Om Petter Dass og hans Skrifter/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede Skrifter
Utgitt av A. E. EriksenDen norske historiske Forening (1s. iii-xxxiv).

En af de ældſte, meſt agtede og videſt forgrenede Slegter nordenfjelds i det ſyttende Aarhundredes anden Halvdel bar Navnet Falch. En Jyde Jakob Petersſøn, ſom med Troſkab og Duelighed havde tjent forſkjellige Adelsmænd og til Løn derfor førſt blev Beſtyrer af Giſke Gods og Foged paa Søndmøre, ſiden Lagmand i Trondhjem, egtede i 1587 en norſk Kvinde af denne Æt, Margrete Petersdatter, og ved deres mange Børn — de tog efter en paa den Tid hyppig Skik Navn efter Moderen — kom Slegten op til Nordland.

Lagmandens Søn Peter Falch blev Foged paa Helgeland, giftede ſig med en vis Anna Jonsdatter og boſatte ſig paa den ſtore Gaard Nord-Herø i Alſtahaug. Her fødtes i 1629 hans Datter Maren Falch, Digteren Petter Daſs’s Moder.

Blandt de mange Skotter, der under de kirkelige og borgerlige Uroligheder paa Stuarternes Tid tyede over til Norge, var ogſaa Peter Don Daſs eller Dundas. Hans tidligere Liv er os fuldkommen ubekjendt. Kun ſaameget mindedes i Ætten, at han med ſin Søſter Maria omtrent 1630 forlod ſit Fædreland, ſom der menes, misfornøiet med de kirkelige Forandringer, Kong Karl den førſte ſøgte at paatvinge Presbyterianerne. De to Søſkende boſatte ſig Bergen, og han er rimeligvis den „Petter Pettersſøn, født til Dondi i Skotland,“ der ifølge en gammel Liſte over Borgerne i Bergen den 23de April 1635 tog Borgerſkab i denne By[1]. Søſteren blev gift med en Kjøbmand ved Navn Fasmer og blev Stammoder til en vidt forgrenet Slegt i Bergen.

Peter Don Das blev forlovet med den ovennævnte Fogeddatter Maren Falch og holdt Bryllup med hende paa Helgeland i 1646. Bruden var kun ſytten Aar gammel og havde dog allerede været gift en Gang tidligere[2]. Efter Bryllupet flyttede han ikke tilbage til Bergen, men blev boende hos Svigerfaderen paa Nord-Herø, rimeligvis ſom Handelsmand. Sex til ſyv Aar ſenere døde han, efterladende ſig fem ſmaa Børn, tre Sønner, af hvilke Digteren Petter Daſs var den ældſte, ſamt to Døtre. Børnene bortkaſtede den førſte Del af Fadersnavnet og kaldte ſig Daſs. Førſt i ſenere Tid har en Gren af Familien gjenoptaget det fulde Slegtsnavn Dundas.

Petter[3] Daſs fødtes i 1647 paa Gaarden Nord-Herø i det ſamme Preſtegjeld, hvortil hans Navn er knyttet ved en lang og fortjenſtfuld Virkſomhed. Neppe ſyv Aar gammel blev han faderløs. Moderen roſes ſom en gudfrygtig, husholderiſk og ferm Kone. Volquarts, denne Slegts utrættelige Lovpriſer, digter om hende:

„Er en Martha fordum blevet
For Hus-Raadighed opſkrevet,
Er Marine Gudsfrygt klar,
Da var dette Søſterpar
Begge ſamlet i dit Bryſt,
Disſe Dyder var din Lyſt.“

Men nu ſad hun i trange Kaar og ſaa ingen Udvei til at forſørge ſine fem ſmaa Børn ved egne Kræfter. Hun maatte da ty til Venner og Frænder, der fordelte Børnene mellem ſig. Saaledes blev Petter ſat i Huſet hos ſin Moſter Anna Falch, der var gift med Nils Mikelsſøn Arctander, ſom netop var bleven Sognepreſt til Nærø i Namdalen.

De to ſmaa Sogne, ſom udgjør Nærø Kald, beſtaar hovedſagelig af Øer, liggende langt ude tilſøs. Preſten boede for ſig ſelv paa den Ø, hvor Hovedkirken laa, ved brede Sund ſkilt fra alt menneſkeligt Samkvem. De haarde Søreiſer, de daglige Farer for Liv og Lemmer for at afvinde Havet Livets Bjergning, ſkabte et haardført, alvorligt og nøiſomt Folkefærd. Vi kan ikke tvivle om, at Petter Daſs fra ſine Gutteaar har bevaret et dybt Indtryk af denne Natur og dette Folkeliv. Nærø havde ogſaa ſin Digter: den forrige Preſt, den lærde Magiſter Mikel Mogensſøn, havde i et længere Digt, ufuldkomment i ſin Form, men gribende ved Skildringens Sandhed, forfattet „et ſørgeligt Klagemaal om den ſtore Havsnød og Søſkade,“ da i 1625 Hundreder af fattige Fiſkere omkom i Namdalen. Mag. Mikel er, kan man ſige, Petter Daſs’s Forløber ſom Nordlandsbedriſtens Sanger, og det aandelige Frændſkab mellem dem, der ikke kan miskjendes og ſom allerede af en tidligere Forfatter er paapeget, tør vel ſkrive ſig fra den ſidſtes Ophold i Nærø Preſtegaard[4].

Dette Ophold varede en fem ſex Aar. Han underviſtes af ſin Onkel og beſtemtes af denne for den ſtuderende Vei. Moſteren, der forreſten roſes ſom en hæderlig og gudfrygtig Kvinde, ſkal have været ſtreng og haard mod ham, hvorom P. Daſs’s Sønneſøn og førſte Biograf, Albert Daſs, har opbevaret en liden Fortælling. En Dag, fortæller han, havde Preſten givet ham en Lexe at lære; men Moſteren jog ham ud at hugge Ved iſteden. Da Manden ſatte hende irette derfor og ſagde: „Er det paa den Maade, Drengen ſkal ſtudere og blive Preſt?“ ſvarede hun: „Naar der blir Preſt af ham, blir der og en Smør-Tønde af min R…“ Hun ſkulde dog opleve at ſe ham baade ſom Preſt og i den Stand, at han kunde yde Gjengjeld for, hvad godt han havde nydt i hendes Hus. Thi da, ſom Volquarts ſiger,

I Ild og Vand hun Prøve ſtod,
Da Hus og Gaard afbrændte,
Da Mand og Søn de i een Flod
Tilſammen Livet endte, —

da blev Pleieſønnen den, der ydede den gamle en ſønlig Haandsrækning. Hun overlevede ham og døde i en Alder af 84 Aar i 1709.

„Jeg ſvæved hid og did alt under andres Naade,“ ſiger Petter Daſs i ſit „Levnetsløb,“ og det ſynes virkelig, at han paa en Maade har levet paa Omgang hos Moderens Familie. Fra Nærø er han udentvivl flyttet til en anden Moſter, der var gift med Sorenſkriveren paa Helgeland, Jeſper Hansſøn, hvor de holdt Huslærer[5]. Af dem underviſtes han ſammen med Huſets Søn, Peter Jeſpersſøn, der var født ſamme Aar ſom han ſelv. De to Fættere ſluttede et Venſkab, der varede for hele Livet.

I Aaret 1660 ſattes Peter Jeſpersſøn i Trondhjems Skole, men Petter Daſs i Bergens. Det er rimeligt nok, at han i Bergen har boet hos Faderens der gifte Søſter, og at denne Bekvemmelighed har været Grunden til, at han ikke fulgte Fætteren til Trondhjem. Bergens Skole havde paa den Tid, da Petter Daſs nød Undervisning der, ſex Lærere: Rektor, Konrektor og fire Hørere. Flere af de Lærere, der var anſatte ved Skolen i de Aar, Daſs gik der, var dygtige Mænd med et viſt literært Navn, ſom Rektoren Arnold de Fine, ſenere Biſkop i Trondhjem, hans Eftermand Klaus Nilsſøn Bleking, og ikke mindſt Edvard Edvardsſøn, hvis rige Samlinger til Bergens Beſkrivelſe har været en uudtømmelig Guldgrube for Holberg og ſenere Topografer. Petter Daſs gjennemgik i fem Aar Skolens fem Klasſer med den efter vore nuværende Forhold trykkende Skoletid fra Kl. 6 Morgen til 4 eller efter Omſtændighederne 5 Eftermiddag med Fritid fra Kl. 10—12 for at ſpiſe Middag og med Ferier „udi Hundedagene“ — om Eftermiddagen[6].

Fra Skolegangen i Bergen haves en Fortælling om et Skjelmsſtykke af Petter Daſs, ſom, hvor ubetydelig den end er, dog bør bevares. Engang, heder det i den Nordlandſke Tradition, kom han ſom ung Gut ind til en Bekjendt, en Kjøbmand, ſom ſad i ſin Slaabrok ved et Bord og tællede

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Penge. Kjøbmanden, ſom morede ſig over Gutten, der med en liden Hammer pikkede i Vægge og Gulv, lagde ikke Merke til, at han havde liſtet ſig til at ſlaa nogle Smaaſpiger gjennem Slaabrokken, der hang ned paa Gulvet. Da dette var gjort, ſprang Petter op, tog Næven fuld af Penge paa Bordet og rendte ud gjennem Døren. Kjøbmanden ſkulde ſætte efter Gutten, men kom ikke af Flækken[7].

Petter Daſs endte ſin Skolegang i 1665 og blev viſtnok Øienvidne til den haardnakkede Kamp, ſom Englænderne ſamme Aar leverede en hollandſk Flaade paa Bergens Havn. Atten Aar gammel blev han ſaaledes Student. Han gjenſaa i Univerſitets-Staden ſin Fætter Peter Jeſpersſøn, der deponerede ſamme Aar. Denne, der havde formuende Forældre, fik Bolig hos summus Theologus, Dr. Johan Wandal, og lagde under hans Veiledning Grunden til omfattende Studier, der i Forbindelſe med ſjeldne Anlæg banede ham Veien til en glimrende Fremtid. Hans Frænde Petter Daſs’s Stilling og Udſigter var mer beſkedne:

„Den Tid var Guld og Penge
Mig ikke til Beſvær,
Jeg derfor maatte trænge
At laane her og der.“

Han klager over, at hans Uformuenhed ei tillod ham at tilfredsſtille ſin Lyſt til at kjøbe Bøger.

„Altid var tomt i Lommen,
Sorrig var i min Hu,
En Skilling var kjærkommen,
Ja ſom en Daler nu.“

Ved Univerſitetet „holdt han ud,“ ſiger Alb. Daſs, i to Aar, altſaa til 1667[8]. Længer vilde hans ſmaa Midler ikke ſtrække til. Ogſaa Peter Jeſpersſøn tog ſnart hjem til Helgeland, maaſke endog ſamtidig. Men ſnart adſkiltes deres Veie; den ſidſte drog igjen ud for ved de berømteſte Univerſiteter i Holland, England og Tydſkland at fuldende ſine Studier, Petter Daſs for i en Huslærers beſkedne Kaar at fortjene ſit daglige Brød.

Jakob Wirthmand havde været Preſt i Vefſen ſiden 1660. Med Kaldet havde han, ſom det ſaa ofte gik i de Dage, faaet Formandens Enke, ja, hvad mere var, hans Huſtru havde været gift med tvende tidligere Preſter i Vefſen. Hun hed Eliſabet og var Herr Laurits Holgersſøns Datter[9]. Hendes førſte Mand, Herr Anders Sørensſøn fra Romsdalen — han gik for ſin Styrkes Skyld almindeligvis under Kjendingsnavnet „Bjørnen“ — havde været Konrektor ved Trondhjems Skole og døde 1694 ſom Preſt til Vefſen. Af dette Egteſkab havde Eliſabet to Døtre, Anna og Margreta, og Sønnen Lars. Disſe tre var paa den Tid, Petter Daſs ſom Huslærer kom til Preſtegaarden, omtrent voxne, medens en Søn af tredje Egteſkab, Sten Wirthmand, ſkulde nyde godt af hans Undervisning. Opholdet i Vefſen blev langvarigt og tillige ſkjebneſvangert for Daſs. Af Børnene paa Preſtegaarden blev Sten Wirthmand i ſin Tid hans Kapellan og trofaſte Ven, og Halvſøſteren Margreta Andersdatter blev hans Kone. At dømme efter en Viſe, der tillægges Petter Daſs, maa et fortroligere Forhold mellem dem allerede tidlig have fundet Sted.

Efter i nogle Aar at have „konditioneret“ ſom Huslærer, blev Petter Daſs i Slutningen af 1672 eller maaſke i Begyndelſen af 1673[10] ordineret til Preſt, idet han af Preſten i Nesne, der ligeſom Vefſen dengang var et reſiderende Kapellani under Alſtahaug, blev kaldet til perſonel eller Hus-Kapellan. Dette var dog en ſaare ringe Befordring. En ſaadan Kapellans Stilling var dengang ligeſaa uſel ſom en Almueſkolelærers i ſenere Tider. De ſedvanlige Vilkaar var, at Kapellanen ſkulde bo i Preſtens Hus, hvor han foruden Mad og Drikke i Almindelighed nød en aarlig Indtegt af 12 Rigsdaler og — en Støvlehud[11]. „Jeg fik“, ſiger Daſs med et Ordſpil, „et Brød, men uden Smør.“ Han tjente, fortæller han videre, ligeſom Jakob uden Løn. Da han nu ogſaa ſtiftede Familie — han egtede ſtrax efter Udnævnelſen ſin Fæſtemø Margreta Andersdatter — kan vi nok forſtaa, at hans Kaar i disſe Kapellans-Aar har været alt andet end blide, og at hans Ord: „Jeg ſom en anden Bonde arbeided for mit Brød,“ er at tage efter Bogſtaven.

„Mit Embeds Indkomſter var aldrig ſaa god,
At jeg kunde kjøbe en Sko til min Fod
Og Hoſer at ſkjule min’ Hæle“.

Et gudfrygtigt Sind i Forening med et uforanderlig god Humor og en vis Evne til at møde Verden og dens Modgang med Skjemt og Lyſtighed hjalp ham til at bære disſe „Trængſels Aar“ forholdsvis let. Allerede fra Barneaarene havde han jo nok ſeet, at

„Nordlands Preſter danſer ei
Paa Roſer og Violer“.

Dertil kom, at den Preſt, hos hvem han „en Tjeners Tjener var,“ Herr Henrik Dinclow, lader til at have været ham en god „Husbond.“ Petter Daſs, der i et langt Rim har beſkrevet hans Oplevelſer, roſer ham ſom en dygtig og nidkjær Preſt, der modig trodſede de tuſende Beſværligheder, hans vanſkelige og farlige Kald udſatte ham for. Han ſkildrer ham ei alene ſom den fromme Herrens Tjener, men ogſaa ſom Menighedens Fader og Raadgiver, til hvem Sognefolkene bragte ſine ſyge, ſom han ved ſine Husraad og „Plaſter“ kurerte[12].

Da Herr Dinclow i 1681 afgik ved Døden, blev Petter Daſs hans Eftermand ſom reſiderende Kapellan i Nesne og Ranen. Om end dette Kald ikke kunde regnes blandt de bedſte preſtelige Stillinger, bragte det dog den fattige Hus-Kapellan en betydelig Forbedring i de ydre Kaar. —

„Gud gjorde endog mere,
End nogen Tid jeg bad,
Han lod mit Kald formere,
Gav Kald paa Kald i Rad“.

Sognepreſten til Alſtahaug, Peter Meyer, døde den 26de April 1689 efter i ſex Aar at have foreſtaaet dette ſtore, men beſværlige Kald. Petter Daſs ytrer i ſin korte Anſøgning om at blive Meyers Eftermand, at han nu i henved 16 Aar havde tjent ſom Kapellan i Nesne, førſt ni Aar „uden al Løn,“ derpaa ſyv Aar „og imidlertid intet havt andet end det uvisſe at leve af.“ Det gik efter Ønſke, og Daſs udnævntes allerede den 18de Mai til Sognepreſt i Alſtahaug. Han indſattes af Trondhjems nye Biſkop, Dr. Peter Krog, der ſamtidig ordinerede Magiſter Paul Munch til hans Eftermand i Nesne.

Alſtahaug Preſtegjeld er ſelv efter ſin nuværende Udſtrækning et godt Kald; men det er intet mod, hvad det var paa Petter Daſs’s Tid, Det beſtod dengang af de nuværende Preſtegjeld: Alſtahaug, Vefſen, Nesne, Hemnes, Mo, Herø, Tjøttø og Hatfjelddalen, der nu tilſammen tæller henved 28,000 Menneſker. Allerede Peder Clausſøn taler om Alſtahaug ſom et rigt Kald; „der pleier“, ſiger han, „at være 900 Bønder, og er i denne Tid vel mere end 1000, ſaa at en Sognepreſt kan vel aleneſte udi ſit Offer og Offertold faa hedenved 2 eller 3 Hundrede Vaager Tørfiſk hvert Aar, foruden ſin Tiendekorn og Tiendefiſk og anden ſaadan Herlighed.“ En Preſt deroppe, ſiger han, kan „leve ſom en Herre.“ Alſtahaug var paa Daſs’s Tid ganſke viſt, hvad det kaldes i en omtrent ſamtidig Optegnelſe, „det rigeſte og ſormuendſte Kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems Stift.“ Petter Daſs drev derhos ſom ſaamangen Nordlandſk Preſt paa den Tid Jægtebrug ſom Biſysſel. Han havde flere Jægter, hvis „Opſaat“ endnu er at ſe ved Alſtahaug, og ſkal ved denne Bedrift have tjent mange Penge. Naar dertil kommer, at han førte et tarveligt og nøiſomt Liv og var en god Husholder, vil det let forſtaaes, at der af de rigelige Indkomſter blev en hel Del tilovers; der fortælles, at han blev iſtand til at opkjøbe alt Kongens Gods i Vefſen, „hvilket er det allerſkjønneſte Gods i alle Nordlandene[13].“

Foruden Sognepreſten var der reſiderende Kapellaner i Hovedſognet, i Nesne og i Vefſen. Disſe holdt desuden for det meſte Hus-Kapellaner. Det var altſaa et temmelig talrigt Samfund af Geiſtlige, i hvis Spidſe Petter Daſs var ſtillet. Forholdet mellem Sognepreſten og de faſte Kapellaner var nøie beſtemt i den Trondhjemſke Reformats af 1589, et for dette Stift eiendommeligt, merkeligt Dokument: De ſkulde kaldes af Sognepreſten, deres Løn var faſtſat i Reformatſen, og ligeoverfor Sognepreſten, „Paſtor,“ ſom han kaldes, ſkulde Kapellanen „ſig ſom en Søn imod ſin Fader i alle Maader forholde.“ Den førſte havde i hvert Sogn de visſe, den reſiderende Kapellan eller „Vice-Paſtor“ de uvisſe Indtegter, ſaaledes ſom Petter Daſs ſelv i „Nordlands Trompet“ med den ſtørſte Nøiagtighed angiver[14]. Her var Friſtelſe nok til Overmod og Undertrykkelſe fra den overordnedes Side og til Intriger og Misfornøielſe hos Kapellanerne[15]:

„De ſiger, det er deres Arbeid og Sved,
Men fremmede Tænder forlækres derved,
Saa ſker her forbiſter Aſpecter.“

Men Petter Daſs’s aabne og ligefremme Karakter, den Djærvhed og Frimodighed, der laa i hans Væſen, gjorde ham mer end de fleſte andre ſkikket for en ſaadan Stilling og ſikrede ham ſaavel hans Menigheders ſom de ham underordnede Preſters Venſkab og Agtelſe.

En enkelt Undtagelſe fandt dog Sted. Den Preſt, der i 1689 fulgte ham ſom reſiderende i Nesne, Magiſter Paul Munch fra Falſter, ſkulde volde ham mange Ubehageligheder. Han var en Broder af den daværende Stiftsprovſt i Kriſtiania, Dr. Hans Munch, der faa Aar efter blev forfremmet til Biſkop i Kriſtiansſand og omſider døde ſom Kriſtiania Biſkop „af Soveſyge.“ Ligeſom denne uduelige og lidet værdige Prælat ſkyldte en Smule Slegtſkab med Kriſtian den 5tes Frille baade Doktorgraden, ſom han fik uden Diſputats, og ſine hurtige Fremſkridt paa Embedsbanen, ſaaledes ſynes han ſelv at have trukket Broderen med ſig og hjulpet ham længere frem, end denne trættekjære og uhæderlige Mand fortjente at naa. Da Mag. Paul ordineredes, ſluttedes i Biſkop Krogs Overvær en ſaadan Akkord mellem ham og Petter Daſs, at den førſte ſkulde oppebære dennes tilgodehavende Indtegter af Nesne mod en Sum af 100 Rdl., der ſkulde afbetales terminvis; da han indſattes af Provſten i ſit Embede, forſtrakte Petter Daſs ham med Penge; da han ſtrax efter giftede ſig med en forældreløs Preſtedatter og ingen af hendes Frænder vilde paatage ſig det, holdt Daſs Bryllupet i ſit Hus og beſtred alle Udgifterne derved. Vinteren efter laante han ham, hvad han trængte til ſin Husholdnings Tarv. Tiden led, og Daſs ſaa intet til Betalingen, men hørte nok ymte om, at Skyldneren tidt og ofte forgreb ſig paa hans gode Navn og Rygte. Høſten 1690 lod han da ſin Tjener reiſe til Magiſteren om Pengene, „men nød ei den Ære at ſe hverken Brev eller Penger, ſaa min Forhaabning paa den ene Side om Gjenſvar, paa den anden Side om Betalning blev i begge Dele fruſtreret“. I et ſenere Brev til Munch klager Daſs i fyndige og hvasſe Ordelag boer dennes utaknemlige og uværdige Adfærd; Sten Wirthmand havde fortalt ham og vilde under Ed vedſtaa ſine Ord, „at Herr Magiſter med ſtor Bitterhed ei alene mod min ringe Perſone, Navn og Levnet, men end og mod mit hellige Kald, Gaver og Embede haver ſig ladet forlyde. Er det Betaling for mine laante Penger? … Er det Takſigelſe for min Sved og Umage, jeg Tid efter anden i Prædikeſtolen for hannem efter Begjær i forleden Vinter havde?“ „Efterdi jeg ved Guds Aands naadige Biſtand agter at være, leve, blive og dø en ærlig Preſtemand, trods Djevelen og alle admirable Kalumnianter, da vil jeg have Herr Mag. efterfølgende Poſter erindret: 1. Her ligger Herr Magiſters ſkriftlige Afbedelſe for ſin forrige begangne mod mig Skjelds- og Skjænds-Ord, hvilken er hos mig i god Forvaring; 2. Her blev talt af Herr Magiſter nogle Ord paa Nesne over Bordet om etc., hvorpaa fire Menneſker blev ſkudt til Vidne, NB ſamme fire Menneſker ere endnu i Live; 3. Her er flere end jeg, ſom ſig i lige Tilfælde beſværger, kan derfor ei forundres over min Skjebne, thi jeg er ikke bedre end mine Brødre i Verden; 4. Her er paa min Side en god Samvittighed: hic murus aheneus esto, nil conscire sibi, nulla pallescere culpa; 5. Jeg er bono Deo reſolveret, at Almuen i mine reſiderende Kapellaners Kirker efter lovlig given Varſel paa Kirkebakkene ſkal nu med førſte uden al Venne-Følge give ſandfærdig Skudsmaal om mit Liv, Levnet og Lærdoms Forhold blandt dennem; haver da Herr Magiſter nogen Inſtants derimod, ville han lade ſig paa Aaſtederne finde[16].“

Paa dette Brev fulgte hverken Svar eller Penge. Tvertimod ſkrev Munch til Biſpen et Klageſkrift over Sognepreſtens uretfærdige Behandling af Kapellanerne, fuldt af Beſkyldninger for Ubillighed, Nærighed o. ſ. v. Trondhjems Biſkop, Krog, der ialfald ligeoverfor Petter Daſs ſtedſe viſte ſig ſom en retſindig overordnet, maa ſtrax have ſendt denne Klageſkriftet; thi allerede 13de Februar 1691 havde Daſs et Svar færdigt til Biſkopen. Han medſendte ſine øvrige Kapellaners Erklæring om Sagen, hvoraf Biſpen kunde ſe, fra hvem „den Pukken og Truen“ ſkrev ſig; „ſom Syl i Sæk ei gjerne kan dølges,“ ſaa har Mag. Munch ved ſin Klage røbet ſin Ondſkab. „Mag. Munch melder i ſin Erklæring,“ ſkriver Daſs videre, „at jeg opbærer uden Umage det, han i Nesne og Raen med ſit ſure Sved arbeider for; dertil ſvares: Den ſamme Umage, han ſaa tidt udraaber, haver jeg havt i 17 ſamfulde Aar og ved Guds Naade udſtandet, og Gud være evig Ære for hver en Time og Stund, jeg der var! Mange Paſtores i Nordland og andreſteds ſkulde ville ønſke ſig Indtegter ſom Mag. Munchs reſiderende Brød importerer, hvorom jeg, ſom der længſt haver tjent, bedſt ved at give Underretning. Mit Jægtebrug ſtaar ham i Øiene: invitus alterius macrescit rebus opimis! Han beſkylder mig for Umildhed: da er min Umildhed mod hannem denne, at jeg for hans anſeelig Venners Skyld lod upaatalt mere end 80 Rdls. Importants af de Indtegter, mig ifjor med rette tilkom; kortelig, uden Ros at melde, gid min eneſte Søn, ſom nu paa fremmede Steder efter Guds Behag ſkal henſkikkes, maatte med lige Umildhed af andre antræffes, ſom Mag. Munch af mig er vederfarets! Jeg tror dog, Utaknemmelighed formedelſt Guds Retfærdighed ordineres engang ſin Løn.“ — Han paaviſer dernæſt, at Munchs Paaſtand om, at Kapellanerne tidligere havde nydt Sognepreſtens halve Offertold, ikke medførte Sandhed, ligeſom at hans Ytring, at de førſte altid havde beſørget Vin og Brød anſkaffet til Kirkerne, var greben ud af Luften. Derimod tilbød jeg ham ved hans Anſættelſe, ſiger Daſs, vel ti Ganger at paatage ſig dette ſidſte. „Men han ſvared, me præsente: Nei! me absente: Gid Fanden være Herr Petters Dreng!“ Nu har han ikke ſynderlig Lyſt til at indgaa Forpligtelſer ligeoverfor Paul Munch. Han fortæller om dennes Misligholdelſe af den førſte Kontrakt: „Nu, jeg ſendte for fire Dage ſiden min Tjenere ind, hannem derom at erindre, kommer Budet breveløs og pengeløs med det Svar tilbage: at hans Broder i Kriſtiania (Stiftsprovſten) har forbydet ham mig en eneſte Skilling at give, og derfor ſagde ſig den Akkord ei at ville holde.“ „Hans Mund, Haand og Parole bliver hos mig aldrig mere i Kredit.“ Endelig beder han Biſkopen med et Ord eller to at meddele ſin Vilje angaaende Offertolden, „at,de reſiderende det, ſom mit er, ſig ei med befatter, men enhver at blive ved det, Gud og vor naadigſte Konge har undt[17].“

At Biſpen har givet Petter Daſs Ret, kan vi ikke tvivle om; men ligeſaa utvivlſomt er det, at Sognepreſten ogſaa i Fremtiden mangen Gang har havt Ubehageligheder for Munchs Skyld i de ti Aar, denne endnu reſiderede i Nesne.

Den Redebonhed til at hjelpe ſin Næſte i dennes Forlegenhed, der kommer tilſyne i Petter Daſs’s Adfærd ligeoverfor Paul Munch, var et ſterkt udpræget Træk i hans Karakter. Ved hans Død fandtes af hans Formue over 2000 Rdlr., i de Tider en betydelig Sum, udeſtaaende ſom Laan, og kun en liden Del deraf kunde Arvingerne faa inddrevet. „I ſin Hjelp mod trængende,“ ſiger hans Sønneſøn, „var han ei ubetænkſom, ſom mange fromme Gemytter er, men gav paa det nøieſte Agt, om den, ſom begjærede hans Hjelp, var duelig, ædruelig og flittig, og ei ved nogen Ladhed var bleven trængende,“ ſaaledes ſom han ſelv ſkarpt udtaler ſig i ſine Katekismus-Sange:

„Hvo der Arbeid ei vil gjøre,
Han ei heller æde maa,
Man ſkal ham ad Døren kjøre,
Naar han vil at tigge gaa,
Lade ſaa hans dovne Arme
Ligge hos hans hungrig Tarme.

Er det ſaa, du vilde give,
Almis til en doven Hund,
Det er ſom du ſkulde rive
Brødet bort fra Barnets Mund
Og det hen for Hunden kaſte,
Hvilket vel er værd at laſte.“

Heller ikke Petter Daſs vandt ſit Brød uden Arbeide, Strid og Fare. Til ſin Opregning af Alſtahaugs Herligheder føier Peder Clausſøn ogſaa den Bemerkning, at Sognepreſten kun erholder dem „med ſtor Livsfare til Sjøs, naar han uddrager til de Kirker paa Øerne, ſom ligge to eller tre Mile ude i aabenbar Hav.“ Men Petter Daſs var ligeſaa modig, ſom han var ſamvittighedsfuld i at opfylde ſit Embeds Pligter: i al den Tid, han var Preſt, forſikrer hans Biograf, blev neppe nogen Gudstjeneſte forſømt.

„Vort Nordland ſaaledes beliggende er:
Guds Lov maa forkyndes blandt Øer og Skjær
Uagtet al Fare og Møie.“

Graven paa Havſens Bund, der havde aabnet ſig for faa mangen Nordlandspreſt, havde for ham intet ſærdeles afſkrækkende:

„Hvad vil en Guds Tjener bekymre ſig ved,
At ham er udvalt et Begravelſes Sted,
Som Menneſken ikke kan ſinde?
Om han ikke bæres af Venner herud,
Han kan dog med Moſe begraves af Gud
Og lukkes ſaa rolig derinde.“

Med ſamme Freidighed og Ro kunde han, da hans rigtladede Jægt Høſten 1692 gik under paa Stathavet, udbryde: „Mit Gods er nedſjunken, men ikke mit Sind!“

Stundom, ſom i et af Rimbrevene til Dorothea Engebretsdatter, undſlipper der Digteren et Suk over den ſtrenge Natur, de daglige Farer og Møiſommeligheder:

„Naar andre kan frydes ved ſtraalende Sol,
Er vi Elementernes Slaver“;

men han ſinder ſig deri, ſom noget, der nu engang ikke kan være anderledes, og aldrig ytrer han et Ønſke om at komme fra ſit kjære Helgeland til blidere Egne og et mageligere Liv. Deroppe mellem Klipperne, hvor hans Vugge havde ſtaaet, havde han endnu rundt om ſig den talrige Kreds af nærmere og fjernere Frænder, ved hvem hans Hjerte hang. Der boede hans Broder Benjamin paa Aakvik, og dennes Søn, ſom giftede ſig med Digteren Volquarts’s Søſter, paa Skar[18]; den anden Broder, Jakob Daſs, var Sorenſkriver over Helgeland og boede paa Leines, ligeſom Søſteren Pernille, gift med en Handelsmand Nils Greger, havde ſit Hjem i Sognet. Moderen levede endnu; hun havde forlængſt, endnu før Sønnen blev Preſt, indtraadt i et nyt Egteſkab med Fogden Peter Broch og boede fremdeles paa Nord-Herø. Med denne ſin Stedfader levede Petter Daſs i den allerbedſte Forſtaaelſe og paaſkjønnede denne brave Mands ſjeldne Egenſkaber, ſom Volquarts beſang:

„Gudsfrygt, Godgjørenhed, ſom neppe haver Lige,
Var knyttet i hans Liv med Kjærlighedens Flige.“

Hans egne Søſkende og hans Moders mange Brødre og Søſtre med deres Børn — de opregnes, ſamtlige disſe „mine elſkelige nær Blodsforvante, Svogre og Anrørende“ i Dedikationen til Katekismus-Sangene — dannede et faſtſluttet Samfund, hvis Hjertevarme og Endrægtighed gjorde dem det lunt og hyggeligt i den mangengang ſaa triſte Natur. Sang og Viſer var der fuldt op af ved hver Sammenkomſt, og Aakvik, Nord-Herø og Søvik er endnu velkjendte Navne for de mange Yndere af Markus Volquarts’s Poeſi; det er nemlig for den allerſtørſte Del disſe Slegter, Falch, Daſs, Angell og Broch, denne Digter har ofret ſine Sange i „Sjælens Luth.“ Det var ogſaa Begivenhederne i disſe Slegter, der var Gjenſtand for Petter Daſs’s førſte Digtervirkſomhed. Flere Gange kappedes Daſs og Volquarts om at beſynge det ſamme Emne, en Jordefærd, et Bryllup eller et Barnsøl; var der ingen beſtemt Anledning, digtedes Vindedreve, Rimbreve, gudelige Viſer, „gjorte paa N. N.’s Navn,“ d. v. ſ., indrettede ſaaledes, at Begyndelſes-Bogſtaverne i hvert Vers tilſammen dannede et, iſær en Kvindes, Navn; dette anſaaes i det hele paa den Tid ſom en ſtor Opmerkſomhed, og mangen gammel Salme ſkjuler paa den Maade et for Digteren dyrebart Navn. Man dømme, hvordan man vil, om alle disſe Rimerier — de fleſte vil neppe falde i vor Tids Smag — ſaa merker man dog i dem intet til det ſtive, opſtrammede Høitidsantræk, hvori de beſtilte Leilighedsvers fra den Tid er os ſaa uſmagelige.

I ſit huslige Liv ſynes Petter Daſs at have været lykkelig. Hans Huſtru nævnes ikke ofte. Hendes Portræt, der endnu findes i Familiens Eie, viſer en ferm og noget før Kone, ikke egentlig ſmuk, men med et godt og forſtandigt Anſigt. De havde to Sønner, Lars og Anders, den ſidſte opkaldt efter ſin Morfader, ſamt en Datter, om hvem intet vides[19]. Da Børnene voxede til, — tog han til Huslærer for dem ſin Svoger og tidligere Diſcipel Sten Wirthmand, der opholdt ſig hos ham fra 1685 til 1688, da Gutterne ſattes i Bergens Skole. Den ældſte af dem døde ſom Skolediſcipel i Bergen i Begyndelſen af 1691 og blev der begraven[20].

Den yngre Søn, Anders, blev Student i Kjøbenhavn, rimeligvis i 1691. Daſs var ſaa heldig i ſin Fætter Dr. Peter Jeſpersſøn at kunne ſkaffe ſin Søn en formaaende Beſkytter og et udmerket Tilſyn i Hovedſtaden. Jeſpersſøn havde efter ſin Udenlandsreiſe aflagt et kort Beſøg hjemme paa Helgeland, men ſaa ſiden ikke ſit Fødeland igjen. Hans fremragende Evner, navnlig en uimodſtaaelig Veltalenhed, bragte ham fra en kortvarig Anſættelſe ſom Landspreſt paa Fyn til den anſeelige Stilling ſom Kongens Konfesſionarius, medens en kongelig bulla udnævnte ham til Doktor i Theologien. Han var den meſt anſete og inflydelſesrige af Rigets Geiſtlighed; ſom Prædikant gjaldt han for den ypperſte; man kaldte ham oratorom Phoenix, „Herrens Gyldenmund.“ Af os fortjener han ligeſaameget at mindes ſom den, der faderlig tog ſig af ſine unge Landsmænd i Hovedſtaden. Det var ham, der var Peter Tordenſkjolds førſte Støtte i Kjøbenhavn.

Anders Daſs’s Ophold ved Univerſitetet fornyede de to Fætteres gamle Venſkab. Vi har endnu levnet et Par Breve fra Jeſpersſøn til Daſs af Aarene 1692 og 93. Doktoren takker ham for den kjærkomne Sending af „eders gode Nordlandſke Sild,“ af Rav og Rækling, og giver ham i Kommisſion at kjøbe Hermelin: „min Kone hænger mig over for For til en Kjole, og her er de altfor koſtbare“ o. ſ. v. Det er dog naturligvis meſt om Sønnen, Brevene handler: „Eders Søn er ellers ved god Helbred og ſkikker ſig vel, ſaa I faar nok Glæde af ham. Maa ikke fortryde at lade det følge, ſom rekvireres til en ſmuk Mand at perfektionere! Gud har lavet det ſaa vel for eder, at det var Synd, han ſkulde ikke participere derudi, endog han i Sandhed holder ſig ſaa tarvelig ſom nogen kan. Uden Skamme maa han endelig gaa, efterdi han hører godt Folk til.“ Det ſynes altſaa, ſom om Faderen har været vel knap med at ſende Tærepenge. I det andet Brev heder det: „Eders Søn tager ret vel af Sted, lever ſmukt og ſkikkelig og varer med Flid paa ſin Bog; han ſtuderer nu af al Magt til ſin Atteſtats.“ Han raader forreſten til at ſende Pengeremisſerne gjennem ham og ikke direkte til Sønnen; „thi de undſe ſig da mere at depenſere, naar de ſkal efter Haanden tage dem af deres Haand, de bær nogen Undſeelſe for, end naar de har dem i deres egen Dispoſition. Jeg ved af mit eget Exempel, at naar man er paa den Alder og ikke ſelv har forſøgt, hvor ſur en Skilling er at fortjene, ved man ikke heller ret at menagere den.“ Anders Daſs tænkte med det førſte at blive færdig ved Univerſitetet og derefter drage hjem over Bergen, hvor han haabede at møde ſin Fader[21].

Anders Daſs nød alle Fordelene af at være en velſtaaende og velvillig Faders eneſte Søn. Han behøvede ikke, ſom ſaamangen anden norſk Student, at affærdige ſin akademiſke Uddannelſe i ſtørſt mulige Haſt for at komme hjem og tjene ſit Brød i en uſel „Kondition.“ Han fik Anledning til at tage Magiſtergraden og derefter opholde ſig en Tid udenlands, iſær i England, hvor de unge Nordmænd allerede paa den Tid ret hyppig fortſatte ſine Studier.

Den 24de April 1700 udſtedte Petter Daſs „Opladelſes-Brev“ paa Alſtahaug Sognekald for ſin Søn. „Om det med Guds og kongelig Majeſtæts Vilje kan ſke,“ ſkriver han, da oplader han Kaldet for Anders Daſs, paa de Vilkaar, at han ſelv, ſaa længe han lever, oppebærer alle Kaldets visſe og uvisſe Indtegter, hvorimod Sønnen ſkal være fornøiet med, hvad han aarligen vil tillægge ham. Det andet Vilkaar er ganſke betegnende for den gamles Virkelyſt: han forbeholder ſig Ret til, ved Siden af ſin Søn, at forrette Kirketjeneſten, „paa det jeg formedelſt Ørkesløshed ei ſkal forſynde mig mod Gud, min Menighed og min Samvittighed[22].“ Hvorvidt denne Opladelſe fik Stadfæſtelſe paa høiere Steder, ved vi ikke; men førſt den 6te April 1704 blev Anders Daſs ordineret til perſonel Kapellan hos Faderen og giftede ſig fire Dage efter med Rebekka Angell, Datter af den rige Trondhjemſke Raadmand Lorents Mortensſøn Angell. Mag. Anders Daſs arvede intet af Faderens digteriſke Anlæg. Vi har af ham kun ſeet et eneſte Digt, hans „Æresvers“ til P. Daſs’s Katekismus-Sange, og dette hæver ſig ikke over Samtidens maadeligſte Rimerier. Heller ikke Faderens helt igjennem elſkværdige og humane Karakter gik i Arv paa Sønnen. Denne, der ſnart blev en af de ſtørſte Jordegods-Eiere nordenfjelds, mindes endnu af Almuen deroppe ſom den herſkelyſtne Prælat og haveſyge Proprietær.

Petter Daſs ſiger enſteds ſpøgende om ſig ſelv, at han „bor i det Land, hvor ei findes Skrift eller Bøger.“ Ialfald maa det for en Mand med ſaa ſterke literære Interesſer ofte have været en pinlig Fornemmelſe at føle ſig ſaa fjernt fra Centret for alle boglige Sysler. Det er derfor naturligt, at han med Begjærlighed greb den Leilighed til Forbindelſe med aandsbeſlegtede, der kunde tilbyde ſig. Hans bedſte og tidligſte Ven var visſelig hans egen Elev og Svoger, den fjorten Aar yngre Sten Wirthmand. Efterat denne i 1679 var bleven Student fra Trondhjems Skole og havde taget ſine Examina ved Univerſitetet, var han, ſom vi har hørt, i fire Aar Huslærer hos Daſs, der da endnu var Vice-Paſtor i Nesne. Efter nogle Aars Adſkillelſe blev han 1692 reſiderende Kapellan i Alſtahaug; en Tid efter giftede han ſig med Petter Daſs’s Søſkendebarn Dorothea Nilsdatter Arctander fra Nærø. De boede ſammen med P. Daſs paa Alſtahaug Preſtegaard, og denne ſtod Nytaarsdag 1698 Fadder til hans førſte Søn. Ogſaa Sten Wirthmand havde en poetiſk Aare, om end ikke ſynderlig frugtbar. Hans Epiſtel-Sange udkom ſammen med Svogerens Sange over Evangelierne og er tilligemed disſe udgivne mange Gange.

En anden Mand, der har ſtaaet vor Digter meget nær, var Magiſter Peter Bredal, Preſt i Naboſognet Brønø. Han var omtrent jevnaldrende med Daſs og har i mangt og meget delt hans Interesſer. Ogſaa Bredal var Forfatter, om end af en noget anden Art end hans Ben paa Alſtahaug. Grundighed og Lærdom var mere hans Sag end Smag og en tiltrækkende Fremſtilling. Al verdslig Digtning laa ham fjernt; men han fordybede ſig gjerne i vanſkelige theologiſke Emner. Gunnerus kjendte af ham et utrykt Skrift, ſom nu ſynes at være forſvundet, en Udlægning af Salomos Høiſang, der var ſaa vidløftig, at Forklaringen af de ſytten førſte Vers udgjorde 1303 Sider i Kvart[23]. Med Daſs kom han i en theologiſk Skriftvexel, der førtes paa Latin; han forſvarede Tilværelſen af virkelige Atheiſter, noget ſom Daſs benegtede. I Grunden hvilede Tviſten paa en Misforſtaaelſe, idet Daſs mente, at intet Menneſke var ganſke uden Troen paa en Gud, medens den anden tænkte paa de kriſtnes Gud. Begges originale Indlæg er bevarede og giver ganſke godt Indblik i de to Venners helt forſkjellige Anlæg og Maner. Bredal ſkriver udførlig, lærd og ſmager noget af Pedanten, den anden kort, fyndig og ſkarpt. Den førſte bliver ſtødt og bitter; han lader ſig endog forlyde med, at Daſs ſtoler vel meget paa ſin Velſtand, ſine fornemme Velyndere og ſin ſjeldne Veltalenhed: det er Støtter, ſom kan briſte, og han vil falde med dem. Daſs afviſer i ſit Svar kortelig disſe Perſonligheder, foreſlaar godmodig at ende denne lærde Strid, ſom han er hjertelig kjed af, og ſlaar over i Modersmaalet med et trohjertigt Digt paa ſin vante Vis. Denne Tilnærmelſe var uimodſtaaelig, og Magiſteren ſvarer paa Vers, ſaa godt han kan[24]. Daſs tog broderlig Del i ſin Vens mange huslige Bekymringer, trøſtede ham ved hans Huſtrus Død og ſendte ham en Række latinſke Smaadigte, da han i 1694 tog Magiſtergraden. Venſkabet led ikke ſynderlig ved ſmaa Knuder, der alt imellem kom paa Traaden, ſom da Petter Daſs havde glemt at invitere ham til Gravøllet efter ſin Svigermoder, hvilket den pripne Magiſter lod ham høre. Daſs undſkyldte ſig i et latinſk Carmen og bad ham at lade gammelt Venſkab være hævet over ſlige Smaating, og, hvad enten de varme Ord eller de flydende Hexametre virkede meſt, Venſkabet blev igjen fornyet. Daſs lægger ham ved ſamme Leilighed indtrængende paa Hjerte, ſom hans fuld,tro Ven og ſom den, der viſtnok vilde overleve ham, at være hans efterladte Huſtru en Støtte og hans Søn en anden Fader. Bredal overlevede Daſs, og vi tvivler ikke paa, at han opfyldte ſin Vens Ønſke.

Peter Strømer i Nord og Peter Bredal i Syd, ſiger P. Daſs, er mine gode Naboer og trofaſte Venner, og han ſammenfatter ſpøgende Trekløveret ſom „de Kloſtermænd af Sancte Peters Orden.“ Strømer, der var Sognepreſt i Rødø og forreſten ligeſom Daſs lever i Sagnet ſom en ſtor Hexe-Meſter og Fandens Overmand, boede for langt borte, til at nogen ſynderlig Omgang kunde ſinde Sted, og har neppe heller havt ſaa meget tiltrækkende for Daſs ſom hans ſydlige Nabo.

Langt mere fik Petter Daſs at beſtille med en Studioſus Ole Nyſted, der en Tid „logerede“ hos Mag. Bredal[25]. Han havde læſt de førſte Stykker af „Nordlands Trompet“ og ytret for Forfatteren ſit udelte Bifald med denne Prøve. Nu vilde han ſelv forſøge ſig ſom Poet og ſkrev, hvad Daſs kalder en Physica Ligata, en Afhandling paa Vers om alle mulige Gjenſtande. Arbeidet ſendte han Petter Daſs til Gjennemſyn. Dennes Svar er i høi Grad overgivent: i en lyſtig Revu lader han alt, hvad Nyſteds „poetiſke Pibe“ har fremtryllet, pasſere forbi. Rigtignok beder han undſkyldt, at han efter ſin Vane ſaaledes ſlaar Gjækken løs:

„Det hellere faldt For langt
I Verden at forblive,“

og beder ham ei lægge hvert Ord „paa gylden Vegt.“ Men den krænkede unge Digter ſvarede i alvorlige Alexandriner og gav at forſtaa, at

„en velment ringe Digt
Den ikke bør anſees med Haanligheds Geſicht.“

Han finder det raadeligſt at lægge Pen og Blæk bort for Fremtiden, og ytrer kun Frygt for, at Kritiken ſkal gaa Landet rundt. Daſs beklager i ſit Svar ſin overgivne Skjemt, hvormed intet ondt var ment. Men Ole Nyſted lod det, ſom det ſynes, bero med dette førſte Forſøg paa Digterbanen.

En ſand Forfriſkelſe for Aand og for Legeme nød Petter Daſs under ſine Ophold i Bergen, der var hans ſom alle Nordlændingers egentlige Hovedſtad. Der var et Liv og en Virkſomhed, ſom tiltalte ham, — man læſe kun den levende Skildring af den bergenſke Trafik, ſom han giver tilbedſte i Viſerne om denne Byes Brand i 1702. Det var ogſaa ſom den driſtige Forretningsmand, Daſs kom der, om end Sagnet gjør ſig ſkyldig i Overdrivelſe, naar det lader ham ſtaa paa Bryggen og ſælge ſin Fiſk ſom en anden Jægteſkipper. Hans Befordring var en af hans egne Jægter; han kommer, ſiger han, til Bergen „i Nordfar-Stevne,“ og Opholdet der kalder han ſin „Ligge-Tid.“ Dog blev ikke Preſten og Digteren glemt for Handelsmanden: den gamle Hanſeſtad huſede jo Tvillingrigernes feirede Digterinde, Dorothea Engebretsdatter, hende, om hvem Kingo ſang:

„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteſte Gudinder,
At bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder,“

medens Peder Syv fandt, at Dorothea, ligeſom Grækernes Sappho, billigen burde ſelv regnes blandt Muſernes Tal. Ogſaa Daſs kjendte „Dorthes berømmelig Rygte“ og bragte hende under ſit Ophold i Bergen 1680 ſin poetiſke Hyldeſt. De vexlede ſiden Tid efter anden Rimbreve, og Daſs blev, naar Leilighed gaves, en kjær Gjeſt i Digterindens Hus. Ogſaa Stiftamtmanden i Bergen, den danſke Adelsmand Laurits Lindenow, hørte til Petter Daſs’s Bergenſke Vennekreds. Bekjendtſkabet ſkrev ſig fra Lindenows Reiſer i Nordlandene og blev pleiet ved vor Digtets Beſøg i Bergen og ved poetiſke Epiſtler.

Petter Daſs, hvis Helbred i yngre Dage bød enhver Anſtrengelſe Trods og derfor heller ikke blev ſparet, begyndte temmelig tidlig at føle Alderdommens Tryk. Allerede i Aaret 1700 ſkriver han:

„Jeg for min Svaghed ikke kan
Aftrække mine Strømper.“

Endnu kan han dog ſpøge med ſin Skrøbelighed. Siden begyndte ogſaa Synet at ſlaa feil:

„… naar jeg eftertænker ret,
Et Skylden i mit Øie.
Jeg ſer nu ofte to for et“ oſv.

Hans Aandskraft var imidlertid uſvækket, ja juſt i disſe ſidſte Leveaar ſynes han at have digtet ſine fleſte Viſer. Det ſeneſte Digt, hvis Tid kjendes, er Gravſangen over hans Stedfader, der døde 1ſte Februar 1707; han ender den med disſe Linjer:

„Jeg tror med førſte Poſt og Bud
At komme dig i Tale.“

Med hans øvrige Svagheder forenede ſig Stenſmerter, der foraarſagede ham de heftigſte Lidelſer. „I ſex Aar,“ ſkriver han, „har jeg været ſvag og ikke havt en rolig Dag.“ I rørende Simpelhed ſkildrer han ſine Kvaler, der pinte ham den udſlagne Dag og ei lod en Blund falde paa hans Øine om Natten. Det var ham en Liſe at ſkildre de Smerter, hvoraf han led. Hans Tanke vendte ſig altid mere mod Døden ſom den eneſte Befrielſe. I denne Tilſtand beſkrev han i en Sang ſit Levnetsløb, „tilegnet hans kjære Menighed,“ eller ſom han kalder den: ſit ſidſte Teſtament Vakkert og inderligt takker han Gud, fordi han ſaa uforſkyldt har overøſt ham med ſin Naade. Han viſer, hvorledes Guds Miſkund har fulgt ham lige fra Barndommen af, da Herren ſelv blev den faderløſes Fader, og ender med en Bøn for Menigheden, baade den ſtore, der omfatter alle kriſtne, og den mindre, ſom var ham betroet:

„Vor Syndetal afſkrive,
Stryg al Reſtantſen ud,
At Helgeland maa blive
Et helligt Land for Gud!“

Endelig opfyldtes hans Bønner. Han døde i Auguſt Maaned 1708[26], 61 Aar gammel. Han blev biſat i Alſtahaugs Kirke. For nogle Aar tilbage, da Kirken blev reſtaureret, fandtes og borttoges Petter Daſs’s Ligkiſte, tilligemed andres af hans Familie. Hvor der et blevet af dem, vides ikke.

Det fremgaar af alt, hvad der er os berettet om Petter Daſs, at han har været en mer end almindelig ſund, kraftig Perſonlighed, ved ſin Fremtræden og Evner vel ſkikket til baade at imponere og vinde, hvem han kom ſammen med. Han var, ſiger han Sønneſøn, „noget haſtig i Svar og Udtale, dog ei fremfuſende.“ Spøg og Skjemt kom ham tidt paa Tungen ſom paa Pennen:

„En knur og grinen Mand
Af alle bør belees,“

heder det i et af hans Rimbreve. Som Exempel paa hans Lyſt til Selſkabelighed ved Traditionen endnu at berette, at hans Kapellaner hvert Aar om Vinteren var forſamlet hos ham, og levede man da et Par Uger i Lyſtighed og Glæde[27]. Sit Kalds Pligter og ſin Menighed omfattede han med Varme og Kjærlighed, men fandt dog Tid til at ſørge for ſin timelige Velſtand og til at udfolde en omfangsrig Digtervirkſomhed. Han havde Sangens Evne, og hvad Magt der laa i hans Ord og Roſt, naar han ſtod paa ſin Prædikeſtol, derom kan Folkeſagnet endnu fortælle. Det er ikke Petter Daſs’s Digtning alene, men ligeſaameget hans hele Perſonlighed, der har gjort, at Nordlændingen fremdeles med Kjærlighed og Reſpekt ſer op til hans Navn og bevarer hans Minde. De brugte i Nordland i lange Tider, og nogle bruger det vel endda, i ſine Raaſeil at ſætte to Firkanter af ſort Tøi, helſt af Vadmel, oppe under Raaen, en Firkant paa hver Side; dette, ſiger de, er til Sorg over Petter Daſs’s Død; har man i tillige havt et ſort Stykke midt paa Seilet under Raaen, var det Tegn paa, at man var i Slegt med ham[28].

Ifølge Sønneſønnens Vidnesbyrd var Petter Daſs „af Perſon noget lav, af Vext underſætſig, men haardfør af Lemmer.“ Hans endnu bevarede Portræt, der er taget i hans bedſte Aar, før han endnu var bøiet af Alder og Sygdom, viſer os en raſk, fyldig Mand med et beſtemt, karakterfaſt Udtryk. Han bærer der et ſtudſet, nedentil glat afklippet Fipſkjeg, der ligeſom Haaret er rødbrunt. Med dette Billede har det ellers en merkelig Sammenhæng. Det hænger i Melhus Kirke, to Mil ſøndenfor Trondhjem. Det angiver intet Navn, men har paa Latin Indſkriften: „i ſit Alders 37te og Preſte-Embedes 11te Aar,“ hvilket pasſer paa Daſs i Aaret 1684. Et Sagn, der er meddelt af nogle af Slegtens nulevende Medlemmer, ved om dette Portræt at fortælle følgende: Paa en Gjennemreiſe kom Petter Daſs til Melhus en Søndag Formiddag, juſt ſom der forrettedes i Kirken. Han gik ind i Kirken, ſatte ſig og deltog i Salmeſangen. Hans ſterke og ſmukke Stemme vakte megen Opmerkſomhed, og da han en Tid opholdt ſig hos ſine Slegtninger paa Preſtegaarden[29], vandt han megen Yndeſt blandt Menigheden og forærede den til en Erindring ſit Billede[30].

Et andet Portræt af Petter Daſs bevaredes hos hans Efterkommere paa Gaarden Skeid i Alſtahaug tilligemed Billeder af hans Huſtru ſamt Sønnen, Mag. Anders Daſs, og dennes Kone. Ved en Underſøgelſe for nogle Aar ſiden befandtes Digterens Portræt ødelagt; de øvrige var ret vel bevarede[31].


  1. Det kan med det ſamme merkes, at i ovennævnte Liſte opføres en Jørgen Daſs allerede i 1605.
  2. „Tre Pægle ſkjænket er af Maræ bitre Vande,
    Som Falchen drukket har til Bunde i en Kande,
    Tre Mænd hun ſavnet har udi ſin Egteſtand,“

    ſynger Markus Volquarts ved hendes tredje Mands Død. Hvem den førſte var, vides ikke.

  3. Sit Fornavn ſkriver han ſelv altid ſaaledes, ſaaledes findes det i de ældre Udgaver af hans Skrifter, og ſaaledes kalder endnu Nordlændingen ham; vi har derfor ikke nænnet at gjøre nogen Forandring.
  4. Se L. Dietrichſon i Den norſke Poeſis Hiſt. I 77.
  5. Dette Ophold omtales ikke af Alb. Daſs, men kun ſaaledes kan P. Daſs’s Ord til Peter Jeſpersſøn i Tilegnelſen af Katekismus-Sangene forklares:

    „Vi ginge tilſammen i Skole og Tvang.“

    Fra Huslærerens Undervisning ſendtes P. Jeſpersſøn i Trondhjems Skole og gik der, til han blev Student.

  6. Interesſante Oplysninger om Bergens Skoleliv paa den Tid af Edv. Edvardsſøn i N. Mag. II 636 fgg.
  7. Forf. meddelt af Auguſtinus Johannesſøn Sellevold i Dvergberg, Stortingsmand fra Nordlands Amt 1845 og 1848.
  8. Erlandſen i Tromsø Stifts Geiſtlighed S. 58 ſiger: til 1669, efter hvilken Kilde?
  9. Vi optager, for Bekvemmeligheds Skyld, hin Tids Brug af Ordet „Herr“; det betegner, ſom bekjendt, den ordinerede Preſt. — Denne Laurits Holgersſøn, Arrebos Samtidige, var en vidt bereiſt Mand. Hans Stambog paa det ſt. kgl. Bibl. i Khb. giver mange biografiſke Data til hans og den Wirthmandſke Families Hiſtorie.
  10. Daſs’s egen Opgift er vaklende; ſnart ſiger han, at han var Kapellan „i 17 ſamfulde Aar“ (indtil 18 Mai 1689), „i fulde 17 Aar,“ ſnart „hen ved 16 Aars Tid.“ Hans Biograf Alb. Daſs har „henved 1672.“
  11. Traditionen vil imidlertid vide, at Petter Daſs ſom perſonel Kapellan ikke boede paa Preſtegaarden, men paa Gaarden Mehus, tre Fjerdings Vei derfra.
  12. Det var i de Dage, og navnlig i-Nordland, viſtnok hyppig Tilfældet, at man tyede til Preſten ogſaa for ſine legemlige Brøſt. Dr. Peter Jeſpersſøn lagde ſig paa ſin Udenlandsrejſe efter Medicinen, fordi han paa den Tid endnu tænkte at leve og dø ſom Nordlandspreſt.
  13. Dette ſiges i en i Rigsarkivet beroende Klage over Mag. Anders Daſs, fremſat 1718 af Ole Broch, reſiderende Kapellan i Vefſen.
  14. „Nordlands Trompet“ Side 85.
  15. Man læſe Daſs’s Betragtninger i denne Anledning i „Nordlands Trompet“ Side 102—103.
  16. P. Daſs’s Brev til P. Munch, dat. Alſtahaug d. 28de Jan. 91, i Thj. Vid. Selſk. Mſkr. fol. 248.
  17. Brev fra P. Daſs til P. Krog, dat. Alſtahaug d. 13 Feb. 91, Thj. Vid. Selſk. Mſkr. fol. 248.
  18. Der fødtes 1705 deres ældſte Søn, den lærde og dygtige Rektor Benjamin Daſs, der altſaa er en Broderſøns Søn af Digteren.
  19. Hun nævnes i Viſen om hans Sygdom (Side 221): „Min Søn og Datter“ oſv.
  20. Aaret angivet af A. Daſs; han var død før 13 Febr. 1691, da Faderen i ſit ovennævnte Brev til P. Krog taler om ſin „eneſte Søn.“ Erlandſen (Tromsø Stifts Geiſtl. S. 58): „Lars D., døde ugift, ſom Student, 1691 i Bergen paa Hjemrejſen fra Kjøbenhavn, 16 Aar gammel;“ Alderen er maaſke rigtig, men det øvrige maa være galt. Den neden aftrykte Liſte over P. Daſs’s Viſer har: 1686.
  21. Efter Jeſpersſøns originale Breve, dat. Khvn. d. 23de Juli 1692 og 22de Febr. 1693, tilhørende Thjem Videnſk. Selſk. fol. 248. — Det ſidſte Brev indeholder en ret merkelig Ytring, der fortjener at medtages. Daſs havde nedſendt et Bønſkrift for Herr Kriſtofer Todal, der, uviſt af hvad Grund, i 1692 var entlediget fra ſin Stilling ſom Sognepreſt i Verø. „Den Supplik, I ſendte ned for Todal,“ ſkriver Jeſpersſøn, „har de ſlaget af i Kancelliet. Der er Naadſens Dør meget hart tillukt, — Gud trøſte dem, der ſkal nødes at ſøge der Hjelp! Vil dog med allerførſte overgive den til Hans Majeſtæt ſelv, og haabes da at nyde en naadigere Expedition.“
  22. Eſter P. Daſs’s egenhændige „Copie af mitt Kalds opladelſe for min Søn,“ tilhørende Herr Bibliotheks-Amanuenſis Tellefſen i Kriſtiania.
  23. Gunnerus’s Hiertenbrief S. 29. Et andet Skrift af ham har Forf. ſeet i Kjøbenhavn (ſt. kgl. Bibl., Ny kgl. Saml. 4to 2122 h), en Ligprædiken over hans Kapellan Jens Snoghs tredje Kone Gjertrud Stefansdatter, ſkreven med Bredals egen, ualmindelig ſmukke og ſirlige Haand, og forſynet med Biſkop Schletters egenhændige Anbefaling til Trykken.
  24. Epistolæ de Atheismo i Original i Thjems Videnſk. Selſk. 4to 60.
  25. At han var hans Kapellan, ſom Welhaven ſiger, er ikke rimeligt, da han aldrig tituleres „Herr.“ En ſtuderet Mand har han dog viſtnok været.
  26. Dette Aar angives af Alb. Daſs og er visſelig det rette. Welhaven (Saml. Skr. VI 123) har 1707, rimeligvis efter en Chronologia & Series Pastor. Alstah. i Rigsarkivet, ſom dog er nyere end A. Daſs og ei kan tillægges ſaamegen Troværdighed. Datoen kan ikke nøiere oplyſes, da Alſtahaugs Miniſterialbøger førſt begynder med Aar 1714.
  27. Meddelt af Kirkeſanger H. Heitmann i Alſtahaug.
  28. Meddelt af A. Sellevold, ſom tilføier: „Snarere ſkulde det nok være brugt ſom mere varigt for Forraadnelſe, da Vadmel har den Egenſkab at holde længere ud end Tøi af Hamp, Bomuld o. desl. Men Sagnet er nu ſaa.“
  29. Hans Fætter Mikal Melkiorsſøn havde været Prest i Melhus, og dennes Datter var gift med den daværende Preſt, Peter Mentsſen Darre.
  30. Saaledes meddelt af Fru Eitran, født Daſs, i Lurø. Herr M. B. Daſs paa Sandnes ſkriver: „Jeg har hørt, at der i Melhus Kirke ſkal være et Portræt af en Preſt Daſs, men om det er Peders, er viſt tvivlſomt, da han var Preſt her paa Alſtahaug til ſin Død.“ Der kan fornuftigvis ingen Tvivl være om dette Portræts Identitet, naar der betænkes, at det bevisligen ikke foreſtiller nogen af Stedets egne Preſter, at Indſkriften netop pasſer paa ham, og at Sagnet beſtemt henfører Petter Daſs’s Portræt til denne Kirke.
  31. Meddelt af Herr M. B. Daſs i Sandnes.