Om den gamle Bygningsskik i Solør og Østerdalen
Paa en af mine Reiser i Sommeren 1878 gjorde jeg ogsaa en Afstikker op igjennem Solør og Østerdalen. Hensigten dermed var blandt andet at faa nøiere Kjendskab til de derværende ældre Huse og deres Udstyr. Dette blev meget lettet derved, at jeg fra Brugseier Helge Væringsaasen i Elverum gjennem Arkitekt Thorsen fik opgivet de gamle Stuebygninger og Skabe, som han vidste om i Østerdalen, og det lykkedes mig ogsaa, som jeg tror, at opnaa Reisens Øiemed. Jeg vil derfor her paa Grundlaget af de Iagttagelser, jeg gjorde paa de forskjellige Gaarde, i Forbindelse med ældre Studier give en Fremstilling af, hvad der vedkommer Bygningsskiken i de omhandlede Strøg, og derhos vise, hvorledes denne Skik gjennem flere Mellemled kan føres op til vor tidlige Middelalder.
Efter Nedtagelsen i 1861 af Hovs gamle Stavkirke i Solør findes der paa hele Strøget fra Kongsvinger til Østerdalens nordre Grændse, mig bekjendt, nu kun en eneste Bygning, der gaar saa langt op som til det 16de Hundredaar, nemlig Hovedbygningen paa Stemsrud i Grue. Denne Gaard har gjennem mange Slegtsled været eiet af den Colbjørnske eller Arnebergske Æt, hvortil ogsaa hørte de bekjendte Brødre Hans og Peder Colbjørnsen og Halvsøsteren Anna Colbjørnsdatter paa Norderhov. Gaardens nysnævnte Hovedbygning er opført af Laft med runde Stokker; men nu er den, dels ved flere Tid efter anden tilsatte Mellemvægge og Panelinger, og dels ved nyere Møbler og Maling, bleven saa forandret, at den har tabt sit gamle Præg. Dog kan det endnu sees, at den fra først af mestendels maa have fremvist samme Indretning som alle andre ældre Beboelseshuse eller „Setstuer“ hos os. Den indeholdt saaledes for det første et stort Rum, den egentlige Stue, som var 27 Fod 2 Tommer bred og 32 Fod 19 Tommer lang, og dernæst ved Siden af Stuen to mindre indbyrdes ligestore Rum. Stuen er aaben til Taget og dens Sidevægge kun 7 Fod høie, medens Gavlvæggene have en Høide af 14 Fod og 10 Tommer under den svære runde Mønsaas, som viser et Tvermaal af 2 Fod 8 Tommer. De to, mindre Rum have derimod fladt Loft, og ovenpaa dette er, som noget særegent, et fuldstændigt 2det Stokverk, det saakaldte Ramloft, hvortil man kommer op ad en ydre Trappe langs Husets ene Smalside. Bygningen hører saaledes til det Slags, som man i det mindste paa Hedemarken kalder Korsbygninger. Hvad dens Alder angaar, faar man Besked derom i nogle just ikke meget smagfulde Vers fra 1779, som findes paa to i Stuen ophængte Tavler. Det heder saaledes i den ene Strofe:
Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,
Nedlagdes første Sten til dette Klippehus.
Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,
Bo her, til stjernet Bjørn nedslingres næsegrus!
For ikke at nævne noget andet i disse Vers, maa det unegtelig ansees sterkt, at en, om end haandfast, Laftbygning kaldes et Klippehus, og endnu besynderligere, næsten uforklarligt, er det, at Alderen af et Hus her i Norge ikke sættes i Forbindelse med vor egen Konges Regjeringstid, men derimod henføres til den danske Christofer II. („Menveds Broder“). Man kunde næsten fristes til at tro, at Poeten ikke har vidst andet, end at Norge ogsaa før Kalmarunionen var forenet med Danmark. Hvad han støtter sig til i sin Tidsbestemmelse, den han saa at sige har omsat i dansk Mynt, er, som det anføres i en Note, at „dette Hus blev efter en nu beklædt Mastes Vidnesbyrd opbygget 1324.“ Det samme opgives ogsaa i nogle for 30 Aar siden nedtegnede Notiser, som jeg har gjennemgaaet, men hvor det dog med nogen Forandring heder „ifølge Sagnet og et i den vestre Væg nærmest under Mønsaasen indhugget Aarstal.“ Hele denne Tidsbestemmelse maa imidlertid ansees yderst mistænkelig, da der ellers overhovedet ikke kjendes noget Aarstal paa en Husebygning hos os fra saa gammel Tid. Dertil kommer, at man, som nedenfor skal vises, dengang ikke kan have brugt saadanne gjennemgaaende Mønsaase. Alligevel bliver det sandsynligt nok, at Bygningen, naar Mønsaasen og Ramloftet tænkes borte, som ovenberørt skriver sig fra Tiden før Reformationen. I alle Fald er dette Hus nu, mig bekjendt, den eneste Korsbygning i Solør og Østerdalen og tillige det eneste i Solør med den gamle Grundplan.
I Østerdalen derimod findes flere tildels lignende Stuebygninger, om end ikke saa gamle, dog neppe i det hele meget over et Snes. De bedste, jeg saa, vare paa Almus, Kilde og Disætgaardene i Aamot, paa Kopang, Nystumoen, Sundet, nordre Vestgaard, Øvergaard, Svestad, Landet, Trønæsgaardene og Atneosen i Storelvedalen, samt paa Aakre i Rendalen. Der er neppe nogen, hvis Alder gaar op over det 17de Hundredaar. Den ældste, jeg traf, var en paa den sydligste Trønæsgaard, som efter Eierens Sigende skal skrive sig fra 1618, medens en anden paa samme Gaard er opsat først 1670; stort ældre kan neppe heller nogen af de øvrige ovennævnte være, men flere vistnok først fra det 18de Hundredaar. Den yngste, jeg saa, var en paa Skydsstationen Gjetvald Disæt i Aamot; denne er bygget i 1798. Der er ogsaa en saadan Stuebygning paa Kroken i Storelvedalen, som blev aftegnet i 1877 af Arkitekt Thorsen. Denne er en af de bedste og maaske tillige blandt de ældste, da det Aarstal, 1751, som findes malet indvendig over dens ene Vindu, neppe skal betegne Tiden for Bygningens Opsætning men kun, at Malingen da blev udført.
