Om det norske Sprog
Ole Vig talte ofte i varme Ord om Modersmaalets Værd, og navnlig stilede han atter og atter det Opraab til os Nordmænd, at vi skulde pleie vort norske Sprog vel, saa det kunde trives og komme til sin Ret i al vor Tale og Skrift.
Jeg tror, at dette Opraab blev hørt og agtet af Mange. Det maa heller ikke glemmes. Og mindst maa Sprogsagen glemmes af „Folkevennen;“ denne vilde svigte sit Kald, dersom den ikke forstod, at den nærværende Tidsalder er usædvanlig vigtig for vort Sprogs Fremtid, og at dets Skjebne har uendelig meget at betyde for Folkets Oplysning og hele aandelige Udvikling.
Men saa indbydende det end kunde være, saa skal jeg dog ikke dvæle længe med Tale om Sprogsagen saaledes i Almindelighed. Saa meget er der nu handlet herom i mange Skrifter, at sikkert alle mine Læsere vide, hvad det gjælder, om nemlig det danske Sprog, som bruges i vore Bøger og i de fornemme Klassers Tale, skal blive det ene herskende her i Landet, eller om det i Landalmuens Tale nedarvede norske Sprog skal komme til Magt, eller endelig om der skal opstaa en ligelig Blanding og Sammensmeltning af disse tvende Sprogformer og deraf skal fremgaa en ny Sprog-Skikkelse, som alle Dele af det hele norske Folk kunde vedkjende sig som sin egen.
For det Første tør der være talt nok om denne Sag; men der staar meget tilbage at gjøre.
Medens Tusinder og atter Tusinder, lige fra Børnene paa Almueskolens nederste Bænk, daglig lære mere og mere af det danske Bog- og Talesprog og glemme mere og mere af sit egentlige norske Modersmaal, saa er det høilig at ønske, at ret Mange lige omvendt ville anvende Tid og Flid for at lære det norske Folkesprog, lære det saa vidt, at de forstaa, hvad det er: et virkeligt, et i sin Grund ædelt og derhos ægte norsk Sprog. Jo bedre dette Sprog bliver kjendt, desto mere hjemligt vil det lyde, desto mere kjært vil det blive, desto flere Venner og Forsvarere vil det faa, og disse skulle hjelpe det til dets Ret i denne Sprogsorvirringens Tid.
Læseren vil finde dette Sprog i et Tillægshefte, som nylig ledsagede „Folkevennen:“ den oldnorske Fridthjofs Saga, af vor nidkjære Folkeven og store Sprogmester Ivar Aasen oversat paa det nyere Landsmaal.
Den Bog er rigtignok et grundig norsk Stykke. Baade med sin Saga og med sit Sprog maa den tiltale enhver den, som har Sands for, hvad norsk er.
Men som Malerier og lignende Kunstværker maa sees mange Gange for at nydes ret, saaledes ogsaa med denne Bog, hvad Sproget angaar: den bør læses flere Gange. Men den Læser, som skjænker Bogen saadan Opmærksomhed, skal ogsaa sande, at dette Sprog er værd at kjende og eie.
Som bekjendt, kan det øvede Øre opdage Ulighed i Landalmuens Talebrug fast i hver liden Bygd, og i de større Egne af Landet er Uligheden meget kjendelig. Der er Grund til at tro, at der var saadan Ulighed allerede i hin gyldne Tid, da det norske Sprog var dyrket som Skriftsprog; men sandsynligt er det ogsaa, at dersom dette Skriftsprog fremdeles havde staaet ved Magt, saa skulde Bygdemaalene i Tidens Løb heller have nærmet sig til Enhed. Saa er da denne Bygdemaalenes Ulighed et Mærke paa Landsmaalets Vanrøgt og Forfald, og her er vistnok en af Aarsagerne til, at Landalmuen selv er saa snar til at anse dette sit Modersmaal for et altfor ufuldkomment og udskjæmt Sprog ved Siden af det nu brugelige danske Bogsprog, som netop udmærker sig ved hin udvortes Enhed. Men ligeoverfor denne Bygdemaalenes Mangfoldighed har Sproget i Ivar Aasens Bog et stort Fortrin. Det er skrevet efter nogle af de mest uforvanskede Bygdemaal, men tillige med stadigt Hensyn baade til de andre Bygdemaal og til det gamle norske Skriftsprog, og dette er gjort med et sandt Mesterskab, saa vi trygt kunne lade det gjælde som et Mønster for det almindelige norske Landsmaal eller Folkesprog. Hvem uden netop de egentlige Sprogforskere kunde vel have Tid og Taalmodighed til at lære alle Bygdemaalene? men dette ene Landsmaal kan nu nogen Hver gjøre sig bekjendt med.
I Aaret 1850 blev Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog trykt, og i sin Dom om dette Værk yttrede Professor Munch i det samme Aar, at de fleste Ord, rigtigt skrevne, ere de selvsamme, som de vare i Sagatiden, og at den nyere Forms tilsyneladende Afvigelse fra den ældre som oftest kun bestaar i en Forandring af dens Orthographi eller af dens Udtale. „Den hele Ordbog er selv saa at sige et Bevis for vort Oldsprogs næsten uforandrede Tilværelse blandt os.“ – Efter denne Oplysning kan Nogen sige, at han ikke behøver videre at lære Folkesproget for at skjænke det den Agtelse, det fortjener.
Men for vort Sprogs Fremtid er det vigtigt, at ret Mange vinde personlig Erfaring om Folkesprogets Værd og ved hyppig Læsning og Øvelse vænne sig til det og faa det kjært.
Det vil forstaaes, at med min Tale om at lære Folkesproget er det ikke min Mening, at f. Ex. de, der herefter tænke at skrive Bøger for norske Læsere, skulde lære det saaledes til Fuldkommenhed, at de kunde bruge det som sit Skriftsprog. Saadan Fordring kan jeg ikke fremsætte allerede af den Grund, at jeg ikke vilde kunne opfylde den selv. Men alligevel maa jeg alvorlig ønske, at netop de Dannede, studerede Folk og Embedsmænd, som jo for det meste ikke have lært at tale Folkesproget, ville benytte enhver Leilighed til at lære det nogenlunde grundigt at kjende. Der gjøres jo ellers saa mange Fordringer til den dannede Mand: han skal kjende det Vigtigste af visse Videnskaber, forstaa et eller flere udenlandske Sprog o. s. v., og i Sammenligning hermed synes det i sig selv saa rimeligt, om han ogsaa har nogen selvstændig Indsigt i det norske Landsmaal: heri gjenkjendes det Sprog, som taltes i Harald Haarfagers og Olaf den Helliges Dage, eller dengang, da Snorre skrev sin Saga, og da Kongespeilet blev forfattet; dette Landsmaal tales den Dag idag af Størstedelen af den norske Nation, og det skal dog vel udøve en vigtig Indflydelse paa den Sprogform, som i Fremtiden monne blive eneraadende i Norge. Dobbelt vigtig synes Indsigt i og Fortrolighed med Landsmaalet at være for dem, som ere eller skulle blive Embedsmænd paa Landsbygderne; thi for den ukyndige lyder Bondens Tale ofte raa, hæslig, latterlig, og dermed synes der strax at være noget Frastødende ved Manden selv, som taler saa; men ganske anderledes falder dette, naar man har lært at beundre det samme Sprogs faste Orden og elske dets skjønne Enfold, saa man fast kan misunde Bondemanden, fordi man ikke selv formaar at tale det saa rent og ret som han.
Men ikke mindre maa jeg kalde det ønskeligt, at Almuesmænd selv, Folkesprogets egne Børn, ville dyrke dette sit Modersmaal navnlig ved at lære det at kjende som Skriftsprog, ved at øve sig i at læse og skrive det. Her tænker jeg naturligvis ikke paa udannede og uvidende Almuesmænd, men paa dem, som have hævet sig til et noget høiere Trin af Dannelse og dermed i ældre Alder have lært det danske Bog- og Talesprog nogenlunde fuldstændigt. Mange af disse skulle vistnok med Forundring finde, at de i Førstningen ingenlunde have let for at læse hin Fridthjofs Saga, men at det vilde falde dem lettere, dersom den var skreven paa Dansk; thi selv om hin Ulighed i Bygdemaalene ikke var, saa vil aldrig et Sprog tage sig aldeles ligedan ud i Skrift som i Tale, men der maa nogen Øvelse til, og denne Øvelse mangler her. Men jeg vilde, at en tænksom og fædrelandssindet Mand, som engang har lært at tale det norske Landsmaal, han skulde sætte en Ære i at kunne bruge det som Skriftsprog fuldt saa vel som det tillærte Danske, og han skulde have lært at gjøre stræng Forskjel imellem de tvende Sprog, saa han ikke unødig blandede danske eller andre fremmede Ord og Vendinger ind i sin norske Tale. Med saadan Dyrkning af Landsmaalet vilde desuden et stort Skridt være gjort til siden at lære saa meget af Oldnorsken, at man kunde læse en Saga i Grundsproget, og jeg kan nok tænke mig, at den Tid vil komme, da Landmænd i bedre Kaar og med større Dannelse kunne faa Lyst til at kvæge sit norske Sind med saadan Læsning og videnskabelig Syssel.
Der er en Klasse af Mænd, som fremfor andre have Leilighed til at indvirke paa det norske Sprogs Skjebne: det er Almueskolelærerne. De skulle jo planmæssig lære Børnene at tænke, tale, læse, skrive, kort, deres hele .Arbeide tjener paa en vis Maade til at danne den kommende Slægts Sprog, og meget ofte maa de selv blive opmærksomme herpaa, naar de nemlig udtrykkelig maa tyde det endnu fremmede Bogsprog for deres Skolebørn og hjælpe dem med at oversætte Tankerne fra dette til det hverdagslige Talesprog eller omvendt. Ved Forhandlinger i Lærer-Møder og ved andre Leiligheder kan det ogsaa mærkes, at ret mange Skolelærere have faaet Øie for Betydningen af denne Del af deres Gjerning, og det kan navnlig spores, at deres Hu staar til at hævde det hjemlige Modersmaal i Børnenes Hjerte og Mund. – Var jeg Skolelærer, saa vilde jeg i denne tilstundende Vinter i mine Fritimer tage for mig Ivar Aasens Bog og oversætte den skriftligt og med muligste Nøiagtighed fra det almindelige Landsmaal, hvori den er skreven, paa det særskilte Bygdemaal, som mine Skolebørn talte,[1] og ligesaa vilde jeg oversætte den paa det danske Skriftsprog, alt for derved at indprente mig alle Ligheder og Uligheder i Lydene og Ordene og Talens Vendinger; paa denne Maade skulde jeg blive mere Herre over det hele Sprog-Stof og lidt efter lidt faa skjærpet Sands for, hvad der er virkelig norsk og derhos almen forstaalig, udtryksfuld, tækkelig Stil, og dette skulde vel komme til Nytte under min Stræben for at veilede Børnene. Navnlig tænker jeg mig, at naar jeg efter Omstændighederne fandt det rigtigt i min Tiltale til Børnene at forlade det danske Bogsprog, saa vilde jeg søge at lempe Bygdemaalet efter det almindelige Landsmaal, som maa holdes for at være det ædleree[2]. Videre komne Skolebørn burde vel ogsaa faa høre lidt udtrykkelig Forklaring om, at deres hverdagslige Talesprog virkelig er et Sprog for sig selv ved Siden af Bogsproget, og i enkelte Tilfælde kunde det vel gaa an at forelæse for dem eller lade dem læse et Stykke i Landsmaalet. Saalænge begge Sprog uden videre røres sammen i Børnenes Hoved, kan deres Tankeløshed trives meget vel; men det vilde skjærpe deres Dømmekraft, naar de lærte at skjelne mellem det ene og det andet og vælge det, som til enhver Tid passede bedst.
