Om det arvelige Kongedömmes Betydning
| Ἔχει γὰρ φιλασοφίαν ἡ σκέφις. (Aristoteles.) |
Da jeg efter mine Collegers Opfordring paatog mig at före Ordet ved Universitetets paatænkte Fest i Anledning af Arveprindsens Födsel, var det under den Forudsætning, at det skulde blive en i egentlig Forstand akademisk Fest, hvorved jeg forstaaer en saadan, hvori en akademisk Tale ɔ: just ingen egentlig Afhandling, men dog et Foredrag af forherskende videnskabelig, undersögende Natur danner Kjernen. Men da denne oprindelige Plan af Grunde, som her ikke kunne udvikles, maatte opgives og Festen, saa godt det lod sig gjöre, omdannes til etslags Folkefest i större Maalestok: kunde min Tale — overhovedet en Tale af mig, efter min Anskuelse af hvad Festen burde være — ei holdes. At jeg nu udgiver den, skeer vel deels fordi jeg overhoved gjerne vil have sagt, hvad jeg nu engang i den Anledning har udtænkt, deels ogsaa for — idet jeg dog ikke ganske kan negte mig at bidrage min Skjerv til Festen — med det Samme at levere det bedste Beviis for, at jeg havde gyldige Grunde til ikke at gjöre det paa den först paatænkte Maade, Thi uagtet jeg vel ei tör negte, at Forestillingen om, at min Tale ei skulde holdes, har uvilkaarlig havt nogen Indflydelse paa dens endelige Udarbeidelse, saa at den baade er bleven endeel længere og kanskee lidt mere „stövet“, end jeg ved et mundtligt Foredrag vilde have fundet hensigtsmæssigt: saa maa dog Enhver af den hele Tales Anlæg og Grundtone kunne skjönne, at den, om end ikke streng videnskabelig, dog er af en vis esoterisk Natur og at den ikke, uden at blive til en Latterlighed, kunde holdes med höi Röst for en stor og blandet Forsamling.
Hvad den foredragne politiske Theorie angaaer, saa veed jeg meget godt, at jeg har berört et kildent Æmne, og at Forkjettrelse ikke vil udeblive. Thi over deslige Materier har gjerne Enhver en Mening færdig, der er hævet over al Tvivl og al Undersögelse. Især veed jeg, at Enhver, der tilfældigviis har skrevet en Bladartikel om Storthingsvalg o. desl., ja Enhver, der blot har været Tilhörer ved et Formandskabs Forhandlinger over et Commune-Budget, föler sig paa Grund af sin „praktiske Indsigt“ uendelig ophöiet over os örkeslöse Tænkere og vil være færdig til at tale höie Ord om „kunstige Theorier, speculative Snurrepiberier“ &c. Men jeg tænker, min Hr. Prakticus og jeg burde blive enige om at lade enhver Fugl synge med sit Neb, efter den Forstand og det Kald, Herren har givet ham; og om vi maaskee ikke selv have saa let for at faae vore Toner til at stemme, saa vil der dog være en höiere Harmonie, hvori alle disse Dissonantser oplöses, en Harmonie, hvoraf det dog med en redelig Villie maaskee kan lykkes Enhver af os, trods vor Eensidighed, i vore bedste Öieblik at lytte til enkelte Accorder.
At man imidlertid ikke skal troe, at jeg nu ganske pludselig, kanskee endog blot paa Grund af den festlige Anledning, er kommen til den i nærværende Tale udviklede Anskuelse, kan jeg ikke afholde mig fra at pege paa, at den samme Tanke findes vel kort men bestemt antydet i mit Grundrids af Ethiken, der er trykt 1851, men allerede dicteret mine Tilhörere i 1848, i det Aar, da det vel var en temmelig udbredt Mening, at Monarchiets sidste Time var slaaet.
Jeg seer netop af et tydsk Tidsskrivt, af Prof. Hinrichs i Halle nylig har udgivet en Bog (hvilken endnu ei er kommen mig for Öie), hvori han som det synes har udviklet en lignende Tanke om Monarchiets Gyldighed, som jeg i dette Skrivt. Han faaer naturligviis af en Tidningskriver sine forsvarlige Börst for sin Tro paa Kongedömmet, medens man alligevel er saa billig at indrömme ham et vist Frisind. Kunde det endda gaae mig omtrent ligesaa!
Landet har havt Sorg og dyb Bekymring, thi Herrens Haand har ligget tungt paa dets Kongehuus. Selv Döden, sin mörke Tjener, har han tilladt at kræve et kostbart, almindelig begrædt Offer; og svære Sygdomme have hjemsögt flere Lemmer af den höie Slegt. En langvarig Sot har bragt selve Landsfaderens dyre Liv i Fare og holdt Folkets Hjerter spændte med Uro og dets Hænder knyttede til en brændende Bön.
Men Herren være lovet, som ophöier, hvor han havde nedtrykt! Bedre Dage ere oprundne. Kongen har reist sig af sit Smertensleie, og vi imödesee snart den Tid, da han igjen med Kraft kan vende tilbage til sit store Kalds Gjerning.
Og for at gjöre Glæden fuldkommen, har Gud velsignet den ædle Stamme med et nyt Skud, ved hvilket Haabet udvider sig over den nærværende Slegt. En Prinds[1] er föd, der om Herren vil bevare hans Liv, er bestemt til engang at arve de forenede Rigers Kroner.
Derfor samler Folket sig til Takkefest. Ikke alene fordi Kongens Glæde er Folkets, men fordi den födte Prinds i inderligste Forstand ogsaa tilhörer det.
Ogsaa Universitetetet vil være med at feire Folkets Fest. Thi Universitetet hörer Folket til; det er spiret af Folkets Liv, det næres af Folkets bedste Kræfter og Folkets Hjerte banker igjennem det.
Men Universitetet har væsentlig faaet Betragtningens Hverv; dets Fest er saaledes ogsaa Betragtningens. Hvad der som Fölelse rörer sig i Folkets Bryst, maa her især forklares til Tanke. Universitetet er en Gransknings- og Lære-Anstalt; selv i sine Fester kan det ikke glemme sin videnskabelige Bestemmelse. Det er Universitetet værdigt stedse at levere sit Bidrag til at klare Bevidstheden og til at hæve Tanken fra det Enkelte og Tilfeldige til det Almindelige, til Ideen. Kun saaledes har ogsaa dets Fest sin eiendommelige Betydning som et Moment i den almindelige Glæde.
Kun paa denne Maade kan jeg være Festtaler. Thi jeg er væsentlig kun akademisk Lærer; min hele Aandsretning tilhörer Ideen. Som saadan har jeg troet at gjöre hvad der tilkommer mig, ved i Anledning af Kongehusets Tilvext at levere et roligt, frimodigt Bidrag til at opklare Ideen om det arvelige Kongedömmes Betydning.
Heller ikke tænker jeg, der behöves veltalende Ord for ligefrem at forhöie Festglæden eller til at oplive det norske Folks Kjærlighed til sit Kongehuus og til sin Forfatning. Monarchiet er hos os umiddelbart befestet, og Ingen tænker vel paa at ville styrte det. Selv de, der ansee f. Ex. Republiken for en i Almindelighed eller i Theorien bedre Forfatning, pleie dog erkjende, at den under de forhaandenværende Omstændigheder ei er prakticabel — eller maaskee endog i Almindelighed ei lader sig praktisere.
Dog selv denne Strid mellem Theorie og Praxis er et Onde — Skolen, hvis Udtryksmaade jeg meer og meer maa nærme mig, vil sige: et utilfredsstillende Standpunct, der tilsidst dog förer til Misnöie med det Bestaaende. Det er overhovedet en almindelig Trang hos Mennesket, at dets Fornuft i det Væsentlige fyldestgjörer; skeer ikke dette, saa er alt ydre Velvære dog utilstrækkeligt, og selv Hjertets Sympathier blive efterhaanden svage.
Men Sagen er ogsaa, at den Theorie, som ei lader sig praktisere, i Virkeligheden er eensidig, abstract, falsk. Vi kunne ikke engang siges at have erkjendt Sandheden, saalænge vor Erkjændelse staaer i Strid med de virkelige og nödvendige Forholde. Selv for Videnskaben er hiin Strid fordærvelig.
Det er os saaledes i ingen Henseende nogen uvigtig Sag, om der kan udvikles en fornuftig Betragtningsmaade af det arvelige Monarchie og dets Betydning, en Betragtningsmaade, ved hvilken dette viser sig som noget i sig, i Ideen gyldigt. Dette theoretiske Spörgsmaal vil man udentvivl finde er tilsidst ikke saa upraktisk endda.
Ikke er det imidlertid min Mening her at gjentage hvad der saa ofte er blevet sagt om det arvelige Monarchies Hensigtsmæssighed, eller om de mange Ulemper, som ere forbundne saavel med Republiken som med det saakaldte Valgmonarchie. Thi denne (ydre) Hensigtsmæssighed er her netop en overfladisk, utilstrækkelig Tankeform. En Statsform er ei at betragte som et Maskinerie, hvorved et vist ydre Öiemed skal naaes, ligegodt ved hvilke Midler; Fremgangsmaadens, Midlernes Fornuftighed er ikke af blot underordnet Betydning, afhængig blot deraf at Öiemedet naaes, men den er væsentligen med indbegreben i Öiemedet selv. Statens Öiemed er væsentligen den fornuftige Fremgangsmaade; Lovene, Institutionerne have ikke blot et af dem selv uafhængigt Maal, med Hensyn paa hvilket deres Godhed vurderes; de skulle selv være en Realisation af det Fornuftige, og kunne kun som saadan være tilfredsstillende. Fremdeles er Folkets subjective Stilling til sine Institutioner ikke ligegyldig — aldenstund netop Subjectivitetens fornuftige Udvikling hörer til de vigtigste Statsöiemed. I höieste og egentlig Forstand er derfor kun den Forfatning hensigtsmæssg, som af Folket erkjendes som fornuftig. Thi Subjectets frie, paa Overbeviisning grundede, Underordning under de bestaaende Institutioner, er netop Sædelighedens Begreb, og det, alle Institutioner skulle söge at befordre.
Om en Dampmaskine eller en Dampbaads Construction fattes og bifaldes af Passagererne, kan i Almindelighed være ligegyldigt, naar den viser sig at svare til Öiemedet, nemlig at före dem frem til deres Bestemmelsessted; dette Öiemeds Opnaaelse beroer ikke paa nogen Indsigt i eller Tilslutning til Maskinens Princip eller Indretning fra Passagerernes Side. Men anderledes med en Stat, hvis Borgeres Indsigt i og Tilslutning til — Kjærlighed til — sine Institutioner netop er et af disses væsentligste Öiemed.
I sidste Instants gjælder angaaende en Statsforfatning ingen anden Hensigtsmæssighed, end Ideens egen Fornuftighed. Det kommer altsaa her an paa at retfærdiggjöre Monarchiets Idee, forsone sig dermed.
Igrunden har jeg her allerede angivet det Standpunct, hvorfra den fölgende Undersögelse skal gaae ud, Frihedens. Dette er den Forudsætning hvorpaa det Hele hviler. At sige: Statens Öiemed er væsentligen et indre, subjectivt, at dens Institutioner maa fattes og tilegnes af Borgernes Fornuft — er det Samme, som at sige: Staten vil væsentlig Friheden.
Dette er ogsaa den nyere Civilisations herskende Princip.
Men Monarchiets Idee stilles ofte i Modsætning til Friheden, opfattes som dennes Indskrænkning, en Indskrænkning, som man, mener man, af andre Grunde, med Hensyn til en ydre Hensigtsmæssighed, maa finde sig i. Dette er overfladiskt, og paa et saadant Standpunct er allerede Discussionen en Inconseqvents. Er Friheden, Fornuftigheden Principet, saa maa ogsaa Monarchiets Gyldighed godtgjöres derved, at det anskues som Frihedens rette Realisation.
Herpaa skulle vi gjöre et ærligt Forsög.
Det Monarchie, vi her have for Öie, er af nyere Oprindelse. Thi det orientalske Despotie fortjener neppe Navn af en ordentlig Statsforfatning. Den græske og romerske Verden, hvor Friheden först kom til Gjennembrud, var i sin Blomstring republicansk, og skjönt Udviklingen tilsidst paa begge Steder föorte til etslags Monarchie, saa var dermed ogsaa Udviklingen forbi. Det Universal-Monarchie, hvori den gamle Verden afsluttede sig, gik egentlig tilbage i Despotiet og betegner det hele Civilisations-Systems Undergang.
Det romerske Keiserdömme var kun den forbenede Rest af et forældet Statsliv; det havde selv ingen virkelig Livskraft.
Dette staaer i Forbindelse med Oldtidens hele Opfattelse af Statens Idee og af Friheden. De gamle Stater ere oprindelig kun Stæder (πόλεις, civitates), Borgersamfund, forbundne ved den tætte Samferdsel og de gjensidige Fornödenheder. Her, hvor Borgerne ere lige og löst sideordnede, hvor Baandet kun er et ydre, og endelig Statens Omfang saa lidet, at Enhver umiddelbart kan deeltage i dens Bestyrelse, giver den republicanske Forfatning sig af sig selv. Hertil skulle vi senere komme tilbage.
Men netop i samme Forhold, som Staten udvidede sit Omfang over et större Samfund, der ikke længer stod i umiddelbar Berörelse, föltes denne Regjeringsforms Utilstrækkelighed. Det er bleven paaviist[2], at i Rom blev — ved Socialkrigens Ende, da Socii optoges i det romerske Borgerskab og Staten saaledes skulde have en vis Eenhed, istedetfor at den för blot bestod af udvortes forbundne Communer under Roms Hegemonie — det republicanske Princip i det Væsentlige brudt og etslags Monarchie forberedet, hvilket imidlertid, som allerede bemærket, aldrig naaede nogen eiendommelig, lovlig Form, men bestandig beholdt en vis Charakter af Usurpation, idet de gamle Former stedse vedbleve, men uden egentlig Kraft. Den factiske Forfatning stod saaledes stedse i en meer eller mindre slet fordulgt Strid med det Legitime. Saaledes var Keiserdömmet, saavidt jeg veed, aldrig de jure arveligt; men hvor ikke under revolutionære Forholde alle Former uden Sky tilsidesattes, fandt idetmindste et Skinvalg Sted.
Den legitime Arvelighed, der tilligemed Kongens Hellighed eller Uansvarlighed udgjör efter vore Begreber Monarchiets væsentligste Kjendemærker, tilhörer saaledes först den moderne europæiske Civilisation. Hvorledes Ideen herom opstod og virkeliggjordes, hvorledes det, der i den antike Tid allerede umiddelbart skeede, tilsidst fik en fast Form og Lovlighedens Præg, ligger udenfor min Plan her historisk at vise. Jeg har kun at antyde, hvorledes denne Idee idethele staaer i Forhold til den moderne Bevidsthed i Almindelighed, til den nyere Civilisations Princip.
Dette Princip er allerede i sin Almindelighed nævnt: Friheden, det Almeen-Menneskelige. Det Rette og Gode — Menneskehedens reelle Formaal — er ikke Noget, der som mechanisk Resultat lader sig udbringe af Folkenes blinde, efter en fremmed Norm indrettede Virksomhed, det er Noget, som Folkene maae ville selv. Folkene betragtes som væsentligen myndige, der selv maae bestemme sine Handlinger, selv ere ansvarlige for hvad de gjöre. De have — som Voxne — Magt til endog at begaae Daarskaber — naturligviis paa det i Sagens Natur liggende uafbedelige Vilkaar, at de ogsaa maae lide for dem. Vil man kalde dette Folke-Souverainitet: nu vel, saa er vor Tids Princip Folke-Souverainitet. Men her er noget Væsentligt at tilföie: Friheden, detAlmeen-Menneskelige, er intet Abstractum, ikke noget blot Formelt, men virkeliggjör sig gjennem en stor Mangfoldighed af individuelle Skikkelser og Formationer. Den gode, fuldkomne Menneskelighed er intet abstract Ideal, der overalt og af Enhver paa samme Maade skal realiseres, men tilsteder en stor Mangfoldighed af Methoder og Gestalter, der hver have sin Berettigelse, sin Plads i den almindelige levende Organisme. Dette Princip, som vi kunne kalde Individualitets-Principet, er ganske isærdeleshed opgaaet for den moderne Bevidsthed. I den gamle Verden havde Individualiteten ingen Berettigelse. Hver Enkelt havde sin Betydning kun som almindelig Borger af Staten, det gjaldt kun meer og meer at gaae op ligesom i en almindelig Rubrik; hvilket kun kunde skee ved mere og mere at opofre det, der for enhver Enkelt er eiendommeligt. Den gode Borger, καλὸς κἀγαξός, var en almeengyldig Model, der for Alle var lige, efter hvilken Enhver havde saavidt muligt at forme sit Væsen og sin Handlemaade. At Naturen hos hver Enkelt har nedlagt en eiendommelig Grundspire, der ogsaa betinger en eiendommelig Udvikling og et eiendommeligt, gyldigt Livsformaal, kom ikke i Betragtning. Det sees let, at dette hænger sammen med den religiöse Anskuelse, ifölge hvilken Guderne ikke egentlig vare Skabere, ikke Frembringere af det Naturlige, af Stoffet, men kun Ordnere og Fuldendere, ja nöiere betragtet kun Idealer eller Kunstmodeller. I det naturlige Stof, den naturlige Grundspire, ὑλη, fandt man saaledes intet Guddommeligt, intet absolut Gyldigt; det skulde netop blot, saavidt det lod sig gjöre, formes efter en for det ydre Model. Med eet Ord: det Naturlige, Oprindelige, ogsaa den naturlige Individualitet, kunde kun have negativ Betydning.
Men da Statssamfundets Individer saaledes skulde være abstract lige, sideordnede, kunde Staten heller ikke blive noget sandt Individ, ingen eiendommelig, tætsluttet Organisme. Thi enhver Organisme forudsætter væsentlig Ulighed, eiendommelig Natur og Bestemmelse hos hver af de Dele, hvoraf den bestaaer. Staten lignede efter sin Idee mere en Samling af ved Siden af hinanden opstillede meer eller mindre fuldkomne Afstöbninger af det skjönne Kunstverk, man kaldte en god Borger og et godt og skjönt Menneske, end en levende Eenhed, hvis Dele gribe gjensidigt i hinanden og hver har sin særegne Rolle at spille til Befordringen af det totale Öiemed. Eller forsaavidt der i Staten dog maatte finde nogen Mangfoldighed og Forskjellighed Sted, var dette meer en Stændernes og Interessernes, end en Individernes. Men hiin er af abstract og endelig Natur, og af en saadan Vexelvirkning opstaaer i det Höieste en Mechanisme, ingen Organisme, hvor Modsætningen og Vexelvirkningen fortsættes til det meest Enkelte, ligetil de fineste Trevler. Og ligesaa lidet som det enkelte Individ, havde den enkelte Stat nogen anerkjendt eiendommelig Betydning eller Opgave. Tanken om forskjellige Folkeaander og deres særegne historiske Mission, er den hele gamle Verden fremmed. Hellenerne havde som saadanne sin Modsætning i Barbarerne, en Modsætning, der egentlig kun var Culturens — Dannelsens Modsætning mod Raaheden, eller om man vil, Formens, Idealets, mod Materien. De græske Stater vare indbyrdes vel saare forskjellige; men Forskjellen havde ingen anerkjendt Berettigelse og Betydning. Deres Vexelvirkning blev derfor kun en Række af tilfældige Sammenstöd, hvorved de tilintetgjorde hinanden, indtil de med udtömte Livskræfter kunne tilsammen puttes i et Voldsherredömmes vide Sæk. Et saadant var den romerske Stat saa at sige allerede fra Oprindelsen af.
Da det nu er en væsentlig Fordring til en Regjeringsform, at den saa fuldkomment som muligt udtrykker Statsideen, saa sees, at for Oldtidens Stater, der efter det Anförte ikke vare stort Andet end hvad vi nu kalde Communer, netop den republicanske Forfatning var den naturligste. Thi her er Forestillingen om det Collective fremherskende, og den Eenhed, som vistnok heller ikke denne Statsform ganske kan undvære, er af flygtig, tilfældig eller kunstig Natur. Ogsaa i vore Dage vil man finde, at en lignende Anskuelse af Statens Begreb og Öiemed — den Anskuelse, der ikke veed at skjelne mellam Stat og Commune — förer til republicanske Ideer.
Men uagtet altsaa saadanne Anskuelser nok endnu findes paa Overfladen af vor Tids Bevidsthed, saa ligger der dog i Dybet en ganske anden Idee om saavel den Enkeltes som Statens Bestemmelse. Thi allerede den religiöse Grundanskuelse er en anden. For den christelige Bevidsthed staaer det Guddommelige ikke udenfor Naturen og Mennesket, kun som disses evige Forbillede. Alt hvad der er til, er ikke blot efter sin Form, men ligesaavel efter sin Materie Guddommens Verk og svangert med en guddommelig Spire. Især bærer det menneskelige Individ et Gudsbillede i sig, som vel ved Menneskets Skyld er formörket, men alligevel uudsletteligt, og som det netop er Menneskets Bestemmelse at rense, befrie og udvikle. Overhoved er Guddommen her forsonet, og ikke længer misundelig. Mennesket har da ikke blot sit Formaal eller sit Ideal udenfor sig, men ligesaavel i sig selv; saamange menneskelige Individer, der ere til, saamange eiendommelig bestemte Livsopgaver — den eiendommelige Natur betinger en eiendomineligen modificeret Bestemmelse.
Men dette er saa langt fra at fjerne Menneskene fra hinanden, at det meget mere knytter dem sammen i en fastere Forbindelse. Hiin Anskuelse af Individualitetens Berettigelse og Betydning sætter netop först Ideen om et menneskeligt Samfund i det rette Lys. Thi er det givet, at Individualiteten, Eensidigheden ikke skal udslettes, saa fölger deraf med Nödvendighed, at den maa gives en Plads i et Samfund, hvor Eensidighederne kunne supplere hinanden, og hvor altsaa ved Individernes levende Vexelvirkning det Almeen-Menneskelige kan virkeliggjöres. Tanken om den Enkeltes αυτάρκεια (at Enhver er sig selv nok), der kun kan bestaae med hans abstracte Almindelighed, eller at Enhver igrunden er Alle, er her en opgiven Sag. Tvertimod den Enkelte trænger til Alle, og Alle trænge til den Enkelte. Menneskehedens Maal, den sande Menneskelighed, virkeliggjöres ei ved blot at være (saa eller saa), men ved at virke, hvilket forudsætter gjennemfört Gjensidighed.
Staten bliver saaledes ikke blot en Samling af Individer, der staae — egentlig örkeslöse og ligegyldige — ved Siden af hinanden; men en levende Organisme, en virkelig Eenhed — selv et Individ. Og ligesaalidt der for den Enkelte er et abstract almindeligt, for Alle absolut lige Formaal, ligesaa lidt er der et Statsideal, som for alle Stater er absolut det samme. Meget mere er her ogsaa Rum for individuel Forskjellighed; enhver Stat har sin særegne Charakter og sin særegne Bestemmelse — foruden den almindelige, som rigtignok ogsaa ligger i Statens almindelige Begreb. „Det Guddommelige er Eet, men Stövets Former ere mange“, siger Digteren; men netop disse Stövets Former ere i en vis Forstand ogsaa guddommelige; det er just under disse mangfoldige Former at det Guddommelige aabenbarerog virkeliggjör sig her paa Jorden.
Seer man lidt nöiere til, vil man ogsaa finde, at denne Grundanskuelse ophæver Forestillingen om Staten som noget Kunstigt eller blot Positivt. Dens Gestalt og Bestemmelse er nemlig ikke noget Ydre, en for sig existerende stiv Form, hvori den foreliggende indifferente eller modstræbende Materie skal indtvinges; men maa, ligesom Individet, have sit Udgangspunct i en fyldig, svanger Naturspire, i en Folkeaand eller Nationalitet. Ogsaa i dennes særegne Præg erkjende vi Skberens Bestemmelse, hvoraf hele dette Samfunds historiske Udvikling er betinget. Vel bringe de vexlende Tider og Omstændigheder Meget med, som Ingen forud kan beregne; vel skaber Nationen selv ved sine frie Handlinger paa en Maade det Væsentlige af sin Skjebne, og det staaer den frit for, i ethvert Öieblik at gribe kjekt ind i Skjebnens Traade; men en vis almindelig Grundtone gaaer dog igjennem en Nations hele Historie, der forbinder de vexlende Generationer, en vis Udvikling efter Naturlove lader sig endog midt blandt Tilfældighedens og Vilkaarlighedens frieste Spil ikke miskjende. Kort sagt: en vis naturlig Individualitet viser sig ogsaa her, som det, der sammenbinder Nationen til en virkelig Eenhed: og herved er det först, at Staten faaer den Charakter af Conseqvents og Stabilitet, af organisk og naturmæssig Udvikling, der er dens egentlige Begreb, hvorved den hæver sig til noget Höiere, noget i fuldere Forstand Virkeligt, end det mere mechanisk sammensatte Borgersamfund.
