Om den tyske Filosofi

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

(OVERSAT AF PROFESSOR ARNE LØCHEN EFTER AFHANDLINGEN:

DE LA PHILOSOPHIE ALLEMANDE I DET FRANSKE TIDSSKRIFT

LA FRANCE LITTÉRAIRE, 4DE AARGANG, 1835,

17DE BIND, SIDE 49—106)

Vi skylde vore Læsere at meddele dem de Grunde, som have bevæget os til at optage denne Artikel, skjønt dens Form er noksaa lidet fransk. Gjenstandens Vigtighed og Forfatterens Egenskab af Fremmed har gjort det til Pligt for os at bevare de originale Udtryk i hans Arbeide. Den Opfatning, en Nordmand, der er opdragen i de tyske Skolers Skjød, har af denne Filosofi, for hvilken vi i Frankrige vise os saa begeistrede, har forekommet os interessant nok til at fortjene en Plads i La France Littéraire.

Redaktionens Anmærkning.
E
r den Bevægelse henimod den tyske Filosofi, som man paastaar skal vise sig i Frankrige, bare tom Nysgjerrighed, eller har den sin Grund i en mere dybtgaaende Interesse?

Uden Tvivl er hverken det Ene eller det Andet Tilfældet. Den Opmærksomhed, som denne Filosofi har vakt, hviler ikke paa Kjendskab til sin Gjenstand, men skyldes den Interesse, man føler for det Ukjendte med alle dens Illusioner.

Tilnærmelsen til den tyske Filosofi er endnu ikke begyndt, den er alene forberedt. Den har hidtil kun fremkaldt en vis Disposition hos Franskmændene til at antage en Lære, som de før ikke kunde tænke paa uden at frastødes. Det er en ny Fordom, som nu ved en Reaktion er sat op mod den gamle, og som virker i modsat Retning, uden at den Ene mere end den Anden er grundet paa Overbevisning og Erfaring. Det er en Tro paa de Andres Tro; og i Grunden er det Afsmagen for de slidte Formers Trivialitet og Misfornøielsen med de nye Formers Extravagance, hvoraf den positive Side er, at de søge udenfor Landet for i det Ukjendte at finde et indbildt Middel mod et lidet reelt Onde.

Imidlertid — den tyske Filosofi har, rig paa Løfter udad og indad som den er, i Frankrige vakt Forhaabninger, som vistnok ere temmelig famlende og usammenhængende, men som kanske alligevel ville formaa at kalde frem et eller andet Forsøg paa en virkelig Tilnærmelse. Ville nu disse Forhaabninger blive opfyldte? Ja, det er et Spørgsmaal, som man bringer nærmere sin Løsning ved en Fremstilling af den tyske Filosofi selv end ved nogen anticiperet Bevisførelse.

*

Den Filosofi, som efter Tyskernes Mening er Typen paa deres Aand, Udtrykket for deres Væsen, Billedet af deres Individualitet, den Filosofi, som de have for sig selv, hvis Besiddelse hæver dem over alle andre Folkeslag. — thi da disse ikke have den tyske Filosofi, have de ingen Filosofi, — den tyske Filosofi, som gjennemtrænger Universet, gjennemskuer Gud, som ikke kjender Grændser, Tvivl eller Dunkelhed, som gaar ud fra Intet, forudsætter Intet, frembringer Intet, denne Filosofi med de store Løfter og de evindelige Indledninger, denne Filosofi, som fordærver Sproget og ødelægger Tænkningen og som i sit Væsen er scholastisk, en blot og bar Ordfilosofi, — ja hvad er den nu egentlig?