Disse Stuer ligne saa meget hverandre, at man, naar man har seet en, kan siges at have seet dem alle. Dog er der altid nogle smaa Forskjelligheder mellem dem, eftersom Udstyret er mere eller mindre moderne, eller Indgangsdøren staar paa den ene eller den anden Langside. For at alt kan blive klarere, vil jeg her gjengive den omtalte Tegning af Stuen paa Kroken, idet jeg derved kun foretager et Par ganske uvæsentlige Forandringer, saaledes at det tydeligere kan vise sig, hvad der er eller har været fælles for alle dette Slags Stuer i Østerdalen.
Bygningen er opført af Laft med runde Stokker og
danner en aflang Firkant med Gavl i hver Smalende.
Husdøren staar midt paa den ene Langside og har et
Bislag foran sig. Sidevæggene ere forholdsvis lave og
Taget temmelig fladt. Indvendig har Huset en 
Fig. 2.
Snit efter r–s paa Fig. 1, 1⁄92. 
Fig. 3.
Snit efter p–q paa Fig. 1, 1⁄92. Tvervæg, som er laftet helt op til Mønen, og mellem denne
Tvervæg, den ene Gavlvæg og Taget er der et stort
Rum, den egentlige Stue. Det øvrige Rum var fra
først af delt i to mindre ligestore saakaldte Kover med
to tætstaaende Døre mod Stuen, men uden indbyrdes
Forbindelse. Disse Kover have fladt Loft, og ovenpaa
dette fremkommer der saaledes af sig selv mellem Taget
Tvervæggen og Husets anden Endegavl et fjerde Rum,
den saakaldte Ram (Fig. 3), hvortil en Trappe eller løs
Stige fører op fra den ene Kove. Træder man fra Bislaget
(Fig. 1 D) ind i den store Stue, virker det mindre heldigt,
at man kommer paatvers af Tagets Axe, og at næsten
overalt baade Taget og Væggene ere dækkede med Panel.
Men i det hele gjør Rummet et godt Indtryk ved sin
Størrelse og Luftighed, hvortil kommer, som noget væsentligt,
at Lysvirkningen er meget behagelig, eftersom
alle Vinduer findes samlede i Stuens Ende. Overalt
hersker der en gjennemført Symmetri. Saaledes have vi
to Fag Vinduer paa Gavlvæggen og et Fag i hver Ende
af de nærmeste Sidevægge, Uret (Fig. 1 e og Fig. 2)
midt paa Gavlvæggen, en Bænk (Fig. 1 d og f) ved hver
Side af Uret og et Bord (l og m) foran hver Bænk;
et mindre Skab (Roskaap) i hvert Hjørne (o og g) og
to større Gulvskabe (Framskaap) ligeoverfor hinanden omtrent
midt paa Sidevæggene (a og i); en kort Bænk
(b og h) paa hver Side mellem to og to af de nævnte
Skabe; et større Gulvskab (k) i Hjørnet ved Indgangsdøren
og svarende til Peisen (n) i det modsatte Hjørne;
endelig mellem begge Endevægge to firkantede Stokke
(Fig. 2), de saakaldte Slinder, i lige Høide over Gulvet
og hver med samme Afstand fra Tagskraaningen. Den
eneste Gjenstand, som har bragt Forstyrrelse ind i denne
Symmetri, er Ovnen (o) baade ved sin egen Plads og
ved den Forandring, som Tvervæggen paa Grund deraf
har undergaaet.
I den sidste Antydning ligger saaledes allerede, at ingen af disse Bygninger nu er, som de vare fra først af, og dette vil endnu klarere vise sig, naar jeg lader Østerdalsstuen fortælle sin egen Historie, idet jeg Punkt for Punkt stanser ved dens enkelte Dele og paaviser de Forandringer, som Tid efter anden ere indtraadte.
Det kan for det første ikke vække Forundring, at der i den store Stue ei træffes nogen Seng; thi det samme har oprindelig været Tilfældet ogsaa andre Steder i Landet. Desto større Opmærksomhed fortjener det, at der til Forskjel fra, hvad ellers overalt træffes hos os i Bondestuerne, sees to adskilte Bænke langs Gavlvæggen istedetfor een fortløbende og ligeledes to Borde istedetfor eet. Grunden hertil maa utvivlsomt søges i Væguret. Dette hører til de sedvanlige Pendelure (Fig. 2) med høi smal Kasse. Som bekjendt bleve Pendelure først opfundne 1647 i Holland, men naturligvis varede det flere Aar, inden man fik saadanne her i Landet. Det er en almindelig Fortælling i Østerdalen, at det første Ur af dette Slags, som kom derop, var et, som endnu findes paa nordre Vestgaard i Storelvedalen. Man ved ogsaa at fortælle, hvad jeg fik Bekræftelse paa hos Gaardens Eier, hvorledes Uret, da det engang i forrige Hundredaar kom til Gaarden, vakte saadan Opsigt i Bygden, at man valfartede derhen for ved egen Erfaring at overbevise sig om den uhørte Ting, at Uret kunde slaa af sig selv. Nu er der Ingen, som ændser det mere, efterat det som ubrugeligt er hensat paa Udhusbygningens Loft. Det har intet Aarstal, men kan neppe være ældre, snarest yngre end 1750, hvilket ogsaa paa en vis Maade styrkes derved, at ifølge en Beretning fandtes der endnu i 1774 kun to saadanne Ure i Dalsbygden i Tolgen. Skulde nu et saadant Ur faa den Plads, som det har overalt i Østerdalen (se Fig. 1 og 2), og Adgangen dertil ei blive altfor besværlig, saa maatte Bænkene og Bordene indrettes saaledes, som de nu ere. Før Urets Indtrædelse i Stuen var der følgelig ogsaa i Østerdalen, som ellers hos os, kun een fortløbende Bænk langs Gavlvæggen, og foran Bænken kun eet Bord.
Vi komme dernæst til Ovnen. I Landsbygderne her paa Østlandet har man neppe kjendt noget Slags Ovne, før efterat Hakedals og Bærums Verker vare anlagte i Begyndelsen af det 17de Hundredaar. De første Ovne, disse Verker leverede, vare, saavidt vides, af de saakaldte Bilæggere, der som bekjendt vende sin aabne Side mod Skorstenen, hvorfra Ilægningen sker. Saadanne Ovne traf jeg dog intetsteds i Østerdalen, og, som det blev sagt, skal man heller ikke have brugt dem der. Dette er ogsaa rimeligt nok, da de paa Grund af sin anførte Beskaffenhed ei kunde anbringes i Peisen, naar de skulde give Varme i Stuen. Det blev paa flere Steder fortalt, at den ældste Ovn, man vidste om i hele Østerdalen, var en paa den ovennævnte nordre Vestgaard, dog traf jeg en lignende paa Nystumoen i samme Prestegjeld. Begge disse Ovne, som nu forlængst ere udflyttede af Stuerne, vise samme Form. De have kun een Etage og ere forsirede med ophøiet Billedverk, hvoriblandt sees en Medaljon med Kong Christian VI.s Brystbillede. De maa følgelig hidrøre fra hans Regjeringstid, 1733–1746; men rimeligvis kom de først noget senere til Østerdalen. Ifølge to hidhørende Beretninger var der ogsaa i den ovennævnte Dalsbygd kun et Par Ovne i 1774, medens saadanne i Trysil synes at have været ukjendte endnu i 1784. Rimeligvis maa Ovnens første Indkomst i Stuen sættes samtidig eller i Forbindelse med en forandret Leveskik, som nu lidt nærmere skal omtales.
I Østerdalen var det, som ellers overalt hos os, fra gammel Tid fast Skik, at alle Gaardens Folk, naar de ikke havde Arbeide uden Døre, hele Dagen igjennem holdt til i den store Stue, baade Mænd og Kvinder. Her kogte, bagte og spiste man, og her sad Enhver med sin Gjerning, saaledes at der, som en Beskriver af Trysil udtrykker sig, var et „fuldkomment Laboratorium.“ Om Vinteren fik man Varme fra Peisen og, naar det blev mørkt, tildels ogsaa Lysning derfra og tildels fra Tyristikker eller andre Belysningsmidler. Om Natten vare Husbondsfolkene og endel af Tjenerne i de to mindre Rum eller Kover, og en anden Del af Tjenerne, i det mindste om Vinteren, paa Loftet (Ramen) over Koverne. Naar hele denne Husskik, der endnu i 1784 var almindelig i Trysil, ellers i Østerdalen begyndte at tabe sig, lader sig ei sikkert bestemme, men det kan vel neppe være skeet længere tilbage i Tiden end i det høieste omkring 1750, og naturligvis hengik der adskillige Aar, inden Skikken, som nu, var aldeles ophørt. Der indtraadte da en Skilsmisse mellem Husbondsfolket og Tjenerskabet. Den store Stue blev udelukkende for de første, den ene Kove indrettedes til Kjøkken med sin egen Grue, og da dette Rum var for lidet til det nye Brug, borttoges Skillevæggen mellem Koverne, saa at det hele blev Kjøkken. Loftet eller Ramen toges i Brug for Husholdningen, og Husbondsfolket fik sit Sovested i ny opførte Huse paa to Stokverk, hvor de ogsaa holdt til om Vinteren, medens den gamle Stue kun gjorde Tjeneste som Dagligstue om Sommeren, indtil den gik over til Tjenerne som Borgstue. Saaledes har Gangen været overalt, om end Forandringen naturligvis ikke skede just samtidig paa hver Gaard. Men i Forbindelse med eller paa Grund af denne Forandring i Leveskikken tabte ogsaa Peisen en stor Del af sin Betydning, idet dens Tjeneste tildels over- toges af Ovnen, der nu gjorde sin første Indtrædelse i Stuen. Som det kan sees af Tegningen fik Ovnen (Fig. 1 o) altid sin Plads ved Tvervæggen, enten midt paa denne eller nærmere til Peisen og saaledes, at Ovnsrøret gik hen i Skorstenen. Men da Rummet mellem Tvervæggens ovenomtalte to tætstaaende Kovedøre var for smalt for Ovnen, og man ellers maatte sørge for, at Væggen ikke blev skadet af Ovnsvarmen, blev Væggen tildels ombygget for dette Øiemed, idet man tillige sløifede den ene Dør, saa at der til Kjøkkenet fra Stuen kun blev een Indgang. I Følge hermed gik ogsaa en anden mindre Forandring. Dette var, at den lille Hylde til Børste og med Stok for Haandklædet, som ellers forekommer under forskjellige Navne (Bustehylde, Bustehus, Haandklædekast), da fik sin nuværende faste Plads paa den mod Ovnen vendende Smalside af Hjørneskabet (Fig. 1 k) ved Husdøren. Tilforn maa den derimod ogsaa i Østerdalsstuen ligesom ellers overalt – saaledes og i et gammelt Hus paa Vold i Vang paa Hedemarken, hvor den gaar under det egne Navn af „Pellar“ (Pilar?) – have været anbragt midt imellem de to Døre til Koverne.
I Stuernes Vinduer er Glasset nu overalt fæstet med Kit til Træverket, men hermed begyndte man hos os først et godt Stykke ind i det 18de Hundredaar. Før den Tid vare Ruderne sammenføiede med Sprosser af Bly eller Tin.
For det meste er Huset udvendig bordklædt og indvendig forsynet med Panel. Dette har i den store Stue ikke sjelden især over Vinduerne lignende Malerier fra det 18de Hundredaar, som jeg nedenfor skal omtale ved Skabene. Den rigest bemalede Stue, jeg saa, var den paa Atneosen, som nu er Borgstue. Men fra først af have alle disse Bygninger ligesom ellers overalt, hvor Væggene bestode af runde Stokker, været som den paa Kroken (Fig. 2 og 3), saaledes at Stokkene vare synlige baade indvendig og i det ydre.
Tagene ere nu paa mange Steder tækkede, ligesom tildels i Stuen paa Kroken, med Tagstene af Tegl. Dette Slags Tækning var dog utvilsomt ikke kjendt her paa Landsbygderne før omtrent 1750. Indtil denne Tid brugte man kun Torv som Tækningsmiddel. Men Haand i Haand med Torvens Afskaffelse foregik der ogsaa en anden Forandring inde i Stuen. Thi naar man forlod Torven, der er den varmeste Bedækning om Vinteren ligesom den kjøligste ved Sommertid, som man kjender, saa maatte der hjælpes paa den større Kjølighed om Vinteren, som Forandringen medførte, ved at indklæde eller forskale Tagets Mønsaas og Sperreverk. Dette er dog overalt tildels skeet paa en Maade, som lidet stemmer med eller rettere staar i Strid med Tagets Hovedform, idet man i Midten af Tagpanelet ved Hjælp af Listverk har tilveiebragt en Roset eller stjerneformet Figur, hvis centrale Form end stærkere fremhæves ved den moderne Hængelampe, som undertiden der har faaet sin Plads. I Virkeligheden har Taget derimod, som antydet, intet centralt ved sig, men en Langretning efter Mønsaasen, som danner Tagets Hovedstykke. Denne svære, runde og mastetykke Træstamme, ofte indtil 2 Fod og derover i Tvermaal, kan ogsaa ellers træffes i ældre Bygninger her paa Østlandet, navnlig i Valders, Hallingdal, Numedal og Thelemarken, og er Eiernes Stolthed som Vidne om, hvad Gaardens Skov har kunnet frembringe. Den hviler paa Husets trende Gavle, og til den slutter sig igjen som underordnede bærende Led i de fleste Tilfælde nedadgaaende firkantede Sperrer, som ved Indtapning øverst oppe ere fæstede til Mønsaasen og i sine nederste Ender hvile paa Sidevæggenes Overkanter. Endelig høre ogsaa med til Tagverket de forannævnte to fritliggende firkantede Slinder, som forbinde begge Stuens Gavlvægge og derved styrke disse til at udholde Trykket af den svære Mønsaas, hvorpaa hele Tagverket egentlig hviler. Alle disse Led af Taget ere dog saagodtsom overalt i Østerdalen ganske simple. Kun paa to Steder traf jeg saa- ledes listede Sperrer, nemlig i den gamle Borgstue paa Skydsstationen Disæt i Aamot og paa en af Aakregaardene i Rendalen.
Hvad Tagets Ydre angaar, fortjener sær at fremhæves Vindskierne og Spirene, begge en Arv fra vor tidlige Middelalder. Vindskierne ere som bekjendt Bretter, der følge Tagets Skraakanter i begge Gavlender og have, som Navnet viser, den Bestemmelse at hindre Veir og Vind fra at oprive Tagbedækningen og saaledes lægge selve Taget aabent for Fugtighed. De bestaa som oftest kun af tre Bord ved hver Side af Tagets Kant, saaledes at det ene lægges med Fladsiden langs efter Skraaningen og indover Tagbedækningen. De andre fæstes i vertikal Stilling under det førstes Kant foran Aaserne og tjene derved tillige til at bevare disse mod Forraadnelse, der, som bekjendt, netop æder sig mest ind fra Stokkens Ende. Som en fast Landsskik saaledes sees Vindskierne ogsaa overalt i Østerdalen, dog kan der her som flere andre Steder for det nævnte Brug være indtil tre saadanne Bretter paa Tagets Forside, det ene med sin Kant under det andet. Derimod er det nu meget sjeldent her, som ellers almindeligt i Fjeldbygderne, at træffe det nederste Bord udskaaret i Kanten. Dette saa jeg kun een Gang i en Stuebygning paa Skydsstationen Aakre i Rendalen, hvor Udskjæringerne bestod som ellers ofte af Spidser afvexlende med Kurvelinier.
Spirenes Hovedhensigt er vistnok at dække over Fugerne øverst oppe imellem de fra begge Sider sammenstødende Vindskier. Men med det samme de gjøre denne Tjeneste, frembringe de ogsaa ved sin over Taget opragende Top en æsthetisk Virkning, idet de udtrykke Afslutningen af Tagets Stigning fra begge Sider og saaledes sterkere fremhæve Tagets Hovedform og Betydning ligesom Akroteriet i den græske Bygningskunst. Saadanne Spir traf jeg paa flere Stabure, navnlig paa Gaarden Aas mellem Fiskvik og Skydsstationen Aakre i Rendalen samt paa den sidste Gaard og omkring Tolgen Kirke. Derimod saa jeg dem ikke paa det her omhandlede Slags Stuebygninger undtagen paa den sydligste Trønæsgaard. Men heraf kan saaledes vistnok sluttes, at de engang have været i Brug ogsaa paa andre Gaarde, ligesom ellers paa forskjellige Steder i Land, hvor jeg endog har truffet Spor deraf i saadanne Bygder som Smaalenene og Austad i Lyngdal, der ikke forøvrigt have noget igjen af den gamle Bygningsskik.
Som noget aldeles særeget for Østerdalen er der endnu en Bygningsdel, som nærmere maa omtales, nemlig det saakaldte Barfrø. Ovenfor er bemærket, at Huset kun har een Indgang, som staar midt paa den ene Langside (Fig. 1) og fører umiddelbart ind i det store Rum. Foran denne Indgang er der tilføiet et Udskud eller Bislag, som kan aflaases og hvis Hensigt det naturligvis er at tilveiebringe større Lunhed i Stuen. Bislaget er opført af indklædt Standerverk (se Fig. 1 D og Fig. 2) og har altid samme Dybde, men forskjellig Bredde. Undertiden er dog Dybden og Bredden omtrent lige store, saa at Grundplanen bliver omtrent et Kvadrat. Paa et saadant Bislag er der da opsat et andet Stokverk af Laft med Gavler i modsat Retning af Hovedbygningens. Herved fremkommer der følgelig et fritstaaende taarnmæssigt Rum, hvortil Adgangen er ad en Trappe i Hjørnet af Bislaget og som benyttes til Opbevaring af forskjellige Ting, især Gangklæder. Det er vel ogsaa Formen af dette Stokverk, som har fremkaldt det omtalte Navn. Dette træffes, saavidt bekjendt, første Gang her i Norden i en Dagthingning eller et Fredsforlig[2], som blev sluttet 1339 i Skaane mellem Kong Magnus Smek og Johan Uffesøn, men her under Formen „Barfrith.“ Dette er igjen en Forvanskning af det i middelhøitydske Skrifter fra det 12te og 13de Hundredaar forekommende „Bercvrit“ eller „Berfrit,“ som egentlig betyder et Beleiringstaarn af Træ. Hverken Navnet eller Tingen kjendes hos os udenfor Østerdalen, men her synes denne Bygningsdel engang at have været almindelig anvendt endog i Tønsæt og Trysil. Dog ere Barfrøerne lidt efter lidt borttagne, fordi de paa Grund af sin Plads foran Hovedbygningens Tag hindre Vandets frie Afløb og derved fremkalde Raaddenhed i Stuehuset. Nu er der neppe over 10 Barfrøer tilbage i hele Østerdalen. Jeg kjender saaledes kun 7, nemlig: i Storelvedalen et paa Hammeren vestenfor Skydsstationen Kopang, et paa Svestad, 3 paa Trønæsgaardene og et paa Prestegaarden; i Lilleelvedal et paa Steie; og i Tønsæt et paa Nytrøen. Ved første Øiekast kunde det synes, som om Barfrøerne maatte være senere Tilbygninger, dels fordi Stokkene i deres Vægge ere meget tyndere end i Stuehuset, og dels fordi de sedvanligvis ei ere saa omhyggelig afhøvlede som i det sidste. Men den første Omstændighed staar vistnok i Forbindelse med, at man, da Bislaget som anført kun er af Standerverk, vilde gjøre Overbygningen saa let som mulig, og den mindre omhyggelige Afhøvling kan være tilfældig. Det er derfor rimeligt, at Barfrøerne maa være samtidige med de Huse, hvori de nu findes. Forresten er der al Grund til at tro, at denne Bygningsdel og dens Navn først er indkommen til Trysil fra de tilgrænsende svenske Bygder, navnlig Dalarne, hvor den vides at have været kjendt. Fra Trysil har da Skikken senere forplantet sig til det øvrige Østerdalen, dog ei udenfor denne og ikke engang til dens sydlige Nabobygd Solør.
I Forbindelse med selve Bygningerne maa vi ogsaa fæste Opmærksomheden paa den store Stues Udstyr og her først navnlig paa dens Skabe. Som ovenberørt er der 5 saadanne (se Fig. 1 a, c, g, i, k), hvoraf dog det i Hjørnet ved Indgangsdøren er af simplere Slags. Ofte har man nu borttaget de saakaldte Roskabe i Hjørnerne mellem Vinduerne, ligesom Fremskabene have moderne Former fra vor Tid. Paa de fleste Steder træffer man dog endnu Skabe fra forrige Hundredaar med de velkjendte sveivede Former og forsirede med Malerier, enten udførte graat i graat eller med Anvendelse af den Tids lyse og svage Farver. Fremstillingerne i disse Malerier ere de sedvanlige historierede Landskaber af Lighed med Per Odnes’s paa de bekjendte Tapeter i den store Stue hos Fru Glatvedt ved Hønefos. Man træffer antike Bygverker og Figurer, hentede fra den romerske mythologiske Verden, Amor, Diana, Apollo, Merkur o. s. v. eller de sedvanlige ømme Scener mellem Hyrder og Hyrdinder i Ludvig XV.s Dragter, undertiden ogsaa virkelige Personer som Ludvig XVI. og Marie Antonette. Derimod sees nu kun meget sjelden Exemplarer af de ældre Skabe fra Begyndelsen af det samme eller fra det syttende Hundredaar med de fra den hollandske Renæssanse laante Former, hvori de sterkt listede Ramstykker med rette Linier vise sig mest fremtrædende. Af dette Slags traf jeg kun fire Hjørneskabe, nemlig paa Mellem Disæt i Aamot samt paa Svestad, nordre Vestgaard og Fiskvik i Storelvedalen. Ligesaa sjelden eller endnu sjeldnere findes de ældste Fremskabe bevarede i Stuerne eller Borgstuerne. Men begge Slags Skabe træffes endnu, som Tegningerne vise (Fig. 2 og 4–7), i Stuen paa Kroken. Disse ere vel neppe ældre end i det høieste 1650, men rimeligvis nedstamme de fra ældre Forløbere, som først have vist sig ved Begyndelsen af samme Hundredaar. Forresten kan mærkes den Egenhed ved Fremskabene, at de, ligesom enkelte hist og her bevarede paa Hedemarken, i Valders og flere Steder, i sin Overkant have en indadgaaende Skraaning, svarende til Tagets (se Fig. 4 til venstre).
Der er saaledes paapeget de Forandringer, Østerdalsstuen har undergaaet i nyere Tid. Lægges nu dertil ogsaa de tidligere, og alle disse Forandringer samles efter Tidsfølgen i visse Grupper, saa vil det vise sig, at Stuen fra sin første Tid af har gjennemgaaet 3 Stadier eller Perioder. Den 3die eller sidste Periode, hvis Begyndelse kan sættes til noget efter 1750, er da den, hvori Stuen nu befinder sig, efterat den har faaet Vægur, to Bænke og to Borde, eget Kjøkken, Ovn, nyere Skabe, indvendige Panelinger med Figurmalerier, Bordklædning udvendig, Kitvinduer og Tagsten. Efter den Gjenstand, som her viser sig fremtrædende, kan denne Periode nærmest kaldes Ovnstiden.
Begyndelsen til den næstforegaaende Periode eller
2det Tidsrum kan neppe sættes længer op end i det høieste
til 1600. I denne Tid havde Stuen følgelig, efter
hvad ovenfor er paapeget, kun eet Ildsted, Peisen, een
Bænk langs Gavlvæggen og eet Bord, Skabe med ældste
Form, Vinduer med Blysprosser, Torvtag, ingen Panelinger
ud- eller indvendig. Forresten var Bygningen 
Fig. 4.
Fremskab 1⁄26. 
Fig. 5.
Hjørneskab 1⁄26.
som i 3die Periode, dog saaledes, at dens mindre Afdeling
selvfølgelig var uforandret, saa at den, som Prikkerne
paa Tegningen (Fig. 1) vise, ved en Mellemvæg var
delt i to Kover (B og C) med to tætstaaende Døre (t og u),
hvorimellem rimeligvis Haandklædeskabet havde sin Plads.
Var der i denne Tid indvendig anvendt nogen Maling,
dog i saa Fald kun paa Rammerne om Døre og Vinduer,
har man vistnok brugt den røde eller grønne
Farve, da disse Farver udelukkende eller fortrinsvis træffes
i Kristian den fjerdes Tid og videre nedover i det
17de Hundredaar, saaledes som det endnu kan sees paa den
saakaldte Kongesal i Tønsberg. Siden det var Peisen,
som spillede Hovedrollen i 2den Periode, ligger det nærmest
at give den Navn af Peistiden, hvis Ildsted dog
fortjener en nærmere Omtale.
Peis, i andre Bygder Speis eller, ligesom i Sverige,
Spis er ikke noget nordisk Ord, men en Forvanskning
af det middelaldersklatinske Pisalis eller paa Tydsk
Phiesel. Dette betyder egentlig et Ildsted med Røgpibe. 
Fig. 6.
Hjørneskab 1⁄26.
De østerdalske Peiser ere gjennemgaaende meget simple,
kun som en Aabning i nederste Del af Skorstenen med
en liden Grue foran og et Spjeld til at dreie om for at
beholde Varmen af Gløderne, naar Veden er udbrændt.
De ere kun opført af Graasten med Kalkpuds og hist og
her i Hjørnerne indsatte Stykker af Klebersten. Nogen
sirligere Peis saa jeg kun paa Skydsstationen Aakre i
Rendalen, men i 2det Stokverk og først fra 1819.
Denne har rundbuet Aabning og pilasterformede Hjørner
af Klebersten.
Umiddelbart før Skorstenen gjorde sin Indtrædelse
i Huset havde man nordenfor Dovre og vestenfor Langfjeldene
den saakaldte Røgovn, omtrent som en 2 Alen
bred og høi Kasse af Sten uden Pibe og med forholdsvis
smal Aabning ud mod Stuen samt et lidet Fremspring
eller en Grue foran Aabningen. Men da dette
Slags Ildsted ikke er truffet eller omtales østenfor og
søndenfor de nævnte Grænser, kan det ei have været anvendt
her paa Østlandet og saaledes heller ikke i Solør 
Fig. 7.
Grundplan til Fig. 5 og 6.
og Østerdalen. Her maa man derfor, ligetil man fik
Skorsten og Peis, have havt Are eller aabent Ildsted
med tilhørende Ljore. En Are er som bekjendt en aflang
firkantet Forhøining midt i Gulvet af Jord eller stampet
Grus, omlagt med en Stenkant. Om nogen af de nuværende
Østerdalsstuer engang have havt saadant Ildsted,
kunde jeg ikke faa Besked, da man kun muligens vilde
komme til Vished i dette Punkt ved at se efter under
Gulvet og Loftets Paneling, om der viser sig Sod eller
andet Spor af Ild, men det er neppe sandsynligt. Rimeligst
er det, at de nuværende Stuer fra først af have
havt Skorsten, og at denne saaledes neppe kan sættes
længer op end i det høieste til Begyndelsen af det 17de
Hundredaar.
Forud for denne Tid ligger følgelig Stuernes ældste Periode, som efter sin mest karakteristiske Indretning kan nævnes Aretiden og fremviste følgende Egenheder.
Ovenfor er paapeget, at Husets Indgangsdør i 2den og 3die Periode staar midt paa den ene Langside og fører lige ind i den store Stue. Dette er ogsaa Tilfældet i samtidige eller yngre Huse med Skorsten, som træffes ellers i Hamars Stift samt i Kristiania Stift og det østligste af Kristianssands Stift, naar de forresten have beholdt den nedarvede Hovedform. En Røgstue derimod kræver, naar den skal være saa hensigtsmæssig som mulig, at Røgen ikke spredes, men med Lethed stiger samlet opad gjennem Ljoren, hvorfor Rummet ikke vel taaler hverken Dør umiddelbart fra det Ydre eller Vinduer. Saaledes er det ogsaa overalt i de Stuer af dette Slags, som kjendes rundt om i Landet og hvoraf nogles Alder gaar op til det 14de Hundredaar. Indgangsdørens Plads er her henimod den ene Langvægs Hjørne, saa at man først kommer gjennem en Forstue og derfra ind i det store Rum. Alleer klarest viser Forholdet sig i den gamle Stuebygning paa søndre Gjellerud i Flesberg. Denne har nemlig fra først af havt Are og Indgangsdør paa sidstnævnte Sted. Men senere har den faaet Skorsten og samtidig med dennes Tilkomst er den gamle Døraabning bleven udfyldt og en ny Indgangsdør udskaaren midt paa Huset, idet der tillige foran den sidste for Lunheds Skyld er tilføiet en liden Sval. I denne Forandring ligger saaledes som andetsteds tydelig nok den Tanke, at naar Forstuen paa Grund af Skorstenen lod sig sløife, saa kunde dette Rum tages til Indtægt som et nyt Kammer eller Kjøkken med Indgang fra Stuen. Men af alt dette kan følgelig sluttes, at ogsaa Østerdalsstuen fra først af maa have været indrettet paa samme Maade, saaledes at det ene af de to mindre Rum eller den ene Kove (altsaa svarende til Fig. 1 B) i den Tid tjente som Forstue. Heraf følger igjen, at der heller ikke blev Anvendelse for noget Bislag og det dermed uadskillelig forbundne Barfrø. Den sidste Bygningsdel kan saaledes ei have været brugt før Stuen fik Skorsten eller før Begyndelsen af det 17de Hundredaar.
I Følge med Aren gik det og, at Gulvet paa Grund af Ildsfarlighed ei vel kunde bestaa af Træ, men maatte være, som det overalt træffes, af Sten eller stampet Jord.
Vi komme dernæst atter tilbage til Mønsaasen. Som det synes har man paa flere Steder i Landet den Tro, at denne svære Aas i Peisstuerue er en Arv fra Oldtiden eller i det mindste fra Middelalderen, men denne Opfatning er sikkert nok urigtig. Tvertimod kan Mønsaasen først være kommen i Brug sammen med Skorstenen. Før denne Tid eller, naar Stuen var Røgstue, vilde en saadan over Ljoren gaaende Aas, selv om den var meget tyndere end de nuværende, have hindret Røgens Udgang og borttaget Lyset. Vi træffe derfor heller ikke nogensteds en gjennemgaaende Mønsaas i de endnu bevarede ældre eller yngre Røgstuer. Her bestaar Tagets egentlig bærende Led enten udelukkende af Sperrer (Setersdalen og Vestlandet), eller, som i den gamle Stue paa søndre Raudland i Opdal i Numedal, af to Aaser ved hver Side af Taget, hvorpaa igjen Sperrer hvile, eller endelig kan Taget omvendt være sammensat paa den Maade, at Sperrerne danne den egentlige Bærekraft, men ovenpaa sig have nogle tynde Aaser, dog saaledes at Mønsaasen er afskaaren over Ljoreaabningen og i begge sine afskaarne Ender støttet af de nærmest staaende Sperrepar. Det sidste har jeg kun seet i Levningen af et ældre Stuetag over et nyere Ildhus paa Kirkevoll ved Borgunds Kirke; men det samme skal efter Meddelelser dels fra Sogneprest Glükstad og dels fra Genremaler Olaf Isaachsen ogsaa træffes i Sundalen og i Heiestuer i Setersdal, og ligeledes ifølge Mandelgrens i 1878 udkomne Verk i Sverige navnlig i Herjedalen. Det maa derfor i Henhold til det her sagte vistnok ansees sikkert, at der heller ikke i Østerdalen under Aretiden kan have været nogen gjennemgaaende Mønsaas som nu. Og var dette Tilfældet, saa havde man heller ikke Brug for de oven omtalte Langslinder, hvis Tjeneste netop betinges af Mønsaasen. I deres Sted har man derimod vistnok ligesom ellers i Røgstuerne og Stavkirkerne anvendt et eller to Tvertræer (Biter), hvis Hensigt er at holde Sidevæggene sammen og forhindre dem fra at spænde ud, siden Vægten af Taget under Sperrekonstruktionen nærmest hviler paa disse Vægge.
Det staar endnu tilbage at omtale, hvorledes det forholdt sig med Arestuens Udstyr. For det første kan der ikke have været noget Slags Skabe. Af saadanne kjendes hos os overhovedet ikke mere end to fra Middelalderen, det ene i Virkeligheden, det andet kun af Omtale. Det første er kommet fra Aardals Kirke i Sogn. og opbevares i Bergens Museum. Det er henimod 3 Alen høit og lidt over 1 Alen bredt og indeholder kun eet Rum med rundbuet Dør, der omgives af et Portal med Gavl og Rundbue, som bæres af Halvsøiler med Terningskapiteler, altsaa i hvert Fald ikke yngre end omtrent 1250. Det andet Skab nævnes i et Testament af 1461[3] fra en Kanik i Aaslo, som derved skjænker til St. Olafs Alter i Mariekirken „en Kalk med Paten (Dblatdisk), Messebogen, Messeklædet og Skabet.“ Dette er ogsaa første Gang hos os der træffes Ordet Skab, som egentlig er tydsk (Schaff med langt a) og oprindelig betyder et Skrin. Men begge disse Skabe tjente saaledes til kirkeligt Brug. I et Beboelseshus derimod kunde man dengang ei have nogen Trang til saadanne Indretninger. Hvad man havde at gjemme, blev enten nedlagt i Stuens faste Bænke, der for saadant Øiemed paa sine Steder vare forsynede med en Klap i Sædet, eller i Kister, som fik sin Plads enten i Koven, paa Loftet eller i Staburet. Desuden vilde Skabe med saadan Høide, som er omtalt ved Peisstuen, ikke vel lade sig forene med Omstændighederne i en Arestue, hvor de maatte tilsøles af Sod. Det eneste Slags, om man vil kalde det Møbel, som fandtes i saadan Stue, var derfor vistnok foruden en løs Bænk („Forsædet“) foran Bordet kun den lille Indretning, som omtales et Par Gange i det 15de Hundredaar med Navnet Kandestol eller Kandebænk, altsaa til at sætte Kar, Trækopper eller Kander fra sig paa. Udentvil var dette Husgeraad af samme Slags som den boghyldelignende, noget over 1 Alen høie Opsats, der endnu træffes i Røgstuer i Setersdalen til samme Brug. Men kan der saaledes heller ikke i Østerdalsstuens store Rum under Aretiden have været hverken Skabe eller, som oven bemærket, nogen Dør umiddelbart fra det Ydre og selvfølgelig heller ikke nogen Peis, saa maa vistnok de faste Bænke ved Sidevæggene (Fig. 1 b og h) uden Afbrydelse have fortsat sig ligetil Tvervæggen, som i de ældste Stuer, vi kjende fra Middelalderen (Korterud i Eidsberg, søndre Raudland i Opdal i Numedal, Aad- land paa Stordøen, Næsheim i Graven, Uv i Rennebo), og saaledes som det endnu kan sees i yngre Røgstuer paa Kvestad og Sognskar i Valle i Setersdal.
Noget tvilsommere stiller det sig, hvordan Skikken var med Bordene og deres Forhold til Bænkene. Saalangt op, som vi kunne følge Husskikken hos os og i det mindste fra Olaf den helliges Tid vare de saakaldte Skaaler eller Gjæstebudsstuer ifølge Sagaerne saaledes indrettede, at de strakte sig fra Vest til Øst, og at i det mindste de kongelige Skaaler havde Dør i de modsatte Ender. Ved hver Langvæg var der faste Bænke og midt paa hver af disse et Høisæde, saa at det fornemste indtog nordre Bænk. For Borde havde man dengang intet Brug, undtagen naar der skulde spises, og kun da blev derfor, ligesom ogsaa ellers overalt udenfor Norge og langt ned i Middelalderen, fremsat Borde, der igjen borttoges efter endt Maaltid. Disse Borde maa da ogsaa hos os have bestaaet af en løs Plade eller Skive, som lagdes paa Bukker eller andet lignende Understel. Dette viser sig og af et Skjøde af 1322 fra Aaslo[4], hvori der skjelnes mellem „Borde“ og „Bordstole,“ de sidste altsaa et Understell og svarende til de i Tydskland forekommende „Stollen.“ Hele den her omhandlede Skik maa fremdeles have staaet ved Magt i de private Skaaler endnu ved Slutten af det 13de Hundredaar, hvorimod der tilforn var indtraadt nogen Forandring paa Kongsgaardene, idet Olaf Kyrre (1067–1093), formodentlig for at følge den udenlandske og navnlig den engelske Skik, henlagde Kongens Høisæde til Tvervæggen, skjønt Bænkene ved Langvæggene fremdeles bibeholdtes. Men her, hvor vi kun have den daglige Bolig eller „Setstuen“ for Øie, opstaar nu det Spørsmaal, om denne var indrettet paa samme Maade som de nysomtalte Skaaler. Dette har dog vistnok kun tildels været Tilfældet. Det kan saaledes sees af vore ældste Love omtrent fra Midten af det 10de Hundredaar, at „Setstuen“ allerede dengang kun havde een Indgang, og det samme er truffet i gamle Stuer, som have været bevarede ligetil vor Tid, og hvoraf nogles Alder gik op til det 14de om ikke det 13de Hundredaar. Derimod havde ogsaa Setstuen fra først af kun løse Borde. Saadanne kjendes fra Gaarde paa forskjellige Kanter af Landet (Faabergs Prestegaard, Leirhol i Vang i Valders, Devegge i Næs i Hallingdal, Uv i Rennebo). Disse Borde, hvoraf det fra sidstnævnte Gaard endnu er bevaret, havde to Ringe, hvorpaa de ophængtes over Jernkroge i Tvervæggen, naar de ei bleve brugt. Lægges der endvidere Mærke til, at der i hver af de tre sidstnævnte Stuer kun fandtes eet saadant „Ringebord“, maa det rimeligvis antages, at Setstuen til Forskjel fra Skaalerne kun havde dette ene Bord, som derfor sandsynligvis, naar det blev fremsat, fik samme Plads som endnu er Tilfældet eller langs Gavlbænken. Vanskeligere kan det afgjøres, naar Bordet gik over til at blive fast. Formodentlig skede dette i alle Fald ikke før i det 16de Hundredaar. Det eneste Holdepunkt i denne Henseende, som nu kjendes, er et Inventarium fra 1421 over Faabergs Prestegaard, meddelt af Schøning i hans utrykte Reise, men som kan synes at vidne mod den nys fremsatte Formodning. Blandt Prestegaardens Husgeraad anføres nemlig ikke alene det ovennævnte „Ringebord“, som hang i „Andvegen“ (i Sagaerne det samme som Høisædet, men her mulig i Betydning af Gavlvæggen ligesom endnu paa flere Steder i Landet), men ogsaa „et Bord ved Langvæggen,“ hvilket kunde tyde hen paa, at denne Stue alle- rede havde faaet fast Bord, saaledes at Ringebordet endnu kun hang paa Væggen som en Antikvitet eller alene toges i Brug ved enkelte Leiligheder, naar det faste Bord viste sig for lidet. Men hvorledes Inventariets Udtryk end maatte forklares, synes det lidet rimeligt, naar Udlandets samtidige Skik tages i Betragtning, at man hos os saa tidlig havde faaet faste Borde i Landsstuerne.