Saaledes afrunder sig Ideen om et almindeligt Menneskesamfund, som en sammenhængende Organisme, hvori hvert Led har sin særegne Bestemmelse og Betydning for det Hele. I det store Verdensdrama har ethvert Menneske, som ethvert Folk sin bestemte Rolle at spille, en Rolle, som vi vel skulle mere og mere gjennemtrænge med vor Bevidsthed og i en vis Forstand med Frihed give os selv, men som dog ogsaa af Dramets Auctor er givet os forud, og hvortil Anlægget og Drivten slumrer i vort Væsens dunkle Baggrund, förend vor egen Reflexion og vore frie Handlinger begynde sin möisommelige, af Vildfarelser og Daarskaber ofte gjennemskaarne Bane.
Hvorledes forresten her den Selvbestemmelse, der tilkommer saavel hvert Menneske, som enhver Nation, er at forene med hiin Naturbestemthed, der udgjör Individualitetens nödvendige Grundlag, kan her ikke nærmere udvikles. Dette „Frihedens og Nödvendighedens“ Forhold er jo i Almindelighed erkjendt som en af de aller dunkleste og allermeest omfattende Gaader, som det vel ikke bliver givet nogen eenlig Tænker nogensinde tilstrækkelig at löse, men som det torde være en af Menneskehedens vigtigste Opgaver ved stedse fortsat saavel Handling som Tanke at bringe sin Oplösning imöde. Nok er det: begge Dele maa anerkjendes; den individuelle Naturbestemmelse paa den ene Side, og den vilkaarlige Beslutning samt det almeenmenneskelige Formaal paa den anden Side, ere de tvende Poler, hvorom det hele Liv — Statens, som den Enkeltes — dreier sig, en Bevægelse, hvorved först i höiere Forstand Friheden, Friheden i sin fulde concrete Virkelighed udvikler sig. For her især at dvæle ved Staten, saa er det klart, at dens sunde Organisation netop beroer paa, at begge de nævnte Momenter komme tilorde og gjennemtrænge hinanden.
Hvor den ene Side mangler eller tilsidesættes, der er kun et Raaæmne af en Stat tilstede. En Nation, der kun ledes af sit dunkle, uvilkaarlige Instinct, uden nogen klar og bevidst Handling eller Stræben mod et almeengyldigt Maal, er endnu kun som en stor Familie; og et Samfund, der uden Nationalitet, blot sammenholdes af positive, vilkaarligen fastsatte Bestemmelser og ydre Formaale, er kun ialfald en Commune, ingen Stat. Hvad den sidste angaaer, da sees let, at dens Udvikling ikke kan være nogen virkelig sammenhængende; den foregaaer egentlig kun stödviis, dens Historie oplöser sig i Atomer, det ene Öieblik er ikke knyttet til det andet, fordi der er ingen Pietet, ingen bindende Tradition, men enhver Handling, enhver Bestemmelse, ja enhver Institution fremgaaer blot som et Resultat af Öieblikkets löse Stemning enten hos Pluraliteten af Samfundets Medlemmer, eller hos en Enkelt eller Enkelte, hvem en Tilfældighed eller en Vilkaarlighed har sat i dets Spidse.
Af en Stat forlange vi derimod at den, idet den som en klar, bestemt, tildeels vilkaarlig og Vilkaarligheden Ruin levnende Institution dog er knyttet til en Nationalitet, udviklet og stedse fornyende sig af dennes Dyb, skal i sig .
Jeg har maattet dvæle saalænge ved Udviklingen af den Stats-Idee, som jeg tör antage begrundet i den hele nyere Tids totale Bevidsthed, fordi deri först den gyldige Statsform maa söge sin Begrundelse. Thi det er jo, som allerede bemærket, klart, at en Statsform kun i samme Grad kan ansees for pröveholdig, som den virkelig udtrykker og realiserer Statens Idee. Af det Foregaaende vil da ogsaa fremlyse, at der ikke kan gives nogen absolut, i alle Dele bestemt almindelig Normal-Statsform, men at der igrunden maa gives ligesaa mange gyldige Statsformer, som Stater. Men visse almindelige Bestemmelser ville dog flyde af Statens almindelige Begreb; der er visse Kjendemærker, som enhver Statsform maa have, naar den skal være, hvad den giver sig ud for, en fornuftig Form for en fornuftig Stat.
Det er maaskee dristigt, naar jeg til disse Almeenbestemmelser vover at henregne det arvelige Monarchie; men jeg vil söge at gjöre dette sandsynligt, eller dog idetmindste at vise, at Kongedömmet og dets Arvelighed har en Mening, en indre Sammenhæng med Statsideen, ikke, som Nogle mene, er en ideeforladt, kun af ydre Grunde bibeholdt Levning fra en barbarisk Tid.
Idetmindste kan jeg vel gaae ud fra, som noget almindelig Anerkjendt, at ialfald det hele moderne Statssystem hviler paa Ideen om Repræsentation ɔ: at Styrelsens Forretninger nærmest udföres ikke umiddelbart af enhver Borger, men af enkelte enten naturlige eller ved positiv Bestemmelse Befuldmægtigede. Foruden at denne Repræsentations-Idee vistnok kan sættes i Forbindelse med den nyere Tids totale — endog den religiöse Bevidsthed, saa fremgaar den allerede som physisk Nödvendighed af Staternes store Udstrækning, Borgernes Mangfoldighed og adspredte Bopæle; medens paa den anden Side den moderne Bevidsthed dog, som anfört, fordrer, at Staten skal styre sig selv. Statens Styrelse maa saaledes være efter sin Idee en Repræsentation af Staten selv, af hvad den virkelig og i sin Sanhed er. Dens Fuldkommenhed bestaaer da isærdeleshed i at den virkelig repræsenterer, hvad den skal, at Alt, hvad der i Staten selv er væsentligt og berettiget, ogsaa i dens Repræsentation finder et nöiagtigt tilsvarende Udtryk. Det gjælder, at Statens Borgere virkelig finde sig og sine væsentlige Forholde og Interesser — idet mindste ideelt — medoptagne, medindbegrebne deri.
