Om hvorledes Norge var bygget i vikingetid og middelalder

Alexander Bugge

Om hvorledes Norge var bygget i vikingetid og middelalder

Historisk Tidsskrift, femte række, fjerde bind, 1920 (s. 337-367).

OM HVORLEDES NORGE VAR BYGGET I VIKINGETID OG MIDDELALDER.

SPREDTE STUDIER FRA VORT LANDS BYGNINGSSAGA.

AV ALEXANDER BUGGE.

---

Jeg vet intet som har gjort et sterkere indtryk paa mig av forfald og nedgang end engang jeg i Irland gjorde en færd til den gamle, for aarhundreder siden forlatte munkeby Glendalough (i Wicklow, syd for Dublin) og kom gjennem landsbyer, der husene endda stod urørte men ikke et menneske bodde; – de var blit øde efter de fæle hungersaarene ved 1845. Jeg maatte tænke paa at Irland engang hadde været rikt og blomstrende og at det endda ved 1800 talte 8 millioner indbyggere, mens det nu bare bor 4½ million der. Krig herjer og lægger øde. Men naar den er slut, vender menneskene oftest tilbake til sine gamle bosteder. Men der folk engang frivillig er flyttet fra, varer det længe for de paany bygger.

Like ens som i Irland ved 1900 var det i Norge 400 aar tidligere. Politisk vanstyre, økonomisk nedgang, Svartedøden og meget andet hadde sat landet vort tilbake. Folkemængden var gaat ned og rundt om kunde en, mest i utkanten av bygdene, i utmark eller oppe i heiene se hustufter, ofte med gamle, nedraatne og faldefærdige hus paa, der folk var flyttet fra og ikke et menneske længer bodde og skog var begyndt at vokse paa de gamle aakerreiner. Det var et sørgelig syn som det ved 1460 heter om Huseby i Lier^[1]: »Skoddom wy tha gr.... hwss oc fwnnom theim all oc hwart eit fordarffnat oc allungis faanyth, taaklaus, nyderfællig .... vppehallyn aker oc engh sagom wy formykit skoggengen«. Eller som det i 1478 heter om Rudi, nabogaard til Talleraas i Dovre: »ok thet lagh tha i audhn vnder fee ok fola ... ok ther vare æi tha flæire hws vppa vthan ein stofuw ok eith halfth ladugolff« (D.N. III n. n. 922). Eller som det i 1568 heter om Vestre Hegtveit i Laardal: »for^ne Hectuedt hagde i langsomelig tidt leyeth y øde oc var aldeles neder rodit foruden hus oc herberig oc slet stou gangit«. Odelsbrevene var bortkommet og ingen visste hvem som eiet gaarden (oc ey kunde findis y nogen mands vere)^[2].

Ned gjennem hele 1600-tallet er det stadig i brev og domsakter tale om slike gaarder som ligger øde. I en retssak fra 1696 heter det saaledes om Skaari og Snaargil, to ødegaarder under Snartland i Fyresdal: »dernæst besaae vi forschreffne ødegaarder som kunde formenes at haffue vehret gamle Pladser, og findes Agerleier oc Hustoffter, samt et Fæhus oc en Lade med Laave der endnu«. Somme steder kan en endda oppe i heiene i fjeldbygdene finde levninger av slike gamle hus der det for flere hundre aar siden har bodd folk. Oppe i Momraksheii i Fyresdal laa det før en gaard som het Støyl; der kan en endda se levninger av en gammel røkstue og av en stok med utskaaret dyrehode i enden (en »gøyje«) som hang over ildstedet. I Brannkvaalen, mellem Vinje, Rauland og Øyfjøll, nær Stavsfjøll, skal det engang ha været en hel grænd. Der skal det endda staa et fint litet bur. I Grunningsdalen som, gaar fra Seljord til Sauland, er det nu bare støyler, men før bodde der tæt med folk der, og endda kan en rundt om se hustomter og aakerreiner. Om dem har en gammel Seljoring, Torstein Fiskarbekk, fortalt Rikard Berge en hel del. I Berges avskrift heter det bl. a.: »Skardstaul var gild gard, no attlagd og skogsrunnin. Torstein kann minnast husi. Dei va’ ovsvære; stogo med utskori langsvol, magatelgt timber, stort og svært. Der var au svære utskori loft, gildt fjós«. Nu er det vel ikke mange steder der en kan se levninger av husene. Men mangfoldige steder kan en den dag i dag oppe i fjeldbygdene i Telemarken se hustomter og aakerreiner, kværnstøer og andre merker efter gamle gaarder der det nu er overgrodd med skog eller støyler og utmarker. Navnet paa disse nedlagte gaardene mindes for det meste, somme steder er endog det glemt. Men navnet paa dem som bodde der mindes sjelden og ætten deres er glemt og borte.

Den gangen gaardene blev nedlagt – paa 1400-tallet og i førstningen av 1500-tallet – skjønte folk at det var et tap for landet. Paa herredagen paa Bud i Romsdal blev det forhandlet om mange saker som de styrende skulde søke at bøte paa. Deriblandt var ogsaa »om the som siølffue aaghe jordher oc ycke sytiæ ther vppaa; att smaa jordher icke leggis vndher andre større jordher; att ødegordher motte bliffue bygde« (D.N. X n. 674). Derfor skriver ogsaa Kristian III 31. jan. 1540 til indbyggerne i Nidaros erkebispedømme: »Witther att osz er til witthandis wordett, huorledis att ther skall liggie mannge jorder ther offuer alth erchebischopsdømett som skulle vare wbygdthe och jnghenn lanndskyld affgaar, oc skulle høre och liggie till Norges krone oc for^ne Thrundhiems ærchebischopsdømett; thj haffue vij nu aff vor sønderlig gunst och naade och saa paa thet att samme wortt righe Norghe maa bliffue bygdth och forbeidrett, wndt och tilladett och nu medt thette wortt obnne breff wndhe och till lade att saa mange waare wndherszaater ther wdj landett som wille wpthage och byggie szamme waare och kronannenns och stichtenns øde jordher, skulle mughe nyde samme jorder thill thennem och theris arffuinge, dogh att the som samme jordher bygge och beszidde skulle aarlighen giffue ther aff thill osz och Norgis kronne leydinnghe som andre jordeigher bønnder giøre« (D.N. XI n. 654). Men siden kom det nye opgangstider; en del av det som var lagt øde, blev paany bygget, og litt efter litt glemte folk de gamle, vonde tidene og minntes bare at det var bygd mange steder oppe paa heiene før »Storedaui« kom til dalen^[3].

Længe efterat fjeldbygdene var begyndt at avfolkes, blev likevel heigaardene regnet for bedre og gildere, end gaardene nede i dalen. Skogen hadde endda ikke faat saa stor værdi og oppe paa heiene var det den bedste jagt og fiske. Det heter i et gammelt stev fra Vesttelemarken:

Inn kaam Saavi Øyefjødd,
han bryte’ paa ymsne moddo:
Dei vite saa liti dei bygdaran
koss gott mi liver i fjøddo^[4].

Bendik Taraldlien har i boken sin om Fyresdal (s. 17) et vers av den sidste manden som bodde paa Gausvatten og skal ha hett Gauti:

Me drikke mjøyren or sylvarskaali,
me drikk ’an ikkje or boddo,
og difor trote dei daledrito,
at me liver so væl upp i hoddo.

Helt ned til vor tid blev f. eks. en gaard som Slysteyl langt oppe i Fjøllgarane regnet for en av de bedste gaardene i Fyresdal. Men i de sidste 30–40 aarene, efterat det er kommet bedre veier, jernbaner og dampskiber er det likesom at heigaardene er kommet til at ligge mere avsides end før. Nede i bygdene er det ved knutepunkter for færselen vokset op smaa »byer« som de kaldes – landsbyer kunde vi heller kalde dem – som paa Dalen, Kyrkjebø i Kviteseid, Tveitsund og Kirkebyen i Fyresdal; der vil folk heller bo end oppe paa heiene, og saa er heigaardene paany begyndt at lægges øde. I Fyresdal der jeg er bedst kjendt, er det mindst 30 gaarder som i den sidste menneskealder paany er fraflyttet og lagt øde, gilde gaarder som Naper (dér det nu bare bor folk paa ett av brukene), Husstøyl og Rolleivstad, paa østsiden av dalen, og Høgeskaar, Jordal, Skrimsdalen, Torsdalen, Kvipt og mange andre paa vestsiden. Og likeens er det rundt om i fjeldbygdene. Mange steder er det byfolk som kjøper fjeldgaardene og bare bruker dem til jagt. Men i den sisste tiden er folk begyndt at skjønne at paa denne vis lægges landet øde. Og nu er krigen kommet. Vi faar litet eller mest ingenting av tilførsel utenfra. Men da trænges det mer end nogensinde at hvert jordstykke som kan dyrkes op, paany blir det. Hvad kunde det ikke avles bare av sauer oppe paa heiene, for ikke at tale om gjeiteavlen som det i den sisste tiden rent er gaat tilbake med i de fleste bygdene? Mange steder dér det før har været gaarder, men nu bare er støyler, er det den bedste jord og fin væksterlig skog, og det kunde paany bli gilde gaarder dér, bare det kom ordentlige veier. Jeg kan nævne Gausvatn i Fyresdal, dér bonden efter sagnet endog skal ha hat husmand^[5]. Og like ens er det med de fleste av de gamle nedlagte gaardene i Fyresdal. Det er meget jord som paa denne vis kunde indvindes til dyrkning. Paa Flekstveitheiene mellem Laardal og Kviteseid ligger Kyrvestad eller Kyrvestaul, som engang skal ha været en hel grænd med egen kirke. Bare paa den delen som hører til Vesterdal i Dalane kan en av aakerreiner se at det har været mindst 20 maal som før i tiden var aker, og endda mere er det som ligger til Flekstveit. Det er et glædelig tidens tegn at bønderne oppe i Møsstrand er begyndt at kjøpe tilbake gaardene og tænker at bo og bygge dér. Men slik skulde de gjøre rundt om i fjeldbygdene. Da vilde de paany komme i magt og ære og faa det at sige for landet vort som de hadde i gamle dager.

I »Flatøyboken«, den gamle islandske samling av kongesagaer, findes det et litet stykke som heter »Hversu Noregr bygðist« (»Hvorledes Norge blev bygget«). Siden har det været skrevet litet om dette emne og mangfoldige undersøkelser maa endda gjøres før det kan skrives en saga om hvorledes Norge er blit bygget ned gjennem tiderne. Men det er et spørgsmaal, som vedkommer os alle og ikke bare fortidsgranskerne. Det har været sagt at Danmark ved hedeplantningerne har vundet igjen det det mistet i Sønderjylland i 1864. Norge har i aarhundredernes løp mistet likesaa meget som Danmark, baade utenlands og endda mere indenlands. Det var en tid, da Norge næsten kunde brødføde sig selv. Det er ikke mere end 350 aar siden Absalon Pedersøn skrev: »Saa er Norge den største part begaffuit med korn oc kierne, saa at det kan vel hielpe sig sielff, vndertagendis Finmarchen, vdi huilket saais plat intet«^[6]. Og nu staar vi paa randen av hungersnød, fordi vi ikke faar korn fra utlandet. At undersøke denne tilbakegang og grundene til den er en av de vigtigste opgaver i vor historie.

Men først trænges det at landet vort blir ordentlig undersøkt, alle gamle navn paa støyler, akerteiger, plasser osv. optegnet og alle gravhauger, bygdeborger og andre faste fornlevninger tat rede paa. Før det blir gjort, er det uraad helt sikkert at fortælle om hvorledes Norge er blit bygget ned gjennem tiderne. Denne lille avhandlingen er bare et første forsøk. Det er væsentlig om de store nyrydningstider i vikingetiden og i aarhundrederne nærmest forut og i middelalderen jeg i det følgende har tænkt at tale.

Efter nedgangen i den førromerske jernalder i de sidste aarhundrederne før vor tidsregning tok folkemængden paany til at vokse; især tiltok den sterkt i de sidste aarhundrederne før vikingetiden. Overbefolkning var sikkert en av de vigtigste grunder til vikingefærderne, da Nordmænd grundet riker og nybygder rundt om i Vesterlandene og satte bo paa Island, ja til og med paa det fjærne Grønland. – Alt paa 600- og 700-tallet var de kommet til Færøerne, Hjaltland og Orknøerne. – »Da byggedes«, siger Snorre, »Jemtland og Helsingland, men dog var begge forut delvis bygget av Nordmænd«^[7]. Til 800-tallet satte ogsaa sagnet den første bygd i Herjedalen som skal ha navn efter Herjulv Hornbrjot, som var merkesmand hos Halvdan Svarte^[8] Det var dog ikke bare utenlands at Nordmænd bygget i denne tiden, det var likesaa meget i vort eget land. I hver bygd blev det i de sidste aarhundreder av folkevandringstiden og i vikingetiden, med et rundt tal mellem 600 og 1000 e. Kr., tat nyt land op til dyrkning og nye gaarder lagt. Vi kan gjennem gaardnavnene følge den voksende bebyggelse. Omkring 2500 gaardsnavn ender paa -staðir (nu stad eller sta). De er fordelt rundt i landet fra Trums og Nordlands amt og sydover. »Antallet er dog«, siger Oluf Rygh, »forholdsvis størst paa Østlandet (navnlig i Smaalenene, i Akershus Amt og i Hamar Stift) og i de trondhjemske Amter. .... Paa Østlandet staa Hedemarkens Fogderi med 137 Navne og Kristians Amt med 322 forrest; nordenfjelds har S. Trondhjems Amt 166 og N. Trondhjems 199«. Rygh mener at dannelsen av navn paa staðir hovedsagelig falder i vikingetiden, om den end kan være begyndt noget tidligere og fortsat ut over grænsen av vikingetiden^[9]. Mulig sætter Rygh disse navne litt for langt ned i tiden. En skulde tro at hovedbygderne hjemme i Norge i det væsentligste maa ha været bygget og opdyrket før vikingetiden og den dermed følgende utvandring til Vesterlandene begyndte. Men det gjælder om denne som om alle disse tidsangivelser, at den langtfra er sikker og at det er mange undtagelser fra regelen. Ruð-navnene er, som vi siden skal se, fra den kristne middelalder. I Gol i Hallingdal var det en bygd som før blev kaldt Rud (í Ruðum); i denne laa gaarden Blakkestad. I Aslak Bolts Jordebog (s. 107) heter det: Af Blakkestadom i Rudhom. En skulde tro at grændenavnet var det ældste og gaardsnavnet yngre. Men hvorledes dette skal forklares, vet jeg ikke. Nabogaardene til Blakkestad har alle navn som synes at være fra middelalderen. Vanskelige helt sikkert at tidfæste er ogsaa gaardsnavnene paa -land. Av dem findes det henved 2000 i Norge. De er almindeligst paa Vestlandet i strøket fra Bratsberg amt til S. Bergenhus amt; paa denne landsdel falder omkr. 80 procent. Flest er det i Lister og Mandal og Stavanger amt (omkr. 950). Ogsaa i Nordre Bergenhus og i Nordland er disse navn hyppige. I det øvrige land er det faa av dem, især paa Oplandene^[10]. O. Rygh mener, at land og staðir har konkurrert med hverandre om at danne gaardnavn i vikingetiden, saa at det ene ordet var mest yndet i somme egne, det andet i somme^[11]. Jeg er ikke viss paa om dette er helt rigtig. Rygh siger om navnene paa land: »Der findes endel saadanne Navne i de av Nordmænd i Vikingetiden stiftede Kolonier i Vesten. Ogsaa paa Island er der adskillige av dem, men de allerfleste av disse synes at være nyere dannelser, der ikke have nogen Sammenhæng med de tilsvarende norske«^[12]. En mængde av de gaarder som blev grundet paa Island i landnaamstiden, har derimot navn som ender paa staðir. Hadde det været som Rygh mener, skulde vel navnene paa -land ha været de almindeligste paa Island, som i hovedsaken blev bebygget fra Vestlandet, dér disse navn og ikke de paa -staðir er de almindeligste. Naar likevel navnene paa staðir er de almindeligste paa Island, da kommer vel dette av at staðir var den navnedannelse som var mest i bruk i vikingetiden, mens navnene paa land tilhører perioden nærmest forut. Vestlandet er med andre ord blit bebygget i sin nuværende utstrækning noget før Østlandet. Dermed stemmer det vel overens at det især var Vestlandsfylkene som tok del i vikingefærderne. Derimot kan jeg ikke være enig med Andr. M. Hansen som mener, at land repræsenterer en videre vækst – en senere bosætningsperiode end staðir, ikke nogen konkurrerende samtidig navneskik, men at de svarer til ruð paa Østlandet^[13]. Ruð-navnene tilhører, som jeg siden skal vise, den kristne middelalder, 1100- og 1200-tallet. En række av land-navnene er derimot sammensat med gudenavn (som Frøyland eller Frøylandir) og andre navn som viser at de har været hedenske kultsteder (f. eks. Helgaland, av heilagr »hellig«); det kan derimot neppe paavises noget gaardnavn, som ender paa land og som første led har et personnavn som først kom i bruk i kristen tid^[14]. Dette viser at land-navnene er ældre, vistnok meget ældre end ruð-navnene.

Videre har vi navnene paa Þveit, som efter Rygh i denne forbindelse betegner »en utskilt part, for sig beliggende jordstykke« og hænger sammen med angelsaksisk þwitan »avskjære, skjære i stykker«. Tveit-navnene findes ikke paa Island eller i de vestlige norske kolonier, men er i vikingetiden overført til Nordengland. De gaar efter Rygh »meget langt tilbake i Tiden«. »Tveit-navnene standse«, siger Rygh, »omtrent ved Sognefjorden; nordenfor denne findes blot et Par av dem i Sønd- og Nordfjord og et Par i Indherred. Hyppigst forekomme de i Bratsberg Amt, i Nedenes, i Stavanger Amt (her næsten blot i Ryfylke) og Søndre Bergenhus. Paa Østlandet findes de, om end i ringere Antal, dog ret hyppig i de lavere Egne; i Oplandsbygderne gives derimot kun faa av dem (ingen i Gudbrandsdalen og Østerdalen). Deres samlede Antal i Landet er c. 600, hvorav omtr. 200 usammensatte«^[15].

Tilslut maa nævnes navnene paa -setr »opholdssted, bosted« (av sitja »at sitte«). Det findes som andet led i over 900 gaardnavn, mest utbredt i den nordlige del av landet, fra Søndfjord til Nordland. Denne landsdel har over 70 procent av de navn som er’ sammensat med setr; forholdsvis flest av dem findes i Romsdals amt (omkr. 250). Paa Østlandet er de forholdsvis hyppigst omkring Mjøsen. O. Rygh siger: »Disse Sammensætninger synes at være temmelig gamle og tør vel for den største del henføres til Vikingetiden og den nærmest forudgaaende Tid. De findes ikke paa Island, men derimod ikke sjelden i de gamle norske Kolonilande i Vesten«^[16]. Magnus Olsen gjør disse navne noget yngre. Han siger: »Setr er derimod i modsætning til vin, produktivt til dannelse av stedsnavne ogsaa i historisk tid. Frøset synes da at tilhøre hedendommens slutning«^[17]. Mit indtryk er at setr er brukt til at danne gaardnavn gjennem et længere tidsrum end baade staðir, land og þveit. Navne som Venset (Vinjasetr eller Vinset) i Skjerstad i Nordlands amt og Vinjesæter (Viniasætr) i Mosviken og Venset (Vinasætr) i Skogn i Nordre Trondhjems amt maa være meget gamle; de er sammensat med vin »græsgang«^[18]. Derimot tilhører Kariset (Katrínasetr) i Gjemnes i Romsdals amt^[19] og Paalset (Pálssetr) i Vestre Toten^[20] og det forsvundne Paalsetter i Brandbu i Kristians amt^[20] middelalderen. Derimot tror jeg ikke som Andr. M. Hansen at navnene paa setr i det store og hele er samtidige med ruð-navnene^[21]. I det hele synes de at være noget ældre.

At alle disse gaarder hvis navn ender paa staðir, land, þveit og setr først er ryddet i vikingetiden eller tiden nærmest forut, kan vi dog ikke sikkert slutte. Mange av dem er uten tvil ældre, men har i tidens løp skiftet navn, dels fordi gaardene er skiftet ut og dels fordi husene er blit flyttet. I Lesje laa før i tiden en gaard som het Kýreimr; navnet lever nu bare i grændenavnet Kjørem. Den maa ha været en av de ældste gaardene i Lesje; det viser endelsen -heimr; de gaardnavn som ender paa -heimr, sættes til tidlig i folkevandringstiden, ja kanske endda før. Nu er Kjørem skiftet ut i 8 matrikelnumere med flere bruk. Mellem de gaarder som er deler av det gamle Kjørem eller Kýreimr, er Rolstad (Róaldsstaðir) og Kollungsstad; begge navn viser tilbake til vikingtiden^[22]. Paa nordsiden av Fetveittjønn i Bøgrend i Vinje ligger tre støyler, Auvinstøyl, Aslemstøyl og Saavi-steyl. Aslemstøyl ligger litt oppe i lien straks ovenfor Auvinstøyl og hører nu til Aarhus, men hørte før til Fetveit^[23]. Auvinstøyl hører til nabogaarden. Navnene viser at Auvinstøyl og og Aslemsteyl har været gaarder som siden er nedlagt og blit støyl. De maa være mellem de aller ældste gaardene i Vinje. Auvin er sammensat med vin »græsgang«, som danner det ældste lag i vore gaardnavn. Det minder om Auen (opr. Auðin) i Enebak i Akershus amt, som Oluf Rygh forklarer som en sammensætning av audr »øde« og vin^[24]. Aslem er mulig sammensat av mandsnavnet Atli og heimr (jfr. Aslestad opr. Atlastaðir). Jeg tænker mig at gaardene i tidens løp er flyttet længer ned i bygden og at Fetveit oprindelig har været en part av Auvin eller Aslem. Fetveit maa dog ogsaa selv være en meget gammel gaard, fra vikingetiden eller ældre.

