Om Myrdyrkning/Indledning
Indledning.
Om Betydningen og Vigtigheden af Myrdyrkning for Norge.
Udtapning, Tørkning og Opdyrkning af Myrer, Moser og vansyg Mark er af stor Nytte og Vigtighed for ethvert Land, hvor saadanne findes. Det er ikke nok, at slige blødlændte og vansyge Egne i sin naturlige Tilstand give en ringe eller ingen Vinding, men de virke ogsaa skadeligt saavel paa Sundhedstilstanden, som paa Jordbruget i de dyrkede Egne, hvilke ligger i Nærheden af dem. Det er en gammel og vel kjendt Erfaring, at Frosten i Nærheden af Myrer og Moser oftere og lettere herjer Grøden end paa andre Steder. Der gives ikke faa Egne i vort Land, som have en Frostnemhed, der aarlig frembringer et større Tab, end Nogen maaske tænker. Naar der kommer en Frostnat, og Kornet fryser bort, seer Enhver dette tydeligt for sine Øine, kan tage paa Skaden med Hænderne og føke Tabet i Pungen eller i Kornnøden og Fodermangelen, som følger efter. Men det, som ikke Enhver saa greidt kan tage og kjende paa, men som desuagtet er der og virker til Landmandens Skade i Omegnen af Moser og Myrdrag, det er en større Kjølighed og en mindre Varme i Luften, som stadig sinker Græsset, Kornet og andre Planter i Væxten. Under en lavere eller ringere Luft- og Jordvarme kunne Væxt-Safterne nemlig ikke stige saa fort op i Planterne som det kræves, for at de skulle kunne voxe og trives, som under varmere og mere gunstige Forhold; de voxe altsaa senere, de staae i Stands eller sture, de holde sig længe grønne, give følgelig under enhver Omstændighed mindre Vinding og ringere Avling baade af Korn og Hø. Dette er den stadige, næsten aarlige og sikkre Virkning af Myrer og Moser; kommer hertil tidlig Nattefrost, saaledes som den almindelig pleier indfinde sig i Myrmarker, finder den Kornet grønt endnu, og ødelægger det ofte reent paa en eneste Nat.
Naar saadan Mark og slige Landstrækninger, som for det meste kun bære haarde, trenede, sure Græsslag, med Indsigt og Kyndighed blive udtørrede og hævdede paa passelig Maade, blive de efterhaanden til frugtbare Agre og Enge, der mangdobbelt betale Udgifterne for Udtapning, Rydning og Dyrkning. Blandt de mange Foretagender af denne Art, der kunne anføres som Beviser for dette, vil man her nævne den storartede Udtørring og Myrdyrkning i den nordlige Del af Kanton Glarus i Schweiz. Her vandt man ved at sænke Floden Linth og gjøre dens Løb regelret, for Agerbruget en uhyre Jordflade, som før ikke var andet end en Sump og Sølemark, der udbredte forgiftige og sortefulde Dunster (Miasmer). Paa Mosemyrer, som vare dyrkede i Kongeriget Hannover, boede der i 1840 over 14,000 Mennesker. Den Deel af Nordtydskland, som grændser mod Nordsøen, indeslutter nogle af de største Torvmyrsstrækninger, som man med Held har begyndt at opdyrke i det nordlige Europa; alene i Østfriesland og den Deel, der tilhøre Bremen, findes der nu en Folkemængde af 31,000 Mennesker paa en Vidde, som for ikke mange Aar siden var ubeboet, og som tildeels blev anseet for ubeboelig. I England vare Grevskaberne Lincoln og Cambridge tidligere ikke andet end store Blødmyrer, der tildeels vare bedækkede med Saltvand, ligesom de hollandske Polders, som ligge overfor paa den anden Side af Kanalen; nutildags regnes især det første blandt de Egne i England der giver den største og rigeste Afgrøde. Store Myrdyrkninger er ogsaa foretagne paa Donaumosen i Bayern, — i Holland, Irland, Skotland, Preussen og Rusland, og der er i det Hele taget i de senere Tider lagt overordentligt Arbeide og mange Penge i saadanne Værker. Men Udfaldet af disse Foretagender har ikke altid været saaledes, at dette og Vindingen har svaret til det Haab, man har gjort sig, og til den Møie og det Arbeide, som man har sat paa saadanne Foretagender. Ved de Forsøg, man har gjort, er imidlertid vor Erfaring og Indsigt bleven rigere, saaledes at man nu med større Tryghed kan tage fat paa at dyrke Mosemyrer og anden vandsyg Mark; thi man kan nu med temmelig Vished iforveien skjønne Udfaldet. Vore Forgjængere have betalt Lærepenge, der ofte have været drøie nok, og vi staae i Gjæld til dem for det vi have lært, saavel ved deres heldige som ved deres uheldige og mislykkede Arbeider og Forsøg.
Disse maa og bør man da søge at drage al den Nytte af, som man kan, naar man har Leilighed til at blive bekjendt med dem, enten det nu er ved Bøger eller Reiser eller mundtlig Lærdom; thi den Mand, der ikke bryder sig om de Erfaringer, Verden har gjort, og den Skat af Kundskab, som hans Forgjængere have samlet i hans Bedrift, er lig en Arving, som graver sin Arvelod ned i Jorden, eller lader den blive liggende paa Kistebunden, istedenfor at gjøre den frugtbar til eget og Andres Gavn.
Vort Land er i mangfoldige Henseender et nyt Land, hvor der behøves baade Forraad af Indsigt og Kundskab, af Penge og Arbeide, og det heder her i Sandhed hverken at nedgrave den ene eller den anden af disse Kapitaler eller at lægge dem paa Kistebunden eller udføre dem, men at sætte dem i det livligste Omløb. En udbredt Myrdyrkning f. Ex. gjør alene Fordring paa Millioner; men der er heller intet Spørgsmaal om at den vil betale dem igjen med rigelig Vinding, naar den ledes og udføres med tilstrækkelig Indsigt og Duelighed.
Det vilde baade være lærerigt og i flere Henseender overmaade nytigt, om der fandtes noget Overslag over hvor store Vidder der er af Moser og Myrer i vort Land, thi man vilde deraf kunne gjøre sig en Forestilling om, hvormeget der af disse i Fremtiden kunde vindes for Fædrift og Agerbrug, samt ogsaa faa Skjøn paa hvilken Modvægt, hvilke Hindringer Jordbruget har at stride med i de forskjellige Egne, formedelst det umilde Veirlag og Frostnemheden, som kommer fra disse Kuldesamlere og vandsyge Vidder. — Man har efter et løst Overslag udregnet, at det omtrent vilde koste 20,000 Spd. at gjennemskjære de betydeligere Moser og Myrer af de 81,648 Maal Myrjord eller 53/100 Kvadratmiil Myrmark, som findes i Akershuus Amt med en Hovedveite, og disse Penge vilde ikke være spildte, men brugte til stort Gavn, thi det er en gammel Erfaring, at Nattefrosten enten bliver reent borte eller under alle Omstændigheder kommer sjeldnere efter Udveiting, og den brugte Sum vilde neppe udgjøre mere end Værdien af det Korn, der formedelst Nattekulde fra Moser og Myrdrag undertiden fryser bort paa een eneste Nat i Amtet. I de øvrige Amter i Christiania Stift, hvor Vidden af Myrerne er saa betydelig, at alene de, som ligge under eller nedenfor Korngrændsen, som i Hedemarkens Amt, udgjøre 8½ norske Kvadratmiil, og i Christians Amt 8, og i Buskeruds henved 5 norske Kvadratmiil, der indseer man, hvad man desuden veed af mange sørgelige Erfaringer, at disse Myrvidder have en meget stor Deel i de Uaar og den Misvæxt, som ikke sjelden rammer flere af disse Egne. Dertil kommer de Myrstrækninger, som ligge over Korngrændsen, eller saa høit oppe paa Heider og i Fjeldene, at Kornet ikke kan trives og modnes der; de udgjøre tilsammen i disse 3 Amter 15½ norsk Kvadratmiil. Disse Fjeldmyrer og Heidmyrer bidrage naturligviis ogsaa overmaade meget til at hindre og fomindske Kornavlen, idet de for stærkt afkjøle Luften, som strømmer hen over dem, og nedsende sine tunge og skadelige Dunster eller Vaadrøg (Vaatrøyk) og koldere Luftstrømme til lavere Egne. Hvis derimod en Deel af dem paa en let og simpel Maade kunde lægges ug og bruges til naturlig eller kunstig Græsmark, vilde de, istedenfor at de nu kun gjøre Skade, blive til største Gavn og Nytte for Fædriften, der er en af Landets vigtigste, om ikke den allervigtigste Næringsvei.
For det hele Land er det ikke muligt at skaffe nogen paalidelig Opgave over Myrmarkens Vidde, thi det Hele er endnu ikke saa nøie opmaalt, og de fornødne Bygdekorter findes saaledes ikke. For den Deel af Landet, hvorover der gives saadanne i "den militære og økonomiske Opmaaling," har Hr. Major Vibe med den mest velvillige Opofrelse af Tid og Arbeide, efter Forfatterens Anmodning, havt den Godhed at udarbeide den Oversigt, som herved meddeles over Myrmarkens Fordeling i de forskjellige Fogderier i Christiania Stift. Af denne Oversigt eller vedstaaende Tabel vil det sees, at den udgjør lidt over 39 norske Kvadratmiil, eller næsten dobbelt saa meget som al den dyrkede Mark i Landet. Af denne Myrvidde ligger 23½ □ Miil eller 3,048,092 Maal (paa 2500 □ Alen) under Korngrændsen, og over 15½ □ Miil eller 2,026,944 Maal over Korngrændsen.
Det er neppe nogen Tvivl om, at de øvrige Stifter, og fornemmelig Christianssands og Throndhjems Stift, Nordlandene og Finmarken, hver for sig have Myrer, som indtage langt større Vidder — man behøver blot at minde om Jæderen, Romsdalsmyrerne samt Mose- og Trøvmyrerne paa de store Øer i Throndhjems Stift — og man kan saaledes rimeligviis med nogenlunde Sikkerhed slutte, at Norge mindst har 150-200 n. □ Mile med Myrmark og Myrlænde. Hvilken skadelig Virkning saadanne Myrvidder i raa Tilstand maa have paa Plantevæxten, og det især i Landets koldere Egne, kan Enhver skjønne; og ligesaa klart og indlysende maa det være, hvilken uendelig Velstand der kunde fremspire for hele Landet af disse Myrer, naar de brugelige og gode bragtes under Hævd, og fra blødlændte, dunstfulde, frostnemme Kuldebol, ved Menneskenes Omtanke og Driftighed, forvandledes til Agre og rige Fodermarker, thi alene det, at Varmen stiger og bliver jevnere, og at Nattefrosten viger eller bliver sjeldnere i Egne, hvor Myrer ere blevne udtappede eller lagt tørre, vil give en Vinding af mange Tusinde Tønder Korn.
Alene i Romsdals Amt skal der, efter Undersøgninger af Amtets Landhuusholdningsselskab, findes 800,000 Maal Jord eller over 6 norske Kvadratmiil Myrmark, som er let at opdyrke. Tænker man sig nu denne Vidde opdyrket saaledes, at 1/5 bruges til Ager, og man kan sætte at Vindingen, regnet til Byg, med et Middeltal giver 2½ Tønde Byg paa Maalet, saa bliver dette en aarlig Avling af 400,000 Tønder Byg eller omtrent 4/10 af den Million Tønder Korn, som aarlig indføres i Landet. Alene dette ene Exempel viser hvilken Rigdomskilde og hvilken Velsignelse der ligger i vore Myrer.
Vil man sætte, at to Trediedele af de Myrer og Moser, som findes under Korngrændsen i Christiania Stift eller 15 n. □ Mile ere saaledes skikkede, at de kunne dyrkes og blive grødeføre, og man sætter at 1/5 heraf bruges til Kornavl, vil efter en saadan Beregning, Afhøstningen af Korn og Fodervæxter regnet til Byg, aarlig blive mindst henved en Million Tønder.
Hvis man nu kan antage, at der af de Myrvidde, som ligger under Korngrændsen i hele Landet med Vinding kan dyrkes 50 n. Kvadratmile, saa er dette i Forhold til de Myrstrækninger, som findes her, ikke nogen
særdeles stor Vidde; men, i Forhold til Norges dyrkede Jordvidde, erFogderiernes Navne Fladeindhold i norske Kvadratmile. Myr under Korngrændsen. Myr over Korngrændsen Tilsammen i norske Kvadratmile i Maal Jord. i norske Kvadratmile i Maal Jord. i norske Kvadratmile Ide og Marker. 11,0 37584 0,29 0 0 0,29 Mosse. 10,3 15552 0,12 0 0 0,12 Rakkestad, Heggen og Frøland. 12,7 42768 0,33 0 0 0,33 Smaalenenes Amt 34,0 95904 0,74 0 0 0,74 Aker og Follo. 10,0 15552 0,12 0 0 0,12 Nedre Romerike. 16,0 33696 0,26 0 0 0,26 Øvre Romerike. 14,8 32400 0,25 0 0 0,25 Akerhuus Amt. 40,8 81648 0,63 0 0 0,63 Hedemarken. 21,1 304560 2,35 0 0 2,35 Soløer og Odalen. 41,1 252720 1,95 0 0 1,95 Østerdalen. 147,8 567648 4,38 714096 5,51 9,89 Hedemarkens Amt. 210,0 1164928 8,68 714096 5,51 14,19 Hadeland, Land og Valders. 69,3 44841 3,46 335664 2,59 6,05 Toten. 24,8 327888 2,53 64800 0,5 3,03 Gudbrandsdalen. 117,8 265680 2,05 427680 3,30 5,35 Christians Amt. 211,9 1041984 8,04 828144 6,39 14,43 Buskerud. 22,3 31104 0,24 0 0 0,24 Ringerike og Hallingdal. 58,4 392688 3,03 264384 2,04 5,07 Numedal og Sandsvær. 36,5 199584 1,54 223320 1,7 3,24 Buskeruds Amt. 117,2 623376 4,81 484704 3,74 8,55 Jarlsberg. 12,3 14256 0,11 0 0 0,11 Laurvig. 5,8 9072 0,07 0 0 0,07 Jarlsberg og Laurvigs Amt. 18,1 23328 0,18 0 0 0,18 Nedre Thelemarken. 13,4 25920 0,18 0 0 0,20 Bamle. 16,1 31104 0,24 0 0 0,24 Christiania Stift. 661,5 3048092 23,52 2026944 15,64 39,16 den overmaade stor; thi denne kan nu omtrent anslaaes til at være noget over 50 geografiske □ Miil eller 21½ norsk Kvadratmiil.[2] Sætter man saa under samme Forhold som ovenfor, at der heraf bruges 1/5 eller 10 Kvadratmiil = 1,296,00 Maal Jord til Kornavl, saa vil det aarlig paa det Nærmeste give en Avling af 3¼ Million (eller 3,240,000) Tønder Korn, og Norge vil da med sit nuværende Folketal ikke alene rigeligt kunne brødføde sig, men endog have mod 2 Millioner Tønder Korn tilovers.
Hvor store disse Tal og den anførte Avling end kan synes, saa staar det dog neppe i noget Misforhold til Landets jorddyrkende Befolkning; thi i Irland har 1000 Mennesker frembragt ikke alene hvad de selv behøvede, men desuden Brødføde for 1300 Mennesker til, og i Skotland og Belgien har Tusinde foruden sit eget Behov endog avlet Brødføde for mellem 3 og 4000 Mennesker.
Dette er kun den mest øiensynlige Vinding i Kornavl af Myrdyrkningen, men det er utvivlsomt, at Vindingen vil være endnu større i flere Henseender, end de vi allerede have omtalt. Den større Arbeidsdygtighed som vil blive almindeligere i Bygderne ved mange og store Myrdyrkningsarbeider, de bedre Redskaber, Folket faar see og lærer at bruge, de passeligere og mere gjennemførte Brugsmaader, som det ved saadanne Leiligheder kommer til at kjende nærmere, Alt dette vil udbrede sig videre og videre, saae mere og mere Indgang, og saaledes have en uberegnelig Indflydelse paa Jordbruges Forbedring. Kan Driften ved Udtapning af Myrer og ved de Fordele, som flyde deraf, blot i det Hele blive saa meget bedre, at der aarlig avles 2 Fold mere end nu, saa giver dette ogsaa aarlig 1 Million Tønder Korn; thi Norges aarlige Udsæd er for Tiden omtrent ½ Million Tønder.
Kornavlingen er imidlertid hverken den vigtigste Fordeel af Myrdyrkning, eller det som i det Hele taget giver mest Vinding for vort Land. Fædrift i Forbindelse med en meget betydeligere Dyrkning af Fodervæxter og Engeland er udentvivl baade det mest nyttige og lønnende. Uagtet Fæavlen er i en langt uslere Tilstand end Agerbruget, giver den dog saaledes som den er, en aarlig Indtægt af 11 Millioner Species, medens Agerbruget, der er langt længer fremme, giver 8 Millioner. Dette viser tydeligt, at Fodervæxterne eller deres Afkastning ved Fædriften staar over den samlede Vinding af Kornarterne og Agerbruget. Omtrent Halvdelen af Norges Vidde ligger ovenfor Korngrændsen,[3] hvor der ikke kan være Spærgsmaal om andre Næringsveie end Skovbrug og Fædrift; thi skjønt Kornet ikke længer modnes, er dog Barskoven væxterlig flere hundrede Fod ovenfor Korngrændsen; og Græsset staar kraftigt og er i god Væxt endda langt høiere (mellem 2500-4500 Fod) paa de store Fjeldheider og Fjeldvidder.
Da Menneskenes Bosteder almindelig kun række saa langt op, som Kornet bliver modent, drager man Vinding af Fjeldbeiterne, ved at bruge dem til Sætre og Sommerhaving, medens Familien har sit faste Tilhold i de lavere Strøg, hvor der endnu kan drives noen Kornavl. Det store Sæterbrug med de vide Sommerbeiter i Fjeldene, og den rige Græsvæxt i Udmarkerne hjemme, som for største Delen ikke kan gjøres nyttig paa nogen anden Maade end ved Græsning, driver imidlertid oftest Bonden til at holde en langt større Mængde Fæ, end han har Foder til at føde ordentlig Vinteren over. Dette bringes da almindelig i Vanmagt, og det hænder ikke saa sjelden, at Bonden ved et altfor stort Kvæghold udsætter sig for, ved Fodermangel at miste sin Besætning. Dette store Fæhold er dog, som antydet, for en Deel grundet paa Landets naturlige Lag og Tilstande, og vil derfor vanskelig fuldkommen kunne undgaaes eller forandres; man finder mere eller mindre de samme Ulemper i alle Fjeldlande. Men Misforholdet kommer dog ogsaa ofte af en ilde beregnet Huusholdning, hvor Sommerbeitet er saa knapt, at der til at nytte det passeligt, ikke behøves flere Huusdyr, end man kan føde vel hele Vinteren over. For i nogen Mon at bøde paa denne Mangel af Vinterfoder, tager man til at bruge Løv, Mose, Bar, Hestegjødsel, Fiskeaffald og andre urimelige Ting; og til at sanke sammen denne Sulteføde spildes der langt mere Tid og Arbeide, end det usle Foder er værd; hvis det samme Stræv og den samme Tid blev lagt paa at udtappe Myrer, vilde det give en Vinding af Græs og Fodervæxter, der ogsaa i Vintertiden vilde give saa lønnende Afdraat og saa rigelig Gjødsel, at man neppe kan forestille sig det, og en saadan Fremgangsmaade og Fodring vilde ikke alene strax give større Indtægt og Vinding men ogsaa forøge hele Eiendommens Værd. Et simpelt Regnestykke viser dette. Naar man regner at en middelmaadig Ko, der bliver daarlig fodret aarlig giver 600 Potter Melk om Aaret, og man sætter Potten til 2 Skilling, saa gjør dette tilsammenlagt 10 Spdlr. for hver Ko; hvis den samme Ko fodres godt, saa giver den i det mindste det Dobbelte eller 1200 Potter, hvilket altsaa efter samme Beregning giver 20 Speciedaler for hver Ko; men hvis det er en Ko af taalelig godt Slag, vil den ved god Fodring idetmindste give 1½ Gang saa meget som før, eller 1500 Potter om Aaret, hvilket efter 2 skl. Potten udgjør 25 Spdlr. for hver Ko. Vi vide imidlertid ikke eet men flere Tilfælde, hvori smaa Kjør af det gode Slag fra vore Fjeldbygder have melket 2400 til 2700 Potter, ja endog derover eller henimod 3000 Potter om Aaret. Af disse Tal og Udregninger, der støtte sig til Kjendsgjerninger, maa Enhver kunne skjønne, hvor vigtigt det er at avle tilstrækkeligt Foder og at fodre godt. Dersom vi tænke os, at en Mand føder 10 Kjør paa sin Gaard, og han fra Sultefødning gaar over til at fodre sin Buskap godt, vil den idetmindste lønne det øgede Foder med engang til saa meget Melk eller Afdraat som før. Kunde man tænke sig en saadan øget Foderavling og Forbedringer over hele Norge, saa at hver af de 800,000 Kjør som findes i Landet, melkede 1200 Potter istedetfor 600, som man nu tror de med et Middeltal give, saa vilde dette forøge Vindingen ved Fædriften med ikke mindre end 8 Millioner Daler, samt give Agerbruget en forøget Mængde af ypperlig Gjødsel.
Paa Grund af at Norge ligger langt mod Nord, og fordi store Vidder af Landet hæve sig op til en betydelig Høide over Havet, har den naturlige Rigdom paa Græsvæxt saaledes klarligen henvist Indbyggerne til en stor Fædrift; det samme er Tilfældet med Veirlaget eller Klimatet. Regner man Norges Kystlængde fra det ene Næs til det andet, uden at tage Hensyn til de dybe Fjorde og talrige Øer, saa udgjør den en Længde af 233 norske Mile eller 350 geografiske. Da Norges hele Vidde eller Areal er 2500 norske □ Mile eller 5800 geografiske, saa foholder Kystlængen sig altsaa til Landets Vidde omtrent som 1 til 16 a 17; med andre Ord for hver Miil af Kyststrækning bliver der mellem 16-17 Miil Indland. Hvis man derimod regner alle Bøininger og Bugtninger i Fjorde og om Øer paa den hele Kystlinie, saa udgjør Norges Kyst- eller Strandmark en Strækning af henved 2000 geografiske eller 1333 norske Mile. Følgelig forholder den sig naar den tages saaledes, som vi her bør gjøre, til hele Landets Vidde som een til 2 9/10, eller for hver Miil af Kysten bliver der kun henved 3 □ Mile Land. En stor Deel, ja den største Deel af Norge har følgelig et fuldkomment Kystklimat, ›: et saadant Veirlag, hvor Havet udstrækker sin Indflydelse over de Strøg af Landet, fra hvilke det ikke er adskilt ved de høie Fjeldmure; thi de Skyer, den Væde og Fugtighed, som de herskende Sydvestvinde fra Atlanterhavet idelig og altid drive ind mod Kysten, presses sammen, afkjøles og fortættes ved den store Fjeldmasse, hvoraf Vestlandet for en stor Deel bestaar, og styrte ned; de vandsomme og regnfulde Luftstrømme, som ikke her blive til Regn, brydes mod de store Fjeldvidders kolde Høimure, Tinder og Brær, hvorved de falde ned som Regn, før de komme over Høideryggen til de indre Egne. Paa den ene Side af Høifjeldet falder der saaledes fire Gange saameget Regn som paa den anden; thi i Bergen udgjør den aarlige Regnmængde 80 Tommer, hvilket overgaar Alt, hvad man har mærket sig paa andre Steder i Europa; i Christiania udgør den 19 til 20 Tommer og i flere Egne af Christiania Stift udgjør den ikke engang saa meget.
Medens der altsaa paa Vestkanten hersker langt mere Regn og Væde og tildeels en mildere Vinter, kortsagt, et Veirlag, som er gunstigere for Avlingen af Fodervæxter og Fædrift end for Kornavl, saa ere Forholdene ganske anderledes i enkelte af de Bygdelag af Landet, som ligge saaledes til indenfor Høifjeldene, at Væden for største Delen ikke naar dem. Solen skinner der næsten den hele Sommer paa en klar og mere skyfri Himmel, og i disse Fjelddale er det saa varmt som i et Drivhuus. I saadanne Egne har Landmanden en stærk Tilskyndelse til at dyrke Korn, thi det modnes i en næsten utrolig kort Tid, og ved sin sunde Sands og sit Næringsvid har Fjeldfolket ogsaa vidst at drage Nytte og Vinding af dette, ved at lægge sig saaledes paa Kornavlen, at et enkelt Præstegjæld jevnlig sælger flere Tusinde Tønder Korn til Nabobygderne. Denne Avling understøttes fornemmelig ved Vandinger. Ofte ledes Vandet flere Mile oppe fra Fjeldene ned til Agre og Enge; thi Nedburd er det som mangler her. Medens Regn og Væde er bleven til et Ordtøke paa Vestkanten af Fjeldet, er Solskinnet blevet detsamme i disse Bygder østenfor; thi i enkelte Strøg af Gudbrandsdalen siger Folket med Kryhed: „Naar Vorherre giver Solskin, skal vi selv holde os med Væde.“ Under saadanne Omstændigheder viser Folket sig altsaa villigt nok til at lyde Naturens Vink om at dyrke Kornet, selv naar det koster saa megen Udgift, Stræv og Arbeide, som der udkræves til at anlægge, vedligeholde og bruge disse Vandledninger, om hvilke en fremmed Reisende nylig har sagt, at de ere ligesaa kunstige og møisomt anlagte som de, der findes i et af Europas mest frugtbare Lande, i Lombardiet. Men Folket synes at være ligesaa uvilligt til at lyde de endnu tydeligere Advarsler Naturen paa de fleste Steder giver om at lade Kornavlen fare, selv hvor den ligefrem ikke kan drives uden Tab. Det er vistnok saa, at Familien vanskelig kan underholde sig alene ved Fædrift, og at det er godt at have lidt Korn til Hjælp; men naar nu Kornet, som mangesteds er Tilfældet, kun bliver modent hvert tredie eller fjerde Aar, da er det urimeligt og dumt at spilde Tid og Stræv for at faa Korn frem paa en Jord, der med langt større Vinding kan bruges til anden Avling. Det heder vistnok med nogen Sandhed, at Erfaring viser, at en Familie kun vanskeligt kan opholde sig ved Fædrift alene, hvor vigtig og lønnende denne end er, uden ved Siden af noget om end ringe Agerbrug. Under de nuværende Tilstande synes dette dog ikke ganske at gjælde, og hvis der, som man maa haabe kommer en Tid, da forbedrede Veie og en fuldkomnere Handelstilstand gjør det lettere overalt at faae Korn til rimeligere Priser, da vil det paa mangfoldige Steder være langt mere lønnende at lade al Kornavl fare, og kjøbe Korn for hvad Fæavlen kaster af sig; men dette har den store Fordom imod sig hos Folket, at det anseer det som en af de 7 Landeplager at maatte give kontante Skillinger ud for Grøde. Men at dyrke andre Væxter, end de man har nogenlunde Sikkerhed for ere aarvisse, vil dog almindelig være lidet lønnende under et strengt Veirlag. Det kan vel undertiden gaae an at fremtvinge Væxter, der ere mindre passende baade for Veirlag og Jordbund, men dette kræver dog almindelig en saa stor Tilkostning baade af Arbeidskaft og Gjødsel, at Vindingen sluges derved. At dyrke Vintersæd i Fjeldbygder, hvor Grøden ikke er aarvis og paa flere Steder ved de mest veirhaarde Kyster i vort Land, hvor Vinterens Strenghed eller Veirlagets Ustadighed er til Hinder, medfører kun Tidsspilde og Tab; selv Dyrkningen af Vaarsædarterne Havre, Sommerhvede og Byg maa og bør indskrænkes i mange af Landets Egne, fordi Veirlaget er for koldt og Sommeren for kort.
Paa Grund af hvad der her er anført maa følgelig Dyrkningen af Græs og Fodervæxter ansees for den tryggeste og mest lønnende Drift, fordi den vil lede til at udvikle Fædriften, som af de anførte naturlige Grunde udgjør den væsentligste Deel af den norske Landmands Indtægtskilde. Dette maa dog ogsaa for en stor Deel rette sig efter Landets Forhold og Egnens Beliggenhed i Nærheden af Byer og Afsætningssteder. I Nærheden af Handelstæderne, hvor man kan kjøbe Kornet billigere, svarer det saaledes fornemmelig bedst Regning at lægge sig efter Hø- og Melkesalg, saameget mere som man fra Byen kan faae Gjødsel til Vederlag for det solgte Hø; længer fra Byerne bliver Kornavl og Tilvirkning af Melken til Smør og Ost — der lettere kan bevares og føres — mere lønnende. I Fjeldbygderne er det ogsaa som bekjendt Kvægdrift og Opaling af Fæ, som betaler sig bedst.
Naturen har i det Hele med tydelige Fingerpeg vist Landmanden i de fleste Egne af Fædrelandet hen til Fædrift som en af de vigtigste, om ikke den allervigtigste Næringskilde. Herved maa ogsaa en udbredt Myrdyrkning saavel over som under Korngrændsen blive af den største Vigtighed; thi saavel Myrgrundens Fugtighed som Veirlags-Forholdene vil her atter vise sig mere tjenlige for Fodervæxterne end for Kornet, og paa Heidmyrerne og Fjeldmyrerne kan der naturligviis ikke være Spørgsmaal om andet end Græs og Fædrift.
Det er imidlertid ikke nok med, at en stor og vidtdreven Eng- og Foderdyrkning, samt en bedre Fæavl giver en Vinding og Indtægt af Kjød, Melk og Afdraat; tilsidst giver den ogsaa — som foran er antydet — en langt rigere Kornavling paa en mindre Vidde, og dette (det intensive Agerbrug) er netop Jorddyrkningens største og vigtigste Formaal.
Det er neppe Noget, som tydligere godtgjør Rigtigheden af dette, end Jordbrugets Fremgang og Tilstand i England, saaledes som det klart og tydeligt er skildret af en Franskmand i et ypperligt Skrift fra den nyeste Tid. I det Følgende skulle vi give et lidet Uddrag af et Kapitel i dette, hvilket ogsaa fines meddeelt i “Illustreret Nyhedsblad” 1856. Nr. 12. Men enhver tænkende Landmand, som har Leilighed til at skaffe sig Bogen, bør ikke lade den ulæst; thi han vil finde, at den er en af de mest lærerige og underholdende Bøger om Landhuusholdning, som gives. Dens Titel er: „Udsigt over de landøkonomiske Forhold i England, Skotland og Irland, sammenstillede med lignende Forhold i Frankrig, af Leonce de Lavergne. Paa Dansk ved E. Møller Holst." Kbhv. 1855.
„Af Agerdyrkning har til Maal at frembringe den størst mulige Mængde af menneskelig Næring paa en vis eller foreliggende Vidde; for at komme til dette almindelige Maal, kan man følge meget forskjellige Veie. I Frankrig ere Landmændene fornemmelig sysselsatte med at avle Korn, fordi Kornet tjener umiddelbart til Næring for Mennesket. I England er man deels formedelst Landets egne Veirlag, deels af Grndsætninger bleven ført ind paa en Sidevei, hvorved man ikke gjør en ligefrem Brug af Kornet, og det har viist sig, at denne Sidevei eller Omvei der er den bedste.
Kornavlen har i Almindelighed den store Ulempe, at den udpiner Jorden. Denne Feil føles ikke synderlig paa visse gode og velskikkede Jorder, som kunne bære Korn uafbrudt; den kan være af ringe Indflydelse, hvor der er Jord nok til en Folkemængde, som ikke er talrig; man har da Lov til kun at dyrke Korn paa de bedste Jorder og lade de andre hvile i flere Aar, førend man igjen bringer dem under Ploven; men naar Folkemængden voxer, forandre Forholdene sig. Dersom man ikke for Alvor tænker paa Midler til at erstatte eller gjenoprette Jordens Frugtbarhed i samme Mon, som Kornavlen formindsker den, saa kommer der en Tid, da Jorderne vægre sig ved at bære Korn, naar de for ofte have været drevne dertil. Selv hvor Veirlag og Jordbund ere mest gunstige, bliver den gamle romerske Fremgangsmaade, som bestod i at dyrke Hvede det ene Aar og lade Jorden ligge brak eller hvile det andet, tilsidst utilstrækkelig; Hveden giver tilsidst kun Avlinger uden Værdi.
Jorden udtømmer snarere ved Kornavl i Norden end i Syden; denne Omstændighed have Englænderne vidst at raade Bod paa. Da de umuligt saa ofte som andre kunde byde sine Marker Hvede og Korn, saa have de tidlig maattet søge Aarsagerne til denne Udpining og Midler derimod. Dertil kom, at deres Land gav dem en herlig Hjælpekilde i den naturlige og rigelige Græsvæxt til Næring for Kvæget. Af disse to Omstændigheder tilsammen er hele deres udmærkede Jordbrug fremgaaet. Da Gjødsel er det bedste Middel til at fornye Jordens Frugtbarhed efter en Kornavling, have de deraf draget den Slutning, at de fremfor Alt maatte søge at holde mange Kreaturer. Foruden det, at Kjødet er en meget søgt Kost hos Nordboerne, saa have de i denne stærke Fædrift fundet et Middel til ved Gjødselens Mængde og Godhed at øge Jordens Rigdom og saaledes ogsaa til at forhøie sit Udbytte og sin Vinding. Denne simple Regning har vist sig rigtig, og efter at den er bleven indført, har Forfaringen ledet dem til altid at gjøre et større og videre Brug deraf.
Tidligere nøiedes man med det almindelige Græs til Føde for Kvæget; omtrent det halve Brug var udlagt til Eng eller Beite, den anden Halvdeel var Kornland og Ækre, Træde eller Brak. Senere var man ikke fornøiet med dette, og man indførte derfor kunstige Enge, eller Græsmarker og Rodfrugtmarker, det vil sige, man begyndte at dyrke visse Fodervæxter, som ene og alene bleve brugte til Føde for Kvæget, og Trædet eller Brakningen er i samme Mon formindsket. Senerehen har selve Korndyrkningen taget af; den indtager nu, selv naar Havren regnes med, kun en Femtedeel af Jorden, og et Beviis paa denne Fremgangsmaades Fortrinlighed er, at i samme Mon som Fædriften voxer, tager ogsaa Kornavlen til; den vinder i Avlingens Omfang paa et mindre Rum, hvad den taber i Mængde og Rigdom, Agerdyrkningen fuldfører (realiserer) saaledes paa een Gang et dobbelt Gode.
Det afgjørende Skridt paa denne Vei er gjort for 60-80 Aar siden ved tvende Mestere i Landbruget, der hedte Bakewell og Arthur Joung. Medens den ene af disse viste, hvorledes man skulde drage den størst mulige Nytte af Kreaturerne, lærte den Anden sine Landsmænd at føde den størst mulige Mængde paa et vist eller foreliggende Stykke Land. Store Landeiere, som have høstet umaadelige Formuer for sin Flid, skaffede disse Lærdomme Indgang formedelst det Held og den Vinding, de havde af at bruge dem. Saaledes begyndte det fireaarige Sædskifte at udbrede sig; med enkelte Afvigelser gjælder det endnu over hele England; det har fuldstændig omskabt de mest utaknemmelige Marker og Jorder der, og overalt har det lagt Grunden til LAndfolkets Velstand.
Alverden veed nutildags, at de fleste Fodervæxter hente den meste Næring til sin Væxt af Luften eller Atmosphæren ( » det Dunstlag som omgiver Jorden), og derfor give de Jorden mere igjen, end de tage fra den. Foderavlingen bøder paa en dobbelt Maade paa det Tab, som Marken lider ved Kornavlingen og de Dyrkningsmaader, der tyne eler udpine Jorden, deels ved de Levninger, som blive igjen af Fodervæxterne i Jorden, deels derved, at de dannes om til Gjødsel; det er følgelig gavnligt at dyrke en betydelig Mængde Fodervæxter eller idetmindste at lade dem skifte med Kornsorterne, og dette er det, som det engelske Sædskifte ("Norfolker Sædskiftet&quo;t) gjør. I frakrig have udmærkede Jordbrugere fra Begyndelsen af dette Aarhundrede gjort sig megen Umage for at indføre dette nyttige Brug; men Engelskmændene er gaaet langt bedre og snarere frem i dette end Franskmændene, og derved er denne store Frugtbarheds Skat, som ingen god Jordbruger bør tabe af Syne, stadig voxet under deres Hænder.
Næsten det halve Land ligger bestandig Fodermark, og holdes Aar efter Aar til vedvarende Enge; Resten, som udgjør det man kalder Pløieland, er deelt i fire Marker eller Skifter, og paa disse skiftes der saaledes med Avlingen: 1ste Aar Rodfrugter, især Næper, Stornæper eller Turnips og Kaalrod; 2det Aar: Vaardsæd (Byg og Havre); 3die Aar: Græs (især Kløver og Raigrøs;) 4de Aar: Hvede.
Sidenefter har man temmelig almindeligt gjort Omløbet et aar længere ved at lade Jorden ligge 2 Aar til Græs, hvilket gjør Sædskiftet femaarigt. Saaledes vil der altsaa paa en Gaard, der har 560 Maal dyrket Jord, stadig ligge 240 Maal Jord til Foderland, 64 Maal til Poteter og Turnips, 64 Maal til Byg og Havre, 64 Maal til første Aars Kløver og Raigræs og 64 Maal til andet Aars Klæver og Raigræs samt 64 Maal til Hvede.
I de Egne af Landet, som ere bedst skikkede for Foderavl, idtage Græsgangene og de kunstige Enge en større Vidde og Kornagrene en mindre.
Det egentlige Pløieland i England udgjør 170 Milioner Maal Jord; af disse bruges 135 Millioner til at føde Kreaturer og i det allerhøieste 35 Millioner til at føde Mennesker; til Foderlandet høre de naturlige Enge, som udgjør 72 Milioner Maal Jord; men disse naturlige Beiter give ligesaa meget Græs som Slaatteenge andre Steder.
Denne Udstrækning af Græsgangene har været en af de mest paafaldende Eiendommeligheder i det britiske Agerbrug. Man bruger ikke noget Hø i England; thi Grønfoder, Rodfrugter og Korn udgjør Kreaturernes Vinternæring. I den senere Tid har man vel begyndt at staldfodre om Sommeren; men den almindelige Skik og Brug er at indelukke Kvæget saa lidt som muligt. De tre Fjededele af Englands Enge beites, og da Halvdelen af de kunstige Enge, i det mindste i det andet Aar, ogsaa beites, da Turnips eller Stornæperne for en stor Deel fortæres paa Stedet af Faar, da endelig de dyrkede Jorder kunne kun benyttes som Beitemark, saa ere de to Trediedele af al Jorden overladte til Fæet. Denne Beiting ansee en stor Deel af de engelske Landmænd som Vinding i flere Henseender: det sparer Haandarbeide; det er sundt eller ansees for at være gavnligt for Kreaturerne; det gjør det muligt at nytte Mark, som ellers kun vilde give en ringe Vinding, og som i Længden bliver forbedret ved Kvægets Ophold derpaa, det giver en Næring, som altid spirer frem igjen, og som ialt udgjør ligesaa meget, om ikke mere, end det, der kan vindes ved at bruge Ljaaen. De sætte følgelig megen Priis paa at have en passelig Vidde af gode naturlige Beiter til enhver Gaard; selv Slaatteengene bruge de undertiden et Aar til Beiting mellem 2 Aars Slaat. Saavel Beiterne som de kunstige Enge ere udmærket vel behandlede, og der gives intet Land, hvor man har drevet det saa vidt som i England med at forbedre Enge og Græsgange, gjøre dem sunde ved Udveitinger, frugtbare ved Vanding, ved snildt anvendte Gjødningsmidler, ved at jevne Jorden, rydde Steen, og ved alle Slags Forbedringer, for at formere de sunde Planter og fordrive de unyttige eller Ugræssset, som saa let udbrede og forplante sig; intetsteds tager man mindre Hensyn til Omkostninger, Forbedring og Vedligeholdelse, naar man anseer dem for nyttige. Denne forstandige Fremgangsmaade har i Forbindelse med det passelige Veirlag gjordt sande Underværker.
Derefter kommer Rodfrugtmarkerne, der udgjøre 18 Millioner Maal Jord eller noget over 146 ½ norsk Kvadratmiil. De Rodfrugter, der dyrkes i England, ere Poteter og Turnips. Før Tørraadningen kom paa, brugtes Poteterne efter Landets Sædvane i stor Mængde til Menneskeføde, og desuden brugtes ogsaa store Mængder til Kreaturfoder. Men det, som egentlig danner Hovedpunktet i det engelske Jordbrug, det er Næpeavlen eller Turnipsavlen. Denne gjælder i England for det sikreste Tegn paa et forbedret Agerbrug; overalt hvor den bliver indført og udbreder sig, følger Rigdom efter; det er derved at de fordums Heider ere blevne til frugtbare Marker; som oftest bedømmes en Gaards Værdi efter Udstrækningen af den Vidde, som man anvendte paa denne Drift. Og naar man gjennemreiser Landet, er det ikke sjelden, at man træffer over 1000 Maal Jord med Næper og Turnips i et Stykke.
Næpemarken er ogsaa Udgangspunktet for det norfolkske eller engelske Sædskifte; paa dens Godhed beror hele Omløbets lykkelige Udfald. Ikke alene skal den sikre de følgende Avlinger ved de mange Kreaturer, som den gjør det muligt at staldfødre, og som da give en rigelig Gjødsel; ikke alene frembringer den en Mængde Kjød, Melk og Uld, ved den overføldige Næring, som den yder alle Huusdyr, men den tjener desuden til at renske Jorden for alle Slags Ugræs og skadelige Planter, ved alle de Hypninger og Renskninger, som den kræver, og ved dens eiendommelige Maade at voxe paa. De engelske Landmænd spare hverken Flid, Arbeide eller Gjødsel ved Dyrkningen af denne Væxt, og almindelig saa de paa Maalet en 31 til 37 Skippund, der omtrent svare til 6 - 8 Skippund Hø, ja undertiden saae de dobbelt saa meget. Turnips kræve en let Jord og en fugtig Sommer, og af den Grund slaa de saa godt til i England. Bønnerne gjøre paa en Deel Marker en lignende Tjeneste, og overalt bliver Agerdyrkningens ypperlige Indretning fuldendt ved de kunstige Enge eller Græsmarker. Disse udgjøre 27 Milliner Maal Jord eller 208 1/3 norske Kvadratmiil, og bære fornemmelig Kløver og Raigræs, og i de senere Tider opnaaes der især en mærkelig Vinding med det italienske Raigræs.
Det sidste Sædslag, der bruges til Føde for Fæet, er Havren. Den giver i de forenede Kongeriger omtrent dobbelt saa meget som i Frankrig, nemlig 5-10 Kvarters pr. Acre eller 2 til 4 Tønder paa Maalet. Havren er forøvrigt af Kornarterne den, som slaar bedst til under et nordligt Veirlag. Hele det skotske Folk havde i tidligere Dage ingen anden Næring.
Paa en Vidde af 280 Millioner Maal Jord eller 2160 norske Kvadratmile, hvoraf der, naar udyrkede Egne og Dele trækkes fra, dog ikke bliver mere igjen, der er dyrket Land end 180 Millioner Maal Jord, eller paa det nærmeste 1389 norske Kvadratmile, avles der i de forenede Kongeriger mere Foder for Kreaturerne end i hele Frankrig med den dobbelte Vidde. Gjødningsmassen er forholdsviis 3-4 Ganger stærkere, uden at man regner de Kreaturer med, der ligefrem nyttes til Føde, og denne Gjødselmængde ansees endda ikke for tilstrækkelig. Alt hvad der kan øge Jordens Frugtbarhed: Been, Blod, Klude, Oliekager, Affald fra Fabriker, alle de Levninger af Dyr og Planter, de Mineralier eller Jord- og Steenarter, som ansees for at indeholde frugtbargjørende Dele, saasom Gips, Kalk, Skjelsand m. m. m., samles omhyggeligt og nedgraves i Jorden. Engelske Skibe gaae ligetil Verdens Ende eller til den anden Side af Jorden, for at hente den Gjødsel, som mangler, og fra de fjerneste Have, der ligge i Jordens regnløse Strøg, kommer der mangfoldige Landninger af den rigeste Gjødning, Guano » gamle Fuglemøg. Agerdyrkningschemien er i uafbrudt Virksomhed, for enten at opdage nye Gjødningsmidler eller for at udfinde, hvilke der passe bedst for hvert enkelt Slags Korn eller Sæd, og det er saa lagtfra at Landmændene - som paa mange andre Steder er Tilfældet - betragte disse Bestræbelser med dum Forat, at de tvertimod selv opmuntre dem ved den kraftigste og mest virksomme Understøttelse. Hvert Aar opføres en temmelig rundt Talstørrelse uner en Gaards Udgifter til at kjøbe Gjødsel og frugtbargjørende Sager for; jo mere man kan betale, desto mere har man deraf. Salget af disse Hjælpe-Gjødningsmidler giver ogsaa Anledning til en utrolig stor Handel.
Men Jorden kræver ikke alene Gjødning og frugtbargjørende Stoffe; den trænger endnu til at arbeides med Plov, Harv og Spade, til at jevnes eller gjøres flad, renskes, veites ud og huulveites, kort udtørres og gjennemarbeides i enhver Henseende, for at Vandet kan sive igjennem den, uden at blive staaende, for at Luftarterne kunne gjennemtrænge den, og for at de nyttige Planters Rødder med Lethed kunne trænge ned og forgrene sig deri. Der er opfundet en Mængde Maskiner for at give den disse forskjellige Egenskaber. Af den Udstrækning og Vidde, som Agerdyrkningsredskaberne indtoge paa den store Udstilling i London i Aaren 1851, har man kunnet overbevise sig om, hvilken umaadelig Mængde saadanne Redskaber der tilvirkes og afsættes i dette Land; man talte henved 300 Udstillere af Agerdyrkningsredskaber, og blandt disse er der enkelte Huse, som have Tusinder af Arbeidsfolk og aarlig gjøre Forretninger for Millioner. Disse Maskiner spare overmaade megen Haandkraft og erstatte et stort antall Hænder. De to Kornsorter, der have Nytten af alle de i det Foregaaende omtalte Arbeider og Udgifter, ere Bygget, hvoraf Øllet, Landsdrikken, brygges, og Hveden, som der kaldes Planternes Dronning.
Bygget indtager aarlig henved 10 Millioner Maal Jord, og Middeludbyttet er omtrent 2½ Td. paa Maalet elelr lidt over 4 Kvarters*) pr. Acre. Omtrent det halve av denne Avling tjener til Øl- og Porter-brygning. Maltskatten vidner om, at der aarlig bruges 10-11 Millioner Tønder; den anden Halvdeel danner et Tilskud til Kreaturernes, især Svinenes Føde- og Fedemidler. Menneskene fortære ogsaa lidt Byg, ligesom lidt Havre, men Bruget af disse grove Næringsmidler minker Dag for Dag.
- ) En engelsk Kvarter er omtrent 2 Tønder.
Foruden Byg og havre spiste Englænderne tidligere meget Rug. Rugen er i Virkeligheden den Kornsæd, der tilligemed Vaarsæden passer for de korte Sommere i Norden. Hele det nordlige Europa dyrker og spiser kun Rug. I England er den næsten aldeles aflagt; der bruges den gjerne kun til Grønfoder om Foraaret, og dens Priis, der almindelig er meget lav, efterspørges kun paa Markederne i Saatiden. Den indføres ligesaalidt i Landet som den avles der. De fleste Agre, som tidligere kun bar Rug, bære nu tildags Hvede; de derimod, som vægrede sig herved, have maattet gjøre Nytte paa anden Maade. Da denne Kornsort volder saamegen Møie, medens den næsten fortærer ligesaamegen Gjødsel som Hveden, og endda giver en meget ringere Aflønning, have Englænderne rigtig tænkt, at den ikke fortjener den Omhu, som den nyder i det øvrige Europa. Det er atter en af disse vigtige landhuusholderske Synsmaader, som ere tilstrækkelige til at forandre et heelt Lands Agerbrug; men for at kunne frembringe saamegen Hvede have Englænderne maattet gjøre Vold paa sin Jord og sit Veirlag. Det, som har hjulpet dem hermed, er Brugen af Kalk som Gjødningsmiddel. Paa samme Tid maa man ikke tabe af Syne den anden Grundsætning, som de ligeledes have antaget, den nemlig, at det ikke er nogen Vinding ved at dyrke Hvede, men mindre Jorden er i god Stnad, ligesom det næsten aldrig er nogen Vinding ved at dyrke Rug. 100 Maal Jord i god skik er mere værd for Hvedeavlen og giver en rigere Høst end 2 a 300 Maal, der ere ilde lagede og ilde gjennemarbeidede.
Medens næsten Fjerdedelen af Frankrigs Jord bærer Korn til Føde for Mennesker, bruger der af den engelske Jord mindre end 1/16 eller henved 12 Millioner Maal Jord af 280 Millioner til Korn, og hele denne Vidde bærer kun Hvede,
Af de 100 Millioner Maal Jord, som i Frankrig blive tilbage, efterat man har gjort Fradrag af Byg og Havre, bære 36 Mllioner Kornsorter. Hele Frankrigs aarlige Kornavling anslaaes, med Fradrag af Saakornet, til 50 Millioner Tønder Hvede, 21½ Million Tdr. Rug, 5 Millioner Tdr. Mais og 5¾ Mill. Tdr. Boghvede; paa de britiske Øer skal den være 32¼ Mill. Td. Hvede uden Blanding med Rug. I Frankrig høster man med et Middeltal ikke fuldt en Tønde paa Maalet; i England faar man i Middelregning 2 Tønder Hvede paa Maalet, hvilket er mere end det Dobbelte i Mængde og 3 Gange saa meget i Handelsværdi. Denne større Kornavling kan hverken tilskrives Jordbund eller Veirlag, saaledes som Tilfældet kan være med Hensyn til Enge og Græsmarker, Rodfrugter og til en vis Grad ogsaa med Hensyn til Byg og Havre, men det skyldes en bedre Dyrkning, som især udmærker sig ved at formindske Agerlandet, saa at denne ikke indtager en større Vidde, end det er muligt å holde i god stand.
Skotland og Irland ere indbefattede i de ovenstaaende Tal. Dersom man holder sig til England alene, saa kommer man til langt mere paafaldende Udkomster. Dette lille Land, som ikke er større end en Fjørdedeel af Frankrig, avler alene 27 Mill. Td. Hvede, 11½ Million Tdr. Byg og 24½ Mill. Tdr. Have. Dersom Frankrig forholdsviis frembragte ligesaameget, saa skulde det, med Fradrag af Saakornet, høste 107½ Mill. Tønder Hcede og 143 Tønder Byg, Havre og andre Kornsorter, eller i det mindste det Dobbelte af det, Landet virkelig avler, og i Forhold til Jordbundens og Veirlages Natur, der er langt gunstigere for Kornavlen, end engelsk Jordbund og Klima, burde Franskmændene endog faa meget mere. Hele det engelske Jordbrug indeholder saaledes som her er antydet, og som i det ovennævnte Skrift klarligen er bleven beviist,de øiensynligste Kjendsgjerninger for at den Lov i Agerbruget er god og rigtig, at det er bedre, for at høste meget Korn, al formindske den Vidde, der tilsaaes, end at forøge den, og at man ved at tilstaa Fodervæxterne større Plads, ved at udvide Foderavlen, ikke laene faar mere Kjød, Melk og Uld, men ogsaa mere Korn. - Intet er simplere og klare: Mange Enge og Græsmarker, der for det meste bruges til Beiting; 2 Slags Rodfrugter; Poteter og Turnips; 2 Slags Vaarsæd; Byg og Havre, og eet Slags Vintersæd: Hvede. Alle disse Væxter sættes i en passende Følge med en Vexeldrift eller et Sædskifte, det vil sige ved en regelmæssig Afvexling af Straasæd og Rodfrugter, saaledes at der begyndes med Rodfrugter eller Planter,som luges eller hyppes, og endes med Hvede. Den hele Drift samler sig saaledes om et meget lidet Tal af Varer (væxter), men disse opnaa ogsaa den høieste Fuldkommenhed og med deres 2-3 Slags Sæd, der drives i det Store, have Englænderne, ved Almindeliheden og Simpelheden i sine Midler, i det Hele taget, gjort det største Fremtag og faaet den største Avloding.
At en saa overordentlig Vinding, som den Myrdyrkningen giver, ogsaa kræver betydeligt Arbeide og store Pengesummer eller store Udlæg, siger sig selv, men disse komme ind igjen med rigelige Renter, naar den Mark, der vælges til Dyrkning, er udseet med Skjænsomhed, og det hele Arbeide er udført med den Indsigt, Omtanke og Duelighed, som udkræves.
I Romsdalen vil Amtets Landhuusholdningsselskab have gjort den Erfaring, at et Maal Jord ved den saakaldte Myrbænkning kan afgrøftes iog opryddes paa 12 Arbeidsdage for 3 a 4 Spd.*) Efter dette skulde der altsaa for at bringe de 800,000 Maal Myrjord, som Romsdals Amt eier, i dyrkelig Stand, behøves 9,600,000 Arbeidsdage eller en Kapital af 3,200,000 Spdr.; der er da rigtignok ikke regnet Noget for Omkostningerne ved de foreløbige Undersøgelser og Arbeider, Redskaber, Arbeidsbestyrelse, samt det stadige Efterarbeide, som Fremgangsmaaden rimeligviis vil medføre. Men selv om man vil anslaa dete til to Millioner og altsaa sætte det Hele til 4 a 5 Millioner, er dette alligevel overmaade billigt; thi det udgjør neppe Halvdelen eller Terediedelen af hvad Myrdyrkning paa almindelig Viis kan udføres for i andre Egne af Landet. Man har der gjort en Regning paa en Avling af 2½ Tønde paa Maalet paa den femte Deel eller de 160,000 Maal Jord, der dyrkes som Ager. Det er ingen Tvivl om, at man kan faa dette og endogsaa mere ved Myrdyrkning, men ved Dyrkningsmaade, hvorom der ikke haves mere og sikrere Forfaring end Bænkningen, bør man være varsom med i Forveien at ville gjøre Regning paa et saa stort Middel-Udbtte (Middelhøst) af Korn; man bør dog komme i Hu, at i det Land, hvor Agerbruget drives i en saaadan Fuldkommenhed som i England, der giver den Mark, som bruges til Kornavl, med et Middeltal kun to Tønder paa Maalet. Men derimod er der i Beregningen ikke udført nogen Avling af de øvrige 4/5 af den opdyrkede Mark. Har Meningen, som man af disse Omstændigheder maaske kan slutte, været den, at man ved den anførte Kornmængde har villet udtrykke det som vindes af hele Myrvidden baade i Korn og Fodervæxter, er Udbyttet før sat for lavt end for høit. Imidlertid maa herved Indhøstning og Bjergning ogsaa komme i Betragtning.
- ) Se Christianiaposten for 1856, den 2den Januar.
Efter 2½ Spd. Tønden giver altsaa dette 1 Million Spd. Eller over 20 pCt. aarlig. Men selv om man ikke i Længden finder denne Myrdyrkningsmaade, som man har agtet at drive i Romsdalen for passelig overalt, eller man gjør den Erfaring, at den koster mere end man har beregnet eller, at den ikke kommer til at svare til det Haab og de Forventninger, man har gjort sig om den, og saaledes indfører og bruger Fremgangsmaader, som ellers ere almindelige i de fleste Egne, hvori Agerbruget har naaet nogen Udvikling, saa vil saadan Avling og Udbytte give gode Renter selv af en Anlægssum eller Kapital, der er 3 Gange saa stor eller beløber sig til 12 a 15 Spd. for Maalet. Lægger man, saaledes som man i et saadant Tilfælde bør gjøre, den høieste af disse Priser til Grund for en Udregning over hvad det vil koste at opdyrke de 50 norske Kvadratmiil Myrmark, som man har sat er dyrkningsfør i Norge, vil det komme til at koste 15 Spd. X 6,480,00 Maal Jord = 97 Millioner Spd., medens Bænkningsmaaden kun vil koste 5 Spd. X 6,4800,000 Mnal Jord =32,4000 eller hvis man setter Prisen til 4 Spd. Maalet kun 25 Millioner Spd.
Den aarlige Vinding af disse Kapitaler skulde, efter hvad der ovenfor er anført, udgjøre 3,240,000 Tønder Korn, som efrer den Mellempriis, vi have fat af 2 Spd. 60 Skl. for Tønden, altsaa giver 8,100,000 Spdlr.
Disse store Tal og umaadelige Summer, eller den Arbeidskraft, som de ere et Udtryk for, samt den Omstændighed, at Norges hele dyrkede Vidde kun ugjør 50 geografiske Kvadratmiil, at selv denne dyrkede Mark trænger til store Forbedringer og at den udvider sig saa langsomt, at der om Aaret knapt ryddes et Par Kvadratmile, er altsamen Omstændigheder, hvoraf det kan skjønnes, at der udkræves en lang Tid til Udførelsen af saadanne store og vidtløftige Foretagender, som Opdrkningen - vi ville kun sige - af de bedst skikkede Myrstrøg i Norge, som ligge saaledes til, at man baade har let for at komme til at dyrke dem og bruge dem, samt at afhænde Avlingen paa en indbringende Maade; men derfor bør man naturligviis begynde jo før jo heller paa Arbeidet.
Det er en stor Sandhed med Bedskhed paa Bunden, som Romsdals Amts Landhuusholdnings Selskab udtaler, naar det, i sin ovennævnte Forestilling til Selskabet for Norges Vel, siger: "At haabe saadanne Resultater" - som de, der ere anførte for Romsdalen - "I den første Menneskealder, vilde være urimeligt, men at udsætte med at gjøre en Begyndelse til at benytte den beleilige Tid, naar denne er indtraadt, vilde være uforsvarligt, da det let kunde lede til en ny Spilde af et langvarigt Tidsrum. Man vil erindra, at det er omtrent 100 Aar siden Opmærksomheden første Gang rettedes paa denne Gjenstand."
"Hvad er der gjort for denne vigtige Sag i Norge i disse 100 Aar," - - - - siden Opmærksomheden første Gang rettedes derpaa? Det er Bitterheden og Brodden. Landhuusholdningsselskabet har imidlertid ligesaalidet som vi her ville forsøge derpaa, agtet at stevne Nogen til Rette for Lunkenhed, Sneverhjertethed eller Mangel paa Fædrelandskjærlighed. Det har rimeligviis kun meent: nu er Tiden til alvorlig at tage fat, og det er baade vist og sandt; thi det som til saadanne Foretagender er mest fornødent, synes nu at findes mere end ngensinde, uagtet der vistnok ogsaa gjøres Krav derpaa, og det i meget forskjellige retninger.
Det som udkræves hertil som alle Foretagender af den Art er: "Indsigt og Kyndighed, Arbeide og Penge." I de forløbne Aaringer er der udvandret Tusinder af arbeidsføre Hænder til Amerika, en stor Deel, fordi de ikke vidste hvad de skulde tage sig til hjemme, og i den sidste Tid lader det til, at Kapitalen ogsaa vil begynde at vandre ud.
Paa Arbeidskraft har der saaledes ikke været Mangel, og muligens er der heller ikke saa stor Mangel paa Midler, som der skriges over; men det er med en stor Deel af Pengemændene, idetmindste fra en ældre Tid, ikke bedre end med vore Bønder, som altid have maattet høre Ondt og Ilde, fordi de ikke saa snart vilde slippe de fra gamle Dage nedarbede Driftsmaader efter Fædrenes Skik; hine have ogsaa holdt sig til de vante Næringsveie, enten det nu har været Potten eller Skjæppen, Tønden eller Alnen, Fisken eller Tømmerslisen, Fragtfarten eller Væxelkræmmeriet, de have drevet med. I en nyere Tid seer det vistnok bedre ud, men hva der har manglet og tildeels endnu for en stor Deel mangler, det er Foretagelsesaand, Indsigt, Kundskab og Dygtighed. Det er vistnok ikke noget Enestaaende eller Noget, der er eiendommeligt for vort Land, at Arbeidskraften og PEngestyrken ikke har kunnet finde hverandre, at Arbeidsstyrken er udvandret, medens Kapitalen sad hjemme og ikke rigtig vidste hvad den skulde tage sig til, førend en stor Deel af Midlerne for dens heldige Virksomhed var strøget af vester over Havet; men det var dog en Synderlighed og en høist uheldig Omstændghed, at der udvandrede mange Tusinder af arbeidsføre Mennesker paa en Tid, da man ved en fremskridende Udvikling først ret begyndte at faa Øinene opfor den vide Mark og rige Anledning til mangfoldig ny Drift og Virksomhed, som vort Lands Natur og mangehaande egne Forhold frembød, - da man begyndte at indsee, at vort Land paa sin Viis ogsaa var et nyt Land med rige Skatte i sit Skjød, som kun Ørkesløshedens og Uvidenhedens Drager havde indelukket og holdt i Skyg og Skjul. Store Naturgaver laa ubrugte der, mægtige Naturkræfter flømmede lidet nyttede i alle Elve og Vasdrag; Kapitalen og Arbeidet behøvede kun at udstrække sine Hænder for at tage dem i Brug og vende dem til Gavn og Vinding for sig selv og Landet. Det manglede i Begyndelsen paa Indsigt og Kundskab; disse Løftestænger for Bruget og Nytningen af det Givne kunde ikke øieblikkelig tilveiebringes, men man havde fattet Mangelen, og Landets Børn begyndte snart at slaae ind i de nye Retninger, der gjorde Krav paa en større Sagkundskab og Uddannelse i Naturvidenskaberne, kort andre Læremaader, end dem man tidligere var vandt ved.
I andre Lande, hvor saagodt som hver Flæk, der kan dyrkes, er bleven opsøgt og tagen i Brug, hvor Menneskene trænges om Jord, om Arbeide og om Brød, der kan det ikke være urimeligt, at en Deel af Bejolkningen vandrer ud til andre Egne, eller endog til fremmede Verdensdele, for at faae Plads og Rum, for at finde nye Marker for sin Arbeidskraft, og i saadanne Lande, hvor der er opsamlet Kapitaler, som trænges og bruges til mangfoldige Formaal, saa at de forskjelligste Brugsmaader støde imod hverandre og næsten altid ere hverandre i Veien under en evindelig Kappestrid i alle Haandteringer og Næringsveie, i alle Bedrifter og Foretagender, der er det heller ikke urimeligt, at Kapitalen vandrer ud og søger videre og friere Marker for sin Virksomhed og Forrentning. Om vi, der bo paa Udkanten af den oplyste, den civiliserede Verden, eller som det heder i vort Folkesprog: "Norden for Folkeskikken," i mange Henseender synes at være vanskjættede af en umild Natur, saa have vo dpg det Fortrin fremfor andre Folkefærd, der forresten ere mede huldt behandlede af Naturen, at vi i vort eget Fædreland have mere end Rum nok for al vor Virkekraft. Her er der i mange Menneskealdere Arbeide nok for en Folkemængde, som er langt stærre end den, som nu findes i Landet, og her er rigelig Virksomhed og Vinding for det Mangedobbelte af de Kapitaler, som findes her. Men der er slet ingen rimelig Grund til Udvandring hverken for Arbeidet eller for Kapitalen i Fædrelandets Forhold, og langt bedre og langt hæderligere er det at de virke i Landet og til Landets Gavn, end at de vandre ud, enten det nu er til Amerika eller til Australien, til londonske Pengemænd eller til de svenske Lapmarker.
Efter det som forhen er anført og antydet, ligger der f. Ex, allerede en stor Rigdomskilde i de Myrvidder, som findes i alle Norges Egne, fra Lindesnæs til Nordland, fra Svinesund til Stadt, og en frugtbar, en høist velsignelsesrig Mark for Brugen af store Pengemidler og Arbeidskræfter. Ethvert saadan grødeført Landskab, som er vundet fra Myrvidderne, heder det hos en Forfatter i Nabolandet, "er en usleben Ædelsteen, som kun kræver Arbeide, for om en ikke fjern Tid at blive omskabt til en Prydelse og en Skat for Fædrelandet, og ved saadanne fredeligt indtagne Vidder og Lande inden Rigets egne Grændser skal det vinde i Tilvæxt, i Folkemængde og Velstand, medens den private Omtanke og Flid paa samme Tid vinder en vel fortjent Belønning."
"En stor Deel af disse vort Lands Myrvidder ere allerede komne til den Modenhed, at man, naar det skal være, kan begynde at arbeide paa dem, andre udgjøre en opsparet Skat for kommende Folkefærd.".
Men Folket har hidtil i Almindelighed ikke indladt sig paa Myrdyrkning; det har ikke havt noget Skjøn derpaa, hvilket tydelig kan sees deraf, at der mange Steder især i Fjeldbygderne ligge gode Myrer med sort frugtbar Jord ubrugte og unyttede ved Siden af Nybrot i tørre, skrinne Bakker og steenbunden Mark, som det ofte koster det utroligste Arbeide og Stræv at rydde, samt en Udgift af 30-40 Speciedaler Maalet at bringe i grødefør Stand, altsaa to til tre Gange saa meget, som det vilde koste at dyrke Myren, der ligger ved Siden eller i Nærheden.*) Jevnfør: Beretning om Forhandlingerne i Drammens Landboforenings Møder i 1848 S. 74. Grævet og Hakken har Fjeldbonden saaledes Mod nok paa at bruge, men Spaden synes næsten at være ham et ubekjendt Redskab. Naar man seer, at denne Steenbrydning og tungføre Rydning, uagtet den koster saa meget arbeide, dog paa en Maade svarer Regning, deels fordi den Arbeidskraft, som ellers slænger ledig eller ligger paa Ovnsbænken, bruges hertil, deels fordi Kornpriserne formedelst lang og besværlig Førsel blive urimelig høie, saa er det vel klart, at Myrdyrkningens Tid maa komme. Folket trænger kun til en almindeligere Kundskab, til en større Indsigt deri; det maa undervises om Myrjordens Skik og Tilstande, saa at det ikke spilder Tid og øder Arbeide eller Penge paa utaknemmelig Jordbund, og taber Modet over mislykkede Prøver. Det er klart, at Myrdyrkningens Tid maa komme, naar det først ved Exempelets overbevisende Magt er bleven oplyst, om hvor meget lettere, billigere og mere lønnende det er at rydde og dyrke Myrjorden, som nu oftest ligger unyttet og til Skade, end hine steenbundne Bakker og Marker, hvorpaa der anvendes et saadant Stræv og en saadan Kostning, at den under hine Fjeldbygders Priis- og Leveforhold paa en Maade kan siges at nærme sig til den, som Englænderne anvende for at drive sine Marker til den høieste Grad af Fuldkommenhed. — Der er nu i denne Retning udført flere heldige Forsøg her i Landet, som alt have baaret Frugter og opmuntret Folket til Efterligning. Gjennem reisende Landbrugslærere er der i mange Egne udbredt Kundskab om og givet Veiledning i Myrdyrkningen, og ved de nu ansatte Statsagronomers videre Reiser og Virksomhed i Landet vil der blive rigere Leilighed for Folket til at belæres og veiledes i denne saa vigtige Green af Jordbruget. Hidtil har der hos os ikke været udgivet noget særskilt Skrift om Myrdyrkningen, som kunde ansees at være passeligt for de fleste Egne af Landet. Det Bedste man har havt paa Tryk har været de Afhandlinger og Bemærkninger, der findes i flere av de trykte Beretninger om Landhuusholdningsselskabernes Møder og Forsamlinger samt i Statsagronom Lindequists Beretninger om forskjellige Reiser (fra 1851—1854) i Bratsberg Amt; men disse synes ikke at have været at faae i Boghandelen, og have derfor rimeligviis ikke været synderlig udbredte udenfor enkelte Amter. En sag af den Vigtighed og Betydning som Myrdyrkningen er for Norge tilrænger en saa omhyggelig, mangesidig og udførlig Belysning, som den under vore knappe Bogforhold kan faae, og det maa derfor uden Tvivl være til Sagens Fremme, at der med Omhu og Skjønsomhed bliver samlet og paa Prent udgivet et Uddrag af Skrifter og Afhandlinger, der ere bekjendte som gode og tjenlige til Oplysning og Veiledning for norske Myrdyrkere. Derved ville de kunne forberedes til at nyde større Gavn af den Veiledning i Arbeidet selv, som der siden kan blive Adgang til at faae, og denne vil naturligviis baade lønne sig bedre og kunne nyttes saa meget bedre, naar det Tilsvarende eller det, der under visse Omstændigheder er det passelige, kan paavises i et trykt Skrift, som siden kan blive en i mange Tilfælde god Hjælper og Raadgiver at ty til.
- ↑ Et Maal Jord er antaget til 2500 Kvadrat-Alen.
Fogderiernes Fladeindhold er taget efter de af Major Vibe udregnede og i Schiøths Geographie 1849 anførte Arealer.
Fladeindholdet af Myrerne kan afvige fra det Virkelige indtil 6 a 8 pCt. - ↑ 50 geografiske Kvadratmile er egentlig 21,57 norske, da der gaar 2,319 geografiske Kvadratmile paa 1 norsk Kvadratmiil.
- ↑ Korngrændsen gaar gjerne lidt ovenfor Granens Væxtgrændse, i det sydlige Norge oftest mellem 2000 til 2500 Fod over Havet.