Om tilnærmelse mellem Norsk, Dansk og Svensk
I nærværende stykke har man, til pröve, gjort Norsken omtrent så lik Svensk, som ske kunde, uten at göre våld på ordenes lydelse her i landet. Oplysning om avvikelserne fra den vanlige bokstavering finnes i det følgende.
Alt eftersom de nordiske folk har fåt öjnene op for önskeligheten av, at de mere en tidligere nærmer sig hverandre, omgås hverandre, holder sammen og arbejder i fællesskap, har de navnlig inset vigtigheten av at kenne hverandres bokmål og boklighet. Allerede for over 20 år siden fik idetminste vi Norske og Danske gode hjælpemidler hertil, nemlig læsebok (av Lehnström) og ordbok med språklære (av L. K. Daa). De Danske var nok tidligst oppe og mest nidkære. Med Nordmændene og Svenskerne gik det i förstningen mere småt, især vel med de siste. Imidlertid er ordenen nu vendt om. De siste er bleven de förste, og de förste de siste, for så vidt man nemlig dömmer ikke efter enkeltmans virksomhet alene, som længe var det eneste, denne sak blev båren frem av, men efter hvad hvert av de nordiske samfund i sin helhet har overtaget at göre for den. I denne siste henseende har Sverige givet eksemplet, idet det i sin „skolstadga“ av 1856 har fastsat, at noget Dansk og Norsk skal læses i statsskolerne for almen dannelse. Men allerede to år efter kom dog et tilsvarende bud in i den da utfærdigede nye undervisningsplan for Norges höjere skoler. Derimot er det ikke ennu, så vidt vites, pålagt de danske skoler at göre sin ungdom kent med det svenske eller det norske bokmål eller bokrike.
Imidlertid er saken dog nok fremdeles i vel så god gang i Danmark som i de to andre land. De danske höjere skoler gör vel intet for den efter støt fra oven (en enkelt mægtig man får skylden for, at stötet ennu ikke er givet), men en og annen av dem siges dog at göre noget for den på egen hånd, hvad nok ennu mere gælder om en del enskilte (private) skoler. Og hvad skolerne ikke gör, det gör nok, som sagt, enkeltman og familier.
På den annen side står nysnævnte bud i den svenske skolstadga av 1856 (og den av 1859) og i den norske skoleplan av 1858 tildels ennu kun på papiret. Navnlig er det i svenske tidninger uttrykkelig oplyst om adskillige navngivne svenske skoler, at de ikke efterkommer budet; ja, en forfatter i Pädagogisk tidskrift har enog nyligt vidnet, at „denna föreskrift har sällan efterföljts vid våra högre läroverk.“ Og hvor budet ikke aldeles overses, der brukes nok fordetmeste kun meget få timer for at göre det fyllest. Derimot har en og annen skole eller enkelt skoleman, idetminste her i Norge, i likhet med hvad nys blev oplyst om en del av de danske, allerede för skoleplanen av 1858 utkom, altså av egen drift, övet ungdommen noget i Svensk. Jeg vet således en, som alt i 1841, — altså 17 år för den nævnte skoleplan gjorde vort broderlands bokmål fra et vel ikke forbudet, men heller ikke tillat læreemne i vore skoler til et tvunget og alment — begynte at ofre nogle av modersmålets timer til dette bruk, noget, visse folk i förstningen ikke tok ham synderlig vel op, idet de lot ham forstå, at han jo som svensksinnet arbejdede for „Amalgamationen,“ samt at han nok tænkte, på den vis at skulle få melet sin egen kake, ved nemlig at insmigre sig hos höjeste vedkommende. Slik var nu stemningen den gang. For resten havde og har saken også andre motstandere, nemlig sådanne, som altid lar höre fra sig, når noget nyt vil arbejde sig frem.
Tingen et altså i forholdsvis god gang i alle tre riker. Men når noget har begynt at gå godt, vil en ha det ennu bedre. Og hvad er så her „ennu bedre?“ Dog vel ikke dette, at alle Nordboer får et mål istedenfor to eller tre, likesom f. e. alle Franskmæn, alle Spaniere og næsten alle tyske folkeslag har fåt et fælles mål hver, efter tidligere at ha havt flere hver? Herpå kan svares både ja og nej. Ja, for så vidt som det unægtelig havde været bedre, om Norden istedenfor flere mål havde havt bare et. Men da dette nu engang ikke er tilfællet, så får vi finne os i den givne og nedarvede flerdobbelthet. Enhet i tungemål kan nemlig ikke frembringes ved klökt eller ved magt. Med andre ord, intet av de tre folk kan eller vil påtvinge de andre sit eget mål, og intet av dem opgir godvillig det, som det har, for at ta et av de andre i bruk. Og likeså litet vil et fællesmål, laget sammen av alle de nordiske „Dialekter,“ av Norsk, Dansk og Svensk, i likhet med det „Landsmaal,“ som vore Norsknorske har laget sammen av alle de norske „Dialekter“ eller landskapsmål, finne nåde for alle Nordboers öjne og bli infört i disse tre land istedenfor de mål, som nu brukes.
Men nu en gradvis tilnærmelse mål og mål imellem da? Ja, den var vistnok tænkelig, eller rettere sagt, den er allerede så småt i gang, så småt rigtignok, at mange vel neppe har mærket, at den er til. I alle tre land arbejdes nemlig hen imot mere og mere folkelighet også i denne henseende, i Norge mest, i Danmark mindre, i Sverige minst, en forskel, som let lar sig forklare, da det er mest ugjort i Norge — i löpet av hundreder av år — mindre i Danmark, minst i Sverige, i forhold nemlig til, hvad som nu efter omstændigheterne kan göres. Hos Svenskerne er det landsgyldige tungemål og bokmålet ennu meget nordiske, og næsten like meget nordiske. Hos os er det landsgyldige talespråk meget bedre en bokmålet, men begge mindre nordiske en Svenskernes. De Danskes tale og skrift er minst nordiske, men ligner Svenskernes deri, at den ene ikke avviker meget fra den annen, i alle fal ikke så meget som Normændenes, idet disses skrift egentlig ikke er bleven til for dem, men for de Danske.