Sammenligner vi gaardnavnene med jordfund og gravhauger som er bevaret, saa finder vi at en stor del av vort land alt i vikingetiden var næsten likesaa godt bygget og opdyrket som i vore dager. En bygd som Søndre Fron i Gudbrandsdalen har, siger en forsker i en nylig utkommet avhandling, »øiensynlig ikke være stort svakere bebygget i det 10.–11. aarh. end i det 19.«^[25] Det samme gjælder de egentlige Hedemarksbygder, den sydlige del av Vestfold, bygderne rundt Skiensfjorden, Jæderen, Sunnhordland og i det hele storparten av Søndre Bergenhus og Stavanger amt, bygderne rundt Trondhjemsfjorden og de ytre bygder i Nordland, i det hele de deler av Norge som spiller den største rolle i vor ældste historie.

Men bebyggelsen strakte sig i vikingtiden ikke bare over de deler av vort land dér det senere har bodd folk, men ogsaa over egne som siden i lange tider laa øde eller som aldrig mere er blit opdyrket. Dette gjælder baade det nordenfjeldske og det søndenfjeldske Norge. I det gamle Haalogaland bodde i forhistorisk tid befolkningen især ute ved kysten og spredt indover langs fjordene. Det findes i Nordland en mængde gravhauger dels fra den ældre og dels fra den yngre jernalder; derav ligger omtrent 850 i Søndre Helgeland, 500 i Nordre Helgeland, 850 i Salten og 2000 i Lofoten og Vesteraalen. For nogen herreder, som Hadsel, Bø, Øksnes og Dverberg i Vesteraalen, er det kjendt mere end 300 gravhauger i hvert herred, fra Bodin, Steigen med Ledingen, Hamarøy og Lødingen over 100 i hvert herred, og likesaa i Dønnes og Meløy, samt i Bindalen, Brønnøy med Vik, Tjøtta, Alstahaug og Herøy. Andre herreder som Vefsen, Hatfjelddalen, Mo, Beieren, Fauske, Sørfolden, Tysfjorden, Ankenes og Evenes optræder kun med nogen faa gravhauger^[26]. Under sin omtale av Andøia i Vesteraalen siger Karl Rygh: »Bygderne yderst mod Havet var, især hvor der som her var særlig god Leilighed til Fiskeri, i ældre Tid forholdsvis meget sterkt befolkede, og dette Forhold holdt sig meget længe, ialfald til Begyndelsen af 17de Aarh. Navnlig var Øens nordligste Del, Andenes, tidligere et meget sterkt befolket Sted og havde efter gamle Skattemandtals Vidnesbyrd i 16de Aarh. en meget større Befolkning end nu«^[27],

I dalene inde i landet stammer den nuværende bebyggelse mest fra nyere tid. Om Hatfjelddalen, bygden rundt det store Røsvatten, heter det i »Norske Gaardnavne, Nordlands Amt« (s. 86): »Herredet er gjennemgaaende en ny bygd. Af dens 87 Brug i den nye Matrikel er kun 16 opførte i Matrikelen af 1843, adskillige er ikke over en Menneskealder gamle«. Men heroppe rundt sydsiden av Røsvatten har konservator Th. Petersen i Trondhjem fundet flere gravhauger, som viser at det her har været bygd i hedensk tid. Den nævnes ikke i skriftige kilder fra middelalderen og maa tidlig være blit fraflyttet og lagt øde.

Den faste bebyggelse maa ogsaa i vikingetiden ha strakt sig længere nord end den gjorde senere i middelalderen. Da Haakon Haakonsson i 1240 bygget kirken paa Trums eller Tromsøy, fandtes ingen bofaste Nordmænd eller bumænd nord for Malangen. Kirken blev kaldt ecclesia S. Mariae de Trums iuxta paganos (den hellige Marias kirke i Trums mellem hedningerne«)^[28]. Malangen skiller, heter det i Rimbegla, et islandsk geografisk og astronomisk skrift fra denne tid, »mellem bumænd og Finnere. I det 10de aarh. gik derimot Nordmændenes bygd meget længere mot nord. Gravfund viser at det i vikingetiden maa ha været en temmelig sterk bebyggelse paa begge sider av Tromsøysundet^[29]. Nordmænd bodde dengang helt op til Lophavet, over grænsen av Finmarkens amt. Nord for Ringvatsøy ligger den lille Helgøy, d. e. den hellige ø. Navnet viser at Helgøy i hedensk tid har været en hellig ø, viet til guderne. Men et slikt navn kan ikke ha været git av forbiseilende sjømænd; det maa stamme fra fastboende Nordmænd. Paa Helgøy er det inde i en haug av stenheller fundet stykker av en urtepotteformet lerurne samt en jernkniv og benbeslag. Dette fundet stammer fra den ældre jernalder; men den mand, som har ligget i haugen, kan ikke ha været en Finne, han maa ha været en Nordmand. Fra den yngre jernalder er det ialt gjort syv gravfund paa Karlsøy, Helgøy og Vannøy. De nordligste er paa Skolnes i Frakfjord i Loppens præstegjæld; her blev det ogsaa i en gravhaug i 1844 set »rustgangen efter et sverd«. Paa alle øerne dér nord staar det endda mange hauger og røiser, som ikke kan være andet end norske graver fra hedensk tid; for finnegravene ser ganske anderledes ut. Mulig har det endog bodd Nordmænd spredt langs kysten av Finmarken helt til bunden av Varangerfjorden^[30]. Derpaa tyder bautastener og stensætninger som findes flere steder, bl. a. paa Magerøy, paa Hvitnes i Tanafjord og ved Vadsø og fund av knivblad av jern^[31] og av prydsaker som stammer fra det sydlige Finland^[32].

Like ens var det Søndenfjelds. Rundt om baade paa Øst- og Vestlandet har vore forfædre i vikingetiden bygget i fjeldet paa steder dér det nu ikke er bygd. Den høitliggende egn i øst og nærmest i syd for Fæmund-sjøen i Østerdalen, øverst i Trysilelven eller Klarelvens dalføre er endda i vore dager meget tyndt befolket og den nuværende bebyggelse er temmelig ny, fremkaldt ved optatagelsen av Røros kobberverk i 17de aarhundred^[33]. Øst for Fæmund ved utløpet av elven Lille-Gutu i Fjeldgutusjøen er det, vistnok i en gravhaug, gjort et vakkert fund fra den yngre jernalder (et sverd, et økseblad, 9 pilespisser, et knivblad, en bronsespænde og en brynesten)^[34]. Noget syd for Fæmund er det paa en slette ved bredden av Klarelven, likeoverfor gaarden Husfloen i Rendalens almenning, paa forskjellige steder fundet flere lag kul og i ett av dem flere oldsaker (glasperler, jernnøkler, ildjern o.s.v.) tillike med en benstump; disse kullag er uten tvil graver fra den yngre jernalder^[35]; likeoverfor dette sted er det siden fundet et sverd fra den yngre jernalder^[36]. I fjeldet ovenfor Vaage har det flere steder været bygd i vikingetiden. Paa Grinningdalskampen er det saaledes gjort et stort gravfund fra den yngre jernalder. Der blev fundet et sverd, en øks, 10 piler, en sigd, et ildjern, en kniv, 2 filer, et høvljern, en ske, en flat ring, en skaalformet gjenstand, en bryne, et hylster og en avlang bronsespænde. Ved Heimdalsvatn i Hedalen i Vaage blev det i 1775, vistnok i en gravhaug, fundet en del piler, bryner og et sverd, som Schøning fik se paa Bjølstad^[37].

Ved Storevatn eller Svenskin høit tilfjelds i Vestre Slidre synes det mot slutten av den hedenske tid at ha været en noksaa tæt bebyggelse. Nu bor det ingen folk fast her uten kanske ved Grunke, ved nordenden av sjøen, og ogsaa paa denne plass har det i de senere menneskealdre neppe stadig bodd folk. I en brandgrav ved Svenskin er det fundet 1 jernkjedel, 1 øks, 10 piler, 1 kniv, 1 fil og 1 ildstaal. Ved Grunke er det fundet 1 jernpil og et klæberstenskar med brændte ben; paa Haugvørpin sæter paa østsiden av Svenskin er det fundet en spydspiss av jern fra den yngre jernalder og i fjeldet mellem Hallingdal og Valdres, antagelig ogsaa ved Haugvørpin, en anden spydspiss av jern og et stort knivsblad. Endelig er det i en gravhaug paa Nøsansæter øst for Svenskin fundet et sverd^[38].

I Ustedalen i Hol i Hallingdal som er en av de høistliggende beboede daler i Norge (2000 fot over havet) er det adskillige gravhauger, og i én av disse er det gjort et vakkert fund fra den yngre jernalder^[39]. Endda interessantere er et gravfund fra Tollevsæter i Dagali sokn øverst i Numedal. Fundet blev gjort paa en sæter oppe i høifjeldet ved en elv som kommer fra sjøen Heieren og falder i Laagen et godt stykke overfor Dagalibygden, paa en høide 1 km. fra selve Tollevsæteren og 200 m. østenfor Bjørdalsbakken. Paa haugen stod en sten som var omkr. 1,5 m. høi, rundt laa en ring med flate stener. Saa vidt en kunde se, var det en stensætning paa nordsiden av den røde sten. I graven blev det fundet brændte ben, en armbøile av bronse og glasperler. En kvinde og et barn har ligget i graven. Her oppe har det altsaa mot slutten av hedendommen bodd folk. Merkeligst er dog bebyggelsen paa Hardangervidden, som kaptein Hj. Negaards undersøkelser for Bergens Museum har kastet lys over.^[40] Rundt om paa vidden findes det en række gamle boplasser paa steder som ligger for høit til at det kan ha været drevet akerbruk dér. De som har bodd dér, maa ha levet av jagt og fiske. Flere av disse boplasser, særlig ved Krækjavand, Halnevand og Finsevand, er systematisk undersøkt. De ældste lagene stammer fra stenalderen. Siden maa boplassene længe ha ligget øde; for over stenaldersakene var det et rent sandlag. Men saa har det i vikingetiden paany kommet folk og bosat sig dér; for i det øverste lag blev det fundet saker fra den yngre jernalder, deriblandt ogsaa et stykke av en flat hestesko. Vi kan derav slutte at de folk som mot slutten av den hedenske tid bodde oppe ved Finse, har holdt hester, om de ogsaa har hat andre husdyr, vet vi ikke. At det har været stort fædrift saa høit tilfjelds, er dog litet rimelig. Rundt Møsvatn har det derimot alt mot slutten av den hedenske tid været ordentlige gaarder. Ved Hollvik, inde ved den østlige arm av det store vand er det saaledes i en gravhaug fundet et økseblad fra den yngre jernalder^[41]. Paa Falkeriset, en høide nær Kraamviken i Møsstrand er det fundet et jernredskap, som ligner nogen vi kjender fra den ældre jernalder, men som vel er fra den yngre^[42]. Desuten er det fundet spydspisser av jern paa fjeldet mange steder rundt Møsvatn^[43]. Av gaardene i Møsstrand er det bare Kollinghovden (Kollungshofði) som nævnes i brev fra middelalderen^[44]. Men efter navnet at dømme kan den godt være fra vikingetiden. Min tro er at hele Møsstrand mot slutten av den hedenske tid har været bebygget og at det ligger noget til grund for sagnet om en kirke paa Frøystoul (Freisæter) øst for Hollvik^[45]. Før en sikkert kan svare paa dette spørsmaal, vil det dog trænges at gjøre undersøkelser paa stedet.

Foruten av jagt, fiske og fædrift og mulig litt akerbruk levet folk oppe ved Møsvatn ogsaa av at smelte myrmalm. Vi tør tro at vore forfædre har lært kunsten at »blaase« myrmalm omtrent samtidig med at de lærte jernet at kjende. Om Skallagrim som utvandret fra Fjordene til Island, fortæller Egils saga at han »var en stor jernsmed og hadde meget myrjernblaast om vinteren« (k. 30). Paa Borgerjoe i Mjaugedalsheii i Eidsberg er det meget sinder efter myrjernsbrænding. Ved siden av sinderet er det fundet vaapen (fra vikingetiden) og menneskeaske^[46], saa vi tør tro at folk oppe i heiene i Telemarken alt i vikingetiden, ja vistnok meget tidligere har begyndt at smelte eller »blaase« myrmalm. Mellem Møsvatn og Eidfjord var det i gamle dager skog og mange steder ved Møsvatn, i Syssendalen og paa østsiden av vidden er det spor av gammel myrmalmbrænding^[47]. En frisk kulmile blev opgravet dér paa 1700-tallet^[48]. Peder Claussen fortæller i sin Norges Beskrivelse (aar 1599): »Udi denne Ort hafue de i gammel Tid veldet Jærn oc haft Jærnhytter, huilcke nu ere øde«^[49]. Og amtmand Bergh nævner i 1723 at han oppe ved Møsstrand i 1728 »ei allene har forefundet Rudera af gamle Gaarde Bygninger, men endog gammel Slag af Myr Jern Man udj fordums Tid der haver arbeidet«^[50]. Ogsaa mange andre steder oppe i fjelddalene i Vesttelemarken, som i Botnedalen i Mo og i Bindalen ved sydenden av Fyresdalsvandet er det fundet sinder av myrmalm. Vi tør tro at myrmalmbrændingen har gjort sit til at folk satte bo i Møsstrand og Rauland. Selve navnet Rauland er jo, mener man, sammensat med raudi »myrmalm«. Ogsaa jordfund viser at det i vikingetiden har bodd folk ved Møsvatn. Jordfund og og gaardnavn viser at det rundt om i Telemarken mot slutten av den hedenske tid har bodd folk dér det nu er bygd, ja endda videre. I Fyresdal var det saaledes en tæt bebyggelse paa heien mellem denne dal og Sætesdal. I Fjøllgarane, omtr. halvanden mil fra Veum og hovedveien gjennem dalen, ligger saaledes flere av de ældste gaarder i dalen, Aslestad (Atlastaðir) og Skaali (Skálalíð). I denne grænd har det tidligere ligget meget tættere med gaarder; flere av disse som nu forlængst er nedlagt, maa ialfald være fra vikingetiden, f. eks. Blikar^[51] og Donstad^[52]. Navne som Byrte og Grøsse (Grœnsœr?) som nu er en stor støyl paa veien mellem Kvipt i Øvre Birtedalen og den høitliggende fjeldgaard Vestre Kili i Sætesdal maa ogsaa være gamle; likesaa Krokstøyl som oprindelig skal ha het Krokstad (Króksstaðir) Paa Breivikheien mellem Breivik og nedre Birtedalen ligger flere gravhauger som kaldes »Kjæmpune«; dér er ogsaa op imot fjeldet levninger av en bygdeborg, saa her maa der i gammel tid ha været bygd, men ingen navn fra nedlagte gaarder kjendes herfra. Likesaa er det paa støylen Ramsdalen, en halv mil fra Borgjæ, en gravhaug, og likeledes flere paa Nystøyl i heien overfor Kleivgrend^[53]. Ellers synes nyrydningen paa heiene ved Fyresdal og i det hele i Øvre Telemarken at ha fortsat ned gjennem middelalderen^[54]. I Mo skal det før ha været bygd i Botnedalen, en støylsdal ovenfor Frolandsgrænd paa veien op mot Bykle. En ser endda aakerreiner og sinder efter myrmalmsbrænding. Et økseblad av jern fra vikingetiden eller fra middelalderen, som er fundet i Botnedalen, vidner ogsaa om at det i gamle dager har været bygd dér^[55]. Mellem gamle gaarder dér, som nu er støyler, nævnes Gjømle, Midbø, Lofthus, Borgi og Aanodd^[56]. Gjømle, som ogsaa findes som gaardnavn i Bamle, gaar rimeligvis tilbake til hedensk tid, likesaa Borgi (Borgin) og mulig Aanodd^[57]. I Vinje har jeg alt nævnt Auvinstøyl og Aslemstøyl som maa være ældgamle gaarder. Byggtveit og Høitveit er nu støyler til Særen ved den nedre enden av Vinjevatn; navnet er fra vikingetiden eller ældre; en ser endda aakerreiner dér og tre gravhauger viser at her i hedensk tid har bodd folk. I Flekstveitheien mellem Laardal og Kviteseid har vi Kyrvestaul eller Kyrvestad, som før skal ha været en hel grend; dette navn gaar ogsaa tilbake til vikingetiden^[58]. Grunningsdalen, en støylsdal mellem Seljord og Sauland, maa ogsaa ha været bebygget alt i hedensk tid. Ved østenden av Slòkevatn ligger en stor haug som kaldes Frearhaugen. De gamle, nu nedlagte gaardene i Grunningdalen, bærer ellers navn som kanske er fra middelalderen.

Like ens som i Telemarken er det i Sætesdal, dér jo bebyggelsen endda gaar høiere tilfjelds end de fleste andre steder i Norge. I Findalen, en støylsdal til Valle, var det engang stor bygd. En haug, dér Findalskongen siges at ligge, vitner om at det bodde folk her alt i hedensk tid. Et navn som Vik som nævnes som gaard i et brev av 1437, gaar vistnok ogsaa tilbake til vikingetiden^[59]. Flere andre gaarder som nu er støyler, maa ogsaa gaa tilbake til denne tid. »I Sandnes, paa Aarakslidi, var Haugetveit og Brasstveit og Træltveit,« siger Johannes Skar (»Gamalt or Sætesdal« IV, 8). – Brazþueit, Viik (d. e. Vik i Findalen), Klep, Rekodalen nævnes 1450 som underbruk under Sandnes i Valle^[60]. – Endelsen tveit viser at disse navnene er fra vikingetiden eller ældre. Fra samme tid maa ogsaa Bjørntveit (Bjarnarþveit) være, som nu er støyl under Skaare i Austad i Bygland, men nævnes som gaard i 1611^[61]. Slik som jeg her har nævnt, har det uten tvil ogsaa været mange andre steder i landet. Rundt om paa heiene og i avdalene bodde det i vikingetiden folk, dér nu ikke et menneske bor.

Tilslut maa vi spørge: Hvem var det som mest bygget og ryddet her i utbygderne og langt fra folk? Svaret maa bli: de laveste lag i samfundet. Ofte var det fredløse, som var lyst utlæg nede i bygget og tyet op til ødemarken, fordi de ellers ikke kunde faa den kvinde de vilde ha. Slik fortælles det om Torkel Turrafrost som den unge Sigmund Bresteson kom til langt oppe i Østerdalen og om Herjulv Hornbrjot som først bygget i Herjedalen og fra nyere tid om rydningsmanden paa Argehovd paa Møsstrand^[62]. Endda oftere var det vel træler og frigivne som ryddet i utmarken, især i utkanten av bygden. I Heimskringla heter det om Erling Skjalgssøn paa Sole at »han gav [sine træler] akerland til at saa korn paa for sig selv og føre sig grøden til vinding.« Trælene paa Sole har med andre ord faat lov til at rydde og bryte nyt land. Mange navn paa gaarder og jordstykker rundt i landet minder om at dette engang var almindelig rundt i landet, navn som det nys nævnte Træltveit i Bygland, Traak (opr. Þrælakrar) i Bamble, Træland (opr. Þrælaland) i Lindaas og Trælevik i Sund i Søndre Bergenhus amt. Oplysende er især Trælverket (Þrælverk), som er navn paa en gammel, men liten gaard i Gol i Hallingdal. Gaarden er vel i gammel tid ryddet av en træl som har kjøpt sig fri for sin opsparede fortjeneste^[63]. Under Særen i Vinje, øverst mot veien og grænsende til Midbø, er det en aker som heter Trælsæ; dette navn er kanske ogsaa sammensát med þræll. Nordenfjelds har vi Trælstad (Þrælastaðir) i Hegre^[64], Trebostad (opr. Þrælabólstaðr, d. e. »trællenes bosted«) i Beitstaden og Trælvik og Trælnes i Brønnøy paa Helgeland; de to sidste gaardene ligger paa fastlandet like indenfor den gamle storgaarden Torgar og er vel ryddet av træler derfra^[65]. Et andet gammelt ord for »træl« er man n., som ogsaa brukes som et samlingsord om en flerhet av træler. Dette ordet finder vi bl. a. igjen i Mansaaker i Ullensvang og mulig ogsaa i Mansrud i Trøgstad, Mansrud i Id og Manstad i Id og i Østre Gausdal^[66]. Til disse navn hører vel ogsaa Kjæffsøia (Kjepsøy) i Vaagan i Lofoten (opr. Kefsisey, av kefsir »træl«) og de forsvundne gaardsnavn Stafkarl (d. e. »tigger«) i Hvaler og paa Stangenes i Bohuslen og Stafkerlingin (»tiggerkjerringen«) i Solør^[67].

Mot slutten av vikingetiden maa det være kommet en stans i folkemængdens vækst og bebyggelsen er paa mange steder gaat tilbake. Jeg kommer i det følgende til at tale om de gaarder av navnet Rud, Rød og Rui (Ruð og Ruðit i ældre tid) og om de gaarder, hvis navn ender paa -ruð. Ruð betyr »rydning«, og ruðgaardene er fra middelalderen, mest fra 1200-tallet, tror jeg. Men paa en mængde av disse gaardene er det gjort fund fra den ældre og især fra den yngre jernalder. I den liste jeg gir nedenfor, har jeg regnet op 63 fund som er gjort paa ruð-gaarder og andre gaarder fra middelalderen, og tallet kan uten al tvil økes. De fleste fund er gjort i Kristians amt og i Jarlsberg og Larviks amt. Det er gjort fund fra den yngre jernalder i sokn som Begndalen i Søndre Aurdal og Konnerud i Skoger, dér ikke en eneste gaard synes at være fra hedensk tid, men alle gaardene er fra middelalderen eller yngre^[68]. Andre fund er gjort paa nabogaarder som Steinsrud og Rua i Gran i Hadeland (N.G. IV:, 145) og Grimsrud og Jonsrud i Sande (N.G. VI, 35). Mest oplysende er dog et fund fra Arlien i Faaberg og ett litt længer oppe i dalen fra Renningen i Follebu. Arlien ligger i Rudsbygden, som i middelalderen blev kaldt Fagabergsruðin (»Faabergsrydningene«) og blev ryddet i slutten av 1200 og det første tiaar av 1300-tallet (se nedenfor). Arlien blev ryddet litt før 1300 og har navn efter to brødre, Erling og Torstein Are. Men det nævnte fund fra den yngre jernalder viser at det ogsaa i hedensk tid har bodd folk paa Arlien og rimeligvis i hele Rudsbygden. Like ens maa det ha været rundt om paa de ruð-gaarder, dér det er gjort fund fra ældre og yngre jernalder. De maa ha ligget øde i lang tid, husene er raatnet ned, navnet paa gaardene er blit glemt og det har vokset op skog paa de fordums akrer og enger, før det kom folk og ryddet og bygget dér paa ny. Ellers vilde de ikke ha faat nye navn og være blit kaldt »rydninger« (ruð)^[69].

Ogsaa nordenfjelds maa bebyggelsen mot slutten av vikingetiden være gaat tilbake. Det var vistnok paa denne tid at Malangen blev nordgrænse for Nordmændenes bygd og at en bygd som Hatfjelddalen blev lagt øde. Jeg tror at denne nedgangstid er begyndt i 960-aarene. Ved denne tid er det en stans i vikingetogene og sagaerne fortæller^[70]: »Da Gunhildssønnerne raadet for Norge, blev det stort uaar, og dette vokset des længer de styret landet .... Paa Haalogaland var det saa stor sult og nød, at det næsten ikke vokste korn dér, men sneen laa da over hele landet mitt paa sommeren. Saa kvad Øyvind Skaldespiller – han kom ut da det føk sterkt –:

Det sner paa Odins hustru (d. e. jorden)
(inde vi som Finner

forer med bjerke-bromen)
fælt mitt om sommeren.

Det gaar i slutten av 900-tallet nedover med Norges politiske magt. Haakon Ladejarl maa hylde Danekongen som sin overherre. Danskerne faar magten i Viken og efter Olav Tryggvesons død blir vort land delt mellem jarlerne, Danmark og Sverige. Det ligger nær at tro at dette hænger sammen med en nedgang i folketal og en tilbakegang i bebyggelsen. (Se anm.). Fra Island fortælles det ogsaa om uaar og sult paa Olav Tryggvessons tid, saa det blev tillatt at gi op gamle og fattige og ikke yde dem nogen hjælp, til Arnor Kerlingarnef fik reddet dem^[71].

Anm. Fortegnelse over fund fra ældre og yngre jernalder paa gaarder av navnet Rud eller hvis navn ender paa ruð, og paa andre gaarder, som er nyryddet i middelalderen.

{{{1}}}

I. Akershus amt.

1. Stigbøile, y. j.?, Brekkeeiet, Maridalen, Akershus amt. Maridalen (Margrétardalr) har faat sit navn og er blit ryddet i middelalderen. N.F. 1867, s. 46 n. 54.

2. Rikt gravfund, æ. j. (mosaikperle, glasperler, sverdhefte av bronse, 2 bronseringer, sølvfingerring, ornamentblik av sølv, uldtraad) Rud, Nannestad, Romerike. N.F. 1881, s. 131 n. 1. (N.G. II, 898, Røde Bog, 304, ¹⁄4 1594).

3. Vævskyttelformet sten, æ. j., Einerud, Blaker, Urskog pgd., N.F. 1885, s. 124 n. 131. (= Ensrud, Høland. N.S. II. 189?, R.B. 473; ¹⁄2 1594).

4. Økseblad og spydspiss av jern, y.j., Viljesrud, Ullensaker, N.F. 1887, s. 76 n. 237, 238. (N.G. II, 313, R.B. 407. 437, 447; ’/1 1594).

II. Smaalenene.

5. Spore og remprydnad av guld, y. j., fundet i et dike, Rød, Rygge. N.F. 1872 s. 80 n. 41. (N.G. I, 348, R.B. 224).

6. Gravfund, Kasebu, Aremark. N.F. 1877 s. 2 n. 10. (N.G. I, 190, 1593, nabogaardene er ogsaa yngre, ¹⁄1 1604; ¹⁄1 1608).

III. Hedemarkens amt.

7. Benkam, y. j., fundet i en gravhaug, Rustad, Løiten. N.F. 1898, s. 93 n. 118. (NG. III, 119, D.N. II, s. 786, 1521).

8. Y. j., Haavaldsrud paa Helgeøen (N.L., Hedemarkens amt II, 198, NG. III, 48, 1578)

9. Y. j., Petterud, Søndre Odalen (N.L., Hedemarken II, 248; N.G. III, 191, nyere navn).

IV. Kristians amt.

10. Gravfund, y. j., sverd, sporer, piler, Bjølverud, Lesje (N.L. Kristians amt III, 108; N.G. IV₁, 16; 1668); Rundt Bjølverud ligger bare middelalderlige og nyere gaarder. Nabogaarden Sæter nævnes første gang 1668.

11. Gravfund, y. j., jernkjedel, Nedre Rudi, Søndre Fron (N.L, Kristians amt III, 317, N.G. IV₁, 131, D.N. III. n. 934, 1482).

12. Øks, y. j., Kramperud, Øier (N.L. Kristians amt III, 372, N.G. IV₁, 167, 1604).

13. Plogjern, y. j., Rydningen, Østre Gausdal (N.L., Kristians amt III, 395, N.G. IV₁, 185; kjendes bare fra nutiden).

14. Spyd, y. j., Svensrudstuen, Vestre Gausdal (N.L., Kristians amt III, 417, N.G. IV₁, 201).

15. Øks, y. j., Arlien, Faaberg (N.L., Kristians amt III, 445, N.G. IV₁, 227). Arlien hørte, som nedenfor skal vises, til Faabergsrydningene (Fagabergsruðin), var ryddet litt før 1300.

16. Pil, y. j., Igelsrud, Østre Toten (N.L., Kristians amt, IV, 96, N.G. IV₂, 65; D.N. V, s. 134, 1334; ligger sammen med andre ruð-gaarder).

17. Øks, y. j., Petterud, Østre Toten (N.L., Kristians amt IV, 96, N.G. IV₂, 72, 1669).

18. Gravfund (øks, celt, ljaa, sigd, kniv og omkr. 80 vævjern), Skaarud, Jevnaker (N.L., Kristians amt IV, 192, N.G. IV₂, 120, 1592, 1667, kaldes da rydningsplass).

19. Skjoldbule og spyd, y. j., Rua, Gran (N.L, Kristians amt IV, 247, N.G. IV₂, 145, nabogaard til Steinsrud, 1667).

20. 50 vævjern, y. j., Ensrud, Gran (N.L., Kristians amt IV, 241, N.G. IV₂, 150. D.N. IV, s. 376, 1370).

21. 5 svære vævjern, y. j., Steinsrud, Gran (N.L., Kristians amt IV, 241, N.G. IV₂, 145, 1592).

22. Øks, y. j, Haugerud, Gran (N.L., Kristians amt IV, 247, N.G. IV{sub|2}}, 152).

23. 2 vævlodder av jern, y. j., Dulsrud, Balke, Østre Toten. N.G. IV₂, 57 (nævnes førte gang 1616, fjerdingsgaard eller ødegaard i 1723, ligger som nabo til flere andre ruð-gaarder).

24. Pilespiss av jern, y. j., Grimsrud, Begndalen, Søndre Aurdal. N.F. 1891 s. 90 n. 13 (N.G. IV₂, 232, 1667. ⅛ gaard i 1723, ligger mellem bare nye navn).

25. Øks av jern, y. j., Leisterud, Bagn, Søndre Aurdal (N.L., Kristians amt, IV, 328, N.G. IV₂, 224).

26. Pilespiss av jern, y. j., Haslerud, Gran. N.F. 1890, s. 67 n. 56. (N.G. IV₂, 142; 1723; før skyldsat under Nedre Skiaker).

27. Armbøile av bronse, y. j., gravhaug, Rudi, Hurum, Vang. N.F. 1880 s. 223 n. 260. (N.G. IV₂, 320, 1578).

28. Hængelaasnøkkel av jern, y. j.?, Rudi, Østre Slidre, Valders. N.F. 1881 s. 154 n. 135. (N.G. IV₂, 299; D.N. II n. 334, 1357, K₁ 1604).

29. Økseblad, y. j. gravfund, Nygaard, Hurum, Valders. N.F. 1882 s. 181 n. 206. (N.G. IV₂, 321; fra nyere tid).

30. Gravfund, æ. j., Sande-Ødegaard, Gran. N.F. 1868 s. 109 n. 48 í. (N.G. IV₂, 142, tidligere underbruk under Gran prestegaard).

31. Spydspiss, y. j., Evenrud, Østre Toten. N.F. 1871 s. 74 n. 95. (N.G. IV₂, 65, omkr. 1550, flere ruð-gaarder i nærheten).

32. Gravfund, y. j. Evenrud, Østre Toten. N.F. 1879, s. 189 n. 91.

33. Økseblad og sverd av jern, y. j., Lille-Røen (Ruð eller Ruðin), Søndre Land. N.F. 1876 s. 67 n. 54f. (N.G. IV₂, 180, kun kjendt fra nutiden).

34. Plogjern, y. j.?, Rønningen i Follebu, Gausdal pgd. N.F. 1878 s. 248 n. 78. (N.G.IV₁, 185, ligger sammen med flere nye gaarder mellem Reiten og Langset).

35. Stort gravfund, æ. j., Røllang (Ruðlangr), Ulnæs, Nordre Aurdal. N.F. 1876 s. 68 ff. n. 56. (NG. IV₂, 258, 1520).

V. Buskeruds amt.

36. Pilespiss, y. j., Svensrud, Tyristranden, Hole pgd. (N.F. 1892 s. 74 n. 97. N.G. V 20, omkr. 1550; ¹⁄4 1604).

37. Depotfund?, y. j., Kroksrud, Lunder s., Norderhov. N.F. 1893 s. 78 n. 4. (NG. V, 389; R.B. 1; ¹⁄4 1604).

38. Økseblad, y. j. Guttersrød, Røken. N.F. 1890 s. 71 n. 81. (N.G. V, 348, R B. 108).

VI. Jarlsberg og Larvik amt.

39. Sverd, y. j., Konnerudværket, Skoger. (N L., Jarlsberg og Larviks amt III, 249; jfr. N.G. VI, 21); i hele Konnerud sokn i Skoger er det bare -ruð-navn og endda nyere navn.

40. Øks, y. j., Gunnersrud, Skoger (N.L., Jarlsberg og Larviks amt III, 249; jfr. N.G. VI, 14).

41. Kvartsbryne, y. j., Budderud, Sande (N.L, Jarlsberg og Larviks amt III, 280, N.G. VI, 39).

42. Gravfund (sverd og økseblad), y. j., Budderud, Sande. (Sammesteds III, 280, jfr. N.G. VI, 71?).

43. Plogjern og kniv (2 fund), y. j., Grimsrud, Sande. (Sammesteds III, 280, jfr. N.G. VI, 35).

44. Pil, y. j., Jonsrud, Sande. (Sammesteds III, 280, N. G. VI, 35). Jonsrud er nabogaard til Grimsrud.

45. Øks, Y. j., Dalsrud, Sande. (Sammesteds III, 280, N.G. VI, 31).

46. Gravfund (2 sverd, 2 økser, 2 sakser, 2 piler, 2 jernskaaler og mundbit), y. j., Rustaden, Hof. (Sammesteds III, 302, N.G. VI, 52, D.N. X n. 244, 1472[?]).

47. Sverd, y. j, fundet paa samme sted.

48. Gravfund (øks o. a. jernsaker), y. j., Laagerød, Stokke. (Sammesteds III, 480, N.G. VI, 183, R.B. 60).

49. Kleberstenskar, y. j., Helgerød, Stokke. (Sammesteds III. 480, N.G. VI, 188, nævnes 1452).

50. Gravfund, y. j., 2 avlange spænder og 1 trefliket spænde av bronse, ravperle, Brensrød. (Sammesteds III, 481, N.G. VI, 193).

51. Gravfund, y. j., sverd, Annisrød, Stokke. (Sammesteds III, 481).

52. Avlang stensætning, Gullerød, Slagen, Sem. (Sammesteds III, 515. N.G. VI, 218).

53. Sverd og økseblad, gravfund y. j, Veierud, Sande. N.F. 1870 n. 82 n. 81. (=N.G. VI, 71, Veierød, Botne?).

54. Spydspiss, æ. j., gravrøis, Ragnhildrød, Stokke. N.F. 1872 s. 83 n. 56. (N.G. VI, 191; R.B. 186, 209).

55. 23 gravfund fra Ragnhildred og flere gaarder i Stokke, æ. og y. j. N.F. 1873, 72 n. 89.

56. Gravfund, æ. j., Ommundrød, Tjølling. N.F. 1880 s. 203 n. 140 (N.G. VI, 206; 1320 [D.N. XVI n. 2], ligger mellem flere ruð-gaarder, underbruk til Skalberg).

57. Gravfund, y. j., (sverd, spydspiss, bidselmundbit, sigdblad), Ommundrød, Tjølling. N.F. 1880 s. 208 n. 141.

58. Gravfund (sverd), y. j., Haugerud, Hedrum. N.F. 1884 s. 59 n. 84.

59. Gravfund (lerurne, saks), æ. j. Kolbensrød, Brunlanes. N.F. 1885 s. 121 n. 214. (N.G. VI, 312, omkr. 1520).

60. Gravurne, æ. j., Rydningen under Brunla, Tanum s., Brunlanes. N.F. 1889 s. 131 n. 269. (N.G. VI, 315, underbruk under Agnes).

VII. Bratsberg amt.

62. Gravfund (sverd o.s.v.) æ. j., Ødegaarden, Sauland, Hjartdal pgd. N.F. 1895 s. 87 n. 142. (N.G. VII, 311, fraskilt Landsverk).

VIII. Romsdals amt,

63. Stort gravfund, Nygaard, Øksendalen. N.F. 1871 s. 92 n. 140. (N.G. XIII, 382 ff., nævnes ikke under gaarder i Øksendalen, men er nabogaard til Børset).

Nedgangen varet til slutten av 1100-tallet. Da tok folkemængden paany til at vokse og nyt land begyndte at ryddes. Magnus Barfots og hans sønners tid var jo i det hele en opgangstid for Norge. Ufreden indenlands førte visselig nedgang med sig. Men saasnart det kom fred, tok handel og skibsfart atter til at blomstre. Av lovene kan vi se at paa 1100-tallet blev det ryddet meget nyt land, mest dog paa Østlandet.

Gulatingsloven og Frostatingsloven nævner nydrydninger mere i forbigaaende og tænker sig dem mest gjort i kongens almenning^[72]. Dog kjender Frostatingsloven ogsaa nyopdyrkede gaarder (nylendi) i utmarken, der man skal bede den bonde som eier jorden om at utføre alle budsendinger^[73]. Mere oplysende er Eidsivatings kristenret; dér heter det (I k. 15): »Men de som sitter paa stokkland (a stoklanndum)^[74] skal selv faa sig alle kors og alle bud. .... De er her ikke pligtige til at fare til ting, uten biskopens aarmand sender dem bud i sin bygd«. Først paa 1200–tallet tar lovgivningen sig mere almindelig av nyrydningene. I Haakon Haakonssons indledning til Frostatingsloven heter det (k. 17): »Om den ødemark (auðn)^[75], som en mand slaar over, men ikke saar, da skal den som eier aunet, holde oppe budbæring og flytning av fattige. .... Men om han baade saar og slaar over, da skal han utrede slik leding, som forstanding mænd blir forlikt om paa mandtals ting.« I næste kapitel heter det: »Men om de øde strækninger (auðnir) som mænd vil bygge, da skal den raade, som einer aunet, at huse selv og leie bort 3 vintre til den som arbeider jorden op«. Endelig heter det i kap. 19: »Med hensyn til de eiendommer som kaldes utenfor stavene^[76] og er gjort i almenninger, saa vil vi at derom skal slik lov og ordning gjælde mellem konge og undersaatter som øst eller syd i landet, og de skal gjøre de samme undersaatlige ydelser her som dér efter kongens bestemmelse.« – Ordene viser at forholdene paa Østlandet med hensyn til nyrydninger var forbillede for de andre landsdeler. – Kap. 18 i indledningen til Frostatingsloven er videre utført i en retterbot av Magnus Lagabøter: »Men om rydningsplass (bústaðr) bygges i herred, da skal den som bygget være pligtig til at bringe bud.inden tre vintre. Men gjør han det ikke, skal han bøte 3 mark, naar det viser sig om denne bebyggelse kan holde sig eller ikke. Den som bor paa rydningen (á ruði), skal stevne bonden til at møte paa herredsting inden 3 vintre«^[77]. Videre heter det i Landsloven (VII k. 53): »Nu bygges der rydningsplass i herred eller i almenning, da skal den, som rydder, ha den 3 vintre fri for leie og alle utbud og ikke være pligtig til budbæring og ikke til at underholde og flytte lægdsfolk. Men naar 3 vintre er ledne, da skal 6 skjønsomme mænd avgi skjøn om den rydningsplass kan taale leie og leding. Siden skal nærmeste nabo bære bud til nybølet; men fra nybølet til næste gaard paa budveien...... Men om rydningsplass ødes derav, at de la altfor høi leie paa den eller eieren ikke faar den bortleiet og vil dog gjerne, da skal bud bæres og fattigfolk flyttes saaledes som fra gammelt har været før den rydningsplass blev bygget.« Endelig heter det i kap. 55 av Landsleiebolken: »Men paa alle nybygger (nýlendi) indenstavs (ɔ: paa privat eiendom, motsat almenning) skal jordeieren eller hans ombudsmand paa tinget kræve budordning av bønderne.«

Gjennem gaardnavnene kan vi følge denne nyrydningen paa 1100- og 1200-tallet fra Nordland og sydover til Lindesnes og Svinesund eller til Gautelven som var Norges grænse mot syd i gammel tid. Det er mange navn som viser at en gaard er rydningsland. Først og fremst er det ruð »rydning« som forekommer dels alene og dels som sidste led i navn. Saa er det ruðland og ruðstaðr og en sjelden gang ruðningr. (»rydning«), som dog mest forekommer i navn fra nyere tid. Nævnes maa ogsaa det med ruð ensbetydende rjoðr. Videre har vi Stokkaland som vel svarer til lovenes stokkland »rydningsland«. I hele Norge er Stokkar (nu Stokke, Stokkan osv.) et almindelig navn: det er flertal av stokkr »stok, avhugget træstamme«; men det er et spørgsmaal om det ikke ogsaa sine steder betyr »rydningsland«. Videre har vi aukland, som maa bety »økningsland, ved rydning tillagt land«, og det ensbetydende auki og autn (sandsynligvis en yngre form av aukn »økning«). Endelig kan nævnes brenna og broti som brukes mest som sidste led i mange navn; somme av disse er fra middelalderen, men storparten er yngre; brenna »brænding« brukes om jord som ved brænding er gjort skikket til dyrkning, broti (av brjóta »at bryte«) betyr et opbrutt stykke land, særlig om et slikt dér de trær og busker som er tat bort, blir dynget sammen og brændt for med asken at gjøsle jorden^[78].

Navnene viser at det Nordenfjelds er dyrket op litet nyt land i denne tiden, som vi kan kalde ruð-tiden. I Troms amt har vi 1 eller 2 gamle navn paa -ruð. I Nordlands amt har vi intet, hverken sammensat eller usammensat, derimot 1 Stokland^[79] og 4 Stokkar (Stokka). I Nordre Trondhjems amt har vi 2 eller 3 gaarder som oprindelig har het Ruð, men ingen som er sammensat med ruð, foruten 4 Stokkan. I Søndre Trondhjems amt har vi 1 Auka og 9 sammensatte og 6 usammensatte ruð-navn foruten 6 Stokkan (Stokkar) I Romsdals amt har vi 1 sammensat og 5 usammensatte ruð-navn, 1 (Landre i Veøy), som hænger sammen med verbet rjóða »at rydde«, 1 Stokkeland og 9 Stokkar (Stokke). Paa Vestlandet har det været litt mere nyrydning, men ikke svært meget. I Søndre Bergenhus amt har vi 1 sammensat og 6 usammensatte ruð-navn og 13 Aukland (nu ogsaa Økland). I Stavanger amt har vi 6 navn som er sammensat med ruð og det ensbetydende roð og 8 usammensatte Ruð-navn, 3. Stokkeland og 3 Aukland. Like ens er det paa Sørlandet. I Lister og Mandals amt har vi 13 navn som har hett Ruðland og Ruðlendi (nu Røidland og Rudlend), og 5 som har hett Ruðgerði (av ruð og gerði »et indgjærdet jordstykke«), men bare 1 navn som ender paa ruð og 1 som ender paa det ensbetydende rjóðr; desuten har vi 9 Aukland (nu Augland) og I navn som er sammensat dermed og endelig 4 Stokkaland. I Nedenes amt har vi 3 Aukland og 6 usammensatte og 14 sammensatte ruð-navn. Navnet Aukland har vi i Froland, Østre Moland og i Fjære. Det usammensatte Ruð (nu Rød) har vi i de østlige og indre bygder: Vegaardsheien, Gjerstad, Søndeled, Øiestad og Bygland; de sammensatte ruð-navn finder vi i hele amtet saa nær som i Sætesdal. Kommer vi til Bratsberg amt blir det helt anderledes; dér forsvinder Aukland, men til gjengjæld har vi omkr. 40 usammensatte og omkr. 200 sammensatte Ruð-navn. Det usammensatte Ruð heter nu Rød i bygdene omkring Skien, i Vesttelemarken, dér det mest forekommer, heter det nu Rui (Ruðit). – Længere øst blir ruð-navnene endda almindeligere. Usammensat findes ruð ifølge Oluf Rygh som gaardnavn i omkr. 230 tilfælde; derav tilhører over 80 procent Østlandet, til og med Bratsberg amt. Rygh siger videre: »Som sidste Led findes ruð i c. 2900 Tilfælde. Disse tilhører næsten alle Østlandet, Bratsberg Amt derunder indbefattet. Hele det øvrige Land har kun 20 af dem, deraf de fleste i Nedenes og i den øvre Del af Guldalen. Navnenes Fordeling over Østlandet er i det hele temmelig jevn; dog maa merkes, at der er forholdsvis faa af dem i de fleste af de store Dalfører, med Undtagelse af Numedal, især i deres øvre Bygder. Østerdalen har kun 14 (hvoraf 1 i Nordre Østerdalen), Nordre Gudbrandsdalen 21, Valdres 53 (intet i den øverste Bygd, Vang), Hallingdal 57. De Fogderier i Landet, hvor der findes flest af dem, er Rakkestad (266), Aker og Follo (219), Buskerud (236).« Like ens som i de bygder, som Rygh her nævner, er det i Telemarken. Det findes ingen ruð-navn (hverken sammensat eller usammensat) i Rauland, bare 1 (Vinje-Rui, opr. Ruð) i Vinje, 1 i Høidalsmo (Laardals præstegjæld), 2 i Mo (Rui), 4 usammensatte og 3 sammensatte i Fyresdal, ingen i Nissedal, 1 usammensat i Kviteseid, 3 usammensatte og 1 sammensat i Seljord, 2 usammensatte og 3 sammensatte i Hjartdal. Der er 2 usammensatte og 15 sammensatte i Tinn. Ogsaa i Ranrike eller Bohuslen findes det en mængde ruð-navn. De før nævnte navn paa broti og brenna forekommer likeledes næsten bare paa Østlandet, her er ogsaa ruðstaðr (skrevet Rustad, Røstad) almindeligst; autn har vi paa Romerike og i Smaalenene.