Denne Repræsentation er fordetförste symbolsk; den er ligesom Statens formindskede Billed, igjennem hvilken den ellers i Mangfoldigheden sig forvirrende Statseenhed skal bringes til Anskuelighed for Borgernes Blik. I den skal Staten ligesom see sig i Speil, for at fatte sig selv som noget Sammenhængende og Fornuftigt.
Men dernæst er selv den störste symbolske Fuldstændighed og Correcthed ikke tilstrækkelig. Statsformen, Regjeringen skal ikke blot være et lösrevet, fritstaaende Billed af Staten, men et organisk Product deraf, hvori denne ligesom afslutter og afrunder sig selv; den maa have sin Rod vidt og dybt forgrenet i den Jordbund, hvis Natur og hemmelige Kræfter den skal aabenbare.
Hvad nu Staten væsentlig er, har jeg i det Foregaaende sögt i Korthed at udvikle. Den er et levende, organisk Individ, der fra en dunkel Naturspire udvikler sig, med Frihed, men dog ogsaa med Nödvendighed, gjennem en Række af Handlinger, der vel tildeels hænge af hvert Öiebliks vilkaarlige Stemning og af den Complex af Hensyn og Grunde, som til enhver Tid staae klart for Bevidstheden, men hvilke dog skulle være forbundne ved een sammenhængende, ofte kun dunkelt erkjendt Traad, der har sin Udgang fra hiint oprindelige Naturprincip selv og som derfor först sammenbinder den hele Statsudvikling til en virkelig Eenhed. Spörge vi nu, hvorledes dette Statsindivid skal repræsenteres — og dets Repræsentation er jo selv kun et Led i Nationens mod Klarhed stræbende Udvikling — da kan dette kun skee ved en Institution, der med Bevidsthed, klart og anskueligt gjengiver hiin Organismes væsentlige Elementer, altsaa en saadan, hvor deels Mangfoldigheden, Omskifteligheden, de forskjellige Grunde, temporære Interesser og Hensyn have bekvemme tilsvarende Organer, men hvor ogsaa Eenheden, Conseqventsen, hiin Individualitetens sammenbindende Traad klart og netop som saadan fremtræder. At nu Statens Eenhed maa paa en Maade repræsenteres ved at een Person stedse staaer i Spidsen for den ellers mangfoldigt sammensatte Regjering, anerkjendes nu gjerne ogsaa i Republiken, hvor man dog stedse har en Præsident eller hvad han nu kan kaldes. Men denne Repræsentation er af den Grund falsk, at den kun udtrykker et öieblikkeligt Middelpunct, et Udslag af Öieblikkets mangfoldige og forskjelligt virkende Kræfter, men har Intet at bestille med Nationens dybere, gjennem de forskjellige Tider successive sig udviklende Eenhed. Den valgte Præsident staaer desuden kun som et Resultat af Tidens Stemning og Retning af Nationens Villie, medens den Individualitet, der her skulde repræsenteres, i sin Virkelighed ligesaavel er at betragte som hiin Stemnings umiddelbare Forudsætning. Thi, for at vi endnu engang skulle gjentage det: hvad vi kalde et Folks Aand er, hvad dens nærværende Standpunct og dens hele Fylde af Bestemmelser angaaer, vel for en stor Deel et Product, et Resultat af dets egen frie Gjerning, den er, hvad den selv har gjort og gjör sig til; men paa den anden Side er den dog selv sin egen nödvendige Forudsætning; i sidste Instants peger den udover sig selv, hen imod sin Naturbestemmelse, det Præg, hvormed den udgik af Skaberens Haand. Med eet Ord: for Nationen er det væsentligt, at den ikke alene bestemmer sig, men ogsaa födes; den er ikke blot engang föd, men den vedbliver bestandig at födes; gjennem dens hele Tilværelse drager sig dette Naturligheds-Moment, der ogsaa i Nationens Benævnelse er antydet.
Men skal nu ogsaa dette Moment i Repræsentationen komme til sin Ret, kan det neppe skee paa nogen anden Maade end derved, at Statens Overhoved, han som i sidste Instants repræsenterer Nationen som Individ, födes til sin Stilling. Lad Styrelsen forresten i sin hele Articulation være saa klart forstandig som muligt, lad Öieblikkets Stemninger og frem i Dagen trædende Opinioner have den frieste Anledning til at udtale sig og gjöre sig gjældende gjennem Organer, som det samme Öieblik vælger og igjen forskyder: kun i Statsoverhovedets naturlige Succession har hiin dunkle Naturligheds Traad, der drager sig igjennem Nationens hele Liv og udgjör dens Eenhed under Tidernes og Slegtfölgernes Vexel, sit gyldige Symbol og sin anerkjendte Virkeliggjörelse.
Med eet Ord: Nationen, skjönt den danner et Borgersamfund, er dog ogsaa en Familie, lever et Familieliv. Dette repræsenteres i dens Kongehuus.
