Aar, benyttede som Smudsblade foran og bagved flere Aargange af hans Efterfølgers Regester,^[31] hvoraf man altsaa maa slutte, at det ej fandtes nødvendigt at bevare denne og maaskee andre Regestbøger fra denne Pave. Den samme Skjebne kunde og vere overgaaet andre og eldre Regestbøger. Men hvorfor man agtede dem for ringe, hvad Regel man fulgte ved at indføre Breve enten i den ene eller i den anden Bog, og hvorfor saa mange vigtige Breve udelodes, hvis ej mere end een Bog i de antydede Tilfelde førtes, bliver ligefuldt en Gaade. – I Innocentius d. 4des Regester begyndes der allerførst at skee Antydning til en Inddeling af Brevene i Regestbogen selv efter Materien, da der bagerst i Aargangen for hans andet Aar (1245–46) findes syv Blade særskilt vedkommende Conciliet i Lyon, ligesom ann. III. IV. IX. slutte med en egen Afdeling, kaldte literæ curiales eller de curia, det vil sige saadanne, som indeholde Instructioner for Legater, samt andre, der kunde siges at vare af mere diplomatisk Natur; saaledes f. Ex. alle de i Dipl. Norveg. I. 30–38 aftrykte Breve, der vedkomme Cardinal Viljams Sendelse til Norge og Kong Haakons Kroning.

Fra Johannes d. 22de af indtræder derimod i Regestbøgernes Omfang og Indretning en betydelig Forskjel, som upaatvivlelig staar i den nærmeste Forbindelse med den ovenomtalte Paabydelse af et Taxtreglement. Man finder nemlig nu ved Siden af Regestbøgerne paa Pergament ogsaa andre aldeles samtidige eller snarere ubetydeligt eldre, paa Papir; derhos er der af Pergamentsbøgerne selv tvende særskilte Rekker, den ene indeholdende secretæ eller ad legendum, den anden indeholdende communes eller simplices tilligemed de curia; og endelig ere i denne sidste Rekke Brevene ej indførte i Fleng, men ordnede i visse masser efter Indholdet, som f. Ex.: „De curia et literæ ad legatos“; „provisiones episcoporum et abbatum“, – provisiones ad canonicatus cum præbenda, – de beneficiis vacantibus – de beneficiis vacaturis &c. – de creandis tabellionibus – de absolutione in articulo mortis (confessionalia) – de indultis et privilegiis o. s. v. Man finder, at enhver Afdeling er samtidigt paabegyndt paa forskjellige Steder i Bogen, saaledes at der endog hist og her foran en ny Afdeling findes ubeskrevne Blade, nemlig hvor den foregaaende Afdeling ej er bleven saa vidtløftig, som man havde beregnet. Det er ikke usandsynligt, at hver Afdeling oprindeligt er bleven skrevet paa særskilte, ikke med hinanden forbundne Læg eller Qvaterner, der først ved Aarets Udgang, naar de vare ferdige, bleve bundne sammen i en fælles Aarscodex. Dette sees idetmindste tydeligt at have veret Tilfeldet med Papirsregesterne, der ligeledes paa samme Maade indeholde særskilte Afdelinger, ofte med en Mængde ubeskrevne Blade imellem, men hvor der udtrykkeligt findes paategnet paa hvert Læg, der sedvanligviis indeholder 24 til 30 Blade: Primus quaternus, Secundus quaternus, o. s. v., og hvor meget ofte den Registrator, der skrev Quaternen, ved dens Ende har tilføjet sit Navn. Papir-Regesterne have hidtil veret aldeles upaaagtede, ja tildeels endog ubekjendte, formodentlig især af den Grund, at man betragtede dem alene som etslags Kladebøger for Pergamentsregesterne og antog det som givet, at alt, hvad der stod i dem, stod bedre og fuldstændigere i disse; dette har vel og veret Grunden til, at man ikke har gjort sig saa megen Flid for at opbevare dem, og at derfor en heel Deel af dem ere tabte eller opraadnede, hvortil ogsaa kommer, at disse Bøger netop ere blandt de Sager, som allerlængst henlaa i Avignon, efterat Pavestolen og Archivet allerede var flyttet tilbage til Rom. Men nøjere Undersøgelse, og især Sammenligning af de Aargange, hvoraf baade Papirs- og Pergamentsexemplar haves, viser, at hiin Forestilling og den derpaa grundede Ringeagt er aldeles utilbørlig; Papirsregesterne ere i enhver Henseende ligesaa authentiske og paalidelige, som Pergamentsregesterne, ja endog i saa meget højere Grad, som man erfarer, at de sidste kun bleve skrevne efter dem, medens Papirsregesterne bleve førte efter selve Originalerne,^[32] og at saaledes sandsynligheden er for, at disse indeholde flere Fejl end hine; fremdeles ere de somoftest langt fuldstændigere, eftersom en Mængde Breve, der findes i dem, mangle i Pergamentsbøgerne, alene, som det lader, fordi man ej har rukket at indføre dem, ligesom overhoved disse senere Pergamentsbøger ofte bere Præg af en mere fabrikmessig Tilbliven og den dermed forbundne Unøjagtighed eller Forhastelse. Man erfarer ved Sammenligningen, at Papirsregesterne indeholde Breve af alle Slags, baade communes eller simplices, og dem, der plejede at indføres særskilt blandt secretæ; de sidste forekomme i Papirsbøgerne fornemmelig i en Afdeling, kaldet „literæ diversarum formarum“, tildeels og i „literæ de curia.“ Det er maaskee af den Omstendighed, at Pergamentsregesterne notorisk ere skrevne efter Papirsregesterne, at man har ladet sig forlede til at betragte de sidste som blotte og bare Concepter eller Klader. Intet kan dog vere urimeligere, da de jo ifølge det Foregaaende ere skrevne og ikke kunne andet end vere skrevne umiddelbart efter de allerede ingrosserede Originaldocumenter, og heller ikke bere andre Spor af Rettelser, end dem, der hist og her ved enhver Afskrivning kunne indtræffe; tvertimod seer man tydeligt, at Papirsregesterne fra nu af betragtedes som Hovedregesterne, hvori saavidt muligt alle expederede Breve indførtes, medens man derimod i Pergamentsbøgerne kun indførte, hvad man ansaa for det vigtigste, eller snarere hvad man kunde overkomme, og overhoved kun vedblev at føre Pergamentsbøgerne, fordi det nu engang var Skik og Brug, dog nu blot efter Tid og Lejlighed, indtil omsider henimod det 14de Aarhundredes Udgang, eller ved Schisme-Forvirringens Begyndelse, Pergamentsbøgerne aldeles ophøre og for Eftertiden alene Papirsregester forefindes, indrettede ganske eller paa det nærmeste som hine eldre. Dette er vistnok det rette Forhold mellem Papirs- og Pergamentsregesterne, hvilket paa Grund af det hidtil herskende Ubekjendtskab til hine har veret vanskeligt nok at udfinde. Sammenligningen mellem begge Slags, hvor de findes fuldstændigt for een og samme Tid, synes at vise, at det fornemmelig maa have veret Tidshensyn, som gjorde, at Pergamentsregesterne bleve ufuldstændigere end dem paa Papir. Thi stundom finder man hist og her enkelte Breve udeladte, uden at man kan opdage anden Grund dertil, end at man fra først af har kunnet beregne, at man dog ikke vilde kunne blive ferdig med dem alle, og derfor hist og her maatte udelade, hvad der maaskee kunde synes mindre vigtigt; stundom finder man hele Rekker afskrevne uden nogen Spring, men derpaa med eet afbrudte, uden at der følger mere efter, aabenbart fordi Tiden ej har strukket til, medens man dog fra først af havde haabet at faa alt afskrevet; stundom mangle endog hele Rekker eller Aargange. Dette viser, som sagt, at man maa have veret indskrænket af Tidshensyn, og Formodningen kan da alene blive den, at man fremdeles vilde have enhver Regestbog afsluttet ved Udgangen af det Aar, som den omfattede, og at der ej blev skrevet mere i den, naar Aaret var omme, ligemeget om man end ikke havde faaet alt indført; at man saaledes stundom, forudseende at Tiden vilde blive noget-knap, har inskrænket sig til et Udvalg, stundom, hvor Massen var for stor, ikke engang har kunnet overkomme at afskrive en eller anden enkelt Rekke eller Aargang. Haandskriften i Pergamentsbøgerne viser sig ogsaa at vere fuldkommen samtidig med dem i Papirsbøgerne, saa at man aldeles ikke kan eller bør antage, at hine ere afskrevne i en sildigere Tid. Hvad man først og fremst synes at have afskrevet paa Pergament, er Secretæ; thi Samlingerne af disse synes at vere temmelig fuldstendige og Afskrivningen selv overhoved at vere foregaaet med større Omhu; derimod har man især ladet det skorte blandt Communes, i Provisions- og Dispensations-Afdelingerne. Undertiden skjelnede man dog ikke saa nøje mellem hvad man henregnede til Secretæ eller Communes; thi der findes Breve, afskrevne i dem begge.^[33]

Det er saaledes saa langt fra, at Papirsbøgerne staa tilbage for de samtidige Pergamentsbøger i Paalidelighed og Interesse, at de tvertimod staa højt over dem, især i Fuldstendighed, og at man endog, hvis man havde alle Papirsbøgerne opbevarede, meget godt kunde undvere de samtidige paa Pergament. Papirsbøgerne ere nemlig, som sagt, beregnede paa at skulle indeholde alle eller de allerfleste expederede Sager, medens Pergamentsbøgerne kun indeholde et Udvalg eller en Deel, saa meget man har kunnet overkomme at afskrive. Hvorfor man nu fra Pave Johannes’s Tid lagde an paa at faa alle Breve indførte, idetmindste paa Papir, er ikke saa vanskeligt at forstaa, da nemlig deels, som man tydelig merker her og andetsteds, den Forestilling efterhaanden mere og mere gjorde sig gjeldende, at til en ordentlig Contoir- og Forretningsførelse udfordredes den størst mulige Fuldstendighed, saaledes ogsaa i Registraturen, i Almindelighed, deels og, som ovenfor antydet, de nye Textbestemmelser m. m. gjorde det til en Rettighed for Enhver, der havde modtaget et Brev, at faa dette indført: en Rettighed, som han da naturligviis og gjorde gjeldende. Og ligesaa let er det at forstaa, hvorledes netop fra Pave Johannes d. 22des Tider Massen af de Breve, der udferdigedes fra de pavelige Contoirer, blev saa stor, at man vanskeligt endog kunde rekke at faa dem indførte i Papirsbøgerne, endsige fra dem igjen i Pergamentsbøgerne. Paverne havde, kan man sige, i lengere Tid ført en skjult Krig mod Metropolitanernes Myndighed, som de betragtede med Skinsyge, og efterhaanden grebet mere og mere ind i deres Virksomhed, indtil dette fra Johannes d. 22de af næsten gik over til at blive et fast System. Istedetfor at tidligere vedkommende Erkebiskop uhindret og ubestridt, idetmindste fra Curiens Side, udøvede sin Ret til at bekræfte de under dem sorterende Kathedralcapitlers Valg af Lydbiskoper, og Paven kun udøvede Cassations- og Provisions-Myndigheden i Tilfelde af Utilbørligheder eller Mangler ved Valgene,^[34] tiltog han sig nu som en Regel, eller maaskee rettere som en midlertidig Undtagelse, der dog blev staaende, selv at udnevne baade Erkebiskoper og Biskoper, idet han ved hver saadan Besættelse af Biskopsstolene fordetmeste udtrykkeligt forbeholdt sig samme Ret til næste Vacance, erklærede enhver anden Dispositionsmaade, saaledes og Capitlernes lovlige Valg og Erkebiskopernes Meddelelse af Confirmation, ugyldig.^[35] Paa samme Maade reserverede Paven sig ogsaa Besettelsen af alle ringere geistlige Embeder, lige fra Prælaturer og Canonicater til de mindste Sognekald, Capellanier og Vicariater, hvad enten deres Besettelse i Regelen tilkom Biskoperne eller skulde skee ved Valg, og ikke nok med at han ved hver Vacance saaledes ved et magtsprog indsatte hvem han fandt for godt, ofte sendende Biskop, Capitel eller Menighed vildfremmede Udlendinger paa Halsen, som de aldrig før havde hørt tale om, og som ej kunde Landets Sprog, overdrog han som oftest endnu i Besidderens Levetid Successionen eller Exspectancen til en anden, ja heelt ofte bortgav han Exspectance, ej paa et bestemt navngivet Beneficium, men kun i almindelige Udtryk paa „det første herefter ledigblivende Beneficium ved en vis Kirke af saa og saa stor Indtægt“; ligeledes tillodes Cumulation af Beneficier og Oppebergelse af Indtægterne uden at residere paa Stedet (jus fructuum percipiendorum in absentia).^[36] Ved alt dette opnaaedes vel, idetmindste for nogen Tid, at Erkebiskoperne og Biskoperne følte sig mere afhængige af curien end hidtil, og dennes Indvirkning mere umiddelbart sporedes, men det skadede den dog i Længden mere, end det gavnede, da det Lykkesøgeri og Intriguevæsen, hvortil det nye System nødvendigviis maatte give Anledning undergrov Geistlighedens og Curiens Anseelse i det hele taget, medens den hyppige Indtrængen af Udlændinger, ofte heel uverdige Subjecter, i høje geistlige Embeder satte ondt Blod og vakte opposition blandt Landets egne Børn, hvorsomhelst dette Uvæsen blev drevet i større Stiil; Misfornøjelsen, som saaledes opstod, bidrog igjen betydeligt til at fremkalde Schismaet, idet de, som følte sig altfor meget brøstholdne ved den ene af tvende Modpaver, sluttede sig til den anden; men schismet bidrog omvendt betydeligt til at forhøie Ondet, idet nu somoftest begge Modpaver netop kappedes om ved de hensynsløseste Bortgivelser af Beneficier at vinde Tilhængere. Endog efter Schismaet blev man ikke klog af Skaden, men bibeholdt endnu Systemet, uagtet den største Forvirring herved frembragtes især i fjernere Lande (f. E. i Norge efter Erkebiskop Aslaks Død), og der er maaskee faa Omstendigheder, der saaledes har forberedt Gemytterne til at forsage Pavedømmet ved Reformationens Begyndelse, som netop den her skildrede Uskik. Men for de senere Tiders Historieforskere har Systemet, hvor misligt det end i sig selv kunde vere, medført den Fordeel, at en Mængde ikke uvigtige Documenter, som ellers ikke vilde vere blevne til, derved ere frembragte og opbevarede. Thi for dog nogenlunde at holde Orden i disse ofte heel forviklede Anliggender, og for saa meget som muligt at undgaa Fejltagelser, Collisioner og Selvmodsigelser, maatte det ved Curien vere nødvendigt at lade alle slige Dispositioner protokollere, ligesom ogsaa Modtagerne alene derved kunde nogenledes betrygges mod den Modstand, han i de fleste Tilfelde kunde vere sikker paa at møde hos de regulære Local-Autoriteter, for hvem denne Indblanding maatte vere utaalelig, og som gjerne anvendte alle mulige Retsmidler for at svekke Dispositionens Gyldighed, blandt hvilke navnlig Indsigelse mod Dispositionsbrevets Egthed maatte vere et af de første, man greb til. Det laa derfor saavel i Curiens som i Modtagerens Interesse, at de samtlige protokolleredes. Men der opstod nu saaledes hele Klasser af Breve, der maatte optages i Regesterne, som forhen ikke engang plejede at udferdiges fra Curien, da de Sager, de angik, egentlig skulde afgjøres og virkelig afgjordes hjemme i de respective Lande, f. Ex. Biskopsstoles og geistlige Embeders Besettelser. Og det bliver derfor ej lenger forunderligt, at Massen af de Sager, der fra Johannes d. 22des Tid findes registrerede, er med eet svulmet saaledes op, at medens tidligere Regesten for hvert Aar ikke udgjorde mere end et middelmaadigt Foliobind, ja stundom flere Aargange ere bundne sammen i eet, bestaar hvert Aar herefter indtil henimod Aarhundredets Udgang fordetmeste af to, stundom tre eller fire Parter eller Bøger, hvoraf desuagtet hver enkelt stundom er saa svær, at den senere for Bekvemmeligheeds Skyld har maattet indbindes i to Dele, og at man endda ikke har kunnet overkomme at indføre i Pergamentsregesterne alle de Breve, der findes i dem paa Papir.

Det er i det foregaaende antydet, at jo længer det lider hen mod Slutningen af det 14de Aarhundrede, blive Pergamentsregesterne sjeldnere og sjeldnere og mere og mere magre Allerede for Gregorius den 11te er der lidet paa Pergament, og der er derfor et Held, at for ham saavelsom hans to nærmeste Forgængere findes des mere paa Papir. Fra Urbanus d. 6te haves alene nogle faa Bind Pergament; fra Modpaven Clemens d. 7de eet Bind Pergament, siden ophører Pergamentsbøgerne aldeles, med Undtagelse af en Pragtsamling af enkelte Buller fra Sextus d. 4des Tid, som dog her er højst daarligt afskrevne, og nogle Indices. Men for Tiden nærmest efter Gregorius d. 11te og langt ned i det 15de Aarhundrede ere tillige Papirsregesterne heelt mangelagtige. Ej alene savnes mange Aargange, men de, som haves, bere alle Præg af at vere skjødesløst førte, saa at man heri har det anskueligste Beviis paa hvilken Uorden der maa have hersket ved begge de pavelige Curier under Schismet. Fra Modpaven Clemens d. 7de er der endnu en heel Deel Bøger paa Papir, saa at man maa formode, at Forretningerne dog endnu nogenledes gik sin ordentlige Gang i Avignon; ligeledes er der meget fra hans Efterfølger Benedictus d. 13de; men fra Bonifacius d. 9de, Innocentius d. 7de, Gregorius d. 12te og Alexander d. 5te er der overmaade lidet, og meget af dette kun Cameralsager, hvor de indførte Breve ere udstedte af Camerarius. Disse Mangler synes dog ikke udelukkende at kunne forklares derved, at maaskee mange af Bøgerne senere ere tabte: der maa dog tillige have hersket en vis Forsømmelighed i Maaden, hvorpaa de førtes; og selv om man skal antage, at der har veret ført ordentlige Regester, men at de fleste Bind senere ere forkomne, kan man dog vanskeligt forstaa hvorfor netop de skulde forkomme, medens baade eldre og yngre Sager ere bevarede, hvis der ikke havde hersket en Slaphed og Skjødesløshed i det hele Contoirvæsen. Fra Johannes d. 23de findes allerede noget mere, men altsammen meget slet og utydeligt skrevet. Man skulde vente, at alt igjen begyndte i ordentlig Gang med Martinus d. 5te, men hverken for ham eller hans Efterfølger Eugenius d. 4de er Samlingen complet. Først med Nicolaus d. 5te, i 1447, indtræder Orden og nogenlunde Fuldstændighed. Men den Elegans, hvormed Regesterne tidligere indførtes, vendte efter Schismet aldrig tilbage. Fra den Tid finder man stedse kun slette, skjødesløse og utydelige Cursivhænder, paa simpelt Papir af liden Format. Og saaledes vedbliver det lige til Reformationstiden, hvor igjen et nyt System begynder, idet man nu, som det lader, ophørte med i Regelen at indføre Copierne efter Originalerne, men derimod kun bevarede Minuterne, efter hvilke sidenefter – som det lader først hen i det 17de Aarhundrede – Regestbøger ere skrevne. Aarsagen til Forandringen laa vel i de Virkninger, som Postvæsen, Bogtrykkerkunstens Opfindelse og andre den nyere Tids Affødninger ogsaa maatte udøve paa Contoirvæsen i Almindelighed.