Vi ser av denne oversigten at det især er Østlandet som er gaat frem i ruð-tiden. Folkemængden hadde før været tættest i Trøndelagen og paa Vestlandet, men alt i 1273 heter det i kong Magnus’s retterbot om ledingen at »bygderne ikke er saa folkerike nord i landet og dér falder mindre sakøre«.^[80] Landets tyngde var med andre ord flyttet til Østlandet. Derfor fastsatte Magnus Lagabøter at i Viken fra Gautelven til Rygjarbit skulde der stilles 6 hærmænd for hvert skipreide, men paa Agder og i Haalogaland 4, paa Vestlandet 3 og i Trøndelagen 2 mand. I sammenhæng hermed var det ogsaa at Haakon Magnusson gjorde Oslo til hovedstad i Norge. – Denne nyrydningstiden som kjendetegnes ved navnene paa ruð, tilhører tiden efter kristendommens indførelse. Det kan vi slutte derav at mange av dem er sammensat med personnavn som først blev brukt i kristen tid, som Adam, Benedict, Jón, Klemet, Marteinn, Páll, Pétr, Stefan, Thomas, Cecilia, Kristin^[81]. Navne som Kirkerud (Kirkjuruð) og Præsterud (Prestruð) som er saa almindelige paa Østlandet, viser tilbake til en tid da bygdene fik sin egen kirke og præstegaard med tilhørende jord, som i disse tilfælde er blit ryddet av præstene. Men disse navne kan ikke være ældre end fra slutten av det 11. aarh. og er snarere yngre. Sognedannelsen i Norge er i det væsentlige avsluttet i tiden 1150-1350; og de fleste kirker blev vel bygget paa 1100-tallet^[82]. Fra denne tid er da navnene Kirkjuruð og Prestruð og sikkert ogsaa mange andre av vore ruð-navn. Munkerud paa Nesodden, i Aker og i Nes paa Romerike maa ha sit navn av at de har tilhørt et kloster^[83]. Men det ældste klostret paa Østlandet, Cistersienserklostret paa Hovedøen, blev stiftet 1147, saa disse navn kan tidligst være fra slutten av 1100-tallet.

Hadde det været gaarder av navnet Ruð eller sammensat med ruð i vikingetiden eller i det 11. aarhundrede, skulde vi vel tro at en eller anden av dem hadde været nævnt i kongesagaerne. Men saa er ikke tilfældet. Det nævnes ingen ruð-gaard i nogen av kongesagaerne, ikke engang i Haakon Haakonssons saga. Vi kan derav slutte, at ruð-tiden først begyndte paa 1100-tallet. De ældste ruð-navn som nævnes i historiske kilder, er Rød i Frogn i Follo og Skjellerud inderst i Bundefjorden (ved 1190), Manglerud i Aker (ved 1200) og Sneisrud i Eidsvold (ved 1210)^[84]. Endel ruð-gaarder i Smaalenene maa ogsaa være ældre end 1200. I Viken var det, som bekjendt, svarende til skipreiderne andetsted, en eiendommelig inddeling i lider. Hver liði skulde stille én mand, naar det blev utbudt leding. Lide-inddelingen nævnes første gang under kong Sverre^[85]. Den maa være ældre end fra Sverres tid; for han hadde jo liten magt i Viken. Men den maa, skal vi slutte av lide-navnene, være fra kristen tid; for mellem liderne i Id nævnes i 1344 Kirkiubear lidi (Kirkebøens lide)^[86]. Kirkebøen har sit navn av at kirken i Enningdalen stod her til 1793 og er selvsagt fra kristen tid. Fra hvad tid lide-inddelingen stammer, er selvsagt uvisst. En kunde gjætte paa at den er fra den tiden da Magnus Barføt sloges med Svenskerne, men snarere er den fra borgerkrigenes tid. Mellem de gaarder som gav navn til lider, er ogsaa to rud-navn, Arnvidruds lidi og Odsruds lidi i Skjeberg^[87]. Disse gaardene er da kanske ryddet ved 1100.

Ved at gjennemgaa »Norske Gaardnavne« faar en ogsaa det indtryk at denne nydrydningen som har spor efter sig i ruð-navnene, har begyndt paa østsiden av Kristianiafjorden uteved kysten, i det gamle Vingulmark. Her er ruð-gaardene baade talrikst og størst. I Eidsberg var saaledes av 42 ruð-navn 18 fuldgaarder, i Rødenes av 16 ruð-navn 7 fuldgaarder, i Vaaler av 40 ruð-navn 11 fuldgaarder; i Hobøl som ligger mere inde i landet, er det derimot ingen fuldgaarder mellem de 14 ruð-navn. I Vestby er det til gjengjæld av 35 ruð-navn 14 ¹⁄1gaarder og i Aas av 29 ruð-navn 16 fuldgaarder. Ogsaa paa den andre siden av fjorden, i de nordligste herrederne i det gamle Vestfold amt maa ruð-navnene være meget gamle. I Skoger sogn er det 6 fuldgaarder mellem de 12 ruð-navn, i Sande 8 av 17 ruð-navn. Længere syd blir ruð-gaardene færre og mindre og likesaa længere inde i landet. I Enebak er saaledes av 22 ruð-navn 7 fuldgaarder, men i Skedsmo av 22 ingen, i Nes paa Romerike av 26 ingen, i Eidsvoll var derimot av 22 ruð-navn 5 fuldgaarder. Paa Hedemarken er likeledes tallet av fuldgaarder mellem de mange ruð-navn paafaldende litet; Ringsaker har saaledes ingen. I Buskerud amt hvor ruð-gaardene er saa hyppige, synes de ogsaa efter størrelsen at dømme, at være yngre. Alt tyder paa at denne nye rydningstid har begyndt paa østsiden av Kristianiafjorden og saa bredt sig til vestsiden for derefter at fortsætte længer inde i landet. Den begyndte, tror jeg, ved aar 1100 eller litt før; men den tok først rigtig fart efterat ufreden indenlands var slutt og fortsatte uavbrutt nedgjennem hele 1200-tallet.

Vi har flere vidnesbyrd om nyrydninger i anden halvdel av 1200-tallet. I 1339 avhøres det vitner om retten for Sjulerud i Aas til hugst og havn i skogen til Vaal i Krokstad. Det siges her at Sjulerud har hat denne ret i mer end 60 aar (d. e. før 1280)^[88]. Gaarden er vel blit ryddet litt efter 1250.

I 1289 bortbygsler hertug Haakon Magnusson gaarden Greverud (Greifaruð) paa Follo (i Kraakstad) til Arne Gasse; »det har vi og lovet ham,« heter det i brevet, »at han skal rydde utengaards som mest i den del som hører os til, sig selv til nytte«^[89]. Gaarden Greverud var altsaa i 1289 nylig begyndt at ryddes. – I 1300 stadfæster biskop Øyvind i Oslo et makeskifte mellem Korskirken i Oslo og hustru Gyda paa Holstad (Hávardsstaðir); derved fik Korskirken hustru Gydas del av gaarden Sørby (Saurbýr) paa Romerike »med de rydningsplasser som nu er gjort deri« (med rudstadenom þæim sem þær er nu j gor)^[90]. Det var altsaa i 1300 nylig begyndt at ryddes plasser under Sørby, men de var endda ikke blit særskilte gaarder. I 1302 sælger prædikebrødrene i Oslo 14 øresbol i Klemmesrud i Røken^[91]. Gaarden maa altsaa være begyndt at ryddes før 1300. Men den blev i den følgende tid bedre ryddet og opdyrket; for i 1365 var den delt i to bruk^[92]. I 1303 fik to mænd overlatt rydningsplasser øverst i Eggedal mellem Medal og Haglebuvatn. Ved Haglebuvatn er ellers en stor sætergrend; rydningen blev derfor gjort i almenning, og rydningsmændene fik stadfæstelse av kongen og maatte »rydde halvt til sig, men halvt til kongen« (rydiæ halfft ser, en halft kongen giøra)^[93].

I 1309 makeskifter hr. Assur Jonsson 5 øresbol i Tom i Raade til Gunnar Ambesson imot 12 øresbol »i den rydningsplassen som ligger ved Askjumskogen i Aas kirkesogn paa Follo« (j Ruðstað þæim er ligger viðr Askeims mork j Ass kirku sokn a Follo)^[94]. Mulig menes Rustad i Aas^[95]; men uttrykkene viser at den i 1309 endda ikke var blit rigtig gaard; desuten er det nær Askjum flere ruð-navn, saa det tør være at det er hele nyrydningen i Askjumskogen som menes^[96],

Til omkr. 1300 sætter ogsaa »Hamar krønike« den store rydningstiden paa Hedemarken. Det heter dér under omtalen av Ingjald [Ingevalder] som var biskop 1305–1314: »da bleff mesten alle de roddesteder [av gl. norsk ruðstaðr] baade paa Næes og flere steder giffuen vnder Hammer capitel, biskobps stoell, skolle oc commune, oc den tidt stod de vdi deris velmackt«^[97]. Men nyrydningene fortsatte ogsaa efter denne tid og tør endda i 1320-aarene ha været noksaa almindelige. I 1328 blev bønderne paa nabogaardene Riser og Rygge i Hobøl forlikt om en omtvistet skog. Bonden paa Rygge skulde alene eie skogen og sjettedelen i den rydningsplassen som var bygget dér (ok settonghen i rudstadhenom þæim er byghdær var þær)^[98].

I Riser og Rygge ligger flere ruð-gaarder, Bære (Bæruruð), Tønnerud og Askerud. Det er mulig disse gaardene som menes med »rudstaden som var bygget dér<. Vi ser dog at det fra Bære blev ryddet videre. I et brev av 1403 nævnes »Rudstad vider Berorud«^[99].

I 1328 avgir Bjørn lagmand i Skien orskurd om en omtvistet rydningsplass Rustaden i Fiskum sogn paa Eker. Torleiv Ketilsson klaget paa egne og farbroren Tords vegne over at Anund Helgesson hadde tat en rydningsplass (rudstad) av kongens ombudsmand i deres hage og sat sig deri; men Anund sa dem at det var kongens almenning. »Vi saa da,« heter det, »et brev fra Audun lensmand at han hadde tat vitne av to mand, som svor paa boken at førnævnte rydningsplass laa i en skogshage til eiendommen til Tord og Torleiv, vi tok da end vitne av 6 mand ...., og de svor saa paa bok, at den rydningsplass (rudstadr) som Anund hadde tat, at han laa til skogs, og de hadde nytt [den] fra gammelt og nyt som eiermænd, før de bygget skogen (ær skog bygðo), efter deres minde og deres fars utsagn, og efter disse vitnemaals gang lovsagde jeg Bjørn den før nævnte rydningsplass til Tord og Torleiv, den som Anund hadde sat sig i, med huser og slik rydning som Anund hadde lagt paa den«^[100]. Ogsaa i Brunla len maa gaarder være blit ryddet ned imot mitten av 1300-tallet. En gaard i Brunlanes heter Stigsrød. Mandsnavnet Stig er kommet fra Danmark. Den første som bar det paa Neset var vel Stig Haakonsson Manvik (ved 1335); Stigsrød er visst yngre end hans tid (jfr. Lorens Berg, Brunlanes, s. 313).

Endog i anden halvdel av 1300–tallet hører vi en sjelden gang om nyrydninger. I 1355 stevner kong Magnus de mænd i Østerdalen som har tilegnet sig Harmundar vatn og Faludals skogen. – Faludal er dalen langs Fuluelven, som forener sig med den fra Trysil kommende Ljør-elv og danner Vestre-Dalelven. Harmundar vatn er det nuværende Hormund- eller Hermundvatten straks østenfor Fuluelv; begge deler ligger i Serna, som dengang hørte til Norge^[101]. Det var mænd fra Trysil som hadde tilegnet sig skogen og fiskeretten her. Mellem de bønder som nævnes, er Tarald a Sudrusum (d. e. Sørhus i Trysil)^[102]. I 1389 bortbygsler biskop Øystein i Oslo gaarden Rød (Ruð) ved Alby paa Jæløen; bygselmanden skal ha den ene halvdelen frit og for den andre halvdelen om 3 aar betale to pund smør og om 6 aar 4 pund samt bygge en ny stue dér^[103]. Gaarden skulde altsaa først nu ordentlig opdyrkes. – I 1395 sælger kongens ombudsmand i Telemarken paany »3 ødeliggende rydningsplasser« (III øderudæn), Vik, Visnes og Fiskaani i Birtedalen i Fyresdal^[104]; det har altsaa tidligere været forsøkt rydning her, men den er blit opgit og forsøkes nu paany. – Vik og Visnes er endda gaarder i Nedre Birtedalen, men Fiskaani er forlængst forlat.

Vi ser av dette at nyrydning begyndte paa 1100-tallet og strakte sig helt ned til efter 1300, ja i nogen tilfælde helt ned til mitten av 1300-tallet, ja et par steder endda længer. Rydningene er paa 1300-tallet saa nye at ruð og ruðstaðr endda f. eks. i biskop Øysteins Jordebog fra slutten av aarhundredet bare er paa vei til at bli egennavn^[105].

Mulig er det endog i Jarlsberg og Larviks amt blit ryddet litt nyt land paa 1400–tallet. Flere steder i amtet, i Sande, Borre, Ramnes, Sem og Sandeherred, findes Indlaget som gaardsnavn^[106] og var desuten navn paa flere nu forsvundne gaarder eller underbruk, i Vaale, Borre, Ramnes og Tjølling^[107]. Innlaga og det ensbetydende inntaka findes ogsaa i biskop Øysteins Jordebok under fortegnelsen over jordegods i Ranrike eller Bohuslen^[108]; det maa likesom innlag bety »indlagt jord, jord som er tat ind til dyrkning«. Indlaget i Sande synes at ha været ryddet og opdyrket henved 1400 eller litt senere. Det nævnes i to brev fra 1426^[109] og var, siges det, av en viss Gunleik Gudolvsson blit indhegnet til nabogaarden Sjøl, eller Kroxskedulf som den kaldes i brevet efter en mand ved navn Krókr som bodde der 1327–1337.

Som Oluf Rygh mener, har de fleste gaarder hvis navn ender paa -ruð, fra først av bare hett Ruð i usammensat form, men siden er det dertil blit føiet et forled, oftest var det navnet paa rydningsmanden eller det han syslet med, som Alfsruð, Brynhildarruð, Einarsruð, Munkaruð, Prestruð, Klukkararuð, Koppararuð [kopperslagerens rydning] o. fl. Derfor kunde det ogsaa hænde at rydningene skiftet navn og blev kaldt snart efter rydningsmanden og snart efter en senere eier. Vi har flere eksempler herpaa.^[110] Saaledes heter det i biskop Øysteins Jordebok om en nu forsvunden gaard i Nes i Romerike: »Alehol som nogen kalder Kaarerud« (Alahol er sumir kalla Kararud« s. 267). Om Holsrud i Sande heter det sammesteds (s. 104): Fiakarud er sumir kalla Holmsrud. Her er det vel den senere eiers navn som er blit sittende. – Interessant er især en indførsel i jordeboken under kirkens eiendommer paa Follo om Kikulsrud i Frogn (s. 243): Kietilsrudh i Frauna sokn alt er sumir kalla Bessarudh. Efter dette skulde Hallvardskirken i Oslo eie hele Kikulsrud i Frogn. Men dette var galt. Det var en nu forsvundet gaard Ketilsruð eller Ketjulsruð søndenfor Rustad i Aas som kirken eiet. Eieren av Kikulsrud anla i 1403 sak mot Hallvardskirken og provet at denne aldrig hadde eiet noget i gaarden hans, men at bonden paa Ketjulsrud svaret 1 sau i landskyld til Hallvardskirken. Om navnet paa denne gaard oplyses videre, at aa fyrnæmpdo Ketiulsrudhi budhi æin mader sem eeth Besse rauder, þui æiter þet Besso ruð^[111]. Ofte hændte det ogsaa at ruðgaardene en tid fik et tillægsnavn, men at det saa atter mistet dette. Saaledes blev Øvre Rud i Høland paa 1300-tallet kaldt Arngerðarruð^[112].

En sjelden gang vet vi ogsaa ellers litt om de mænd som har ryddet gaardene og som de har navn efter. I Kroer sogn i Aas ligger en gaard som heter Danskerud^[113]. Den er utskilt fra nabogaarden Revaug og nævnes første gang i 1339, men kaldes da Danskæmansrud. Den er altsaa ryddet av en dansk mand, vistnok før 1280; til denne tid gaar nemlig vidneprovet av eieren Sigurder a Danskæmandrudi i 1339 tilbake^[114]. Det kunde være fristende at gjætte paa at gaarden er ryddet av en av de dansker som fulgte Erling Steinvægg, Filippus Baglerkonge eller biskop Nikulas Arneson til Norge. I et par andre tilfælde kan vi sikkert identifisere rydningsmændene. I 1324 sælger en mand ved navn Vestmaðr Fugli 2½ øresbol i en nu forsvunden gaard i Lommedalen i Bærum ved navn Fuglaruð^[115]. Han var muligens far til Haralder Væstmansson, som bodde i Asker i 1376^[116] og nævnes i 1396 som eier av en saltkjedels-saat i Asker, som hans søn og sønnesøn eiet efter ham^[117]. Efter denne Vestmaðr Fugli har rimeligvis Fuglaruð navn^[118]. Han kaldes i brevet ogsaa bare Fugli.

Ellingsberg (opr. Erlingsberg) i Faaberg har navn efter Erlingr ruðkall (d. e. »rydningsmand«), som nævnes i en retssak om veien over nabogaarden Sjulerud (Sigurðarruð)^[119] og maa ha levet ved 1300. Ellingsberg og nabogaarden Alsberg (Alfsberg) har, ser vi, oprindelig været kaldt Nordre og Søndre Berg. I 1338 var Ellingsberg alt kommet paa andre hænder, men Erling Rudkalls søn og datter levet endda. Sjulerud eiedes derimot av Gudbrand, søn til den Sigurd, som hadde ryddet gaarden. I brevet om veien over Sjulerud nævnes mellem dem som satte sit segl under det, Paall tange. Han nævnes ogsaa i flere andre brev fra denne tid og maa ha været en anset mand paa Oplandene^[120]. Efter ham har vistnok Tangaruðsstaðr, en nu forsvundet gaard som er gaat ind under Nord-Hove i Faaberg, navn^[121].

Fra Follebugrænsen og sydover til Gaustum, Faaberg præstegaard og Jørstad ligger det en hel række gaarder, hvis navn ender paa ruð. Hele denne bygden er blit ryddet og bygget henved 1300 og kaldtes i middelalderen Fagabergs ruðin, nu kaldes den Rudsbygden. Foruten Ellingsberg og Sjulerud har ogsaa Arelien (Aralíð) navn efter rydningsmændene, brødrene Ellinger are og Thorstein are, som i 1320 hadde bodd paa Arelid i mer end 20 aar. De var flyttet dit fra Horn, nabogaarden i syd til Sjulerud, dér deres far hadde bodd i 23 aar. Bjørn paa Horn »i ombud for alle stokklændingene (d. e. rydningsmændene) som bor i rydningen nord i fra Jørstad og Gaustum« lot i 1320 paa herredsstevne paa Jørstad brødrene vitne, at »de før nævnte stokklændinger frit og paaklageløst hadde hat hele hagen som ligger ovenfor Faabergsrydningene helt fra sine utgaarder og op under Mælumsskogen like til Biorn Bassesøn og Trond, bror hans, bygget der paa rydningsstedet (j rudstadhe)«^[122]. Gaardene i Rudsbygden er, ser vi av et arveskifte fra 1330^[123], ryddet fra utmarken til de gamle storgaardene Bleiken og Gaustum, og bønderne her eiet fremdeles sin del i mange av de nyryddede gaardene, som i Lundgaard, Fliflet (Friðaflet), Raanerud, Besserud og det forsvundne Æstæinslid. Bonden paa Bleiken skulde efter arveskiftet ha den forsvundne Skittsaghulidæne og Roland (rudland?). Skittsaglien laa, ser vi av et brev fra 1437, like nord for Raanerud. Her blev det – sandsynligvis snart efter 1330 – bygget en gaard Skittsogharud som nu er forsvundet^[124].

