Om Overtro (1862)
I Folkevennen for 1859 og 1860 lod jeg trykke under
denne Overskrift blandt Mere overtroiske Sætninger og
Regler fra Valders (samlede af en Skoleholder der) og
fra Throndhjems Stift (samlede ved mig selv). Og jeg
yttrede Ønske om at faa lignende Optegnelser fra andre
Egne af Landet, til Sammenligning.
Ganske nylig tænkte jeg paa, at inden Aarets Udgang maatte jeg se at faa bearbeidet til Trykken de Bidrag, jeg har faaet, saa de Mænd, som have havt den Velvillie, at efterkomme min Opfordring, ialfald kunde se, at jeg har sat Pris paa deres Meddelelser. Men saa blev jeg behagelig overrasket ved at faa tilsendt et langt udførligere Arbeide og i saadan færdig Stand, at det kan trykkes uden videre
Forfatteren Joh. Th. Storaker, er Seminarist og Bestyrer af en høiere Almueskole, som er oprettet ved Foranstaltning af Lister og Mandals Amt, og som nu for Tiden holdes paa Gaarden Lunde i Søgne Sogn, mellem Christiansand og Mandal. Her blev jeg kjendt med ham paa en Reise, og som han fortalte mig, at han allerede havde begyndt at sysle med disse Efterforskninger, saa opfordrede jeg ham indstændig til at blive ved dermed.
I det Brev, hvormed han sender mig Skriftet, siger han:
De ser hermed mit Tilbud og Løfte opfyldt. De overtroiske Læresætningers Antal tiltog som Snebolden, efterhvert som jeg nedskrev dem, saa det blev langt mere, end jeg fra først af troede, og jeg har ikke havt saa ubetydeligt Arbeide med det endda, da jeg, hvad en stor Del angik maatte nærmere forhøre mig hos En og Anden, udspørge Grunden til dette og hint, og i det Hele taget faa hver Ting saa nøiagtig og fuldstændig som mulig.[1] – Det Hele er kommen istand paa den Maade, at jeg dels har havt Hjælp af mine egne Optegnelser fra den Tid, jeg som Omgangsskolelærer færdedes adskilligt blandt Folk, dels – og hvad den største Del angaar – har indhentet Oplysninger hos mine Elever her ved Amtets høiere Almueskole.
Folkevennens Redaktion har vistnok været opmærksom paa, at et Tidsskrift som vort ikke skulde indeholde saa lange Stykker, og mod nærværende Stykke kan ogsaa det indvendes, at det er et af disse Samler-Arbeider, som ikke høre hjemme i Folke-Skrifter.
Men den Betragtning fik Overvægten, at Gjenstanden staar i saa nær Sammenhæng med det hele Folkekeoplysnings-Spørgsmaal og har meget ved sig, som kan give En og Hver noget at tænke paa, hvad enten han hører til de høiere Klasser eller til Folkets store Mængde.
Den mest Tankeløse vil forundre sig over, at en stor Del af disse besynderlige Indbildninger og Paafund, som ere gjængs i Lister og Mandals-Egnene, ere kjendte i ligelydende Ord og Sætninger f. Ex. paa Hedemarken eller i Romsdalen eller midt i Christiania By. Forundringen vil stige, hvis jeg en anden Gang kan faa Leilighed til her i Folkevennen at anstille Sammenligning med andre Lande og vise, hvorledes mange af disse Sætninger og Talemaader ligeledes høre hjemme f. Ex i Danmark. Det Spørgsmaal opstaar: Hvorledes er dette gaaet til? fra hvilken Tid og fra hvilket Sted har denne Tale og Tro bredt sig ud over saa stor en Vidde?
Og Folk, som monne være mere vante med at betragte Folkelivet og alt, hvad dertil hører, ville efter Læsningen af disse omhyggelige Meddelelser fra en enkelt Egn sikkerlig bemærke, at endnu mangler der meget til den fulde Forstaaelse. Spørgsmaalet bliver her: Hvor meget af alle disse Besynderligheder har været bevidst Overtro og vitterlig Afgudsdyrkelse, og hvor meget er at tilskrive de gamle Dages enfoldige Natur-Betragtning og legende Indbildningskraft?
Jeg for min Del skulde i Sandhed anse det for ønske- ligt, at den Samling, som vi skylde Hr. Storakers Flid, kunde give Anledning til, at Andre ikke alene gav os en Efterslæt af lignende Samlinger, men meddelte videre gaaende Iagttagelser med Hensyn til al denne Overtro, dens Blomstren eller Aftagen, dens Sammenhæng med den herskende Oplysning og religiøse Stemning og med de nationale Sæder og Skikke, dens Indflydelse paa Folkets Gjøren og Laden og hele Tilstand.
Meget af det, som meddeles os fra Mandals-Egnen, er saadant, at vi trygt kunne smile til det, ligesom til de underlige og sommetider vakkre Indfald af vore smaa Børn; men der er ogsaa adskilligt, som maa mødes med det mest opmærksomme Alvor. Forfatteren skjelner ogsaa paa lignende Maade:
Saavidt jeg har havt Anledning til at erfare, bliver forholdsvis ganske lidet troet af Folk. Det maa mere betragtes som Beretning om hvad man har troet. Man hører disse Sætninger ofte anvendt i og til Spøg, og det er dog Mærke paa, at Troen paa dem just ikke er saa inderlig, om end En og Anden kan komme til at lide under daarlig Opdragelse i dette Stykke i sin Ungdom. Vistnok gives en Del Exempler paa det Modsatte, og i saa Tilfælde er det gjerne den allersorteste Overtro, man betragter som Sandhed. De vil ogsaa se, at med enkelte Sætninger har jeg udtrykkelig gjort opmærksom derpaa.
Jeg har ikke alene beklaget, men ogsaa høiligen undret mig over, at talrige Almuer kunne fast enstemmig skjænke visse Mirakel-Doktorer sin Tillid (f. Ex. ham, som L. Dahl beretter om i Folkevennen for iaar, Side 112), og ligesaa over, at ikke saa ganske faa Personer have kunnet slutte sig til de mormonske Profeter. Det har i Sandhed været mig vanskeligt at sætte mig ind i, hvordan Folk bar det, som lide under en saa yderlig Grad af Lettroenhed og Vankundighed. – Men ved at læse saadanne Sætninger og Regler, som de Storaker nu har lagt for mig, begynder jeg at forstaa det: netop i en saadan aandelig Atmosfære er det, at Vankundigheden hører hjemme og Lettroenheden trives. Det er som Sop i et Hus med indeklemt Kjælder-Luft. Det er visselig saa, som Storaker siger i sit Brev, at det eneste Middel og Raad her er en virkelig, levende, christelig Oplysning. Men netop hans Taalmodighed og Udholdenhed med at samle alle de mange gamle Forestillinger og Billeder viser, at han tillige deler min Mening, at netop Oplysningens Venner bør lægge Mærke til, hvordan Tilstanden nu er blandt Folk.
Med dette Forord vilde jeg da have efterfølgende Stykke anbefalet.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Tilføie bør jeg, efter et andet Sted i Brevet, at Forfatteren er sig selv bevidst, at der trods hans Flid og Omhu endda kan være indløbet Feil i hans Opfattelse og Gjengivelse – Men saa pleier det være med alle Arbeider af denne Art.