Hopp til innhold

Om Hov og Stavkirker

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Blandt de forfattere, som har fremstillet hovbygningen og dens indretning, maa R. Keyser[1] vistnok antages at have løst opgaven bedst. Baade behandler han gjennemgaaende emnet med saadan udførlighed, som kilderne tillade, og næsten overalt gjør han de rette synsmaader gjeldende. Imidlertid tror jeg, at bygningen vil faa et mere individuelt præg ved en dybere granskning af kilderne og ved de slutninger i teknisk retning, som deraf kan uddrages. Det vil da formentlig ogsaa vise sig, at der savnes tilstrækkelig grund for flere ej de anskuelser, som i senere aar har været fremsatte paa dette felt, og for de derpaa byggede hypotheser.

Angaaende kilderne kan det i almindelighed bemærkes, at næsten alle de beretninger, vi har om hovene, først er forfattede længe efter hedendommens ophør og derfor maa behandles med forsigtighed. De udførligste forefindes i Eyrbyggja og Kjalnesinga saga.

I den første saga fortælles (kap. 4), at høvdingen Thorolf Mostrarskegg, inden han flyttede over til Island, rev ned det Thorshov paa Moster, som han havde forestaaet. Han tog med sig det meste af tømmeret, de saakaldte öndvegessuler eller de to støtter, som stod ved hver sin side af det fornemste høisæde (andvegi), og mulden under den stall eller forhøining hvorpaa Thors billede havde staaet. Da han fik Island i sigte, kastede han efter vanlig skik öndvegessulerne overbord, og hvor disse drev i land, reiste han med det medbragte tømmer, og rimeligvis i samme form som det forrige, et nyt hov. Dette „var et stort hus. Der var dør paa sidevæggen[2] nær den ene ende; der indenfor (d. v. s. længer inde i rummet end der, hvor døren var) stod öndvegessulerne, og i disse var nagler, som kaldtes gudenagler (reginnaglar). Inderst i hovet var et rum (hús) med den lignelse, som sanghuset nu har i kirker, og i dette stod en stall midt paa gulvet som et alter. Paa dette laa en ring uden sammenføining (mótlaus) af to øres vægt: ved denne skulde alle eder aflægges, og den skulde hovgoden eller hovstyreren have paa sin haand (eller arm) ved alle sammenkomster. Paa stallen skulde ogsaa staa en offerblodsbolle (hlautbolli). Rundt om stallen var gudebillederne ordnede i afhuset (det inderste rum).“ Hvad der skal forstaaes ved de ovennævnte „gudenagler“, der kun omtales paa dette ene sted, bliver vel fremdeles en gaade.

I Kjalnesinga saga (kap. 2) siges, at den islandske høvding Thorgrim, søn af nordmanden Helge Bjola, var en stor blotmand (hedning), og at han i tunet paa sin gaard Kjalarnes lod reise et „stort“ hov. „Det var 100 fod langt og 60 fod bredt, og Thor blev der mest hædret. Det var i sit inderste rum (þar var gjört af innar)[3] rundt (kringlótt)[4] som en hue, og var overalt behængt med tæpper (alþjalðað) og glugget (forsynet med lysaabninger). I det indre rum stod Thor i midten, og andre guder ved hver side af ham. Lige fremmenfor Thor stod en stall, gjort med megen kunstfærdighed og ovenpaa dækket (þiljaðr) med jern; derpaa skulde være en ild, som aldrig maatte slukne, og som de kaldte viet ild. Paa stallen skulde ogsaa ligge en stor ring af sølv, som hovgoden skulde have paa haanden (eller armen) ved alle sammenkomster, og ved hvilken alle eder skulde sværges. Paa stallen skulde ogsaa staa en stor kobberbolle“, hvori offerblodet optoges. Bygningen var, som det sees, af træ, idet der, da den var stukket i brand og eieren kom for at redde den, „blev gjort stænger med hager paa, hvormed hovet blev revet fra hinanden (dregit i sundr), saa at man fik fat paa noget af tømmeret“. Dens „tvertræer“ var siden i den skaale, Olaf Jonssøn lod bygge paa Hov.

Foruden disse samlede beretninger findes der hist og her omspredt i forskjellige sagaer enkelte træk, som enten kan styrke, hvad ovenfor tildels er sagt, eller tjene til at udfylde nogle af de der forekommende huller.

I første klasse staar saaledes den bemærkning, at „kor eller gudestuke (goðastúka) var der ved hvert hov; deri var gudebilleder“,[5] og at vedkommende hov var tjældet og glugget,[6] hvilket sidste dog har faaet det urimelige tillæg, at der i det indre ikke nogensteds var skygge, hvad der ogsaa siges[7] om Haakon jarls tempel for Thorgerd hörgabrud paa grund af dets mange „glasglugger“ (?). Endvidere omtales et andet hov paa Island med 100 fods længde,[8] ligeledes høisæder i hovene paa Lade og Syrstrand,[9] tvertræer i vedkommende hov paa Island[10] og kun en dør i hovet paa Mære.[11]

Af nye træk, som vise hovets indretning, kan mærkes, at der flere steder[12] i hovets største eller ydre rum omtales ild midt efter gulvet og derover kjedler, hvori offerkjødet kogtes. Endelig nævnes i hovet paa Lade en dørring,[13] der antoges for at være helt af guld, medens det senere viste sig, at den inderst kun var af kobber. Saadanne dørringe tjente dog ikke alene til prydelse, og de fandtes derfor utvilsomt ved alle hov, siden de, som ogsaa Keyser antyder, var nødvendige for at trække døren efter sig eller lukke den, naar man gik ud, da døren selvfølgelig var til at slaa op indad og der dengang ligesom gjennem hele middelalderen og i mange tilfælde hos os næsten til nutiden ikke kjendtes dørklinker.

Sættes dernæst de anførte enkeltheder i forbindelse med hverandre for at opnaa en forestilling om hovet i sin helhed, vil følgende resultat fremkomme.

Bygningen var, som det sees, af træ, hvad der ogsaa fremgaar af de nedenfor gjengivne beretninger om, at man „brændte“ hov og undertiden brugte „tømmeret“ til opførelse af kirker. Men selv om intet derom var sagt, vilde det dog følge af den ubestridelige sætning, at opførelsen af bygninger af sten og kalk her i landet var ukjendt før kristendommen.

Efter sin form bestod hovet af to udelte rum, et mindre og et større, der gik i flugt med hinanden. Det første dannede et smalere, kortere og følgelig lavere udskud fra det andet, og naar sagaerne for at give læseren en forestilling om dette „afhus“, betegne det med navne, hentede fra kirker (sanghus, kor, gudestuke), saa kan deraf vistnok sluttes, hvad der heller ikke modsiges af andre omstændigheder, at saadant udspring endnu paa sagaernes tid ikke fandtes ved andre bygninger, men kun ved kirker. Dog var denne udbygning i hovet ikke afstængt fra den større del, men aabnede sig mod denne. Dette viser sig i flere tilfælde, hvor vedkommende person strax ved indtrædelsen i hovet faar synet af, hvad der forefindes i det omhandlede rum. I dette var da stallen eller forhøiningen med den viede ild og gudebillederne anbragte i den orden, som ovenfor paavist.

Bygningens større del eller det egentlige hov var saaledes indrettet, at det havde aarer eller ildsteder midt efter gulvet og faste bænke langs væggene, følgelig med fodpal. Paa midten af hver langbænk var et høisæde, og ved hver side af det fornemste høisæde stod en støtte med „gudenagler“. Foden af disse støtter eller öndvegessuler var drevet ned i jorden, medens der paa toppen af dem stod et gudebillede.[14] Heraf følger altsaa, at støtterne ikke, som undertiden antaget, havde nogen konstruktiv betydning, som bærere af tagverket, men at de stode frit.

Det fornemste høisæde maa efter den faste regel have indtaget midten af nordre langbænk,[15] og da døren var længer ude paa den modsatte langside, havde bygningen følgelig retning fra vest til øst, saaledes at afhuset eller det inderste rum dannede bygningens østre ende.

Længden af bygningen angives, som vi har seet, til 100 fod, saaledes at dermed betegnes et stort hov.[16] Naar derimod bredden anføres med 60 fod, maa deri enten være en talfeil eller en vitterlig stor overdrivelse. Vel kan det være rimeligt nok, at der ved hver langside var et skot eller en sval, skjønt saadant ikke nævnes. Men selv om vi tænke os disse svaler bredere end ellers ved andre bygninger, og deres samlede bredde fradrages de angivne 60 fod, vil det mellemliggende rum dog blive alt for bredt. Det maa nemlig lægges mærke til, at dette rum, som vi har seet, og hvad der forresten fulgte af sig selv, altid var forsynet med biter eller tvertræer, og disse kunde ikke overskride en vis længde, naar de skulde opfylde sin hensigt. Denne er som bekjendt at holde langvæggene ud fra hinanden, saa at de ikke tabe sin lodrette stilling under trykket af tagets vægt. Men for at dette skal opnaaes, maa tvertræet være vandret, og hvor mægtigt det end er, vil det dog svigte, naar længden overskrider et vist maal, hvis maximum vel kan sættes til 25 fod.[17]

Som det sees, var begge hovets afdelinger behængte med tæpper og havde glugger. Disse kan dog ei, som nævnt i en saga, have været udfyldte med glas, da dette dengang var ukjendt hos os til saadant brug. Heller ikke tror jeg, at disse lysaabninger kan opfattes som anbragte paa væggen, men maa – hvad heller ikke betydningen af ordet glug modsiger – være at forstaa om aabninger i taget eller ljorer.[18] Ialfald kan saadanne, skjønt de, som vi har seet, ikke nævnes i kilderne ved noget hov, dog ei tænkes borte, saalænge der i bygningen brændte ild paa stallen eller forhøiningen og i det store ydre rum var aarer. Med ljorerne fulgte igjen,fat taget ikke vel kunde belægges med træspaan, – som man desuden dengang sikkert ei kjendte, fordi man ikke havde brug derfor, – men som sedvanlig med torv. Denne krævede et lavt tag, og paa grund heraf kan der ei være tale om saadan konstruktion som i stavkirkernes tagverk, der er beregnet paa en høi reisning. Hovets tag maa derfor sikkert nok have været indrettet paa den maade, som hos os viser sig nedarvet gjennem tiden lige til de yngste røgstuer. Denne tagkonstruktion bestaar af parvis stillede sperrer, som ikke forbindes med hanebjelker, men kun sammennagles i toppen og derhos i sine nederste ender ved hjelp af det saakaldte naamtrod,[19] ligesom et laas, fæstes til langvæggenes øverste stok eller den i folkesproget saakaldte raftestok, aalestok eller stavlægje.

Det staar endnu tilbage at bestemme, hvorledes hovbygningens vægge var sammensatte. Men forinden dette paavises, vil det være af interesse at se hen til de forskjellige forekommende trækonstruktioner.

G. Semper siger[20] med hensyn til sammensætningen af vore stavkirkers vægge, saaledes som den sees i Dahls bekjendte verk, „at denne maade (assemblage à grain d’orge), som brugtes paa møbler langt ned i middelalderen,[21] er nær beslægtet med den kinesisk-mongolske“. Paa et andet sted (s. 299–300) ytrer han ligeledes, at denne konstruktion „er den asiatisk-kinesiske og vel ogsaa den, der efter indogermanske bygningstraditioner er at anse som den ældste. Reminiscenser deraf er kjendelige paa stenfasaderne i i Egyptens ældste grave og paa de kaldæiske og assyriske borges mosaikklædte jordvægge“ .... „Foruden stavkonstruktionen gives der egentlig kun to andre trækonstruktioner, nemlig blokhusbygning (laft) og fagverk (standerverk). Ligesom laftning tilligemed reisverk var egne for skandinaverne, saaledes er i hele vest-Tyskland, det nordlige Frankrige, Belgien, Holland og England fagverket fremherskende og desuden, men paa en noget forskjellig maade, i Tyrol og Kärnthen og overhovedet i de nedre Donauegne“ .... „Laftverket synes i henseende til ælde at gjøre selv reisverket rangen stridig, men er dog mere en teknisk opfindelse af beboerne i de paa naaletræer rige fjeldegne.“

Hos os blev standerverket, som det synes, ikke kjendt før ca. 1590, og vi havde saaledes tidligere kun to slags trækonstruktioner, nemlig laftverk- og reisverk. Laftning træffes første gang ca. 900 efter Kristus i Gokstadskibets gravkammer;[22] dette er ogsaa tilfældet med stavverket, forsaavidt der i det nævnte rum anvendes lodrette planker eller kløvede stokke, nedsatte i en sville med fals. Derimod er plankerne her ikke indfældte i hverandre ved pløining, og heller ikke anvendes hjørnestolper, hvorfor der dog paa grund af omstændighederne ikke kunde være nogen anvendelse. Det kan derfor ikke afgjøres, hvorvidt man allerede dengang kjendte den fuldt udviklede stavkonstruktion, saaledes som den træffes i vore kirker med en sammenhængende, opretstaaende plankevæg, indsat mellem hjørnestolper samt sville nederst og stavlægje oventil.

Som det ovenfor vil sees, indeholdes der i kilderne ikke noget om hovbygningens konstruktionsmaade. Men muligens kunde man i denne henseende støtte sig til et udtryk i de ældre eddadigte. Her bruges nemlig ordet tømre særlig om hov[23] og husebygninger,[24] og da de sidste utvilsomt blev laftede og ordet aldrig anvendes om stavkirker, kunde man deraf ville slutte, at timbra maatte forstaaes om laftverk, og at hovbygningen saaledes var sammensat paa denne maade. Herpaa kan der dog neppe lægges nogen vegt, da ordet paa de anførte steder vel kan tages i betydningen af at opføre bygninger af træ eller vel endog mulig slet hen kun betyder at bygge. Derimod tror jeg, at hvis hovets tagverk var saaledes, som ovenfor antaget, vilde man deraf være berettiget til at slutte, at bygningen var af laft. Størst grund til denne antagelse er der dog i den omstændighed, at hovet havde aabne ildsteder. Thi neppe vil man i saadant tilfælde blandt ordentlige bygninger op igjennem tiderne kunne opdage et eneste exempel paa, at reisverk har været anvendt. Var hovet derimod omgivet af svaler, kan disse meget vel have fremvist den mindre fuldkomne stavkonstruktion, ligesom vi se det nedigjennem tiden ved skaaler, stuebygninger og stabure.

Hvad selve arbeidet ved hovbygningen angaar, har det vistnok ofte været omhyggelig gjort, siden sagaerne[25] bruge saadanne ord om enkelte hov som „fager“, „anselig“, „udstyret med stor bekostning“. Dog indeholdes ikke heri noget, hvoraf der kan fremgaa en forestilling om individuelle enkeltheder. At man hos os allerede ved aaret 900 var udmærket dygtig i træskjæring, derom vidner Gokstadskibet. Men alligevel kan sagaernes anførte epitheta neppe give anledning til at tænke paa „udskjæringer og prydelser, hvorom endnu nogle af de norske trækirker fra 12te–13de aarhundrede kunne tjene til at give os en forestilling“.[26] Som det maa antages, var dragefiguren dengang ukjendt hos os, ligeledes det vegetabile ornament, og det samme gjelder selvfølgelig om kirkernes romanske buer med staver og kapitæler, ja endog hovets dør har mulig i lighed med meget yngre stuebygninger været forholdsvis lav. Til overdrivelser eller rene fabler maa det henregnes, naar en saga[27] fortæller om Haakon jarls hov for Thorgerd hörgabrud, at det indvendig var prydet med indhegninger af guld og sølv, eller naar Adam af Bremen siger, at templet i Upsala „overalt var siret med guld“. Dog kan det mærkes, at trævæggene i Glastonbury’s abbedi i England ved begyndelsen af ilte hundredaar ifølge J. Parker[28] indvendig var dækkede med plader af guld og sølv og udvendig af bly.

Som ovenfor antydet, har professor Dietrichson ved sin forstaaelse af visse udtryk i sagaerne fundet flere ligheder mellem hovbygningen og den kristelige kirke, hvad form og indretning angaar, og dette mener han ogsaa har været tilfældet med hensyn til konstruktion og tagverk, idet han her særlig tænker paa de enskibede stavkirker. Som følge heraf antager han, at det hedenske hov har faaet sin hovedform ved paavirkning fra.udenlandske kirkebygninger. Efter min fremstilling findes derimod, som det vil sees, ingen saadan indbyrdes lighed mellem begge bygninger undtagen i ét punkt, nemlig hvad tilføielsen af hovets smalere og lavere østligste del angaar. Men heraf tør man dog neppe være berettiget til at tænke sig en saadan paavirkning som den anførte, hvorimod denne form naturlig kan forklares af, at de samme hensyn til indretningen fremstillede sig paa begge steder. Naar denne del derimod undtages, viser det sig, at hovet efter min fremstilling ellers overalt, fraregnet dets mangel af forstue og mulig af svalegang, har den største lighed med den verdslige skaalebygning, saaledes som jeg tilforn[29] har søgt at bestemme dens udseende i modsætning til en vis traditionel dansk og islandsk opfatning. Hvad der hos Dietrichson tildels har fremkaldt tanken om saadan paavirkning, er, som han selv bemærker,[29] den indflydelse af kristelige forestillinger, professor S. Bugge i den nyere tid har paavist ved enkelte af eddadigtene. Men forholdet er dog her, som jeg synes, meget forskjelligt fra, hvad der fandt sted ved hovene. Forfatterne af de vedkommende digte havde forladt moderlandet og opholdt sig paa de britiske vestlige øer, omringede af kristelige forestillinger, medens det vanskeligere kan tænkes, at de, der opførte hovbygninger her i landet, kunde hente forbilledet fra kristelige kirker, som de neppe havde havt anledning til at se. Det kan vel nemlig ikke godt antages, at man havde været uden hov lige til forbindelsen med udlandet begyndte gjennem vikingetogene eller henimod slutningen af det 8de hundredaar, og vedtagelsen af hovets senere traditionelle form maa saaledes vistnok have gaaet for sig allerede før den nævnte tid.

Heller ikke tror jeg, at noget hov, saaledes som Keyser, Munch og Dietrichson[30] antage, efter den fornødne kristelige indvielse er gaaet over til en kirke. Keyser[31] bemærker herom, at „kristendommens første udbredere var omhyggelige for at faa enhver saadan bygning ødelagt eller i det mindste omdannet til en kristen kirke“. Munch[32] finder endog „intet rimeligere, end at kirkerne som oftest byggedes lige paa det sted, templet havde staaet; ja at man vel endog, som i England, benyttede tempelbygningen, renset og indviet, til kirkebygning, synes grundet i sagens natur“. Herimod kan dog strax indvendes, at det tør være meget tvilsomt, om forholdet i England var saaledes som antaget paa grund af Gregor den stores instrux af 601 for den blandt Angelsaxerne udsendte missionær Augustin. I denne instrux heder det,[33] „at hvis afgudstemplerne er vel byggede (bene constructa), bør de omdannes fra djævlenes til den sande guds tjeneste“. Men Parker udtaler[34] herom vistnok meget rigtig, at det ikke deraf kan sluttes, at saadanne bygninger virkelig fandtes. Hvorledes imidlertid forholdet end var i England, kan det dog ikke benyttes som bevis for, hvad der foregik i Norge, og det saameget mindre som hele aanden i de norske kongers missionsvirksomhed viste sig meget forskjellig fra, hvad tilfældet var paa hin side af nordsøen. Keyser og Munch har derhos ikke anført noget exempel paa, at et hov er bleven omgjort til kirke, og heller ikke har det været mig muligt at opdage noget saadant. Derimod træffes overalt kun vidner om det modsatte. Saaledes heder det[35] om Erik blodøxes sønner, der var døbte i England, „at da de fik raadighed over Norge (961–965), kunde de ikke faa kristnet folk der i landet, men overalt, hvor de kunde komme til, brød de hovene ned og spildte blotene“. Olaf Trygvessøn lader hovet paa Lade (996) bryde ned og brænde.[36] Vi har ogsaa en, om end vistnok tildels fabelagtig, dog adskillig oplysende fortælling om Olafs forhold ligeover for bonden Svein i det throndhjemske. Efterat kongen forgjæves havde opfordret ham til at lade sig kristne, forklarede hans søn, at grunden til faderens modstand var frygten for, at han, hvis han gik over til kristendommen, vilde blive tvungen til at nedtage det anselige og fagert udstyrede hov, som stod paa hans gaard. Kongen tilsagde da Svein og sønnen, at hovet skulde blive staaende, hvis de lode sig døbe, hvilket ogsaa skede, uden at der er tale om at indrette hovet til kirke.[37] Det berettes endvidere, at kong Olaf i Nidaros havde ladet tiløxe tømmer, som han i 1000 gav islændingerne Gizur hvite og Hjalte Skeggessøn, der førte det med sig til Island og dermed reiste en kirke paa et sted, i hvis nærhed stod et hov, men som da blev nedbrudt.[38] I samme aar fortælles om en drøm, som den helseløse bonde Thorhall paa Knapstad paa Island havde. Han saa kong Olaf komme til sig og love ham bedring, hvis han vilde nedtage gaardens store hov og med tømmeret paa et nærmere angivet sted reise en kirke af saadan størrelse og form, som kongen ridsede op for ham med dopskoen paa sit spyd. Thorhall gik morgenen efter strax i vei med at nedbryde hovet, blev siden døbt og frisknede til, efterat han havde opført kirken, saaledes som foreskrevet, i faderens, sønnens og den hellige aands navn.[39] I samme aar var det og, at kristendommen blev indført paa Island ved forhandlinger paa lovbjerget, og en af de fordringer, som der blev opstillet og vedtaget, var, at „hov og gudebilleder skal være uhellige og nedbrydes“.[40] Endelig kan hertil føies, at blandt de fortjenester, som i en prædiken fra tiden før slutningen af det 12te hundredaar tillægges Olaf den hellige, er ogsaa den, at han „brød ned og brændte hedenske hov og reiste kirker isteden“.[41]

Af disse exempler, som mulig kan forøges med flere lignende, fremgaar altsaa, at hovene enten blev brændte eller nedrevne og deres tømmer i sidste fald undertiden brugt til opførelsen af kirker, dog ikke paa samme, men en anden, om end nærliggende tomt. Ved valget af denne er det da heller ikke sagt, at just det hensyn ubetinget gjorde sig gjeldende, at der i nærheden havde staaet et hov, som bygdens folk var vant til at søge, hvorimod man ligesaa gjerne kan have bestemt sig for denne tomt af samme grund, som havde været raadende ved hovet, nemlig at tomten havde den bekvemmeste beliggenhed for bygdelagets folk.

Er min opfattelse af hovets form væsentlig rigtig, kan der, som allerede berørt, ikke være nogen støtte for den af professor Dietrichson antagne paavirkning af udenlandsk kirkebygning,[42] og da heller ikke for hans mening om, at man her ved opførelsen af de første kirker igjen benyttede hovbygningen som forbillede. Derimod synes jeg alt taler for, at man hos os fik mønsteret for kirkebygningen sammen med kristendommen og fra den samme kant, hvorfra denne nærmest blev indført til Norge.

Inden jeg gaar over til dette spørsmaal, kan det omtales, hvorledes ældre trækirker udenfor Norge vise sig at være beskafne.

Hvad for det første de nuværende ældre trækirker i Rusland og Tyskland angaar, har jeg tilforn[43] udtalt, at de vise sig saa forskjellige fra vore stavkirker, at der ikke vel kan tænkes nogen indbyrdes forbindelse mellem dem. Dette er ogsaa senere styrket ved de iagttagelser, som professor Dietrichson havde anledning til at gjøre paa sin reise i 1884 ved undersøgelse baade af russiske, ungarske, vestslaviske og tyske kirker.[44]

I Danmark omtales St. Albani kirke i Odense 1086[45] med „mange store glasglugger“, der synes noget mistænkeligt. Bygningen var af træ, hvorimod det ikke kan sees, hvorledes den var konstrueret, og dette gjelder ogsaa de øvrige gamle trækirker, som vides at have været i Jylland eller Slesvig. I Trap’s Danmarks beskrivelse udtales den mening, at disse kirker har lignet vore stavkirker, men hvad man i saa henseende støtter sig til, kan neppe begrunde denne mening. Derimod tør det være rimeligt nok, at de, saaledes som J. Kornerup antager,[46] stod nærmere de gamle laftkirker i Sverige.

Af saadanne kjendes kun nogle faa:[47] paa Amneherads Råda[48] i Vermeland, Edshult i Linköping stift, Kalfsvik nær Vexiø. Dog kjendes der i Sverige ogsaa enkelte kirker med umiskjendelig stavkonstruktion, men forresten meget simple. Saaledes var det i 1825 nedrevne Skagens kapel i Undenäs sogn paa Tiveden i Vestergötland opført af svær malmfuru og bestod af 4 „klostolpar“ i hjørnerne, flere korsbjelker mellem dem og 4 „fodträd“ eller sviller nedentil. Væggene dannedes af opretstaaende planker og havde øverst nogle tvertræer, og det spaan1agte tag var indvendig aabent ligetil „kroppåsen“ eller mønsaasen. Kun 3 vinduer fandtes, det ene paa østvæggen, 16ʺ langt, 5ʺ høit, de andre ogsaa ganske smaa paa søndre væg længst mod øst. Paa kirkegaarden var en høi klokkestabel med en liden klokke.[49] Ogsaa ved Pjetteryd i Smaaland var en reisverkskirke og omgivet, som det synes, af svalgang.[50] Endvidere beskriver C. Ljungström[51] Hedaredes kapellags kirke i Elfsborg len, hvilken bevislig i det mindste er ældre end 1506, som „bygget af opretstaaende grove og brede ekeplanker“ med et lidt langagtig firkantet skib og et kvadratformet mindre kor. Endelig var Boddsjö kirke i Jemteland i 1775 en „særdeles reisverksbygning med stolper i hjørnerne og midt paa væggen samt iøvrigt bestaaende af plankeverke“.[52] Ifølge en indskrift var den sandsynligvis opført 1469. Men som bekjendt udgjorde Jemteland en del af Norge ligetil 1645. Ogsaa de øvrige svenske kirker af samme slags er vistnok fremkomne ved en paavirkning fra nabolandet og ikke omvendt.[53]

I den nordligste del af Tyskland omtales et par trækirker i middelalderen. Saaledes blev en Mariekirke i Lübeck af dette materiale indviet 1163,[54] og ligeledes maa den i Hamburg af erkebiskop Ansgar „miro opere“ byggede kirke have været af træ, da den, efterat være ødelagt, opførtes paa ny i 1024 af saadant materiale.[55] Men hvorledes disse kirkers konstruktion var beskaffen, vides ikke.

Mere faa vi høre om den første kirke, Frankernes konge Chlodevig byggede i 496, efterat han var kristnet. Denne blev opført i Strasburg, og derom anfører Pierre Victor[56] følgende med paaberaab af de elsasske annaler. „Man drev ned i jorden tykke træstammer, kløvede (sciés)[57] i midten, paa den maade, at den raa side vendte udad. Disse stammer var af lige høide og stillede tæt ved siden af hverandre og forbundne (liés) sammen; et uhyre tag af straa (chaume) dækkede det hele. Det indre var meget simpelt og bestod af et skib eller en midtgang, to sideskibe og et kor i enden mod øst. Mørk, som alle kirker i hine gamle tider, syntes den at vække andagt og indbyde til bøn.“

Endelig komme vi til Britannien, hvor der nu findes kun én trækirke,[58] i Greenstead i Essex. Den ligger mellem jernbanestationerne Chelmsford og Epping, dog nærmest den sidste og ca. 2,5 km. derfra. Da jeg saa den i 1867, havde den forlængst undergaaet saa stor forandring, at der af den oprindelige bygning ikke fandtes mere tilbage end skibets langvægge, som stod umiddelbart paa et nyere underlag af teglsten; desuden var væggene indvendig dækkede med et nyere panel og en forhal tilføiet paa sydsiden.[59] Disse forandringer var gjort før Morant’s korte beskrivelse,[60] som af nyt kun indeholder den oplysende notis, at kirken var indviet til St. Andrew, men forresten gjentager den ældre beskrivelse af 1748.[61] I denne siges følgende: „Skibet eller hoveddelen (body) af denne kirke, som gjør den saa mærkelig, er helt igjennem sammensat af tykke ekestammer, kløvede og raat tilhuggede paa begge sider. De er stillede lodret og tæt til hverandre, idet de er indsluttede i en sville ved foden og i en stavlægje (plate) ved toppen, hvor de fæstes med trænagler. Dette var alt, som nu er levnet af det oprindelige bygverk, dog meget fortæret og slidt ved tidens længde. Det er 29 fod og 9 tommer langt, 14 fod bredt og 5 fod og 6 tommer høit i siderne, som bar det oprindelige tag“.[62] Hvorvidt plankerne er falsede ind i hinanden, lader sig ikke afgjøre paa grund af den anførte nye indre paneling; det tør ogsaa være tvil underkastet, om den ler eller cement, som nu sees mellem plankerne, er oprindelig. Derimod har hjørnerne fra først af vistnok havt runde stave eller stolper, saaledes som Dietrichson nærmere begrunder.[63] Naar undtages plankernes manglende indfalsning og fæstningen med trænagler, hvilken mulig er tilkommet senere, vilde den oprindelige konstruktion følgelig staa ganske ved siden af vore stavkirkers. Desværre mangler oplysninger om kirkens alder, hvilken dog vistnok gaar op til tiden før Nordmannernes erobring af England (1066). Det er ialfald sikkert nok,[64] at Angelsaxerne overhovedet byggede mest af træ og rimeligvis endnu ved indførelsen af kristendommen (597) udelukkende benyttede saadant materiale, hvilket tildels kan sluttes af, at der viser sig aabenbar efterligning af trækonstruktion paa endnu tilværende gamle angelsaxiske stenbygninger og navnlig Earl Barton’s taarn i Northamptonshire. Vi har ogsaa den bekjendte ytring i et diplom af 974 fra kong Edgar, at kirkerne „var synlig ruinerede med skimlede træspaan og ormædte bord ligetil rafterne.“ Derimod vides intet andet om formerne af de angelsaxiske trækirker end Greensteadkirken viser, men rimeligvis stod de i saa henseende ved siden af stenkirkerne. Disse var ialfald i den ældre tid vistnok mindre bygninger og havde et aflang firkantet skib og et smalere omtrent kvadratisk kor uden halvrund apsis, eller saaledes som den endnu tilværende kirke ved Bradford-on-Avon, der skal skrive sig fra 705.[65]

Alt tyder hen paa, at Angelsaxerne i den her omhandlede retning ligesom i flere andre var paavirkede fra Irland, hvor kristendommen blev indført allerede 422. Der har været uenighed mellem forfatterne om, hvorvidt ogsaa her kirkerne først blev opført af træ, men dette tør vistnok ansees rimeligst, og ialfald kan det ikke modbevises af dem, som hylde den modsatte mening.[66] Alle er ialfald enige om, at ogsaa Irerne for det meste byggede kirker af træ, hvad der i modsætning til romersk skik (mos romanum) eller stenbygning gik under navnet mos Scotorum eller scoticum. Saaledes fortæller Beda,[67] at St. Finian i 652 paa den engelske ø Lindisfarne byggede en kirke, „dog efter Skoternes (d. e. Irernes) maade gjorde han den ikke af sten, men af kløvet ek (de robore secto) og dækket med rør eller siv (harundine)“. Ligeledes fortælles,[68] at den hellige Monena byggede en kirke „efter de skotske (irske) folks skik af tiløxede planker (tabulis dedolatis)“. Irerne havde ogsaa et eget ord „duirtheach“ for en trækirke, hvilket efter Petrie oprindelig betyder et hus af ek. Som støtte herfor paaberaaber han sig blandt andet en legende, der indeholdes i et manuskript om St. Molings liv. Da nemlig den i Irland berømte bygmester Goban forlangte af Moling som løn for opførelsen af en duirtheach at faa denne fyldt med rug, bad den hellige ham om at vende kirkens aabning op, saa skulde den fyldes. Dernæst heder der i det irske manuskript ifølge Petrie’s oversættelse „Goban laid hold of it by both post and ridge, so that he turned the duirtheach upside down, and not a plank of it started from its place, nor did a joint of any of the boards move from the other.“[69] Hertil føier Petrie[70] et irsk vers, hvori den hellige Tighernach beder sin moder om „at hjelpe til og ei være sen med at kløve tømmer med tømmermanden“ for bygningen af en duirtheach. Ihvorvel der nu ved disse træbygninger ikke anføres noget om plankernes indfalsning i hverandre, eller om sviller og stavlægjer, maa dog dette vistnok antages at have været anvendt, og som bestyrkelse paa de omtalte poster eller hjørnestolper kan ogsaa nævnes et andet sted. Det berettes saaledes, at da Ørlyg Hrapssøn i slutningen af det 9de hundredaar drog til Island fra Sudurøerne, hvor han havde været opfostret hos biskop Patrik, medgav denne ham blandt andet kirketømmer og viet jord, som han skulde lægge under den kirkes „hjørnestav“, som han blev paalagt at bygge og hellige til St. Columba, hvilket ogsaa skede.[71]

Hvad formen af de irske trækirker angaar, nævnes der intet om svalgang og heller ikke noget andet, som kunde vise deres udseende, men rimeligvis har de lignet stenkirkerne. Disse var ifølge Petrie af liden udstrækning, sjelden over 80 fod lang, sedvanlig ikke mere end 60 fod. De mindste havde form af en aflang firkant, de større tillige et smalere og kortere kvadratisk kor, men uden halvrundt udspring eller apsis. De var uden himling, dog kan det ikke sees, hvorledes tagverket blev konstrueret, naar det var af træ.

Efter dette rundsyn i udlandet vende vi tilbage til Norge for at se lidt nærmere paa de kirker, som byggedes her i førstningen og indtil den nye religion var fuldstændig grundlagt.

Ifølge Snorres beretning[72] blev de første kirker i Norge opført ca. 950 af Haakon den gode paa Møre, og som det synes var de kun 3 i tallet. Det siges ikke, hvorledes de var beskafne, men da de aaret efter blev „brændt“, maa det antages, at de var træbygninger. Som bekjendt havde Haakon i ca. 8 aar (926–934) været opfostret hos den angelsaxiske kong Adelsten, og det bliver derfor rimeligt, at ligesom de ved kirkerne omtalte prester vistnok var Engelsmænd, saaledes havde man som forbillede ved selve bygningerne ogsaa anvendt den angelsaxiske skik eller stavkonstruktion.

De næste kirker, vi finde omtalt, tilhøre Olaf Trygvessøns tid. Ifølge sagaernes udsagn byggede han flere kirker, men der nævnes særlig kun tre. Den ene var kirken paa Moster. Herom beretter Thjodrek munk[73] – som her er den ældste kilde, da han skrev ca. 1178 –, at Olaf under sin reise fra Irland til Nidaros i 995 først landede paa Moster, „hvor han ogsaa siden [følgelig inden 1000] byggede en kirke, som var den første af alle i Norge.“ Den anden kirke var St. Sunnivas paa Selje, og om denne fortæller Odd munk,[74] – der skrev ca. 1190 og her er den ældste kilde –, at efter mødet paa Dragseid (996) „blev der opført kirke siden ifølge kongens beslutning (at ráðe konungs)“. Spørsmaalet er nu her, om de kirkebygninger eller levninger deraf, som endnu findes paa de nævnte steder, først er opførte senere eller hidrøre fra de samme, som ovenfor nævnes. Det sidste lader sig vistnok ikke bevise, men alligevel kan saameget siges, at der fra selve levningernes side ei er noget til hinder for, at saa kan være tilfældet.[75] Af den første er murene levnede, medens tagverket hidrører fra nyere tid. Af Sunnivakirken[76] findes kun grundvoldsmuren, derunder indbefattet sokkelen, der viser en simpel afskraaning ligesom paa Moster. Begge er uden taarn, ganske smaa, kun ca. 48 fod lange og ca. 18 fod brede paa det bredeste, og fremvise den sedvanligste irske form: et aflang firkantet skib og et smalere og kortere kor uden halvrund apsis. Forøvrigt kan det særlig bemærkes ved Moster kirke, at den fra først af sandsynligvis havde aaben tagstol, hvad den ogsaa endnu fremviser i koret, og ved Sunniva kirken, at der, som hidrørende fra denne, er fundet et stykke,[77] rimeligvis af en lysglug for gavlen ligesom i Moster kirke, men som har den egenhed, at gluggens rundbue er udhugget i selve stenen ligesom i irske kirker.[78]

Den tredje kirke, kong Olaf opførte, var Klemenskirken i Nidaros, der ifølge sagaen[79] grundlagdes høsten 996 og allerede blev færdig med al indredning til jul samme aar. Da den „brændte“ 1015, maa den have været en trækirke, og at den var opført af stavverk, synes der god grund til at antage, naar vi se, hvad der fortælles om den ovennævnte samtidige kirke, hvortil kongen havde givet tømmer, og som blev opsat paa Island. Om denne heder det nemlig,[80] at de omtalte islændinger, efter et ophold paa stedet af 5[81] dage, havde „reist kirkens rammeverk (laup)“, hvad der kun passer paa en bygning med stavkonstruktion og sigter til dens sviller, hjørnestolper og stavlægjer. Dette sted er iøvrigt af særlig interesse, som det eneste, der viser, hvorledes man bar sig ad med opførelsen af det slags bygninger. Thi er den nævnte opfatning af laup rigtig, saa har man først som det sidste arbeide indsat væggenes planker eller þili. Da disse som bekjendt gaa et stykke baade ned i svillen og op i stavlægjen, kunde de selvfølgelig ei indsættes, hvis stavlægjen havde faaet sin endelige fæstning, og denne maa derfor i nærværende tilfælde kun have været midlertidig paalagt, saaledes at den, naar arbeidet skulde fortsættes, først blev fjernet, og efterat vægplankerne var indsatte, igjen lagt over alle plankerne og i begge sine ender drevet ned i den fals, som var beredt i hjørnestolpernes top.

Ogsaa Olaf den hellige byggede flere kirker og, som det heder,[82] endog 1 kirke i hvert fylke, men udtrykkelig nævnes i hans saga som opført af ham kun Mariekirken i Sarpsborg og Klemenskirken i Nidaros. En af disse maa der saaledes vistnok sigtes til, maaske snarest den sidste, medens Munch[83] holder paa den første, naar der i vedkommende saga[84] fortælles om en kirke, som kongen lod opføre. Da denne fortælling, om end maaske noget udsmykket, ikke alene er fornøielig, men ogsaa giver et sjeldent bidrag til den her omhandlede konstruktions historie, kan den fortjene at gjengives i sin helhed. „Den vinter (1026?), heder det, lod kong Olaf gjøre kirke i byen af træ; det hele var anlagt paa en meget stor bygning og omhyggelig gjort. Om vaaren blev det tømmer bragt ombord, som kongen gav Thorkell Eyolfssøn [fra Island], og var det baade stort og godt. En morgen tidlig gik kongen ud med et lidet følge, og han saa da en mand oppe paa den kirke, som stod under arbeide. Kongen kjendte manden; det var Thorkell Eyolfssøn, som tog maal af de største træer, baade biter (tvertræer), stavlægjer og opstandere (uppstøðutrè). Kongen vendte sig da imod ham og sagde: hvad nu Thorkell? agter du derefter at afpasse det kirketømmer, du flytter til Island? Thorkell svarede: sandt er det, herre. Da sagde kongen: hug du 2 alen af paa hvert stortræ, og alligevel vil den kirke blive den største paa Island. Thorkell svarede: tag dit tømmer tilbage, hvis det tykkes dig, at du har givet formeget, men ikke agter jeg ved afhugning at forkorte det med en eneste alen.“ Thorkell kom siden bort ved drukning paa Island, og tømmeret, deriblandt en „hjørnestav“, drev ind paa en ø, som deraf fik navnet Stavø.

Til Olafs tid maatte ogsaa den kirke henføres, som Thorgeir den gamle ifølge løfte til kongen og, som det synes, inden dennes død (1030) opførte paa sin gaard Garmo i Lom.[85] Men om det var den samme kirkebygning, som stod indtil for 4, 5 aar siden, tør være meget tvilsomt. Allerede længe før jeg saa den, i 1855,[86] var den flyttet fra sit oprindelige sted og havde tabt svalgangen og meget andet af de gamle dele, saaledes at af disse kun skibet var igjen med nogle stykker af væggene samt tagverket, der fremviste de sedvanlige former.

Endelig kan her ogsaa nævnes Peterskirken i Nidaros, hvori retseder skulde aflægges. Herom siges[87] det i den ældre Bjarkøret (ialfald ældre end 1150), at dette skulde ske „ved den yderste (d. v. s. vestligste) kirkestav i kirkens sydside paa høire haand, naar man gaar ind.“ Heraf kan dog ikke med sikkerhed sees, om kirken var basilikaformet eller kun enskibet, men det sidste synes rimeligst, og den omtalte stav bliver da bygningens sydvestre hjørnestav.

Førend jeg dernæst gaar over til at omtale stavkirkernes forskjellige hovedformer, vil jeg her berøre den udbredelse, de har havt hos os, og det forhold, de indtog til andre trækirker og til stenkirkerne. I dette øiemed kan her gjentages en statistisk beregning, som jeg gjorde op i 1854.[88] „Af de landskirker“, siges her, „som fandtes i det nuværende Norge paa reformationstiden eller ifølge P. A. Munch’s geografi omtrent 920, er der endnu tilbage, men mere eller mindre forandrede, af sten: 175, af stavverk: 49, tilsammen 224, derimod nedrevne af sten, 41, af reisverk: 155, af laft: 1, tilsammen 197. Der er altsaa omtrent 500 kirker, hvorom oplysning savnes, men om hvilke det sikkert kan antages, at de paa færre undtagelser nær har været stavbygninger“. Som bemærket gjaldt denne oversigt kun landskirker, men der blev ikke nævnt hverken de forudsætninger, hvorfra jeg var gaaet ud ved bestemmelsen af de forskjellige slags kirker, og heller ikke de kjendsgjerninger, hvortil disse forudsætninger støttede sig. Det maa da her oplyses, at jeg til træbygninger henregnede alle kirker, der hverken ved forhaandenværende levninger eller ifølge beretninger var bekjendte som stenkirker, og af træbygningerne igjen forudsatte alle dem som reisverkskirker, der ikke paa grund af omstændighederne maatte henføres til laftkirker.

Disse forudsætninger var støttede til følgende kjendsgjerninger.

For det første opføres der stavkirker endnu i det 15de hundredaar (Stangvik fra 1407, Ullensaker yngre end ca. 1450),[89] medens vi før reformationen kun kjende to[90] kirkelige bygninger af laft, nemlig kapellet i Faaberg fra 1459[91] og den for en menneskealder siden nedrevne kirke paa Fløan i Stjørdalen, hvilken navnlig paa grund af sin usedvanlige konstruktion med sinkenaaver i hjørnerne neppe kunde være meget ældre end ca. 1500.

Dertil kommer, at overalt, hvor der nævnes en forhenværende trækirke enten paa tryk, i manuskript eller ved mundtlig beretning og der tillige antydes noget om dens bygningsmaade, heder det altid, at den var en stavkirke.

Af størst betydning i denne forbindelse maa det dog ansees, at hvor der i vore gamle love omtales brøstfældighed ved trækirker, udtrykkes dette ved, at „kirken gaar i stykker eller hjørnestolperne falde ned“, hvad der følgelig kun passer paa stavbygning.[92]

Ikke mindre vægt frembyder den symbolisering af kirkebygningen og dens dele, som forekommer i middelalderske prædikener fra det 12te hundredaar. Medens hertil i udlandet benyttes stenbygninger, som de der sedvanligste,[93] sigter prædikanten hos os, som grundlag for sin sermon om templets dedikation,[94] paa en enskibet stavkirke og dens enkelte dele, der kunde forudsættes bekjendte for tilhørerne, eller som disse havde lige for sine øine, saa at taleren ligefrem kunde pege paa dem. I denne prædiken faa vi saaledes hele bygningens konstruktion fremstillet i de enkeltheder, som tilhøre stavbygningen med dens sviller, hjørnestolper, vægplanker (þili) og stavlægjer, tvertræer og tagets sperrer og aaser.

Hertil kan føies, at paa vore brakteater fra det 12te hundredaar er det sedvanligst at se kirken repræsenteret med en bygning med spidst taarnopsats og gavlfigurer, aabenbart en stavkirke.[95] Endog paa primstave sees der ved 23de november. Klemetsmesse, udskaaret en saadan kirke.[96]

Endelig maa her anføres den kjendsgjerning, at der i vort gamle sprog ikke træffes noget ord, der særlig betegner en kirke med stavkonstruktion, ligesaalidt som noget ord, der svarer til „røgstue“. Grunden hertil er tydelig nok, at deri sproget ei føltes nogen trang til saadanne ord, saalænge alle trækirker var af reisverk og alle stuebygninger havde aabent ildsted uden skorstenspiber. Endnu i skrifter fra det 16de hundredaars slutning, saaledes navnlig i biskop Jens Nilssøns visitatsberetninger, forekommer der ikke noget eget navn for det her omhandlede slags kirker. Først i det følgende hundredaar og fornemmelig efter dets midte træffes i de daværende kirkebesigtigelser betegnelser for det slags konstruktion. Foruden „stavverk“ eller „reisverk“ møder os saaledes her en sjelden gang, dog kun paa vestlandet og navnlig anvendt om Borgunds kirke i Lærdal, ordet „skjeltreverk“. Dette maa, som ogsaa bemærket af I. Aasen i hans ordbog, antages at staa i forbindelse med skjald (panel) i skjaldþili.

Det tør saaledes paa grund af det anførte sættes som fuldt berettiget, naar der i den gjengivne statistiske oversigt er antaget, at alle de 500 landskirker, hvis konstruktion er ubekjendt, har været af stavverk. Det vil følgelig med andre ord deraf ogsaa kunne sluttes, at alle landets trækirker før reformationen var stavbygninger, naar undtages nogle i antal rent forsvindende kirker, som i den seneste del af middelalderen opførtes med laftkonstruktion. Dog bør det tilføies, at tallet 500 vistnok ikke ubetydelig maa forøges. Thi da kun yderst faa af de til vort hundredaar levnede landskirker turde sættes ældre end ca. 1150, og det ikke er rimeligt, at sognene, naar undtages i enkelte fjeldbygder og andre afsides liggende strøg, ligetil den tid overhovedet var uden kirke, saa havde vistnok de forhaandenværende bygninger havt ældre forgjængere, opførte kort efterat kristendommen var grundlagt.

Dog følger ikke af det anførte, at alle disse forsvundne kirker har været ligesaa haandfaste og omhyggelig udstyrede, som største delen af de til vor tid levnede. Der træffes ialfald flere exempler, som synes at vidne om det modsatte. Saaledes heder det i vedkommende besigtigelser af 1666, at to af kirkerne i Vikedals prestegjeld i Ryfylke[97] kun var sammensatte af staver og „bord“. Ligeledes syntes flere af stavkirkerne paa Søndmøre at høre til det simplere slags, da H. Strøm[98] siger om dem, at „de bestaa af nogle vidt fra hinanden staaende staver, som blot sammenbindes ved endel tverbaand og udenfor beklædes med pløiede og sammenfældte brætter, saa at den hele bygning udvendig, undertiden ogsaa indvendig, maa bestyrkes med store skorder eller skraaliggende tverstykker“.

Derimod har det været gjennemgaaende for vore stavkirker, at de var omgivne af svaler (skot, omgang) og havde aaben tagstol, overalt med samme slags konstruktion; thi der kjendes ikke noget exempel paa det modsatte. Undertiden har man ment, at svalerne paa en eller anden maade stod i forbindelse med gudstjenesten; herimod kan det dog strax indvendes, at i saa fald maatte de ventes ogsaa ved stenkirker, men deraf findes som bekjendt intetsomhelst spor. Hensigten med disse udbygninger, der forresten ogsaa anvendtes paa to eller tre sider af beboelseshuset, var derimod, som tidligere udtalt,[99] sikkert nok at fri bygningens vigtigste led, svillerne, fra at skades af fugtighed, dels ogsaa mulig med det samme at yde bygningen nogen støtte, ihvorvel denne ikke kunde være synderlig virksom, da svalerne forbindes med bygningen paa en saadan maade, at de nærmest maa siges at være hængt paa denne, ikke derimod stræve imod den. Semper[100] anser svalerne med sine smaa arkadeaabninger, der støttes af søiler eller balustre, som et „räumliches motiv“ og nordens ubestridelige eiendom. Han opfatter dem derfor ikke som en efterligning af bysantinske eller romanske arkadegalerier, men antager derimod, at disse, som hyppigst og vel tidligst træffes ved Rhinen og i Lombardiet, er traditioner fra ældre træbygninger af lighed med de norske stavkirker. Det sidste tør dog være meget tvilsomt, da forholdenes natur førte det med sig, at dette slags bygningskunst neppe nogensinde i sydlandene opnaaede saadan udvikling, som hos os, fordi man der meget tidligere anvendte sten som materiale. Forøvrigt sees noget lignende som de ovennævnte saakaldte dverggalerier i den mærkelige stenkirke i Bradford ved Avon i Wiltshire, hvilken ifølge Parker[101] skal hidrøre fra 705. Derimod er det aldeles ubekjendt, om man i England eller Irland overhovedet i træbygninger anvendte saadan svalgang, som vore stavkirker fremvise.

Det andet fællesskab, der som berørt finder sted mellem alle norske stavkirker, er deres tagkonstruktion. Ogsaa her vil jeg udtogsvis gjengive, hvad Semper ytrer i sin bog[102] om saadanne konstruktioner. „Intetsteds, bemærker han saaledes, findes sikker oplysning om den antike, d. e. den græsk-romerske, oprindelse til det synlige sperreverk, hverken paa monumenter eller hos forfatterne. Vi kan derfor betragte de dekorerede tagstole som en middelaldersk opfindelse, eller meget mere som et motiv, der var fremmedt for den antike formkreds. Den, saavidt jeg ved ældste, paa arkitektonisk virkning beregnede tagstol findes i den i det 11te hundredaar opførte domkirke i Messina. De vigtigste og interessanteste, endnu bevarede tagkonstruktioner af det nævnte dekorative slags findes i England, hvor de har holdt sig helt til nutiden eller meget mere igjen blev gjenstand for efterligning Dog er det nordmannisk-engelske tagverk principielt forskjelligt fra det kontinentale. Det sidste slutter sig dog under alle forandringer, som det gjennemgaar, altid i hovedsagen til det antike, græsk-italiske konstruktionssystem, forsaavidt nemlig hvert sperrepar i sine nedre ender fæstes til en strækbjelke (tvertræ) og saaledes forhindres fra at vige ud. Den nordmannisk-engelske sammensætning af taget er derimod den gammel skandinaviske, et slags skibskonstruktion, anbragt i omvendt stilling paa taget“. Her har tverbjelken ikke, som i det antike system, den bestemmelse i hver ende at optage og fæste en af vedkommende sperrepars fødder, men hvor denne bjelke forekommer, er den kun „spannriegel (strækbjelke, tvertræ), for at hindre væggene fra at trykkes sammen“. . Efterat forfatteren dernæst har gjengivet den tegning af det indre af Borgunds kirke i Lærdal, som medfulgte ovennævnte foreningsmars-beretning for 1857, bemærker han videre, „at den prydelsesløse, kun paa ren hensigtsmæssighed beregnede behandling af de gamle norske kirketage, visse udskjæringer af deres dele i bueform, som i og for sig ikke kan have nogen æsthetisk betydning, tilligemed andre omstændigheder afgive bevis for, at den forskaling, der nu skjuler taget, fra først af laa i planen ... Det skandinaviske tag fik ved den nordmanniske erobring ogsaa indgang i Frankrige; vidner derom er de nordmanniske stæders fagverkshuse, hvis gavle allerede udvendig vise det nordmanniske fagsystem. Men betydeligere konstruktioner, lig de engelske, er meget sjeldne og synes intetsteds at forekomme uden blandede med heterogene elementer. Endnu sjeldnere exempler derpaa findes i Tyskland, hvis de overhovedet forekomme. Alle nedersaxiske basiliker i hine tider, alle fyrstehuse og de stores haller, f. ex. den paa Wartburg, er eller var forsynede med bjelkelofter paa den antikiserende maade.“[103]

Ved disse Sempers udtalelser kan for det første bemærkes, at han vistnok ikke tænker sig konstruktionen af et skib i virkeligheden overført paa stavkirkernes tag, men kun at de staa ved siden af hinanden, forsaavidt tvertræet, der ogsaa paa begge steder i vort gamle sprog kaldes biti, her som hist har til hensigt at udspile væggene eller holde dem fra hinanden, og den nævnte bjelke faar saaledes egentlig ikke noget med tagkonstruktionen at gjøre. Mindre berettiget er derimod forfatterens mening om tagets forskaling. Vistnok kunde man tænke sig, at den udskjæring i bueform, som de indre sperrer fremvise, var anlagt paa en afpasning for et forskalende tøndehvelv, og saaledes, som forfatteren mener, ikke havde nogen æsthetisk betydning; men dette synes mindre rimeligt, og ialfald kan denne betydning paa ingen maade fornægtes ved de udskjæringer, som findes under hanebjelkens midte, og heller ikke ved den omstændighed, at sperrerne vise sig listede og i de derved fremkomne fordybninger strøgne med mørk farve. Alt dette, som tydelig er undgaaet Sempers opmærksomhed, var derfor aabenbart beregnet paa at skulle sees, og der kan saaledes ikke være tale om, at taget oprindelig havde noget slags forskaling. Det viser sig ogsaa, at de faa tøndehvelv fra middelalderen, som kjendes i stavkirker (Aal, Torpe), maa være yngre end selve bygningen. Alle de øvrige lofter er derimod, som forlængst udtalt,[104] yngre end reformationen og fremkomne ved de fordringer, som gjordes gjeldende under kirkevisitatser. Dette var tilfældet allerede i slutningen af det 16de hundredaar navnlig for Aaslo stifts vedkommende, medens Jens Nilssøn var biskop der, og senere overalt gjennem hele det paafølgende hundredaar, idet den omstændighed, at en kirke var „uden loft“, blev gjenstand for en udsættelse; hvorvidt saadant befandtes stridende mod kirkelig velanstændighed, eller loftet ansaaes ønskeligt for at opnaa større lunhed, kan ikke afgjøres, da der ikke foreligger nogen antydning til grunden. Naar Semper endelig antager, at Frankrige med hensyn til tagets konstruktion er paavirket fra Skandinavien, har dette liden rimelighed for sig, medens det omvendte i denne som i flere andre kulturretninger sikkerlig har fundet sted. En anden sag er det, at tagkonstruktionen i vore kirker, efterat den som ovenfor udtalt var indkommet med kristendommen vestenfra, senere muligens fik en udvikling inden landet selv. Som bekjendt træffes ikke, saaledes som i England, hos os hverken i verdslige eller kirkelige bygninger sprængverk eller tage enten med hængesøiler i midten eller ved væggene og hvilende paa stenkonsoler. Heller ikke fremvise vore tage, som i England, nogen alternerende eller rytmisk inddeling, hvorimod der finder en uafbrudt ensartethed sted. Tagenes hovedled bestaa som bekjendt af indre og ydre sperrer og hanebjelker, og naar vi holde os til stavkirkerne, som de, der her nærmest vedkomme os, tilveiebringes forbindelsen i hvert sperrelag saaledes, at de indre sperrer (sverd) krysse hinanden og med sin fod og top fæstes til de ydre sperrer, hvorhos der som forstærkning for alle fire sperrer tvers over disse tæt under korset er anbragt en vandret stok eller hanebjelke. Dertil kommer, at sverdene eller de indre sperrer er nede ved sin fod efter bygningens længderetning paa hver side fæstet til underlaget i væggen med krumknæer, der i regelen støde sammen med nabosperrets og dermed danne en omvendt rundbue. Det er denne, ogsaa æsthetisk virkende, knæforbinding, hvortil vi ei kjende noget sidestykke udenfor Norge, og som derfor mulig skyldes en indenlandsk forbedring, skjønt der i det hele baade fra England, Irland og Nordmandiet mangler exempler paa, hvorledes den aabne tagstol i tidligere tid var beskaffen i træbygninger. I forbindelse med taget kan ogsaa stanses lidt ved den mening, Semper[105] udtaler angaaende stavkirkernes belysning. Efterat det nemlig var paavist,[106] at kirkernes vinduer med eller uden kvister og i første fald ogsaa disse selv hidrøre fra forandringer senere end reformationen, finder han det sandsynligt, at den oprindelige lysning kom ned gjennem aabninger i taget. Denne flygtige mening tiltrænger neppe nogen imødegaaelse og kan alene være opstaaet derved, at Semper ikke har lagt mærke til de smaa runde lysglugger øverst i væggene. Paa grund af dette yderst sparsomme lys var kirkerne følgelig saagodtsom mørke, og hvem ved, om det ikke er dette, som har fremkaldt sagaernes ovenanførte ytringer om det rige lys i hovene. Vist er det ialfald, at disse ved sine ljorer, som ovenfor antaget, i den omtalte henseende maa have dannet en modsætning til kirkerne, men af samme grund ogsaa har staaet ved siden af skaaler eller stuehuse.

Efterat jeg saaledes har omhandlet stavkirkernes konstruktion, svalgang og tagverk, staar det tilbage at paavise deres oprindelige hovedform eller grundplan. Men da der i denne henseende finder et fællesskab sted mel- lem stavkirker og stenkirker, vil det være i sin orden at medtage ogsaa de sidste. Først kan det da her erindres, at ligesom de forskjellige hovedformer, som vore sten- kirker fremvise, forlængst har været lagte tilrette[107] og tildels gjengivne i afbildning,[108] saaledes er det sidste tilfældet med næsten alle de til vor tid levnede stavkirker.[109] Blandt samtlige kirker er der dog en stor flerhed, hvis endelige hovedform kun er fremkommet ved de tid efter anden foretagne forandringer, og disse maa derfor sættes ud af betragtning, naar det som her gjelder at faa frem de oprindelige typer. Det tør saaledes navnlig neppe antages, at der fra først af har været nogen stavkirke, hvori koret havde samme bredde som skibet, da de eneste langkirker af stavverk, som vi nu kjende med denne form (Renlid kirke i Valders og Rinde kirke i Sogn), vistnok først har faaet den ved ombygning i senere tid. Vi kan ogsaa sætte ud af betragtning som noget, der ikke faar indflydelse paa hovedformen, at enkelte stavkirker i et meget begrænset strøg af Hallingdal og Numedal har en fritstaaende stav eller stolpe midt i skibet.

Efter disse antydninger og bortseet fra enkelte mindre væsentlige særformer kan der formentlig opstilles følgende hovedtyper for vore kirkebygninger fra kristendommens antagelse og indtil den tid af middelalderen eller ca. 1319, da der indtraadte en saagodtsom fuldstændig stans med opførelsen af kirker:

A. Stenkirker.
1. Aflang firkant, hvori forskjellen mellem skib og

kor kun betegnes i det indre.

2. Ligesaa, men med afrundet østende eller kor.
B. Sten- og stavkirker.
3. Aflang firkantet skib med et smalere og kortere

kor uden halvrund apsis.

4. Ligesaa, men med apsis.
5. Tredelt eller basilikaformet skib og et mindre

kor med apsis.[110]

6. Latinsk eller græsk kors uden apsis.

Hertil kan føies, at de kirker, som fremvise typerne 1, 2 og 6, i tal er rent forsvindende mod de øvrige; endvidere, at typen 1 kun træffes i ca. 20 kirker, hvoraf ialfald mindst halvdelen er yngre end ca. 1250, medens typerne 3 og 4, hvoraf den første forekommer oftest, har havt saa stor udbredelse, at tallet paa de kirker, som henhøre derunder, er ligesaa stort som næsten alle de øvrige tilsammen.

Hvad dernæst alderen af de forskjellige typer angaar, kan det, som ellers, være rimeligt nok, at man begyndte med de simplere former og lidt efter gik over til de mere udviklede. Dette vil ogsaa for en stor del slaa til. Men herved er der en anden meget væsentlig faktor, som har gjort sig gjeldende. Denne er, at ligesom kirkebygningens ældste form ikke opstod inden landet selv, saaledes var det heller ikke tilfældet med hver ny type. Dette skede derimod ved paavirkning udenfra, og det synes heller ikke at kunne være tvilsomt, fra hvilken kant denne paavirkning fandt sted.

Dette vil nærmere vise sig, naar jeg her, som afslutning paa denne undersøgelse, optrækker grundlinjerne for den gang, kirkebygningskunsten i henhold til det foregaaende formentlig har havt hos os.

Sætte vi Haakon den godes kirker ud af betragtning, som kun et tilløb uden at efterlade varigere frugter, saa skede begyndelsen med Olaf Trygvessøn. Ligesom han kom vestenfra og navnlig fra Irland, saaledes blev derfra indført til Norge i sporet af hans kristendomsforkyndelse baade den kunst at bygge af sten og den mere udviklede stavkonstruktion med tilhørende tagverk, medens mulig svalgangen ikke var kjendt i Irland og derfor blev optaget fra de norske husebygninger.

Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje.

Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning vestenfra, dog nærmest med udgangspunkt i England. Her havde der, som bekjendt, allerede i den seneste saxiske tid eller før 1066 vist sig en paavirkning af den nordmanniske arkitektur og navnlig ved optagelsen af den halvrunde korslutning eller apsis og basilikaformen. Dette ytrede sig nu ogsaa i Norge, hvor apsen først træffes i Olaf kyrres kristkirke i Nidaros (paabegyndt ca. 1075) eller allerede ca. 1050, dersom det med sikkerhed kunde paavises, at den ældste Mariekirke i Aaslo, hvor denne form træffes, hidrører fra Harald haardraade.[111] Noget senere, men dog vistnok inden Olaf kyrres død (1093) træffes ogsaa basilikaformen, som det synes først, i Albanuskirken paa Selje, hvis levninger efter de fundne detaljer[112] sikkert tilhøre den nordmanniske stil, hvad der ogsaa gjelder Munkelivskirken i Bergen (1107–1110). De næste basiliker, som opføres, er da de øvrige kathedraler: i Bergen (ca. 1080–1150), Stavanger og Aaslo (ca. 1130) og Hamar (paabegyndt 1152), og senere de andre basilikaformede kirker,[113] som kjendes. Dette med hensyn til stenkirkerne. Hvad de basilikaformede stavkirker angaar, kan neppe nogen af dette slags, som vi kjende til vor tid, sættes ældre end ca. 1150; men ved disse opstaar der i modsætning til stenkirkerne et andet spørsmaal, som det vilde være meget interessant at faa løst, hvad der dog neppe lader sig gjøre med nogenlunde sikkerhed. Dette er, om ogsaa stavbygninger med denne form eller indre reisning havde sit forbillede i England og saaledes direkte indførtes derfra, eller om de kan betragtes som resultat af en inden Norge selv foregaaet overførelse af stenbasilikens former i stavkonstruktion og med de forandringer, som denne nødvendigvis krævede. Saalænge det imidlertid ikke vides, om man i England eller Irland havde saadanne træbygninger, faar dette spørsmaal henstaa ubesvaret. Vist er det, at disse bygninger vise sig høist eiendommelige eller rettere sagt enestaaende derved, at den indre reisning ikke blot som i stenbygningerne har sideskibe paa begge langsider, men ogsaa mod vest og øst. Denne afændring af basiliken kan alene have sin grund i stavkonstruktionen for at give den indre reisning den fornødne støtte til alle sider. Den sidste strømning fra England, som ytrede sig hos os, var, at man, ligesom hist gjennem løbet af det 12te hundredaar, saaledes ogsaa her sløifede apsen og gav koret en ret væg imod øst. Dette ytrede sig hos os fra ca. 1150 ved alle klosterkirker, medens Mariekirken (Frue kirke) i Throndhjem (fra ca. 1200) formentlig er det ældste exempel derpaa for sedvanlige kirkers vedkommende. Vel kan vi se, at man paa tre steder under indflydelse af den gotiske stil i det 12te og 13de hundredaar afsluttede koret med en flerkant (Nidaros kristkirke, Olafskirken i Bergen og Alvstad kirke i Skogn), men ellers bliver den engelske form af koret gjennemført i alle vore kirker ligetil reformationen, og dette er ogsaa tilfældet ved typen 6.

I mai 1887.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Samlede Afhandl. s. 324–331.
  2. ↑ Saaledes ogsaa Keyser (anf. st. s. 325) og Sigurðr Vigfússon (Árbok hins íslenzka fornleifaf. 1880–1881, s. 83), medens P. A. Munch (Nordm. ældste Gude- og Heltesagn, s. 160), idet han støtter sig til en læsemaade, som ikke er optaget i nogen af de forhaandenværende udgavers text, gjengiver stedet med „der var døre paa begge sidevægge“, hvilket ogsaa følges af Henr. Petersen (Om Nordb. Gudedyrk. og Gudetro i Hedenold, s. 22) og L. Dietrichson (Kristiania Videnskabsselskabs forhandl. f. 1884, oversigt s. 7 og „Vårt Land“ f. febr. 1887).
  3. ↑ Saaledes i den nyeste udgave, medens den ældre istedenfor de to sidste ord har „at innan“. Dette gjengiver Keyser (anf. st. s. 326), som kun havde den første udgave, med „indeni“, hvilket dog vistnok ikke vel kunde forklares anderledes end den nye udgave, da det forstaaet i betydning af indvendig vilde være tautologisk, siden ingen ved en hvelving kunde som modsætning tænke paa bygningens ydre. Modsætningen er derimod her tydelig imellem det indre rum („afhuset“) og det ydre større.
  4. ↑ Dette kan neppe, som H. Petersen (anf. st. s. 21) og L. Dietrichson (anf. st. i antage, henføres til grundplanen og forklares om en apsis. Forøvrigt træffes ordet „huve“ endnu i kirkebesigtigelser fra slutningen af det 17de hundredaar om taarnbedækningen, f. ex. paa Borgunds kirke i Lærdal, altsaa med samme betydning som hætte. Men selv om der, som ordene tilsige, menes en hvelving, følgelig sammensat af tynde bord, forekommer det hele mig yderst mistænkeligt, da saadant ikke synes rimeligt i den tid. Det er vel noget, sagaskriveren har overført fra sin tids kirker.
  5. ↑ Landn., viðb. II s. 336.
  6. ↑ Dropl. sag. s. 26.
  7. ↑ Færeyinga sag. s. 23.
  8. ↑ Vatnsd. sag., Landn. II, 2.
  9. ↑ Heimskr., udg. af Unger, s. 95, Fornald. sög. II, 63.
  10. ↑ Landn. V, 12.
  11. ↑ Heimskr. s. 184.
  12. ↑ Heimskr. s. 92 f., Fornald. s. II, 63.
  13. ↑ Heimskr. s. 177.
  14. ↑ Vatnsd. saga, s. 15.
  15. ↑ Jfr. nærvær.tidsskr. 2.række, IV, s. 352, jfr. 1. række, I, s. 152.
  16. ↑ Som antydning af hovenes størrelse peger Keyser (anf. st. s. 327) paa beretningen i Heimskr. (s. 28) om, at kong Adils i Upsala red „um“ disarsalen, hvilket dog ikke frembyder nogen støtte i saa henseende, da det ei kan forklares om et ridt inde i bygningen, men omkring den, hvad ogsaa de øvrige i sagaen anførte omstændigheder vise.
  17. ↑ Ogsaa Sigurðr Vigfússon (anf. Arb. f. 1882, s. 7) berører dette spørsmaal, men har en opfatning af hovets form, som jeg ikke kan dele.
  18. ↑ Til hvad der foran i dette tidsskrift (2. række, IV, s. 350) er udtalt imod antagelsen af vægglugger i rum med aabent ildsted og ljorer, kan føies det spørsmaal, om der er nogensomhelst rimelighed for, at man endog i kongelige rum langt ned i middelalderen, for ikke at tale om røgstuerne lige til vor tid, vilde have undværet de omtalte glugger, dersom de havde været kjendt allerede i den hedenske tid og saaledes vist sig praktisk forenlige med ildsteder uden skorstenspiber.
  19. ↑ Se Kunst og Haandv. fra Norges Fortid, s. 6.
  20. ↑ Der Stil (1863), II, s. 293.
  21. ↑ sees allerede paa de i Lupfen ved Oberflacht i Schwaben fundne gravkister (Jahresber. des würtemberg. Alterthumsverein 1847 og derefter i Weis’s Kostümkunde im Mittelalt. 1864, s. 739).
  22. ↑ Se „Langskibet fra Gokstad“ pl. III, fig. 1, 2, 3, jfr. texten s. 64 f.
  23. ↑ Völusp. 7.
  24. ↑ Rigsm. 19.
  25. ↑ Flateyarb. I, 387, 390, 440.
  26. ↑ H. Petersen (anf. st. s. 3), jfr. og L. Dietrichson (anf. st.).
  27. ↑ Færeying. sag. s. 23.
  28. ↑ Introduction to the study of goth. architect. 7de udg. 1884, s. 11.
  29. ↑ 29,0 29,1 Se nærv. tidsskr. 2. række, IV, s. 331 f.
  30. ↑ Anf. st.
  31. ↑ Anf. st. s. 325.
  32. ↑ Anf. st. s. 164.
  33. ↑ Beda, Hist. eccles. lib. I k. 30, jfr. Gregorii magni opera ed. Bened. II, 1176.
  34. ↑ Anf. st. s. 7, hvor han om instruxen siger, at den „appears to be intended rather as a general instruction on abstract principles, than to be dictated by local knowledge, that such was the case“.
  35. ↑ Heimskringla s. 112.
  36. ↑ Anf. st. 176.
  37. ↑ Flateyarb. I, 387, 389–392.
  38. ↑ Sammest. 442.
  39. ↑ Sammest. 440.
  40. ↑ Anf. st. 446.
  41. ↑ Gammel norsk Homiliebog, udg. af R. Unger, s. 147.
  42. ↑ I den ovenfor gjengivne fortælling om Thorhall paa Knapstad kunde der spores en antydning til, at kirken fik en anden form end hovet, siden Olaf ellers ikke havde behøvet at give noget rids deraf.
  43. ↑ Nord. Universitetstidskr., Upsala 1856, s. 107 ff.
  44. ↑ Se Nord. Tidskr. udg. af Letterstedtska Fören. f. 1885, s. 88 ff. og 197 ff.
  45. ↑ Knytlinga saga, kap. 54.
  46. ↑ Aarbøger f. nord. Oldkynd. og Hist. f. 1869, s. 186-200.
  47. ↑ Brunius, Konstanteckninger, 1851, s. 22, 643; Mandelgren’s Monuments Seandinav.
  48. ↑ indkjøbt af staten, Ny illustr. Tidn. f. 1886, no. 1.
  49. ↑ Antikvar. Tidskr. f. Sverige, II, s. 139 f., Ny illustr. Tidn. f. 1886, no. 2.
  50. ↑ Se det anf. universitetstidskr. s. 198.
  51. ↑ Åhs och Wedens härader 1865, s. 106.
  52. ↑ Hülphers Beskrifn. öfver Jämtland, s. 36.
  53. ↑ Naar Lübke (Gesch. d. Arkitektur, 6te opl., II, s. 197) som grund for, at kirkebygninger af samme slags som vore stavkirker har været udbredt i flere svenske landskaber, blandt andet peger paa derværende røgelsekar med tildels lignende former (jfr. Svenska Fornminnesfören. Tidskr., I, s. 169 f.), har dette liden vegt. Næsten med samme grund kunde det da paastaaes, at ogsaa Danmark har havt lignende kirker, da saadanne røgelsekar findes ogsaa der.
  54. ↑ Otte’s Handb., 1854, s. 7.
  55. ↑ Adam af Bremens Kirkehist., overs. af Christensen, s. 97.
  56. ↑ i hans rapport s. 10 til La Societé libre des beaux arts i 40-aarene ved forelæggelsen af professor Dahls bekjendte verk.
  57. ↑ Meningen maa være som oversat, da man dengang vistnok ikke kjendte stokkens gjennemsagning paa langs.
  58. ↑ Som det synes, er den ikke synderlig paaagtet i England, da den ikke engang nævnes i Parkers ovenanførte bog.
  59. ↑ Professor Dietrichson, som besøgte kirken i 1884, har i det anf. Nord. Tidskr. f. 1885 foruden en beskrivelse leveret en tegning deraf s. 230.
  60. ↑ Hist. of Essex County by Morant, I, s. 152.
  61. ↑ Vetusta monumenta etc. edit. by the society of antiquaries vol. II (1748) med en tegning (plate 7).
  62. ↑ Jfr. Dugdal, Monastic. Anglican., VI, 293.
  63. ↑ Anf. st. s. 235.
  64. ↑ Jfr. Parker, s. 9, 11.
  65. ↑ Parker anf. st. s. 15.
  66. ↑ Marg. Stokes, early Christian architect. in Ireland, 1878.
  67. ↑ Hist. eccles. lib. III, kap. 25.
  68. ↑ Petrie, the eccles. architect of Ireland anterior to the anglo-norman invasion. 2. edit. Dublin 1845, s. 125.
  69. ↑ Anf. st. s. 348 Det maa vel være paa grund heraf, at Otte i sin archäol. Wörterb., 2det oplag, s. 433, gjengiver det omtalte ord, som han dog skriver dairtheach, med „Stawkirche“.
  70. ↑ Sammest. 349.
  71. ↑ Landnáma I, 12, Kjalnes. sag. kap. 1.
  72. ↑ Heimskr. s. 92, 96.
  73. ↑ Se hans skrift kap. X (Monum. hist. Norv. ed. G. Storm, pag. 17).
  74. ↑ Sag. Olafs Trygvas. udg. af P. A. Munch, s. 25.
  75. ↑ Jfr. aarsber. fra ovennævnte foren. f. 1872, s. 137 og f. 1884. s. 114.
  76. ↑ Se O. Krefting, Selje Klosterlevn., s. 11 og pl. III.
  77. ↑ Se sammest. s. 12 og pl. IV fig. 11.
  78. ↑ Se Petrie anf. st. s. 181 ff., jfr. Schnaase, Gesch. d. bild. Künste, 1ste udg., IV, 2den afd., s. 419.
  79. ↑ Fornm. sög. kap. 160, 163.
  80. ↑ Flateyarb. I, 442.
  81. ↑ En anden læsemaade har, vistnok mindre rigtig, 2.
  82. ↑ Den anf. Homiliebog, s. 47.
  83. ↑ Norg. Hist., I, 2den del, s. 862.
  84. ↑ Laxd. sag. kap. 74, 76.
  85. ↑ Dipl. Norv. II, no. 4.
  86. ↑ Se Foreningens aarsb. f. 1856, s. 27.
  87. ↑ Norges g. Love, I, s. 312.
  88. ↑ i forordene til „Arkæolog.-histor. fortegn. over Norges levn. af kunst og haandv. fra middelalderen“ (medfulgte aarsb. f. 1854 fra den ovennævnte forening).
  89. ↑ N. Fornlevn. s. 50 og 558.
  90. ↑ Den gamle bygning paa Skea i Sørum kan vistnok med god grund sættes ud af betragtning (se N. Fornl. s. 47).
  91. ↑ Se nu anf. aarsber. for 1884, s. 102.
  92. ↑ Se ældre Gulathingslov kap. 10 og 12, Sverres kristenret 14, nyere Gulathingskristenret 12, 13 (Norg. g. Love 1, 7, 8, 416; II, 312, 313).
  93. ↑ Se Schnaase, Gesch. d. bild. Künste, 1ste udg., IV, 1ste afd., s. 291 ff.
  94. ↑ Anf. homiliebog s. 132–135.
  95. ↑ Se Schives og Holmboes myntverk, tab. V no. 34 (jfr. texten s. 35) og tab. VI no. 25, 27, 32. [Wikikildens note: fotnotetegnet mangler i originalen.]
  96. ↑ Se primstaven i Willes Silgjords Beskriv. (jfr. Norsk Folkekal. f. 1859). Valget af en kirke som tegn for denne dag grunder sig som bekjendt paa, at den nævnte helgen af almuen kaldtes Klemet kirkebygger.
  97. ↑ N. Fornlevn. s. 333 f.
  98. ↑ Søndmøres Beskriv. II, 24.
  99. ↑ Nord. Universitets-Tidskr., Upsala 1856, 4de hefte, s. 196.
  100. ↑ Der Stil, II, s. 297 f.
  101. ↑ Anf. skr. s. 15, hvor kirken ogsaa sees afbildet.
  102. ↑ II, s. 317–323.
  103. ↑ Dette har, som bekjendt, været almindelig antaget ogsaa for Danmarks vedkommende, men i det sidste hefte af Aarbøger f. nord. Oldkynd. o. Hist. (2. række, II, 89 ff.) bringer Sophus Müller den interessante nyhed, at man ved undersøgelsen af flere jydske stenkirker har truffet levning af aabne tagstole. Konstruktionen af disse viser sig aabenbart paavirket fra Nordmandiet og har kun nede ved foden lighed med vore stenkirkers (se Værnes, Norske bygninger, 1ste række, pl. XVII, fig. 4), medens den er ganske forskjellig fra vore stavkirkers.
  104. ↑ Mindesm. af Middelald. Kunst i Norge og Nord. Universitetstidskr., Upsala 1856, 4. hefte. s. 193.
  105. ↑ Anf. st. s. 295.
  106. ↑ Anf. Mindesmerker.
  107. ↑ Se regist. til N. Fornl. (1866) og udførligere i den med oftnævnte forenings aarsber. f. 1876 fulgte oversigt over selskabets skrifter, s. 72–74.
  108. ↑ Se „Mindesmerker af Middelald. Kunst i Norge“ (1853–1855) og „Norske Bygn. fra Fortiden“ (1860–1880).
  109. ↑ Se nysn. plancheverker.
  110. ↑ Disse former tror jeg nemlig fra først af have været forenede. Ialfald kjendes ikke noget sikkert bevis for det modsatte.
  111. ↑ Se anf. foren. aarsb. f. 1869, s. 179, 192, jfr. pl. VII.
  112. ↑ Jfr. anf. aarsb. f. 1884, s. 115.
  113. ↑ Disse adskille sig fra de to sidstnævnte kathedraler og ligeledes Throndhjems efter dens ombygning derved, at de ikke har tverskib.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Hov_og_Stavkirker&oldid=218119»