Men hvorledes kan dette, at de Danske fornyer og genföder sin folkelighet, de Norske sin og de Svenske sin, medföre nogen tilnærmelse folk og folk imellem? Andre folkeslag arbejder jo også hvert på sin folkelighets utbedring, f. e. Finlændingerne på sin som Svenskerne på sin; men dette synes jo snarere at måtte fjerne dem fra hverandre istedenfor at la dem vokse sammen. Ja, hvis pågældende folk er av forskellig rot, så vil deres folkelighets utfoldelse mere og mere utskille dem fra hverandre. Men de nordiske folk er av samme utspring, er tre (fire) stammer på en rot, eller som det ofte heter, tre grene på en stamme. Navnlig har deres mål været det samme i den fjerne oldtid eller idetminste meget mere ens en nu, efter at de i lange tider har gåt hvert sin vej, uten at agte på sin egen språklige fortid eller på den övrige nordiske samtid, men des mere fordypet i andre folkeslags bokmål og bokligheter. Fölgelig vil de mötes ved at nærme sig hvert sin egen fortid eller vende tilbake til sig selv, likesom de har tapt hverandre mere og mere av syne, des mere har de fjernet sig hvert fra sit eget tidligere selv.
Når hvert av landene således arbejder umiddelbart for sig selv, arbejder det fölgelig middelbart for broderlandene med, for hele Norden. En del av det målemne, som f. e. i Norge fremdrages fra oldmålet, fra landskapsmålene, fra ældre dansknorske forfattere, eller som præges av nyt, vil finnes brukeligt også i Danmark og Sverige, og således fra bare at være norsk gå over til at bli almennordisk, og på samme vis vil danske og svenske målforbedringer komme til at öke også Norges, altså atter det samlede Nordens målforråd. Dette siste forutsætter imidlertid, at hvert av folkene under sit indenlandske målstræv stadig har öjnene henvendt på broderfolkene og i tilfælle av valgfrihet foretrækker det, som förer til enhet, for det, som förer fra den. I så henseende forsynder vore „Norsknorske“ sig, idet de stræver snarere bort fra en henimot et nordisk målfællesskap. De ter sig nemlig, som om de ikke visste av, at det foruten et Norge (eller egentlig kun en norsk almue) var et Sverige og et Danmark til; det större og nærmere, i tid og rum, Norden nemlig som helhet, overser og tilsidesætter de for det mindre og fjernere, for hensynet til det höjlagte, underjordiske Norge, samt til Island, for Oldnorsken og Islandsken. Navnlig gælder dette om bokstaveringen av ordene.
Det er imidlertid ikke den tilnærmelse eller enhet mellem de nordiske mål, som vedrörer ordforrådet og ordföjningen samt ordenes betydning og bruk, jeg denne gang vil omhandle, men kun den, som nærmest er til for öjet, i bokstaveringen eller ordenes utseende på papiret. Enhet i hint var vistnok ennu önskeligere en enhet i dette, i det utvortes. Men at denne siste enhet også har noget at sige, blir inlysende, når vi husker på, hvor mange klager vi hörer over saknet av den innen det enkelte lands, det bokmåls område. De Normæn, som selv fölger den nedarvede bokstavering og i det hele holder sig til det gamle i skrivebruk og målföre, klager jo som oftest, at de dels ikke forstår de „nymodens Sprog,“ som av forskellige norske forfattere bringes til torvs i den senere tid, dels i alle fal stötes ved de mange „nye Paafund,“ som de finner unödige, hvor de ikke er enog forvirrende, og som de derfor har ovdt for at fordrage. Samme klager höres også fra Danmark, dels over, at mange innenlandske forfattere bryter enheten og skriver anderledes, en flerheten av deres landsmæn, dels over, at vi Normæn omskaper de fælles ord og gör dem ukennelige, fremmede eller dog utækkelige, om ikke motbydelige for dem. Tapet av enheten regnes altså her for et ikke ringe onde. Fölgelig må den vedlikeholdelse, hvor den finnes, og tilvejebringelse, hvor den ikke finnes, være et gode, en vinning. Det samme fremgår av bokstaveringens tilstand i England og Frankrike. Avvikelserne mellem skriften og uttalen vålder der uendelig tidsspille og fortræd, navnlig i skolerne, idet ordenes uttale ennu langt mindre der en i vort mål kan utfinnes av bökerne, men må læres utenfor bokmålet, ad muntlig vej, og på den annen side ordenes bokstavering likeså litet kan utfinnes ved hjælp av, at man på forhånd kenner deres lydelse i talespråket. Men desuagtet kan disse folkeslag ikke före det over sit hjerte at bryte den ordenes enhet, som nu finnes på papiret, hvor usan og villedende den en er, — og det mest av frygt for den ustöhet, den uenighet eller uenshet, som, om enog kanske bare i löpet av en halv eller hel menneskealder, vilde fölge på. For en pris av nogle ård forvirring vilde de kunne köpe sig en ny bokstaveringens enhet av hundredårs varighet, en enhet, som vilde være uendelig mere fulkommen en den hule og kunstige, de nu har. Men selv den pris finner de for höj. Så stort onde holde de altså selv en forholdsvis kortvarig brist på enhet i bokstaveringen for. Så höjt værdsætter de selv en falsk og uægte enhet.
Hvad nu deb enhet vedkommer mellem Norsk og Dansk på den ene side og Svensk på den annen, som ovenfor er nævnt, enhet i bokstaveringen (tilnærmelsesvis nemlig), da er meningen ikke, at den skulde tilvejebringes ved nogen ændring av selve bokmålet på nogen av siderne. Et er nemlig dette selv, et annet den dragt, det fremtræder i. Denne dragt skjuler ofte ordlegemets virkelige skikkelse, så vi i mange tilfæller ikke har nödig at göre annet en at ta bort den vanskapende klædning, som lydordet har i det ene land, medens det i det eller de andre har en, som er så at sige skåren efter kroppen (ortofon bokstavering), forat den likhet eller enhet, som ordet på tungerne har over hele eller dog den störste del av Norden, også på papiret skal komme til syne.
Vi går nu over til i det enkelte at påvise, hvorledes en större likhet i utseende mellem de nævnte bokmål kunde bringes til veje, og hvar hvert av folkene vilde kunne göre for den uten at gå sit egentlig mål, lydmålet, det talte mål, for nær. Hvad her altså foreslås inrömmet fra den ene eller annen side, er fordetmeste ikke annet, en hvad hvert av folkene kunde have grun til at göre for sin egen skyld, uten noget hensyn til nabolandene eller til almennordisk enhet, altså ikke annet, en hvad de for en god del allerede har begynt på, — og hvad fölgelig det almennordiske krav kun vilde komme til yderligere at fremskynde.