Hos en dygtig Skolelærer og Kirkesanger i det Throndhjemske fandt jeg et mærkeligt Exemplar af det svenske, paa Norsk oversatte Digt „Frithjofs Saga“; det var ikke trykt, men skrevet. Paa min Forundring herover fortalte Eieren mig Følgende: Som ungt Menneske havde han havt den trykte Bog tillaans paa en Tid og havde læst den atter og atter med saadan Lyst og lykkeligt Nemme, at han tilsidst kunde alle Sangene udenad, og nu maatte han – en fornøielig Underholdning baade for ham selv og for Tilhørerne – idelig synge og foredrage disse Sange i Bryllups-Lag og andre Samkvem; men tilsidst fandt han det dog bekvemmest at skrive dem af, saa Folk kunde laane dem af ham og læse dem selv. At Skriftet var blevet til paa denne Maade, det saaes ogsaa derpaa, at han hist og her havde maattet sætte aabent Rum for et Ord eller en Linie, hvor Hukommelsen svigtede ham. – Men dette maatte jeg mindes nu, da den rette Fridthjofs Saga er lagt for Folket i Folkets eget Maal. Mængden af dette Folk kan ikke stort med at læse enten det ene eller det andet Slags Bøger; men maaske skal denne Bog hist og her falde i Hænderne paa en Folkets Mand, som kan læse den, og som derhos har hurtigt Nemme og god Gave til at fortælle – og jeg skulde nok have Lyst til at se den lyttende Forsamling af Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, som kanske atter skal faa bore Fridthjofs Saga saaledes som i hine Dage, da disse Sagaer bleve til!
Det er første Gang, at en hel Saga er trykt i det norske Folkesprog. Maatte dette første Stykke blive modtaget med Bifald! Det turde da være, at Forfatteren kunde føle sig opmuntret til efterhaanden at give os paa samme Maade en Række af de bedste norske Sagaer. Det synes mig, at disse gamle Folke-Fortællinger maatte tage sig godt ud netop i det nedarvede Folkesprog, og ved at byde og skjænke os dem vilde dette Sprog selv visselig vinde i Alles Yndest. Jeg har ogsaa den Tro, at medens Folk paa et vist middelmaadigt Dannelsestrin kun ville underholde sig med Romanernes Morskabslæsning, saa gaar dog Dannelsen saaledes Aar for Aar fremad i vort Land, at Flere og Flere og allerede nu for Tiden ret Mange ville glæde sig ulige bedre ved at læse og høre Sagaernes livagtige Fortælling om vore Fædre.
Jeg staar ialfald ikke alene med denne Mening, at norsk Saga i norsk Maal vilde være kjær Underholdning for Mange og det netop af Landbefolkningen. Denne Mening har saaledes grebet en ung Mand idet Throndhjemske, Seminarist Sommer, at han, til Brug for den læselystne Ungdom paa Landet, har skrevet paa Landsmaalet en udførlig, sammenhængende Norges Historie fra de ældste Tider indtil vore Dage, og han ønsker nogle Prøve-Stykker af samme trykte her i „Folkevennen“, for at hans Arbeide kan blive bekjendt og mulig finde en Forlægger, saa det helt kan komme ud i Trykken. For ti Aar siden skulde vanskelig den Tanke være opkommet hos Nogen – og nu er den allerede kommen til Udførelse. – Som denne ene Mand er der maaskee Flere omkring i Norges Dale, som allerede gjøre, hvad jeg i disse Mimer har anbefalet: dyrke det norske Modersmaal og Fædrelandets Saga. Jeg kan ikke andet end hilse Hr. Sommers Arbeide som et godt Tidernes Tegn.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det skulde nok have sit Værd, om der var trykt gode Oversættelser af denne samme Fridthjofs Saga i nogle af de betydeligere Bygdemaal, Helgelands, Indherreds, Guldalens, Hedemarkens, Valders’s, Thelemarkens, Jæderens.
- ↑ Adskillige Bygdemaal have visse Egenheder, der kunne sammenlignes med Udvæxter, og som skade Sprogets Anseelse, f. Ex. naar Almuen i enkelte Bygder ikke udtale Bogstaven H. eller ogsaa sætte den til paa Slump, hvor den slet ikke skulde staa. Saadant bør Læreren vænne Børnene af med.