Hopp til innhold

Om Theater og Nationalitet og om en norsk dramatisk Skole

Fra Wikikilden

Om Theater og Nationalitet og om en norsk dramatisk Skole.
(Af M. J. Monrad).

(At jeg her paany meddeler et Leiligheds-Arbeide, skeer af samme Grund som sidst, nemlig at de anstillede Betragtninger dog ved sin almindelige Natur naae ud over den særegne Anledning, hvoraf de nærmest ere fremkaldte. Forresten maa selv denne her indrømmes at være af ulige større Betydning for Almeenheden, ja saa vigtig, at Sagen vel kunde fortjent at behandles baade grundigere og i en mere omhyggelig Stiil, end jeg har været i Stand til i den korte Tid, der bar været mig levnet til Udarbeidelsen af denne Opsats.)

„Hæ nugæ in seria ducunt.“

At paavise Vigtigheden af et Theater og dramatisk Kunst i Almindelighed, kan vistnok ansees som temmelig overflødigt. Idetmindste tør jeg holde mig befriet for her at føre noget Forsvar for Theatret imod de Angreb derpaa, der endnu af og til gjøres i Religionens og Sædelighedens Navn. Thi det er dog vel nu en temmelig udbredt Indsigt, at den Anskuelse, der i den dramatiske Kunst ikke seer Andet end fordærvelig Øienslyst, beroer paa en snever og falsk Opfattelse baade af Christendommens og af Kunstens Væsen: af Christendommen, der rigtig forstaaet ingenlunde er af nogen billedstormende eller overhoved det Skjønne og Kunsten fiendsk Charakteer; af den dramatiske Kunst, der hvor den kun nogenlunde har forstaaet sin Opgave og ikke haandteres af altfor slette og urene Hænder, er saa langt fra at befordre Letfærdighed i Anskuelser og Sæder, at den meget mere maa være et Moment med i Folkets sædelige Opdragelse.

Men medens man har Ret til at ansee Kunsten og specielt den dramatiske Kunst som umistænkt og endog dens Værd i Almindelighed positivt erkjendt, tør det dog være hensigtsmæssigt, nu da Tanken om et Nationaltheater er i Opvaagnen, at tage Sagen under fornyet Overveielse og gjøre sig Rede for de Grunde hvorpaa hiin Erkjendelse hviler, iblandt Andet for at man ikke skal mistænke sig selv for en maaskee huul Enthusiasme eller Vedhængen ved gamle Fordomme. Her vil jeg imidlertid kun søge at belyse Sagen fra een Side, hvor især en vis Uklarhed synes at herske, idet jeg vil anstille nogle Betragtninger over Theatrets og Nationalitetens gjensidige Betydning og derefter gjøre en Anvendelse paa vore nærværende Forhold.


I.

Man kan gaae ud fra Nationaliteten og vise, at den til sin fuldstændige Udvikling ogsaa behøver en dramatisk Kunst, og man kan gaae ud fra Kunsten, og vise at den tilsidst nødvendig maa være national.

I Nationalitetens første Stadium er den endnu umiddelbar ɔ: den er der blot, uden at see og kjende sig selv som saadan. Den Eiendommelighed, hvormed Folkeaanden saa at sige er udgaaen fra Skaberens Haand, paatrykker sig af sig selv alle Folkets Handlinger og Ytringer, men det veed selv endnu ikke om sin Eiendommelighed, det reflecterer ikke derover, seer sig ikke ligesom i Speil. Men det er Nationens – som Menneskets Bestemmelse overhoved, at blive sig mere og mere bevidst, at Alt, hvad den i sig selv er, efterhaanden maa fremstille sig for dens Betragtning og gaae ind i dens selverhvervede Aandsforraad, deels ved i klare Billeder ligefrem at skues, deels ved at gjøres til Gjenstand for Eftertanke og en begribende Opfattelse. Det Første er nu især Kunstens, det Andet Videnskabens Opgave, hvilke derfor begge ere nødvendige Momenter i Nationens Selvudviklings Fremgang. Men at man ikke maaskee skal troe, at Videnskaben som det Høieste her ene er tilstrækkelig, kan man blot i Korthed gjøre opmerksom paa, deels at netop fordi Videnskaben er det Høieste, derfor forudsætter den egentlig Kunsten som et foregaaende Udviklingstrin; deels at selv Videnskabens (idetmindste den historiske Videnskabs, hvorom her naturligviis især er Tale) Resultater, for at gaae ret levende ind i Folkets Bevidsthed og her ligesom forvandles til Saft og Blod, maae antage den umiddelbare Anskuelses Form og forvandle sig til levende Billeder.

Hvad har det nemlig at betyde, at Folket saaledes skal beskue og erkjende sig selv? Er dette maaskee kun en tom Talemaade, eller er ialfald hiin Selvbeskuelse kun et Maal for en intetsigende Nysgjerrighed? Skal Folket maaskee være som „den, der beskuede sit naturlige Ansigt i et Speil og gik bort og glemte hvordan han saa ud?“

Det Sidste vilde ganske rigtigt være Følgen, hvis det ogsaa kun var sit naturlige Ansigt, det beskuede ɔ: hvis det kun fik sig selv at see i sin ligefremme Udvorteshed, sig selv saa at sige med Hud og Haar, sig selv i den forvirrede Mangfoldighed af Ytringer og Tilstande, i denne vilde Blanding af Godt og Ondt, Sandt og Falskt, Egte og Uegte, Blivende og Flygtigt, der egentlig ikke kan samle sig til noget forstaaeligt Billede.

Der gives en historisk saakaldet Videnskab, der ikke bringer det videre, der blot holder Bog over de udvortes Begivenheder, som de tildrage sig, Løst og Fast, Vigtigt og Uvigtigt. Skjønt nu denne Sammendyngning af raat Stof vel ogsaa kan have sit Værd – som Middel for noget Bedre – saa indsees dog let, at der heraf endnu er liden Opbyggelse at hente for Folke-Aanden, liden Spore og Veiledning til Nationalitetens Udvikling.

Thi Fortiden skal dog ikke staae op igjen „med Hud og Haar;“ det Forbigangne er i en vis Henseende udbrugt, og kan ikke uden Videre komme igjen i Nutidens og Fremtidens Handling og dens Bevæggrunde. Hvad Folket maa have for Øie og stræbe efter, er ikke hvad der blot var, men meget mere hvad Folket til enhver Tid er, og hvad det saaledes ogsaa skal vorde.

Det Speilbillede, som skal være af Betydning for Nationalitetens virkelige Udvikling og Fremgang mod sit Maal, maa altsaa være et forklaret og forædlet, et saadant, hvor Mangfoldigheden samler sig til Eenhed, hvor Forvirringen opløser sig i Klarhed og Harmoni. Nationens Selverkjendelse maa, naar den skal være frugtbar og isandhed dannende, være en Erkjendelse af Aanden i dens Sandhed og Væsentlighed, af den evige Guddomstanke, der saa at sige udgjør Nationalitetens inderste Spire og indeholder dens Bestemmelse for alle Tider. Først naar dette Inderste og Grundvæsentlige i Folkelivet er fattet, vil derfra udgaae et Lys over alle dets mangfoldige Ytringer, først i denne Sammenhæng ville disse finde sin Forklaring og erkjendes i sin sande Betydning, først da vil ogsaa Folket og Alt hvad dets er, kunne omfattes med den sande Kjærlighed, som Mennesket tilsidst dog ikke kan skjænke Andet end det, der idetmindste bærer Sandhedens, Guddommelighedens Gjenskin.

Til en saadan Opfattelse af det Sande og Evige i Folkeaanden stræber nu ogsaa virkelig den historiske Videnskab, der isandhed skal fortjene dette Navn. Men denne Stræben er lang og møisommelig, et stedse fortsat anstrengende Aandsarbeide, der ligesom det selv kun under idelige Kampe og Modsigelser naaer det Sande, saaledes veed det heller ikke at fremstille sit vundne Resultat uden under disse Kampe og Modsigelser, der ogsaa hos den Modtagende forudsætter en lignende langsom, møisommelig Tilegnelses-Proces. Derhos er Videnskaben i sin eiendommelige Form kun for Faa, hvilke vistnok i en vis Henseende, som de klarest og egentligst Vidende, maae danne et Midtpunct for Folkets aandelige Udvikling, men hvem det dog ikke egentlig er givet umiddelbart at virke paa Folkets Masse til at vække og hæve dets Nationalfølelse. Dertil kommer at Videnskaben ved sin langsomme, forstandige, stedse formidlede Fremskriden kun er lidet skikket til at tænde Kjærlighedens levende Gnist.

Her sees nu Kunstens Opgave i sit rette Lys. Hvad Videnskaben stedse søger, hvad i den idetmindste kun langsomt og successivt udvikler sig, det gives os i Kunsten ligesom paa eengang fuldfærdigt, man kan sige: ved etslags prophetisk Forudskuen. I Kunstnerens og Digterens Begeistring slaaer hiin evige Guddomstanke, hiint Glimt af den sande, evige Aand, ned som et Lyn, og hans eiendommelige Dygtighed bestaaer netop i at kunne fremstille det i en anskuelig fuldendt Form, hvis Virkning ogsaa i Tilskuernes Sjæl kan slaae ned som et Lyn, meddele sig ligesom uvilkaarligt til deres dybeste Følelse, vække og nære den sande, aandige Kjærligheds Varme. Kunsten er saaledes fortrinsviis for Folket og er netop det væsentligste Middel, hvorigjennem dette, der idethele mere nærer sig ved Følelser og Anskuelser end ved Begreber, kan tilegne sig sit eget forklarede Aandebilled. Hvad Videnskaben paa sin Maade søger og finder, kan saaledes kun ved Kunstens Formidling blive egte folkeligt, og om Videnskabens egen Stræben maa det siges, at den, for dog at have et Maal, for ikke at tabe sig i de mangfoldige Kjendsgjerningers endeløse Sandørken, maa gaae ud fra et forudanende Grundsyn, der som saadant egentlig tilhører Kunsten. Ogsaa Videnskabsmanden trænger til at opildes og stemmes af Kunstens livsvarme og harmoniske Skabninger. Ja saa underligt det kan klinge, maa det siges, at enhvers, selv den simpleste Borgers, Fædrelandskjærlighed egentlig maa beroe paa en vis kunstnerisk, poetisk Opfattelse, paa et vist forklaret Aandebilled af Fædrenelandet. Thi dette selv umiddelbart i dets brede Vidtløftighed, dets Mangfoldighed af ofte uskjønne Localiteter, Folkets Liv i dets mangehaande Jammerligheder af Hverdags-Sorger og Krangel, dette kan Ingen elske, medmindre han har for Øie en vis sammendragen og forædlet Kjerneskikkelse, der betragtes som det Grundvæsentlige, den egentlige Sjæl i dette Legeme, hvis der ikke klinger for hans indre Øre en Grundharmoni, hvori alle disse Mislyd have sin Opløsning.

Men er dette saa, da kan Kunstens betydningsfulde Virksomhed til at styrke og hæve Nationalfølelsen og Patriotismen ikke underligge Skygge af Tvivl. Dette gjælder allerede den bildende og tonende Kunst. Det er saaledes vigtigt, at Bygningskunsten mere og mere omgiver os med Boliger, der ved Formernes Reenhed og underfulde Samstemmighed med Folkeaanden virke, at Folket føler sig hjemme der; det er vigtigt at Sculptur og Malerkunst give os skjønne, gjennemaandede Billeder saavel af Landets Natur som af Folket, dets charakteristiske Skikkelser og Livsmomenter; det er vigtigt at Musiken i stedse renset og forklaret Form udtoner det Forraad af dunkle Stemninger og Følelser, der zitrer gjennem Sjælen, den Sum af uforklarlig Glæde og Smerte, som Folkeaanden gjemmer i sit Dyb. Især er det dog Poesien, der har det i sin Magt paa den klareste Maade at fremstille os Folkets Liv i dets aandige Bevægelighed, den lyriske, idet den udtaler Folkeaandens dybeste Følelser, den episke, idet den foreviger Glandspuncterne i Folkets Historie. Men ganske fortrinsviis har den dramatiske Poesi, der i sin fuldendte Realisation ved den theatralske Forestilling tillige forbinder sig baade med bildende og tonende Kunst, den Opgave at fremstille Folkets Liv i dets levende Virkelighed, i dets saa at sige evige Nærværelse, idet den objective Handling og Bedrivt her viser sig i uadskillelig Forbindelse med den subjective, motiverende Tanke og Følelse. Derfor har heller ingen Kunstanstalt den høie Betydning for Nationalitetens Udvikling, som det nationale Theater, der svarer til sin Idee, den at være en virkelig Afspeiling af Folkets Liv i dets væsentlige Sandhed. Paa den nationale Scene vil efterhaanden ikke alene Nutidens Sæder, Charakterer, Tilstande, indre og ydre Bevægelser, men ogsaa de vigtigste Momenter af Folkets Historie træde anskueligt frem for dets Bevidsthed og derved i fuldeste Forstand blive Folkets Eiendom; selv en Classe af Mennesker, der kun lidet læser og forsker, bliver derved fortrolig med Fortidens store Mænd og Begivenheder og faaer en Forestilling om, hvorledes det gaaer til i Kredse af Samfundet, hvorfra den umiddelbart er udelukket – Altsammen tjenligt til at gjøre Folket mere og mere gjennemsigtigt for sig selv, befordre gjensidig Deelagtighed og idethele nære og styrke Følelsen af Folkets væsentlige Eenhed trods Tid og Rum og meer eller mindre kunstige Standsforskjelle.

Og ikke alene, at Nationalfølelsen og den dermed forbundne Kjærlighed til Fædrenelandet paa den nationale Scene kan hente en kraftig Næring; ogsaa i andre Henseender vil herfra en forædlende Indflydelse udgaae. Thi idet Scenen gjengiver de fra det virkelige Liv laante Billeder i forædlet Skikkelse, vil den i alle Retninger ligesom danne Mønstre og angive Tonen for Livet og Sæderne, og derved befordre Nationens Fremgang til Virkeliggjørelsen af sin Idee. Det maa nemlig erindres, at Kunsten i sit Forhold til den umiddelbare Virkelighed ikke er blot mechanisk gjenspeilende, men idealiserende og skjelnende; hvad der i Folkelivet er sandt og væsenligt og ædelt, veed den at udskille som det rene Guld og fremstille i harmoniske, tiltalende Skikkelser og selv af Slaggerne og Leret veed den at danne eiendommelige, komiske Figurer, hvis lette Gehalt netop i den Grad bliver følbar, at Tilskuerne anspores til gjennem Latteren ligesom at afryste dem og befrie sig derfra.

Denne Theatrets forædlende Indflydelse maa især vise sig med Hensyn paa Nationens Sprog – dette Nationalitetens fineste og meest eiendommelige Udtryk. Dette Sprog tiltrænger, lige saavel som alle andre Nationalitetens Momenter, til sin egen Udvikling ikke alene at reflecteres og udgrundes af Videnskaben men ogsaa at finde et anskueligt Mønster i Kunstfremstillingen. Nu har vel Poesien og den skjønne Literatur i Almindelighed den Opgave at gjengive et forædlet Billed af Sproget og derved at virke tilbage paa dets umiddelbare Brug; men ogsaa her maa den høieste Plads indrømmes den dramatiske Poesi og dennes reelle Fremstilling paa Scenen. Thi det skrevne Ord naaer dog aldrig Virkelighedens fulde Liv; Bogen, der kun er bestemt til at læses, kommer dog stedse til at tale „som en Bog,“ og skjønt vi ikke, som Nogle, miskjende Skrivtsprogets Berettigelse til ogsaa for en Deel at virke regulerende tilbage paa Talesproget, hvori det fra først af har sin Rod, saa maae vi erkjende, at hiint dog stedse fremstiller Sprogidealet mere abstract og saa at sige tilstivnet, behandler det paa en vis Maade som Forbigangenhed; medens først Scenens Sprog – der er Talesprogets idealiserede Form, – fremstiller det i dets levende Bevægelighed, i dets fulde, nærværende Virkelighed. Det er saaledes ikke alene Udtalen med dens fine Nuancering, dens grammatiske og rhetoriske Accent, dens mangfoldige pathologiske Udtryksfuldhed, der i det paa Scenen talte Sprog alene sees i sin Fuldendelse; men selv det mere Indvortes i Sproget, Ordformer, Sammenføininger, Vendinger og Talemaader fremtræde i Skuespillet med størst Frihed og Liv. (Saaledes er det bekjendt, at selv iblandt de døde Sprogs Monumenter er det netop i de efterladte Theaterstykker f. Ex. Aristophanes’s, Plautus’s og Terents’s Komedier at man dog nærmest har en Følelse af Sproget som levende.)

Men Sproget staaer det hele mimiske Udtryk og de saakaldte Manerer i nær Forbindelse. Ogsaa disse høre væsentlig med til Nationalitetens fuldstændige Selvaabenbarelse. Ligesom enhver Nation har noget Eiendommeligt i sin Følelse og Tanke, et vist særeget farvet Skjær, der hviler over dens hele aandelige Liv, saaledes har den ogsaa en eiendommelig Maade, hvorpaa den giver sig selv for Anskuelsen; hiint eiendommelige Skjær maa skinne igjennem dens ydre Skikkelse og Bevægelse, dens hele legemlige Tilsyneværen. Glæde og Smerte, Forundring, Ligegyldighed, Pathos og Humor, Skjemt og Alvor betyder hos forskjellige Nationer ikke ganske det Samme og har heller ikke det samme udvortes Udtryk; der er en egen Maade, hvorpaa enhver Nation baade tager og giver alt Saadant. Deraf er nu den gjensidige Meddelelse mellem Individerne og idethele den selskabelige Tone afhængig, hvilken derfor ogsaa hos enhver kraftigt udpræget Nation antager en særegen Charakteer. Nedenfor vil jeg komme til at belyse dette med et Par Exempler. Her er kun i Almindelighed videre at fremhæve, at det til Nationalitetens Udvikling, til Virkeliggjørelsen af dens Idee, naturligviis ogsaa hører, at heller ikke denne Nationens ydre Optræden, den Maade, hvorpaa den saa at sige fremstiller sig selv for den gjensidige Beskuelse, bliver staaende i sin naturlige Raahed, men at den maa uddannes og fuldkommengjøres, bringes til større og større Gjennemsigtighed, Frihed og Skjønhed. Hertil virker nu overhoved Dannelsen, især den æsthetiske; men netop i denne her antydede Retning har Dannelsen sit egentlige Forbillede i den nationale Scene; denne er efter sin Idee det Brændpunct, der skal samle Alt, hvad der i Folket viser sig af Skjønt og Charakteristiskt, for igjen at lade Straaler udgaae til alle Sider over Folket.

Det kan maaskee forekomme Nogen som vi her lægge formegen Vegt paa Ting, som man jo i Almindelighed er vant til at betragte som ligegyldige Smaating. Men man maa betænke, at det forunderlige Væsen, vi kalde Nationalitet, idethele er saare fiint og uhaandgribeligt, beroer paa en uendelig Mangfoldighed af Bestemmelser, hvilke vistnok hver for sig kunne synes at have saare Lidet at betyde, og som i Almindelighed aldeles undgaae det sløvere, mere overfladiske Blik. At imidlertid de i Folket gjængse Udtryksmaader og Manerer og den i denne Henseende herskende Smag, om denne nemlig er reen eller ureen, naturlig eller kunstlet, ikke er saa uvigtig en Sag endda, vil man ogsaa fra een Side finde ved at give Agt paa hvilken vidt forgrenet Indflydelse herfra udgaaer over det ethiske Liv og Menneskenes hele indbyrdes Forhold. Og hvilken Betydning man i denne Henseende maa tillægge et vel udstyret og bestyret Theater, vil maaskee blive allermeest øiensynligt naar man seer hen til, hvilken Skade en vildledet Scene kan stifte til Opklækning af Affectation og alskens usundt og uskjønt Væsen. Herom noget mere siden.

Det fremgaaer nemlig let – for at vi ved dette Punct skulle vende os til den anden Side af vor foresatte Betragtning – at hvis Theatret virkelig skal have den i det Foregaaende angivne gavnlige Indflydelse paa Nationalitetens Udvikling, da maa det ogsaa være væsentlig nationalt. For imidlertid ikke at misforstaaes, maae vi her forklare os lidt over hvad vi mene ved et nationalt Theater eller national Kunst overhoved.

Det kan nemlig ikke negtes, at Kunsten i en vis Henseende er af almeenmenneskelig Natur og at endog dens Betydning for Nationaliteten for en Deel bestaaer i paa en vis Maade at hæve denne udover dens naturlige Indskrænkning og føre Folket op i Menneskelighedens rene Luft. Nationaliteten er nemlig i sin umiddelbare Naturlighed – lige saavel som den Enkeltes Individualitet – ogsaa en Eensidighed, over hvilken Aanden i sin frie Almindelighed maa hæve sig. At ville fastholde hiin som absolut bestemmende er at fornegte Aandens væsentligste Fortrin; ved at ville afslutte sig for sig selv og udelukkende have Blikket henvendt blot paa sit eget Speilbillede, vil en Nation udelukke sig fra Menneskeheden, og hiin Vexelvirkning mellem Liv og Reflexion, Natur og Kunst, hvori dens Udvikling skulde bestaae, vil reducere sig til en evindelig Cirkelgang, hvorved den kun mere og mere forstener sig i sine Mangler og Daarskaber. En væsentlig Betingelse for virkelig Fremgang og Forædling er saaledes vistnok, at Nationen gaaer ind med i den almindelige verdenshistoriske Cultur-Proces, tilegner sig dens Resultater og virker igjen fra sit Standpunct tilbage paa det Hele. Hertil bidrager vel i høieste Instants Videnskaben, der især er af verdensborgerlig Natur; derfor er det saa nødvendigt, at en Nation søger at følge med den almindelige videnskabelige Udvikling, ligesom det geraader den til saadan Ære, om den hertil kan levere noget klækkeligt Bidrag – til sand Ære, fordi den derved opfylder en Deel af sin Bestemmelse. Dog ogsaa her har tillige Kunsten sin nødvendige Rolle; ogsaa den har sin verdenshistoriske Bane, og idet dens anskuelige Former nærmest tiltale den umiddelbare Sands, er den netop for Folket i videre Forstand det væsentlige Middel til at gjøre det deelagtigt i den almeenmenneskelige Cultur-Udvikling. Det ligger ogsaa, som allerede antydet, i Kunstens eget Væsen, at den egentlig er en Befrielse fra Alt hvad der er eensidigt og forgjængeligt; det er altid et Skjær af det Almindelige, det Totale og Evige, der udgjør den væsentligste Glands ved dens Frembringelser. Derfor vil altid Kunsten sygne, dersom den stænges inde i en snever Kreds; for Kunstneren er det især nødvendigt at sole sig paa Livets Høider, dersom hans Aasyn virkelig skal straale, naar han træder ned iblandt Folket.

Men paa den anden Side er jo netop Kunstens Opgave at fremstille dette Almeenmenneskelige, Idealet, ikke i Tankens almindelige abstracte Form, men i anskuelig, concret, bestemt Skikkelse. Dens Gestalter skulle ikke være tynde, afblegede Tankevæsener, men kraftige Virkeligheder med Kjød og Blod. Den maa derfor væsentlig have Charakteer og Individualitet, og forsaavidt som den tilhører et Folk, Nationalitet. Idetmindste gjælder dette om al verdslig Kunst, og det er naturligviis om denne, her Talen fornemmelig er. Thi om der end kan gives en religiøs Kunst, der saa vidt som mueligt stræber at fremstille Idealet reent og costumefrit (skjønt dette naturligviis ogsaa kun er tilnærmelsesviis, en Betragtning vi forresten her maae lade falde, da den fører os for langt fra vort egentlige Øiemed), saa er det dog netop for den verdslige Betragtning der har at gjennemtrænge Virkelighedens reelle Fylde, væsentligt at see Ideen realiseret kun i en Mangfoldighed af Skikkelser, der bære Tidsaldrenes og Nationaliteternes forskjellige Præg og som først herigjennem faae virkeligt Huld, Livagtighed og Grangivelighed. Herpaa vil nærmere falde et Lys ved et Henblik paa Kunstens subjective Virkning og Bestemmelse. Lad dens Gehalt længe nok være den almindelige Idee, det Almeenmenneskelige, saa skal den dog netop bringe dette nær til vor Bevidsthed, til Menneskers Bevidsthed, der leve i Tiden og under visse historiske Forhold, og hvis hele Opfatning er betinget heraf. Ja Kunsten er jo netop Baandet mellem den evige Idee og det timelige Menneske; derfor maa den lige saavel slutte sig til dette, som til hiin, lige saavel betinges af dette, som af hiin. Det er ikke som noget Fremmed, noget Hiinsidigt, Ideen i Kunstens Fremstillinger skal vise sig for os; vi skulle netop see den som vort Eget, vort inderste Væsen – som Been af vore Been, Kjød af vort Kjød. Saaledes er hiin Optagelse af den almindelige Cultur-Udviklings Resultater, hvori vi have sat et væsentligt Led i Nationalitetens Fuldendelse, ikke en Indbringen af et absolut ydre Indhold ligesom i en tom Form, ikke en Fornegtelse og Ophævelse af dens eget Grundvæsen; men det, der skal optages, maa netop paa det Inderligste assimileres med Nationalitetens egen Livssaft, være og vise sig som væsentlig eensartet med den selv. Kun saaledes kan en virkelig organisk Tilegnelse og Gjennemtrængelse finde Sted. Nationaliteten skal saaledes ikke forlade sig selv og gaae over til noget Andet – hvilket ilde være et Selvmord –; men den skal, idet den paa en vis Maade hæves over sig selv, paa den anden Side dog netop derved hæves til sig selv, til sit sande, egentlige Væsen. Denne tilsyneladende – eller gjerne, om man vil, virkelige – Modsigelse løses derved, at enhver Nationalitet – som Individualiteten overhoved – i sig er Menneskehed, skjuler det sande Almindelige under sin Særegenhed; det Almeenmenneskelige er dens eget dybeste Væsen og Øiemed; Udviklingen dertil falder saaledes egentlig sammen med Nationalitetens Selvudvikling – saa langt fra at den skulde hemme eller afbryde den. Nationaliteten kan ikke ligesom udfyldes ved Tilføielsen af noget Stykke udenfra; fra dens eget indre Dyb maa al Udvikling udgaae, og det udenfra Tilkommende har væsentlig den Betydning at vække de indre hemmelige Kræfter; de Toner, der høres fra det Fjerne, blive magtesløse, uden forsaavidt de anslaae beslægtede Strenge i Nationens egen Barm og saaledes klinge igjen ud af dens egne Grundharmonier.

Alt hvad der saaledes skal have væsentlig Betydning for en Nations Liv og Udvikling, maa den opfatte med sin Aand, paa sin Maade og forme paa sin Viis, ligesom i sit eget Billede. Den Kunst, der ikke skal være „blot til Lyst,“ et ørkesløst Flitter og en mat Underholdning for de Ledige, maa være Nationalitetens egte Affødning og bære dens Moder-Lighed. Den Kraft maa Nationaliteten have, om den ikke skal være et tomt Navn, at den mægter at paatrykke Idealet sit Præg og saaledes frembringe en eiendommelig Kunst; ellers vil idetmindste dens Kunst aldrig bliver dens, men ialfald kun et Laan eller et Rov. Paa andet Vilkaar kan heller ikke Ideens og Handlingens alvorlige Mænd have den ringeste Interesse for Kunsten; naar dette glemmes eller forsømmes, bliver den kun et Legetøi, som Børn og Gjække kunne have sig imellem.

Skjønt al sand Kunst saaledes maa have et dybt nationalt Element, saa danne dog med Hensyn paa dette Elements Fremtræden de forskjellige Kunster en Række, idet det Nationale træder tydeligere og tydeligere frem, i samme Grad som Kunsten hæver sig til det Concrete, Levende og Personlige. Mindst kan det vistnok udtale sig i Architekturens uorganiske Former, og selv i Sculpturens forholdsviis kolde og abstracte Form-Harmoni har det Nationale og Individuelle lidet Spillerum. Mere Betydning har det allerede for Malerkunsten i Coloritens Eiendommelighed og i det sjælelige Udtryk, denne Kunst veed at lægge i sine Skabninger, og endnu mere i Musikens Melodier, hvor netop Følelsen af det Hjemlige saa vidunderligt griber Sjælen og bringer dens inderste Strenge til at bæve. Men overhoved ere dog de bildende og tonende Kunster af overveiende verdensborgerlig Natur; deres Gjenstand er mere ubestemt, og deres Midler mere almeenfattelige; de tale et Sprog, der idetmindste til en vis Grad forstaaes overalt. Men ikke saa med Digterkunsten, der allerede ved sit Middel, Sproget, viser sig at være i langt høiere Grad stavnsbunden. Men det Samme ligger ogsaa deri, at dens Skabninger, ogsaa inderlig betragtet, have mere aandelig Bestemthed, mere levende Eiendommelighed og Charakteer. Derfor er den sande Poesi fortrinsviis national, ikke alene derved at den med Forkjærlighed vælger nationale Stoffer, men især derved at den veed at opfatte ethvert Stof i Nationens Aand og præge Fremstillingen med dens Stempel. Selv de saakaldte Verdensdigtere, en Sophokles, en Dante, en Shakespeare, ja selv en Goethe, have kun opnaaet denne universelle Betydning netop derved at de vare i dybeste Forstand nationale. Og om skrevne og trykte Digterverker med Hensyn paa Skrivtsprogets større Farveløshed og – som vi kaldte det – abstracte Idealitet, tilstede en videre Opfatning af Nationalitetens Begreb og have under visse Omstændigheder et noget rummeligere Hjem: saa tilhører dog netop den dramatiske Kunst – der ogsaa udvortes har den snevreste Kreds – Nationaliteten i den engeste, egentligste Forstand, maa paa det Nøieste slutte sig til denne og gjengive den i dens fineste Nuancering. Thi netop i den levende Handling og Tale have de nationale Eiendommeligheder sit klareste Udtryk.

