Om Selv-Undervisning og Almue-Bibliotheker
„Vær saa god og læs igjennem dette Stykke – jeg ønsker at høre Deres Mening derom“ – med disse Ord og pegende paa et enkelt Blad leverede jeg en Bog til en Bonde, som jeg var i Besøg hos. Det var i en af vore rigeste østlandske Bygder; Bonden, som var lidt over middels Alder, havde længe været og var fremdeles hædret med allehaande Tillidshverv i sin Kommune, og da jeg derhos selv havde lært ham at kjende som en velvillig og veltænkende Mand, saa havde jeg nu gjort en temmelig lang Omvei for at finde ham og samtale med ham og nyde godt af hans Erfaring og Kundskab om Folkets Kaar og Sæder der i Egnen. Jeg kan ogsaa føie til, at den Bog, jeg leverede ham, var en, som jeg selv havde skrevet, og som netop handlede om Folkelivet: om min Opfattelse og Fremstilling var rigtig, det vilde jeg nu atter og atter prøve ved at høre den bedømt af en saadan Folkets Mand. Nu ja, han tog Bogen og læste Stykket. Men han læste halv-høit, saaledes som Folk pleie, der kun have en halv Øvelse i at omgaaes med Bogstaver, og derved fik jeg lægge Mærke til, at det var temmelig smaat bevendt med hans Læsning: han havde aabenbar ondt for at samle Ordene til Meninger og fatte Grunden i det hele Stykke.
Fra nu af undrede jeg mig ikke saa meget, naar jeg hørte Husmandsfolk og Arbeidskarle læse paa den Maade, at der udtale enkelte Ord ganske galt og meningsløst og maa tage sin Tilflugt til Staving, naar det gjælder at komme ud af det med et længere Ord. I Husmandsstuer har jeg nemlig stundom brugt at tage en Bog ned af Hylden og sige til Manden i Huset: „Se der, læs mig et Stykke, at jeg kan høre, hvordan du er øvet i den Kunst.“ Ved saadanne Leiligheder have ogsaa enkelte sagt mig ganske fortrolig, at efter Konfirmationen have de ret lagt Bogen paa Hylden og næsten glemt bort det Lidet, de engang kunde. „Det skulde nok ikke være saa – men det er nu gaaet saa lel.“
Det er naturligvis endnu mere smaat med Skrive-Kunsten blandt Almuen. Ved Hjælp af kjendte Mænd har jeg stundom taget Tal paa samtlige Gaardbrugere i et Sogn og saa særskilt paa dem, som vare saa pas skrivekyndige, at de kunde „skrive Brev.“ Ved dette temmelig gjængse Udtryk har jeg da forstaaet dette: at kunne noget mere end klore sit Navn, saasom skrive en Regning eller et Bevis eller sætte sammen hvilketsomhelst Stykke paa en læselig og forstaaelig Maade, om end nok saa tarveligt. Saaledes fandt jeg i 1857, at i Soknedalen, Annex til Støren i Guldalen, skulde der af 137 Gaardbrugere være efter en Mands Opgave 53, efter en andens noget strængere Skjøn kun 39 skrivekyndige. I Melhus Sogn, ligeledes i Guldalen, skulde Antallet være kun 46 af 225, og det efter fælles Sjøn af tvende vel kjendte Mænd. I Rødven, Annex til Veø i Romsdals Provsti, hvor jeg var i 1856, gav Tællingen dette langt gunstigere Udfald, at af 51 Gaardbrugere kunde saa mange som 32 „skrive Brev,“ og paa 5 nær kunde desuden de andre skrive sit Navn og læse Skrift og tildeels selv optegne Et og Andet. – Dette, som sagt, inden Gaardbruger-Klassen; blandt Husmænd og Arbeidsfolk har jeg, som venteligt, fundet Skrivekunsten langt mindre øvet.
I den Bygd, hvor den førnævnte Bonde boede, spurgte jeg Præsten saa: „Mener De, at der er saa mange som ti Bønder i deres Præstegjæld, der ere saa pas skrivekyndige, at de kunne forfatte en Avis-Opsats, skrive den saa, at den uden videre kan leveres til Trykkeriet?“ Han betænkte sig en Stund og svarede: „Nei, ikke fem.“ I Nabo-Præstegjeldet, som ogsaa er en af vore anseeligste Bygder, gjorde jeg Præsten det samme Spørgsmaal og fik det samme Svar.
Og nu forstod jeg bedre, hvorfor saa mange selv af vore mere dannede Bønder have faa ondt for at læse: man faar ikke lettelig nogen ret Færdighed i at omgaaes med Andres Skrifter eller Bøger, naar man ikke selv kan haandtere Bogstaverne og fremsætte sin Mening paa denne kunstige Maade. Det gjælder om at blive inderlig fortrolig baade med Bogstavernes Tegn og med de særegne Ord og Vendinger, som nu engang ere blevne brugelige i Skrift og fremdeles maa bruges selv i den jevneste og reneste norske Stil, skjønt de sjelden eller aldrig høres i den daglige Tale; men denne Fortrolighed vindes ikke ved bare at læse eller, med andre Ord, ved at se paa, hvorledes Andre skrive, – der maa Selvvirksomhed til, idet man øver sig i at gjøre Kunsten efter eller at skrive selv. Det har sig hermed som med dette, at naar En vil blive en god Plogmand, saa maa han ikke alene se paa, hvorledes en Anden pløgjer, men maa selv tage Haand i og styre-Plogen, og det flittigt.
Jeg har ikke kunnet fordølge min Beklagelse over, at den boglige Dannelse endnu skal være saa mangelfuld i vort Land. Men ellers kan Tingen nok ogsaa opfattes paa en anden Maade, saaledes, at vi høilig maa glæde os over de Fremskridt, som dog unægtelig ere gjorte i de sidste Menneske-Aldere.
Kanske ville et Par Exempler i denne Retning fornøie Andre ligedan, som de have fornøiet mig.
I Dalsbygden, som er en Grænd af Os Sogn i Tolgen, aller øverst i Østerdalen, mod Grændsen af Røros, lever Kirkesanger og fordums Skolemester Jon Grue, og han er saa gammel, at da han den 29de Januar 1855 opsagde sit Ombud som Skolemester, saa var det netop 50-Aars-Dagen efter hans første Ansættelse (skjønt han i de første Aar ikke just var Skolemester her). Og hans Fader, som ogsaa hed Jon Grue, havde været først Skolemester og siden Kirkesanger paa samme Sted fra 1748 til 1806, da han opgav Bestillingen. Men efter Fortællinger af denne sin Fader og andre gamle Mænd samt efter andre sammensamlede Oplysninger har den nulevende Jon Grue skrevet en „Aarbog“ over Dalsbygdens Historie, og denne Aarbog indeholder mangfoldige Vidnesbyrd om Forskjel i Dannelse før og nu. En Prøve derpaa er følgende Uddrag:
1704 blev Nils Eriksen østre Moseng beskikket til Klokker i Os Annex; han kunde hverken skrive eller regne; ingen Kommunikant-Bog blev holdt; enhver blev antagen til Guds Bord utegnet og betalte til Kirkekassen 4 Skilling. Her var ikke Skoleholder; neppe blev der holdt Skole da, og slet ingen Komfirmation blev holdt for Børnene, men Ungdommen blev efter en ubetydelig Prøve af Præsten i deres Katechismus ved 18 eller 20 Aars Alder antagen til Guds Bord. – 1741. I dette Aar eller ved den Tid blev den for sin Sang bekjendte Ole Iversen Nysen paa Os-Gaard indsat og beskikket til Klokker i Os Kirke. Hans ualmindelig stærke Gave til at synge var saa stor, at man fra Gravbakken til Os-Gaard kunde høre hvert Ord, han sang. Hans Formand i Embedet var Lars Haakensen Os-Trøen, som nu afskedigedes. Hverken denne eller hin kunde regne eller skrive; der blev altsaa ikke holdt Kommunikant-Bog eller Ministerialbog; hvert Barn døbtes, og hvert Menneske gik til Alters uden nogensinde at antegnes af Klokkeren. Som en Følge heraf blev som oftest Børnenes Føde-Datum, ja endog Aarstal forglemt. Man gjættede sig da til sin Alder ved at maale den med indtrufne Begivenheder, f. Ex. Svensk-Vinteren[1], Frost-Aaret, Stor-Vinden, Storflod-Sommeren o. s. v. – 1758. I dette Aar døde Klokkeren Ole Nysen, og Haaken Tollefsen Sund blev hans Eftermand; men denne kunde heller ikke skrive, langt mindre vide noget i Regnekunsten. – 1768. I dette Aar blev Jon Grue (han, som allerede havde været Skolemester siden 1748) ansat som Klokker. Nu begyndte denne nye Klokker med Præsten Mandals Hjælp og Raadføring at indrette og holde ordentlige Skole-Journaler og Kommunikant-Bog i Sognet. Disse 2 Mænd, Præsten og Klokkeren, vare da meget enstemmige i alle Forretninger, vare alle Tider gode Venner og ligesom Brødre i alle Begivenheder; i Særdeleshed arbeidede de med fælles Hjælp paa at udrydde Uordener, Overtro og mange Laster, som Vankundigheden drager efter sig.
Det skulde blive langt at fortælle, om jeg gav mig til at opregne alt, hvad der siden den Tid er udrettet til Oplysningens Fremme i denne lille Bygd. Kun vover jeg at sige, at Folket her rimeligvis maa henregnes til de mest oplyste Bonde-Almuer i Landet, og at dette for en betydelig Del skyldes sine gamle og hæderværdige Skolemestere, Fader og Søn Jon Grue.
En Jevning af denne sidste, Aarbogens Forfatter, er Kirkesanger og fordums Skolemester Jon Sagen i det fornævnte Soknedalens Sogn, 74 Aar gammel, da jeg besøgte ham i 1857. Han kunde fortælle mig, at hans Fader i sin Ungdom havde kjendt 2 Mænd og en Gaardmands-Kone her i Sognet, som aldrig havde været boglærte, saasom dette ikke hørte til i hine gamle Dage. Videre fortalte han mig om den første Skolemester i Bygden, som Sagnet erindrer: han hed Ole Bræk, og hans Løn var saadan, at han skulde have noget Vist for hver Bog, som et Skolebarn havde læst ud, nemlig 4 Skilling for en Katechismus og 6 Skilling for en Forklaring. Læsningen var da vel derefter. Det antages dog, at dette var før den Tid, da der blev offentlig ansat Skolemester; det maa ogsaa have været temmelig længe siden; thi paa den Gaard Bræk, som han havde sit Navn af, levede nu i 1857 en ældgammel Føderaadsmand, og dennes Bedstefader og hin Ole vare Brødre. – Fremdeles, før Jon Sagens Tid var der Ingen her i Bygden, som af Regnekunsten kunde saa meget som Multiplikations-Tabellen; kun havde Enkelte en liden trykt Bog („Lat-Hund“ kaldte min Fortæller den i Skjæmt), hvor mange Ting stode udregnede. Og i hans første Skolemester-Tid var der foruden ham selv kun 4 Mænd, som kunde skrive. Men i Aarene omkring eller efter 1820 holdt han en Søndags-Skole for at føre nogle af sine haabefuldeste Elever et Stykke videre frem i Skrivning, Regning og Geografi. Denne Skole varede i 8 Aar, og han fik 8 Spd. i Præmie af Videnskabernes Selskab i Throndhjem; men sin bedste Glæde af Arbeidet har han nu i sin høie Alderdom ved at se Frugterne: blandt hans Elever paa Søndags-Skolen vare Arnt Bordal, Endre Bræk, Anders Solum og flere af Bygdens nuværende mest anseede Mænd, som stadigen have at styre med Formandskabets og andre Bygdens Anliggender.
Dog, for at finde Tegn og Mærker paa Folke-Oplysningens Fremgang behøve vi ikke just opsøge de graahærdede Oldinger og høre deres Beskrivelser over Tilstanden i gamle Dage. Netop i den sidste Mands-Alder er Bevægelsen aabenbart foregaaet raskere end før, og meget almindeligt kan man derfor finde kjendelig Forskjel i boglig Dannelse og aandelig Udvikling hos den ældre og yngre sammenlevende Slægt. Ja, selv af yngre Mænd, der nu sidde som Husfædre omkring paa Gaardene og Pladsene, har jeg ofte hørt levende Beklagelser over, at de i deres Ungdom ikke fik saa god Skole-Opdragelse som deres egne eller deres Naboers Børn nu for Tiden.
Men hermed vender jeg tilbage til den Betragtning af Tingene, som jeg først antydede: naar Sammenligning gjøres – ikke med ældre Tiders endnu tarveligere Dannelse, men med Nutidens stærkt forøgede Behov, saa maa det siges med Beklagelse, og mangfoldige af selve Vedkommende istemme det, at en stor Del af vore Almuers allerede voxne Slægt befinder sig paa et ganske lavt Trin af boglig Dannelse eller – for at sige det mere tydeligt – have en vel liden Øvelse i Læsning og Skrivning.
Som sagt, de Børn, som nu gaa i Skole, ville i Almindelighed blive førte noget videre frem, og den prisværdige Iver, som nu i disse Dage aabenbarer sig for Almue-Skolens yderligere Forbedring, giver Forventning om, at Børnenes Undervisning og Opdragelse fremdeles vil blive bedre og bedre. Men endda kan jeg ikke slaa mig til Ro hermed.
Jeg udbeder mig Opmærksomhed for følgende Sætninger: 1) Nu for Tiden er der Tusinder af Almue-Ungdom over 15 Aar eller over Skolealderen, for hvem det allerede vil være for sent, om Almueskolen forbedres idag eller imorgen; 2) om end de, der endnu ere Børn, faa en Skolegang, som nu for Tiden tykkes god, saa vil det dog om 20 Aar fra nu af befindes, at de som voxne Mænd og under de alt mere og mere udviklede Samfundsforholde tiltrænge en end mere fremskreden Dannelse, og 3) hvor godt Børen-Skolen end udstyres, saa vil den dog ikke kunne forandre den Omstændighed i selve Naturen, at i visse Maader er Alderen mellem 15 og 25 Aar bedre oplagt til at nemme boglig Lærdom end Barne-Alderen.
Alderen mellem 15 og 25 Aar er Selv-Undervisningens Tid. Og med Raad og Opmuntring skulde man fra alle Sider lægge an paa at faa Selv-Undervisning indført som staaende Skik. Unge Mennesker, hvis Stilling i Livet er saadan, at de ikke kunne besøge høiere Skoler ( Landbrugs-Skoler, Skolelærer-Seminarier, Styrmands-Skoler o. s. v.), skulde anvende en Del af sine Fritimer til planmæssig Selv-Undervisning, dels for al indhente, hvad der i Skole-Aarene monne være forsømt, dels og især for at gaa videre frem. Dette skulde høre til Dagens Orden.
Her stiller sig for min Erindring en Samtale i en Bonde-Familie paa Romerike. Ja, jeg mindes vel flere lignende; men denne gjorde især Indtryk paa mig. Jeg blev spurgt til Raads angaaende to 14–15-aarige Sønners Opdragelse. „Her ser De, hvorledes de gaa! De følge jo med paa Almue-Skolen; men de kunde lære mere, og vi ønskede selv saa inderlig at skaffe dem en bedre Skolegang – men hvorledes skulle vi gjøre det?“ Jeg kunde saa vel sætte mig ind i Forældrenes Bekymring, og vi drøftede Sagen paa det Omhyggeligste. Men – at holde en virkelig duelig Huslærer, det vilde falde for kostbart for den enkelte Familie; at skikke Gutterne til Christiania, det var foruden kostbart ogsaa betænkeligt af den Grund, at Opholdet i Byen saa let kunde vende deres Sind bort fra Landlivet, det de dog skulde opdrages for; at drive paa hos Skolekommissionen og Formandskabet for at faa en høiere Skole oprettet i Bygden, det kunde være rimeligt nok, saasom der ganske vist var en hel Del Familier her i Egnen, som befandt sig i samme Forlegenhed – men det var dog at forudse, at det vilde drage saa langt ud med Forhandlinger om Sagen, at disse to Gutter ikke vilde faa godt af Skolen, om den kom istand. Og dog var det for galt, at det skulde staa stille med deres Lærdom, indtil de kanske, skjønt meget uvist, i 18 Aars Alder kunde komme ind paa Landbrugs-Skolen. Saa maatte jeg slutte med at anbefale Selv-Undervisning.
End oftere har jeg anbefalet samme, naar jeg har havt Husmands-Sønner og Tjeneste-Gutter for mig. „Sig mig, du – kunde ikke du nok ogsaa have Lyst til at være med paa Landbrugs-Skolen?“ „Jo da!“ „Men du har ikke Leilighed til det. Men saa skal jeg give dig et Raad. Hør! Den Gaard, du tjener paa, skal du betragte som din Landbrugs-Skole: giv vel Agt paa din Husbondes Forklaringer, se vel efter, hvorledes de ældre Husmænd gjøre sit Arbeide, brug selv al Flid og Betænksomhed, naar da udretter, hvad du bliver befalet – paa den Maade skal du lære til Fuldkommenhed baade Pløgjing og Saaning og alt, hvad der hører til Gaardstell. Pas ogsaa Leiligheden til at være med i Smidien og øve dig i at bruge Hammer og Tang. Men derhos skal du ogsaa bruge nogle af dine Fritimer til Læsning og Skrivning, og holder du ved i nogle Aar med Taalmodighed (og der skal Taalmodighed til paa Landbrugsskolen ogsaa, og nogle af dine Tjener-Aar faar du betragte som dine Lære-Aar), saa kan jeg forsikre dig om, at du skal faa lære temmelig meget af de Videnskaber, som høre Landmanden til – for en god Bog er ogsaa en Læremester.“
Kanske jeg bedre end mange Andre har kunnet raade og formane unge Mennesker i denne Sag og gjøre det med god Samvittighed, formedelst den Omstændighed, at jeg selv i mine Barndoms-Aar, fra 12 til 14 Aars Alderen, drev temmelig meget paa at øve mig selv netop i Læsning og Skrivning. Naar jeg nu tænker tilbage paa hine Aar, saa kan jeg dog ikke andet end mene, at jeg vist skulde bragt det en Del videre, dersom en kyndig Mand havde givet mig et og andet Vink om, hvorledes jeg skulde tage Tingen. Og derfor vil jeg tro, at jeg kan gjøre en nyttig Gjerning naar jeg nu fremstiller en Plan for Selv-Undervisning, afpasset for den Almue-Ungdom, som paa almindelig Maade har gaaet Almue-Skolen igjennem og har beholdt noget af Lærelysten i sig.
Velan! Læsning først. Paa Skolen, min Gut, lærte du vist ikke at læse saaledes, som jeg forstaar det at kunne læse til Gavns; betragt det saa, som at du kun fik gjøre en Begyndelse, saa vidt at du nu kan øve dig selv og ved fortsat Flid gaa videre frem. Du maa blive saa fortrolig med Bogstaverne, at du lige saa let med Øinene fatter Meningen i en Bog, som du med Ørene fatter Meningen i den mundtlige Tale. Hertil udkræves lang og stadig Øvelse, og du maa altsaa læse meget mere, end du hidtil har gjort. Men ikke nok med at læse meget; du maa ogsaa læse vel: Øinene maa agte paa hver Bogstav og Tøddel, og Tanken maa agte paa Sammenhængen og Meningen af hvert Ord. Engang imellem bør du tage Bogen med dig og gaa hen paa et ensomt Sted og læse høit en Side eller to, for at prøve, om du virkelig kan læse ligesaa jevnt og ligefrem, som du ellers taler i dagligt Lag. Og ret ofte bør du, naar du har lagt Bogen bort, tænke over, hvad du nu sidst har læst, og prøve, om du kan gjentage det for dig selv. Og en Hoved-Regel med Selvundervisningen er denne: læs ikke i mange Bøger, men vælg dig enkelte, som skulle være dine Lærebøger! Jeg skal nævne dig en: siden du tænker at blive Landmand og altsaa skal have med Jord og Planter og Dyr at bestille, saa vil Berlins Naturlære være en fortræffelig Bog for dig. Den samme Bog kan dog ogsaa passe, om du skal blive Sømand eller Haandværker. Læs stadig i den, lidt om Senn, nogle Blade hver Uge. Og læs Bogen ud! – Allerede nu skal du have gjort et temmelig stort Fremskridt og lært meget, som du ikke før vidste af at sige; men du vil ogsaa have en Fornemmelse af, at der nok var Adskilligt i Bogen, som du ikke skjønnede saa ganske. Nu, saa læs Bogen en Gang til – fremdeles noget hver Uge, indtil du er færdig med den –, og Meget, som før faldt dig svært, skal du nu til din Glæde finde ganske let. Men endda vil det vel vise sig, at du ikke tilfulde kan erindre al Bogens Mangfoldighed; men saa skal du (det er rigtignok et Taalmodigheds-Arbeide; men det maa til) – saa skal du læse Bogen tredie Gang, fra Perm til Perm, uden at springe over Noget! Der er en særegen Vanskelighed ved Begynderens Selv-Undervisning, og den er saa meget slemmere, som han selv ikke let bliver opmærksom paa den: det er saa vanskeligt at skjelne mellem det, som man forstaar, og det, som man egentlig kun fatter halvt eller dunkelt; jeg veed vidst, at den, som følger mit Raad og læser Bogen tredie Gang, han skal ikke alene paa mange Steder føle en egen Glæde over, at nu gaar der et Lys op for ham, hvor det før var ham dunkelt, men han vil ogsaa hist og her komme til at forundre sig over, at Ting, som han før indbildte sig at skjønne, i Grunden ere uforstaaelige for ham endnu. Men saa er Regelen den: at sætte et Blyants-Mærke i Kanten af Bogen ved saadanne Steder og siden passe Leiligheden og spørge sig for hos Skolemesteren eller hvilken anden oplyst Mand man kan komme i Samtale med.
Paa samme Maade som denne Bog om Naturen vil jeg ogsaa anbefale to Bøger, som handle om Menneskene paa Jorden og i Fædrelandet, nemlig den Jordbeskrivelse af Daa og den Norges Historie af Petersen, som jeg kortelig omtalte i „Folkevennen“ for ifjor, Side 175[2], to smaa, billige, letfattelige, men alligevel særdeles lærerige Bøger. Ved Læsningen af disse skulde du rigtignok ogsaa have ved Haanden et af de Godtkjøbs-Atlasser, som nu udgives for en usædvanlig billig Penge, Prahls eller Schwenzens. Jeg siger atter her: alle gode Ting er Tre – læs disse Bøger tre Gange med bedre og bedre Eftertanke for hver Gang, og se flittig efter paa Atlassets Kaarter!
Dette om Læsningen; nu om Skrivningen. Denne maa gaa Haand i Haand med hin. Du har vel lært at skrive Bogstaverne? kan vel ogsaa skrive Sammenskrift? Nu, saa maa du sy sammen en 10–12 Ark Papir til en Skriverbog og have Pen og Blækhus i Orden paa et bestemt Sted, saa du altid kan finde alle de Sager, du behøver Du kan maaske ikke selv skjære Pen? Jeg erindrer vel, hvilken slem Omstændighed dette var for mig i min Barndom; jeg maatte ofte gaa lange Veie for at finde en Mand, som kunde skjære Pennen for mig til mine Øvelser. Men saa er det heldigt, at man nu har fundet paa at gjøre Staal-Penne, og dem kan enhver Gut skaffe sig et Dusin af, og det af bedste Sort. Nu siger jeg: en Stund hver Uge skal du lægge en Bog for dig og skrive et Stykke efter den, Ord for Ord og Sætning for Sætning. I Begyndelsen vil det kanske gaa smaat; thi naar du har læst et Ord i den trykte Bog og saa fæster Øiet paa Skriverbogen og begynder at skrive Ordet, da maa du vel stundom betænke dig paa, hvordan det skal staves, hvilke Bogstaver der hører til, og hvorledes de skulle følge efter hinanden. Men naar du mærker saadan Vanskelighed, saa skjønner du, at du netop trænger til denne Øvelse. Skriv forsigtigt, saa du er ganske vis paa, at da ikke skriver et eneste Bogstav feil og ikke glemmer saa meget som en Prik over i eller Tøddel over u. Skilletegn og store Bogstaver maa du naturligvis ogsaa passe paa. Efter en Maaneds Forløb vil du vist allerede mærke, at det gaar lettere og fortere; men væn dig for al Ting ikke til at skrive slusket. Nu og da kan du vise Skolemesteren din Skrift; men han maa ikke finde en eneste Feil! Skriv efter Berlins Naturlære, som du netop holder paa at læse, og skriv Side efter Side! Naar den første Skriverbog er udskreven, saa gjør du en ny; men kast ikke bort den gamle, at du tilsidst kan lægge den ved Siden af din mere øvede Skrift og se, hvad Fremskridt du har gjort. Jeg selv har endnu hele Bøger,som jeg skrev, da jeg holdt paa med dette Slags Øvelser, og det morer mig stundom at se dem, skjønt jeg maa beklage, at der Ingen var, som kunde give mig det Raad, som jeg nu har fremsat her: endelig at skrive nøiagtigt eller agte paa hver Tøddel og Streg. – Du spørger mig, hvor længe du vel skal holde paa hermed eller hvor meget du skal skrive? Jeg svarer: 100 Sider af Berlins Naturlære. Fat kun Mod og vis en Smule Stadighed, og du skal nok finde, at denne Opgave ikke er saa forskrækkelig, som du kanske tænker dig i Førstningen. – Denne Øvelse kalder jeg: at skrive efter Bog bogstavret; men naar samme Øvelse er dreven saa langt som sagt, saa skal du fortsætte paa en anden Maade og skrive efter Bog frit: du skal gjennemlæse et Kapitel af Naturlæren, derpaa lægge Bogen bort og saa skrive Indholdet af samme Kapitel uden at se videre efter i Bogen, altsaa efter Hukommelsen; her forlanges naturligvis ikke, at du skal skrive Ord til andet, som Bogen har det; du maa frit bruge dine egne Ord og Vendinger, kun at du faar paa Papiret den hele Mening af det, som du nys lærte af Bogen. Gaar det ikke for dig med dette, saa er der ikke andet Raad, end at du maa skrive et halvt Hundrede Sider til paa den første Maade og derunder med forstærket Eftertanke lægge Mærke ikke alene til Ordenes Retskrivning, men især til Stile-Maaden; læg Mærke til, hvorledes man bruger saadanne Smaa-Ord: som, der, hvilken, hvo; en, et, den, det, hin, hint; saasom, efterdi, da, førend, medens, paa samme Tid som; agt fremdeles nøie paa Sammensætninger med de Ord: har, havde, er, var, bliver, blev, skal, skulde, vil, vilde. Har du da, som sagt, skrevet et halvt Hundrede Sider til paa denne letteste Maade eller bogstavret, saa mener jeg, det skal gaa bedre for dig, naar du atter forsøger det paa den vanskeligere Maade, som jeg nys talte om: at skrive Indholdet af de følgende Kapitler frit eller udenad. Ved denne Øvelse lægger du i Begyndelsen an paa at nedskrive Kapitlets Indhold saa fuldstændigt som muligt; men siden kan du lidt efter lidt forkorte Arbeidet, idet du med Forsæt udelader det, som er mindre vigtigt, og kun nedskriver Hoved-Indholdet af Kapitlet. Dette kalder man: at gjøre Uddrag. Efterhaanden som du faar større Øvelse, vil du kunne gjøre uddraget kortere og kortere; men dette bør du da ogsaa fortsætte med lige til Bogens Slutning. Endelig hør du ogsaa skrive ligedanne Uddrag af de to andre Bøger, som jeg nylig nævnte, Geographien og Fædrelands-Historien. Ved denne Skrivning vil du ikke alene faa Øvelse i selv at forfatte Breve og andre Stykker; men du vil komme til at indprente dig Bøgernes mange Lærdomme, saa de staa spigerfaste i din Hukommelse, og – hvad jeg holder for end vigtigere – du vil have vænnet dig til at prøve ved dig selv, om du virkelig har forstaaet hvert Stykke rigtig eller ei og opfattet Sammenhængen i det Hele. Thi uden rigtig Forstand paa Tingene vil du nok ikke kunne skrive om dem. Kort sagt: naar du paa denne Maade har arbeidet med disse tre Bøger, vil du have opnaaet, hvad man kalder: at tilegne sig Bøgernes Indhold; du vil overskue det Hele fra Begyndelsen til Enden, du vil magte Bøgernes Forklaringer og Tanker, saa du nu selv kan tænke videre og dømme om Tingene; Bogens Lærdom vil blive ligesom en Del af din egen Forstand, og denne vil voxe derved.
Saaledes at kunne tilegne sig en Bog, det er netop Læsekunstens høieste Spidse. Og der ligger stor Magt paa, at du med selv-virksom Flid i din modnere Alder har øvet og provet dine Kræfter paa nogle faa Bøger. Følgen skal være, at du siden med godt Mod skal kunne kunne tage fat paa hvilkensomhelst Bog, der ikke netop er skreven vare for de faa egentlige Videnskabs-Dyrkere, og jeg mener, at du skal kunne læse og tilegne dig den med større Lethed og altsaa med større Fornøielse og Nytte end du før drømte om.
Dette er da den Plan for Selv-Undervisning i Læsning og Skrivning, som jeg efter bedste Skjøn har opgjort for den modnere Almue-Ungdom. Planen maa ikke forekomme afskrækkende. Det er sandt: jeg kræver Taalmodighed og Udholdenhed; men det er dog slet ikke min Mening, at Ungdommen skulde pine sig heller. Jeg tænker paa Alderen mellem 15 og 20 Aar og forlanger kun en Del af disse Aars Fritimer. Jeg mener, at selv Husmands-Sønnen, som maa tjene paa Bondens Gaard, skal kunne komme vel til Ende med den hele Plan i disse Aar. Er Tjeneste-Gutten allerede 18 Aar, før han begynder paa Arbeidet, saa faar han vel fortsætte dermed noget ud over 20 Aars Alderen. Omvendt, dersom det er en noget velstaaende Gaardmands-Søn, som lever hjemme hos Faderen og har mere Tid tilovers, saa bør han være færdig med den fremsatte Plan fra det 15de til det 18de Aar, og for ham kunde der da fremsættes en videre gaaende Plan for Selv-Undervisning i Regning og Tegning samt særskilt i Landbrugs-Videnskaberne.
Jeg skulde ellers ønske, at jeg kjendte en Del Exempler paa, at unge Mennesker allerede havde arbeidet efter en saadan Plan, saa jeg med nogenlunde Sikkerhed kunde sige: Saa meget bør du blive færdig med i det første Aar, saa meget i det andet o. s. v. Imidlertid tilføier jeg, at det skulde være vel, om Skolelærere eller Andre, som monne have gjort Erfaringer herom, vilde meddele samme til Opmuntring og Veiledning for Andre.
Jeg er dog ikke blind for, at de unge Menneskers Drift til Selv-Undervisning kan trænge til at støttes. Og jeg har tænkt mig en Maade, hvorpaa dette kunde ske. Er der en Bonde, som ønsker, at hans Søn skal drive paa med dette Arbeide, saa var det vel, om han kunde faa aftalt med den dueligste Skolelærer i Bygden eller med Præsten eller nogen anden dannet Mand, at Gutten skulde komme hen en Gang hver 14de Dag eller hver Maaned for at faa et Par Timers Retledning. Fremdeles, Søndags-Skoler (hellere dog: Aften-Skoler paa andre Dage i Ugen) burde være indrettede saa, at de væsentlig skulde give Veiledning til Selv-Undervisning, og her burde ogsaa Tjeneste-Gutten være med. Saadanne Skoler skulde jeg derfor ønske at se i hver Bygd, og forsigtigst var det kanske at indrette dem saa, at Deltagerne mødte ikke hver Uge, men kun 2 eller endog kun 1 Gang om Maaneden. Mange Skolelærere have allerede med Opoffrelser faaet saadanne Skoler i Stand og holdt dem i Gang i Aarevis, og der maa fremdeles regnes paa deres Bistand; men det er dog ikke min Mening at udstede noget Opraab til dem om yderligere Opoffrelser i denne Retning; Skolelærernes Kaar ere saadanne, at man heller maa søge at skaffe dem Lettelser end at lægge nye Byrder paa dem; men jeg siger dette, at Bygdens Mænd kunde gjøre en god Gjerning ved at yde Penge-Tilskud, saa der kunde loves en passende Løn for duelige Lærere, som vilde paatage sig Arbeidet. Kom dette først i Gang, saa Søndags- eller Aften-Skolen blev en halv offentlig Skole, saa vilde det falde naturligt, at der ved hvert Aars Udgang blev holdt et Slags Examen; derved vilde Læreren faa viist, hvorledes han har arbeidet for at gjøre Fyldest for sin Løn, og derved vilde fremdeles Lærelysten og den ærekjære Iver hos Eleverne faa en gavnlig Spore. Men saaledes vilde man nærme sig til det Maal: at faa planmæssig Selv-Undervisning indført som staaende Skik blandt den modnere Ungdom.
Nu, da jeg først har talt for Selv-Undervisningens Alvor og Grundighed, kan jeg mere trøstig gaa over til at anbefale – naturligviis især for ældre Folk – en friere og mere udbredt Læsning af flere Bøger af blandet Indhold, saadan som de bør findes i Almue-Bibliotheker.
At have Almue-Bibliotheker er allerede blevet en meget udbredt og fast Skik. Man finder dem i alle Egne af Landet, i Finmarken, paa Jæderen, i Smaalenene o s. v., i fattige Bygder som Røldal, i rigere Egne som Gausdal, og i det Hele taget vistnok i de fleste Præstegjelde, i Byer som i Bygder. Der kunde skrives en hel Historie om, hvorledes Skikken er opkommet og har udbredt sig; den samme Historie skulde sikkert give mangt et vakkert Vidnesbyrd baade om den Flid og om det Held, hvormed der i de sidste Menneske-Aldere har været arbeidet til Folke-Oplysningens Fremme. Men med Hensyn til Fortiden maa jeg her indskrænke mig til dette: Virksomheden for Almue-Bibliotheker har nok især tiltaget jevnt i de sidste 10 Aar, og det formedelst den Opmuntring, som er ydet ved Penge-Tilskud af det Offentlige. Dermed har ogsaa Sagen paa de fleste Steder taget saadan Gang: de private Foreninger (Læse- eller Sogne-Selskaber), som før havde Bog-Samlinger for sine Medlemmer, have gjerne overdraget dem til Kommunerne, eller disse have oprettet Almue-Bibliotheker af Nyt, og til disse nu offentlige Bibliotheker er der ydet Tilskud dels af Kommune-Kassen, dels af det Beløb, som til dette Brug har været bevilget af Stats-Kassen, og Sognepræsten tilligemed et Par Medlemmer af Stedets Formandskab danne Bibliothekets Bestyrelse, vælge de Bøger, som skulle kjøbes o. s. v. Dette Sidste er nemlig en af Betingelserne for at kunne faa Bidrag af Stats-Kassen.
Sagen er altsaa kommen i god Gang. Men just derfor synes det mig værd at overveie, om den ogsaa er kommen i den bedste Gang.
Paa mine Reiser omkring i Land-Distrikterne har jeg stundom foreslaaet for Folk at danne en Bog-Forening for sig selv eller en Bog-Samling for Grænden eller et vist mindre Strøg af Bygden, f. Ex. et Skole-Distrikt. Ja, saadant Forslag har jeg endogsaa gjort i Bygder, hvor jeg vidste, at der allerede var Almue-Bibliothek. Aarsagen var naturligvis, at jeg fandt Almue-Bibliotheket lidet benyttet. Aarsagen hertil igjen kan være forskjellig. En Ting er den, at Afstanden fra Bibliotheket kan være vel stor, saa det falder ubekvemt at faa laant eller byttet en Bog; men en anden Ting, som kanske er vigtigere, er den, at Smaa-Bønder og Husmænd og Tjenestekarle og lignende Folk ofte føle sig at staa i en saa stor Afstand fra den Klasse af Bygdemænd, som stelle med Kommunens Bibliothek, at om de end faa høre om dette, saa tænke de ikke videre over, at det er til for deres Skyld ogsaa. En saadan Stemning mener jeg man oftere kan finde i Egne, hvor der er en talrig Arbeids-Klasse. Men her mente jeg, det skulde være vel at faa oprettet private Bogforeninger, for en mindre Kreds af Naboer og Kjendinger; Stifteren eller Forstanderen kunde da passe Leiligheden og godsnakke med hver enkelt Mand eller Karl og overtale ham til at være med; tør ogsaa være, at den, som først havde bekvemmet sig til at yde de bestemte Skillinger til dette fælles Værk, just derfor vilde prøve og nytte Bogsamlingen, for dog at nyde Ret for sit Udlæg. Vistnok kunne slige smaa Bogforeninger ikke samle sig mange Bøger; men den Del af Befolkningen, som her tænkes paa, har jo alligevel ikke stor Tid tilovers til Læsning, og det gjælder derfor ikke saameget om at faa mange Bøger læste, men mere om at faa mange Læsere til Bøgerne. – Jeg har, som sagt, oftere søgt at faa de læselystne Folk af den rette menige Almue samlet i saadanne smaa Samfund. Dels har jeg personlig opsøgt de Folk, som der kunde være Tale om som Medlemmer, og som Stifter eller Ophavsmand har jeg gjerne faaet Myndighed til paa korteste Maade at indsætte Foreningens Bestyrelse og foreskrive dens Love m. v.; dels har jeg indskrænket mig til at anbefale Sagen for Skolemesteren eller andre mere øvede Mænd og faaet deres Løfte om, at de skulde forsøge at faa Foreningen stiftet. Jeg har gjerne tilraadet at begynde ganske smaat, og uden mange Ophævelser med Møder o. s. v.; naar fem eller ti Mænd i et Nabolag vare enige, saa kunde Sagen sættes i Gang, og Naboerne kunde slutte sig til siden. – Hine saakaldte Love anfører jeg her til mulig Veiledning for Andre:
Love for Bog-Foreningen i N. N. Skole-Distrikt.
§ 1. Hver den, som lægger 24 ß for Aaret, er Medlem af Foreningen og kan faa Bøger til Laans. § 2. Det overdrages til Bestyrelsen at vælge Bøger, besørge dem indkjøbte, bestemme Udlaanings-Tiden m. m. Bestyrelsen kan bestaa af en Formand, en Bibliothekar og en Kasserer. § 3. En Gang hvert Aar indbydes alle Medlemmer til et Møde; Bestyrelsen fremlægger her sine Regnskaber og de førte Fortegnelser over indkjøbte og udlaante Bøger m. m., og derefter vælges Bestyrelse for det kommende Aar. § 4. Bogsamlingen maa aldrig opløses. Hvis Medlemmernes Antal nogensinde bliver mindre end 5, saa skal Bestyrelsen anmode Bygdens Formandskab eller Skolekommission om at tage Bøgerne i Forvaring, indtil der danner sig en ny Forening i Distriktet med samme Grundregel som i nærværende. § 4. § 5. For hver 10 betalende Medlemmer kan Bestyrelsen tilstede en Friplads.[3]
Dette er, som sagt, de Bog-Foreninger, som jeg saa smaat har søgt at faa oprettet. Men mulig skal det faa mere Fremgang med et noget andet Slags Bogsamlinger, som der hist og her er gjort Begyndelse med af Andre i den allersidste Tid: det er de saakaldte Skole-Bibliotheker, ligeledes indrettede for Skole-Distrikter, men, som Navnet antyder, nærmest for Skolebørnenes Behov. Dette er nu ikke saa ganske efter mit Begreb om Bogsamlinger i Bygderne; jeg synes, de mest skulde være for den voxne Befolkning. Men saa er der dend Fordel ved Skole-Bibliothekerne, at de have sine Talsmænd og selvskrevne Formænd i Skolelærerne, som bedst kunne virke for at faa saadanne Ting fremmede, og derhos synes jeg allerede efter enkelte Exempler at forstaa., at Skole-Bibliothekerne lidt efter lidt og ganske af sig selv blive aabnede til Brug ogsaa for den voxne Befolkning, af hvem de jo maa vente de fornødne Penge-Tilskud; Det kommer overhoved ikke saa meget an paa, hvad Tingen kaldes eller hvorledes den kommer istand, kun at den virkelig kommer istand og bestaar og gjør Nytte.
Netop i disse Dage har jeg faaet Brev om denne Sag fra en dygtig Skolemester, i en vestlandsk Egn. Næst nogle Yttringer om, at gjennem Børnene kan man stundom opnaa at bringe Forældre og ældre Sødskende omkring paa Gaardene og Pladsene til at tænke over og læse om Et og Andet, som fører ud over Hverdagslivets Ensformighed, taler han om, at det dog ogsaa gjælder om at hjælpe selve Børnene til noget mere Dannelse end den, der kan vindes i de faa Skoletimer. „Om os Skolelærere gjælder det vel, at Et er det, om vi kunne lære Ungdommen Adskilligt, bibringe eller meddele den Kundskab, et Andet og ulige Vigtigere og Vanskeligere er det, om vi forstaa at aande paa den eller give dens Aandsliv en høiere Retning og Stræben, saaledes, at den længes efter Kundskab som Blomsten efter Dug-Draaben. Da er det, at Skolebarnet spørger efter Bøger, og naar det er kommet saa vidt, saa er det rigtig harmeligt, at man ikke skal have en god Bog at række det. For omtrent 4 Aar siden gjorde jeg mine Skolebørn det Forslag at lægge 2 Skilling hver, saa vilde vi kjøbe et Par nyttige og gode Bøger, som de skulde faa laane med sig hjem. Hertil vare de meget villige, og for de indkomne Penge kjøbte jeg 1 Explr. af Jensens Læsebog og et Do. af 2den Del af Knutzens Læsebog. Saa forærede jeg 2de Aargange af „Menigmands Ven,“ og Præsten forærede os 1ste Aargang af Folkevennen med Tillægs-Heftet om Korstogene af Brun; en Stund efter forærede Skolekammissionen os 1 Expl. af „Sange og Rim“ og 5 Expl. af Berlins Naturlære, og i Vinter 1 Expl af Siegwart Petersens Norges-Historie. Disse 13 Bøger have bestandig været i Brug, og Børnene kappedes om at faa laane dem; men dette har været alt for faa. Nu til Jul sidstleden saa det ret slemt ud. Da jeg sluttede om Lørdags-Aften, vilde alle Skolebørnene, omtrent 40, have en god, morsom Bog til Helgen; men uagtet jeg ogsaa laante ud af min egen lille Bogsamling, blev det dog aldeles for lidet, og omtrent Halvparten maatte gaa, og det med Graad, over at de ingen Bog fik til Jul. Dette gjorde mig saa ondt, at jeg næsten svor med mig selv, at saaledes skulde dette ikke gaa oftere. At Børn græde for at de ikke kunne faa laane sig Bøger, paa samme Tid som Bogladerne staa fulde af Bøger, paa samme Tid som mange Tusinde af den voxne Befolkning ikke ville læse, paa samme Tid som Børnenes Forældre i Regelen leve i gode Kaar – dette fandt jeg var for galt. Ved en liden Bibel-Læsning sidstleden Søndag, hvor mange af Forældrene og den voxne Ungdom var tilstede, omtalte jeg dette og fortalte tillige om, hvad der i Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, i det sidste Aarsmøde, var talt om disse Ting. Sagen blev modtagen med meget Bifald, og da jeg selv tegnede mig for en Ort og forærede 3 Bøger, blev det almindeligt, at de fleste i Foreningen tegnede sig for 24 ß, 12, 8, 6 ß; endog enkelte af den ældre Ungdom tegnede sig“.
Jeg har meddelt dette Brev, for at mine Læsere kunde faa et anskueligt Exempel paa, hvorledes der virkes omkring i Landet for at vække og nære Læse-Lysten. Ja, jeg faar fortælle et Exempel til: Læseren vil erindre Dalsbygden, hvor vi ovenfor saa at det for 100 Aar siden var saa smaat bevendt med boglig Dannelse; Skolemester her er er nu en Søn af hin Jubel-Olding, som i 1855 opgav Skole-Bestillingen, og han skriver saa: „Den 18de d. M. (Januar 1859) havde vi et Møde i Skolen. Jeg fremsatte da Forslag om et Børne-Bibliothek i Forbindelse med Skolen og fik af de Tilstedeværende tegnet Bidrag til et Beløb af 5 Spd. Søndagen efter, da Bibellæsningen var til Ende, bragte jeg atter Sagen paa Bane, og fik ogsaa da Noget, saa jeg nu har Spd. Og endnu er der nogle Mænd, som jeg ikke har talt med, men som jeg nok tror vil yde sin Skjærv.“
Det gaar, det gaar! Naar man, saaledes som tilfældigvis jeg i denne Tid, har havt Anledning til at se en hel Del saadanne Beretninger, fra de forskjelligste Bygdelag, saa kan man nok glædes i Haabet om, at det gaar godt med Oplysningens Sag i vort Land.
Men foruden dette, at Bog-Samlinger under visse Forholde bør være indrettede for mindre Kredse end et Sogn eller et Præstegjeld, saa tør det nok ogsaa stundom vise sig, at der, om Deltagelsen skal blive almindelig, maa være noget større Frihed i Bestyrelsen af dette lille Anliggende, end Tilfældet nu er med Kommunernes Almue-Bibliotheker. Man se et Exempel!
Efter mange Opmuntringer og Overtalelser havde en Skolemester faaet en Del af sine Bygdemænd til at skyde sammen en Sum og love noget Vist for Aaret, for at de ogsaa kunde saa sig en Bogsamling, og derefter indsendte han et Andragende om Bidrag af det før omtalte offentlige Fond. Men Andragendet kom tilbage med den Besked, at først maatte de af det Offentlige fastsatte Betingelser vedtages, navnlig hvad Bibliothekets Bestyrelse angik. Deltagerne havde forestillet sig, at de selv skulde vælge en Bestyrelse, og at denne ved Valget af Bøger skulde saavidt muligt rette sig efter Vedkommendes Ønske; men ifølge hine Betingelser skulde Bestyrelsen, som før omtalt, bestaa af Sognepræsten og 2 af Formandskabets Medlemmer, og disse skulde raade over Bøgernes Valg. „Nu er Spørgsmaalet – saa skriver Skolemesteren –, om vi for om muligt at faa den begjærte Gave skulle gaa ind paa den Forandring. Grunden til mine Betænkeligheder er, at naar Bogsamlingen skal styres af Mænd, hvis Embeds-Pligt det er, og uden at de andre Medlemmer faa lægge sit Ord med i Laget, da kan man ikke hos dem, ialfald ikke hos Formændene, vente den Iver og Interesse for Sagen, som naar netop de Ivrigste blandt Medlemmerne vælges til Bestyrelse, og hos Medlemmerne vil den Ting, at de ikke faa komme til Orde, naar Noget ikke smager dem, avle Misfornøielse paa Misfornøielse; det vil blandt dem hedde: det Slags Bøger skulde ikke været kjøbt, den og den Bog burde hellere findes i Bibliotheket, Kontingenten burde være lavere eller høiere o. s. v. Folk her i Bygden ere nemlig saa, at de maa imødekommes saa meget som muligt; selv om de bare høres, gaar det an; ellers blive de bestemt grætne og vende Sagen Ryggen, den ene efter den anden. I (her nævnes et vist Nabo-Præstegjeld) er det netop gaaet denne Vei: Medlemmerne ere lidt efter lidt gaaede ud, fordi Præstens Smag for Bøger var forskjellig fra deres, og fordi de maatte tage de Bøger, som bødes, uden selv at kunne deltage i Valget, og fordi den fastsatte, selvskrevne Bestyrelse ikke var en saadan af den Grund, at den just var den bedst skikkede dertil, og fordi den ikke kunde ombyttes med en ny, naar den var bleven sløv. Derfor ligge Bøgerne der ganske ubrugte.“
Dog, her som fast overalt er der to Skjær, som det gjælder at styre midt imellem. Paa den ene Side kunne de, som skulle danne Læsernes Mængde, blive misfornøiede, naar de ikke faa de Bøger, de helst ville .have; paa den anden Side (det har jeg ogsaa Erfaring om) kunne de private Mænd, som i den frie Forening blive valgte til Bestyrelse, efter kort Tids Iver forsømme den Orden og Nøiagtighed, som maa til her, hvis det ikke skal gaa i Skudder-Mudder.
Med Hensyn paa alt dette siger jeg saa: det var ønskeligt, om Skolekommissionerne vilde offre denne Sag nogen Opmærksomhed og ved Raad og Daad opmuntre og medvirke til Almue-Bibliothekets Oprettelse eller maaske Omordning, saa der blev Bibliotheker, hvor der endnu ikke er, saa der bleve flere i Præstegjældet eller i Sognet, hvor Omstændighederne gjorde det ønskeligt, saa de bleve indrettede enten af Kommune-Bestyrelsen selv eller af frie, private Foreninger, alt eftersom den herskende Stemning og den mere eller mindre vakte Læselyst monne anvise det Ene eller det Andet som hensigtsmæssigt; fremdeles, hvor frie Foreninger, hvad enten med eller uden Skolekommissionens Medvirkning, havde indrettet sine Bogsamlinger paa en rimelig Maade; og Bestyrelsen viste Skjønsomhed i Valget af Bøger og overholdt god Orden med Udlaan o. s. v., saa det Hele kunde kaldes almennyttigt, der burde virksomme og gavnelystne Kommunebestyrelser understøtte Sagen med Penge-Tilskud af Kommune-Kassen, men paa den Betingelse, at Bestyrelsen skulde indlevere en aarlig Forklaring om Bogsamlingens Tilvæxt og Benyttelse m. m., saa Understøttelsen strax kunde tages tilbage, naar det viste sig, at den ikke brugtes paa en ordentlig og nyttig Maade; endelig, naar først de sparsommelige KommuneBestyrelser (de ansees jo alle for sparsomme-lige) havde bevilget Penge til disse halv private, halv offentlige Bogsamlinger, saa kunde ogsaa det Regjerings-Departement, som maatte have Penge af Statskassen at uddele til saadant Brug, med Tryghed bevilge sit Tilskud til de samme Kommunen Ønskeligt derfor, om Storthinget ogsaa herefter kunde finde Anledning til at bevilge et vist Beløb til Almue-Bibliotheker, og at dette Beløb med noget større Frihed end hidtil kunde uddeles ikke alene til Kommunernes offentlige Bogsamlinger, men ogsaa til de af Kommunerne understøttede og dermed anbefalede halv-offentlige.[4]
Dette om Indretningen af Almue-Bibliotheker. Nu spørges: Hvad Slags Bøger skal der kjøbes til dem?
Jeg veed ret ingen anden Regel end denne simple: at kjøbe saadanne Bøger, som man kan tro, at Folk virkelig ville læse.
For Nøiagtigheds Skyld burde jeg vel tilføie, at det dog ikke maa være slette, d. e., taabelige eller usædelige Bøger. Men dette siger jo sig selv. Og desuden mener jeg, at man ikke behøver at ængste sig saa meget for slette Bøger hos os: i en saa vidt sund og livsfrisk Tid som vor svinde de slette Bøger mere og mere, som Ugræs i en frodig Ager, og – endnu mere – for hver Dag er der færre og færre Folk, som gide læse Tant og Smuds. Det er ikke for Intet, at vi have Tænke- og Trykke-Frihed i vort Land!
Jeg gjentager min Regel saa: man rette sig uden altfor stor Ængstelighed efter Læsernes Smag, og lægge for al Ting ikke an paa at indsmugle Skrifter, som man veed er dem imod. Vil Folket have Skrifter af fortællende, historisk og poetisk Indhold, saa forsyne man Bibliotheket med saadanne; begjæres der Bøger, som handle om Landbrug og andre Næringssysler, faa kjøbe man dem; foretrækkes religiøse Skrifter, saa forskrive man disse.
Men, vil Nogen indvende, paa den Maade vilde man jo styrke Folk i deres Ensidighed, saasom naar Almuen ikke vil have andet end religiøse Skrifter, og det i en vis theologisk Retning. Jeg svarer: er det religiøse Ivrere med en aldeles uforbederlig Ensidighed, saa ere de rimeligvis ikke Medlemmer af nogen Bogforening; den Ensidighed, som yttrer sig hos Deltagere i en Bogforening, vil forhaabentlig befindes at være saadan, at den om længere eller kortere Tid, naar den først har gransket til Bunds, ganske af sig selv stræber opad igjen til en friere, mere udvidet Anskuelse af Livet. Atter vil Nogen indvende, at det dog er farligt at føie Folks Smag, naar de foretrække poetisk Læsning; dertil hører jo Romaner, og der er jo Exempler paa, at Folk ere blevne formelig forfaldne til Roman-Læsning. Jeg svarer: der er ganske vist saadanne Exempler, jeg kjender selv nogle; men de samme Folk vilde uden Romaner høist sandsynligt have været forfaldne til det, som værre er. Ørkesløs Roman-Læsning er ikke den dovneste Dovenskab endda. Og erindres maa det, at Romanen kun er en enkelt Gren af Digte-Kunsten, og at Nationerne dog aldrig i Længden have kunnet undvære dennes Gave til at hæve Sindet til Begeistring og Freidighed. Og er først den gode Stemning vakt hos Læseren, saa føler han sig snart dreven til Tænkning og Læsning om andre Ting.
Kort at sige: jo mere Almue-Bibliothekerne kunne imødekomme Folkets Smag og give det de Bøger, som det virkelig vil læse, desto snarere mener jeg det skal ske, at den Ensidighed vil svinde hen, som hist og her monne være, og Læserne ville da begjære ikke netop dette eller hint Slags Beøger, men det Bedste af, hvad der fremkommer i Bog-Verdenen. Thi Læse-Lysten er i Grunden en Stræben efter at arbeide sig ud af den Ensidighed, som følger med Livet i den enkelte Bygd eller Stand, og efter at hæve sig op til det høiere, rigere, fyldigere Aands-Liv, som aabenbarer sig i Litteraturen.
Heraf vil igjen følge, at Bibliothekerne maa lægge an paa at skaffe det Bedste af det Nyeste, som Litteraturen frembringer, saa Læserne kunne følge med. Dette er, hvad alle tænksomme Folk ville: vide Besked – ikke alene om hvad vigtige Begivenheder der foregaar i Verden, men især om hvad store Tanker og nye Anskuelser der bevæger og gjennemstrømmer den enkelte Nation, det Samfund, som vi selv tilhøre. Hertil hører at kjende de Forfattere, som nu leve og virke, og lægge Mærke til dem, som lidt efter lidt fremstaa: man nærer det Haab, at Forfatterne dels ved heldige Opdagelser i Videnskabens Rige, dels ved nye Fremstillinger og kraftige Udtalelser af saadanne almindelige Sandheder og Følelser, som kun dunkelt dæmrede for os før, at Forfatterne derved virkelig skulle berige vor aandelige Formue og fremskynde vor aandelige Væxt – og dette er Læselyst, at man vil deltage deri.
Begrebet om nye Skrifter er ellers meget forskjelligt. Der er jo Forfattere, hvis Skrifter Aarhundreder igjennem beholde en vis Nyhedens Kraft. Men saa kan det ogsaa være, at visse Egne af Landet ligge saa langt tilbage i Dannelse, at Skrifter, som allerede ere forældede paa andre Steder, endnu ere at anse som nye der. Det følger saaledes af sig selv, at man – især naar et Almue-Bibliothek skal grundlægges – altid vil behøve en Del ældre Sager, og det mere og mindre paa de forskjellige Steder. Saa meget mindre kan der gives nogen fast Regel-her, som der med hver Dag er flere og flere Folk, der selv kjøbe sig til sine Hus-Bibliotheker visse Hoved-Bøger, som man ønsker altid at have ved Haanden, Andagts-Bøger, agronomiske Lærebøger o. s. v.; jo mere Hus-Bibliothekerne samle paa Skrifter, der allerede ere prøvede, desto mere kan Bygde-Bibliotheket lægge an paa at skaffe de nye, dem, som skulle prøves.
Naar det bliver en ledende Tanke for Almue-Bibliotheker: at hjelpe Læserne til at holde Skridt med Tiden og derfor anskaffe et Udvalg af Litteraturens nyeste Frembringelser, saa skulle vi lidt efter lidt komme fra den forvirrende Maade at skjelne mellem nyttige Bøger (religiøse,[5] agronomiske) og – noget Andet end nyttige: underholdende, adspredende (Reisebeskrivelser, historiske Fortællinger, Digterværker), en Talebrug, som netop ofte høres ved Forhandlinger om Almue-Bibliotheker. Dersom et Digterværk tiltaler mig, dersom det bidrager til at forfriske mit Sind og hæve det en Smule op over Hverdagslivets Smaalighed og Tryk, gjør det da ikke Nytte? Og en agronomisk Bog gjør ikke vare Nytte i dette Ords hverdagslige Betydning; jeg, som ikke har nogen Ager at dyrke, kan ret underholde mig ved den – at sige, hvis den er godt skreven og giver mig en anskuelig Forklaring om en eller anden vakker Opdagelse, f. Ex. om Muldens drivende Kræfter, om hvorledes det gaar til, at Kornet spirer og Straaet voxer og Axet mades. Og forsaavidt som det er mit Ønske at følge med Litteraturens Gang eller at blive kjendt med det Aandsliv, som rører sig i Landet, saa kan enhver ny udkommen Bog tjene til Øiemedet og kaldes nyttig.
Det er endelig mit Haab, at efterhaanden som Almue-Bibliotheker hjælpe til at fremme Folke-Oplysningen, skulle vi komme lettere ud af det med en anden Skilsmisse, som idelig gjøres mellem Bøger, naar Talen er om disse samme Bibliotheker. Jeg sigter her til det strænge Begreb om Folke- eller Almue-Skrifter som et særeget Slags af Bøger.
Der var en Tid, da fast al Lærdom blev beskreven paa Latin. Det tykkedes da at være nok, naar de faa Hundrede Mennesker, som kunde Latin, fik lære noget Nyt; Folket stod udenfor. Da var det et umaadeligt Fremskridt, at nogle Folkets og Oplysningens Venner omsider begyndte at skrive om allehaande Ting i Folke-Sproget. Og saaledes er Slaget vundet til Folkets Fordel, at nu skrives der fast ikke en Bog her i Landet og i vore Nabo-Lande uden i Folkenes eget Sprog. Forsaavidt ere alle Bøger nu blevne Folkebøger. Vistnok er der jo endnu Tusinde Grader imellem de Høilærdes allervanskeligste Stil og de Udtværinger og Fortyndelser af Lærdommen, som man kan finde i visse Tolv-Skilllngs-Bøger, paa hvis Tittelblad der staar at læse „for Almuen.“ Men ligesaa lidt som Menigmand magter hin høilærde Stil, lige saa lidt finder han Smag i Tolv-Skillings-Stilen. Han kjøber vistnok ofte disse billige Bøger; men det er mærkeligt at se, hvor snart han kaster dem.
Der er en vis Middel-Vei, naar man vil skrive for Folket, d. e., for en mere udvidet Kreds af Læsere. Tingen maa afgjøres ved et Skjøn. Jeg frygter for, at man i den senere Tid har vænnet sig til et alt for strængt Skjøn Meningen har været god; men det er ikke sagt, at Følgen har været god. Kanske Folket er gaaet tabt af mangt et læseværdigt Skrift, fordi Forfattere ere blevne bange for denne folkelige Stil, som skal være saa vanskelig. Jeg synes at have mærket det temmelig tydelig: naar jeg henvender mig til kjendte og dygtige Folk for at faa dem til at skrive et Stykke for Folkevennen, saa faar jeg i 9 af 10 Tilfælde saadant Svar: For Folkevennen? det er saa sin egen Sag det, for det skulde være folkelig Stil, og den kan jeg vist ikke komme udaf det med“. Jeg pleier svare igjen, at det mest kommer an paa at vælge et Emne, som man selv kan have Lyst til at skrive om, og som man kan tænke sig, at mange Mennesker gjerne ville vide noget om – med Stilen vil det da gaa af sig selv; thi at skrive folkeligt er det samme som at skrive ligefrem. Men disse mine Forklaringer have sjelden hjulpet; der staar en Skræk af den folkelige Stil. Jeg har anmodet Theologer, Naturforskere, Jurister, Læger om Bidrag. Nu i denne Dag bad jeg en Mand, som jeg vidste var inde i de Ting, om at fortælle for Folkevennen lidt om Øhlenschlæger, hvad det var for en Mand, og hvilket ypperligt Skrift hans berømte Hakon Jarl er. Samme Svar. – En halv Time derefter traf jeg paa Gaden en Præst fra Landet, og han sagde mig i Fortrolighed, at Folk paa hans Kant tænkte paa at „sige Folkevennen op“, hvis den ikke skulde indeholde andet end mine Forklaringer om Bygde-Skikke og Lignende, for det vidste de før, og de vilde have noget Nyt. Jeg bad ham hilse igjen, at de ikke burde forhaste sig med al sige Folkevennen op for min Skyld, for det kunde snart hænde, at jeg paa en Maade sagde dem op eller sluttede med at udgive Folkevennen; thi vistnok troede jeg, at det skulde gaa an i et Folkeskrift nu og da at handle i Alvorlighed om Folkets Kaar og Sæder, saaledes som jeg har forsøgt, men jeg have nok lige saa liden Lyst til alene at fylde Folkevennen med Mit, som de havde til at læse den, naar ikke dygtige Mænd ville være med og hjælpe til med noget af Sit.
Man tilgive, at jeg har grebet Leiligheden til at tale om mig selv og om Folkevennen. Det har længe ligget mig paa Hjerte. Jeg er ret bedrøvet over, at jeg endnu ikke har opnaaet, hvad jeg saa gjerne vilde: Folkevennen skulde være et Almue-Bibliothek i det Smaa, indeholdende en vexlende Række Meddelelser af flere folkevenlige Forfattere, fra alle Videnskaber og om alle Folkets alvorlige Ting, og saaledes skikket til at tiltale en Mangfoldighed af Læsere, ja til at danne et sammenholdende Baand mellem de noget ulige Klasser af det ene, store Folk, forene dem i den altid fornyede Erkjendelse, at – hvor vi bo, i By eller Bygd, paa Fjeld eller Strand, og hvilken Stand vi end tilhøre, den læge eller lærde, saa have vi dog tilfælles netop de høieste og helligste Gjenstande for vor Læsning, for vor Digten og Tragten.
Medens jeg sad og skrev paa disse sidste Linier, bragtes der mig et Brev fra en Skolelærer, saalydende: „Da jeg i Forbindelse med Kirkesangeren her paa Stedet har tænkt paa at faa et Almue-Bibliothek istand for – – Sogn, er jeg herved saa fri, før vi bringe Sagen paa Bane for Almuen, at henvende mig til Dem for at erholde Oplysning om, hvorledes vi paa letteste og bedste Maade skulle gribe Sagen an, hvor stor Pengesum der udfordres, for at Bogsamlingen kan blive nogenlunde fuldstændig, og paa hvilken Maade vi skulle faa disse Penge ind, enten ved frivillig Tegning af Bidrag eller ved en bestemt Kontingent af dem, der tegne sig som Medlemmer af Bogsamlingen, samt om hvilken Hjælp vi kunne vente os af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme. De Statuter, der almindelig gjælde for saadanne Almue-Bibliotheker, vil De maaske ogsaa være af den Godhed at opgive os. Naar vi have bragt Sagen saa vidt, at vi kunne tænke paa at anskaffe Bøger, ere vi atter saa fri at henvende os til Dem om Raad i Henseende til Valget af dem.“
Det var ogsaa dette Sidste, jeg netop vilde gaa over til at tale om her. Jeg har yttret mig i Almindelighed om, hvad Slags Bøger Almue-Bibliothekerne burde lægge an paa; nu bliver Spørgsmaalet mere bestemt: „Hvilke Bøger da? Sig os Titlerne paa dem!“ Foruden mange Gange privat blev dette Spørgsmaal offentlig henvendt til mig i sidste General-Forsamling i Folkeoplysnings-Selskabet, og der var det Meningen, at jeg her i Folkevennen skulde lade trykke en Fortegnelse over gode Bøger for Almue-Bibliotheker.
Dette er ogsaa Noget, jeg længe har vildet gjøre, og efter hin Generalforsamling begyndte jeg saa smaat. Men nu, ved nærmere Overveielse af det Hele, fandt jeg Tingen ugjørlig for mig og lidet raadelig overhovedet.
Jeg skal forsøge at sætte Læseren ind i Sagen.
Der er gamle Almue-Bibliotheker, som skulle fortsættes med nyt Bogkjøb; der er nye Bibliotheker, som endnu mangle meget af de ældre værdifulde Sager; der er Bibliotheker, som endnu kun ere til i Stifterens Tanke og skulle forsynes med baade Gammelt og Nyt; der er vel en 2–300 Bibliotheker i Gang, nogle paa 3–400 Bind og derover, andre paa 50; nogle af disse mange ville have Forsyning af et, andre af et andet og tredie Slags Bagen. Nu, en vejledende Bogfortegnelse, som skulde svare til dette mangfoldige Behov, maatte omfatte ikke mindre end den hele norsk-danske Boghandels-Litteratur, – at sige det af den, som kunde anbefales; men for at udfinde dette maatte man ogsaa kjende den Mangfoldighed, som ikke kunde anbefales. Og nu betænke man, hvad det har paa sig for Enkeltmand at offentliggjøre en Liste paa Bøger, som han med en vis Myndighed, halv selv-paataget og halv betroet, skulde give sig til at anbefale! Han vilde være udsat for at vække Anstød hos Læsere ved denne og hin Bog, som han havde optaget paa Listen, og hos Forfattere og Forlæggere formedelst Bøger, som han havde udeladt. For altsaa at gjøre Tingen med god Samvittighed maatte han have havt hver Bog i sin Haand og gjort sig saavidt bekjendt med Indholdet, at han kunde bygge sin Dom paa Grunde. Men se, dette er et Arbeide, som jeg ikke nu har og neppe nogensinde faar Tid til. Og endda er det ikke mest Tid og Taalmodighed, det gjælder om; der udkræves en egen medfødt og øvet Evne til at bedømme Bøger, og jeg for min Del har mere skrevet Bøger til Andres Bedømmelse end øvet mig i at bedømme Fremmedes Arbeider.
Jeg har liggende for mig en saadan Bogfortegnelse for Almue-Bibliotheker i Danmark, forfattet af Marckmann og udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, 1844. Denne Fortegnelse er en hel Bog, paa over 100 Sider; den nævner Titlerne paa 431 Bøger (kun en liden Del norske) og giver ved de fleste en kort Angivelse af Indholdet samt en Bedømmelse af Bogens Stil og Værd som Folkebog. En ikke ringere Omhu vilde jeg kræve af mig selv ved Udarbeidelsen af en norsk Fortegnelse, og saaledes kan dette danske Exempel tjene til at vise, at jeg ikke har forestillet mig Tingen mere broget og vidtløftig, end den er.
Jeg sagde ogsaa, at jeg fandt det overhoved lidet raadeligt for Nogen at forfatte saadan Fortegnelse. Den vilde høist sandsynlig fremkalde en lidet opbyggelig Strid angaaende de anbefalede og de ikke anbefalede Skrifter, og ved Siden deraf vilde den neppe stifte saa stort Gavn, som man synes at forestille sig, og det af den Grund, at naar en Bestyrer af et Almue-Bibliothek skal kjøbe et halvt Snes Bøger og saa faaer en Liste paa nogle Hundrede at vælge imellem, saa maa han dog tilsidst gjøre Valget efter sin egen tidligere Bog-Kundskab.
Skulle vi saa Intet gjøre? Jo, vi. Thi hvad der vilde være betænkeligt og uoverkommeligt for Enkeltmand, det kan gaa an for flere. Jeg siger: Naar en Præst eller anden skjønsom Mand i lang Tid har forestaaet et Almue-Bibliothek og derved er bleven opmærksom paa, hvilke Bøger der især yndes og stifte Gavn blandt Folket, saa kunde han gjøre en god Gjerning ved at meddele en Fortegnelse over saadanne Bøger. Fremdeles, naar en Mand nylig bar læst en god Bog og fundet den skikket til Almenlæsning, saa vilde han ogsaa erhverve sig Krav paa Manges Tak, om han vilde anmelde den som Folkebog, gjøre Rede for dens Indhold o. s. v., saaledes som jeg seer at Hr. Provst Faye i Holt nylig har gjort det med nogle danske Bøger i „Den norske Folkeskole,“ No. 4 for iaar. Saadanne leilighedsvis givne Fortegnelser og Anmeldelser vilde det være Folkevennen meget kjært at bringe om i sin Kreds; det Brev, jeg sidst aftrykte ovenfor, er ogsaa, mener jeg, et ganske godt Exempel til at vise, at deslige Vink og Raad vilde blive modtagne med Taknemmelighed. Da de Bogfortegnelser, som jeg her tillader mig at anmode om, vilde være givne leilighedsvis og ikke lægge an paa at være udtømmende, vilde forhaabentlig Meddelerne ikke finde det betænkeligt at sætte sit Navn ved; i denne Sag ville nemlig Raad af unavngivne Mænd ikke nytte saa meget.
Jeg gjør selv Begyndelsen hermed, idet jeg ved Slutningen af denne Opsats meddeler en Liste over Bøger, som er bleven til for et enkelt Tilfælde, nemlig for Forsyningen af et enkelt, større Almue-Bibliothek, som havde endog over 100 Spd. at anvende paa en Gang. Det var i et af de større Præstegjeld paa Landet; Sognepræsten, den residerende og den personelle Kappellan havde først i Fællesskab skrevet op en Liste paa de Bøger, som faldt dem ind, og en af dem, som var i Byen og skulde gjøre Indkjøbet, tog tilsidst mig med paa Raad og fik opgivet de Bøger, som jeg i Løbet af en Eftermiddag kunde finde paa. Ved Listen maa fremdeles det erindres, at mange-gode Bøger ere forbigaaede, af den Grund, at Bibliotheket havde dem før.
Endnu kun et Par Raad til Bestyrere af Bibliotheker.
Læg Mærke til de Bøger, som i Løbet af et Fjerdingaar blive averterede og omtalte i Aviserne og i adskillige Tidsskrifter, f. Ex. i de Boghandels-Kungjørelser, som nu (en Foranstaltning, der fornemmelig havde Folkeskrifter for Øie) staa bag i Folkevennens Hefter. Allerede her vil være et rigt Udvalg at finde.
Og subskriber for Bibliotheket paa allehaande Tids-Skrifter: Missions-Tidenden, den norske Folkeskole (ikke bare for Skolelærere, ogsaa for Forældre), Budstikken, Folkets Helse, – ogsaa saadanne Blade som Skillingsmagazinet og Almuevennen o. fl. Folkevennen tør vel ogsaa melde sig i dette Selskab. Tidskrister tilfredsstille jo netop Læse-Foreningernes Ønske at følge med de nyeste Begivenheder baade i den ydre Verden og i Tankens Rige. Og der er den Fordel ved dem, at man kan bestille dem hos Postmesteren og faa dem med Posten – en meget stor Fordel i vort Land, hvor der endnu er saa besværlige Veie mellem Bogkjøbere og Boghandlere. Desuden ere Tidsskrifter gjerne billige. En Ulempe er det vistnok, at de smaa Hefter eller løse Blade let ødelægges ved at gaa i Laan; men det vil altid hjælpe noget, om man fæster et ganske tyndt Hefte (f. Ex. af Missions-Tidenden) i en Perm af graat Pap eller stivt Papir, som man til den Ende kan have forsynet sig med. Og saa er der det Gode, at naar en Aargang er læst og udslidt, saa kommer der en ny istedet, som Løv paa Træerne nu i denne Vaarens Tid.
Et kort Ord endnu. Hin Opfordring om at faa istand en veiledende Fortegnelse over Bøger til Almue-Bibliotheker blev paa General-Forsamlingen henvendt ikke alene til mig, som midlertidig udgiver af Folkevennen, men ogsaa til den samlede Bestyrelse for Folkeoplysnings-Selskabet. Men jeg kan her anføre, at mine Kolleger i Bestyrelsene have sluttet sig til den Betragtning, som jeg nu for mit Vedkommende har søgt at begrunde, at nemlig den Veiledning, som her kan ønskes, maa søges i frie Meddelelser af Mænd, der have havt Leilighed til at blive kjendt med gode Skrifter for Menigmand. – Et andet Stykke, som hører hid, har Bestyrelsen ogsaa nylig behandlet; der er nemlig ofte yttret den Forventning, at vort Selskab skulde kunne yde Almue-Bibliotheker Understøttelse med Tilskud af Bøger eller Penge. Men det Meste, som Selskabet kan gjøre her, er dog, at det fremdeles som hidtil virker til, at der bliver forfattet og udgivet gode og billige Skrifter, som kunne egne sig til Folkelæsning, og for Tiden har Bestyrelsen ikke troet at burde gaa videre, end at den ved Avertissement i Aviserne har tilsagt Almue-Bibliotheker de 5 første Aargange af Folkevennen med Tillægshefter (for 1852–1856) for en lavere Pris end private Kjøbere, nemlig 2 Spd. – Aargangen 1857 er udsolgt. For Aargangen 1858, af hvilken kun et mindre Antal Exemplarer er i Behold, er Prisen uforandret 1 Spd., og Almue-Bibliotheker kunne erholde den løbende Aargang paa den Maade, at Bestyreren paa Bibliothekets Vegne tegner sig som Selskabets Medlem.
Her følger den Side 121 omtalte Fortegnelse over Bøger, som bleve valgte for et enkelt Almuebibliothek. Titlerne ere kun antydede paa korteste Maade; med velvillig Bistand af Boghandler J. Dybwad har jeg faaet tilføjet Side-Antallet, Forlæggerens eller Commissionærens Navn samt Prisen.
| Monod, Kvindens Opgave. 80. Wulfsberg | 30 | ß. |
| Wexels, Jesu Liv. 306. Beyer | 72 | – |
| Kürtz, hellige Historie. 326. Iversen | 110 – | |
| Mau, christelig Samler. 16 Bind hvert henved 400 Sider. Ditlewsen. hvert Bind | 66 | ß. |
| Luther, Bordtaler. 392. Nissen | 60 | – |
| Besser, Jesu Lidelse. 440 og 243 Dybwad. 1 Spd. | 24 | – |
| Francke, Anvisning til Bønnen. 120 Beyer | 12 | – |
| Aabel Omrids af det christ. Troes-Indhold. 59. Dybwad | 24 | – |
| Johnson, om Barnedaaben. 128. Dybwad | 24 | – |
| Wexels, Herrens Bord. 24. Grøndahl | 8 | – |
| Mathesius, Luthers Levnet. 72. Malling. | 6 | – |
| Graul, de christelige Bekjendelser. 188. Dybwad | 42 | – |
| Walnum, om Daaben og Kirken. 48. Beyer | 24 | – |
| Abbot, Fredens Vei. 157 | 36 | – |
| Do. Moderhjemmet. Beyer | 36 | – |
| Børnebibliothek. Gram 1 Bind | 28 | – |
| Luthers store Katechismus 164. Grøndahl | 40 | – |
| Abbot, Barndoms-Hjemmet. 178 Beyer | 36 | – |
| Wexels, christ. Betragtninger. 296. Grøndahl | 72 | – |
| Arndt, christ. Betragtninger. 524. Gyldendal | 92 | – |
| Rørdam, Kirkehistorie. 222. Høst | 66 | – |
| Wexels, Luthers Fortaler til det gamle og nye Testament. 154. Abelsted | 24 | – |
| Kürtz, bibelske Historie. 226. Dahl | 84 | – |
| Scriver, Daabspagtens Værd. 48. Gram | 6 | – |
| Spener, er den evang. Kirke Babel? 120. Gram | 24 | – |
| Westermeier, Kirke-Historie. Melgaard. 3 Spd. | 48 | – |
| Levinsen, Kirke-Historie. 244. Bing & Søn | 66 | – |
| Wexels, Thomas a Kempis, om Christi Efterfølgelse. 200 Grøndahl | 28 | – |
| Wildenhahn, Luther. 402. Wöldiche 1 Spd. | 12 | – |
| Do. Paul Gerhard. 516 Do. 1 Spd. | 29 | – |
| Mau, 400 Fortællinger. 692. Gyldendahl. 1 Spd. | - | – |
| Jensenius, Mormonernes Lære. 46. Abelsted | 24 | – |
| Kirken i Huset. 46. Abelsted | 10 | – |
| Dass, Evangelier og Epistler. 298. Beyer | 48 | ß. |
| Fresenius, Communionbog. 342. Kjøbenhavn | 36 | – |
| Gerlach, Bibelen med Indledninger og Anmærkninger. Dahl 1ste Del, de fem Mosebøger, 30 Ark, 1 Spd. 30 ß.; 2den Del, de historiske Bager, 23 Ark, 1 Spd.; 4de Del, de fire Evangelier og Apostl. Gjerninger, 730 Sider, 1 Spd. 110 ß. Fortsættes. | ||
| Jakob Aall, Erindringer (ikke færdig). Cappelen 1 Sp. | 60. | |
| Wergeland, Rigsforsamlingens Historie 189. Dahl | 36 | ß. |
| P. A. Munch, Gisle Sursøns Saga. (oversat). 62. Dahl | 24 | – |
| Do. Hønse-Thores Saga (oversat). 36. Dahl | 16 | – |
| Do. Nordmændenes Helte- og Gudesagn 185. Tønsberg | 72 | – |
| Do. Snorre Sturlesens Saga (oversat). Fabritius (ikke færdig). c. . 1 Sp. | 24 | – |
| Do. Underholdende Tildragelser af Norges Historie. 210. Cappelen | 60 | – |
| S. Petersen, Norges Historie. 188. Cappelen | 24 | – |
| Nissen, Verdenshistorie. 396. Malling | 108 | – |
| Faye, Mærkelige Begivenheder af Historien. 134. Wulfsberg | 40 | – |
| P. A. Munch, Norges, Sveriges og Danmarks Historie. 494. Dahl | 84 | – |
| Pedersen, Tycho Brahes Liv. 84 | 14 | – |
| Müller, Ansgarius. 70. Høst | 22 | – |
| Daa, Jordbeskrivelse. 67. Abelsted | 12 | – |
| Andersen, Verdensomseiling. 506. Cappelen 1 Sp. | - | – |
| Livingstone, Reise i Syd-Afrika. Wöldiche (ikke færdig) circa 3 Sp. | - | – |
| Sundt, Beretning om Fantefolket. 394. Abelsted | 48 | – |
| Sundt, Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge. 326. Abelsted | 60 | ß. |
| Asbjørnsen og Moe, norske Folke-Eventyr. 502. Dahl 1 Sp. | 60 | – |
| Stowe, Onkel Toms Hytte. 849 | 99 | – |
| A. Munch, Sorg og Trøst 134. Feilberg og Landmark | 40 | – |
| Tegnér, Axel. 80. Dybwad | 16 | – |
| Do. Frithjofs Saga. 160. Cappelen | 24 | – |
| A. Munch, Legenden om de hellige tre Konger. 44. Dahl | 68 | – |
| Norske Viser og Stev. 117. Malling | 36 | – |
| Bjørnson, Synnøve Solbakken. 125. Dahl | 40 | – |
| Østgaard, en Fjeldbygd. 294. Feilberg og L. | 96 | – |
| Do. Fra Skov og Fjeld. 163. Tønsberg | 60 | – |
| H. R, Erindringer fra 1858. Feilberg og Landm. | 40 | – |
| Øhlenschläger, Nordens Guder. 83. Høst | 56 | – |
| Frimanns Digte. 96. Malling | 32 | – |
| Ibsen, Hærmændene paa Helgeland. 115. Jensen. | 40 | – |
| J. Moe, At hænge paa Juletræet. 32. Steensballe | 14 | – |
| Norsk Læsebog for Begyndere. 260. Malling | 48 | – |
| Boisen, dansk Læsebog. 355. Stinch | 74 | – |
| Peder Syv, kjærnefulde Ordsprog. 80. Sten | 12 | – |
| I. Aasen, Norske Ordsprog. 262. Feilberg og L. | 72 | – |
| Ant. Bang, Fortællinger for Folket. 156. 140 og 108 Beyer | 90 | – |
| Solstraaler i Hytterne. 192. Abelsted | 36 | – |
| Grave, nationale Fortællinger. 236. Damm | 36 | – |
| Brudekronen. 128. Gram | 16 | – |
| Janzon, Mørke og Lys. 198. Gram | 48 | – |
| Do. Minder fra Skolen. 86. Gram | 18 | – |
| H. Winsnæs, for Tjenestepiger. 124. Wulfsberg | 24 | – |
| Do. for fattige Husmødre. 29. Malling | 2 | – |
| En Moders veiledende Ord til sin Datter. 64. Dybwad | 12 | – |
| Andresen, Om Afholds-Reformen. 256. Malling | 24 | ß. |
| Lundeqvist, Bondepraktika. 183. Cappelen | 36 | – |
| Johnston, Agerdyrkningschemi. 83 | 28 | - |
| Do. Hverdagslivets Chemi. 336 og 487. Philipsen 1 Spd. | 100 | – |
| Arndtsen, Physik. 165. Feilberg og Landmark | 72 | – |
| Jensenius, Om Hesten. 162 og LXVII. Abelsted | 84 | – |
| Rasch, Den kunstige Fiskeformerelse. 133. Malling | 60 | – |
| Meydell, Om Norges Skovdrift. 270. Feilberg og Landmark | 60 | – |
| Barth, Om Norges Skove. 261. Feilberg og Landmark | 60 | – |
| Lundeqvist, Haandbog i Jordbruget. 496. Cappelen 1 Spd. | - | – |
| Schübeler, Guleroden. 27. Forfatteren | 4 | – |
| Do. Havebog for Almuen. 31. Forfatteren | 4 | – |
| Budstikken, Agronomisk Tidsskrift, 3 Ark maanedlig, kan bestilles i alle Postaabnerier; Aargangen betales ved første Heftes Modtagelse med 72 ß. | ||
| Möhl, Skildringer af Jordens Mærkværdigheder. 430. Høst. 1 Spd | 12 | – |
| Abbot, Naturforskeren. 126. Dybwad | 12 | – |
| Lütken, Dyreriget. 449. Gyldendal 1 Spd. | 36 | – |
| Do. Begyndelsesgrunde om Dyreriget. 180. Gyldendal | 82 | – |
| Roberts, om vilde Dyr | 66 | – |
| Lovsamling for Hvermand. 384 Cappelen | 72 | – |
| Rolfsen, Formularbog. 367. Tønsberg. 1 Spd. | - | – |
| P. A. Munch, norsk Maanedsskrift, 5 Aargange, hver henved 600 Sider. Udkommer fremdeles hos Tønsberg, Aargangen 1 Spd. | 24 | – |
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I Carl den 12tes Tid, da svenske Tropper viste sig her.
- ↑ Begge disse Bøger udkom i 1858, i Christiania, den første hos Abelsted (12 ß), den anden hos Cappelen (24 ß).
- ↑ I en Bogforening, som i Begyndelsen næsten ganske bestod af Husmænd og Tjenestekarle, noget over 30 i Tallet, var Friplads tilstaaet en Husmand, som med en stor Børneflok levede i yderlig Fattigdom. Ved Udløbet af det første Aar var jeg tilstede i Aars-Mødet, og nu viste det sig af Protokollerne, at netop denne Mand var den af Medlemmerne, som havde havt flest Bøger til Laans, 13 ialt. Han var tilstede i Mødet. „Sig mig, du Hans, har du virkelig læst alle disse Bøger?“ „Ja.“ „Saa fortæl os, hvorledes har du fundet Tid til det? Jeg veed jo, at du er Arbeids-Husmand og gaar til Værten hele Aaret rundt.“ „Jo, det kan jeg nok forklare: jeg har Bogen med mig paa Gaarden, og der har jeg den liggende paa en Hylde; i Dugurds-Hvilen tager jeg den ned og kan faa læse et Par Blade – for vi pleie ikke sove i den Hvile alligevel.“
- ↑ Til Understøttelse for Almue-Bibliotheker blev ved Kgl. Resolution af 20de Febr. 1839 bevilget af Oplysningovæsenets Fond 2000 Spd. Storthinget bevilgede i 1851 3000 Spd., ligesaa i 1854, af Stats-Kassen. Af denne sidste Bevilgning er endnu noget over 1000 Spd i Behold, og dette Beløb vil rimeligvis tilfalde de Kommuner, som først melde sig. Der pleier uddeles fra 15 til 40 Spd. til hver Kommune, ikke aarlig, men en Gang for alle; dog have adskillige Kommuner flere Gange nydt Godt af hine Bevillinger. Reglerne for Uddelingerne findes i et tilfølge kgl. Res. af 15de Septbr. 1851 affattet Cirkulære fra Kirke-Departementet til samtlige Formandskaber, og for En og Anden vil det maaske være velkomment, at jeg aftrykker samme her: 1. Enhver Indvaaner af Kommunen har Adgang til efter de Regler, som af Formænd og Repræsentanter maatte blive bestemte, at erholde Bøger udlaante af Kommunens Bogsamling; 2. Overopsynet med Bogsamlingen overtages af vedkommende Sognepræst og to af Præstegjeldets Formænd hvem det tilkommer a, at bestemme, hvilke Bøger der skulle anskaffes, b, at føre Kontrol med Bøgernes Behandling og med at de modtagne Regler for deres Udlaan iagttages; c, at gjennemgaa det aarligen aflæggende Regnskab. 3. Til Bibliothekar udvælges en paa et bekvemt Sted i Bygden boende Mand, helst Kirkesangeren eller Læreren ved en fast Skole, hvem det mod eller uden Godtgjørelse paaligger: a, til de vedtagne Tider at være tilstede for at besørge Udlaan af Bøger; b, at føre en Protokol over Bøgerne, hvori de ny anskaffede strax antegnes; c, at holde nøiagtig Fortegnelse over de Personer, til hvem Bøger ere udlaante; d, saa ofte det af vedkommende Bestyrelse eller af den geistlige Overøvrighed maatte paafordres, at forevise Bogsamlingen samt de Protokoller, som det paaligger ham at føre. 4. Saafremt Kasserer-Forretningerne ikke maatte overdrages til Bibliothekaren, udvælges til Kasserer en anden paalidelig Mand, hvem det paaligger at aflægge Regnskab for vedkommende Overbestyrelse. 5. Bibliotheket forbliver vedkommende Præstegjelds eller Sogns Eiendom, og kan ikke under nogen Omstændighed afhændes eller uddeles mellem Kontribuenterne. Dog kunne forslidte Bøger sælges, naar strax nye i deres Sted anskaffes.“ Til disse Betingelser er føiet Forklaring om, at Andragender indsendes gjennem den geistlige Øvrighed, ledsagede af Erklæring om Betingelsernes Vedtagelse, om Kommunens økonomiske Forfatning, om hvorvidt der er Almue-Bibliothek før, samt hvilke Indtægter dette har eller kan paaregne.
- ↑ Der er noget ved de gode religiøse Bøger – den Andagtens og Opbyggelsens Aand, som gaar igjennem dem –, der staar over alt, hvad der – ellers kaldes Nyttigt i Verden, og forsaavidt slaar al Sammenligning feil. Læser man derimod en religiøs Bog for at blive kjendt med Forfatterens Meninger eller med Theologiens Videnskab, saa staar den i Rad med alle andre Videnskabs-Bøger.