Kunne virkelig alle disse smaa filosofiske Stater, som ligge i indbyrdes Krig, siges at udgjøre et eneste Rige? Er der i de forskjellige Systemer en fælles Grundtanke eller en væsentlig Synsmaade, som tilhører dem alle lige meget? Er det muligt at tale om den tyske Filosofi i Almindelighed og i Modsætning til de fremmede Systemer? Tilsyneladende ere de Grændser, som Skille mellem de tyske Systemer, ikke til at komme over. Tilsyneladende er det ikke alene Resultaterne, Konsekventserne, Facit, de underordnede Spørgsmaal, hvis Uforenelighed fylder Aanderne med saa megen Splid; det skal være en Modsætning i selve de fundamentale Principer, som i Tyskland splitter de filosofiske Bestræbelser i denne Uendelighed af saakaldte Systemer, hvis nedrivende Tendentser have været de mest glimrende.

At dømme efter den ydre Stilling, hvori disse filosofiske Magter for Tiden befinde sig til hinanden, skulde man tro, at der ikke gives noget fælles Punkt, ud fra hvilket man skulde kunne — ikke gjenoprette Freden, men alene bringe den ene Part til Forstaaelse af den anden og til Enighed om den eneste mulige Vei, ad hvilken de kunne mødes og naa frem til hinanden. Dette er Grunden til, at den direkte og aabne Polemik mellem Systemerne, som forhen blomstrede saa frugtbart i den tyske Filosofi, for Tiden helt eller hovedsagelig er ophørt; det er nu alene leilighedsvis og indirekte, at Angreb ske, og netop derfor ere disse rigere paa Bitterhed end paa Bevisførelse. Det System er det mest moderne, som i Polemiken har udviklet til Fuldkommenhed den længe kjendte Methode: at imponere istedenfor at overbevise.

Hegelianerne betegne sine Modstanderes Lære ved Udtrykket Ikke-Viden; de lade, som om de ikke anerkjende deres Indvendingers Autoritet, Grundlag og Methode, fordi den blotte Omstændighed, at de ikke have antaget Hegelianernes Dogmer, dommer dem skyldige i Ikke-Viden, i aandelig Blindhed. Deres staaende Polemik indskrænker sig til lidet vexlende Omskrivninger af den Sætning, at de selv ere ufeilbare, og at al Viden er umulig udenfor deres System. De bøie unda for Angreb og kjæmpe ikke mod dem. Til Gjengjæld reise deres Modstandere, og blandt dem Schelling selv, Anklage mod dem for Charlataneri, medens Schellingianerne, dengang de vare paa Moden, behandlede som laverestaaende Mennesker dem, der angrebe det Tomme og intetsigende i deres Doktrin.

Dog det er fremfor Alt vigtigt at komme paa det Rene med, om man fornuftigvis kan tale om den tyske Filosofi under ét, eller om den kun danner et indbildt Hele, hvis enkelte Led gjensidig tilintetgjøre hverandre. Dersom man her alene har at gjøre med en Flerhed af modsatte Læresystemer, blandt hvilke man maatte gjøre et Valg — et Valg, som under et vist Synspunkt vilde være vanskeligt nok, fordi alle Parter med samme Ret gjøre Fordring paa at repræsentere den tyske Filosofi — saa er Problemet et helt andet og forskjelligt.

Imidlertid — hvor meget end hvert enkelt af disse Systemer har strævet for at gjøre sig exklusivt, hvilke Fremskridt det end paastaar at have gjort, hvilken Vægt det end lægger paa Forskjellen mellem de enkelte Systemer, saa have de dog alle sin Næring fra den samme Kilde, og flyde alle — fra Kant til Hegel, begge medregnede — paa den samme Forudsætning Deres fælles Punkt er det Vilkaarlige, er Aandens Anarki; deres Anmasselse er den, at de ville skabe Sandheden og ikke lære den at kjende, at de sætte sine Ideer i Virkelighedens Sted, at de personificere sine Abstraktioner eller bedre sagt, at de ophøie dem til Guder, at de fornegte den Kilde, de skrive sig fra, og at de udgive dem for Inspirationer, for umiddelbare Aabenbaringer.