Men dertil kommer endnu fölgende Betragtning. Som Statens överste Repræsentant, skal Kongen repræsentere Folkets Majestæt. Herved forstaaes det Totales absolute Overhöihed over det lösrevne Enkelte, den udödelige, almindelige Persons ligeoverfor de dödelige, enkelte Personer. I Kraft heraf er Kongens Person hellig: hans Afgjörelse er den sidste og ubrödelig; i den har det Almene, Staten, udtalt sit sidste Ord, som af hver Enkelt maa respecteres som en höiere Auctoritet, hævet over Dadel og Anklage. Man kan ansee denne Kongens Hellighed for en „Fiction“; men da gjælder det Samme om det hele repræsentative System, medens det dog fra den anden Side maa erkjendes, at den lovlige Repræsentation er det virkelige, gyldige Udtryk af hvad Nationen i sin Sandhed er og vil. Men skal nu alligevel denne Repræsentation ikke ophæve sig selv, skal Symbolet ikke i sin Tilblivelse og sin Beskaffenhed ligefrem stride mod det, det skal udtrykke: maa den, der skal betegne, og ikke blot betegne men virkeliggjöre Majestæten og saaledes være absolut hævet over den löse Mangfoldighed af Meninger, Interesser og öieblikkelige Stemninger, ikke selv være en Skabning, en Creatur af disse. Han maa være selvskreven, ikke valgt, fordi han ved det Sidste vilde blive og erkjendes som afhængig af den Tilfældighed, som han skal beherske. Som Indehaver af Majestæten maa derfor Kongen nödvendig staae for Borgerne som noget Providentielt, som Noget, de ikke umiddelbart have givet sig selv og som de derfor om kortere eller længere Tid kunne fjerne og ombytte; han maa paa det Inderligste være sammenvoxet med Nationens Forudbestemmelse. Dette er Betydningen af den saa ofte misforstaaede, og vistnok ogsaa ofte misbrugte Formel: „af Guds Naade“. Ikke som om Kongen havde en egen gudforlenet Magt eller Ret ligeoverfor eller i Modsætning til Folket; det er netop kun Folket i sin höieste Sandhed, hvis Magt og Ret igjennem ham aabenbarer sig. Og denne Magt er netop en Magt af Guds Naade, saasandt Nationen er Guds Skabning og sat til at rögte Guds Gjerning her paa Jorden.
Folket skal i Kongen see sin egen Majestæt, den afsluttende Personification af sin egen gudgivne Aand. Derfor maa det vide, at det ikke ved nogen sædvanlig, enkelt Beslutning har givet sig ham. Om at vælge en Konge bör der da kun være Tale under overordentlige Omstændigheder, hvor Nationen rystes i sine Grundvolde for at gjenföde sig i en ny Skikkelse — ved en af disse den historiske Udviklings Knudepuncter, hvor den regelmæssige, menneskelige Indretning glipper, og hvor man i de forvirrede Begivenheders endelige Resultat ligesom öiensynlig seer Forsynets Finger. Spörgsmaalet om Folkets Ret til at afsætte en Konge eller et Kongehuus, falder sammen med det meget omtvistede: om Retten til at gjöre Revolution, et Spörgsmaal, som vi her maa holde udenfor Betragtningen.
Vi kunne her ikke indlade os paa nogen nöiere Angivelse af Kongemagtens Forhold og Vilkaar. Kun at vi gjentagende maa fremhæve, at det er falskt, naar Kongen og Folket modsættes hinanden. Vi bekjende os, som ovenfor antydet, til Folke-Souverainitetens Princip. Det er Folkets Villie, der skal herske. Folket skal, som vi udtrykte det, have Ret til endog at begaae Daarskaber, endskjönt det vel — ligesaa vel som den Enkelte — gjör vel i at gjöre sig selv disse saa vanskelige som muligt. Men det kommer netop an paa, at det, der skeer, virkelig, saavidt som muligt, er Folkets Villie. Folket er, vel at mærke, noget ganske Andet, end en öieblikkelig, tilfeldig Majoritet. Den hele Statsforfatning har til Öiemed, at Folkets Villie i sin Sandhed, saavidt gjörligt er, kan komme frem — gjennem en i det Mulige adæqvat Repræsentation. Men dersom nu dennes Bygning, som vi have sögt at vise, först har sin Slutsteen i Arvkongens Person, saa er det jo netop först i ham at Folkets Villie finder sin virkelige, fuldt berettigede Afslutning. Ja Monarchen tilkommer det netop at gjöre gjældende den Folkets Villie, der er dybere end alle i Dagen omtumlende Meninger og alt mere eller mindre löst Raisonnement — hiint Folkets Natur-Instinct, der trykker det særegne Præg paa alle dets Handlinger. At Kongen derved idethele faaer en conservativ Stilling, idet han har at overholde Conseqventser, der strække sig udover den nærværende Generation, er naturligt.
Denne Kongens og Kongehusets inderlige Eenhed med Nationens dybeste Kjerne finder sin reelle Bekræftelse i Folkets Kjærlighed. Det gjælder, at Kongehuset virkelig maa have slaaet dybe Rödder i Nationen, staaer i inderlig og vidtforgrenet Vexelvirkning med det Ædleste, den gjemmer i sit Dyb, har levet sig ind, saa at sige, i Folkets Gemytsliv. I Kongen maa Nationen saaledes see Kjöd af sit Kjöd, Been af sine Been. Det er et Forhold, som vel paa den ene Side kan og skal være contractmæssigt, bestemt ved klare Betingelser, men som paa den anden Side dog er hævet over det Contractmæssige, fordi det gaaer tilbage til det contractmæssige Forholds oprindelige Forudsætninger. Forholdet er paa en vis Maade et mystisk, et personligt Hengivenheds-Forhold — Kjærlighed. Det er just et Tegn paa Forfatningens Sundhed, naar Folket isandhed elsker sin Konge, denne sit Folk; og selv hvor denne Sundhed mangler, er Kjærligheden ialfald en Etiqvette; naar Kongen viser sig offentlig, skal Folket jo juble! Saa sörgeligt det er, naar dette blot er et Skin, saa er selv dette betydningsfuldt: en herskende Etiqvette er gjerne et Tegn paa en uvilkaarlig Erkjendelse af hvad Forholdet efter sin Idee medförer, hvad der idetmindste burde finde Sted.
Er der nu nogen Klarhed i denne Fremstilling af det arvelige Kongedömmes Betydning, vil derfra ogsaa falde et Lys tilbage paa Statsideens totale historiske Udvikling. Nationerne, oprindeligt Natur-Individer, ledes i sin Barndom væsentlig af et umiddelbart Instinct, ei af klart bevidste Grunde. Denne Forfatning har sit Udtryk i Despotiet, der overhovedet blot handler efter umiddelbart Tykke, uden at være knyttet til Former og Betingelser. Her er endnu ingen Stat, fordi her mangler fri Aandighed og forstandige, bevidste Principer. I en senere Periode er Nationen vaagnet til Bevidsthed, fatter sig selv som et Jeg, der væsentlig bestemmer (sætter) sig selv. Den bryder med sin Naturlighed; Instinctet træder tilbage for de bevidste Grunde, der veies mod hinanden — igjen efter Grunde, saaledes at disses Overvegt tilsidst skal gjöre Udslaget. Men forsaavidt ikke dette förer ud i en Uendelighed uden Afgjörelse, bliver Udslaget tilsidst en Tilfældighed, der kun staaer i et udvortes Forhold til den Besluttende. Overhovedet hersker her det Mechaniske. Dette er Republikens og de republicanske Ideers Periode — et Gjennemgangsled til det Standpunct, hvor Nationen i sin udviklede Bevidstheds Indhold, i sin positive Klarhed væsentlig gjenfinder sig selv, sin dybeste, naturlige Eiendommelighed. Den dunkle Naturspire har her oplukket sig for Ideens og den almeenmenneskelige Civilisations Solskin; den drager sin Næring og bestemmes i sin Udvikling af Alt, hvad Tiden bringer, af den hele frie aandelige Atmosphære, der omgiver den; men formaaer tillige ved sin organiske Kraft at assimilere Alt, hvad den modtager, saa at dens oprindelige Grundform ei forstyrres, men tvertimod udvikler sig til större og större Skjönhed og Fuldkommenhed, til sin egentlige Bestemmelse. Uden Billede: Nationen handler ikke, uden i ethvert Tilfælde at gjöre sig fuldstændig Rede for hvad den gjör, for sine Grunde; men den veed dog stedse at styre disses löse Mangfoldighed, saaledes at deres Udslag ei bliver mechanisk og tilfældigt, men underordner sig en Grundbetragtning, der tilsidst udgaaer fra dens Væsens inderste Kjerne og dens af Gud satte Bestemmelse, hvorved dens Liv og Virksomhed altsaa bliver et charakteristiskt, sammenhængende Heelt. Hertil slutter sig det sande, lovbestemte, constitutionelle Monarchie.
For endnu til Slutning at kaste et samlende Blik tilbage, saa er min Tankegang denne: Efter det Standpunct, hvortil den nyere, christelige Civilisation er naaet, er Staten i sin Sandhed knyttet til et naturligt Grundlag, til en Nationalitet, hvis formelle Realisation den er. Nationen er et Naturvæsen, et naturligt Individ, der vel ikke skal forblive i sin Umiddelbarhed som blot saadant, meget mere skride frem til fri Aandighed, til en Virksomhed, der beroer paa klart erkjendte og med Bevidsthed satte Love og Betingelser; men som derfor ikke skal udslette Naturens Modermærke, ikke oprykke den Rod, med hvilken den hænger i sin Jordbund. Dens naturlige Instincter skulle aflöses af bestemte Grundsætninger, en bestemt Forfatning; men denne Forfatning skal netop udtrykke hvad Nationen i sin Sandhed er, derfor ogsaa i sig opbevare hiint Naturligheds-Moment. Men dette skeer kun ved det arvelige Kongedömme. I Kongen tilspidser Staten sig til Personlighed, men denne maa stedse have sin Rod i den naturlige Individualitet. Nationen er Stat, derfor maa den have en Constitution, men er stedse ogsaa Nation, derfor maa Constitutionen bestemme Kongemagtens Arvelighed. Om disse to Poler dreie sig det hele politiske Liv.
Derfor har et Folk som saadant to Fester: sin Constitutions Stiftelsesdag, der især minder det om sin actuelle Stilling, sit Udviklingstrin, sine selvsatte Vilkaar, og sin Konges Födselsdag, der især gjælder dets Naturbestemmelse, dets gjennem de vexlende Generationer fortsatte, sammenhængende Liv. Vil man her for et Öieblik skille, kan man sige, den ene er fortrinsviis Statens, det Fastsattes, Positives, den anden Nationens, det Naturliges — Födselens — Fest.
Norge er en ny Stat. Det er i sin Orden at det ogsaa har et nyt Kongehuus. Den norske Statsforfatning er i sin nærværende Skikkelse væsentlig et Product af den nyere Tids liberale Ideer, af den Bevægelse, der ved Aarhundredets Begyndelse gik gjennem Europa. Derfor blev det ogsaa givet en af hiin Bevægelses ædleste Forkjæmpere at sætte den skjönne Krone paa sit daadrige Liv, at grunde et nyt Dynastie i den gjenfödte norske Stat.
Men Norge er ingen ny Nation; det har en Fortid, en höi og herlig, men hvorfra det ved nogle Aarhundreders historiske Dvale var bleven afskaaret. Dog Nationens Erindring er vaagnet; mere og mere söger den igjen at knytte sig op til sin Fortid, at vende tilbage til sig selv — naturligviis uden derfor at opgive hvad der kan ansees for den nyere Tids virkelige ideelle og reelle Gevinst. Nu træffer det sig ved en forunderlig Tilskikkelse, at det samme skeer med Kongehuset. Ogsaa dette er — man kunde sige ved et Tilfælde, hvis overhovedet der var nogen Mening i dette Udtryk — blevet knyttet op til den gamle Kongeæt, idet vor Dronning, skjönt hidkommen fra Syden, er beviist at nedstamme fra Norges ældste Konger. Nu, der ere vel dem, som mene, at slige lange Slegtregistre ikke have stort at betyde: men vi, som have Symbolet kjært, kunne ikke Andet end finde en vis — skulde den end være uforklarlig — Tilfredsstillelse i den Tanke, at den gamle Æt endnu staaer i Spidsen for det gamle Norge, ligesom nærværende glædelige Anlednings Betydning maa forhöies derved, at den nylig födte Prinds, i hvem vi med Herrens Bistand see en vordende Norges Konge, kan regne sin Slegt lige op til Harald Haarfagre, den förste Konge, der gjorde Norge til et Rige.
Denne Slegtforbindelse, der - paa en Maade gjör vort Kongehuus til Rigets Jævnaldrende, maa være os et Tegn paa, at det ogsaa i Virkeligheden vil skyde dybere og dybere Rödder i Nationen, voxe og trives ved Folkets stedse inderligere Kjærlighed, hente sin Næring fra den folkelige Jordbunds bedste Safter, for igjen i Blomster og Frugter at lade udstraale Velsignelse over Folket.
Dertil give den store Planter, Gud, der har nedlagt Folkenes Spirer og styrer deres Vext og Udvikling, sin Naade, ja sin Naade!
- ↑ Carl Oscar Wilhelm Fredrik (1852-1854), Wikikildens note.
- ↑ See f. Ex. Madvig. Blik paa Oldtidens Statsforfatninger, Kjöbenhavn 1810.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |