Om Petter Dass og hans Skrifter/2
„Jeg ved jers Vilje nok,“ siger Petter Dass ensteds, hvor han tiltaler sine Sognebørn, „I gjerne ønske vilde mig Liv af hundred Aar.“ Et endnu meget længere Liv har han levet i Helgelændingernes Erindring, og fra dem har Fortællingerne om den djerve Nordlandsprest spredt sig videre om Landet, men navnlig rundt hele Vestkysten, saa det tør vel uden Overdrivelse siges, at faa norske Mænd har ført et saa udholdende Liv i Folkets Traditioner. I Fortællingerne om ham svandt Digteren ind, alt eftersom det overnaturlige mer og mer indsprængtes; Sagn fra andre Sfærer blev overførte paa ham, og snart stod han som en norsk Dr. Faustus, besværgende Naturen og Aanderne. Disse Sagn om „Herr Petter,“ som han i Dem stedse kaldes, har sit rette Hjem i Nordland og navnlig paa Helgeland, men har tilligemed Digterens Ry faret langt videre, ja er paa enkelte Steder lokaliserede og overførte paa en af Sognets egne Prester, dog med Bibehold af Sagnheltens Navn: Herr Petter.
Det heder om Petter Dass ligesom om Røkenpresten og alle de Prester, der kunde mere end sit Fadervor, at han havde studeret i Svartskolen i Wittenberg, og Sagnet ved ogsaa at fortælle om Enkeltheder fra hans Ophold der. Der blev, heder det, kun tolv Lærlinger optagne i den sorte Skole, og af dem skulde den onde som Læremester i Løn have den sidste, der var inde for at prøves. Men Herr Petter narrede den onde ved at sende sin Skygge i sit Sted. Derfor havde han siden ingen Skygge, selv i det hedeste Solskin[1]. I Brønø bruger man derfor i Uvenskab og Mundhuggeri at sige: „Du har ikke været i Wittenbergsskolen ligesom Petter Dass og lært at sætte igjen Skyggen din.“ Paa Søndmøre ved Almuen paa en anden Maade at fortælle, hvorledes han friede sig. Da han kom ind, siger de, satte han en Kniv i hvert af Værelsets fire Hjørner mellem nogle gamle Klæder, som hang der. Medens han gjorde dette, var den onde fraværende. Netop som Herr Petter var færdig med at sætte Knivene ind og havde smuttet ind i Peisen, kom den onde og spurgte, hvor Herr Petter var. „Her,“ sagde den ene Kniv. Han til at lede, men fandt ikke noget. „Her,“ sagde den anden, og saa alle fire, den ene efter den anden. Da den onde havde faret omkring i alle Krogene og forgjæves ledt efter Herr Petter, fandt han endelig paa at se op igjennem Peisen; men da var netop Herr Petter kommen op og ud paa Taget, og saa havde den onde tabt Magten over ham.
Den Helgelandske Almue antager, at Herr Petters store Bedrifter var en Følge af, at han i Wittenberg havde faaet fat paa „Svartboken.“ Denne Svartbog anser Folk deroppe dels som et særskilt Skrift, dels som en Del af Bibelen, der før udgjorde sjette Mosebog, men som af Presterne er tagen ud af Bibelen, fordi den „ikke hører til Trua.“
Herr Petter havde i sit Sogn duelige Hexemestere i Finnerne; men flere Sagn ved at fortælle, hvorledes han satte Ganfinnerne fast i Kunsten. Engang kom der en „Finske“ (Finnekone) til Presten for at prøve, om han egentlig duede til noget i „Svartkunsten.“ Da hun havde talt med ham en liden Stund, sagde hun: „Jeg skal syne dig et Spil.“ „Vi skal syne hverandre Spil,“ svarede Herr Petter, tog saa Prestekjolen paa sig og bad Finsken vise sine Kunster. Hun udsendte da al den Gan, hun formaaede, men Ganfluerne bare surrede omkring Herr Petter uden at formaa at gjøre ham Skade. Her havde hun da fundet sin Mester[2].
Der er den Forskjel paa Ganfinner og Troldkjærringer og paa Prester, der har Svartebogen, at disse bare gjøre godt med sin overnaturlige Evne. Om Herr Petter heder det saaledes, at det engang paa hans gamle Dage udover Vaaren kom en umaadelig Mængde af Aamer (Larver) i Ageren. Det saa ud, som om disse Skadedyr skulde aldeles fortære Sæden. Da kaldte Herr Petter hele Almuen til Kirken og holdt Bededag med den; men da saa Kirkefolket kom ud igjen, var Luften saa fuld af Smaafugle, at man neppe kunde komme frem for dem, og alle Aamerne blev opædte inden Aften.
Et andet Aar hændte det, at det om Høsten blev et saa forfærdeligt Tordenveir, at Folk aldrig havde oplevet Magen. Herr Petter troede da, at Verdens Ende var kommen, og sendte Bud til saamange han kunde, at de skulde møde frem i Alstahaug Kirke. Han holdt der en gribende Tale om, hvorledes Menigheden ret skulde berede sig til at gaa de sidste Ting imøde. Og — medens Gudstjenesten varede i Kirken, lagde Tordenveiret sig lidt efter lidt, faa det var det deiligste Veir, da Menigheden gik ud af Kirken. „Gamle Marta,“ af hvem Meddeleren[3] i sin Barndom hørte dette Sagn, havde dem fra sin Bedstemoder, som havde tjent hos Herr Petter og havde været tilstede i Kirken baade ved denne Leilighed og dengang han fik Aamerne bort.
Herr Petter pleiede ofte at gaa paa Kirkegaarden om Natten. En af hans Tjenestekarle tænkte engang at gaa efter ham og skræmme ham. Til den Ende svøbte han sig en Nat ind i et hvidt Lagen og gik ind paa Kirkegaarden. Strax efter kom Herr Petter. Da han fik se den hvide Skikkelse, gik han hen til den og spurgte, hvem det var. Intet Svar. Herr Petter tog da og satte ham ned i Jorden til Knærne og gjentog sit Spørgsmaal, idet han lagde til: „Svarer du ikke nu, er du forloren.“ Men Gutten, som tænkte, at Presten var ræd, svarede ikke. Saa satte han ham ned igjennem Kirkegaarden lige til Hagen, og da forklarede Gutten, hvem han var; men da var det for sent; han maatte fare Veien ned til Underverdenen[4].
Saaledes fortælles Sagnet i Nordland. Det samme Sagn haves i Selbu i en noget forskjellig og udførligere Form. Herr Petter — han gjøres her til Prest i Selbu — gik, heder det, en Kveld til Kirken og blev var, at Drengen hans lurede sig efter ham.
„E de du, Ola, saa han de taa Gara,
held saa e du ille sara,“
sagde Presten. Men Drengen holdt fremfor sig en Jernstang, han havde faaet fat i. „Svarer du ikke, saa sætter jeg dig ned,“ sagde Herr Petter. Ola svarede ikke.
„E set de ne
te dine Kne,“ „
sagde Presten; men det var bare Jernstangen, som sank. Forbandelsen standsedes af Jernet.
„E set de ne
tert Mønind te“ (til Hofterne),
sagde Presten. Jernstangen sank, og Ola sagde intet.
„E set de ne,
Saa hel du e,“
sagde Presten tredje Gangen. Da for hele Jernstangen ned, og Ola tog til Bens. — Endda en Kveld lurede Ola sig efter med en Jernstang; men da gik det værre. Nu vidste Presten om Jernet, og da kunde det ikke verge mod Forbandelsen.
„E de Fælk, held (eller)
E de Develskab ikveld ?“
sagde Herr Petter. Men Ola svarede ikke. „Saa synk i svarten Jord da,“ sagde Presten, og dermed begyndte baade Jernstangen og Karlen at synke. Men da raabte Drengen: „Aa kjære Far, det er din egen Dreng.“ Men Presten sagde:
„E rokke ikje mine Ord,
Naa maa du sekk i svarten Jord.“
Saa kom han og læste Fadervor over Hovedet paa ham, og dermed for han i Afgrunden.
I Selbu var det nok flere, som havde Svartebogen den Tid. Paa Velvansmoen havde de den og havde engang løst Djævelen, men kunde ikke faa ham væk igjen. De for da afsted efter Herr Petter, og han var strax i Veien. Da han var kommen paa Gaarden, tog han en Naal og stak et Hul i Vinduesblyet: der skulde han udigjennem. Men den anden vilde vride sig unda. Han prøvede at lede op alle de gamle Synder, som Presten havde .gjort, og vilde dermed fri sig. „Du har stjaalet en Katkjesbok,“ sagde Djevelen. „Den tog jeg for at drive ud dig,“ sagde Herr Petter. „Saa har du stjaalet en Naal,“ sagde Djævelen. „Den tog jeg for at gjøre Vei for dig,“ sagde Presten. Saa bad han, at han maatte faa fare op igjennem Muren; men nei, udigjennem Naalehullet maatte han, og da hørte de, hvor det pitred i ham[5].
Ligesom i Selbu er Petter Dass en lokaliseret Sagnhelt paa Søndmøre. De fleste Nordlandske Sagn om ham gjenfindes der. Han kaldes der Herr Per og gjøres til Sogneprest i Borgund. Han var engang fra Hovedsognet reist til en af Annexkirkerne. Da han før sin Afreise havde glemt at binde Djevelen, saa kom denne, da Presten var reist, til Prestefruen og spurgte, hvad han skulde gjøre. Hun var saa snartænkt at bede ham øse tomt Havet. Han tog strax fat paa dette Arbeide og brugte en Jægt til Øse. Da Herr Per kom fra Annexet, saa han i Frastand, at Søen røg og sprudede noget ganske forfærdelig Da skjønte han strax, hvad der var paafærde; han lod Skydsen sætte sig iland, og saa blev der snart Stands med Øsingen[6].
Oppe i Nordland ved man mangesteds at fortælle om, hvorlunde Petter Dass lod den onde arbeide for sig ved Fisket. Herr Petter drev paa Fiskeri og Lofot-Brug saa ivrig som nogen af de Nordlandske Jægteskippere. En Høst, som han var i Forlegenhed for en Dreng, kom pludselig en fremmed Karl, som ingen kjendte, til ham og blev da strax sat i Arbeide ved Fisket sammen med de andre Drenge. Da Jule-Aften kom, skulde Drengene hente sin „Dagsror[7].“ De øvrige Drenge gik nu ind til Presten og fik, hvad de skulde have, men den fremmede Karl blev staaende ude alene. De andre sagde til ham: „Vil ikke du ogsaa gaa ind til Far og faa Dagsror?“ „Aa,“ sagde han, „naar Svartkofte-Manden kommer, faar nok ogsaa jeg min Del.“ I samme Øieblik kom Herr Petter og kaldte paa ham, og han maatte følge med lige ind i Storstuen. Siden saa ingen den fremmede mere; men Pigen, som gjorde rent, blev var, at midt paa Storstue-Gulvet var der tegnet en Kridtring, og saa skjønte de, at han var sat nedigjennem den, og forstod ogsaa med det samme, hvad det havde været for en Dreng.
Blandt de Kunststykker, som Herr Petter tvang den onde til at udføre for sig, var ogsaa det at sno Tang af Sand, at hente en stor Helle op af Havsens Bund o. lign. Der er ellers dem i Nordland, som mener, at Herr Petter var for stor en Mand til at bryde sig videre om „Gammel-Erik.“ Det var bare, naar denne blev altfor brydsom, at Presten fandt det Umagen værdt at vise ham sin Overlegenhed. I Almindelighed overlod han sin Kapellan Herr Sten Wirthmand at gjøre det af med ham; Wirthmand var ogsaa særdeles duelig i den Retning, og saalænge han og Presten i Rødø, Herr Peter Strømer, levede, var det i det hele trange Kaar for „Gammel-Erik[8].“
Herr Petter for ofte selv til Bergen paa en af de mange Jægter, han havde; han stod da fra den tidlige Morgen til sent paa Aftenen og solgte Fisk ligesom de andre Helgelændinger. Det hændte sig da engang, at Kongen kom til Bergen og en Lørdags Kveld lagde Merke til Presten, som stod og strævede blandt Bønderne paa Bryggen. Kongen fik da Lyst til at sætte ham i Bet. Søndag Morgen, medens Folk samledes i Kirken, sendte han Bud til Herr Petter, at han strax skulde komme og præke i Domkirken. Da trak Herr Petter Prestekjolen paa, gik i Kirken og holdt en Præken, som Kongen aldrig havde hørt Magen til[9].
Af nogen Lighed hermed er det Sagn om Petter Dass, der af dem alle er mest kjendt og fortælles med større og mindre Afvigelser paa de forskjelligste Kanter af vort Land. Herr Petters Ry, heder det, havde naaet helt ned til Kjøbenhavn, og Kongen fik Lyst til at høre ham præke. Saa sendte han Bud til Presten, at han første Juledag skulde præke for Kongen i Kjøbenhavn. Brevet sendte han op til en Bisp i Norge, og siden skulde det gaa fra Prest til Prest helt op til Helgeland. Men disse Prester skjønte nok, hvad Meningen var med Brevet, og var avindsyge over, at Petter Dass skulde nyde saa stor en Ære. Derfor beholdt de Brevet hver en Stund og fik laget det saa, at det ikke kom frem til Alstahaug før paa Juleaften. Men Herr Petter vidste Raad alligevel. Om Kvelden efter Nadverden gik han ind i Kontoret og læste vel igjen Døren. Da drog han frem en Kuffert, fandt sig en Hestesadel, som han lagde paa Kufferten, og gjordede den vel til, klædte saa paa sig Prestekjolen og Kraven og tog sin Stav med den store forgyldte Knap i. Derefter tog han Svartebogen i Haanden, satte sig op i Sadlen og gav sig til at læse og mane, saalænge til han fik løst den onde. Han kom da farende midt frem paa Gulvet, saa Gnisterne spragede om ham. „Hvad vil du mig?“ sagde han. „Du skal til Kjøbenhavn i Presteskyds, og det paa flyvende Timen.“ „Hvad skal jeg faa for Skydsen?“ spurgte den anden. „Du skal faa Sjælene til alle dem, som sover i Kirken imorgen,“ svarede Herr Petter. Dermed var den onde fornøiet, tog Kufferten og Presten og for afsted med. Men da de kom midt ud paa Havet, Stathavet, siger nogle, da tog den onde til at blive træt. Saa seg han mer og mer ned, helt til Presten begyndte at kjende Vandet skvat om ham. Den onde tænkte da, at Herr Petter skulde blive ræd, og vilde faa ham til at nævne Jesu Navn, for da vidste han, at han kunde kaste ham af sig. Saa spurgte han: „Hvad sagde Apostelen Petrus, da han var i Havsnød?“ — „Høiere op og ret fram, din Djevel,“ svarede Petter Dass og gav i det samme Skydskarlen en dygtig Smek med Staven sin. Saa kom da Herr Petter frem til Kjøbenhavn i passelig Tid. Juledag prækede han for Kongen og Dronningen, og Kirken var overfyldt af Folk, som vilde høre den fremmede Prest. Skydskarlen ventede udenfor for at faa sin Skydsløn. Men Presten vidste at holde dem vaagne, saa det ikke var Raad for nogen til at faa sove i Kirken den Dag. Dette, sagde den onde, var det største Fantestykke, han havde været ude for i alle sine Dage[10].
Disse Sagn har for os sin væsentligste Betydning deri, at de giver os de utvetydigste Vidnesbyrd om Almuens dybe Respekt for sin Sanger; men ogsaa i en anden Henseende er de af Interesse, idet de afgiver et Exempel paa, hvorledes Fortids Overtro og ældgamle Sagn, der maaske søger sin første Begyndelse i Folkets Barndom, vilkaarlig slutter sig om en senere historisk Personlighed, omdannes i Enkelthederne for at passe til dennes Livsstilling og Virkemaade, og saa atter ved Lokalisering overføres paa andre. En saadan Sagnhelt i det store har vort Land i Olav den hellige; i det mindre frembyder Petter Dass en fuldstændig Parallel. Vi gjenfinder i begge Sagnrækker de urgamle Forestillinger om de gode Magters seierrige Kampe med Mørkets Aander. De sidste fremtræder i Legenderne om den hellige Olav som Trold og Jøtner, medens de i Sagnene om Herr Petter repræsenteres af den personlige Djevel. Som i andre Eventyr, hvori denne figurerer, har han ogsaa i disse Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/51
- ↑ Til Sammenligning kan læses Leanders Replik i Holbergs „Hexeri eller blind Allarm“: „Man kan lære den sorte Konst uden at give sig Fanden i Vold: Tolv Personer slaar sig sammen og reiser til den sorte Skole udi Wittenberg; 11 Personer gaar fri, men den 12te falder ved Lodkastning alene til Fanden.“
- ↑ Meddelt af Kateket A. Bang i Tromsø, ligesom ogsaa de foregaaende Sagn.
- ↑ Kateket Bang. Samme „Gamle Marta“ er hans Hjemmel ikke alene for disse to Sagn, men for samtlige af Herr Bang i Daaes Bygdesagn (II Saml. S. 117 ffg.) meddelte.
- ↑ Meddelt af Kateket Bang.
- ↑ Disse og flere Sagn om Herr Petter i „Segner fraa Bygdom“ 2 (fraa Selbu) S. 20 fgg. samt i O. Stv. Hansens „Bygdefortælling. Optegnelser fra Tydalen, Annex til Sælbu. Tromsø 1873.“
- ↑ Sagnet er mig saaledes meddelt af Kateket Bang; maaske dog er ment Presten Peter Strøm i Borgund, om hvem se L. Daae N. Bygdesagn I 45 fg.
- ↑ De Procenter af Fortjenesten eller Udbyttet, som Drengene fik foruden sin faste Løn.
- ↑ Efter Meddelelser af Stud. J. Klæbo og Kirkesanger Augustiunssen. Om P. Strømers „sorte Videnskab“ læses noget i Skilling-Magasinet 1845, S. 221.
- ↑ L. Daae N. Bygdesagn II efter A. Bangs Meddelelse.
- ↑ Væsentlig efter A. Askevold i „Fraa By og Bygd. 3 Aarg. Bjørgvin 1872,“ Side 255 fgg. Sagnet er der fortalt i Søndfjords-Maal og er saaledes vistnok gjengivet i den Form, hvori det der fortælles. Noget kortere og afvigende i Enkeltheder er det meddelt efter Nordlandsk Tradition i L. Daaes N. Bygdesagn II. Begyndelsen af Sagnet er mig saaledes meddelt af Herr Kirkesanger Augustinussen i Nesne: „Den danske Regjering, som havde hørt Dass omtale, satte ham engang paa Prøve ved at lage det saa med en Budsending til Dass om at præke for Kongen paa første Juledag, at Budet ikke kom Manden i hænde før ud mod Kvelden om Juleaften. Herr Petter gik da til Studerværelset og pikkede i Bordet. Der kom strax en. „Hvor snar er du?“ „Som Vinden,“ var Svaret. „Duer ikke.“ Atter pikkede han i Bordet. Den anden mødte, men blev afvist, da han ikke for snarere end Lynet. Men den tredje, som var faa snar som Tanken, antoges“ o. s. v. Nogle Fortællere tilføier, at da Herr Petter traadte op paa Prædikestolen, fandt han det Papir liggende, der skulde indeholde Texten for hans Prædiken. Efterat han imidlertid havde fundet det ubeskrevet paa begge Sider og udtalt dette fra Prædikestolen med de Ord: „Her intet, her intet!“ holdt han en Prædiken om Skabelsen, som bragte Kongen, Dronningen og hele Hoffet til Taarer. (Meddelt af Overretssagfører H. K. Møller i Nesne).