De tyske Filosofer støtte sig forresten paa en Kjendsgjerning, men denne Kjendsgjerning er indbildt; de bygge paa en Antagelse, som er en Tilsnigelse, paa et Postulat. Den Hypothese, som er deres Systemers conditio sine qua non, eller rettere sagt, som er deres hele Filosofi, er den, de have opstillet om en eiendommelig Organisation af den menneskelige Natur, en Hypothese, som de ikke have retfærdiggjort uden ved nøgne Paastande, ved Løfter og ved Omskrivning af selve Postulatet. Dette er en psychologisk Feil, saaledes som i Grunden alle de Feil ere, som man kalder filosofiske[1], fordi de ere saa generelle og omfattende. De tyske Filosofer udstyre Sjælen med en aktiv og skabende Evne, som uden at sætte sig i Forbindelse med den ydre Verden, uden at tage sin Oprindelse derfra, uden at berige sig med Kjendsgjerninger og Erfaring, fra sig selv udleder Ideer, som ved en forud indrettet Harmoni svarer til den ydre Virkelighed. Den rene Tænkelighed er for dem den objektive Sandhed, som de ikke tilegne sig, men som de konstruere, saaledes som de udtrykke sig med en vedtagen Terminus. De tyske Filosofers Fornuft, som de stille i Modsætning til Forstanden eller Evnen til at danne Forestillinger, — og jeg kommer til at knytte min Udvikling til dette Ord, fordi denne tyske Fornuft er det vigtigste Grundlag for deres Scholastik, og fordi de andre Betegnelser paa deres Abstraktioner forstaaes let som Omskrivninger og Følger af denne fungerede Fornuft og dens Forhold til den anden Abstraktion, Forstanden — denne Fornuft, siger jeg, er en særegen sjælelig Evne som gjennemtrænger Tingenes sande Væsen og bemægtiger sig det Absolute, den er det Absolute selv eller dets umiddelbare Aabenbarelse, den er Kundskabens oprindelige Lys, omfatter i en Totalitet Alt, som er, og Alt, som bør være, anskuer Alt i dets absolute Enhed, abstraherer fra Tiden og Rummet, kjender ikke Grændser eller Tvivl; den er paa én Gang subjektiv og objektiv. Den er Menneskets Sande Væsen, Tingenes Sande Væsen samt det Punkt, hvor begge falde sammen; den iagttager ikke Kjendsgjerningerne, men foregriber dem, bestemmer dem, forudsiger dem med en Ufeilbarhed, hvis Sandheder ere af en høiere Orden.

Denne Fornufts Bevægelse eller, for at udtrykke mig klarere, Udlægningen af den Text, som oprindelig er indskreven i den, Fortolkningen af dens Orakeludsagn, det er Spekulationen, den eneste mulige Maade at filosofere paa tysk Manér; dens Resultat er Filosofien i eminent Forstand. Det, som vi Andre kalde Filosofi, eller, for ikke at strides om et Ord, det, som vi kalde Viden, det er ikke Viden, fordi vi kun erkjende spredt, fordi vi ikke forstaa og heller ikke gjøre Fordring paa at forstaa den absolute Enhed, den universelle Sammenhæng, det første springende Punkt, det Mysterium, som forvandler til Enhed det Universum, hvor Alt er Forskjel og Omskiftning, og fordi vi se paa Verdens enige Uenighed, dens harmonerende Dissonants som et universelt Faktum, der er en Betingelse for al Erkjendelse, men som ikke er Gjenstand for Forklaring.

Er ikke denne saa rigt privilegerede Fornuft et uhyre Postulat, et daarende Løfte, en Antagelse, som kan retfærdiggjøre det Vilkaarlige! En Antagelse, som forresten i og udenfor Tyskland er blevet bekjæmpet, benægtet og bestridt ligemeget af den sunde Sands som af enkelte Filosofer af Profession. Den er angrebet af Kant, Jacobi, Reinhold, Bardili, Fries, Krug, Herbart; men den er alene bleven delvis bestridt, idet man kun har benægtet den Rækkevidde, som er givet den, og netop derfor ikke har formaaet at standse det Vilkaarliges Fremmarsch: Alle tyske Filosofer ere nemlig enige deri, at man ved den rene Spekulation kan frembringe den objektive Sandhed, eller i det mindste bestemme det, som bør være; Alle ere delagtige i den Antagelse, som vi have betegnet som tilhørende den tyske Filosofis Væsen; men de, som nærme sig mere til Kants Synsmaader, indsnevre, som vi senere skulle se, Postulatet inden en meget snevrere Cirkel.

Den Hypothese, som Tysklands Filosofer hinsides Fjeldene[2] opstille, er en ganske dristig Hypothese, især naar det gjælder en Gjenstand, som enhver kan kontrollere og undersøge; imidlertid behøver man i Filosofien som andensteds bare at fremføre noget høist Besynderligt og at gjøre store Løfter for at imponere og vække Opmærksomhed; og derfra til Seieren er der bare et Skridt, en Seier, som dog uden Tvivl vil være noksaa forbigaaende, hvilket ogsaa tydelig fremgaar af Faserne i den tyske Filosofi, hvor det har været nødvendigt altid at øge Løfterne for at kunne standse den tiltagende Ligegyldighed og Afsmag. — Nægt bare Tilværelsen af en ydre Virkelighed, og man vil — deri finde en høi Visdom; gjør Fordring paa at vide Alt, og du vil blive beundret. —

Naar de tyske Filosofer saaledes mene at vide Alt gjennem en umiddelbar Aabenbaring, naar de tildele Spekulationen alene Evnen til at frembringe en sand Viden og saaledes lægge Alt ind i den personificerede Abstraktion, Fornuften, hvad gjøre de saa af Erfaringen? Ja, se det er et Spørgsmaal, om hvilket man med Lethed vilde kunne skrive tykke, overordentlig filosofiske Bøger, og alligevel et Spørgsmaal, som det er umuligt at løse. Dette er det Punkt, hvor den tyske Filosofis radikale Modsigelse ligger; det er den Spire til Ødelæggelse, som den bærer i sine egne Elementer. Erfaringen er det, som plager Filosoferne; den er noget, de gjerne vilde skaffe ud af Verden for at have tabula rasa: den er for dem Medusa-Hovedet. Dette er netop Grunden til, at man i Tyskland saa ofte hører gjentage, at det er Forstanden, som ødelægger Filosofien, eller som en hegelsk Filosof sagde, idet han begyndte sin Forelæsningsrække: «Al sand Filosofi begynder med at tilintetgjøre Forstanden.» Derfor er i Tyskland empirisk Filosofi et Skjældsord. Da de tillægge sin Fiktion Fornuften en absolut Magt til at frembringe, eller, som de sige, til at konstruere Virkeligheden, have de tilsyneladende tilintetgjort Erfaringen som Erkjendelseskilde og derved reddet Enheden i sine Systemer; men denne Enhed er kun et Skin, thi det er umuligt at opretholde den. Antagelsen af en dobbelt Erkjendelseskilde er i den Grad indgroet i den tyske Filosofi, at denne ikke kan gjøre et Skridt uden at støde mod den, skjønt den overalt fører Erkjendelsens Enhed i Munden. Denne Dobbelthed faar sit Udtryk i forskjellige Former og i forskjellige Ord, snart som Evner, snart som Tanke-Proces, snart som Resultat. Herfra skriver sig Modsætningen mellem Fornuften (Vernunft) og Forstanden (Verstand), Ideen og Begrebet, Intuitionen eller den intellektuelle eller absolute Anskuelse og Erfaringen, Spekulationen og Empirien, hvortil svare Klassifikationer som: den spekulative, rationelle eller høiere Psychologi, Logik, Fysik o. s. v. i Modsætning til den empiriske Psychologi o. s. v.; en Dobbelthed, som indeholder en Modsigelse og ikke lader sig tænke, og som ender med at umuliggjøre Filosofien, idet den nødvendigvis indfører en Viden af første og af anden Orden.

Jeg ved godt, at den tyske Filosofi ikke er den eneste, som man kan bebreide denne ødelæggende Dualisme; men ingensteds har den været saa almindelig og været drevet saa langt i sine Anvendelser; Intet er mere smagløst og stødende end de Betragtninger ud fra denne Theori, som oversvømme ikke alene Filosofien, men ogsaa en stor Del af den øvrige videnskabelige Literatur i Tyskland.

Ifølge disse Filosofer er dette eller hint Resultat aldeles ikke gyldigt som udelukkende grundet paa Forstandens Argumentationer; ifølge Forstandens Begreber forholder det sig vistnok saa, men Ideen siger det Modsatte; Fornuften som Guds Stemme foreskriver for Exempel Gjengjældelsen (Talion) som eneste retfærdige Maal for Straffen, men Erfaringen beviser, at den Straf, som følger heraf, er langt fra altid at strække til for at hindre Forbrydelserne, og at det følgelig er nødvendigt at gaa ud over Gjengjældelsen. Men hvad er denne Fornuft, denne Forstand, af hvilke vexelvis den Ene gjør et Fradrag i den Andens Autoritet? Sikkerlig er Intet saa egnet til at give Tænkningen en falsk Retning som at vænne den til at spærre sig inde i saadanne stereotype Abstraktioner.

De tyske Filosofer have gjort sig megen Møie med at forlige det Uforligelige. Kant, som først afgjort fastslog Modsætningen mellem Fornuften og Forstanden, indførte et Coordinationsforhold mellem dem, idet han anviste Hver sit Omraade. Kun i den moralske Sfære tildelte han Fornuften den skabende Evne, den umiddelbare Erkjendelse, og indrømmede ikke Muligheden af at kjende den ydre Verden uden ved Erfaringens Hjælp. Men dette Arrangement er umuligt, fordi det er en ren Illusion at antage reelle Grændser mellem det, som er, og det, som bør være; dette beviser bedre end Nogen Kant selv i sine Skrifter om Moralen og Naturretten, hvor Kasuistiken tilintetgjør de Forskrifter, som ere opstillede som Fornuftens Orakelsprog, og hvor Anvendelsen er bestemmende for den Retsregel, som er fremsat som undtagelsesfri og eneherskende. Det vil sige, at denne Fornuft, som han antog for et Princip uden Appel og uden Betingelse, gaar over til noget Sekundært og Betinget, og at den bliver et Intet. Det er for at skaffe denne Modsigelse afveien, at hans Efterfølgere, Fichte, Schelling og Hegel, paastaa, at der existerer et Subordinationsforhold mellem Spekulationen og Empirien, Ideen og Naturen, Fornuften og Forstanden, saaledes at den sande Viden, Erkjendelsen af Tingenes sande Væsen ikke kan erhverves uden ved Fornuftens umiddelbare Aabenbarelse. Saaledes er Erfaringen, for at tale klart, et Intet, en Ting, som er Ingenting. Men Vanskeligheden forsvinder ikke, fordi man har fundet et nyt Ord for at betegne, at den er bleven udjævnet. Det er let for dem at paastaa, at de vide Alt ved Spekulation. Men de kunne drive denne foregivne Spekulation lige til det Latterlige: det forbliver dog altid umuligt at skjule, at de Udsagn, som de udgive for Deduktioner à priori, alene ere tilsnegne Resultater af forudgaaende Abstraktioner, naar de have gjort nogle Skridt udenfor disse tomme Almindeligheder, som ere modtagelige for alle de Betydninger, som man vil udstyre dem med. Naar man siger, at der er en Erkjendelse par excellence, høiere end den, som stammer fra Erfaringen, Iagttagelsen og Reflexionen over det Existerende i alle de Forhold, som er Gjenstand for Iagttagelse, saa erklærer man herved, at denne sidste Erkjendelse er Intet, hvilken Omskrivning af Dogmer man end bruger for at skjule Modsigelsen.

Disse Filosofers Stilling er saaledes følgende: de kunne paa Grund af det Absurde deri ikke klart og bestemt nægte Erfaringen, og de kunne heller ikke anerkjende den i en saadan Betydning, at den er Noget, thi derved vilde de ødelægge sine Systemer, som Alle ligge hinsides Fjeldet og hinsides Verden. Hvad gjøre de saa af den? Som Regel drukne de Alt i Mystik, de lege med Ordene endelig, uendelig, absolut Væsen og Fænomener, Idé og Begreb, Fornuft, Forstand — en Ordleg, som kun er Variationer paa det Thema, som skal løses, og ikke Løsningen selv. Det er denne Vei, Scholastiken har fulgt. Ophøielsen, Apotheosen af den Abstraktion, som de par excellence kalde Fornuften, samt af alle enstydige Betegnelser er den tyske Filosofis deus ex machina. Men den er da ogsaa en Gud, som magter at løse alle Problemer og at feie væk alle Tvivl. Ved at opstille som fundamental Kjendsgjerning, at de er begavede med en Clairvoyance, som gjennemtrænger Universet eller er identisk med Virkeligheden, have de udvisket Forskjellen mellem den blotte Mening og Sandheden, mellem Tænkeligheden og Virkeligheden, de kunne hverken overbevise eller overbevises. Saasom det er nødvendigt at være spekulativ for at være Filosof, det vil sige at udlede hele denne menneskelige Viden af et medfødt Sandhedens Lys, og at afsløre Verdensmysteriet, er den tyske Filosof ikke længere den gamle Hædersmand af en Filosof, som var samvittighedsfuld, beraabte sig paa Kjendsgjerninger, tilstod sin Begrændsning, udtalte sig hypothetisk, talte om skjulte Kvaliteter, naivt skilte mellem det, som han vidste, og det, han ikke vidste, indrømmede, at der var Tilfælde, hvor det Givne ikke var nok udforsket og ikke tilstrækkeligt til at give et sikkert Resultat, og for hvem det var magtpaaliggende, at man paa Forhaand skilte mellem Muligheden og Virkeligheden, mellem Sandsynligheden og Visheden. Den tyske Filosof er Guds Organ par excellence, han er Midleren mellem denne Verden af Fænomener og den anden Verden, som i eminent Forstand er virkelig; han er den profeterende Apollo, som ikke alene kjender det Ukjendte, hvilket man gjerne kan indrømme ham, men som ogsaa forstaar det Kjendte paa en aparte Maade, idet han øser af en Kilde, som tilhører ham alene, hvilket man i Videnskabens Interesse aldrig kan erkjende. Det er Fichte, som har drevet kanske længst denne Pretension, ikke saaledes, at han har givet Paastanden størst Almindelighed, men derved, at han har givet den videst Anvendelse; det er ham, som med den Ufeilbarhed, som udmærkede ham, har rekonstrueret Historien om Menneskehedens Fortid og har deduceret Historien om dens Fremtid.

Men hvilke store Navne de tyske Filosofer end give sig, hvor pompøse end deres Løfter ere, hvor høit end det Udgangspunkt ligger, hvor de sige sig at være placerede, saa er det dog Altsammen kun tomme Ord og tomme Løfter, tomme paa Grund af den Modsigelse, som deres System bærer paa, tomme paa Grund af det Intetsigende og Ufrugtbare i deres Resultater, tomme paa Grund af Falskheden i deres Methode, hvor Alt er Tilsnigelse og Scholastik.

Tyskerne ræsonnere saaledes: Erfaringen kan, hvor udstrakt den end er, aldrig faa fat paa Sandheden som Nødvendighed eller som det Absolute, fordi hvert Fremskridt alene er et Fremskridt fra en Betingelse til en anden; det er kun en Udvidelse af den Kreds, inden hvilken man sidder fangen, men Skrankerne staa altid igjen; de sidste Betingelser, som man tilslut maa standse ved, fremstille sig derfor som tilfældige og ikke begrundede i Fornuften, og denne Tilfældighed breder sig ud gjennem Erkjendelsen, in alle dens Grene, fordi den er afhængig af den. Dersom altsaa det Absolute ikke træder frem ved en umiddelbar og indre Aabenbarelse, gives der ikke nogen Viden, som er absolut, nødvendig og utvivlsom; der gives ikke Filosofi. Altsaa maa man enten mistvivle om Filosofien, eller man maa indrømme Muligheden af en primitiv Aabenbaring, som ligger over Analysens Abstraktioner, grundlæggende, bestemmende, svarende til den ydre Virkelighed, hvis Supplement, ideale Side, den alene er, paa Grund af en absolut Identitet, en forud indrettet Harmoni. — Det er dette Dilemma, disse Filosofer bruge som Skræmsel for at tvinge de Gjenstridige til at fæste Lid til dem, af Frygt, om ikke af Overbevisning; dette er det argumentum ad hominem, paa hvilket det flyder, som karakteriserer den tyske Filosofi, — man har af denne Grund kaldt den Tros-Filosofi istedetfor Sandheds-Filosofi. For en paastaaet Trang til at kjende den første Aarsag til Alt er det, at man substituerer Besiddelsen af denne Viden selv. Hvad frygteligt skulde der være i at vedkjende sig, hvad det dyberegaaende Kjendskab til den menneskelige Natur, Menneskeslægtens Historie, den tyske Filosofis Historie, ere samstemmige om at bevise, nemlig, at al Erkjendelse er underkastet Betingelser, og at tilsidst Grundlaget for den objektive Videns Sikkerhed er det almindeligste Resultat af den almindeligste Induktion, at Naturen er konstant, at under de samme Betingelser, paa samme Trin af objektiv Udvikling, den samme Virkning realiseres, det samme Fænomen træder frem; at Naturen saaledes er fornuftig, at det er nødvendigt at raadspørge den for at vide, hvad den siger; at vi ikke beherske den uden ved at adlyde den. Denne Argumentation: «det er nødvendigt at kjende det Absolute, altsaa er det muligt», kan vendes om: «det er ikke muligt, altsaa er det ikke nødvendigt», men med den Forskjel, at i det sidste Tilfælde skrider man fra en Kjendsgjerning til en Slutning, istedetfor at man i det første Tilfælde grunder en Kjendsgjerning paa en vilkaarlig Antagelse. Dog, den bedste Maade at bekjæmpe slige Paastande paa er at fordre deres Retfærdiggjørelse ved Kjendsgjerninger og ved Konsekventser. Dersom de tyske Filosofer virkelig ere begavede med et saadant høiere Lys, som de paastaa, saa lad dem Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/265 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/266 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/267 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/268 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/269 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/270 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/271 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/272 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/273 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/274 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/275 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/276 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/277 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/278 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/279 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/280 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/281 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/282 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/283 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/284 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/285 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/286 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/287 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/288 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/289 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/290 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/291 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/292 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/293 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/294 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/295 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/296 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/297 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/298 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/299 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/300 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/301 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/302 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/303 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/304 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/305 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/306 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/307 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/308 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/309 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/310 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/311 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/312 Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/313

  1. I Texten staar: psychologiques. (Oversætterens Anm.)
  2. Forfatteren betegner gjentagende de tyske Filosofer som les philosophes ultramontains. (Oversætterens Anmærkning.)


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren og oversetteren døde for over 70 år siden.