Om J. E. Sars's Skrift «Historisk Indledning til Grundloven»

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

Om

J. E. Sars’s Skrift

„Hiſtoriſk Indledning til Grundloven“.

Af

Dr. Ludvig Daae.

Udgivet af Novemberforeningen.

Chriſtiania 1882.

Trykt hos E. C. Bjørnstad & Co.

Nærværende Brochure er i det Væſentlige et Optryk af nogle Artikler i Morgenbladet for April og Mai d. A., ſom jeg har modtaget talrige Opfordringer til at udgive ſærſkilt.

Chriſtiania i Juni 1882.

L. Daae.

Historisk Indledning til Grundloven, af J. E. Sars. Kristiania 1882. Folkeskriftselskabets Forlag. 220 S. 8vo.
I.

Denne Brochure er udſendt af et „Selſkab for Folkeſkrifters Udgivelſe“, hvis Oprindelſe, Beſtyrelſe, Organiſation og Forhold overhoved indhylle ſig i et næſten ligeſaa myſtiſk Slør ſom Frimurernes. Derimod er Selſkabets Tendens rigtignok ſaa paatagelig ſom vel muligt. De ni Smaabøger, det hidtil har ſat i Omløb, ere nemlig ſamtlige agitatoriſke Indlæg i den radikale Politiks Tjeneſte. Fire af Pjeſerne ere forfattede af Bjørnſtjerne Bjørnſon, to af Erik Wullum, en af Advokat G. Mejdell, og blandt de anonyme er den ene et Særtryk af „Verdens Gang“, der ironiſk nok har faaet Titelen: „Vor nationale Skam“. Foruden disſe Skrifter erholdes desuden „gjennem Selſkabet“ Jaabæks „Varme Piller“ m. m. Det er ſaare betegnende for den oprodede og uſunde Tilſtand, hvorunder Landet for Øieblikket lider, at et ſaadant rent og bart Opviglerkompagni vover at kalde ſig et Selſkab for Udgivelſe af „Folkeſkrifter“. Dette er omtrent, ſom om et Gjæſtgiveri kun ſkulde have Finkeljokum at byde paa ſom eneſte Traktement for de reiſende.

„Flagmanden og Hiſtorikeren“. Sars — ſom han kaldes af ſin Biograf i „Verdens Gang“ — har i en Aarrække ſtaaet Bjørnſons og de „varme Pillers“ Kreds nær, og han er nu ogſaa indtraadt ſom aktiv Deltager i dens Konſortium for ſaakaldte „Folkeſkrifter“. Man kan dog paa Forhaand vide, at der er en uhyre Forſkjel mellem Profesſor Sars’s nye Bog og de Fraſer og Smørerier om Chriſtian Magnus Falſen, den norſke Forfatningskamp oſv., ſom Selſkabet hidtil har bragt tiltorvs. Sars er ikke alene almindelig erkjendt ſom en aandrig Mand, men i Modſætning til Bjørnſon, Wullum oſv. kjender han noget til de Ting, hvorom han ſkriver. Derfor fortjener hans „hiſtoriſke Indledning til Grundloven“ Almenhedens Opmærkſomhed, og den vil, ſelv naar Dagens Kamp engang er bilagt, bevare en vis Interesſe ſom et af Tidens meſt karakteriſtiſke Stridsſkrifter. I Bogen findes adſkillige hiſtoriſke Urigtigheder, den er fuld af enſidige Synsmaader, og ſaaledes alt andet end et objektivt hiſtoriſk Arbeide. Den er nærmeſt et politiſk Advokatindlæg, men med alt dette indtager den en fornem Plads blandt hans Partifællers literære Præſtationer. Naar vi altſaa i det følgende ſkulle nærmere behandle dette Skrift, da ſker det med en Reſpekt for Talentet og, vi tilføie, for Forfatterens Perſon, ſom vi ikke ere iſtand til at yde den Kreds,i hvilken han har valgt at bevæge ſig.

Profesſor Sars begyndte ſin Forfatterbane med en Prisafhandling over Aarſagerne til Kalmarunionen og Norges Forhold under denne. Han var dengang paavirket af Samtidens Skandinavisme, og hans Afhandling endte ogſaa med de Ord: „Den ſkandinaviſke Tanke har i vore Dage faaet en ſtørre Magt end nogenſinde tilforn. Den vinder beſtandig mere og mere Raaderum, drager Næring af enhver ny Begivenhed, og Modſtand tjener kun til end mere at befæſte den. Ingen kan tvivle om, at den vil naa ſit Maal, men naar dette ſkal ſke, det beror mere paa, hvad man kalder Tilfældet, end paa Bevægelſens egen Styrke. Endnu ſynes alting os lidet forberedt. Men det vilde være overilet, derſom vi deraf ſluttede, at Maalet endnu ſtaar os fjernt. Den gunſtige Leilighed kan komme ſnart, og da bør den ikke ſlippes, ſaaledes ſom det allerede engang før er ſkeet i dette Aarhundrede. Skandinavismen er bleven en for ſtor Magt, til at den kan lade ſig afviſe nu ſom i ældre Dage; den vil maaſke fuldføre ſin Bygning ſnarere, end vi tror“.

Sars’s næſte Arbeide var hans fortjenſtfulde Studier over „Norge under Foreningen med Danmark“, der ligeſom den nysnævnte Afhandling optoges i „Nordiſk Univerſitets-Tidsſkrift“, og ſom fremdeles indtager en fremtrædende Plads mellem de hidtil udgivne Bidrag til denne Periodes Belysning. For disſe Aarhundreders Hiſtorie var der dengang fra norſk Side gjort overmaade lidet, efter at J. Chr. Berg havde afſluttet ſin Bane, ja i den Keyſer-Munchſke Tid vare de omtrent gaaede i Forglemmelſe. Selv Rigsarkivar Lange, ſom var en af de yderſt faa, der dengang ſkjænkede den nyere Tid nogen Opmærkſomhed, kunde endnu i 1847 udtale ſig ſaaledes: „Til mit Lands Hiſtorie efter 1537 kjender jeg ſaare lidet; den har for mig tabt ſin Interesſe fra den Stund af, da Nordmændene vare jammerlige nok til at underkaſte ſig et Magtſprog af det danſke Rigsraad paa Herredagen i Kjøbenhavn, et Magtſprog, der efter min Opfatning vel var en i Hiſtorien tillykke ſjelden Uretfærdighed fra danſk Side, men en Skjændſel for Nordmændene, der taalte det“.[1] Omtrent ved den Tid, da den ſaakaldte „norſke hiſtoriſke Skole“ aftraadte fra Skuepladſen, begyndte imidlertid en naturlig Reaktion mod den enſidige Fremhævelſe af Sagatiden at gjøre ſig gjældende. Man indſaa, at Landets Inſtitutioner og Tilſtande, dets hele Udvikling, Kultur og Liv havde ſin egentlige Rod i de ſidſt forløbne Aarhundreder, og det blev derfor en Trang hos Mange at lære disſe grundigere at kjende. Mellem dem, der nu med Iver og Dygtighed tog fat paa den nyere Tid, var Sars. Hans nysnævnte Afhandling i Univerſitets-Tidsſkriftet er det førſte Forſøg til en alſidigere Fremſtilling af Norges Vilkaar og Tilſtand i Tiden 1537—1814. Hvad han vilde give, var nemlig ikke hiſtoriſk Fortælling af Begivenhederne efter deres Tidsfølge, men ſamlede Overſigter over Landets vigtigſte Forhold, førſt ſtatiſtiſke og økonomiſke, ſaaſom Næringsveiene, Landboforholdene, Kjøbſtædernes Folkemængde og Udvikling m. m., dernæſt ogſaa Kulturens og Nationalbevidſthedens Vext og Fremgang. Afhandlingen modtoges med Paaſkjønnelſe i hele Norden og fortjente det i fuldt Maal.

Denne Afhandling var fra førſt til ſidſt gjennemtrængt af en Fædrelandskjærlighed, der gjorde et ublandet tiltalende og ſmukt Indtryk. De varme ſkandinaviſke Sympathier, der udtalte ſig i Skriftet om Kalmarunionen, ſynes viſtnok allerede dengang at være betydeligt afkjølede, men i Opfatningen af Begivenhederne paa Reformationstiden, Forholdet til Danmark overhovedet, ſaavelſom af de danſke Konger og deres Hiſtorie, raadede der den ſtørſte Moderation og Ro, end ſige, at der ſkulde findes Spor af hadefulde Stemninger mod den danſke Nation, thi dette vilde for en Forfatter med Sars’s Intelligents have været en Umulighed. Tiden, i hvilken Afhandlingen ſkreves, var ogſaa for vor indre Politik en ſtille og beſindig Periode, i hvilken kun Statholderſtriden fremkaldte lidt Uro, men vel at mærke ingen Uenighed, ſaaſom viſtnok alle Nordmænd i den ſtod paa ſamme Side. Der er heller ikke i denne Sars’s Afhandling ſaagodtſom mindſte Spor af politiſk Tendens. Maalſtrævet var allerede kommet igang, men Sars ſynes ikke at have følt nogen Interesſe derfor; thi han aftrykte med Tilſlutning og Bifald det bekjendte Sted af P. A. Munchs „Det norſke Folks Hiſtorie“ (2den Hovedafd. I., Side 596—597), hvori denne Hiſtoriker — til Maalmændenes ſtore Sorg — erklærede det gamle norſke Sprogs Fortrængelſe at være en naturlig Følge af den almindelige europæiſke Sprogudvikling og godtgjorde, „at naar det nyere danſke Sprog kom i Berørelſe med det ſvenſke og norſke, maatte det, ſom ungdommeligere, friſkere og mere belivet af den nyere Kulturbevægelſes Aand, faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Kulturperiode og ſtod ligeoverfor det ſom udlevede Oldinge mod en Yngling, eller ſom en uddøet Vegetation mod en fremadſkridende, hvorfor dette er ſaalangt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forſynet taknemlige, fordi det bragte os ud af en forældet henſygnende Kulturperiode og ſtillede os ved Begyndelſen af en nyere og friſkere“.

I de nærmeſte Aar, der fulgte efter hin Afhandlings Afſlutning (1864), maa der imidlertid hos Sars være foregaaet en gjennemgribende og for hans ſenere Liv afgjørende Kriſe. Hans Produktion blev en Tidlang næſten ſtandſet paa Grund af de nye Studier, ſom han begyndte af Nordens gamle Hiſtorie, men i 1867 optraadte han under det ved Chriſtopher Bruuns førſte Taler i Studenterſamfundet fremkaldte Røre med et mærkeligt Foredrag „om den nyeſte nordiſke Helſtatspolitik“, der udkom i Trykken efter det nævnte Samfunds Foranſtaltning ſammen med et ældre Foredrag i en helt anden Aand af Rigsarkivar M. Birkeland. Her viſer Sars ſig aabenbart berørt af to nye Retninger, der juſt paa denne Tid begyndte at vinde Indgang. Det var paa den ene Side den fra Frankrige importerede poſitiviſtiſke Filoſofi og paa den anden Side den Radikalisme og høirøſtede „Norſkhed“, der ſamtidig ſkaffede ſig et Organ i „Dagbladets“ Moder, Ugebladet „Vort Land“, hvis Udgivere optraadte med den ſtolte Forſikring „ikke at have opgivet Troen paa vort Lands Evne og Ret til at beſtaa ſom et ſelvſtændigt Rige“. Man paaſtod, ſom bekjendt, at det nye Unionsudkaſt, der var undertegnet af Harbitz og O. G. Ueland, ſkulde være farligt for Norges Selvſtændighed.

Ved denne Tid har Sars’s Livsſyn faaet en ſtærk hedenſk Paavirkning, der, ſom bekjendt, ſenere er kommen yderligere frem i hans Skrifter. Naar han f. Ex. i hint Foredrag (Side 46) udtaler følgende: „Hvad er Individet — det ſom Tyſkerne kalde das Ich — uden en Mangfoldighed af Atomer og Kræfter, ſom ved ſin Konſenſus eller Konvergens mod et fælles Punkt fremkalder den Følelſe af Enhed og Sammenhæng, der er den individuelle Tilværelſes Princip?“ og (S. 47), at „Døden er en Opgiven af ſærlige Grændſer og en Opgaaen i en høiere Enhed“, da kan dette ikke forliges med Troen paa en perſonlig Udødelighed. I nær og let begribelig Forbindelſe med en ſaadan Livsanſkuelſe og Tro ſtaar den ſaakaldte Heroskultus eller Forgudelſe af enkelte i hans og Meningsfællers Øine fremragende Menneſker, der tildels indſættes paa den efter Vorherre ledige Plads. Dette er hidtil neppe kommet ſaa utilhyllet frem ſom i hans nu foreliggende ſidſte Skrift. Nu erklærer han nemlig (S. 73), at „et Menneſkes Værd kan maales efter dets Evne til at beundre“, — „Genierne, de fremragende Aander er det ſtørſte, ſom vor Iagttagelſe kan naa til“, — „Hengivenheden, Beundringen for dem, hvad Engelſkmændene have kaldt heroworshipping, er derfor den ſandeſte, bedſte Idealisme — „Tvilen paa de ſtore Mænd er Middelmaadighedernes, Spidsborgernes Krig mod Geniet, det værſte Anarki, et Oprør mod Aanden“ o. ſ. v. (Kun Skade at Menigmand, „Folket“, ſkjønt det jo er „ſuverænt“, her lettelig kan komme i en ſlem Knibe, naar det ſkal afgjøre, hvem der er en tilbedelſesberettiget Heros og hvem ikke. Trods al ſin Suverænetet har det her neppe andet at gjøre end at hylde Heroskandidaterne efter disſes egen Paaſtand om at være det eller efter deres gjenſidige Udnævnelſe til ſaadan Værdighed).

Den radikale Bevægelſe, af hvilken Sars var bleven greben, og hvis Ledere i og udenfor Storthinget meget godt have begrebet en ſaadan Forbundsfælles uhyre Betydning og umiſtelige Værd for Partiet, gjorde ham for det førſte ikke alene til ligefrem Antiſkandinav, men endog til antiunionel, ſaavelſom ogſaa til (theoretiſk) Maalſtræver. Den øvede ogſaa den Virkning paa hans hele Perſonlighed, at han fra nu af indrømmede Affekter og Følelſer Indflydelſe paa ſin hiſtoriſke Betragtning, ja ligefrem tilſtod, at han gjorde det, ſaaledes ſom han i Foredraget (S. 28) udtaler: „Man kan være ſikker paa, at en Opfatning af den nationale Hiſtorie, der oprører vor naturlige Følelſe, er falſk“. (Den „naturlige Følelſe“ er dog vel baade hos forſkjellige Individer og til forſkjellige Tider helt forſkjellig, medens det ſande og det falſke vel overalt og altid er uforanderligt).

Disſe Aandsretninger, en hedenſk Opfatning af de høieſte Spørgsmaal, Herosſværmeriet, demokratiſk og national Ophidſelſe, ere viſtnok at anſe ſom de fremherſkende hos denne i ſaa mange Henſeender mærkelige Forfatter, og hans nyeſte Bog, hvormed vi her have at gjøre, bærer ogſaa de tydeligſte Spor deraf.


II.

Som Forfatteren ſelv i et Par Forord har fundet det nødvendigt at bemærke, „kunde Titelen: „Hiſtoriſk Indledning til Grundloven“ vække Foreſtilling om et andet Indhold, end det Bogen giver“, thi man vil her ikke finde nogen „Paavisning af de Mønſtre, hvorefter Forfatningen blev dannet af de politiſke Ideer, der var de raadende hos Forfatningens Grundlæggere og ſom fik Indflydelſe til at beſtemme dens Former i det enkelte“. Sars „haaber ſenere at kunne give ſom et Tillæg til denne Bog en populær Fremſtilling af Grundlovens Kilder og ledende politiſke Ideer“. I den allerede foreliggende Brochure har han derimod villet „ſkildre, hvorledes Folket lidt efter lidt modnedes for politiſk Selvſtændighed og en fri Forfatning“.

I ſaadan Henſigt har nu Profesſor Sars givet en Udſigt over forſkjellige hiſtoriſke Forhold ligefra unionstiden og ned til 1814. Man vil her paa mange Steder (lige indtil Ord og Vendinger) gjenkjende Afhandlingen i Univerſitetstidsſkriftet, men ved Siden heraf ogſaa finde adſkilligt nyt. Mellem dette nye er der imidlertid meget, ſom man baade for Videnſkabens og for Forfatterens egen Skyld helſt kunde ønſke borte. Førend vi gaa over til det egentlige Kjernepunkt i Sars’s Skrift, ſkulle vi førſt pege paa forſkjellige Enkeltheder, der viſe, hvorledes endog en Mand af hans Maal, naar Partilidenſkaben faar Overhaand, kan henfalde til de værſte Urimeligheder og Fordomme, ja endog forvilde ſig ind i Kredſen af Døgnets ørkesløſe og trivielle Ræſonnører. Vel er Talentet her, ſom overalt hos Sars, umiskjendeligt, det afføder endog her af og til aandfulde og paaagtelſesværdige Bemærkninger, men jevnlig møder man ogſaa Betragtninger, der vilde kunne ſættes i Klasſe med Jaabæks i hans „Englands Hiſtorie“, hvis ikke disſe to Forfatteres helt igjennem forſkjellige Perſonlighed, Opdragelſe og Dannelſestrin gav deres Skrifter et ſaa forſkjelligt Udſeende, at en Sammenligning vilde være upasſende og fornærmelig.

Iſær taber Sars Ligevegten, hvor han er kommen til Tiden efter Enevoldsmagtens Indførelſe. Af Kongerne fra Frederik den tredie af og nedover tegner han en Række ligefremme Karrikaturbilleder, af hvilke han neppe vil høſte varig Glæde og Tilfredsſtillelſe. Iſtedenfor ſom den ſande Hiſtoriker at ſætte ſig paa de gamle Dages eget Standpunkt og med retfærdigt og ſtadigt Henſyn til Datidens Forhold ude og hjemme at anſkue Perſoner og Begivenheder, bedømmer Sars dem med ſine og ſit Partis Yndlingstheorier i 1882 ſom Udgangspunkt. Nu ja, han ſtaar ikke ganſke ene i denne Henſeende, thi Enevoldskongernes Hiſtorie har længe været misforſtaaet, og det ikke alene i Norge, men tildels i Danmark ſelv, hvor den navnlig fra den Tid af, da man kjæmpede for en fri Forfatning, mere end engang blev lagt paa Prokruſtesſengen: Chriſtian den anden forherligedes enſidigt ſom „Folkets“ Velgjører, Corfitz Ulfeldt ſom Enevoldsmagtens Modſtander, Struenſee ſom liberal Reformator oſv., medens man forøvrigt omtrent brød Staven over de ſenere Aarhundreders Regjeringer. Man ſkulde tro, at ſaadan Enſidighed, for at bruge et af Sars’s Udtryk, maatte „oprøre den naturlige Følelſe“ og altſaa allerede af den Grund være falſk, men den „naturlige Følelſe“ er jo ikke overalt den ſamme.

Om Frederik den tredie heder det, at „man hører lidet til ham“ efter 1660, uagtet Forf. dog overmaade vel maa vide, at der i de tilbageſtaaende ti Aar af hans Regjering og det naturligvis under Kongens egen ſtærkt indgribende Medvirkning blev foretaget de betydningsfuldeſte Omorganiſationer, faſt af alle Statens Forhold, ſom Følge af Enevoldsmagtens Indførelſe.

Om Chriſtian den femte har Sars intet andet end Skjænderier og Spottegloſer. Karakteriſtiſk nok er det eneſte Kildeſkrift, ſom han her citerer, en Dagbog af en af Kongens Kammertjenere (den Klasſe Menneſker, „for hvem ingen Mand er ſtor“), og heraf anføres et Par Prøver, der dog i og for ſig intet andet indeholder, end at Chriſtian yndede at gaa paa Jagt. I Sars’s Sted vilde vi have taget et ſtørre Henſyn til Kongens egne Dagbøger, der foreligge for flere Aar af hans Regjeringstid og i ethvert Tilfælde godtgjøre, at Chriſtian den femte med Opmærkſomhed fulgte ethvert Regjeringsanliggende og ſtedſe var ſig ſit Regentanſvar bevidſt Men endnu mere havde vel de fortrinlige Beretninger af fremmede Diplomater fra denne Tid fortjent at komme i Betragtning i Forbindelſe baade med andre originale og ſamtidige Vidnesbyrd og nyere og fordomsfriere Hiſtorikeres Reſultater. I ſidſte Henſeende ville vi bl. a. ogſaa nævne en interesſant liden Meddelelſe af A. D. Jørgenſen: „Om Chriſtian V.s formentlige Tyſkhed“.

Om Frederik den fjerde er Dommen omtrent den ſamme; „hans Flid vilde have gjort ham til en god Renteſkriver“ (ſom man vil bemærke, en Gjenklang af Macaulays Dom om Jacob den anden). Her henviſes til, at den „velmenende Blaaſtrømpe“ Dorothea Biehl „ikke ved meget andet at fortælle om ham end Kjærlighedshiſtorier“, et Argument, der ikke er ſtort bedre end Kammertjenercitaterne ovenfor. Jomfru Biehl fortæller kun, hvad hun ſelv har erfaret eller hørt fortælle om Kongernes og Hoffets Privatliv, og da hun var født efter denne Konges Død, vidſte hun her ikke ſynderlig meget. Kan man end ikke gaa ſaa vidt, ſom f. Ex. Allen, der regner Frederik blandt de bedſte Konger, er det dog givet, at han hører til de bedre, og at han efterlod Staten med udvidede Grændſer og forøgede Indtægter. Selvfølgelig har Sars i ſin Betragtning af hine Dage ingen Tanke for det uhyre Fremſkridt i Norges aandelige Liv, der betegnes ved Mænd ſom Thomas v. Weſten og endnu mere Hans Egede. Dette var ikke at vente. Povel Juel derimod har fundet Naade for hans Øine; „han havde ved ſin Begavelſe og Fædrelandskjærlighed været en bedre Skjebne værdig“. At den virkelige Povel Juel (for ikke at tale om, hvad der bragte ham paa Skafottet) nærmeſt var en Fuſentaſt og Projektmager, og at han i ſin Samtid havde et ſaa ſlet Rygte, at man — længe før hans politiſke Forſeelſer — tiltroede ham at have gjort ſig ſkyldig i Mordbrand, det glemmes over hans „Fædrelandskjærlighed“. Vi tro oprigtigt talt ikke meget paa Juels Patriotisme, der nok væſentlig, ſom hos et viſt Slags Patrioter, var en Følge af ſkuffede Forhaabninger, men det forundrer os dog lidt, at juſt Profesſor Sars omtaler ham ſom Fædrelandsven. Thi et af de mærkeligſte af Juels Projekter gik ud paa, at „Bondeſønner og Bondedøtre i Norge ikke maatte forlade deres Hjemſtavn eller gribe til anden end Bondehaandtering“, altſaa med andre Ord — Indførelſe af det danſke Stavnsbaand ogſaa i Norge!

Ingen af vore fordums Konger maa dog i den Grad holde for ſom Chriſtian den ſjette. Han havde „en pibende Røſt, et ſvagt Bryſt og en endnu ſvagere Hjerne“, — han var „en Mandsling, lige usſel paa Sjel ſom paa Legeme“, — ja „han ſtrævede i ſit Anſigts Sved med at fordumme og trælbinde ſit Folk“. Som man kan begribe, er det dels Pietismen, dels Opførelſen af Chriſtiansborgs Slot, ſom her ſkildres med den Veltalenhed, man kjender fra den radikale Presſe. Alle Lysſider ved Chriſtians Regjering overſees eller forties. Og den har Lysſider. Det er naturligvis ikke at vente af Profesſor Sars, at han ſkal have Øie for de kirkelige Foranſtaltninger af blivende Betydning, der fandt Sted under denne Regjering, men han kunde dog nok have erindret, at i Forbindelſe med Konfirmationens Indførelſe bleve de førſte Almueſkoler paa Landet i Norge oprettede i 1739. Dette er ligefrem en Hovedbegivenhed i vor Hiſtorie Som bekjendt fandtes Færdighed i at læſe indenad hidtil kun yderſt ſjelden hos vore Almuesmænd og var mellem Kvinder næſten et Særſyn, thi den eneſte Undervisning (Catechismen) foregik kun ved mundtlig Indprentning gjennem Øret. Det er overflødigt at bemærke, at Forordningen af 1739, ſelv om den tiltrængte et Par Menneſkealdere til ordentlig at gjennemføres, dog har virket ganſke overordentligt til at opdrage Bonden og allermindſt burde være uomtalt i den „hiſtoriſke“ Indledning til Grundloven. Var den ikke kommen, vilde Odelsbonden i 1814 end ikke have kunnet læſe den Grundlov, der gav ham ſelv en ſaa ſtor Magt. Det er endvidere forunderligt, at en Profesſor glemmer de ſtore og gavnlige Reſormer ved Univerſitetet, ſom fandt Sted under denne Regjering. For at nævne en Hovedſag, indførtes førſt i 1736 den juridiſke Examen, der efterhaanden ſkaffede os en videnſkabelig dannet Stand af Dommere og adminiſtrative Embedsmænd iſtedenfor den gamle, dels kun praktiſk, dels ſlet ikke uddannede, og dette var et ſtort og betydningsfuldt Fremſkridt. Ogſaa i andre Henſeender gik Videnſkabeligheden fremad, og de to betydningsfulde Stiftelſer, det danſke Videnſkabsſelſkab og det „danſke Selſkab“, hidrøre fra disſe Aar. Man kan ogſaa med Føie minde om, at et Anliggende, ſom nuomſtunder regnes blandt Samfundets allervigtigſte, men ſom fra Statens Side hidtil var blevet næſten ganſke upaaagtet, nemlig Fattigvæſenet, ordnedes ved Reſkript af 2den Decbr. 1741, og det ſaa godt og henſigtsmæsſigt, at det hermed i det væſentlige havde ſit Forblivende lige til 1845, altſaa i mere end et Aarhundrede. Endnu i flere andre Henſeender fremkaldte Chriſtians Regjering gavnlige Foranſtaltninger, deriblandt Landeværnets Oprettelſe i Norge. Og hvad Danmark angaar, da lader det ſig ikke negte, at dette Riges Velſtand netop ved Foranſtaltninger af denne Regjering hævede ſig til en langt ſtørre Høide end forhen. Man fik dengang for førſte Gang en offentlig Bank. Hvad angaar den uheldige, tidt nok klandrede Beſtemmelſe om, at Kornindførſelen til Norges to ſydlige Stifter alene maatte ſke fra Danmark, maa det erindres, dels at den utallige Gange ſuspenderedes, indtil den 1788 for beſtandig hævedes, dels at norſke Varer formedelſt Toldfriheden ogſaa havde et privilegeret Marked i Danmark. Selvfølgelig undlader ikke Sars at omtale ſom „Regjereri“, at Styrelſen greb ind paa Næringsdriftens og de økonomiſke Interesſers Omraade; „Handelsmænd og Fabrikanter vænnedes til at haabe alt, ikke af egen Driftighed, men af Regjeringens Omſorg eller Gunſt“. Dette er ſandt nok, men det var aldeles ikke ſæregent for den danſke Regjering, det var tvertimod en almindelig Feil i Samtiden, der hidrørte fra ſkjæve ſtatsøkonomiſke Begreber. Allermindſt var det en Følge af Enevoldsmagten; thi vi gjenfinde ganſke det ſamme i endnu ſtørre Udſtrækning i det dengang halvrepublikanſke Sverige. Ogſaa her optraadte det ved Rigsdagen herſkende Parti paa ſamme Maade. Man gjorde den ſvenſke Rigsbank til Laangiver for induſtrielle Anlæg, ja man lod Fabriker og Manufakturer ligefrem drive for Bankens Regning, hvoraf Følgen blev den, at Banken ikke kunde opfylde ſine Forpligtelſer og Pengevæſenet kom i Uorden.

Til ſit Vrængebillede af Chriſtian den ſjettes Hiſtorie føier Sars ogſaa nogle for hans Skrift karakteriſtiſke Bemærkninger om de Hjælpetropper, ſom denne Konge overlod i fremmed Krigstjeneſte. Han fortæller os nemlig, at deriblandt var „mange Nordmænd, hvis Blod ofredes for en Sag, der ikke vedkom deres Fædreland i mindſte Maade“. Sandheden er imidlertid for det førſte, at der ved disſe Leiligheder ikke var Nordmænd med, endſige „mange Nordmænd“, og for det andet, at der næſten ikke „ofredes Blod“ i disſe Felttog. I 1734 udſendtes 6000 Mand, lutter danſke og holſtenſke Regimenter, der ifølge Chriſtian den ſjettes Forbund med Carl den ſjette af Øſterrige og Anna Ivanowna af Rusland ſkulde deltage i et Felttog ved Rhinen mod Frankrige. Men der blev næſten intet af den hele Krig paa denne Skueplads, og Tropperne vendte hjem efter ubetydelige Forpoſtfegtninger. Senere havde Kongen ſluttet en Traktat med, Georg den anden af England, der 1741 medførte en Udrykning, atter 6000 Mand, Danſke, Slesvigere og Oldenburgere. Henſigten var, at de ſkulde beſkytte Hannover, men den hele Styrke vendte allerede 1742 hjem uden en eneſte Gang at have været i Ilden. Disſe Subſidietraktater havde forøvrigt paa den Tid en Foranledning, der lader en fordomsfri Betragter bedømme dem meget mildere. De vare nemlig ingenlunde fremkaldte blot eller endog væſentligt for at indbringe Kongen Penge, men derimod for gjennem Allianſen med vedkommende Magter at bevare Slesvig for Danmark.

Vi kunne forreſten paa dette Punkt ikke tilbageholde en Sammenligning med ſamtidige Forhold i Sverige. I dette Rige herſkede jo en Forfatning, der var Danmark-Norges ſaa ulig, ſom vel muligt, det var „Frihedstidens“ Dage. Her var det ikke, ſom hos os, en enevældig Konge, der herſkede, nei, det var Rigets »maktegande« Stænder. Disſe gik en Smule videre end til at udleie Landets Militærſtyrke i fremmed Tjeneſte. Folkets Repræſentanter udleiede eller ſolgte her ſine egne Perſoner, ſin Ære og ſin Samvittighed for Penge til Udlandets Interesſer. Omtrent paa ſamme Tid, ſom de nysnævnte uſkyldige Udrykninger fandt Sted fra Danmark til Hannover, kunde den engelſke Geſandt i Stockholm ſkrive hjem til London: „9000 Pund Sterling ere nødvendige til at bekoſte Valgene til Preſte- og Borgerſtanden, og Rusſerne ville betale det halve“, — „om vi nu, efterat 4000 Pund ere anviſte til vore Bekoſtninger ved Rigsdagen, kunde faa en for os brugelig Landmarſkalk og faa Pluralitet i Sekreta Utstkottet, ſaa bliver det en ſmal Sag for os og Rusland at beſtemme Thronfølgen“, — „den franſke Indflydelſe ſtiger, Rusland bør betale mere“, — „de Rigsdagsmænd, jeg har at føde, ere mig dyre; man tror, vi have paa vor Side ⅝ af Preſterne, Borgerne og Bønderne og omtrent den halve Adel, — „Talemanden i Bondeſtanden[2] lover at blive vor mod 100 Dukater, Fordringerne ſtige“, — „to Adelsmænd have tilbudt ſig for 100 Pund at meddele mig alt, hvad der forefalder paa Riddarhuſet, og jeg har allerede givet hver af dem noget paa Haanden og en ny Klædning“, — „Rigsdagsmændene tilhøre den høiſtbydende, ligeſom vi kjøbe Kreaturer paa Smithſield“ oſv. Man vil ſe, at det idetmindſte ikke var bedre i det „frie“ Broderrige.

Frederik den femtes Synder ere bekjendte nok, men for en Hiſtoriker af Sars’s Anſeelſe pasſer det kun lidet, i et Skrift ſom dette, at røre ved.ſkandaløſe Enkeltheder. Ved Frederik den femtes Udſvævelſer er der nemlig den overmaade vigtige Omſtændighed, at han aldrig gav ſine Elſkerinder eller Svirebrødre Indflydelſe i Statsſager. Derfor vedkommer da ogſaa hans Forhold til dem kun lidet Hiſtorien, der ganſke viſt maa indrømme Friller ſom Pompadour og Dubarrh, Jomfru Moth og Frøken Taube en Plads i ſine Aarbøger, men dog, hvor det kommer an paa alvorlige Betragtninger, afholder ſig fra at optage nogen Statiſtik over ordinære Mætresſer og Drikkelag. Allermindſt høre disſe hjemme i en Indledning til Norges Grundlov. Med Chriſtian den ſyvendes Regjering ere vi komne ind i Enevældets ſørgeligſte Tid, og de Farer, hvorfor han udſatte Staten, vare ganſke viſt ikke mindre end de, der kunne blive Følgen af et raaddent Demokratis Udſkeielſer. Heldigvis varede det dog ikke længe, inden denne Konge faktiſk fjernedes fra enhver Befatning med Regjeringen, og i hans ſenere Aar var denne tildels i Hænderne paa Mænd, om hvem det med Rette er blevet ſagt, at „de viſte liberalere Tendenſer, end det norſke Storthing i de førſte Aar efter 1814“.

Har end Enevoldsperioden, dens Konger og dens Regjering i det Hele liden Fordring paa vor Beundring, har den dog et uafviſeligt Krav paa en retfærdig Bedømmelſe.


III.

I det kortfattede vita, ſom Profesſor Sars for et Par Aar ſiden ſendte til Kjøbenhavn i Anledning af ſin Promotion til danſk Æresdoktor, har han oplyſt, at det fra førſt af var hans Henſigt at blive Naturforſker. Det er interesſant at iagttage, at hans ſenere hiſtoriſke Forfatterſkab bærer Mærker af denne hans oprindelige Tilbøielighed. Ikke alene henter han gjerne ſine Billeder fra Geologien eller andre Naturfag, men i ſin Betragtning af ſelve den hiſtoriſke Videnſkab ſtræber han at gjennemføre en naturvidenſkabelig Methode. Hans Program er altid „at komme til ſtedſe mere omfattende Generaliſationer“, eller „at finde de Naturlove, der gjælde ſaavel for aandelige ſom for materielle Organismer“[3] oſv. Han og hans Skole gaar gjerne ud fra en „Hypotheſe“ og vender ſig ſaa til at betragte Kildeſkrifternes Stof for deraf at udſondre, hvad der kan ſynes at ſtøtte, eller, ſom man har hørt det benævne, „mætte“ Hypotheſen med et ſtørre eller mindre .Kvantum af Kjendsgjerninger, hvilke ſtundom behandles med nogen Frihed, medens Reſten af Materialet ſkydes til Side ſom unyttigt eller ubeleiligt. Sars er blandt de norſke Hiſtorikere den eneſte Repræſentant for denne Retning og indtager allerede af den Grund en eiendommelig Plads i vor Literatur. Men det er en overordentlig farlig og ſlibrig Vei, ſom han har betraadt, og det er endnu for tidligt at lykønſke ham med at have valgt den. Hiſtorien er intet Regneſtykke, der lader ſig opgjøre paa den Maade, Friheden ſpiller altid ſin Rolle ved Siden af Nødvendigheden. Ganſke viſt er der en logiſk Sammenhæng i det ſtore og hele, men i Folkenes Udvikling og Skjæbne gjør der ſig gjældende et Sammenſtød af utallige og uberegnelige Faktorer. De givne Kjendsgjerninger maa paa ingen Maade behandles ſom en oplyſende Exempelſamling til et allerede færdigt Schema, tvertimod, de maa alle ſtuderes og betragtes med den ſamme Opmærkſomhed, og førſt af et ſaadant Studium tør Reſultaterne fremgaa, ifald de ſkulle gjøre Fordring paa objektiv Sandhed og blivende Værd og ikke maatte nøie ſig med at være Aandrigheder for Dagen.

Jo mindre det Folk og det Land er, hvis Hiſtorie foreligger H til Behandling,7 deſto farligere bliver den Sarſiſke Methode, thi deſto ſvagere og ſom Følge deraf deſto mere udſat for ydre og tilfældige Paavirkninger vil vedkommende Folk have været. England er Exempel paa en ſtor og mægtig Nation, der menneſkelig talt ſelv har kunnet raade over ſin Skjæbne i en Række af Aarhundreder, og dets Hiſtorie frembyder derfor en Udvikling, i mærkelig Grad fri for fremmed Indflydelſe. Norge er derimod et Exempel juſt i modſat Retning, dets politiſke Selvſtændighed har været tabt, dets nationale været truet med Undergang, og ved de ſtore Overgange, der gjør Epoke i dets Hiſtorie, har Evnen til Selvbeſtemmelſe hyppigſt manglet. Den gamle Unions Stiftelſe, dens Opløsning ved Sveriges Udtræden, Reformationen, den nærmere Forening med Danmark, Enevældets Indførelſe, Begivenhederne i 1814, alt dette kan ganſke viſt hiſtoriſk forklares, men mere ſom Følge af Begivenheder udenfor end indenfor vore egne Grændſer. Det forſtaar ſig, at naturligvis heller ikke Sars vil forſøge at efterviſe alt dette ſom en immanent norſk Proces. Om Reformationen, for hvilken vel Bjørnſon er ene om at give Nordmændene ſelv Æren[4], maa Sars ſelvfølgelig erkjende, at den kom udenfra, ligeſom han jo heller ikke paaſtaar, at Norge ſelv løsrev ſig fra Danmark 1814. Men ikkedeſtomindre gaar han i denne ſin Skizze af vor nyere Hiſtorie meget for vidt i ſit Forſøg paa at paaviſe en logiſk Kontinuitet i Norges Hiſtorie, idet han opſtiller den Sætning, „at hvad der ſkete i 1814 var ligeſaa vel, ſom hvad der ſkete i 1536, et Udſlag af den ſamme, aldrig afbrudte, ſtadig fortſatte Udviklingsgang hos Folket“.

Vi ſkulle ikke opholde os længe ved Sars’s Betragtninger over Norges Forfald i den ſenere Middelalder. Hans patriotiſke Pathos løber her, ſom ellers, idelig af med ham. De toaarlige Møder af Rigsraadet (en kongevalgt Repræſentation af Adelen i Forbindelſe med Rigets i Virkeligheden ligeledes kongevalgte Biſkoper) ſammenlignes med de treaarlige Storthing! Naar dette Rigsraad ikke forlanger Oprettelſen af et eget norſk Univerſitet[5], (hvad dengang vilde være ligeſaa utænkeligt, ſom f. Ex. at oprette et norſk Akademi for de ſkjønne Kunſter i 1814), da finder han heri en „national Abdication“ oſv.

I hans Ræſonnement fremkommer der forøvrigt, og det temmelig hyppigt, Paaſtande, der ſkulde ſynes at ſtaa i ligefrem Modſætning med den „poſitive“ Filoſofi, for hvis Tilhænger Forfatteren ellers gjelder og vil gjelde Det er ſaaledes nu indſeet af alle Hiſtorikere, at hvad Norge i Unionstiden fornemmelig ſavnede, var et Ariſtokrati, der kunde maale ſig med de to andre Rigers og navnlig formaa, ſaaledes ſom Sveriges Adel gjorde det, at ſtille ſig i Spidſen for en Selvſtændighedskamp. Heri er ikke Sars uenig, men hvad han paa ingen Maade vil vide af, er den af os andre anerkjendte Sandhed, at det norſke Ariſtokratis Svaghed havde ſin Grund i, at Norge dengang endnu mere end nu var et fattigt Land. I ſin Afhandling om „Norge under i Foreningen med Danmark“ havde han endnu lagt en betydelig Vegt paa de materielle Betingelſer for et Samfunds Trivſel og Beſtaaen, men her ſkyder han derimod disſe Henſyn utilbørligt tilſide og drives derved til at opſtille ubevislige og i ſig ſelv urimelige Paaſtande. Norge, heder det, var oprindelig „det meſt ariſtokratiſke Land i Norden“ (en Doktrin, ſom visſelig tiltrænger Bevis), det havde en „talrig (?) Kreds af Storætter“, „for dette Ariſtokrati havde Rigdom ikke ſaameget at betyde“ (?), „en god Æt nød lige ſtor Anſeelſe og øvede lige megen Indflydelſe, om den end var fattig“ (?) oſv.

Dette vil Sars (S. 9) beviſe af Sagaerne, men vi maa tilſtaa, at vor Sagalæsning har lært os noget andet. Vi kunne ikke ſkjønne rettere, end at Sagaerne lære os at kjende et norſk Ariſtokrati, ſom førſt gjennem Sørøveri og dernæſt gjennem Handel ſaa ivrigt ſtræbte efter jordiſk Gods, at dette umuligt kan have været det af en ſaa underordnet Betydning, ſom det nu paaſtaaes. At Ariſtokratiet opgav ſin Handelsvirkſomhed, ſkede ifølge Sars (S. 3) „ikke ſaameget ifølge Hanſeaternes Konkurranſe, ſom ifølge en raadende Opinion“. En ſlig Paaſtand er ſaa urimelig, at den næſten ikke fortjener Gjendrivelſe. „Opinionen“ havde ſikkerlig ikke mere hindret de norſke Stormænd i at drive Fiſkehandel, end den hindrede deres danſke Standsfæller i at drive Studehandel, og det var udentvivl netop Hanſeaternes Kapitalſtyrke og fagmæsſige Dygtighed ſom Kjøbmænd, der lidt efter lidt berøvede vore egne Stormænd denne Indtægtskilde. En anden Sag er det, at Hanſeaternes Optræden i Norge neppe har ſkadet, ſnarere endog gavnet Menigmand langs Kyſten, der herved fik et ſikrere Marked for ſine Varer. Heri tro vi at være enige med Sars og ſætte Pris paa at være det.

Derefter taler Sars om „uhyre Jordegodſer, ſom vilde have afgivet et tilſtrækkeligt økonomiſk Grundlag for en talrig og mægtig Adel“, og ſom i det fjortende og femtende Aarhundrede ſamledes paa en enkelt Haand[6] (S. 13). Men naar han ſaa kort efter bemærker, at disſe ſamme „uhyre“ Eiendomme gik over i fremmed Adels Beſiddelſe og tjente ſom Grundlag for dens Herredømme“, ſlaar han ſelv ſin Paaſtand om de „uhyre“ Eiendomme ihjel, thi ſom Sars ypperlig ved, var den indvandrede danſke Adel, der arvede de uddøende norſke Slægter, altid (naar en eneſte Mand, Jens Bjelke, undtages) baade faatallig og fattig i Sammenligning med ſine Frænder i Danmark ſelv, og det vel at mærke, uagtet de „uhyre“ Eiendomme i det ſextende Aarhundrede, netop ſamtidig med deres Overgang i danſke Hænder, voxte umaadeligt i Værdi formedelſt Trælaſthandelens Opkomſt. Tingen er den, at de „uhyre“ Eiendomme havde en ſaa ringe Leieværdi, at de ikke vare iſtand til at ſkabe rige Jorddrotter, men det er en Sandhed, ſom ikke pasſer i Sars’s Syſtem. Ved paa denne Maade at bortſe fra Kjendsgjerninger er det, at Sars faar ud, „at Evnen til at forſvare Landet havde været rundelig nok, ſaafremt ikke Villien havde manglet“, og her anbringer han, idet han næſten bliver ſentimental, endog det Citat af Bjørnſon: „Her er Sædejord nok, her er Sommerſol nok, bare vi, bare vi havde Kjærlighed nok“ oſv.

Idet Prof. Sars nu gaar videre, maa han viſtnok erkjende, at i 1536 „ſyntes Sjelen i det norſke Samfundslegeme at være udſlukket“, men, tilføier han, „Nationer dø ikke“, — „ſom Madame Staël ſiger“. Han ſer da med Stolthed i Norges gamle nationale Hiſtorie den Kraft, der har opretholdt Nationens Liv. Naturligvis ere vi her forſaavidt enige med ham, ſom ogſaa vi tillægge de hiſtoriſke Minder en overordentlig Betydning, men vi kunne ikke gaa videre end til at erkjende, at det var dem, der gjorde en ny norſk Hiſtorie mulig. At ſikre den vilde de ikke have formaaet. Thi trods Madame Staëls Forſikring kunne Nationer dø, og da naturligvis iſær ſmaa Nationer. Og paa Reformationstiden — det tør man trygt ſige — vare Nordmændene uden Sammenligning Europas mindſte og ſvageſte Nation.

Norge var, naar der ſkal tales alvorligt, i det ſextende, ja endnu i det ſyttende Aarhundrede udſat for ſtørre Farer, end man almindeligvis betænker. De, der i vore Dage behage ſig i Godtkjøbs-Deklamationer over „Danſketidens“ Ulykker, bør nok tilſidſt indrømme, at der kunde have hændt os meget værre Ting, end de, der bleve en Følge af Grevefeiden. Midt under Norges Ulykker var det nemlig en uvurderlig Lykke, at Norge helt og ubeſkaaret blev den danſke Konges Bytte og undgik f. Ex. at blive delt mellem Sverige og Danmark. Dette kunde meget let være ſkeet allerede paa Reformationstiden, om Guſtav Vaſa havde ſiddet faſtere paa Thronen i ſit eget Rige, og denne Konge har ſom bekjendt ſelv udtalt, at det alene var Omſtændighederne, ſom hindrede ham i at gribe efter Norge. I Syvaarskrigen var hele det Nordenfjeldſke en Tid i ſvenſk Beſiddelſe, og det ſkyldtes visſelig kun Erik den fjortendes og hans Hærføreres Uduelighed og Uklogſkab, at det blev vundet tilbage. En Deling af vort Land kunde ogſaa ſenere have foregaaet gjennem ſmaa, men fortſatte Afſtaaelſer til Sverige. Og dette ſidſte er noget mere end en Tanke, thi en ſaadan ſukcesſiv Opløsningsproces var virkelig engang ſat i Gang, ja havde for et Øieblik antaget ſtore Dimenſioner. I 1645 afſtodes Jemtland og Herjedalen, af hvilke Landſkaber det førſtnævnte dog unegtelig allerede før var halv forſvenſket og det andet en kun lidet befolket Fjeldbygd. Men man kan ſaameget mere priſe Norges Lykke, da det ſlap ſaa billigt i Brømſebrofreden og undgik at bære det hele Offer, naar man ved, at den danſke Adel var meget forbitret over, at ogſaa danſke Landſkaber ſkulde afſtaaes, og lod ſig forlyde med, „at derſom Kongen vil give de Svenſke noget bort til Fredens tractat, da ſkal han give noget bort af Norge, ſom hører ham ſelv til, og ikke af vores.“[7] I 1658 afſtodes det ſtore og vigtige Bohuslen, en af Norges folkerigeſte og bedſte Provinſer, omtrent ſvarende til to af vore nuværende Amter. Et Par Menneſkealdre efter var i dette Landſkab, der dog havde været fuldſtændig norſk, ſaagodtſom al Erindring borte om det gamle Moderland; thi Carl den ellevte var en Meſter i at amalgamere. Samtidig med Bohuslen var endog hele Throndhjems Stiſt afſtaaet. Det er ikke rimeligt, at den norſke Nationalitet ſkulde have holdt bedre Stand her end den danſke i de meget folkerigere ſkaanſke Provinſer, fra hvis Kyſt man jo endog daglig har den fordums Hovedſtad, Kjøbenhavn, for ſine Øine. Hvilken uhyre Svækkelſe ſkulde ikke Tabet af Throndhjems Stift have voldet Norge, og hvor lidet ſandſynligt maatte det være, at Sverige, naar baade Bohuslen og Thrøndelagen vare indlemmede og forſvenſkede, ikke ſkulde fortſætte ſine Annexioner for omſider at tage ogſaa den ſidſte Levning? Vi fik imidlertid Thrøndelagen tilbage, og det er ſandt, at vore Landsmænd ved denne Leilighed viſte ſig kjække, men Stiftet var dog efter al Rimelighed for beſtandig forblevet ved Sverige, om ikke Carl Guſtav ſelv havde været uklog nok til at bryde Freden i Roskilde. Hvad der ogſaa kom Norge tilgode, var den Omſtændighed, at Sverige i ſin Stormagtstid mere havde Blikket henvendt paa Erobringer hinſides Øſterſøen end paa ſin egen Halvø. Havde det ſamlet ſin Kraft til det Maal at forene hele denne, ſaaledes ſom Johan Gyllenſtjerna ſynes at have ønſket det, vilde det udentvivl have formaaet at gjennemføre en ſaadan Politik.

Dette er triſte Betragtninger, men Hiſtorien kan ikke undlade at anſtille dem, og det lader ſig ikke afviſe, at en ſaadan Lemlæſtelſe kunde være foregaaet. At benegte Muligheden heraf vilde neppe være meget forſtandigere end den formaſtelige Ytring, ſom man har hørt af danſke Grundtvigianere, „at Gud ikke kan undvære Danmark“.

Ved en ſaadan langſom Opgaaen i Sverige gjennem Afſtaaelſe af det ene Landſkab efter det andet vilde hele Norge tilſidſt være blevet, hvad Bohuslen virkelig er. Men ogſaa, om vort Fædreland helt og paa engang var blevet forbundet med Sverige i det ſextende Aarhundrede, vil det let indſees, at dette vilde havt ganſke andre Følger, end den ſtedfundne Forening med Danmark kunde medføre. Reformationen, indført fra Sverige, ſvenſk Prædiken i enhver norſk Kirke, ſvenſke Bibler og ſvenſke Skoler, Upſala Svenſkes og Norſkes fælles Univerſitet! Enhver fordomsfri Betragter føler uden nærmere Paavisning, hvorledes det vilde have gaaet, om ſvenſk Sprog havde faaet Indgang ſom Kirke-, Literatur- og Forretningsſprog her i Landet paa den Tid, da vort Folk, for at bruge Aſchehougs træffende Udtryk, „var ifærd med at nedſynke til en Stamme“. Naar man kjender det nære ethnografiſke og ſproglige Slægtſkab, der uimodſigelig raader iſær mellem Norges bedſte og rigeſte Dele og de tilſtødende ſvenſke, er det let at forſtaa, hvilke Betingelſer for en Sammenſmeltning her havde været tilſtede, om den var bleven forſøgt dengang. Og tænker man ſig ſaa Nordmændene ſom Deltagere i Trediveaarskrigen og alle Sveriges øvrige Bedrifter i dets Stormagtstid, og en Plads paa det ſvenſke Riddarhus ſom Maalet for hver ærgjerrig norſk Krigers Stræben, er det let at indſe, at her vilde have været knyttet Baand, endnu ſtærkere end mellem Engelſkmænd og Skotter, hvilke ikke ere fuldt overensſtemmende hverken i Herkomſt eller i Religion, med andre Ord ſaa ſtærke, at ſelv Gjenoplivelſen af den gamle norſke Hiſtorie vilde være kommen for ſent til at ſprænge den.

Dette, at Norge i ſin Afmagts Dage i det væſentlige undgik at ſønderlemmes, og at det forenedes med et Land, hvis geografiſke Fjernhed og naturlige Forſkjellighed fra vort allerede lagde beſtemte Hindringer i Veien for en fuldſtændig Amalgamation, dette er den ſande Grund til, at der nu beſtaar to ſelvſtændige Stater paa den ſkandinaviſke Halvø.

Under Foreningen med Danmark bleve Nordmændene delagtiggjorte i dette Lands aandelige Udvikling, uden at de ſelv bleve danſke. Det førſte Fremſkridt var Reformationen ſelv, og i Følge med den kom Humanismen. Dennes Betydning er ikke kjendt og kan ikke engang ret forſtaaes af den ſtore Mængde, men den blev ligefuldt meget følgerig. Den er det egentlig, der — her ſom andenſteds — igjen vakte Hiſtorien tillive. Ogſaa i Danmark var, trods dette Lands mægtige Stilling i Norden, den hiſtoriſke Interesſe næſten uddød. Selv en Margretes overlegne Perſonlighed og ſtore Bedrifter fremkaldte ingen Hiſtorieſkriver, ja endog Nationalverket, Saxos prægtige Hiſtorie, var i Begyndelſen af det ſextende Aarhundrede ſaa ſjeldent, at Chriſtiern Pederſen kun med ſtor Møie opdrev det Exemplar, hvorefter Trykningen fandt Sted. Det ſtod altſaa i den Henſeende ikke bedre til der end i Norge. Men Klasſikernes Studium vakte overalt i Europas Lande fornyet Interesſe for Nationalhiſtorien. I Norden ſpores den førſte Virkning af den humaniſtiſke Strøm i Sverige, der allerede i det femtende Aarhundrede fik ſin Ericus Olai og i den næſte Generation de to Brødre Johannes og Olaus Magnus. Saa kom Danmark, og tilſidſt Norge. Halvard Gunnarsſøn (hvem man med Urette ſom ofteſt glemmer, fordi hans hiſtoriſke Arbeider ere ſkrevne paa Latin) er en ligefrem Humaniſt, men ogſaa Biſkop Jens Nilsſøn, Abſalon Pedersſøn og Peder Clausſøn have aabenbart modtaget ſine Impulſer gjennem den ſamme frugtbare og belivende Vækkelſe. Men det forſtaar ſig, at man ikke maa overdrive Betydningen af dette Tilløb til en hiſtoriſk Renaisſance. Den frembragte hos os kun et Par Beſkrivelſer af Landet og nogle Overſættelſer af Sagaerne, ja meget heraf kom endog til at henligge utrykt. Faa kunde og vilde dengang læſe, og det hele blev ſaaledes kun en førſte Begyndelſe. Det ſiges og gjentages viſtnok i mange Skrifter, at Peder Clausſøns Overſættelſe af Snorre har øvet en ſtor og almindelig Indflydelſe endog paa Bønderne, men at dette er en ſtor Overdrivelſe, viſer ſig allerede deraf, at førſte Oplag af denne Bog udkom 1633, andet førſt 1757. Det blev kun en ganſke liden Minoritet, hvis Fædrelandsfølelſe blev vakt eller næret gjennem disſe Sagaer, og til at danne et Værn mod de Farer, vi ovenfor have paapeget, vilde dette endnu have været aldeles utilſtrækkeligt.


IV.

„Hvad der ſkede i 1814, var, ligeſaavel ſom hvad der ſkede i 1536, et Udſlag af den ſamme, aldrig afbrudte, ſtadig fortſatte Udviklingsgang hos Folket“.

Saaledes fortæller Profesſor Sars. Vi tro noget andet. Vi mene, at hvad der i 1814 ſatte vore Landsmænd iſtand til at opnaa en ſelvſtændig politiſk Tilværelſe, nærmeſt ſkyldtes de Inſtitutioner, ſom til Folkets Bedſte, men uden dets Fortjeneſte, vare blevne grundlagte i Tiden efter 1536, og den Opdragelſe, ſom Folket derved i det ſamme Tidsrum vel havde modtaget, men ikke givet eller kunnet give ſig ſelv.

I 1536 møde vi en ſyg og faldefærdig katholſk Kirke, et Rigsraad, der havde ſprængt ſig ſelv, og ſom det ikke engang havde ſtaaet i Chriſtian den tredies Magt at fornye ved nationale Elementer, om han end havde villet det, ingen Hær, ingen Flaade, ingen Statskasſe, knapt Latinſkoler, ikke en Tanke om andre Undervisningsanſtalter, en forglemt og for de fleſte uforſtaaelig gammel Literatur, men ikke mindſte Spor af en ny, et forældet Retsvæſen og en mislig Retspleie, paa det halvtydſke Bergen nær neppe en virkelig Kjøbſtad, altſaa heller ingen Borgerſtand, en Befolkning (i det nuværende Norge) af neppe ſtort mere end 300,000 Bønder uden Almenaand og med ringe Nationalbevidſthed.

I 1814 er Billedet blevet et andet. Overalt ſees Spor af, at Landet gjennem en Række af Slægter havde havt en Regjering, der havde virket, om ikke glimrende, ſaa dog jevnt og ſikkert. Norge havde nu et Kirkeſamfund, der neppe ſtod tilbage for andre proteſtantiſke Landes, og Hans Hauges ofte overvurderede, men altid mærkelige Optræden havde netop godtgjort, at den for det meſte indfødte Geiſtligheds Arbeide var trængt dybt ned i Menighederne; thi ellers vilde ikke ſaadanne Lægprædikanter have kunnet udgaa af disſe. Man havde en forholdsvis meget betydelig Hær af kjække og vel opøvede Soldater, et ordnet Skattevæſen, Poſtvæſen og Veivæſen, tidsmæsſigt indrettede, om end ikke mange, lærde Skoler, ja endog et begyndende Univerſitet. Literaturen var bleven en Magt i Samfundet, og ikke faa Landsmænd havde vundet et Navn ſom Forfattere. Lovgivningen havde undergaaet henſigtsmæsſige Reformer, og Landet havde faaet en videnſkabelig dannet civil Embedsſtand, hvis fleſte Medlemmer forlængſt vare Nordmænd af Fødſel. Nye Næringsveie vare aabnede, og Byernes Antal og Folkemængde forøget til det mangedobbelte. Hanſeaterne vare fortrængte, og en norſk, men tildels i deres Skole oplært Handelsſtand havde dannet ſig og indtil for faa Aar ſiden været forholdsvis rig og mægtig. En egen Stand af ſøfarende var opſtaaet, for en væſentlig Del oplært i hollandſk og engelſk Tjeneſte. Landets Befolkning var ſiden 1660 fordoblet fra 450,000 til 900,000, og inden den talrigſte Samfundsklasſe, Bønderne, var ſaavel Selveiendom ſom Velſtand og Oplysning ſtadig blevet mere og mere udbredt.

Hvad ſiger nu Sars om alt dette i ſit „hiſtoriſke“ Skrift? Meget deraf ignorerer han ganſke, deriblandt naturligvis førſt og fremſt hvad der angaar Kirken. End ikke Hauge bliver nævnt, og dog vil Sars ikke kunne negte, at Haugianismen er den eneſte Bondebevægelſe i den hele lange Foreningstid, der var af en aandelig Natur og ikke hidrørte fra Misfornøielſe med Skatter og Embedsſportler.[8] Nogle Sider af det, vi have ſammenſtillet, blive vel berørte, men uden at Forfatteren ſynes at ville erindre ſig, paa hvilken Maade vedkommende Inſtitutioner ere blevne til eller Reformerne have fundet Sted. Det er, ſom vare de komne der af ſig ſelv, og ſom om „Folket“ i 1814 naturligvis havde dem ved Haanden ligeſom Guds Veir og Nordenvind.

Vi faa ſaaledes fra Sars ganſke viſt høre meget ſtærke Lovtaler om de norſke Bønders Tapperhed fra den Tid af, at en Armee oprettedes, men det falder ikke Forf. ind at betænke, at denne Armee ikke er noget „Udſlag af Folkets Udviklingsgang“, og at den aldrig vilde have kommet til at exiſtere, derſom man ſkulde have ventet paa „Folkets“ egen Erkjendelſe af dens Nødvendighed og frivillige Opofrelſer for at ſkabe den. Og dog er det let at forſtaa, at uden denne af den danſke Regjering oprettede, oprindelig af indkaldte Fremmede organiſerede og opexercerede Hær vilde Frihedsverket i 1814 været en Umulighed og ethvert Forſøg paa at gjennemføre det en Latterlighed.

Med Henſyn til Lovgivningen gaar Sars ſaa vidt, at han ikke alene lukker Øinene for de Fordele, ſom Reformerne bragte os, men endog for ramme Alvor ſynes at mene, at det havde været det bedſte, om Chriſtian den femtes norſke Lov aldrig var given, men Magnus Lagabøters (gjennem Chriſtian den fjerdes Overſættelſe) var bleven ſtaaende. „I den værſte Fornedrelſes Periode havde Norge dog beholdt ſin egen nationale Lovgivning, men herpaa blev der gjort en Ende ved Enevoldsregjeringen“ (S. 90). Altſaa hellere ligefremme juridiſke Fosſilier, naar de blot vare norſke, end en tidsmæsſig Lovgivning i Overensſtemmelſe med Danmarks og Europas! Vi ſkulle ikke ſpilde Ord paa en ſaadan Forblindelſe, men alene minde om, at danſk Lov allerede længe før Chriſtian den femte havde vundet Indgang af ſig ſelv gjennem Praxis, fordi den norſke viſte ſig ubrugelig. Dette er Ting, ſom vore Retshiſtorikere for længe ſiden have paaviſt, og ſom Profesſor Sars maatte have erindret, om han havde tællet til tyve, førend han gav ſine Lidenſkaber Luft. I bedſte Overensſtemmelſe med den citerede Ytring ſtaar det forreſten, at Lovgivningen efter Chriſtian den femte ikke omtales med et Ord, ſkjønt den dog bragte ſaa mange Forbedringer i vore Tilſtande og Vilkaar.

Den ſamme Miskjendelſe gjenfinde vi med Henſyn til Embedsſtanden. Der findes intetſteds i Bogen paaviſt, hvorledes denne Stand, der i 1536 næſten ikke exiſterede, efterhaanden var opſtaaet og udviklet. Man faar f. Ex. intet at vide om Sorenſkriverembedets Oprindelſe, og Sars anſer det maaſke nu (hvad der vilde være et Sideſtykke til hans Opfatning af Forholdet mellem de gamle og nye Love) for et Tilbageſkridt, at Sorenſkriveren traadte i Stedet for det udlevede Lagrette. Ligeſaalidt erfare vi om Oprettelſen af Overlagthingene eller om Herredagene og deres Afløsning ved Overhofretten, heller ikke et Ord om den vigtige Omregulering af Domſtolene i Slutningen af forrige Aarhundrede. Med Henſyn til det adminiſtrative Embedsverk iagttages den ſamme Taushed. Lenenes Overgang til Amter, hvorved egentlig førſt Grunden lagdes til en virkelig Lokalſtyrelſe, alt ſaadant glemmes. Det er noget trivielt, men, ſom det ſynes, dog nødvendigt, at minde om, at denne Embedsſtand ikke var falden ned fra Himmelen, og at det derfor i en „hiſtoriſk Indledning til Grundloven“ nok kunde have været Umagen værd at dvæle lidt ved dens Hiſtorie, iſær da det nu engang ikke lader ſig beſtride, at Grundloven uden Embedsmændene ikke engang vilde være kommen paa Papiret. Den forudſatte ſtuderede Embedsmænd ſom Koncipiſter, ſom Folkerepræſentanter og ſom konſtitutionelle Miniſtre. Uden en Armee lod Forfatningen ſig ikke forſvare, uden Embedsſtanden havde den ikke ladet ſig tænke.

Paa ſamme Maade ogſaa i andre Henſeender. Man faar høre om de norſke Digtere i forrige Aarhundrede og om det norſke Selſkab. Da dette er Sager, der kildre Nationalfølelſen, er Forf. her bred og giver navnlig en udførligere Skildring af J. N. Brun (i hvilken karakteriſtiſk nok det, der var denne mægtige Perſonligheds Alpha og Omega, hans varme religiøſe Tro, fremſtilles ſom idel Bornerthed). Ogſaa vor Skjønliteratur omtales altſaa førſt paa et allerede fremſkredet Trin, og da, ſom om den var opſtaaet af ſig ſelv, medens man intet faar at vide om, hvorfra dens Spirer ere komne, og hvorledes de have ſkudt Rod i Norge. Det ſamme gjælder Univerſitetsſagen. De gamle og velbekjendte Klager over, at den danſke Regjering ſaa ſent gik ind paa at opfylde Nationalønſket, gjentages naturligvis. Men det vigtigſte i en „hiſtoriſk Indledning til Grundloven“ er dog nok den Kjendsgjerning at et ſaadant Nationalønſke overhoved var vakt, og vakt for Alvor. Dette var det, ſom det kom an paa. Saaſnart Nordmændene (hvilket her vil ſige Norges Embedsſtand og Borgerſtand) for Alvor ſatte ſig en høiere videnſkabelig Inſtitution ſom Maal for ſine Beſtræbelſer og vare villige til at opofre noget for at naa det, havde de nemlig betraadt den rette Vei til Selvſtændigheden, ja vare egentlig komne et godt Stykke frem paa den. Men hvorledes vare de naaede frem til et ſaadant Standpunkts Sikkert ikke gjennem den Sarſiſke „aldrig afbrudte, ſtadig fortſatte Udviklingsgang hos Folket“, men ſimpelt hen formedelſt de Studier, ſom vor Embedsſtand havde gjort udenfor Norge, fornemmelig i Kjøbenhavn, i Forening med ſine danſke Brødre. Ret betegnende for Sars er det, at han af de Danſkes og Nordmændenes gamle akademiſke Samliv fortrinsvis fremhæver Slagsmaalene paa Univerſitetstrappen og deslige i Virkeligheden temmelig ubetydelige Rivninger, ligeſom han overhoved i den hele Foreningstid ſtedſe dvæler ved Modſætningerne, men overſer Samarbeidet. For ham er nemlig Hovedſagen kun norſk Særfølelſe og norſk Oppoſition. Det er vel nok, at ogſaa den har ſin Betydning, men mon det ikke for Norge førſt og fremſt kom an paa at delagtiggjøres i de aandelige Goder, ſom det ſelv ſavnede og ikke var iſtand til ved egen Kraft at ſkaffe ſig? Mon man ikke førſt trængte til noget at opponere mod, førend Oppoſitionen kunde blive mulig, end ſige fornuftig og berettiget? Men atter her overſees, at de Goder, til hvilke Foreningen med Danmark aabnede Norge Adgang paa en Tid, da vort Fædreland befandt ſig i det dybeſte Forfald og ſaa at ſige var blevet en Ærens effeta, maatte indføres udenfra gjennem et langt og haardt Arbeide og førſt efter Menneſkealdre vare iſtand til at yde hjemlige Frugter.

Idet han undervurderer eller helt ud glemmer de elementære Sandheder, ſom vi her og tidligere have maattet bringe i Erindring, vender Sars enſidig Blikket mod Almuen Betingelſerne for vor Selvſtændighed ere i hans Tanker at ſøge hos denne. Det er ſandt, at konſtitutionelt Statsliv kræver vigtige Forudſætninger hos Bønderne og det fornemmelig i de tre nordiſke Riger (ſom bekjendt næſten de eneſte, hvor Bonden ſpiller nogen virkelig politiſk Rolle). Intet er visſere, end at det er en Hovedfaktor i vor Hiſtorie, at Bønderne hos os til Gjengjæld for (men rigtignok ogſaa paa Grund af) ſin Jords Fattigdom bevarede den perſonlige Frihed og tildels ogſaa den Selveiendom, ſom de i de, fleſte andre Lande havde tabt. Sars vilde derfor være i ſin gode Ret, ifald han havde nøiet ſig med at kræve denne Kjendsgjerning taget i tilbørlig Betragtning. Men han gaar meget videre. Endnu høiere end Bondefriheden ſelv ſynes han at anſlaa den Begeiſtring, ſom denne vakte, dengang da man førſt ret blev opmærkſom paa, at den var til. Som bekjendt bleve de norſke Bønder, i hvem man tidligere neppe havde ſeet ſtort mere end en Almue, der kunde beſkattes og udſkrives, i forrige Aarhundrede Gjenſtand for høirøſtet Enthuſiasme og Hyldeſt, fordi man i hin af Rousſeau ſtærkt paavirkede Tid mellem Norges Fjelde mente at finde de frie, uſkyldige og lykkelige Naturens Børn, ſom man ellers forgjæves maatte lede efter, og ſom mindſt lod ſig opdage i Danmark, hvor Bonden var ufri. Denne Begeiſtring for „de gjæve Odelsbønder, Arvtagerne efter det prude Sagaold“, anſer Sars for „Sjelen i vor politiſke Hiſtorie ligefra da og til denne Dag“. Andre have ſom bekjendt kaldt denne Begeiſtring en Bondeforgudelſe. Sars optager ſelv dette Udtryk.


V.

Hele Norges nyere politiſke Udvikling daterer altſaa Profesſor Sars fra en enthuſiaſtiſk Opmærkſomhed, en „Forgudelſe“, for hvilken vore Bønder ſkulle være blevne Gjenſtand i Chriſtian den ſyvendes Dage. Denne Stemning ſkal efter hans Mening have holdt ſig gjennem den følgende Tid. Den ſkal have bevirket, at Eidsvoldsgrundloven nedlagde en ſaa ſtor Magt i Bøndernes Hænder.

Den Begeiſtring, hvorom her er Tale, var dog kun et Modeſværmeri af en følſom, æſthetiſk Natur, og derfor hverken dyb eller varig. Hvad man „forgudede“ var et uklart Ideal af „Klippelandet“ og dets „ufordærvede“, „troſkyldige“ Sønner, hvem ingen faldt paa at tildele nogen Rolle udenfor deres egne „paradiſiſke“ Dale. Disſe Følelſer have efterladt ſig et karakteriſtiſk Mindesmærke i Fredensborg Slotshave, hvor man i „Nordmandsdalen“ endnu ſer et lidet ethnografiſk Muſeum af Bønder i ſaakaldet Nationaldragt fra Norges forſkjellige Egne, ligeſom ogſaa Thomas Thaarup i „Høſtgildet“ har faaet anbragt en Nordmand, hvem han lader tale i Dialekt. Det er derimod en betydelig Overdrivelſe, naar Sars fortæller os, at „man overalt hos norſke og danſke Forfattere fra de ſidſte Decennier af det attende Aarhundrede møder Lovprisning af Odelsretten og den norſke Bondeſtand“.

Hvad for det førſte Odelsretten angaar, har den i Danmark ſom ofteſt været misforſtaaet, endog af Juriſterne, blandt dem af en Mand ſom Stampe, og vi kunne derhos, om det forlanges, tjene Profesſor Sars med en temmelig lang Liſte baade af Forfattere, ſom have ſkrevet imod den, og af ſagkyndige Mænd, der have arbeidet paa dens Ophævelſe. Allerede før 1771 var der indhentet Erklæringer om, hvorvidt Odelsretten ſkulde bibeholdes, og af disſe gik Halvparten ud paa at forlange den afſkaffet. Sars kan ikke være uvidende om, at det var Nordmanden Chriſtian Colbjørnſen, der forfattede Forordningen af 5te April 1811, hvorved Odelsrettens fuldkomne Ophævelſe ſkulde forberedes, og at J. Chr. Berg, hvem endnu ingen har beſkyldt for Mangel paa Patriotisme, ikke ſtod alene, naar han omtrent ſamtidig ſkrev, at „Odelsretten ſkader Jordbrugets Opkomſt, befordrer Skovenes Ruin, nærer privat Had og Avind, fremmer Immoralitet, kort afſtedkommer ſligt Onde, ſom ſlet Politik ikke alene mægtede“. Sibbern udtaler derfor i ſin Dagbog med fuld Føie ſin Forundring over, at Odelsretten fik ſaamange Venner paa Eidsvold, ligeſom Nicolai Wergeland i ſine „Fortrolige Breve“ omtaler ſaadanne Ytringen ſom at „man har hørt Odelsretten her i Rigsforſamlingen kaldes den forhadte Landeplage for det norſke Folk.“

Heller ikke er den ovenomtalte Enthuſiasme for Norges Bønder i den Grad fremtrædende i Literaturen, ſom Sars paaſtaar. Af danſke Forfattere fremhæver han ſelv Tyge Rothe, hvem han i den Anledning udnævner til „Danmarks maaſke meſt agtede Tænker og Videnſkabsmand“[9] paa ſin Tid. Rothe havde imidlertid, ſaavidt os bekjendt, aldrig ſeet Norge for ſine Øine og kjendte altſaa egentlig intet til dets Bønder, hvorfor hans Udtalelſer ikke have noget at betyde[10], ikke at tale om det pudſerlige Indtryk, Rothe overhoved maa gjøre i Egenſkab af Bondeven, naar man ved, at han, der ſelv var Godseier, havde Ord for i ſæregen Grad at plage ſine Bønder. Selv hos norſke Forfattere gik Beundringen for Bønderne ikke ſaa vidt, ſom Prof. Sars vil have, og hos de yngſte af Fællesliteraturens Digtere hører man lidet eller intet om dem. Den franſke Revolution bidrog ikke til at ſtemme Sindene idylliſk, og de ſtore Begivenheder, den medførte, vendte Iagttagernes Tanker udad. Sars har forreſten ſelv afkræftet ſin hele Paaſtand ved at erkjende, at Nordmændene egentlig kun ſværmede for Bonden, medens de ſtuderede i Kjøbenhavn, altſaa paa Afſtand, og at „Ilden ſomofteſt ſluknede“, naar de vare komne hjem til Norge, det vil ſige, naar de ſom modne Mænd lærte Virkeligheden at kjende. Han har ſelv da tilſidſt ein Fornemmelſe af ſin Paaſtands luftige Beſkaffenhed.

Hvad der beherſkede Rigsforſalmlingen i 1814, var derimod Revolutionens Frihedsideer, hvorfor ogſaa den franſke Konſtitution af 1791 kom til at øve en ſaa ſtor Indflydelſe ved Affattelſen af vor Grundlov. Ganſke paa ſamme Maade gik det til, at fornyede Revolutionsbevægelſer i Frankrige bidroge til at give den danſke Grundlov den Skikkelſe, ſom den fik i 1849. Hos os ſom i.Danmark opſtilledes derfor demokratiſke Valgprinciper, og da maatte det efter de nordiſke Landes hele Forhold blive en nødvendig Følge, at Bønderne ſom det talrigſte Element i Befolkningen ogſaa bleve det talrigſte i Repræſentationen, ſaaſnart de bleve ſig ſin Magt bevidſte. Det vilde være ſaare interesſant at ſe, hvorledes Prof. Sars vilde bære ſig ad, ifald han ſkulde ſkrive en „hiſtoriſk Indledning“ til den danſke Grundlov og forklare, hvad der ſkede i Danmark i 1848 og 1849. Vilde han være ſine Principer tro, maatte han vel forſøge at ſe ogſaa Danmarks Forfatning ſom „et Udſlag af en aldrig afbrudt, ſtedſe fortſat Udviklingsgang hos Folket“. Men aabenbart maatte han da opfinde en anden „Hypotheſe“ end den, han har givet tilbedſte for Norges Vedkommende, thi hvor ſtor Frihed han end kan tillade ſig ligeoverfor de hiſtoriſke Kjendsgjerninger, lod det ſig dog ikke gjøre at paaviſe Jeppe paa Bjerget’s Forgudelſe eller at forklare den danſke Forfatning ſom et „Udſlag“ af Træheſten. Det ſikre er da, ſom Danmarks Exempel viſer, at et Bondedemokrati er gjennemført og altſaa kan gjennemføres uden foregaaende „Bondeforgudelſe“. Det er da ogſaa hos os, ſom hos vore Frænder, gjennemført under Indflydelſe af de ſtore europæiſke Begivenheder.

Med temmelig ſtor Tryghed kan man ogſaa ſige, at derſom Affattelſen af Norges Grundlov var bleven udſat til nogle faa Aar efter 1814 og den danſke til nogle faa Aar efter 1848, vilde ingen af de to Forfatninger have undgaaet at paavirkes af de imidlertid indtraadte reaktionære Bevægelſer og ſom Følge heraf heller ikke nogen af dem være bleven bygget paa de liberale Grundſætninger, hvorpaa de kom til at hvile, fordi de bleve til, førend Reaktionen gjorde ſig gjeldende.

Sars, der med ſaa ſtor Udførlighed taler om det norſke Selſkabs Digtere, har ingen Plads for Biſkop Gunnerus’s Fortjeneſter af Fædrelandets Videnſkabelighed eller for det mærkelige Tidens Tegn, at Norges Hiſtorie paa ſamme Tid i Gerhard Schøning for førſte Gang fik en Dyrker, der helt helligede den ſit Liv. Ligeſaalidt ſom det af disſe to Mænd ſtiftede Selſkab i Throndhjem nævnes det patriotiſke Selſkab i Chriſtiania, der dog var et ſmukt Vidnesbyrd om en vaagnende Almenaand. Paa ſamme Maade overſees det af Frederik Moltke ſtiftede topografiſke Selſkab, der ligeledes havde ſit Sæde i Chriſtiania og udfoldede en ſtor Virkſomhed i national Retning. Alt dette har dog mindre at betyde i Sammenligning med endnu meget vigtigere Ting, der hos Profesſor Sars maa glimre ved ſin Fraværelſe.

Der er nemlig i denne ſære Bog ingen Plads for Hovedbegivenhederne i de kritiſke Aar 1807—1813. Man faar høre en ubillig Anklage mod Frederik den ſjette, hvem Forfatteren — uden at tage ringeſte Henſyn til Prof. E. Holms her uundværlige Verk: „Danmark-Norges udenrigſke Hiſtorie fra 1791 til 1807“ — beſkylder for med frit Valg, og til Norges Skade at have allieret ſig med Frankrige, medens Sandheden er, at han netop havde ønſket at forbinde ſig med England, men hindredes deri af denne Magt ſelv. Derimod faar man intet høre om den norſke Regjeringskommisſion, der dog blev en ſaa betydningsfuld Forberedelſe til en ſelvſtændig Styrelſe, intet om Grev Herman Wedel-Jarlsbergs ſtore og mærkelige Planer, intet om Chriſtian Auguſt, og ſaagodtſom intet om Selſkabet for Norges Vel, der dog optraadte paa Fædrelandets Vegne med en Myndighed og en Driſtighed, ſom tidligere havde været utænkelig.[11] I en Indledning til vor Grundlov bliver det endog fortiet, at en fri Forfatning var paatænkt af Grev Wedel og hans Venner allerede i 1809, en Kjendsgjerning der har en ſaa ſtor Betydning for det endelige Udfald af Begivenhederne i 1814. Grunden til, at alt dette ignoreres, er dog ikke vanſkeligt at fatte. Den lader ſig tilſyne paa flere Steder i Bogen, f. Ex. S. 135, hvor det heder, at „Hadet mod Sverige var en altfor væſentlig Ingrediens i Nordmændenes Nationalfølelſe til, at de kunde ville opnaa noget ved ſvenſk Hjælp eller ved en Tilſlutning til Svenſkerne“. Uden her at indlade os paa at drøfte denne Paaſtands ſtørre eller mindre Berettigelſe, tør vi nok ſige, at Sars’s egen Patriotisme og Hiſtorik neppe ſelv er fri for lignende Ingredienſer.

Medens Profesſor Sars ſaaledes bortſer fra alt det, der gjør de ſidſte Aar af Foreningstiden med Danmark til nogle af de indholdsrigeſte i Norges Hiſtorie, er der andre Sider af hin Tid, ved hvilke han dvæler. Han bliver begeiſtret ved at omtale den økonomiſke Nød, der var en Følge af Krigen, medens de forudgaaende Neutralitetsaars blomſtrende Næringsveie volder ham den heftigſte Ærgrelſe, ja endog lader ham ſtemple Tidens Hiſtorieſkriver, Jacob Aall, i hvem vi andre ere gammeldagſe nok til at ſe en af vore ædleſte Mænd, ſom en borneret „Spidsborger“. Jacob Aall tiltrænger ikke vort Forſvar mod Profesſor Sars’s Beſkyldninger for „Høker-Opfatning“, men Sars’s Omtale af Tiden er for karakteriſtiſk til, at den her kan forbigaaes. Det falder ſlet ikke Sars ind at betænke, at det netop var de fordelagtige Handelsaar, ſom ſatte Nationen iſtand til at udholde de følgende Trængſler, ſom den gjorde det. Han finder, at de gode Aar kun bragte „dundrende Kalaſer og koſtbare Silketøier til Kjøbmændenes Madamer“, ja, han tror, at Nationen før 1807 formedelſt „Materialisme og egennyttig Smaahedsaand“ ikke havde „villet“ yde nogetſomhelſt patriotiſk Offer, ſærlig ikke villet bidrage til et Univerſitets Oprettelſe. Han glemmer her, at Univerſitetsbeſtræbelſerne efter de kraftige, men forgjæves Forſøg, ſom der omkring 1794 vare gjorte for at gjennemføre dem, havde mødt et ſaa beſtemt Afſlag hos Regjeringen, at man havde tabt Modet til at gjentage dem. Havde dette med noget Haab om Fremgang kunnet ſke, da vilde udentvivl Norges Rigmænd (navnlig de øſtlandſke) med Bernt Anker i Spidſen ikke holdt ſig tilbage. Denne Mand havde ſom bekjendt i 1794 været villig til at kjøbe og til Univerſitetet ſkjænke Suhms fyrſtelige Bogſamling, og overhoved er hans ſtorartede Mæcenatvirkſomhed en faktiſk Proteſt imod Sars’s Karakteriſtik af hans Samtid. Endog i det dengang ubetydelige Stavanger kaldte en Kjøbmand et af ſine Skibe „Det norſke Akademi“, et Tegn til, at han neppe havde lukket ſin Pung om der dengang havde været Haab om at faa et Univerſitet. Gjennemſer man „Norſke Stiftelſer“ for hine Aar, vil man ogſaa finde adſkillige Gaver, og det ikke alene teſtamentariſke (i Almindelighed i „velgjørende“ og kirkelige Øiemed), der ingenlunde vidne om Smaalighed og ſneverhjertet Tænkemaade.

Men, ſiger Prof. Sars (S. 172) — „i Misvæxtens, Barkebrødſpisningens, Blokadens, den ødelagte Handels Tider grundlagde Nationen ved egne Midler Univerſitetet“. Meget ſandt, men hvad maa her forſtaaes ved „Nationen“? Mon ikke for den aller væſentligſte Del netop den Stand, hvis Aand Sars nogle Sider ovenfor (S. 167) har karakteriſeret ſom „ifølge ſit Væſen egoiſtiſk, materialiſtiſk, utilbøielig til at vurdere andre Goder end dem, man kan tage og føle paa“ oſv.? Det var Handelsſtanden (iſær den øſtlandſke) i Forbindelſe med Embedsſtanden, forſaavidt dennes Vilkaar tillod den at være med, medens „Nationens“ Flertal holdt ſig tilbage. Og blandt Giverne indtage de „Skibsredere fra Tønsberg til Arendal“, ſom paa et andet Sted (S. 191) forhaanes, en meget fremtrædende Plads, hvorom et Blik paa denne Sags Aktſtykker tilſtrækkelig vil overbeviſe enhver. Derimod indeholde Akterne omtrent intet om Landdiſtrikternes Deltagelſe i „Nationens“ Opofrelſer, og hvad der vides derom, er ikke engang værd at nævne. Men der er endnu nogle Bemærkninger at gjøre ved Sars’s Fremſtilling af Univerſitetsſagen. For det førſte var det ikke blot af ſin „Fattigdom“, at Grosſerere ſamt Gods- og Jernverkseiere („Nationen“) ydede ſine Bidrag til Univerſitetet, thi disſe Ydelſer bleve tildels kun mulige ved den indbringende, af Sars ikke nævnte Licencefart. For det andet tager Sars betydelig feil, naar han fortæller, at Subſkriptionen til Univerſitetet var ſaa rigelig, „at det, man bad Landsſaderen om, tilſidſt kun var at tillade Nordmændene at oprette et Univerſitet af egne Midler“. Tvertimod, de ſubſkriberede Midler vare vel i og for ſig ſelv, iſær for Øſtlandets Vedkommende, meget reſpektable, men ingenlunde tilſtrækkelige, og der maatte ſtrax Tilſkud til ogſaa fra Statens Side. Alene Sorø Akademi ydede her hele 50,000 Spd., vel at mærke ikke i ſlette Papirpenge, men i rede Sølv. Den indkomne norſke Subſkription, der omſider blev anvendt ſom et Bidrag til Opførelſen af Univerſitetets nuværende Bygninger, udgjorde tilſammen 75,773 Sølvſpecier. For det tredie var den Mand, ſom mere end nogen anden kan ſiges at have ſkaffet Norge Univerſitetet, ingen anden end den af Sars helſt glemte Grev Herman Wedel-Jarlsberg. Regjeringen havde villet afſpiſe Norge med en ſaakaldet „akademiſk Læreanſtalt for Uſtuderede“, der ſkulde ſættes i Forbindelſe med Bergſeminariet paa Kongsberg, men Greven ſatte igjennem, at Landet fik et virkeligt Univerſitet i Chriſtiania.

Man ſkulde, mener Sars, ikke have antaget Konventionen i Moſs. Man ſkulde have kjæmpet med Svenſken til ſidſte Mand. „En Krig, hvori alle Samfundsklasſer havde taget lige Del“, vilde være bleven det „bedſte Foreningsbaand mellem de to Samfund, hvori Folket var delt“ oſv. „Frihedens og Selvſtændighedens ydre Form vilde være blevet bedre“, det vil formodentlig ſige, at den i hans Tanker ſkadelige Forening med Sverige ſkulde være undgaaet. Idet Sars ſkal beregne en ſaadan Krigs rimelige Udfald, tager han, ſom man af det ovenſtaaende kan ſlutte, ikke meget Henſyn til Norges udtømte og hjelpeløſe Tilſtand. „Folkets Offervillighed“ havde, mener han, jevnet alle ſaadanne Vanſkeligheder. Han glemmer, hvor liden Pris „Folket“ i de førſte Aar endnu ſatte paa Friheden. Endog Ole Haagenſtad, den af Henrik Wergeland ſaa lovpriſte Bondehøvding, ytrede i 1815 paa ſelve Storthinget i Anledning af Diæterne, „at man maatte vogte ſig for at ſætte Staten i for ſtor Bekoſtning da Folket ellers let kunde finde denne Regjeringsform for koſtbar og igjen ønſke ſig Enevoldsmagten“. Det er ſandt, at det i 1814 førſt og fremſt gjaldt noget mere end den konſtitutionelle Frihed, thi det gjaldt den nationale Selvſtændighed, men ſaa maa man ogſaa huſke, at Forſvaret af den ſidſte koſtede mere end nogle Diæter, at Foreningens Fordele vare ſtore, at Carl Johan var en Perſonlighed, der uvilkaarlig indtog, naar man lærte ham at kjende, og at han ikke kom for at undertvinge Folket, men allerede længe før Kielerfreden havde været fuldt beſtemt paa at indrømme det Rettigheder, ſom det allerede havde kjendt under den forrige Forening. Medens Sars, ſaalænge det gjelder Norge, fra ſit ophøiede Standpunkt ganſke overſer alle proſaiſke og økonomiſke Henſyn, har han — og dette er ligefrem morſomt — ſtrax Øie for deres Betydning, naar det gjelder Sverige. Ikke alene udfinder han, at den ſvenſke Hær (ſom juſt havde været med i Tydſkland mod Napoleon) „neppe var mere krigsvant, end den norſke“, men han fortæller endog, at Sverige „ſavnede Penge“. Alene Nordmænd kunne nemlig føre Krig uden Penge! Enhver ved dog, for at tale alvorligt, at Sverige havde Kredit, men Norge ikke. Endnu flere Aar efter 1814 var det, ſom bekjendt, yderſt vanſkeligt at ſkaffe Norge et lidet Statslaan, og Grev Wedel maatte i den Anledning finde ſig i Afſlag hos den ene Pengejøde efter den anden, tildels endog taale deres ſpydige Hentydninger til Grundlovens § 2. Sars fortæller os videre, at „Europas legitime Fyrſtehuſe ſaa med Uvillie paa Carl Johan og ønſkede at faa ham ſtyrtet“. Hiſtorien derimod fortæller, at fire Stormagter ſendte Geſanter til Norge for paa det eftertrykkeligſte at formane Chriſtian Frederik til at trække ſig tilbage og Nordmændene til at nedlægge Vaaben og modtage Carl Johan. Men ſæt for et Øieblik, at de „legitime Fyrſtehuſe“ havde villet bryde alle ſine Løfter til Sverige og dets Kronprinds, hvad ſaa? Rimeligvis vilde de, juſt ſom „legitime Fyrſtehuſe“, have gjengivet Norge til dets gamle Konge, Frederik den ſjette, men i ethvert Fald vilde Norges demokratiſke Grundlov være bleven kasſeret, om den hellige Alliances Hovedmagter for Alvor havde kommet til at gribe ind i Norges Anliggender.

Prof. Sars’s Skrift afſluttes med nogle Penneſtrøg om vor politiſke Udvikling efter 1814. Han har beſtridt eller ſøgt at bortræſonnere Embedsmændenes Fortjeneſter af Grundlovens Tilblivelſe, men maa dog her indrømme, at det var dem, der bevirkede, at Forfatningen ikke kom til at undergaa de Forandringer, ſom dels dens „Fader“, Chriſtian Magnus Falſen, dels Kong Carl Johan havde bragt i Forſlag. Kongens Grundlovsforſlag benævnes „Stormløb“, uden at der dog gjøres mindſte Forſøg paa at paaviſe, at nogetſomhelſt ukonſtitutionelt Middel blev anvendt for at gjennemføre dem. Forf. glemmer ogſaa at oplyſe, hvilke Benævnelſer de Attentater paa at forandre vor Forfatning og Statsſkik kunde fortjene, ſom for Øieblikket gjøres fra den radikale Side. Som man kunde vente, har han under ſin Omtale heller ikke et Ord om den Fare, hvorfor Selvſtændigheden var udſat i Aaret 1821, hvis ikke netop Kong Carl Johan havde gjort alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at afværge den og til vor Lykke været heldig i disſe ſine Beſtræbelſer. Enhver, der kjender en Smule til vor nyere Hiſtorie, ved dog, hvorhen det ſandſynligvis vilde have ført, hvis ikke Storthinget i det nævnte Aar ved Kongens Foreſtillinger omſider havde ladet ſig overbeviſe om, at ikke alene Ære og Pligt, men Henſyn til ſelve Statens Beſtaaen bød det at bevilge det forholdsvis ringe Beløb, hvortil Statsraad Holſts kloge Underhandlinger havde faaet Norges Andel af den danſke Statsgjeld reduceret.

Paa ſidſte Side pranger Johan Sverdrup ſom den norſke Bondeſtands Mand. Hiſtorien vil neppe komme til at betegne ham ſaaledes, der har havt ſaa ſtor en Andel i den tragikomiſke Afſlutning af „Bondeforgudelſens“ Saga, ſom vi i disſe Dage have oplevet.

Vi have i det foregaaende gjennemgaaet væſentlige Punkter af Prof. Sars’s Bog, men endnu langtfra ikke fremſat alle de Indſigelſer, hvortil denne giver rig Anledning, eller paapeget alle de Vildfarelſer, hvori Forfatteren gjør ſig ſkyldig. Skulde dette være ſkeet, vilde vor Proteſt let have kommet til i Omfang at kappes med det recenſerede Skrift. Saameget er imidlertid, det tør vi antage, fremlagt, at en fordomsfri Læſer vil indſe, at Prof. Sars har forſøgt at bruge den Videnſkab, der ſkulde mere end nogen anden danne et Værn mod politiſke Fordomme, til end yderligere at forøge den Begrebsforvirring, hvorunder en ſaa ſtor Del af vor Samtid for Øieblikket lider, idet den, iſtedenfor at takke Forſynet for mere end to Menneſkealdres Fred og Lykke, hengiver ſig til formaſteligt Hovmod og utopiſke Daarſkaber. For det Anſvar, der er forbundet med et ſaadant Forfatterſkab, ſynes Sars ſelv at være blind. Ros, høirøſtet Bifald kan „Flagmanden og Hiſtorikeren“ være ſikker paa at høſte i den radikale Presſe, af Bjørnſtjerne Bjørnſon, paa Folkemøder, i „Samtalelag“ og i lignende Kredſe. Men hos kyndige Mænd i Nordens tre Riger vil Dommen være en anden. De ville beklage, at en Bog ſom nærværende er ſkreven af en Mand med Profesſor Sars’s oprindelige Talent og literære Fortid.


  1. Norſk Tidsſkrift for Videnſkab og Literatur, udgivet af Chr. Lange. I. (1847) S. 248.
  2. Dette var dengang den nokſom bekjendte Blekingebonde Olaf Håkansſon, der ſtundom, for at bruge Malmſtrøms Ord, „med fullkomlig opartiskhet tog penningar af både Englands och Frankrikes sändebud“.
  3. To Foredrag om Skandinavisme og Norſkhed. S. 31, 38.
  4. Se hans Digt „Til Johan Sverdrup“, hvor det heder:

    Så da for Luther blod det galdt
    I Nord et gærde bare falt,
    Ti folkets tænkning stod der alt,

    men ſelv Bjørnſon har — et ſjeldent Exempel — bagefter indſeet, at dette var for galt, og i anden Udgave af ſine Digte udſlettet den ſidſt citerede Linie.
  5. Det kan her erindres, at endog de to nye Univerſiteter i Upſala og Kjøbenhavn vare høiſt ubetydelige Stiftelſer, ja at det ſvenſke Univerſitet ikke engang traadte i fuld Virkſomhed og meget ſnart opløſtes, for førſt over 100 Aar ſenere (1593) at blive en virkelig akademiſk Inſtitution. I Sars’s Sted vilde vi, iſtedenfor at klage over, at man ikke tænkte paa det umulige, hellere med Anerkjendelſe erindre det Tilløb til dog at forbedre de latinſke Skoler, ſom den videnſkabeligt interesſerede Erkebiſkop Olaf var ifærd med 1533 (Danſke kirkehiſtoriſke Saml. 3. R. I. S. 507 flg.).
  6. Som Exempel paa de „uhyre Beſiddelſer“ bruger Sars Fru Gyrdvild Fadersdatters unegtelig udſtrakte Gods, men naar han ſaa ſiger, at dette kun var en Trediepart af Hr. Sigurd Jonsſøns Eiendomme, glemmer han den virkelige Sammenhæng. Fru Gyrvhild havde nemlig ikke alene arvet ſin Oldefader, Hr. Alf Knutsſøns Part af Sigurd Jonsſøns Efterladenſkab, men tillige ſin rige Oldemoder, Fru Magnhilds mange og ſtore Gaarde, hvortil kom, at disſe hendes Oldeforældre i et langt Liv og under ſærdeles heldige Betingelſer havde benyttet enhver Leilighed til at ſammenſkrabe Jordegods, noget, ſom endnu godtgjøres ved utallige Diplomer.
  7. Nye danſke Magazin. VI. S. 213.
  8. Allerede paa Eidsvold og ved det overordentlige Storthing havde adſkillige Haugianere været Repræſentanter. Den religiøſe Vækkelſe var ſomofteſt Forløberen for den politiſke Interesſe. Ligeledes gik det i Danmark, hvor f. Ex. den bekjendte J. A. Hanſen ingenlunde var den eneſte, der begyndte ſom Pietiſt.
  9. Videnſkabens Dom om Tyge Rothe pleier ſom bekjendt være en ganſke anden og har fundet et Udtryk hos N. M. Peterſen, der (Bidrag til den danſke Literaturs Hiſtorie, 2den udg. V. 2, S. 3) kalder ham „en affekteret, forſkruet Skribent, hvis Skrifter i Længden ingen kan holde ud at læſe, ſom ogſaa den Gang faa læſte og nu ingen“. — I ſine bindſtærke hiſtoriſke Verker, hvilke dog af Hiſtorikerne ikke anerkjendes ſom Hiſtorie, men, ſaaledes ſom hos N. M. Peterſen, anviſes Plads mellem „filoſofiſk“ Ræſonnement, gik forøvrigt ogſaa Rothe ud fra „Hypotheſer“, og, ſom hans lærde Samtidige, Abraham Kall, ſagde, „lempede han ſine Reſultater efter de forudfattede Meninger, han vilde finde Hjemmel for i Kilderne“.
  10. Vi ville ikke forholde Læſeren en Prøve raa Rothes Fraſer om Norge. For Kronprindſen foreſlog han en Reiſeplan i følgende Ord: „Fra Fladſtrand ſeiler Frederik i 10 Timer til Norge, drager frem, bliver ei i ødſelt, halvt vanartet Chriſtiania, men om blandt Folket, ind i nogle Bøigder til Thelemarken, gjør det i et Par Uger, ſeiler hjem igjen. O Gud! Hvilken Handling, hvilken Ære, hvilken Velſignelſe, hvilket ſtolt Rygte!“
  11. „Dette Selſkab foretog ſig Tid efter anden mange økonomiſke Foranſtaltninger, tildels uden at ſpørge Regjeringen om Tilladelſe, og en Nordmand, Etatsraad Tønder-Lund, hørte jeg ſelv ſige, at Selſkabet havde grebet ind i Kongens Suverænitetsrettigheder paa en ſaadan Maade, ſom faa Aar tidligere næſten vilde have ſtemplet Ophavsmændene ſom Forrædere eller Oprørere, men ſom man nu maatte lade hengaa aldeles upaaagtet“. (Werlauffs Erindringer i Danſk hiſt. Tidsſkrift, 4de R., B. 4). Werlauff har her i ſin høie Alderdom gjort ſig ſkyldig i en Unøiagtighed, thi N. Tønder-Lund var druknet paa Overreiſen til Norge allerede før Selſkabet ſtiftedes, men de anførte Ord ere dog fuldt ſtemmende med den Opfatning, ſom den danſke Enevoldsregjering fra ſit Standpunkt maatte have af hvad der foregik i Norge.