---

For tilbørligt at kunne benytte Regesterne til at erhverve Afskrifter af Pavebreve maa man nøje kjende de Regler, Registratoren fulgte ved Afskrivningen. Det gjaldt nemlig at spare Tid, Rum og Umage, og derfor indførtes ikke mere, end hvad der strengt taget var nødvendigt. Man udelod derfor alt, hvad den med Curialstilen kyndige senere Afskriver selv kunde supplere, saaledes ej alene alle Titulaturer, men ogsaa alt, hvad der kunde henregnes til courante Formularer, eller dette blev i alle Fald kun een eller to Gange skrevet heelt ud i Begyndelsen af Aargangen, senere kun betegnet med de første Par Ord og &cetera. Men i mange, især de eldste, Aargange findes ingen Formler heelt udskrevne. Hvor der samtidigt var udferdiget Breve til forskjellige Personer om een og samme Materie, og i det Væsentlige af samme Indhold, skrev man kun eet – det første – fuldt ud; af de øvrige udelodes alt det hermed eenslydende, og kun en Henviisning sattes i Stedet. Her at gjøre udtømmende Regnskab for alle saadanne Regler og at anføre alle de vigtigere Formler, vilde lede til for stor vidtløftighed. Jeg indskrænker mig til følgende:

1. Pavens Navn og Titel, hvormed ethvert Pavebrev begyndte, nemlig N. N. Episcopus, servus servorum dei, blev aldrig skrevet, uden i Begyndelsen af hver Aargang. De første Ord, hvormed ethvert Brev i Regesterne begynder, er saaledes hvad der i Originalbrevet fulgte umiddelbart efter „servorum dei“, nemlig dens Navn og Titel, til hvilken Brevet henvendtes, og dette blev, som det nedenfor nærmere skal omtales, i Pergamentsregesterne sedvanligviis skrevet med Rødt, for tillige at tjene som en Overskrift, der vejledede Øjet ved den senere Gjennemsøgning. Men ogsaa i denne Betegnelse af Adressatens Person udelodes alt, hvad der kunde henregnes til en staaende Titulatur, og som derfor den senere Afskriver selv kunde indskyde. Ved Curien fulgtes nemlig ufravigeligt den Regel at tildele enhver Katholik, der til- eller omtaltes, en bestemt til hans Rang svarende Titel eller Charakteristik. Saaledes heed:

Enhver Mand, der enten ikke var Biskop, Konge eller Keiser, dilectus filius, dog paa den Maade, at en Adelsmand, eller lige med Adelsmand betragtet, eller Fyrste, hvis Rang stod under Kongeverdigheden, kaldtes dilectus filius nobilis vir.

Enhver Kvinde i samme Forhold dilecta in Christo filia, med Tillegget nobilis mulier i samme Tilfelde.

Enhver Konge eller Kejser carissimus in Chrislo filius, Dronning eller Keiserinde carissima in Christo filia.^[37]

Enhver Biskop venerabilis frater noster. – Naar man altsaa udskriver Breve af Regesterne, maa man aldrig glemme at tilføje hiin Intimation, samt den af disse Charakteristiker, deri ethvert Tilfelde passer. Endog en Cardinal, der ej var Biskop, kaldtes kun dilectus filius. En anden Sag er det derimod, at ofte vedkommende Persons virkelige Navn er udeladt, hvilket næsten altid er Tilfeldet med geistlige Personers; denne Udeladelse er allerede skeet i selve Originalen, da det synes at have veret et Princip, ikke at anføre Navnet, hvor det ej netop kom an paa Personligheden, men alene var Spørgsmaal om Embedsmyndigheden, omtrent saaledes som man nu tilskriver „Amtet“, „Toldinspectoratet“ o. s. v. istedetfor „Amtmand N. N.“, „Toldinspeeteur N. N.“ o. s. v.

2. Efter den eller de Tilskrevnes Navne eller Betegnelse fulgte til alle Katholiker, der ikke vare excommunicerede, „Salutem et apostolicam benedictionem. Ogsaa dette blev kun skrevet heelt ud ved Aargangens Begyndelse, ellers skrev man kun „S. &c.“ eller „etc.“ eller aldeles intet. Men i Udskrifter maa det altid tilføjes.

3. Naar Navne paa Personer forekom i Brevets Text, fik ogsaa de Epitheterne „dilectus filius“ o. s. v. efter de oven angivne Regler, men disse Epitheter udelodes i Regest-Afskrifterne paa samme Maade, eller antydedes i det højeste kun ved et Par Bogstaver. De maa naturligviis i særskilte Udskrifter altid tilføjes. Herved er dog at merke, at naar to eller flere Personer nevnes efter hinanden, hvem samme Titel tilkommer, settes denne kun een Gang, foran den første, i Flertal, f. Ex. venerabilibus fratribus nostris Elavo Nidrosiensi archiepiscopo, Audfinno Bergensi et Laurentio Holensi Episcopis“.

4. I Dateringen (see ovenfor S. 444) udelodes sedvanligviis i Regest-Afskrifterne Ordene „pontificatus nostri“ foran anno; f. Ex. „Datum apud Villam novam Avinionensis diocesis kal. Jul. anno primo“, hvilket da i Udskriften maa udfyldes saaledes: „Datum ap. V. n. Av. d. k. J. pontificatus nostri anno primo. – Hvor Betegnelsen af Stedet er noget vidtløftig, f. Ex. i det her anførte Tilfelde, eller naar Brevene ere udferdigede fra Qvirinalpaladset, i hvilket Tilfelde det heder „Datum apud Sanctam Mariam Maiorem“, plejede man ofte, hvor mange fra eet og samme Sted daterede Breve fulgte efter hinanden, at sette „Datam etc. og derpaa Maanedsdagen. Vare de og fra samme Dag, skrev man Datum ut supra eller Datum &c. I de eldre Regester, navnlig Innocentius d. 3dies, udelod man endog stundom al Antydning til Datering, hvilket har forledet Flere til urigtigt at antage, at Buller i den Tid stundom udstedtes udaterede. Dette forholder sig dog ikke saa, thi der findes endnu flere Originalbuller, svarende til udaterede Afskrifter i Regesterne, men de ere alle forsynede med Datum. Dog forsømte man ikke sjelden ved slig Lejlighed i de eldste Regester at iagttage den tilbørlige Nøjagtighed, idet man efter daterede Breve satte udaterede, der dog ikke altid vare af samme eller sildigere Datum, men stundom ogsaa af eldre. Saaledes gjør f. E. Delisle opmerksom paa Brevet No. 176 for Innocentius d. 3dies 10de Aar: det mangler Datum, men følger umiddelbart efter to, daterede resp. 12te og 21de December, og gaar umiddelbart forud for et af 24de. Man skulde heraf fristes til at antage, at dets Datum enten var 21de, 22de, 23de eller 24de; men det forholder sig ikke saa: thi Originalen, som endnu haves i Paris, er dateret den 18de November.^[38] Det er saaledes urigtigt, naar Enkelte uden Betænkning have henført hvert i de eldste Regester forekommende udateret Brev til den sidste forud nevnte Datum, som om „Dat. ut supra“ altid skulde forudsettes udeladt. Men det maa desverre erkjendes, at man derfor ofte aldeles er ude af Stand til, med Vished at angive et saadant eldre udateret Brevs Datum. Senere hen blev man nøjagtigere. Allerede som det synes fra Innocentius d. 4de af. eller maaskee før, begyndte man at overholde, aldrig at udelade Antydning af Datering, og aldrig at sette Datum ut supra, uden at dette refererer sig til sidstangivne Datum. Det forstaar sig af sig selv, at ved alle særskilte Udskrifter af Regesterne maa Dateringen, forsaavidt som den med sikkerhed kan bestemmes, udfyldes efter de her angivne Regler.

5. Maaden, hvorpaa man antydede, at et Brev heelt og holdent var eenslydende med et foregaaende, paa Personers Navn, Titel og enkelte Smaating nær, var sedvanligt den, at man strax efter det in extenso skrevne Brev skrev „In eudem modum“ eller „In eodem modo“ (begge Former findes i Fleng), sedvanligviis kun In. e. m. N. N.; ofte uden videre Tilleg, ofte med Tilføjelse af enkelte Ord, som i den forresten udeladte Text vare noget afvigende; stundom bleve disse Smaaforandringer overladte til vedkommende senere Afskrivers eget Skjøn, idet man kun skrev In. e. m. N. N. mutatis mutandis. Undertiden skrev man ej In. e. m., men de første Linjer heelt ud, og derpaa &c. ut supra, stundom med Tilf. mutatis mutandis, stundom afvexlende med dte og heelt udskrevne Stykker, hvor disse indeholde enkelte Forandringer; det heed da sedvanligt „etcet. ut supra usque“ …, her fulgte da det Ord, hvorefter Forandringen skulde indtræde. Som Exempel kan anføres et Brev fra Clemens VI til Kong Magnus i Sverige og Norge af 8 Aug. 1351, indeholdende Anbefaling for Nuntien Johan de Guilbert, begyndende saaledes: Clemens episcopus &c. Carissimo in Christo filio Magno Regi Sveeie et Norwegie Illustri Salutem etc.“ – Umiddelbart efter dette følger: In e. m. mutatis mutandis Carissimo in Christo filio Woldemaro regi Dacie Illustri. Dette Brev skal lyde ganske som det foregaaende, med Undtagelse af hvad der, som det heder, er „mutanda“; ved Gjennemlæsning af det første Brev sees, at dette alene kan vere Ordene regnis et terris tuis i Talemaaden „apostolice sedis nuntius ad petendum et recipiendum nomine ecclesie Romane medietatem decime quinquennalis in regnis et terris tuis imposite, thi da Valdemar alene kaldes rex Dacie og saaledes kun antages at have eet Rige, maa deri Brevet til ham kun staa: „in regno tuo“.

Flere Sager vare af det Slags, at de altid udkrævede flere samtidige, i Hovedsagen ligelydende, men i enkelte mindre Stykker forskjellige Breve. Her indskrænkede man sig ogsaa til at skrive det første og rigtigste in extenso og lade det øvrige følge som Anhang dertil, begyndende med In e. m., og kun anførende Hoved-Afvigelserne. Saadanne Sager vare fornemmelig Besættelser af geistlige Embeder, ved Provision eller paa anden Maade Naar Erkebiskops-Valg confirmeredes, eller naar han udnevntes ved Provision, udferdigedes først og fremst et Brev til ham selv, efter en staaende Formel, der dog tillod mange Variationer, hvori efter en kort Indledning Embedets Ledigbliven, Fremgangsmaaden ved Valget eller Provisionen m. m. og endelig selve Udnevnelsen omhandledes; derpaa fulgte sedvanligviis en Exhortation. Men foruden dette Brev skulde der altid skrives eet særskilt Følgebrev til Capitlet ved Kathedralkirken, et til Geistligheden i hans Residentsstad og Diøces, et til Folket sammesteds, et til hans Lydbiskopper, og et til Kongen eller Fyrsten over Landet, hver med særegen Indledning og Slutning, men med eenslydende Hovedindhold forresten. Havde han verdsligt Lehn, skulde ogsaa hans Vasaller tilskrives, og var der flere Fyrster i Landet, skulde hver have sit Brev; der var altsaa mindst fem, stundom mange flere, Breve at skrive, og de bleve virkeligt alle udferdigede i fuldstendig Form. Men i Regesten indførtes Følgebrevene kun med „In eodem modo“ o. s. v., og med de afvigende Steder, samt Dat. ut supra. Egentlig skulde der og staa „mutatis mutandis“, thi medens Paven i det første Brev tiltaler den Nysudnevnte, og han saaledes altid forekommer i anden Person, omtales han i Følgebrevene naturligviis kun i tredie Person, og dette medfører ikke saa faa Forandringer. Ved Provision til Biskops-Embeder iagttoges aldeles det samme, kun at her et Brev til vedkommende Metropolitan traadte istedetfor Brevet til Suffraganerne.^[39] Men naar man nu af en eller anden Grund vil udskrive ikke Hovedbrevet, men netop et af Følgebrevene, maa man supplere det udeladte i dette med de tilsvarende Steder i Hovedbrevet og nøje kjende Reglerne for de Forandringer, der maa anbringes. Disse erfares bedst og sikrest ved Sammenligning af de originale Følgebreve, der endnu hist og her ere opbevarede, med Hovedbrevene i Regesten. Man seer saaledes, at allerede paa første Sted, hvor deri Hovedbrevet staar „te“ eller „tibi“, sattes i Følgebrevet „dilectum filium“ (dilecto filio) N. N. Electum (Electo) N. N., og sidenefter stedse „idem N. N. Electus“, eller „ipse N. N. Electus“, overalt hvor i Hovedbrevet anden Person forekommer, endogsaa foran det Sted i Brevet, hvor Beskikkelsen eller Valget omtales. – Ved Besettelser af Prælaturer og andre geistlige Embeder fulgte i Hovedbrevet til den Udnevnte, efter Hilsenen til denne, som her altid tituleredes efter det nye Embede alene, uanseet om han ogsaa havde andre, først en kort, paa mangfoldig Maade varieret Indledning, hvis Hovedindhold var, at det apost. Sede plejede gjerne at befordre dem, hvis Fortjenester berettigede eller qualificerede og anbefalede dem dertil. Derfor, heder det videre, havende iagttaget slige Fortjenester hos dig, – her tilføjes ofte noget om, at en eller anden Fyrste eller Biskop havde lagt et godt Ord ind for Candidaten – overdrage vi dig N. N. Embedet og providere dig dertil. Herefter følge nu de S. 457 og 458 angivne Formularer. Brevet slutter med det sedvanlige For bud mod Forføjningens Overtredelse eller Hindring „Nulli ergo“, see nedenfor. I Forening med dette Overdragelsesbrev udferdigedes et Følgebrev til de saakaldte Executores, nemlig to eller tre anseede Geistlige, af hvilke gjerne den ene (af to) eller to (af tre) hørte hjemme i den Egn, hvor Beneficiet var beliggende, eller nærved, den anden (eller tredie) i Nærheden af Curien, der beskikkedes til at paasee Forføjningen efterkommet, med fornøden Bemyndigelse til at anvende alle ordentlige og overordentlige Retsmidler i dette Øjemed. Dette Brev havde gjerne Indledning tilfælles med Hovedbrevet, men istedetfor Collationen sattes en Befaling til Executorerne, at indføre Candidaten i Embedet, forsvare ham i dets Besiddelse, med Fjernelse af enhver Besiddelsestager, og, hvis det er et Canonicat, at lade ham antages som Chorsbroder med Stol i Choret og Plads i Capitlet &c.^[40], hvorpaa Nonobstanterne fulgte som i Hovedbrevet. Det forstaar sig, at ogsaa her anden Person er ombyttet med tredie. I Regesterne finder man nu dette Følgebrev sedvanligviis kun som Anhang til Hovedbrevet, begyndende med In e. m., og udeladende alle fælles Stykker; imidlertid, besynderligt nok, støder man deg ogsaa hist og her paa slige Udnevnelser, hver alene Følgebrevet er indført og Hovedbrevet udeladt.

Alle staaende Formularer bleve enten ganske udeladte, det vil sige kun betegnede med de første Par Ord og et paafølgende etcetera usque ad … (her anførtes det sidste), eller antydede alene med Begyndelsesbogstaverne af hvert Ord, hvoraf de bestod; dette især, naar de vare korte. Her at ville anføre endog kun de vigtigere Formularer, vilde formedelst deres store Mængde lede til for megen Vidtløftighed. Thi Formularernes Antal var overordentligt eg steeg saaatsige aarligt, da man endog stræbede saavidt muligt at faa bragt enhver Ordvending, der hyppigere kunde komme til Anvendelse, ind under en staaende Form, eller for ethvert muligt Slags af Sager, der kunde forekomme, at indrette en eller flere Formularer, eller saavidt muligt at gjøre den frie Conception overflødig. Allerbedst sees dette af et stort Verk, en kolossal-Formularbog, som den pavelige Vicecantsler Marino af Eboli udarbeidede under Johannes d. 22de, upaatvivlelig i Anledning af den ovenfor omtalte Forandring i Contoirvæsenet, som indtraadte under denne Pave, og hvilket endnu er til, saaledes som han selv efterlod det, i det pavelige Archiv. Dette Verk, sedvanligviis kaldet Formulæ Marini de Ebulis, er et Pergamentshaandskrift i største Folio, med tæt beskrevne Blade, neppe færre end 500; her findes alene Formularer, eller Materialier til Formularer, nogenlunde systematisk ordnede efter Materien, i et Antal al henved 6000; men en Mengde af disse Materialier ere hele Breve, afskrevne in extenso, ej fordi deres Text endnu var bleven nogen Formular, men fordi man antog, at den i Tiden kunde komme til Anvendelse som saadan. Saaledes er her Innocentius d. 4des Brev til Kong Haakon i Norge af 8de November 1246, hvorved han hæver Manglerne ved hans illegitime Fødsel (see Dipl. Norv. 1. No. 38) optaget som en „pulcra litera“ i denne Materie, hvis Text var saa heldig affattet, at man oftere kunde finde for godt at bruge den. Mange Breve af eldre Regester, som nu ere tabte, findes ogsaa der optagne; men den store Mangfoldighed vanskeliggjør Benyttelsen. – Jeg vil her indskrænke mig til at anføre enkelte af de Formularer, hvorom der i Breve, vedkommende Norden, torde vere mest Spørsmaal.

I Breve, der meddeelte en vis Rettighed eller Adkomst, anvendtes forskjellige Indlednings- og Slutnings-Vendinger, eftersom de hørte til det mere eller mindre solenne Slags. Hine kaldtes med et fælles Navn Privilegier, disse, som det allerede er omtalt, Indulter eller Indulgentier, men betegnes forresten med mange Specialnavne, som concessio, constitutio, o. s. v. Hovedforskjellen i Affattelsen og Expeditionen bestod deri, at hine forsynedes med Hjulet og blev medundertegnet af Cardinalerne, samt at der i Brevet selv anførtes, hvo der var ansvarlig for Expeditionen, nemlig „Datum per manus N. N. Cancellarii“ – „Vicecaneellarii“ – „Notarii“ o. s. v., ved disse iagttoges ikke i Almindelighed saadanne Formaliteter^[41]. Men desforuden finder man i hine, naar de indeholde Fundationer, Erectioner, Friheds- og Beskyttelsesbreve for Kathedral-Kirker og Klostre m. m., strax efter Indledningen (stundom og længer nede) Ordet „Privilegium “ udtrykkeligt anvendt, idet disse Ord forekomme … sub beati Petri et nostra protectione suscipimus, et præsentis scripti privilegio communimus. Desforuden slutter den Deel, – der indeholder de egentlige Bevilgninger, med disse Ord: Salva sedis apostolicæ auctoritate. Nulli ergo omnino hominum liceat hanc paginam nostræ protectionis et constitutionis (e. a. d.) infringere, vel ei ausu temerario contraire. Si qua igitur in futurum ecclesiastica sæcularisve persona hanc nostræ constitutionis (e. a. d.) paginam sciens contra eam venire tentaverit, secundo tertiove commonita, nisi reatum suum digna satisfactione correxerit, potestatis honorisque sui careat dignitate, reamque se divino judicio existere de perpetrata iniquitate cognoscat, et a sacratissimo corpore ac sanguine dei et domini redemtoris nostri Jesu Christi aliena fiat, atque in extremo examine districtæ subjaceat ultioni; cunctis autem eidem loco (e. a. d.) sua jura servantibus, sit pax domini nostri Jesu Christi, quatenus et hic fructum bonæ actionis percipiant, et apud districtum judicem præmia æternæ præcis inveniant. Amen. Amen. Amen. Undertiden, hvor kun et eldre Privilegium confirmeres, findes ej hiin først anførte Talemaade sub … communimus, men derimod den her anførte Slutningstirade, hvor det heder … hanc paginam nostræ confirmationis infringere … hanc nostræ constitutionis paginam sciens … o. s. v. – I Indulterne derimod forekommer aldrig Ordet privilegium, somoftest ikke engang hele hiin Tirade „sub beati … communimus“, og naar den forekommer, heder det „sub beati Petri et nostra protectione suscipimus, et præsentis. scripti patrocinio communimus“. Og ved Slutningen heder det kun: Nulli ergo (el. igitur) omnino hominum liceat hanc paginam nostræ confirmationis (eller efter Omstændighederne concessionis, constitutionis, inhibitionis, protectionis o. s. v.) infringere, vel ei ausu temerario contraire. Si quis autem hoc attentare præsumserit, indignationem omnipotentis Dei et beatorum Petri et Paulli apostolorum ejus se noverit incursurum“. – Nu er det almindeligt, at alle de her anførte Tirader i Regesterne kun antydes med første, eller første og sidste Ord, f. Ex. „sub beati &c usque communimus“; Nulli ergo &c. Si quis &c. – Her maa man da nøje iagttage, ikke at sette patrocinium, hvor der skal staa privilegium, eller omvendt; ligeledes ej at bruge den højtidelige Slutningsformel, hvor den kortere skal anvendes. Sedvanligviis er nu ogsaa dette antydet i Regesten selv, idet der, hvor den højtideligere Form skal bruges, staar „Nulli ergo &c^a eller Decernimus (ut nulli) &c^a“. „Si quæ igitur etcet … usque ultioni“. „Cunctis etc. usque amen“. Det er ligeledes altid antydet, hvilket Ord der skal følge umiddelbart efter „paginam“, f. Ex. Nulli ergo etc. nostræ concessionis (inhibitionis e. a. d.) & cet.

Uagtet det ligger i i Sagens Natur, at Indledningerne til deslige Breve maatte vere højst forskjellige og ofte indrettes særskilt for det enkelte Brev, finder man dog ogsaa, at de saavidt muligt redigeredes til Formularer. Saaledes f. Ex. begyndte altid Confirmationsprivilegier for Klostre med Ordene „Religiosam vitam eligentibus“ o. s. v.^[42] Af de Indledningsformularer, der bruges til andre simplere Indulter eller Concessioner, synes disse at vere de sedvanligste:

a. Justis petentium desideriis dignum est nos facilem præbere consensum, et vota quæ a rationis tramite non discordant, effectu prosequente complere. Cum igitur, sicut vestra (tua) petitio nobis exhibita continebat, …… nos vestris (tuis) supplicationibus grato conniventes assensu …

b. Cum a nobis petitur, quod justum est et honestum, tam vigor æquitatis quam ordo exigit rationis, ut id per solicitudinem officii nostri ad debitum perducatur effectum. Eapropter nos vestris supplicationibus grato conniventes assensu …

c. Sacrosancta Romana ecclesia devotos et humiles filios ex assvetæ pietatis officio propensius diligere consvevit, et ne prauorum hominum molestiis agitentur eos tanquam pia mater suæ protectionis munimine confovere, eapropter … vestris (tuis) supplicationibus grato conniventes assensu … (dette bruges især ved Protectionsbreve).

Alle disse Talemaader og lignende betegnes i Regesterne kun med „justis &c. … usque assensu“. „Cum a nobis petitur &c. … usque assensu“. „Sacrosancta &c. – usque assensu“. Istedetfor „supplicationibus … assensu“ finder man ligeledes ofte „justis precibus“ eller kun „precibus (supplicationibus) inclinati“.

Undertiden danner det hele Brevs Indhold fra først til sidst en Formel, af hvilken der da i Regesten efter Tilskriften kun anføres eet eller to Ord, derpaa &cetera og Datum. Af disse ere Confessionalerne, eller Tilladelsen til at velje en Confessor, der in mortis articulo kunde meddele Generalabsolution, de hyppigste, da de i hver Regest-Aargang fra Johannes d. 22des Tid danne en egen Afdeling, hvor der sikkert findes mange hundrede, men, da saameget er udeladt, kun optagende lidet Rum. Den sedvanlige Formular, der udelukkende forekommer i hele det 14de Aarhundrede, er denne:

Provenit ex tuæ (vestræ) devotionis affectu, quo nos et Romanam ecclesiam revereris (reveremini), ut petitiones tuas (vestras), illas præsertim, quæ animæ tuæ (animarum vestrarum) salutem respiciunt, ad exauditionis gratiam admittamus. Hinc est quod nos, tuis (vestris) supplicationibus inclinati, ut confessor tuus (vester), quem duxeris (duxeritis) eligendum, omnium peccatorum tuorum (vestrorum), de quibus corde contritus (contrita, contriti) et ore confessus (confessa, confessi) fueris (–itis), semel tantum in mortis articulo plenam remissionem tibi (vobis) in sinceritate fidei, unitate sanctæ Romanæ ecclesiæ, ac obedientia et devotione nostra vel successorum nostrorum Romanorum pontificum canonice intrantium persistenti (–ibus) auctoritate apostolica concedere valeat, devotioni tuæ (vestræ) indulgemus, sic tamen, quod idem confessor de his, de quibus fuerit alteri satisfactio impendenda, eam tibi (vobis) per te (vos), si supervixeris ( –itis) vel per heredes tuos (vestros), si tunc forte transieris (–itis), faciendam injungat, quam tu (vos) vel illi facere teneamini ut præfertur. Et ne, quod absit, propter huiusmodi gratiam reddaris (–amini) proclivior ad illicita in posteum committenda, volumus, quod, si ex confidentia remissionis hujusmodi aliqua forte committeres (–etis), quoad illa prædicta remissio tibi (vobis) nullatenus suffragetur. Nulli ergo omnino hominum liceat hanc paginam nostræ concessionis et voluntatis infringere o. s. v., see ovenfor. Si quis autem &c. s. ovenfor. Istedetfor alt dette staar der i Regest-Afskrifterne kun „Provenit“ &c., undtagen naar der undertiden findes tvende Tillæg indskudte, der ligeledes staa afkortede, nemlig:

Efter „remissionem tibi“ og foran „in sinceritate“: „qui (quæ), ut asseris, sexagesimum ætatis tuæ annum peregisti“.

Og efter „sufrragetur“ samt foran „Nulli ergo“ stundom: “nostræ tamen intentionis est (existit), quod nisi tu (tu fili N. N., tu filia N. N.) deinceps vestes, quas fieri facias et indueas, desuper deferes longas saltem usque ad genua existentes, indultum hujusmodi quoad te duntaxat nullius sit roboris vel momenti“. – Blandt de hyppigst forekommende Bevilgninger ere de saakaldte Indulgentier til Hjelp for Kirker, der enten vare under Opførelse, eller paa Grund af Ulykkestilfelde trængte til Understøttelse. Indledningerne hertil ere forskjellige, men oftest finder man dog en at disse tre Formularer:

a. Licet is, de cuius munere venit o. s. v. – herpaa findes Exempler i Dipl. Norv. og Munkelivsbogen.

b. Gloriosus dominus in sanctis suis de ipsorum glorificatione congaudens, in veneratione beatæ Mariæ virginis eo jucundius delectatur, quo ipsa utpote mater ejus effecta meruit altius sanctis ceteris in coelestibus collocari.

c. Splendor paternæ gloriæ, qui sua mundum illuminat ineffabili claritate, pia vota fidelium de clementissima ipsius maiestate sperantium tunc præcipue benigno favore prosequitur, quum devota ipsorum humilitas sanctorum precibus et meritis adjuvatur.

Den første Form bruges mest for Kirker, Klostre, Capeller og Altarer, der behøvede extraordinær Hjelp, især til Opbygning, den anden for Kirker, helligede Jomfru Maria, den tredie mest for Kathedralkirker. Men efter enhver af disse Formularer følger altid „Cupientes igitur, ut N. N. ecclesia … congruis honoribus frequentetur, et ut Christi fideles eo libentius caussa devotionis confluant ad eandem, quo uberius dono coelestis gratiæ conspexerint se refectos, de omnipotentis dei misericordia et beatorum Petri et Paulli apostolorum eius auctoritate confisi, omnibus vere poenitentibus et confessis qui in … festivitatibus dictam ecclesiam devote visitaverint annuatim, … dies de injunctis eis poenitentiis … . misericorditer relaxamus“. I dem, der havde den første Formular, indskydes efter „visitaverint annuatim“ Ordene: „et [ad præmissa] manus porrexerint adjutrices.“ –

Enkelte kortere Vendinger og Talemaader, der forekomme meget hyppigt, pleje næsten aldrig at skrives med fulde Ord, men alene med disses Begyndelsesbogstaver, eller ogsaa med visse Udeladelser. Saaledes f. Ex. de Ord, hvormed Befalingen udtryktes i Commissions- eller Executions-Brevene, nemlig: „per apostolica scripta mandamus“; „per apostolica seripta committimus et mandamus“; – „(districte) præcipiendo mandamus“; „præsentium auctoritate committimus“ – eller i Moritorier: „monemus, rogamus et hortamur in domino, nihilominus per apostolica scripta mandantes“ e. a. d. Ligeledes og „Contradictores [ac impedientes quoslibet et rebelles], [cuiuscunque præeminentiæ, dignitatis, ordinis, status vel conditionis existant, etiam si pontificali vel alia præfulgeant dignitate], auctoritate nostra, appellatione postposita, compescendo (compellendo), invocato ad hoc, si opus fuerit, auxilio brachii sæcularis“, – og den sedvanlige Nonobstant: „si eis vel eorum aliquibus (quibusvis aliis) communiter vel divisim a sede apostolica (dicta) sit indultum, quod interdici, suspendi, vel excommunicari non possint par literas apostolicas, non facientes plenam et expressam ac de verbo ad verbum de indulto huiusmodi mentionem“. Alle disse Vendinger pleje somoftest paa forskjellige Maader at forkortes. – Ligesom det overdroges til to eller tre Geistlige, i dette Tilfelde kaldte Executores, at indsette de af Paven ved Provision udnevnte Beneficiarier (see ovenfor), saaledes udnevntes og paa samme Maade to eller tre Geistlige til at udføre andre Befalinger, navnlig til at anstille de fornødne Undersøgelser i visse Sager, tvinge Gjenstridige til at efterleve pavelige Bud eller dem overgaaede Domme o. s. v., stundom og med det Hverv, i pavens Navn at beskytte en eller anden Geistlig eller geistlig Stiftelse mod Overlast. I hiint Tilfelde kaldtes de sedvanligt Judices, i dette Conservatores. I begge Tilfelde lød gjerne Ordene til dem efter Martinus d. 4des Tider saaledes: … mandamus, quatenus vos, vel [duo aut] unus vestrum, per vos vel alium rem alios … curetis“. Tidligere derimod lød Ordene først til dem alle under eet, og derpaa heed det i Slutningen: Quod si non omme [ambo] bis exsequendis interesse potueritis, tu (her nevnes den fornemste; er det en Biskop, heder det „frater Episcope“, er det en anden „fili N. N.“) cum eorum altero ea nihilominus exsequaris eller alter vestrum ea nihilominus exsequatur.“ Denne Talemaade er næsten altid forkortet: Quod si non omnes &cetera. - Saavidt om Formularer og staaende Vendinger.

---

Det er allerede ovenfor tilstrækkeligt omtalt, hvorledes de Regestbøger, der ere eldre end Johannes d. 22de, indeholde de forskjellige Slags Breve om hinanden, men dog fornemmelig have optaget de saakaldte Secretæ, medens man derimod i de følgende Bøger, idetmindste til Schismet, der med Hensyn til Regesterne danner en saa paafaldende Grendse mellem den eldre og nyere Tingenes Orden, finder Brevene sorterede, og i saa stort Antal, at Hensigten, at faa dem alle indførte, idetmindste er umiskjendelig. De Hovedtitler, under hvilke Brevene ere sorterede, ere følgende:

A. Secretæ (ad legendum), der i Papirsbøgerne findes optagne ved Siden af de andre, men mestendeels henførte under Hovedtitlen „Diversarum formarum“, der dog er saa omfattende, at man stundom ogsaa finder den i de Pergamentsbøger, der ej skulde indeholde Secretæ. Men nogen skarp Adskillelse iagttoges ikke, saaat man endog stundom kan støde paa Provisioner blandt Secretæ.

B. De curia, forsaavidt de ikke regnedes til Secretæ, thi stundom finder man endog Benevnelsen „Secretæ de Curia“, de pleje dog sedvanligviis at vere indførte foran i de Bind, der indeholde Communes og Simplices, ikke i dem, der indeholde Secretæ.

C. De indultis et Privilegiis. Hertil høre alle Erectionsbreve, Confirmationer og virkelige Privilegier, samt en Mengde forskjellige Slags Bevilgninger. Enkelte af de hyppigere blandt disse ere dog sorterede for sig selv og indførte, som om de dannede sideordnede Rekker, medens de egentlig dog kun burde danne Underafdelinger. Disse ere:

1. de føronitalte Confessionaler, eller Tilladelser til at velje en Confessor, der kan absolvere in articulo mortis.

2. Licentiæ testandi for geistlige Personer.

3. Licentiæ creandi tabelliones. Retten til at autorisere Tabellioner eller Notarii Publici udøvedes i Middelalderen over hele det katholske Europa alene af Paven og Keiseren, saaat ikke engang Kongerne ansaa sig eller ansaaes berettigede til at meddele den. Derfor finder man og i Norge ingen Notarius Publicus nevnt i et Document som den, under hvis Medvirkning det var udstedt, uden at han enten var pavelig eller keiserlig autoriseret („publicus auctoritate apostolica [imperiali] notarius“), stundom med Autorisation fra begge, og det uagtet han var Nordmand og norsk Geistlig. Men Paven meddeelte undertiden andre højtstaaende Geistlige Retten til paa hans Vegne at creere et vist Antal Notarier, saaledes at de creerede derved bleve fuldkommen autoriserede pavelige Notarier for deres hele Livstid. Sandsynligviis vare ogsaa de fleste Notarier, man finder nevnte i Documenter, udstedte i de fra Curien fjernere Lande alene creerede paa den Maade. Thi hiin Licentia creandi tilstodes især Biskoper i fjernere Lande, saavelsom Nuntier, der sendtes derhen; og Licentsbrevet var altid affattet efter en staaende Formel, hvori det heed, at paa Grund af det utilstrækkelige Antal Notarier eller den totale Mangel derpaa i N. N. Egn tilstodes det N. N. at creere et vist Antal, dog saaledes, at den, der creeredes, ej maatte vere gift, samt at han aflagde en Eed, der i Originallicentsen altid fandtes optagen in extenso. Disse Licentser vare saaledes temmelig vidtløftige, men affindes i Regesterne, paa Grund af Formularen, med faa Linjer.

D. De Provisionibus. Ogsaa her staa de enkelte Underafdelinger, som om de skulde vere sideordnede, nemlig:

1. Provisiones Episcoporum et Abbatum.

2. De dignitatibus vacantibus (Besettelser af Decanater, e. a. d.).

3. Pr. Canonicorum, eller de Canonicatibus.

4. De Canonicatibus cum exspectatione præbendæ.

5. De Beneficiis vacantibus.

6. De Beneficiis vacaturis.

7. De Fructibus percipiendis in absentia.

E. De monasteriorum ingressu. Tilladelse til at gaa i Kloster.

F. De recipiendis monachis et monialibus. Tilladelser for Klostre til at optage Munke eller Nonner.

G. De conservatoriis. Beskyttelsesbreve, udstedte til Judices eller Conservatores, og sedvanligviis begyndende med en staaende Indledning, hvor det heder, at da Paven til sin Bedrøvelse har erfaret, at Konger, Fyrster, Baroner, Adelsmend og andre molesterede denne eller hiin Biskop, Abbed, Prælat, dette eller hiint Kloster o. s. v., tog han samme herved i sin særskilte Varetægt og overdrog Conservatores at hindre slig Molest.

Alle de, der her ere opførte under Lit. C – G incl., høre blandt Communes og Simplices; Brevene de Curia ere af svævende Kategori. Det forstaaes nu letteligt, at det rigeste Udbytte for Historien, den meste Oplysning om egentlige Facta, offentlige Forhandlinger, politiske Begivenheder m. m. erholdes af „Secretæ“ Og „Literæ de Curia“. Næst dem i Vigtighed staa Indulter, Privilegier, Conservatorier, da de deels oplyse om de større geistlige Stiftelsers Historie, deels antyde den offentlige Stemning i vedkommende Land og Forholdet mellem Geistligheden Og Lægfolket. Dispensationerne til Giftermaal i forbudne Led ere ofte af særdeles Vigtighed for Slegtshistorien. Provisionerne ere egentlig kun af personalhistorisk Interesse, men denne Interesse staar naturligviis i Forhold til den omhandlede Persons politiske og historiske Betydning. Derfor ere Biskops-Udnevnelserne altid af megen Vigtighed: Besettelsen af en Biskopsstol var i hine Tider en vigtig Begivenhed, endog i politisk Henseende, især i Norden, hvor Biskopsstolene vare faa og Biskoperne derved saameget mere fremragende og betydende Personer. Besettelserne af de ringere geistlige Embeder give ofte, foruden de personalhistoriske Oplysninger, ogsaa Besked om de forskjellige Beneficiers Beskaffenhed, Beliggenhed og Indtægter. Af mindst Interesse ere maaskee Afdelingerne E og F, om optagelse i Klostre. Men ofte kan det, der i og for sig betragtet, uden Forbindelse med andet, maa siges at vere irrelevant, ved Siden af og sammenholdt med andre Sager blive af højeste Vigtighed og Interesse, og alle tilsammen i Forening bidrage til at give et Totalbillede af Curiens hele Virksomhed, der i Nøjagtighed og Anskuelighed overgaar Alt, hvad enhver Beskrivelse i Annaler og Historiebøger formaar at tilvejebringe.

De paa Papir førte Regestbøger ere skrevne med sedvanlig Cursivhaand, uden kalligrafiske Prydelser, sedvanligt sterkt forkortet. Cursivhaanden er naturligviis den til enhver Tid brugelige; i den største Deel af det 14de Aarhundrede er den derfor ret smuk, ofte endog elegant, og for det meste meget tydelig, men Blekket er ofte meget afbleget, fornemmelig, som det synes, ved at slaa ind i Papiret. Dette er ellers i hele det 14de Aarhundrede særdeles tykt og godt, det nærmer sig i Beskaffenhed og Udseende meget til det, som brugtes i tyrkiske Søpasse, eller som findes anvendt i arabiske og persiske Haandskrifter. Efterhaanden bliver Papiret af en ringere Qvalitet, og Haandskriften derhos utekkeligere og utydeligere, som sedvanligt i det 14de Aarhundrede, indtil den ved Midten af dette og hele den følgende Tid lige til Reformationen kan siges formelig at vere heslig, og stundom saa utydelig, at man ved første øjekast neppe veed, om det er latinske Bogstaver, man har for sig. I Pergamentshaandskrifterne er der lagt an paa meget mere Elegans. Pergamentet er altid af bedste Slags, saare hvidt, og saa glat paa begge Sider, at det ej kan vere Eselshuud, men maa vere Kalveskind. Skriften er i de eldste Aargange indtil henimod Slutningen af 13de Aarhundrede etslags Fractur, hvis man ellers ikke snarere skulde sige, at den Tids Cursiv lignede Fractur; hvert enkelt Brev er i Regelen forsynet med rød eller blaa Initial; ved Begyndelsen af hver Aargang eller hver Hovedafdeling ere Initialerne endog ofte store og smukt udzirede. Titelen for hver Aargang „Incipit Regestrum“ o. s. v. bestaar fordetmeste af Majuskler, afvexlende blaa og røde, stundom og grønne. Adressen til ethvert Brev, d. e. Navnet eller Titlen paa den eller dem, til hvilken eller hvilke det er skrevet, saaledes som det findes anført i den pavelige Begyndelseshilsen, findes, som det ovenfor (S. 462) er omtalt, sedvanligviis skreven med Rødt, for desto bedre at falde i Øjnene, og danner saaledes Brevets Rubrik eller Overskrift. I den Tid, da slige farvede Initialer og Rubriker brugtes, var det almindeligviis Skik, ikke at nedskrive dem strax, naar man kom til det Sted, hvor de skulde staa, men at satte Rum aabent til dem for senere at tilføje dem, deels fordi ikke alle Skrivere besad den dertil fornødne kalligraphiske Ferdighed, og Arbeidet derfor maatte udføres af en Anden; deels og fordi det var Skriveren ubekvemt, ved hver ny Initial eller Rubrik at skifte Pen, for at skrive med en anden Farve; han foretrak derfor, om han end selv tilføjede dem, at vente dermed, til han kunde gjøre det af under eet. Men for da at han selv, eller den, der skulde tilføje dem, kunde vide, hvad der skulde staa, tilføjede han gjerne allerede under Textskrivningen Initialierne paa sit Sted med ganske fine Bogstaver, saaledes at de maatte dekkes af den store farvede Bogstav, naar den tilsattes, og Rubrikerne skrev han ligeledes med meget fine sorte Bogstaver ud for den dertil levnede Plads, saa langt ud i Margen som muligt, ofte langsmed denne, saa at de saa lidet som muligt kunde falde i Øjnene, eller endog ved Indbindingen blive bortskaarne. Det samme er ogsaa skeet i Pergamentsregesterne, i mange findes endnu de sorte Vejledninger for Rubrikerne i Margen, i mange ere de ganske eller halvt bortskaarne. Det forstaar sig, at da disse sorte Vejledninger ere skrevne af Registrator selv, de røde Overskrifter derimod ofte af andre,^[43] og saaledes kun paa anden Haand stamme fra Originalen, ere hine, hvor de findes, at foretrekke for disse, der ej sjelden indeholde Fejl, som ikke findes i hine.^[44] Undertiden mangle Rubriker, skjønt Rum er levnet til dem, man har altsaa ikke her overkommet at tilføje dem. Dette er navnlig Tilfeldet med mange Aargange af Secretæ, dog ogsaa med flere af Communes, saaledes den for Clemens d. 5tes første Aar, der overhoved berer Skjødesløshedens Præg og saaledes tydeligt nok vidner om den Forvirring, der maa have fundet Sted strax efter hans Tiltredelse, da han næsten holdtes som Fange af den franske Konge. – Foruden de hist og her forekommende udsmykkede Initialer findes ingen egentlige Ornamenter eller virkelige Randtegninger i andre end den allerførste, nemlig for Innocentius d. 3dies 1ste Aar. Her findes ikke faa heel phantastiske Tegninger, udførte med Blaat og Rødt i den nedre Marg, som er temmelig bred. De valgte Sujetter have intet Hensyn til Texten, men ere stundom merkelige nok, idet de stundom gjøre Geistligheden selv til skive for allehaande humoristiske Indfald, hvilket netop i en Copibog, indeholdende denne strenge Paves Breve og ført saaatsige under hans Øjne, er paafaldende. Maaskee har han og af denne Grund udtrykkelig forbudt, herefter overhoved at tilføje Randtegninger. Jeg meddeler nedenfor S. 483 et Facsimile af et Par af de merkeligste, der tillige ikke savne en vis Raskhed i Tegningen. –

De eldre Regestbøger ere stundom samtidigt folierede, stundom ikke, derimod har sedvanligviis hvert Brev i Margen sit Løbenummer, ligeledes samtidigt tilføjet. Naar man citerer Breve af dem, behøver man saaledes kun at nevne Aargang (f. Ex. Regesta Innocentii IV^ti Ann. eller Lib. N. N.) samt Brevnummer (Ep. 20, e. a. d.); ofte tilføjes dog ogsaa Foliet. Senere begynde stundom Løbenummer at mangle, medens Folium er tilføjet. I de Regester, hvor Brevene ere sorterede, have gjerne de enkelte Afdelinger hver sin Rekke af Løbenumre; da det her vilde blive for vidtløftigt, først at nevne Afdelingen, siden Numret (f. Ex. Regest. Johann. XXII Communes, Ann. XII. de benef. vacaturis ep. 2.), nevner man gjerne kun Folium og Brevets Løbenummer i Afdelingen (f. Ex. fol. 100 ep. 500). Stundom finder man dog ogsaa Bind, hvor Brevene, skjønt sorterede, dog ere forsynede med fortløbende Numre gjennem alle Afdelinger. Enkelte Bind mangle samtidige Foliotal, hvilket dog tør vere en Følge af senere Indbinding og Beskæring, men dette gjør nu intet til Sagen, da alle Bøger i Løbet af forrige og 17de Aarhundrede ved de daverende Archivarers Foranstaltning have faaet nye Folio-Numre, tilsatte med arabiske Tal. Hvor disse, som det ofte er Tilfeldet (idet nemlig Blade kunne vere bortfaldne), afvige fra de oprindelige, plejer man dog at citere efter de nye Tal. Ogsaa Papirsregesterne ere paa denne Maade blevne folierede, og da Brevene i disse somoftest mangle Løbenumre, kan man kun citere efter Folium. Hvor Pergaments- eller Papirs-Regesterne ere saa vidtløftige, at de allerede fra først af ere blevne inddeelte i flere Bøger for eet og samme Aar, plejer man og idetmindste for de førstes Vedkommende, at citere Liber 1 eller 2, 3, 4; stundom er endog en Liber ved senere Indbinding deelt i to Parter, hvilket da og maa antydes. Ved Papirsbøgerne behøver man dog kun at nevne Pavens Navn og Bindets Løbenummer, da enhver Paves Papirsregester danne en eneste fortløbende Rakke af Bind fra hans første til hans sidste Aar.

I Pergamentsregesterne findes somoftest Indices eller Indholdslister forudskikkede, i hvilke hvert Brevs Indhold korteligt er antydet, og Stedet, hvor det findes, betegnet enten med Folium eller med Brevnummer. Disse Indholdslister ere, hvor de findes, for det meste skrevne med samme Haand som Texten, og altsaa samtidige med denne, men paa et særskilt Læg, eftersom de naturligviis først ere udarbeidede, efterat Texten var ferdig. Denne Omstendighed er formodentlig Aarsag i, at de savnes i enkelte Bind, idet man nemlig maa antage, at de fra først af have veret der, men siden ere udfaldne. I de sildigere Regester for 14de Aarhundrede, saavel dem paa Papir som dem paa Pergament, ere Indholdslisterne stundom mangelagtige, stundom angive de hverken Folium eller Nummer, men antyde saaledes kun Brevenes Rekke og omtrentlige Indhold. I Regestbøgerne for det 15de Aarhundrede mangler ofte Index aldeles, eller der findes en Index for hver Qvaterne i eet Bind; fra Sixtus d. 4des Tid af for samtlige, vedkommende Paves Regjeringstid tilhørende Hovedregest-Bind, nu kaldet Bullarium, indført i en egen Bog og det paa Pergament, medens Regesterne selv ere paa Papir. Dette sees at have veret iagttaget idetmindste ned til Paul d. 3dies Død.

Saavidt man kan skjønne, have ingen Regestbøger faaet beholde den gamle Indbinding. Alle synes de at have faaet nyt Bind i Løbet af 17de og 18de Aarhundrede, og desverre ere mange derved blevne for sterkt beskaarne. De fleste Pergamentsregester ere indbundne i bruunt, grønt eller rødt Læder, med forgyldt Rygtitel, angivende Pavens Navn og Aargangen samt Indholdets Beskaffenhed; imidlertid synes ingen conseqvent Betegnelsesmaade at have veret bibeholdt. Man finder vel somoftest for Tiden indtil Johannes d. 22de kun Regesta; for den følgende Tid deels Secretæ, deels Communes, men desforuden finder man og mere svevende Betegnelser, som „Secretæ de Curia“, „Bullarium“, „Brevia“ o. s. v. Hertil bidrager vel og, at man ved Indbindingen har deelt flere Bøger i to, som nysomtalt, hvorved og særskilte Titler ere blevne nødvendige: saaledes er der hele Bind, som nu kun indeholde Indulter og Privilegier og derfor føre Titlen „de indultis et privilegiis“. – Papirsregesterne ere alle, paa nogle faa nær fra Gregorius d. 11tes Tid, indbundne i simpelt graat Bind, ubeskaarne, med paatrykt Regesttitel i Guld, angivende Pavens Navn, Aargangens Nummer, samt Bogens Plads i denne (f. Ex. Reg. Innoc. VI. Ann. III. pars I.) og nedenunder Bindets Løbenummer for Pavens Regjeringstid.

Det staar nu kun tilbage, for disse Regesters Vedkommende, nærmere at anføre, hvad der om enkelte især kan vere af Interesse.

Innocentius den 3dies Regester haves nu ikke fuldstændigt. I Archivet forefindes nu af dem kun:

Lib. I og Lib. II (altsaa for første og andet Aar), nu udgjørende tilsammen Vol. I.

Tyve Blade af Lib. III (3die Aar), Lib. V, VI og VII, tilsammen udgjørende Vol. II. Det meste af 3die Aargang og hele fjerde mangler.

Lib. VIII og IX (8de og 9de Aargang), nu udgjørende Vol. III.

Lib. XIII, XIV, XV, XVI (13de til 16de Aargang), nu udgjørende Vol. V.

Fjerde Bind, indeholdende Lib. X, XI og XII, synes ikke at have veret i Archivet i de sidste trehundrede Aar, og hvor det nu findes, torde vere uvist. I det 17de Aarhundrede tilhørte det Frants Bosquet, Biskop af Montpellier, af hvem Baluze laante det til sin Udgave af Innocentius 3dies Breve, der udkom 1682. Man vidste indtil nu ikke, hvormeget der manglede af 3die Bog i Vol. II. Men heldigviis har jeg under de Granskninger, hvis Resultater tildeels her omhandles, i det 11te Bind af Innocentius d. 3dies Papirsregester fundet et der fejlagtigt (efter fol. 230) indbundet Pergamentshefte, der netop indeholder Index til Innocentius d. 3dies 3die og 4de Bog,^[45] skrevet med en Haand fra Midten af 14de Aarhundrede, der og sees at have skrevet Index til enkelte af Honorius d. 3dies Aargange, det vil sige sandsynligviis kun copieret de eldre Indices, der maaskee havde lidt for meget af Elde. Ved Sammenligning mellem denne Index’s Folio-Angivelser (den nevner nemlig kun Brevenes Folium, ej deres Løbenummer) viser det sig med fuldkommen Vished, at Codex, hvortil Index blev skreven, var den selvsamme, hvoraf vi nu kun have de tyve Blade tilbage. Man erfarer ligeledes, at der foran disse tyve Blade mangle 56, imellem 17de og 18de 16, og efter det 20de 24 Blade, der udgjorde fjerde Bog. 17de, 18de og 19de Aargang mangle ganske og have formodentlig meget tidligt veret tabte. Tillige er det at merke, at Tom. V, eller 13de til 16de Aargang, ikke indeholder de gamle Originalregester, men derimod en Afskrift omtrent fra Midten af det 14de Aarhundrede, og, som man næsten synes at maatte antage, med samme Haand som den, der har skrevet hiin Index. De øvrige Aargange, som endnu haves i Behold, ere derimod øjensynligt de oprindelige. Af dem er den første og anden skrevne med en noget større, men tydelig Haand, og i den første findes de føromtalte Randtegninger, af hvilke her meddeles et Par Prøver (fra fol. 83 recto og fol. 84 verso).^[46] Levningerne af 3die Bog ere ligeledes skrevne med en noget større, 5te, 6te, 7de, 8de og 9de derimod med en temmelig fiin, men dog smuk og tydelig Haand.

Honorius d. 3dies Regester bestaa af fem Bind, Tom. I indeholder 1ste og 2den Aargang, T. II 3die og 4de, T. III 5te og 6te, T. IV 7de og 8de, T. V 9de, 10de og 11te. Alle Aargange ere de oprindelige, men til 3die, 4de, 5te og 6te er Index skrevet med samme Haand fra c. 1350, som den, der har skrevet Index til Innocentius d. 3dies 3die og 4de Bog. Et Facsimile af Haandskriften i T. I vedføjes her.

Gregorius d. 9des Regester, femten Aargange, ere nu fordeelte i syv Bind, forresten er intet videre ved dem at bemerke.

Innocentius d. 4des 12 Aargange ere nu saaledes fordeelte, at 1–5 incl. danne T. I; 8–10 incl. T. II; 11, 12 T. III. Mellem T. I og T. II mangler saaledes et Bind, der skulde indeholde 6te og 7de; den 6te findes nu (uvist hvorledes) i sin oprindelige Skikkelse paa det keiserlige Bibliothek i Paris, No. 4039, og deraf har man i forrige Aarhundrede faaet en slet Afskrift til det vaticanske Archiv, men den 7de synes ganske at vere tabt.

Ved Regesterne for Paverne fra Alexander d. 4de til Clemens d. 5te incl. er intet videre at bemerke, uden dette, at de gradeviis vedblive at optage flere og flere Breve, saaat deri Slutningen af den her antydede Periode allerede nu og da findes Aargange, der ganske udfylde et Bind, medens der ved dens Begyndelse endnu findes Bind, der indeholde flere Aargange. Hvorledes Clemens d. 5tes første Aargang bærer et paafaldende Præg af Skjødesløshed, er forhen omtalt. Ellers ere alle disse Aargange bevarede i fuldstændig Tilstand.

Med Johannes d. 22de begynder, som forhen nevnt, Rekken af de mere fuldstændige og voluminøse Aargange. Her kan man lige til Gregorius d. 11te incl. ej alene regne en dobbelt Rekke af Secretæ og Communes, men hver Aargang af de sidste er sedvanligt deelt i to, stundom tre, fire, fem Bind. Og hertil komme Papirsregesterne for Benedictus d. 12te, Innocentius d. 6te, Urbanus d. 5te og Gregorius d. 6te; for den første haves eet Bind (for 8de Aar); for Innocentius d. 6te alle ti Aargange i 29 Bind, for Urbanus d. 5te alle ni i 16 Bind, og for Gregorius d. 11te alle 8 i 32 Bind.

Efter Gregorius d. 11te begynder, som allerede omtalt, Regesterne at blive mindre indholdsrige og stundom for enkelte Aar ganske at svigte. Saaledes haves, som sagt, saare lidet for Urbanus d. 6te og end mindre for Bonifacius d. 9de og hans nærmeste Efterfølgere. Om Regesterne for Tiden efter Schismet er allerede talt. Temmelig mangelagtige i Førstningen, blive de fra Nicolaus d. 5te af meget indholdsrige, saa at een Aargang atter indbefatter flere Bøger. Fra Bonifacius d. 9de bliver det almindeligt, at den ansvarhavende Notar ved hvert Brev undertegner sit Navn. I Forbindelse med Regesterne over Brevene maa jeg ogsaa nærmere berøre de føromtalte Minuter eller Concepter til Breve ad legendum, hvoraf flere fra Clemens d. 6tes og Innocentius d. 6tes Tid ved Foranstaltning af en Archivar, som det synes i forrige eller i 17de Aarhundrede, ere blevne sammenklistrede saaledes, at de nu danne Folioblade, indbundne i 10 Bind, under Titelen „Archetypa Epistolarum Innocentii papæ sexti“, og fordeelte i Aargange. Men herved er saa liden Forsigtighed bleven anvendt, at ikke faa Breve, der tilhøre Clemens d. 6tes 9de og 10de Aar, ere henførte til de samme Aar af Innocentius’s Pontificat.^[47] Pavens Navn findes nemlig ikke angivet i Minuterne, idetmindste ikke i Regelen. Disse Minuter indeholde fordetmeste særdeles vigtige og interessante Sager, og da saavel Clemens d. 6tes som Innocentius d. 6tes Secretæ, uvist af hvad Grund, ere magrere, end man skulde have ventet, komme de her godt tilpas. Skade, at man ikke har flere Aargange af Minuterne for 14de Aarhundrede. For sildigere Tider, navnlig Reformationstiden, synes man at have dem fuldstændigt.

Jeg kommer nu til den anden Klasse af Regestbøger, der ikke indeholde Copier af Breve, men Uddrag af Supplicationer. Disse begynde nu først med Clemens d. 6tes Tid, men der maa i sin Tid have veret flere af dem, ogsaa for Benedictus d. 12tes og Johannes d. 22des; der meddeles endog i Porthans Supplement til Celses Bullarium S. 124 fg. et saadant, meget vidtløftigt, fra den sidstnevnte Paves Tid, maaskee efter selve Original-Extracten. Paa den anden Side er det dog heller ikke sandsynligt, at deslige Supplications-Extracter protokolleredes, eller endog opbevaredes, eller overhoved samledes i nogen større Masse, førend efter Johannes d. 22des Ophøjelse paa Pavestolen, eller Provisions-Systemets Indførelse, da Supplicationernes Indhold viser, at de mestendeels drejede sig om Provisionssager og overhoved stod i den nøjeste Forbindelse med den mere umiddelbare Indgriben, Curien nu begyndte at tiltage sig ide locale Administrationers Virksomhed. Det er derfor endog højst troligt, at Supplicationernes Protokollation allerførst er bleven paabudet af Johannes d. 22de i Forbindelse med de øvrige Reformer, hvortil en større Fuldstændighed i Registrationssystemet tilsigtedes. Mængden af de Sager, der dagligt skulde expederes, gjorde det nu mere end forhen uundgaaeligt at overlade den største Deel til Notariernes Ansvarlighed, og den bedste Control, man kunde føre med Expeditionens Rigtighed, var derfor, at selve de Supplications-Uddrag, med den derpaa faldne pavelige Resolution, der tilsammen dannede de Momenter, efter hvilke Expeditionen formedes, og som nu desuden selv vare vigtige Aktstykker, indførtes i egne dertil bestemte Regestbøger.

De Suppliker, af hvilke Uddrag saaledes findes protokollerede, ere altsaa først og fremst Ansøgninger om Provision til geistlige Beneficier. Disse indgaves enten af Candidaterne selv, eller og, hvad der er det hyppigste, af en eller anden højtstaaende geistlig eller verdslig Velynder, som Biskop, Konge eller Fyrste o. s. v. Blandt disse Beneficier ere dog aldrig Biskopsstole. Uagtet ogsaa disse vistnok maa have veret ansøgte, findes dog ikke en eneste Supplik om en saadan Befordring, og da man ikke vel kan indsee, hvorfor ikke ogsaa deslige Suppliker, om de virkelig havde veret til, skulde have veret extraherede og protokollerede, maa man formode, at der om Provision til slige høje Embeder aldrig har veret ansøgt paa sedvanlig Maade, ved indgivet skriftligt Andragende, men alene mundtligt, eller i alle Fald underhaanden, ved Privatbreve. Virkelig finder man, at de, der ved Provision befordredes til Biskopsstole, i Regelen personligt vare tilstede ved Curien, og saaledes mundtligt kunde drive dette Anliggende igjennem; og medens det næsten altid heder i de sedvanlige Provisioner til ringere Embeder, at de finde Sted „paa Grund af Ansøgning fra Candidaten selv eller denne eller hiin anseede Mand“, omtales i Biskopsprovisionerne aldrig nogen Ansøgning, og det heder altid, selv om Candidaten virkelig var bleven valgt af Capitlet, at Paven, efter at have casseret Valget, „saa sig om efter det bedste Subject og endelig kom til at kaste sine øjne paa Angjeldende“, som om aldrig nogen ydre Impuls havde ledet ham. Man maa derfor have anseet det upassende at erkjende Tilverelsen af nogen saadan, og under denne Forudsetning begribes det let, hvorfor ingen Ansøgning om Biskopsembede er opbevaret eller protokolleret.

Næstefter dette Slags Ansøgninger synes de, der handle om forskjellige Slags Dispensationer og extraordinære Tilladelser, at vere de hyppigste. De Dispensationer, som geistlige oftest sees at have forlangt og faaet, ere super defectu natalium, nemlig naar de vare uegte fødte, enten af verdslige Foreldre eller Faderen var geistlig. Thi efter Canonen skulde egentlig ingen uegte fødte beklæde geistlige Embeder, og for at dette kunde skee, maatte Dispensation vere erholdt.^[48] Ofte meddeeltes der Biskoper, især de i fjernere Lande, hvorfra man ej saa let kunde komme til Curien, Tilladelse til at dispensere et bestemt Antal geistlige, ti, tyve, tredive, i saa Henseende paa Pavens Vegne, og følgelig finder man og Ansøgninger fra Biskoperne derom. De hyppigste Dispensationer for verdslige vare med Hensyn til Slegtskab og Svogerskab i de Led, inden hvilke Egteskab var forbudet; man finder derfor ogsaa mange Ansøgninger om slig Dispensation og Tilladelse til at indgaa Egteskab. Jo mere anseede og højtstaaende de Personer ere, der have indgivet Ansøgningen, af desto større Interesse er ogsaa denne selv saavelsom Dispensationen.

Fyrstelige Personer plejede ofte at faa overordentlige Tilladelser: a) til at lade Messe holde for sig paa Steder, belagte med Interdict, b) til at lade Messe holde for sig før Dag (antequam illucescat dies), o) til under visse Betingelser at betrede Klostre, hvor ellers ingen Lægmand maatte komme, d) til at bruge et flyttbart Altar (Altare portatile), hvorved de kunde lade Messe læse for sig, o. a. d. – Herom dreje sig derfor ogsaa mange Ansøgninger. Stundom søgte de og om Bekræftelse paa Klostre eller andre Stiftelser, som de havde oprettet, om Patronatsretten dertil, om Tilladelse til at flytte Klostre eller Kirker til bekvemmere Steder, om Tilladelse til at besøge Christi Grav, og Absolution fra den Excommunicationsstraf, hvori de faldt, naar de uden Tilladelse reiste derhen. Bevilgninger af de førstnevnte Slags tilstodes ogsaa ofte Biskoper, samt isærdeleshed pavelige Sendebud; disse behøvede vel neppe engang at ansøge derom, men fik dem meddeelte blandt den Masse af forskjellige Myndigheds- og Beskyttelses-Documenter, der overleveredes dem ved Udreisen, hvoriblandt og Pas, Anbefalingsskrivelser, Ret til at meddele Absolution i reserverede Tilfelde o. s. v.

Ansøgninger om Tilladelse til at velje en Confessor, der kan meddele Absolution in articulo mortis, ere naturligviis ligesaa hyppige som Tilladelserne selv.

Fra Geistlige finder man og, som det forstaar sig, mange Ansøgninger om Conservatorier o. s. v.

Det ligger forresten i Sagens Natur, at en Mængde Ansøgninger ogsaa dreje sig om mere specielle Gjenstande, der ikke kunne komme under nogen af de her nevnte Kategorier, men ofte ogsaa netop derfor ere af desto større Interesse.

I Supplikerne anførtes, som letteligt begribes, de Grunde, der talede for Bevilgelsen, samt og hvad der vel i for sig kunde tale derimod, men hvad man haabede ikke vilde vere til Hinder, naar dette hørte til de courante Nonobstanter. Saaledes plejede de, der søgte om Beneficier, altid nevne om deres hidtil hefte Stilling, om de Fortjenester, de troede at kunne paaberaabe sig, samt udtrykkeligt omtale, hvilke geistlige Embeder de for Tiden beklædte, saa at Paven enten kunde tilstaa dem at combinere disse med det nye, eller, hvis det ikke lod sig gjøre, da erklære, hvilke af dem skulde vere vacante, naar Candidaten var kommen i rolig Besiddelse af det nye Beneficium. Sedvanligt tilbød de sig allerede i Ansøgningen til at frasige sig de eldre Embeder, eller enkelte af dem, naar de indsaa Umuligheden af Combinationen. De sluttede gjerne deslige Ansøgninger med Bøn om Provisionen cum inhibitione (Forbud mod vedkommende Biskops eller Localautoritets Indblanding), decreto (Formlen decernimus exnunc irritum & inane &c.) ac aliis non obstantibus (de før omtalte Nonobstanter) et clausulis opportunis ac executoribus (Følgebreve om Udnevnelse af Executorer) ut in forma. Undertiden findes ogsaa flere slige Punkter opregnede. I Ansøgning om Egteskab i forbudne Led gjordes der nøje Regnskab for Slegtskabs- eller Svogerskabs-Forholdet, og denne Forklaring optoges gjerne uforandret i Bevilgningen.

Ansøgeren kaldte sig almindeligviis „devotus vester“, Konger somoftest „devotus vester filius“. Biskoper eller andre, der ved Provision havde erholdt deres Forfremmelse, kaldte sig endog „devota creatura vestra“ eller „dev. factura vestra“.

Alle de her omhandlede Ansøgninger slutte med den særskilte Bøn, at Sagen maa blive expederet uden yderligere Foredrag („quod transeat sine alia lectione“), hvilket viser, at samtlige derefter udstedte Bevilgninger ej hørte til secretæ, men communes og simplices.

Ved nærmere Undersøgelse af Maaden, hvorpaa Supplikerne ere indførte, sees det nu, at dette ikke skete in extenso, men i Uddrag, og at dette Uddrag ej gjordes under Indførelsen i i Regesten, eller for dennes Skyld, men tidligere, for at forelægges Paven, der i Regelen, som det synes, aldrig modtog eller gjennemlæste Originalsuppliken, kun Uddraget, der da formodentlig forfattedes i et eget Bureau af hans Cancellie. Paa Uddraget tegnedes da det pavelige Fiat, naar Ansøgningen var bleven bevilget, og først naar dette var skeet og Documentet derved selv var at ansee som en pavelig Resolution, indførtes det i Regesten. Derfor finder man ogsaa i Supplikregesterne altid hiint Fiat med de ved Resolutionen stundom tilføjede Betingelser skrevet med samme Haand som det øvrige, hvilket naturligviis ej havde veret Tilfeldet, hvis Regesten var bleven Paven forelagt og Resolutionen derpaa tilføjet i denne. Dette forklarer noksom, hvorfor man ikke finder afslaaede Ansøgninger indførte: de havde ingen Betydning og bleve derfor vel enten tilintetgjorte eller Ansøgeren tilbageleverede, medens derimod den bevilgede Ansøgning, med det pavelige Fiat, i og for sig var et retsgyldigt Document, der, naar det omhandlede en Rettighed, kunde supplere det egentlige Adkomstbrev.^[49] Stundom finder man dog enkelte Betingelser tilføjede, som „fiat, et dimitte exspectationem“, eller „fiat si ita est“ o. s. v.; stundom bevilges ikke fuldt saameget som det ansøgte, f. Ex. naar der er søgt om Dispensation for ti Personer, og der kun bevilges for fem, eller om Indulgens for tre Aar og tre Quadragmer, og det heder „fiat de duobus et daabus quadragmis“; eller naar kun et enkelt Punkt af flere ansøgte tilstaaes, hvor det da gjerne heder: „placet de &c.“ (her nevnes Punktet udtrykkeligt). Efter denne Hovedresolution kom derpaa Tillægget „quod transeat &c.“ med særskilt Fiat. – I Margen finder man altid lige ud for hver Supplik, eller rettere supplik-Afdeling, en Majuskelbogstav tilføjet, som betegner Begyndelsesbogstaven til det Dioeces, hvorom der nærmest er Tale, fornemmelig, hvor der handles om Provision til et Beneficium, det Dioeces, hvori Beneficiet er beliggende. Er der ikke Tale om noget bestemt Dioeces, staar der almindeligviis Exω ɔ: Extra.

Men hvad der hidtil endnu er en uopløst Gaade, er den Omstændighed, at der umiddelbart efter ethvert Fiat følger en Majuskelbogstav med Punktum (f. Ex. R., B., o. s. v.), hvilken man efter størst Rimelighed skulde antage at betegne Pavens signatur, saadan som han havde tilføjet den i Originalextracten, men at denne Bogstav slet ikke er Begyndelsesbogstaven til Pavens Navn. Efter alle Fiat, givne af Clemens d. 6te, staar et R., efter alle af Innocentius d. 6te et G., efter alle af Urbanus d. 5te et B., efter alle af Modpaven Clemens d. VII et G. Man har gjettet paa, at det maaskee kunde vere Initialen til Pavens forrige Navn, som han bar før Ophøjelsen, men dette passer kun paa Clemens VI, der heed Roger, og Clemens d. 7de, der heed Gualtier Grimaud; derimod heed Innocentius Stephanus og Urbanus d. 5te Villjam. Sammentreffet ved Clemens d. 6te og 7de maa saaledes kun vere tilfeldigt. Her maa man altsaa antage, enten at enhver Pave ved slig Lejlighed har valgt sig en vilkaarlig Bogstav; eller og at han selv ej skrev andet end fiat, men at den foredragende Notar eller Cantsler til Bekræftelse vedføjede sit Navn. Dog passer heller ikke Initialen altid til Cantslerens eller Vicecantslerens Navne, og det maa nøje tages i Betragtning, at Bogstaven for vedkommende Paves hele Embedstid aldrig vexler, uagtet man dog maa antage, at Cantsler eller Notarier stundom skiftede. Det sandsynligste bliver derfor, at Paven selv tilføjede Majuskelen; men hvorfor han da valgte en anden Bogstav, end Initialen til hans egne Navne, og hvad der bestemte ham til just at velje den, vi see ham anvende, og ingen anden, maa jeg overlade til andre at udfinde.^[50]

Naar Nogen ansøgte om flere Ting paa een Gang, helst naar en Konge, Fyrste, Nuncius eller Biskop anholdt om forskjellige Begunstigelser for sig selv og andre, plejede enten alt at anføres punktviis i een og samme Original-Ansøgning, eller ogsaa indførtes Punkterne ved Uddraget paa eet og samme Blad; dette kaldtes da en Rotulus eller Rolle, en Benevnelse, som vel og blev Original-Ansøgningen til Deel, naar den indeholdt saa mange Punkter, at den maatte rulles sammen for med Lethed at transporteres. Man finder derfor ofte i disse Regester slige Rotuli indførte med Overskrift f. Ex. Rotulus Regis Daciæ, Rotulus Nuncii ad Regem Sveciæ et Norvegiæ, Rotulus Reginæ Sv. et Norvegiæ o. s. v., og de ere undertiden saa lange, at de optage mange Blade; ja en Rotulus fra Modpaven Clemens d. 7des Tid, „Rotulus Comitis Gebennensis“, optager et heelt Bind. Ved slige Rotuli tilføjedes da sedvanligviis „Fiat“ engang for alle i Slutningen, ligesaa „quod transeat“ o. s. v. Med et eneste Pennestrøg kunde paa den Maade ofte flere hundrede Beneficier bortgives. Formodentlig er det ovenomtalte Supplicationsuddrag (fra den upsalske Canonicus Nikolaus Sigfastssøn) til Pave Johannes d. 22de Originaluddraget af en saadan Rotulus, der af en eller anden Grund, som nu ikke kjendes, ej har faaet den pavelige Paategning, skjønt man neppe kan betvivle, at den har veret bevilget. Den mangler derfor ogsaa Datum, thi man erfarer, at dette, der aldrig mangler i Regestbøgerne, altid maa have veret tilføjet umiddelbart efter at Resolutionen var falden, for at det Brev, som derefter udferdigedes, kunde dateres fra samme Dag, hvilket ufravigeligt iagttoges. Supplications-Uddragets Datum er saaledes ej den oprindelige Ansøgnings, men Bevilgningens, hvilket nøje maa erindres.

Undersøger man nu nærmere alle disse Rotuli og sammenholder dem med andre Brevskaber, saa seer man, at de fornemmeligt indgaves, naar vedkommende Hovedansøger enten selv var ved Curien eller havde Gesandter der. Saaledes findes en vidtløftig „Rotulus Regis Daciæ“ af 5te Marts 1364, da den danske Konge Valdemar Christopherssøn gjestede Pave Urbanus d. 5te i Avignon. Derforuden findes en Rotulus familiæ regis Daciæ (for Kongens Hoffolk og Tjenere) af 9de Marts s. A., og sidenefter et Tillæg „pro familia regis Daciæ“ af 12te, og tre andre af 7de, 22de og 25de Marts „pro Rege“.^[51] En tidligere Rotulus fra Kong Valdemar, dog uden denne Overskrift, findes under 16de Septbr. 1355; da var han ikke selv ved Curien, men under den strax paafølgende 4de October findes en supplik fra „Petrus Laurentii, miles, Ambaciator regis Daciæ“, altsaa kan man med Vished vide, at hiin Rotulus fra Kongen selv har veret overbragt ved Ridder Peter Laurentssøn, hans Gesandt. Paa samme Maade kan man deraf, at en Rotulus af 8de Sept. 1347 fra Kong Magnus Erikssøn i Norge og Sverige umiddelbart efterfølges af en Ansøgning fra hans „Ambassiator“ Magnus Østeenssøn, vide, at Kongens egen Rotulus maa have veret overbragt ved denne, eller maaskee af flere, der dannede et heelt Gesandtskab, da der af 10de Sept. 1347 findes en Fælles-Ansøgning fra „Nuntii Regis Norvegiæ“. Slige Ansøgnings-Roller give derfor ofte vigtige Oplysninger om Kongers og Fyrsters Besøg ved eller Gesandtskaber til Curien, om deres omgivelser paa Reisen og overhoved om deres Yndest for eller Forbindelse med denne eller hiin af deres Undersaatter. De fleste Rotuli fra Biskoper, fornemmelig de fjerne Landes, sees ligeledes at vere indgivne paa den Tid, de opholdt sig ved Curien i Anledning af deres Udnevnelse. Da de sedvanligviis havde mange geistlige Beneficier, som de alle ved modtagen Biskop-Indvielse maatte opgive, eller som eo ipso bleve ledige, plejede de da gjerne strax ved indgivne Ansøgninger at sørge for, at disse Beneficier bleve givne deres Venner, samt tillige at skaffe sig selv flere Rettigheder og Bemyndigelser. Saaledes erfarer man f. Ex., at Biskop Botulf af Stavanger, der udnevntes den 7de October 1355 og 15de November næstefter fik den sedvanlige Tilladelse til at drage hjem, ligeledes havde indgivet en Ansøgnings-Rotulus, hvorpaa Resolution faldt den 2den December, om Tilladelse til selv at besette sine hidtil hafte geistlige Embeder, nemlig et Canonicat med præbende i Stavanger, et ligesaa i Bergen og sogneprestembedet ved St. Petri Kirke i sidstnevnte By, med dem, han dertil maatte udsee; om et Canonicat med præbende paa Hamar for hans Frænde Agmund Olafssøn, Canonicus i Nidaros og Prest til Hadsel i Nordland; om et Canonicat i Stavanger for en Sigurd Vignaldssøn, m. m. Alle disse Tilladelser, skjønt her givne saagodtsom under eet, frembragte naturligviis ligesaa mange forskjellige Expeditioner, af hvilke den ene, Retten til selv at udnevne Eftermend, ganske rigtigt findes i Innocent. VI. Commun. ann. 3. libr. 2. fol. 263, ep. 319, og dateret 2den Decbr. 1355, som Resolutionen. Den 23de Octbr. 1359 udnevntes Hallvard til Biskop i Oslo; den 2den Januar 1360 fik han bevilget en liden Rotulus, hvori han blandt andet søgte om, at Stigandi, Canonicus i Strengnes i Sverige, maatte succedere ham i hans forhen hafte, nu ved Biskops-Indvielsen ledigblevne Embede, Archipresbyteratet i Oslo. I Begyndelsen af 1364 beskikkedes det pavelige Sendebud, Dominicanerbroderen Gotskalk Falkdal, til Biskop i Linköping; den 20de Marts s. A. fik han en Rotulus bevilget, der handlede om endeel Bemyndigelser. Man kan saaledes for det meste antage, at en Biskop fra Norden, der har faaet en supplik bevilget, paa den Tid har opholdt sig ved Curien, efter nylig at vere bleven udnevnt, og hvor selve Provisionsbrevene mangle, er dette et temmeligt sikkert vink til nogenledes at bestemme Udnevnelsestiden. Saaledes vidste man kun hidtil, at der omkring 1360 var en Biskop paa Færøerne, ved Navn Arne. Af en supplicationsrotulus, ham bevilget d. 21de Januar 1360, sees, at han da maa have veret i Avignon og faaet sin Udnevnelse. Dette vilde man ellers ikke kunne vide, da Provisionsbrevet savnes.

Kunne saaledes end disse Supplik-Uddrag ikke i og for sig siges at indeholde saa saare vigtige Ting, saa tjene de dog til at give mange interessante, ofte højst afgjørende Oplysninger, især i chronologisk Henseende. Men deres største Fortjeneste er den, at de, sammenholdte med hinanden indbyrdes, give os et ypperligt Indblik i den hele Ansøgnings- og Befordrings-Routine ved den pavelige Curie, samt lærer os, hvilke af Europas Nationer underholdt den mest levende Forbindelse med Curien, eller hvilke Nationers Geistlige mest overhang denne med alskens Andragender, og hvilke endnu overholdt nogen Selvstendighed. Vi see saaledes, at curien allermest overhengtes af Supplicanter fra Frankrige, England og Spanien, hvilket ogsaa letteligt forklares af Pavesedets Beliggenhed i Avignon;^[52] men merkeligt er det, at Supplikerne fra selve Italien ere meget sjeldnere end de fra Spanien; Tydskland har i det Hele taget og holdt sig mere tilbage, ligesaa Norge, og tildeels Danmark, medens derimod Sveriges Geistlige ideligt forekomme blandt Ansøgerne. Merkeligt er det at see, hvorledes Kongerne i deres Rotuli, naar de androg om Beneficier for Geistlige, som de toge sig af, ikke i mindste Maade generede sig for at søge om udenlandske ligesaagodt som indenlandske. Kong Valdemar søger om Beneficier rundt om i Tydskland for sine tydske Yndlinge, Kong Magnus om Beneficier i Danmark og Meklenburg. Af særegen Interesse ere de saakaldte Rotuli Universitatum, hvorved der i samtlige Magistres eller Doctorers Navn søgtes om Beneficier for hver enkelt af dem, som ogsaa nevnes; derfor indeholder en slig Rotulus ogsaa en Art Matrikel over Universitetets Doctorer eller Magistre. Slige Rotuli findes for Paris, Toulouse, Oxford, Cambridge, flere spanske, Bologna, o. s. v. Af en for Paris’s Universitet af 1349 sees, at dette inddeeltes i fire Nationer, den gallicanske, den picardiske, den nordmanniske og den anglicanske, og at til den sidste ogsaa regnedes de Skoter, Tydskere og Nordboer, som studerede ved Universitetet. Blandt Nordboerne nevnes i hiin Rotulus flere svenske, men ingen Nordmand.

Det er ellers let at indsee, at hvis man havde alle Brev-Regester fuldstændigt, vilde enhver i Supplicationsregesterne optagen Resolution findes repræsenteret i hine ved et særegent Brev og Supplicationsregesterne i saa Henseende gjøres overflødige. Men nu findes hine ej fuldstændigt, hvor Papirsbøgerne mangle, og supplik-Uddragene kunne saaledes udfylde mange Huller, ikke at tale om, at det er af Vigtighed og Interesse at have alt det samlet paa eet Sted, som i Brev-Regesterne er spredt paa mange forskjellige Steder.

Det er derfor Skade, at vi forholdsviis kun have faa af Supplikregesterne tilbage. Rekken begynder med Clemens d. 6te og slutter med Urbanus d. 5te, derpaa findes ingen, førend man kommer til Modpaven Clemens d. 7de. Men for hine tre Paver, Clemens d. 6te, Innocentius d. 6te og Urbanus d. 5te, er den paa det nærmeste fuldstændig, indtil Urbanus’s 6te Aar. For Clemens d. 6te er der 21 Bind, paa gjennemsnitligt 230 Sider, for Innocentius d. 6te 13, for Urbanus d. 5te ni. For Modpaven Clemens d. 7de findes mange, men uden synderlig Interesse, idetmindste for Norden.

Supplik-Regesterne ere alle skrevne paa Papir, men det ypperlige tykke Papir, hvorom forhen er talt. Haanden er sedvanligviis god og tydelig Cursiv fra de Tider; en liden Prøve vedføjes her, taget fra Clemens d. 6tes Regester. De ere, som man af Overskriften kan see, oprindeligt førte i Qvaterner, som de andre Regester, og senere indbundne, men samtidigt folierede med Romertal. De Registratorer, der anvendtes til at føre disse Regester, maa have dannet en særskilt Afdeling. Man finder nemlig for Aaret 1358 en Ansøgning fra Symon de Vares, „Registrator Supplicationum vestrarum ac grossator literarum apostolicarum,“ om at maatte befordres til officium scriptoris penitentiariæ vestræ.

---

Saaledes har jeg her anført det Vigtigste, jeg efter egen Erfaring veed at sige om de pavelige Regester fra 1198 indtil c. 1530. Hvad der er efter den Tid, har jeg ej synderlig Kjendskab til, da det ikke længer er af umiddelbar Interesse for Nordens Historie.

Man finder paa flere Steder angivet et bestemt Tal paa samtlige Regestbind, der skulle opbevares i det pavelige Archiv. Men dette Tal kan alene vere omtrentligt, da vel neppe nogen endnu har gjort sig den Umage at optelle alle Regestbindene, ikke at tale om, at man neppe engang er enig om, hvad der skal henregnes til Regester, og hvad ikke; thi nogle henregne dertil ogsaa alleslags Qvitterings- og Regnskabsbøger, hvorved Regesternes Antal gaar op til noget ganske overordentligt. Jeg vil saaledes gjerne tro, at man, naar man regner fra 1198 til 1860, altsaa 662 Aar, og i Gjennemsnit tre Bind for hvert Aar, kan faa i alt henved 2000. Men forstaar man ved Regester kun Brev- og Supplik-Regester, bliver det neppe saa mange. Jeg skal her forsøge paa tilnærmelsesviis at bestemme Bindenes Antal indtil 1530.

Fra 1198 til 1316 kan i det højeste regnes 90 Bind	90
Fra 1316 til 1380 kan, naar man tager Hensyn til den store Udførlighed, til Existencen af Papirsregester, Supplik-Regester m. m., sikkert regnes gjennemsnitligt 4 Bind aarligt, altsaa for 64 Aar	246
Fra 1380 til 1440, 60 Aar, kan neppe regnes mere end 60 Bind	60
Fra 1440 til 1530, 110 Aar, omtrent 3 aarligt	330
Tilsammen	726

Men heri ere da ingen Regestbøger eller Cameralier medregnede. Tages de med, løber Antallet formodentlig op til 1000.