Hele den nyrydningen som ruð-navnene er et minde om, blev dels foretat i kongens almenniag. Dette var bl. a. tilfældet med de to nyrydninger vi før har nævnt øverst fra Eggedal i 1303 og formentes at være saa med den omtvistede rydningsplass Rustaden i Fiskum paa Eker. Almenningen i Vestmarkens sogn i Eidskogen som første gang nævnes i biskop Øysteins Jordebok (461) maa ogsaa ha navn efter rydning i almenning; like ved ligger ogsaa flere andre ruðgaarder, Klanderud, Rud og Langsrud^[125]. Det almindeligste var dog at nyrydningene blev foretat fra de ældre storgaardene. I 1488 avhørtes det saaledes et tingsvitne som forklaret at Rudt (Rød) var rydningsbol «fra Hvitstein i Hobøl (at for:^ne Rudt var augierrids boelle aff for^ne Huidesteen)^[126] Fra Tom (Þufn) i Raade blev det ryddet en hel række gaarder sydover til grænsen av Onsø; det var en hel bygd som i middelalderen blev kaldt Þufnaruðin (»Tomsrydningene«)^[127] eller »Toms eiendommer« (Thumme eygher)^[128]. Hertil hørte bl. a. Spetalen, Makrelrød og det forsvundne Karlsrud, som siges at ligge østenfor Tomsaaen og søndenfor Langengen.

I vikingetiden hadde det mest været træler som bygget og ryddet i utmarker. I førstningen av den kristne tid var det like ens. Man, det før nævnte gamle ord for træl, indgaar som første led i Mansrud i Trøgstad og Mansrød i Id^[129]. Trælene hadde sine særskilte navn som ikke andre folk brukte; et slikt var Drumbr (som egentlig betyr »en trækubbe«). I Eddakvadet Rigsþula nævnes Drumb mellem sønnerne til Træl. Dette navn indgaar bl. a. i Dromsrud i Ullensaker, som i Røde Bog (s. 434) skrives Drumsrudh; avledningen Drymbill er første led i Drymbilsrud i Bohuslen og det tilsvarende kvindenavn Drymba i Drømmerød i Vestby^[130]. Litt efter litt hørte folk op med at holde træler og isteden kom det leilændinger. Disse blev det nu mest som ryddet de nye gaardene paa 1100-, 1200- og 1300-tallet. De blev næsten altid ryddet i utkanten av bygden, inde i skogene eller i fjeldbygdene oppe imot heiene. Vi har nævnt nyrydningen øverst i Eggedal ved 1300 og i Nedre Birtedalen, en fjelddal i Fyresdal, i anden halvdel av 1300-tallet. I 1334 sælges 7 øresbol i Ilebæk i Rakkestad og et øresbol i Hallarudstazfialle er ligger j vttvægh fyr næmfdrar iardar (d. e. Ilebæk)^[131]. Slik er det med mest alle disse nyrydningene; de laa i »utveien« eller utmarken og var, de fleste av dem, smaa og usle. Vi ser det tydelig i en bygd som Aker. Nede i hovedbygden ligger de største gaardene. De er ældgamle og oftest sammensat med vin »græsgang» eller fra samme tid, slike som Skøien, Ulleren, Voksen, Holmen, Borgen, Frøen, Vinderen, Blinderen, Frogner, Sinsen, Ulven, Bryn, Skøien og Ljan. Gaardene fra vikingetiden, Bogstad, Smestad, Gaustad, Refstad og Etterstad, ligger mere i utkanten av bygden, men er ogsaa store. Længst oppe imot aasene ligger de 28 gaardene hvis navn ender paa -ruð, Stubberud, (vestre) Haugerud, Tangerud, (østre) Haugerud, Ammerud,Grorud o. s. v. De fleste av dem er smaa, saa nær som Linderud og Grorud, og anføres som Haugerud, Trosterud, Hellerud og Ulsrud i Østre Aker mellem fjerdingsgaarder eller edegaarder^[132]. Vi ser det tydelig av det kart som jeg selv har gjort over bebyggelsen i Aker, og av det som Andreas M. Hansen har gjort over bebyggelsen paa Hedemarken^[133]. Rundt i hele Norge vil en se at de ældste gaardene er eller, om de er blit delt, har været de største, mens de som er ryddet efterat hovedbygden hadde dannet sig, i regelen er smaa. Rydningsmændene sat i det hele under mere usikre forhold end odelsbønderne; derfor skiftet ogsaa de nyryddede gaardene ofte eiere; vi ser det bl. a. av det som er fortalt om Faabergsrydningene og derav at gaardene tidt har skiftet navn. Derav kom det ogsaa at i den nedgangstiden som tok til i anden halvdel av 1300-tallet og fortsatte ut gjennem hele 1400-tallet, gik det især ut over dem; en stor del av dem blev lagt øde, somme for en tid, samme for stedse. Vi har hørt om de øde rydningsplassene (ødærudh) i Birtedalen som kongens ombudsmand i 1395 solgte paa ny^[134]. I 1422 nævnes i et arveskifte fra Solør^[135]: sua mykyn æigalut sem þæir aatte j Gautastadhom og øydæ rudum þær kring um sæm liger a Æidaskoge j Soløyum. Øierud, Øre og Ørud (Øyðiruð) er gaardnavn i Eidsberg og Rygge i Smaalenene^[136] og i Frogn i Akershus amt^[137]; navnet sigter til at disse rydningene engang har ligget øde.

Jeg har fra Østlandet gjort op en liste over ruð-navnene som viser utbredelsen av disse og hvor mange i tidens løp atter er lagt øde.

I. Smaalenene.

1. Trøgstad herred har 179 matrikelnumere, derav er 54 ruð-navn (av disse er 8–10 nyere); 1 av disse har delvis ligget øde; desuten anføres i middelalderlige kilder 21 nu forsvundne gaarder, derav 7 ruð-navn og flere andre som maa være fra middelalderen.

2. Askim har 99 matrikelnumere, derav 12 ruð-navn; der kjendes 10 forsvundne gaarder, derav 5 ruð-navn.

3. Spydeberg har 131 matrikelnumere, derav er 23 ruð-navn (9 var fuldgaarder ¹⁄1, 1 – Tonnerud – laa øde i 1604); 22 forsvundne gaarder kjendes, derav 8 ruð-navn og et par andre sikkert middelalderlige.

4. Skiptvet har 87 matrikelnumere, derav 23 ruð-navn; der kjendes 9 forsvundne gaarder, derav 4 ruð-navn.

5. Rakkestad har 249 matrikelnumere, derav 37 ruð-navn, hvorav 5 en tid har ligget øde; der kjendes 58 forsvundne gaarder, derav 17 ruð-navn og flere andre gaarder som sikkert er fra middelalderen.

6. Eidsberg har 225 matrikelnumere, derav 42 ruð-navn (18 er fuldgaarder ¹⁄1); der kjendes 44 forsvundne gaarder, derav 13 ruð-navn (deribl. Rudhkalzrud).

7. Rødenes har 79 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn (7 fuldgaarder); der kjendes 9 forsvundne gaarder, derav 4 ruð-navn.

8. Aremark har 134 matrikelnumere, derav 25 ruð-navn; der kjendes 28 forsvundne gaarder, derav 8 ruð-navn og flere andre fra middelalderen.

9. Id har 121 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn; der kjendes 30 forsvundne gaarder, derav 9 ruð-navn (1 ruðstaðr) og flere andre sikkert middelalderlige.

10. Berg har 141 matrikelnumere, derav 23 ruð-navn (et par har ligget øde); der kjendes 31 forsvundne gaarder, derav 8 ruð-navn og et par andre fra omkr. 1200-tallet (deribl. Pandzarabu)

11. Skjeberg har 154 matrikelnumere, derav 11 ruð-navn; der kjendes omkr. 40 forsvundne gaarder, derav 11 ruð-navn og flere andre sikkert middelalderlige.

12. Hvaler har 53 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn; der kjendes 4 forsvundne gaarder, deribl. 1 ruð-navn og Stafkarl (»tiggeren«).

13. Borge har 97 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn; der kjendes 8–9 forsvundne gaarder, derav intet ruð-navn.

14. Varteig har 53 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn, hvorav 1 en tid øde; 17 forsvundne gaarder, derav 5 ruð-navn og 1 Nybøle.

15. Tune har 138 matrikelnumere, derav 11 ruð-navn; 24 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn og 1 sammensat med -rjóðr.

16. Glemminge har 40 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn (5 ¹⁄1-gaarder); 8 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

17. Onsøy har 127 matrikelnumere, derav 18 ruð-navn (7 fuldgaarder); 21 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn (dertil regnet Sjønnrø som er blit plass under Kjølberg, g. n. 35).

18. Raade har 115 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn (8 ¹⁄1-gaarder) og 1 rjóðr, to laa en tid øde (g. n. 62 og 96); 21 forsvundne gaarder, derav 9 ruð-navn, 1 Nylenda, 1 Brødløs.

19. Rygge har 97 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn; der kjendes 11 forsvundne gaarder, derav 6 ruð-navn (foruten de i N.G. II, s. 350 nævnte, opføres i Akershus Reg. av 1622, n. 844, Klemenißrud som øde i 1529).

20. Moss har 39 matrikelnumere, derav 13 ruð-navn, hvorav 2 underbruk som før var selvstændige gaarder, 6 forsvundne gaarder, hvorav 2 ruð-navn.

21. Vaaler har 138 matrikelnumere, derav 40 ruð-navn, hvorav 2 en tid underbruk og 2 (Rustad g. n. 94 og Kirkerød g. n. 117,₈) en tid øde; 29 forsvundne gaarder (dertil regnet Siaterud som er gaat ind under Kjærnes, g. n. 36), derav 19 ruð-navn.

22. Hobøl har 117 matrikelnumere, derav 14 ruð-navn, 17 forsvundne gaarder, derav 6 ruð-navn.

II. Akershus amt.

1. Vestby har 134 matrikelnumere, derav 35 ruð-navn, hvorav 1 en tid øde (14 var ¹⁄1-gaarder); 19 forsvundne gaarder, hvorav 8 ruð-navn.

2. Kraakstad har 144 matrikelnumere, derav 26 ruð-navn, 30 forsvundne gaarder, derav 9 ruð-navn og flere andre sikkert middelalderlige (som Glisbúð »kramboden« og Kirkewolden).

3. Aas har 118 matrikelnumere, derav 29 ruð-navn, derav i (Dylterud) blit underbruk (16 ¹⁄1-gaarder); 40 forsvundne gaarder, derav 11 ruð-navn.

4. Frogn har 79 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn; 6 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

5. Nesodden har 48 matrikelnumere, derav 14 ruð-navn, derav 4 en tid øde (g. n. 9,₇, 16,5, 19, 38); 10 forsvundne gaarder (foruten de i N.G. II, 94 f. nævnte, omtales i lensregnskaperne av 1588 Thue som ødegaard), derav 4 ruð-navn.

6–7. Vestre og Østre Aker har tilsammen 205 matrikelnumere, derav 29 ruð-navn (1 en tid øde); 60 forsvundne gaarder; derav 22 ruð-navn.

8. Bærum har 117 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn (hvorav 3–4 en tid øde); 41 forsvundne gaarder, derav 7 ruð-navn.

9. Asker har 95 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn; 15 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

10. Aurskog har 81 matrikelnumere, derav 20 ruð-navn (hvorav 19,₄ en tid øde), 20 forsvundne gaarder, derav 7 ruð-navn.

11. Høland har 161 matrikelnumere, derav 29 ruð-navn (2 en tid øde og underbruk, 3 ¹⁄1-gaarder); 25 forsvundne gaarder, derav 5 ruð-navn.

12. Enebak har 127 matrikelnumere, derav 22 ruð-navn (7 ¹⁄1-gaarder); 14 forsvundne gaarder, derav 4 ruð-navn.

13. Fet har 112 matrikelnumere, derav 12 ruð-navn, 28 forsvundne gaarder, derav 7 ruð-navn.

14. Sørum har 96 matrikelnumere, derav 23 ruð-navn (hvorav 9,₈ og 58 en tid underbruk); 27 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn.

15. Skedsmo har 113 matrikelnumere, derav 22 ruð-navn (1 en tid øde, ingen ¹⁄1-gaard); 17 forsvundne gaarder, derav 6 ruð-navn.

16. Nittedal har 63 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn; 11 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

17. Gjerdrum har 71 matrikelnumere, derav 5 ruð-navn; 10 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn og 2 sikkert middelalderlige.

18. Ullensaker har 199 matrikelnumere, derav 9 ruð-navn; 57 forsvundne gaarder, derav 11 ruð-navn.

19. Nes har 230 matrikelnumere, derav 26 ruð-navn (g. n. 4,₄ og 120 en tid øde, ingen ¹⁄1–gaard); 31 forsvundne gaarder, derav 11 ruð-navn og flere middelalderlige.

20. Eidsvoll har 221 matrikelnumere, derav 22 ruð-navn (5 ¹⁄1-gaarder); 24 forsvundne gaarder, derav 9 ruð-navn.

21. Nannestad har 154 matrikelnumere, derav 27 ruð-navn (g. n. 3, 4, 90 øde i 1588); 27 forsvundne gaarder, derav 7 ruð-navn.

22. Hurdalen har 44 matrikelnumere, derav 8 ruð-navn, hvorav et par nyere; 3 forsvundne gaarder (samt 2 ruð-gaarder som er gaat ind under g. n. 16 og 32).

23. Fering har 35 matrikelnumere, derav 8 ruð-navn; 7 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

III. Hedemarkens amt.

1. Ringsaker har 523 matrikelnumere, derav 31 ruð-navn (g. n. 367,₁ en tid øde, ingen ¹⁄1-gaard); 28 forsvundne gaarder, derav 6 ruð-navn.

2. Nes har 151 matrikelnumere, derav 25 ruð-navn (g. n. 134 en tid underbruk, 15 er ¹⁄4-gaarder, 3 ¹⁄1-gaarder); 15 forsv. gaarder, derav 4 ruð-navn.

3. Furnes har 121 matrikelnumere, derav 15 ruð-navn (hvorav 7 er ¹⁄4-gaarder og et par nyere smaabruk); 2 forsvundne gaarder, begge ruð-navn.

4. Vang har 194 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn (hvorav 7 er ¹⁄4-gaarder og et par nyere smaabruk, ingen ¹⁄1-gaarder); 10 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn og 1 andet (Paradis) middelalderlig.

5. Løten har 271 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn; 6 forsvundne gaarder (ingen ruð-navn).

6. Romedal har 193 matrikelnumere, derav 20 ruð-navn (g. n. 109 en tid underbruk, 12 var ¹⁄4- og ¹⁄8-gaarder, et par er nyere navn), 1 forsvundet gaard.

7. Stange har 198 matrikelnumere, derav 24 ruð-navn (2 har været underbruk); 16 forsv. gaarder, derav 2 ruð-navn.

8. Søndre Odalen har 102 matrikelnumere, derav 18 ruð-navn (g. n. 74,₄₃ før underbruk), 28 forsv. gaarder, derav 4 ruð-navn og flere andre sikkert middelalderlige.

9. Nordre Odalen har 56 matrikelnumere, derav 12 ruð-navn; 11 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

10. Vinger har 71 matrikelnumere, derav 21 ruð-navn; 21 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

11. Eidskogen har 73 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn; 6 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

12. Brandval har 76 matrikelnumere, derav 14 ruð-navn, 12 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

13. Grue har 116 matrikelnumere, derav 26 rud-navn (hvorav nogen nyere og g. n. 1 før underbruk); 15 forsvundne gaarder, derav intet ruð-navn.

14. Hof har 77 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn; 12 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

15. Aasnes har 137 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn; 15 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

16. Vaaler har 86 matrikelnumere, derav 31 ruð-navn; 7 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

17. Elverum har 189 matrikelnumere, derav 4 ruð-navn; 3 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

18. Trysil har 87 matrikelnumere, derav intet ruð-navn.

19. Aamot har 82 matrikelnumere, derav 2 ruð-navn.

Ellers i Østerdalen findes ingen ruð-navn.

IV. Kristians amt.

1. Dovre har 73 matrikelnumere, derav 2 ruð-navn (g. n. 30,₅ en tid underbruk under Kili, likesaa Nygaard); 2 forsv. gaarder.

2. Lesje har 141 matrikelnumere, derav 5 ruð-navn (hvorav 2 nye); 5 forsv. gaarder.

3. Skiaaker har 127 matrikelnumere, derav intet ruð-navn; 10 forsv. gaarder.

4. Lom har 132 matrikelnumere, derav intet ruð-navn; 12 forsv. gaarder.

5. Vaagaa har 284 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn (g. n. 55 og 257 en tid underbruk) samt 2 Rydningen og 1 Sve; 8 forsv. gaarder (derav 1 ruð-navn).

6. Nordre Fron har 189 matrikelnumere, derav 4 ruð-navn; 5 forsv. gaarder (derav 1 nyryddet 1668).

7. Søndre Fron har 167 matrikelnumere, derav 8 ruð-navn; 4 forsv. gaarder (derav 1 ruð-navn).

8. Ringebu har 182 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn (g. n. 33 en tid underbruk); 16 forsv. gaarder (2 ruð-navn).

9. Øyer har 153 matrikelnumere, derav 11 ruð-navn; 10 forsv. gaarder (2 ruð-navn).

10. Østre Gausdal har 112 matrikelnumere, derav 2 ruð-navn; 13 forsv. gaarder (3 ruð-navn).

11. Vestre Gausdal har 110 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn; 7 forsv. gaarder (3 ruð-navn).

12. Faaberg har 188 matrikelnumere, derav 37 ruð-navn (g. n. 67 og 151 før underbruk og 93 øde), jfr. ogsaa Rudsbygden (Fagabergsruðin); 32 forsv. gaarder (2 ruð-navn).

13. Biri har 150 matrikelnumere, derav 21 ruð-navn (g. n. 94 før underbruk og g. n. 103,₆ før øde, 11 er i lensregnskaperne ¹⁄4-gaarder og 4 er ¹⁄8-gaarder); 17 forsv. gaarder (2 ruð-navn); desuten nævnes 1460 en ødegaard under Sem (D.N. II, n. 831).

14. Vardal har 100 matrikelnumere, derav 14 ruð-navn (de fleste ganske smaa og yngre, ingen større end ¹⁄4-gaard), 8 forsv. gaarder (3 ruð-navn).

15. Østre Toten har 221 matrikelnumere, derav 39 ruð-navn (derav 3 før underbruk, 9 er nyere, 2 er ¹⁄8- og 10 er ¹⁄4-gaarder), 20 forsv. gaarder (4 ruð-navn).

16. Vestre Toten har 261 matrikelnumere, derav 41 ruð-navn, av disse er ca. 4, g. n. 125,₂, 136,₂₃, 177,₈ og 181,₄, yngre, 6 var før øde eller underbruk, Malterud (g. n. 32), Morterud (g. n. 39), Kallerud (g. n. 60), Jonsrud (g. n. 108), Tollevsrud (g. n. 110), Aslaksrud (g. n. 255) og Bondrud (g. n. 259); g. n. 23, Eriksrud kaldes i 1554 ith rudstød hedendis Erigsrud (D.N. VIII n. 1173), g. n. 15 Karsrud var i 1669 slaatteng; 16 ruð-navn er ¹⁄4-gaarder, 9 er ¹⁄8-gaarder. 21 gaarder, som nu er i bruk, laa paa 1500-tallet øde; 2 gaarder er forsvundne, 1 (Finnrødstøed) er gaat ind under en anden (g. n. 31).

17. Jevnaker har 50 matrikelnumere, derav 18 ruð-navn; av disse er 9 ¹⁄4-gaarder, 2 er ¹⁄8-gaarder, 2 er nyere, 2 var før underbruk (g. n. 119 og 132); g. n. 128 (Skaarud) kaldes rydningsplass i 1667, men nævnes i 1597, g. n. 129 (Hvaterud laa øde i 1578). 7 gaarder laa paa 1500-tallet øde eller var underbruk; g. n. 155 (Gulla) var i bruk i 1497 (D.N. I, s. 714), men nævnes som rydningsplass i 1667; desuten nævnes 2 ødegaarder og underbruk, som er gaat ind under andre gaarder og 2 forsvundne gaarder.

18. Lunner har 114 matrikelnumere, derav 21 ruð-navn, 6–7 er nyere, 3 er ¹⁄4-gaarder, 1 er ¹⁄8-gaard, 1 (g. n. 37 Ulsrud) kaldes rydningsplass i 1723; i det hele nævnes paa 1600-tallet 10 rydningsplasser som før var i bruk, deribl. g. n. 75, Snellingen, som nævnes i Røde Bog, 5 forsvundne gaarder.

19. Gran har 128 matrikelnumere, derav 24 ruð-navn. Av disse er omkr. 6 nyere og ikke nævnt i lensregnskaperne, 10 er ¹⁄8-gaarder, 2 er ¹⁄4-gaarder, 2 var før underbruk. Av ødegaarder og rydningsplasser nævnes i det hele 15, deribl. g. n. 198 Jøvik, som nylig var ryddet i 1616, men nævnes i Røde Bog, s. 298. Der kjendes 11 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

20. Brandbu har 155 matrikelnumere, derav 24 ruð-navn. Av disse er omkr. 14 nyere; 7 kaldes nyrydninger paa 1600-tallet, men er for det meste ældre, 1 var da underbruk; 3 er ¹⁄8-gaarder, 2 er ¹⁄4-gaarder. I de hele kaldes 14 gaarder nyrydninger og ødegaarder eller var engang underbruk, men var i bruk i middelalderen, som g. n. 1,₂₃ (Kroksrud, som var i bruk i 1518, D.N. XI, n. 260). Desuten kjendes 2–3 forsvundne gaarder.

21. Søndre Land har 97 matrikelnumere, derav 19 ruð-navn. Av disse er 7 ikke nævnt i lensregnsk. eller ældre kilder, 6 er ¹⁄4-gaarder, 1 er ¹⁄8-gaard, 2 var før underbruk. Desuten nævnes 9 andre gaarder som underbruk, slaattenger og nyryddede paa 1600-tallet; flere av disse maa dog være gamle gaarder, som g. n. 79 Esprum (*Aspareimr). Det kjendes 9 forsv. gaarder, derav intet ruð-navn. G.N. 25 (Landaas) var i bruk 1520, men øde i 1594 (Jens Nilssøn, 299).

22. Nordre Land har 141 matrikelnumere, derav 20 ruð-navn; derav er 5 ikke nævnt i ældre kilder, 3 var paa 1600-tallet england og underbruk, 8 er ¹⁄4- og 2 ¹⁄8-gaarder; ellers nævnes 11 nyrydninger, tidligere underbruk, ødegaarder o.s.v., derav er f. eks. g. n. 46 Ullensaker gammel. Der kjendes 12 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

23. Søndre Aurdal har 107 matrikelnumere, derav 20 ruð-navn; av disse er ca. 5 ikke nævnt i ældre kilder, 4 var før underbruk, 7 var ¹⁄8-gaarder, 1 var ¹⁄4-gaard. Desuten flere ruð-navn nævnt som underbruk (g. n. 7, 8, 22). 6 gaarder kaldes ødegaarder, 2 sætre. En hel del navn i herredet er nyere. 7 forsvundne gaarder kjendes.

24. Etnedalen har tilsammen 64 matrikelnumere, mest nyere navn. Bare én gaard, Bruflat, kjendes fra 1300. 2 ruð-navn (¹⁄8-gaard og ett som ikke er kjendt i gl. skattetal).

25. Nordre Aurdal har 116 matrikelnumere, derav bare 7 ruð-navn, hvorav 2 er ¹⁄4-gaarder, 1 er ¹⁄8-gaard, 1 nyere, 2 er ¹⁄2-gaarder og 1 fuldgaard. Der kjendes 12 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

26. Vestre Slidre har 92 matrikelnumere, derav 3 ruð-navn (1 – Rødvang – er meget gammelt). 6 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

27. Østre Slidre har 52 matrikelnumere, hvorav 5 ruð-navn (8 nyere); 1 forsvundet navn.

28. Vang har 109 matrikelnumere, derav 1 ruð-navn, 1 Rydningen; 11 forsvundne gaarder, derav 1 Ruðit.

V. Buskeruds amt.

1. Hole har 92 matrikelnumere, derav 29 ruð-navn; av disse kjendes bare 13 fra 1600-tallet eller før, av disse er 5 halvgaarder. 1 (Rudsødegaard) har en tid ligget øde, efter 1723 gaat ind under g. n. 40 (Dæli). 5 forsvundne gaarder.

2. Norderhov har 179 matrikelnumere, derav 52 ruð-navn; av disse nævnes 12 ikke i gl. skattemandtal; 3 er underbruk. Desuten 2 ruð-navn tidligere underbruk under andre ruð-gaarder; 4 ruð-navn er ¹⁄2- eller fuldgaarder. 21 forsvundne navn, derav 3 ruð-navn. 4 gaarder har ligget øde.

3. Aadalen har 39 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn, av disse er 3 halv- eller fuldgaarder og 5 nævnes ikke i gl. skattemandtal; 2 forsv. gaarder, derav 1 ruð-navn. Det skal ha staat en kirke paa Bakkesæter i Vidalen.

4. Flaa har 31 matrikelnumere, derav 11 ruð-navn; av disse er 5 nyere, 2 halvgaarder og 2 fuldgaarder, om de 2 andre som nævnes i gl. tid, siges intet om størrelsen. 7 forsv. gaarder (1 ruð-navn). I 1563 skiftes Gulsvik (g. n. 27, D.N. X, n. 765), men »desforuden skal boede gaarder aage i alle ødegaarder«.

5. Nes har 69 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn (av disse er ingen ¹⁄1- eller ¹⁄2-gaarder). 4 forsv. navn.

6. Gol har 50 matrikelnumere, 3 ruð-navn, alle nyere; 1 forsv. gaard (Rud); desuten i Ruðum som grændenavn (g. n. 42 af Blakkastadom siges at ligge i Rudhum).

7. Hemsedal har 41 matrikelnumere, 1 nyere ruð-navn; 1 forsv. gaard.

8. Aal har 130 matrikelnumere, derav 9 ruð-navn (1 nyere); 3 forsv. gaarder. Det skal ha staat et kapel paa g. n. 86 (Hovdegaard) som paa 1500-tallet var sæter under præstegaarden.

9. Hol har 93 matrikelnumere, derav 4 ruð-navn, hvorav 1 (g. n. 8 – Ruð) øde i 1578; 1 anden gaard (g. n. 18) øde i 1578; 3 forsv. gaarder.

10. Sigdal har 174 matrikelnumere, derav 24 ruð-navn, hvorav 9 nyere; 4 ruð-navn nævnes paa 1600-tallet som underbruk under g. n. 19, 31, 124, 167. G. n. 158 har en tid ligget øde; g. n. 48, 60, 66, 84, 85,₆, 133, 174,₅ var i 1668 underbruk. Der kjendes 15 forsv. gaarder, derav 3 ruð-navn, samt de før nævnte 2 rydningsplasser øverst i Eggedal ved Haglebuvatn i 1303 (D.N. XII n. 3, 4, 6). Desuten skal det ha været bygd og kirke ved Horgesæteren (g. n. 74).

11. Krødsherred har 50 matrikelnumere, derav 8 ruð-navn. G. n. 175, 180,₂; 204 (Gutterud), 316 var i 1723 underbruk. Buene var i 1608 underbruk under g. n. 180 og Lien under g. n. 214, nu forsvundet. 6 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

12. Modum har 163 matrikelnumere, derav 47 ruð-navn; av disse er 17 ikke nævnt i gl. skattemandtal; g. n. 61,₁₆ (Rustaden), 66 (Dagrud), 71,₁₀ (Kroksrud), 108 (Øde Rud), 108,₁₁ (Præsterud), 111,₁₁ (Langrud) var før underbruk. Ruð-navn nævnes som underbruk under g. n. 98, 100, 80, 110 og 158. 10 andre gaarder var før rydningsplasser, underbruk eller øde (g. n. 18, 23, 24, 27, 37, 59,₃, 70, 94, 107,₅, 130), (g. n. 37 nævnes som gaard i 1520-aarene); g. n. 142 (Buskerud) hadde i 1668 5 ødegaarder, g. n. 28 hadde 1, g. n. 148 (Langerud) hadde 1. Der kjendes 30 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn. Rudsfjerdingen var én av fjerdingene i Modum (N.G. V s. 217).

13. Øvre Eiker har 204 matrikelnumere, derav 49 ruð-navn. Av disse er 10 ikke nævnt i gl. skattemandtal. Øde eller underbruk paa 1500- og 1600-tallet var: g. n. 6 (Haugerud), 8, 9, 22 (Dramsrud), 68, 79,₁₂ (Engerud), 88,₁₁ (med andre gaarder paa Ekerstranden i 1493), 113, 115,₄ (Tryterud, jfr. 88,₁₁), 114 (Østerud), 115,₁₀, 117, 127,₂ (Rustaden), 130,₁₁ (Pinsle), 142 (Gullarsrud), 143 (Kolsrud), 181, 189,₉ (Kopperud), 191, 191,₃, 193 (Burud), 195, 201,₂, tilsammen 22 gaarder, derav 10 ruð-navn. Desuten Amundrud til 1723 særskilt gaard, siden under Myre (g. n. 164). Der kjendes 46 forsvundne gaarder, derav 18 ruð-navn og flere middelalderlige. Desuten nævnes om Yzti Aass i 1383 (D.N. III n. 452) at den »ligger allungis j øydi ok er skoggengen allungis« (maa være en av Aas-gaardene, g. n. 62–65), og D.N. VIII n. 784 (1545) en øde gaard Sandwig i Haug sokn mellem Eid och Mattmalrudt; disse gaarder er nu forsvundet.

14. Nedre Eiker har 50 matrikelnumere, derav 5 ruð-navn (Narverud er nu 3 matrikelnr.); 1 ruð-navn er nyere, 8 gaarder var paa 1500-tallet øde eller underbruk, g. n. 83,₃, 16,₅, 19, 27 (Nikkelsrud), 36, 43,₄, 46 (Ulverud), 47 (Aaserud); til g. n. 42 og 45 nævnes et underbruk. Der kjendes 5 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

15. Lier har 200 matrikelnumere, derav 32 ruð-navn (Kjøster er 3 matrikelnr. – g. n. 1–3); 7 ruð-navn er ikke nævnt i gl. skattemandtal. Som øde og underbruk nævnes g. n. 21 (Huseby i 1460), 72, 111,₁, 122 (Skjeggerud), 130, 159, 191,₆ (Hornsrud), tilsammen 7 gaarder. G. n. 56 har hat 1 (Heidensrød), g. n. 95 har hat 2 og g. n. 124 likeledes 2 nu forsvundne underbruk som før var selvstændige gaarder. Der kjendes 38 nu forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn og et par middelalderlige.

16. Røyken har 86 matrikelnumere, derav 15 ruð-navn (1 nyere), 1 gaard laa øde (g. n. 29, Klemmetsrud). Der kjendes 31 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn; Sulffuerudt var mulig øde alt i 1260 (Akershusreg., n. 942).

17. Hurum har 57 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn. Av disse har Mørk (før Þróndarruð) nu 3 underbruk (Korsgaarden, Holtebrek og Sem [Sæheimr]) og hadde før Sveinsrud, Dalen og Sæter. G. n. 35 (Tronstad) hadde før 6 underbruk (deribl. Kjoserød) og g. n. 58 (Storsand) 1 (Torgersrud). G. n. 11, 32, 40 (Røstad, Ruðstaðr) og 55,₁₁ har ligget øde. Der kjendes 16 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn og 1 andet middelalderlig. Av disse laa Arnestad og Unnestad i Rødsbygden (av ruð, jfr. g. n. 30, Rød?).

18. Sandsvær har 147 matrikelnumere, derav 33 ruð-navn; av disse er 17 ikke nævnt i gl. skattemandtal; 6 er fuldgaarder (g. n. 22, 89, 98, 99,₁₃, 117 og 132); g. n. 37, 97 og 134 er ¹⁄4-gaarder. G. n. 129 Brenne har hat 2 underbruk (Skuggerud og Ebbestad), g. n. 33 har hat 1, g. n. 30 ogsaa 1, g. n. 89 (Lauerud) har hat 1 (Sitzlerud). Som øde eller underbruk nævnes g. n. 5 (Tuft ødegaarden), 26, 53,₈, 99,₁₈. Der kjendes 18 forsvundne gaarder, derav 5 ruð-navn. Desuten nævner Jens Nilssøn en ødegaard, før klokkergaard, ved kirken i Sandsvær (Jens Nilssøns Visitatsbøger, 411).

19. Flesberg har 148 matrikelnumere, derav 33 ruð-navn, hvorav 16 ikke nævnte i gl. skattemandtal. Faa av de andre ruð-navn er gamle, f. eks. g. n. 81 Ingeburuð er ryddet fra g. n. 84 Ingebu, som selv i 1668 var underbruk under g. n. 98. En mængde gaarder var i 1668 underbruk (g. n. 4, 5, 7, 12,₃, 14, 15, 19, 23, 44, 52, 54 (Landerud), 55, 61, 63, 68, 75, 76, 77, 84, 85, 87, 105, 106, 110, 113, 128,₂, 129, 118, 137, 143, 144). G. n. 10, 18 (Rudstaden), 20 (Rud), 24, 42, 57, 90, 95, 99, 112, 117,₆, 132, 148 og 106 hadde i 1668 ett eller flere nu forsvundne underbruk (deribl. under g. n. 57 Tovrød, under 95 Bergerud og under 99 Sæterud). To forsvundne gaarder, derav 1 Rudet. Bygden er i det hele yngre.

20. Rollag har 86 matrikelnumere, derav 16 ruð-navn, hvorav 3 ikke nævnt i skattemandtal, men flere andre visst ogsaa yngre. G. n. 40 (Rud) og 70 (Kleiverud) er ¹⁄1-gaarder; g. n. 46 Asbjørnrud hadde 1 forsv. underbruk, g. n. 68 hadde 2 (1 forsv.). G. n. 8, 18 (Landerud), 24 (Heggerud), 28, 33, 38, 57,₈, 58,₂, 65,₄, 67 var før underbruk. 1 forsv. navn.

21. Opdal har 114 matrikelnumere, derav 20 ruð-navn, hvorav 5 nyere, 3 forsv. gaarder (1 ruð-navn).

22. Nore har 105 matrikelnumere, derav 13 ruð-navn, hvorav 5 ikke nævnt i gl. skattemandtal. 9 forsv. gaarder, derav 2 ruð-navn.

VI. Jarlsberg og Larviks amt.

1. Strømmen har 38 matrikelnumere, hvorav 4 ruð-navn (3 er ¹⁄4-gaarder), 1 Aadne (Auðni), 1 Aute. 6 forsv. gaarder, hvorav 3 ruð-navn.

2. Skoger har 85 matrikelnumere, derav 78 i Strømsgodset og Skoger sokner. Her er 12 ruð-navn, derav er 6 fuldgaarder. Unnelsrud er g. n. 46–47 (var før 3 ¹⁄1-gaarder), Aaserud er g. n. 72–73 (var før 2 ¹⁄1-gaarder); g. n. 68 (Viulsrud) er ogsaa meget gammel; 2 nyere ruð-navn. I Konnerud sokn er 6 matrikelnumere og 14 ruð-navn, mest nyere navn paa smaabruk; bare 3 nævnes i ældre tid, var ¹⁄4-gaarder. 10 forsvundne navn, derav 4 ruð-navn. G.N. 70, Rønnehoved, i 1544 øde (D.N. VIII n. 778).

3. Sande har 145 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn, av disse er 8 fuldgaarder og Trolsrud g. n. 74–75. G. n. 18, 15, 29, 53, 59, 82, 87, 89, 90, 91, 105–107, 114–115, 125–127, 134, 140, 141 (med Bacherud), 145 hadde nu forsvundne underbruk. G. n. 9, 12,₃, 58, 91,₆, 98 (Budderud), 102, 111 var før underbruk. 10 forsv. gaarder, derav 3 ruð-navn.

4. Hof har 92 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn (3 er ¹⁄1-gaarder, g. n. 28, Torud, før 2 bruk), 1 nyere; g. n. 21 (Martnerud) og g. n. 22 (Sjulerud) øde i 1540-aarene. G. n. 86 nylig ryddet 1668. Underbruk, som nu er forsvundet, men engang var selvstændige gaarder, hadde g. n. 3, 6–7 (Kaupstad), 9, 16–17, 26 (Aacherøed), 41 (8 underbruk), 57 (Gunderøed), 66–67, 89. 5 forsvundne gaarder.

5. Botne har 125 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn (hvorav 8 nyere og 5 ¹⁄1–gaarder). Følgende gaarder har hat underbruk, g. n. 19 (Stuerød), 22 (Rød med Torgerød), 29–31, 50 (Manidzrød), 61, 63 (Gunnerød med Schrepperød), 76, 78, 106 (Stufsrød med Hvittingsrød), 110, 117, 118, 123. Øde og underbruk var 3 (Indloa), 41, 46, 70 (Kleiverød 1359, D.N. X n. 60), 97, 101, 111 (Eplerød), 114. Der kjendes 12 forsvundne gaarder (derav 3 ruð-navn).

6. Vaale har 162 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn (8 ¹⁄1-gaarder, 2 nyere). Som øde og underbruk nævnes g. n. 1, 6, 8, 27 (Grøterud), 35 (Ulsrud), 36 (Hengerud), 40, 62, 69, 88, 94,₄, 118 (D.N. IV n. 1106), 133, 135, 158 (Liverød). Underbruk, engang selvstændige gaarder, hadde desuten g. n. 4 (med Guttelsrøed), 5, 6, 13, 33, 42 (m. Kjølsrud), 49, 77, 83, 94, 101–102 (m. Guttulsrød), 100, 103 (m. Helgerød), 117 (Kalsrud med 1 underbruk), 125, 131, 134, 139 (m. Heiensrud), 140–141, 162. Der kjendes desuten 23 forsvundne gaarder, derav 3 ruð-navn.

7. Borre har 111 matrikelnumere, derav 10 ruð-navn (derav 4 ¹⁄1-gaarder). Som øde og underbruk o. s. v. nævnes g. n. 47,₆ (Indlaget), 56, 61, 65 (Salsrud, nyryddet 1668, nævnes i R.B. 68), 106. Følgende gaarder har desuten hat underbruk g. n. 2 (med Bollerud), 15 (med Gunnerød og Duerød) 17–18, 20, 29 (3 u. br.), 30 (3 u.br.), 35–37, 38–39, 42–44, 45 (m. Guttelsrød), 50, 52, 60 (m. Heinsrud), 61 (Stenbjørnrud med 1 ubr.) 72 (med Hávardsruð), 13 (Sletterud med 3 u.br.). 86, 97–98 (med Indlaget). Der kjendes 33 forsvundne gaarder, foruten dem som er gaat ind under Horten, derav 11 ruð-navn.

8. Ramnes har 169 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn (ingen fuldgaard? 1 nyere). Før øde eller underbruk var g. n. 4, 9, 13,₃, 62 (blev øde mellem 1435 og 1458, D.N. XI n. 157 og 207), 63 (Indlaget); 71,₁₂, (Aslaksrud), 81,₂, 89. Underbruk, endel først paa 1600-tallet, hadde g. n. 13, 19, 22 (med Dyrerød), 23, 26, 27, 29, 31, 34–36, 45, 55–56, 60, 62, 63, 81, 119 (Gjøtterød m. Willumrød og Kjær) 123, 159, 169. Der kjendes 13 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

9. Andebu har 130 matrikelnumere, derav 22 ruð-navn (ingen fuldgaard, ingen nyere). Underbruk eller en tid øde var g. n. 91, 12, 14, 31 (Løverød), 34, 41, 46, 58,₃ (Ambjørnrød), 70 (Baangunnerød, leilændingsgaard 1508), 82, 109, 121,₅ (Mønnerød). Følgende gaarder har hat underbruk: 10 (Ruelsrød), 16 (Præstegaarden med Kirkerud som egen gaard i R.B. 82), 17, 18 (med Torbjørnsrød), 20, 22–23 (Gjermundrød), 28 (Rød med Granderød og Torkildsrød), 33 (Hotvet med Stufsruð), 35, 38, 44–45 (Taranrød), 47 (Staalerød), 50–51, 58 (Torp m. Aaserud og Ambjørnrud g. n. 58,₃), 73, 79, 80–81, 89 (Hundsrød) 92, 93, 96, 110–111, 117 (med Hellisrød) Desuten 17 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn.

10. Stokke har 158 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn, hvorav 4 er ¹⁄1-gaarder (g. n. 134 Vennerød var i 1604 to fuldgaarder). Underbruk eller øde var g. n. 2, 22,₆₅, 29,₉ (Stubberød), 32, 37,₁₀, 41, 42, 43, 73,₆, 75, 87,₃, 120 (Brusrød), 146 (Hogsrød under n. 145), 149,₂ (Præsterød), 158. Følgende gaarder hadde underbruk: g. n. 8 (med Hogsrøed og 1 til), 13 (4 underbruk), 22, 26, 33, 40 (3 underbruk), 58, 72 (Ragnildrød), 13, 74, 77 (Ramsund med Ramsrøed) 82, 83, 87 (Osergd), 88, 97– 98, 101 (Gryte med Hafsrød), 104, 110–111 (Anholt med Boelsrud), 134 (Vennerød med Stulsrød), 145, 148 (m. 5 plasser bl. a. Dyhresrøed og Kullerøed), 149 (med 149,₂), 151, 154, 156. Der kjendes 28 forsvundne gaarder, derav 4 ruð-navn; 4 er nævnt mellem underbrukene.

11. Sem har 160 matrikelnumere, derav 21 rud-navn (1 – Rød g. n. 152 – var ¹⁄1-gaard). Underbruk hadde g. n. 5, 8, 10, 36 (med Tvetterøed), 41, 51 (Jarlsberg med bl. a. Smidsrød), 52 (m. Bergerød) 57, 65, 70 (m. Sangsrød), 89, 99, 105 (m. Ubberød og Wolden), 108, 111, 130, 135 (Korterød), 139 (m. Jutulsrød), 140, 151 (Narverød). Underbruk eller øde var g. n. 11, 12, 61 (Tangerød), 97,5 (Indlaget), 102, 130,₂₅, 148,₇ (Døsserud ryddet fra ældre Dysin). 30 forsvundne gaarder (derav 5 ruð-navn).

12. Nøtterø har 130 matrikelnumere, derav 18 ruð-navn (4 er ¹⁄1-gaarder, derav g. n. 3 ff. Smedsrød nu 4 matrikelnumere, før 3 fuldgaarder, 1 er nyere). Underbruk hadde g. n. 1 (med Jakobsrødh, Øde Smedsrød) 25 (m. Kalfsrød og 1 til), 84, 35, 56, 91–92 (Grøterød m. Harperød), 191, 128 (Præstegaarden – Prestruðit – m. bl. a. Amundrød), 121. Underbruk var g. n. 25,₆, 38, 91 (Harperød). 29 forsvundne gaarder, derav 6 ruð-navn.

13. Tjømø har 57 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn (hvorav 4 ¹⁄1-gaarder). Underbruk var 12,₁₁, 35, 50 (efter 1625). 2 forsvundne gaarder.

14. Sandeherred har 162 matrikelnumere, derav 20 ruð-navn (2 nyere, 6 fuldgaarder; Bentserød i 1604 2 fuldgaarder). Underbruk hadde g. n. 15, 52, 56, 58–59, 69, 99, 125. Underbruk eller øde var g. n. 3,₁₂, 7,₂ (Napperød), 9,₁₉ (nyere), 9,₃₂ (Galsrød), 24,₄₀ (Indlaget), 48,₁₂. Der kjendes 35 forsvundne gaarder, derav 9 ruð-navn.

15. Tjølling har 120 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn (ingen fuldgaard, 2 nyere). Underbruk hadde g. n. 7, 10, 14, 32, 38, 44, 67, 68 (med Valderød), 71 (med Skolme og Sømelrød). Underbruk var g. n. 17, 22, 23 (Aasmundrød), 25, 30, 34–35, 38,², 47, 59, 61 (Ommundrød). 11 forsvundne gaarder (derav 3 nævnt under underbruk, deriblandt Valderød og Sømelrød); av disse er de to nævnte og 3 til ruð-navn. – Foruten de forsvundne gaarder som omtales i N.G. VI 302 f., nævner Lorens Berg i »Tjølling, en bygdebok« (s. 172): Giverød (Gifvered) under Gjerstad (g. n. 34–35) og Gulverød Gulfferød og Rød (D.N. XVI s. 2 f.). G. n. 59, Breivei, er efter ham det forsvundne Salmundarrud, som 1398 og i 1660-aarene tilhørte Tjølling prestebord (s. 319).

17. Brunlanes har 150 matrikelnumere, derav 19 ruð-navn; av disse er 5 fuldgaarder, 1 nyere. Følgende gaarder har hat underbruk: g. n. 1 (med Grøterød), 2, 11, 12, 13, 27 (med Stretterød), 30 (med Grøterød), 39–40 (med Svendsrød) 44 (med g. n. 56 og 67,³ og Vellerød), 46 (med n. 47), 51 (med Asildrød), 70 (med Broken), 76 (med Garsvei og Konnerød), 90–91 (Berg, 456), 141 (med n. 145,¹). Underbruk eller øde var: g. n. 6, 45, 47 (Tronsrød), 56, 57 (?), 63, 67,³ 78 (?), 96,², 128 (øde i 1578, Berg, 589) 137 (jfr. Berg, Brunlanes, s. 371), 101, 90,10, 148–149 (Berg 471), 142, 145,⁴. Desuten nævner Lorens Berg i »Brunlanes, en bygdebok« under g. n. 5 underbruk Høistad (før særskilt gaard), Grønnebak og Blaaekra. Endelig har flere gaarder tilhørt Manvik-godset og været kloster- og kirkegods. Garsvei under g. n. 76 før (til 1700) egen gaard. Røsserød var til 1828 særskilt gaard, er nu gaat ind under g. n. 134, hadde som underbruk Bolsrød (Berg, 481). G. n. 93 (Søndersrød) hadde underbruket Puturuð, nu Sillevik, eget bruk i 1398 (Berg, 435, 437). Der nævnes 39 forsvundne gaarder, derav 10 ruð-navn (nogen av disse kjendes dog som underbruk).

18. Hedrum har 137 matrikelnumere, derav 17 ruð-navn (2 nyere, 5 fuldgaarder). Øde eller oftest underbruk var g. n. 3, 11, 22, 26, 37,₇, 42,₁₀ (Kjønnerød), 44 (Gulsrød), 69,₁ (Gunnersrød), 61,₄ (Kurød), 51,₆, 82,₉ (Flatsrød), 89,₆, 93, 96,₇. Underbruk hadde g. n. 8, 12 (bl. a. Rolsrød), 17, 21–22, 24 (m. Greipsrud), 34 (m. Aaselrød), 42, 43, 45 (m. Flatberg), 51, 52 (m. Sølverød, opkaldt ved 1700, jfr. Lorens Berg, Hedrum, 292), 61 (Asbjørnrød m. Svandal og Klevan), 70, 74 (m. Rød), 81 (m. bl. a. Torp), 82, 89 (m. Kullerød), 95 (m. Kolkinn, gaard paa 1300-tallet) 108 (Ragnildrød), 106 (m. bl. a. Komma, før gaard), 127,⁴. Desuten nævnes 43 forsvundne gaarder, derav 11 ruð-navn.

19. Lardal har 102 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn (hvorav 3 fuldgaarder). Underbruk hadde g. n. 8, 10 (Skui m. Ødeskaadin 1549), 31, 32, 34, 47, 49, 53, 55, 56 (m. bl. a. Pundsrøed) 59, 66, 69, 77 (m. Jessetrud), 79, 81 (m. ¹⁄2 Askerød), 84, 88, 91. Underbruk var 17, 37, 39, 40, 48, 57, 63. G. n. 94 er Ødegaarden. 17 forsvundne gaarder, derav 2 ruð-navn.

VII. Bratsberg amt.

1. Drangedal har 70 matrikelnumere, derav 3 ruð-navn (1 er ¹⁄1- og 1 ¹⁄4-gaard). Underbruk hadde i Drangedal g. n. 2, 3, 7, 13, 19, 21 (m. Rødningen), 23, 25 (en Ødegaard til for^ne Øffre Wedfald, 1585), 27 (En Ødeschouff dertil), 28–29 og i Tørdal g. n. 40, 41 og 62. Som underbruk nævnes g. n. 4,₅, 24,₁₄, 25,₄, og i Tørdal g. n. 43, 45,₉ 53,₆, 57,₃. Som øde nævnes i lensregnskaperne av 1585 g. n. 27, 34 eller 35 (Øffre Hogsie Øde), samt Agerø øde og Søndre Wog øde som ikke nævnes i N.G., og i Tørdal g. n. 88 samt »Eigedall ehr ehnn Ødegaard« og »Opsall øde«, som heller ikke nævnes i N.G. Av forsvundne gaarder kjendes desuten 6, alle i Tørdal; derav er 1 gaat ind under g. n. 39 og 1 under g. n. 43, 1 hører nu til Treungen (Opdal N.G. VII s. 370 n. 39). I nærheten av g. n. 1 Reiasdalen (øverst i Drangedal) skal ha ligget en kirke, Omlands kirke. Halvor Reine i Fyresdal eier to lysestaker som skal være derfra (jfr. g. n. 3).

2. Sannidal har 37 matrikelnumere, derav 1 ruð-navn ( ¹⁄1-gaard) og 1 Rydningen (nævnt 1585). Underbruk hadde g. n. 9, 30, 33, 34. Underbruk var 9,₂, 30,₂, 33,₂, 34, 35,6. Øde har været 35,₂. I lensregnskaperne for 1585 kaldes g. n. 34 Daabø øde og foran denne gaard nævnes Stomsnes øde. 4 forsv. navn, deriblandt Litla Auðn (R.B. 22).

3. Skaatøy har 31 matrikelnumere (intet ruð-navn, 1 nyere Rydningen). Underbruk hadde g. n. 26 og 29. Underbruk var g. n. 26,₁₃, 28,₁, 380,₈₂, 380,₈₇, 30,₉₅. G. n. 1 kaldes Ødegaarden. I lensregnsk. for 1585 kaldes g. n. 20 Barmenn Ødeschouff, g. n. 22 Døuigh Øde.

4. Bamle har 105 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn (1 nyere, 1 ¹⁄1-gaard); 3 bruk kaldes Ødegaarden 1 (70,₆) Langerydningen. Underbruk hadde g. n. 9 (med Sortterud), 10–11, 15, 18, 25, 31, 85, 41, 46,₁, 53, 58-59, 61 (Masterød), 80, 91. Underbruk var g. n. 9,₁, 9,₁₁, 15,₉, 16,₅, 18,₇, 25,₂, 81, 59,₇ (egen gaard R.B. 20) kaldes 1585 Skerra øde, 61,₁₀. Der kjendes 24 forsvundne navn, derav 5 ruð-navn (mellem disse er Swrturud R.B. 20).

5. Eidanger har 77 matrikelnumere, derav 4 ruð-navn (1 nyere, 1 ¹⁄1-gaard, 1 var ¹⁄1 ¹⁄1). 5 bruk kaldes Rydningen, 3 Ødegaarden, 20,₈ Ønna (Auðn). Underbruk hadde g. n. 1, 3 (m. Kjølsrød g. n. 3,₆ og Kalsrud) 4, 22, 25, 48, 46, 47 (m. Skrukkerød) 69 (j Heidinstadum .. ok j Heidingstada rudhi, R.B. 231¹). Underbruk 1665 eller før var g. n. 1,2 1,8, 1,10, 1,13, 1,₂₄, 1,₂₅, 3,₆, 8, 12,₂, 18,₂ (Smøkkerød), 43,₅, 46,₂. Der kjendes 24 forsvundne gaarder, hvorav et par gaat ind under Brevik og 6 er ruð navn.

6. Slemdal har 34 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn (2 ¹⁄1-gaarder, 1 var ¹⁄2-gaard). Underbruk hadde g. n. 1, 4, 19, 28, 29, 31, 32, 33. Underbruk var g. n. 1,₈ (Rød), 4,₄, 19,₁₂, 28,₈, 29,₄ (Finsrød, nævnes R.B. 41), 32,₂, 34. N.G. VII 101 f. nævnes 4 forsvundne navn; derav 1 = 29,₄, 1 gaat ind under g. n. 32, 1 = 19,₂, 1 er g. n. 111 i Hedrum.

7. Gjerpen har 142 matrikelnumere, derav 21 ruð-navn (5 nyere, 2 var fuldgaarder, 1 var ¹⁄1-gaard) og 3 Rydningen. Underbruk hadde g. n. 7, 8, 9, 10 (bl. a. Nøsterød), 64, 70 (6 u.br., bl. a. Aschildrød og Kullerud), 72, 75, 80, 81, 84, 108, 104, 112, 121. 41 forsvundne navn, derav 12 ruð-navn. Av disse er et par gaat ind under Skien og i Rudstadenom R.B. 37 = Rustaden g. n. 114, som ellers bare kjendes fra nutiden.

8. Solum har 83 matrikelnumere, derav 5 ruð-navn (1 nyere, 2 var ¹⁄2-gaarder); 2 gaarder heter Rydningen (nye navn) 1 Aadna (Auðn, R.B. 22). Underbruk hadde g. n. 3, 10–11, 12, 13, 33, 35, 36, 38, 42, 44, 48, 67, 65–66, 68 (m. Torgersrød og Tharaldsrøed), 72, 75, 77. Underbruk var i ældre tid 10,₁, 11,₇, 12,₁, 12,₅, 21,₈, 68,₁₀ (Torgersrød). G. n. 19 kaldes øde 1723. 1 bruk kaldes Ødegaarden (43,₄). 19 forsvundne navn, derav 2 ruð-navn.

9. Holla har 69 matrikelnumere, derav 4 ruð-navn (alle var underbruk), 3 Rydningen (2 nyere) Underbruk hadde g. n. 3, 5, 12 (m. Rødningen), 25, 26, 27–30, 31, 89,4, 41, 48, 60, 66. Underbruk var g. n. 2,₄ (Mutterud), 3,₁₁, 6 (Dagsrud), 10,₁, 17, 25,₆, 26,₁₀, 81,₁, 81,₁₁ (Stuverud), 31,₁₂ (Usterud), 31,₁₃, 39,₄, 41,₁₂, 41,₁₃, 48,₉, 66,₃. Som øde i 1585 nævnes g. n. 10, 10,₁, 81,₁ (Gladhus Øde), 31,₁₂, 39,₄ og 64. Der kjendes 10 forsvundne navn, derav 3 ruð-navn.

10. Lunde har 55 matrikelnumere, derav 4 ruð-navn (1 var ¹⁄4-gaard, 3 nyere); 1 Rydningen. Underbruk hadde g. n. 7, 15, 20, 35, 39 (m. Buverud), 42, 46, 51 (m. Rui), 52, 54. Underbruk var g. n. 15,₃, 15,₆, 21,₂, 39 (Buverud), 42,₁, 42,₆, 56,₂. 2 bruk kaldes Ødegaarden. Som øde i 1585 nævnes g. n. 6, 28–29. (Hjalmdal, kaldes Øigaren), 42,6. Der kjendes 5 forsvundne navn, derav 1 ruð-navn.

11. Bø har 64 matrikelnumere, derav 11 ruð-navn (8 ikke nævnt i gl. skattemandtal); 2 Rydningen, 2 Indlæggen. Underbruk hadde g. n. 18, 21, 30, 37, 43, 45, 51, 52, 53. Underbruk var g. n. 11, 23, 30,₁, 46, 47,₁₁. G.N. VII 211–213 nævnes 9 forsvundne navn, derav 1 ruð-navn. Desuten nævnes i brev av 1581 ⁴⁄11 ødegaardene Bø og Axelen (nu støyler) under det forsvundne Viðhúsir.

12. Saude har 101 matrikelnumere, derav 11 ruð-navn (av disse er 2 ¹⁄1-gaarder, 3 halvgaarder, 3 fuldgaarder – g. n. 84 ¹⁄1 ¹⁄1 – og 2 nyere). G. n. 65,₂ er Indlæggen. Underbruk hadde g. n. 2, 4, 6, 20, 33, 36, 44 (Rui), 49, 59 (med Mejerød = Wierødt Øde 1585, jfr. g. n 56–58 Vegem), 65, 79, 98. Underbruk var g. n. 2,₆, 3, 4,₅, 9,₂₁, 20,₂, 44,₃, 63,₂, 98,₆, 8 forsvundne navn, derav 3 ruð-navn. G. n. 10 laa paa 1500-tallet øde (D.N. XIII s. 822).

13. Hitterdal har 83 matrikelnumere, derav 23 ruð-navn (6 var ¹⁄2-gaarder, 5 ¹⁄4- og 6 nyere navn). Underbruk hadde g. n. 34, 48, 54, 58, 69, 70 (m. Enersrud), 74, 76, 79, 83. Underbruk var g. n. 35, 48, 56, 58,₁ (Aasildrud), 71, 74, 76,₂, 79,₁₂, 83. To bruk kaldes Ødegaarden. G. n. 58 Hevre, kaldes i 1585 for øde (Hoffrød Øde); efter størrelsen at dømme maa det ha været et ruð- ikke et vin-navn. Under g. n. 67 Rui søndre anføres i lensregnsk. av 1585: En Ødegaard therwnder 3 m₻ smør 6 m₻ mel. 7 forsvundne gaarder, derav 1 ruð-navn.

14. Tinn har 139 matrikelnumere, derav 24 ruð-navn, hvorav 6 nyere. De fleste ruð-navn er i Østbygden. Underbruk hadde g. n. 1,₄ (Ruud med Lhigaarden), 5 (Rui), 23, 24 og 27, 30, 31, 36 (Rui), 37 (m. Gunleiksrud), 38, 39 (m. Gunleiksrud), 45, 46, 49 (Grimsrud), 42, 54, 55 (m. Rui), 55,₂, 57 (m. 1 u.br. og Mangerud), 58 (m. Lislerud), 67, 68,₅, 73 (m. g. n. 49, 49,₃, Lien og Skinnararuð), 79, 83 (m. Eegerud), 84, 85, 86, 91, 99, 115, 122, 128, 129. Underbruk var g. n. 3, 5,₁₃, 10 (Maurud), 21, 22, 25, 28, 32 (Kvisterud), 30,₃, 31,₁, 31,₂, 81,₇, 40 (Kaabeinsrud), 40,₂ (Fjalerud) 40,₄ (Bjørnerud), 44, 49 (Grimsrud), 49,₃ (Aanerud), 50 (Gunleksrud), 52, 52,₃, 54,₈, 55, 55,₃ (Lislerud), 59 (Rui), 63, 68, 70 (Maremsrud), 81, 82, 88, 91,₈, 92, 93, 99,₁, 122,₃, 132, 138, 138,₄. 3 forsvundne navn.

15. Hovin har 36 matrikelnumere, derav 6 ruð-navn (2 nyere). Underbruk hadde g. n. 2, 4, 5, 6, 8, 15, 16 (Rui), 23, 24, 30. Underbruk var g. n. 1 (Bratterud), 2, 7, 8,₄ (Ulverud), 17, 28, 29, 31, 32.

16. Gransherred har 43 matrikelnumere, derav 5 ruð-navn (2 nyere). 2 Rydningen (1 ældre) Underbruk hadde g. n. 4, 8, 9, 16, 23–24, 30, 35, 37, 38, 39, 40 (Rua?). Underbruk var g. n. 4,₁, 4,₄, 8,₁ (Frænderud), 9,₂ (Rydningen), 24,₃, 24,₉, 30,₂, 40 (?), 41, 48. Der kjendes 3 forsvundne navn, hvorav 1 mulig = g. n. 16.

17. Hjartdal har 116 matrikelnumere, derav 8 ruð-navn (hvorav 3 nyere – 1 fra efter 1700 – og 2 ¹⁄2-gaarder). Underbruk hadde g. n. 2, 7, 10, 12, 38, 46, 47, 54, 57, 58, 97, 109, 115, 116. Underbruk var g. n. 2, 7,₆, 10,₁, 32, 34, 47,₂, 57, 58, 84,₃, 84,₆, 102, 107, 109, 114. G. n. 19,2 var støyl i 1477. G.N. VII 319 f. nævner 8 forsvundne navn, hvorav 5 i Tuddal. Mellem g. n. 52 og 53 nævner lensregnsk. av 1585 Wetting (jfr. Væting i Fyresdal). Desuten fortæller Landstad at det før var en gaard Breivatn (Breiðvatn) ved vandet av samme navn i Hjartdalsheiene nord for bygden. Endelig nævner traditionen at det var bygd i Grunningsdalen mellem Seljord og Sauland (se nedenfor).

18. Seljord har 149 matrikelnumere, derav 5 ruð-navn. Underbruk hadde g. n. 5, 14, 17, 24, 25, 32, 34, 47, 51, 52, 62 (Rui med Piper Rui), 66, 78, 80, 82, 87, 100, 107, 110, 113, 123 (Rui), 128, 130, 134, 136. 137. Underbruk var g. n. 4, 15, 26, 31, 37, 52,₃, 55, 56, 75 (Kirkerud eller Kirkeluten), 78,₁, 80,₄, 82,₂, 87, 107,₂, 123,₅, 189, 141, 142, 143, 145, 148, 149, I N.G. 344 f. nævnes 13 forsvundne gaarder, samt s. 322 »Sillegiord« (Seljugerði), en ødegaard vestenfor kirken som soknet har navn efter. I Grunningsdalen, en støylsdal mellem Seljord og Sauland (dalen begynder ovenfor Tvingelid og veien kommer ned ved Landsverk i Sauland) nævnes følgende gaarder (de øverste hører til Sauland): Smylemoen (uttalt Smýlimón, samme navn som g. n. 53,₂ i Kviteseid, næppe ældre end fra senere middelalder), Borgli (Borgarlið, ældre middelalder?), Søylesæt (Søylusetr? av søyla »søle« og setr?) (navnet er fra middelalderen), Heddeli (jfr. Nissedal g. n. 44, av hellir m. »hule« og líð), Aastoul (*Árstǫðull? jfr. N.G. VII 470 og 264), Elseli (*Egilslíð??), Finnflatine (av finn en slags græs »finngras« [nardus stricta] og flati m. »flat strækning«), Slòkje (utt. slåkje) eller Sloka-garan, ved vandet av samme navn, Slòka-vatn (jfr. Hjartdal g. n. 80,₇, av slok n. »møllerende«), Mjellefet – i Sauland – (av g. n. mjǫll, nyn. mjøll »tør, nyfalden sne« og fet, gl. n. fit f. »frodig græsmark, især ved bredden av sjø eller elv«), Londalen (i dalen av samme navn, av lón f. »som nu bruges om en dyb Bæk med svag Strøm, om mindre Udvidelser i Bække og Elve, om Vandpytter, om Slaatteenge i Vand«, N.G. Indledning, s. 66), Skardstaul (av skarð »skar, fjeldskar« og stǫðull). En anden kilde nævner ogsaa som gaarder i Grunningsdalen: Grøneli (*Grœnalíð), Klopperối (av klǫpp f. »klop, liten, simpel bro over vandløp eller myret grund« og ró f. »vraa, hjørne, krok«), og Berkjemoen. Kirken i Grunningsdalen skal ha staat paa Handkæmoen.

Op i fra Reinstaul i Seljord (g. n. 58) ligger en støyl som før skal ha været gaard, Børkelre, og et par timer fra Tvingeli Mælestaul og Stenroi (av steinn og ró), som ogsaa skal ha været gaarder. Mælestaul er Mælestadull, som nævnes som støyl i 1310 (D.N. I s. 138, N.G. VII, 344) og har navn efter Melfjell.

19. Kviteseid har 105 matrikelnumere, derav 3 (1 nyere). Underbruk hadde g. n. 9, 14, 18, 23, 28–29, 32, 44 (m. Rui), 48 (m. Skinstakrud), 56–57, 62, 74, 76, 83, 92, 96, 105. Underbruk var g. n. 1, 2, 7, 14,₃. 18,₂, 23,₂, 25, 27, 28, 29, 33, 37, 53, 63, 90, 101, 105. G. n. 10 var øde i 1585 (Dall Øde). I N.G. VII s. 368 ff. nævnes 13 forsvundne gaarder; derav er Eplaþveit gaat ind under g. n. 48 (U`ggaren) og delvis under g. n. 44 (Lundevall). I brev av ⁵⁄10 1599 nævnes Aslaushus ... i Epeltued, ²⁷⁄8 1600 nævnes Loftsgaarden og Grimsgaarden i Epeltvedt i Brunkebjerg; á Skoþveitom (Skòttveit) er et andet navn paa g. n. 80 (Himmestveit). Under Tytegrav (g. n. 96), nu brukt av en mand i Seljord, hørte før en støyl Bjønndalen, som er gammel gaard, likesaa Lofthus, støyl under Sandland (g. n. 97–98). Et kapel til St. Laurentius ved Vigdesjaavatn i Brunkeberg nævnes av Jens Nilssøn, s. 389.

20. Nissedal har 47 matrikelnumere, derav ingen ruð-navn. Underbruk hadde g. n. 6, 14, 24, 27–29, 34, 35, 41, 43. Underbruk var g. n. 13, 19, 22, 24₆, 36, 40, 41,₁, 43,₂. Av disse nævnes g. n. 19 som ødegaard i 1518. N.G. VII 880 f. nævnes 5 forsvundne navn. Messel, som nævnes som underbruk til g. n. 27, skal før ha været en stor gaard. Et utjorde høit oppe i lien ¹⁄4 mil fra Reine heter Tvingeli (jfr. Seljord g. n. 59, Þvingalin). Lytingsdalen, nu støyl under Fjalestad, g. n. 23–24, paa grænsen mot Fyresdal, nær Nape, skal ha været gammel tingplass. Min meddeler fortalte at det paa Findal i Solum skulde findes et dokument som var tinglyst i Lytingsdalen.

21. Fyresdal har 95 matrikelnumere, derav 7 ruð-navn (2 ikke nævnt i gl. skattemandtal. Underbruk hadde g. n. 1, 2, 5,₅ (med Rui), 6, 8 (m. Rui), 9 (m. Store Rui), 14, 25 (m. Rui og 2 andre u.br.), 26, 32, 36, 50, 59, 62 (m. Bjørnerud), 64, 66 (m. Rui), 68, 76, 78, 80, 82, 95. Underbruk var g. n. 1,₁, 5, 5,₆, 7, 12, 13, 25,₆, 25,₉, 27, 37, 41,₂, 42, 47, 53, 57,₂, 62,₆, 66,₁, 68,₄, 69, 70, 73, 83. Følgende gaarder har en tid ligget øde: g.n. 13, 19 (Nedre Berge), 20, 24, 29, 47, 63, 66, 69, 71, 72, 73, 79. G. n. 72,₂ er Ødejordet (Aujóri). N.G. 399 nævnes 14 forsvundne gaarder; derav er Gerdistada = g. n. 46 og Viik i Findalenom er en støyl i Valle i Sætesdal. Arnbjarnarbrekka er nu Annbjønnbrokke ovenfor g. n. 43. Desuten nævnes i andre gl. brev: Fiellediordher (D.N. IX 347, nu ukjendt), Lisle Bondal (Lillebondal D.N. XI 228, øverst i Kleivgrend, forskjellig for Bondal som det er nævnt sammen med N.G. VII 894 n. 62), Toffsgjorde (nu ukjendt), Brarud (Braarud) og Hogubø (Haugebø), maa ha ligget nær Songedalstveit i Fjøllgarane (g. n. 78–79), Hom (mulig en plass Homme eller Homsekre g. n. 75,₄), Ljøsdal (Liußedall), støyl i heien ovenfor Birtedalen, Fitjedalen, likesaa (nu støyl til g. n. 1), Drumshus i Grýtabœr (g. n. 49–50), Gremmedal og Drumsli, nu støyler under Gryte, Snorgil (Snǫrugil), ovenfor g. n. 1, samt Hamarshus og Gausvatn (under g. n. 43 og 48). I lensregnskaperne for 1585 nævnes efter g. n. 1 Alltelid, efter g. n. 44 Ødegaard og efter g. n. 46 Jendhollt og i regnskaperne for det følgende aar Roßeuadt i Molands sogn. Desuten kan vi av aakerreiner, hustomter o. s. v. se at det har været gamle gaarder: Solem (Sóleimr), Bindalen og Nussli under g. n. 25 (i Bindalen er ogsaa fundet sinder av myrmalm), Kleiv i Nedre Birtedalen (mellem g. n. 20 og 24), Krokstøyl (eller Krokstad) længer inde paa heien, Fisketjønn og Rjupeto i Øvre Birtedalen (nær g. n. 16 og 17), Bjaarlæge (under g. n. 1) som skal ha været gammel hovgaard med Kleppane, Snorgil og Røynebu under sig, Billinghommen, Krøne, Huse og Glømstøyl ovenfor Borggrend (g. n. 6), Kallaak (nær g. n. 45), Gjuvland (nær Findøl), Straand og Kalstovik ved Øisævatn (g. n. 73), Ekrune ovenfor Kleivgrend (g. n. 66), Støyl, Bygstøyl, Midstøyl, Buine, Heknine, Bergsli, Stavsli, Guldborgdalen, Borgedalen, Blikar, Donstad og Fjøll nær Fjøllgarane (g. n. 74–77), Roppstad ovenfor Sitje (g. n. 39), Støyl i Momraksheiene, med rester av røkestue (g. n. 28), Baas, nær Nape (g. n. 29–31), Garen i Vætingsheiene i Kjikjusdalen (g. n. 35), Kollshus ovenfor Valebjørg (g. n. 26). Tilsammen omkr. 65 forsvundne gaarder.

22. Mo har 71 matrikelnumere, hvorav 2 ruð-navn. Underbruk hadde g. n. 2, 19, 21, 22, 24, 27, 30, 36, 45, 46, 47, 48, 50, 54, 57, 65, 70. Underbruk var g. n. 1, 12, 14,₄, 19,₁, 21,₃, 25, 27,₄, 31, 33, 34, 43,₄, 62,₃. I N.G. 415 f. nævnes 15 forsvundne gaarder. Desuten nævnes en ødegaard Ometo i Skafsaa i brev av ¹⁸⁄9 1601. Hovden, Straand og Mykeli er gamle gaarder, nu støyler, ved turistveien mellem Skafsaa og Bykle (hører til Skafsaa). I Botnedalen i Mo var før bygd; dér nævnes følgende gaarder: Gjømle, Midbø, Lofthus, Borgi og Aanodd. Øverst i Mo, mot Nesland, er Tingli, en gammel plass under Li.

23. I Laardal er 78 matrikelnumere, derav 2 ruð-navn. Underbruk hadde g. n. 1, 2, 18, 17, 24, 26, 28, 29, 31, 39–40, 60, 68, 69, 71, 76, 78. Underbruk var g. n. 1,₂, 6, 17,₃, 20, 30,₁, 31,₁, 37, 59 (Ødegaarden), 62, 65, 67. Øde var g. n. 16 (1568), Svalestue (underbruk under g. n. 39–40, 1616). I N.G. VII 431 nævnes 8 forsvundne gaarder. Desuten i 1545 (D.N. XI n. 715) en øde gar heder Acker samengh med Orme brechen (g. n. 63). I Flekstvetheien (under Flekstvet g. n. 1 i Laardal og Vesterdal i Dalane, g. n. 52 i Kviteseid) ligger Kyrvestaul (eller Kyrvestad) som før skal ha været en hel grend. I Eidsborgheien mellem Mjaugedal g. n. 42 og Ravnegjuv ligger Vaa`lan (med betoning paa første stavelse) som skal ha været gl. lensmandsgaard og hvor det skal findes en gl. kirkegaard og tingplass (avlang runding), Uppljòsvikje, som var præstegaard (?), og Nivelkinn, som ogsaa nævnes i et gammelt stev (Landstad, Norske Folkeviser, 386), og Borgejốre. Sốlemstøyl er navn paa en plass i Gjøitilsheiene (under g. n. 43) og paa én i Eirefjøll (i Langesæheiene). Hôʾmvasstøyl ved Homvatn, paa grænsen av Lid i Øyfjøll (Rauland g. n. 1) skal ogsaa være gammel gaard. Mellem forsvundne navn i Vinje nævnes N.G. VII, 451 Hopdestoffuil (i Nesland), dette er nu en støyl under Sandaak i Nesland (Vinje, g. n. 12), men den ligger i Gjøitilsheiene.

24. Vinje har 102 matrikelnumere, derav Kvaslerud (nyere navn) og 4 Rui. Underbruk hadde g. n. 6, 10, 12, 18, 19, 20, 28, 25, 28, 31, 33, 35, 37, 40, 42, 47, 55, 57, 59, 62, 65, 77, 80, 84,2–3, 86, 88, 93, 94. Underbruk var g. n. 4, 5, 14, 15, 26, 28 (Rui), 31,₃, 37,₃, 40,₃, 43 (Ødegaarden), 45, 47,₃ (Ødegaarden), 48 (Øde-Vaagsli), 49, 53, 58, 60, 76, 83, 84, 85, 87, 92, 100. Øde laa i 1505 g. n. 99 Vaagslid (D.N. IX n. 460) og g. n. 84,_2–3, Øverland (D.N. XI n. 726). I N.G. VII 450 f. nævnes 15 forsvundne gaarder. Desuten kjendes som nedlagte gaarder Gauksland eller Gausland (= Goußland, underbruk under g. n. 85 i 1665) og likeledes Svartemo, Øverland eller Øvrebø, hører til g. n. 64, hvor der er hustomter og bygdeborg, Bygtveit og Høitveit, nu støyler i Særengrend (g. n. 23–25), Oddan hvor den gamle kirken i Grungedal skal ha staat (Wille i Hist. Tidsskr. 2 R. III B., 180), Flatanjóri (iflg. gl. stev mulig = g. n. 80 eller 81), Bordalen nær Havredalen, g. n. 101, Skjykja (Sᶄý`a), nær g. n. 100,₄, Brannkvaalen, nær Stavsfjøll bortimot Øyfjøll, skal før ha været en hel grend; dér skal endda findes et fint litet bur paa Bøkerhougjen. I Bøgrend ovenfor Fetveit (g. n. 62) og Aarhus (g. n. 61) er Auvinstøyl og Aslemstøyl som efter navnet at dømme har været ældgamle gaarder. Desuten skal det ha været en gaard ved Haugeminne, nedenfor Vinje kirke.

25. Rauland har 66 matrikelnumere, derav I Rjoet (g. n. 5,₂). Underbruk hadde g. n. 2, 3, 8, 24, 26, 33, 35, 45, 48,₃, 51. Underbruk var g. n. 2,₂, 9, 21–22, 33,₄, 35,₄, 44, 45,₁, 48. Ødegaarden (Øi`garen) kaldes 21–22, 51,₆, 52,₃, 57. I gamle brev nævnes i Møsstrand bare g. n. 58. I N.G. VII 464 f. nævnes 4 forsvundne gaarder.

Vi ser av den liste jeg i det foregaaende har git at Norge i ruð-tiden, eller lad os si ved aar 1300 var bygget saa vidt som aldrig hverken før eller siden. Rundt om paa Østlandet sat det rydningsmænd paa gaarder som nu forlængst er nedlagt og overgrodd med skog, og oppe i fjeldbygdene bodde der folk rundt om paa heiene. Bare i Fyresdal kjendes det, som vi har set, mer end 60 ned- lagte gaarder, mens herredet nu har 95 matrikelnumere. At gjøre rede for nedgangen og grundene dertil maa være æslet en følgende undersøkelse. Men jeg vil slutte, som jeg begyndte, at disse undersøkelserne bare er foreløbige. Hver bygd, hvert herred maa undersøkes før det kan skrives en bok om »Hversu Noregr bygðisk«.

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. D.N. V n. 831.
2. D.N. XIII n. 736.
3. Johannes Skar, Gamalt or Sætesdal, Bygdeliv, s. 5.
4. Ældre norske sprogminder II (Ordsamling fra Robyggjelaget), 28 anm.
5. Meddelt av eieren, Bendik Taraldlien.
6. Hist.-topogr. Skrifter om Norge og norske Landsdele, 61_29–81.
7. Heimskringla, Harald Haarfagres saga, k. 19.
8. Norges gamle Love II, 490.
9. Norske gaardnavne (citeres som N.G.) Indledning og Forord, 77.
10. N.G., Indledning, 63.
11. Sammesteds, 77.
12. Sammesteds, 64.
13. Landnåm i Norge, s. 12, jfr. s. 9 og 20.
14. Kirkeland i Vestnes i Romsdal (N.G. XIII, 220) var tidligere underbruk til Nakken og er et nyt navn.
15. N.G., Indledning, 83.
16. N.G., Indledning, 74.
17. Hedenske kulturminder i norske stedsnavne (Videnskabsselskabets Skrifter II, Hist.-filos. Klasse, Kristiania, 1914, No. 4), 68.
18. N.G. XVI, 219; XV, 99, 166.
19. N.G. XIII, 354.
20. N.G. IV 2, 99, 172.
21. Landnåm i Norge, 12, 20.
22. Norske Gaardnavne, B. IV₁, 27 f.
23. Brev fra Torleiv Olafson, tidligere redaktør av »Morgenposten:, Kristiania, til Rikard Berge, 22. V. 1916.
24. N.G. II, 211.
25. Edv. Bull i »Maal og minne« 1917, s. 157.
26. Norges land og folk, Nordlands amt, II, 784.
27. Norske Gaardnavne, B. XVI, 405. Hr. Andreas A. Larsen, en 60 aar gammel mand, fortalte mig februar 1916 paa Tromsø at paa Andenes skulde man i 1912 mitt inde i byen grave efter vand. Først kom de til almindelig jord, saa til en hvit ring av sand om den fordypning som de grov, saa var det et lag jord, derunder sand og tilslut paa ca. 3 meters dybde blev det fundet et lag komøk, omkr. 20 cm. dypt.
28. D.N. I n. 113 (s. 103).
29. Oldtiden, Avhandlinger tilegnet K. Rygh 1914, s. 108 fl.
30. Nicolaysen, Norske fornlevninger, 703.
31. Nicolaysen, 704 f.
32. Universitetets Oldsakssamling, Tilvekst 1904–1914, 130. Jeg kommer til at omtale dette nærmere i en avhandling i »Namn och bygd«. Har det bodd Nordgermaner her, er de snarere kommet fra Sverige end fra Norge.
33. Yngvar Nielsen, Historisk Tidsskrift III, 217.
34. Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring (citeres som N.F.), 1872, s. 79; jfr. Ingvald Undset, Den yngre Jernalder i Norge (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1877), s. 115.
35. Undset, 115 f. N.F. 1868, s. 99. Paa toppen av fjeldet Elgshaugen i Trysil og ved gaarden Landsjøaaen i Trysil er likeledes fundet 2 jernpilespisser sammesteds.
36. N.F. 1870, s. 70 n. 23.
37. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, 94 f., jfr. Norges land og folk, Kristians amt II, 551.
38. N.F. 1879, s. 198 n. 38 og 41, 1881, s. 181, n. 13; 1886, s. 81, n. 47 og 48; Norges land og folk, Kristians amt II, 551.
39. Undset, Om den yngre Jernalder, 115; Nicolaysen, Norske fornlevninger, 157. Et i Bergens museum bevaret fund fra Jæglum tilhører likeledes Ustedalen.
40. Hj. Negaard, Hardangerviddens ældste befolkning, Bergens Museums Aarbok 1911. Nr. 4; jfr. Oldtiden, 1. bind 1910, s. 22.
41. Universitetets oldsakssamling, Kristiania, C. 12094, N. P. 1885, s. 84 n. 30.
42. N.F. 1889, s. 109 n. 65.
43. N.F. 1863, s. 67 f., n. 61.
44. N.G. VII, 463.
45. N.G. VII, 465; jfr. A. Bugge, Hvorledes Vesttelemarken blev bygget, Norsk folkekultur, b. II, 43 ff.
46. O. Olafsen, Myrmalmsmeltning i Norge (Tillægsbok til »Norsk folkekultur« 1916) 26.
47. Olafsen, 27.
48. L. Daae, Norske Bygdesagn (1. Samling), 106.
49. Peder Claussøn Friis, Samlede Skrifter, udg. av Gustav Storm, 299.
50. Dokumenter vedrørende Hardangerviddens retslige forhold (Ny Samling), 377.
51. Jfr. Bleke i Seljord (N.G. VII, 334). Navnet Blikar forklares som »noget som blinker«; her maa det komme av myrpyttene som ligger rundt den gamle gaarden.
52. Jfr. Donstad i Brunkeberg (N.G. VII, 362). Navnet er ellers ikke forklaret.
53. Bendik Taraldlien, Fyresdal, s. 3.
54. Se nedenfor.
55. Universitetets oldsakssamling, C. 10084.
56. Jfr. Hvorledes Vesttelemarken blev bygget (citeres som »Vesttelemarken«) 42.
57. N.G. VII, 57. Jeg kan ikke forklare navnet. Er det gl. n. ánauð »trældom, trængsel«?
58. Jfr. Vesttelemarken, 42.
59. Se Vesttelemarken, 351.
60. D.N. IV n. 920. Brasstveit er vistnok det samme som Braattetuedt (Bratteþveit) som nævnes i 1611 sammen med Threltvedt i Sandnes sokn i Bygland (N.G. VIII, 208 f.). Træltveit er nu en støyl som hører til Aaraksbø. Haugetveit har i gammel tid hett Haugaþveit.
61. N.G. VIII, 209.
62. Flateyjarbók II, 135 f. Norges gamle Love II, 490, L. Daae, Norske Bygdesagn (1. Samling), 107.
63. N.G. V, 108 f.
64. N.G. B. XV, 14.
65. Sammesteds, B. XVI, 24 f., jfr. ogsaa s. 284 (Trældal i Ankenes i Ofoten).
66. N.G. XI, 446, I, 2.
67. N.G. I, 267.
68. Fundene er gjort paa Grimsrud i Begndalen (N.G. IV₁, 232), og paa Konnerudverket i Skoger (N.G. VI, 20).
69. En enkelt gang ser vi dog at ogsaa ruð-navn har avløst ældre navn. Saaledes har Præsterød (Prestruð) i Stokke oprindelig hett Tunga (N.G. VI s. 202, g.n. 149₂). Dette navn hadde det dog kanske før det blev gaard. Det maa merkes at Præsterud i 1723 var underbruk. Slik som det almindelig var, ser vi i Dyserød i Sem som maa være ryddet paa ny paa en gammel gaards grund; denne het Dysin og nævnes i R.B. 191 og 202.
70. Heimskringla, Haakon jarls saga, k. 11 (Storms oversættelse).
71. Flateyjarbók I, 437.
72. Gul., k. 145: Men om bygd gjøres i almenning, da eier kongen (En ef bygð gerizt í almenningi, þá á konungr). Frost. XIV k. 7 taler om »ihændehaver av jord, som er dyrket i almenning uten kongens lov« (hanðhafi at jǫrðu þeirri er í almenningi hefir verit gǫr at úleyfi konungs) og XIV k. 8 om at »kongen kan bygsle almenning hvorsomhelst han vil« og om hvorledes indmarken her skal indhegnes.
73. Frost. II k. 23: En á nýlendum ǫllum innan stafs beiði sá bónda boðgreizlu er jǫrd á.
74. Rydningsland blev kaldt stokkland, fordi store stubber av borthuggede trær almindelig stod igjen.
75. Auðn »ødemark« er især i de trondhjemske amter almindelig brukt i gaardnavn (Aunet, Aune og Aunan), baade sammensat og usammensat.
76. Loven har utan stafs, d. e. utenfor gaardens utmark; stafr betyr grænsepælen mellem gaardens utmark og almenningen.
77. Norges gamle Love II, s. 485.
78. Se Norske Gaardnavne, Indledning og Forord, 45.
79. Norske Gaardnavne XVI, 207.
80. Norges gamle Love II, s. 429 (i Hirdskraa).
81. Norske Gaardnavne, Indledning, 71.
82. Edv. Bull, Folk og kirke i middelalderen, 24.
83. N.G. II, 90, 118, 360.
84. N.G. II, 77, Akershusregisteret av 1622, n. 939, 1122.
85. Fornmannasögur VIII, 395.
86. D.N. IV n. 278, jfr. N.G. I, 210.
87. DN. IV n. 279; nu Aasrød i Skjeberg, N.G. I, 254; det andet navn er forsvundet.
88. D.N. I n. 255, N.G. II, 57.
89. D.N. II n. 26.
90. D.N. II n. 59.
91. D.N. II n. 66.
92. D.N. VI n. 269.
93. D.N. XIII n. 3, 4. 6, jfr. N.G. V, 206.
94. N.G. II n. 98.
95. N.G. II, 61.
96. N.G. II, 60 f. Askjum har til nabogaard Haugerud, som nævnes i Røde Bog, 126. Rustad har til nabogaarder Torderud (nævnt i 1578) og Skuterud som alt nævnes i 1302 (D.N. I n. 93), men maa være ældre.
97. Historisk-topografiske Skrifter om Norge og norske Landsdele, udg. ved Gustav Storm, 136.
98. D. N. V n. 73.
99. D.N. V n. 427.
100. D.N. VI n. 131, jfr. VI n. 469.
101. D.N. II n. 237, jfr. P. A. Munch, Unionstiden I, 672.
102. Norske Gaardnavne III, 332.
103. D.N. V n. 340.
104. D.N. V n. 368.
105. Biskop Eysteins Jordebog (Den røde Bog), s. 841: j rudinu wp af intaku (Hjertums sogn, Bohuslen); s. 240: Fors vider Fænastada kirkiu h. annat øyris bool ok øyris bol af rudinu þær hia. – Fænastaða kirkia er Fenstad kirke i Nes paa Romerike; Fors er gaat ind under Øvre Valstad (N.G. II, 337 f.); noget Rud findes ikke som gaardsnavn her.
106. N.G. VI, 40, 116, 136, 222, 266.
107. Sammesteds 4, 122, 134, 299.
108. Røde Bog, 329, 341, 359.
109. D.N. XI n. 145, 146.
110. D.N. I s. 157, II s. 184. [Wikikildens note: Fotnotemerket mangler i originalen.]
111. D.N. III n. 567, jfr. N.G. II, s. 61, 70. Navnet Besserud blev hængende ved gaarden; den er vistnok den samme som Baszrud i Aas som nævnes som ødegaard i lensregnskaperne for 1588.
112. N.G. II, 193; jfr. D.N. VI n. 80, Røde Bog, 449.
113. N.G. II, 62.
114. D.N. I n. 255.
115. D.N. III n. 138.
116. D.N. II n. 448.
117. D.N. IV n. 156.
118. NG. II, 146.
119. D.N. II, 230.
120. D.N. III n. 196, XV n. 17, I n. 279.
121. N.G. IV₁, s. 237.
122. D.N. III n. 120. Efter Basse har mulig Besserud (Bessaruð) nord for Balberg paa andre siden av Laagen navn.
123. D.N. V n. 84.
124. D.N. VIII n. 299 (s. 77²¹), jfr. N.G. IV₁, 226.
125. N.G. III, s. 219.
126. D.N. XII n. 254.
127. D.N. VIII n. 200, I n. 672, R.B. 517.
128. D.N. VIII n. 737.
129. N.G. II, 2, 202.
130. N.G. I, 16, 314.
131. D.N. III n. 176. En gaard Hallaruðstaðr findes nu ikke længer.
132. Jfr. Norges historie fortalt for det norske folk II, s. 228 og kartet s. 227.
133. Landnåm i Norge, pl. II.
134. D.N. V n. 368.
135. D.N. XI n. 137.
136. N.G. I, 152, 349.
137. NG. II 74.