Om Kaartet over Skandinavien
Hos Bønder her paa Østlandet har jeg ofte seet Grundloven i Glas og Ramme hænge paa Væggen i Stuen, og kanske dette er Aarsagen til, at det især var Bondens Stue, jeg tænkte paa, naar jeg i flere Aar ønskede udgivet et Kaart over Fædrelandet, som egnede sig til at pryde Væggene. Men lidt efter lidt modnedes dog Tanken derhen, at som Fædrelandet er fælles, saa skulde det være kjært at faa et saadant Kaart baade saa billigt, at Almuesmanden kunde eie det, og saa forsvarligt godt, at hver Mand kunde være tjent med at have det paa sin Væg. Og se, nu har Folkeoplysnings-Selskabet udgivet et Kaart med denne Hensigt – paa Prøve, faar jeg vel sige. Thi vel tror jeg, at det er saa fuldkomment, som det for billig Pris kunde skaffes her i Landet nu for Tiden; men jeg kan godt tænke mig, at det i en og anden Henseende vil befindes mindre heldigt eller hensigtsmæssigt. Men det er derfor, jeg siger paa Prøve. Dette Kaart omfatter alle de tre nordiske Riger; naar der kanske om fem Aar kan blive Leilighed til at faa udarbeidet og udgivet et Godtkjøbs Kaart af lignende Størrelse særskilt over Norge, saa skulle de Mangler, vi nu kunne blive opmærksomme paa, tjene som Afvisere, saa Maalet kan naaes des sikkrere.
Hvad jeg ellers egentlig vilde tale om her, det var dette, at vil man have nogen Fornøielse af et saadant Kaart, saa bør man ikke udsætte med at indrette det til Vægge-Kaart. Mit Exemplar hænger allerede paa Væggen, og jeg synes, det tager sig godt ud der. Men jeg kom til at tænke paa de mange Medlemmer af Selskabet, som bo omkring i vore vidtløftige Bygder og langt borte fra Bogbindere, og for at kunne forklare for dem, hvorledes de selv kunne hefte Kaart-Pladerne sammen og klæbe dem paa Lærred, gik jeg ind til en Bogbinder, saa paa hans Arbeide og lærte Kunsten.
Recepten lyder saa: Tag Bagste-Fjælen eller en lignende ganske jevn Flade af Træ, og still den skraa op og ned, spænd derpaa med smaa Spiger et Stykke Bomulds-Lærred, som er en Fingerbred større end Kaartet paa alle Kanter (det maa staa stramt, men ikke strækkes eller tøies), tag saa den nordlige eller øvre Plade af Kaartet, smør i største Skynding Klister paa Bagsiden, løft Papiret i de to øvre Hjørner, læg det saaledes paa Lærredet, at det netop kommer til at ligge jevnt og endelig ikke strammes, og tryk det fast – ikke med Haanden, men med en Klud eller et Haandklæde. Saa den nedre Plade. Her maa den øverste hvide Kant først klippes pent af, og det gjælder at lægge den nøiagtig an mod den øvre Plade (eller paa den hvide Underkant af denne), saaledes, at Grade-Stregerne (baade de i Randen og de midt efter Kaartet) komme til at passe vel sammen; derfor maa man navnlig vogte sig for at strække Papiret, naar Klisteren har gjort det fugtigt og tøieligt. – Naar Kaartet er blevet tørt, saa bøies; den overskydende Brem af Lærredet om og klistres fast paa Forsiden af Kaartet, som derved faar en stærk Kant. – For at hænge Kaartet op paa den brugelige Maade, skulde man egentlig have to dreiede Stokke med adskillige Indretninger; men du kan ogsaa hjelpe dig med et Par flade Stokke, saa lange som Kaartet er bredt: med smaa Spiger (helst Messing-Spiger, af dem med store Hoveder) fæstes Kaartets øvre og undre Rand til Stokkene saaledes, at disse komme til at ligge paa Bagsiden. Og nu hænges Kaartet paa Væggen.
Men kanske du ikke har ved Haanden et Stykke Lærred af fornøden Bredde? og kanske du skjønner, at der er visse Vanskeligheder ved den beskrevne Maade, saa du er bange for at skjæmme Kaartet ud, om du prøvede paa? En tryggere og ganske tjenlig Maade vil da denne være: Naar du har klippet den øvre hvide Kant af den sydlige eller nedre Plade, saa lægger du først den nordlige Plade fladt ud paa et Bord, smører Klister i en liden Fingers Bredde paa Bagsiden af den sydlige-Plade, der, hvor denne skal lægges over den nordlige Plades hvide Kant, og fæster paa den Maade begge Plader sammen, uden Lærred. Naar Klistringen er tør, lægger du hele Kaartet ud over et Bord med Bagsiden op og klistrer saa derpaa godt Skriv-Papir, det ene Ark ved Siden af det andet (dog det ene altid lidt over det andet, som Tagsten paa et Hus), indtil hele Kaartet er bedækket. Papir er jo ikke saa stærkt som Lærred, men kan dog her være stærkt nok. Kanten af Kaartet kan tilsidst styrkes med en Lærreds-Strimmel, som først klistres fast paa Bagsiden og derpaa bøies om som før forklaret. – Ophængningen som ellers.
Almindelig kogt Grød af fint Mel (Rug eller Hvede) danner tilstrækkelig godt Klister, og denne smøres bedst over med en Maler-Kost, kan ogsaa klines ud over Papiret med en Bordkniv.
Mange synes bedst om et saadant Kaart, naar Grændserne ere farvelagte. Jeg har seet et Exemplar af vort Kaart, hvor der er lagt en bredere rød Rand langs den norske Side af Rigsgrændsen, en smalere over Grændserne mellem vore fem Stifter og en endnu smalere mellem Amterne. Paa den svenske Side er der brugt gul Farve og for Danmarks Vedkommende violet. (I Danmark danner Kongeaaen for en Del Grændsen mellem Slesvig og Jylland, og ligesaa Eideren mellem Slesvig og Tydskland; efter Skik og Brug har Kaartet ikke Grændse-Punkter langs disse Floder; men Grændsen kan gjøres tydeligere med Farve, saaledes at f. Ex. den Grændse, som er angivet søndenom Øen Femern og indtil Eider-Kanalen, farvelægges og fortsættes til Nordsøen). Et lidet Farve-Skrin med Pensler kan faaes for en Marks Penge eller mindre; Arbeidet er ikke vanskeligt og kan være ganske morsomt, da man dermed bliver mere kjendt paa Kaartet.
For at forebygge Misforstaaelse skal jeg udtrykkelig anføre, at Kaartet følger som Extrablad med Folkevennen for 1859, uddeles altsaa uden særskilt Betaling til alle Selskabets Medlemmer for det Aar. Men de Medlemmer, som ere tiltraadte i indeværende Aar, kunne paa sædvanlig Maade faa Folkevennen med Tillæg for 1859 imod Betaling af 1 Spd.
Christiania, 19de December 1860.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |