Om Ridderen og Rigsraaden Hr. Hauk Erlendssøn, Islands, Oslo og Gulathings Lagmand, og om hans litterære Virksomhed

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar man noget nøiere sysler med vore Forfædres i deres eget Tungemaal forfattede Oldskrifter, eller rettere sagt med Saga-Litteraturen og hvad som derunder kan indbefattes, vil man snart indsee, at der her ikke, som i den gamle klassiske historiske Litteratur kan være synderligt Spørgsmaal om, hvo der var Forfatter til hvert enkelt Skrift. Man føler letteligen, at den aldeles objective Fortælling saaatsige er udsprunget af Begivenhederne selv og er formet i mundtlig Tale strax efter dem, saaledes at Sagaen som saadan maa have existeret i Tale og Tradition, længe før den nedtegnedes, og at Nedtegningen derfor ei egentlig knude kaldes en Forfatten, ikke engang en „Sætten i Stiil“, men er en blot og bar skriftlig Fastholden af det allerede Bestaaende og Curserende. Man maa derfor finde det aldeles i sin Orden, naar der ved de fleste Sagaer ingen Autor findes angiven, thi en saadan existerede i Virkeligheden ei. Ikke engang den første Nedskriver kunde falde paa at smykke sig med Autornavnet, thi han maatte altfor vel føle, at hans Arbeide mestendeels var blot mechaniskt, og indskrænkede sig til at føre en allerede færdiggjort Fortælling i Pennen. Kun hvor Bearbeidelsen af Stoffet blev saa gjennemgribende, at Skriftet i sin endelige Skikkelse virkelig kunde siges at være forfattet, eller endog blot redigeret af en eller anden af dem, som syslede .dermed, kunde han føle sig foranlediget til ogsaa at angive sit Navn; derfor er det i sin Orden, naar Are Frode virkelig navngiver sig som Forfatter til Íslendingabók, der heel og holden er flydt fra hans Pen, og naar Snorre Sturlasøns ypperlige Bearbeidelse af Kongesagaerne ogsaa fører hans Navn.

Man kan imidlertid ikke negte, at det desuagtet vilde have været af den største Interesse at vide, hvilke Mænd man nærmest skylder Optegnelsen af hver enkelt Saga eller Bearbeidelsen af de enkelte Recensioner, hvor dere saadanne af een og samme Saga findes. Derved vilde ei alene Mangt og Meget, Sproget og Fortællemaaden angaaende, kunne forklares, men, hvad der er det Vigtigste, i Bearbeiderens Navn vilde man, naar han forresten var en bekjendt historisk Person, have en fortrinlig Garanti for Egtheden af det Meddeelte, ligesom det og vilde være heel oplysende for Videnskabelighedens og Culturens Historie at betragte Forholdet mellem hans Præstationer og hans Stilling i Samfundet; endelig vilde Skriftet, naar man vidste, at man havde Originalen for sig, være yderst belærende med Hensyn til Sprogets Tilstand og Udseende paa den Tid, da den førtes i Pennen. Men saadanne Tilfælde indtræffe, efter hvad der ovenfor er viist, sjælden eller aldrig. Endog Snorre Sturlasøns Verk skriver sig, saaledes som vi have det, ikke directe fra hans Pen. Are Frodes, vistnok egenhændige, Originalverk er tabt. Af alle de øvrige Saga-Bearbeidere eller Afskrivere er der kun en Eneste, med Hensyn til hvem vi af Kjendsgjerninger, nu først fremdragne, kunne bevise, at flere til vor Tid opbevarede Skrifter virkelig ere skrevne af ham selv eller under hans umiddelbare Opsigt. Denne Mand bliver os derfor saa meget mere interessant, isærdeleshed naar dertil kommer, at han er en bekjendt historisk Person af fornem Æt, at vi kunne forfølge hans litterære Virksomhed ogsaa udenfor den historiske Retning og paa denne Maade danne os en Forestilling om Omfanget af og Methoden ved de videnskabelige Sysler, hvormed hine Tiders Lærde udenfor Geistligheden beskjæftigede sig. Manden er den bekjendte islandske og norske Lagmand Hauk Erlendssøn, hvis litterære Efterladenskab vi her nærmere ville gjennemgaae og beskrive. Vi finde det saameget vigtigere at stille hans Virksomhed i det rette Lys, som han mere end nogen anden af vore ældre Videnskabsmænd har været udsat for skjæv og uretfærdig Bedømmelse. Man læse blot Suhm’s haarde Yttringer i hans „Historie af Danmark“, 11te Bind, S. 378, Yttringer, der ligefrem synes at være grebne af Luften.[1]

Hauk Erlendssøn nedstammede paa mødrene Side fra Islands berømteste Slægter. Vi behøve her blot at henvise til Tab. I den nyeste Udgave af Islendinga-Sögur, hvor Genealogien staaer tabellarisk udført efter Landnamsbogen. Hans Moder Jorunn[2] nedstammede fra en Broder af den berømte Kong Half paa Hørdeland. Hans Fader hed Erlend Olafssøn med Tilnavnet Sterke eller Digre, en anseet Mand, hvis fædrene Herkomst dog ikke angives i Landnama, og som derfor, da han tillige sees mest at være brugt i de norske Kongers Ærender, antages for at have været en Nordmand af Fødsel, en Gisning, der forresten er temmelig usikker, saasom man af Landnama II. seer, at hans mødrene Æt var islandsk og meget anseet. Besynderligt er det forresten, at der blandt alle de anseede Mænd af Navnet Olaf, der i Aarene 1260–80 omtales i Norge og paa Island, ei er en Eneste, som man uden en Vilkaarlighed, der ei taales i Historien, kan antage for at have været Erlends Fader[3]. Han synes derfor at have været hvad man kalder en Parvenu, eller idetmindste at have opsvunget sig til sin anseede Stilling fra en lavere, rimeligviis paa sædvanlig Maade ved Hoftjeneste; isaafald er rigtignok størst Sandsynlighed for, at han er fød og har henlevet sine første Aar i Norge.

Erlend sterke nævnes allerførst i Aaret 1283,[4] da han som Lagmand kom ud til Island med Skrivelse fra Kongen og Enkedronningen, der i den store Strid, der nu herskede mellem den myndige Biskop Arne og Magnaterne om Patronatsretten til Kirkerne, toge de sidstes Parti. Erlend havde ved denne Leilighed ogsaa et Privatbrev med sig fra Biskopens Frænde Lopt Helgasøn til hiin, hvori han underrettede Biskopen om Geistlighedens Nederlag i Norge og den Unaade, hvori han – Biskop Arne – stod hos Enkedronningen og den unge Konge.[5] Ved denne Leilighed kaldes Erlend allerede herra Erlendr, der beviser, at han maa have opnaaet Skutilsvends- eller, som det nu hed, Ridder-Værdigheden[6]. Om Erleuds heftige Kamp med Biskopen fra 1283–89 tales udførligt i Arne Biskops Saga[7]. Biskopen truede ham med Band, men det synes, som om han allerede var bandsat før sin Afreise fra Norge i Anledning af Erkebiskop Jons Forjagelse 1282,[8] og dette vidner igjen om, at han maa have været anseet som en af Norges fornemmere Mænd. I Aaret 1289 drog han tilbage til Norge for at faae Absolution, som han og fik, og vendte Aaret efter tilbage igjen til Island[9]; da skal han have faaet Vestfjordene i Forlening, efter andre Kilder dog først 1292. I Aaret 1294 maa Erlend have gjort en Reise til Norge, uagtet vi i Annalerne ei finde nogen saadan Reise omtalt før 1296, thi i tvende, samme Sag angaaende, Diplomer af 2den og 11te Juni 1294 finde vi ham tilligemed Hr. Jon, Lagmand paa Island, Hr. Thord (Hallssøn) paa Mödruvöllum og endeel andre anseede Personer nævnt som tilstedeværende i Tunsberg ved Afgjørelsen af en Retstrætte.[10] I disse Diplomer kaldes Hr. Jon udtrykkeligen Lagmand, Hr. Erlend derimod ikke; han har altsaa paa den Tid ei længer beklædt Embedet, hvilket ogsaa godt passer med Annalernes Udsagn, at hans Søn Hauk i dette Aar blev Lagmand.[11] Erlend døde i Aaret 1312[12] og maa da have været i en meget høi Alder, naar hans Søn allerede 18 Aar i Forveien ei var for ung til at beklæde en saa vigtig Post som Lagmandens.

Hauk Erlendssøn finde vi altsaa første Gang nævnt i Aaret 1294,[13] og da ikke som nogen ung Begynder paa Embedsbanen, men allerede som en anseet Mand, hvem det vigtige Lagmands-Embede kunde betroes. Hans Jurisdiction strakte sig, efter Espolins Angivelse, over den østlige og sydlige Del af Landet.[14] Antage vi, at Hauk ved Embedstiltrædelsen idetmindste maa have været 30 Aar, falder hans Fødselstid omtrent ved 1264. Hvad Tid han blev Ridder, er uvist; han kaldes Ridder i et Diplom fra 1304, men rimeligviis har han været det længe før og er maaskee bleven udnævnt ved Kroningen i 1299, i hvilket Aar han ogsaa var i Norge.[15] Af et af ham udstedt Brev af 1302, som senere skal nøiere blive omtalt, da det er af yderste Vigtighed, sees det, at han da var Lagmand i Oslo. Fra 1304, maaskee allerede fra 1303 af, indtil 1316, forekommer han som Gulathings Lagmand, men dette Embede maa han, uvist af hvad Grund, have nedlagt sidstnævnte Aars Sommer, da man den 11te Decbr. 1316 finder ham som Medbesegler af en Dom, dømt af Thrond Halvardssøn, Gulathings Lagmand, men hvori denne dog beraaber sig paa en tidligere af Hauk fældet Dom i denne Sag.[16] Hans egentlige Hjem fra 1303 til 1316 synes at have været Bergen, hvor han eiede en Gaard, den saakaldte Audunargaard nede ved Stranden. I al denne Tid synes han kun to Gange, i 1306 og 1308, at have været over paa Island;[17] dog stiftede han i dette Aar tilligemed Biskop Arne Helgasøn et Hospital for Geistlige paa Gaulverjabø i Aarnes Syssel.[18] Men i 1317 maa han have foretaget en stor Forandring i sit Huusvæsen, eller have bestemt sig til aldeles at bryde op, thi den 28de Juli 1318 skjenker Kongen Hauks forrige Gaard, som han af ham havde kjøbt, til sin Kantsler og Mariekirken i Oslo;[19] derhos finde vi Hauk allerede strax efter Juul om Vinteren i Kong Haakon V’s 19de Aar, altsaa i Januar 1318, i Oslo, hvor han tilligemed Merkesmanden Paal Erikssøn og Lagmanden i Oslo Paal Einarssøn afsiger en Dom;[20] han var, som det synes, i Oslo endnu ved Sommertid dette Aar, da Kongen den 26de Juli 1318 bekræfter en af ham og Flere afsagt Dom.[21] En Beretning, ifølge hvilken han med flere Magnater skal have været kaldt over fra Island til Norge om Vaaren 1318, da Skibsfarten begyndte,[22] synes paa Grund af det Anførte lidet trolig, thi naar han i Januar 1318 var i Oslo og ved Iisløsningen samme Aar var paa Island, maatte han have gjort en Skyndtour derover i Februar eller Marts, hvilket ei er rimeligt, saamegetmindre som man om Sommeren atter gjenfinder ham i Oslo og en saa høitstaaende Mand som han vel maatte antages at være for nøie bekjendt med Regjeringsanliggenderne, til ei at vide, at den farlige og møisommelige Vinter-Reise til Island ikke vilde vorde ham til noget Gavn, da han saagodtsom strax ved Ankomsten skulde reise tilbage igjen. I den hele Mellemtid fra 1308 til 1316, navnligen i de Aar, hvori han udtrykkelig nævnes, nemlig 1306, 9, 13, synes han at have beklædt det omtalte Lagmands-Embede, uden at være afløst af nogen anden, medmindre det skulde have været paa hans korte Islandsreiser i 1306 og 1308. Den i „Grønlands historiske Mindesmærker,“ 1ste Deel, S. 35 fremsatte Indvending, at Gunnar Hjarandasøn i Diplomer fra 1310 og 12 udtrykkeligen kaldes Lagmand for Bergen og Gulathing, grunder sig paa en Feiltagelse af Dateringen, hvortil den Omstændighed, at Kongerne Haakon V Magnussøn og Haakon VI Magnussøn bære samme Navn, let kan give Anledning. Gunnar Hjarandasøn var nemlig Lagmand mellem Aarene 1361 og 1379, og da de fleste Breve dateredes efter Kongens Thronbestigelse, kan man let komme til at antage et Par Breve fra 1366 og 1368, eller fra Kong Haakon den Yngres 11te og 13de Aar, for at være udstedte i 1310 og 1312, eller i Haakon den Ældres Regjeringsaar af samme Tal. Sidst i Juni eller først i Juli 1319 var Hauk blandt de Mænd, der i Oslo sluttede den foreløbige Forening med de svenske Befuldmægtigede om Magnus Erikssøns Kongevalg.[23] Imidlertid skal Hauk i 1319 og 1320 atter have været Lagmand paa Island, dog saaledes at hans Søn Erlend i det første Aar vicarierede for ham.[24] Men allerede i 1321 og 1322 fremtræder han atter som Gulathings Lagmand,[25] og nu gjenfinde vi ham ei før 1329, i hvilket Aar han ved Althinget paa Island skal have fungeret som Lagmand.[26] Om dette har sin Rigtighed, saa kan dog idetmindste ikke hans Ophold paa Island have været langvarigt, thi i 1330 finde vi ham, ifølge ikke mindre end trende Diplomer,[27] tilbagevendt til Norge, hvilket Land han vel næppe oftere forlod, thi han døde den 3die Juni 1334,[28] og man finder ham endnu den 15de og 22de Mai samme Aar nævnt som tilstedeværende i Bergen ved et Par Kjøbekontrakter.[29]

Hauk var saa anseet, at han endog allerede i 1309 var bleven optagen som Medlem af det norske Rigsraad; som saadan nævnes han i 1316 og 1319. Hans Søn Erlend Haukssøn blev ogsaa Ridder og nævnes blandt Islands anseeligste Mænd. Hauks Hustru, Steinun Oladatter, nedstammede fra Harald Hildetand og Atle Jarl i Sogn.[30] Hans Datter Jorun blev Nonne i Kirkebø Kloster paa Island, antog Klosternavnet Agnes og valgtes i 1343 til Abbedisse.

Af Sigillerne til tvende Diplomer[31] sees det, at Hauk førte i sit Vaaben en Høg med udslagne Vinger paa en Tværbjælke. Den heraldiske Figur er aabenbart hentet fra hans Navn. Forresten er hvert af disse Sigiller aftrykt med forskjelligt Stempel og ikke ganske overeensstemmende i Forziringerne. Det ene, som er større, har nedenfor Tværbjælken aldeles glatte Felter; derom læses Indskriften S’*HAVKONIS FIL(II ER)LENDI. Det andet, mindre, har Feltet underneden opfyldt med korslagte Zirater. Om det mindre har ingen Indskrift været.[32] De ere begge nu noget beskadigede.[33]


Hauks litterære Celebritet er i Særdeleshed opstaaet ved hans Bearbeidelse af Landnamsbogen, hvilken Bearbeidelse derfor og stedse har ført hans Navn. Allerede Arngrim Jonsen omtaler, at han af den anseede Høvding Are Magnussøn havde haft Hauksbók til Laans (Specimen Islandiæ historicum, Amstelodami 1642, S. 154). Ogsaa Bjørn Jenssøn paa Skardsaa havde Hauksbók, af hvilken han gjorde flere Uddrag. Siden lod Biskop Brynjolf Sveinssøn Hauksbók afskrive ved Presten Jon Erlendssøn paa Villingaholt, og denne Afskrift har man endnu. Originalen derimod var længe forsvunden, indtil Arne Magnussøn fik fat paa den, dog desværre i en yderst beklagelig Tilstand, idet nemlig af den hele Bog, der havde indeholdt baade Landnáma og Kristnisaga, kun 14 Blade vare tilbage, og selv disse 14 Blade fik han fra forskjellige Kanter. I sine egenhændige Optegnelser (Cod. 435 qv.) udtrykker han sig selv saaledes derom:

Landnámubókar blöd þesse, ok hin ur Kristindómssögu hefi eg flestöll feinged frá Sira Olafi Jónssyne, enn fader Sr. Ólafs (Sr. Jón Torfason á Stad i Súgandafirdi) feck þesse blöd hiá bónda einum þar i Stadar sókn (over disse Ord, som ere understregede: vestra nærre sier) og tók þau til fullz i sundur, hvert fra öðru, utanum qver. nockur af þessum landnámu blödum hefi eg feinged annnarstadar ad enn frá Sr. Ólafi (i en anden Notits siger han: 4 blöd hefi eg feinged úr ymsum stödum á Islandi, post 1702). Eg sá ad þesse blöd attu framanvid þetta volumen, og hafa þar, óefad, til forna innbundenn vered, eg þvi lagde eg þau þangad, so volumen skillde hallda sier so vitt. Enn siálft Volumen (fráteknum þessum Landnámu og Kristindómssögu blödum) feck eg (ef mig riett minner) frá Gaulveriabæ í Flóa, og hefur þad, án efa, þangad borest epter Mag Bryniólf andadann. Mag. Bryniolfur hefur og eptir þessarre Landnámu og Kristnisögu skrifa láted, og mun þá bókinn hafa hallded sier.

Kristnisögu sem stendr i Hauksbók citerer Jón lærdi[34] einhversstadar; þat er óefad þesse, og mun Jón þar í lesed hafa, kannske ádr enn Mag. Bryniolfur hefur handhafe ordid ad bókinne. Likast bókinn sie í fyrstu af Vestfiördum komen, og hafe sá eignarmadr er Mag. Bryniolfi liede, aptur heimtad Landnámu vestur, enn hitt blífed sydra, nema Landnáma hafi allareidu burt ur Volumine vered, þá Mag. Bryniolfr þetta handliett, og hann so bókina haft í 2 pörtum.

„Biörn á Skardzá hefur og haft þetta exemplar eda copie þar af, ok kallar hann þad á spatium sinnar compilationis Landnámabókar: Hauksbók.

„Hvört bókin öll, so sem hun nú er, hafi vered i höndum Jóns lærda, eda ei, nema Landnáma og Kristnisaga, er ei riett vist. Eg skylldi þo þeinkia hid fyrra, og kynni hann hiedan hafa þat er hann drabbar um Sets reisu“.

Af nogle senere Optegnelser, der indeholde enkelte af Arne Magnussøn til Olaf Jonssøn stilede Spørgsmaal med dennes Svar derpaa, fremgaaer det, at den Bonde, af hvem Olaf fik den, hed Bjarne Indridason í Skálavík, og denne havde vist besiddet den i 40 Aar idetmindste. Bladene, 14 i Tallet, vare sammenfæstede; flere end disse 14 havde de ei udgjort, saa langt man kunde huske tilbage.

Arne Magnussøn føiede nu hertil de andre fire Blade af Kristnisaga, og saaledes udgjør nu det hele opbevarede Fragment 18 Blade. Det er God. 371 qv. i den arnamagnæanske Samling.

Man vil imidlertid her lettelig kunne indvende, at Identiteten af den virkelige Hauksbók og disse 18 Blade ingenlunde er beviist og kun beroer paa Arne Magnussøns Autoritet. Denne Autoritet er i og for sig vægtig nok; dertil kommer, at Haanden og Retskrivningen i Cod. 371 netop er saadan, som man kunde vente sig fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede; endvidere stemmer Indholdet ganske med Jon Erlendssøns opbevarede Afskrift (Cod. Arna-Magn. Nr. 105 fol.). Allerede af disse Grunde have Udgiverne af „Grønlands historiske Mindesmærker“ og „Islendinga-Søgur“ ei taget i Betænkning at tilskrive Hauk selv hine 18 Blade. Men vi ere nu desforuden i Stand til at fremføre et fuldkomment juridiskt Beviis, der svækker al Tvivl. Der findes nemlig i det norske Rigsarkiv et Brev fra Hauk Erlendssøn, som Lagmand i Oslo, hvilket Brev er skrevet med samme Haand og samme Retskrivning, som hine Membranfragmenter. Vi erfare altsaa, at Membranfragmenterne, saavelsom Brevet, hidrøre umiddelbart fra Hauk selv; at de saaledes ere saa authentiske, som muligt, og at de derfor i Ordets egentlige Forstand kunne siges at tilhøre Hauksbók. Brevet, der følgelig er af den yderste Vigtighed og saaatsige eneste i sit Slags, efterdi det tjener til at bevise et Oldskrifts Oprindelse fra en navngiven Mand, og det fra en Mand af stort litterært Ry, have vi derfor troet at burde meddele i Facsimile; vi kunne saaledes henvise dertil og anmode vore Læsere om at sammenligne det med det Facsimile af Hauksbogen, der er meddeelt i „Islendinga-Sögur“, I. Bind. Man vil ved første Øiekast overbevise sig om, at Haanden paa begge Steder er aldeles den samme.

Men den her omtalte Cod. 371 er ikke den eneste saakaldte Hauksbók. Der er og en anden, skreven tildeels med samme Haand og indeholdende flere Sagaer og Stykker af større Udstrækning, hvilken man og har givet det samme Navn; det er Nr. 544 qv. i den arnamagnæanske Samling. Om dens Indhold skulle vi nedenfor vidtløftigere yttre os; her ville vi kun i Korthed opregne dens Hovedbestanddele, nemlig Trójumannasaga, Bretasögur, Merlinusspá, Hervararsaga, Fostbrœðrasaga og Thorfind Karlsefnes Saga. Bjørn paa Skardsaa, der levede saa langt tilbage i Tiden, at han i mange Stykker maa ansees for bedre underrettet med Hensyn til sit Fædrenelands Bibliographi, end vi nuomstunder, siger selv udtrykkeligen, at han har excerperet meget af den saakaldte Hauksbók, der efter hans Forsikkring er skreven af Hauk Lagmand selv, og nævner han blandt de Stykker, Bogen indeholder, udtrykkeligen Thorfind Karlsefnes Saga, Fostbrœðrasaga, Trójumannasaga, Bretasögur og Merlinusspá. Vi have altsaa her endnu et yderligere Vidnesbyrd om, at Alt, hvad der er skrevet med den oftomtalte Haand, hidrører fra Hauk. Men Bjørn Jonssøn nævner blandt Indholdet af Hauksbók ogsaa Landnáma og Kristnisaga. Da han dermed ei kan mene andre end de samme, hvoraf vi endnu have de ovennævnte Fragmenter Nr. 371 qv., saa synes det, som at ogsaa disse, eller den fuldstændige Codex, hvortil de hørte, paa Bjørns Tid var indbunden i samme Bind, som Nr. 544, noget, som vistnok meget vel kan have fundet Sted, uagtet Formatet ikke ganske er det samme. Af Cod. 544 har man tiere Facsimiler. Eet (af Stykket „frá Upplendingakonungum“) findes i Langebeks „Scriptt. rer. Danicarum“, Tom. II, S. 266, og saa mangelfuldt det end er, kan man dog allerede deraf tydelig kjende, at Haanden maa være den samme som i Brevet af 1302. Men to aldeles mesterligt udførte Facsimiler af tvende Sider i denne Codex, hvor foruden den principale Haand ogsaa to andre findes, ere meddeelte i Antiquitates Americanæ, hvortil vi her kunne henvise.

Er det nu altsaa godtgjort, at de omhandlede Skrifter hidrøre fra Hauk, opstaaer dernæst Spørgsmaalet, hvorvidt man kan ansee dem for egenhændigt skrevne af ham, eller om han har benyttet Secretair. Egentlig er dette Spørgsmaal med Hensyn til Skrifternes Authentie og Værd temmelig ligegyldigt, thi hvad enten han selv har ført Pennen, eller dette er skeet ved en Secretair, saa viser dog Diplomet, at hvad der er skrevet med denne Haand, er skrevet under hans umiddelbare Opsigt. Men interessant bliver det dog altid at vide, om vi her virkelig see den saa høit anseede og af Litteraturen saa fortjente Mands Skrifttræk for os, og det maa derhos vække en særdeles gunstig Præsumtion med Hensyn til de paa den Tid levende norske og islandske Lagmænds Dannelse, naar En af deres Midte ei alene kunde skrive, – en Luxus i det øvrige Europa – men kunde skrive en Haand, der gjorde mangen Klerks til Skamme, og anvende en Retskrivning, der viser den nøieste Kjendskab til Sprogets Grammatik og Lydlære. Men naar man skal slutte efter enkelte Smaatræk, der fortælles om norske og islandske Høvdinger, hørte Skrivekyndighed ei til nogen Sjældenhed iblandt dem. Af Haakon Haakonssøns Saga (Cap. 6) erfare vi, at han i sin Barndom, som det hed, blev sat til Bogen; ligeledes fortælles der, at paa hans sidste Sygeleie blev der blandt andet forelæst ham af latinske Bøger (Cap. 329); nu maatte det dog vel have været en Umulighed, i sin Tid at bibringe ham Latinen, medmindre han ogsaa til samme Tid lærte at læse og skrive. Den samme Bemerkning kan gjøres om Kong Haakon V Magnussøn, om hvem der i Laurentius’s Saga Cap. 15 udtrykkeligen fortælles, at han ved Forhandlingerne i Nidaros i Anledning af Striden mellem Erkebiskopen og Kannikerne holdt en Tale paa Latin. Om Lagmanden Sturla Thordssøn, den berømte Forfatter af Haakon Haakonssøns Saga og Hauks Frænde, fortæller Sturlunga Saga (3die B. S. 307) udtrykkeligt, at han havde Voxtavler, hvorpaa han gjorde Optegnelser. Overhovedet er det næppe tænkeligt, at Nogen kan have forfattet historiske Verker uden at have kunnet skrive. Hertil kommer nu og den specielle Omstændighed for Islands Vedkommende, at i det 13de Aarhundrede mange, ja de fleste Høvdinger saaatsige havde en Fod over i den geistlige Stand, tildeels endog havde en kirkelig Grad – hvilket igjen forudsatte en vis Boglærdom – for at kunne nyde godt af de geistlige Beneficier. Hvad nu og Hauk selv i Særdeleshed angaaer, saa maa man og lægge Merke til, at den selvsamme Haand, hvorom her er Spørgsmaal, findes i Diplomet fra Oslo, af 1302, i de tvende Hauksbøger, der efter al Rimelighed maae være skrevne paa Island, hvor der gaves flere Hjælpemidler til deres Affattelse, end i Norge, altsaa rimeligviis før 1299 eller efter 1317, og desuden, hvad vi snart komme til nærmere at omtale, i Brudstykker af en Gulathings-Lovbog, der naturligviis maa henføres til hans Functionstid som Gulathings-Lagmand. Det er næppe sandsynligt, at han til saamange forskjellige Tider eller ialfald paa saamange forskjellige Steder skulde have benyttet og ført om med sig een og samme Secretair. Det er langt rimeligere, at han selv har ført Pennen. Og endelig have vi hans eget Vidnesbyrd, idet han ved Slutningen af sin Landnáma udtrykkeligen siger: „þessa bók ritaða (ek – maa være udeglemt i Afskriften) Haukr Ellinzsun“ .., see „Grønlands historiske Mindesmærker“, I. B. S. 36, og „Islendinga-Sögur“, I. B. S. 320.

Vi have altsaa i disse Efterladenskaber fra Hauk Erlendssøn i ikke alene Skrifter, bearbeidede og saaledes garanterede af ham, men, hvad der er endnu merkeligere, virkelige Autographer fra hans Haand. Derved blive disse Levninger os dobbelt interessante. Vi vide, at den anseede, i Historien indgribende Mand selv har haft disse Blade for sig, selv har formet ethvert Skrifttræk. Vi betragte med Forbauselse den Flid, hvormed Arbeidet er udført, og slutte derfra til den overordentlige Interesse, hvormed denne Hædersmand har omfattet litterære sysler i Almindelighed og Historien i Særdeleshed. Vi beundre hans Nidkjærhed i Embedsførelsen, der ei lod ham hvile, førend han med egen Haand havde afcopieret den Lovbog, efter hvilken han skulde dømme. Og vi følge derhos med stor Interesse ogsaa de øvrige Retninger af hans litterære Syslen, forsaavidt de aabenbare sig i allehaande Notitser af forskjelligt Indhold. Vi kunne deraf maaskee endog drage Slutninger om, hvad der kan ansees for at have været Modestudium og sædvanlig litterær Beskjeftigelse for de dannede Stormænd paa hans Tid. Endelig er hans Autoritet os vigtig i grammatisk og orthographisk Henseende og Studiet af hans Retskrivning særdeles lærerigt.

Visheden om Haandskriftens Egthed gjør det os nu let at forfølge hans Virksomhed og bestemme, hvad der umiddelbart eller middelbart hidrører fra ham. Thi nærmere Undersøgelse af andre Codices, eller Levninger af Codices, og deres Sammenligning med de to Hauksbøger bringer os Vished om, at der foruden disse endnu haves saare meget, der ligeledes, om end ikke skrevet af ham selv, maa tillægges ham.

Som Hovedskriftet maae vi stedse ansee hans Bearbeidelse af Landnáma, fortrinsviis kaldet Hauksbók, om hvilken han selv (l. c.) siger, at han skrev den, deels efter det Exemplar, der var skrevet af Hr. Sturla Lagmand, deels efter Styrmer frodes Exemplar, saaledes at han af hver tog det, der i den ene anførtes mere end i den anden, skjønt de paa de fleste Steder vare samstemmende. Hans Bearbeidelse er saaledes en selvstændig Recension, og den berettiger ham til at opføres blandt Forfatternes Tal. Hvor det er ham muligt, tilføier han ved Genealogierne de Slægtled, der vise hans egen Æt, og kalder sig ved disse Anledninger slet og ret Hauk, enten – hvad der vel er det Rimeligste – fordi han selv ikke passende kunde kalde sig med Titlen, eller – hvad der og er sandsynligt – Bogen er skreven, førend han havde opnaaet Lagmands- og Ridder-Værdigheden. At han, som nogle have troet, skulde være Forfatter af Kristnisaga, som han ligeledes har afskrevet, forekommer os tilstrækkeligen modbeviist i „Grønlands hist. Mindesmærker“, S. 37–47. At der forresten af Hauks Landnáma kun ere hine 18 Originalblade tilbage, er oftere omtalt; derimod har man Jon Erlendssøns Afskrift, Nr. 105 fol., hvorved dog er at bemerke at dens første Halvpart, maaskee ved en skjødesløshed af Bogbinderen, er sammenbundet med sidste Halvdeel af samme Jon Erlendssøns Afskrift af Landnámas ældste Text, Nr. 107 fol., og omvendt. Denne Feil, som af de tidligere Udgivere ei har været bemerket, er opdaget og rettet af Udgiverne af Islendinga Sögur, 1ste Bind, 1843, see Fortalen til dette Verk.

Næst efter Cod. 371, ja maaskee og i høiere Grad, tiltrækker Cod. 544 sig vor Opmerksomhed. Dens Indhold er, i dens nuværende Skikkelse, følgende:

1. Trójumannasaga, paa 12 Blade[35] Dette er den i Middelalderen sædvanlige Fremstilling af den trojanske Krig, der, som bekjendt, aldeles afviger fra den homeriske og næsten er at ansee som en selvstændig Digtning, see Nyerups „Dansk Morskabslæsning“, S. 32. Nyerup siger her, at den islandske „Trójumannasaga“, han kjender, kun er en Oversættelse fra 1677 af den danske Udgave; det kan maaskee forholde sig saaledes, men i alle Fald viser Tilværelsen af Hauks Trójumannasaga, at det havde været overflødigt at gaae en saadan Omvei. Beretningen om Troja var for vore Historieforskere i Middelalderen af den største Interesse, thi de svævede fuldt og fast i den Formening, at Troja var Asgaard, Tyrkerne ɔ: Teukrerne eller Trojanerne vare Aserne. Trojanernes Historie var derfor i deres Øine Asastammens Urhistorie: de søgte og at gjengive de græsk-romerske Gudenavne ved nordiske, hvorpaa i Særdeleshed denne Hauks Trójumannasaga afgiver et Exempel. Den begynder nemlig saaledes:

A dogvm Josve er hofðingi var a Iorsala landi yfir Gyþinga lyð eftir Moyises at tilskipan sialfs gvðs var sa maðr vpp fœddr i ey þeirri j Iorsala hafi er Krit heitir er Satvrnvs var kallaðr en ver kollvm Frey.

Siden tales om hans tre Sønner, Jupiter, Neptun og Pluto, om Jupiters Giftermaal med Juno, om Titanerkrigen og om Jupiters Elskovsæventyr. Det første af disse er med Io, Inakus’s Datter i Grikkland. Ved denne Leilighed kaldes Jupiter Thor og Juno Sif.

Videre fortælles om Lykaon, om Europa, om Salmoneus, der kaldes Salomon, om Edelon jog hans Datter Alkonia „a Pilon“ (en sammenblanding af Sagnet om Alkmene og Danae), om Jason og det gyldne Skind, om Priamus og Paris samt dennes Dom; herom heder det:

... var hann þa kallaðr Paris; en er hann vox vpp, elskaði hann miok Freyiv, en siþan er hann vissi vm ætt sina oc hann gerði brvllavp sitt til Thecidem, þa havð hann þangat ollvm gvðvm; hon tok vpp eitt gvllepli, a þvi var ritað, at sv skylldi eignaz er fegri væri, oc var þvi kastat millim þeirra Freyiv[36] oc Sif oc Gefion.

Merkeligt er det her, at Gefjon ansees som svarende til Minerva, vistnok fordi Mythologien fremstiller hende som en Mø. – Jasons Æventyr i „Kolkos“ beskrives vidtløftigt. Om skindet (reyfi) heder det, at det hang i Tys hofi (ɔ: Mars’s Tempel). Siden omtales Herkules og hans Bedrifter. Efterat Geryons Drab er nævnt, fortsættes saaledes:

þaðan for hann i vestralfu heimsins oc er sva sagt at hann kiæmi til heims enda oc gerði þar mikla stolpa til marks viðforli sinnar siðan siglði hann aftr vm Norvasvnd oc i Italia.

Endelig kommer Beskrivelsen over Trojanerkrigen, der er meget vidtløftig. Om Priamus’s Død heder det, at Neoptolemus hug ham fyri Þors stalla. Sagaen slutter med disse Ord:

Er nv yfirfarit ða sogv er agiætvz hefir verit i verolldvnni i heiðni at allra manna virðingv þeirra er vitrir erv oc flestar frasagnir eru kvnnar en her eftir hefr sogv fra Enea og þeim er Bretland bygðv.

Man seer saaledes, at denne Bearbeidelse af Trójumannasaga vel nærmest maa være hentet fra angelsaxiske Kilder, siden den er bragt i Forbindelse med Bretasögur eller Indbyggerne af Bretland. – Bretasögur følge imidlertid ei umiddelbart efter, men paa første Side af 18de Blad findes

2. Naturhistoriske Optegnelser om visse Stenes Udseende og medicinske eller magiske Kraft. Lignende Optegnelser finder man ofte i Haandskrifter fra Middelalderen; de ere Affødninger af de Tiders saameget yndede, halv medicinske, halv magiske Grublerier, og det er vel til Kundskaber i denne Retning, at der sigtes, naar der i Sturlungasaga (3. B. S. 133) fortælles om Knut Jarl, at han bedre end nogen anden Mand i Norge kunde skynja steina náttúrú. Som Prøve paa disse Optegnelser hidsættes:

Gerathises heitir Stein svartr asionar en ef maðr hefir hann i mvnni ser þa ma maðr þegar segia hvat maðr hygger um hann þvi at hann hefir þegianda megin þa mattv vita hvart kona vill iatta bidianda eða nitta en ef maðr hefir þann stein þa rið a þann man miolk eða hvnangi oc mvnv þa þegar flvvr a hann setiaz oc svga oc stinga.

Magnetis heitir sa steinn er finnr a India landi sv þioð er Trogodi heitir hann er svartblar hann dregr iarn at ser Medi fvnnv megin hans legg hann vndir hals kono sofande ef mann forvitnar vm dygð hennar en sv er skir er faðmar sofanda bonde sinn en hora velltr or reckiv sem henni se meðr hendi kastað oc deynir oc merkir sa davnn lávn lastar hennar En ef þiofr gengr i hvs at stela oc leggr hann glœðr her oc hvar oc a ofan nockot af þeim steini i hvern stað sva at hiti oc reykr gangi af i fiora staði oc hverr er i hvsi þvi er flyr hverr i sin stað oc vggir at hvs falli a en þiofr ma taka hvat er hann vill En ef dryckit er af honvm i vatni oc i hvnangi þa er han goðr við vatnkalfi oc við brvna ef ðu stockvir a með honvm.

Efter to med forskjellige Penneprøver og andre uvigtige Sager tilkluddrede Sider følger nu (fol. 21 b) nogle latinske kalendariske Vers, den saakaldte Cisiojanus, og nederst paa Siden de arabiske Tal 0987654321 saaledes formede, som sidenefter skal omtales. Dernæst kommer

3. Bretasögur og Merlins Spá paa 23 Blade og een Side af et halvt afskaaret Blad. Blækket er her meget falmet, dog ingensteds saaledes, at man jo med nogen Anstrengelse kan læse Trækkene. Det er derfor stor Skade, at den største Deel af de falmede Skrifter er bleven opfrisket ved en nyere Haand, der har moderniseret Retskrivningen, og med et Blæk, hvis Sorthed paa de fleste Steder hindrer os fra at see de oprindelige Træk. Besynderligt nok, at det er den ellers for Oldskrifternes Bevaring saa omhyggelige Biskop Brynjolf Sveinssøn, man har at takke for denne Overmaling, thi paa en Seddel i den forhen omtalte Notitsebog Nr. 435 siger Arne Magnussøn: „Merlinus spá in membrana i bok (það er bokenn sem eg nu á 4to) sende Mag. Bryniolfur Sigurde Jonssyne lögmanne ok bad hann (so som vel lesande mann) ad draga i þá oskiru stafena. þad giörde lögmadur, ad samverkande Sigurde Biörnssyne lögmanne, sem þá átte heima i Einarsnese post 1664, enn adr hann vard landskrifare. – Relatio Sigurdar Biörnssonar lögmanns 1707“. Slutningen af Bretasögur er merkelig nok; den viser sig at være tilføiet af den norske eller islandske Oversætter og Bearbeider; om nu dette har været Hauk selv, eller han blot har afskrevet en ældre Oversættelse, maa lades uafgjort. Slutningen lyder saa:

Avll þersi tiðindi er nv hafa sogð verið fra Bretlandz bygð oc þeirra konvnga viðskiptvm er þar vorv yfir erv ritvd eftir þeirri bok er historia Britorum[37] heitir oc er hon ger af firisogn Alexandrs Lvndvna byskvps oc Valltara erkidiakn or Axna fvrðv oc Gilla ens froða. Kaðvalla var konvngr .xxx. oc vij. ar hann lagþi fyrstr romaskatt a allt England a hveriv ari at giallda Eftir hann var Adalraðr xiij. ar þa var Simbvr drottning eitt ar þa Kinivlfr konvngr viij ar oc .xx. þa Britivs xvij. ar. þa Egbrigtvs .xxx. ara os .vij. manvði hann lagði morg riki vndir sig þa Eidvlfr svn hans er rikti halft annað ar þa Edelalldr svn hans .v. ar þa Aðalbrigt broðir Eiðvlfs .vi. ar þa Alfriðr broðir þeirra .viij. ar oc .xx. hann eignaðiz fyst þersa konvnga allt rikit oc rak brott alla vfriðar menn oc styrði rikinv vel oc lengi eftir hann rikti Jatvarðr svn hans .iiij. ar oc .xx. Eftir hann Adalstein goði .xi. ar oc xx. oc vi. vikvr oc þri(a) daga hann fostraði Hakon svn Haralz konvngs harfa(g)ra.

Dette Skrift og i Særdeleshed det smukke Digt Merlins-Spá fortjente vel at udgives.[38]

4. Efter Bretasögur følger et Stykke af religiøst Indhold, kaldet Viðræða likams ok salar; det forekommer og i Cod. 619 qv. under Titel: Visio Pauli apostoli. Det udgjør i Hauksbogen 9 Blade.

5. Paa 3 Blade og 14 Side følger dernæst Slutningen af Hemings-þáttr. Stykket begynder med Presten Huges Drøm om Norges tilkommende Konger fra Harald Haardraade til Sigurd Jorsalafarer. Strax derpaa fortsættes om Haralds Reise til England. I Forbindelse hermed staaer stykket om Lig-Lodin.

6. Umiddelbar derefter, paa den samme Side, hvor Hemings-þáttr og „um Líkaloðinn“, og paa de 4 følgende Blade findes „Saga Heiðreks konungs ens vitra“ ɔ: Hervararsaga. Denne Bearbeidelse er aftrykt i „Fornaldarsögur Norðrlanda“, 1ste Deel, Anhanget. Da Slutningen mangler, maae flere Blade her være udrevne.

7. Af det næste Stykke, Fóstbrœðrasaga, mangler ligeledes Begyndelsen, hvilket fremdeles bestyrker, at der her maa være en stor Lacune. Fostbrødrasaga indbefatter 13 Blade, men af disse ere kun de 3 første Blade og Side beskrevne med Hauks Haand, Resten saavelsom de to følgende Nummere ere skrevne med en god Haand, hvis Bogstaver ere større end Hauks, og hvis Retskrivning i det Hele taget maa kaldes god, skjønt den ei kan sammenlignes med Hauks; navnligen skjelner den ei, som Hauks, mellem œ og æ, og viser sig saavel heri, somi andre Stykker, at være ægte islandsk. At den ellers er aldeles samtidig med Hauk og sandsynligviis endog tilhører en Secretair eller Hjælper, hvoraf han har betjent sig, viser den Omstændighed, at hvor den længere nede, efterat have vedvaret gjennem omtrent 18 Blade, pludseligen ophører, tager Hauks egen Haand igjen fat endog i samme Linie, fortsættende Materien. Hauk har saaledes skrevet baade før og efter denne Hjælpehaands Anvendelse. Et Facsimile af denne Haand, saavelsom af Stedet, hvor Hauks Haand igjen tager fat, ved Ordene Eirikr svarar vel. findes i Antiqvitates Americanæ, Tab. iij.[39]

8. Med denne Mellemhaand er saaledes det næste Stykke skrevet, indbefattende tre Blade og en halv Side. Dette Stykke er af yderst merkeligt Indhold. Det fremstiller nemlig Brugen af de arabiske Tal og de fornemste Regler for Regningen af de 4 Species samt Kvadrat- og Kubikrodens Uddragning. At denne Afhandling, uden just at være skreven med Hauks egen Haand, dog hidrører fra ham og er skreven under hans Opsigt, godtgjøres ei alene af den ovenfor paapegede Omstændighed, men ogsaa deraf, at de røde Capiteloverskrifter ere tilføiede af Hauk selv. Vi have her, saavidt vides, det tidligste Exempel paa Brugen af arabiske Tal i hele Norden, og man skal vel næppe kunne paavise ældre europæiske Skrifter udenfor Norden, hvor de forefindes. Udtrykkene i Afhandlingen ere forresten saadanne, som om det var noget Nyt og hidtil ubekjendt, Forfatteren her fremstillede, og det er derfor ikke saa urimeligt at antage Hauk, der efter hvad vi allerede have seet, var en for sin Tid kundskabsrig og man kunde tilføie curieux Mand, for dens virkelige Concipist. En næsten ganske ligelydende, men noget yngre, norsk Afskrift af Stykket findes indheftet i den ellers ældgamle Cod. 1812 qv. paa det store kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn. Fragmenter af en endnu sildigere Afskrift, hvorom vi senere komme til at tale, findes i Cod. Arna-Magn. 736 qv. Hauk kalder denne Regnemaade Algorismus.[40]

9. Efter Stykket om Algorismus følger den i „Antiquitates Americanæ“ og „Grønlands historiske Mindesmærker“ udgivne Thorfinn Karlsefnes Saga, paa omtrent 8 Blade. Her begynder, som ovenfor bemerket, Hauk Erlendssøns egen Haand ved Eirikr svarar vel. Fol. 85 a. Linie 14 f. o. Dog vedvarer denne Hauks Haandskrift kun paa næste Side og ganske lidet af den derpaa følgende, thi her begynder i 3die Linie ved Ordene þeir fundu þar a landi en 3die hidtil i Codex ikke forekommende Haand, hvis Skrifttræk og Retskrivning har et nyere Udseende, end Hauks egen. Et Facsimile af den Side, hvor Haandomskiftningen forekommer, er meddeelt i Antiqv. Americanæ, Pl. iiij. Dog kan denne Haand, uagtet sit nyere Udseende, ikke antages for yngre end Hauk, siden dennes Haand efter 1½ Blad atter tager ved, slutter Sagaen og fortsætter dernæst lige til Bogens Ende. Det maa saaledes være en anden, ligeledes islandsk Secretair, han her har benyttet.

10. Det næste Stykke er den i Fornm. S. 3die B. meddeelte þáttr om Harald Haarfagres Skalde, paa ½ Side, 2 Blade og 1½ Side, heelt igjennem med Hauks Haand, men Skriften er her mange Steder saa godt som ulæselig.

11. Det sidste Stykke med Hauks Haand, paa ½ Side og 3 Blade, er den þáttr af Upplendinga konungum, der er aftrykt i Langebeks Scriptores, Vol. 2, og forsynet med et Facsimile der, hvor daarligt det end er, dog giver et ret ordentligt Totalbillede af Skriften.

Paa de følgende 4 Blade findes Noget af religiøst Indhold, skreven med en fra alt det Øvrige noget forskjellig Haand. I sine egenhændige Optegnelser kalder Arne Magnussøn dette „Ur Adams-bók“. Dernæst følger etslags Grundtegning af Jerusalem, lignende den, der er meddeelt i Werlauffs „Symbolæ ad geographiam medii ævi“.

Endelig slutter Bogen med eet Blad og ½ Side, paa hvilke det gamle Eddadigt Völuspá findes afskrevet med en stor, ikke synderlig smuk Haand, vistnok betydelig yngre end Hauks Tid. Ogsaa pergamentet er her saa forskjelligt fra Bogens øvrige Deel, at man skulde fristes til at antage dette Stykke senere tilheftet. Det er denne Afskrift af Völuspá, som findes aftrykt i den store Udg. af den ældre Edda, 3die Bind.[41]

Det er ellers at merke, at ifølge Arne Magnussøns egenhændige Optegnelser i Cod. 435 qv. var Bogen, da han fik den, anderledes indbunden. Han opregner her stykkerne i følgende Orden:

Ur Landnamabok og Kristindomssögu fragmenta nøkkur. (Man seer, at han her har regnet Nr. 371 som en Deel af samme Bog.) Geographica quædam et physica. Theologica quædam ex sermonibus Augustini. Varia, atque inter ea Astronomica quædam. (De tre her sidstnævnte Stykker fattes nu.)[42] Theologica quædam, videntur esse ur Adams bók. Delineatio urbis Hierosolymorum. Völuspá. (Altsaa have Nr. 11 og Völuspá i den Tid staaet foran.) Troiomannasaga. De gemmis nonnulla. Bretasögur, vída ólæsar. Vidræda Likams ok sálar. Aptan af Hemings sögu, þar í um Líka-Loðin. Saga Heiðreks konungs ens vitra, vantar við endann. Aptan af Sögu Þorgeirs Hávarsonar og Þormódar Kolbrunarskalz. Algorismus (er de Arithmetica). Saga Þorfinns karlsefnes og Snorra Þorbrandssonar. Saga skallda Harallz konúngs hárfagra. Af nidium Ragnars lodbrókar fragment. Lucidarium. (Ogsaa denne mangler nu.)[43] Bókin er in 4to. Det er til denne Liste, at Arne Magnussen har vedtegnet de ovenfor omtalte Notitser i Form af henvisende Anmerkninger.

Af denne Codex’s Indhold sees allerede, at Hauks Granskninger og Skribentvirksomhed har strakt sig ud over den egentlige Historie, men at han og har beskjeftiget sig, og i en væsentlig Grad, med Mathematik; og at navnligen Brugen af de arabiske Tal ved ham synes at være bleven gjort bekjendt. Det sees ligeledes, at han undertiden har betjent sig af Secretairer, navnligen af den, der har skrevet Slutningen af Fostbrødrasaga, Algorismus og Begyndelsen af Thorfind Karlsefnes Saga. Man synes paa Grund heraf at maatte være berettiget til, naar man ogsaa andensteds stødte paa den samme Secretairhaand, ligeledes at antage dette for skrevet under Hauks Opsigt eller forfattet af ham, i Særdeleshed hvor Materien er af samme eller lignende Art, som hvad der i Cod. 544 forekommer. Og nu træffer man virkelig to saadanne Codices, begge meget smaa, hovedsageligen skrevne aldeles med samme Haand, af et Indhold, der slaaer ind i samme Materie, ja hvor endog de charakteristiske arabiske Tal, ligedan formede, hyppigt forekomme. Disse Codices ere Nr. 415 og 732 qv. Den første, 415, indeholder:

1. To iturevne Blade, hvor Fjordene paa Island findes optegnede.

2. Paverækken.

3. Computistiske Bemerkninger, hvortil og hører en saadan af concentriske Cirkler bestaaende Figur af Verdenssystemet med Planeterne, som findes afbildet i Rimbegla, S. 110, samt nogle latinske Memorialvers.

4. Stjærne-Oddes Drøm.

5. De af Langebek i „Scriptt. rer. Dan.“, T. II. S. 177–199 udgivne Annales vetustissimi, der ende 1313, og hvor der desforuden findes endeel mathematiske Bemerkninger om Cirkelens Udmaaling. Hos Langebek findes Facsimile af en heel Side. Merkeligt nok, at disse Annaler, der ellers i mange Stykker Ord til andet stemme med de saakaldte regii, nøiagtigen udelade enhver Notits, hvor Hauk selv er nævnt, aabenbart af den Grund, at han, som Forfatter, ei behøvede disse Antegnelser om, hvad han selv bedre end nogen anden vidste.

6. Efter Annalerne følge Bisperækker fra Nidaros Provinds, Kongerækkerne for de tre nordiske Riger, og det bekjendte Langfeðgatal, hvoraf Langebek har meddeelt saavel Aftryk som Facsimile i „Scriptt. rer. Dan.“ 1ste Bind. De Bisper, der sidst nævnes, ere:

Eilif i Nidaros (der blev indviet 1311), Narfe i Bergen († 1304), Arne i Stavanger († 1303), Eyvind i Oslo († 1304), Thorstein i Hammer († 1305), Dolgfinn paa Orknøerne (fra 1286 til 1309), Erlend paa Færøerne (fra 1269 til 1308), Arne i Skaalholt (fra 1298 til 1320), Jørund paa Hole (fra 1267 til 1313, Thord paa Grønland (c. 1308): de tre Konger, der sidst nævnes ere Haakon Magnussøn, Erik Menved og Birger Magnussøn. Vi see saaledes, at Skriftet maa være forfattet mellem 1311 og 1313, hvilket og passer til Annalernes Ophør.

Nr. 237 b, en langagtig Kvart, indeholder:

1. Brudstykker af computistiske Notitser med samme Haand og aldeles af samme Indhold, som dem i 415.

2. Endeel latinske Memorialvers m. m.; hermed følger en Bemerkning om den aarlige Feil ved Beregningen af det julianske Aar, hvorom nedenfor.

3. Vindrosen med latinsk Forklaring, fremdeles astronomiske Bemerkninger om Maanens Gang m. m.

4. En Figur, fremstillende Verdensdelenes gjensidige Beliggenhed, afbildet i Facsimile i Rimbegla S. 478 og i Antiqvitates Americanæ, S. 279.

5. Verdenssystemet, afbildet som i 415.

6. Bemerkninger om Dagens forskjellige Længde og om Solens Gang.

7. Latinske Memorialvers af grammatisk Indhold.

8. Afbildning af Dyrekredsen med Forklaring.

9. Forklaring af de hebraiske Bogstaver.

10. Grundtegning af Labyrinthen, eller, som det kaldes, Völundarhús.

1l. Fremstilling af af Christi Længdemaal, med tilføiet Bemerkning, hvorledes det kan tjene som Amulet.

12. Maanedscirkelen for Maaneaaret m. m.

13. Latinske computistiske Regler til Brug ved Finger-Regningen, hvorfor og en Haand staaer afbildet ved Siden.

14. En Grundtegning af Jerusalem, lig den i 415.

15. Nogle Penge- og Vægt-Beregninger, skrevne tildeels med et Slags Cipher. Derhos er 1 Blad, beskrevet med en nyere Haand, senere, som det synes, tilheftet.

At Alt, hvad der er skrevet med denne Haand i de to nævnte Codices, hidrører fra Hauk, derom overbevises man saameget mere ved at undersøge Cod. 736 qv. 3, der paa to Qvartblade fra c. 1370 indeholde Brudstykker af Afskrifter, deels af „Algorismus“, deels af Notitser, der findes i 415 og 732, b, deels endog Efterligning af Afbildningen af Planet-Ringen, af Völundarhús m. m. Disse Sager maae vistnok, da Afskriften foretoges, have staaet i samme Bind, eller have udgjort Bestanddele af samme Bibliothek, med andre Ord, de have været Dele af Hauks litterære Efterladenskab. Og erkjende vi først dette, da maae vi ogsaa slutte Rækken ved at erklære for hidrørende fra Hauk det store Qvart- eller Folio-Ark 736, 1., af hvilket Facsimile er leveret saavel i „Antiqvitates Americanæ“, som i Werlauffs „Symbolæ“ og i Rímbegla, og hvor ei alene de ofte omtalte Ringe, nemlig Planet-Ringen og Jorddeel-Ringen findes indførte, men derhos Grundtegningen af Jerusalem, hvorhos Texten foruden geographiske Notitser indeholder computistiske, tildeels af samme Indhold som 415 og 732, b og rigeligen forsynede med arabiske Tal aldeles af samme Form, som dem i Algorismus m. m.[44] Et Brudstykke af et Blad, beskrevet med ganske den samme Haand som 736, 1., indeholdende computistiske Regler og astronomiske Bemerkninger, og mange arabiske Tal, er nylig fundet i det norske Rigsarchiv og maa naturligviis føies til den øvrige Række af de haukske Levninger af kalendarisk-chronologisk Indhold.

Meget af det her korteligen Anførte er af særdeles Interesse og røber en dyb Granskning. Man betragte blot de ved Annalerne (Langebek T. II. S. 192) anførte Cirkelberegninger, der forudsætte megen mathematisk Kundskab. Følgende Bemerkning i 732, b om Feilen ved den julianske Tidsregning røber en for en Mand i Aaret 1313 sjælden astronomisk Indsigt:

Meistari Galterus fann þær .8. momentur er askortir at solin gangi hring sinn a arinv. þær atta momentur takaz af þeim 6 stvndvm er vmfram ero þa .5 daga ok .60. ok .300. þat er fvlt solar ar. þessar .8. momentur erv a fimm arvm. ein stvnd. Enn a hvndraði ara tolfræðv erv þat stvndir .24. þat verðr dagr ok nott. enn fyrir þvi at sa dagr er eigi vpp tekinn þa þoka sollhvavrf of tvav dægr a hundraði vetra tolfræðv. Er þat ok sanlega sagt at þa varo solhvarf jola nott er var herra var fæddr en siþan hafa sva þokat at nv verða solhvavrf en næsta dag eptir Magnusmesso. I þann tima var Jonsmesso solstaða a svmar enn nv er idus Junii.

Da Feilen ved de julianske Aar af 365 Dage og 6 Timer efter nøiagtige astronomiske Beregninger er 11 Minuter og 12 Secunder for meget, vil man hvert 5te Aar faae et overskud af 56 Minuter og 2 Secunder, hvilket omtrent svarer til en Time, der angives i ovenanførte Notits. Her beregnes Tiden, naar Feilen udgjør en heel Dag, til 120 Aar, hvilket er 8 Aar for lidet, da Tidsrummet egentlig er henved 128 Dag, men noget maa man naturligviis holde den Tids Ubehjælpsomhed i Brøkregning til Gode, og noget hidrører vel og fra en Bestræbelse efter at bruge runde Tal. Forf. angiver Solhvervene paa den Tid (i Begyndelsen af 14de Aarhundrede) til 14de Juni og 14de December. Da Tidstabet for hvert Aar er 119 Minut, bliver Feilen for de 10 Aarhundreder fra det nicæiske Kirkemøde 325, da Solhvervene indtraf den 21de, omtrent 7 Dag, hvilket stemmer med Forfatterens Beregning Gaaer man længer op i Tiden, til Christi Fødsel, faaer man Solhvervene mellem 23de og 24de. Altsaa vare Hauk Erlendssøn og hans Autoritet „Mester Galterus“ allerede ved Begyndelsen af 14de Aarhundrede opmerksomme paa den Feil, der senere har bevirket Indførelsen af den gregorianske Kalender, og hvorom det ellers heder, at man først bemerkede den i det 15de Aarhundrede.

At anføre vidtløftigere Prøver af de ovenfor nævnte astronomiske og computistiske Afhandlinger vilde lede til for stor Vidtløftighed og tillige være overflødigt, da det Meste deraf, rigtignok uden at Hauk er nævnt som Hjemmelsmand og med forandret Orthographi, er aftrykt i Rímbegla. Derimod hensætte vi en Prøve paa Cipherskriften. Den bestaaer deri, at enhver Vokal (som saadanne ogsaa regnede v og j) ombyttes med den i Alfabetet næst paafølgende Consonant, medens der ved Consonanterne selv ingen Forandring foretages; f. Ex. pfnnkgbr læs penni(n)gar, i det her følgende Stykke:

Þrir penningar talðir eru við ein vegin ‖ 20 pfnnkgbr xfgnkr k bxrtbxg ‖ 3 avrtavgar i eyri ‖ 8 avrar i mavrk ‖ Þbt fr tkðbzt bt 3 m’kr gbngs sklfrs sf k mptk skkrrk (ɔ: skirri) ‖ þrk væg gzllkng mptk gangs sklfri ‖ Mbxrk bf gangs sklfri er gftkn (ɔ: gefin) til bt smkðb pr mbxrk skkrri firir xtbn gylling | Atta merkr gangs silfrs ‖ Þat er mbxrk gxllz. Þrimtigvm sinna skal blasilfr vega moti gvlli ‖ 10 sinnvm skirt silfr moti gvlli.

Fiorar ero iustur i bolla. 4 bollar i ask.

Fiorar merkr ok .20. i lifs pvnd ‖ þav .24. i Skippund ‖ 10 skippvnd i lest ‖ 22 lestir i a havfn. 3686400 peningar i lest.

Hvad Penningeantallet i Læsten angaaer, da er det her ansat for høit efter den ovenstaaende Beregning, thi ere der 20 Penninger i Örtugen, komme 480 i en Mark, og naar Skippundet eller Læst holder 576 Mk., bliver Antallet af Penninger i Læsten 2764800. Men Feilen ligger aabenbart deri, at Lispundet er ansat til 24 Mk. (ɔ: 12 Pd.) istedetfor, som sædvanligt, til 32 Mk. (16 Skaalpund). Beregnes det til 32 Mk., udkommer netop Totalproductet 3686400.

Da der i de ovenomtalte Sager ogsaa findes flere Stykker paa Latin, maae vi altsaa formode, at Hauk har forstaaet dette Sprog, eller rettere vi finde her fuldkommen Bekræftelse paa hvad vi ovenfor, hvor Spørgsmaalet var om hans Skrivekyndighed, antoge, at hans som saamange andre fornemme Nordmænds og 1slændinges Opdragelse maa have været for den Tid meget omhyggelig, navnligen med Hensyn til Sprogstudium. Ogsaa anbefaler i Kongespeilet Faderen sin Søn paa det Indstændigste at lægge sig efter alle Sprog, dog helst Latin og Fransk: „Ef þú vilt verða fullkominn í fróðleik, þa nem þú allar mállýzkur, en allrahelzt latínu ok völsku, þvíat þær tungur ganga víðast, en þó týn þú eigi at heldr þínu máli eða tungu“.

Vi komme endelig til den sidst opdagede Levning fra Hauks egen Haand. Det er en Deel Blade af en Gulathings-Lovbog tilligemed Hirdskraa, skreven med hans Haand og saa lig, i Særdeleshed Nr. 371, baade i Bogstavernes Størrelse, Linjernes Afstand, og det hele Format, at den, naar den ellers havde været i sin Orden, hvad her ikke er Tilfældet, gjerne kunde have været indbunden tilsammen dermed. At Hauk som Gulathingslagmand selv afskrev sin Lovbog, er, efter hvad man nu maa antage om hans Lyst til litterære Sysler, ei saameget at forundres over, men desuagtet maa man deri erkjende en høi Grad af Embeds-Iver og Interesse for Sagen. Han har sandsynligviis ei været tilfreds med de allerede paa den Tid temmelig varierende Lovafskrifter og derfor selv bearbeidet sig en Text; og nægtes kan det ei, at overalt, hvor man sammenligner disse Brudstykker med de øvrige Afskrifter af Kong Magnus’s Lov, kan man være vis paa, stedse at træffe den med sund Fornuft mest overeensstemmende Læsemaade. Skade derfor, at man ei har hans Afskrift heel, for at kunne lægge den til Grund ved den Udgave der nu forberedes.[45] Af Hirdskraa maatte det ligeledes være Hauk, som Ridder (ɔ: Skutilsvend), magtpaaliggende at besidde en for alle indkomne Feil renset Text. Som Prøve paa Hauks Lovafskrift kunne vi anføre et Capitel af Arvebolken, Cap. 21:[46]

Nv skal þær giafir telia er halldaz skolv þær giafir skolv halldaz er konvngr gefr oss eða ver honvm hverr maðr ma ok gefa fiorðvngs giof af ollv þvi fé er honvm hefir aflaz bœði i landi ok lavsvm eyri bornvm sinvm skilgetnvm einvm ef þat vill hann en tivndar giof af ollv þvi fé er hann hefir at erfðvm tekit bœði i landi ok lavsvm eyri þó at hann spyri ecki erfingia at hvárt sem hann er heill eða sivkr en þat skal fyst lvkaz af tivndar giof ok fiorðvngs giof er maðr gefr gvði firir sal sina hverivm manne sem hann gefr loggiof sina.

Vi have saaledes fulgt Hauks Virksomhed i de forskjellige Fag, hvormed han beskjæftigede sig. Vi have seet, at han ved Siden af sine vigtige Sysler som Embedsmand – hvilke han maa have røgtet godt, siden han saa længe beklædte dem og, som det synes, var høit anseet af sin Konge og sine Landsmænd – ogsaa beskjæftigede sig med historiske, mathematiske og naturhistoriske Samlinger; at han i disse for sin Tid maa have bragt det temmelig vidt; at han navnligen synes at have været en af de første, der i vort Norden betjente sig af og forstod at anvende det arabiske Talsystem; at han maa have forstaaet Latin, sandsynligviis ogsaa Fransk og Angelsaxisk; i Korthed, at han maa have været en i ordets egentligste Forstand dannet og Videnskaberne hengiven Mand. Her paatrænger sig nu Spørgsmaalet: kan man ansee ham for Enestaaende i videnskabelig Henseende eller kan man ogsaa i Almindelighed fra hans Dannelsestrin gjøre en Slutning til den blandt de Fornemmere herskende Dannelse i Norge og paa Island? Dette Spørgsmaal kunne vi vistnok i det Hele taget besvare med Ja. Vel er det muligt, ja endog sandsynligt, at vi i Hauk have en fremfor sine Ligemænd udmerket Personlighed for os, men den videnskabelige Aand, Respekten for Dannelse og et vist Grundlag af Viden maa dog ogsaa for de andres Vedkommende have været tilstede. Her kan ikke engang være Talen om Mænd som Sturla Thordssøn, virkelige Skribenter, der, om de end ikke have overgaaet Hauk, dog idetmindste maae have staaet ham ved Siden. Men her betragte vi de fornemme Ikkegeistlige i Almindelighed. Skulde man nu ikke, efter hvad vi i Forveien allerede tildeels have søgt at godtgjøre af Beretningerne om Kongerne Haakon IV’s og V’s Kundskaber i Latinen, af samtalerne i Kongespeilet o. s. v., kunne slutte til en saadan Dannelse, som den antydede, hos Medlemmerne af de anseede Familier? Dertil kommer, at de Fleste af dem sikkert havde været udenlands, idetmindste i Frankrige og England, men ikke Faa ogsaa i Palæstina og Rom, og i tidligere Tider i Constantinopel. De Herrer, som ledsagede Kongedatteren Christina paa hendes Reise til Spanien, havde vist forstaaet eller idetmindste paa Reisen lært baade Fransk og Spansk. Og af Biskop Haakons Breve til den unge Bjarne Erlingssøn af Gizke seer man tydeligt, at denne maa have nydt en særdeles omhyggelig Opdragelse. Tænker man sig nu i Forbindelse hermed den Interesse for fædrelandsk Sprog og Historie, der herskede i Landet, og som det sygelige Romervæsen hos os ingensinde formaaede at kvæle; tænke vi os den Friskhed og Kraftighed, som dette nationale Element maatte sprede over den hele Videnskabelighed og Livet i de høiere Kredse, da bliver det Billede, vi maae udkaste os af Norges og Islands Magnater i det Aarhundrede, et høist glimrende; og Nationen synes i aandelig Henseende virkelig at have indtaget den Rang blandt Europas Nationer, hvortil Herkomst, Sprog, Minder og Charakteer i Sandhed berettiger Nordboen.

Det staaer nu tilbage, nærmere at betragte de Levninger, vi middelbart eller umiddelbart have tilbage fra Hauks Haand, iagttage Sprogets og Retskrivningens Egenheder og, om muligt, bestemme Tiden for deres Nedskrivning. Med Hensyn til den sidste har man, som vi vel maae antage, et temmelig sikkert Kjendemerke i Hauks Herre-Titel. Denne Titel var, som vi ovenfor have viist uadskillelig fra Ridderværdigheden. Den anvendtes altid, naar Indehaveren tiltaltes i 2den eller omtaltes i 3die Person, hvad enten denne Omtale fandt Sted ved ham selv, eller andre. At undlade Tilføielsen var kun en Slags Forglemmelse, ei Yttring af Beskedenhed, ligesom omvendt Tilføielser ingenlunde vidnede om Forfængelighed, men den var en Følge af Skik og Brug; Titlen udgjorde en integrerende Deel af Navnet og det var i hine Tider ligesaalidet paafaldende at see en Ridder, der omtaler sig selv i 3die Person, kalde sig Herra N. N., som det nu i England findes underligt at see en Baron kalde sig Sir N. N. Under alle Omstændigheder er det vist, at Hauk selv kalder sig Herra, thi saaledes benævnes han i det med hans egen Haand skrevne Stykke af Karlsefnes Saga. Den i Fortalen til Isl. Sögur I. Not. S. XVII. af vedkommendes præsumtive Beskedenhed hentede Formening, at Hauk selv ei vilde have kaldt sig Herre, maa saaledes, ligesaavelsom Formodningen om, at Herretitlen fulgte af Lagmandsværdigheden, bortfalde. Tvertimod er den Omstændighed, at han i et eller andet af de omtalte Skrifter ei benævnes „Herre“, et aldeles sikkert Tegn paa, at Nedskrivningen af Verket er foregaaet, førend han blev Ridder. Nu er dette nemlig Tilfældet med Landnamsbogen og Kristnisaga. En Mængde Slægtregistre fører her ned til Hauk, men ingensteds kaldes han „herra Haukr“. Derimod finde vi ham i Cod. 544 baade i den ved hans Secretair skrevne Fostbrødresaga, og i Slutningen af Karlsefnes saga, skreven med hans egen Haand, kaldet saaledes. Heraf kunne vi altsaa for det første uddrage den Slutning, at Landnáma og Kristnisaga ere skrevne førend han blev Ridder, Cod. 544 derimod senere. Det kan man og tildeels slutte af Skrifternes Beskaffenhed i begge Bøger. Medens Hauks Skrift i Levningerne af 371 er noget større, kraftigere og i det Hele taget mere røbende den yngre Mand, har den derimod i 544 en mere svag Charakteer, om end dens større Sammentrængthed røber noget større Routine; i 544 afbrydes desuden Hauks Haand, som ovenfor viist, hyppigen af mellemkommende fremmede Hænder: han har altsaa, enten af Svaghed eller for Travlheds Skyld, maattet bruge Secretair; den ene af Secretairhænderne er, som vi ovenfor have antydet, rimeligviis den samme, hvormed de Aar 1313 sluttede Annaler ere skrevne, den anden bærer et Præg, som man almindeligviis kun finder i islandske Skrifter fra 1320–40. Vi feile saaledes vist ikke ved at antage endog en betydelig Tidsforskjel mellem begge Bøger. Den første maa være skreven, før han blev Ridder; den sidste efter den Tid. Seer man hen til, at begge Skrifter ifølge Indholdet væsentligt forudsætte islandske Originaler, bliver det sandsynligt, at de begge ere skrevne under hans Ophold paa Island, hvilket for den førstes Vedkommende bestyrkes af den Omstændighed, at han, da den blev skreven, endnu ikke var Ridder – thi denne værdighed opnaaede han, som vi ovenfor have stræbt at gjøre sandsynligt, vistnok først efter sin Ankomst til Norge i 1299; – hvad Cod. 544 angaaer, indlyser det og af Secretairernes islandske Hænder og Retskrivning. Vi kunne fra denne Slutning endnu gaae et Skridt videre i Tidsbestemmelsen. Medens Landnáma og Kristnisaga ere afskrevne i hans kraftigste Alder, før 1299, eller c. 1294, da han var Lagmand paa Island, kan derimod Istandbringelsen af Cod. 544 næppe henføres til en anden Periode, end hans sidste Ophold paa Island i hans ældre Dage, mellem 1322–1329.[47]

Betragte vi dernæst de to andre Levninger fra hans Haand, Diplomet af 1302 og Gulathingsloven, da kunne vi, hvad hiint angaaer, blot erkjende, at Haanden deri er den samme som i Cod. 371 og 544, uden at man kan erklære den for mere eller mindre kraftig eller ungdommelig, da Pergamentsbladets knappe Rum har gjort ham det nødvendigt at skrive meget smaat. Derimod har Gulathingsloven, som allerede bemerket, en paafaldende Lighed med Brudstykkerne af Landnáma, og dens Nedskrivningstid ligger altsaa vistnok meget nærmere dennes, end den anden Hauksbogs, eller 544. Det var ogsaa langt rimeligere, at han gjorde sin Lovbog istand i Begyndelsen af sin Embedstid, end i Slutningen deraf. Gulathingsloven er derfor sandsynligviis nedskreven c. 1303 eller 4.

Ogsaa i Orthographien staaer 371 og Gulathingsloven hinanden nærmere, end nogen af disse og 544. Her kan der naturligviis ikke være Tale om betydelige eller charakteristiske Forskjelligheder, – thi orthographien maa overalt siges, hvad der og ligger i Sagens Natur, at være ganske den samme, – men kun om saadanne smaa Modificationer, som en og samme Haand i Aarenes Løb letteligen, og somoftest, undergaaer, enten ved virkelige Forbedringer, eller tilvante Skjødesløsheder, e. a. d. Som en saadan, af Skjødesløshed opstaaet, Vanefeil maa det ansees, at Hauk i 544 har saagodtsom aldeles ophørt at bruge Accenter.

En af Hoved-Egenhederne ved Hauks Skrivemaade, hvad enten i Diplomet eller i 371 eller 544, er, at han aldrig bruger Skilletegn. Enkelte punkter findes vel, men blot for at antyde Forkortninger eller ved Tal. Imidlertid ere Ordene godt og distinct skrevne og ikke overlæssede med Forkortninger.

Haanden selv er i sin Heelhed net og tækkelig, medens de enkelte Bogstaver i og for sig ikke kunne kaldes saa smukke. Men man seer ved første Øiekast, at den bærer Soliditetens Præg og røber en Mand, der har forstaaet, hvad han skrev. Røde Initialer og Titeloverskrifter har han selv tilføiet. Charakteristiske baade for 371 og Gulathingsloven ere nogle røde Zigzag- eller Slange-Linjer, hvormed han undertiden afdeler Capitlerne. I Gulathingsloven findes desuden et Par større, med Blaat, Guult og Rødt smykkede, Hoved-Initialer. I 544 ere overskrifterne sjældnere.

Bogstavet u bruger Hauk slet ikke, kun v. Idetmindste har det ved Gjennemlæsning af endog temmelig lange Stykker i hans Bøger været os umuligt at træffe et eneste u. I de ovenfor anførte Exempler ere derfor ved de Stavelser, som i Originalen staae forkortede og indeholde Vokalen u, dette gjengivet ved v́.

Accenter findes, som ovenomtalt, af og til, dog ikke ofte, i Nr. 371 og Gulathingsloven, i No. 544 derimod saagodtsom aldrig. Men bruges de end sjælden, saa maa det dog paa den anden Side bemerkes, at de med Undtagelse af, at de anvendes som simpelt Punkt over i, altid bruges rigtigt: et Tegn paa, at han forstod Retskrivningens og Vokalsystemets sande Væsen, og at deres Udeladelse paa saa mange Steder vel nærmest maa tilskrives Forglemmelse, eller Forhastelse. I Brudstykkerne af Gulathingsloven, der nærmest ligge for os, ere de accentuerede Ord følgende: átta, á(in), bók, fé, mál, v́bóta, v́daða, hár, né, v́tlægr, á (habet), þó, ráð, fór, bv́a, nv́, v́magi, hvárt, ór, fá, sér. ábv́ð bólfesta; flere af disse, som á, fé, ráð, v́tlægr m. m. forekomme naturligvis meget ofte. I 544 findes dog þór. Paa Facsimilet af Nr. 371 i Isl. Sögur forekommer á, ár (amnis) oftere, ligesaa v́t, fór.

Omlyden af ó udtrykker Hauk conseqvent med ꝍ, ɔ: œ, altsaa ikke med æ, hvilket allerede paa hans Tid var almindeligt paa Island og navnligen brugtes af hans islandske Secretairer. Hauk har altsaa, formodentlig paa Grund af sin hele norske Herkomst, haft en fuldkommen rigtig Forestilling om denne Omlyds Beskaffenhed og vel ogsaa skjelnet mellem æ og œ i Udtalen. Den eneste Form, hvori han synes at være uconseqvent, er bæði (ambo), hvilket han altid skriver bꝍði, men netop denne Form er ogsaa i andre Haandskrifter mere tilbøielig til at vakle mellem æ og ꝍ, og rimeligviis maa Grunden søges deri, at allerede i Urformen et ó maa have været forhaanden, hvilket kan sees af det gotiske bajôþs.

Den ved u bevirkede omlyd af a udtrykker Hauk paa norsk (tildeels og ældre islandsk) Viis ved o, som monnvm, londvm, ei ved ö eller ꝍ.

Endelser, hvori u og i ere Vokaler, have hos Hauk somoftest beholdt disse, og ei antaget o og e, f. Ex. bꝍði i landi ok lavsvm eyri, ikke bæðe, lande, lavsom eyre. Fremdeles et Tegn paa, at han overholdt Orthographiens Reenhed.

Diphthongen ey skriver Hauk altid saaledes; hverken ꝍy, som det allerede formedelst Udtalen var bleven Brug i Norge, eller det endnu urigtigere ei, som paa Island havde begyndt at indsnige sig. Der skjelnes nøiagtigt mellem ey og ei.

Mellem æ og e overholdes ligeledes den strengeste Forskjel.

En Egenhed er det, at Hauk altid skriver Egennavnet Helgi og den svage Adjectivform helgi med ꝍ, nemlig: Hꝍlgi. Han har vel her nærmest rettet sig efter den norske Udtale, thi endnu den Dag idag bliver det hyppigt forekommende Navn Helge udtalt Hölge, Hölje. Aarsagen maa formodentlig være den, at den ældste Form heilagr, hailagr er bleven til háligr,[48] dette til hóligr og siden omlydt hꝍlgi.[49]

I Brugen af h foran r og l bemerkes hos Hauk en Vaklen; rimeligviis er det meget kommet an paa, hvad han har seet for sig i Originalen. Saaledes skal man i Gulathingsloven have ondt ved at finde noget hl og hr; paa Facsimilet af Cod. 371 af Landnámabók findes baade Hrafnkell og Rafnkell. I 544 findes derimod oftest hr og hl. Rimeligviis havde han ogsaa, ved Nedskrivningen af denne Bog, under sit sidste længere Ophold paa Island mere vant sig til den islandske Udtale og Retskrivning.

I Enden af Stavelser ynder Hauk ofte den blødere Lyd af Media, hvor ellers i ældre Skrift Tenuis er sædvanlig. Saaledes har han: ervð, selið, ad, mig, þig. Denne Udtale var vistnok ogsaa baade i Norge og paa Island den almindeligste.

Ved Sammenstød af Consonanter bruger han stundom besynderlige Assimilationer, som Garðaz f. Garðars. Reflexivformen paa -sk eller -st skriver han somoftest z, s. bvaz, takaz, undertiden blot -s. Omvendt opløser han igjen undertiden et haardt udtalt s i rs, saaledes findes i 544 ors f. oss, ja endog herstr f. hestr. Men ogsaa disse Egenheder synes at tilhøre hans sildigere Periode.

Det vil af disse Hovedtræk lettelig indsees, at hans Retskrivning i det Hele taget er, som man kunde vente den af en saa dannet og forstandig Mand, og at den formelig fortjener at studeres. Hans Tænksomhed aabenbarer sig i Alt, hvad han har afskrevet. Meningsløse Steder, som man ellers desværre altfor ofte træffer endog i gode Codices, søger man forgjæves hos Hauk. I Gulathingsloven, hvor Varianterne ere saa mange og tildeels saa tankeløse, kan man altid være sikker paa hos ham at finde den fornuftigste og følgelig den bedste Læsemaade.

Hauks Personlighed som litterær Notabilitet bliver os ogsaa i denne Henseende interessant, at den paa det Klareste viser Identiteten af den norske og islandske Litteratur, eller rettere sagt af den fælles Norrœna-Literatur. Thi noget har han skrevet paa Island, noget i Norge. Selv var han halv Islænding, halv Nordmand, Embedsmand og Eiendomsmand i begge Lande, men ansat ved den norske Konges Hof og norsk Rigsraad. Hans Orthographi holder, ved at slutte sig usædvanligt strengt til det grammatisk Rigtige, saaatsige Middelveien mellem den norske og den islandske Bogstaveringsmaades Udskeielser. At kalde hans Sprog med den exclusive Benævnelse islandsk istedetfor med den paa hiin Tid ene brugelige og inclusive Norrœna, vil for enhver fordomsfri Iagttager af de anførte Kjendsgjerninger vise sig aabenbar urigtigt.

Hauks Haandskrift er oftere bleven gjengiven i Facsimile, end nogen anden i norske eller islandske oldskrifter forekommende Haand. Flere af disse Facsimiler ere allerede ovenfor omtalte: vi ville her for Fuldstændigheds Skyld give en Oversigt over dem alle:

1) af stykket Nr. 11 i 544, i Langebeks „Scriptt. rer. Dan.“ T. II. S. 266. Den gaaer fra Begyndelsen „Olafr svn ingiallz“ til „Halfdan en milldi oc en“. Facsimilet er ingenlunde godt, en Mængde Smaa-Tøddler, især Tverstregerne paa ð, ere udeladte, imidlertid giver det dog ved et dygtigt overblik en temmelig klar Forestilling om Haandens Charakteer i Almindelighed.

2) Af et lidet Stykke (første Deel af 3 Linjer af Cap. VI) i Kristnisaga, i Udgaven af 1773, S. 33. Dette Facsimile er ret godt, men altfor lidet.

3) Af 2. P. Cap. 5 i Landnamsbogen, i den arnamagnæanske Udgave. Dette Facsimile er ikke synderligt at rose.

4) og 5) Af de ovenfor nævnte tvende Sider i Cod. 544, meddeelt i „Antiquitates Americanæ“ og aldeles fortrinligt gjengivende Originalen.[50]

6) Af omtrent en halv Side af Landnamsbogens 4de P. Cap. 3 og 4, meddeelt i Islendinga-Sögur 1ste B., udgivet af Oldskrift-Selskabet, ligeledes udmerket fortrinligt. Stykket begynder med „Ævarr het maðr“ – – og ender „alfta fiorð hinn syðra“.

7) Og endelig af det til Erkjendelsen af Skrifternes Authenti saa vigtige Diplom, der i Facsimile ledsager nærværende Afhandling (Tab. 1). Til Hjælp for dem, der ei ere vante ved at læse Oldskrifter, meddeele vi det her nøie efter Originalen, men med opløste Forkortninger. [Dipl. I. No. 93].

Hauk Erlendssön, Lagmand i Oslo, tildømmer Botild den Del af Gaarden Geirstad, som hendes Fader Thorgard havde givet hende, da hun ægtede Gudbrand, men som dennes Maag Simun forholdt dem.

Efter Origin. p. Perg. i norske Rigsarkiv. Seglet, der har hængt i en strimmel af Brevet, er afrevet.

28 Januar 1302.
[Oslo.]

Ollvm monnvm þeim sem þetta bref sia eða heyra sendir Havkr Erlenz svn logmaðr i Oslo Q. G. ok sina ek vil yðr kvnnigt gera at Botilldr kiærði firir mer at hon ok bondi hennar sa er Guðbrandr het hefdi mist .vi. avra bols i Geirsstoðvm þers er Þorgarðr a Havgvm faðir hennar gaf henni eftir þvi sem þeir barv vitni firir mer Hallkell ok Þorðr er hia vorv giofinni ok hansalinv hia verandi ok Astv er jordina varðe ok af þvi at þeir barv vitni a logþingi i Oslo Þorer langr Amvndi a Kleifvm Hallvardr a Skvtv rvðe ok skvtv sva sinv male til gvds at þeir vorv þa i hia ok heyrðv at Gudbrandr heimte landskylld af Simvni mage sinvm af fyrr nefndri jorð ok kiærdi at hann hafði rænt hann en Simvn tok exi sina ok liop at Guðbrandi ok var hann halldin sagði Simvn at hann skyllde fyrr hafa vfagnað af honvm en nockora penninga sva barv ok vitni a logþingi Amvndi ok Þorðr at þar vorv þeir hia ok sa at Asta er Simvn atte ok Botilldr løgðv þetta mal til logþingis ok kom Botilldr en Asta eigi ok a[f þvis]a bornv sem yðr er synt þa sagða ek en logrettv menn dœmðv Botilldi .vi. avra bol i Gerstoðvm vtan þat geti provat með skilrikvm vitnnm at Þorgarðr atte minna i jorðinæ þa var henni sva mikit dœmt sem hann atte i ok allar landskylldir þær er af hafa gengit siþan Simvn tok af þeim jørðina nv hverr sem þetta ryfr þa liggr honvm slikt við sem þeim er ryfr logmanz orskvrð ok þingmanna dóm ok til sanz vitnisbvrðar gaf ek firir þetta bref mitt innsigli er gort var ok dœmt svnnvdag hin nesta firir kyndil mersv a .iij. ari rikis mins herra Hakonar konvngs hins koronada.

Endelig ere ogsaa hans Afskriveres Haandskrifter meddeelte i Facsimile af

1) Langfeðgatal, i Cod. 415; hos Langebek, „Scr. rer. Dan.“, T. I. S. 2.

2) Annalerne i Cod. 415; sammesteds T. II. S. 178.

3) og 4) De to Hjælpehænder i 544, paa de ovenfor nævnte ypperlige Facsimileblade i „Antiquitates Americanæ“.

5) Af 736, 1. i Werlauffs „Symbolæ“.

6) Af 732, b. i Rímbegla.

7) Af 736, 1. i „Antiquitates Americanæ“.

Efterat Afhandlingen var trykt, er jeg bleven opmerksom paa, at der ogsaa i det kgl. danske Selskabs Diplomsamling, nu afgiven til det historisk-genealogiske Archiv, findes et af Hauk Erlendssön udstedt Brev, og skrevet med samme Haand, men i Aaret 1310, altsaa 8 Aar senere end det, som ovenfor (S. 331–32) er aftrykt, et yderligere og sterkere Beviis paa, at Brevene, og følgelig alt andet med samme Haand, virkelig ere skrevne af ham selv, da det næppe er tænkeligt, at een og samme Secretair skulde have fulgt ham i mange Aar og paa hans mange forskjellige Opholdssteder, i Oslo, Bergen og paa Island. Brevet lyder saaledes:[51]

Ollvm monnvm þeim sem þetta bref sia eða heyra sendir Havkr logmaðr q. g. ok sina Halvarðr bondi a Stafin ok Arni Jorvnnar svn komv firi mik a stefnv i konvngsgarði i Biorgvin ok kiærði Arni at Halvarðr hafði vloglega tekit af honvm fiski vatn eitt þat er þeir hofðo nockora stvnd vm kiært ok Logrin heitir en Hallvarðr bar þar fram bref var(s) herra konvngsens ok herra Sigvatz a Leirholvm ok fleiri dvgande manna þau er her erv með læst[52] hver er segia at þeira mal er profat og dœmt sva sem þav bera siolf vitni vm þa var þat min orskvrðr með samþykt herra Vna Petrssvnar ok margra annaʀa dvgande manna fyrst at allr sa domr sem dœmðr var af herra Sigvati a Leirholvm ok oðrvm dvgandi monnvm eftir boði vars herra konvngsens millim fyrnefndra manna skal allr standa eftir þvi sem hann er dœmðr ok þar með skal Arni lvka Hallvarði fiora manaðar mati i kost þan er Hallvarðr hafþi i þersi ferð ok .ííj. manaðar mati i domrof innan þers manaðar er þeir koma heim nv at sinni ok til sanz vitnis bvrðar gaf ek ok herra Uni ockor insigli firir þetta bref er gort var i Biorgvin vetrar dag en fysta a xij. ari rikis vars virðulex herra .H. Norex konvngs.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Suhm siger her om Knytlingasaga: „Hvorvel den er meget vigtig i Tidens Historie, saa er Stilen dog slap og usammenhængende, hvorfor jeg troer, at Hauk Lagmand, der døde 1336, er Forfatter deraf, thi han havde mange gode Anlæg, men som han førte elendig ud“.
  2. Vi kunne nemlig ikke give Forfatteren af Stamtavlen Nr. 1 i Island.-Sögur Ret i at gjøre Hauk til en Søn af Jarngerd Thordsdatter. Som Redacteur af Landnamsbogen, og den, der selv førte Slægtregistrene ned til sig og sin Søster Valgerd, maa han unegtelig selv være den bedste Autoritet ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet, hvo der var hans Moder. Nu omtales i Hauksbogen Jamgerd kun een Gang (Isl.-S. S. 76); her siges det vel, at hun var gift med Hr. Erlend Sterke og Moder til Valgerd, men ei, at hun var Moder til Hauk. Den ovenfor nævnte Jorunn omtales ogsaa kun een Gang (S. 138), men her heder det udtrykkeligt, at hun var Moder til Hauk, hvorimod der ei siges, at hun var Moder til Valgerd. Endelig omtales paa et tredie Sted (S. 240) Erlend Sterke som Fader til Hauk og Valgerd. Da det nu, hvor der netop handledes om Genealogi, havde faldt af sig selv, at Hauk havde nævnt sig som en Søn af Jerngerd, naar hun virkelig var hans Moder, eller Valgerd som en Datter af Jorunn, hvis hun var det, ligesom han, hvor der ei er Spørgsmaal om Moderen, kalder Erlend sin og Valgerds Fader, saa kan man af hiin Omstændighed, at Valgerd ene henføres til Jarngerd, Hauk til Jorunn, vistnok med Bestemthed slutte, at Erlend maa have været to Gange gift og i Egteskabet med Jerngerd have havt Datteren Valgerd, med Jorunn Sønnen Hauk. Dette bestyrkes og ved den Omstændighed, at Hauks Datter hed Jorunn og rimeligviis er opkaldt efter hans Moder, ligesom Sønnen Erlend efter hans Fader.
  3. [Jón Þorkelsson har i „Nökkur blöð úr Hauksbók“ (Reyk. 1865) gjort det høist sandsynligt, at Erlends Fader var Islendingen Ólafr tottr, der nævnes i Sturlungasaga Aar 1238 og 1242].
  4. At sige, hvis han ikke er den Ellindr bóndí, der tilligemed Biskop Arne o. Fl. i Aaret 1275 skrev det Brev til Kong Magnus, hvoraf Begyndelsen anføres i Finni Johann. Hist. eccl. Isl. Tom. II. Pag. 10, Noten. Men da intet andet Gjenkjendelsesmerke her findes, end det blotte Navn, kan Identiteten kun blive en Gisning. [Erlend var reist fra Island over til Norge i 1281, se D. n. F. Hist. IV. II. 68].
  5. See Annales regii i Langebeks Scriptt. III., S. 117, jfr. Sturlunga S. III. S. 308, og Arne Bisk. S., S. 58.
  6. Med Hensyn til den norske Titulatur i Middelalderen være det nemlig anmerket, at den fra Aaret 1277 af var meget sikker og bestemt, til stor Veiledning især ved at forstaae Diplomer og ordne Genealogier. Forat have Titler, der nogenlunde svarede til de i fremmede Lande brugelige, bestemte nemlig Kong Magnus Haakonssøn i hiint Aar, at Lendermændene (vel nærmest i latinske Diplomer) skulde kaldes Baroner, og Skutilsvendene Riddere; begge Klasser, og da naturligviis alle Hofbetjeninger af høiere Rang end Skutilsvendene, skulde udelukkende have Ret til Titulaturen Herre. Dette overholdtes ligesaa strengt som nu i England Titulaturen Sir for Riddere og Baronetter, og ligesom Titlen Sir medfører Benævnelsen Lady for Hustruen, finder man heller ikke i norske Diplomer Frú brugt som Titel for andre Koner, end Ridderes og derover. Det er saaledes en feilagtig Formening, som i Fortalen til Islendinga-Sögur S. XVII i Noten er udtalt, at Titelen herra vistnok var almindelig for Lagmændene i Norge, thi dette Embede gav ingen Ret til Herretitler, som Hauk bar blot i Egenskab af Ridder. Hirdmands-Værdigheden, hvilken, naar „Skutilsvend“ skulde svare til „Ridder,“ som nærmeste Grad omtrent maatte svare til „Væbner,“ „af vápn,“ tydsk „Knappe,“ gjengives derfor og i latinske Diplomer med armiger, medens Ridderen som sædvanligt kaldes miles. Forresten udmerkes dog ogsaa Hirdmænds Koner i Diplomer ved Titelen húsfrú eller hustrú. Etslags Forsøg paa ogsaa at bestemme de geistlige Titulaturer efter den verdslige Rangordning var det, da Kong Haakon Magnussøn i sit Brev af 22de Juni 1300 gav Provsten ved Mariakirken i Oslo Lendermands Ret, de med Præbender forsynede Hester ved samme Kirke Ridderes Ret, Vicarierne og Diaconerne Hirdmands Ret og de lavere Geistlige Kjertesvends Ret. Præbendarierne fik saaledes Herretitler.
  7. Arne Bisk. S., S. 66–113.
  8. Ssteds S. 113.
  9. Ssteds. S. 122. Espolins Islands árbækr, 1. D., Side 10.
  10. See disse Diplomer i Langes og Ungers norske Diplomatarium [I. No. 82 og 83].
  11. [Erlend havde frasagt sig Lagmandsembedet, da han blev Sysselmand, i 1290. Erlend var forresten Lagmand „norðan ok vestan“, men Hauk „sunnan ok austan“ og fulgte som saadan efter Jon Einarssøn i 1294, se Hist. IV. II. S. 296–99 og Safn til sögu Islands II. S. 48].
  12. Islands árbækr, 1. S. 32.
  13. Annales regii.
  14. Isl. árb., S. 15.
  15. Samll. til det norske Folks Sprog og Historie, I. S. 169. [Diplomer fra 1302–5 nævne ham dog kun som Lagmand. Det ældste Diplom, hvori han kaldes herra, er fra 1306 (Dipl. II. 82).]
  16. Dette tilligemed dere Diplomer fra 1303–1316, hvor han nævnes som Gulathings Lagmand, ville findes i det ovennævnte Diplomatarium [I. 97 (1303), II. 82 (1306), III. 64 (1306), I. 122 (1309), II. 103 (1310), III. 93 (1313) og I. 148 (1316).] Blandt andre trykte Diplomer fra denne Tid, hvor „Hauk Lagmand“ nævnes, kunne vi anføre Brevene S. 79 og 115 i Munkelifsbogen, af 22de Juli og 30te Mai 1306.
  17. Isl. árbækr, I. S. 20. 25. [Sommeren 1304 var Hauk paa Island (Safn. II. 46). Siden opholdt han sig der fra Høst 1306 til 1308 eller 9, se Hist. IV. II. S. 365.]
  18. Isl. árb., I. S. 19. Ann. regii.
  19. Dipl. Arnamagn. Fasc. 51, No. 11. [= Dipl. II. 133. 591.]
  20. Dipl. Arn. Fasc. 59, No. 11, cfr. Dipl. Norv. ved Lange og Unger, I. No. 153.
  21. Dipl. Arn. Fasc. 51, No. 13. [= Dipl. II. 132; her kaldes han atter Gulathingslagmand. 14de Juni 1318 dømte Hauk i Oslo som Lagmand, se Dipl. III. 114].
  22. Isl. árbækr, I. S. 39.
  23. Samlinger til det norske Folks &c. 5 Bd. S. 521–525.
  24. Isl. árbækr, S. 41, hvor det heder: fóru þeir nú utan um sumarit, Árni, biskup i Skálholti, herra Ketill ok Snorri lögmaðr, en þeir höfðu lögsögu (hyggja vitrir menn at verit hafi í umboði Snorra ok Hauks) Grímr Þorsteinsson ok Erlendr Hauksson, hann bjó at Upsum í Svarfaðardal ok hafði lögsögu fyrir norðan. – Rimeligviis var det Kongens Død og Anliggenderne i den Anledning, som holdt Hauk tilbage i Norge.
  25. Dipl. Arn. Fasc. 22, No. 12 [= Dipl. I. 172; dette Brev er dog fra 1329; derimod findes fra 1321 Dipl. III. 124 og IV. 149. Efter 1322 var Hauk ikke Gulathingslagmand, se d. n. F. Hist., Unionsp. I. S. 429]. Dipl. i det norske Rigsarkiv, Diplom. Norv. I. Nr. 165. Naar man nærmere sammenholder de ovenfor meddeelte Data, at han nemlig 1318 var i Norge, ligesaa i Juli 1319 samt i 1321 og 22, og at Beretningen om hans Ophold paa Island i 1318 synes noget utrolig, da kunde man næsten vove den Paastand at han mellem 1316 og 1322 slet ikke har været paa Island, trods Beretningen i Isl. árbækr, S. 42, at han i 1320 atter tog ved Lagmandsembedet.
  26. Isl. árbækr, I. S. 65. Han maa vel i 1322 eller 1323 være draget over til Island som Lagmand. [Hauk har ikke været islandsk Lagmand efter 1299 (Safn II. S 46). I Aarene 1322–23 vides intet om ham. Høsten 1329 var han i Bergen (Dipl. III. 153), derimod reiste han til Island om Sommeren 1331 og tilbage igjen samme Aar (se d. n. F. Hist., Unionsp. I. S. 134. Safn II. 47.)]
  27. Blandt andre Cod. Munkalif. S. 115.
  28. Annales regii, cfr. Necrologium Skalholt.
  29. Cod. Munkalif. S. 89. Dipl. i d. n. Rigsarkiv. [Et saadant Dipl. af 22 Mai 1334 findes ikke der]. Naar Espolin i Isl. árbækr, I. 5. 15, beretter allerede ved 1296, at Hauk havde været 11 Aar Lagmand, viser dette sig af det ovenfor Anførte at være aldeles urigtigt. – At Talemaaden „Haaksnautr“, som Espolin troer l. c. S. 16 skulde være en Reminiscents af ham, er vel en dristig Hypothese.
  30. Isl. árbækr, S. 77, 78.
  31. Dipl. Arna-Magn. Fasc. 2, No. 9 a [= Dipl. II. 116] og Fasc. 59, No. 11 [= Dipl. I. 153].
  32. [Et bedre Aftryk i Rigsarkivet af det andet Segl (efter Dipl. I. 220) viser, at dette har haft Indskrift og størrelse som det første; Ziraterne i det nedre Felt er Blomster, ikke korslagte Streger].
  33. Afbildninger af Seglene findes i „Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“, 4de Bind S. II, Fig. 201 og 202. Dog ere nye Afbildninger tagne af selve Sigillerne [til Annalerne 1847 (S. 179 og 180) og til Antiquités Russes, 1ste Bind, S. XXIII].
  34. Denne Jón lærði skal have været en omvandrende Sagafortæller i det 17de Aarhundrede. Han skal have kunnet de fleste Sagaer udenad.
  35. [Udg. af Jón Sigurdsson i „Ann. f. nord. Oldk.“ 1848, S. 4–101].
  36. Foran Freyiv har der staaet Friggiar oc, men disse Ord ere underprikkede, det sædvanlige Udslettelses-Tegn; dog bruges nedenfor ved en aabenbar Forglemmelsesfeil Frigg overalt istedetfor Gefion.
  37. [ɔ: Historia Britonum af Geoffroy af Monmouth † 1154].
  38. [Udg. af Jón Sigurdsson i „Ann. f. nord. Oldk.“, 1848, S. 102–215, og 1849, S. 3–145].
  39. [Brudstykket af Fostbrœðrasaga er udg. af K. Gislason, Kbh. 1852.]
  40. [De citerede Stykker udelades i denne Udgave, da „Algorismus“ siden er meddelt fuldstændig og med Oversættelse af P. A. Munch i „Ann. f. nord. Oldk“, 1848, S. 353–75].
  41. [og i Bugges Udgave S. 19–26 (med Facsimile) cfr. Fortalen S. XXII].
  42. [De 3 savnede Stykker ere siden fundne paa Island og udgivne af Jón Þorkelsson i „Nokkur bloð ur Hauksbók“, Reyk. 1865].
  43. [Brudstykkerne af Hauks Lucidarium findes i Cod. Arn. 675. 4to og ere efter denne udgivne af K. Gislason i „Ann. f. nord. Oldk.“, 1858, S. 98–154].
  44. [sml. Ant. Russes II., 395, 402–5, 415–20 og Facsimile V].
  45. [Disse Brudstykker ville, som nævnt S. 277, blive trykte i 4de Bind af N. g. L.].
  46. [N. g. L. II. S. 90].
  47. [Hauk har fuldført Landnáma efter 1299, Fostbrœðrasaga efter 1304, ligesaa Thorfinn Karlsevnes Saga, se „Nökkur blöð“, S. XVI.].
  48. [háligr og heilagr ere forskjellige Ord, se S. Bugge i „Norsk hist. Tidsskr.“ I. 139].
  49. Forresten maa den Omstændighed ei lades ubemerket, at i vort Oldsprog ꝍ og e staae i etslags Forbindelse med hinanden, thi det er et beviisligt Factum, at hvor ꝍ ved en hurtigere, mindre nøiagtig Udtale bliver forkortet, gaaer det altid over til e. Saaledes er Formen Grꝍnland om Landskabet af dette Navn i Norge langtfra saa hyppig som Grenland, og det deraf dannede Adjectiv heder altid grenskr, hinn grenski. Saaledes kan og Helgi være en Forkortning af Hꝍlgi.
  50. [Facsimile af et Stykke af Nr. 6 i 544 findes nu i Ant. Russes I. cfr. Fortalen S. XXII–XXV].
  51. [Dipl. II. No. 103].
  52. Kan vistnok forklares af at læsa, tillaase, vel ogsaa ved et paatrykt Sigill at forbinde, uagtet fest er det sædvanlige. Skrivfeil af l for f kan dog ei her tænkes, da Hauk efter sin conseqvente Orthographi aldrig vilde have skrevet fast f. fest Brevet hænger endnu sammen med 3 andre [Dipl. II. No. 101, 99 og 100], det sidste (Kongens) med velbevaret Sigill.