Om Petter Dass og hans Skrifter/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede Skrifter
Utgitt av A. E. EriksenDen norske historiske Forening (1s. xxxiv-xliv).

„Jeg ved jers Vilje nok,“ ſiger Petter Daſs enſteds, hvor han tiltaler ſine Sognebørn, „I gjerne ønſke vilde mig Liv af hundred Aar.“ Et endnu meget længere Liv har han levet i Helgelændingernes Erindring, og fra dem har Fortællingerne om den djerve Nordlandspreſt ſpredt ſig videre om Landet, men navnlig rundt hele Veſtkyſten, ſaa det tør vel uden Overdrivelſe ſiges, at faa norſke Mænd har ført et ſaa udholdende Liv i Folkets Traditioner. I Fortællingerne om ham ſvandt Digteren ind, alt efterſom det overnaturlige mer og mer indſprængtes; Sagn fra andre Sfærer blev overførte paa ham, og ſnart ſtod han ſom en norſk Dr. Fauſtus, beſværgende Naturen og Aanderne. Disſe Sagn om „Herr Petter,“ ſom han i Dem ſtedſe kaldes, har ſit rette Hjem i Nordland og navnlig paa Helgeland, men har tilligemed Digterens Ry faret langt videre, ja er paa enkelte Steder lokaliſerede og overførte paa en af Sognets egne Preſter, dog med Bibehold af Sagnheltens Navn: Herr Petter.

Det heder om Petter Daſs ligeſom om Røkenpreſten og alle de Preſter, der kunde mere end ſit Fadervor, at han havde ſtuderet i Svartſkolen i Wittenberg, og Sagnet ved ogſaa at fortælle om Enkeltheder fra hans Ophold der. Der blev, heder det, kun tolv Lærlinger optagne i den ſorte Skole, og af dem ſkulde den onde ſom Læremeſter i Løn have den ſidſte, der var inde for at prøves. Men Herr Petter narrede den onde ved at ſende ſin Skygge i ſit Sted. Derfor havde han ſiden ingen Skygge, ſelv i det hedeſte Solſkin[1]. I Brønø bruger man derfor i Uvenſkab og Mundhuggeri at ſige: „Du har ikke været i Wittenbergsſkolen ligeſom Petter Daſs og lært at ſætte igjen Skyggen din.“ Paa Søndmøre ved Almuen paa en anden Maade at fortælle, hvorledes han friede ſig. Da han kom ind, ſiger de, ſatte han en Kniv i hvert af Værelſets fire Hjørner mellem nogle gamle Klæder, ſom hang der. Medens han gjorde dette, var den onde fraværende. Netop ſom Herr Petter var færdig med at ſætte Knivene ind og havde ſmuttet ind i Peiſen, kom den onde og ſpurgte, hvor Herr Petter var. „Her,“ ſagde den ene Kniv. Han til at lede, men fandt ikke noget. „Her,“ ſagde den anden, og ſaa alle fire, den ene efter den anden. Da den onde havde faret omkring i alle Krogene og forgjæves ledt efter Herr Petter, fandt han endelig paa at ſe op igjennem Peiſen; men da var netop Herr Petter kommen op og ud paa Taget, og ſaa havde den onde tabt Magten over ham.

Den Helgelandſke Almue antager, at Herr Petters ſtore Bedrifter var en Følge af, at han i Wittenberg havde faaet fat paa „Svartboken.“ Denne Svartbog anſer Folk deroppe dels ſom et ſærſkilt Skrift, dels ſom en Del af Bibelen, der før udgjorde ſjette Moſebog, men ſom af Preſterne er tagen ud af Bibelen, fordi den „ikke hører til Trua.“

Herr Petter havde i ſit Sogn duelige Hexemeſtere i Finnerne; men flere Sagn ved at fortælle, hvorledes han ſatte Ganfinnerne faſt i Kunſten. Engang kom der en „Finſke“ (Finnekone) til Preſten for at prøve, om han egentlig duede til noget i „Svartkunſten.“ Da hun havde talt med ham en liden Stund, ſagde hun: „Jeg ſkal ſyne dig et Spil.“ „Vi ſkal ſyne hverandre Spil,“ ſvarede Herr Petter, tog ſaa Preſtekjolen paa ſig og bad Finſken viſe ſine Kunſter. Hun udſendte da al den Gan, hun formaaede, men Ganfluerne bare ſurrede omkring Herr Petter uden at formaa at gjøre ham Skade. Her havde hun da fundet ſin Meſter[2].

Der er den Forſkjel paa Ganfinner og Troldkjærringer og paa Preſter, der har Svartebogen, at disſe bare gjøre godt med ſin overnaturlige Evne. Om Herr Petter heder det ſaaledes, at det engang paa hans gamle Dage udover Vaaren kom en umaadelig Mængde af Aamer (Larver) i Ageren. Det ſaa ud, ſom om disſe Skadedyr ſkulde aldeles fortære Sæden. Da kaldte Herr Petter hele Almuen til Kirken og holdt Bededag med den; men da ſaa Kirkefolket kom ud igjen, var Luften ſaa fuld af Smaafugle, at man neppe kunde komme frem for dem, og alle Aamerne blev opædte inden Aften.

Et andet Aar hændte det, at det om Høſten blev et ſaa forfærdeligt Tordenveir, at Folk aldrig havde oplevet Magen. Herr Petter troede da, at Verdens Ende var kommen, og ſendte Bud til ſaamange han kunde, at de ſkulde møde frem i Alſtahaug Kirke. Han holdt der en gribende Tale om, hvorledes Menigheden ret ſkulde berede ſig til at gaa de ſidſte Ting imøde. Og — medens Gudstjeneſten varede i Kirken, lagde Tordenveiret ſig lidt efter lidt, faa det var det deiligſte Veir, da Menigheden gik ud af Kirken. „Gamle Marta,“ af hvem Meddeleren[3] i ſin Barndom hørte dette Sagn, havde dem fra ſin Bedſtemoder, ſom havde tjent hos Herr Petter og havde været tilſtede i Kirken baade ved denne Leilighed og dengang han fik Aamerne bort.

Herr Petter pleiede ofte at gaa paa Kirkegaarden om Natten. En af hans Tjeneſtekarle tænkte engang at gaa efter ham og ſkræmme ham. Til den Ende ſvøbte han ſig en Nat ind i et hvidt Lagen og gik ind paa Kirkegaarden. Strax efter kom Herr Petter. Da han fik ſe den hvide Skikkelſe, gik han hen til den og ſpurgte, hvem det var. Intet Svar. Herr Petter tog da og ſatte ham ned i Jorden til Knærne og gjentog ſit Spørgsmaal, idet han lagde til: „Svarer du ikke nu, er du forloren.“ Men Gutten, ſom tænkte, at Preſten var ræd, ſvarede ikke. Saa ſatte han ham ned igjennem Kirkegaarden lige til Hagen, og da forklarede Gutten, hvem han var; men da var det for ſent; han maatte fare Veien ned til Underverdenen[4].

Saaledes fortælles Sagnet i Nordland. Det ſamme Sagn haves i Selbu i en noget forſkjellig og udførligere Form. Herr Petter — han gjøres her til Preſt i Selbu — gik, heder det, en Kveld til Kirken og blev var, at Drengen hans lurede ſig efter ham.

„E de du, Ola, ſaa han de taa Gara,
held ſaa e du ille ſara,“

ſagde Preſten. Men Drengen holdt fremfor ſig en Jernſtang, han havde faaet fat i. „Svarer du ikke, ſaa ſætter jeg dig ned,“ ſagde Herr Petter. Ola ſvarede ikke.

„E ſet de ne
te dine Kne,“ „

ſagde Preſten; men det var bare Jernſtangen, ſom ſank. Forbandelſen ſtandſedes af Jernet.

„E ſet de ne
tert Mønind te“ (til Hofterne),

ſagde Preſten. Jernſtangen ſank, og Ola ſagde intet.

„E ſet de ne,
Saa hel du e,“

ſagde Preſten tredje Gangen. Da for hele Jernſtangen ned, og Ola tog til Bens. — Endda en Kveld lurede Ola ſig efter med en Jernſtang; men da gik det værre. Nu vidſte Preſten om Jernet, og da kunde det ikke verge mod Forbandelſen.

„E de Fælk, held (eller)
E de Develſkab ikveld ?“

ſagde Herr Petter. Men Ola ſvarede ikke. „Saa ſynk i ſvarten Jord da,“ ſagde Preſten, og dermed begyndte baade Jernſtangen og Karlen at ſynke. Men da raabte Drengen: „Aa kjære Far, det er din egen Dreng.“ Men Preſten ſagde:

„E rokke ikje mine Ord,
Naa maa du ſekk i ſvarten Jord.“

Saa kom han og læſte Fadervor over Hovedet paa ham, og dermed for han i Afgrunden.

I Selbu var det nok flere, ſom havde Svartebogen den Tid. Paa Velvansmoen havde de den og havde engang løſt Djævelen, men kunde ikke faa ham væk igjen. De for da afſted efter Herr Petter, og han var ſtrax i Veien. Da han var kommen paa Gaarden, tog han en Naal og ſtak et Hul i Vinduesblyet: der ſkulde han udigjennem. Men den anden vilde vride ſig unda. Han prøvede at lede op alle de gamle Synder, ſom Preſten havde .gjort, og vilde dermed fri ſig. „Du har ſtjaalet en Katkjesbok,“ ſagde Djevelen. „Den tog jeg for at drive ud dig,“ ſagde Herr Petter. „Saa har du ſtjaalet en Naal,“ ſagde Djævelen. „Den tog jeg for at gjøre Vei for dig,“ ſagde Preſten. Saa bad han, at han maatte faa fare op igjennem Muren; men nei, udigjennem Naalehullet maatte han, og da hørte de, hvor det pitred i ham[5].

Ligeſom i Selbu er Petter Daſs en lokaliſeret Sagnhelt paa Søndmøre. De fleſte Nordlandſke Sagn om ham gjenfindes der. Han kaldes der Herr Per og gjøres til Sognepreſt i Borgund. Han var engang fra Hovedſognet reiſt til en af Annexkirkerne. Da han før ſin Afreiſe havde glemt at binde Djevelen, ſaa kom denne, da Preſten var reiſt, til Preſtefruen og ſpurgte, hvad han ſkulde gjøre. Hun var ſaa ſnartænkt at bede ham øſe tomt Havet. Han tog ſtrax fat paa dette Arbeide og brugte en Jægt til Øſe. Da Herr Per kom fra Annexet, ſaa han i Fraſtand, at Søen røg og ſprudede noget ganſke forfærdelig Da ſkjønte han ſtrax, hvad der var paafærde; han lod Skydſen ſætte ſig iland, og ſaa blev der ſnart Stands med Øſingen[6].

Oppe i Nordland ved man mangeſteds at fortælle om, hvorlunde Petter Daſs lod den onde arbeide for ſig ved Fiſket. Herr Petter drev paa Fiſkeri og Lofot-Brug ſaa ivrig ſom nogen af de Nordlandſke Jægteſkippere. En Høſt, ſom han var i Forlegenhed for en Dreng, kom pludſelig en fremmed Karl, ſom ingen kjendte, til ham og blev da ſtrax ſat i Arbeide ved Fiſket ſammen med de andre Drenge. Da Jule-Aften kom, ſkulde Drengene hente ſin „Dagsror[7].“ De øvrige Drenge gik nu ind til Preſten og fik, hvad de ſkulde have, men den fremmede Karl blev ſtaaende ude alene. De andre ſagde til ham: „Vil ikke du ogſaa gaa ind til Far og faa Dagsror?“ „Aa,“ ſagde han, „naar Svartkofte-Manden kommer, faar nok ogſaa jeg min Del.“ I ſamme Øieblik kom Herr Petter og kaldte paa ham, og han maatte følge med lige ind i Storſtuen. Siden ſaa ingen den fremmede mere; men Pigen, ſom gjorde rent, blev var, at midt paa Storſtue-Gulvet var der tegnet en Kridtring, og ſaa ſkjønte de, at han var ſat nedigjennem den, og forſtod ogſaa med det ſamme, hvad det havde været for en Dreng.

Blandt de Kunſtſtykker, ſom Herr Petter tvang den onde til at udføre for ſig, var ogſaa det at ſno Tang af Sand, at hente en ſtor Helle op af Havſens Bund o. lign. Der er ellers dem i Nordland, ſom mener, at Herr Petter var for ſtor en Mand til at bryde ſig videre om „Gammel-Erik.“ Det var bare, naar denne blev altfor brydſom, at Preſten fandt det Umagen værdt at viſe ham ſin Overlegenhed. I Almindelighed overlod han ſin Kapellan Herr Sten Wirthmand at gjøre det af med ham; Wirthmand var ogſaa ſærdeles duelig i den Retning, og ſaalænge han og Preſten i Rødø, Herr Peter Strømer, levede, var det i det hele trange Kaar for „Gammel-Erik[8].“

Herr Petter for ofte ſelv til Bergen paa en af de mange Jægter, han havde; han ſtod da fra den tidlige Morgen til ſent paa Aftenen og ſolgte Fiſk ligeſom de andre Helgelændinger. Det hændte ſig da engang, at Kongen kom til Bergen og en Lørdags Kveld lagde Merke til Preſten, ſom ſtod og ſtrævede blandt Bønderne paa Bryggen. Kongen fik da Lyſt til at ſætte ham i Bet. Søndag Morgen, medens Folk ſamledes i Kirken, ſendte han Bud til Herr Petter, at han ſtrax ſkulde komme og præke i Domkirken. Da trak Herr Petter Preſtekjolen paa, gik i Kirken og holdt en Præken, ſom Kongen aldrig havde hørt Magen til[9].

Af nogen Lighed hermed er det Sagn om Petter Daſs, der af dem alle er meſt kjendt og fortælles med ſtørre og mindre Afvigelſer paa de forſkjelligſte Kanter af vort Land. Herr Petters Ry, heder det, havde naaet helt ned til Kjøbenhavn, og Kongen fik Lyſt til at høre ham præke. Saa ſendte han Bud til Preſten, at han førſte Juledag ſkulde præke for Kongen i Kjøbenhavn. Brevet ſendte han op til en Biſp i Norge, og ſiden ſkulde det gaa fra Preſt til Preſt helt op til Helgeland. Men disſe Preſter ſkjønte nok, hvad Meningen var med Brevet, og var avindſyge over, at Petter Daſs ſkulde nyde ſaa ſtor en Ære. Derfor beholdt de Brevet hver en Stund og fik laget det ſaa, at det ikke kom frem til Alſtahaug før paa Juleaften. Men Herr Petter vidſte Raad alligevel. Om Kvelden efter Nadverden gik han ind i Kontoret og læſte vel igjen Døren. Da drog han frem en Kuffert, fandt ſig en Heſteſadel, ſom han lagde paa Kufferten, og gjordede den vel til, klædte ſaa paa ſig Preſtekjolen og Kraven og tog ſin Stav med den ſtore forgyldte Knap i. Derefter tog han Svartebogen i Haanden, ſatte ſig op i Sadlen og gav ſig til at læſe og mane, ſaalænge til han fik løſt den onde. Han kom da farende midt frem paa Gulvet, ſaa Gniſterne ſpragede om ham. „Hvad vil du mig?“ ſagde han. „Du ſkal til Kjøbenhavn i Preſteſkyds, og det paa flyvende Timen.“ „Hvad ſkal jeg faa for Skydſen?“ ſpurgte den anden. „Du ſkal faa Sjælene til alle dem, ſom ſover i Kirken imorgen,“ ſvarede Herr Petter. Dermed var den onde fornøiet, tog Kufferten og Preſten og for afſted med. Men da de kom midt ud paa Havet, Stathavet, ſiger nogle, da tog den onde til at blive træt. Saa ſeg han mer og mer ned, helt til Preſten begyndte at kjende Vandet ſkvat om ham. Den onde tænkte da, at Herr Petter ſkulde blive ræd, og vilde faa ham til at nævne Jeſu Navn, for da vidſte han, at han kunde kaſte ham af ſig. Saa ſpurgte han: „Hvad ſagde Apoſtelen Petrus, da han var i Havsnød?“ — „Høiere op og ret fram, din Djevel,“ ſvarede Petter Daſs og gav i det ſamme Skydskarlen en dygtig Smek med Staven ſin. Saa kom da Herr Petter frem til Kjøbenhavn i pasſelig Tid. Juledag prækede han for Kongen og Dronningen, og Kirken var overfyldt af Folk, ſom vilde høre den fremmede Preſt. Skydskarlen ventede udenfor for at faa ſin Skydsløn. Men Preſten vidſte at holde dem vaagne, ſaa det ikke var Raad for nogen til at faa ſove i Kirken den Dag. Dette, ſagde den onde, var det ſtørſte Fanteſtykke, han havde været ude for i alle ſine Dage[10].

Disſe Sagn har for os ſin væſentligſte Betydning deri, at de giver os de utvetydigſte Vidnesbyrd om Almuens dybe Reſpekt for ſin Sanger; men ogſaa i en anden Henſeende er de af Interesſe, idet de afgiver et Exempel paa, hvorledes Fortids Overtro og ældgamle Sagn, der maaſke ſøger ſin førſte Begyndelſe i Folkets Barndom, vilkaarlig ſlutter ſig om en ſenere hiſtoriſk Perſonlighed, omdannes i Enkelthederne for at pasſe til dennes Livsſtilling og Virkemaade, og ſaa atter ved Lokaliſering overføres paa andre. En ſaadan Sagnhelt i det ſtore har vort Land i Olav den hellige; i det mindre frembyder Petter Daſs en fuldſtændig Parallel. Vi gjenfinder i begge Sagnrækker de urgamle Foreſtillinger om de gode Magters ſeierrige Kampe med Mørkets Aander. De ſidſte fremtræder i Legenderne om den hellige Olav ſom Trold og Jøtner, medens de i Sagnene om Herr Petter repræſenteres af den perſonlige Djevel. Som i andre Eventyr, hvori denne figurerer, har han ogſaa i disſe Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/51

  1. Til Sammenligning kan læſes Leanders Replik i Holbergs „Hexeri eller blind Allarm“: „Man kan lære den ſorte Konſt uden at give ſig Fanden i Vold: Tolv Perſoner ſlaar ſig ſammen og reiſer til den ſorte Skole udi Wittenberg; 11 Perſoner gaar fri, men den 12te falder ved Lodkaſtning alene til Fanden.“
  2. Meddelt af Kateket A. Bang i Tromsø, ligeſom ogſaa de foregaaende Sagn.
  3. Kateket Bang. Samme „Gamle Marta“ er hans Hjemmel ikke alene for disſe to Sagn, men for ſamtlige af Herr Bang i Daaes Bygdeſagn (II Saml. S. 117 ffg.) meddelte.
  4. Meddelt af Kateket Bang.
  5. Disſe og flere Sagn om Herr Petter i „Segner fraa Bygdom“ 2 (fraa Selbu) S. 20 fgg. ſamt i O. Stv. Hanſens „Bygdefortælling. Optegnelſer fra Tydalen, Annex til Sælbu. Tromsø 1873.“
  6. Sagnet er mig ſaaledes meddelt af Kateket Bang; maaſke dog er ment Preſten Peter Strøm i Borgund, om hvem ſe L. Daae N. Bygdeſagn I 45 fg.
  7. De Procenter af Fortjeneſten eller Udbyttet, ſom Drengene fik foruden ſin faſte Løn.
  8. Efter Meddelelſer af Stud. J. Klæbo og Kirkeſanger Auguſtiunsſen. Om P. Strømers „ſorte Videnſkab“ læſes noget i Skilling-Magaſinet 1845, S. 221.
  9. L. Daae N. Bygdeſagn II efter A. Bangs Meddelelſe.
  10. Væſentlig efter A. Aſkevold i „Fraa By og Bygd. 3 Aarg. Bjørgvin 1872,“ Side 255 fgg. Sagnet er der fortalt i Søndfjords-Maal og er ſaaledes viſtnok gjengivet i den Form, hvori det der fortælles. Noget kortere og afvigende i Enkeltheder er det meddelt efter Nordlandſk Tradition i L. Daaes N. Bygdeſagn II. Begyndelſen af Sagnet er mig ſaaledes meddelt af Herr Kirkeſanger Auguſtinusſen i Nesne: „Den danſke Regjering, ſom havde hørt Daſs omtale, ſatte ham engang paa Prøve ved at lage det ſaa med en Budſending til Daſs om at præke for Kongen paa førſte Juledag, at Budet ikke kom Manden i hænde før ud mod Kvelden om Juleaften. Herr Petter gik da til Studerværelſet og pikkede i Bordet. Der kom ſtrax en. „Hvor ſnar er du?“ „Som Vinden,“ var Svaret. „Duer ikke.“ Atter pikkede han i Bordet. Den anden mødte, men blev afviſt, da han ikke for ſnarere end Lynet. Men den tredje, ſom var faa ſnar ſom Tanken, antoges“ o. ſ. v. Nogle Fortællere tilføier, at da Herr Petter traadte op paa Prædikeſtolen, fandt han det Papir liggende, der ſkulde indeholde Texten for hans Prædiken. Efterat han imidlertid havde fundet det ubeſkrevet paa begge Sider og udtalt dette fra Prædikeſtolen med de Ord: „Her intet, her intet!“ holdt han en Prædiken om Skabelſen, ſom bragte Kongen, Dronningen og hele Hoffet til Taarer. (Meddelt af Overretsſagfører H. K. Møller i Nesne).