Om de saakaldte „Lendirmenn“ i Norge

P. A. Munch

Samlede Afhandlinger

Utgitt av Gustav Storm, Alb. Cammermeyer, 1873 (1, s. 77-101).

En historisk Undersøgelse i Fædrelandets ældre offentlige Ret.^[1]

Enhver, der med nogenlunde opmerksomhed betragter Norges Historie fra de ældste Tider af i flere Aarhundreder, vil nødvendig blive opmerksom paa en Institution, dette Land næppe havde tilfælles med noget af Naborigerne, der grundede sig paa Landets særegne Forfatning, og som var det Hjul, der ved alle vigtigere Begivenheder greb dybest ind i Tingenes Gang. Denne Institution var Lendermændenes (vi bruge denne noget barbariske Benævnelse af Grunde, som nedenfor skulle udvikles) Værdighed, hvis Oprindelse vi ikke tilfulde kunne forfølge eller paavise, men som under forskjellige Modificationer stedse dannede den kraftigste opposition mod Kongemagtens Misbrug, ofte ogsaa gav Anledning til Uroligheder, og som vedvarede lige indtil 1308, da den endelig blev ophævet, som en Følge af de monarchiske Principer, der paa den Tid mere og mere udviklede sig i Norges Regjering.

For at kunne danne sig et tydeligt Begreb om Lendermændenes Pligter og Rettigheder bliver det nødvendigt først at kaste et Blik paa Norges Forfatning til de forskjellige Tider og Kongens og Folkets gjensidige Forhold. – Der gives i Norge intet Spor af, at der nogensinde har været en undertrykt Folkeklasse, hvis fordums Landeiendomme ere, som f. Ex. i Frankrige og England, blevne deelte imellem de senere Erobrere, saa at de ældre Besiddere blot bleve Livegne og stavnsbundne paa de nye Herrers (Frimænds, Adelsmænds, Leudes, Thegeners) Godser.^[2] Trælle fandtes vel i Norge, dog disse synes ei at være Efterkommerne af nogen undertrykt Race, men snarere at være blevne det i Krig eller ved Kjøb paa de store Slavemarkeder, naar de ei vare hjemmefødte.^[3] Stavnsbaand og Vornedskab var ukjendt, og enhver, der ei var Træl, kaldtes Frimand eller Thegn ɔ: Kongens umiddelbare Undersaat.^[4] Disse Thegner vare enten Grundeiere, eller Leilændinger, og de Første kaldtes, naar de nedstammede fra frie Forfædre, der i en Række af Aar havde besiddet Familiegodset som Frimænd, Odelsmænd eller Hølder.^[5] De eiede sin Jord med fuldkommen Eiendom, betalte ingensomhelst Skat og havde ingen Forpligtelser uden at gjøre Krigstjeneste ved almindeligt Opbud og bidrage til Kongens Underholdning in natura, naar han reiste om i Landet. Kongens Indtægter bestode altsaa kun i hvad hans Gaarde indbragte, saavel i Landskyld af de der indfæstede Leilændinger, som i umiddelbar Revenue, i Sagefald af visse Forbrydelser og i forladt Arv.^[6] Af disse Gaarde vare vel enkelte Familie-Eiendomme, men allerede tidlig seer man ogsaa Spor til, at visse Eiendomme laas til Kongeværdigheden, uanseet hvilken Æt der sad paa Thronen.^[7] Ved Harald Haarfagres Erobring skede der en betydelig Forandring heri. I de erobrede Districter erklærede han alt Jordegods for sin Eiendom; de forhenværende frie Beboere bleve saaledes Leilændinger, som maatte betale Landskyld, han indførte en Kopskat (nefgildi),^[8] og derforuden tilegnede han sig vel som bestandigt Krongods de undertvungne Kongers Gaarde. De kongelige Indtægter forøgedes altsaa betydeligt under ham, saavel herved, som ogsaa ved den formedelst Rigets store Udstrækning opkommende Skik, at tage Æqvivalent i Penge eller Gods for de Undersaatpligter, der ei bleve modtagne in natura. Disse Harald Haarfagres Indretninger bleve dog ikke længe bestaaende. Haakon Adelsteensfostre maatte for at sikkre sig Folkets Bistand ved sin Thronbestigelse tilbagegive, som det hed, Folket dets Odelsjorder ɔ: han gav Slip paa al Eiendomsret til Jordegodset i de erobrede Districter, og forbeholdt sig ventelig blot Kongsgaardene. Paa denne Maade tabte vel Kronen tilsyneladende betydeligt af sine Indtægter, men dette Tab havde vistnok ikke saa meget at sige, da de øvrige Indtægtsposter, eftersom Landet mere og mere civiliseredes, ogsaa lettere kunde underkastes en større Control, og det System, at tage Æqvivalent for alle Naturalpræstationer, mere og mere gjennemførtes. Fra Haakons Tid af skede der ingen væsentlig Forandring i de nu omtalte Forholde.^[9]

Af det Ovenstaaende vil indsees, at der i Norge intet Spørgsmaal kunde være om nogen Adel. Alle fribaarne Undersaatters Rettigheder vare lige, og det stod ikke i Kongens Magt saaatsige intensivt at forøge nogen Enkelts Rettighed: kun en extensiv Forøgelse lod sig tænke, og paa denne Maade skeede det da, at Kongerne kunde tildele, som det kaldtes, Nafnbætr^[10] eller Værdigheder. De fornemste af disse bestode i, at han tildeelte En eller Anden enkelte af sine Rettigheder, eller gav ham Ret til at oppebære alle Indtægter, eller en Deel deraf, i et vist District. Ved at faae disse Indtægter erhvervede Modtageren for det Første større Frihed for sin egen Person, for det Andet fik han derved Indflydelse paa og Magt over dem, af hvem han havde at modtage Afgifterne. Han vandt saaledes betydeligt i Anseelse og Formaaenhed, og kom ikke derfor i større Afhængighedsforhoid til Kongen, thi naar denne engang havde bortgivet Indtægterne, vare disse at betragte som Modtagerens temporaire Eiendom, og naar ei Taknemmelighed eller andre Omstændigheder knyttede ham til Kongens Person, kunde netop disse udvidede Rettigheder gjøre ham til en desto farligere Fiende. Disse Indtægter, der saaledes bleve bortgivne, kaldtes med et fælles Navn Veizlur (af veita, at yde), og deres Størrelse var heel forskjellig. Undertiden seer man dem bestaae deri, at Kongen anviste Vedkommende et District, hvori han kunde oppebære for sig selv en Deel (stundom Halvparten) af Indtægterne; det Øvrige maatte da afgives til Kongen: oftest bestode dog vistnok Indtægterne deri, at han fik en eller flere Gaarde til frit Brug.^[11] Slige Veizlur eller Indtægter gaves dog naturligviis ikke for Intet, og Modtageren blev altid forpligtet til f. Ex. at stille et vist Antal Folk i Krig, foruden hans almindelige Ledingspligt, maaskee og at modtage og beværte Kongen paa hans Reiser, og andre Tjenester, der vare forskjellige efter de forskjellige Titler. Af disse ere de ældste Jarle- og Herser-Værdighederne. Jarlerne vare næst Kongen de fornemste Befalingsmænd; deres særegne Pligter synes det at have været, at repræsentere Kongens Person som Statholdere i fjærnere Egne eller Befalingsmænd over Hæren;^[12] de havde det saakaldte tign (ɔ: fyrstelig Værdighed), og havde meget store Veizlur. Herser-Værdigheden medførte ingen tign, og heller ikke nogen Overbefalingspost i Krigen, men deres Forpligtelser synes at have været mere civile. Disse var det, som senere kaldtes Lendermænd, og ved hvilke vi her nærmere skulle dvæle. Hersir og Lendr maðr bruges aldeles enstydige, og der er ingen Tvivl om, at de betegne den samme Værdighed;^[13] imidlertid bruges dog Navnet „Herser“ mest i den ældste Tid, da Værdigheden ei synes at være saa nøie bestemt, og ei saameget at være en Gave af Kongen, som mere Rettigheder, hævdede i en Familie fra Slægt til Slægt, hvor den altsaa kunde være arvelig:^[14] noget, den egentlige Lendermands Værdighed aldrig var. Man har saaledes virkelig Exempler paa, at enkelte Hersere og Jarler endog vare uafhængige og regjerede med dette Navn frit i deres Districter.^[15] Navnet „Herser“ føies derfor til Personsnavne, ligesom „Jarl“, for at antyde Værdigheden, f. Ex. Guðbrandr hersir, Arinbjörn hersir; her kunde man ei sige „lendr maðr“, da dette kun tyder paa Rettigheden. Ved at betragte Fylkernes Inddeling i Herreder (herað) og det mulige Slægtskab imellem dette Ord og hersir, kunde man vel ogsaa tænke paa, at Herserne maaskee i de allerældste Tider have udøvet et Slags arvelig Jurisdiction i Herrederne, omtrent som Goderne paa Island, og kanskee endog, ligesom de, have forestaaet Offringerne: dog dette er kun en løs Gisning, som vi ei nøiere kunne indlade os paa at forfølge.

Ved Harald Haarfagres Erobring og den deraf følgende Udstrækning af de kongelige Rettigheder bleve ogsaa Jarlernes og Hersernes Rettigheder betydelig forandrede og satte paa en fast Fod. I hvert Fylke satte han en Jarl, der skulde oppebære Indtægterne og beholde en Trediedeel for sin egen Person. Enhver Jarl havde mindst fire Herser under sig; disses Pligter have rimeligviis været de samme som Jarlens, (naar maaskee undtages Oppebørslerne) kun under denne, og i større Detail; de lønnedes med 20 Marks Veitsle. Jarlen havde tillige øverste Jurisdiction; baade Jarlerne og Herserne maatte i Ufreds Tilfælde tille Krigsfolk; de første 60, de sidste 20 Mand. Saa- ledes indrettedes næsten et Slags Feudal-System, og Snorres Yttring, at Jarlerne da fik større Magt end Kongerne fordum, er fuldkommen sand og indlysende. Som kongelige Indtægter nævnes her blot Sagefald og Landskyld;^[16] det er ogsaa naturligt, at de kongelige Kostpenge da ei kunde regnes, da de maatte falde sammen med Landskylden. De øvrige Indtægter, som mere sjeldne, ere vel derfor her forbigaaede, hvor blot det Vigtigste af de nye Indretninger ere udhævede. Jarlerne og Herserne bleve nu virkelige Kronembedsmænd, og deres Magt blot en Yttring af Kongens egen; denne Tingenes Orden vilde have ledet til en Forfatning, lig den i de fleste andre europæiske Lande, hvis Haakon den Godes Gjengivelse af Odelen ei havde bragt Alt paa en anden Fod.^[17] Imidlertid kan man heller ikke antage, at Alt nu blev som forhen: Kongemagten var bleven meget udvidet og havde siden Rigets Samling faaet noget andet at betyde, end førend dette skede; Regjeringens Fjærnelse fra de fleste af Landskaberne maatte altid gjøre flere Mellemled imellem Konge og Folk nødvendige, og det er egentlig først fra denne Tid, at man kan anstille nogen ordentlig Undersøgelse om Lendermændenes Værdighed, saamegetmere som Haakon først lagde Grunden til de Love, hvoraf vi endnu have Levninger tilbage.

Haakon Adelsteensfostre og hans Efterfølgere havde altsaa med Hensyn til deres forskjellige Indtægtsposter samme Rettigheder som Harald Haarfagres Forgængere. Foruden Landskylden og det Øvrige, deres Gaarde indbragte, Sagefald, forladt Arv og visse Dele af herreløse Ting kunde de hvert Aar opbyde idetmindste halv Leding, eller, som det vel oftest skede, oppebære Penge derfor;^[18] ligeledes vare Bønderne pligtige til at skaffe Kongen Fortæring paa hans Reiser over Landet (ogsaa dette synes ikke altid at være præsteret in natura, men tilsidst at være blevet et Slags Skat);^[19] endelig maatte de og skaffe fleste til Kongens Reiser, en Pligt, som ikke nogensinde lader til at være ombyttet med Pengebidrag.^[20] Desuden seer man af Ohteres Reise-Beretning, Egils Saga og flere Steder, at Finmarken betalte en Skat i Pelsverk og andre Produkter, og at Kongen havde Monopol paa Handel med Finnerne.^[21] Hertil kommer ogsaa for en kort Tid Svend Knutssøns forøgede Paabud af Landvarde og Julegaver, men disse bleve snart ophævede.^[22] Til at oppebære og afgive disse Indtægter sees Kongerne fra de ældste Tider at have brugt Ombudsmænd (umboðsmenn eller erendrekar), og disse kaldes da oftest Aarmænd eller Sysselmænd. Da de sidste ei nævnes i de ældre Love, kunde man antage, at de ei fandtes i de fjærneste Tider; imidlertid gives der dog enkelte Data, som umiskjendelig bevise deres Tilværelse. Existerede de nu paa samme Tid som Aarmændene, maa deres Embede have været noget forskjelligt fra disses; og rimeligst bliver det, naar man seer hen til Etymologien og til den Foragt, man bar for Aarmændene, at disse mere vare Kongens Gaardsfogder, altsaa paa en Maade hans Avlskarle,^[23] men at Sysselmændene intet have haft med en saa underordnet Bestilling at gjøre. Men da man dog seer, at Aarmændene tillige oppebare Kongernes øvrige Indtægter og instituerede alle Søgsmaal paa hans Vegne, kort at sige vare Øvrighedspersoner, og at det Samme tillige var Tilfældet med Sysselmændene, maa man enten antage, at disse havde større Districter og vare Aarmændenes Foresatte, eller ogsaa, hvad der er det Rimeligste, at der ei overalt vare Sysselmænd, og at, hvor de ei fandtes, Aarmændene udførte deres Forretninger; dette vinder end mere i Sandsynlighed, naar man betragter, hvorledes i Førstningen Sysselmændene næppe nævnes, at de siden forekomme hyppigere, og at de tilsidst næsten synes at have fortrængt Aarmændene.^[24]

Paa denne Maade repræsenteredes Kongens Person, og efterat det nu er viist, hvad Ombudsmændenes Pligter var, vil Lendermændenes Magt, Myndighed og pligter lettere indsees. Med Oppebørslerne havde de efter det Foranførte næppe noget at bestille: det var Ombudsmændenes Sag, og ikke engang efter Harald Haarfagres Indretning, hvorved Jarlerne, imod at beholde en Trediedeel, skulde hæve de kongelige Indtægter, seer man Herserne, som de der kaldes, beordrede til saadanne Forretninger, eller lønnede med uvisse Indtægter; de fik dengang 20 Marks Indtægt; efter Hirdskraa havde Lendermændene 15 Mark eller mere; rimeligviis ere deres Indtægter ved hiin Forandring i de kongelige Indkomster nedsatte. Disse Indtægter fik de ikke, som tydelig kan sees, i rede Penge, men saaledes, at Kongen gav dem een eller flere af sine Gaarde, beregnede til at kaste saameget af sig, til fri Brug, Bygsling og Landskylds-Oppebørsel. De fik altsaa hvad der kaldtes 15 Markabol; ikke ubetydelige Landeiendomme, da 1 Markebol svarer omtrent til det nuværende 1 Skpd. Tunge. Nu synes det vel af enkelte Steder, som om Lendermændene ogsaa lønnedes med andre kongelige Rettigheder, fornemmelig Sagefald, eftersom der fortælles, at Erling Skjalgssøn, der blot var Lendermand, havde af Olaf Tryggvessøn faaet Halvparten af alle Kongens Indtægter (hálfar konúngstekjur), og at det udtrykkelig forbydes Lendermændene i Hirdskraa at tilegne sig de Eiendomme, der ved Udaadsverk, Utlegdarsager eller Al-Eiemaal (Boeslodsager) faldt under Kongen, hvis de havde Syssel; thi deraf synes at følge, deels at deres Indtægter kunde bestemmes ved en Deling af de kongelige, deels at mindre sagefald kunde tilfalde dem. Men hvad det Første angaaer, da heder det udtrykkelig, at Erling fik sin veitsle paa samme Vilkaar, som forhen Harald Haarfagres Sønner, altsaa med mere end Jarleret, ligesom det og af Forhandlingerne ved hans Giftermaal sees, at der skede en Undtagelse med ham, og at han kun i Navnet ei blev gjort til Jarl. Bestemmelsen i Hirdskraa vækker større Tvivl, dog har den vel nærmest Hensyn til det udtrykkelig nævnte og i senere Tider ofte forekommende Tilfælde, at Lendermændene ogsaa udnævntes til Sysselmænd, og sigter maaskee til at hemme en opkommen Uskik eller et Slags Underslæb. Af Forhandlingerne mellem Svenke Steinarssøn og Magnus Barfod kunde det synes, som om Lendermændene havde at bestille med Oppebørsel og Udredsel af Landskyld, at de altsaa lønnedes med visse Procent og maatte afgive de øvrige; men rigtigere forklares dog dette Sted ved at Kongen ikke erkjendte Svenkes Brugsret til de Gaarde, han ei havde faaet af ham, og ansaa ham som ulovlig indesiddende med de Revenuer, Gaardene i al den Tid kunde have indbragt.^[25] At Landeiendomme udgjorde det Hovedsagelige eller Almindelige i deres Indtægter, sees ogsaa fornemmeligen af et Par Steder i den ældre Gulethingslov, nemlig: „lendzmannz san scal taca haullz rett ef hann fær eigi lond“,^[26] og „ef maðr hafðe lond at veiðzlu konongs, oc er af hanom tekin, þa scal hann taca þo at hvaro rett slikan sent lendr maðr oc sva sunr hans til hann er fertugr“;^[27] ligeledes i den ældste Borgarthings Kristenret, cap. 12, hvor der siges, at Lendermænds Sønner skulle yde samme Begravelseskjøb som Faderen, nemlig 12 Alen, „börn öll, er í landvonum ero“. Herpaa tyder ogsaa Navnet „lendr maðr“, der rettest udledes af „land“, „at lenda“, ikke, som Mange have troet, af lén, thi hvilken himmelvid Forskjel der er imellem „lendr maðr“ og „lénsmaðr“, hvilket egentlig blot betegner det Samme som sýslu- eller umboðsmaðr, da lén, umboð og sýsla i Lovene ere synonyme,^[28] skal siden vises.

Disse vare altsaa Lendermændenes Indtægter, og denne værdighed var saaledes ingen personlig Adel, eller Fritagelse for almindelige Thegnspligter (selv Leding maatte Lendermændene gjøre), men snarere et reelt Emolument, der i og for sig selv gav dem en materiel Overvægt over deres omgivelser og dannede Grundlaget for deres Anseelse. Men denne voxede end mere ved tilkommende Omstændigheder. For Intet fik som bemerket, Lendermændene ei disse kongelige Gaarde: de maatte ogsaa sværge Kongen en særegen Eed, vorde hans haandgangne Mænd og i Krigen stille ham et vist Antal Tropper, hvilke allerede fra Harald Haarfagres Tid sees at have beløbet sig til 20 Mand og siden at være faldet ned til 5.^[29] Hirdskraa tillader desuden Lendermændene at holde et Antal vaabenøvede Drabanter, 40 i Tallet, under Navn af Huuskarle, baade i Krig og Fred;^[30] omgivne af slige Skarer maatte de nødvendigviis have vældig Indflydelse paa de øvrige Indvaanere i Districtet. Endstørre maae vi indsee den at have været, naar vi nærmere undersøge Kongernes Hensigt med at tilstaae Lendermændene denne Ret. See vi nemlig hen til hvad der befales i 3die Cap. i Thingfarebolken af den ældre Gulethingslov, at ved den almindelige Thingreise skulde een eller to Lendermænd blive tilbage i hvert Fylke „at gæta hýbýla manna fyrir þjófum ok ránsmönnum“, og til Yttringen i Magnus Barfods Saga, at den søndre Deel af Viken ved Svenke Steinarssøns Fraværelse blev plaget af „illþýði“, da der ingen Høvding var, da erfare vi, at Lendermændenes Civil-Embede, hvis det saaledes kan kaldes, egentlig var den øverste og mest udstrakte Politimyndighed. Dette kaldes „at styrkja konúngs riki“ o. d. l., og idet de saaledes vare i bestandig Virksomhed, ofte, ifølge Sagens Natur, øieblikkelig maatte kunne decidere i mange vigtige Tilfælde, og ved denne Myndighed lettest baade kunde hjælpe og tynge Bønderne, alt eftersom disse holdt med dem eller ei, bliver det altsaa mere end rimeligt, hvad Sagaerne fortælle, at Bønder og Lendermænd altid holdt sammen, og at disse som oftest dannede Oppositionen; thi just hine Huuskarle gjorde dem uafhængige, især da fælles Interesse altid maatte forene flere Lendermænd; og derfor er det i Hirdskraa kun tilladt dem, at holde denne Skare.

Heri bestode saaledes Lendermændenes tydeligst bestemte Functioner; det forstaaer sig af sig selv, at de i Krig vare Befalingsmænd, idetmindste over deres egne Skarer,^[31] og Skibsstyrere;^[32] efter Hirdskraa dannede de og tilligemed Hertugen og Jarlerne Kongens Raad,^[33] og vare, naar de opholdt sig ved Hoffet, Hirdstjorer eller de fornemste Hofembedsmænd;^[34] men tillige paalaae dem og andre Pligter, hvoraf enkelte i Lovene ere yderst dunkelt fremsatte. Det er nemlig ikke let at vide, enten de paaligge Lendermændene, eller Ombudsmændene. Efter den ældre Gulethingslov skulde Lagrettesmændene udnævnes af „Lendermændene eller Aarmændene eller Sysselmændene“; efter Frostethingsloven af „Aarmændene“.^[35] Efter Egils Saga havde Arinbjørn Herser og Thord af Aurland Ret til at vælge Lagrettesmænd til Gulething:^[36] altsaa maa dette Valg enten have foregaaet under fælles Raadslagning af disse Embedsmænd, eller og maae Aarmændene have valgt in subsidium, naar Lendermændene enten ikke vilde eller ikke kunde. Ofte bliver det i de ældre Love gjort Lendermændene eller Aarmændene (Sysselmændene) til Pligt at instituere Søgsmaal, eller besørge en Forbryder afstraffet; et Par Steder vise dog, at dette i Almindelighed tilkommer disse, og hine kun i disses Forfald eller ved deres Vægring.^[37] Omvendt seer man og Sysselmændene Politiforretninger overdragne,^[38] og i mange Tilfælde vilde Lendermændenes og Sysselmændenes Functioner falde aldeles sammen, naar ei Maaden hvorpaa, eller rettere Myndigheden hvormed de udførtes, var forskjellig. Sysselmændene eller Aarmændene vare nemlig blot organer for Kongemagten: deres Handlinger betragtedes som udførte af Kongen selv, han var ansvarlig for deres Handlinger; de vare igjen blot ham ansvarlige, og deres Magt var en Emanation af hans. Lendermændene derimod betragtedes mere som Kongen sideordnede, skjønt lavere; de handlede paa eget Ansvar, hvilket de skyldte hele Nationen; deres Magt betragtedes som udsprungen fra dem selv. Derfor havde de og en særegen „Rett“, ɔ: Injurier, øvede mod dem, maatte afsones med særegne Bøder, og i Særdeleshed var det Landnam, de oppebare for Aavirke i deres Jord, større end Höldernes og mindre end Jarlernes; og denne Ret beholdt de endog, om Veitslen var dem fratagen. I Bestemmelsen af de forskjellige Bøders Erlæggelse gaaer Rækken saaledes bestandig nedad fra Konge ligetil Frigiven, og en Lendermand, der havde gjort ulovligt Indgreb i sine Medborgeres Rettigheder, straffedes analogt med Kongen i dette Tilfælde. Kort at sige: Landets Bestyrelse var paa en Maade fordeelt imellem Konge, Jarl og Lendermand, af hvilke ingen repræsenterede den anden; Syssel- og Aarmændene vare derimod, som saadanne, kuns Repræsentanter for Kongemagten.^[39] Lendermanden var Politi 92

bestyrer ifølge hans Værdigheds Medfør; Sysselmændene befattede sig kun dermed, fordi det ogsaa var en Kongen paaliggende Pligt. Kongens Nærværelse maatte nødvendig gjøre Sysselmanden paa Stedet overflødig; Lendermanden derimod var ligefuldt selvstændig. Lendermanden havde virkelig for sin Person en Deel af de kongelige Rettigheder, Syssel- eller Aarmanden ingen.

En anden vigtig Ret, Lendermændene havde, var Deeltagelse i Kongevalget, naar Kongen ingen Thronfølger efterlod, tilligemed Bisperne, Abbederne og Hirdstjorerne, saavel efter den ældre, som den nyere Gulethingslov; dog er denne Bestemmelse ikke ældre end Magnus Erlingssøn.^[40] Denne Ret kunde dog ei saa ofte komme i Udøvelse, at den kunde bidrage meget til at forøge deres Magt; dertil vare allerede saa mange Betingelser for Haanden, at man med Rette kaldte dem Høvdinger, Magthavere (ríkismenn) o. s. v. Deres Indflydelse var derfor ofte frygtet i Rettergangssager, og der var i Lovene altid sørget for, at Retten ei for deres Skyld skulde forvanskes. Saaledes maatte Lendermændene ei nævnes i Lagretten – (Frth. L. I. 2); i den ældre Gulethingslov heder det om den saakaldte Kvöðodóm ɔ: de Dommere, 24 i Tallet, hvoraf Creditor og Debitor hver udnævnte lige mange til foran Debitors Huus at undersøge og afgjøre en Gjældsfordring, der ei var vita fé ɔ: ei med Vidner tydelig kunde bevises: „Nu ef hann hever sett lendan mann i dom með ser æða lendz mannz sun, þann er yngri se en fertugr, æða annann konongs, þa er hann domfloge (ɔ: hans Dom er inhabil) ok a alldrigin upreist at þvi male siðan“.^[41] Efter den ældre Frostethingslov maatte i dette Tilfælde Lendermanden ikke engang komme til den Gaard, hvor Dommen stod: „Eigi scal lendr maðr coma til dóms oc eigi á þann bœ er dómr er á, nema harm fari at götu sinni. En ef hann cemr, þá fari þeir báðir til, sæciandi ok veriandi, oc vísi honum á braut; en ef annarrtveggia nemsc, þá hefir sá fyrirfarit sócn sinni. Oc eigi scal lendr maðr coma á fimtarstemnu helldr en í dóm, nama hann sæci sitt mál eða veri“. (Fr. L. X. 16). Efter den ældre Frostethingslov maatte en ugift Kvinde kun give sin Rettergangs-Fuldmagt til en Mand, der var af lige Byrd med hendes Fader, Broder eller afdøde Mand; i Gulethingsloven staaer der udtrykkeligt: „Eigi scal hon selia (sokn sina oc vorn) lendom manna na ofríkis manne þeim er sœkia scal“.^[42] I begge Gulethingslove forekommer flere Gange den Bestemmelse, at den, der stevnes til sit Hjem, ei skal sige, at dette er hos en Lendermand, hvis det ei virkelig er Tilfældet, f. Ex.: „eigi skal hann segia at lennz mannz nema þar se“;^[43] „þar skal (heimili) vera, sem hann segir oe nefnir innan fylkis eða fiorðungs nema at lendzmanns (barúns) segi hann“. (Nyere L. L. Kb. 7).^[44] Ved Odelsløsning, naar Indehaveren med Virkning vilde paaskyde at have solgt den omspurgte Jord, maatte han ei nævne nogen Lendermand som Kjøber: „ek scal nemna solumann minn innan laga várra, hvar sem ec vil, þann, er ec hevi iorð sellda; en engi a undir lendan mann iorð at skiota; en ef ec þvi svara, at ec hava lendom manna iorð sellda, þa scal ec sialfr við vorn ganga, þvi at engi scal bonde iorð undir lendan mann skiota“. (Ældre Gul. L. 267).^[45] Disse Exempler ere tilstrækkelige til at vise den Anseelse, hvori Lendermændene stode, og intet Under er det derfor, at det udtrykkelig siges i Olaf den Helliges Saga C. 44: „var þar alt traust konunganna eða jarlanna, er fyrir landi reðu, er lendir menn voru, þvíat svá var í hverju fylki, sem lendirmenn réðu fyrir bóndaliðinu“. Dette Udsagn bestyrker, hvad der ogsaa følger af alt det Ovenanførte, at Lendermændene, ifølge deres uafhængige Stilling og Magt, vare de egentlige Høvdinger for Bønderne, deres Talsmænd og Tribuner, Hovederne for oppositionen i Landet. Ved at betragte Borgerkrigenes Historie seer man ogsaa Lendermændene oftest at have været de vigtigste Drivhjul i Begivenhedernes Gang; paa Thingene talte de Bøndernes Sag; vi behøve her blot at nævne til Exempel Einar Thambeskjelver, om hvem der udtrykkelig siges, at han „var mestr forstjóri fyrir bændunum alt út um Þrándheím, helt hann upp svörum fyrir þá á þingum, þótt konungsmann sóttu“. (Har. Haard. S. 44).^[46] Om denne Function var en blot Følge af deres øvrige Magt, eller en lovbestemt Forretning, er ei let at afgjøre, men tillige unødvendigt, thi om det Sidste ei havde været Tilfældet, vilde det Første dog have fundet Sted. Deres Embede faldt her sammen med Lagmændenes i Sverige, om hvis der siges i Olaf den Helliges Saga C. 76: „yfir hverjum lögum er lögmaðr, ok ræðr hann mestu við bœndr, því at þat skulu lög vera, er hann ræðr upp at kveða; en ef konungr eða jarl eðr byskupar fara yfir landit ok eigu þing við bœndr, þá svarar lögmaðr af hendi bónda, en þeir fylgja honum allir svá, at varla þora ofreflismenn at koma á alþingi þeirra ef eigi lofa bœndr ok lögmaðr“. Hvorledes dette iverksattes, viser tilfulde Thorgnyrs kraftige Tale paa Uppsalething. Lagmændene i Sverige havde ogsaa det tilfælles med Lendermændene i Norge, at de udøvede et Slags Politimyndighed, idetmindste synes det saa af hvad der i Lagmandslisten bag efter Vestgöteloven fortælles om Karle af Edzvær: „han spurðþi æptir þem mannum spaklikæ, ær læghæ spiæl görðo i landi waru; han ræfsti hmarium æptir sinni giærð, oc lanð sith fore ondom mannum frælsæðhi han oc vdömum – – ok þy war han saghðær kuæmilikæ faðþir at fostærlanði“. Disse Overeensstemmelser gjøre det ei usandsynligt, at Lendermændene i de ældre Tider ogsaa, ligesom de svenske Lagmænd, havde det Hverv at erindre og opbevare Lovene, samt i Tvivls Tilfælde paa Thingene oplyse de udnævnte Dommere om hvad der var Lov. Dette er saamegetmere sandsynligt, som Lagmands-Embedet først oprettedes i Slutningen af Borgerkrigene, sandsynligviis i Haakon Haakonssøns første Regjeringsaar.^[47] Vel nævnes i Sagaerne „lögmenn“ et Par Steder før den Tid, eet Sted i Egils Saga,^[48] og siden i Forhandlingerne ved Sigurd Ranessøns Proces, ligesom og en Sigurðr lögmaðr á Þúfu forekommer i Sverressaga; men det fremlyser temmelig klart, især af de omtalte Procesforhandlinger, at „lögmaðr“ dengang brugtes i Betydning af „lovkyndig Mand“, hvis Autoritet (et Slags responsa prudentum) ofte kunde gjøre Udslaget i en tvivlsom Retssag, uden at de derfor havde noget særegent Embede. I Lovene nævnes aldeles ikke Lagmænd før i Haakon Haakonssøns Intimation til Frostethingsloven,^[49] og selv her synes Institutionen at være ny, da han klager over, at Folk ei bryde sig om deres Afgjørelser, uagtet han til den Ende havde „lögmennina tilleigða af váro fé oc föðurleifðum.“^[50] Desuden maatte Lagmands-Embedet, saaledes som det efter den nyere Gulethingslov er organiseret, netop virke fordærvelig paa Lendermændenes Magt; thi medens man forhen, forat faae Dom i en Sag, maatte stevne Sagen til Thinge, kunde man nu, naar man ei valgte denne vidtløftigere Afgjørelsesmaade, blot stevne den til Lagmandens „orskurð“ eller Afgjørelse; denne kunde man vel stevne til Thinge forat faae den forandret, men Lagrettesmændene selv maatte dog ei forandre den; de skulde kun skrive deres Mening til Kongen, der da med sit Raad kjendte i Sagen.^[51] Da nu vistnok de Fleste i disse Tilfælde acqviescerede ved Lagmandens Kjendelse, og der vare langt flere Lagmænd i Landet end i de store Thingsokn,^[52] ligesom og deres orskurd altid kunde faaes, medens Lagthingene kun holdtes engang om Aaret: maatte nødvendigviis disse blive mindre besøgte end forhen, og Lendermændene saaledes faae mindre Anledning til at paavirke Folket og tale dets Sag. Det kan vel heller ikke betvivles, at Lendermændene, ligesom alle andre mægtige Mænd, ofte bleve valgte til voldgiftsmænd i Tvistigheder, saameget mere som den retlige Afgjørelse baade var langvarig og vidtløftig; ogsaa dette skede vel nu sjældnere, da Lagmændenes Embede netop fornemmelig bestod heri. Vi feile derfor vistnok ikke, naar vi antage, at Lendermændene, indtil Lagstolenes Oprettelse, ogsaa have haft med Lovgivningen og Dommene at bestille, uagtet deres Forretninger ei vare saaledes bestemte, som de svenske Lagmænds, og heller ikke deres Myndighed saa stor.^[53]

Lendermændene havde, uagtet deres Anseelse; dog ikke den saakaldte tign eller saaatsige fyrstelig Værdighed, hvilken kun tilkom Konge, Hertug og Jarl.^[54] Heller ikke havde han Ret til at bruge Banner (merki) eller have Hird, hvilket ene tilkom Bine (tignarmönnum). Deres Værdighed var, som allerede omtalt, ikke arvelig, uagtet man nok ansaa det sandsynligt, at Sønnen med Tiden vilde naae Faderens værdighed.^[55] Det var endog tvivlsomt, om en Konge kunde tildele nogensomhelst Veitsle eller ombud længere end paa sin Levetid, indtil endelig Sigurd Jorsalafar i Anledning af Sigurd Ranessøns Proces fik det afgjort, at ingen Konge havde Ret dertil.^[56] Herved bleve Lendermændene noget mere afhængige; dog i Hirdskraa er det igjen bestemt, at den, der havde nogen Værdighed, ikke ved den nye Konges Thronbestigelse trængte til nogen Bekræftelse deri, og denne Bestemmelse er rimeligviis ældre end Magnus Lagabøter.^[57] Efterhaanden, som Landet mere og mere vandt i indvortes Kraft og Sammenhold, blev ogsaa Kongens Magt, om ei større, saa dog mere bestemt, og dette sporedes nu og hos hans Repræsentanter; thi Sysselmændene, som forhen ei synes at have været mange eller at have haft betydelig Anseelse, vandt nu i Magt: deres Embeder bleve nærmere bestemte, og Landet inddeelt i visse Sysler. Det blev nu ogsaa oftere Skik, at Kongerne udnævnte Lendermændene til Sysselmænd, herved fik de dem mere bundne til sig. Forhen fandt det vel Sted, dog see vi kun faa Exempler herpaa, naar undtages den saakaldte „konúngs sýsla á Mörkinni ok finnferð,“ nemlig Ret til, imod en vis Afgift, at hæve Kongens Skat i Finmarken og handle med Lapperne.^[58] Men dette var kun et særeget Tilfælde; Hirdskraa viser derimod, hvorledes det senere hen ofte skede.^[59] Uagtet de herved bleve mere afhængige af Kongerne, vandt de igjen i Indtægter, og derfor var der vel næppe nogen Lendermand, som vægrede sig at modtage en Syssel. Af Haakon Haakonssøns Saga seer man, hvorledes de fremdeles vedbleve at spille en betydelig Rolle, og end mere under den mindre kraftige Magnus Lagabøter, der desuden havde Tvistigheder med Geistligheden, hvori de verdslige Høvdinger synes at have taget virksom Deel. Magnus gav Lendermændene og Skutilsvendene prædikatet „Herre“, og tildeelte de Første Titelen „Baroner“,^[60] hvilken de allerede tilforn i latinske Diplomer havde ført, men som ei synes at have været af stor Varighed, da enkelte Haandskrifter af Landsloven næsten ere de eneste Steder, hvor Titelen forekommer: et Par Decennier senere finder man den neppe brugt. Dette har foranlediget den saaofte gjentagne Paastand, at Magnus oprettede en Adel i Norge; men da man ikke tillige finder Spor til nogen Tilstaaelse af virkelige adelige Rettigheder – hvilket heller ikke let kunde tænkes, da især i den Tid hver Odelsmand havde saagodtsom de samme Rettigheder, der udøvedes af Adelen udenlands, da der ingen Forskjel gjordes paa Frels og Ufrels,^[61] og da netop denne Sammenstilling af Lendermænd og Skutilsvende viser, at her blot er Tale om Hoftitler – bliver det indlysende, at der her ei kan være Spørgsmaal om oprettelsen af nogen Adel. Desuden seer man af mange Data, at Lendermændene ei vare uafsættelige. I Hirdskraa opregnes ogsaa flere Hofbestillinger, Lendermændene havde, f. Ex. at følge Kongens Person ved Høitiderne o. s. v.^[62] I de Uroligheder med Geistligheden, som kort efter Magnus Lagabøters Død fandt Sted, synes Lendermændene fremdeles ivrigen at have deeltaget, og tillige at have været heel voldsomme: derpaa tyde især Udtrykkene i Haakon V.’s Retterbod, hvori deres værdighed blev ophævet. Denne merkelige Retterbod af 16de Juni 1308 gav hele det administrative Væsen et forandret Udseende og Konge- magten større Udstrækning; saa forhadt sees Jarle- og Lendermands-Værdigheden at have været Kongen, at han ei alene ophæver dem, men og erklærer det for Landsforræderi, at virke til Jarle- eller Lendermands-Værdighedens Gjenoprettelse.^[63]

Hvormange Lendermænd der til enhver Tid have været, er vanskeligt at afgjøre. Harald Haarfagre bestemte, at der idetmindste skulde være fire i hvert Fylke; senere synes deres Antal at have aftaget, da der udtrykkelig fortælles i Olaf den Helliges Saga, „at dengang vare der mange Lendermænd“; altsaa vare der siden ikke saamange. Efter Magnus Barfods Saga C. 8 synes der i hele Viken kun at have været fire Lendermænd, og dette var dog et heelt Lagdømme. Paa den anden Side viser Thingfarebolken i den ældre Gulethingslov ved at bestemme, at to Lendermænd skulde blive tilbage i Egdafylke, to i Rygjafylke, een i Søndhordeland, een i Firdefylke, een i Søndmør – at deres Antal paa den Tid var temmelig talrigt. Fortegnelsen paa de Lendermænd, der indfandt sig ved Rigsforsamlingen i Bergen under Haakon Haakonssøn, leder ei til noget bestemt Resultat.

I Danmark finde vi neppe nogen Værdighed, der svarede til Lendermands-Værdigheden i Norge; neppe heller i England; dog synes her de saakaldte ealdormen i flere Henseender at kunne sammenlignes dermed, ligesom den saakaldte geréfa, forsaavidt han instituerede Søgsmaal, nævnte Nævninger o. s. v., svarede til Sysselmanden.^[64]En ealdorman bødtes med særegne høiere Bøder, gav Raad ved større Folkeforsamlinger^[65] o. s. v. I Sverige paataltes Kongens Rettigheder af hans lænsmen,^[66] hvilket betegner aldeles det samme som Umboðsmenn. Allerede heraf, og af det Ovenanførte, vil det indsees, hvor urigtigt det er at oversætte lendr maðr med „Lensmand“ eller „Lehnsmand“, hvilken forskjellige Skrivemaade intet forandrer i Betydningen. Sysselmændene vare Kongens Lensmænd, ei Lendermændene. Men der er endnu en vigtigere Grund for ei at bruge denne Benævnelse. Sysselmændene begyndte nemlig tidligt igjen at betjene sig af Ombudsmænd^[67] eller Fuldmægtige, og dette blev tilsidst saa almindeligt, at disse Ombudsmænd gjordes til Gjenstand for Lovgivningen, og forekomme de oftest under Navnet „Lénsmenn“, samt med Sysselmandens Navn tillagt.^[68] Deres Antal blev af Erik Magnussøn i hans store Retterbod bestemt til i det Høieste 3 i hvert Fylke, hvis Sysselmændenes Antal ei var større, og Regler bleve givne for deres Udnævnelse.“^[69] I Begyndelsen sees temmelig anseede Mænd at være valgte dertil;^[70] efterhaanden blev Betjeningen af mindre Betydenhed, indtil den endelig blev i Norge omtrent svarende til Sognefogdernes i Danmark, ihvorvel noget mere anseet og medførende lidt større Myndighed. Dette Lensmands-Ombud er nu den eneste af de offentlige Betjeninger, der har vedligeholdt sig fra de gamle Tider uden nogen betydelig Forandring, medens Sysselmandens Forretninger saaatsige ere deelte imellem Amtmændene og Fogderne. Lensmændene have allehaande smaae Øvrighedsforretninger, besørge Stevninger, Skatteindkrævninger, Udpantninger, Arrestanters Forvaring og Forsendelse o. s. v. Naar man altsaa vilde bruge Benævnelsen „Lensmænd“ baade om disse og om Lendermændene, vilde man udsætte sig for de største Misforstaaelser, især hvis begge Embeder paa samme Sted skulde omtales, hvilket i et lovhistorisk Verk let kunde blive Tilfældet. Benævnelsen „Lenshøvding“, „Lensherre“ kan heller ei bruges; thi denne tyder paa de senere Indretninger fra Unions-Tiderne af, da Landet var inddeelt i visse Len, hvis Høvdinger forpagtede Kronens Rettigheder. Man maa derfor enten bruge de eenstydige Titler „Herser“ eller „Baron“, eller ogsaa danne et eget Ord, ligesom i denne Afhandling er skeet, enten „Lendermand“ eller maaskee rettere „Lendmand“, ihvorvel intet af disse Ord er ganske passende med Sprogets nuværende Former. Jeg har her brugt det første, af ingen anden Grund, end at det først faldt mig i Pennen, og desuden et Par Gange før af en norsk Forfatter har været anvendt.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. „Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“. V. S. 72–94. (1838).
2. See herom især Sismondi, histoire des Français. Vol. 1.
3. For denne Paastand taler en Mængde Kjendsgjerninger, men da her ei er Stedet at bevise den, gjøre vi blot opmerksom paa den vigtigste, at man fra de ældste Tider seer enhver Eiendom, endog den mindste, at være besiddet med fuld Eiendomsret, og at Bønderne aldrig omtales som glebæ adscripti, eller tilhørende større Poseessionater. Markedet paa Brenøerne, der omtales i Laxdæla Saga, viser noksom, hvorledes Trælle anskaffedes.
4. Heraf Modsætningen „þegn ok þræll“; endog i Angelsaxisk: „þegen and þeów“.
5. Den ældre Gulethingslov inddeler Frimændene i leysingi, leysingia sun, bóndi og höldr eller óðalborinn, hvilke to sidste Benævnelser bruges synonyme. Den ældre Frostethingslov inddeler dem i leysingi, leysingia sun, reks þegn, arborinn maðr og höldr. Ved „bóndi“ forstaaes altsaa en fribaaren Man d, som dog ikke er Odelsmand, saaledes ogsaa en Leilænding. Det samme betegner vistnok „arborinn“ eller „ættboriim“, hvilke Ord bruges om hinanden. I den nyere Landslov forklares „arborinn“ eller „arfborinn“, som det ogsaa kaldes, med „maðr, er kominn er til alls réttar“. „Reks þegn“ synes nærmest at betyde En, der ei har medfødt Borgerret, men begynder at hævde den for sin Per- son, et Slags homo novus (af at reka). Reksþegnerne maae altsaa være enten Fremmede eller Frigivnes Sønnesønner [og Sønnesønssønner, see Hist. II. 967 Anm. 1]
6. Herom gives vel ingen egentlige historiske Data, eller idetmindste kun yderst sparsomme, men man maa sikkert kunne slutte fra Bestemmelserne i de ældste Love og fra Indretninger, som til alle Tider have udgjort væsentlige og fra Nordmændenes Stilling uadskillelige Omstændigheder. Saaledes er der intet Spor til, at de frie Eiendomsbesiddere nogensinde, undtagen under Harald Haarfagre, betalte umiddelbar Skat.
7. Saaledes var den i Sverige saakaldte Uppsala auðr Krongodser, der laas adspredte rundt om i hele Landet, og den begyndte efter Snorres Sigende allerede under Yngvefrey, altsaa havde den idetmindste existeret fra umindelige Tider. Allerede de mange Kongsgaarde, der under Harald Haarfagre omtales, bevise, at der maae have været saadanne Krongodser før hans Tid, da det vilde have været en altfor stor Vilkaarlighed af ham at gjøre enkelte til Kronens speciellere Eiendom. Desuden omtales f. Ex Agvaldsnes paa Kormt, en af de fornemste Kongsgaarde, som saadan allerede længe før Haralds Tid (Ol. Tr. S. i Heimskringla C. 71).
8. Herom tales blot i Fagurskinna, dog kun forsaavidt som Haakon den Gode ophævede dem „við þessari ætlan gerir Hákon hornungr þat ráð at nefgildis skatta, þá er Haraldr konungr faðir hans hafði lagt á alt landit, lét hann taka hit ytra med sjó ok um Þrændalög ok leggja til skipa gerðar.“
9. Heimskringla Har. Haarf. S. C. 6, Haak. God. S. C. 1.
10. Egentlig „Navnforbedringer“ – af bæta – bede, forbedre.
11. Saaledes fik Harald Haarfagres Sønner de halve Kongeindtægter (Har. Haarf. S. C. 35). Svend Jarl fik dem ligeledes af Olaf svenske (Ol. Tr. S. C. 131 [121]. Ol. H. S. C. 41) Ligeledes Erling Skjalgssøn af Olaf Tryggvessøn. Men at Veitslerne oftere bestode i Gaarde, sees af mange Steder, f. Ex. Magnus Barfods Forhandlinger med Svenke Steinarssøn. Ogsaa omtales „veitslujörð“ i Lovene som noget almindeligt, f. Ex. i d. ældre Gul. Lov [Cap. 101. N. g. L. S. 47]: „ef maðr vinnr i veizlujorð mannz, sæke hann til landnáms ok have halft, ellar sæke ármaðr konongs allt“. Rigtignok kunde man vel ogsaa tænke sig, at Kongen kunde bortgive andre Indtægter, det skede idetmindste senere. „Veizla“ bruges, som bekjendt, ogsaa i den mere almindelige Betydning af Gjestebud, især de pligtmæssige, som Kongens Aarmænd foranstaltede for ham. I Haakon V. Forordning af 1308 bruges „renta“ aldeles synonymt med „veizla“. [N. g. L. III. 74]. Kongespeilet Sid. 261 [60] viser tydelig, at veizla og kunde bestaae i Gods. „þá eru þeir enn einir húskarlar konúngs, er hafa fé af konúngi í veizlur“ o. s. v. Og om det end var sjældent paa den Tid, at nogen gageredes i rede Penge, sees det dog undertiden at have fundet Sted. I „Rettarbætr Stallara“ i Hirdskraa staaer udtrykkeligt „Þegar sem þæir hafa æigi syslu af honum, þá skulu þeir taka i ræiðum pæningum 15 merkr af konongs garðe“. [N. g. L. II. 446].
12. Derfor udnævntes stedse Jarler til Skatlandene, og siden til Island. I Sverige synes Jarlerne at have været Krigsbefalingsmænd; see Registeret til Östgöte-Lagen. Paa flere Steder i Norge vare der før Harald Haarfagre kun Jarler, der ingen overmænd erkjendte, f. Ex. de naumudalske, der fra Kong Bersers Tid kun førte Jarletitel – see Udtoget af Kongesagaerne i Fornm. S. X. B. S. 389.
13. Vi behøve kun her at henvise til Erling Skjalgssøn, der kaldes „lendr maðr“ og „hersir“ om hinanden. Saaledes siger Thord Kolbeinssøn i Olaf Tr. S. 131 [121]:

    Veit ek fyrir Erling utan
    ár at hersar váru,

    lofa ek fasta tý, flestir,
    farlands, vinir jarla.

    og Sighvat skald derimod i Olaf den Helliges Saga cap. 21:

    Erlingi var engi
    annarr lendra manna
    örr sá er átti fleiri
    orrustur stóðþorrin.

14. Derpaa tyder Hyndluljods Udsagn:

    Þaðan hersborít,
    þaðan höldborit
    . o. s. v.

    „lendborin“ forekommer i Egils Saga Cap. 57.

15. F. Ex. Gudbrandsdalens Hersere efter „Fundinn Noregr“.
16. Kopskatten burde dog have været nævnt, men maaskee har netop den saakaldte Landskyld, de forhen frie Bønder maatte udrede, været regnet hertil, thi der maa dog have været en stor Forskjel imellem de forhen frie Bønders og Kongens umiddelbare Leilændingers Stilling. Dette er saameget mere sandsynligt, som Haakon Adelsteensfostres Gjengivelse af odelen (Eftergivelse af Landskylden) og Ophævelse af Kopskatten ogsaa falder sammen.
17. Forudsat nemlig, at Kong Haralds Indretninger virkelig kom ganske i Stand. Besynderligt er det idetmindste, at den Mængde Jarler, som maa have været under Harald, med eet forsvinder endog under Haakon Adelsteensfostre. Muligt ere hans fornemste Indretninger ophævede ved de nye Foranstaltninger, han traf ved sine Sønners Udnævnelse til Underkonger, eller de ere uddøde med hans Dattersønner og Svigersønner, der efter Bestemmelsen bleve Jarler.
18. Dette Leiðángrsgjöld omtales saa ofte, at det her ei trænger til nærmere Beviis.
19. Aarmændene vare nemlig pligtige at beværte Kongen paa hans Gaarde: dette kaldtes „at gera ígegn“, (see f. Ex. den ældre Gulethingsl. [Cap. 3, N. g. L. I. 4], hvor det heder: „ef konongr kæmr i fylkí oc byðr armanne sinum at gera i gagn ser i hinu nesta fylki“), og de Bidrag, Bønderne maatte levere til disse Gjestebud, „gegngerð“, hvilke siden opføres blandt de almindelige Skatteposter. At Bønderne maatte udrede denne Præstation idetmindste in natura, sees især af Ol. Kyrres S. C. 4, hvor de klagede over Kongens store Følge; ligeledes Ol. Hell. S. C. 36 o. s. v.
20. At der nok kan have været prøvet paa saadant, sees tydelig af Landeværnsbolken i den nyere Landslov Cap. 1 [N. g L. II. 33], hvor det heder: „Enga almennliga tolla skal konungr a oss leggja eða hans umboðsmenn, eigi giafer ne veitzlur ne hesta foðr ne viðar hogster, þar sem leiðangr gerizt, nema reiðskiota ok þa aðra lyðskylldu sem logbok vattar“. Derimod skyldtes baade Konge og Bisp den saakaldte Rideskyds: Reiðskjóti – Stallaren besørgede den bestandig for Kongen. I Sverige synes Hestefoder undertiden at have fundet Sted, da det udtrykkelig i visse Tilfælde er forbudet; see Anhanget til Vestgötelagen III. 89: „Eig ma hæræzhöfþingi biuþæ a bondæ eller prest cost eller hæstæfoþer þa han þinger eller þæssí mellum“. Tydeligst sees Kongens Uberettigelse til at paabyde det i Norge af et Klagemaal fra Almuen i Tunsbergs Len til Erik af Pommern 1424 [Dipl. N. I. 696], hvor der udtrykkelig siges: „kungiörande ydre nadh vm þet hæsta lop sæmt vp a oss kom mæder bönarordhe, oc nu firir mughom meer þen goduilia æighe længer at gera oc æige viliom, firir þui at meer fatiker almuger hafua þær storan skadha af, oc J nadughe herre oc ydart land einger batha; Nw hafuer vaar foguter sua længe þær mæder farit at han vill þet nu hafua firir vissan skath; en föörre bifallum meer ydre nadh bædhe harf oc ploogh oc gifua ifuir bædhæ fadhærne oc möderne oc fly þet leen, för æn meer takum vider þæim hæstum mæira, oc sua længe hafua þæir laupit nær oss at oss lifuir huarkit hæimfridr æder jolafridr“ o. s. v.
21. „Þæt gafol býð on deóra fellum and on fugela feðerum and hwæles báne, and on þæm sciprárum, þe beóð of hwæles hýde geworht, and of seoles“.
22. Hermed kan sammenlignes, hvad der siges i 5te Anhang til Vestgötelagen: „Thætta ærw laghlíka oc rætta konungz vtskyller oc ingæl j væstergötlandhe opsalaödhe alt gammalt kronunna gör konungx ensak dulgha drap danaarff oc thridhingh aff allom saköres brwtom laghagingærdh oc almænnigxöre“. Dette sidste Ord forklares i Registeret med „en almindelig Skat“; muligt at det kan be- tyde det samme som „leíðángrsgjöld“ (da almenningr bruges synonymt med leiðángr), eller maaskee være analogt med „víseyrir“, en Afgift, der udenfor Sødistricterne synes at have traadt istedetfor Ledingsgjæld.
23. I Ol. Hell. S. C. 128 siger Thorer Hund til Asbjörn Selsbane, da denne skulde blive Kongens Aarmand: „Þessi för er bæði þín skömm ok frænda þinna, ef þat skal framgengt verða, at þú gerist konungs þræll“. I den ældre Gul. L. [Cap. 198, N. g. L. I. 70], hvor Herrens Ret til Bøder for Injurier, tilføiede hans Trælle, omtales, heder det: „at ármannz rette skal bæta, ef maðr ofundar mán konongs, þat er firi buí hans vinnr“. I de svenske og danske Love bruges „brytí“ omtrent i samme Bemerkelse, og Brytjen var dog efter de norske Love en Træl. Ogsaa Bisperne havde sine Aarmænd, og imellem dem og deres fornemmere Ombudsmænd, Provsterne, har ventelig været samme Forskjel, som imellem de kongelige Aarmænd og Sysselmændene.
24. Sysselmændene omtales i Olaf den Helliges Saga i Anledning af Erling Skjalgssøns formeentligo Usurpationer: „lítit fékk jarl af sakeyri, þvíat ekkí hellduz þar sýslumennirnir; kunde man nu end antage, at en senere Indretning her er overført paa en ældre Tid, bevise dog Thorkel Thurrafrosts Hændelser i Færeyinga Saga, at der vare Sysselmænd paa Oplandene og i Throndhjem, og at disse ei vare saa lidet anseede som Aarmændene, ellers havde Thorkel vist ei taget derimod. Det synes dog, som at Kongerne paa de Tider udnævnte en Sysselmand hist og her, nu og da, og at Landet ikke var fuld- kommen inddeelt i bestemte Sysseler, noget som og ordets Bemerkelse (Sýsla, Ombud, Fuldmagt) antyder; thi naar det heder: „konungr fekk honom sýslu i Þelamörk“, siges hermed egentlig kun, at Kongen meddeelte ham sin Fuldmagt i Landskabet; de Grændser, inden hvilke han kunde udøve den, behøvede ei at være en Gang for alle bestemt. Sysselmændenes Pligter fremlyse tydeligst af Formularen til det Brev, de efter Hirdskraa maatte udstede. Heraf seer man især, at de vare Oppebørselsbetjente. De indbetalte igjen deres Oppebørseler til Fehirderne, hvoraf der vare flere i Landet, og igjen synes at have staaet under en Overfehirder.
25. Udtrykkene i Sagaen (Magn. Barf. S. C. 8) ere: „Magnús konungr heimti til sín Sigurð Ullstreng, ok sagði honum, at hann vill senda hann at boða Sveinka af löndum ok konúngs eignum“. Besynderlige ere ogsaa Udtrykkene i Ol. Helg. S. C. 132: „(Hárekr) hafðí haft alla (sýslu á Hálogalandi), suma at veizlu, en suma at léni“ – thi her synes ved „veizla“ at være meent Oppebørselsret for sin egen Person; dog kan her nærmest være sigtet til Finnefærden. Snarest kunde man slutte noget af Skofte Agmundssøns Strid med Magnus Barfod [Cap. 19] om „dánararf nökkurn“, thi denne Ret, som ene tilkom Kongerne, synes derfor at være givet Skofte i hans Egn, eller idetmindste at han havde grundet Ret til at gjøre Fordring derpaa.
26. [Cap. 200, N. g. L. I. 71].
27. [Cap. 206, N. g. L. I. 72].
28. See især Farmannaloven cap. 11 [13], hvor lén og sýsla findes paa samme Sted i forskjellige Codices: „sæki sa konungs syslumaðr, sem þar hefir len [syslu] sem þæir riufa bunka sin til upskipanar“. [N. g. L. II. 280].
29. „Þa skqu lendir men ok væizlumen aller halda konengenom til trauzt 5 men með vapnum af 15 marka væizlu, hver þæirra um þrjá mánaðe á sin kost; fleiri af mæiri er væizla, æftir þui sem tala rennr til“. [N. g. L. II. 428].
30. „Lender men skulu oc hafa vald at taka ser men til trausts ok kononge sinum til styrks með huskarls nafne, æigi flæiri en 40, nema konongs læyfi se til“. Hirdskraa Cap. 19 [N. g. L. II. 407].
31. Dette blev idetmindste udtrykkelig bestemt ved Magnus Lagabøters Retterbod [N. g. L. II. 446]: Ef almennilegar regningar eru, þa skulu huskarlar með þæim lendum manne fara sem þæir eru a hændi bundner, ef þæir fara; nema konongr skipi annan veg.
32. Efter bl. L. Landslov, Ldvb. C. 8, udnævntes Skibsstyreren af Kongen eller hans Ombudsmand. Men at altid fornemme Personer, som Lendermænd eller Sysselmænd, have været Skibsstyrere, sees af Kongesagaerne, og desuden staaer det udtrykkeligt i ovenciterede Cap., at kun den Styremand, der „eigi hefir aðr lén eða veitzlu af konungi“, skal have Løn; rimeligviis tog man da ingen lønnede Styremænd, naar der ikke behøvedes flere end dem, der havde Len eller veitsle: disse vare følgelig selvskrevne Styremænd. Styremændene opnævnte efter Loven Skibsfolkene, dog havde efter Magnus Lagabøters Retterbod til Hirdskraa ingen Sysselmand som Styremand Ret til at udnævne nogen Lendermands Huuskarl, uden efter Kongens specielle Tilladelse – Nødsfald undtagne.
33. „Þæir skulu vera nest hertuga ok jarllum hinir hæstu ok mestu konengs ráðgiafar ok svá et sama innan hirðar, um oll stórmæli“. Hirdskr. cap. 19 [N. g. L. II. 407].
34. Om Skutilsvendene heder det: „Þæír hæita med rettu hirðstiorar með lendum monnum ok stallarom ok merkismanni“. Hirdskr. Cap. 24. [N. g. L. II. 412].
35. „Sa scal fara er lender menn nemna til æða ármenn æða syslumenn“ – Ældre Gul. L. [Cap. 3, N g. L. I. 5]. – „Ármenn scolo nefna í lögrétto svá marga sem mælt er or fylki hverio.“ Fr. L. I. 2 [N. g. L. I. 127].
36. „Þær þrennar tylftir manna skyldu þar dæma um mál öll. Arinbjörn réð,hverir dómendr váru or Firðafylki, en Þórðr af Aurlandi, hverir or Sygnafylki váru“. – Eg. Saga C. 57.
37. Om Floks-Vig heder det i ældre Gul. L. [Cap. 152, N. g. L. I. 61]: „have frændr hins dauða at hallda (vegandan) ef þeir vilia, oc hallde hann til þings, ellar fære armanne konongs; hann er seccr 40 marca ef hann vill eigi við taca. Lendr maðr scal við taca ef eigi er armaðr til; hann scal ok giallda 40 marca ef hann tecr eigi við. Nu skal armaðr konongs æða lendrmaðr fa bana til, ellar giallda 40 marca. Þat fe eigu bændr at hava er armaðr skal giallda, en konongr þat fe halft er lendr maðr skal giallda, enn bændr halft“. Om den paa frisk Gjerning grebne Tyv heder det Cap. 253 [N. g. L. I. 83]: „scal binda fola a bac hanom ef vattar ero við ok leiða hann i þa þingsokn sem hann stuld stal, ok færa hann armanne konongs ef hann vill þat. En ef armaðr tecr eigi við, þá er hann seccr 15 morcom, en þat fe er armaðr scal giallda, þa scolo bændr eiga allt. Þa scal færa lendum manne; en ef hann vill elgi við taca, þa er hann seccr 15 morcom, en þat fe scal konongr hava halft, en bændr halft“.
38. See i Intimationen til Frostethingsloven [Cap. 12, N. g. L. I. 123], hvor der tales om utlæge Folk, som gjøre Uroligheder i Bygderne: „vilium ver heðan af at konungs umboðsmenn se skylldir til með búanda styrk at refsa þeim er slíc údáðaverc vinna“ – her kan nemlig ei være Spørgsmaal om Mænd, der allerede havde undergaaet Dom.
39. „Ef hauldr særer mann, þá er hann secr baugum 6 við konung; en ef árborenn maðr særer mann, hann scal bæta 4 baugum; – – recs þegn – baugum 3, – leysingi – baugum 2, – lendr maðr – baugum 12, – jarl – baugum 24. – konungr – scal bæta 48 baugum – oc bæta öllum lögunautum –“. Fr. L. IV. 53 [N. g. L. I. 173]. –. „Engi maðr scal atför at öðrum gera, hvárki konungr ne annarr maðr: en ef konungr gerer, þá scal ör scera ok fara láta fylki öll innan ok fara at honum ok drepa hann ef taca má“. Fr. L. IV. 50. Det samme siges i C. 51 om Jarlen, kun at blot 4 Fylker skulle opbydes, og i C. 52 om Lendermanden, med den Forskjel, et 2 Fylker skulle opbydes. Et lignende Tilfælde omtales i den ældre Gul. L. Cap. 141 [N. g. L. I. 57]: „nu tecr lendr maðr æða ármaðr bu boanda upp utalt æða udœmt, þa scal hann fœra þat aptr oc leggia a 90 marca“. Her sigtes blot til Erstatningspligten, og Lendermand og Aarmand ere derfor regnede under Eet. Straffen er ikke omtalt. Bestemmelserne for Saarbøder ere i Gulethingsloven mindre udførlige: „Nú ef leysingi særer mann, þa scal hann baugi bœta – en sunr hans 2 baugum, en bonde 3 baugum oðalborenn maðr 6 baugum, lendr maðr oc stallare 12 baugum; en jarl 24 en konongr 48“. [N. g. L. I. 67]. I Fr. L. X. 34 heder det: „haulldr skal taca at fullrétti sínu mercr 3; nu scal þriðiungi vaxa upp frá haulldi réttr hvers manns, ok svá þverra annan veg frá haulldi at þriðiungi“. [N. g. L. I. 225]. I Gul L. Cap. 200 [N. g. L I. 7l]: „Nu a leysingí a ser 6 aura at einorðom rette, en sunr hans morc at einorðum rette, boande 12 aura – haulldmaðr 3 nærer – lendr maðr oc stallare 6 mercr – Jarl oc Biscop 12 mercr“. – Om Landnam heder det i Fr. L. XIII. 15: „At landnámi scal haulldr taca 6 aura, lendir menn 9 – byskop 2 mercr oc iarl 2 mercr – konungr 3 mercr, ercibyskop 20 aura, ábóti 12 aura ok svá abbadís, en árborinn maðr 4 aura, recsþegn 3 aura, leysingia sunr 2 aura, leysingi 4 ertogar“. I Gul. L. Cap. 91 [N. g. L. I. 44]: „nu a leysingi at landname – – – eyri, en sun hans eyri, boande halvan annan eyri, haulldmaðr 3 aura, lendr maðr 6 aura, jarl 12 aura, konongr 3 mercr“. Lendermændene havde efter den ældste Borgerthings-Kristenret og den ældre Eidsiva-Kristenret et eget Begrevelsessted. Naar en Aarmand blev dræbt, heldtes han kun med 15 Mk. til Kongen, hvis det ei var i Kirke, Thing eller Gjestebud, hvilket straffedes med Utlægd. (Fr. L. IV. 57. Gul. L. 170). – I Frostethingsloven staaer her: „enn öllum öðrum stöðum þá scal han taca hálfu minna rétt en haulldr“. Det vil bemerkes af Ovenstaaende, at Kongens Bøder tilfaldt Lagunauterne ɔ: Lagthingets Mænd eller alle Bønderne: det samme siges om Aarmenden (Fr. L. X. 33): „Eigi scal ármaðr taca fyrir búanda ertog eða ertog meira, en ef hann tecr, fari sá til er hann hefir af tecit oc beiði ármann fíár síns; en ef hann lætr eigi laust, þá stemni honum heim til þingstemnu oc þing síðan. En ef hann vill eigi afláta, þá æsti hann bœndr atfarar at taca af honum fé hins, oc leggi á 3 mercr, en þat fé scolo bœndr hafa allir saman“. Det er altsaa tydeligt, at Aarmandens og Kongens Kasse ansaaes for een og den samme. Fuldkommen analogt er det derfor og, hvad i en foregaaende Anmerkning er viist, at naar Lendermanden skulde træde i Stedet for Aarmanden, men undlod det, tilfaldt Halvparten af Bøderne Kongen, Halvparten Bønderne; thi han stod nu i et dobbelt Forhold, som handlende baade i eget og Kongens Navn.
40. See Overskriften i den ældre Gul L. pr., hvor dette omhandles: „Her ero nymæle þau er tekin varo með Magnús konongs, Eysteins ærkibiscops, oc Erlings jarls oc allra hinna vitrasto mama i Noregí umrœðom“.
41. Gul. L. 37 [N. g. L. I. 22].
42. Gul. L. 47 [N. g. L. I. 26].
43. Gul. L. 46 [N. g. L. I. 26].
44. [N. g. L. II. 154].
45. [N. g. L. I 88].
46. Ligeledes var det Herseren Ølmod den Gamle, der i Rogaland talte Bøndernes Sag mod Olaf Tryggvessøn, da denne vilde indføre Kristendommen.
47. [Munch har senere paavist, at Lagmandsembedet blev oprettet af Kong Sverre i Aarene 1184–88 (N. F. Hist. III. 190). Den nedenfor omtalte Intimation til Frostathingsloven „efter den første og foran den anden Lacune“, Cap. 14–25, antog han forfattet af Kong Sverre selv (se Rettelser til 4de Del, 2det Bind)].
48. Nemlig Cap. 57, i Egils høitidelige Protest. „Því skirskota ek undir þik, Arinbjörn, ok þik, Þórðr, ok alla þá menn er nú megu orð mín heyra, lenda menn ok lögmenn ok alle alþýðu, at“ o. s. v.
49. Vel kunde der synes, som Lagmændene vare nævnte i Fr. Loven selv angaaende Fordelingen af det Vite, som den, der ei vilde fare til Things, naar han var udnævnt, skulde betale: „ármaðr skal hafa hálft en lögmenn hálft fylkismenn allir“; [Frost. L. I. 1, N. g. L. I. 127]; dog er det tydeligt, at Ordet „lögmenn“ her aldeles staaer meningsløst og bør udslettes. Efter den nyere Landslov er det Lagmanden, som skal indrette Skranker (vebönd) paa Thinget og gaae med Lovbogen derhen; efter den ældre Frostethingslov tilkommer det første Aarmanden, det andet Messepresten; førend man altsaa havde skreven Lov, og før Kristendommens fuldkomne Indførelse kunde man næppe tillægge Nogen mere passende den Pligt at forkynde Loven, end en af de erfarneste Lendermænd, og havde Lagmanden virkelig existeret paa den Tid, denne sidste Bestemmelse i Frostethingsloven vedtoges, vilde det have været yderst besynderligt, om han ei skulde have været Lovbogens Forvarer.
50. [Cap. 16, N. g. L. I. 124].
51. Nyere Landslov, Thingf. II, [N. g. L. II. 20–21]: „Þar sem sa stefnir manni er logligt mal hefir a hendi honum, til logmanz með rettre laga stefno – – – þa seckizt sa er stefnt var, ef hann kæmr eigi forfallalaust, mork silfrs við konung – – – Nu skytr maðr male sinu undan logmanni ok til logðingis, þa ranzsake løgrettomenn invirðiliga þat mal, oc þo at þeim synizt allum sa orskurðr eigi logligr er logmaðr hefir sagt, þa skolu þeir eigi þo riufa logmanz orskurð, en rita skolu þeir til konungs hvat þeim þickir sannare i þvi male oc slikt ranzsak sem þeir hafa frammast at profat, – þvi at þann orskurð, sem logmaðr veitir, ma engi maðr riufa, nema konungr se at logbok var vatte mote, eða konungr sealfr se annat sannare með vitra manna samðykt, þvi at hann er ifir login skipaðr“. Lagmændenes Orskurder affattedes ogsaa næsten som Domme, f. Ex. i en Orskurd af 1306 [Dipl. I. 108] af Vige, Lagmand i Skida: „N. N. komo til min ok kiærde N. N. at hann fær æigi rett fiar skifti af N. N.; hafde N. N. þænn mote burd at – – – &c, hugdu þæt sumir men æi logh vera; nu vill ek at aller men viti at min herra konongren hefir nu sua skipat i logh at – – &c. Þui vil ek at aller viti at ek sæigi þat logh at – – &c“. I en Orskurd af den samme Vige og Einar, Tunsbergs Lagmand, af 1294 [Dipl. I. 83]– „nu af þui at lagbok vattar sua at eftir vitnum ok gognam skal huært mal dœma, þa dœmdom vit – &c“. Thrond, Gulethings Lagmand, erklærer i et Brev af 1316 [Dipl. I. 148]: „af þuí at N. N. stod þa nestr til arfs N. N. brador sins er hann iattade fyrsaghdre ættzleiding ok arfe vndan ser, hins annars at logh watta sua at af sa maðr andazst er ættzleiding iattar þa tækr ættleidinger slikan lutt af arfe sem sa stod till er ættzlelding iattade. Þa see þætt ollum monnum kunnigt gort at ek dœmde med fullum lagha orskurd – &c“. At der endog knude gjøres Execution efter Lagmandens Kjendelse, sees af Sysselmanden Hr. Ivar Ogmundssøns Brev af 1349 [Dipl. II. 301]: Ek Ifvar Ogmunðr son hæilsar þik Aslakr Sumarlida son ok kunnigt gere at N. N. kom til min ok kærde – – at hann naar æi rætto af þer – – æftir þui sem vattar orskurdar bref Þorðar lagmandz ok her er viðr fast þetta mit bref. Þui byðr ek þer Aslakr at þu ger N. N. ret ak riuf æi længar a honum loghmandz orskurd – – sua framt sæm þu vilt nokora lagha eðr rettynda niotande verda; byðr ek ok minum vmbodsmonnum N. N. at þit næfnir goda skilrika logretto men med ykar – – at gera allþingis rett millom þæiræ N. N. o. s. v“.
52. See f. Ex. Opregnelsen af de Lagmænd, der indfandt sig ved Rigsforsamlingen i Bergen under Haakon Haakonssøn. (Haak. Haak. S. C. 85).
53. Ogsaa i Maaden, hvorpaa Lagmændene i Sverige havde deres faste Indtægter, er noget analogt med Lendermændenes Værdighed; thi de havde paa en Maade en arvelig veizla, eftersom et Herred laa til Lagstolen. See Anh. til Vestg. L. IV. 20–41 „laghmadþær æghær lanzkylð af mokæraþ“. Lovsigemændenes Embede paa Island var derimod forskjelligt fra alle de tre nævnte Embeder; thi de havde blot med Lovens Bevaring og Forkyndelse, intet med Domme, at bestille.
54. See Fridthj. Saga. Ol. Tr. S. C. 62. Ol. Hell. S. C. 181.
55. See de forhen citerede Steder, hvoraf det synes at indlyse, at man ansaa en Lendermands Søn for at kunne vænte Faderens Værdighed, indtil han var 40 Aar gammel.
56. See Sigurd Jorsalaf. S. i Fm. S. C. 33. Det kaldtes at „gera aldarmál i sinum veizlom i ætt framm“.
57. Hirdskr. II. [N. g. L. II. 399]: „Aller þæir sem aðr varo handgengner skulu æcki annat sinni, hvarki lendir mann eða skutilsvæinar taka með oðrum hætte sinar nafnbœtr, nema geraz aller sværðtakarar konongs med æiði, oc hafe þo hværr sinar nafnbœtr æftir jofnum sæmdom“.
58. See især Egils Saga. Efter Thorolf kom Finnefærden i Eyvind Lambes Familie, indtil Haarek af Thjotta; han maatte overlade den til Asmund Grankelssen; siden fik Thorer Hund den. Under Harald Haardraade var Einar Fluga, Haareks Søn, i Besiddelse deraf. Sigurd Ranessøn havde den under Sigurd Jorsalafarer.
59. Hirdskr. 19: „Þar sem lendr maðr hævir lén, ef konongr vil honum syslu fa“.
60. See Annales reg. (Langeb. Scr. III. 115) ved 1277: „Magnús konúngr gaf lendum mönnum baróna nafn ok herra, enn Skutilsveinum riddera nafn ak herra“. Aldeles med samme Ord staaer det i Bisp Arnes Saga C. 20.
61. Thi den Afgifts- og Skattefrihed for enkelte Gaarde, som Kong Haakon V. og de senere Konger undertiden pleiede at tildele haandgangne Mænd, var ei arvelig.
62. Maaden, hvorpaa Lendermændene udnævntes, findes i Hirdskraa Cap.18. Det skulde skee ved de største Høitider, efterat der var læst til Bords, saaledes at Kongen erklærede høitideligt, at han udnævnte N. N. til denne Værdighed, og lod ham siden af to Lendermænd, Stallaren eller Drotseten eller 2 andre anseelige Hofmænd følge til sit Høisæde; derpaa skulde Kongen tage hans Haand, lede ham til Bænken til Høire og sætte ham i Lendermændenes Sæde, hvor de toge Plads efter Anciennetet. De skulde følge Kongen ved Høitiderne og ved Processioner bære hans Kroningssverd, hvis dette ikke blev baaret af en Konge, Hertug eller Jarl. Lendermændenes Forseelser paakjendtes ved Hirdstevne. De og Sysselmændene vare pligtige at hjælpe hinanden. Forhen oppebar heller ikke Lendermanden, naar han tog sin Afsked, mere af sine Indkomster for det sidste Aar, end hvad der til den Dag var forfaldet: nu blev det bestemt, at han altid i det Tilfælde kunde hæve det hele Aars Indtægt.
63. Udtrykkene ere disse: „sakir framferða ymisra manna er haft hafa við vára þegna bæði i bernsku ockarra brœðra ak sva nu um stund siðan – – – allar syslur um alll landit se nu undir oss kallaðar med þessu váru brefi. Stiorn hirðar várrar vilium ver at mest se undir oss; – – Jarla nöfn ok lendra manna utan konungs sonum ok jarlinum af Orkneyium tokum ver af opinberliga, at nockurir geriz heðan af; en þeir, sem nu eru lendir menn, halldi heiðr sinum ok rétt um sina daga. Kina kollum ur sanna landraða menn, at heðan af raða þat ungum konungi, at fleire se höfðíngiar i veralligu valldi i Noregs konungs riki, en af rettu ætterni ero komnir“. Vel omtales et Par Gange senere i latinske Breve „barones regni Norvegiæ“, men at dette Intet har at betyde, og maaskee blot er et Udtryk, brugt i Breve til Udlandet, hvori man ei vilde savne Hoftitler, som der vare almindelige, er af Munthe viist i Saml. 3die B. S. 590.
64. Af disse vare dere Slags: Scígeréfa paa Landet og Portgeréfa (partgreifi Ol. H. S. C. 14) i Byerne. Om dem staaer der udtrykkeligt i Kong Edvards Love § 11: „Ic wille þæt ælc geréfa hæbbe gemót á ymbe feówer wucan, and gedón þæt ælc man sý folcrihtes wyrðe, and þæt ælc spræc hæbbe ende“. I Ædelreds Love§ 4: „Gif hwylc man sý, þe eallln fólce ungetrýwe sý, fare þæs cynges geréfa tó and gebringe hine under borge“. I Constitutionerne fra 1008: „Gif man hwilcne man teó, þæt he þone man féde, þe úres hlafordes grið tóbrocen habbe, ládige hine mid þrinna XII, and se geréfa namige þá láde“.
65. Den londonske Stadsret: „Cynges wergyld is 30000 þrymsa, ædelinges is 15000 þrymsa, bisceopes and ealdormannes 8000 þr., holdes and héhgeréfan 4000 þr., mæsseþegnes and woruldþegnes 2000 þr., ceorles 266 þr.“ Eadgars Love § 5: „hæbbe man þríva on geáre burhgemót and tuwa scírgemót, and þær beó on þære scírgemóte bisceop and ealdorman and þær ægðer tæcan ge godes riht ge maruldes riht“.
66. Vestg. L. Orbod. 1. 15: „Legger lensmaþer almennigs giælð – – haui firi giort lænum sinum – –“. Þb. 58: „Taker prester þiuf þa gömæ han ok sende lænzmanni buþ. ok fa hanum i hender þa a lænsmaþer af hanum böter taka“. Upl. L. Þingm. 1: „nu skulu daomæræ takæs, þa skal lænsman vpp standæ ok tolff mæn næmpnæ ofhundæri“. – C. 7: „nu ma ængin lænsman nokon sökiæ utæn han hawi rættan malseghandæ fore sik“ o. s. v. Et eneste Sted (Vestg. L. Jord. B. C. 5) forekommer Benævnelsen landær maþær, men staaer der i Modsætning til bonde og synes næppe at betegne det Samme som lendr maðr i Norge.
67. Saaledes var Erling Birkebeen Thorgrim af Ljaanes’s Lensmand eller Fuldmægtig under K. Inge. Inge Baards. S. i Fm. S. IX. 110.
68. Haakon den V. har givet en heel Forordning for at hemme Uordener, Lensmændene havde tilladt sig [N. g. L. III. 87].
69. Som Hertug udgav Haakon Magnussen 1293 en Forordning for Hedemarken og Thoten [N. g. L. III. 21], hvori der bestemmes: „Þa skipan hafvum ver ok a gort um lensmenn, at þer skulu vera tæknir til skilriker bœndær þæir sem ero ættæder ok rœyndir i byghdarlaghe at godom medfærdum, ok laghum ok rettyndi vilia svara vidær almughænn“. I en anden af 1297 [N. g. L. III. 30]: „skulu a Hadalandi allu 2 einir lensmenn (vera) sva þeir sem fullvedia eru til ret at gera, af þeir kunnu i nokorum lut brotlegir verda“. I Eriks Retterbod [af 1280, N. g. L. III. 5] heder det: eigi skolu vera lenzmenn fleiri syslumanna enn 2 i hveriu fylki, nema syslumenn se fleiri; þa ma hverr þeirra hafa ein lenzmann“. I Diplomer, udstedte af Lensmænd, heder det f. Ex.: „þat sé ollum monnum kunnikt at ek Bryniulfuer Eilifsson vmbods madr Nikulas Galla syslumans i Robyggia laghum (1394); Helgi Þordeson lensman herra Tiderics Vystaks (1408). Bierghulfuer Astæ sun vmbods madr herræ Ifuars Agmundarsoner i Skidu syslu (1336)“ o. s. v.
70. F. Ex. den nævnte Bjargulf Astessøn, en meget rig Godseier paa den Tid. Den omtalte Erling Birkebeen synes ogsaa at have været en Person af temmelig Betydenhed.