---

Ved at gjennemgaa de pavelige Regester, Bind efter Bind, faar man først en anskuelig Forestilling om, hvilken forbausende Indflydelse Pavemagten gjennem størstedelen af Middelalderen udøvede ej alene paa de kirkelige, men gjennem dem ogsaa middelbart paa de verdslige Anliggender i alle katholske Lande, de nærmeste som de fjerneste; hvorledes den udøvede den nøjeste Control, endog i de største Enkeltheder, og ved den urokkelige Stabilitet og Conseqvens, der betegnede hele dens Virksomhed og udgjorde dens Væsens Grundcharakteer, dannede en velgjørende Modvegt mod den Ubændighed, der var Middelalderens Særkjende og ellers vilde have revet Folkene hen i det vildeste Barbarie. Man erkjender saaledes, ved at studere Regesterne, ej alene, at disse ere den ypperste Kilde til Middelalderens Historie, men man begriber neppe engang, hvorledes nogen overhoved vover at skrive udførlige Verker over Middelalderens Historie uden at kjende og benytte dem. Vel have Baronius og Raynaldus benyttet Regesterne flittigt i deres velbekjendte, ypperlige „Annales Ecclesiastici“, men de have dog ikke kunnet give Uddrag uden af de vigtigste og i den almindelige Historie mest indgribende Sager. De mange Enkeltheder, tilsyneladende ringe nok, men tilsammen af den højeste Interesse, fordi de give den tydeligste Forestilling om Curiens umaadelige Virksomhed og den Opmerksomhed, den henvendte paa det mindste som det største, fjern og nær: – dem kunde deres Verk ikke rumme, og med dem tillod deres Plan dem ej at beskjeftige sig.

Naar man seer, hvor mange Breve der i Løbet af hvert Aar og hver Dag i Aaret udferdigedes fra det pavelige Cancellie, eller fra de pavelige Contoirer i Almindelighed, maa man forbauses ved Forestillingen om det overvettes talrige Contoir-Persona1e, som dertil udfordredes. Thi for det første ere Brevene i Regesterne selv saare mange, ofte et Par Tusende og flere, altsaa sex til syv dagligt; for det andet ere saa mange Breve kun antydede og ikke heelt udskrevne, at man gjerne kan fordobble det hele Antal, og endda ikke naa op til det virkelige. Naar f. Ex. almindelige Opfordringsbuller udstedtes til at bekrige de Vantroende, eller frelse det hellige Land, plejede somoftest kun eet af Exemplarerne at skrives i Regesten, og alle de øvrige kun at betegnes, som ovenanført, med In. e. m. o. s. v. Men nu bleve saadanne Buller expederede til alle Erkebiskoper, mange Biskoper, de fleste Konger og Fyrster, allermindst i et Par hundrede Exemplarer, saaat endog den blotte Opregning i Regesten optager flere Sider; og da nu og disse Buller sedvanligviis vare meget vidtløftige, synes alene en eneste saadan med alle dens Exemplarer at have kunnet beskjeftige mere end hundrede Skrivere i en Uge. En Biskops-Provision eller Erkebiskops-Confirmation udkrevede, som det ovenfor er nevnt, mindst fem, ofte flere, indtil syv eller 8 temmelig lange Breve; dertil kom Afskriften først i Papirs-, siden i Pergaments-Regesten; men naar der da, som ofte skete, udnevntes tre eller fire Biskoper paa samme Dag, kunde dette alene give henimod 40 slige Breve; hertil kom og, at enhver Biskop tillige kort efter sin Indvielse skulde have en dimissio eller licentia recedendi, og en Erkebiskop desuden Palliumsbrev. Ethvert Conservatorium udfordrede mindst to Breve, et Provisionsbrev ligeledes, som vi have seet, to, og ofte udstedtes Snese slige paa een Dag, ligesom neppe nogen Dag i Aaret gik hen, uden at idetmindste eet udstedtes. Af Confessionaler, der, fuldt udskrevne, ej ere saa korte, udstedtes ofte henimod 50 paa een Dag. Og da alle slige Breve ved Reenskrivningen skulde ingrosseres, gik det langsommere dermed, end det nutildags vilde gaa, saa at een Grossator vel i Gjennemsnit neppe kunde levere flere end fire middels lange Breve om Dagen. Regner man nu henimod hundrede slige dagligt, giver dette Arbeide for 25 Grossatorer alene i Cancelliet; men man kan vist med Sikkerhed regne, at der ofte ikke engang blev skrevet eet Brev, eller at flere Dage gik hen, uden at noget blev reenskrevet: samtidigt var derfor snarere henimod hundrede Grossatorer i Arbeide. Hertil kommer nu det hele vidtløftige Registrations-Arbeide, Abbreviationen, og Skriveriet i de øvrige Contoirer, især Cameraria og Thesauraria.^[53] Contoirpersonalet løb derfor sikkert op til mange hundrede, og da Lønningerne synes at have veret gode – Vicecantsleren fik nemlig maanedligt (s. o. S. 432) over 97 Gylden, en Bullator over 32 Gylden, en Registrator (s. S. 450) 2 Grossi (omtr. 77 Gylden) for 100 Linjer, og man kan, for at reducere disse Summer til de nuverende Pengeverdier, multiplicere med mindst 10 –, maa uhyre Summer dertil have medgaaet.

Spørges der nu, hvor sterkt Norden i Almindelighed, og Norge i Særdeleshed, er repræsenteret i Sammenligning med andre Lande, da maa man vistnok svare, at den i saa Henseende staar overmaade meget tilbage for de megtigere, rigere og nærmere Pavestolen beliggende Lande, som Frankrige, England, Spanien og Italien. Sammenligner man f. Ex. de England vedkommende Breve med dem for Norden, saa vil man vist finde, at der for tre af hine kun er et af disse. Og blandt disse forholdsviis faa for Norden udgjøre de, som udelukkende vedkomme Norge, ikke en Trediedeel, da Sverige er ulige sterkere repræsenteret, og dernæst Danmark. Men alligevel er det Udbytte, der kan gjøres for Norge alene, i og for sig ikke ringe, hvad enten man seer hen til Indholdet eller til Antallet. Der er kun saa uendelig meget mere for de øvrige Lande. Svagest er Norge repræsenteret i Provisionerne til Beneficier, saavelsom og i Supplicationerne. Men dette kom aabenbart af den agtverdige Grund, at den norske Geistlighed endnu i det 14de Aarhundrede var mere patriotisk, end de fleste andre Landes, at den overhoved ikke yndede Curiens umiddelbare Indskriden, og derfor heller ikke saa ideligt overhang den med Ansøgninger: hos Folket selv maa der desuden have hersket en saa sterk og afgjort Modbydelighed for at have Geistlige, der ej kunde tale Landets Sprog, at Curien selv maatte respectere den og gaa af Vejen for den; thi alene i Provisioner til Beneficier i Norge, ikke i noget andet Land, finde vi den Betingelse udtrykkeligt foreskreven, at Candidaten skal kunne Landssproget, og allerede omkring 1300 see vi af Laurentius’s Saga, at denne ansaa Ukyndighed i Norsk som en absolut Hindring mod at den ellers dygtige og fortjente Flamlender Johannes fik Sogneprest-Embedet ved Mariekirken i Nidarnes. Da nu saaledes Landets egne Børn sjelden søgte, og Fremmede, der ellers ikke regnede det saa nøje, hindredes af nysanførte Grunde, maa disse Embeders Besettelse i Norge fordetmeste vere skeet paa den sedvanlige legale Maade ved Biskoperne, men som en Følge deraf findes nu ogsaa yderligt faa Provisioner for Norge. De Fremmede, som ansattes her, vare mestendeels svenske, da Sproget ej gjorde dem nogen videre Hindring; men dette har neppe veret uden Indflydelse paa Landets Sprog, og bidraget til at fremskynde den Forsvenskning og Fordanskning af Skriftsproget, som begyndte i det 14de Aarhundrede.

Efter Schismet bliver Udbyttet af Regesterne for Norden endnu ringere i Forhold til Indholdets Masse, end forhen, deels fordi Provisioner idetmindste af Biskoper nu atter vare blevne sjeldnere, deels, og især, fordi pavestolen mere og mere optoges af verdslige Interesser, nemlig som italiensk Landsregjering, og saaledes næsten ganske tabte ej alene Norden, men næsten hele Nord-Europa af Sigte og overlod dem til sig selv. Hovedmassen af Brevene vedkommer italienske Anliggender og Kirkestatens Forhold ligeoverfor de nærmeste Fyrster; kun en sjelden Gang findes Breve til eller om Norden, men da somoftest flere paa een Gang, nemlig eftersom en Gesandt eller en Fyrste fra Norden har besøgt Curien.^[54] Men denne aabenbare Forsømmelse af Nord-Europa har visselig ikke bidraget lidet til at forberede Vejen for Reformationen. Da den begyndte, vare Nordeuropns Folk allerede for en stor Deel blevne fremmede for Curien, Og havde tabt Interessen for den, og det var nu for silde, at ville opfriske denne Interesse, som den ved sin egen Lunkenhed havde ladet kølne. Men endog Tausheden om Norden Og Nord-Europa i denne Deel af Regest-Rekken er her et talende Vidnesbyrd.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. [Forhen utrykt; blev hjemsendt af M. fra Rom og oplæstes af Rigsarkivar Lange i Christiania Videnskabs-Selskab 5. October og 16. November 1860. Afhandlingen blev derpaa deponeret i Rigsarkivet med Paaskrift, at den ikke maatte offentliggjøres, saalænge Pater Theiner levede.]
2. Det forekommer mig dog ikke sandsynligt, at hele den uhyre Masse flyttedes til Paris; alene Regesterne vilde næsten vere mere, end man kunde overtage. Dog herom savner jeg nøjagtig Underretning.
3. See Langebeks Scriptt. rer. Dan. T. 6. p. 20. 21, jvfr. min „det N. Folks Hist.“ III. s. 258. 267.
4. Brevet findes i mine Afskrifter, tidligere trykt i Baluze’s Epistl. Inonc. IIIⁱⁱ XIV. 73, jvfr. min Hist. III. S. 537. 538 [nu trykt Dipl. Norv. VI, No.12].
5. Baluze, l. c. XI. 174. Dipl. Suec. [I, no. 134.]
6. See min Historie IV. 2. p. 57. 58. En Afskrift af Documentet erhvervedes i sin Tid af Mallet for Danmark, og denne Afskrift opbevares i det danske Geheimearchiv; men Orginaldocumentet selv har nu ej varet at finde i du vaticanske.
7. Fuldstændig afskreven af mig og indsendt [trykt i „Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger 1282–1334“, udg. af P. A. M. (1864), Side 14–66].
8. Dette Regnskabshefte er ligeledes af mig afskrevet og indsendt [trykt ss. Side 67–134]. Det er nu indbundet tilsammen med de to førnævnte Nuntiers Regnskabshefter samt med tvende lignende, udgivne af de til England samtidigt og i samme Erinde sendte Nuncier, Icher af Concoret og Bernard af Sistre.
9. Qvitteringerne ere allerede trykte i Dipl. Norv. 1. S. 258–268, efter tidligere erhvervede Afskrifter, dog ej af Originalbrevene, der nu fordetmeste ere ulæselige.
10. Jeg vil her exempelviis paapege de Regnskaber, som en sjelden Gang forefindes over Curiens samtlige Indtægter og Udgifter for visse Aarrækker, men som neppe hidtil have veret opdagede, endsige offentliggjorte. Jeg har saaledes forefundet og afskrevet eet for 1355, aflagt af Thesaurarius og godkjendt af Pave Innocentius VI, blandt hvis Indtægtsposter ogsaa de fra Norge, Sverige og Danmark indsamlede Penge figurere. Blandt Udgiftsposterne forekomme Udleg til Istandsettelse og Meublering af Værelser for Kong Peter af Aragon ved hans Besøg i Avignon, noget over 457 Guldgylden til et sverd med Gehæng af Silke, Guld og Selv samt Email, samt til en med Perler besat Hat, som Paven forærede ham. – Ej uden Interesse ere ligeledes Optegnelser om Pavernes daglige Udgifter, Almisser o. s. v. saavelsom Originalanviisninger fra Camerarius til Thesaurarius. F. Ex. i en Samling for 1383–88:
    
    Domino Thesaurario.   Domino G. Vindentij.

    Tradatis domino Marco, magistro bombardarum, pro suis expensis faciendis decem florenos.

    Camerarius

    (paategn. m. en and. H.) Tradatis predicto domino Marco predictos .x. florenos.

    
    xx Novbr. anno ix. (ɔ: 1386). pro Thesaurario R. B. de Molinis.
    Altsaa holdt Paven (her formodentlig Modpaven Clemens VII) Artilleri.
    Endvidere: Domino Thesaurario.
    C’est lordenence des quatre barchez – Premierement en chascune barche vn patron et .iiii. arbalestriez – Item pour chascun patron et pour sa barche .j. flor. iij. gr. le Jour qui’ montent les .iiij. patrons et leurs barchez pour viij. Jours. xl. flor. – Item .xiiij. mariniez ponr barche qui sont pour les .iiij. barchez .lvj. content chascun Jour pour hemme .iiij. gr., valent en somme .vij^xx et .iiij. (ɔ: 144) flor. – Item pour chascune barche .iiij. arbelesstriez, qui aront chascun .iiij. gr. le Jour montent .xl. flor. pour les .viij. Jours. Somme .ij.^c xxiiij. (ɔ: 224) flor. – Item encorez .vj. flor. pour les fustes des .ij. autres barchez. – Item auez en memoire de doner au .iiij. homes darmez ce que bon vous semblera. (tradatis pro duabus barchis et hominibus pro eis …… xxiij. flor.)
    xvij. nonembr. R. B. de Molinis
    Af end større Interesse ere maaskee de Optegnelser, der handle om de pavelige Embedsmends Gagering. Saaledes af en fra Gregorius d. XItes 5te Aar (1375):
    Dominus Vicecanncellarius recipit in duobus mencibus cxciiij. flor. ix sol. ix den.
    Item Marescallus iusticie recipit ij.^c lxxx. flor. xi. libr. xix. sol. ij. den. vienn.
    Item Corrector recipit sicut scutiferi vel hastiarij maiores.
    Item Bullatores recipiunt lxiij. flor. xvij. s. vij. d.
    Item Magister hospitij recipit lvj. fior.
    Item Custos Carceris recipit .xx. fl. xvj. s.
    Magister in Theologia recipit in duobus mensibus xl. libr. vij. s. iiij. den. vienn.
    Prima die Capellanus commensalis reeipit .xj. s. iiij. d. obol., ij^da die j. flor. ij. sol. iiij. d. ob., iijⁱⁿ die j. fl. xv. s. iiij d. ob. –; iiij^a die ij. flor. vj. s. iiij d. ob. o. s. v., altid stigende til „lvj. die xxxj. fl. vii. s.“
    Penitentiarius recipit prima die .ix. s. ix. d vienn. quorum florenus valet xxij. s. turonens. gross. ix. den. ob. – ij. die .xix. s. vj. d. – iij. die j. flor vij. s. iij. d … lvj. die .xxxv. fl. x. s.
    Prima die recipiunt Secretarij. iiij. s. x. d. ob. – ij. die .ix. s. ix. d. – iij. die .xiiij. s. vij. d. ob … lvj. die xij. fl. ix. s.
    Pro literis quitationum recipiuntur floreni in modum qui sequitur. Primo de summa .c. fl. – j. fl. ij. gr. ij. – de .c. usque ad M. exclus. – iij. fl. iij. gr. – iij. de M. – iiij. fl. iiij gr. &c &c. Item sciendum est quod de florenis, qui recipiuntur pro consecrationibus Episcoporum et benedictionibus abbatum, servientes armorum habent medietatem totius summe, et de alia medietate dns Camerarius habet duas partes et clerici camere tertiam.
    Sequuntur nationes quibus consueuerunt esse penitentiarij. In Francia – Anglia – Lingua Occitana – Flandria – Britannnia – Alamannia – Boemia – Polonia –– Dacia – Vngaria –– Yspania (Cathalonia, Aragonia, Portugalia, Nauarra) unus; – In Ytalia.

11. F. Ex. i Regest. Supplic. Clementis VI. An. 1. p. 1. f. 76: „Petro, dicto lo louat, regestratori vestro, de officio scriptorie penitentiarie vestre.“
12. Citeret af Delisle i hans „memoire sur les actes d’Innocent III“, p. 2l; det findes i det keiserl. Bibl. i Paris, Suppl. lat. 1128, fol. 19.
13. „Sine difficultate dantur“ betegner her aabenbart „uden videre Omsvøb eller Omstendigheder ved Udferdigelsen.“
14. Dette sees bedst af en c. 1350 forfattet Index til tredie og fjerde Aargang af Innocentius d. 3dies Breve, nu forstørstedelen tabte; dens Overskrift er: Rubricæ Regestri literarum secretarum felicis recordationis domini Innocentii papæ tertii &c. –, men blandt dem forekomme mange, der umuligt kam have veret udferdigede i lukt Stand, ja, enkelte henhøre endog aabenbart til Classen communes, efter Formularer, som (f. 29) Protectionsbrev for Grevinden af Flandern. Man har desuden til flere af Innocentius’s indregistrerede Breve, af hvilke den ene Aargang ej adskiller sig i Brevenes Beskaffenhed fra den anden, og saaledes alle maatte blive henregnede under Kategorien secretæ, endnu de originale Exemplarer, der vise sig at vere udstedte i aaben Form. Da nærværende Undersøgelser, for de fra Curien udgangne Breves Vedkommende, alene angaa de i Copibøgerne indførte, ikke Originalerne, uden forsaavidt som det er nødvendigt til at oplyse disses Beskaffenhed, behøver jeg heller ikke her foreløbigt at dvele udførligere ved Originalbrevenes andre forskjellige Inddelinger efter Indhold og Beskaffenhed, men henviser demsangaaende til det nys citerede Skrift af Delisle, S. 16–21. Det er kun tilstrækkeligt at anføre, at de først og fremst inddeles i to Hovedklasser, a) saadanne, som begrunde en Ret eller Adkomst for Modtageren, og b) Befalinger, Paamindelser, Advarsler, Straffebreve o. s. v Den første Klasse inddeeltes igjen i de mere solenne, eller Privilegier, de mindre solenne, eller Indulter, Constitutioner, Concessioner, Protectioner &c. – Den anden Klasse bestod af Commissioner, Executioner, Mandater, Monitorier o. s. v. Om de forskjellige Former, som herved iagttoges, see nedenfor. En anden Inddeling var den i patentes og clausæ. Om communes og secretæ eller ad legendum er ovenfor talt. Tilsammen kaldtes de alle Buller af de vedhengte Blysegl; i de senere Tider har man dog gjort den Distinction kun at kalde de Breve Buller, der forudskikke Formularen „ad perpetuam rei memoriam“, og saaledes indeholde en for kommende Tider opgiven Constitution, medens Specialbreve til enkelte kaldes Brevia.
15. Det er nærverende Materie uvedkommende, udførligt at beskrive alle disse Finesser, og jeg kan desangaaende henvise til det ovenciterede Skrift af Delisle, hvor nogle heel merkelige Optegnelser derom, formodentlig af en Grossator fra c. 1300, ere aftrykte efter et Manuskript i det keiserlige Bibliothek og forklarede (S. 23 fg.). Exempelviis vil jeg kun heraf anføre, at i de Pavebreve, hvor Bullen vedhengtes i Silkesnor (hvorom nedenfor), skulde Pavens Navn skrives med de velbekjendte høje smale Bogstaver, det første af disse med en spids (opex) over og hvad man kunde kalde à jour eller med gjennembrudt Arbeide, hvorimod i Breve med Bullen i Hampesnor, skulde kun det første Bogstav af Navnet skrives stort, de øvrige som ellers. I Breve af første Slags skulde D i „dilecto filio“ være højere end de øvrige Bogstaver. I alle Breve skulde „Salutem et apostolicam benedictionem“ skrives forkortet Salt et apca ben., hvorimod man aldrig maatte skrive Ordene per og pro forkortede paa den ellers brugelige Maade, ꝑ og ꝓ. I Breve med Silkesnor maatte Forbindelsestegn antydes ved ^s over Linjen, i andre Breve kun paa sedvanlig Maade med ~ o. s. v.
16. Literæ Inn. III. I., 235. 349. IX, 120.
17. Ibid. XII. 61. Henrik, pavelig Scriniarius, lod ifølge dette nogle gamle Buller, hvis Originaler, skrevne paa Papyrus, havde lidt store Beskadigelser, paany afskrive og de manglende Stykker tilføje, men disse sidste med andet slags Skrift (tonsæ literæ) end det øvrige.
18. Dette sees af Innocentius d. 4des Brev af 5te Juli 1252, aftrykt hos Delisle, l. c. p. 70. Han meddeler her, hvorledes det hidtil brugte Stempel til den Side af Bullen, der fremstillede Apostlernes Hoveder, var gaaet itu ved de idelige Hammerslag, saa at et nyt havde maattet anskaffes (Nuper siquidem contigit, alterum bullæ nostræ typarium, quo veneranda videlicet apostolorum Petri et Pauli capita exprimuntur, jam attritum innumeris malleationis diutinæ percussuris, extrema tandem ictus soliti passione confringi).
19. Der gives saa mange Exemplarer og Afbildninger af Buller, hvortil her kan henvises, at yderligere Beskrivelse ej er fornøden. Derimod er det af Interesse at tilføje, at ogsaa de fremstaaende Punkter paa Blyseglene, deels rundt om Peripherien paa begge Sider, deels i de omtalte Glorier, i Peters skjeg og Pande skulde udgjøre et vist Antal, ogsaa til Forebyggelse af Forfalskning. Martinus Polonus, der levede midt i 18de Aarhundrede, skriver derom: Falsæ literæ percipi possunt in bulla, puncta numerando. Nam vera bulla in circulo, ubi sunt aposteli sive capita apostolorum, habet LXXIII puncta, alius vero circulus in alia parte (nemlig Rand-Peripherien paa den Side, hvor Navnet er skrevet) LXXV. Alius, qui est supra caput Petri, habet XXV, qui sunt in fronte beati Petri, sed in fronte beati Paulli non sunt nisi XXIV. Et in barba b. Petri XXVIII. Martin. Pol. Summa decreti et deeretalium s. voce „Falsarius“ – cfr. Delisle, l. c. p. 48. Forresten varierer Punkternes Antal noget for de forskjellige Paver.
20. See min Historie III. S. 392. Sverr. Saga Cap. 127.
21. Regelen for Anvendelse af Silkesnoren eller af Hyssingen angives forskjelligt. Det sedvanlige er, at Silken anvendes ved Naadessager, Hyssingen ved Befalinger og Strenghedssager. Nærmere Undersøgelser vise dog, at Forskjellen ligger deri, at Silken anvendes i alle de Tilfelde, hvor Brevet skulde gjelde og forblive i Kraft for alle kommende Tider, som ved Privilegier, Indstiftelser o. s. v., Hyssingen derimod ved de Breve, der kun vedkomme en enkelt Sag eller gjelde for en kortere Tid. Men da nu saadanne Breve, der skulde stadigt gjelde, fordetmeste vare de, hvorved visse Rettigheder og Fordele begrundedes for Modtageren, altsaa indeholdende en Naadesbeviisning, medens de temporært eller øjeblikkeligt gjeldende Breve fordetmeste vare Befalinger, Monitorier o. s. v., komme begge Distinctioner omtrent ud paa eet. I Frankrige skal samme skjelnen mellem perpetuelt og temporært gjeldende Breve befindes iagttaget ved Forseglingen af Kongebreve i Middelalderen, idet hine ere med grønt vox paa Silke, disse med gult vox paa Pergamentsstrimmel (Delisle, l. c. p. 20). Det er ikke usandsynligt, at samme Distinction ogsaa vilde befindes iagttaget hos os, dersom man havde Kongebreve nok at sammenligne. Thi saameget er idetmindste vist, at Voxseglet for det Brev af 124*, hvorved Kong Haakon Haakonssøn bekræfter Overdragelsen af Stavanger By til St. Svithun, henger i Silke.
22. See det i Noten S. 436 anførte Sted, hvor der for Registratoron Peter antoges som en Forfremmelse om en Scriptor- (maaskee Abbreviator-) Post i Penitentiaria.
23. Delisle, l. c. p. 10.
24. Sammesteds p. 33. Skade, at Originalregesten for dette Aar nu savnes, saa at man ikke kan constatere Henviisningens Rigtighed, der dog ej kan vere nogen Tvivl underkastet. Delisle anfører ogsaa et Brev af Innocentius III, indført i Chartulariet for Biskopsstolen i Paris, af 26de Marts 1203, hvor der i Bogen er tilføjet: Scripta est confirmatio ista in Regesto, et in primo quaterno sexti librí, circa finem.
25. Denne, hidtil neppe tilstrekkeligt paaagtede, Omstendighed kunde maaskee ofte bidrage til at oplyse, hvor lenge en Geistlig fra et fjernere Land til enhver Tid har opholdt sig ved Curien. Naar man f. Ex. foran det yngste af de Breve, der vedkommer ham selv eller hans Commission, og som han maa have medbragt, finder flere af endnu yngre Data, kan man vere temmelig vis paa, at han ej er kommen afsted paa Hjemreisen førend efter det seneste af disse.
26. Dudik, Iter Romanum.
27. Delisle, l. c. p. 11. Stedet lyder saaledes: Ex contíngentibus nihil omissum, sed inter casus adversos ecclesiæ suæ commodis tam futuris temporibus quam præsentibus vigiliter intendens, literas commissionis super causa status … in registro domini papæ, quatenus ibi perpetuo reperiri possunt, adscribi fecit. – Gir. Cambr. de jure et statu meneoensis eccl. dist. V. hos Wharton, Angl. sacra II. 593.
28. Gregorius d. 9des Regester, Tom. V. f. 45. (an. 9. ep. 134). Brevet er aftrykt i Theiners Polonia Sacra vol. I, p. 28, 29.
29. Til Bestyrkelse paa, at disse Tegn virkelig betegne Tal, kan anføres, at i Tom. VI. af Innocentius d. 6tes Regesta Chartacea findes der ved Brevtitlerne i den foranskikkede Index, udarbeidet af Registrator selv, paa sedvanlig Maade skrevne Tal, der sees ganske at svare til hine Tegn, og som saaledes afgive Nøglen til deres Forklaring.
30. Det kan her anføres, at i den i foregaaende Note omtalte Index staar der ved en Biskopsprovision, der meddeltes gratis, „sine taxa“; i Texten slaa paa det tilsvarende Sted „sunt pro ista provisíone .vij. literæ sine taxa“. Hermed sigtes til, hvad der nedenfor nærmere vil blive omhandlet, at en Biskopeprovision medførte Udferdigelsen af mindst fem, somoftest sex eller syv ligelydende Skrivelser, af hvilke dog kun den til vedkommende candidat registreredes in extenso, de øvrige kun korteligt antydedes bagefter, med Henviisning til denne, saa at der i Regesten egentlig kun stod een Skrivelse. Men nu er der i hiin Bemerkning aabenbart Tale om alle syv Breve: det er altsaa ikke Copien i Regesten, men Originalerne, der vare „sine taxa“, følgelig ere de tilføjede Taxtsummer for Expeditionen, ej for Registrationen.
31. Et fra disse Blade hentet, desverre defect, Brev, vedkommende Biskop Haakon i Bergen, og udstedt i Benedictus d. 12tes 3die Aar, 1337, 1338, findes blandt de af mig tidligere ind sendte Afskriften. [nu trykt i Dipl. Norv. VII som No. 142].
32. At Papirsafskrifterne toges efter selve Originalerne og ikke efter de rettede Minuter, indlyser allerede af det foregaaende; det sees desuden noksom deraf, at man ved Privilegierne finder Hjulet aftegnet og Underskrifterne tilføjede, ligesom det og især er i Papirsbøgerne, at Taxtgebyrene paa foranførte Maade ere tilføjede. – At Pergamentsbøgerne kun bleve skrevne efter dem paa Papir, erfares tydeligt nok af Paategninger paa sidste Side af flere Papirsqvaterner, lydende som saa: „Scriptum in pergameno per N. N.“ – Saaledes f. Ex. i tolvte Bind af Innocentius d. 6tes Regester paa Papir (for hans 4de Aar, 1356) fol. 116 vs. nederst: „Scriptum in pergameno per Dauid.“ – fol. 371 vs. nederst: „Scriptum in pergameno per Dauid de Dacia“ (denne David var altsaa en Dane); fol. 417. verso: „Scriptum in pergameno per G. de Papia“; ligesaa 438 verso, 467 verso. Man finder og, at medens Papirsregesterne sjelden have nogen fælles Titel for hver Aargang, men sedvanligviis kun hver Qvaterne for sig Overskriften „primus“, 2dus, 3tins o. s. v. quaternus primi (el. 2di, 3tii) anni N. N. papæ“, have Pergamentsregesternes Aargange Hovedtitlen: Regestrum primi (el. 2di, 3tii o. s. v.) libri eller anni (til hvert Aar skulde nemlig en Bog svare) N. N. papæ; altsaa har man her lige fra først af lagt an paa at bringe en samlet Aargang til Veje.
33. Saaledes f. Ex. Pave Johannes d. 22des Brev til Biskop Hallvard af Hamar angaaende Sigurd Hafthorssøn af 25de Juni 1334, der findes baade blandt Communes og Secretæ.
34. see f. Ex. i det Norske Folks Hist. IV. 1. S. 139, 469.
35. Det heed nemlig, som en staaende Formel, i deslige Provisioner enten: Sane (dudum) N. N.^si ecclesia per obitum bonæ memoriæ N. N. episcopi (archiepi) N. N.^sis, qui apud sedem apostolicam (eller extra sedem aplicam eller in illis partibus) diem clausit extremum, pastoris solatio destituta, nos ad ipsius ecclesiæ statum tranquillum et prosperum paternis studiis intendentes, et cupientes propterea virum idoneum (eller et andet Epithet) eidem præficere in pastorem, volentes quoque obviare dispendiis, quæ solent ecclesiis ex diutina vacatione imminere, provisionem eiusdem ecclesiæ dispositioni et ordinationi apostolicæ sedis hac vice auctoritate apostolicæ duximus reservandam, decernentes irritum et inane, si secus super hos scienter vel ignoranter a quoqvam (eller per quoscunque) quavis auctoritate contingeret attentari; eller Olim (el. Dudam) siquidem bone memorie N. N. episcopo (archiepo) regimini N. N. ecclesiæ præsidente, nos cupientes eidem ecclesiæ, cue eam (quovis modo) vacare contingeret, (per apost. sedis providentiam) idoneam præsidere personam, provisionem ipsius ecclesiæ ea vice dispositioni nostræ duximus specialiter reservandam, decernentes extunc irritum et inane o. s. v. Den første Form antyder, som man seer, kun en egenmægtig Udøvelse af Provisionsretten, efterat Embedet var blevet ledigt, og videre synes Johannes d. 22de ej at vere gaaet; den anden derimod indeholder Erklæring om Reservation i Formandens levende Live, og den blev hyppig efter Johannes’s Tid; saaledes f. Ex. ved Erkebiskop Olafs Udnevnelse i 1350 til Nidaros Erkestol (see Keysers N. Kirkeh. II. S. 342, 343). Dog gik man endnu videre, thi allerede Benedictus d. 12te reserverede sig kort efter sin Ophøjelse Besettelsen af alle ved Curien ledige og ledigblivende Biskopsstole, hvilket med Hensyn til dem, der under ham vare blevne ledige, men endnu ej besatte, bekræftedes af hans Eftermand Clemens d. 6te (s. f. Regest. An. I. l. VI. f. 153, ep. 57, Polon. Sacr. I. 454); og denne lod siden for sit eget Vedkommende en lignende Generalreservation udgaa, see Keysers K.hist. l. c. p. 350.
36. Ved Bortgivelse af Beneficier ved Provision heed det altid om et bestemt ledigblevet Beneficium, allerede i Provisionsbreve af Johannes d. 22de: „de quo (quibus) nullus prater nos disponere potest, pro eo quod nos dudum ante vacationem huiusmodi omnes canonicatus et præbendas ac dignitates, personatus et officia ceteraque beneficia ecclesiestica cum cura vel sine cura tunc apud sedem apostolicam vacantia et in antea vacatura collationi et dispositioni nostræ specialiter reservantes, decrevimus extunc irritum et inane, si secus“ &c. I Exspectancebreve paa endnu ikke ledige Beneficier indankedes den samme Talemaade om Reservationen noget tidligere, og det øvrige forandredes noget efter Sagene Beskaffenhed; i Provisionsbrevet indførtes derhos strax efter Collations- eller Reservations-Tiraden den saakaldte Inhibition, nemlig Forbud mod, at Biskop, Capitel eller hvilken anden Autoritet, hvem Besettelsen af Embedet egentlig tilkommer, befatte sig dermed: districtius inhibentes venerabili fratri nostro N. N. episcopo et dilectis filiis capitulo N. N., ac iiii vel illis, ad quem vel quos in dicta ecclesie præbendarum collatio provisio seu præsentatio, vel quævis alia dispositio pertinet communiter vel divisim, ne de huiusmodi præbenda interim, etiam ante acceptationem huiusmodi, nisi postquam eis constiterit, quod tu vel procurator tuus (prædictus) illam nolueritis acceptare, disponere quoquomodo præsumant, ac decernentes exnunc irritum et inane si secus“ o. s. v. – Herefter følger altid umiddelbart de saakaldte Non obstantes, nemlig en Opregning af alle de ellers gjeldende Regler eller Bestemmelser, der egentlig gjorde Forføjningen umulig, men nu ej skulle vere til nogen Hinder, fordetmeste saa lydende: Non obstantibus de certo canonicorum numero et quibuslibet aliis eiusdem ecclesiæ statutis et consuetudinibus contrariis, juramento, confirmatione apostolica vel quacumque firmitate alia roboratis, aut si aliqui apostolica vel alia quavis auctoritate in eadem ecclesia in canonicos sint recepti vel ut recipiantur insistant, seu si super provisionibus sibi faciendis de canonicatibus et præbendis vel aliis beneficiis ecclesiasticis in eadem ecclesia speciales, aut in illis partibus generales dictæ sedis vel legatorum ejus literas impetrarint, etiam si per eas ed inhibitionem, reservationem et decretum vel alias quomodolibet sit processum, quibus omnibus præterquam auctoritate nostra in ecclesia ipsa receptis et præbendes exspectantibus in eadem in huiusmodi assecutione præbendæ te volumus anteferri (dette er den saakaldte „clausula anteferri“), sed nullum per hoc eis quoad aliorum præbendarum et beneficiorum assecutionem præjudicium generari; seu si prædictis Episcopo et capitulo vel quibusvis aliis communiter vel divisim ab eadem sede indultum existat, quod ad receptionem vel provisionem (stundom promotionem) alicuius minime teneantur et ad id compelli non possint, quodque de canonicatibus et præbendis eiusdem ecclesiæ vel aliis beneficiis ecclesiasticis ad eorum collationem, provisionem seu præsentationem vel quamvis aliam dispositionem conjunctim vel separatim seu tantibus nulli valeat provideri per literas apostolicas non facientes plenam et expressam ac de verbo ad verbum de indulto huiusmodi mentionem, et qualibet alia dictæ sedis indulgentia generali vel speciali, cuiuscumque tenoris existat, per quam præsentibus non expressam vel totaliter non insertam effectus huiuismodi gratiæ impedici valeat quamodolibet vel differi, et de qua cuiusque toto tenore habenda sit in nostris literis mentio specialis, aut si præsens non fueris ad præstandum de observandis statutis et consuetudinibus eiusdem ecclesiæ solitam juramentum, dummodo in absentia tua per procuratorem idoneum, et cum ad ecclesiam ipsam accesseris, corporaliter illud præstes; seu quod in ecclesia N. N. … beneficium (eller in N. N. dioecesi curatam ecclesiam de N. N. eller vicariam o. s. v.) nosceris obtinere (eller ogsaa med andre Forandringer i dette Punkt, efter Beskaffenheden af det eller de geistlige Embedets han forhen har, hvorefter der dog oftest følger en Forpligtelse til at give Slip paa eet eller flere, naar han er kommen i Besiddelse af det, hvorom Brevet handler). Ved højere Prælaturer, som Decanater o. s. v., nevnes der ogsaa sedvanligviis blandt Nonobstanterne, at man ellers kun plejede at ascendere til slig Verdighed ved Valg eller Option. – Denne store Mængde af Nonobstanter viser allerbedst, hvor uvelkomne slige Provisioner maatte vere for Biskop og Capitel, og man maa i højeste Grad forbauses over, at hele den her anførte Opregning har kunnet blive en af de hyppigst anvendte Formularer, medens den dog egentlig kun en og anden sjelden Gang burde have veret bragt i Anvendelse.
37. I eldre Tider, før Innocentius d. 3die, skrev man ogsaa til Konger og Keisere kun dilectus filius. Delisle (l. c. S. 68–70) meddeler en gammel Notits „de Salutatione apostolica“ fra Slutningen af det 12te Aarhuudrede, hvor dette udtrykkeligt siges og Exempler anføres.
38. Delisle, l. c. p. 13. Han anfører her et andet Exempel, der viser, at i Innocentius d. 3dies Regester ikke engang „data eadem“, naar dette er tilføjet, altid maa henføres til næstforegaaende Datum. Brevet No. 84 i anden Bog er dateret „Laterani, ij. kal. Junii“, og No. 85 slutter med „Data eadem“. Heraf skulde man slutte, at ogsaa det er dateret 31te Mai; men Originalbrevet, aftrykt i Martènes Thesaur. III. 954, er dateret IV. nonas Junii, 2den Juni.
39. Et saadant Confirmations- eller Provisions-Brev begynder naturligviis altid: N. N. episcopus servus servorum dei. dilecto filio N. N. Electo eller venerabili fratri N. N. Archiepiscopo (episcopo) N. N. Sedvanligviis havde Modtageren, naar Brevet udstedtes, endnu ikke faaet Indvielsen, saaat man kan regne, at blandt ti saadanne Provisionsbreve ere de ni stilede til „dilecto filio N. N. Electo &c. –“. Derpaa fulgte Indledningen. At opregne alle variationer af denne vilde her blive for vidtløftigt; den omhandler kun Pavens Embedspligt, at sørge for de ledigblevne Kirkers bedst mulige Besettelse. Derpaa ganen over til det mere specielle, med Ordene Dudum siquidem, eller Olim siquidem, eller Sane N. N. ecelesia per obitum bonæ memoriæ, eller per translationem &c. N. N. vacante, eller pastoris solatio destituta; derpaa følger, hvor sedvanligt Valg er holdet, en Beretning om dette, begyndende med „dilecti filii … decanus (præpositus) et capitulum eiusdem ecclesiæ, vocatis omnibus, qui debuerunt et potureunt commode interesse, die ad eligendum præfixa, ut moris est, convenientes in unum, et deliberantes, &c“. – hvorefter det nevnes, at to Cardinaler, som navngives, have veret beskikkede til at prøve valgets Gyldighed; er der da ingen Indvendinger mod denne, følger Confirmationen; hvis ikke, heder det, at Valget vel er casseret, men at Paven dog, seende sig om efter et passende Subject, har henvendt sin Opmerksomhed paa ham og med Cardinalernes Samtykke udnevnt ham (in te literarum scientia præditum, vitæ ac morum honestate decorum, in spritualibus providum et in temperalibus circumspectum, aliisque virtutum meritis, prout fidedignorum accepimus testimonio – dette er den hyppigst forekommende Form – direximus oculos nostræ mentis). Er modtageren en anden end den, som først blev valgt, gjøres Regnskab for Cassationen af dennes Valg i hiin forudskikkede Beretning. Men skete Udnevnelsen slethen ved Provision, anvendes alene en af de ovenfor (S. 456 Not. 2) meddeelte Formularer, og der gaaes strax over til, at Paven, seende sig om efter et Subject, henvendte Sindets Øjne paa Vedkommende. I de Tilfelde, hvor Paven tidligere havde reserveret sig Provisionsretten, indtraf det dog hyppigst, eller endog sedvanligt, at Capitlet, enten uvidende eller anstillende sig uvidende om Reservationen, skreed til Valg, og at den Valgte modtog Valget; isaafald erklærede vel Paven dette for casseret, men hen plejede dog somoftest at udnevne den valgte ved Provision: dette gav Anledning til, at der i Provisionsbrevene indførtes nogle Udtryk, der kunne siges at vere blevne til staaende Formel, nemlig: „Dudum siquidem o. s. v. (see ovf. S. 456 Not. 2) … reservandam, decernentes … attentari, postmodum vero dicta ecclesia per eiusdem N. N. obitum … pastoris sol. destituta, dil. filij … capitulum ipsius ecelesiæ reservationem et decretum huiusmodi, ut asseritur (eller forte), ignorantes, te … in N. N. Electum elegerunt licet de facto, tuque reservationis et decreti prædictionem ut asseritur etiam ignarus, electioni huiusmodi, eiusdem tibi præsentato decreto, licet de facto consensisti, o. s. v.; herefter følger da Cassationen og Udnevnelsen, hvorved og som et Motiv Valget anføres (considerata etiam concordi electione prædicta. – Efter Udnevnelsen følger i alle deslige Breve Myndighedens Overdragelse: curam et administrationem ipsius ttibi in spiritualibus et temporalibus plenarie committendo, in ille qui dat gratiam et largitur præmia confidentes, quod ipsa ecclesia per tuæ circumspectionis industriam et providentíam circumspectam sub tuo felici regimine, gratia tibi assistente divina, salubriter et prospere dirigetur et grata … suscipiet incrementa; – ogsaa dette med enkelte Varianter. Herefter følger Exhortationen, der sedvanlig begynder med „Jugum itaque domini tuis impositum humeris promta devotione suscipiens, ac reverenter suavi eius oneri collum flectens, curam et administrationem prædictas sic exercere studias feliciter et prudenter o. s. v., stundom ogsaa „Quocirca fraternitati vestræ per apost. scripta mandamus, quatenus o. s. v. Curam et administrationem prædictas &c. – samt derpaa i begge Tilfelde „quod præfata N. N. ecclesia gubernatori provido et fructuose administratori gaudeat se commissam, et præter æternæ retributionis præmium benevolentiæ nostræ gratiam exinde uberius consequi mercaris“ eller „quod … commissam, ac bonæ famæ tuæ odor et laudabilibus tuis actibus latius diffundatur, tuque præter æternæ retributionis præmium nostræ benevolentia gratiam uberius valeas promereri.“ – Følgebrevene til Capitlet og Geistligheden ere altid ligelydende De begynde med samme Indledning som Hovedbrevet og følge derpaa dette, forandrende 2den til 3die Person, indtil det Sted, hvor Exhortationen begynder, foran hvilken det sidste Ord sedvanligt er „incrementa“; altsaa beder det f. Ex.: Inter cetera quæ supernæ &c. usque incrementa. Istedetfor Exhortationen staar: Quocirca discretioni vestræ per apost. scripta mandamus quatenus eidem Electo tanquam patri et pastori animarum vestrarum humiliter intendentes et exhibentes ei obedientiam et reverentiam debitam et devotam ipsius monita et mandata salubria curetis devote suscipere et efficaciter adimplere, alioquin sententiam quam idem Electus rite tulertt in rebelles ratam habebimus et faciemus auctore domino usque ad satisfactionem condignam inviolabiliter observari. Brevet til Folket begynder med Indledningen indtil Exhortationen, og derpaa: quocirea universitatem vestram rogamus, monemus et hortamur attente, per apost. &c. mandantes, quatenus eundem Electum tanquam patrem &c. devote suscipientes ac debita honorificentia prosequentes, eius monitis et mandatis salubribus humiliter intendatis, ita quod ipse in vobis devotionis filios, et vos in eo per consequens patrem invenisse benevolum gaudeatis. Til Vasallerne som til Folket, indtil efter pro sequentes, hvor det heder: ei fidelitatem solitam necnon consueta servitia et jura a vobis debita exhibere integre studeatis, alioquin sententiam sive poenam, quam &c. Til Suffraganerne omtrent lignende. Til Erkebiskopen eller Metropolitanen: Ad cumulum tuæ cedit salutis et famæ, si personas ecclesiasticas, præsertim pontificali dignitate præditas divinæ propitiationis intuitu opportuni favoris gratia prosequaris. Dudum (olim, sane) siquidem o. s. v. … indtil Exhortationens Begyndelse. Istedetfor denne: Cum igitur ut idem N. N. Electus in commissa sibi dictæ ecclesiæ cura facilius proficere valeat, tuus favor sibi esse noscatur plurimum opportunus, fraternitatem tuam rogamus monemus et hortamur attente, quatenus ipsum Electum et ecclesiam suæ curæ commissam, suffraganeam tuam, habens pro nostra et apostolicæ sedis reverentia propensius commendatos, in ampliandís et conservandis ipsius ecclesiæ juribus sic eum tui favoris præsidio prosequaris, quod ipse per tuæ auxilium gratiæ in commisso sibi dictæ ecclesiæ regimine se possit utilius exercere, tuque exinde diuinam misericordiam et nostram ac dictæ sedis gratiam valeae uberius promereri. Til Kongen eller Landsfyrsten sedvanligt, idetmindste i anden Halvdeel af 14de Aarhundrede: Gratiæ divinæ præmium et humanæ laudis præconium acquiritur, si per sæculares principes prælatis, præsertim ecclesiarum cathedralium regimini præsidentibus, opportuni favoris præsidium et honor debitus impendatur. Dudum siquidem (Sane) &c. … incrementa. Cum itaque, fili carissime, sit virtutis opus, dei ministros benigno favore prosequi, ac eos verbis et operibus pro regis æterni gloria venerari, serenitatem regiam rogamus et hortamur attente, quatenus eundem electum et præfatam ecclesiam N. N. quæ curæ commissam habens pro nostra et apostolicæ sedis reverentia propensius commendatos, ipsos benigni favoris auxilio prosequaris, ita quod idem Electus tuæ celsitudinis fultus præsidio in commisso sibi curæ pastoralis officio possit deo propitio prosperari, ac tibí exinde deo perennis vitæ præmium, et a nobis condigna proveniat actio gratiarum. Formelaren til dette Følgebrev varieres ellers paa mange Maader.
40. Collations-Ordene lød omtrent saaledes: … Cum igitur canonicatus (prændenda, ecclesia parochialis de N. e. a. d.) … vacare noscatur ad præsens, nullusque præter nos hac vice de ipso canonicatu (præbenda e. a. d.) disponere possit, pro eo o. s. v. (see ovf. S. 456 Not. 2; det forstaar sig naturligviis at denne Clausul bortfaldt, hvor ingen Reservation havde fundet Sted), nos volentes tibi huiusmodi meritorum obtentu gratiam facere specialem, prædictum canonicatum (e. a. d.) sic vacantem cum plenitudine juris canonici ac omnibus juribus et pertinentiis suis apostolica tibi auctoritate conferimus et de illo etiam providemus, decernentes, prout est, irritum et inane, si secus … attentari“. Istedetfor dette heed det i Executionsbrevet: Cum igitur canonicatus (e. a. d.) … vacare noscatur ad præsens, nullusque &c. … disponere possit, pro eo &c. … nos volentes dicto N. N. huiusmodi meritorum obtentu gratiam facere specialem, discretioni vestræ per apostolica scripta mandamus, quatenus nos vel duo aut unus vestrum canonicatum (e. a. d.) prædictum cum plenitudine juris canonici ac omnibus juribus et pertinentiis suis eidem N. N. vel procuratori suo eius nomine auctoritate nostra conferre assignare curetis, inducentes eum vel dictum procuratorem suum eius nomine per vos vel alium seu alios in illius corporalem possessionem, et defendentes inductum, ac facientes eundem N. N. vel procuratorem prædictum pro eo in eadem ecclesia in Canonicum recipi et in fratrem (el. ad præbendam prædictam admitti) stallo sibi in choro et loco in capitulo ipsius ecclesiæ assignatis (dette bortfalder, hvor der ej er Tale em Canonicat), amotis quibuslibet detentoribus ab eodem (eadem), sibique facientes de ipsius fructibus, reditibus, proventibus, juribus et obuentionibus universis integre responderi, contradictores auctoritate nostra, appellatione postposita compescendo“. Herefter følger Nonobstanterne, som i Hovedbrevet. – Derpaa følger i begge Breve Dimissionsclausulen, hvis en saadan findes, omtrent saalydende: Volumus autem, quod postquam canonicatus prædicti (præb. prædictæ e. a. d.) possessionem pacificam fueris assecutus (i Følgebrevet: postquam idem N. N. canonicatus pradicti poss. pac. fuerit assecutus), præfatam ecclesiam (e. a. d.) quarta nos extunc vacare decernimus, omnino dimittere tenearis (i Følgebrevet: teneatur). Og endelig, istedetfor Hovedbrevets Nulli ergo &c. sletter Følgebrevet med det saakaldte Decret: Nos ergo extunc irritum decernimus et inane, si secus &c … attentari.
41. Enkelte Undtagelser findes, f. Ex. Honor. III. an. 3. ep. 124, mindre solenn, men udstedt ved Vicecantsleren.
42. Ogsaa i deslige Klosterbreves øvrige Text forekom mange staaende Formler, hvor der da i Regesterne findes tilsvarende Udeladelser; men jeg anseer det overflødigt at anføre dem her, da fuldstændige Exemplarer af slige Breve, hvortil jeg kan henvise, findes i Codex Munkelivensis (Pave Eugenius d. 3dies Confirmationsbulle) og i Anhanget til „Chronicon regum Manniæ“ (Pave Innocentius’s Confirmationsbulle for Klostret Russin).
43. Dette er f. Ex. Tilfeldet med en Deel af Regesten for Innocentius d. 4des 8de Aar (see ovenfor S. 450), hvor Notitsen fol. 112 underretter os om, at Bogens første Part var skreven af Johannes Lardati, den anden Part, 42 Blade, af Martinus de Stans, men at denne havde tilføjet Rubrikerne i den første Part og muligviis og i den anden.
44. See f. Ex. Dipl. Norv. I. No. [45], trykt efter en Afskrift af Brevet No. 219 i Regesten for Innocentius d. 4des 8de Aar, til tre norske Geistlige, af hvilke den første er Abbeden i Tautra eller Tuterø (Tautrensis). I Rubriken over Brevet staar dog, som ogsaa i Dipl. Norv. bemerket, Traiectensis, hvilket er urigtigt, da Traiectum betyder Utrecht i Holland. Men i den med sort skrevne Vejledning, der endnu findes i Margen, staar ej „traiectensi“, men trautten d. e. „Trautensi“, hvilket Rubricator, Martin de Stans, der her udfyldte de af Joh. Lardati levnede Rum, har læst som „Traiectensi, der forekom ham mere bekjendt. „Trautensi“ er vel heller ikke rigtigt, men slige Omsetninger forekomme ej sjeldent, hvor nordiske, tydske eller engelske Navne skulde skrives af de pavelige Scriptorer. Strax nedenfor, ved Brevet No. 225 [Dipl. Norv. VI, No. 23] har Joh. Lardati i Marginalnoten skrevet „Aslosien“ (f. Aslosien ɔ: Asloiensi), men i Rubriken har Martin de stans skrevet Alfosien. I Brevet No. 589 for Nicolaus d. 4des 4de Aar staar i Rubriken, hvad der visselig ved første Øjekast seer ud som „Bardoni Serglow“, idetmindste har den Afskriver læst det saaledes, efter hvis Copi Brevet er trykt i Dipl. Norv. III. 31; men i Marginalnotitsen staar tydeligt „Bardoni Sergson“, og dette er det rette, da Personen er den bekjendte Canonicus Baard Serkssøn», siden kongelig Cantsler.
45. Titelen lyder saaledes: Rubrice Regestri litterarum secretarum felicis recordationis domini Innocencij pape Tercij de anno pontificatus sui tercio et quarta. Det er denne Index, som omtaltes ovenfor S. 438 Note.
46. Af Haandskriften i 5te–7de Bog er allerede et Facsimile meddeelt.
47. Som Exempel kan jeg her anføre tvende af mig afskrevne Breve, et til Nuntien Johannes Guilaberti og et til Kong Magnus af Sverige og Norge, hvori samme Johannes anbefales, daterede, det første 6te, det andet 8de August i den unavngivne Paves 10de Aar. Dette er af den, der ordnede disse Sager, antaget at vere Innocentius d. 6tes 10de Aar, altsaa August 1362. Men flere Breve fra Innocentius vise, at Johannes Guilaberti allerede var død før 11te August 1361, altsaa kunne hine Breve ej vere skrevne i Innocentius’s, men maa henføres til Clemens d. 6tes 10de Aar, 1351. – Endmere paafaldende er Fejltagelsen ved et Par Breve til Kong Karl d. 4de i Tydskland og Erkebiskop Ernst i Prag, betreffende Cola di Rienzi’s Paagribelse. Thi disse, daterede i det 10de Aar, ere ligeledes henførte til Innocentius d. 6te, altsaa 1362, uagtet Cola di Rienzi da forlængst var død, og uagtet idetmindste Brevet til Erkebiskopen meddeles af Raynald i hans Annales Eccles. ganske rigtigt under 1352, Clemens d. 6tes 10de Aar, efter Originalregesten. Jeg anfører dette her ganske saaledes, som det forekommer i Minutsamlingen, og med de samme Rettelser, da det giver en særdeles anskuelig Forestilling om, hvor omhyggeligt og kræsent man ofte endog i hine Tider valgte Ordene ved vigtigere Breves Conception:
    Venerabili fratri Arnesto Archiepiscopo Pragensi Salutem &c. – Cum Nicolaus Laurentij, Ciuis Romanus, qui prout nostri propter multa que contra catholicam ueritatem enomuerat impudenter ac temere, fuit de heresi sententialiter condempnatus, ad partes ipsas sub dissimulato se habitu contulisset, ut simplicium mentes nequitie sue ueneno inficeret, et a uia deuerteret ueritatis, iusto dei iudicio actum est, ut ad te, qui mellis dulcedinem ab amariudine fellis nosti, plene discernere declinaret. Cuius tu operationes tibi notas considerans, et timens uerisimiliter, ne peiora prioribus nouissima sua forent, cum prudenter et caute carceribus mancipasti. De quo saluatori nostro qui eiusdem Nicolai iniquitati per ministerium tuum terminum posuit, laudes et gratias referentes, ac fidei tue zelum meritis laudibus prosequentes, fraternitatem tuam monemus requirimus et hortamur, per apostolica tibi scripta mandantes, quatinus eundem Nicolaum venerabili fratri Johanni Episcopo Spoletano, ei dilectis filijs Rogerio de Molendino nouo magistro ostiario, ac Hugoni de Carlucio familiaribus nostris exhibitoribus præsentium quos ad te signum propterea mittimus conducendum per eos ad nos sine difficultate qualibet assignare procures. De cuius assignatione duo confici facias consimilia publica instrumenta quorum unum nobis e uestigio mittere studeas penes te reliquo remanente. Datum apud Villamnouam Auinionensis diocesis, viiiij. kal. April. Anno decimo. (Archetyp. Inn. ann. 9 & 10. ep. 113).
48. Dispensationen meddeeltes først kun til Presbyteriatet og de ringere Grader, saa at man til Episcopatet maatte have ny yderligere Dispensation. Ansøgning om saadan er altsaa i og for sig Tilkjendegivelse af Aspiration til en Biskopssol.
49. At det overhoved egentlig kun var for Resolutionens, ej for Supplicationens Skyld, at disse Sager registreredes, sees bedst deraf, at ogsaa de Provision-Resolutioner ere indførte, som Paven har taget proprio motu, uden nogen foregaaende Ansøgning. Men Resolutionen med sit Fiat kunde ej undveres, deels som Material for Provisionsbrevet, deels som eventuelt Adkomst-Document.
50. [I manuskriptet har M. understreget Ordene Pavens forrige Navn og i Margen tilskrevet „Ja, see Wiseman“ samt overstreget stykket fra „Sammentreffet – udfinde“; derimod har han ikke angivet, hvorledes Forholdet skulde forklares, og en saadan Forklaring har jeg heller ikke kunnet finde i de af Kardinal Wisemans Skrifter, som findes i Christiania Universitetsbibliothek.]
51. Blandt denne Familia (familia og familiares kaldtes altid, som endnu stedse ved Curien, det opvartende Personale og hele Tjenerskab) navnes saaledes „nobilis vir Everhardus Molteke, camerarius; Nicolaus Muus, magister coquinæ; Jacobus Olavi, consiliarius; Timo Galen, miles, marescallus; Johannes de Raynualdis, Baro, Dapifer (ɔ: Drotsete), Holgerus Gregorii, consiliarius; Christiernus Wendelbo, ligesaa, Gerkinus de Halle, Armiger, Cubicularius, Osnaburgensis diocesis. Overhoved er det paafaldende, hvor mange Tyskere Kongen havde i sin Tjeneste, thi i Ansøgningen nevnes langt flere tydske end danske.
52. Det er næsten utroligt, med hvilken Ubluhed Pavens nærmeste Omgivelser, Tjenerskab o. desl. overløb ham med Ansøgninger om geistlige Beneficier, som de virkelig fik bevilgede. Saaledes finder man stundom geistl. Beneficier tilstaaede en Broder af Pavens Barbeer og Kammertjener (barbetonsor et valetus cameræ) paa dennes Ansøgning, ligesaa til en Frænde af Kongens Kok paa dennes Ansøgning. Man kan vere temmelig sikker paa, at de Konger, som oftest søgte og fik Ansøgninger bevilgede, enten stod sig personligt godt med Curien, eller havde en vis Indflydelse over den. Til det første Slags maa Kongerne Magnus og Valdemar have hørt, til det sidste de franske Konger. Af de umaadelige Rotuli, som Greven af Genf faar bevilget hos Modpaven Clemens d. 7de, sees noksom, at han havde denne aldeles sin Magt.
53. En Forestilling om, hvormeget Skriveri der fandt Sted ved Regnskabsvæsenet, faar man af følgende Notits, vedkommende Johannes d. 22des Tid c. 1323, men nu fejlagtigt indbunden i Suppl.-Regesten for Clemens d. 7des 4de Aar p. 2.
    Tituli librorum ordinariorum et primo de Receptis.
    Recepta de censibus et visitationibus.
    Recepta de emolumento bulle.
    Recepta de communibus seruitijs.
    Recepta de diversis, et iste titulus continet recepta de comitatu Venaycini et de legatis et restitutionibus et de senhoria monete et de officio cubi culariorum et de alijs prout occurrebant.
    Expense pro coquina. – Expense pro panataria. – Exp. pro Buticularia. – Exp. pro Marestalla. – Raciones auene expense. – Exp. pro vestibus pannis et forraturis – Exp. pro ornamentis. – Exp. pro scripturis et libris. – Exp. pro edificijs et operibus. – Exp. pro bulla et literis Curie. – Exp. pro gagijs extraordinarijs et armaturis. – Exp. pro cera et quibusdam extraordinarijs, et iste titulus continet ille que fuerunt missa et expensa pro exercitu lumbardie et marchie. – Exp. pro vadijs familiarium domini nostri pape. – Exp. pro pensionibus hospitiorum que tenent familiares domini pape. – Exp. pro possessionibus emptis et redditibus. – Exp. pro Elemosina pauperum. – Raciones expensarum de blædo et vino pro elemosina. – Raciones aliarum expensarum reddite per Elemosinarios. –
    Sunt etiam libri alij preter libros ordinarios, quorum librorum vnus intitulatur Liber de diversis, et iste liber continet recepta de pecuniario subsidio promisso et oblato domino nostro pape, et de distributionibus certorum dominorum oardinalium deffunctorum, nunc contingentibus dominum nostrum papam, – et recepta de certis terris ecclesie, et recepta de bonis mobilibus certorum prelatorum et personarum ecclesiasticarum deffunctorum reseruatis per dominum nostrum papam, – et recepta de Alamania, Polonia, Dacia, Anglia, Cipro, et alijs certis locis, et plura alia diuersa in dicto libro particulariter et districte contenta.
    Alius liber fructuum beneficiorum ecclesiasticorum uacantium – alius liber de decimis – alius liber de procurationibus – alius liber Episcopatus Auinionensis – alius liber de receptis a domino nostro papa – alius l. de certis vasis argenti et libris uenditis – Item vnum Instrm publioum de Receptis a viceoomite Leomanie.
54. Derimod findes fra denne Tid flere originalbreve fra Fyrster og Prælater i Norden, eftersom man da havde begyndt at opbevare deslige Sager, see ovfr. Side 428.