Af alt dette følger med uundgaaelig Nødvendighed, at et Theater, der nogenlunde skal svare til sin Idee, maa være gjennemført nationalt. Et fremmed Theater – som man f. Ex. i de store Stæder udenfor Italien og Frankrige gjerne har en italiensk Opera og en fransk Scene, hvor den fornemme Verden gaaer hen for at styrke sig i den franske Pronunciation eller for at høre klare Stemmer og see forunderlige Fagter og Grimacer – en saadan Indretning er naturligviis uden virkeligt Værd, ja endog dens Uskadelighed tvivlsom. Hvad der paa Theatret netop skal meddeles os, er Livet i sin fulde Livsvarme, det Ydre paa samme Tid som et Indre, det Fremmede tillige som vort Eget; vi skulle netop inddrages i det, der foregaaer, som noget i fuldeste Forstand Nærværende; hist derimod aabner sig i det Fjerne en fremmed Verden med fremmede Ansigter og fremmed Tungemaal, hvor der foregaaer forunderlige Ting, medens vi blive staaende, hvor vi ere, og bestandig mindes om det svælgende Dyb mellem os og Scenen. I bedste Fald – nemlig hvor disse fremmede Skuespil ikke tilsidst gjøre Tilskuerne fremmede for sig selv og frembringe Unatur og Efterabelse – kunne de blot paa en Maade træde istedetfor Læsning af fremmede Verker, medens netop den eiendommelige Virkning, der tilkommer den dramatiske Fremstilling som saadan, gaaer forloren.

Det nationale Theater maa nu naturligviis væsentlig slutte sig til og opelske en national dramatisk Digtning. Ligesom Theatret er dennes værdigste Tolk og Realisation og dermed tillige Betingelsen for dens Opkomst og Flor, saaledes maa paa den anden Side denne efterhaanden levere det væsentligste Indhold af Theatrets Forestillinger. Denne dramatiske Digtning laaner da helst sit Stof fra Nationen selv, dens Liv og Fortids-Erindringer; ja den standser – efter sin Idee – ikke, før den, ligesom hos Shakespeare, har bragt saa at sige hele Folkets Historie paa Scenen. Dog er endog Stoffets Hjemsted mindre vigtigt end Formen, og man kan ikke negte, at den formelige Jagt efter nationale Emner, som man i vore Dage af og til seer Spor til i Literaturen, er en unaturlig Sneverhed og en Sygdom, der kun baader lidet, naar baade Opfattelsen og Fremstillingen i sin hele Tone er afhængig af udenlandske Mønstre. Er der nogen oprindelig, iboende Kraft i den nationale Poesi, da vil den ogsaa mægte at haandtere fremmede Stoffer saaledes, at den ophæver deres Fremmedhed og gjør dem ved sin eiendommelige Behandling til Nationens virkelige Eiendom. Shakespeare laante Sujetter fra Grækenland og Rom, fra Italien, fra Danmark, jeg havde nær sagt fra Maanen, og dog er Shakespeare altid egte engelsk – verdenshistorisk, netop fordi han er engelsk. Og selv naar Theatret imellem vælger at gjøre sit Publicum bekjendt med en fremmed Scenes Mesterverker, hvori det ogsaa for sig selv kan see et gavnligt Studium, er dog altid Sproget og Spillet de sidste Lænkeled, der endnu maa knytte Fremstillingen til Nationaliteten og udbrede den Duft af Hjemlighed derover, som endog over det meest Fremmede ikke maa mangle ved nogen Præstation, der skal gjøre et sandt kunstnerisk Indtryk og ikke blot tjene Videbegjærligheden – eller dens mindre ædle Søster Nysgjerrigheden.

Især er Sproget af overordentlig Vigtighed og en constitutiv Betingelse for et nationalt Theater. Thi Sproget er, som vi allerede have bemerket, Nationalitetens fineste, saa at sige meest sjælelige Udtryk. Det er i sin Fuldkommenhed hiint organiske bevægelige Væsen, der, ligesom den sunde Nationalitet selv, lytter til Alt, optager Alt, beriger sig ved Alt, og dog ikke taber sin egen Grundform, men præger Alt med sit Stempel, ifører enhver Forestilling sin eiendommelige Dragt, stemmer enhver Følelse og dens Ytring i sin charakteristiske Tone. Og i sin virkeligste, meest levende Form som Talesprog er det af en saa følsom Beskaffenhed, i sin Bevægelighed saa uendelig nuanceret og viser sig at hænge saaledes sammen med Nationalitetens fineste Trevler, at det som bekjendt agtes næsten som et Mirakel, om det til Fuldkommenhed kan tilegnes af nogen Anden end en Indfød. Hvis det nu er sandt, hvad vi ovenfor have søgt at vise, at Theatret netop har den væsentlige Opgave at udvikle og fremstille dette Talesprog i dets høieste Fuldkommenhed og i denne Henseende at tjene som Mønster og Auctoritet, saa sees let, med hvilken næsten skindsyg Nøiagtighed man maa vaage over, at det Sprog, der tales paa Theatret, er reent og egte nationalt, og at Slaphed i dette Punct er Slaphed baade i æsthetisk og i national Interesse – i mildeste Fald Blindhed i begge Henseender.

Og Theatret er virkelig Auctoritet med Hensyn paa Talesproget; det virker uvilkaarligt som saadan, selv hvor det slet ikke anerkjendes derfor. Thi Sproget høres netop hist under de aller fordeelagtigste Omstændigheder, der kunne bidrage til at dets Lyd indsnige sig i Øret og anspore til Efterligning. Ingen af de Anledninger, ved hvilke et mere omhyggeligt Sprog træder os imøde, kan sammenlignes hermed. Dannede Mennesker gide dog i Regelen ikke at tale som en Bog, og selv en Prest paa Prædikestolen eller en anden offentlig Taler falder man ikke let paa at efterligne i daglig Tale; hines Foredrag fjerner sig i Almindelighed baade i Indhold og Form altfor langt fra Livets sædvanlige Tone, har et for fremmed, høitideligt Præg. Men paa Scenen høres Sproget netop anvendt i Livets Forholde, i den personlige Samfærdsel, og det netop under saadanne Forholde, der især ere anlagte paa at tage den meest levende Deeltagelse i Beslag. Det idealske Skjær, der hviler over det hele Liv, som her fremstilles, meddeler desuden sin toneangivende Indflydelse til alle de Former og Midler, hvormed det staaer i Forbindelse.


II.

Dette vigtige Gode, et virkeligt Nationaltheater, har man hos os endnu maattet savne.

Hidtil har vort Theater nemlig, som bekjendt, væsentlig været dansk, en Følge blandt de mange af det gamle Afhængigheds-Forhold til Danmark. Her var nu en fortræffelig Anledning til at opdiske med en af de gjængse Declamationer over denne sørgelige Afhængighedstid, da „Løven tæmmedes til Pudelhund“ o. s. v., Declamationer, hvilke næsten have faaet en staaende Formular, der synes at høre til, saa tidt man kommer ind paa dette Capitel. Men vi ville forsmaae denne Anledning. Hiin Ramse om det fordærvelige Danevælde begynder ogsaa at blive usand – nemlig i samme Grad, som den bliver en Ramse. Overhoved er Videnskaben ikke oplagt til at declamere og skjende, men snarere til at forstaae og forsone. Vi skulle saaledes være villige til at erkjende, at hiin firehundredaarige „ægyptiske Trældom“ (hvad man end maa dømme om de nærmeste historiske Motiver og hvilken Skyld der end kan hvile paa de Slægter og Personer, der kuede og – lode sig kue), at altsaa denne Underdanighed dog har været en af Forsynets vise Førelser til Norges Bedste. Det var udentvivl nødvendigt, at det gamle Norge for en Tid maatte gaae under i Tidens Strøm, for at et nyt, forynget og forfrisket kunde opdukke af Bølgerne. I Særdeleshed maatte gjennem Danmark formidles en nøiere Tilslutning til den almindelige europæiske Civilisation, saa at der af det middelalderlige, vistnok baade aands- og legemskraftige, men dog i mange Henseender middelalderligt stive og i sine Eensidigheder fasthængende Norge kunde opstaae et Nutids-Norge, et europæisk Norge, der, idet det optog den almindelige Culturs Ideer i sig, kunde organisk indføie sig i den almeenmenneskelige Sammenhæng. Af disse Tids-Culturens Ideer er jo den nuværende norske Constitution en aabenbar Affødning. Vi ville saaledes ikke udelukkende klage og endnu mindre hade Danmark, og hvad Danmarks er – saameget mindre, som de skadelige Følger af Afhængigheden meer og mere ere i Svindende og Danmark selv, medrette forglemmende sin gamle Overhøihed, nu kun gjør sig Umag for at nærme sig os som jævnbyrdig Broder-Nation. Imidlertid er det klart, at den politiske Løsrivelse i 1814 ikke paa een Gang kunde udslette et Forhold der gjennem saamange Menneskealdre havde dannet sig, klart, at ikke Grundloven ved et Pennestrøg kunde pludselig fremstille Norge som en i alle Henseender, i Aand og Sandhed „selvstændig“ Nation. Det var saaledes naturligt, at det især i boglig og dermed tillige i sproglig Henseende endnu i lang Tid forblev afhængigt af det Folk, fra hvilket det saa længe havde været vant til at modtage al høiere Dannelse, og selv Kunstens og Poesiens Gaver maatte væsentlig rækkes os af danske Hænder eller ialfald af dem ligesom signes og indvies. Men heller ikke dette skal længer ærgre os; thi vi have dog fra den Kant modtaget meget Godt og Skjønt, som vi idetmindste nu uden Fare maae kunne fordøie; og det var dog maaskee godt, at den danske Sangfugl udstrakte sine Vinger over den norske, saalænge indtil dennes egne vare udvoxne. Nu er denne Tilstand væsentlig brudt; nu har der dog begyndt at udvikle sig hos os en egen Literatur, som vistnok endnu i mange Henseender er paa det Uklare med sig selv, famler tildeels mellem Extremerne af dansk Tamhed og norsk utæmmet Bjørne-Natur og giver især Anledning til en Mangfoldighed af meer eller mindre uforsigtige Experimenter med Sproget, men hvor alligevel under alt dette en sand og aandig – ikke den plumpe udvortes og skrigende – Selvstændighed og Eiendommelighed meer og meer bliver kjendelig, i samme Grad som den indre Gehalt og Ideernes Rigdom bliver større. At imidlertid hiin Uklarhed er et Tegn paa, at Nationaliteten endnu ikke har naaet en fuldendende Afslutning, og at den fra sin Side igjen sinker denne Fuldendelse og bringer Forvirring i Folkets almindelige Nationalfølelse selv, kunne vi ikke negte.

Som den sidste synbare Flig af det danske Overherredømme vedbliver endnu det danske Theater i Norges Hovedstad. At netop denne Levning længst maatte holde sig, er igjen ganske begribeligt, naar man betænker, hvad ovenfor er antydet, at den dramatiske Kunst netop er Nationalitetens høieste Blomst, det fuldendteste Udtryk af den selv i dens Fuldendelse. Vi ville saaledes heller ikke her tabe os i Beklagelser over den hidtil forløbne Tid; men vi kunne efter det Foregaaende ikke et Øieblik tvivle paa, at dette Forhold ikke kan vare, at denne „Flig“ til- sidst maa gaae samme Vei som den øvrige Kappe, hvis Godhed og Skjønhed i sig selv vi ei ville benegte, men som ikke længer passer for den norske Nation, for hvem det desuden ikke heller sømmer sig at gaae i laante Klæder, aldenstund den selv har Evne til at spinde og væve baade til Nødtørft og til anstændig Pryd. Det danske Theater i Norge er saaledes vistnok bestemt til at svinde og give Plads for et norskt; men Betingelsen for at dette kan skee i rette Tid, er iblandt Andet, at Bevidstheden om det Ufyldestgjørende i det stedfindende Forhold maa blive ret klar og levende, at ikke falske Anskuelser, for en stor Deel nærede ved dette falske Forhold selv, skulle faae Magt til igjen kunstigt at opretholde dette ud over dets naturlige Virketid. Derfor ville vi endnu, i Henhold til den forhen givne almindelige Udvikling, kort antyde det Usande og Unaturlige i et dansk Theater i Norge og den skadelige Indflydelse heraf, der deels allerede har begyndt at vise sig, deels vistnok i end høiere Grad vil gjøre sig gjældende, om Forholdet forstener sig.

Nærmest maae vi da vende os mod dem, der vistnok ville være enige med os i de ovenfor anstillede Betragtninger over et fremmed Theaters Værdløshed, men ikke ville indrømme nogen Anvendelse paa det herværende Forhold, fordi de nemlig ikke ansee det danske som fremmed eller unationalt, men regne den danske og norske Nationalitet som een og den samme. Her kan imidlertid Discussionen let gaae ud i en tom Ordstrid, eftersom Begrebet om Nationalitet kan fattes videre eller snevrere. Vi kunne saaledes gjerne indrømme, at man endog kan tale om en skandinavisk Nationalitet og et dermed i Forbindelse staaende skandinavisk Sprog, hvoraf der i de tre Riger tales Dialekter ikke mere afvigende, end de bekjendte græske. Nu er der vistnok de, der ikke ville vide af noget snevrere Nationalitets-Begreb, der ansee alle Forskjelligheder for absolut uvæsentlige og conseqvent ville have de tre nordiske Riger sammensmeltede i een compact Statsmasse, blot maaskee med forskjellige Provindser. Men den Anskuelse der driver Eenheds-Tanken til en saadan Yderlighed, troe vi her at kunne forbigaae, da den vel nu maa ansees for saagodtsom fortrængt, og der desuden til dens fuldstændige Gjendrivelse vilde udfordres at gaae længere tilbage i Udviklingen af almindelige historiske Love og særegne Forholde, end Tid og Rum her ville tillade. I Almindelighed pleier man dog indrømme, at Norge er og bør være noget Selvstændigt for sig, lige overfor de øvrige nordiske Folk, at det har en virkelig Eiendommelighed, en Sjæl, der gjør det skikket til at danne en fuldstændig, i sig afrundet Stat, om man end finder det ønskeligt og naturligt at den slutter sig til et større Forbund. Endog naar det blot erkjendes, at det norske Folk med Føie danner en selvstændig Stat, saa ligger allerede deri, at det betragtes som et organisk Heelt og noget Mere end blot en Deel eller et Stykke af noget Større. Alting tyder saaledes paa, at først Norge, eller Sverige eller Danmark fremstille den virkelige concrete, udelelige (individuelle) Nationalitet, den levende Midte imellem det skandinaviske Norden paa den ene Side og f. Ex. Bergens eller Throndhjems Stift paa den anden Side, hvoraf ingen af Delene betegner det egentlige Folke-Individ. Men netop til Nationaliteten i denne fuldeste Bemerkelse, er det et Nationaltheater, efter den ovenfor givne Udvikling, maa slutte sig. Thi om man end kan tænke sig f. Ex. Literaturen udbredt over et større Felt, om Bøgerne med sit mere afblegede Skrivtsprog kunne og skulle vandre saa vidt, som de kunne forstaaes, saa er jo netop Theatret – der ialfald heller ikke kan vandre rundt – med sit fiint nuanceerede, levende, concrete Talesprog saa at sige udelukkende for Nationens egen Mund, Nationens i Ordets egentligste, snevreste Forstand. Thi den dramatiske Kunst er overhoved det Concreteste i Nationens kunstneriske Selvaabenbarelse.

Hvad nu det norske Sprog og dets Berettigelse til at nævnes og existere angaaer, da kan jeg her naturligviis ei indlade mig paa at drøfte Alt hvad derom i den senere Tid har været skrevet. Saameget mindre er jeg oplagt til nu at fordybe mig i denne Materie, som jeg tidligere har offentliggjort tvende Opsatser derom, nemlig i Rigstidenden 1850 No. 5, 6, og i den norske Tilskuer f. 1852 S. 507–518, Opsatser, der begge toge nærmest Hensyn til Theatret, og hvoraf idetmindste den sidste maaskee ikke var ganske uden videnskabelig Grundighed, og ialfald endnu i det Væsentlige staaer uigjendreven. Thi hvad f. Ex. Professor Munch senere udførlig har udviklet om Sprogets Historie, at nemlig det Sprog, der nu skrives og tales af Norges Dannede, i sin Oprindelse er dansk &c., det var allerede i hiin Tilskuer-Opsats fuldkommen anerkjendt; men det var tillige viist, at blotte historiske Grunde ikke ere tilstrækkelige til at afgjøre et Nutids-Spørgsmaal, der tildeels er af praktisk Natur og kan næsten siges at hænge ligesaa meget af Fremtiden og det Maal, man sætter sig, som af det Forbigangne. Fast alle levende Sprog ere oprindeligen kun Udartninger, Provincialismer &c. af noget Andet; og hvad Øieblik en saadan „Udartning“ forlader sit Afhængigheds-Forhold og fremstiller sig som noget for sig selv Gyldigt, beroer blot paa, om det Samfund, hvor den hører hjemme, besidder Selvstændighed og Aandskraft nok til at give den en eiendommelig Udvikling og et respectabelt Indhold. Fremdeles var i hiin Afhandling paapeget, at allerede Navnet „norsk Sprog“ er et Beviis paa Sagens indre, ideelle Gyldighed – dette Navn, der allerede har vundet en saadan Hævd og er saa dybt rodfæstet i Folkets nationale Bevidsthed, at det visselig hverken af Auctoritet eller af historiske Argumenter kan fortrænges.

Forresten er det klart, at netop den Omstændighed, at vi kun have et dansk Theater, bidrager ikke lidet til at forvirre Begreberne om norsk Sprog og om norsk Nationalitet overhoved, og dette er just en af de væsentligste Ulemper, det maa siges at stifte. Det er jo ovenfor viist, at baade Nationaliteten og Sproget i Almindelighed tiltrænge Theatret til sin fuldstændige Udvikling; men deraf følger da ligefrem, at saalænge den norske Nationalitet og Sprog endnu ikke har faaet sin adæqvate Aabenbarelse paa en norsk Scene, saa er der endnu noget virkelig Mangelfuldt ved dens Tilværelse; den er egentlig kun ufuldbaaren tilstede. Saa utroligt det kan klinge, og saa saarende det end kan være for vor Stolthed, saa maae vi dog bekjende, at den danske Skueplads i Norges Hovedstad virkelig bidrager til at holde den norske Nationalitet i en vis Bundenhed og Umyndighed, idet det hindrer den fra at beskue og nyde sig selv i sin fulde Eiendommelighed og Sandhed. Som man seer, er denne Tale om „Bundenhed“ her ingen tom, hadefuld Phrase, men en ligefrem Følge af en Begrebs-Udvikling, en Slutning, der med Nødvendighed vil fremgaae for Enhver, der ikke er blind for Theatrets nationale Betydning.

Nærmere sees det let, at hvad isærdeleshed Sproget angaaer, da kan det danske Theater ikke Andet end i høi Grad hindre dets naturlige Udvikling. For det Første kommer Sproget herved ikke til den rette Ære og Værdighed, idet det paa en Maade gjøres til noget Uvæsentligt, og Sprogfølelsen overhoved bliver sløvet, istedetfor at den paa Theatret netop skulde skjærpes og uddannes til at merke og vurdere Udtalens største Fiinheder. Men det er klart, at vi ikke kunne have et saa fiint Øre for de danske Lyd-Modificationer, der dog ere os oprindeligt fremmede. Hvad der i dansk Udtale virkelig er naturligt og ædelt og hvad der er skruet eller pøbelagtigt, kunne vi ikke saa skarpt adskille. Vi taale saaledes her paa Scenen Meget, som en dannet Dansk slet ikke vilde taale. Denne Vane, i sproglig Henseende at nedsluge Kameler, er idethele ingenlunde gunstig for Sprogsandsens Forfinelse og Forædling. Men er det saaledes endog et slet Dansk, vi paa Theatret ofte høre, saa er dette dog naturligviis et endnu slettere Norsk. Den danske Grundtone, der hist alligevel er det Væsentlige, sniger sig uformerkt ind i Øret, og idet den nu i vor Sjæl og paa vor Læbe ofte paa den bizarreste Maade blander sig med de Lyd, vi ere fortrolige med fra vor Barndom, og som falde vort Organ naturlige, danner sig et forunderligt Kaudervælsk, hvorom man med Sandhed kan sige at det er hverken det Ene eller det Andet. Endnu mere forvirret og usmagelig bliver Blandingen ved den medspillende Reflexion, der ogsaa netop ved det danske Theater finder Næring, den Fordom nemlig, at det danske er det egentlig rigtige Sprog, og den danske Udtale den Norm, hvorefter ogsaa vi saavidt mueligt skulle rette os. Heraf opstaaer hos Mange af vort fine Publicum en tvungen Peenheds-Bestræbelse, et formeligt Knoteri, der ikke alene i sig selv er yderst uskjønt, men endog lægger Sprogets videnskabelige Bearbeidelse Hindringer iveien, idet alle Forsøg paa at bestemme hvad der er isandhed eiendommeligt Norsk, synes at strande paa Instantser af dette Bastardsprog, der trodser alle Naturlove.

Hvad der gjælder om Sproget, gjælder for en stor Deel ogsaa om Sæder og Manerer, det hele forhen berørte mimiske Udtryk. I alt dette har ligeledes den norske Nation trods den langvarige danske Opdragelse, der endnu gjennem det danske Theater fortsættes, en eiendommelig og fra den danske endog temmelig sterkt afvigende Grundform. Herom tvivler igrunden Ingen, thi vi vide Alle, at det i Regelen slet ikke er vanskeligt at kjende vor danske Broder blot paa hans Fagter og Væsen, selv om vi ikke lægge Merke til Klangen af hans Tale, hvormed forresten hiint Væsen naturligviis staaer i en vis Overeensstemmelse. Det er imidlertid ikke let at udtrykke Forskjellen i Ord; man kunde maaskee sige, at ligesom den danske Udtale er jævnere, mere nivellerende (eller for at bruge et egte norsk Udtryk, mere sammalende), idet lange og korte Vocaler, haarde og bløde Consonanter mindre skarpt adskilles og tillige Rhythmusen og Betoningen nogenlunde beholder den samme Vegtløshed og lette Bevægelighed overalt: saaledes viser der sig ogsaa i hans Væsen mere Jævnhed, Rundhed og Lethed, en vis ufortrøden Indgaaen i alle Øieblikkets Ubetydeligheder, men ogsaa mindre sterk Reaction, mindre Rystelse og Pathos ved det Usædvanlige og Betydelige. Man kan maaskee ville ansee dette som Fortrin; men naar det kun erkjendes, at vi Nordmænd aldrig i den Grad kunne tilegne os disse Egenskaber, maae vi heller søge vore Fortrin i noget Andet. Det forekommer os nemlig ogsaa paa den anden Side, som der over vor danske Broders Væsen er idethele ud- bredt en vis Uro, en vis Stræben efter stedse at gaae ud af sig selv, ligesom et stændigt Spørgsmaal om hvad Indtryk han gjør; medens Nordmanden synes i sin Optræden sikrere, mere beroende paa sig selv, mere ligegyldig med hvorledes han bliver optagen. Dog, jeg indseer, at denne Skildring kan være udsat for megen Tvivl og Modsigelse; Sagen er ogsaa, at vor egen Nationaltypus ikke kan blive os selv ret klar førend gjennem den levende kunstneriske Fremstilling, der efterhaanden maatte udvikle sig paa et norskt Theater. Vi føle nok, der er en væsentlig Forskjel, men vi famle efter Udtrykket, de charakteristiske Momenter sprede sig og forvirres for vort Blik, saalænge vi ikke see dem grangiveligt samlede i et idealiseret Billede. Men ikke nok med, at den norske eiendommelige Mimik savner denne Gjenspeiling i en kunstnerisk forklaret Typus og den deri liggende Styrkelse og Forædling; det er let at indsee, at det danske Theater i denne Henseende endog maa have en positiv forstyrrende Indflydelse. Ogsaa her stilles os en fremmed Model for Øie, der mere eller mindre uvilkaarligt bliver efterlignet; herved opstaaer et usundt, affecteret Væsen, der gjør en yderst uharmonisk Virkning. Den Lethed og Veverhed, der klæder de Danske saa godt, fordi den er dem naturlig, bliver hos vore Modemennesker til et underligt forceret Vindspiller-Væsen, der fordi det ikke ret vil gaae sammen med Personligheden i dens Heelhed, let lader dennes øvrige Sider og dens enkelte mere naturlige Udbrud fremtræde som Raahed og Plumphed, istedetfor at de under en uforfalsket, gjennemført, med sig selv enig Optræden snarere vilde vise sig som Djervhed og Troskyldighed. Vi ere imidlertid her inde paa et saa uhaandgribeligt, mangfoldigt nuanceret Væsen, at Ord i Almindelighed ere for abstracte og let kunne falde for drøie og for sterkt betegnende; men Enhver, der har en noget finere Sands for disse slet ikke uvigtige Forholde, vil vistnok have bemerket, hvormeget vor Selskabstones Frihed og Naturlighed og den personlige Optrædens Harmoni og Skjønhed lide ved denne mere eller mindre bevidste Seen op til den danske Typus, der her viser sig for os i den sceniske Fremstillings Tryllebelysning.

I Forbindelse hermed staaer det, at Nationalfølelsen idethele forvirres, tildeels svækkes og tilbagetrænges. Nationalfølelsen kan være tilsyneladende sterk, om den end er abstract; den kan klamre sig med krampagtig Kraft til Fædrelandets og det Fædrelandskes blotte Navn; men den bliver dog huul og overfladisk, naar den ikke har en Fylde af Virkeligheder, som den kan omfatte, naar den ikke ligesom kan forgrene sig over alle Folkelivets væsentlige Momenter og Ytringer. Enhver Mangel i denne Henseende, enhver dunkel Plet i Nationalitetens Sollys maa naturligviis virke forstyrrende og lammende paa den Glæde og Begeistring, hvormed ellers enhver god Borger betragter sit Fædreneland. Det danske Theater er nu virkelig en saadan dunkel Plet, der betegner en Mangel, en Ufuldstændighed i Nationaliteten selv; idet nationalt Sprog og Sæder herved ikke alene ikke komme til den rette Hæder men endog positivt modvirkes, kommer man endog let i Vildrede med den norske Nationalitets Berettigelse og Selvtilstrækkelighed idethele. Hos de Danske nærer denne Omstændighed – trods deres venskabelige Sindelag og deres bevidste Bestræbelse for at komme os broderligt imøde – dog en hemmelig Utilbøielighed til at anerkjende den norske Eiendommeligheds væsentlige Betydning, og medens de naturligviis ikke kunne betvivle eller ville hindre vor politiske Selvstændighed, nære de dog gjerne en dem selv maaskee ubevidst Mistillid til vort Livs mere ideelle Ytringer, vor Literatur f. Ex., hvis Jævnbyrdighed de have vanskeligt for at erkjende, og ville gjerne ansee vore Bestræbelser for-ogsaa i denne Henseende at tilkjæmpe os en selvstændig Stilling blot som „norsk Norskhed“ og tomme Prætensioner. Heri kan man saameget mindre fortænke vore Brødre, som der ogsaa iblandt vore Egne, og det netop blandt vort Selskabs Elite, endnu findes Adskillige, der have lignende Fordomme om Norskhedens Tomhed eller ialfald underordnede Berettigelse og det hele danske Væsens Mønstergyldighed – Fordomme, der naturligt næres ved at Livets fineste Idealskikkelse endnu stadigt viser sig for os i dansk Form og dets paa een Gang ædleste og reelleste Bevægelser tolkes os af danske Læber. Ingen vurdere dette ringe!

At imidlertid denne det danske Theaters Indflydelse til den norske Nationalitets deelvise Fordunkling ikke er endnu større, end den virkelig er, bevirkes tildeels ved en anden Omstændighed, der endskjønt paa en Maade heldig, alligevel er et nyt Beviis paa det hele Forholds Unaturlighed, nemlig den, at dette Theater dog ikke har formaaet at blive synderlig populært og at dets ialfald umiddelbare Indflydelse saaledes har været indskrænket til en forholdsviis snever Kreds. Folket har dog havt en uvilkaarlig Følelse af, at Theatret ikke var Been af dets Been og Kjød af dets Kjød; det har været en Forudsætning, at Theatret egentlig kun var for den finere Verden, der ogsaa saagodtsom udelukkende har taget det i Besiddelse. Men uagtet man, som sagt, kan være glad over, at det usande Forhold saaledes tildeels opveier sin egen Skadevirkning ved at indskrænke dens Udbredelse, – hvilken alligevel middelbart og indirecte kan være stor nok – saa medfører dog denne Sagens Stilling sine sørgelige Følger. Thi foruden at derved Kløften mellem den dannede Classe og det lavere Folk bliver forstørret – begge Sider til Skade, saa maa Theatrets egen kunstneriske Frihed og Alsidighed lide ved at det saagodtsom udelukkende staaer i Vexelvirkning med en snever Kreds. En vis Eensidighed i Livsinteresser, en overveiende Reflexion og Kritik, en vis Kræsenhed, der endog kan gaae til Blaseerthed, vil lidt efter lidt gjøre sig gjældende og mere og mere bestemme Theatrets Præstationer, der da ogsaa ved mere og mere at rette sig efter disse Fordringer, end mere ville befordre Sneverheden og tilbagetrænge den umiddelbare Sands og et friskere, friere Livs Ytringer. Det er saaledes en Erfaring, som Mange have gjort, at der ikke let skal findes et kræsnere og koldere Theater-Publicum end vor gode Stads, et Publicum, der i Regelen aldrig er tilfreds uden med Mesterverker – eller ialfald hvad det anseer derfor. Den virkelige Interesse og Nydelse er saaledes ogsaa liden; Parterret drages ikke – som andensteds er Tilfældet – med ind i Handlingen og lader sig henrive af sympathetisk Følelse; det sidder ganske roligt udenfor og pudser sine kritiske Lorgnetter og betænker sig om det maaskee hist og her skal give et naadigt opmuntrende Bifald tilkjende. Paa den Maade kan der heller ikke udvikle sig nogen levende Anskuelse af Theatrets Vigtighed og alvorlige Betydning; dets Præstationer betragtes i Almindelighed med klarere eller dunklere Bevidsthed kun som temmelig ligegyldige Underholdninger, blot tjenlige til paa en passende Maade at udfylde en ledig Aften; og jeg er overbeviist om, at det ovenfor gjorte Forsøg paa at godtgjøre Theatrets Væsentlighed for Nationaliteten, af de Allerfleste vil blive betragtet som Phantasteri eller ørkesløse Tanke-Experimenter. Theatret er hos os netop „blot til Lyst“ – og ikke det engang; thi i hiin Kulde og kritiske Forsigtighed er isandhed kun lidet Lysteligt.

Selv for Theatrets Sædelighed – i høiere Forstand – kan man have Grund til at nære Bekymring netop fordi det er et fremmed. Vel har det herværende danske Theater hidtil i Almindelighed været bestyret af hæderlige Mænd, der omhyggelig have søgt at fjerne alt Usædeligt, og disse ere tillige imødekomne af et, som det synes, i denne Henseende meget fiintfølende og aarvaagent Publicum. Men dette maa for en stor Deel betragtes som et tilfældigt Held, der ikke har Noget med Theatrets Princip at bestille. Thi da Theatret mangler Rod i en egte folkelig Trang og saaledes ikke mødes og omfattes af Folkeaandens dybe Alvor, bliver det kun baaret deels af Forlystelses-Sygen, deels af et abstract Kunstliebhaberi – Motiver, der i sin inderste Grund ere usædelige. Den Anstændighed, der har vaaget over Theatrets Præstationer, har derfor ogsaa havt en udvortes doctrinær Charakteer, og har saaledes – som al ydre Observants – havt en Tendents til at forfalde til Snerperi og Pertentlighed, der er mere opmerksom paa Djervheder i det Enkelte end paa et skjult umoralsk Total-Indhold. Saaledes har f. Ex. Shakespeare og Holberg i Regelen været os for drøie og ialfald maattet finde sig i voldsomme Beklippelser. At en saadan Beskaffenhed ved Theatret ogsaa virker udad i Livet og paa Selskabstonen til at befordre lignende Snerperi, er efter det Foregaaende unødvendigt videre at udvikle.


III.

Under disse i saamange Henseender falske og endog fordærvelige Theater-Forholde maatte det vistnok betragtes som et Foretagende, der var lige saavel i Kunstens som i Fædrenelandets Interesse, at nogle Mænd for et Aars Tid siden oprettede en norsk dramatisk Skole i Christiania. Thi vil man engang have et National-Theater, da kan der neppe være nogen Tvivl om, at dette var den eneste rette Maade at gribe Tingen an paa. Man kan mene, at det danske Theater, vi have, efterhaanden skal omdannes til et norsk, derved at flere og flere Norskfødte optages i dets Personale. Herfor kunde vel en rigtig Tanke synes at ligge til Grund, da Lempelighed og gradviis Overgang i Almindelighed viser sig som det Hensigtsmæssigste ved Reformer. Imidlertid maa man erkjende, at de Forsøg, Theatrets Bestyrelse Tid efter anden virkelig har gjort i denne Retning hidtil have været uden klækkeligt Resultat, og at det med den hele Reform, der desuden synes at have været mere stødviis end stadig, ikke har havt nogen Art. Og dette ligger formeentlig i Sagens Natur, og vilde udentvivl med Lethed have kunnet forudsees; endskjønt jeg maa tilstaae, min ovenfor nævnte Opsats i Rigstidenden viser, at jeg dengang enten ikke har forudseet det, eller ialfald paa Grund af Omstændighederne, da hiin Udsigt endnu var den eneste, har fundet det rigtigst at holde alle mørke Anelser tilbage. Men Saameget maatte idetmindste være klart, at de norskfødte Subjecter, som uden en foregaaende hensigtsmæssig Forberedelse, paa een Gang skulde optræde som Skuespillere paa et dansk Theater, i flere Henseender kom i en høist uheldig Stilling. Thi det er dog ikke nogen saa aldeles smal Sag, selv med naturligt Talent, at blive en Kunstner, der skal kunne tilfredsstille selv et billigt Publicums Fordringer, hvor dette har Grund til at vente virkelig, fuldendt Kunst. En, der pludselig fra et ganske heterogent Liv føres ind paa Skuepladsen, er og bliver i lang Tid, med al naturlig Begavelse, en Fusker, der stikker saameget værre af, naar han optræder ved Siden af lutter routinerede Folk. Derfor maatte det ogsaa gaae, som det gik. Naar et saadant Phænomen var bebudet, da strømmede gjerne en heel Deel Studenter og andre Enthusiaster – jeg var selv ofte med – i patriotisk Ruus til Theatret for at hilse det fædrenelandske Haab; ja ogsaa hos det sædvanlige, ellers kjølige Theater-Publicum rørtes dog undertiden uvilkaarlig en patriotisk Streng, og den unge Landsmand eller Landsmandinde blev modtagen med en Forekommenhed og en Varme, der mindre, end man maaskee paa begge Sider indbildte sig, gjaldt den kunstneriske Dygtighed. Men denne patriotiske Begeistring, der mere beroede paa et Navn og en abstract Forestilling end paa en Virkelighed, kunde af Mangel paa Næring ikke holde ud i Længden; Enthusiasterne forsvandt igjen, og det faste Publicum rystede sin Svaghed af Ermet og kom igjen i sine gamle kritiske Folder. Saa fulgte – som det ogsaa overhoved synes at være en Lov for vort baade aandelige og physiske Klima – efter April-Varme en Mai-Kulde, der ødelagde den spæde Spire. Det var den almindelige Skjebne. Det kan ikke negtes, at af de norske Subjecter, som saaledes have været forsøgte, have de allerfleste idethele gjort et uheldigt Indtryk og ere sporløst forsvundne, hvis ikke En og Anden skulde være bleven stukken ind blandt Statisterne. Stedse maatte derfor Theater-Bestyrelsen være betænkt paa at skaffe sig sine væsentligste Kræfter fra Danmark, hvorfra deels kunde faaes Folk med foregaaende Skuespiller-Dannelse, deels ialfald Emner, der havde lettere for at blive hjemme og udvikle sig i en iforveien dansk Kunst-Anstalt. Ogsaa for de faae Norske, der skulde holde sig noget længere paa Skuepladsen, var det nemlig nødvendigt at de, saa godt det vilde gaae, dannede sig efter de Danske og efterlignede dansk Udtale og danske Manerer: Noget, der naturligviis ogsaa maatte gjøre sig selv hos Folk, som uden foregaaende Dannelse, uden klare Begreber og uden nogen paalidelig Støtte for sin Nationalitet skulde ikke alene virke sammen med lutter danske Kunstnere, men endogsaa under deres Ledelse og med deres Mønster stadigt for Øie indvies i Kunsten. Men under saadanne Omstændigheder var kun Lidet vundet ved deres norske Fødsel, naar man alligevel skulde høre dem tale og see dem skabe sig efter de Danske; ja denne Halvhed og Blanding – thi mere kunde det dog aldrig blive – maatte endog gjøre dobbelt ubehageligt Indtryk og især dette forkunstlede Sprog bidrage til end mere at forøge den babyloniske Forvirring. Man kan med Sandhed sige, at der aldrig høres et værre Sprog, end det, der i Regelen tales af vore norskfødte Skuespillere paa den danske Scene – et grueligt Bastard-Product af norsk Organ og dansk Mønster, desuden gjerne tilsat med Reminiscentser af udenadlærte Rollers stive Bogstavelighed. At man derfor i Længden finder sig bedre tjent med at høre nogenlunde reent Dansk, er ganske naturligt.

Ligesom et Theater overhoved forudsætter en Skole ved Siden, hvoraf det kan recrutere sig, saaledes maatte en saadan være dobbelt nødvendig her, hvor noget Nyt skulde danne sig. Thi her, hvor kunstnerisk Tradition og færdige Forbilleder mangle, kommer det saameget mere an paa, at Begynderen faaer en ordentlig, methodisk Forberedelse og ledes af moden Indsigt og faste Principer. Paa Skolens Plan og Indretning kan jeg forresten her ikke gaae nøiere ind. Kun er det i Almindelighed klart, at den stadig maa have saavel Kunsten som Nationaliteten for Øie; thi, som den foregaaende Udvikling har søgt at godtgjøre, ere disse Ting ikke stridige men forudsætte netop væsentlig hinanden. Aabenbart maa saaledes Skolen være udelukkende for Indfødte; thi det nationale Talesprog og Mimik er, som allerede bemerket, noget saa fiint, saa uendeligen nuanceret, at det hos en Udlænding aldrig vil kunne fremtræde i fuldt Liv og Frihed. Det nationale Grund-Element hos Eleven maa da Skolen sørge for vel at udvikle og forædle men ingenlunde at tilbagetrænge eller forkvakle. Forresten maa den bidrage, hvad den kan, til den Unges almindelige Uddannelse, til hans Legems Udvikling, som til hans Aands Vækkelse og Berigelse; fornemmelig maa den lægge an paa at vække og nære Følelsen for hvad der overhoved er skjønt og ædelt, og især styrke Bevidstheden om Kunstens høie Betydning, at den begyndende Skuespiller ikke skal betragte sig selv som en Leiesvend eller som et ørkesløst Legetøi. Hvad særskilte Kundskaber og Færdigheder angaaer, da danner naturligviis Sproget, Skuespilkunstens fornemste Middel, en Hovedgjenstand. Jo mindre man her har en anerkjendt Auctoritet at henvise til, desto mere forudsætter Underviisningen i dette Fag virkelig dyb Sagkyndighed, bygget paa grundige Studier af Sprogets Aand, dets Analogier og organiske Love. I denne Henseende er det et Held for Skolen at den deels har faaet en Sproglærer som Hr. Knudsen, der netop i Studier over det norske Sprog hører til de Første i vort Land, deels tæller en anden vel end mere udmerket Sprogmand, Hr. Lector Unger, blandt sine Bestyrere.

Om Beskaffenheden af det Sprog og den Udtale, der i Skolen bor lægges til Grund, indeholdt den omtalte Tilskuer-Opsats endeel Antydninger. Her vil jeg kun gjentage det almindelige Resultat, at det nemlig maa være det norske Sprog saadant som det tales af Nationens Dannede, saameget som mueligt opfattet i sin Reenhed og frigjort deels fra alle Provinds-Særegenheder deels fra alle andre Elementer, der skjønnes at ligge udenfor Sprogets organiske Udvikling og at være indkomne enten gjennem Uvane eller ved feilagtige Reflexioner og Doctriner. At man saaledes ikke kan betragte den danske Udtale som nogen Norm, falder af sig selv; meget mere maa man mere og mere see til at fjerne de ved Talen klæbende Elementer, der middelbart eller umiddelbart have sin Oprindelse fra en saadan falsk Anskuelse. Nu har man endog hørt Stemmer, der finde, at Theaterskolen netop ikke er norsk nok; den hele Indretning, mener man, er bygget paa Modsætningen mod det danske Væsen, derfor er det en Hovedsag at adskille sig saa skarpt som mueligt derfra og saaledes ogsaa at etablere et norsk Sprog saa afstikkende, som det lader sig opdrive, det vil da vel tilsidst sige et peperviksk eller kanskee et thelemarkisk. Men saa velmeent dette kan være, saa er det dog en daarlig Tale, en skjev Anvendelse af det i vore Dage saa ofte hørte Raab paa Radicalisme og en „bestemt og kraftig Optræden“ i Almindelighed. Thi i Politiken kan det maaskee – maaskee – være rigtigt stedse at slutte sig til sterkt udprægede Partier, da her paa en Maade Strid og Spending hører hjemme og man kan maaskee – maaskee – endog være nødt til at postulare iniqua, ut obtineantur æqua; men det Skjønne og Kunsten skulde netop hæve os over denne jordiske Krangel; til hiin høiere, renere Sphære skulde denne Tordenluft, denne elektriske Spending ikke naae. Kunsten er derfor i sin Sandhed aldrig polemisk, den fremhæver ikke Tingens Negation og ydre Begrændsning, men netop dens frie, positive Gehalt. I sin Behandling af Sproget maa den derfor være saa uanfegtet som mueligt af polemiske Hensyn; det er den ikke magtpaaliggende, at Sproget peger sig frem som noget Særeget og Afstikkende, den stoler paa Sprogets iboende organiske Kraft, der, naar dens Virken kun befries fra unaturlige Baand, nok vil frembringe en eiendommelig Skabning. Egentlig røber hiin forcerede Bestræbelse for det norske Sprogs Afgrændsning, for ligesom at forskandse det bag en ydre uoverstigelig Muur, en skjult Mistillid til dets virkelige selvstændige Liv, som om det var for svagt til at afgrændse sig selv. Derfor gjør den dramatiske Skole vistnok Ret i at gaae lindt tilverks og ikke at tilsigte grelle, haandgribelige Resultater; dens Sprogreform bestaaer medrette kun i, at den gjør sig ganske uafhængig af Dansken som Norm og vover at tage den dannede norske Tale saadan som den væsentlig er, idet den blot stræber at bringe denne til større og større organisk Conseqvents og Harmoni.

At nu det meest passende Sted for en saadan dramatisk Skole, som for et sig udviklende Nationaltheater, maa være Christiania, kan vel ikke underkastes nogen fornuftig Tvivl. Thi her er dog i alle Henseender Nationens Midtpunct, dens sensorium commune, der er bestemt til at opfange alle Livets Momenter og Bevægelser i Folkelegemets spredte Dele for at lade det herved vundne Totalbilled igjen gaae dannende og befrugtende ud til alle Sider. For et Theater er det saaledes specielt vigtigt blandt sit Publicum især at kunne tælle Studenterne, Kjernen af Nationens dannede Ungdom, i hvilken i meer end een Henseende Nationalitetens Fremtid er indsluttet. Vel kan man f. Ex. ikke negte Theatret i Bergen al muelig Paaskjønnelse; efter alle Aspecter har det havt en langt heldigere Fremgang i det Godes og Skjønnes Retning, end man i Begyndelsen almindeligviis spaaede det. Men det siger dog sig selv, at det paa Grund af sin afsondrede Beliggenhed ikke kan have den vidt forgrenede Virkning som man maatte ønske; ligesom vel ogsaa den sterkt farvede Provincialisme i den bergenske Udtale gjør det vanskeligt, at der et reent norskt Sprog kan uddanne sig.

Men skjønt saaledes den her oprettede dramatiske Skole synes at være bygget paa en rigtig Erkjendelse og at forene mange Betingelser for en heldig Bestaaen og Virksomhed: saa indsees dog let, at den maa have mange Vanskeligheder at bekjæmpe. Disse ligge forresten for en stor Deel saa nær, at de ikke behøve udførlig at udvikles. Jeg vil saaledes ikke dvæle ved de mangeslags Hindringer, der overhoved stille sig i Veien for ethvert nyt Foretagende især et saadant, om hvis Værd og Betydning Forestillingerne endnu ere saa dunkle; jeg vil kun pege paa Fordommens Magt og den Vane, Publicum er kommet i, der gjør det fremmed for det, det skulde være meest kjendt og fortroligt med; jeg vil lade som jeg ikke merker, at maaskee ogsaa ond Vilje har fra visse Kanter givet sig tilkjende, og jeg vil ialfald kun løselig berøre den hos en stor Deel af Publicum herskende Mangel paa Tro paa Nationalitetens og det nationale Theaters Idee. Alt dette kunde ikke være anderledes, og Nationaltheatret, naar det engang var der og fik Lov at bestaae og virke en Tid, vilde selv nok efterhaanden formindske disse skadelige Magter. Kun een Hindring vil jeg udhæve, som er væsentlig og haandgribelig: simpelt hen at Indretningen mangler et Fond, mangler Penge, at den i materiel Henseende udelukkende maa bære sig selv. Dette maa i mange Henseender virke lammende. Thi ikke alene er derved Indretningens blotte Bestaaen høist usikker og ingen Plan kan lægges for en noget længere Fremtid; man bliver derved ogsaa nødt til en langt større Sparsomhed i mange Henseender, end ønskeligt kunde være. Men endnu vigtigere er det, at Skolen er tvungen til altfor meget at spille for Penge. Deels maa man for at indsamle de fornødne Midler, spille offentlig oftere og mere, end det egentlig for Elevernes Studier kunde være ønskeligt; deels – og dette er endnu det Værste – er man i Heenseende til Stykkernes Valg og Besætning altfor meget afhængig af hvad der trækker Publicum. Det er vel godt, at en dramatisk Skoles Elever have Anledning til at træde offentlig frem; de skulle dog vænnes til at ansee Offentligheden for deres Hjem; det er ogsaa i sin Orden at de jævnlig gjøre Publicum Regnskab for sine Fremskridt, ligesom Publicums Deeltagelse i Indretningen derved skal næres og fremmes. Men man seer dog let, at altfor megen offentlig Fremtræden maa virke forstyrrende paa Studierne, friste til en vis Jilfærdighed og ligesom Kortaandethed, ligesom ogsaa sløve og udpidske Elevernes Interesse og Kraft. Af det unge Træ skal man ikke pine for mange Frugter. Men især maa det være klart, at de Stykker, der fortrinsviis kunde være hensigtsmæssige for Skolen at indstudere, just ikke ere de samme, som Publicum helst gider see. Og er det endog for et færdigt Theater væsentligt ikke at være altfor afhængigt af Publicum i dette Stykke, da nemlig Publicums Smag ikke altid foretrækker det i sig Bedste, saa er det naturligviis endnu vigtigere for en Skole, som deels ikke kan gjøre Regning paa ved Fremstillingens fuldendte Mesterlighed at beherske Publicums Smag, deels endog paa Grund af sin pædagogiske Bestemmelse bør tage andre end blot æsthetiske Hensyn. Hertil kommer den forstyrrende Indflydelse, det har paa Eleverne, saaledes at føle sig absolut i Publicums Magt, medens de endnu skulde nyde Skolens Beskyttelse og hellige Fred, og den falske Stilling de komme i til Instructøren, hvis Magt bliver lammet, idet han, for ikke at forspilde Publicums Gunst, er fristet, ja næsten nødt til at lade mangt et Ukrud voxe, som han ellers vilde skjære bort. Endog for en moden Skuespiller er Hensyn til Publicums Bifald en farlig Frister i Kamp med den æsthetiske Samvittighed; hvormeget farligere er ikke en saadan Collision for den Ubefæstede, der først skal ledes til et Standpunct og til en virkelig „æsthetisk Samvittighed“!

Overveier man dette, som jeg her har anseet det for tilstrækkeligt kort at antyde, vil man let finde, at der neppe kan tænkes nogen Indretning, for hvis Bestaaen og rolige, sunde Udvikling, det vilde være mere ønskeligt, at have egne, selvstændige Midler og ikke være saa aldeles overladt til Døgnpublicummets Discretion. Og dersom det nu ikke er aldeles falskt, hvad vi ovenfor have søgt at udvikle om Theatre s dybe nationale Betydning, et virkelig nationalt Theaters Nødvendighed som et Led i Nationalitetens Selvaabenbarelse og Udvikling, dets væsentlige Virksomhed til at nære Nationalfølelsen og især til Sprogets Uddannelse og Forædling: saa synes det, at Theaterskolen i høi Grad maatte egne sig til Understøttelse af offentlige Midler. Den norske Stat har – i Erkjendelsen af, at Mennesket lever ikke af Brød alene – stedse gjort og gjør fremdeles i Forhold til Landets Kræfter betydelige Offere for Videnskaben – det skal altid taknemmelig erkjendes, og vi haabe, disse Offere ikke skulle være spildte. Ogsaa Kunsterne have ikke været ganske uden offentlig Understøttelse og Opmuntring, idet deels Kunstnere have faaet Stipendier til Studiereiser, deels flere offentlige Bygverker have skaffet Architekter, Malere og Billedhuggere en lønnende Sysselsættelse. Kun den dramatiske Kunst har hidindtil været Stedbarn, og det skulde den dog ikke være, da den, som vi have søgt at vise, i endnu inderligere Forstand, end de øvrige Kunster, bør opfostres som Nationens egte Affødning. Nu kan det maaskee siges, at i en saa stor og rig By, som Christiania, bør et Theater væsentlig kunne bære sig selv – endskjønt man seer, at selv i Paris have de største Theatre en ikke ubetydelig subvention, der vistnok er gavnlig især til en renere Smags Opretholdelse; men netop med en norsk dramatisk Skole, der tilmed skal virke under saa mangfoldigt forvirrede Forholde, er det tydeligviis en ganske anden Sag.

Dog her er mit Hverv tilende. Et nærmere praktisk Forslag, eller en mere overtalende Fremstilling ligger udenfor mit Kald. Jeg har kun følt mig opfordret til at bidrage min Skjerv til at belyse de almindelige Synspuncter, som i denne Sag maae være de gjeldende, og jeg bar til den Ende anseet det for Umagen værdt at gaae tilbage til Betragtninger, der endog streife ind paa Videnskaben. Thi jeg betragter, for endnu engang at gjentage det, et Nationaltheater som en alvorlig Sag, der fuldvel fortjener saavel Videnskabsmandens som Politikerens Overveielse. Jeg har vistnok bestræbt mig for at være saa tydelig som mueligt. Men forsaavidt man skulde finde, at den givne Fremstilling dog maaskee ikke vil fuldkommen kunne forstaaes af saa Mange, som ønskeligt kunde være, maa jeg minde om det allerede Anførte, at det først er Kunsten selv og specielt den dramatiske Kunst, der kan gjøre disse Ideer fuldkommen anskuelige og isandhed populære. Og hos de Mange, der ventelig ville tilsidst faae med denne Sags Afgjørelse at bestille, vil det dog tilsidst komme mere an paa, om en med Kunsten beslægtet indre Anskuelse, en varm og kraftig Nationalfølelse lever i deres Barm, end paa at følge en bugtet Udvikling af Begreber og Grunde.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.