Om Myrdyrkning/Kalkkompost
Allerede for omtrent 50 Aar siden har en af de dygtigste og mest berømte Mænd, der har skrevet om Jordbruget, nemlig Thae (læs Tær) gjort opmærksom paa, at Tørv i sin naturlige Skik og Tilstand ikke altid er nogen god Gjødsel, da den for det Første meget langsomt gaar over i Røte, samt dernæst, at den i Forhold til Mængden heller ikke paa langt nær indeholder nok af de jordartede eller steenartede (uorganiske) Dele, som ere skikkede og udkræves til Næring for Væxterne. Han siger derfor, at man bør lægge Tørven floviis sammen med Kalk til Blandingsgjødsel eller Kompost, hvilket da giver et meget godt Gjødningsmiddel for alle Slags Jordarter. Dette er ogsaa siden ved mangfoldig Forfaring bleven stadfæstet.
Til Blandingsgjødsel bruges Kalken saaledes: først lægges der en Flo rigtig tør, sort Myrjord eller Muld, der er omtrent halvandet Kvart tyk, derpaa en Flo, som er et halvt Kvart tyk, af brændt Skjelsand eller anden Kalk og saaledes Flo om Flo med Myrjord og Kalk til man har faaet en Dynge, som er to til halvtredie Alen høi. Hvis Jorden er fugtig bliver Blandingsgjødselen ikke god; derfor er det nødvendigt at Jorden er tør. Kalken kan med Nytte og Vinding lægges i Blandingshobene, medens den endnu er varm, tilligemed Kullet og Asken, som er igjen efter Brændingen. Naar Blandingen er færdig, klappes den til og dækkes med Tørv; siden bør den ligge nogle Maaneder, men omhakkes nogle Gange, naar den har taget stærk Varme. Brændt Skjelsand eller Skjelkalk er især nyttig til at gjøre Blandingsgjødsel af paa denne Maade; men ogsaa malet eller morknet og opsmuldret Skjelkalk kan bruges paa samme Maade. I Blandingen falde Skjellene istykker til fiint hvidt Kalkmeel.
Det er bekjendt, at Kalk smuldrer Jorden og gjør den sprød og løs, og naar den sættes til stivt Leer fremkommer herved en Blanding, som ligner Mergel. Foruden denne Egenskab har Kalken en anden Evne til at fremme Væxterligheden, og det er den, at den fastholder Varmen; thi naar den først er opvarmet, holder den sig meget længer varm end Sand og Leer. Kalken har altsaa to vigtige Ting at udrette i Jorden, at gjøre den sprødere og varmere. Det er saaledes især paa stiv og kold Jordbund, at man kan vente gode Virkninger af Kalk; men der hvor Jorden er for løs og tør, er Kalken ogsaa nyttig, fordi den gjør den mere sammenhængende, og æger dens Evne til at holde paa Væden.
Der opsuges vistnok Kalk i Planterne, og Kalken virker altsaa ved sig selv alene (direkte) som et Gjødningsmiddel; men der bør ikke lægges saa megen Vægt paa dette; thi den synes især paa Omveie (indirekte) at frembringe Virkninger og Tilstande i Jordens forskjellige Bestanddele (baade organiske og uorganiske), som fremme Planternes Trivsel og Væxt). Det Frugtbargjørende og Flygtige » Kvælestof, der i Jordens organiske Dele, findes uskikket til Væxtnæring forandres ved Tilsætning af Kalk og kommer nu i en saadan Tilstand, at det kan tjene Planterne som Næring, enten som Ammoniak eller som Salpetersyre.
En lignende opløsende Virkning har Kalken ogsaa paa flere af Jordens uorganiske Dele. Flere af disse, f. Ex. en Steenart, som kaldes Feldspat, hvoraf der findes overmaade meget i vore Berge, ere i sin oprindelige Tilstand lidet opløselige og uskikkede til Næring for Væxterne; men naar der sættes Kalk til Leer eller anden Jord, som indeholder saadanne Dele, gjør Kalken dem opløselige og sætter dem i en saadan Skik, at ogsaa disse blive tjenlige til Næring og kunne optages af Væxterne. Kalken udbretter saaledes omtrent noget Lignende som brændt eller røstet Leer, og der er en stor Lighed mellem Kalkens Virkninger paa Jorden og Brakningens, eller af at den lægges til Træde eller Hvileland, som det kaldes. Det er imidlertid ikke nok med, at Kalken saaledes vækker de Kræfter, der ere bundne eller som slumre i Jorden til Liv, Virksomhed og Gavn for Væxterne, men den bevirker ogsaa, at saavel uorganiske som organiske Dele i Jorden, der ere skadelige eller kuende for Plantevæxten, omgjøres til nærende og nyttige eller i det mindste blive uskadelige.
Saaledes er det Jern, som hyppig findes i Jorden i opløselig Tilstand, ofte skadeligt for Planterne; men naar der sættes Kalk til saadan Jord, eller den brakkes eller trædes et Aars Tid, saa bliver dette Jern uopløseligt, og er ikke mere skadeligt for Væxterne, men kan endog blive gavnligt, da det under visse Omstændigheder i sin forandrede Skik kan virke som en Syre og hjælpe til at binde den frugtbargjørende, flygtige, frie Ammoniak.
Ovenfor er det sagt, at saadanne organiske Dele eller Plantelevninger, der ere skadelige for Væxternes Trivsel, ogsaa kunne gjøres uskadelige ved ulædsket Kalk.
De Syrer, der dannes af Plantedele i Myrer, Moser og sidlændt Jord, og som ofte findes i raa Myr- og Tørvjord, gjøre denne næsten uopløselig, saalænge Væden er i den; de ere derfor — som det paa flere Steder i dette Skrift er sagt — saa skadelige og ugunstige for Plantevæxten, at de ofte hæmme og hindre den aldeles. Men naar disse Syrer komme i Berørelse med Kalk, bindes de ved denne og kunne ikke gjøre nogen Skade, saalænge der er en Kalksmule igjen. Under denne Tilstand blive de nemlig opløselige, og den Jord, som indeholder dem, forandres da let til frugtbar Muld. Naar derfor Kalk i passelig Mængde blandes med tør Myrjord, undergaar denne en saadan Forandring, at den fra suur Muld bliver til Humus eller mild Muld, der i høi Grad fremmer Væxterlighed og Frugtbarhed.