De innrömmelser, som fra norsk og dansk side kunde göres, vilde omtrent være fölgende:
- almen bruk av de latinske bokstaver;
- opgivelse av de stummer e’er samt av dobbelt e, i og u som uttryk for selvlydens længde;
- opgivelse av de store forbokstaver, undtagen i egennavn og efter punktum;
- ombytning av c, ch, q, x og tildels g mot k som tegn for lyden k;
- ombytning av c, z, x, ps og t mot s som tegn for lyden s;
- ombytning av ph og v mot f som tegn for lyden f, samt av f mot v som tegn for lyden v (nemlig ordet „af“ og i en del egennavn: Olaf, Alf, Kalf o. s. v.);
- ombytning av th mot t som tegn for lyden t;
- ombytning av i mot j i de såkalte tvelyd;
- ombytning av aa mot å som tegn for lyden å;
- utslettelse av j efter g og k forved blöt selvlyd (gerne, kær, skære);
- utslettelse av d efter l og n, hvor den både har uttalen og oprinnelsen imot sig (kalle, svennen). Likeså av andre stumme d’er og t’er (pidsk, kydsk, milits);
- opgivelse av den i talemålet utdöde flertalsform i utsagnsordene.
Norsk.
Hertil kommer for Norge særskilt, om en de Danske ikke kan eller vil fölge med:
- godkennelse av de sædvanligste muntlige forkortninger av utsagnsordene (blir, gir, [har], tar, drar, far, bær);
- fremhjælp av flertalsmærket „r“ i ordene av fælleskön, samt tilbaketrængelse av „e“ og „er“ som flertalsmærke i ord av intetkön, som ender på medlyd (lande, bjerge, huse, brylluper, landskaper);
- genoptagelse i skriften av de hårde medlyd i de ord, som de i talen ennu höres i (roten, kake, tape);
- genoptagelse av idetminste en del av de gamle g’er for v (skog, plog, mage, gagn, duge, kvige);
- utstötelse av g i spurgte, spurgt, valgte, valgt og lignende former, som denne bokstav er kommen in i ved misforståelse.
Desuten er det en hel del enkelte ord, som i sin norske form ennu ikke er blet gængse i vore böker (blåse, gråte, naken, sjö).
Fra svensk side synes navvlig fölgende ændringer at være muelige og önskelige:
- ombytning af f og fv (og w) mot v, hvor lyden er v (lif, blifva mot liv, bliva);
- opgivelse av medlydens fordobling, undtagen hvor den finnes også i norske og danske böker;
- opgivelse av ck mot kk (icke mot ikke);
- opgivelse av de tunge flertalsformer i de stærke utsagnsord (gåfvo, av gaf, — blefvo av blef), — og ennu bedre av alle flertalsformer i utsagnsordene (jfr. no. 12 ovenfor);
- opgivelse av forskellen mellem biformen og den lideformede tillægsformen i utsagnsordene (mellem [har] tagit og [det] är taget, mellem [har] kallat og [det] är kalladt);
- udstötelse av t (undtagen i böjningen vel) forved s, hvor nemlig t strider mot en nordisk lydlov og således mot den naturlige uttale (klots, lots, plats, puts, spets. Undtak gives, som sats, opsats);
- ombytning av c, ch, q, x og tildels g mot k som tegn for lyden k;
- ombytning av c, z, x, ps og t mot s som tegn for lyden s. Likeså av ph mot f.
Som vi ser, er det rette, som de tre folk skulde mötes i, ikke altid fulkommen gennemfört i et eller flere av landene, således at det eller de andre bare har nödig at fölge foreliggende eksempler og optage hvad på idetminste en del av det nordiske område allerede er fulkommen virkeliggjort. Dette gælder f. e. om No. 7 og 8 næst ovenfor. Likeså om et og annet, som ikke engang har fåt noget nummer her, f. e. om ä for e som tegn for lyden æ, samt om å for o som tegn for lyden å. Æ for e er dog langt mere utbred i Svensk en i Norsk og Dansk. Mindre magt har å for o får ennu. Begge dele er fortrin, som Svensk har forut for de andre Nordens mål. Men tvetydigheten av bokstaverne e og o gör, at vi Norske og Danske fremdeles er forlegne og ved mange av de e’er og o’er, som ennu er igen, da vi ikke kan de af boken, om vi skal lese e eller ä, o eller å. Ennu værre må det vel gå Svenskerne med vore mange e’er og o’er.
Dette og anner mere får imidlertid stå hen intil videre. De, som ikke på forhånd er nogenledes kente med emnet, vil måske finne, at her allerede er taget ikke for litet, men for meget med.
Nu kunde vistnok de opstillede 25 sætninger trænge til at bli ledsaget med en utförlig.
Men det rum, som Tidsskriftet for nærværende kan inrömme dette emne, tillater ikke en sådan. Når nemlig redegörelsen skulde bli så omstændelig, at den kunde være skikket til at bringe motstandere til at tie, eller enog kun til at vinne likegyldige for sannheten, så kunde den let vokse ut til en hel bok. Den får derfor la sig nöje med likesom i forbigående at mærke et og annet, til beste nærmest for læsere, som ikke trænger til nu först at vinnes eller overtydes, fordi de allerede er på sanhetens vej og kun önsker en yderligere at at oplyses og styrkes.
Redegörelsen vil nu for det meste fölge den samme orden, som ovenfor.
No. 1—2—3. No. 1 springes så omtrent over her, til beste for andre punkter, som ikke så vel som de latinske bokstaver kan lates uomtalte. Desuten måtte spörsmålet om disse bokstaver omhandles en smule utförlig, om det skulde nytte noget. Om dem altså en annen gang (på et par ord nær, se nedenfor).
Om no. 2, stumme e’er og selvlydsfordobling, gælder det, likesom om dets naboer på begge sider, no. 1 og 3 nemlig, at Svenskerne er forut for os, så vi ikke har nödig, selv at bryte vej for det nye, som skal frem, men kan sætte vore fötter i deres spor, hvad jo altid gör gangen lettere. Svenskerne har nemlig engang likesom vi havt stumme e’er (dog ikke ret mang), selvlydsfordobling, store forbokstaver (no. 3) og brukt utelukkende svenske (gotiske) bokstaver (no. 1). Deres historie siger os altså, at de har funnet det både tjenligt og görligt at foretage ændringer i det nedarvede, som mange hos os ennu holder for dels litet önskelige, dels så omtrent umuelige.
Om selvlydsfordoblingen kan mærkes, at den i Svensk har været brukt likesom engang i Dansk(-Norsk) både i åpne og lukte stavelser, og ikke ved e, i og u alene, men ved alle eller dog næsten alle selvlydene. Likeså med forbokstaverne. Som i Dansk bruktes i flere hundredår store og små om hverandre. Således i Rimkröniken („then gamle och Widlyftige“) ved 1319: (ee — ij — oo — uu — (yy?) — ää — öö —; eks: wij döö; han doo (döde); iak troor; han beeter; Huus. Stjernhjelm, † 1672: store og små forbokstave i flæng. Selvlydsfordobling. Haqvin Spegel, † 1714: store og små forbokstaver i flæng i navneordene, tildels og i tillægsordene og utsagnsordene. Videre: aa tildels for lang a; åå for lang å; ee — ij — oo — yy — ää — öö: omaak — gåå — löös — Trää. Svedberg, † 1735, som skal være den egentlige grunlægger av den nærværende svenske retskrivning (mærk hans Schibboleth: „Swenſka Språkets Rycht og Richtighet“, forkaster „geminatio vocalium,“ selvlydsfordobl., efter Hebræernes, Grækernes, Romernes, Franskmænnenes, Spaniernes og Portugisernes foredömme; henviser til de ældre svenske böker, som „ſellan“ brukte dobbelt selvlyd, og tilföjer, at samme fordobling i hans tid blir mere og mere sjelden. Hvad dens opkomst vedrörer, da forklarer han den av Tyskernes inflytelse, navnlig efter Luthers tid. Ved det lejte blev det, siger han, mode i Sverige at lægge sig efter tysk bokmål, „the Swenſke begynte reſa til Tysland (sic) och Tyſkar komme hopethahls til oſs: och all barn ſkulle enkom hafwa Tyſka läromeſtare, om thet ſkulle wara wel.“ Hvor Svenskerne nu fant, at Tyskerne havde to selvlydstegn, syntes de, at de også måtte ha to. Således blev Haus til Huus, Zeit til Tijd o. s. v. (Denne grun for dobbelt selvlyd er enog bare for et halvt snes år siden gjort gældende også hos os, og det av en gammel professor, for fullt alvor). Store forbokstaver vil Svedberg kun ha i meningens begynnelse, samt i egennavn og værdighetsnavn. „Then ſtora bokſtafwen för alle ſubſstantiva,“ siger han, „ſom nu monge hos oſs, effter Tyſkarnas och de Danſkas maner, hafwa begynt at ſkrifwa och tryckia, är emot then retta ſkriftarten.“ Altså skrev enog mange forfattere dengang store forbokstaver også i Svensk). Som værdighetsnavn mener han, at Gud og Hans Sön „moſte hafwa ſtora bokſtäfwar, men ormen (i 1 Moseb. 3 Kap., — hos os på sin Tysk „Slangen“) får vel låta nöja ſig med en liten.“ Han tar sig av de latinske bokstaver imot de svenske, og oplyser til stötte for sin mening, at to av hans landsmæn allerede havde taget dem i bruk. Det synes således, at de latinske bokstaver dengang har været i sin förste opkomst i Sverige, og dog er de nu så godt som enerådende sammesteds, idetminste i de höjeste og midlere lag i samfundet.
Efter Svedberg skal vi ennu bare nævne en forfatter, Olof v. Dalin, † 1763. Han bruker store og små forbokstaver temmelig blandet, i navneordene. For resten er hans bokstavering allerede meget lik den ny sædvanlige, og det er grunnen til, at vi standser ved ham.
Allerede dette flygtige öjekast på språkhistorien lærer os da, at den ustöhet i de her omhandlede deler av bokstaveringen, som længe fant sted i Dansk(-Norsk), genfinnes også i den svenske bokverden, i begge land intil i löpet av 18de hundredår. I lang tid dannede bokstaverings-sædvanerne sig likesom av sig selv, uten synderlig granskning eller friere oversyn fra forfatternes side ut over de tilfæller eller spörsmål, som hver dag forekom under deres arbejde. Men omtrent i de to menneskealdere, som ligger hver på sin side av året 1700, havde man i begge riket begynt at dyrke sit mål vitenskapelig, hvad jo med tiden måtte före til sejer for den ene eller den annen av de skrivemåter, som parvis kæmpede mot og sökte at fortrænge hinannen. Forskellen mellem de to land blev tilsist, hvad de punkter vedkommer, som vi nu taler om, omtrent den, at i Sverige fik sanheten, i Danmark vilfarelsen overhånd. I Danmark sejrede skrivemåten med store forbokstaver over den med små; i Sverige den med små over den med store. I Danmark blev vistnok selvlydsfordoblingen tildels fortrængt, nemlig ved de selvlyd, hvor den var minst utbred, men ved e, i og u blev den av vitenskapen — og senere av skolen — slåt fast; i Sverige blev den aldeles utfejet. I Danmark-Norge fant de latinske bokstaver talsmæn omtrent likeså tidlig som i Sverige; men enden er jo bleven, at Sverige også heri er et par menneskealdre forut for os, — eller vel snarere tre, idet de vel neppe innen en menneskealder ennu når den utbredelse hos os, som de alt nu har i Sverige. Endelig har de stumme e’er aldrig ret kunet trives i den svenske skrift og er nu for lang tid siden aldeles utdöde. Hos os derimot har dette ugræs funnet en fet jordbund og har rotfæstet sig på alle muelige og umuelige steder.
Imidlertid har vilfarelsen nok heller ikke hos os sejret for evig. Sanheten begynner i den senere tid at nyte adskillig fremgang også her, så vi tör håpe det beste for dens sejer med tiden. Den har nemlig stykkevis arbejdet sig frem. Engang havde de stumme e’er navnlig i utsagnsordene får slik magt, at selv en målman som Jakob Baden kunde tro, at de ikke var stumme, uten i forhastet og sködeslös hverdagstale. Efter hans mening skulde troer, troes og troet uttales i to og troede i tre stavelser[1]. Imidlertid er i tidens löp alle disse e’er dels av flere, dels ennu kun av færre dömt til at tie, til stumhet, og roden kom först til e i troer (syer, såer o. s. v.), d. e. til e i nutidens lideform, og endelig til troede og (er eller har) troet (syede, syet o. s. v.), d. e. til e i datiden samt tillægsformen og biformen. Altså: jeg tror, jeg tros, jeg tro(d)de, jeg er trod, jeg har trod. Dersom man mekanisk bare utelater e, får man tror, tros, trode, (er og har) trot, og dette holder nogle forfattere, navnlig danske, sig til. Andre, nemlig de fleste norske, fölger, hvad de tror at höre, og får da: tror, tros, trodde, (er og har) trod. I ældre böker, såsom hos Peder Claussön og Anders Vedel er det ustöhet og dobbelthet i dette punkt som i så mange andre; men i det hele er korthet sædvanligst. Og at dette er det rette, idetminste som norsk uttale, stadfæstes yderligere derved, at det norske „Landsmålet“ regner selvlyden her for kort: trudde, budde, rodde, grodde. Svenskerne likeså: trodde, nådde, trodd, nådd[2]. I denne sammenhæng bör vel og nævnes formerne får, går, ståt, slåt, set, hvis „t“ som endebokstav må forklares av, at disse utsagnsord er stærke, ikke — som de foregående — svake. Også her faller Norsk og Svensk sammen, på fordoblingen av „t“ nær (slått bruker Svenskerne ikke). Adskillige av de Danske skriver set for det sædvanlige seet; men ennu har neppe nogen av dem våget sig til fåt, gåt, ståt, slåt, uagtet en eller annen — som Madvig — godkenner denne uttale også som dansk.
Vi nævnte bl. andre Anders Vedel. Men hvad siger vore samtidige Danske? Jo, de begynder at finne „e“ stum også i datider og tillægsformer. Madvig har vi alt nævnt for nogle formers vedkommende. I samme retning ytrer Dr. Rosenberg sig, navnlig i anmeldelsen av skuespillet „Ægtemand og Frier“ (av rektor C. Müller), idet han laster, at forfatteren har regnet former som „troede“ (naaede, ströede) for tre stavelser. C. M. „staar imidlertid,“ siger Dr. R. „heri ikke alene blandt sine Landsmænd, og siden disse stumme e’er har været i Stand til at liste sig fra Øjnene ind i Ørene, hvad de dog hidtil ikke have mægtet hos os“ (Danske; jfr. dog om J. Baden ovenfor), „kan man ikke sige Andet, end at det var paa Tiden, da det norske Kirkedepartement fornylig befalede deres Udryddelse.“ (Han tænker på Kirkedep.s skrivelse til skolerne av 1862 om tillatelse for disse til at opgive stumme e’er, selvlydsfordobl. m. m.).
Som Dr. R. dömmer omtrent også utgiveren av „Börnebog,“ „Köbenhavn 1865.“ Efter ham er nemlig f. e. „fåer, fået, troer og troet Tostavelsesord, skönt de i den daglige Tale lyde som Enstavelsesord.“ Fåer og fået er altså efter hans mening like meget eller litet enstavelsesord i Danskes mun. Det går ham imidlertid som mange andre, at han i förstningen ikke tör tro sig til at lyse den længe miskente sanhet i kul og kön så på en gang. Fåer, troer syer, såer lyder vel som enstavelsesord; det vil utgiveren ikke nægte at ha hört. Men slikt hænder bare „i den daglige Tale!“
Dristigere har Dr. Jessen vist sig i sine skrifter. Likeså Dr. Schou. De ikke alene regner utelatelsen av nævnte e for god uttale, men skriver også efter den: trode, har tror, forsmaade o. s. .v Jessen skrifter er kente nok. Vedkommende Dr. Schou se hans oversættelse av „Pariserskafottets Historie,“ 1864.
No. 4—5—6—7 får vi for rummets skyld springe over.
No. 8. Bokstaverne i og j (ɔ: kort i og lang i) bruktes i ældre Dansk i flæng, likesom u og v. Bægge i’er og u’er bruktes som selvlydstegn og begge som medlydstegn (i=i; j=i; i=j; j=j). Således kunde tegnet „i“ forekomme både forved og efter selvlyd: stiæle og steile; fierde og feile. Men efterat man havde begynt at vedtage en fast forskel mellem i og j, blev j tidligst brukt for i forved en selvlyd (stjæle, fjerde), medens det gik temmelig langsomt med dens bruk efter samme (i samme stavelse nemlig). Altså, medens man allerede skrev stjæle for det ældre stiæle, skrev man gerne fremdeles steile for stejle, og „j“ efter selvlyden er ennu den dag idag like så litet ene rådende som „i“ forved den er uten eksempel. (Molbech skrev således altid piatte, fierde, stiæle, Kiole, skiæv). Men i den seneste tid er j efter selvlyden, d. e. i de såkalte tvelyd, stærkt i tiltagende i Danmark og Norge. I Sverige er den, som vi vet, enerådende; altid nej, möjlig, aldrig nei, möilig. At j også her likesom forved selvlyden er det rette, blev da og inset allerede i den danske språklærdes tidligste dage, altså for en 200 år siden. (Pontoppidan. Peder Syv). Men utlandets foredömme har været mægtigere en den innenlandske vitenskap. Læren gik derfor i lang tid en vej, livet en annen.
No. 9. Intil noget efter år 1500 bruktes enkelt a eller dobbelt a (aa eller ꜳ) eller o både i Danmark og Sverige som tegn for lyden å. Fra den tid av kom dette siste tegn, a med töddel over, i bruk i begge land; dog så, at det kun i Sverige fik overhånd, ikke i Danmark. Allerede i sig selv er å et bedre tegn en de tre andre, og da vi desuten ved hjælp av det, men ikke ved noget av de andre kan få bragt nordisk enhet i denne del av bokstaveringen tilveje, så var det vel best, at vi optog det. I Danmark er bruken av det også kommet i ret god gang i den seneste tid. R. Rask og N. M. Petersen har givet eksemplet. Hos os derimot brukes det ikke videre. (Mærk dog „Arne“ av B. Björnson og Hörd Grimkjeldsöns Saga av (lektor) Fr. Brandt). At det lar sig göre, således at skifte bokstavering, kan vi da ogås her lære av den svenske språkhistorie. I de förste tre hundredår viser ven svenske skrift ingen å, og dog har dette tegn siden avlöst det eller de ældre tegn, navnlig aa, som hos os har holdt sig til nu, altså nogle hundredår længre.
No. 10. Med spørsmålet om j eller ikke j mellem g og k på den ene og en blöt selvlyd (e, i, y, æ, ö) på den annen side går det idetminste os Normæn lettelig omtrent som når talen er om at vælge mellem aa, á eller å som tegn for lyden å. Ser man saken bare fra norsk standpunkt, vet man kanske ikke, hvad man skal göre. Men tages almennordiske hensyn, blir avgörelsen lettere. Om å er allerede talt. G og k (og sk) i nysnævnte har dels j efter sig i vore böker, dels ikke. Begge tilfæller er omtrent like hyppige. Skulde nu skrivemåte ble ens overalt, måtte j enten sættes overalt eller utelates overalt. I förste tilfælle får ord som gift, begynne, Kiste, Kys, Ske, Ski, Sky et nyt og altså „stödende“ og „smaglöst“ utseende, nemlig gjift, begjynne, Kjiste, Kjys, Skje, Skji, Skjy — i siste tilfælle kommer man til i overgangstiden at forarges ved en bokstavering som Ged, gælde, göre, ked, kær, Kön, skære, skön. Men denne skrivemåte, uten j, altså ge — gi — gy — gæ — gö — ke — ki — ky — kæ — kö — ske — ski — sky — skæ — skö, er allerede infört i Sverige, altså i over halvdelen av Nordlandene. I Danmark vil den rimeligvis har forholdsvis let for at få inåas, da den der just gengiver uttalen, hvad ikke kan siges til beste for den hos Svenskerne, likeså litet som hos os. Vedtar nu også vi Norske den, så mötes alle tre land i dette punkt, og vi får også her nordisk enhet, og, som det synes, for tålelig godt köp. Desuten får vi da på vor egen grun större enhet i uttalen, som den bokstavering, vi har, kun tjener til at forvirre, idet vi hörer snart f. e. gik, begynne, kiste, kyndig, ske (efter bokstaven), snart gjik, kjiste, skje o. s. v. (Jfr. om det forvillende i bokstaveringen troede, troet, fået, — hafuer, gifuer ovenfor.)
Atter kan vi lære av Svenskernes fortid. De har heller ikke i dette punkt altid stavet som nu. I lang tid skrev de om hinanden göra og giöra, köld og kiöld, ſkön og ſkiön. Selv Svedberg holdt ennu på giöra, giömma, ſkiäl, kiöld, idet han henviste bl. a. til Uplandslagen og „Konunga ſtyrilſe.“ Nu er i (j) fejet ut overalt; altså göra, köld, skön.
No. 11. En del av de falske d’er efter l og n er alt fortrængt, f. e. i hand, kand, dend. Men de fleste står fast ennu. I sin anmeldelse av mit skrift av 1862: Er Norsk det samme som Dansk? uttalte Dr. Rosenberg sig imot mit forslag om utelatelsen. Nu nylig skal en annen Dansk, L. Kofod, have uttalt sig for den. Videre en til tale for eller imot er det derimot nok ikke kommet i Danmark ennu. I Norge er denne nyhet forsökt av enkelte forfatter (A. Aabel, A. Bang, B. Björnson, G. A. Krohg, N. Nicolaysen [oldgranskeren]).
Hvad ovenfor er opstillet under denne overskrift, er slikt, som enten skönnes at være umueligt fra de Danskes side, eller som vi idetminste finner det mere tvilsomt, om de vil gå in på. Umuelig er således fra dansk side en skrivemåte som kroken, boken, roten, foten, rope, hopen; ti denne uttale av disse ord er nu utdöd i Danmark (undtagen i Sönderjylland, hvor almuens tale ennu har holdt de hårde medlyd i live). Hos os vil derimot en skrivemåte efter de fem sætninger, som er opfört under dette avsnit, kun være at opta i skriften, hvad som finnes i talespråket, og det ikke alene almuens, men — hvad vi her stadig holder os til — den „dannede“ klasses, når alene undtages No. 4 i nærværende 2den række. At skrive skogen, plogen nemlig, eller magen, hagen eller duge, kvige er at gå en smule videre i norskhet, en den dannede klasse hos os går; ti ikke den, men kun almuen, og det ikke hele almuen, uttaler ennu g i skogen, duger, kvigen. Jeg lægger da heller ikke for min del så megen vægt på dette no. 4, som gerne kunde med adskilligt annet overlates til fremtiden, og standser egentlig kun ved det her for at vedgå eller dog göre opmærksom på, at det unægtelig inneholder en overskridelse av den grænse for norskhet i skriften, som i det hele er fulgt ved opstillingen av nummerrækken ovenfor. Imidlertid ses adskillige forfattere at optage en og annen av disse g’er, medens de ikke inlater sig på mere almene norskheter f. e. de hårde medlyd.
Om no. 2 kan mærkes, at de Svenske engang, likesom vi ennu, svævede imellem flertal på „e“ (el. „a“) og flertal på „r“ i ord av fælleskön (döttra og döttrar, söne og Söner, skoga, siös, Hiälma og Hiälmar, alt flertal). Men nu er gæringen endt med, at „r“ er blet sejerherre i de svenske fælleskönsord (de på =are — läkare, mästare — undtagne). Svenskerne har altså arbejdet sig ut av löshetens, lovlöshetens tilstand. Men det norske talespråk er ifærd med det samme, bare vi nu ikke motstår ånden, som her stræver i stilhet, men fölger dens vink og småningom inlemmer „r“-formen også i bokmålet. Med bortkastelsen av flertalsformerne „e“ og „r“ for intetkönsordene, som de tildels er fört over på fra ordene av fælleskönnet (huse, lande, papirer), går det i den seneste tid fort nok. Undtak göres ellers med rette med ord på e og i (stykke, parti); ti disse får endetillæg likesom i Svensk, skönt ikke det samme som i Svensk.
Da sætningerne i dette avsnit oftere har været omhandlet för, skönt ikke egentlig fra almennordisk standpunkt, så får de på grun av det knappe rum finne sig i at bli avfærdiget for denne gang med det lille, som nu er sagt, — dog med tillæg av fölgende, vedkommende sætningen No. 3.
De hårde medlyd, som i bor tale höres efter lang selvlyd, var engang i live i de selvsamme ord, som hos os, over hele Norden. Men så gik de i de Danskes tale, mest mellem årene 1300 og 1400, over til de tilsvarende blöte. Amåningom rettede skriften sig efter denne nyere uttale og bokstaverede löbe, riget, foden istedenfor det tidligere löpe, riket, foten. Under den senere forening mellem de tre nordiske riker fik Danmark megen inflytelse på Sverige, også for talespråkets vedkommende, likesom på Norge. Svenskerne begynte at sige f. e. foden og foten, liden og liten, krogen og kroken o. s. v. iflæng, at optage den danske „e“ f. e. i infinitiv ved siden av den svenske „a“ o. s. v. (läſe og läſa), og denne dobbelthet begynte at visa sig i deres bokmål med. Men efterat Sverige havde lösrevet sig igen fra Danmark, utbedredes den skade, som den danske uttale havde gjort på den svenske, og dette havde igen til fölge, at bokstaveringen foden, liden, krogen o. s. v. efter nogen tid gik av bruk i Sverige, og foten, liten, kroken m. m. fik sit gamle eneherredömme tilbake. Kun ved enkelte ord er likesom ved en forglemmelse den danske form blet hængende, — som når det heter en bagare, en piga, att taga istedenfor en bakare, en pika, att taka. Som det gik den svenske, så gik det og den norske „dannede,“ landsgyldige uttale. Den blev halv eller tildels, i selvlydene, hel dansk under dansketiden, som nemlig varede meget længere her en i Sverige. Og vor skrift blev ennu mere dansk en vor tale; den blev egentlig rent dansk, innen 1814 kom, som gjorde os fri, likesom Svenskerne var blet en 300 år tidligere. Men nu mener jeg, at en kan sige som så: likesom Svenskerne engang har insat sin rette uttale i sine böker igen, og fordrevet derfra den danske, for så vidt den havde sneket sig in i dem, så bör vi nu insætte vor rette gamle innenlandske uttale i vore böker, så vidt som den ennu er i live ikke alene i almuens, men og i den „dannede“ klasses talespråk. Hvad Svenskerne har kunnet göre, må kunne lykkes også for os.
De vigtigste av de 8 svenske punkter er naturligvis no. 1 og 2. Men også no. 3, 4, 5 og 6 gör Svensk dels mere fremmed, dels mere knudret og småstötende for vort öje, en det er for vort öre, selv om dette er nokså uövet i at höre målet. No. 7 og 8 hörer for en god del ennu til de fromme önsker eller til fremtidsbogstaveringen i alle tre land. Dog er nok Svenskerne her længst tilbake, når en ser alle tilfællerne under et.
No. 1 og 2. Så langt, som vi har set, at Svenskerne er forut for os med hensyn til latinske bokstaver, stummer e’er, selvlydsfordobling, forbokstaver (små), så langt eller nogetlængre er vi forut for dem i disse tvenne punkter, d. e. med hensyn til f og fv for lyden v samt til medlydsfordobling.
Det er navnlig Peder Syv († 1702), som hos os har æren for at have fordrevet f og fv (ff, ffu) fra vore böker, på navnlig ordet „af“ og nogle egennavn nær. Allerede Holberg havde avlagt denne bokstavering, men hans samtidige Hans Gram († 1748) skrev ennu nafn, hafve o. dl. I Sverige derimot er denne vor för-Holbergske retskrivning ennu ved magt. Mine ord kommer rimeligvis ikke mange Svensker for öjne, og det er i alle fal ikke synderlig von til, at en utlænding skulde kunne overbevise dem, hvis deres egne kom tilkort. Jeg vil derfor ikke sige noget om grunnene mot samme f og fv, idet de er overflödige blant os, som alt har rettet på fejlen. Desuten tillater rummet det ikke. Derfor her bare nogle ord om, hvorledes saken står i broderriket.
Det fattes ikke på svenske mæn, som har stemplet f og fv i nævnte betydning som en lyte på den svenske skrift. Pfeif, en av de förste, som i Sverige skrev om retskrivningen, var imot denne bokstavering (1713). Likeså Broman (1748). Likeså Laurell (1748). Likeså Sven Hof (1753). Likeså K. Brunkman (ved 1760). Likeså Tullberg. Denne siste siger i sin „Svensk Rättskrivningslära,“ 1862, bl. a.: „Detta f är det allragrövsta missbruk i vår skrift,“ ... „den styggaste fläkk på vår rättskrivning,“ og på ennu et annet sted: „den styggaste ok vedervädigaste av alla svenske skriv-former.“ Selv skrivet T. altid v. Undertiden tales det i tidningerne i samme tone. For nogle måneder siden fantes således et stykke i Göteborgs Handelstidning mot f og fv (og desuten mot c, q, x og ). „Saken beror endast på vanan,“ sagde forfatteren (utgiveren selv, mag. Hedlund?). Av samme stykke får læseren også den oplysning, at prof. Sundevall nylig har brukt v og f og fv i sit skrift „Svenska foglarne“ (duva, hava for dufva, hafva), samt, som det synes, ligeledes en svensk tidning, „Nerikes Allehanda.“
No. 2. Medlydsfordobling. herom blir det for denne gang bare rum til at henvise til en eller annen svensk retskrivningslære, f. e. Almqvists (på Dansk ved Busch 1843). Av denne bok ser man, at medlysdsfordoblingen må være omtrant samme huskors i de svenske skoler, som stumme e’er og selvlydsfordobling længe har været og store forbokstaver ennu er hos os. Og efter alt dette blir læseren enda hvert öjeblik i uvishet om den foregående selvlyds længde, og navnlig der, som han allermest kunde trænge til et vink, nemlig i fremmedordene. Reglerne om medlydsfordoblingen er så flokete, at de hos Almqvist-Busch utgör 6 sider oktav. Tullberg har hele 17 sider om dem. Alt dette stræv vilde Svenserka så omtrent bli fri for og dertil fremhjælpe norsk-enhet adskilligt, om de vilde la sig nöje med, som vi, i regelen kun at fordoble mellem to selvlyd, nemlig når den förste av dem tillike har tonen (aksenten). Fordoblinger som i hatt, kött, byggnad, kyckling kom da til at utgå. Vi mærker jo ikke noget sakn, fordi om vi ikke forefinner en bokstavering som Byggning, Byggd, Byggsel med dobbelt g som i stamordet bygge — eller som laggde, laggt, lægg, Læggd, Indlægg, Udlægg, Tillægg — med dobbelt g som i lægge. I et tilfælle blant nogle hundrede vil dobelt tegn kanske virkelig være önskeligt, som i Hugg, Dugg, visst for a tkende dem fra Hug (på H., norsk Huk), Dug (norsk Duk), vis eller viis, hvor også en og annen hos os har givet eksemplet. Men i slike tilfæller kunde da naturligvis også Svenskerne fordoble.
Ser vi til språkhistorien, da gælder om nærværende no. 2 det samme som om no. 1. Likesom vi har brukt f og fv for v som Svenskerne, men opgivet denne bruk for længe siden, således har vi havt en mangfoldig medlydsfordobling som Svenskerne, men opgivet den, undtagen, som sagt, mellem to selvlyd. Engang bokstaverede de Danske (og de Norske) f. e. skönn, Spill, till, sitt, Sprock (ɔ: Sprog), gick, Krafft, Stanng, deriss flock, hörtt, biergitt, ffra, ffod (Fod). Det er, man dordoblede medlyden ikke alene mellem to selvlyd, mellem en selvlyd og en medlyd samt i enden av ord efter en elvlyd med tonen på, men tildels og efter en tonlös selvlyd (biergitt), efter en annen medlyd (hörtt, folck, alltt), ja selv i ordets begynnelse og efter en lang selvlyd (ffra; jfr. stterck ɔ: stærk, tthett ɔ:det: — kijff, Sprock).
Men det meste av denne dobbelthet har vi, eller egentlig vore fædre, allerede skilt os av med, til stor lettelse især for alle skolebarn og skolemestere samt til billigere bokköp. Om Svenskerne nu sluttede sig til os, så var det kun at gå videre på den vej, som de alt er inne på: ti også de har havt noget mere av samme dobbelthed en nu, men skilt sig av med det f. e. flitt (ɔ:flit, Flid), Sölff (Sölv, silfver), ſtarck, nu stark, folck, nu folk.
Imidlertid ser det småt ut med tilnærmelse fra Svenskernes side til os, hvad dette punkt vedkommer; ti såvidt jeg har mærket, er det ikke engang vakt spörsmål om det i den svenske presse ennu, en mindre har nogen givet eksemplet ved at tillempe den rettere synsmåte. Det går overhoved hos Svenskerne som hos os, at den kunstigere bokstavering lettere finner tilhængere en den enkle og letlærte, en forekomst, som jeg vel skulde kunne forklare, om rummet tillot det. Stemningen er således der måske snarere for utvidelse en for inskrænkning av de dobbelte medlyd. Hos os er det nok i lle fl så. Et par av de beste norske skalder har således taget til at skrive gikk, fikk, tætt, tykkner, knappt o. s. v. Det kan derfor være grun til at sige med den store danske målkyndige Rasmus Rask: „Når man betragter, hvilke Vanskeligheder, Undtagelser og Selvmodsigelser Endemedlydens fordobling leder til i Svensk“ (og i sin tid har ledet til hos os), „vil næppe nogen skönsom Kjender önske at belæmre vor (Danske) Skrift med sligt,“ hvad dog, som sagt, enkelte norske forfattere både har önsket og utfört.
No. 3, ck for kk, er her ikke lejlighet til at dvæle videre ved. Også denne bokstavering har vi længe havt, men har avskaffet den igen (Sprock, folck ovenfor).
No. 4. Herom kan for öjeblikket kun bli plas for nogle få ord. Jeg har nævnt flertalsformerne i det særke utsagnsords datider (de blefvo, gåfvo, buro, grofvo, hulpo, lupo, runno, sprucko o. s. v.), fordi de stöter os mest. Men best var det uten tvil, om Svenskerne vilde rette sin skrift efter sit landsgyldige, „dannede“ talespråk både for nutidernes og datidernes vedkommende og således lade alle flertalsformer i utsagnsordene bortfalle i skriften, som de efter inföddes vidnesbyrd alt for længe siden er bortfallen i talen. I Dansken har flertalsformerne i utsagnsordene ikke været i live i talen i de siste 3—4 eller som nogle siger 4—5 hundredår. Mange danske forfattere og vel ennu flere norske har da og lagt dem av, især i den seneste tid (fra 1849 til nu vel en femti norske forfattere). Men i Sverige er det tarvelige voner også for dette fremskridt. Jeg vet bare en eneste man, som har våget at stryke disse former og fölge det levende mål, talespråket. Denne man heter Robert v. Kræmer (offiser, medlem av ridderhuset). Han lot for nogle år siden i Aftonbladet trykke et forsvar for denne skrivemåte[3], som han allerede da selv fulgte. Men hvor megen grundighet, lærddom og dygtighet han en deri havde lagt for dagen, syntes dog virkningen, for det förste i alle fal, ikke at være nogen annen, en at det blev rejst en storm imot ham i tidningerne med skrik og skælsord, som om svenska språket och smaken var sin undergang nær. Kætteren har dog ikke lat sig omvenden; ti i disse dager læses i Nya Dagligt Allehande en skildring av ham: „En vinter i Orienten,“ som likeledes fölger talespråkets formlære med hensyn til utsagnsordenes flertal.
Hvorledes denne tilnærmelse må tænkes at skulle gå for sig? Ja, derom kunde atter være meget at sige, bare rummet tillot det. Mange synes tro, at det först må sökes avgjort en gang for alle, i hvad for punkter hvert av landene kan og vil göre inrömmelser, om f. e. i de oven påpekede 25 eller i flere eller i færre, og at det efter slik avgörelse må for hver enkelt forfatters vedkommende hete: enten alt eller intet! enten være med i alle punkterne eller være utenfor det hele stræv! Men så lar tingen sig neppe tage. Overgangen, her tilnærmelsen, må foregå delvis og gradvis. Så har den nuværende språklige tilstand dannet sig, så må den nyere og bedre, som vi nu arbejder hen til, også danne sig. Det må gå med bokstaveringen, som det har gåt og vil gå, hvad ordforrådet vedkommer. De mange fremmedord, f. e., vi nu har, er ikke kommen in på en gang, men et for et, nogle ved en, nogle ved en annen forfatter. Og på samme måte vil det gå med deres fordrivelse. Alt eller intet! vilde her sige: hver eneste forfatter må finne sig i et av to, enten at forkaste alle fremmedord eller at godkenne dem alle. Men dette vilde kun skille saken ved en hel del tilhængere, som kunde gjort den megen nytte, om de en ikke gik så vidt som de mest yderliggående.
Men vi vender tilbake til bokstaveringen igen, og henter bevis mot hint „alt eller intet!“ fra den nyeste virkelighet, navnlig fra Danmark, hvor det for tiden er lettest at göre iagttagelser. I Danmark finnes nu ikke få, som holder sammen om en del ændringer i den nedarvede bokstavering, i dem nemlig, som går under navn av den Rask-Petersenske retskrivning, d. e. latisnke bokstaver, små forbokstaver, svensk å, adskillelse av ø fra ö, bortkastelse av selvlydsfordobling og stum e samt av j efter g og k forved blöt selvlyd. Men andre, — og de er heller ikke få — går sin egen vej, idet de forkaster et eller flere av de nævnte punkter, eller finner det idetminste ikke rådeligt, straks at iværksætte dem alle, — medens de igen tildels tar et eller annet med, som hine ikke inlater sig på En (som J. Kok) bruker således latisnke bokstaver, å for aa, göre, kende, skære m. m. for gjöre, o. s. v., men tör ikke slippe de store forbokstaver; en annen (Dorph) „fölger det Rask-Petersenske System,“ men holder dog på de store forbokstaver, på de „danske“ typer, ja enog på de stumme e’er, medens han igen går utenfor „Systemet,“ idet han skriver vi (I, de) læser, hörer, kan, skal, ɔ: forkaster de i talen forældede flertalsformer i utsagnsordene; en tredie (A. Berg) bruker latinske bokstaver, små forbokstaver, å for aa, m. m., men holder enda på de stumme e’er, som han tror egentlig er lydelige; en fjerde o. s. v.......
Dette kaller mange forvirring, töjleslöshet, anarki. Men under denne „forvirring,“ eller rettere sagt frihet, trives dog nok den nye vækst meget vel, og i alle fal bedre en under en ved tvang frembragt orden og enhet.
- ↑ Således var det og engang ved den falske skrivemåte med „fu“ for „v“ kommet dertil, at man trodde, at hafuer f. e. egentlig skulde læses ha-fu-er, i 3 stavelser.
- ↑ Her kan det måske være tillat at minne om former som klædde, klæd, födde, föd; Svensk klädde, klädd, födde, född. Når vi opgir de falske former klædte, klædt o. s. v. og holder os til uttalen, blir Norsk også her noget nær som Svensk.
- ↑ Også utkommet særskilt med tittel „Om Språkfrågan,“ 1858 (8 Ark).
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |