Om den tyske Filosofi
OM DEN TYSKE FILOSOFI
(OVERSAT AF PROFESSOR ARNE LØCHEN EFTER AFHANDLINGEN:
DE LA PHILOSOPHIE ALLEMANDE I DET FRANSKE TIDSSKRIFT
LA FRANCE LITTÉRAIRE, 4DE AARGANG, 1835,
17DE BIND, SIDE 49—106)
Vi skylde vore Læsere at meddele dem de Grunde, som have bevæget os til at optage denne Artikel, skjønt dens Form er noksaa lidet fransk. Gjenstandens Vigtighed og Forfatterens Egenskab af Fremmed har gjort det til Pligt for os at bevare de originale Udtryk i hans Arbeide. Den Opfatning, en Nordmand, der er opdragen i de tyske Skolers Skjød, har af denne Filosofi, for hvilken vi i Frankrige vise os saa begeistrede, har forekommet os interessant nok til at fortjene en Plads i La France Littéraire.
Redaktionens Anmærkning.
Er den Bevægelse henimod den tyske Filosofi, som man paastaar skal vise sig i Frankrige, bare tom Nysgjerrighed, eller har den sin Grund i en mere dybtgaaende Interesse?
Uden Tvivl er hverken det Ene eller det Andet Tilfældet. Den Opmærksomhed, som denne Filosofi har vakt, hviler ikke paa Kjendskab til sin Gjenstand, men skyldes den Interesse, man føler for det Ukjendte med alle dens Illusioner.
Tilnærmelsen til den tyske Filosofi er endnu ikke begyndt, den er alene forberedt. Den har hidtil kun fremkaldt en vis Disposition hos Franskmændene til at antage en Lære, som de før ikke kunde tænke paa uden at frastødes. Det er en ny Fordom, som nu ved en Reaktion er sat op mod den gamle, og som virker i modsat Retning, uden at den Ene mere end den Anden er grundet paa Overbevisning og Erfaring. Det er en Tro paa de Andres Tro; og i Grunden er det Afsmagen for de slidte Formers Trivialitet og Misfornøielsen med de nye Formers Extravagance, hvoraf den positive Side er, at de søge udenfor Landet for i det Ukjendte at finde et indbildt Middel mod et lidet reelt Onde.
Imidlertid — den tyske Filosofi har, rig paa Løfter udad og indad som den er, i Frankrige vakt Forhaabninger, som vistnok ere temmelig famlende og usammenhængende, men som kanske alligevel ville formaa at kalde frem et eller andet Forsøg paa en virkelig Tilnærmelse. Ville nu disse Forhaabninger blive opfyldte? Ja, det er et Spørgsmaal, som man bringer nærmere sin Løsning ved en Fremstilling af den tyske Filosofi selv end ved nogen anticiperet Bevisførelse.
Den Filosofi, som efter Tyskernes Mening er Typen paa deres Aand, Udtrykket for deres Væsen, Billedet af deres Individualitet, den Filosofi, som de have for sig selv, hvis Besiddelse hæver dem over alle andre Folkeslag. — thi da disse ikke have den tyske Filosofi, have de ingen Filosofi, — den tyske Filosofi, som gjennemtrænger Universet, gjennemskuer Gud, som ikke kjender Grændser, Tvivl eller Dunkelhed, som gaar ud fra Intet, forudsætter Intet, frembringer Intet, denne Filosofi med de store Løfter og de evindelige Indledninger, denne Filosofi, som fordærver Sproget og ødelægger Tænkningen og som i sit Væsen er scholastisk, en blot og bar Ordfilosofi, — ja hvad er den nu egentlig?
Kunne virkelig alle disse smaa filosofiske Stater, som ligge i indbyrdes Krig, siges at udgjøre et eneste Rige? Er der i de forskjellige Systemer en fælles Grundtanke eller en væsentlig Synsmaade, som tilhører dem alle lige meget? Er det muligt at tale om den tyske Filosofi i Almindelighed og i Modsætning til de fremmede Systemer? Tilsyneladende ere de Grændser, som Skille mellem de tyske Systemer, ikke til at komme over. Tilsyneladende er det ikke alene Resultaterne, Konsekventserne, Facit, de underordnede Spørgsmaal, hvis Uforenelighed fylder Aanderne med saa megen Splid; det skal være en Modsætning i selve de fundamentale Principer, som i Tyskland splitter de filosofiske Bestræbelser i denne Uendelighed af saakaldte Systemer, hvis nedrivende Tendentser have været de mest glimrende.
At dømme efter den ydre Stilling, hvori disse filosofiske Magter for Tiden befinde sig til hinanden, skulde man tro, at der ikke gives noget fælles Punkt, ud fra hvilket man skulde kunne — ikke gjenoprette Freden, men alene bringe den ene Part til Forstaaelse af den anden og til Enighed om den eneste mulige Vei, ad hvilken de kunne mødes og naa frem til hinanden. Dette er Grunden til, at den direkte og aabne Polemik mellem Systemerne, som forhen blomstrede saa frugtbart i den tyske Filosofi, for Tiden helt eller hovedsagelig er ophørt; det er nu alene leilighedsvis og indirekte, at Angreb ske, og netop derfor ere disse rigere paa Bitterhed end paa Bevisførelse. Det System er det mest moderne, som i Polemiken har udviklet til Fuldkommenhed den længe kjendte Methode: at imponere istedenfor at overbevise.
Hegelianerne betegne sine Modstanderes Lære ved Udtrykket Ikke-Viden; de lade, som om de ikke anerkjende deres Indvendingers Autoritet, Grundlag og Methode, fordi den blotte Omstændighed, at de ikke have antaget Hegelianernes Dogmer, dommer dem skyldige i Ikke-Viden, i aandelig Blindhed. Deres staaende Polemik indskrænker sig til lidet vexlende Omskrivninger af den Sætning, at de selv ere ufeilbare, og at al Viden er umulig udenfor deres System. De bøie unda for Angreb og kjæmpe ikke mod dem. Til Gjengjæld reise deres Modstandere, og blandt dem Schelling selv, Anklage mod dem for Charlataneri, medens Schellingianerne, dengang de vare paa Moden, behandlede som laverestaaende Mennesker dem, der angrebe det Tomme og intetsigende i deres Doktrin.
Dog det er fremfor Alt vigtigt at komme paa det Rene med, om man fornuftigvis kan tale om den tyske Filosofi under ét, eller om den kun danner et indbildt Hele, hvis enkelte Led gjensidig tilintetgjøre hverandre. Dersom man her alene har at gjøre med en Flerhed af modsatte Læresystemer, blandt hvilke man maatte gjøre et Valg — et Valg, som under et vist Synspunkt vilde være vanskeligt nok, fordi alle Parter med samme Ret gjøre Fordring paa at repræsentere den tyske Filosofi — saa er Problemet et helt andet og forskjelligt.
Imidlertid — hvor meget end hvert enkelt af disse Systemer har strævet for at gjøre sig exklusivt, hvilke Fremskridt det end paastaar at have gjort, hvilken Vægt det end lægger paa Forskjellen mellem de enkelte Systemer, saa have de dog alle sin Næring fra den samme Kilde, og flyde alle — fra Kant til Hegel, begge medregnede — paa den samme Forudsætning Deres fælles Punkt er det Vilkaarlige, er Aandens Anarki; deres Anmasselse er den, at de ville skabe Sandheden og ikke lære den at kjende, at de sætte sine Ideer i Virkelighedens Sted, at de personificere sine Abstraktioner eller bedre sagt, at de ophøie dem til Guder, at de fornegte den Kilde, de skrive sig fra, og at de udgive dem for Inspirationer, for umiddelbare Aabenbaringer.
De tyske Filosofer støtte sig forresten paa en Kjendsgjerning, men denne Kjendsgjerning er indbildt; de bygge paa en Antagelse, som er en Tilsnigelse, paa et Postulat. Den Hypothese, som er deres Systemers conditio sine qua non, eller rettere sagt, som er deres hele Filosofi, er den, de have opstillet om en eiendommelig Organisation af den menneskelige Natur, en Hypothese, som de ikke have retfærdiggjort uden ved nøgne Paastande, ved Løfter og ved Omskrivning af selve Postulatet. Dette er en psychologisk Feil, saaledes som i Grunden alle de Feil ere, som man kalder filosofiske[1], fordi de ere saa generelle og omfattende. De tyske Filosofer udstyre Sjælen med en aktiv og skabende Evne, som uden at sætte sig i Forbindelse med den ydre Verden, uden at tage sin Oprindelse derfra, uden at berige sig med Kjendsgjerninger og Erfaring, fra sig selv udleder Ideer, som ved en forud indrettet Harmoni svarer til den ydre Virkelighed. Den rene Tænkelighed er for dem den objektive Sandhed, som de ikke tilegne sig, men som de konstruere, saaledes som de udtrykke sig med en vedtagen Terminus. De tyske Filosofers Fornuft, som de stille i Modsætning til Forstanden eller Evnen til at danne Forestillinger, — og jeg kommer til at knytte min Udvikling til dette Ord, fordi denne tyske Fornuft er det vigtigste Grundlag for deres Scholastik, og fordi de andre Betegnelser paa deres Abstraktioner forstaaes let som Omskrivninger og Følger af denne fungerede Fornuft og dens Forhold til den anden Abstraktion, Forstanden — denne Fornuft, siger jeg, er en særegen sjælelig Evne som gjennemtrænger Tingenes sande Væsen og bemægtiger sig det Absolute, den er det Absolute selv eller dets umiddelbare Aabenbarelse, den er Kundskabens oprindelige Lys, omfatter i en Totalitet Alt, som er, og Alt, som bør være, anskuer Alt i dets absolute Enhed, abstraherer fra Tiden og Rummet, kjender ikke Grændser eller Tvivl; den er paa én Gang subjektiv og objektiv. Den er Menneskets Sande Væsen, Tingenes Sande Væsen samt det Punkt, hvor begge falde sammen; den iagttager ikke Kjendsgjerningerne, men foregriber dem, bestemmer dem, forudsiger dem med en Ufeilbarhed, hvis Sandheder ere af en høiere Orden.
Denne Fornufts Bevægelse eller, for at udtrykke mig klarere, Udlægningen af den Text, som oprindelig er indskreven i den, Fortolkningen af dens Orakeludsagn, det er Spekulationen, den eneste mulige Maade at filosofere paa tysk Manér; dens Resultat er Filosofien i eminent Forstand. Det, som vi Andre kalde Filosofi, eller, for ikke at strides om et Ord, det, som vi kalde Viden, det er ikke Viden, fordi vi kun erkjende spredt, fordi vi ikke forstaa og heller ikke gjøre Fordring paa at forstaa den absolute Enhed, den universelle Sammenhæng, det første springende Punkt, det Mysterium, som forvandler til Enhed det Universum, hvor Alt er Forskjel og Omskiftning, og fordi vi se paa Verdens enige Uenighed, dens harmonerende Dissonants som et universelt Faktum, der er en Betingelse for al Erkjendelse, men som ikke er Gjenstand for Forklaring.
Er ikke denne saa rigt privilegerede Fornuft et uhyre Postulat, et daarende Løfte, en Antagelse, som kan retfærdiggjøre det Vilkaarlige! En Antagelse, som forresten i og udenfor Tyskland er blevet bekjæmpet, benægtet og bestridt ligemeget af den sunde Sands som af enkelte Filosofer af Profession. Den er angrebet af Kant, Jacobi, Reinhold, Bardili, Fries, Krug, Herbart; men den er alene bleven delvis bestridt, idet man kun har benægtet den Rækkevidde, som er givet den, og netop derfor ikke har formaaet at standse det Vilkaarliges Fremmarsch: Alle tyske Filosofer ere nemlig enige deri, at man ved den rene Spekulation kan frembringe den objektive Sandhed, eller i det mindste bestemme det, som bør være; Alle ere delagtige i den Antagelse, som vi have betegnet som tilhørende den tyske Filosofis Væsen; men de, som nærme sig mere til Kants Synsmaader, indsnevre, som vi senere skulle se, Postulatet inden en meget snevrere Cirkel.
Den Hypothese, som Tysklands Filosofer hinsides Fjeldene[2] opstille, er en ganske dristig Hypothese, især naar det gjælder en Gjenstand, som enhver kan kontrollere og undersøge; imidlertid behøver man i Filosofien som andensteds bare at fremføre noget høist Besynderligt og at gjøre store Løfter for at imponere og vække Opmærksomhed; og derfra til Seieren er der bare et Skridt, en Seier, som dog uden Tvivl vil være noksaa forbigaaende, hvilket ogsaa tydelig fremgaar af Faserne i den tyske Filosofi, hvor det har været nødvendigt altid at øge Løfterne for at kunne standse den tiltagende Ligegyldighed og Afsmag. — Nægt bare Tilværelsen af en ydre Virkelighed, og man vil — deri finde en høi Visdom; gjør Fordring paa at vide Alt, og du vil blive beundret. —
Naar de tyske Filosofer saaledes mene at vide Alt gjennem en umiddelbar Aabenbaring, naar de tildele Spekulationen alene Evnen til at frembringe en sand Viden og saaledes lægge Alt ind i den personificerede Abstraktion, Fornuften, hvad gjøre de saa af Erfaringen? Ja, se det er et Spørgsmaal, om hvilket man med Lethed vilde kunne skrive tykke, overordentlig filosofiske Bøger, og alligevel et Spørgsmaal, som det er umuligt at løse. Dette er det Punkt, hvor den tyske Filosofis radikale Modsigelse ligger; det er den Spire til Ødelæggelse, som den bærer i sine egne Elementer. Erfaringen er det, som plager Filosoferne; den er noget, de gjerne vilde skaffe ud af Verden for at have tabula rasa: den er for dem Medusa-Hovedet. Dette er netop Grunden til, at man i Tyskland saa ofte hører gjentage, at det er Forstanden, som ødelægger Filosofien, eller som en hegelsk Filosof sagde, idet han begyndte sin Forelæsningsrække: «Al sand Filosofi begynder med at tilintetgjøre Forstanden.» Derfor er i Tyskland empirisk Filosofi et Skjældsord. Da de tillægge sin Fiktion Fornuften en absolut Magt til at frembringe, eller, som de sige, til at konstruere Virkeligheden, have de tilsyneladende tilintetgjort Erfaringen som Erkjendelseskilde og derved reddet Enheden i sine Systemer; men denne Enhed er kun et Skin, thi det er umuligt at opretholde den. Antagelsen af en dobbelt Erkjendelseskilde er i den Grad indgroet i den tyske Filosofi, at denne ikke kan gjøre et Skridt uden at støde mod den, skjønt den overalt fører Erkjendelsens Enhed i Munden. Denne Dobbelthed faar sit Udtryk i forskjellige Former og i forskjellige Ord, snart som Evner, snart som Tanke-Proces, snart som Resultat. Herfra skriver sig Modsætningen mellem Fornuften (Vernunft) og Forstanden (Verstand), Ideen og Begrebet, Intuitionen eller den intellektuelle eller absolute Anskuelse og Erfaringen, Spekulationen og Empirien, hvortil svare Klassifikationer som: den spekulative, rationelle eller høiere Psychologi, Logik, Fysik o. s. v. i Modsætning til den empiriske Psychologi o. s. v.; en Dobbelthed, som indeholder en Modsigelse og ikke lader sig tænke, og som ender med at umuliggjøre Filosofien, idet den nødvendigvis indfører en Viden af første og af anden Orden.
Jeg ved godt, at den tyske Filosofi ikke er den eneste, som man kan bebreide denne ødelæggende Dualisme; men ingensteds har den været saa almindelig og været drevet saa langt i sine Anvendelser; Intet er mere smagløst og stødende end de Betragtninger ud fra denne Theori, som oversvømme ikke alene Filosofien, men ogsaa en stor Del af den øvrige videnskabelige Literatur i Tyskland.
Ifølge disse Filosofer er dette eller hint Resultat aldeles ikke gyldigt som udelukkende grundet paa Forstandens Argumentationer; ifølge Forstandens Begreber forholder det sig vistnok saa, men Ideen siger det Modsatte; Fornuften som Guds Stemme foreskriver for Exempel Gjengjældelsen (Talion) som eneste retfærdige Maal for Straffen, men Erfaringen beviser, at den Straf, som følger heraf, er langt fra altid at strække til for at hindre Forbrydelserne, og at det følgelig er nødvendigt at gaa ud over Gjengjældelsen. Men hvad er denne Fornuft, denne Forstand, af hvilke vexelvis den Ene gjør et Fradrag i den Andens Autoritet? Sikkerlig er Intet saa egnet til at give Tænkningen en falsk Retning som at vænne den til at spærre sig inde i saadanne stereotype Abstraktioner.
De tyske Filosofer have gjort sig megen Møie med at forlige det Uforligelige. Kant, som først afgjort fastslog Modsætningen mellem Fornuften og Forstanden, indførte et Coordinationsforhold mellem dem, idet han anviste Hver sit Omraade. Kun i den moralske Sfære tildelte han Fornuften den skabende Evne, den umiddelbare Erkjendelse, og indrømmede ikke Muligheden af at kjende den ydre Verden uden ved Erfaringens Hjælp. Men dette Arrangement er umuligt, fordi det er en ren Illusion at antage reelle Grændser mellem det, som er, og det, som bør være; dette beviser bedre end Nogen Kant selv i sine Skrifter om Moralen og Naturretten, hvor Kasuistiken tilintetgjør de Forskrifter, som ere opstillede som Fornuftens Orakelsprog, og hvor Anvendelsen er bestemmende for den Retsregel, som er fremsat som undtagelsesfri og eneherskende. Det vil sige, at denne Fornuft, som han antog for et Princip uden Appel og uden Betingelse, gaar over til noget Sekundært og Betinget, og at den bliver et Intet. Det er for at skaffe denne Modsigelse afveien, at hans Efterfølgere, Fichte, Schelling og Hegel, paastaa, at der existerer et Subordinationsforhold mellem Spekulationen og Empirien, Ideen og Naturen, Fornuften og Forstanden, saaledes at den sande Viden, Erkjendelsen af Tingenes sande Væsen ikke kan erhverves uden ved Fornuftens umiddelbare Aabenbarelse. Saaledes er Erfaringen, for at tale klart, et Intet, en Ting, som er Ingenting. Men Vanskeligheden forsvinder ikke, fordi man har fundet et nyt Ord for at betegne, at den er bleven udjævnet. Det er let for dem at paastaa, at de vide Alt ved Spekulation. Men de kunne drive denne foregivne Spekulation lige til det Latterlige: det forbliver dog altid umuligt at skjule, at de Udsagn, som de udgive for Deduktioner à priori, alene ere tilsnegne Resultater af forudgaaende Abstraktioner, naar de have gjort nogle Skridt udenfor disse tomme Almindeligheder, som ere modtagelige for alle de Betydninger, som man vil udstyre dem med. Naar man siger, at der er en Erkjendelse par excellence, høiere end den, som stammer fra Erfaringen, Iagttagelsen og Reflexionen over det Existerende i alle de Forhold, som er Gjenstand for Iagttagelse, saa erklærer man herved, at denne sidste Erkjendelse er Intet, hvilken Omskrivning af Dogmer man end bruger for at skjule Modsigelsen.
Disse Filosofers Stilling er saaledes følgende: de kunne paa Grund af det Absurde deri ikke klart og bestemt nægte Erfaringen, og de kunne heller ikke anerkjende den i en saadan Betydning, at den er Noget, thi derved vilde de ødelægge sine Systemer, som Alle ligge hinsides Fjeldet og hinsides Verden. Hvad gjøre de saa af den? Som Regel drukne de Alt i Mystik, de lege med Ordene endelig, uendelig, absolut Væsen og Fænomener, Idé og Begreb, Fornuft, Forstand — en Ordleg, som kun er Variationer paa det Thema, som skal løses, og ikke Løsningen selv. Det er denne Vei, Scholastiken har fulgt. Ophøielsen, Apotheosen af den Abstraktion, som de par excellence kalde Fornuften, samt af alle enstydige Betegnelser er den tyske Filosofis deus ex machina. Men den er da ogsaa en Gud, som magter at løse alle Problemer og at feie væk alle Tvivl. Ved at opstille som fundamental Kjendsgjerning, at de er begavede med en Clairvoyance, som gjennemtrænger Universet eller er identisk med Virkeligheden, have de udvisket Forskjellen mellem den blotte Mening og Sandheden, mellem Tænkeligheden og Virkeligheden, de kunne hverken overbevise eller overbevises. Saasom det er nødvendigt at være spekulativ for at være Filosof, det vil sige at udlede hele denne menneskelige Viden af et medfødt Sandhedens Lys, og at afsløre Verdensmysteriet, er den tyske Filosof ikke længere den gamle Hædersmand af en Filosof, som var samvittighedsfuld, beraabte sig paa Kjendsgjerninger, tilstod sin Begrændsning, udtalte sig hypothetisk, talte om skjulte Kvaliteter, naivt skilte mellem det, som han vidste, og det, han ikke vidste, indrømmede, at der var Tilfælde, hvor det Givne ikke var nok udforsket og ikke tilstrækkeligt til at give et sikkert Resultat, og for hvem det var magtpaaliggende, at man paa Forhaand skilte mellem Muligheden og Virkeligheden, mellem Sandsynligheden og Visheden. Den tyske Filosof er Guds Organ par excellence, han er Midleren mellem denne Verden af Fænomener og den anden Verden, som i eminent Forstand er virkelig; han er den profeterende Apollo, som ikke alene kjender det Ukjendte, hvilket man gjerne kan indrømme ham, men som ogsaa forstaar det Kjendte paa en aparte Maade, idet han øser af en Kilde, som tilhører ham alene, hvilket man i Videnskabens Interesse aldrig kan erkjende. Det er Fichte, som har drevet kanske længst denne Pretension, ikke saaledes, at han har givet Paastanden størst Almindelighed, men derved, at han har givet den videst Anvendelse; det er ham, som med den Ufeilbarhed, som udmærkede ham, har rekonstrueret Historien om Menneskehedens Fortid og har deduceret Historien om dens Fremtid.
Men hvilke store Navne de tyske Filosofer end give sig, hvor pompøse end deres Løfter ere, hvor høit end det Udgangspunkt ligger, hvor de sige sig at være placerede, saa er det dog Altsammen kun tomme Ord og tomme Løfter, tomme paa Grund af den Modsigelse, som deres System bærer paa, tomme paa Grund af det Intetsigende og Ufrugtbare i deres Resultater, tomme paa Grund af Falskheden i deres Methode, hvor Alt er Tilsnigelse og Scholastik.
Tyskerne ræsonnere saaledes: Erfaringen kan, hvor udstrakt den end er, aldrig faa fat paa Sandheden som Nødvendighed eller som det Absolute, fordi hvert Fremskridt alene er et Fremskridt fra en Betingelse til en anden; det er kun en Udvidelse af den Kreds, inden hvilken man sidder fangen, men Skrankerne staa altid igjen; de sidste Betingelser, som man tilslut maa standse ved, fremstille sig derfor som tilfældige og ikke begrundede i Fornuften, og denne Tilfældighed breder sig ud gjennem Erkjendelsen, in alle dens Grene, fordi den er afhængig af den. Dersom altsaa det Absolute ikke træder frem ved en umiddelbar og indre Aabenbarelse, gives der ikke nogen Viden, som er absolut, nødvendig og utvivlsom; der gives ikke Filosofi. Altsaa maa man enten mistvivle om Filosofien, eller man maa indrømme Muligheden af en primitiv Aabenbaring, som ligger over Analysens Abstraktioner, grundlæggende, bestemmende, svarende til den ydre Virkelighed, hvis Supplement, ideale Side, den alene er, paa Grund af en absolut Identitet, en forud indrettet Harmoni. — Det er dette Dilemma, disse Filosofer bruge som Skræmsel for at tvinge de Gjenstridige til at fæste Lid til dem, af Frygt, om ikke af Overbevisning; dette er det argumentum ad hominem, paa hvilket det flyder, som karakteriserer den tyske Filosofi, — man har af denne Grund kaldt den Tros-Filosofi istedetfor Sandheds-Filosofi. For en paastaaet Trang til at kjende den første Aarsag til Alt er det, at man substituerer Besiddelsen af denne Viden selv. Hvad frygteligt skulde der være i at vedkjende sig, hvad det dyberegaaende Kjendskab til den menneskelige Natur, Menneskeslægtens Historie, den tyske Filosofis Historie, ere samstemmige om at bevise, nemlig, at al Erkjendelse er underkastet Betingelser, og at tilsidst Grundlaget for den objektive Videns Sikkerhed er det almindeligste Resultat af den almindeligste Induktion, at Naturen er konstant, at under de samme Betingelser, paa samme Trin af objektiv Udvikling, den samme Virkning realiseres, det samme Fænomen træder frem; at Naturen saaledes er fornuftig, at det er nødvendigt at raadspørge den for at vide, hvad den siger; at vi ikke beherske den uden ved at adlyde den. Denne Argumentation: «det er nødvendigt at kjende det Absolute, altsaa er det muligt», kan vendes om: «det er ikke muligt, altsaa er det ikke nødvendigt», men med den Forskjel, at i det sidste Tilfælde skrider man fra en Kjendsgjerning til en Slutning, istedetfor at man i det første Tilfælde grunder en Kjendsgjerning paa en vilkaarlig Antagelse. Dog, den bedste Maade at bekjæmpe slige Paastande paa er at fordre deres Retfærdiggjørelse ved Kjendsgjerninger og ved Konsekventser. Dersom de tyske Filosofer virkelig ere begavede med et saadant høiere Lys, som de paastaa, saa lad dem vise det; de faar demonstrere Verdenssammenhængen, saa det har Effekt, de faar kaste Lys over det Mørke, som hviler over underordnede Spørgsmaal, som endnu trodse de ihærdigste Forskninger. Men det er netop dette Skjær, den tyske Filosofi strander paa; det er denne dens Vanmagt, som ingen Forklædning, ingen sofistisk Omskrivning kan skjule, der i intelligente Folks Øine allerede forlængst har lammet den, og som sikkerlig en Dag vil tvinge den til at tie og holde op med sine evige Løfter.
Denne transcendentale og skabende Methode eller, om man foretrækker det, dette Organ, som findes hinsides Fjeldene, har Kant, netop som han havde tilføiet Scholastiken det afgjørende Nederlag, gjenfødt til ny Kraft, kanske mere ved sin Methode at filosofere paa end ved Modsigelsen[3] og den falske Retning i hans System.
Kant begyndte sit System med følgende fundamentale Tanke: Den eneste Kilde til Kundskab om den ydre Verden var Erfaringen; det var tom Spekulation og scholastisk Arrogance at mene, at man af Ideer kunde udlede Virkeligheden; og følgelig kunde man ikke tilegne sig Erkjendelsen af Tingene uden som Fænomener; Tingen i sig selv, det absolute Væsen, vilde for altid blive ukjendt, en absolut Viden var alene en tom Indbildning; den gamle Metafysik var blot en Chimære, som man maatte stille i Klasse med Astrologien; det Fulde kunde ikke udgaa af det Tomme, Verdensaltet ikke af Intet.
Kant har altsaa gjenindført en Lære, som er ganske modsat den senere tyske Filosofi. Men for det første fremstillede han sit System paa en Maade, som var lidet skikket til at gjøre det af med den gamle Dogmatisme, som ogsaa fornyedes efter ham; han fortsatte nemlig med den Methode at fixere Abstraktioner og at betjene sig af dem som Udgangspunkter — Filosofiens Hovedsynd til alle Tider — og forsvarede Erfaringen med den scholastiske Methode istedetfor at bekjæmpe Scholastiken med Erfaringens Methode. Dernæst udstyrede han Sjælen med en vis oprindelig Prægning, som skulde danne et ordnende Rammeværk for de Forhold, Fænomenerne staa i som Gjenstande for Erkjendelse, hvad han kaldte Erkjendelsens Former, hvorfra Overgangen til en fingeret Fornuft, som breder sig ud over og behersker Alt, var let — Ordet Form har altid været uheldsvangert for Filosofien; i Tyskernes spiller det endnu sin gamle Rolle. — Og endelig bragte Kant til Høidepunktet den uforsonlige Strid, som laa i hans egne Doktriner, og gav en endnu stærkere Impuls til den Filosofi, som gaar ud fra Tilsnigelser, idet han opfandt en egen praktisk Fornuft, som ved en umiddelbar Clairvoyance bestemmer de menneskelige Handlinger, udtaler sig kategorisk og, naar det gjælder at lære at kjende det, som bør være, udelukker den almindelige Methode, som Aanden følger; han indrømmede ikke (eller indrømmede kun ved en Inkonsekventse) Nødvendigheden af en Tankeproces for at afgjøre, hvad man burde gjøre eller undlade; thi ifølge hans Filosofi — hvis den gjennemføres konsekvent — er den Afgjørelse, som gaar forud for Handlingen, alene Udtydningen af en paa Forhaand beskrevet Tavle, og denne Tavle er uden Tvivl let at konstruere, naar man lader sig nøie med paa vulgær Vis at anse som identiske alle Handlinger, som paa Grund af en ydre Lighed kan sammenfattes under den samme Betegnelse eller den samme Forskrift, og ikke agter paa, at der ikke er to Handlinger, som fra moralsk Synspunkt ere absolut identiske, og at det er ganske umuligt at bedømme ens den Uendelighed af Handlinger, som efter den mere eller mindre vilkaarlige Klassifikation gaa ind under samme Formel. Hvor vilkaarligt det imidlertid end var at udgive saadanne Abstraktioner for guddommelige Orakeludsagn, saa forblev denne Vei, da den engang var banet, ikke ubetraadt. Fra en Fornuft, som den Kant saaledes havde skabt, til en Fornuft, som optager Alt i sig og opbygger Verden, var der kun et Skridt. Den kantiske Filosofi indeholdt Anlægget til to Theorier: den ene Sandhedens, Perfektibilitetens Theori, som ikke satte som Viden andet end det, som den vidste, som ønskede at gjøres til Gjenstand for Diskussion paa alle Punkter, og som tilintetgjorde Scholastiken overalt; den anden Fiktionernes, de vilkaarlige Hypothesers Doktrin, stor alene i tomme Udsigter. Det var den sidste, som gik af med Seiren.
Overgangen skede ved Fichte, som vistnok roste sig af at sætte Spiret paa Kants Filosofi, men derved ødelagde det Gode i den, jeg vover ikke at sige det Væsentlige, fordi uden Tvivl begge Sider tilhørte lige meget Kant, som havde skaaret over paa Midten to uforsonlige Betragtningsmaader.
Den Forbedring, Fichte mente at have hidført, blev afvist af Kant selv, hvis Udtalelse herom man søgte, en Afvisning, som indbragte ham, at han fra Fichtes Side blev stillet i Klasse med Aander, hvoraf der gaar tretten paa Dusinet, og at han blev kaldt en tre Kvarts Aand.
Fichte opstillede den foregivne intellektuelle, indre eller absolute Intuition som universel og udelukkende Kilde for Erkjendelsen; ifølge ham vare Ideerne ikke en Reflex af Virkeligheden, men Virkeligheden var blot Ideernes Billede; Erkjendelsen var ikke afhængig eller bestemt af Gjenstandenes Natur; den satte eller frembragte dem som sine Emanationer eller sit Supplement. Det Ord at sætte er de Vises Sten hos Tyskerne, uden hvilket man ikke kan tale paa tysk Vis om Filosofi. At sætte, ikke-sætte, at sætte Væren, sætte Ikke-Væren o. s. v., det er klassisk scholastiske Udtryk, som man finder overalt. Det er meget karakteristiske Udtryksmaader, fordi de betegne, at Tyskernes Maade at filosofere paa er at forudsætte og at udgive disse Forudsætninger for Virkeligheden. Det er fordringsfulde og affekterede Udtryk, saaledes som hele den filosofiske Terminologi er hos Tyskerne, som mene at have udviklet sit Sprog, der er universelt i sin Organisation og uendelig perfektibelt, ved at gjøre det bizart og unaturligt, koket, ikke som en ung Pige, men som en gammel Professor.
Ifølge Fichte er det Jeget, den absolute Personlighed, som sætter Ikke-Jeget (den ydre Verden) som sin Antithese og forener dem ved en absolut Synthese, hvilket vil sige, at det er Aanden, som frembringer de ydre Fænomener som sin egen Manifestation, som Realisationen af sig selv, og at saaledes det virkelige Reelle og Substantielle er Tanken, ikke det Fænomen, som man kalder Gjenstand, Ting. For at erkjende Virkeligheden maa man fordybe sig i dette Jeg og lytte til dets Aabenbaringer. Den Autoritet, Erfaringens Resultater nyde, er nul. Se, dette er, hvad de vilde, og hvad de nu alle ville: De ville, at man skal give dem Tilladelse til at unddrage sig Naturens Vidnesbyrd, forat de ukontrolleret kunne skjule Resultaterne af en forudgaaende Erfaring under Formen af guddommelige Inspirationer. De have vundet Spil, hvis de kunne faa anerkjendt den Paastand, at der er en Viden, en Vished i eminent Forstand, som ikke kan angribes, som der ikke kan disputeres om, over den almindelige Forstand, ifølge hvilken Menneskene, de tyske Filosofer deri indbefattede, tænke og handle. Det vil da bagefter være forgjæves at paaberaabe sig Utænkeligheden af et Jeg, der, som Fichte ordret siger, «i Jeget sætter ligeoverfor det delbare Jeg et delbart Ikke-Jeg»[4]. Dersom man først har ladet sig imponere af deres foregivne Clairvoyance, staar ikke Andet tilbage end at akceptere en masse Alt, hvad de komme med. Dette er i den Grad sandt, at selv nu for Tiden, da de allerede have lidt store Nederlag i den offentlige Mening, blive Protesterne mod deres Doktriner hellere afviste end diskutterede, fordi de paastaa, naar de som Princip have hævdet det Vilkaarlige, at være berettigede til det Samme i alle Anvendelser. De sige, at de ikke ere blevne forstaaede, at de ikke kunne angribes uden i Overensstemmelse med deres hele System, at deres Modstanderes Udgangspunkt ligger altfor lavt, eller som Hegel sagde, idet han anvendte paa sig selv en Konges Udtryk: «Jeg er nu engang nødt til at kjæmpe med sligt Pak.»
Men hvor bliver der af den ydre Verden efter Fichtes System? Ja, det er et Spørgsmaal, som man kan disputere om i al Evighed. Det er det Egne for saadanne Skygger af Fiktioner, at man af dem kan gjøre, hvad det skal være. Først behandlede han i Wissenschaftslehre, som er Grundlaget for denne Doktrin, Tingene som rene Former eller Manifestationer af Tanken, uden Realitet, uden egen Existens. Derfor er det, hans Doktrin i Almindelighed gaar for en absolut og dogmatisk Idealisme. Men i den samme Bog siger han, at Ideerne ere afhængige af en ydre Impuls, at Jeget sætter sig som bestemt ved et Ikke-Jeg, det vil sige ved en Gjenstand, som imidlertid ikke har positiv Karakter; og fornemmelig taler han, idet han behandler Moralen, Naturretten og Menneskets Bestemmelse, om den ydre Natur som den, der bestemmer Mennesket ved Instinkter, og sætter Skranker og Grændser for det, uden at han derfor renoncerer paa at bringe i Anvendelse sit Jeg, som sætter og skaber Alt. Af alle de Vildfarelser, som man har udgivet for Filosofiens Grundlag, er den absolute Idealisme, naar den forbliver konsekvent, den afmægtigste og netop derved den uskadeligste; thi den er den soleklare Fornægtelse af en Filosofis Mulighed: den har fuldendt sit System, saasnart den har udtalt sin Thesis; Idealismen er Opgivelsen af Haabet om en Viden. Uheldigvis har man ved en Inkonsekventse af denne selvopgivende Protest villet danne Grundlaget for en fremadskridende Viden. Allerede for tredive Aar siden udtalte Schleiermacher, en sindig Tænker, sig med tilstrækkelig Tydelighed om Fichtes Lære, idet han sagde, at hans Hovedværk ikke indeholdt Noget, som fortjente Opmærksomhed, med Undtagelse af Titelen (Wissenschaftslehre, Erkjendelseslære, istedenfor Filosofi).
Denne idealistiske Tendens i Fichtes System, som tilintetgjør den objektive Virkelighed ved blot at indrømme den en sekundær Existents, denne Arrogance af Jeget, som fortærer Alt og sætter Naturen i et absolut underordnet Forhold, fremkaldte Reaktionen fra den Filosofi, Schelling grundlagde. Schelling beholdt som Arv fra sin Forgjænger Hypothesen om den oprindelige, verdensomfattende Clairvoyance, som han betegnede ved Ordet intellektuel Anskuelse. Det er den ændrede Anvendelse og Brug af denne Ønskekvist, som er Særkjendet for ham.
Han stillede Tingene paa samme Trin af Realitet som Ideerne; han satte begge ved Siden af hinanden, han forenede dem ved en absolut Identitet, som lige primitive, lige reelle. Begge ere alene forskjellige Former, under hvilke det Absolute aabenbarer sig. «Det Absolute maa som identisk Aktivitetsprincip for at manifestere sig skille sig i modsatte Aktiviteter; men denne Adskillelse er ikke en reel Adskillelse; thi det, som er identisk i sig, kan ikke skilles reelt; den er blot en formel Adskillelse, det vil sige, at denne Adskillelse alene foregaar, fordi det Absolute (Thesis) reflekterer sig selv og derved bliver sin egen Antithese» Denne absolute Identitet af Alt, som er, og af Alt, som gjør sig selv til Gjenstand for Tanke, denne Identitet, hvis Differencer alene ere dens Ytringsformer, er den nu blot Betegnelsen for det ugjennemtrængelige Mysterium, eller er den Forklaringen af det? Er den blot det mest almindelige Udtryk for den mest omfattende Abstraktion, eller er den Resultatet af en høiere Clairvoyance? Det er de Spørgsmaal, efter hvis Løsning man kan dømme, om den Opdagelse, som denne Filosofi foregiver at have gjort, er en virkelig Opdagelse eller alene en Ordopdagelse. Jeg ved vel, at det er Kontrabande i den tyske Filosofi at fordre en Udredning. Imidlertid — hvilket Ord man end vil betjene sig af for at udtrykke sig paa en Maade, der passer til Gjenstandens foregivne Høihed, saa bliver dog den Fordring ikke mindre berettiget, at man skal give Tanken en Impuls, Ideerne en virkelig Bevægelse, og at man ikke i Stedet derfor skal sætte Ordenes tomme Bevægelse.
Tilhængerne af denne Lære have gjort megen Opsigt med sin Identitet; de have rost sig af at have faaet sit Lys fra denne transcendentale Anskuelse og at have løftet det uigjennemtrængelige Slør. Men denne Illusion har hævnet sig temmelig haardt paa dem selv ved skuffede Forhaabninger og ved det Intetsigende i Resultaterne. Imidlertid trænges der ikke mere end, at man befrier sig fra den Vildfarelse, at det er nødvendigt at overskride Erkjendelsens Betingelser, og man vil se, hvor gjennemsigtig den Forklædning er, i hvilken man har skjult det Uforklarlige.
Man kan gjerne kalde Tanken og Gjenstanden identiske, forudsat, at man kun siger[5], at her som overalt Forskjellen ikke kan være absolut, fordi der er et Baand af gjensidig Paavirkning, og forudsat, at man ikke heri indlægger Paastanden om, at Ideerne have en Prioritet, ved hvilken man kan tilintetgjøre Virkeligheden istedenfor at lære den at kjende. Man kan gjerne kalde det Forhold, at alle Gjenstande i Universet ere sammenkjædede, den absolute Identitet, og man kan stille i Modsætning dertil Udviklingen af Fænomenerne som Formerne for dens Manifestation, forsaavidt man ikke giver det Udseende af, at man ved disse Abstraktioner har gjort forstaaelig den sidste Aarsag, de sidste Betingelser for alt det, som er, og som lader sig tilsyne, hvilket man ikke mere har gjort, end den traditionelle Metafysik har gjort det ved Doktrinerne de substantia og de modis, som sige det Samme som denne Filosofis Udtryk.
Tyskerne behandle med Foragt den gamle dogmatiske Metafysik og mene at have fjernet sig uendelig fra den, og dog er hele deres Filosofi kun en Gjenopstandelse af dette samme Spøgelse, som de tro at have gjort det af med for evigt. Det er sandt, at deres Forgjængere naivt klædte sine tilsnegne Dogmer i Formen af Definitioner, Principer, Axiomer, og gave sig Mine af med Lethed at udlede af dem, hvad de fra først af havde skjult i dem, medens de selv med noget større Kunstfærdighed begrave Tilsnigelsen i evindelige Omskrivninger; men det er en Forskjel, som er uden Betydning.
Hos Schelling er Alt Identitet, hvilket har givet hans Lære dens Navn. Da han ikke af denne substantia una kan lade fremgaa en Verden, som udvikler sig i en Uendelighed af Forskjelligheder og Varieteter, skiller han denne Identitet i modsatte Aktiviteter, uden at Enheden skulde tabes, fordi denne Adskillelse alene var Reflexionen af den absolute Identitet. Saaledes forbliver Sagen paa det samme Punkt, hvor den altid har været; thi det, som interesserer os, er ikke at finde de mest passende Ord for at betegne det Uforklarlige, og det er ikke at afgjøre, om det er bedre at bruge Udtrykket: det Absolutes Manifestation, Identitetens Reflexion, end at sige: stadig fornyet Skabningsakt, Substans, som udvikler sig ved oprindelige Kræfter o. s. V., det ene Udtryk er ligesaavel som det andet kun Troper, Talefigurer; men det Problem, som skal løses, er at gjøre forstaaeligt, hvorledes dette Absolute kan reflektere sig, hvorledes denne Identitet kan aabenbare sig i en Uendelighed af forskjellige Ting. Og i denne Henseende vil man i denne Lære ikke finde nogensomhelst Oplysning, ikke mere end andensteds.
Efter at have læst deres store og smaa Bøger vil man blot have fundet Omskrivninger af Problemet, Variationer af Themaet, Løfter, Forsikringer om, at de have magtet Problemet, og Opfordringer til at tro derpaa.
Det er Grunden til, at en saadan Lære alene har kunnet holde sig en kort Tid; det er Grunden til, at i Tyskland Systemerne have fulgt paa hverandre med saa stor Hurtighed for at lide den fælles Skjæbne. De forekaste stadig Empirikerne denne radikale Modsigelse: ifølge Aarsagsforholdet maa de enten indrømme en uendelig Række af Aarsager og paa Grund af denne Bevægelse uden Maal og uden begrundet Begyndelse give Afkald paa en virkelig Viden, eller de maa standse ved et Udgangspunkt, som de erkjende de ikke kunne overskride, og saaledes tilintetgjøre sin absolute Lov. Det er denne Modsigelse, som de tro at have faaet Bugt med; men den tilhører ikke i mindre Grad deres eget System, fordi denne Abstraktion af en Identitet bliver ikke-identisk for ikke at falde over i det rene Intet, fordi ogsaa de sætte Verden betinget af en oprindelig om man ikke vil sige en tidligere Verden; og dette Underordningsforhold forsvinder ikke derved, at man kalder det en Reflexion eller en Manifestation. Men deres Stilling er forrykket paa en uheldig Maade, fordi de indbilde sig at have overskredet Erkjendelsens sidste Betingelser ved at indhylle dem i det Mystiske og at have en Løsning af Problemet der, hvor de alene have pegt paa det, og derved falde de i den Uvane at betragte som et Fremskridt i Tanke det, som alene er et Fremskridt i Ord, at sætte Analogier istedenfor den fremadskridende Tankegang, Omskrivninger istedenfor Løsningerne. Dette er den Dialektik, som man har prist saa meget i dette System, og endnu mere i den fuldendte Form, som Hegel har givet den. Den er den Antagelse, at Sandheden og Virkeligheden af en Sats, som man først har opstillet som problematisk, kan deduceres — ikke som i Mathematiken derved, at man analyserer det, som ligger i Satsen, og viser, at dennes enkelte Bestanddele kun er Sandheder, som man har overbevist sig om tidligere, men ved den blotte Bevægelse af dens Bestanddele, af hvilke enhver endnu er sat som hypothetisk — som om Sætninger, der ere rent problematiske, og som fra først af ere opstillede som saadanne, ved gjensidig Gnidning nogensinde kunde frembringe noget Andet end et Resultat ligesaa usikkert som de givne Størrelser selv; som om Beviset i Grunden var Andet end Beskrivelsen; som om Tilsnigelsen var mere berettiget, naar man fremstiller den som Resultat af Sætninger, som selv ikke ere andet end hypothetiske, end naar man skjuler den plumpt i et Axiom, og man ud af dette deducerer ved Analyse, hvad man ønsker.
Wolffs Methode har siden Kants Tid været omtalt paa en temmelig nedsættende Maade: Intet skulde være mere smagløst og latterligt end denne fordringsfulde Ordflom, disse pedantiske Omveie. Det er ogsaa sandt, den gode Smag har vundet noget derved, at denne ensformige Række af syllogistiske, scholastisk regelmæssige Bevis er forsvundet; men hvad der var væsentligt for denne Methode, det som denne Form alene tjente som Forklædning for, den systematiske Tilsnigelse, er fremdeles i fuldt Liv, den har alene skiftet Udseende.
Den tyske Dialektik er det mest fuldkomne Sidestykke til den Bevismethode, paa hvilken det gamle saakaldte Bevis for Guds Tilværelse, som man sædvanlig betegner med Navnet det ontologiske Bevis, hviler. Det er den samme Cirkel, det samme Spil med Ord, den samme Stilstand i Tanken.
Alt dette er meget klart; men Tyskerne ville heller gjøre sig Illusioner end tiltræde det andet Alternativ, som efter deres Mening er nedslaaende, nemlig for altid at opgive en betingelsesløs Viden. Schellings Lære er mere kommet til Anvendelse paa den ydre Verden, en Omstændighed, som har skaffet den Navnet Naturfilosofi. Det er denne dens Anvendelse, som har fremskyndet dens Forfald i den almindelige Mening, fordi den nære Afstand til mere detaillerede Spørgsmaal har lettet Kontrollen med en Lære, som, hvis den i nogen Tid vil opretholde den Pretension, at den henter sin Viden fra en transcendental Anskuelse, aldrig bør fjerne sig fra disse Almensætninger, hvis Clairobscur fremviser Gjenstandene kun i et Halvlys. Denne spekulative Fysiks Problem er at kaste Lys over Naturens Fænomener i alle deres Forhold, at demonstrere Verdensorganismen i dens Totalitet ved den rene Spekulation. Men eftersom man kan gjennemsøge det Tomme saa meget man vil, uden at det Fulde nogensinde fremkommer deraf, har det været en uundgaaelig Nødvendighed, at denne Lære forstenedes i faste Abstraktioner, i allegoriske Billeder, i underlige og bizarre Sammenligninger, og at den endelig udartede i en Formalisme uden Liv og uden Bevægelse. Aldrig har Nogen angrebet den dogmatiske Formalisme i Naturvidenskaberne mere hidsig, og aldrig har denne Formalisme traadt tydeligere frem end i de Skrifter, Lærens blinde Tilhængere have udgivet, hvor Naturens Kræfter, Tallene, de mathematiske Tegn ere personificerede eller rettere sagt lagt ud i regelmæssige Figurer for at danne Rubriker og repræsentere hver sin Del. — I Almindelighed er det de tyske Filosofers sørgelige Skjæbne at opdage sine Modstanderes Feil uden selv at kunne vogte sig for dem, fordi de ikke kunne befri sig fra den Illusion, som frembringer dem. — Saaledes f. Ex. repræsenterer Elektriciteten Forstanden, Blodet svarer til Vandet, Instinktet til Lyset, Kraniet til Diamanten. «Materien manifesterer sig i Vandet som det Indifferente, i Lyset som det Ideale, i Diamanten som det Reelle.»
For ikke lang Tid siden udkom i Frankrige en ny filosofisk Lære om Naturen; jeg tænker paa Azaïs’s Værk, der er noksaa underligt til at være fransk. Men hvorledes man end dømmer om dets Resultater, saa er dog Forskjellen mellem denne Bog og den tyske Filosofi temmelig stor, idet Forfatteren ikke gjør Fordring paa at forudsige Naturen. Han erklærer sig overalt for Iagttager, hvad der i det mindste tillader Enhver at verificere eller forkaste det, han fremsætter, medens det derimod i Tyskland er den profeterende Methode, som er den væsentlige Methode.
Hvor langt end i Schellings System Identiteten af Ideerne og Gjenstanden blev dreven, hvilken Enhed man end oprettede mellem det Absolute og dets Manifestationer, saa lod Erkjendelsens Organ sig dog endnu se som den Bro, der forenede to Verdener, som derfor blot var forbundne paa en ydre Maade. Man talte endnu om en intellektuel Anskuelse, om en Erkjendelse af det Absolute; det Absolute var endnu Gjenstand, man maatte faa Tag i det. Adgangen til det var angiven paa en saadan Maade, at Enhver kunde gjøre den Indsigelse, at han ikke fandt i sit Jeg denne Clairvoyance, som man havde forkyndt for ham, og at han forgjæves plagede sig for at faa ind i sit Hoved, hvorledes det var muligt, at en Uendelighed af forskjellige Ting kunde udgaa fra dette a=a, fra denne tomme Identitet, fra denne evige Hvile. Saaledes var det nødvendigt, for at fjerne dette Paaskud til Modstand, endnu engang at rectificere denne allerede sublimerede Identitet; det var nødvendigt ganske at udslette Forskjellen mellem Erkjendelsen og Gjenstanden; man maatte saaledes inkorporere det Absolute i Ideen og Ideen i det Absolute, at der ikke mere var Noget, man kunde hænge sig ved.
Dette er Hegels Værk. Hvad der hos Schelling var en aaben mystifikation, bliver hos Hegel en tildækket Mystifikation. Han vilde skaffe væk Alt, der saa ud som en forudgaaende psykologisk Undersøgelse om Muligheden af en Viden uden Betingelser. Han sagde, at dersom man nærede Mistillid til en Lære, som vil forklare Virkeligheden i dens absolute Totalitet, uden i Forveien at have gjort det tænkeligt, at der virkelig gaves et Organ, ved hvilket man kunde naa den, vilde man med samme Ret kunne «nære Mistillid til denne Mistillid», hvad der ikke siger Andet, end at man istedenfor at skille det, som man ved, fra det, som man ikke ved, bør blande begge Dele sammen og stille dem lige høit. Dette Ræsonnement er den samme Tilsnigelse, som man finder overalt; man skal afvise hvert Spørgsmaal om, hvorvidt Aandens Evner strække til for at gjennemtrænge Tingenes substantielle Væsen; thi sættes denne Tilstrækkelighed som problematisk, bliver den absolute Erkjendelse umulig. Lad ham selv faa Ordet: «Dersom Erkjendelsen er et Værktøi for at bemægtige sig det absolute Væsen, saa er det klart, at Anvendelsen af et Værktøi paa en Ting ikke lader den være, som den er, men at den bevirker en Formning eller en Forandring af den; eller er Erkjendelsen ikke vor Aktivitets Værktøi, men et passivt Medium, gjennem hvilket Sandhedens Lys naar frem til os, saa modtage vi den ikke, som den er i sig selv, men som den er gjennem dette Medium. I begge Tilfælde bruge vi et Middel, som umiddelbart frembringer det Modsatte af sit Formaal, eller det Fornuftstridige er meget mere, at vi betjene os af et Middel[6].» Dette er en af deres Udviklinger som Prøve paa dem Alle. Efter deres Mening er den absolute Viden et sikkert Maal, det vil sige, ikke et Problem, den er ikke Noget, der endnu maa forklares, førend de kunne gjøre Fordring paa at have en Filosofi, men den er en given Størrelse, et Faktum. De sige ikke: hvad der er problematisk, er, om der er en Viden uden Betingelser; lad os spørge den menneskelige Naturs Organisation tilraads for at faa vide, om en saadan Viden er mere end en Chimære; men de sige: den Erkjendelse, som ingen Grændser har, er et Axiom, den er det første Axiom; saasom vi ikke kunne bringe det i Overensstemmelse med en Aand, som er underkastet nødvendige Betingelser, saa lad os se bort fra disse Betingelser, lad os ikke mere tale om Aanden, og hvad den evner, og Sagen vil være selvfølgelig; man behøver alene at have Tillid. Dette temmelig forslidte Ræsonnement, som Hegel har gjennemført, har altid tjent til at bevise det Modsatte, førend man havde opfundet den omvendte Methode, som bestaar i at sætte et umuligt Postulat som Udgangspunktet og Kjendsgjerningen som det Problematiske eller som det rene Intet. Tidligere troede man, at det at filosofere var at følge Naturen og ikke at gjøre Fordring paa at herske over den; man medgav, at Menneskets Stilling ligeoverfor Universet var et Coordinationsforhold, at den menneskelige Aand var underkastet Betingelser i sin Virksomhed, at Erkjendelsen som Produkt af Vexelvirkningen mellem den menneskelige Natur og den ydre Natur ikke kunde være absolut eller kunde afgjøre, hvorledes det Samspil af Kræfter, som man betegner med Navnet Ting, virkede i deres Totalitet, naar denne betragtes som staaende udenfor de Relationer, hvorpaa deres gjensidige Forhold beror. Paa denne Maade er den tyske Filosofi efter nogle Aartier naaet frem til et Punkt, som er aldeles modsat det, som Kant med saa meget Bifald havde stillet sig paa.
Kant satte som Grundmur for sit System en Kritik af Aandens Evne og vilde derved gjøre en Ende paa det Vilkaarligs Herredømme i Filosofien og den traditionelle Metafysiks chimæriske Frembringelser. Hegel begynder sin Lære med at docere det Umulige i at filosofere efter en saadan Methode, for atter at kalde til Live de Spøgelser, Kant havde udryddet. Kant viste som Resultat af sin Undersøgelse Umuligheden af at erkjende Tingenes absolute Væsen (Tingen i sig selv); Hegel fremsatte som Udgangspunkt Existentsen af en saadan Erkjendelse. Det er Fremskridtet. Den Fuldkommenhed, som Hegel mener at have givet sin Læres System, en Forbedring, som er desavoueret af Schelling ligesom Fichtes af Kant, er, som han sagde, en Fuldkommenhed i Formen. Han tilskriver Schelling at have givet det absolute Indhold af Filosofien; men han mener, at han, fordi han satte den filosoferende Aand udenfor de Problemer, som skulle løses, ikke havde bragt en fuldkommen Enhed istand mellem Erkjendelsen og Gjenstandene. Den Form, som Hegel har opfundet, er en Form i eminent Forstand, den er en Form, som paa samme Tid er Indholdet; den er den argumenterende Tanke, som skrider frem ved sin egen Dialektik; den er en Methode, ifølge hvilken Kundskaben kommer af sig selv uden Formidling af Aanden, som han har sat paa Dør: derfor mangler ogsaa Aanden her; den er en Methode, som gaar ud fra Intet, som forudsætter Intet, og som frembringer Intet. Denne Revolution er en Revolution i Ord.
Der er godt Kjøb paa filosofiske Systemer i Tyskland; Hegel er neppe begravet, og allerede er der fremkommet to Forsøg paa at omskabe Filosofien, og kanske endnu flere, som jeg ikke kjender. Men om der findes Profeter, saa er der ikke mere Troende, og det er denne passive Modstand, som endelig engang maa gjøre Ende paa denne Leg.
Hegels Filosofi nærmer sig, lige indtil Udtrykkene, til den gamle Scholastik; Hegel har fornyet Striden mellem Nominalisterne og Realisterne. Ifølge ham ere Begreberne objektive og udgjøre Tingenes sande Væsen. Se dette er nu en anden Maade at omforme denne Filosofis sofistiske Methode paa. Ved saaledes at kanonisere de almindelige Synspunkter, til hvilke man har ført Tingene og Fænomenerne tilbage, for at lette Erkjendelsen af dem og for hurtigere at orientere sig i dem — en Operation, som tilhører alle Generationer, og som giver sig Udtryk i Sproget, hvor hvert Ord er et Tegn for en Mængde Forhold og Gjenstande, der ved en Abstraktion er fremstillede som identiske, skjønt Virkeligheden blot vedkjender sig denne Identitet som ufuldkommen — ved fra Begyndelsen af at sammenblande den regulative Brug af Begreberne for Erkjendelsen med Tingenes sande Virkelighed, ved at tildække den Maade, hvorpaa disse Almenbegreber have dannet sig, skjule den Kilde, som de ere strømmede ud fra, og tildele dem en oprindelig Substantialitet, og ved endelig paa denne Maade at stille Kopien over Originalen, det Ufuldstændige over det Fuldstændige, tilintetgjør Hegel Virkeligheden som individuel; han lemlæster Naturen, idet han indrammer den i blege og defekte Abstraktioner, hvad enten den føier sig efter dem eller ikke; og hvad der er uheldsvangert for denne Methode, han snur op og ned paa den naturlige Orden, idet han korrigerer Gjenstanden efter Billedet istedetfor at rette Kopien efter Originalen.
Lad os høre hans egne Ord: «De, som fremsætte en saadan Paastand (det vil sige de, som opstille en individuel Realitet) sige selv det Modsatte af det, de mene. De tale om ydre Gjenstandes Tilværelse, som man endnu nøiagtigere kan bestemme som virkelige, absolut enkelte, personlige og individuelle Ting, af hvilke Ingen mere har sin absolute Lige; de sige, at denne Tilværelse er en absolut Vished og Sandhed. De mene dette Stykke Papir, hvorpaa jeg skriver dette, eller meget mere har skrevet det; men de sige ikke, hvad de mene. Hvis de virkelig vilde sige dette Stykke Papir, som de mene, og de vilde tale, saa vilde dette være umuligt, fordi det sandselige (synlige) dette, som de mente, ikke kan naaes af Sproget, som udelukkende tilhører Bevidstheden, det i sig Almindelige. Under Forsøget paa at betegne det, vilde Gjenstanden hensmuldre; de, som havde begyndt Beskrivelsen af den, vilde ikke kunne fuldende den; de vilde være nødt til at overlade den til Andre, som tilslut vilde tilstaa, at de talte om en Ting, som ikke er. Saaledes mene de uden Tvivl dette Stykke Papir, som ikke mere er den samme Ting som det Stykke, som vi netop have talt om; men de sige virkelige Ting, ydre eller sandselige Gjenstande, absolut enkelte Væsener, det vil sige, de sige om dem kun det Almindelige, hvoraf man forstaar, at det, man kalder det Uudtrykkelige, blot er det Usande, det Ufornuftige[7].»
Dette var nu en Prøve paa denne Dialektik, som ikke er mindre usmagelig ved den affekterede og fordringsfulde Forvridning af Sproget end ved Tankegangens slet skjulte Falskhed. Istedenfor at sige, at den individuelle Virkelighed aldrig helt kan gaa op i Begreber, og at derfor Begreberne blot ere ufuldstændige Tegn for Tingene, sige de: de individuelle Bestemmelser kunne ikke optages af almindelige Begreber, følgelig ere de ikke virkelige. Dette er de gamle Chikanerier med Substants, Væsen, Entitet, Hypostaser, Accidentser, Modi, som alene ere vilkaarlig løsrevne Stykker af Naturens Enhed. Hvem er det, som ikke ser, at hvad man kalder uvæsentligt, accidentelt i Modsætning til Andet, blot udtrykker et Forhold til de almindelige Synspunkter, efter hvilke man har systematiseret Tingene og Fænomenerne, uden at dette angaar Virkeligheden selv? Hvem er det, som for Alvor siger: Dette kan strengt taget ikke udtrykkes ved almindelige Begreber, altsaa er det ikke virkeligt? Men i denne Doktrin er det let at give en saadan Afgjørelse; thi de Skygger af Attributer, ved hvilke Spørgsmaalet fra først af er blevet løst, ere saa eftergivende, at de vige Pladsen efter Omstændighederne. Det, som man har nægtet Attribut af Væren, er holdt skadesløst ved Attributet Væren i sig; og tilslut kommer man tilbage til det samme Punkt uden at have vundet Noget andet end en Flerhed af Grader i Væren og i Realitet, hvilke tjene til Intet, fordi de alle ere lige reelle.
Der er ikke en Indvending, som Hegel har gjort sine Modstandere, der ikke kan bruges mod ham selv. Han har bebreidet dem det Tomme i deres Systemer; han har sagt, at det at tage sit Udgangspunkt i det Absolute ikke udgjorde en Filosofi, ikke mere end Ordene «alle Dyr» allerede var Zoologien[8]. Istedenfor at sige alle Dyr har han sagt alle Pattedyr, alle Fugle o. s. v.; thi om han har revet denne tomme og betydningsløse Abstraktion af det Absolute sønder i flere Dogmer, saa bliver Intet dog Intet, delt som udelt; og det er just den Bebreidelse, han gjør den Skole, som han selv er gaaet ud fra, at den Intet har forklaret, naar den har ført Tingene tilbage til en af Kategorierne i deres faste System og har givet dem et af disse Almenbegreber til Attribut, for Exempel Elektriciteten, Magnetismen, Kontraktionen og Expansionen; det er denne Bebreidelse, som rammer ham selv med endnu større Ret; thi Attributer som Væren for sig, Væren for Andet, den reflekterede Væren, den Væren, som er vendt tilbage i sig selv, den formidlede Væren, den umiddelbare Væren og alle de andre Sorter af Væren og Væsen, som afgive Bestemmelser, ere ikke mindre blege og mindre tomme.
Hegel udtalte sig gjentagne Gange mod den Manér at fixere Abstraktioner og at skille dem ad ved uoverstigelige Skranker. Ingensteds har imidlertid den Feil været drevet videre end hos ham selv. Jeg gjentager ikke alle Arter af Væsener, som jeg har nævnt, alle Arter af Erkjendelse ved Forstanden, ved den iagttagende, moralske, lovgivende Fornuft; jeg gjør alene den Bemærkning, at Hegel, der saa lydelig og det med Rette, dadler det Klodseri at have ophøiet til guddommelige Bud Moralens banale Formler og paa denne Maade at have indviklet sig i tomme Ordkampe, selv har i endnu høiere Grad almindeliggjort den Methode i Moralen at opstille Formler som Orakelbud og saaledes har givet Anledning til denne Ordskvalder, som beskjæftiger sig med at løse Vanskeligheder, som man fra først af selv har opstillet, men som ikke existerer i Virkeligheden. Jeg skal senere give Exempler derpaa.
Dersom Hegel havde sagt: dette er et Forsøg paa en Beskrivelse af Fænomenerne betragtede fra et almindeligt Synspunkt, det er en Gruppering af Tingene, saa vilde han have fundet den sande Betegnelse for sin Doktrin; men da vilde Ingen have agtet paa den, fordi man vilde have fundet, at denne Anordning var den vilkaarligste, den tommeste, den betydningsløseste, som kunde tænkes; man vilde have overbevist sig om, at Intet er vundet derved, at man har sønderstykket Virkeligheden i forskjellige Grader af Existens; man vilde seet, at man, efter at have sat som det sande Substantielle det abstrakte Begreb, som ser bort fra Alt, som er forbigaaende og ændrer sig, og efter at have nægtet den sande Virkelighed af det, som er forbigaaende, finder alle Problemer hvilende paa samme Sted som forhen.
Dette er altsaa den Jord, Hegel har drevet. Men han har ikke udtalt sig saa klart; han foregiver at have forvandlet Kjærligheden til Videnskaben (Filosofien) til en virkelig Videnskab. Saa vel har han skjult sin Læres Trivialiteter under stereotype Termini, der ere fordringsfulde, affekterede og fjerne fra den almindelige Maade at udtrykke sig paa, og saa ofte har han gjentaget Forsikringen om det Sande i Antagelsen af en Erkjendelse, som ligger over det, som de andre Mennesker vide, at det ikke er uforklarligt, at det er lykkedes ham at faa Enkelte til at antage hans Abstraktioners trættende Formalisme tiltrods for hans Læres Upopularitet og almindelige Synken i Anseelse.
Men jeg har maaske allerede altfor meget trættet mine Læsere med Udviklingen af disse Almenbetragtninger. Man spørger: Hvad kunne de tyske Filosofer bringe ud af disse tomme Principer ? Hvad kunne de fremlægge som det positive Resultat af denne indre Intuition, af denne Fornuft par excellence? Kan man ikke paa den anvende det bibelske Bud: «Vis mig Eders Tro af Eders Gjerninger» Er det ikke det bedste Middel til at løse Stridighederne mellem Partierne og til at værdsætte Systemerne, at bedømme dem efter deres Konsekventser, efter deres Resultater, efter Anvendeligheden af det, som de lære?
Ja, det er et Middel, som allerede forlængst har fordrevet denne Maade at filosofere paa fra Frankrige og endnu mere fra England, hvor den filosofiske Vilkaarlighed altid er blevet bekjæmpet af rigtig dømmende og kraftige Aander. Men dette Middel er kun anvendeligt der, hvor Videnskaben ikke er skilt fra Livet, hvor Videnskaben ikke danner et Rige for sig, men hvor man tænker i sit Studerværelse paa samme Maade, som naar man staar overfor Publikum, og hvor man ikke aflægger sin individuelle Tanke, i det Øieblik man stiger op paa et Katheder eller begynder at skrive en Bog; og Tyskland har, med alle sine gode Anlæg, med hele sin Perfektibilitet og trods de store Fremskridt, som allerede ere gjorte i denne Henseende, endnu at gjennemgaa nogle Kriser, før denne Tid er kommen.
Det følger af sig selv, og hvis det ikke gjorde det, vilde deres Bøger bevise det fuldstændig, at en Filosofi som den tyske, der har paataget sig at frembringe af det Tomme det Fulde, af Fiktioner Virkeligheden, og som har kastet sig ud i det Vilkaarlige, idet den foregiver at have stillet sig over Naturen, ikke kan opvise et for den eiendommeligt Resultat men at den er modtagelig for alle de Resultater, man ønsker at uddrage af den, eller, for at udtrykke mig klarere, for alle de Resultater, som man ønsker at give en tilsyneladende Begrundelse ved at arrangere dem som Følger af paa Forhaand opstillede Axiomer.
Man indser vel, at naar man faar Opdagelser for saa billigt Kjøb, og blot behøver at udgive sine Formler for Aabenbaringer og at begrunde dem ved denne Dialektik, som skaber Visheden ved sin egen Bevægelse, saa er det ikke vanskeligt hverken at finde Sandheden eller at bevise den. Ifølge denne ufeilbare Methode har jeg seet dem deducere fuldstændig Historien om Menneskeslægtens Fremtid lige til Verdens Ende, ja selv Verdens Ende med, seet dem bevise, at Mennesket ikke var frit, at Villien var fri, men at denne Frihed var det Samme som Nødvendigheden, at Verden var Identitet, at den var Duplicitet, at den var Triplicitet, at Alt var tredobbelt; at Diamanten i Naturen var, hvad Kraniet er hos Mennesket, at Jordens Indre var befolket, og at man maatte grunde Kolonier der, at Preussen var Manifestationen af den guddommelige Kjærlighed som Syndeskyldens Tilgivelse, at Straffen blot var en Ret, som tilkom Forbryderen, at den var Gjenoprettelsen af den forstyrrede Orden, at den var en ideel Skadeserstatning, at den ikke var noget Virkeligt; at Victor Hugos Kjærlighed til Napoleon var Anvendelsen af den kristne Kjærlighed paa Verdenshistorien o. s. v. Dette er som Exempler nogle Resultater af den tyske Methode, som ere hentede fra forskjellige Forfattere og forskjellige Perioder, men som have til fælles den sofistiske og vilkaarlige Argumentationsmaade, som vi flere Gange have gjort opmærksom paa, og som vi snart skulle give nye Exempler paa.
En Filosofi, som har foresat sig at skabe Sandheden og ikke at opdage den, har aldrig særegne Resultater, den alene giver sig Udseende af at have saadanne. Den tyske Filosofis Særkjende er den Illusion, at den fra en oprindelig Clairvoyance kan drage Følgeslutninger, som alene ere Resultaterne af en forudgaaende Erfaring. Dette er Grunden til, at Indholdet af deres Doktriner ikke nødvendigvis maa være falskt, idet de, hvorledes de end tro sig indrettede, dog øse sin Kundskab fra den samme Kilde, som de fordømme.
Men da Problemerne forandres og forrykkes ved denne Omvei, bliver det næsten uundgaaeligt, at man forfeiler sit Maal, og at Løsningen bliver umulig, naar Spørgsmaalene kompliceres, eller naar det gjælder at løsrive sig fra bestemte Erindringer eller i Forveien at underkaste dem en Prøve. Saaledes har den naturfilosofiske Skole, som har været rigest paa Talenter, frembragt gode Ting mellem saa mange forgjæves Anstrengelser, fordi disse Naturforskere vare tvungne til selv at gjøre Iagttagelser eller at betjene sig af Resultaterne af allerede gjorte Iagttagelser, hvilken Møie de end have gjort sig for at føre sine Ræsonnementer tilbage til den Form, som Tyskerne kalde spekulativ. Hvad de have frembragt af Godt, have de imidlertid ikke frembragt paa Grund af sit System, men tiltrods for det, ikke som Filosofer, men skjønt de vare det, ikke fordi deres Methode var stærk nok til at beherske deres Natur, men fordi denne gjorde sig gjældende i den Grad, at den fik dem til at glemme sit System. Men i Moralvidenskaberne, som endnu gynge paa traditionelle Almensætninger, maa den tyske Methode, som opstiller anticiperede Abstraktioner som absolute Udgangspunkter, eller, for at betegne Tingen med dens rette Navn, som ophøier Katekismens Bud til guddommelige Forskrifter og gjør unødig Kvalm, naar de komme i Strid med hverandre, være tom i sit Resultat som i sin Kilde; thi i Moralen er det først nødvendigt at frigjøre sig fra den theoretiske Formalisme, som Opdragelsen, Skolen og selv Literaturen samvirke for at slaa fast; man maa søge tilbage til disse Dogmers virkelige Autoritet, disse Dogmer, der ere fremsatte som absolute, og føre dem tilbage til deres relative Værd; kort sagt, den rene, upartisk overveiende og uinteresserede Methode er her uundværlig for at gjøre Dogmerne idetmindste ligesaa fornuftige som Livet (en Methode, som alene er Resultatet af en stadig Iagttagelse af den menneskelige Natur og af Folkenes Udviklingshistorie, en Iagttagelse, som maa drives med saa meget mere Nøiagtighed og Udholdenhed og i saa meget større Udstrækning, som de psychiske Fænomener ere mere komplicerede og nuancerede).
Jeg tager ikke i Betænkning at forsikre med hele den Overbevisning, som stammer fra en alvorlig Eftertanke og Kjendskabet til den Gjenstand, som det gjælder, at der ikke gives Noget mere modsigelsesfuldt, Noget mere betydningsløst, mere sterilt end alt det, som er udkommet i Tyskland af systematiske Værker over Moralens og Rettens Filosofi, naar man herfra undtager Schleiermachers Kritik af alle Moralsystemer og Hugo’s Bog, hvis Titel er Den positive Rets Filosofi, i hvilken jeg alene helt roser Methoden, fordi Forfatteren i sin Reaktion mod sine Forgjængeres og sine Modstanderes Dogmatisme har draget mange Konklusioner, som ere mere afgjørende end sande.
Vi have sagt, at den tyske Filosofi, da den ikke har særegne Resultater, er skikket til at begrunde, hvad det skal være, idet den giver det, som den vil hævde, en Forklædning i sine stereotype Udtryks Kappe. Det er let at forudse, hvilken Tvang og hvilken Lemlæstelse det, som den vil sige, maa undergaa for at komme ind i disse Rubriker. Det er Hegels Skole, som udmærker sig heri. Jeg tager for Exempel den første og bedste Side af hans Bog. For at betegne, at den Forandring som en Datters Stilling undergaar i den mere uafhængige Ægtestand, ikke kan foregaa, uden at de Baand, som knytte hende til hendes Forældre, slappes, udtrykker han sig saaledes: «Datteren kommer til den Forsigværen, som hun er istand til at naa, blot ved at ofre Forholdet til Forældrene; hun anskuer altsaa i Forældrene ikke sin Forsigværen paa positiv Maade.»[9] Idet Hegel fortsætter, udtaler han den Mening, at Forskjellen mellem Kvindens og Mandens Kyskhed bestaar deri, «at den dydige Kvinde ikke ønsker denne Mand, dette Barn, men en Mand, Børn overhovedet; at Kyskheden ikke er ren, dersom der i Begjæret findes Tilbøielighed mod et bestemt Individ, fordi en Kvinde, der er, som hun skal være, ikke søger at er kjende sig i en Anden som dette Selv», medens Manden, «idet han som Borger besidder Almindelighedens (det Almindeliges) Evne og Kraft og det med klar Bevidsthed, derved kjøber sig Retten til Lidenskaben og paa samme Tid bevarer sin Uafhængighed af den». Efter endelig at have talt om Forholdet mellem Broder og Søster slutter Hegel saaledes: «Tabet af Broderen er uerstatteligt for Søsteren, og hendes Pligt mod ham er den største og høieste af alle[10].» Dette er underlige Doktriner. Man vil uden Tvivl sige, at løsrevne Stykker ikke kunne helt forstaaes uden i Sammenhæng med hele Systemet; man faar da læse dette System, og man vil overbevise sig om, at Feil ikke ophøre at være Feil, fordi man har føiet dem i hverandre ved Hjælp af et Arrangement, som man giver et fordringsfuldt Navn; man faar læse uden Illusion, uden Lidenskab og ganske frigjort fra Troen paa Autoriteter, og man skal finde, at jeg har betegnet Tingen med dens rette Navn. Man behøver kun at mindes Scholastiken i Middelalderen for at se, at der gives et Slags Filosofi, som begynder der, hvor Fornuften slutter.
Fra Aarhundredets Begyndelse, eller snarere fra den Tid, da Fichtes Lære udkom, som systematisk og fuldstændig fremstillede en Filosofi udenfor Lovene og udenfor al Kontrol, og lige til den Dag idag har den gode Tro hos Skolernes Stiftere adskillige Gange for Alvor været draget i Tvivl. Det er sandt, at deres Ræsonnementer og deres Konklusioner ofte ere saa bizarre, saa aabenbart hvile paa Tilsnigelser og i den Grad ligge udenfor alt Menneskeligt, at man næsten kunde være berettiget til at nære Mistanke til dem i et hvilketsomhelst Punkt. Imidlertid behøver man alene at kjende denne Filosofis Udvikling og Væxt for at blive fri enhver forstemmende Mistanke. Den tyske Filosofi er en Illusion, det er den hele Forklaring. Ved at gjentage for sig selv den paastaaede Nødvendighed af en Viden af høiere Orden, ved at stille for sin Tanke, hvad de kalde Modsigelsen i enhver anden Maade at anskue Menneskets og Erkjendelsens Forhold og Stilling paa, ved uafladelig at rette sit Blik mod det gjækkende Haab om at kunne ophæve de Betingelser, som Alt, hvad vi vide, er underkastet, ved at begynde med at støtte denne endnu svage og tvivlende Tro paa sine Forgjængeres Autoritet og ende med at overgaa dem i Dristighed og Overbevisning opføde de en Illusion, som tilslut bliver en fix Ide, en Illusion, som vistnok fra Begyndelsen af ikke er uden Forfængelighed, men som ikke udelukker Troen paa et virkeligt Maal.
Det vilde have været absolut umuligt, at en eneste Mand havde kunnet begynde og fuldende en Lære som Hegels: den er Resultatet af mange Antecedentser. Det vilde været ligesaa umuligt, at en isoleret Mand skulde vedvarende kunne nære Illusionen om en aparte Methode for at gjennemtrænge den Verden, hvis Virkelighed hvert Øieblik overbeviser ham om det Falske heri, uden at han skulde være bleven bragt ud af sin Vildfarelse og sin Forhekselse. Det er ved Traditionen, at denne Illusion ikke alene er bleven styrket og næret, men ogsaa øget og udvidet. Hos Kant findes allerede denne profeterende Fornuft; det er Spiren, som har udviklet sig senere; dens Funktioner, som oprindelig vare begrændsede, have altid forfleret sig. Hos Fichte og Schelling har denne Erkjendelse af det Absolute, denne intellektuelle Anskuelse endnu ikke ganske fornægtet sin Karakter af Postulat, af Hypothese. Hos Hegel er den en Kjendsgjerning, hvis Mulighed ikke mere drages i Tvivl, men i Overensstemmelse med hvilken Muligheden af andre Problemer maa udledes. Det er paa denne Maade Hegel har bragt det til helt at fuldføre Filosofiens Overgang til Ikke-Filosofi, en Overgang, som man talte om i Tyskland for allerede mere end tyve Aar siden.
Men hvor fix de tyske Filosofers Ide end er, hvor urokkelig end Overbevisningen om deres Ufeilbarlighed er, hvad der ikke har reelt Grundlag, maa dog tilslut vakle. Det er Grunden til, at de Fleste ende med at kaste sig i Armene paa den religiøse Mysticisme.
For Mængden, det vil sige for Størsteparten af de Mennesker, der, som Traditionen fordrer, maa vide noget mere om Filosofien end dens Navn, forbliver denne Doktrin fra Landet bortenfor Fjeldene, som er udviklet af Fichte og senere Forfattere, et absolut Mysterium. Det er et paa én Gang nedslaaende og komisk Syn at se saa mange Mennesker, som ere forsamlede for at høre sin Lærer, ikke alene ikke forstaa ham, men ikke have den mindste Ide om det, hvorom der handles. De gaa paa Forelæsningerne og læse sine Bøger op igjen, uden at deres Aand modtager den mindste Impuls deraf.
Den nuværende tyske Filosofi er ikke populær i nogen Betydning af dette Ord. For at forstaa, hvad den for Tiden vil sige, maa man begynde med Kant og følge Rækken nedover. Man har altid med Rette beskyldt den for Dunkelhed; men den er i endnu høiere Grad affekteret og fordringsfuld. Hvad man kalder Uklarheden i den, er en Egenskab, som absolut ligger i den tyske Filosofis Væsen, man kan endog sige, at det er dens vitale Princip. Det er en ligesaa triviel som sand Iagttagelse, at Intet i Almindelighed har større Magt til at vække og vedligeholde en urokkelig, næsten stupid Beundring end den mysteriøse Forklædning, som til enhver Tid lader skimte noget Esoterisk og Sublimt. Det er derfor, at de, som ikke have nok Udholdenhed til at tilbagelægge den lange Vei, som er Forberedelsen for Forstaaelsen af dette Mysterium, betragte som Væsener af en høiere Orden dem, som ere komne saa langt, eller idetmindste pretendere det — thi Forskjellen mellem begge Dele er ikke stor — medens disse, henrevne over at have gjort sig fortrolige med Mesterens Methode, glemme, at det at fatte et System er noget Andet end at fatte Sandheden.
Man kan nævne mærkværdige Kjendsgjerninger, som vise, hvad det vil sige at forstaa den tyske Filosofi. Jeg anfører en efter Beneke, som selv har den store Fortjeneste at have angrebet Grundlaget for denne Filosofi, idet han gaar ud fra et ganske desillusioneret Standpunkt, og idet han strengt hævder Nødvendigheden af at erstatte de dristige Dogmers System med en Lære, som kan kontrolleres paa hvert Punkt. Han fortæller, at hans Lærer Bernhardi, en fortrolig Ven af Fichte som Menneske og som Filosof, havde gjort ham den Tilstaaelse, at han aldrig havde forstaaet, hvad Fichte havde skrevet, og hvad han havde sagt ham. Paa lignende Maade udtalte Fichte sig mod Reinhold, en noksaa bekjendt Filosof i det ode Aarhundredes Begyndelse. Efter at have givet ham Vidnesbyrd for fuldkomment at have trængt ind i hans Vuer beskyldte han ham for aldrig at have forstaaet ham, da han angreb hans Lære. Hegel har sagt, at der var blot en eneste Mand, som havde forstaaet ham, og at i Grunden heller ikke denne havde forstaaet ham.
Grunden hertil er ikke vanskelig at finde: de omskrive Problemerne og løse dem ikke, saaledes at man paa én Gang kan forstaa, hvad de ville sige, uden at forstaa, hvorledes det, som de sige, kan hæve de Vanskeligheder, som de have foresat sig at bortrydde. De have forsvaret sig ved at paastaa, at Filosofien ikke var modtagelig for en Form, som kunde gjøre den mere tilgjængelig, hvad der er sandt med Hensyn til en Lære som denne; thi naar den kunstige Væv af Ord sønderreves og Forklædningen reves af, vilde kun trivielle Almensatser blive tilbage, urørte Spørgsmaal, som endnu vare at løse, og Enhver vilde da med et Øiekast se, hvad for Tiden alene Enkelte se efter trættende Undersøgelser, nemlig at alt Fremskridt i en saadan Filosofi blot er en Bevægelse uden Ende og uden Maal i den Cirkel, som de fra først af have slaaet om sig, og som de ikke kunne komme ud af, fordi den er deres egen Skabning. Denne Filosofis sørgelige Skjæbne er den samme som alle de Doktriners, som støtte sig paa Autoritet og ikke paa Forstaaelse og Overbevisning. Flerheden af Autoriteter ødelægger dem Alle, hvis der ikke er En, som seirer over de Andre ved sin Nyhed og ved Udstrækningen af sine Løfter.
Uden Tvivl er det en slem Rolle at skulle profetere. Den tyske Filosofis Historie viser det; man forudsagde dens Forfald som nær forestaaende, førend den neppe havde begyndt sin Extravagance. Derfor vilde det være bedre ikke at sige Noget i denne Henseende, dersom man nu for Tiden maatte betragte dette Forfald som Noget, der skal komme, og ikke som en allerede foregaaende Begivenhed.
Den tyske Filosofi er allerede faldt i Ruiner af Mangel paa indre Livskræfter og af Mangel paa en Repræsentant, som kunde opholde den ved Autoritet; og Ligegyldighedens passive Modstand, hvis Slag er det farligste, vil ende med ganske at skaffe ud af Verden, hvad det aktive Angreb ikke har kunnet bringe til Fald.
Tyskerne ere udmattede af saa mange unyttige Udgydelser; den almindelige Interesse har tabt sig efter saa mange forgjæves Forventninger, efter saa mange feilslagne Forhaabninger. De forskjellige Partier have mere og mere indtaget en ubevægelig og passiv Stilling; den radikale Polemik er ophørt, de have sagt hverandre alt, hvad de kunne sige; der staar ikke mere tilbage end at gaa sin Vei. Hvilken Forskjel mellem den nuværende Stilling og Stillingen ved Aarhundredets Begyndelse, dengang Schellings Lære var i Opgang! Dengang var Alt Liv og Rørelse; nu er Alt udlevet og kjæmper med Døden, er snarere drøvtyggende end frembringende. De andre Videnskaber har emanciperet sig mere og mere, og Folosofiens isolerede Stilling bliver mere mærkelig fra Dag til Dag.
De sociale Videnskaber have, det kan man sige, ganske fjernet sig fra den; det er ikke den lidet vigtige og næsten betydningsløse Gruppering af de tyske Jurister i Historikere og Ikke-Historikere, som jeg sigter til, skjønt de Alle med Enstemmighed modsætte sig denne Filosofis Pretensioner.
Kants Naturret har havt Indflydelse paa den positive Ret, og selv Fichtes har trods sin Extravagance en og anden Gang sneget sig ind i Ræsonnementerne; men Hegels Bog har været uden Resultat, og nogle Forsøg af hans Tilhængere paa at farve sine Betragtninger over den positive Ret med Noget, som ligner den hegelske Dialektik, have faaet en temmelig slet Modtagelse eller er snarere passerede upaaagtede. Hvad Tyskerne kalde Naturret eller Retsfilosofi, har for Tiden i Tyskland saa lidet Kredit og Autoritet, at de Jurister, som have nogen Betydning, vilde forbigaa den i absolut Taushed, hvis den ikke havde sin traditionelle Plads i Encyclopædien, og hvis den ikke af denne Grund endnu havde nogen Ret til at tages i Betragtning fra politisk eller legalt Standpunkt.
I Naturvidenskaberne er Schellings Skole, som i de forskjelligste Nuancer paastod at konstruere Naturen ved Spekulation, faldt i Miskredit, den har overlevet sig selv, ligesom Stifteren har overlevet sit System; Naturfilosoferne[11] have maattet vige Pladsen for Iagttagerne af Naturen.
Filosofien, der burde tjene som Indledning og universel Methode, har ophørt at være en virkelig Videnskab i Tyskland; den burde findes i alle Grene af vor Viden, den gjør Fordring herpaa, men den kan ikke holde sig oppe uden ved at isolere sig, danne et Rige for sig og flygte for Dagen og Lyset. Det mest moderne System, Hegels, har det Særegne ved sig, at det har været det mest hadede, det mindst populære af alle; og det er ikke at overskride Sandhedens Grændser at kalde det Koteri-Systemet; og ved dette Ord vil jeg aldeles ikke antyde den temmelig udbredte Mistanke for, at udenforliggende Motiver skulde have havt Indflydelse paa denne Lære, fordi jeg ikke kjender det Faktiske, og at dømme efter den indre Sandsynlighed synes denne Mistanke at være lidet grundet; men jeg bruger denne Benævnelse, fordi der i denne Skole hersker en Banalitet, en Exclusivitet, en Intolerance, en Sekt-Aand, som er uforligelig med en stor og stærk Videnskab, som vil gjøre sig gjældende ved det, den lærer, som vil forene Aanderne og ikke splitte dem. Hegel har været den sidste; ikke destomindre vil han først af Alle indtage sin Plads ved Siden af Thomas Aquinas og Duns Scotus.
Man har flere Gange betegnet den tyske Filosofi som Tro, som religiøs Overbevisning; man har sagt, at det tyske Folk havde noget Eget i sin Natur, en eiendommelig Evne til at ane, af hvilken skulde følge Trangen til en profeterende Filosofi; det er fremfor Alt Ordet Gemüth, som har tjent som Grundlag for denne Tankegang; ved denne Abstraktion fører det tyske Sprog tilbage til et fælles og almindeligt Synspunkt de Sjælsbevægelser, som paa én Gang indeslutte Elementer af det, som det franske Sprog betegner ved Hjertet, Følelsen, Aanden, uden at henhøre udelukkende til Nogen af dem. Denne Omskrivning af det tyske Ord er kanske ikke saa exakt, som den kunde være. Imidlertid medgiver man let, at det er ligesaa umuligt ifølge sin Natur som unyttigt med Hensyn til sit Formaal bestemt og nøiagtig at ville omskrive de Klassifikationer, ved hvilke Sproget betegner de sjælelige Bevægelser som identiske og som modsatte; det er et rent lexikalsk Arbeide og ikke et psychologisk. Imidlertid vil man efter det, jeg ovenfor har sagt, have seet, at Forskjellen mellem Forklaringen af Ordene og Forklaringen af Tingene ikke er stor ifølge den tyske Methode; det er derfor Tyskerne have tillagt sig en egen Evne, fordi de have et Ord, hvis Betydning ikke kan gjengives alene ved ét tilsvarende Udtryk i de andre Sprog. Med Hensyn til dette Behov af en Trosfilosofi har man fremsat høist mærkelige Meninger; man har sagt og gjentaget, at Filosofien var en rent personlig (subjektiv) Erkjendelse, at denne revolutionære Gjæringsproces selv var den sande Filosofi, at man maatte give Afkald paa Filosofien som virkelig Videnskab. Hvad enten nu dette er sandt eller ikke, maa man dog indrømme, at, dersom Tyskerne virkelig have Trang til en Filosofi, som er Udtryk og Gjenstand for deres Tro, saa have deres Repræsentanter slet opfyldt sin Mission, og man maa indrømme, at denne Doktrin er kommen til at staa i Modsætning til sin Kilde og sit Formaal. Det er Resignation og Salvelse, som man maatte vente at finde i en Filosofi, eller rettere i den Erstatning for Filosofien, som udgaar fra en saadan Sjælsdisposition, hvis det ellers var muligt, at den lod sig opretholde. Det er sandt, at Tyskland har havt denne Udstrømning fra en from Sjæl i Jacobis Lære; men dette har været en forbigaaende Begivenhed; Stifteren har alene indtaget anden Rang blandt de filosofiske Magter. Efter ham har Alt ændret sig: den theosofiske Mysticisime har antaget Form af scholastisk Mysticisme. I Sandhed, at søge Opbyggelse i de hegelske Haarkløverier, Salvelse i hans blege og monotone Ordstrøm, Resignation i hans pedantiske Ufeilbarhed, det er at ville det Umulige og dertil Noget, han aldrig selv har ment.
Man skulde tro efter Madame de Staëls Bog, «at den tyske Filosofi, som grundet paa en i dens Væsen liggende Illusion, var farvet af et rødt Skjær af Begeistring, saaledes at den, om den ikke førte til Sandheden gjennem en klar og for hvert Skridt forsigtig Methode, til Gjengjæld gav Aanden en Løftning af Poesi». Dette er indtil en vis Grad, og eftersom man forstaar det, anvendeligt paa de tyske Filosofer fra en vis Tid. Fraregnet Reinhold, Jacobi og Koeppen, som ere heterodoxe i Sammenligning med den Tendents, som den tyske Filosofi har fulgt efter dem, er det i de Skrifter af Fichte, som ikke ere rent metafysiske, som hans Bog om Menneskets Bestemmelse, og i hans Taler til det tyske Folk, men fremfor Alt i Schellings Skole paa dens Blomstringstid, at man finder Varme midt i megen Deklamation.
Men i den poetiske Begeistring, som ikke ytrer sig ved at skabe individuelle Skikkelser — den eneste Form, hvori Poesien kan leve — er der kun ét Skridt fra det Sublime til det Trivielle, fra den brændende Begeistring til den pompøse Snakkesalighed, fra Mesterens Mønsterbillede til Sektererens Karikatur, og dette Skridt er taget allerede for lang Tid siden. Maneren har parodieret sig selv; og efter den Fuldendelse, som Hegel har givet denne Filosofi, er der alene tilbage det tørreste og mest indtørkede Skelet, man kan tænke sig.
Den tyske Filosofi er, skjønt dens Oprindelse allerede ligger et halvt Aarhundrede tilbage, forblevet i en isoleret, man kan næsten sige absolut isoleret Stilling ligeoverfor Udlandet, naar man dog undtager de skandinaviske Lande, hvis inderlige literære Forbindelse med Tyskland ikke kan sammenlignes med de øvrige Nationers. Dette er en Kjendsgjerning, som, abstrakt seet, kan fortolkes paa en dobbelt Maade.
Tyskerne have valgt den Fortolkning, som er den gunstigste for dem. De sige, og de tro, at det er den indre Overlegenhed, det Ophøiede ved deres Filosofi, som for at blive forstaaet og sat Pris paa kræver Aander af en særegen Organisation, en egen Disposition hos Folket. Denne Mening har været gjentaget saa mange Gange under forskjellige Former, at den sluttelig har vundet Autoritet. Saaledes har et Fænomen, som burde vække Tvivl om deres Vuers Ufeilbarhed, tjent til at fjerne Betænkeligheden. Det er sandt, den tyske Literatur har ikke i Almindelighed været vurderet og kjendt i Udlandet efter dens Fortjeneste. Imidlertid have de Mesterværker, som den inde holder i andre Grene, ikke været ignorerede i Udlandet; de have der endog givet ganske synlige Impulser. Goethe fremfor Alt har virket udenfor sit Lands Grændser, skjønt de Vanskeligheder, som Poesien har for at gjøre sig kosmopolitisk, ubestridelig ere større end de Hindringer, som staa i Veien for den sande Filosofi. Dersom derfor de Fremmede ikke have antaget den tyske Filosofi, er det, fordi de have foretrukket at bevare en Lære, som, ved at erkjende sine Grændser og sine Betingelser, førte med sig den Vished, at den ikke systematisk forfalskede Aanden, fremfor at kjøbe den Illusion, at man var alvidende, med Offer af den eneste mulige Methode for at udvide vor Videns Kreds og tilintetgjøre de Chimærers Herredømme, som Menneskeheden allerede har lidt nok af.
Alligevel har der i de sidste Tider været adskillig Tale om en begyndende og øgende Indflydelse af den tyske Filosofi i Udlandet og fornemmelig i Frankrige. Man har sagt, at det filosofiske System, der er almindelig antaget i Frankrige, for Tiden ikke alene nærmede sig de tyske Anskuelser, men paa en vis Maade var udgaaet fra eller i det mindste var modificeret af disse Anskuelser, og man har betegnet den fornemste Repræsentant for denne franske Filosofi som paavirket af de tyske Systemer. Hvad man kan sige, er, at Frankriges nuværende Filosofi staar i mindre diametral Modsætning til den tyske end Ideologernes, som den afløser; men herfra og til den tyske Filosofi i egentlig Forstand bliver en salto mortale.
Ingen er uvidende om, at den franske Lære har sin Oprindelse fra en anden Kilde og har udviklet sig uafhængig, saaledes som det fremgaar af den klare og lidet gunstige Dom om den tyske Filosofi, som er fældet af en af den franske Skoles mest udmærkede Lærere.
Med større Grund kan man søge en ubestemt Farvetone af den tyske saakaldte Filosofi i Bøgerne af en anden ung Lærer, som I kjende.
Som vi have sagt i Begyndelsen: Tendentsen henimod den tyske Filosofi er en Tendents henimod det Ukjendte; for at bringe noget Andet ud heraf trænges der andre Midler end Fremstillinger som dem, vi have seet fremkomme fra Begyndelsen af Aaret 1834 i et Tidsskrift, som regner den tyske Filosofi blandt de sociale Fremskridt. — Vil denne Tendents finde sin Gjenstand, og vil den holde paa den, om den finder den? — At den tyske Filosofi nogensinde vil blive optaget i Frankrige i en nogenlunde uforandret Form, er fysisk umuligt: det franske Sprog er altfor modstræbende overfor det Ufornuftige. At den vil blive antaget i sine Resultater, er ikke meget mere muligt, fordi den ikke har egne Resultater, og fordi de, som man vilde kunne drage af den, vilde lade den falde istykker og vilde bringe den ud i Dagslyset, berøvet sin Forklædning.
Men der er endnu en tredie Mulighed: man kan overalt være sikker paa et efemert Ry, hvis man af en Lære udleder Konklusioner, Resultater, som smigre Opinionen. Dertil behøves kun, at man finder et Arangement, som giver dem en Lighed med et dybsindigt Ræsonnement. Jeg siger ikke, at saadanne Konklusioner findes i den tyske Filosofi; aldeles ikke, den er en Filosofi for status quo, men den giver en Methode at ræsonnere paa, ved hvilken man kan udlede, hvad det skal være.
Ved at stille Efterligningen af denne Methode i populære Konklusioners Tjeneste, vil en noget smidig Aand kunne smugle ind i Publikum et Slags Efterligning af denne Filosofi. Dog vilde dette Fænomen ikke have lang Varighed, det vilde i Længden være altfor kjedeligt.
Jeg har foresat mig paa alle mulige Maader at kaste Lys paa det, som jeg bekjæmper: den tyske Methodes radikale Falskhed. For at gjøre denne Methode endnu mere tydelig og for at vise, hvorledes man ved dens Hjælp kan med samme Lethed udlede, hvad man ønsker, vil jeg her fremsætte som Prøver paa dette Kunstkneb nogle logiske Udviklinger. Jeg tager for Exempel til Gjenstand de forskjellige Former for Regjeringernes Organisation.
Republiken. Staten er ikke et ydre Aggregat, hvis Elementer mekanisk gravitere mod et fast Punkt; den er en Organisme, hvor Centrum befinder sig i Periferien, og Periferien i Centrum. Saaledes er Statens Væsen et Væsen, hvis Medlemmer staa i Relation til hverandre, og Medlemmernes Væren for sig er paa samme Tid Væren for Andre; derfor kan man ikke sætte en eller flere af Medlemmerne som absolute uden at tilintetgjøre denne stadige Relation, det vil sige, uden at tilintetgjøre Organismen, som selv er det Absolute. Af denne Bevægelse af Statens rene Ide følger, at den eneste virkelige Form for Staten er Republiken; thi antag en anden Form, for Exempel det indskrænkede Monarki, saa vil af to Ting den ene finde Sted: Enten vilde det blive nødvendigt at dele Magten materielt, saáledes at Kongen udøvede nogle Grene af Magten med en absolut Autoritet; men da vilde Relationernes almindelige Gjensidighed kun være halvt realiseret; der vilde være en Sfære, hvor Væren for sig blot vilde være Væren for Andre, hvor Medlemmerne vilde ophøre at være Medlemmer, hvor de kun vilde være en uorganiseret Masse. Eller det vilde være nødvendigt at dele Magten formelt, saaledes at hverken Kongen eller Folket havde en uafhængig Magt, men saaledes at Begges Samtykke fordredes for at handle; men da vilde den samme Modsigelse komme igjen under en anden Form, fordi det, som er nødvendigt og væsentligt for hver Organisme, den stadige Mediation af Forskjellighederne, Modsætningernes Enhed, blot vilde være noget Tilfældigt; det vil sige, at naar Dualismen var sat som væsentlig ifølge Begrebet, vilde Statens Funktioner, Realisationen af dette Samfunds Ide, afhænge af Tilfældet, af den rene Mulighed af de to Kræfters Overensstemmelse, hvad der strider mod Ideen af en Organisme, hvis Funktioner sættes i Gang ved dens Væsens Bevægelse og derfor med Nødvendighed. Den samme Dialektik anvendt paa andre Former, som man betegner som reelle, vilde give det samme Resultat.
Det absolute Monarki. Staten er Realisationen af Rettens Ide; saaledes er den hverken Folket eller Kongen, ingen af Delene, men det Almindelige, det evig Identiske, som gaar igjennem det Vexlende, der blot danner dens Udviklingstrin; den er ikke en Anordning af Rettigheder, men Udtrykket for Retten som kollektivt Væsen. Man ser saaledes, at der ikke kan være Spørgsmaal om en Flerhed af Magter, fordi den eneste reelle Magt er Rettens Magt, efter sin Ide ligesaa evig og ligesaa udelelig som Retten selv. Alt, som ikke er Rettens Magt, er det Ikke-Sande, det Modsigende og følgelig det Ikke-Reelle. Det er Miskjendelsen af Statens sande Ide, det er Degenerationen af den primitive Renhed i Anskuelserne om Retten som det Almindelige og det Absolute, som fremkalder de demokratiske Former; thi ved at faa istand et Arrangement, hvorved man lader gjælde som Retten det, som er Resultatet af individuelle vilkaarlige Villiers Flertal, har man paa samme Tid fastslaaet, at Retten ikke er Noget for sig selv, udenfor Betingelser, et Maal i sig selv, men at den er en Frugt af Handlinger, Forretninger og Transaktioner hvilende paa gjensidige Indrømmelser. Saaledes er det Interessen, som skaber Retten, istedenfor at Retten burde føre Interessen tilbage til dens rette Grændser; det er Opinionsytringernes Raad, som træder istedenfor Ideens rene Emanation; det er det Evige, som maa vige for de efemere Tendentser; det er Seieren for Væren for sig over Væren i sig; det er en Retsudøvelse uden Ret, en Religion uden Gud. Denne Modsigelse vil vare, indtil man er bleven overbevist om, at den reelle Magt ikke er Menneskets Magt, men Rettens Magt, og at det er nødvendigt at lade den udstrømme formidlet saa rent, saa uinteresseret, at dens Natur ikke ændres. Denne Formidling er Formidlingen ved En, uden Belemring og uden Hindring, er Monarkiet efter dette Ords sande Betydning, den eneste Tingenes Orden, hvor Retten er Maal i sig selv og ikke Middel for andre Maal. Ved saaledes at sætte En som Rettens Formidler og Repræsentant giver man ham hverken anden Magt eller andre Interesser eller andet Maal end Rettens. Han kan alene støtte sig paa Retten. Ene mod Alle har han ikke andre Interesser, fordi han fra først af er stillet over Interesserne. Det er paa denne Maade, at det virkeliggjøres, som vi have sagt, nemlig at Magten ikke er Menneskets Magt, men Rettens Magt; det er paa denne Maade, at den eneste Form, der svarer til Ideen som én, udelt og absolut, realiseres. Dette er Monarkiets Ide, en Ide, som kan fordunkles, men som derfor ikke forbliver mindre sand og mindre virkelig end Rettens Ide selv.
Det indskrænkede Monarki. Det politiske Samfunds Ide er som Enhed i Flerheden væsentlig Forsoningen af modsatte Kræfter, Negationen af Modsætningen mellem individuelle Villier (Aufhebung des Entgegengesetztseins einzelner Willen), som har en Tendents til at overskride sit Væsen, idet de søge at gjøre sig gjældende som absolute. Saaledes fordrer Statens Ide, at Hver især hævder sin Væren for sig uden at ophæve Andres. Det er en saadan Institution, man har troet at finde i den rene Republik, hvor Enhver som delagtig i Magten ikke mere er stillet i et rent passivt Forhold til det Almindelige, som maa ordne Alles Relationer. Men man ser snart, at dette kun er en Illusion; thi af den samme Grund som A vil gjøre sin Villie gjældende som det Almindelige, gjør B Paastand paa, at hans er den bestemmende, og saaledes videre i denne Sværm af Villier. Heraf følger, at denne Form ikke kan virke i en Stat uden at tilintetgjøre sig selv; thi den eneste mulige Udvei er at lade Flertallets Villie gjælde for Alles Villie; paa denne Maade er Minoritetens Magt blot en tænkt Magt, en ren Mulighed, skjønt Problemet var i Staten at virkeliggjøre Magten som Noget, der i lige Grad tilhørte Alle, det vil sige, Problemet er endnu ikke løst, det er endnu blot et Postulat som før; det Almindelige er endnu kun det Partikulære, Forsoningen er endnu kun Undertrykkelsen. Dette selvmodsigende Resultat kommer deraf, at man fra først af har ignoreret den almindelige Beskaffenhed af differente Kræfters Identitet. Forat Enheden skal være reel, fordres i Virkeligheden, at Forholdet mellem Differentserne ikke skal være et Underordningsforhold, men et Forhold af gjensidig Betingethed. A er Intet uden B, B er Intet uden A. Den Ene bestemmer ikke den Anden absolut, fordi de bestemme hinanden gjensidig; den Ene afhænger af den Anden, og derfor er der ikke absolut Afhængighed. Dersom A absolut havde Overhaand over B, vilde B ikke være reel. Dette er den medierede Enheds Ide, dette er Statens Ide. Alle Medlemmer maa være Noget, og Nogle maa ikke være Alt. Ikke alene Majoriteten, men ogsaa Minoriteten maa reelt være en Magt. Det er dette, som Republiken ikke har kunnet iværksætte, og som ingen Samfundsform kan realisere med Undtagelse af det Monarki, som paa én Gang er indskrænket og indskrænkende, bestemt og bestemmende, betinget og betingende; thi netop derved at Magten saaledes ikke findes nogensteds som absolut, findes den overalt, og overalt i Gjensidighedens Forhold. Minoriteten er ikke mere et Intet, fordi den har sin Støtte i Kongen; Kongen er ikke Alt, fordi han Intet formaar mod Majoriteten, og af denne Ligevægtsstilling fremgaar det Produkt, som i Sandhed Alle har havt Indflydelse paa, og som ikke er bestemt ved det ene eller det andet Partis Forgodtbefindende. Den Form, som man betegner med det lidet passende Ord indskrænket Monarki, og som man mere egentlig kunde kalde indskrænket Demokrati, eller endnu bedre indskrænket Majoritet, er saaledes i Sandhed Triplicitetens Form og ikke Duplicitetens, som man sædvanligvis tror; ellers vilde Majoriteten[12] ikke være en Magt, den vilde være Intet. Saaledes gjenfinder man i den eneste reelle Statsform den samme Trehed, som er den væsentlige Type for Universet, og følgelig for Alt, som er reelt.
Hermed har jeg givet en Efterligning af den tyske Filosofi. Det er Maaden at argumentere paa, som jeg har laant af den tilligemed nogle af dens Udtryksmaader. Man ser let, at Falskheden, den radikale Tilsnigelse havde kunnet være bedre skjult ved en større Vidtløftighed i Omveie og ved stadig Anvendelse af tommere Termini. Man maa være overbevist om, at det, jeg har skrevet, er en Efterligning og ikke en Parodi paa denne saakaldte Filosofi; hvis her er Parodi, er det den selv og ikke jeg, som parodierer den.
Jeg skal nu give nogle ægte Prøver paa denne Filosofi, forat man skal kunne sammenligne dem med den Efterligning, jeg har givet, eller rettere med de almindelige Betragtningsmaader, jeg har fremsat; de ville kanske være tilstrækkelige til at klargjøre denne Doktrins Methode, og her er det Methoden, som er Alt.
Først vælger jeg et Stykke af Oken, en af de mest berømte Tilhængere af Schellings Skole. Det er taget af hans Theori om Forplantningen, som blev udgivet for næsten tredive Aar siden, dengang dette System var paa Mode[13]. Det bør bemærkes, at det alene er som Filosof, Forfatteren taler paa en saa extravagant Maade.
«+ 0 —, den sande pythagoræiske Trias, og ikke 3 = 1 + 1 + 1, som kun er en Side af det Endelige, + 0 — er frit for alt Endeligt, der optræder som n + 3 + 2 + 1 — 1 — 2 — 3 — n som en uendelig Gjentagelse af det Endelige, og dog ere i dette + 0 — alle Tal fra Evighed af satte, thi alle ere udgaaede fra det, og dog er hverken et + 1 eller et — 2 deri; disse maatte tilintetgjøres for at kunne gaa tilbage i det Evige . . . . . . Gud er ikke ἑν = 1, han er μονας; thi var han = 1, saa faldt han ind under Tallenes Kategori, og derved ind under Tiden, da 1 aabenbart er en Del af Tiden, og saaledes vilde Gud være kun et ubetydeligt Endeligt[14] . . . . . . . . Hvad finder I i 0? Ser I et 1 eller et 2, et — 1 eller et — 4, en Linie eller en Cirkel? Nei, overalt nei; I ser alt dette Enkelte og Jordiske, blot naar I ser udenfor 0, udenfor Identiteten. Det Høieste besudler sig ikke med saadanne Ting . . . . . . . . Ligesom en bestemt Cirkel er det sig aabenbarende Glimt af Cirkelens Ide, saaledes er Cirkelens Ide blot et Glimt fra Nullet . . . . . . . Nullet som rent 0 (afsondret fra + og — ) har slet intet Prædikat, det er ikke Noget, det er ikke Intet, hverken positivt eller negativt, hverken Et eller Flere, hverken formet eller uformet; man kan ikke tilskrive det hverken Væren eller Ikke-Væren, det er ikke, men det er heller ikke ikke, ikke endeligt, ikke uendeligt, det er det Uudsigelige, det, som der ikke gives Ord for, det Absolute uden al Bestemmelse . . . . . . . . . Mennesket er det (dyriske) Nul, det Evige, til hvilket alt det Endeliguendelige søger at vende tilbage, men ligesom det straalede ud fra det, saaledes kan det kun tage Glimtet tilbage ved Tilintetgjørelse af det Endeliguendelige . . . . . . . Infusorierne blive tilintetgjorte ved Overgangen til det Absolute, ligesom + 3 og — 4, Triangelet og Cirkelen blev det» o. s. v. (Side 24 flg.).
Jeg lader nu følge et Stykke af en anden Naturfilosof skrevet mere end tyve Aar senere. Forfatteren er en meget ukjendt Mand, men Stykket er derfor ikke mindre skikket til at vise, hvortil en saadan Maade at filosofere paa sluttelig maa udarte; der bør gjøres opmærksom paa, at disse underlige Meninger ere fremførte for fuldt Alvor, ellers vare de ikke blevne anførte her; de ere altfor flaue til at være Parodi. Bogens Titel er: Naturen, Mennesket og Fornuften; Forfatteren heder Keiper[15]:
«Høit i Norden ved Grønland har Hvalen sit Hjem umiddelbart i Jordens Hjerne. Blandt Fiskene repræsenterer den det Filosofiske hos Mennesket; derfor er dens Bolig kun der, hvor Jordens Hoved er begravet i de utilgjængelige Vande. Fødende levende Unger fremstiller den Billedet af Filosofien, som selv frembringer Erkjendelsen af Alt, som er. Hele Europa foretager Expeditioner for at fange Hvalen, med Undtagelse af Tyskland, fordi det selv er begavet med filosofiske Evner, og fordi det har udviklet dem. Hvalen tjener som elastisk Støtte (man erindre Kvindernes Snørliv), Filosofens Betragtninger have den samme Funktion i Videnskaberne. Hvalens Udsprøitning af Vand er uden Tvivl den dristige og sublime Frembringelse af Tanken, og ved at trænge op i Luften viser den sit Slægtskab med Fuglenes Flugt. Hvalens Tran spreder Lys i en Uendelighed af Huse, ligesom Filosofen ved sine Betragtninger.» Idet Keiper fortsætter paa denne Maade, lader han Laxene repræsentere de literære Blade, Sildearterne de politiske Blade o. s. v.
Yndlingsthemaet hos Hegel, denne Ypperstepræst i Haarkløveri og Trakasseri, er, at de forskjellige Punkter eller de forskjellige Trin i den universelle Udvikling ikke ere virkelig reelle i sig selv, hvad der Intet siger, hvad der alene giver Anledning til en Ordstrid.
Det vilde være at misbruge i altfor høi Grad Læserens Taalmodighed at overføre hid denne Filosofs endeløse og uforstaaelige Ræsonnement over den Tanke, som repræsenteres af det tyske Ord jetzt (nunc), som han bruger substantivisk, og som i denne Betydning ikke lader sig oversætte paa fransk.
Lad os idetmindste se hans Doktrin i dens Anvendelse:
Enhver skal tale Sandheden. Til denne Pligt, der udtales, som om den var ubetinget, vil man strax føie den Betingelse: hvis han kjender Sandheden; følgelig vil Budet komme til at lyde saaledes: Enhver skal tale Sandheden, altid efter sin Overbevisning og sin Kundskab om den. Den sunde Fornuft, denne sædelige Bevidsthed, som umiddelbart ved, hvad der er ret og godt, vil ogsaa erklære, at denne Betingelse har været saa forbundet med det almindelige Udtryk for Budet, at den har forstaaet (villet udtrykke) det saaledes; men dermed indrømmer den (Fornuften) i Virkeligheden, at den har krænket Budet, idet den udtalte det. I Virkeligheden udtalte den: Enhver skal tale Sandheden, den vilde sige (tænke): Enhver skal tale den efter sin Kundskab, det vil sige, at den ikke talte, som den tænkte, og ikke at tale, som man tænker, det er ikke at tale Sandheden. Den forbedrede Usandhed eller Ubehjælpsomhed udtrykker sig nu saaledes: Enhver skal tale Sandheden efter sin Kundskab om den; men herved har den forandret til noget Tilfældigt, Accidentelt, det, som Principet vilde udtrykke som almindelig og nødvendig gyldigt i sig selv; thi det afhænger af det Tilfælde, at jeg kjender Sandheden, om den tales; og Budet siger intet mere, end at det Sande og det Usande skal tales om hinanden, eftersom det Ene eller det Andet indtræder, eftersom man kjender, tænker og forstaar det Ene eller det Andet. Denne Indholdets Tilfældighed har sin Almindelighed kun i Formen af en Sætning, i hvilken Budet er udtrykt, men som sædeligt Bud lover det et almindeligt og nødvendigt Indhold og modsiger sig selv ved Tilfældigheden. Dersom man endelig forbedrer Budet saaledes, at man ved dette samme Bud fordrer, at Sandheden skal være kjendt (at man skal vide Sandheden), saa vilde det være et nyt Bud, som absolut vilde modsige det, som vi ere gaaede ud fra. Den sunde Fornuft skulde først (ifølge Thesis) umiddelbart have Evnen til at sige Sandheden; men nu fordres det, at den skal kjende den, det vil sige, man indrømmer, at den ikke kjender den umiddelbart (Hegel, Phänomenologie des Geistes, Side 316[16]).
Dette Stykke er hele den tyske Filosofi i det Smaa. Hvad jeg har sagt om den resumeres her paa en saa iøinespringende Maade, at man blot behøver at tage det frem til Sammenligning for at overbevises.
Først fremfører Hegel en lovgivende Fornuft, og efter at have ladet fremgaa af den som et absolut Orakelsprog, hvad der blot er en formuleret Abstraktion, gjør han unyttige Ophævelser, fordi det viser sig, at den Formel, han har paaberaabt sig som et Orakelsprog, er absurd. Hvad jeg vil pege paa, er ikke Taabeligheden i den særlige Undtagelse, som Forfatteren gjør fra sin Regel for det Tilfælde, at man ikke kjender Sandheden, den er altfor haandgribelig til, at det skulde være nødvendigt at opholde sig ved den; men det er den uhelbredelige Falskhed i det fundamentale og almindelige Synspunkt i hans System, som jeg netop har fremført en Anvendelse af; det er den Absurditet, som det er at tro, at Gjenstandens Natur virkelig skulde anerkjende Formen af Bud og Indskrænkninger, af Regler og Undtagelser, at Formelens Enhed virkelig skulde udgjøre Identiteten i de Handlinger, som ere indbefattede deri, og at man kan forvexle Katekismens Arrangement med Naturens Organisation; kortsagt, hvad jeg vil betegne som absurd, det er, at man ikke forstaar, at det er Handlingernes Natur i dens Helhed, som maa undersøges og analyseres, og ikke Formelen, som netop derved, at den drager Opmærksomheden hen paa kun en af de talrige Elementer, hvoraf de moralske Handlinger i deres fulde Virkelighed ere sammensatte, nødvendigvis maa umuliggjøre Problemets Løsning.
Det synes kortsagt at være nødvendigt at gjøre den almindelige Videnskab idetmindste ligesaa fornuftig som Livet; thi det er sikkert, at Praxis vilde være endnu slettere end den er, hvis Menneskene, naar de handlede, ikke vidste at gjøre en bedre Brug af disse Bud end de tyske Filosofer, naar de konstruere sine Systemer; og dog ere de ikke de eneste, som misbruge dem. Forresten bør der gjøres opmærksom paa det Spøgefulde i det Ræsonnement, ved hvilket Hegel har ladet Fornuften bringe sig selv i Forvirring og Modsigelse, idet den udtaler sig. Det er en Spøg, som denne Filosof og hans Skole holder meget af; den hører med til deres Dialektik.
For at vise, at denne Methode at fixere de første og bedste Abstraktioner og at gnide dem mod hverandre under Navn af Dialektik endnu er perfektibel, vil jeg tilslut gjengive et Ræsonnement hos en hegelsk Filosof, som gaar for at have Rang blandt de første. Bogen er bleven ikke lidet udbasuneret i et literært Tidsskrift, som er ledet af denne Skole. Titelen er underlig som Bogen: «Zerstreute Blätter aus den Hand- und Hülfsacten eines Juristen, von K. F. Göschel.» Ræsonnementet er følgende:
«Fordi et Kollegium, et Kompagni, et Selskab bestaar af flere Personer, saa kan en Enkelt ikke være nok til Stiftelse af et saadant, men den Sidste kan godt opretholde Selskabet som de Øvriges Arving, idet han repræsenterer dem. Men fordi et Kollegium ikke blot bestaar af Flere, men ogsaa i Forbindelsen eller Foreningen og hermed i Fleres Enhed, saa kan heller ikke to være nok — thi to er den abstrakte Modsætning til en — men der fordres idetmindste tre, saa at to hver Gang forenes i den Tredie. Imidlertid bestaar, som vi se for vore Øine, den ældste af alle Forbindelser, Ægteskabet, kun af to Personer. Her synes den Tredie at mangle i Forbundet, og hermed synes den netop nævnte Retsregel (tres faciunt collegium) at være den rene Vilkaarlighed og faktisk at være gjendrevet. Eller kanske Ægteskabet ikke er et Selskab, et Corpus, en Universitas? Det er det visselig; men det maa ikke glemmes, at Ægteskabet naar sin Fuldendelse alene i sit Formaal, i Afkommet, som Familie, og at det herved beviser, at i det mindste tre fordres til en fuldstændig Forbindelse. Man kan endog paastaa, at den Tredie ikke mangler i noget Ægteskab, fordi de to bliver ét. Den Tredie i Forbundet er opad Stifteren af det og nedad Barnet.» Den citerede Bog, Side 233.
Den tyske Filosofi har gjort meget Ondt, den har ført mange gode Aander vild; det er paa Tide at gjøre det af med den.
A. Schveigaard
(fra Christiania).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren og oversetteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I Texten staar: psychologiques. (Oversætterens Anm.)
- ↑ Forfatteren betegner gjentagende de tyske Filosofer som les philosophes ultramontains. (Oversætterens Anmærkning.)
- ↑ I Texten staar: «sa contradiction», men jeg læser: «la contradiction».
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Texten, som er forvansket ved en Trykfeil, har: oppose dans le moi, au moi divisible, un moi indivisible.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ I Texten staar: pourvu qu’on ne dise pas qu’ici comme partout o. s. v. Jeg stryger pas.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Stedet findes i Phänomenologie des Geistes, Werke, 2. Band, 2. Aufl., Side 57.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Phänomenologie des Geistes, Werke, 2. Band, 2. Auflage Side 80. (Oversætterens Anm.)
- ↑ Phänomenologie des Geistes, Werke, 2. Band, 2. Auflage, Side 16. (Oversætterens Anm.)
- ↑ Phänomenologie des Geistes, Werke, 2. Band, 2. Aufl., Side 330.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Sammesteds Side 331.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ I Texten staar: les philosophes matérialistes. Det sidste Ord er vel Trykfeil for: naturalistes.
- ↑ Majoriteten er vel Trykfeil for Minoriteten.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Okens Bog heder: Die Zeugung, og udkom 1805.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ I Texten staar: un infini insignifiant, dette maa være Trykfeil for: un fini insignifiant. Den tyske Original har: ein unbedeutendes Endliches.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Bogens fuldstændige Titel er: Natur, Mensch, Vernunft in ihrem Wesen und Zusammenhange dargestellt von Wilhelm August Keiper und Wilhelm August Klütz aus Pommern. Berlin 1828. Det Citerede findes paa Side 490.
(Oversætterens Anm.)
- ↑ Hegels Werke, 2. Band, 2. Auflage, Side 305.