Om Myrdyrkning/Brændetørv

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

5. Myrjordens eller Tørvjordens Brug til Brændsel eller Brændetørv.

Det er temmelig almindelig bekjendt, at der af en Deel Myrjord kan skjæres Tørv, som paa mange Steder bruges til Brændsel. Hvor Brændetørven ligger paa godt Leer, og hvor der er godt Fald, der kan den største Deel af Myren tages bort til Brændetørv, og Resten bliver siden bedre at dyrke, deels fordi det da er nærmere Leret, som ved Udveiting kan tages op og blandes med Myrjorden, deels fordi Væxternes Rødder kunne trænge ned til Leergrunden og hente Næring. At der af Tørv kan brændes et Slags Kul er mindre bekjendt. Det er især i England at man har drevet dette, og der har man ogsaa rost Tørvkul som et fortrinligt Gjødningsmiddel; dog er Fremgangsmaaden ogsaa brugt i flere Lande. Paa enkelte Steder i Sverrig har man ogsaa brændt Kul af Tørv og nyttet dem, med Fremgang og Vinding, saavel til Smeltning og Smedning som til Gjødsling.

Eftersom Skovene aftage og forsvinde, og det bliver mere ondt for Ved og kostbarer at faa den, bliver man efterhaanden nødt til at se sig om efter Erstatningsmidler. Af saadanne vil udentvivl Tørven i Fremtiden i flere af Landets Egne komme til at blive af ligesaa megen Vigtighed, som den nu allerede er paa Vestlandet og flere Steder i det nordenfjeldske Norge, hvor der enten ikke findes Skov, eller hvor den er altfor sjelden og kostbar til at bruges til Brændsel. Tørven hører derimod ikke til Sjeldenheder; den findes paa mange Steder omkring i Landet i store Vidder og drøie Floar, men dels kjender man ikek til disse, deels forstaar man ikke uden i de nævnte Trakter, gvor der ikke er Leilighed til at faa Ved, hvorledes Tørven skal bruges til Brændsel, — ja mange Steder veed man ikke engang at det lader sig gjøre at brænde Tørv — eller ogsaa har det hidtil været Ved nok, og man har ikke, for at spare paa Skoven, som man for det meste har anseet for værdiløs eller af ringe Værd, villet have det Bryderi at skjære Tørv eller gjøre Tørven skikket til Brændsel.

Dette er forsaavidt en Vinding, da det som nu er i Behold i Fremtiden kan blive behandlet med Omhu; thi den rette Behandlingsmaade er ikke nogen Hemmlighed, endskjønt den, saavidt man veed, kun er indført paa enkelt Sted her i Landet. Forresten har man paa en Deel Steder faret lige saa ufornuftigt med Tørvmoserne som med Skovene. Tørvmyren kan ogsaa underkastes en ligesaa ordentlig og regelmæsssig Behandling som Skoven, og paa Grund af dens stærke Tilvæxt behøver dens Brugstid ikke at være meget lang. Der kan saaledes indføres en ordentlig Trakt- eller Teigskjæring, ifølge hvilken man efter en Deel Aars Forløb vender tilbage til den samme Teig. Denne Brugsmaade tilsteder saaledes en temmelig stærk Nytning af Tørvjorden og betrygger ikke destomindre dens Tilvæxt i et vist Omløb af Aar. Tørven voxer nemlig til igjen, og denne Tilvæxt gaar saameget raskere, naar man ikke stikker Myren ud til Bunds, men lader det sidde igjen nogle Tommer af Saalen eller Bunddækket; thi herpaa spirer og voxe Tørvplanter snart til igjen i en saadan Mængde, at det ikke er sjelden, under Forhold, som ikke ere ugunstige, at den aarlige Tilvæxt udgjør een til halvanden Tomme i Høide, hvilket ikke bliver mindre end 833 til 1250 Kubikfod paa Maalet, eller hvis man vil gjøre det ud i norske Vedfavne, 11 ½ á 17 ½ Favn paa 72 Kubikfod fast Maal. Dette er en Tilvæxt, som er 20 til 30 Gange større end den aarlige Middeltilvæxt i Skovbestand af de Træarter, der have den stærkeste Tilvæxt.

Tørven dannes nemlig af uddøde Rester af Planter, som ved Vandet ere skilte fra Luften og dens Suurstof, og som derfor opløses meget langsomt, hvorfor de komme til at indeholde meget Kulstof, Jo mindre Spor der er af Væxternes Bygning, jo mere jordagtige Plante-Restere ere blevne, og jo mindre der er af uforbrændelige Jordarter eller Mineralier i Tørven, desto bedre er den. Tørvvæxten fremmes, naar der staar 1-1½ Fod Vand over Mosen, og naar der i den voxer mangfoldige saadanne Vandplanter, som har Dele baade over og under Vandet.

I Egne, der have en bekvem Adgang til at afsætte og sælge Tørv eller Tørvkul til Stæder eller Fabriker, som aarlig behøve og opbruge en større Mængde til Brændsel, der har det almindelig de bedste Udsigter for Myrdyrkningen; thi den ikke ubetydelige Vinding og Indtægt av Tørvskjæringen tilveiebringer almindelig strax en Deel af den Tilkostning, som udkræves til Udveiting, Rydning m. m. Der hvor der er at regne paa en god og sikker Afsætning af Tørven, kunne Myrdyrkerne nemlig gjøre den Tid, de have tilovers fra Agerbruget, indbringende, ved at bruge den til Tørvskjæring. En betydelig Afsætning af Tørv har ogsaa ligefrem en heldig Virkning paa Myrhævdingen; thi der hvor Tørven paa det nærmeste er ført reent bort, saa at man kan tvebryde Marken eller arbeide Jorden saa dybt, at en Deel af Undergrunden kommer op, der lykkes Kornavl, Engdyrkning og Foderavling allerbedst. Hvor vigtigt det er at faa løs Tørv og Tørvjord, Hvidmose og a. desl. bort fra den Mark, som skal dyrkes, kan skjønnes deraf, at man flere Steder (f. Ex i Skotland) for snart at blive den kvit, saaledes at man kunde komme til den bedre Undergrund og faa Nytte af denne, har sat Myrmarken under Vand og ladet de løse Tørvfloer flømme bort. Dette synes dog ikke uden under særegne Omstændigheder, at brude efterlignes; da vil det i Almindelighed være meget bedre, om det lader sig gjøre, at brænde Tørven til Aske og bruge den til Markens Hævding.

For ret at faa en Dyrkning af større og vidstrakte Tørvmyrer til at lykkes, for snart at faa ind eller tilveiebringe en Deel af Anlægskapitalen, og tillige paa en lønnende Maade at nytte de Naturens Gaver, der ellers som en død og værdløs Skat hviler i Tørven, bør der fremfor alt sørges for en rigelig Afsætning af Brændetørv. Til den Ende har man paa flere Steder i Tydskland, England og flere Lande, hvor der ikke har været Anledning til at sælge Tørv i Mængde til større Byer, foreslaaet i Nærheden eller Omegnen af Tørvmyrerne at anlægge, og anlagt Teglbrænderier, Glashytter og Fabriker til at tilvirke og brænde Drainrør ( » Teglsteensrør eller brændte Leerrør til at lægge ned i Huulveiter) samt andre Værker og Fabriker, der aarlig opbruge en stor Mængde Brændsel. — Ved saadanne store Myrdyrkninger, som der her i Landet er Anledning til i flere Egne, saasom i Romsdalen og paa Jædderen, burde det, hvis større Foretagender af denne Art komme til at sættes i Værk, ogsaa tages tilbørligt Hensyn til en saadan Nytning og Anvendelse af Tørven som den der her er peget paa. Hvis det, som man har Grund til at antage, viser sig, at Jædderens Sand indeholder Kiselsyre nok, saa har man Materialet eller det som udkræves til Glastilvirkningen i Stranden; thi den Tang, som Havet skyller op i Fjæren, indeholder Kali og ved Siden af ligge Tørvmyrer med næsten endeløse Forraad af Brændsel.

Det er ikke umuligt, at man paa flere Steder har ladet være at bruge Tørven af fuldkomment Ubekjendskab til den Værd som Brændsel; dette synes at være Tilfældet i Christiania-egnen, hvor der ikke langt fra Byen, f. Ex. paa Næsodden findes rige Leier af god Tørv, og hvor et saa fortrinligt Brændematerial under Nutidens høie Vedpriser synes at maatte finde Kjøbere og rigelig Afsætning. Nu er Forholdet ogsaa saaledes, at Bønderne her i Egnen aldeles ikke vide, hvorledes de ret skulle behandle Tørven til Brøndsel; thi selv i de Egne paa Vestlandet og Nordenfjelds, hvor den almindelig bruges, forstaar man saagodt som ingensteds den rette, passeligste, mest sparsomme og lønnende Fremgangsmaade. Paa Brunlaug i Nærheden af Fredriksværn skal imidlertid Tørvskjæring drives paa en rationel og ordentlig Maade, og den Tørv vi have seet derfra er udmærket god. — Senere hen haabe vi ogsaa at kunne give en nøiagtig Beskrivelse saavel over de bedste Fremgangsmaader ved Tørvskjæringen, som over hvorledes man paa bedste Viis skal brænde Kul af Tørven.

I mange Egne, hvor man ikke er vant ved at bruge Tørv til Brændsel, pleie Folk ogsaa være uvillige til at bruge den, især fordi den har en ubehagelig Lugt. Imidlertid lugter ikke al Tørv lige ilde, og om det end skulde lugte noget af den, saa vilde det da være aldeles urimeligt af denne Grund ikke at bruge den. Alt Brændsel har en ubehagelig Luft for den, som ikke er vant derved; saaledes synes den, der kun er vant ved at brænde Gran og Fure, at det lugter ilde, hvor man brænder Birkeved, og den som alene er vant ved Løvved synes, om han flytter til et Huus, hvor man brænder Fure eller Gran, idetmindste i de første 14 Dage eller længer, at der er en ubehaglig Luft baade ved Mennesker, Huusgeraad og Mad, men efterhaanden forsvinder den. Saaledes har det sig ogsaa med Tørven. Om man end er uvant med den i Begyndelsen, tykkes man snart vel om den, især da den har flere Fortrin for Ved, som aldrig kan give en Varme der er saa jevn og varig.

Tørven kan imidlertid bruges i mange Tilfælde, hvor Lugten ikke har stort at betyde. Denne kan desuden ogsaa skaffes bort ved at brænde Tørven til Kul.

I St. Peterburg i Rusland er man i de sidste Aar begyndt at bruge fugtig Tørv til Brændsel, og det ikke blot i private Huse og i Kaferner eller Soldaterboliger, men endog i Varmapparaterne eller de Ovne, hvorved de keiserlige Paladser opvarmes. Dette synes i høieste Maade at tale for Tørvbrændingen; thi den Omstændighed, at Tørven kan brænde fugtig *), maatte være meget vigtig og en stor Vinding i de Egne af vort Land, hvor Tørv bruges som mest, men hvor man sjelden eller aldrig har Tørke-Huse eller Skuur til den, og hvor de regnfulde Sommermaaneder og den raa Høsttid ofte gjør det aldeles umuligt at faa den tørket. Og naar der nu til Alt dette, som taler saa meget til Bedste for Tørvens Brug til Brændsel, kommer at man veed og hører at hans keiserlige Majestæt, selve Storrussen, varmer sig ved Tørven, uden at den river ham i Næsen, saa synes den vist for Mange ikke at behøve nogen høiere Ros eller bedre Anbefaling, men at maatte være fuldgod for Smaafolk her tillands, selv om de ere saa heldige at boe i Norges Hovedstad.

  • ) Mere herom, samt Beskrivelse og Tegning af en egen Ovn til at brænde fugtig Tørv i, findes i Polyteknisk Tidsskrift 1854, Nr. 2, den 25de April.