Hvad endelig Høisæderne angaar, er der ingen Grund til at antage, at ikke ogsaa Setstuen havde to saadanne. Der nævnes ogsaa i et Dokument af 1522[5] paa Gaarden Kolnes ved Stavanger „det søndre Høgsete,“ hvoraf følgelig fremgaar, at der ogsaa var et nordre og tillige, at Huset ligesom Skaalen laa i Retning fra Vest til Øst, saaledes at man havde det sidstnævnte eller det fornemste Høisæde til venstre, naar man kom ind i Stuen. Det er ogsaa endnu Tilfældet paa enkelte Steder navnlig i Sogn, at man i det mindste ved Brylluper har to Høisæder, idet Brudgommen den første Dag indtager det fornemste Høisæde for Bordets ene Ende, medens Bruden sidder ved dets anden Ende. Men selve Pladsen for Høisæderne ved hver sit Hjørne af Stuen er følgelig forskjellig fra, hvad der, som ovenfor omtalt, fandt Sted i Skaalerne, og denne Forskjel har der ikke usandsynlig været ogsaa fra først af. Ellers overalt er nu, som bekjendt, kun det ene Høisæde bibeholdt i vore Bondestuer eller det, som svarer til det oprindelige nordre, medens det modsatte gjennem Tidernes Løb er gaaet rent i Forglemmelse, rimeligvis fordi dets Plads blev dækket af Stuens Sengested.
Efter alt, hvad ovenfor er sagt, maa det vistnok antages, at Østerdalsstuen ogsaa i sin ældste Periode, eller før den fik Skorsten, havde samme Hovedform og Grundplan som i 2det Tidsrum, dog saaledes, at Indgangsdøren stod paa det anførte Sted, og at den ene Kove var Forstue. Ellers medførte Beskaffenheden af dens Ildsted, Aren, som ovenfor paapeget, at der var Jordgulv og Ljore, men derimod hverken Vinduer, gjennemgaaende Mønsaas eller Skabe. Bænkene fortsatte sig uden Afbrydelse langs Stuens tre Vægge, medens Bordet, indtil det, uvist naar, blev fast, kun fremsattes for Maaltiderne.
Hvad Solør angaar, er der al Grund til at tro, at dets Stuebygninger gjennem alle tre Perioder vare ligedanne som Østerdalsstuen, undtagen at man, saavidt vides, i Solør ikke har kjendt de østerdalske Barfrøer. Omvendt er der i Østerdalen, som ovenfor antydet, ikke truffet nogen af de saakaldte Ramloftsstuer af Lighed med den paa Stemsrud i Grue. Forøvrigt kan det vel ansees tvilsomt, om det sidste Slags Bygninger eller rettere sagt deres, til et fuldstændigt 2det Stokverk udviklede Loft gaar saa langt tilbage i Tiden som til Middelalderen. Nu findes der ellers i Landet, saavidt vides, kun tre saadanne Bygninger, nemlig paa Løkre i Lom, paa Vold i Vang (Hedemarken) og paa Huseby i Stange.
Af Huse paa to fulde Stolverk traf jeg i Østerdalen ikke noget, som er ældre end Slutningen af forrige Hundredaar eller med andet end moderne Præg. I Solør derimod, hvor den oven omtalte Leveskik udentvil tidligere undergik en Forandring end i Østerdalen, kjendes et Par saadanne Huse med lidt mere Interesse. Det ene stod paa Sorknes i Grue, men er forlængst nedrevet. En Afbildning deraf findes i Minutolis Verk over Throndhjems Domkirke, hvor dog ikke dets Grundplan er gjengiven. Formodentlig var det indrettet paa samme Maade som en noget lignende Bygning, der endnu sees tæt ved Skydsstationen Austad i Hov. Denne har i underste Stokverk væsentlig endnu den gamle Grundplan med en større Stue og to mindre Rum (Kove og Kjøkken), begge med hver sin Dør til Stuen. Noget nyt er det dog, at ikke alene Stuen men ogsaa Kjøkkenet har Dør mod det Ydre. Øverste Stokverk er delt i to lige store Rum, og foran begge Etager løber en Svalgang, som nedenunder i det venstre Hjørne har en Trappe op til øverste Stokverk. Svalgangen er indklædt, men har lige mod Dørene oppe og nede to brede firkantede Aabninger med nogle udtungede Forsiringer langs Overkanten.
Mulig har man engang, skjønt det vel kan være tvilsomt, ogsaa i Østerdalen og Solør havt lignende interessante Stabure som navnlig i Thelemarken, Numedal og Hallingdal. Men de Bygninger til dette Brug, som nu træffes i Solør og Østerdalen, ere aldeles simple og uden Svalgang. Det eneste, som findes levnet af 2det Stokverks Udspring, er, at dette Stokverk med een Stoks Tykkelse rager ud over det underste, saaledes at det hviler paa Enderne af det sidstes Loftsbjelker. Heller ikke her sees nogen Udskjæring eller Forsiring, i det høieste et Spir paa Toppen af Gavlens Vindskier. I det hele er det mærkeligt, hvor lidet man træffer i begge de omhandlede Strøg af udskaarne Træsager. Og dog er det fra Tyldal vi have den Kirkestol, der fremviser noget nær de ypperligste Udskjæringer, som kjendes i vort Land, og ligeledes fra Hovs Kirke i Solør nogle Dørplanker med mere end almindelig smagfuldt Snitverk. Det synes saaledes som om denne Kunstart, hvis den overhovedet nogensinde har havt saadan Udbredelse i Solør og Østerdalen som i flere andre af vore Landsbygder, er forsvundet med Middelalderen uden at efterlade sig noget Spor, undtagen i det høieste paa Manglebretter.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |