Om Grændse-Traktaterne mellem Norge, Sverige og Rusland i det 14de Aarhundrede

Peter Andreas Munch

Samlede Afhandlinger

Utgitt av Gustav Storm, 1874 (2, s. 626-680).

Om Grændse-Traktaterne mellem Norge, Sverige og Rusland i det 14de Aarhundrede.^[1]

I 20de Deel af „kongl. Vitterhets-, Historie- och Antiquitets-Akademiens Handlingar“, S. 171–260, har den svenske Rigs-Antiqvar Hr. B. E. Hildebrand indført en i nysnævnte Akademie under 1ste April 1851 oplæst Afhandling „Om Freden i Nøteborg og Sveriges Grændse mod Rusland fra Aaret 1323 til Begyndelsen af det 17de Aarhundrede“. Denne Afhandling, hvis Titel allerede maatte vække enhver nordisk Historieforskers Interesse, og som navnlig bebuder flere Oplysninger for det i vort eget Fædrelands Historie endnu langtfra fuldstændigt bearbejdede Felt, Grændseforholdene med Rusland, maatte saamegetmere tiltrække sig min Opmerksomhed og nøjere Gransken, som jeg selv allerede for et Par Aar siden har leveret en Afhandling over det samme Emne til det i Danmark udkommende Verk, „Antiqutités Russes“, hvori den nu sandsynligviis allerede er trykt.^[2] Gjennemlæsningen af Hr. Hildebrands grundige og righoldige Afhandling har ogsaa været mig til stor Tilfredsstillelse, ej alene formedelst den Belærelse, jeg deri fandt om flere hidtil dunkle eller uoplyste Punkter, men ogsaa fordi han i alt Væsentligt, der har været Gjenstand for baade hans og min Behandling, er kommen til samme Resultat som jeg, og dog uden forud i mindste Maade at kjende til, hvad jeg havde skrevet, eller endog at vide, at jeg havde beskjeftiget mig med denne Materie.

Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at Hr. Hildebrand, med den daglige Adgang, der stod ham aaben til det svenske Rigsarkivs utrykte Aktstykker, har kunnet bestemme enkelte specielle Punkter nærmere og tillige benytte paalideligere Materialier, end jeg. Hans Afhandling indeholder saaledes flere værdifulde Tillæg og Berigtigelser til, hvad jeg i min Afhandling tidligere har oplyst, ligesom den ogsaa omfatter et længere Tidsrum, da den nemlig naar lige ned til Teusinerfreden 1595. Men paa den anden Side laa det udenfor hans Plan at dvæle ved de norske Grændseforhandlinger og udgrandske de rette Grændseforhold mellem Norge og Rusland i ældre Tider. For svenske Læsere maatte dette ogsaa være temmelig ligegyldigt, hvorimod de norske Historikere, der gjennemlæse den interessante Afhandling, umuligt kunne tilbageholde et Ønske om, ogsaa at erfare noget om Norges Forhold til Rusland i Middelalderen, og fornemmelig om de Grændsebestemmelser, der bleve trufne mellem Norge og Rusland samtidigt med de svensk-russiske Grændseforhandlinger paa Kong Magnus Erikssøns Tid, under hvilken Norge, forenet med Sverige, neppe betragtedes af Russerne som neutralt, naar de havde Krig med Sverige, og derfor, om det end ikke var saa umiddelbart udsat for Russernes Anfald, som det sidstnævnte Rige, dog ofte nok maatte døje Hjemsøgelser af dem. Da nu mine tidligere Undersøgelser have særskilt været rettede paa dette Punkt, tror jeg mig istand til at kunne levere nogle ikke uvelkomne Oplysninger derom, hvilke jeg nu, siden Hr. Hildebrands Afhandling er udkommen, helst vælger at fremsætte i Form af Bemerkninger og Tillæg til denne.

Om Norges Grændseforhold med Rusland nævnes der intet bestemt i vore Sagaer førend henimod Midten af det 13de Aarhundrede. Heller ikke kan man sige, at Norge og Rusland før den Tid i Virkeligheden grændsede sammen. Rusland, eller det i det 9de Aarhundrede af Nordboer oprettede Rige, udvidede først temmelig sildigt sit Herredømme over de Landskaber, som omgive det hvide Hav. Saalænge Kijev var Hovedresidensen, søgte dets Fyrster heller at udstrække Grændserne mod Østen og Syden. De havde allerede for længesiden naaet det sorte Hav, og foretog Søtog til Constantinopel,^[3] medens Rigets Grændser mod Nordøst endnu ikke naaede hiinsides det Højdedrag (Volok, egentl. d. s. s. vort „Valk“), der begrændsede Novgorod-Distriktet. Alt hvad der laa hinsides dette Højdedrag, kaldtes med et Fællesnavn Savolotschie (af Sa ɔ: hinsides, og Volok), og de Folk, der boede der, Savolotchskaja Tschud, hvilken Fællesbenævnelse for de flere tschudiske eller finniske Folk, som opholdt sig her, synes at antyde, at de ældre Russer en Tidlang betragtede disse Egne ligesom Romerne Skandinavien, som en regio incompertæ magnitudinis,^[4] der kun befores af deres Handelsmænd, hvilke enten droge til Jugrien eller Petschora-Egnene, Middelalderens store Pelsverks-Forraadskammer, for at indkjøbe dette Slags Vare, eller til Bjarmernes Handelsplads ved Dvina for at kjøbslaa med Bjarmerne og de Handelsrejsende fra fremmede Lande, som indfandt sig der. Men disse Handelsrejser vare forresten vistnok temmelig hyppige, siden vi erfare, at ogsaa Novgorod selv var et af Hovedmarkederne for Pelsverk, der altsaa maa være blevet bragt derhen fra hine fjernere Egne.^[5] Der kan vel heller ikke være nogen Tvivl om, at disse Handelsrejser havde aldeles samme Charakteer, som de, vore Forfædre i samme Hensigt foretoge deels til Bjarmeland, deels til Finmarken og Karelen, alt efter Onstændighederne. Til det egentlige Bjarmeland eller Handelspladsen ved Dvina drog vore Forfædre til Vands, men deres Expeditioner til Finmarken og Karelen skete naturligviis over Land. Egils Saga har leveret os omstændelige Beskrivelser over et Par saadanne Tog, som Thorolf Kveldulfssøn foretog allerede i det 9de Aarhundrede. Den første Vinter, heder det, han drog op i Finmarken (873), havde han ikke færre Folk med sig end 90 Mand, medens de tidligere Sysselmænd kun plejede at have 20, stundom færre; han havde med sig mange Handelsvarer, gjorde snart Stevnelag med Finnerne, tog Skat af dem og holdt Kjøbstevne med dem; deres Samhandel gik i alt Mag og i Venskab, men tildeels ogsaa „med Rædsel“. Den anden Vinter (874) havde han næsten 100 (120?) Mand, og gik det da som den forrige Vinter; han havde Kjøbstevne med Finnerne og foer vide om Finmarken.^[6] Omtrent paa lignende Maade maa man tænke sig, at de russiske saakaldte Handelsmænd droge frem i Savolotschie deels med fredelige Kjøbstevner, deels „med Rædsel“, d. e. ved at indjage Indbyggerne Skræk. I de russiske Annaler mangler der ikke Antydninger til, at de til Savolotschie foretagne Tog vare af en mere krigersk Natur. Der omtales endog et i Aaret 1078, paa hvilket en af Ruslands Fyrster, ved Navn Gleb, blev dræbt.^[7] Novgorods sildigere Forhold til Savolotschies halvvilde Egne frembyder endnu flere Analogier med Norges Forhold til Finmarken. Vi vide, at Handelen med Finnerne og Retten til at oppebære Skat af dem ligefra Harald Haarfagers Tid var et Regale, hvormed sædvanligviis en af de mægtigste Lendermænd paa Haalogaland forlenedes, men synes tidligere at have været udøvet af Haalogalands Indbyggere i Fællesskab, dog vistnok ved enkelte dertil befuldmægtigede Sysselmænd. Og lige fra den Tid finde vi Finmarken altid regnet blandt Norges Skatlande, og Finmarkens yderste Grændser mod Norden omtalte som Norges Riges Grændser, uagtet de norske Konger og deres Befalingsmænd i Virkeligheden intet andet Herredømme udøvede over Finnerne, end denne vel ikke engang altid regelmæssigt hvert Aar fornyede Skatkrævning. Paa lignende Maade erfare vi, at Savolotschies Distrikter under Navnet Voloster dannede et Slags skattepligtige Bilande til Novgorod, hvis Indbyggere derfor maatte betale de russiske Storfyrster en Skat, kaldet den petschorske.^[8] Novgorod træder her omtrent i det samme Forhold til de russiske Storfyrster, som Haalogaland til de norske Konger. Vi kunne maaskee heraf slutte, at Novgorod allerede meget tidligt har regnet Savolotschie for et Skatland, ligesom Norge regnede Finmarken, uden egentlig at udøve noget direkte Herredømme derover. Paa den Maade bliver det Spørgsmaal, naar Savolotschie eller de savolokiske Tschuder underkastedes Rusland, og som med saa megen Skarpsindighed har været behandlet af Sjøgren,^[9] mindre vigtigt, forsaavidt vi ikke tænke paa den egentlige Underkastelse, der næsten bliver eenstydende med Kolonisation. Storfyrsterne i Kijev og Novgorod have vistnok endog temmelig tidlig regnet Savolotschie som deres Skatland, men ligesom Finmarken ikke i Virkeligheden kunde siges at tilhøre Norge, førend dets Kyster vare koloniserede, saaledes var Savolotschie ikke russisk, førend russiske Kolonister have nedsat sig ved Onega, ved Dvina og ved Kysterne af det hvide Hav.

Man danner sig vistnok den bedste Forestilling om Finmarkens og Savolotschies Forhold til Norge og Rusland ved at tænke sig det som de store saakaldte engelske nordamerikanske Besiddelsers eller Hudsonsbugtlandenes til de engelske Kolonier. De opføres paa Karterne som engelske Besiddelser, medens Fleerheden af deres halvvilde Beboere vist ikke endnu have mindste Tanke om, at de ej skulde være aldeles uafhængige, og ligesom det ej lader sig gjøre for Englænderne at udelukke andre Nationer, fornemmelig Nordamerikanerne, fra at gjøre Jagt- og Handelsrejser derind, saaledes var det ikke muligt for Nordmændene at udestænge Sviarne, da de begyndte at bosætte sig saa langt mod Nord, og Karelerne fra ligeledes paa deres Side at gjennemstrejfe Finmarken. Mellem Russernes og Nordmændenes Handelsrejsende eller Skatkrævere maatte ogsaa tidligt hyppige Sammenstød finde Sted, da der i saa øde og vilde Distrikter, som de her omhandlede, og i saa fjerne Tider ej var at tænke paa ordentlige Grændser eller endog saa nøjagtige geographiske Kundskaber, som gjorde ordentlige Grændser mulige. Navnet Savolotschie betegner, som ovenfor viist, kun „Landet hinsides Valken“, og er altsaa i sig selv ubegrændset. I sin Fortegnelse over Russernes Nabofolk mod Norden nævner Nestor kun savolokiske Tschuder, Permier, Petschorer, Jemer og Jugrer^[10]; antager man, at han ved Permier forstaar vore Forfædres saakaldte Bjarmer, – hvad der i og for sig er et stort Spørgsmaal, da det russiske Perm nu ligger langt mere mod Østen, – blive dog Grændserne mod Vesten for Savolotschie ubestemte, og man maa endog formode, at han under de savolokiske Tschuder ogsaa har regnet Karelerne, Kvænerne og alle andre finniske og lappiske Folk, med hvilke de russiske Rejsende kom i Berørelse. Dette bestyrkes deraf, at de novgorodske Voloster, efterat disse Egne vare begyndte at koloniseres, dannede tre Distrikter, det egentlige saakaldte Savolotschie eller det nuværende Gouvernement Vologda i Midten, de dvinske Lande i Østen, og det saakaldte Ter, d. e. Terfinnernes Land eller den store Halvø vestenfor det hvide Hav, i Vesten.^[11] Thi da Norges Konge tilegnede sig som Skatland Alt, hvad der beboedes af Finner eller Lapper, følgelig ogsaa Terfinnernes Land, havde Russerne saaledes udstrakt deres Voloster ind over det norske Skattegebet. Omvendt var det vel heller ikke saa let for Nordmændene nøjagtigt at angive, hvor det af dem saakaldte Finmarken hørte op. Af Ottars Rejseberetning seer man, at han, efterat have passeret forbi Terfinnernes saagodtsom øde Land, kom til Bjarmernes velbebyggede Egne; men her maa man erindre, at han, som man seer, satte lige over fra Ter-Halvøen til Dvina, uden at løbe ind i Kandalaxbugten, saa at det altsaa bliver uvist, hvorlangt Bjarmerne boede mod Vesten.^[12] I Egils Saga (C. 14) opregnes i Korthed Landene østenfor Jemteland saaledes: „Helsingeland, Kvænland, Finnland, Karelen, og Finmarken ovenfor dem alle“, men nogen bestemt Grændse opgives ikke. Derimod meddeler Egils Saga en højst merkelig Beretning om et Sammenstød mellem Nordmænd og Russer allerede saa tidligt som paa Harald Haarfagers Tid. Paa Thorolfs første ovenomtalte Tog til Finmarken fik han, som det heder, høre, at Kylvingerne vare komne østenfra og fore paa Finnekjøb, sommesteds og med Ran; han satte Finner til at udspejde, hvad Kylvingerne toge sig for, og drog derpaa hen at opsøge dem, traf i et Bol 30 Mand og dræbte dem, saa at ingen undkom; siden traf han 15 eller 20 sammen; i alt dræbte han og hans Folk henved 100 Mænd, og toge en stor Mængde Gods. I dette Navn „Kylvinger“ (af kolfr, der ogsaa kan skrives kolbr) gjenkjendes strax det i Storfyrst Jaroslavs Lovbog eller Pravda forekommende „Kolbjager“ eller Kolbæger. I den jaroslavske Pravda findes følgende Bestemmelser, § 7 og 8: „Hvis en Mand støder til en anden eller drager ham til sig med Heftighed, da skal han bøde ham tre Grivna, hvis denne har to Vidner derpaa; men er den Fornærmede en Væring (Varjag) eller Kylving (Kolbjag), da kommer det kun an paa dennes Ed. Skjuler en Træl sig, enten hos en Væring eller en Kylving, og de ikke efter tre Dages Forløb udlevere ham, og man kjender ham paa den tredie Dag, saa tage han sin Træl og tre Grivna for Uretten“.^[13] Her er, som man seer, Væringer og Kylvinger sideordnede, og da den russiske Stat foregaves at være stiftet af Væringer, som derfor paa Jaroslavs Tid have hørt til den herskende Klasse, maa Kylvingerne ligeledes have været betragtede som staaende over den slaviske Befolkning. Men Væringe-Navnet opkom i sig selv ej førend mod Slutningen af det 10de Aarhundrede, medens Kylvingerne allerede omtales i det 9de. Der maa altsaa have været den Tid, da Kylvingerne herskede i Gardarike, og fra den Tid skriver sig vel ogsaa den Benævnelse, man etsteds finder paa Rusland, nemlig Kylvingeland.^[14] Kylvingerne have derfor rimeligviis været Efterkommere af de ældre nordisktalende Herrer i Rusland. Maaskee just de nordiske Krigere, der i det 9de Aarhundrede stiftede Kongeriget Holmgard, kaldtes saaledes, og at deres Descendenter endnu paa Jaroslavs Tid skjelnedes fra de senere tilkommende Væringer, medens sildigere Generationer, der anvendte Væringenavnet som Folkenavn for alle Beboerne af den skandinaviske Halvø, ogsaa brugte det om Rigets Stiftere, skjønt det paa deres Tid ikke var til. Hvorledes nu end dette forholder sig, saa see vi, at Thorolf paa sin første Skatkræver-Rejse stødte sammen med Kylvingerne eller Gardarikes Herrer i selve Finmarken og fordrev dem med væbnet Haand som uberettigede til at indfinde sig der. Saa tidligt idetmindste have altsaa Russerne begyndt at betragte Finmarken som en Deel af deres Skatland. Af Egils Saga erfare vi, at ogsaa Karelerne, hvis Land af Russerne i ældre Tider selv rimeligviis regnedes til Savolotschie, tiltoge sig at gjøre Expeditioner ind i Finmarken eller de tilgrændsende Egne. De herjede, fortælles der, paa Kvænernes Land (Vester-, Nord- og Østerbotn), og Kvænernes Konge anmodede Thorolf om Hjelp mod dem, hvilken Anmodning Thorolf efterkom og slog Karelerne. Der var, siges det ved denne Lejlighed, den Lov blandt Kvænerne, at Kongen skulde have Trediedelen af Byttet, og desforuden særskilt alle Bæver- og Sobelskind. Følgelig bestod Byttet for en stor Deel af Pelsverk, og heraf kan man slutte sig til Karelernes Bedrift. Forresten have vel heller ikke Kvænerne undladt at gjøre Strejfetog ind i Finmarken. De gjorde idetmindste, ifølge Ottar, ofte Herjetog ind i Norge hinsides Fjeldet.

Norges Forhold til Finmarken i de følgende Aarhundreder berøres næsten aldeles ikke i Sagaerne førend henimod Kong Haakon Haakonssøns Tid. Lejlighedsviis nævnes et Par Lendermænd (som Einar Fluga under Harald Haardraade og Sigurd Ranesøn under Sigurd Jorsalafarer), der vare forlenede med Finne-Syslen. Derimod omtales oftere det hvide Hav (Gandvik) og et ved dette beliggende Punkt, kaldet Vægestav eller Ægestav, som Norges yderste Grændse mod Norden eller Nordøsten. Det ældste Skrift, hvor Vægestav eller Ægestav nævnes saaledes, er den af R. Keyser og C. Unger udgivne Bearbejdelse af St. Olafs Saga, hvis Forfattelsestid næsten med Bestemthed kan henføres til Aarene 1160–80. Her staar der i Cap. 29: „Olaf havde nu ene næst Harald Haarfagre underkastet sig hele Norge, lige nordenfra Ægestav til Elven øster“. Omtrent samtidig med denne Saga er den Bearbejdelse af Olaf Trygvesons Saga, der tillægges Odd Munk. Her heder det i Cap. 19: „Nordenfor Norge er Finmarken. Landets Længde strækker sig fra Syd mod Nord fra Gautelven og Nord til Vægestav, men Breden fra Øst mod Vest fra Eidskogen til Englandshavet. Landet inddeles og benævnes saaledes: Viken, Hørdaland, Oplandene, Throndhjem, Haalogaland og Finmarken“. Et tilsvarende til hint Sted af den ældste Olaf den Helliges Saga findes i Tillæggene til Olaf den Hell. Saga i Flatøbogen, hvor det heder, at Olaf var Enevoldskonge i Norge saavidt som Harald Haarfagre havde besiddet Landet, nemlig saaledes at Gandvik begrændsede Landet mod Nord, Gautelv mod Syd, Eidskogen mod Øst, og Angelsø-Sund mod Vest (Fornm. Sögur V. 238). Flatøbogen er vel selv forholdsviis ung, men Bemerkningen, der tydeligt nok kun er en Variant af den ovenanførte, maa vistnok ansees som samtidig med denne. Den nøjagtigste Underretning om Finmarken, Vægestav og de tilstødende Egne faar man dog i Historia Norvegiæ, der nu vistnok kun existerer i et ungt Papirshaandskrift, men hvis Indhold viser, at det meste deraf, og fornemmelig den geographiske Indledning, neppe er yngre end det 13de Aarhundrede, siden Syderøerne omtales der som endnu skatskyldige under Norge. Her inddeles Norge først i tre saakaldte „Zoner“: Kyst-Egnene (maritima), Oplandene (mediterranea quæ et montana) og Finmarken (silvestris quæ Finnis inhabitatur sed non aratur). Siden inddeles Kyst-Zonen i fire „Patriæ“ eller Hovedlandskaber: Viken øster (Sinus orientalis) til Rygjarbit, Gulathingslagen (Gulacia) til Øen Miden, Throndhjem (Trondemia) og Haalogaland (Halogia), hvis Indbyggere bo meget sammen med Finnerne og have Samhandel med dem, og som slutter Norge mod Nord ved det Sted, der kaldes Vegestav, der danner Grændsen mod Bjarmeland. Om Finnerne heder det strax efter, at de bebo den uhyre Ørken, der grændser til Norge og adskiller den vidt og bredt fra andre hedenske Folk; det siges om Finnerne, at der hos dem findes mange Ikorn og Hermeliner, af hvis Skind de betale Norges Konger, hvilke de og ere underkastede, stor Skat hvert Aar; endelig, hvor Beretningen om Finnerne op- hører, heder det: „nu, da Norges Grændser ere gjennemgaaede og betegnede, ville vi gaa over til de skattepligtige Øer“. Her fremtræder Finmarken atter deels som et Landskab, der kun «grændser til“ Norge, deels som en virkelig Deel af Norges Rige, og under alle Omstændigheder som skatskyldigt under Norge. Men Finmarkens, paa den Tid da dette skreves, vistnok allerede af norske Kolonister besatte Kyster regnes her merkeligt nok til Haalogaland, der udtrykkeligen siges at strække sig lige til Vægestav. Ved Finmarken i egentlig Forstand har Forfatteren altsaa kun tænkt sig de indre Skovegne. Men hvad enten vi med ham gjøre denne Skjelnen mellem Finmarkens Kyster og indre Dele, eller vi regne Kysterne med til Finmarken, bliver Grændseangivelsen for Norge den samme, nemlig Vægestav, som her udtrykkeligt siges at adskille Norge fra Bjarmeland.^[15]

Naar det heder, at Vægestav skillede mellem Norge og Bjarmeland, og paa det ovennævnte Sted i Flatøbogen, at Gandvik eller det hvide Hav begrændsede Norge yderst mod Nord, bliver det allerede klart, at Vægestav maa være at søge etsteds ved det hvide Hav. Dette fremgaar ogsaa af den Angivelse af Udstrækningen af Norges Kyster, eller Afstanden mellem visse Hovedpunkter mellem dem, som jeg i Anmerkningen til Udgaven af Historia Norvegiæ har meddeelt efter en Optegnelse fra 14de Aarhundrede i en norsk Lovcodex. Her angives Afstanden efter „Uger Søes“ (vikur sjávar) eller Sømile, vistnok ikke efter nogen nøjagtig Opmaaling, men dog, som det lader, efter hvad der ved Erfaring var befundet at være de omtrentlige Sejladslængder. Og ved at sammenligne Afstands-Anvendelserne mellem Punkter, hvis Beliggenhed endnu nøjagtigt kjendes, vil man finde, at de i det Hele taget staa i et rigtigt Forhold til hinanden indbyrdes. Fra Kalvsund (mellem Økerøerne strax udenfor Hisingen) er der, heder det, to Tylfter eller 24 Uger Søes til Lindesnes; fra Lindesnes til Bergen ligesaameget. En Passeraabning paa Kartet fra Hisingens vestligste Spids til Lindesnes vil befindes omtrent af samme Længde som en fra Lindesnes til Bergen, naar Kystens Krumning tages med i Betragtning. Fra Bergen til Kraakevaad ved Indløbet til Throndhjemsfjorden regnes fire Tylfter, altsaa den dobbelte Afstand som fra Lindesnes til Bergen eller fra Kalvsund til Lindesnes. Tager man den betydelige Omvej om Stad med i Betragtning, vil ogsaa denne Angivelse befindes at passe. Derpaa regnes fire Tylfter fra Kraakevaad til Vaagen, hvilket passer meget godt, nemlig to Tylfter til halvvejs mellem Vegen og Dønnesø, og to Tylfter derfra til Vaagen. Prøver man, uden Hensyn til de angivne Mellempunkter, den hele Afstand fra Hisingen til Vaagen, vil man finde, at den næsten nøjagtigt er sex Gange saa lang som Afstanden fra Hisingen til Lindesnes. Fra Vaagen til Andsnes (lidt østenfor Indløbet til Kvænanger) regnes 4 Tylfter, og ligesaameget fra Andsnes til Vargøhuus (Vardøhuus). Disse Afstande ville befindes at være for højt anslaaede i Sammenligning med de øvrige, da Passeraabningen mellem Vaagen og Andsnes, eller mellem Andsnes og Vardø, kun viser halvanden Gang saa meget som mellem Hisingen og Lindesnes. Men begge Afstande ere dog indbyrdes lige store, og man maa her ogsaa tage betydeligt med i Anslaget for de mange Krumninger, i hvilke Sejladsen gik. Maaler man den hele Kyst fra Hisingen til Vardøhuus med Passeraabningen fra Hisingen til Lindesnes, faar man kun 9 Gange denne, uagtet det efter Angivelsen skulde være 10; men betænker man, at man fra Hisingen til Lindesnes kunde sejle i en ret Linje, hvad der paa den øvrige Deel af Kysten er umuligt, kan man vistnok regne en Niendedeel fra hvert Par Tylfter, hvorved Regningen aldeles slaar til, nemlig 10 Par Tylfter eller 240 Uger Søes fra Kalvsund til Vardøhuus. Maalestokken en Tylft Søes bliver saaledes i ureent Farvand lidt mindre end Halvdelen af Afstanden mellem Kalvsund og Lindesnes, eller noget over en Meridiangrad; i reent Farvand derimod henved 72 Meridianminuter. Nu angives endvidere Afstanden fra Vargøhuus til „Ægestav, hvor Norge ender“, sex Tylfter, og langs Kysten her er Farvandet i det Hele taget reent, saa at man derfor kan anvende den hele Maalestok; følger man paa den Maade Kysten, kommer man til et Sted ved Kandalaxbugten, hvor en Elv ved Navn Varsugha løber ud; og hvor der tillige paa Karterne findes anlagt en Lappeby eller et beboet Sted af dette Navn. Det vil nedenfor vises, hvorledes andre Data gjør det uvist, om Vægestaven skal søges her eller lidt længer inde i Kandalaxbugten. Men for Øjeblikket er det her tilstrækkeligt at have godtgjort, at Grændsen mellem det norske Finmarken og Bjarmeland var at søge paa den nordlige Bred af Kandalaxbugten. Saa langt naaede altsaa vore Forfædres Bjarmeland mod Vest, og følgelig maa de have tænkt sig Bjarmeland som omgivende den inderste Deel af Kandalaxbugten, hvor man snarere skulde have ventet at finde Kareler. Men dette vidner end mere om, at man ej havde nogen tydelig Forestilling om Bjarmelands rette Grændser og Udstrækning, og hvad der hos vore Forfædre gjaldt om Bjarmeland, maatte blandt Russerne gjelde om Savolotschie.

Ved Haakon Haakonssøns Tid finde vi Karelen, følgelig og idetmindste den sydlige Deel af Savolotschie, som erkjendt skatskyldigt under de novgorodske Storfyrster. I denne Konges Saga Cap. 271 fortælles der, at der om Vinteren 1251 kom et Gesandtskab fra Alexander (Nevsky), Konge (d. e. Storfyrste) i Garderike, fra Holmgard (Novgorod), hvis Formand var en Ridder ved Navn Michael; de klagede over Uenigheder, som havde fundet Sted mellem Kong Haakons Sysselmænd nord i Finmarken og Østkarelerne, der vare skatskyldige under Holmgards . Konge, fordi de havde sædvanligen Ufred med hinanden i Ran og Manddrab. De havde ogsaa det Ærinde at bejle til Kong Haakons Datter for Alexanders Søn. Kongen lod om Vaaren et Gesandtskab, med Vigleik Provst og Borgar i Spidsen, følge med dem tilbage til Holmgard, hvor Kongen tog vel imod dem, og hvor de for den Gang sluttede Fred mellem begge Riger og deres Skatlande, saa at ingen skulde gjøre den anden Ufred. Ved Bortrejsen fik de sømmelige Gaver af Holmgardskongen til Kong Baakon, men Giftermaalsforslaget blev der ej taget noget Hensyn til, fordi Tatarerne (Mongolerne) paa denne Tid herjede saa meget paa Holmgardskongens Rige. Dette er den første Fredstraktat, som udtrykkeligen omtales mellem Norge og Rusland, men Traktaten selv findes ikke mere. Og ligeledes er det den første Gang, at Ufred fra Østen i Finmarken udtrykkelig omtales. Dog sigtes der aabenbart til befrygtede Angreb af Russer eller Kareler, naar det i Opregnelsen af hvormange Skibe ethvert Fylke skulde stille, i den ældre Gulathingslov Cap. 315 (hvilken Opregnelse i alle Fald er ældre end 1250), heder at Nord-Haalogalændingerne havde „Vagthold øster“. Freden selv var ikke af lang Varighed, thi allerede i Aaret 1271 omtale de islandske Annaler et Plyndringstog, som Kareler og Kvæner foretog til Haalogaland.

Om derimod det egentlige Bjarmeland eller den nordligste Deel af Savolotschie endnu paa Haakon Haakonssøns Tid var traadt i en engere Forbindelse med Rusland, er tvivlsomt. Haakon Haakonssøns Saga (Cap. 81) omtaler et Tog, som Andres Skjaldarband og Ivar Utvik foretog til Bjarmeland i Aaret 1222, paa Grund af at Bjarmerne nogle Aar i Forvejen havde dræbt Besætningen paa et haalogalandsk Skib, som overvintrede der, men blev uenig med Bjarmernes Konge. Altsaa havde Bjarmerne paa denne Tid (omkring 1218) endnu en egen Konge.^[16] Dette hindrer imidlertid ikke, at de kunne have været skatskyldige under Novgorod, og saa meget er vist, at der allerede i det 12te Aarhundrede boede novgorodske Bojarer, der bestyrede eller havde Opsigt over Dvinagebetet, ved Matigory og Uchtostrov, medens det hele Landstrøg fra Dvinas vestenfra kommende Biflod Jemza til Søen skal have været beboet af russiske Kolonister,^[17] ligesom der i det samme Aarhundrede allerede vare russiske Klostre ved Dvina-Floden. I det arnamagnæanske Pergamentshaandskrift No. 736 qv., der er aftrykt i Antiquitates americanæ S. 283 fgg., og hvoraf tillige et Facsimile meddeles, heder det ogsaa udtrykkeligt om Bjarmeland, at det er skatskyldigt under Gardekongen. Og dette Haandskrift er neppe yngre end Slutningen af det 13de Aarhundrede. At mange Bjarmer formedelst Mongolernes Anfald flyttede til Norge og fik af Kong Haakon Haakonssøn Tilladelse til at nedsætte sig ved Malangen imod at antage Christendommen, er bekjendt.^[18]

Herjetog af Karelerne til Finmarken omtales ogsaa i 1278, ved hvilken Lejlighed de fangede Thorbjørn Stein, Kong Magnus’s Sysselmand, og dræbte 35 Mand for ham paa Fjeldet. Et nyt Anfald af dem nævnes 1302, i hvilken Anledning Kong Haakon sendte Agmund Dans, Søn af Agmund Krøkedans, op til Finmarken med mange Folk. Overhoved synes Karelerne, maaskee og Russerne, paa denne Tid at have havt Overtaget paa de Kanter. I mange Aar, heder det i Annalerne ved 1310, havde man ej faaet Skat af Finmarken, og Kong Haakon sendte derfor Gissur Galle, en anseet Islænding, derhen efter Skatten. Med Gissur fulgte en anden Islænding, Valtyr Eyjulfssøn, Broder af den senere i 1344 dræbte Prettapaal. Aaret efter (1311) kom Gissur virkelig hjem fra Finmarken med Kong Haakons Skat. Og tre Aar derefter (1314) kom endog, som det heder, Finnekongen Martin til Kong Haakon, rimeligviis for at aflægge sin Hyldest; Beretningen er imidlertid heel besynderlig og kan vel neppe ansees som ganske tilforladelig. Omtrent samtidigt hermed (nemlig fra 12te Aug. 1313) have vi en Retterbod af Kong Haakon, hvori Finnerne selv ere langtfra at skildres som gjenstridige, hvorimod deres Nød og Fattigdom omtales; det indskærpes Kongens og Erkebiskopens Aarmænd ikke at paaføre Finnerne vrange Søgsmaal eller ved Trusler at aftvinge dem utilbørlige Udredsler. Der tilsiges ogsaa de Finner, der antage Christendommen, Fritagelse i 20 Aar for at erlægge mere end ¹⁄3 af de lovbestemte Bøder, hvis de domfældes; først efter det 20de Aar, staar der, skulle de svare fuld Sekt ligesom de andre Bumænd d. e. norske Kolonister.^[19] Saavidt vides, er det første Gang, at dette Navn forekommer. I Aaret 1315, den 27de og 28de September, udstedte Kong Haakon to Retterbøder for Haalogaland, den ene angaaende Udredelse af Ledingsskibe, den anden forbydende unødvendigt og utidigt Ledings-Udbud, eftersom Sysselmændene dersteds havde havt for Skik at opbyde Leding to, tre eller flere Gange om Aaret, uden skjellig Grund, men blot for at berige sig selv.^[20] De Paaskud, under hvilke Sysselmændene opbød Ledingen, have uden al Tvivl været foregivne Anfald af Russer og Kareler; men Haakons Retterbod viser, at disse Anfald paa den Tid, rimeligviis ved Kongens kraftige Foranstaltninger, maa have været sjeldnere. Efter al Sandsynlighed har det derfor ogsaa været ved denne Tid, at Fæstningen Vardøhuus, eller som den rettere burde kaldes Vargøhuus (Vargeyjarhús), blev anlagt. Vistnok omtales i Annalerne et Anfald af Russerne paa Haalogaland ved 1316, men i den Pavebulle af 1326, som nedenfor skal omtales, heder det dog udtrykkeligt, at det især var efter Kong Haakons Død, at Russerne og Karelerne hjemsøgte Norge.

At Forholdene mellem Rusland og Norge paa denne Tid virkelig vare indviklede, og at Tilværelsen af Fællesdistrikter, det vil sige Distrikter, hvor der fra begge Sider krævedes Skat, endog saagodtsom officielt anerkjendtes, viser den Notits om Enemerkerne mellem Norge og Rusland, som findes optegnet i et Par norske Lovbøger, allerbedst i Pergamentscodex No. 114 qv. i den arnamagnæanske Haandskriftsamling, hvor den er skreven med en Haand fra Aarene omkring 1330–1340, strax efter det store, saavel i „Norges gl. Love“ som i „Annaler for nord. Oldkyndighed 1844 trykte, Grændseskjel mellem Norge og Sverige. Da det i denne Notits heder, at Enemerkerne ere optegnede efter hvad gamle Bumænd og Finner havde sagt og endnu sagde, maa den der angivne Status quo idetmindste henføres til een Generation højere op end Nedskrivningstiden, altsaa til henved 1300–1310. Ved denne Optegnelse maa vi her dvæle nærmere, deels fordi den i og for sig er af Vigtighed, deels fordi der i saa lang Tid har hersket fejlagtige Forestillinger om dens Ælde. Den ældste og bedste Afskrift af den findes, som nys omtalt, i den arnamagnæanske Codex 114 qv., der ifølge Arne Magnussøns egenhændige Optegnelser udgjorde en Deel af den nu med No. 322 fol. betegnede Gulathings-Lovbog, førend han erhvervede den og skilte de enkelte Dele, hvoraf den samlede Codex bestod, fra hinanden. Af Antegnelser i Lovbogen selv og andre Data sees, at den i sin Tid har tilhørt Steigarthingets Lagstol. Thi man har endnu i den arnamagnæanske Samling et Forsøg af Povel Helgessøn, Lagmand i Bergen, til en Oversættelse af hint Grændseskjel mellem Norge og Sverige, der i Cod. 114 findes kort foran Grændseskjellet med Rusland, og i et Brev af 1601, hvormed Povel Helgessøn ledsager Oversættelsen, heder det, at „det gamle norske Maal udi den Steige Lovbog er meget mørkt og sommesteds ulæseligt“, ligesom man ved at sammenholde de Steder i hans Oversættelse, hvor han har levnet aabenstaaende Rum, med dem, hvor Ord og Bogstaver i Cod. 114 ere udslidte, seer, at det er denne og ingen anden Afskrift af Grændseskjellet, hvilken han har benyttet som Original. At den ved Steigarthinget hvilende Lovbog, der altsaa benyttedes for Haalogaland, ogsaa forsynedes med en Antegnelse om Grændseskjellet mod Rusland, var i sin Orden. Af nogle Optegnelser i en anden, forhen til den samme Lovbog henhørende Deel (Cod. Arnam. 773 qv.), men som nu er afsondret derfra, har jeg tidligere^[21] godtgjort, at Bogen i sin Tid maa have tilhørt et Medlem af den mægtige Bjarkø-Familje, eller idetmindste en i den nøjeste Forbindelse med denne staaende Mand. En anden, temmelig slet, Afskrift af Grændseskjellet med en Haand fra 15de Aarhundrede findes i den saakaldte Codex Tunsbergensis (Nyere Mskr.-Saml. 1642 qv.) i det store kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, og endnu en tredje i en norsk Codex af den nyere Borgarthingslov, der under Signaturen C. 14 qv. findes i det kgl. svenske Rigsbibliotheks Manuskriptsamling i Stockholm, hvilken Codex i sin Tid har tilhørt den bekjendte Oldgrandsker Sparfwenfeldt, som ved en egenhændig Paategning har oplyst, at han under sit Ophold (som Krigsfange) i eller ved Skien i Aaret 1677^[22] fik Bogen til Forærings af Hr. Nils Halvardssøn, Prest til Gjerpen; den har saaledes efter al Rimelighed tilhørt Skiens Lagstol. Det er Afskriften i denne Codex, der har vakt saa megen Forvirring. Den er nemlig skreven med Runer, og findes, tilligemed en Rune-Afskrift af det bekjendte Grændseskjel mellem Sverige og Danmark fra Skaanske Lov og Vestgøtaloven, paa en i Codex, uvist hvorfor, oprindelig ubeskreven Side (fol. 100 verso), i det første Capitel af Tyvebolken mellem Ordene: þá er hann dræpr, og „En ef þjófr stelr til merkr veginnar“.^[23] Allerede i den Omstændighed, at Grændserne mellem Sverige og Danmark, der aldeles ikke vedkomme Norge, men kun Sverige, ere indførte her ved Siden af det norsk-russiske Grændseskjel, der lige indtil Grændsetraktaten af ⁷⁄18 Octbr. 1751 ogsaa maatte interessere Sverige for Fællesdistrikternes Skyld, vækker sterk Formodning om, at det Hele er tilføjet paa den tilfældigt forefundne blanke Side, efterat, Bogen kom i svensk Eje. Dette bliver til Vished, naar man betragter Runernes Udseende, den anvendte Retskrivning og de grammatiske Former, hvilket saameget lettere kan gjøres, som et Facsimile af den hele Side er meddeelt i Bjørners Cogitationes critico-philologicæ de orthographia linguæ Suiogothicæ, Stockholmiæ 1742. Her vil man finde en Mængde saadanne Fejl, der aldrig kunde begaaes endog af en Afskriver i det femtende Aarhundrede, men som derimod ikke ere usædvanlige i de Gjengivelser af større eller mindre Stykker af oldnorske eller oldsvenske Haandskrifter, hvortil man siden Worms og Bures Tid, lige indtil Slutningen af det 17de Aarhundrede, behagede sig i at anvende Runer, og som forudsætte en total Uvidenhed om den ældre Lydlæres første Betingelser. Dertil kommer endvidere de groveste grammatiske Fejl, og endelig hvad der her er afgjørende, andre Fejl, der blot kunne forklares ved Fejllæsning af Ord, skrevne med almindelig Fractur-Cursiv. Man overbeviser sig let derom af følgende Aftryk med latinske Bogstaver, hvor hver Runebogstav nøjagtigt er gjengiven med een og samme tilsvarende latinsk: þesar ouda mærkum æro mellin norræ kununk riki auk ryssa (y her betegnet ved ᛣ) kununkr æftir þui sem gamul m. sua kuædia. ok ænd kueda aldr bumæn og finnar kuedur þat ryssar kongur tækr þæknskyldr hia sen till lynkastufuti (y betegnet ved ᛣ) ænn aa fiallæ till mællæ aa og liggær þan binustior moeæiæ killæ. Ænd kununggr af Norrik a skolla ousta til þriaþimos ok ind eftr sanduik til uællæ aa. huer sem halfkaræltær æda haf finnar æra. þær sem finskan m. afua aat. takas ok næ mæira aa þan ousta oudamorkum ænd fæm graaskind af huarrum buga. og da æftr fynd æro þæir uili aftær fundr sælædar. & cetera. Ikke at tale om de grammatiske Fejl, og det urigtige i at skrive end, ind, da (f. enn, inn, þa), hvad man i ældre Tider aldrig vilde have gjort, viser Læsemaaden „binustior moæiæ“ ist. „beinsta upp moti“, „skolla“ f. skatta, karæltær f. karællær (karelar), sanduik f. ganduik (g og s ligne nemlig ofte hinanden), at Afskriveren ikke engang har kunnet læse den vistnok temmelig daarlige norske Text, han har benyttet. At denne Text maa have været meget lig den i Cod. Tunsbergensis, vil man let see ved at sammenligne Varianterne i Norges gl. Love III. S. 152, 153, hvor dette Grændseskjel er udgivet. Ogsaa her findes Læsemaaden „Sandvik“ istf. „Gandvik“; ligeledes det uforstaaelige Slutningsord settedar istf. gera, hvilket Runeafskriveren har læst sælædar, og som vel har sin Oprindelse fra en eller anden misforstaaet Abbreviatur. Formen Lynkastufuti er ligeledes aabenbart en Forvanskning af det i Cod. Tunsb. forekommende Lyngastuffuen. Hvad der fremdeles viser, at Afskriften er efter en med sædvanlig Fractur skreven Original, er, at der efter sælædar følger et sædvanligt etcetera (&c.); endelig maa det ikke oversees, at enkelte Partier ere med udmerket Stiil, nemlig i det norsk-russiske Grændseskjel, hvad der ovenfor er betegnet ved Cursiv, og i det dansk-svenske de første Linjer, eller Overskriften indtil „þau sa(tu) ristær“ &c., og dernæst det Sted, hvor det heder, at Danekongen holdt Upsalakongens Bidsel og Norges Konge hans Stigbøjle. At udmerke enkelte Partier ved større Skrift var usædvanligt allerede i den sædvanlige Fraktur, endsige i Runeskrift, og tilhører kun de sildigste Tider; og den Omstændighed, at just det sidstnævnte Parti af det dansk-svenske Grændseskjel er udhævet, røber tydeligt Afskriverens svenske Nationalitet. Ved at sammenligne dette sidste Grændseskjel med det Aftryk af en anden, omtrent ligesaa mislig Rune-Afskrift deraf, som Liljegren har aftrykt i sit Diplomatarium Svecanum, 1ste Deel S. 28 efter en i det 16de Aarhundrede skreven Papirscodex af Skaanske Lov, vil man ogsaa spore flere Overeensstemmelser, der næsten kunde bringe En paa den Tanke, at denne Afskrift har tjent Afskriveren af Grændseskjellet i C. 14 til et Mønster, hvorefter han formede sin Orthographi. Alt vidner saaledes om, at hele Rune-Inseratet i C. 14 hidrører fra sildigere Tider, og navnligen maa være skeet efter 1677, da Bogen kom i svensk Eje; at det norsk-russiske Grændseskjel maa være afskrevet efter en eller anden yngre norsk Lovcodex, rimeligviis paa Papir, som maaskee endnu kunde findes etsteds i Sverige, og at Omsætningen til slet Runeskrift enten kun er skeet, fordi nu engang den Tids svenske Lærde behagede sig deri, eller fordi Afskriveren virkelig har haft til Hensigt at vække en falsk Forestilling om Skriftets Ælde.^[24] Dette er ogsaa virkelig lykkets ham, thi af en Note i Karamsins russiske Historie, 2det Bind S. 26, seer man, at der allerede under Katharina II, og som det synes efter hendes egen Befaling, blev taget en Afskrift af Rune-Documentet, som man antog at være fra Sven Tjuguskeggs Tid, og som rimeligviis de daværende Historikere i Rusland, fornemmelig Müller, havde gjort Kejserinden opmerksom paa, i den Tanke, at det kunde godtgjøre ældgamle Rettigheder, som Rusland havde udøvet. Karamsin, skjønt i det Hele lettroende, har dog et Slags Formodning om, at Rune-Documentet er forfalsket; hans Yttringer derom charakterisere dog altformeget den Overfladiskhed og Ukyndighed, hvormed de nordiske Kilder af ham og andre udenlandske Lærde have været benyttede, til at de ikke her skulde finde en Plads i sin Heelhed: „En Deel af Lapland tilhørte Novgorod allerede før Jaroslav, hvis et Rune-Pergament-Haandskrift, der i Aaret 1677 blev trykt i den lille norske Stad Skien, ikke er en eller anden Alderdoms-Liebhabers Verk. Den lærde Sparfwenfeldt fik det af Pastor Nicolaus Halfward. Det indeholder Bestemmelsen af Grændsen mellem Norge og Rusland paa den danske Konge Sven I’s Tid, der levede mod Enden af det 10de Aarhundrede. Det siges her, at den russiske Hersker kunde tage Skat af Kysternes, Skovenes og Bjergenes Beboere indtil umiddelbart ved Norges nordøstlige Grændser. Jeg fandt disse Efterretninger i et haandskriftligt Udtog gjort for Katharina den Store af skandinaviske Annalister i Stockholm“.^[25] Karamsins Unøjagtighed viser sig her i et skarpt Lys, idet han henfører det norske Grændseskjel, der intet har med det danske at bestille, til Kong Sven Tjuguskegg, der nævnes i dette; ligeledes er hans korte Recit af Indholdet aldeles uefterretteligt. Sjøgren, der offrer Documentet en vidtløftig Granskning i sin Afhandling om Savolotschie S. 497 Not. og S. 524, 525, gaar igjen altfor vidt paa den anden Side, idet han, støttende sig til Schønings Udsagn i hans „Forsøg til de nordiske Landes gamle Geographi“, tilligemed andre Data, sætter Grændsebestemmelsen saa langt ned i Tiden som Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, uagtet Haandskriften selv i Cod. 114, som ovenfor omtalt, er fra Aarene omkring 1330.

Da et nøjagtigt Aftryk af Grændsebestemmelsen efter Cod. 114 qv. tilligemed Varianter findes i „Norges gl. Love“, III. 152, behøve vi her ikke at indføre den i Original, men meddele den kun i ordlydende Oversættelse saaledes:

„Disse ere Enemerkerne mellem Norges Konges Rige og Russernes Konges Rige, eftersom gamle Mænd have sagt og end sige den Dag idag (nemlig) gamle Bumænd og Finner. Russerne have at tage Skat langsmed Søen til Lyngstuen, men paa Fjeldet til Mæle-Aa, der ligger lige op for Lyngstuen og øster mod Kjølen. Men Kongen af Norge tager Skatte øster til Trjanema og ind efter Gandvik (det hvide Hav) til Veleaga (Var. Vele-Aa), hvorsomhelst der ere Halvkareler eller Halvfinner, som have haft en finsk Moder. Heller ikke tages mere i de yderste Enemerker end fem Graaskind af hver Bue, men efter gammel Vedtægt (fyrnd), forsaavidt nogen heller vil yde efter gammel Vedtægt“.

De geografiske Angivelser i denne Grændsebestemmelse have været flere og saagodtsom alle urigtige Fortolkninger underkastede, hovedsagelig fordi Kundskaben til Finmarkens Topografi hidtil var saa mangelfuld, men tildeels ogsaa fordi man gik ud fra, at det Distrikt, hvor Russerne havde Lov til at kræve Skat, ikke kunde søges udenfor det senere saakaldte Fællesdistrikt Heri tog man dog meget Fejl. Den Ret, Russerne saavelsom Nordmændene udøvede i Finmarken, var en Ret over Personer og knyttede sig, idetmindste for Russernes Vedkommende, ikke som Landshøjhed eller som en reel Ret til Landskabet.^[26] Dette, betragtedes som en Ørken, hvilket Navn ogsaa Ottar giver det; dets Beboere vare, med Undtagelse af de i den senere Tid bosatte Nordmænd eller Bumænd, kun omstrejfende Jægere eller Nomader, og af disse Beboere krævedes der Skat, hvor Skattekræverne kunde finde dem. Vi have seet, at Finnerne betragtedes som skatskyldige til den norske Konge; han lod derfor kræve Skat af dem. Denne hans Ret gik endog ifølge hin Grændsebestemmelse saa vidt, at Folk, der kun paa Mødrene-Side vare af finsk Æt, eller som havde en karelsk Fader, men en finsk Moder, vare ham skatskyldige. Af den Omstændighed, at der her kun tales om Finner og Kareler, sees, at der ej var Spørgsmaal om andre ikke bosatte skattepligtige Folk. Og det følger heraf ligefrem, at de Folk, af hvilke Russerne krævede Skat, vare Karelerne. Vi finde ogsaa, som vi i det følgende ville see, Russerne og Karelerne stedse nævnte i den nøjeste Forbindelse med hinanden siden det 13de Aarhundrede. Ligesom altsaa Nordmændene krævede Skat af Finner og Halvfinner eller Halvkareler, saaledes krævede Russerne Skat af de egte Kareler. Den Omstændighed, at Børnene af en Kareler med en finsk Kvinde ikke længer bleve skattepligtige til Rusland, men bleve norske Undersaatter, viser ellers fuldkommen, at den egentlige Territorialhøjhed over Finmarken ansaaes for at tilkomme Norge. Men da karelske Jægere, som det synes, strejfede over hele Finmarken, maatte man vistnok indrømme Russerne Ret til at opsøge dem inden Finmarkens Grændser, medens der dog paa den anden Side sørgedes for, at russiske Skatkrævere ikke foruroligede de fast bosatte Nordmænd. Omvendt maatte ogsaa de norske Skatkrævere have Ret til at opsøge Finner og Halvkareler langs hele det hvide Havs Kyst, indtil et vist Punkt, udenfor hvilket de vilde komme i Conflict med Russernes faste Nedsættelser.

Det indlyser saaledes allerede heraf, at Grændsen for Russernes Skatkræverfarter snarere maa søges i den vestlige, end i den østlige Deel af Finmarken. I Grændsebestemmelsen finder man to Yderpunkter angivne, et ved Kysten, og et til Fjelds. Det Punkt ved Kysten, udenfor (d. e. vestenfor) hvilket de ej maatte gaa, var Lyngstuen. Dette har man urigtigviis søgt baade ved den saakaldte Karelsgamnu paa Halvøen Rybatschij eller Fiskerøen østenfor Jakobselven, og ved Løsklubben i Nærheden af Buggefjorden. Men naar man lader den forudfattede Mening, at den skal søges i Fællesdistriktet, fare og søger den i Vestfinmarken, gjenfinde vi den strax i Lyngstuen, det høje Forbjerg mellem Lyngsfjord og Ulfsfjord, der endnu den Dag idag bærer hint Navn. Mæleaaen, der nævnes som Ydergrændsen tilfjelds, skulde efter Angivelsen ligge lige op for Lyngstuen. Navnet „Mæle“ viser sig strax at være en Omlydsform af „Maal“; nu vide vi, at den anden Fjord, regnet fra Ulfsfjord, der skærer sig ind i Landet, heder Malangen (Málangr), d. e. Maal-Fjorden, der igjen øjensynlig har dette Navn, fordi den løber ind til Maals-Dalen og optager Maals-Elven.^[27] Undersøge vi nu Maalselvens Løb, saa ville vi finde, at den udspringer paa Kjølen netop lige i Syd for Lyngstuen, og at den saaledes netop maa være Grændsebestemmelsens Mæle-Aa. Den yderste Linje mod Vest, hvilken Russerne ej maatte passere, var en Linje fra Lyngstuen opad Lyngs-Halvøen og østenfor Balsfjorden til henimod Rosta-Vandene, hvor Maals-Elven har sit Udspring, og hvorfra tillige Lainio-Elven løber mod Øst ned til Torneaaen. Det er ogsaa naturligt, at Grændsen omtrent ved Aaret 1310 maatte drages her. Vi erfare nemlig af Haakon Haakonssøns Saga, at han lod opføre en Kirke paa Tromsø og christnede dette Kirkesogn, hvilket antyder, at Nordmændenes Nedsættelser allerede paa hans Tid naaede did, og at enkelte Søfinner derved ogsaa bleve vundne for Christendommen. Men stort videre kunne Nordmændene heller ikke være komne i 1310, da Kirken paa Tromsø endnu i den Pavebulle af 1308, hvorved de 14 kgl. Kapeller oprettedes, kaldtes ecelesia de Trums juxta paganos. Paa den anden Side vide vi af Rymbegla (S. 330), at Malangen i sin Tid regnedes for den yderste Grændse mellem Finmarken og Bumændene. Da det her tilføjes, at Lengvik Kirke ved Malangen er den nordligste i Verden, sees det tydeligt, at denne Angivelse er ældre end Opførelsen af Tromsø Kirke, medens den dog heller ikke kan være ældre end Kong Haakon Haakonssøns Regjeringstid, siden hans Saga ogsaa fortæller om ham, at han christnede mange Bjarmer, der havde flygtet østfra for Tatarernes Skyld, og gav dem Fjorden Malangen. Denne Indvandring af Bjarmerne maa sandsynligviis have fundet Sted omkring 1240, paa hvilken Tid Tatarernes Ødelæggelsestog især hjemsøgte de nordlige Dele af det russiske Rige. Opførelsen af Tromsø Kirke maa saaledes henføres til de sidste Aar af Haakons Regjeringstid, og i de tyve Aar fra 1240 til 1260 er altsaa rimeligviis Kysterne fra Malangen til Tromsø blevne saa sterkt besatte af Bumænd, at et nyt Kirkesogn kunde oprettes. I de følgende Aar indtil 1300 har Coloniseringen sandsynligviis naaet Lyngen, dog maa den her allerede have gaaet meget langsommere for sig, siden det egentlige Finmarken endnu stedse regnes at begynde ved Kvænanger, ligesom man ogsaa ved at kaste et Øje paa Kystkarterne vil finde langt hyppigere norske Gaards-Navne vestenfor Lyngstuen, end østenfor.

Videre end til det omtalte Strøg skulde altsaa Russernes Skatkræverfærder mod Vest ikke gaa. Om Russerne dog ikke ogsaa havde gjort Fordring paa Skat af de ved Malangen bosatte Bjarmer, nævnes ingensteds, men usandsynligt er det ej, at dette Spørgsmaal har givet Anledning til flere af de allerede omtalte Stridigheder mellem Rusland og Norge. Flere kunde maaskee finde det underligt, at Karelerne og de dem ledsagende russiske Skatkrævere skulde have strejfet saa langt mod Vest, men det er ovenfor viist, hvorledes de endog strejfede lige til det egentlige Haalogaland.

Ved Angivelsen af Østgrændsen for Skatkræverdistriktet har ikke mindre Forvirring hersket. Navnlig har man forklaret Veleaga, som her er Hovedpunktet, ved Vigo, som dog ligger paa Sydsiden af Kandalaxbugten. Grændsebestemmelsens Ord vise dog tydeligt, at den følger een og samme Kyst af det hvide Hav, og at man umuligt kan springe over til Vigo. Der nævnes kun to Punkter, Trjanema, der i Varianten kaldes Thriathimos, og Veleaga eller Veleaa. Af Udtrykket: „til Trjanema og ind efter Gandvik“ skulde det synes, som om man antog, at Kysten gjorde en Bøjning ved Trjanema, og at man der begyndte at regne „ind efter Gandvik“. Undersøger man de bedste russiske Kystkarter, vil man finde, at der netop paa det sydligste Punkt af den store Halvø, der mellem Kola og Kandalax stikker ud i det hvide Hav, altsaa netop der, hvor man skulde begynde at regne „ind efter Gandvik“, findes et Sted, kaldet Tetrina (under 66° 3ʹ 45ʺ N. Br. og 56° Ø. L.), og lidt østligere (under 66° 7ʹ N. Br. og 56° 38ʹ Ø. L.) et andet Sted, kaldet Tshanoma. At et af disse Steder er Trjanema, kan ikke betvivles; hvilket af dem, bliver for vort nærværende Spørgsmaal ligegyldigt, thi Retningen, hvori Veleaga eller Veleaa skal søges, bliver ligefuldt den samme.^[28] Gaa vi altsaa videre ind efter Kysten, støde vi først paa det forhen omtalte Varsuga, lidt udenfor Udløbet af Varsuga-Elven, i hvis Nærhed Vegestaven ifølge den forhen opstillede Beregning skulde være at søge. Men endnu længere inde, omtrent ved 52° Ø. L., støde vi, indenfor en fremspringende Pynt (Turji), paa Udløbet af en temmelig betydelig Elv, paa hvis vestre Side den saakaldte Finneby Umba eller Omby er beliggende. Paa de nyere, i Tydskland udkomne Karter har denne Elv ingen Bifloder, men kommer i en enkelt Strøm fra den store Sø Konbozero strax østenfor Kandalax. Undersøger man derimod Kartet over Gouvernementet Archangelsk i den ved Kejserinde Katharina’s Foranstaltning i forrige Aarhundrede udgivne Atlas over hele det russiske Rige, vil man paa det her omhandlede Strøg, uagtet Omridsene maaskee ere mindre nøjagtige, finde langt flere Detailler i det Indre, hvilket tydeligt viser, at Karttegneren maa have haft Special-Oplysninger, som senere Karttegnere have savnet eller slaaet Vrag paa. Her finde vi den ved Umba udløbende Elv, dannet af to lige mægtige Elve, der forene sig strax ovenfor Umba. Den ene, kaldet Rika Umba eller Umba-Elven, kommer fra en Indsø i Nordvest, kaldet Umbozero eller Umba-Søen; den anden derimod, kaldet Rika Vjala (eller efter den sædvanlige Udtale Væla), fra en Sø lige i Nord, kaldet Vjalozero eller Vælozero (Væla-Søen). Hvilken af disse der skal ansees for Hoved-Elven, og hvilket Navn man følgelig skal tillægge den samlede Elv ved dens Udløb, er ikke antydet, og saaledes uvist. Paa de nyere russiske Kystkarter kaldes den nu efter Umba-Byen Umba-Elven. Men der er intet, som hindrer os i at antage, at den i ældre Tider kan have beholdt Navn af Vjala- eller Væla-Elven. Og da nu vore Forfædre næsten oftere brugte Ordet „Aa“ end „Elv“, og derfor snarere sagde „Væla-Aa“ end,Væla-Elv“, vil man strax indsee, at „Veleaa“ i Varianterne til Grændsebestemmelsen neppe kan være nogen anden end denne,Væla-Aa“. Vistnok har Hovedtexten „Veleaga“, men deels kan man her let tænke sig en Skrivfeji, deels er det meget muligt, at Navnet af de omboende Finner har været udtalt saaledes, og endelig er der endog i dette „Veleaga“ formeget, der minder om „Væla“ (f. Ex. efter finsk Benævnelse Væla joki), til at man kan tvivle om Identiteten. Sandsynligheden af, at Elven har beholdt Navnet efter Væla-Strømmen, er saameget sterkere, som denne er den østligste, og altsaa den første, Nordmændene paa deres Fart østfra mødte, naar de vandrede lidt indenfor Kysten. Det maa heller ikke oversees, at der strax udenfor Udløbet af Umba- eller Væla-Aaen findes en lille Ø, der kaldes Voljo eller Volj-Ostrov, og som allerede findes anlagt paa de gamle hollandske Kystkarter, men ligesom saamange andre Stedsnavne paa dette Strøg ere forsvundne i senere Karter og først opdukkede igjen paa de sidste russiske Kystkarter. Om denne Øs Navn staar i noget Slægtskab eller Forbindelse med Elvens Navn, vil jeg ikke driste mig til at afgjøre, men at ogsaa den kunde repræsentere „Veleaga“, naar ikke det endnu mere overeensstemmende Væla-Aa fandtes, er unegteligt.

Paa denne Maade have vi Grændserne for Russernes og Nordmændenes Skatkræverfarere i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede nøjagtigt angivne. Om nu Vegestaven skal søges ved Væla-Aaen eller ved Varsuga, bliver uvist, thi saa nøjagtige kunne de ovenfor anførte Sømile-Angivelser ikke ansees, at det skulde komme an paa den forholdsviis ubetydelige Differens mellem Varsuga og Umba. Men gaa vi ud fra, at Russernes Skatkræver-Ret over Karelerne gik udenfor deres egentlige Rigs-Enemerker, maa det samme ogsaa antages om Nordmændenes Skatkræver-Ret over Finner og Halvfinner. Det er saaledes i sig selv ikke usandsynligt, at Vegestaven, Finmarkens egentlige Grændse, er at søge ved Varsuga, men at Skatkræverne havde Ret til at strejfe videre mod Vest, lige til Væla. Det kan forresten neppe betvivles, at kjendte Folk paa Stedet endnu vilde kunne paapege Vegestaven, og at maaskee endog Navnet endnu er til. Vestenfor denne regnedes da det russiske Karelen at begynde, efterat Benævnelsen Bjarmeland var ophørt at være brugelig.

Her vare altsaa alle Elementer forhaanden, der kunde vække Splid mellem Rusland og Norge. Men en væsentlig Aarsag til, at Russerne og Karelerne ligefra det 12te Aarhundrede, som det synes, med en hidtil ukjendt Iver og Voldsomhed hjemsøgte Finmarken, var ej alene Novgorods udvidede Herredømme over Savolotschie, men ogsaa den Omstændighed, at siden Sveriges fuldkomne Overgang til Christendommen antog de Krigstog, som Svearne fra umindelige Tider plejede at foretage i Finland og Karelen, et Anstrøg af Religionskrige, der opmuntredes ved Pavebuller, og som maatte bringe Russerne og endmere de hedenske Kareler til at betragte alle den romersk-katholske Religions Tilhængere i Norden som deres bestandige Fiender.

Det ligger ikke her i min Plan, omstændeligt at gjennemgaa de Svenskes Stridigheder med Russerne og Karelerne i Middelalderen, da dette allerede i flere svenske Skrifter tilstrækkeligt er skeet; det er kun af Vigtighed, her at nævne, at Russer og Kareler ogsaa her nævnes i Fællesskab, saaat man maa slutte, at deres Interesse af at bekrige deres nordiske Naboer i Vesten maa antages at have været fælles. Saaledes skulle ifølge Ericus Olai Russerne og Karelerne allerede i 1206 have gjort et Indfald i selve Sverige, afbrændt Sigtuna, dræbt Erkebiskop Johan af Upsala ved Stæket, og tillige fældet Folkungen „Hertug“ Johan, Dagen efter at han var kommen hjem fra en niaarig Expedition mod Russer og Ingrer.^[29] De Svenske vare paa denne Tid allerede siden Erik den Helliges Tider beskjeftigede med at underkaste sig hele Finland, og Karelerne havde allerede deri en Opfordring til at betragte dem som sine Fiender og gjengjelde deres Tog ved forskjellige Plyndringstog over til Sverige. Det er ellers vistnok neppe rigtigt, naar man regner de svenske Erobringstog til Finland og svensktalende Folks Nedsættelse paa dets Kyster alene fra denne Tid. Af Thorgny Lagmands velbekjendte Tale, anført i Olaf d. Helliges Saga, see vi, at allerede Harald Haarfagers Samtidige Erik Eimundarsøn underkastede sig Finland, Karelen, Estland og Kurland, hvor han byggede Jordborge og store Befæstninger, ligesom ogsaa Rembert i Ansgarius’s Levnetsbeskrivelse fortæller om et Tog, som den svenske Konge Olaf omkring 854 foretog til Kurland, der tidligere havde lydt under svensk Herredømme. Ligeledes nævner Adam af Bremen om et Tog, som den svenske Kong Emunds (den Slemmes) Søn Anund foretog til det saakaldte „Kvindeland“ (Kvænland) i „Skythien“, men mistede Livet med sine Folk, fordi de Angrebne blandede Gift i Elvene. Naar vi lægge Merke til, at flere Stedsnavne paa disse Kanter fra umindelige Tider synes at have haft svenske Benævnelser, som Domesnes (ved Indløbet til den rigaske Bugt, omtalt allerede i en ældgammel Runeindskrift), Runø, hvis Befolkning er reen svensk, Øsel, hvis rette Navn Eysysla eller Øsysla ligeledes er fuldkommen svenskt, Aaland og Bjørkø endog ved Bunden af den finske Bugt, skulde man snarere antage, at der ligefra den første Tid, da den svenske Nation selv vandrede ind fra det nuværende Rusland, fandtes svenske Bygder paa forskjellige Steder langs Kysten den hele Vej ligefra Neva til Aaland paa den enge og til Domesnes paa den anden Side. Dette bestyrkes deraf, at den Kyststrækning, som i vore ældre Sagaer kaldes Balagardssiden, og som man af flere Data kan see maa være det vestligste Strøg af den finske Havbugts Nordkyst, i den ældre Bearbejdelse af Olaf den Helliges Saga siges at ligge, „á Sjólandi“, en Benævnelse, der i den sædvanlige Olaf d. Helliges Saga henføres til et Kystdistrikt i Svithjod selv, det samme, som de svenske Love kalde Rodslagen eller Ro-Distriktet. Heraf maa man nemlig slutte, at Benævnelsen Sjoland ikke indskrænkes til den svenske Kyst alene, men udstrækkes ogsaa til Aaland og de nærmeste Kyster af Finland, hvis Beboelse ved Svenske ogsaa ligefrem følger heraf. Og sandsynligviis har det især været disse Svensker, over hvis Mishandling ved Finner og øvrige Hedninger der klages saameget i de forskjellige pavelige Skrivelser, der opfordre til en Religionskrig mod Hedningerne i Østen. Saalænge Russerne selv vedligeholdt deres nordiske Nationalitet ligeoverfor Slaverne, maa den umiddelbare Forbindelse mellem Sverige og Rusland have været mere levende og Rækken af svenske Bygder mellem begge Riger mere uafbrudt. Men jo mere det russiske Folk blev draget over i den slaviske, tildeels vel og i den finniske, Nationalitet, desto mere unordiske maatte dets Interesser blive, indtil det omsider antog en aldeles fiendtlig Stilling og gjorde fælles Sag med de barbariske Kareler. Ved det 13de Aarhundredes Slutning krigede man, som det synes, fra begge Sider med større Hidsighed end nogensinde. I Aaret 1283 viiste Svearne sig i Ladoga og dræbte novgorodske Kjøbmænd fra Obonesch;^[30] Ladogaerne søgte at hevne det ved at angribe dem i Nevafloden, dog, som man maa formode, uden Held. I 1284 var en svensk Flaade atter i Ladoga, under Anførsel af en vis Thrond, forat inddrive Skat af Karelerne, men blev slagen tilbage af Novgoroderne ved Udløbet af Neva. I 1292 foretog Novgoroderne et Tog til Finland, og da de vare komne hjem igjen, viiste sig en Hær af 800 Svenske, af hvilke den ene Halvdeel angreb Karelen, den anden Ingermanland, men uden Held, da de deels bleve dræbte, deels fangne.^[31] I det følgende Aar anlagde Rigsforstanderen Thorgils Knutssøn Viborg for at skaffe den svenske Magt et Holdpunkt i disse Egne, hvilket den hidtil havde savnet.^[32] Forgjeves sender den novgorodske Storfyrste Andreas Alexandrovitsh en Hær forat indtage og forstyrre den; Russerne bleve slagne tilbage med stort Tab. Det er vel disse Begivenheder, hvortil de islandske Annaler sigte, idet de fortælle, at Drotseten Thorgils Knutssøn endog christnede to Dele af Karelen; men de henføre det urigtigt til 1296, thi allerede i 1295 begyndte det at gaa de Svenske mindre heldigt.^[33] De anlagde Kexholm ved Ladoga, men det blev strax efter erobret af Russerne, og den svenske Anfører Sigge Lake faldt. Det gik ikke bedre med Landskrona, hvilket Thorgils i Aaret 1300 anlagde ved Ochtas Udløb i Neva, hvor Nyenskands senere blev bygget, lidt ovenfor det nuværende St. Petersburg. Storfyrste Andreas ødelagde det i 1301. Efter at Krigen en Tid lang havde hvilet, gjorde Russerne i 1310 et Tog over Ladoga og opbyggede en Fæstning paa det ødelagte Kexholms Ruiner; i det følgende Aar drog de, anførte af Storfyrste Demetrius Romanovitsh, til Søs til Finland, herjede hvor de kom, drog opad Kumo-Elven, ødelagde Befæstningen Vanø ligeoverfor Tavastehuus, i hvilket de Svenske trak sig tilbage, og vendte derpaa ad en anden Vei, stedse herjende, uden at ville indlade sig paa de Svenskes Fredstilbud, tilbage til Novgorod. De Svenske hevnede sig ved at opbrænde Ladoga eller Aldageborg 1313. De svensksindede Kareler dræbte i 1314 alle Russer i Kexholm og kaldte de Svenske til Hjelp, men Novgoroderne erobrede Kexholm tilbage og dræbte den svensk-karelske Besætning. Faa Aar efter gjorde de Svenske et nyt Tog i Ladoga-Søen og dræbte mange oboneschiske Kjøbmænd. Novgoroderne hevnede sig ved, Aaret efter, at angribe og herje Aabo^[34]. Saaledes stode Sagerne, da Kong Byrge blev afsat, Barnet Magnus Erikssøn valgtes til Konge og Sverige og Norge derved forenedes under een Konge.

Uagtet vistnok Norge paa Grund af dets Beliggenhed og Grændse-Forviklingerne imod Nordøst under alle Omstændigheder vilde være kommet i Conflict med Rusland, saa kan det dog ej betvivles, at Foreningen under een Konge med Sverige 1319 maatte gjøre Uvenskabet endnu sterkere, da Sverige og Rusland nu allerede i saa lang Tid havde ligget i Strid med hinanden, og Norge, forbundet med Sverige, ikke under en svensk-russisk Krig kunde blive neutralt. Det synes endog, som om deres Herjetog nu fornemmelig have gjeldt Norge. Det heder nemlig i den Skrivelse af 1326 fra Pave Johannes d. 22de, som allerede ovenfor er omtalt, og til hvilken vi nedenfor nærmere ville komme tilbage, at han med Smerte havde erfaret af Kong Magnus’s Meddelelser derom, at de vantroe Hedninger, Karelerne og Russerne, hans Riger Norges, Sveriges og Gautlands Naboer, havde hjemsøgt disse Riger, og især Norge, der laa dem nærmest, med Ran, Brand, Herjing o. s. v., fornemmelig efter hans Morfader Kong Haakons Død. Et ældre Pavebrev af 10 Febr. 1323 til alle de Troende i Norge omtaler og, at nogle Hedninger ved Navn Finner havde gjort store Voldshandlinger der i Landet og søgt at indføre Hedenskabet og udrydde Christendommen, hvorfor han giver alle dem, der døde, forsvarende Landet mod dem og efter aflagt Poenitentse m. m., den samme Aflad, som tilkom dem, der kæmpede for det hellige Land (Suhm, Hist. af Dmk. XII, S. 82). Heraf seer man, at Russerne og Karelerne nu ogsaa have faaet Finnerne til at gjøre Opstand og slutte sig til dem. Til denne Periode hører det Angreb, Russerne foretog paa Haalogaland, ved hvilket de endog opbrændte Rigsforstanderen Hr. Erling Vidkundssøns Gaard (1323^[35]). Men forresten synes man i begge Rigerne endnu ingen Tanke at have haft om at operere i Fællesskab. Der er ikke engang Tale om Krigsforetagender fra Norges Side, men kun om Forberedelser dertil. Derimod erfare vi, deels af Diplomer, deels af de svenske og russiske Aarbøger, at Sverige i Aarene 1320–1323 virkelig førte Krig med Rusland. Hr. Hildebrand paapeger flere i „Svenskt Diplomatarium” optagne Breve af 1320 og 1321, hvoraf man erfarer, at Viborg Slot i disse Aar har været i Russernes Vold, eftersom der handles om dets Tilbageløsning for en vis Pengesum. Saavel de svenske som de russiske Aarbøger melde, at den daværende novgorodske Storfyrste Jurje (Georg) Danilovitsh i Aaret 1322 forgjeves belejrede Viborg, som altsaa i Forvejen virkelig maa have været gjenløst af de Svenske. I det følgende Aar (1323) anlagde Novgoroderne under Storfyrste Jurje en ny Stad eller Fæstning ved den øvre Munding af Neva, hvor den løber ud af Ladoga, paa Øen Orechov, eller, som den paa svensk kaldes, Nøtø („Orech“ betyder nemlig „en Nød“). Denne Borg fik Navnet Orechovetz, paa Svensk Nøteborg; det er den nuværende Schlüsselburg. Her indfandt sig endnu samme Aar Gesandter fra Sverige for at underhandle om Fred, hvilken og, som vi ville see, kom i Stand med store Opoffrelser fra Russernes Side. Men det giver kun en daarlig Forestilling om Sammenholdet mellem begge de forenede Riger og overhoved om de kongelige Omgivelsers Statsklogskab, at der ved disse Underhandlinger ikke var mindste Tale om Norge, og at tvertimod Norge endnu vedblev i nogle Aar at ligge i Fejde med Rusland, inden særskilt Fred for Norges Vedkommende kunde blive sluttet. Paa samme Tid, Underhandlingerne førtes mellem de Svenske og Russerne i Orechovetz, har maaskee hint russiske Herjetog til Haalogaland fundet Sted. At det nærmest gik ud over Bjarkø, Erling Vidkundssøns Ættegaard, er neppe tilfældigt, da han just i Begyndelsen af dette Aar var bleven udnævnt til Drotsete eller Rigsforstander og Russerne derfor havde al Grund til at betragte ham som deres fornemste Fiende i Norge. Det lader ogsaa til, at Erling fra denne Tid af næsten har betragtet Krigen som et personligt Anliggende, for at kunne hevne den ham tilføjede Skade. Man erfarer nemlig af et udateret Brev af den bergenske Biskop Audfind, som endnu haves, at Erling havde haft flere Samtaler med Raadet og de bedste Mænd om, hvorledes man skulde kunne skaffe Hjelp til Haalogalands Forsvar mod Rigets Uvenner, Finner, Russer og Kareler. Han havde tilskrevet Erkebiskopen om at hitte paa Raad til, med Understøttelse af Gejstligheden, at kunne hjelpe dem med Kost og Vaaben, som droge nordefter for at stride mod disse Guds Fiender. Biskop Audfind mener dog, at det formedelst et Uaar, der havde hjemsøgt hans Diøces, neppe vilde kunne paaregnes noget Bidrag fra hans Gejstlighed, siden allerede den Tiende, Paven selv havde paabudt, kun med stor Vanskelighed var inddreven. Man undrede sig og, siger han, hvor der blev af Kronens Indtægter, der netop skulde opbevares til Brug for Landet i slige vigtige Anliggender. Desuden havde Magister Paal Baardssøn, tilføjer han, skrevet, at han ivrigen anholdt ved den pavelige Curie i Avignon om, at hele den norske Gejstlighed maatte beskattes (ut clerus per totam Norvegiam tallietur), hvilket Audfind mener kunde blive haardt nok for denne stakkels Gejstlighed, først af deres Foresatte hjemme i Landet og siden af Paven selv at lægges under saadan Tvang.^[36] Dette Brev henføres af Suhm (Hist. af Danmk. XII. 38) til 1320, meget uretteligen, eftersom den Omstændighed, at Erling kaldes Drotsete, viser, at det i alle Fald maa være yngre end 20 Febr. 1323, paa hvilken Dag Erling valgtes til Rigsforstander.^[37] Den her omtalte Magister Paal var, efter hvad man af et andet Brev af Audfind af 25 Febr. 1326 erfarer, Canonicus i Bergen, og allerede før 1320 afsendt af Biskop Audfind til den pavelige Curie som hans Fuldmægtig for at tale hans Sag i Anledning af de vidtløftige Stridigheder mellem Bergens Biskopsstol og Magister Capellarum angaaende deres indbyrdes Forhold. Efterat disse Stridigheder vare bilagte, forblev Paal fremdeles i Frankrige for at studere jus utrumque, og tog Doctorgraden i Orleans. Efter Brevets Udtryk^[38] skulde det synes, som om Paal dengang, da det blev skrevet, allerede var kommen hjem; ganske tydeligt er det vel ej, dog er det vist, at han længer hen i Aaret 1326 var i Norge, eftersom Audfind da ved en Skrivelse af 18 Sept. udnævnte ham til sin Fuldmægtig paa et Provincialconcilium i Nidaros.^[39] Da han nu i den sidste Tid af sit Ophold i Frankrige fornemmelig maa have opholdt sig i Orleans, beskjeftiget med sine Studier, maa man vistnok antage, at hans Andragende ved Pavestolen om at beskatte den norske Gejstlighed, og følgelig hint Brev fra Biskop Audfind, tilhører Aaret 1324. Den Pavetiende, hvortil der i Brevet sigtes, var vistnok den, som Pave Clemens V paa Kirkemødet i Vienne havde paabudt til det hellige Lands Gjenerobring, og forøvrigt til den christelige Religions Fienders Omvendelse. Denne Tiende var endnu ikke i 1326 fuldkommen inddreven, imidlertid var dog allerede da saa meget indkommet, at Pave Johannes XXII under 13 Aug. s. A. kunde befuldmægtige de to franske Gejstlige, Prioren for Dominicanerconventet i Figeac i Cahors Bispedømme, Johan de Serone, og Sognepresten til Novaux i Alets Bispedømme, Bernhard de Ortolis, til at modtage det af alle højere og lavere Collectorer i hele Norden indsamlede Bidrag, qvittere derfor og løse dem af Kirkens Band, som havde gjort fuld Rede derfor.^[40] Men under samme Dag gav han dem ogsaa den Befaling at udbetale Halvdelen deraf til Kong Magnus, for at han derved kunde bestride Omkostningerne ved Krigen med Karelerne og Russerne, hvortil han, som han i et ved hans Gesandter Bertrand de Luciolis og Raymund de Lamena oversendt Bønskrift havde godtgjort, ellers ikke saa nogen Udvej.^[41] Det er dette Brev, hvorom der ovenfor er talt, og hvori der handles om de af Karelerne og Russerne forøvede Voldsomheder i Norge. Det synes temmelig vist, at den af Paven efter Kong Magnus’s særskilte Petition givne Bevilgning var et Resultat af de „indstændige Anmodninger“, Magister Paal i sin Tid havde gjort. Men da Magnus paa denne Tid var umyndig, og det egentlig var Erling Vidkundssøn, som regjerede i hans Navn, kan man følgelig ansee Andragendet som udgaaet fra ham, og deraf kan man vel og forklare den Uvilje, hvormed Biskop Audfind omtaler Sagen; thi det er øjensynligt, at Audfind hørte til Oppositionspartiet mod Rigsforstanderen; han var ikke med i det Møde, hvor Erling udvalgtes, og tillod sig, som man seer, i Brevet til Erkebiskopen umiskjendelige Hentydninger til, at Drotseten ej anvendte de offentlige Indtægter tilbørligt; han vil maaskee endog give at forstaa, at de gik i Erlings egen Kasse, medens han derimod vilde tvinge Gejstligheden til at punge ud. Af alt dette er det imidlertid klart, at der virkelig fra norsk Side har været ført en Art af hellig Krig mod Russerne og Karelerne. Forresten kom den pavelige Skrivelse selv egentlig post festum, thi i Juni Maaned var allerede Freden mellem Norge og Rusland kommen istand i Novgorod. Naar man betænker, hvor– langsomt alle Rejser og Meddelelser gik paa hine Tider, vil det let kunne skjønnes, at man ved Pavestolen ikke vidste det mindste om denne Fredsslutning, da Skrivelsen udfærdigedes. Men om man endog havde haft Nys derom, vilde dog dette ikke have gjort noget til Sagen, da Pengene i saa Fald kunde anvendes til Erstatning af gjorte Udlæg og Opførelse af Befæstninger, ligesom vi ogsaa see Kongen lige indtil 1328 at oppebære og ved sine Befuldmægtigede at qvittere for for den ham overdragne Halvdeel.^[42]

De to Fredsslutninger, den svenske af 1323, og den norske af 1326, oplyse hinanden indbyrdes. Det er om den første, at Hr. Hildebrands Undersøgelser fornemmelig dreje sig. Den existerer desværre ikke længere i Original, idetmindste har denne, efter hvad Hr. Hildebrand oplyser, ikke siden Slutningen af det 15de Aarhundrede kunnet forevises. Af de svenske Gesandter, som i 1556 afgik til Rusland, paaberaabtes vel gamle Breve paa „Latin og Russisk, der i Hans Kgl. Majestæts Land endnu ligge forseglede i god Forvaring“, men de havde selv dog kun Copier at fremlægge. Derimod haves en Mængde yngre Afskrifter, og – i Betragtning af hin nysanførte Yttring, der viser, at Originalen var affattet paa Latin og Russisk – Oversættelser, der alle ere mere eller mindre skjødesløst gjorte, hvilket er saameget mere at beklage, som Traktaten indeholder en Mængde Stedsnavne, der under disse Omstændigheder nødvendigviis maatte blive forvanskede. Den ældste af alle Afskrifter er paa Papir, fra det 15de Aarhundrede, i det Kgl. svenske Rigsarkiv, hvilken Hr. Hildebrand har benyttet som Text i Sv. Dipl. 3. D. S. 6109, men hvortil en Mængde Varianter anføres. Den ældste Oversættelse, der er aftrykt i Sv. Dipl. S. 613, er ligeledes fra det 15de Aarhundrede, skreven med samme Haand og paa samme Blad, som den nysnævnte latinske Text, og slutter sig nøje til den. Men desforuden existerer endnu en særegen Redaktion paa Svensk, hvorom vi nedenfor komme til at handle noget nærmere; den er tilsyneladende bedre end den anden, men ingen Copi findes dog ældre end en af 1537, hvilken synes at være gjort tildeels efter den russiske Gjenpart; den er benyttet som Text i Sv. Dipl. S. 607. Altsaa er der, som Hr. Hildebrand viser, tre Redaktioner; den yngre svenske, hvilken han aftrykker først (A), den latinske (AB), og den ældre svenske (AC), alle tre med en Mængde Varianter.

Intimationen lyder saaledes paa Latin (med berigtigede Fejl): Ego rex magnus Jurghe cum borgravio Alformeo, cum duce Abraham, cum tota communitate Nogardiæ, ego terminaveram cum fratre meo rege Svecie Magno Erici filio; et venerunt de Sveciæ rege nuncii Ericus Thureson, Hemmingus Ödgislason, Petrus Joansson, et sacerdos Væmundus; ibi fuerunt de Gotlandia Ludovicus et Fodra. I den yngre svenske Oversættelse lyder den saaledes: Jag mykle Konungh Jurge med borggreuenom Alforneo (Alformeo), med hertug Abraham och med allom almogenom af Nogarde hafuer ändat med minom broder Sverikis konung Magnusi Ericsone, och kommo til wår Suerikis sendebudh Hre. Erik Thurisson, Hre. Hemminger Ödgisleson, Peter Jønson, och Hre. Wämunder presther, ther woro och köpmen af Gutlande Loduick och Fodru (eller Fodrwer, Fedwer). Den ældre Oversættelse tager, hvad der vel er at merke, „magnus“ i Kong Jurjes Titel (rex magnus, d. e. veliki knjas, Storfyrste) for et Navn og læser „Konungh Magnus Jwrghe“ o. s. v. – Indholdet er i Korthed dette: 1) Storfyrst Jurje med alle af Novgorod afstaa for Venskabs Skyld tre saakaldte Gislalag eller Distrikter af Karelen, nemlig Savolax, Jæskis og Eurepææ; derpaa opregnes Grændsepunkterne nøjagtigt fra Havet og Aaen Sestra (den saakaldte Systerbek) nordefter, i alt 16 Punkter indtil Pätajoki og derfra til Helsingehavet. 2) Indbyggerne af de novgorodske „Gislalag“ skulle have fælles Fiskeri og Bæverfangst i og ved visse navngivne Indsøer. 3) Kjøbmænd skulle have fri Fart fra Tydskland, Lübeck, Gotland og Sverige, gjennem Nyen (Neva) til Novgorod, baade til Lands og Vands. 4) Svearne og Viborgs Borgere skulle ikke hindre Kjøbmænd fra at rejse, saaledes at ogsaa de russiske Kjøbmænd, saalænge Freden varer, skulle have fri Passage. 5) Ingen af de kontraherende Magter skulle bygge Fæstninger i Karelen. 6) Debitorer, Cautionister, Trælle og Forbrydere, der flygte fra det ene Land til det andet, skulle udleveres. 7) Svearne skulle ej kjøbe Land eller Vand af de novgorodske Kareler. 8) Svearne skulle ej hjelpe Narvas Indbyggere, om de ej ville forbedre sig mod Storfyrsten og Novgoroderne. 9) Om der under Freden paa den ene eller anden Side begaaes nogen Forseelse, skal dette ej bryde Freden, men de Skyldige skulle straffes, enhver der, hvor Forseelsen er begaaet. 10) Alle Novgoroderne, deres Borge og Landskaber, skulle have Fred, ligesaa hele Sveriges Land. 11) Storfyrsten af Novgorod og alle Novgoroderne have taget Fred med Sveriges Konge og hele Sveriges Rige, Fredag før Mariæ Himmelfart. Hvo som krænker Korskysset, ham vil Gud og den hellige Jomfru straffe.

Af den norske Fredsslutning har man heller ikke længer Originalen tilbage. Men den blev allerede tidligt, ja efter hvad man maa formode samtidigt, indført i en Copibog ved Bispe-Arkivet i Bergen, der ved Siden af nogle faa ældre og yngre Documenter fornemmelig indeholder Breve fra Biskoperne Arnes, Audfinds og Haakons Tid, eller fra 1305 til 1342; hvilke derfor vistnok maa have været samtidigt og successivt indførte. Denne Copibog, der senere kom til Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, fortæredes med dette i Ildebranden 1728, men den var allerede forinden tildeels afskreven af den paalidelige Arne Magnussøn for Bartholin. Dennes vidtløftige haandskrevne Samlinger kom siden til Universitetsbibliotheket, og blandt dem udgjør Afskriften af Copibogen det 4de Bind, med Signatur E. Sammenligning af Arne Magnussøns Afskrifter af Originaler, der endnu haves, med disse viser, at de ere aldeles paalidelige og fortjene samme Tiltro som Originalerne selv. Saaledes kan man ogsaa fuldkommen stole paa Afskriften af Copibogen, i hvilken den norsk-russiske Fredstraktat findes Side 7–9. Den har oftere været aftrykt: i Thorkelins Analecta S. 60, i Saml. t. d. Norske Folks Spr. og Hist. V. 553, og allersidst i „Norges gamle Love,“ III. 151.^[43] Det er derfor ikke nødvendigt her at meddele mere end Intimationen, til Sammenligning med den svenske, og forøvrigt Indholdet i Uddrag. Den er affattet paa Latin, hvilket endmere bestyrker, at den svenske ligeledes var affattet paa dette Sprog. Intimationen lyder saaledes: Nuncius magnifict principis Magni, Norvegiæ, Sveciæ, Gotorumque regis, nominatus Haquinus, conformavit pacem ex parte totius regni Norvegiæ cum episcopo Nogardensi, nomine Moyse, et cum borgravio Olphormöy, et cum duce Astaphtio, et cum omnibus et singulis Nogardensibus. sicut prius fuerat ante prædecessores nostros. Indholdet er følgende: 1) Saa langt Norges Konges Besiddelser til Lands og Vands strække sig, skulle Nordmændene have fri Vandring, Bopæl og Ejendom efter Landets gamle Befaring, Skjelning og Deling. 2) Hvis Nordmændene i hine Aar have overskredet det gamle Grændseskjel, skulle de gjengive Russerne deres Land efter Korskysning. 3) Novgoroderne skulle under Korskysning ej overskride det gamle Grændseskjel, men isaafald ligeledes gjengive Nordmændene deres Land. 4) Naar der komme Gesandter fra Novgorod til Norges Konge, skulle de dele Landene efter de gamle Grændseskjel, men Delingen selv overlades Gud og Norges Konge, han dele som han vil efter sin Samvittighed. 5) Den Skade, begge Rigers Indbyggere have tilføjet hinanden, skal ej hevnes eller drages til Minde. 6) Hvis Nordmændene overskride Grændsen for at gjøre Skade, eller omvendt Novgoroderne ligesaa, skulle de skyldige gribes og straffes, uden at dette skal gjøre Brud paa Freden. 7) Gjester (hospites) fra Norge skulle uden Hinder kunne gaa over fra Norge til Novgorod og „Sauløke“, og omvendt „Gjester“ fra Novgorod og „Sauløke“ til Norge. 8) Freden er sluttet paa ti Aar. 9) Til Bekræftelse have den ovennævnte Borggreve og Hertug kysset Korset paa alle Novgorodernes Vegne, og Haakon paa sin Konges og hele Norges Riges Vegne. 10) Ved Traktatens Afslutning fungerede Vernekin som Tolk. 11) Ogsaa Indbyggerne af „Sauløke“ ere indbefattede i Freden. 12) Hvo som bryder Freden, ham straffe Gud. 13) Denne Fred, der skal gjelde i den ovennævnte Række af Aar, bekræftes ved Biskopens, Borggrevens og Hertugens Indsegl. Dateret 3 Juni 1326.

Det er charakteristisk nok for Maaden, hvorpaa Affærerne med Rusland i denne Tid bleve drevne, at det ej engang ved Kong Magnus Erikssøns Titel anføres i det svenske Document, at han var Konge i Norge. Man finder ellers Magnus i alle svenske Documenter kaldet „Rex Sveciæ et Norvegiæ“ o. s. v., ligesom og i alle norske „Noregs, Svia“ o. s. v. konungr. Men her kaldes han i Traktaten af 1323 kun Sveriges Konge, uden Antydning om, at han tillige herskede over Norge.

For at forstaa Intimationen maa man kjende noget nærmere til Novgorods Forfatning paa denne Tid. Novgorod, Rigets gamle Hovedstad, havde ved sin fordeelagtige Beliggenhed for Handelen tiltaget saaledes i Folketal, Rigdom og Magt paa samme Tid, som Storfyrsternes Magt deels ved Rigets Deling, deels ved Tatarernes Vælde aftog, at Staden, uagtet den tilsyneladende endnu erkjendte Storfyrsternes Højhed, i Virkeligheden var en Republik, hvis Borgere regjerede sig selv, med Lehnsmanden (Possadnik) og Tusendmanden eller Krigsanføreren (Tysjatskoj) i Spidsen. Disse Embedsmænd udvalgte de selv. Storfyrsterne fandt Opholdet i Novgorod under saadanne Omstændigheder lidet behageligt og opholdt sig kun korte Stunder der; undertiden bleve de og forjagede. Naar Storfyrsten saaledes var fraværende, traadte Biskopen eller Erkebiskopen i hans Sted som Vladyka eller Herre. I alle offentlige Documenter, udstedte for eller af Staten Novgorod, nævnes derfor ikke Storfyrsten eller Biskopen alene, men ogsaa Possadniken, Tysjatskojen og Borgerne.^[44] Saaledes optræde i det ældste nu existerende novgorodske Document paa Russisk, nemlig Novgorodernes Erkjendelse af Storfyrst Jaroslav Jaroslavitsh som Overherre 1264, Erkebiskopen, Possadniken Michael, Tysjatskojen Kodrat som Udstedere i Staden Novgorods og dens Borgeres, saavel de Fornemstes som de Ringestes Navn. I dette Document heder det, at Jaroslav ligesom sine Forfædre ved Korskysning skal love at regjere Novgorod efter gammel Sædvane, kun at modtage Gaver (ikke Skat), kun at indsætte Novgorodere til Embedsmænd, og dog ikke uden Possadnikens Samtykke o. s. v. I de novgorodske Statsdocumenter optræde altsaa enten Storfyrsten selv eller i hans Sted Erkebiskopen, tilligemed Possadnik, Tysjatskoj og det menige Borgerskab. De mangehaande Forbindelser, hvori Novgorod stod med Hansestæderne, gjorde disses Kjøbmænd snart fortrolige med Stadens politiske Forholde, og det faldt af sig selv, at de, med deres eget Lands Indretninger for Øje, vedtog staaende Benævnelser, hvormed de, enten i deres Sprog eller i Latin, gjengave de nysnævnte russiske Embeds-Titler. Titlen „Knjas“ (Fyrste) eller „Veliki Knjas“ gjengives saaledes med „Coning“ „Rex“, „Rex magnus“, „Possadnik“ med „Borchgreue“ (Burggraf), Latin Borgravius, Borchravius,^[45] og „Tysjatskoj“ med „Hertog“ (Herzog), Lat. „Dux“. Som Exempel kan anføres en paa Plattydsk affattet Gjenpart af en Overeenskomst af 1269 mellem Novgorod paa den ene og de tydske Befuldmægtigede paa den anden Side, hvorved Tydskernes og Gotlændernes gamle Friheder i Novgorod bekræftes; den er udstedt af Storfyrst Jaroslav, Possadniken Pauscha eller Paul Onanjinitsh og Tysjatskojen Ratibor Kluksovitsh, tilliggmed de menige Borgere; Intimationen lyder saaledes: Ic coning Jeretslawe, coning Jeretslawen sone, hebbe geprouet mit dheme Borchgreuen Paucen, mit dheme Hertogen, Heren Ratibore, vnd mit al dhen Oldermannen und mit al dhen Nogarderen o. s. v. – I et ældre Frihedsbrev eller Udkast til Frihedsbrev for de tydske og gotlandske Kjøbmænd, der paa Latin findes i det lübeckske Arkiv, nævnes Rex, Borchravius, Dux et Nogardienses discretiores.

I de Traktater, vi her have for os, nævnes paa samme Maade Storfyrsten (i den svenske) eller Biskopen (i den norske), Possadniken (Borgravius), Tyskjatskojen (dux, Hertug) og Borgerne eller Communen (cum tota communitate Nougardie – „Med allom almoganom“ i den svenske, cum omnibus et singulis Nogardensibus i den norske). Jurje eller Georg Danilovitsh dræbte sin Forgænger Michael Jaroslavitsh hos Tatarkhanen Usbek 1319, udnævntes af Khanen til hans Efterfølger, kom til Novgorod 1322, belejrede Viborg dette Aar, erfoer da, at Michaels Søn Demetrius hos den tatariske Khan havde udvirket sig Storfyrstetitel, og skyndte sig derfor at ophæve Belejringen for at ile til Khanen, men blev paa Vejen overfaldt af Demetrius’s Broder Alexander, undkom til Pleskov og vendte tilbage til Novgorod; drog atter mod de Svenske, anlagde Orechovetz og sluttede Freden 1323. I det følgende Aar rejste han til Khanen, hvor ogsaa hans Medbejler Demetrius indtraf, og denne dræbte ham for at hevne sin Fader (21 Nov. 1325). Demetrius blev til Straf derfor henrettet 10 Maaneder efter, og Usbek udnævnte nu (altsaa sidst i 1326) hans Broder Alexander til Storfyrste; han anerkjendtes 1327 af Novgoroderne som deres Overherre ved en Traktat, som endnu er til.^[46] Fra 1324 til 1327 var altsaa Novgorod uden nogen Storfyrste, og dette er Grunden, hvorfor den norske Fredstraktat, sluttet 1326, ikke indeholder Storfyrstens, men kun Biskopens eller Erkebiskopens Navn; dette var Moses eller Moisej, der, efter hvad Lehrberg oplyser efter de novgorodske Annaler, opnaaede den erkebiskopelige Værdighed lidt før Paaske 1326.^[47] Den i begge Traktater nævnte Possadnik eller Borggreve Alformeus eller Olformøj er den i i den novgorodske Krønike ved 1331 og 1342 omtalte Varfolomej eller Valfromej Jurjevitsh. Hans egentlige Navn var Bartholomæus, der ifølge den russiske Udtale af Β som V og af Θ som F og ved Forandring af Endelsen bliver Varfolomej, skjødesløst Valformej, af Svearne og Nordmændene forvansket til Alforomeus, Olformøj. Hans Forgænger, Simeon Klimovitsh, udvalgtes 1316, og i Aaret 1329 omtales allerede Varfolomejs Efterfølger Sologa.^[48] Hvor længe han var i Embedet, kan af disse Data, de eneste, der hidtil have kunnet opdages, ikke erfares; man seer kun, at hans Embedstid maa have været omkring Aarene 1323 og 1326. Hans Død angives til den 25de October 1342.^[49] Tysjatskojen (Hertugen) Abraham, der nævnes i den svenske Traktat, omtales i de russiske Annaler ikke førend 1328, da han tilligemed Erkebiskop Moses sendtes som Gesandt til Pleskov for at overtale Fyrste Alexander af Tver til at drage til Khanen.^[50] Den anden Tysjatskoj, Astafius, der nævnes i den norske Traktat, hed egentlig Eustathius, og kaldes i de russiske Aarbøger Jevstafij eller Ostafij; han nævnes ogsaa i 1331, 1334 og 1335 og maa saaledes, efter Lehrbergs Mening, have afvexlet med Abraham i Embedet.^[51] Endog saa sildigt som 1342 forekommer han i det Uddrag af et Forlig med Novgorod, som er indtaget i den vidtløftige, i Sartorius’s Gesch. der Hansa II. S. 265–291 meddeelte Skraa for det tydske Etablissement i Novgorod. Han kaldes her „de hertighe Astaphie“.^[52] Hvad de i Traktaterne nævnte svenske og norske Herrer angaar, da har Hr. Hildebrand i sin Afhandling, S. 183 og 184, givet Oplysninger om de første. Man gjenfinder Hr. Erik Thuressøn (Bjelke) til Benhammer i Diplomer mellem 1315 og 1328, Hr. Heming Ödgislesøn, Ridder og Rigsraad, mellem 1318 og 1328, Peter Johanssøn (Hak) som den, der ifølge det forhen omtalte Brev skulde gjenvinde Viborg 1321, og siden blev Foged der; Presten Vemund antager han at være fra Finland, og Gotlænderne Ludvig og Fodre for de i et Diplom af 1315 nævnte visbyske Borgere Ludvik af Gryten og Everard Bräcke. Den i det norske Brev omtalte Haakon er rimeligviis Hr. Haakon Agmundssøn (Bolt), der nævnes mellem 1309 og 1346.

Den Bestemmelse i den norske Traktat, at Kongen (altsaa i nærværende Tilfælde Drotseten Erling Vidkundssøn) skulde dele og bestemme Grændsen ifølge de ældre Grændseskjel efter sin Samvittighed, er temmelig paafaldende og viser, at Norge paa denne Tid maa have haft Overhaand i Krigen, hvilket ogsaa lettelig lader sig forklare af den daværende Forvirring indtil den nye Storfyrste Alexander Michailovitsh’s Ankomst. Sandsynligviis har man lagt den forhen omtalte gamle Vedtægt til Grund, og dette forklarer ogsaa, hvorfor den er optagen i den Lovcodex, der efter al Sandsynlighed har tilhørt Erling Vidkundssøn. Man optog saaledes ikke egentlig bestemte Grændser, men antydede kun Punkterne, inden hvilke Skatkræverne fra begge Riger maatte færdes, dog saaledes, at Territorialherredømmet blev Norges, eftersom Hovedbefolkningen, den finske eller lappiske, erklæredes for skatskyldig under Norges Konge.

Den svenske Traktat opregner derimod nøjagtigt Grændseskjellene eller Raamerkerne ligefra Sestra Aa nordefter. Beliggenheden af disse Punkter har Hr. Hildebrand, efter senere saakaldte Raagangsbreve og Karter, der forvares i det svenske Rigsarkiv, oplyst med langt større Fuldstændighed og Nøjagtighed, end man kunde have ventet. Hvad der i denne Traktat fornemmelig er paafaldende, er, at den russisk-svenske Grændse gaar, som det i det latinske Exemplar heder, in Helsinghaf. Ved dette Navn, i hvis Sted der i Afskriften af 1537 staar „norr i hafvet,“ men, som Hr. Hildebrand (Diplom. S. 612) oplyser, i andre Raagangsbreve mellem 1400 og 1500 „Norrbodn“, Mare Coen, Kajansalmi, Kaino haf, forstaaes aabenbart hvad vore Forfædre kaldte Helsingjabotn, eller den nordligste, inderste Deel af den saakaldte botniske Bugt, der og, paa Grund af de omkringboende Kvæner (Kainulaiset), som her netop havde deres Hjem, med god Føje kunde kaldes Kvæn- eller Køn-Havet^[53] (mare Coen, Kaino Hav), og hvis Omegn den Dag i Dag kaldes Norrbotn. Vi see heraf, at den inderste Deel af Bugten paa hin Tid ej tilhørte Sverige, og at det nuværende Finland og Sverige saaledes ej vare sammenhængende. Dette kan alene forklares paa den Maade, at den inderste Deel af Botnvikens Omgivelser i hine Tider endnu regnedes til Lap- eller Finmarken, og følgelig betragtedes som staaende under norsk Højhed, dog saaledes, at Russerne, i Betragtning af deres gamle Ret til at kræve Skat af Kareler over hele Finmarken, gjorde Fordring derpaa, indtil Fredsslutningen af 1326 og den derpaa grundede Afgjørelse nærmere bestemte Forholdet, som dog altid blev usikkert nok. Ordene „nord i Havet“, hvormed Afskriften af 1537 har gjengivet „Helsinghaf“, ere saare merkelige, thi ved Hjelp af de Oplysninger, Hr. Hildebrand har meddeelt, bliver det nu for første Gang klart, at den Fejltagelse, hvortil den giver Anledning, er den egentlige Aarsag til alle de Misforstaaelser, der afstedkom Kalmarkrigen. I den bekjendte Fred til Tevsin af 18de Mai 1595, hvorpaa Karl d. 9de grundede sin Ret til at kalde sig Lappernes Konge og kræve Skat i Finmarken, heder det nemlig: „Og skal Kexholms Slot med alle dets Lehn indrømmes den store Herre, Tsar og Storfyrste Theodor Ivanovitsh, Selvhersker over alle Russer, hans Vojevoder, paa den Tid, naar visse Grændser og gamle Raamerker ere blevne beseede, lagte og stadfæstede mellem Kexholms Lehn, Finland, Lapland, saa og Eurepææ, Jeskis, Savolax, Nyslots Lehn og fra Øster- og Nord-Botn lige indtil Varanger udmed Lappegrændsen, alt ind i „norra Hafvet,“ o. s. v. At den her antydede Grændse netop er den i Traktaten af 1323 omtalte, viser Hr. Hildebrands Meddelelse, S. 219 fgg., om Raagangen i Anledning af Tevsinfreden; thi hvor Grændsepunktet Maanselkæmæki nævnes, siges der udtrykkeligt: „herfra gik Grændsen fordum til Petajoki, som nu ligger 6 Miil inde i Sverige og fordum har været anseet som en Grændseraa“. Derpaa nævnes 9 Merker, efter disse Ijovare, Enara Træsk og „Norra Hafvet“. I Traktaten af 1323 slutter Grændseangivelsen saaledes: Deinde in Pathajoki, deinde in Helsinghaff, eller i Afskriften af 1537: „Sedan i Pätajoki, tedan och norr i hafvet“. Det sees heraf, at Raagangen i 1595 kun har villet føre Grændsen fra Petajoki til det 6 Miil østligere beliggende Maanselkemæki og Nordhavet ved at nævne nye Grændsepunkter. Da imidlertid allerede Traktaten til Tevsin selv her paa dette Sted nævner Varanger og en foregaaende Artikel blandt andet indeholder, at Tsaren eller hans Befuldmægtigede ej skulle forhindre den kongelige svenske Befalingsmand fra at oppebære Skat af Lapperne fra Østerbotn ligetil Varanger, „hvilke tilforn og udaf Alder under Sveriges Rige ligget have, og deres Skat til Sveriges Rige givet“, sees det, at Skylden for Fejltagelsen ikke ligger hos Grændsekommissærerne, men hos de Diplomater, som sluttede Freden. Og Fejltagelsen er snarere begaaet med Plan, end af geografisk Ukyndighed. Undersøger man de tidligere Grændse-Reguleringer, da vil man finde, at der lige til 1561 ej var Tale om at forklare „Helsinghaff“ ved andet end „Kaino Hav“. I Brevet af 1383 om Raamerkerne slutter Rækken af disse med „Pachta so oc swa j Norrabutnin“ (Hildebrand, S. 196 Not.). Ved Freden i Kexholm 1473 (Hildebr., S. 199) nævnes fra Systren og til „Norrbodn“; ved Freden i Novgorod 1482 (ssteds.) „med Systerbekken og langs med de gamle Raaer indtil Nörrabondh“; ved Freden 1487 (Hildebr., S. 200) fra „Sester Beke“ til „dat Norderboddernsche Haff“; ved Mødet 1479 (ssteds.) til, „Mare Koen“; ved Freden 1504 (sst. 201) til „Camus (Cainus) mare“; ved Freden 1510 (ssteds.) til „Kaino Haf“; 1535 (Hildebr., S. 203) til „Cajana Haf“; 1561 (Hildebr., S. 205) til „Kainos Haf“. Under disse Omstændigheder synes der ej i 1595 at kunne have været Tale om gammel Rettighed for Sveriges Konge at kræve Skat ligetil Varanger. Men i den Oversættelse af Traktaten, der affattedes 1537, var, som man vil have erfaret, det uheldige Udtryk „Norr i hafvetl kommet ind istedetfor „Norrbotn“ eller „Helsingehavet“. Dette kan man lettelig forklare af hvad Hr. Hildebrand oplyser i Dipl. Svec. III. 608 Not., sammenholdt med Afhandlingen S. 186. Den af Hr. H. aftrykte Text er nemlig tagen af en Beretning af de i Aaret 1537 til Rusland afsendte Gesandter. I denne Beretning, hvortil vi senere ville komme tilbage med Hensyn til et andet Fredsbrev, fortælle Gesandterne, at de russiske Befuldmægtigede først efter lang Søgen havde fundet Storfyrste Jurjes Brev (den russiske Gjenpart af Traktaten af 1323) hos Erkebiskopen og lode de svenske Gesandter see det. Det indtages derpaa i Beretningen under Titel „Copia eller vtskript af myckle Konung Joriens Bref vtdragen i Nogård ord frå ord Anno &c. 37“. Det fremgaar altsaa heraf, at denne „Copi“ ej, som den anden Oversættelse, er tagen efter den latinske Text, men efter den russiske Gjenpart, og at det er de Udtryk, hvormed,„Norrbotn“ eller,„Helsingehavet“ her er betegnet, som Oversætteren af 1537 har gjengivet ved „Norr i hafvet“.^[54] Dette forklarer ogsaa, hvorfor den ældre svenske Oversættelse ej kjender dette Udtryk, men kun nævner „Helsingehavet“. Endnu i 1561 har man enten ikke lagt Merke til eller ikke vovet at benytte sig af Redaktionsforandringen, men Underhandlerne af 1595 have, som man seer, med Glæde grebet den og derpaa grundet en foregiven gammel Rettighed for Sverige. De maa altsaa have lagt Afskriften af 1537, ej den latinske Original, til Grund for deres Paastande. Og saaledes er da denne uheldige Bestemmelse kommen ind i Traktaten, der senere foranledigede saa megen Blodsudgydelse.^[55]

I den norske Traktat skjelnes der mellem „Nogard“ og „Sauløke“. Efter hvad der ovenfor er viist, vil man lettelig skjønne, at dette Sauløke er intet andet end Savolotschie, eller det nordlige Distrikt, der ikke hørte umiddelbar til det novgorodske Storfyrstendømmes Territorium. Det er merkeligt nok, at der her endnu skjelnes mellem begge Distrikter, og det synes at vise, at den egentlige Erobring eller Erhvervelse af Savolotschie for Novgorod endnu var temmelig ny. At den russiske Deel af Karelen regnedes til Savolotschie, maa vel ansees som afgjort, og saaledes blev Savolotschie Norges egentlige Grændseland, medens det novgorodske Distrikt derimod ej stødte umiddelbart op til Norge.

I den norske Fredstraktat forekommer Udtrykket hospites, d. e. Gjester, svarende til det russiske Gosti. Dette Ord betegner ikke „Fremmede“ eller „Rejsende“ i Almindelighed, men kun rejsende Kjøbmænd eller Groshandlere, en Benævnelse, som var almindelig i Rusland fra ældgamle Tider, og som vedligeholdt sig endnu i det 17de Aarhundrede. Ordet Gosti selv er en umiddelbar Levning fra den Tid, da der i Rusland endnu taltes et nordiskt Tungemaal. Oprindeligt synes det, som om Benævnelsen nærmest har været givet de kongelige „Gjester“ eller Hofmænd af ringere Klasse, der, som bekjendt, holdtes ved Hofferne i Norden for at udføre allehaande kongelige Ærender, hvortil en vis Raskhed og Klogskab udfordredes, og fornemmelig brugtes til at udsendes paa Rejser og længere Expeditioner; da det nu tillige var almindeligt, at Fyrsterne sendte Mænd til fremmede Lande for at drive Handel paa deres Vegne og i Fællesskab med dem, er det let at forstaa, hvorledes Benævnelsen, „Gjester“ omsider gik over til at betegne „rejsende Handelsmænd“ i Almindelighed.^[56] Hvor længe man holdt fast ved de nordiske Benævnelser i alt, hvad der angik Novgorods merkantile Forbindelse ej alene med Norden selv, men ogsaa med Tydskland, erfares af den gamle Udkast-Traktat fra første Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som allerede ovenfor er omtalt, og som meddeles i Sartorius’s Samling No. 11 5. Her tales om Sommergjester og Vintergjester (hospites æstivales og hiemales); det Sted i Elven Volkhov (hvilken, som bekjendt, forbinder Ladoga med Ilmen, og som Skibene maatte passere for at komme til Novgorod), hvor der var en Fos eller Strøm, opad hvilken Fartøjerne ej kunde komme uden Folkehjelp, kaldes vorsch, d. e. efter tydsk Udtale Fors (Fos), og den Corporation af Flødningsmænd, som her, under en Oldermands Opsigt, skulde yde de Fremmede Haandrækning mod en vis Taxt, kaldes Vorschkerle, d. e. forskarlar (Fossekarle). Noget længre oppe var en Holme, hvor „Gjesternes“ Skibe skulle lægge til for at fortolde deres Varer; dette Sted kaldes „Gesteueld“, d. e. Gjesternes Plads, paa Russisk Gostinopol. De samme Benævnelser forekomme ogsaa tildeels i Jaroslavs Traktat af 1269 (Sartorius No. 32), hvilken det i flere Henseender skulde være af Interesse at kjende i det russiske Sprog, da maaskee endnu flere Levninger fra den nordiske Terminologi der vilde aabenbare sig.

Den svenske Traktat nævner intet om nogen Termin, efter hvis Udløb Freden skulde ophøre. En saadan forekommer derimod i den norske, thi der siges udtrykkeligt, at Freden er sluttet og bekræftet paa 10 Aar. Fra 1336 eller 1337 af skulde man vel altsaa, uden videre Varsel paa nogen af begge Sider, være berettiget til at fornye Fiendtlighederne, hvis Freden imidlertid ikke selv var bleven fornyet. En saadan Fornyelse af Freden omtales ingensteds, og det er derfor ikke sandsynligt, at den er kommen istand. Ja man kan endog ansee dette som ganske vist, thi de russiske Annaler fortælle udførligt om en Gjentagelse af Fiendtlighederne mellem Sverige og Rusland i Aaret 1337, og dette forklares bedst derved, at da Sverige og Norge vare forenede, maatte Udløbet af Freden mellem Norge og Rusland ogsaa have en Krig mellem Sverige og Rusland til Følge. Karamsin udtrykker sig derfor vistnok neppe rigtigt, naar han siger, at de Svenske brød Freden i Aaret 1337. Freden var i sig selv allerede udløben. Fredsbrudet skal ifølge Karamsin, der vel her, som ellers, støtter sig paa de novgorodske Annaler, have bestaaet deri, at de gave nogle oprørske russiske Kareler Tilflugt i Viborg og siden understøttede dem, da de dræbte endeel Kjøbmænd fra Ladoga og Novgorod og andre græsk-katolske Christne, der opholdt sig i Karelen. Med de sparsomme Efterretninger, vi fra denne Tid have om Norges Anliggender, kunne vi ikke vide, om ej disse Fiendtligheder i Karelen netop ere udgaaede fra Norge; om ikke norske Agenter have faaet Karelerne til at gjøre Oprør, men disse derpaa, bragte i Knibe af Russerne, have taget deres Tilflugt til det nærmeste Sted, hvor de kunde være i Sikkerhed, nemlig den svenske Grændsefæstning Viborg. Men da de Svenske nu engang paany vare blevne indviklede i Krigen, fortsatte de den paa deres egen Haand, idet de plyndrede Onegasøens Bredder, opbrændte Forstaden til Ladoga og forsøgte at bemægtige sig Koporje, uden at kunne indtage den, men maatte trække sig tilbage efterat have afviist den novgorodske Possadnik Feodors Fredsforslag. Russerne forfulgte dem lige til Viborg, hvis Omegn de herjede. Befalingsmanden paa Viborg, der nu var en anden end ved Krigens Begyndelse, skal, som det heder, have ladet Russerne vide, at hans Formand havde begyndt Krigen paa egen Haand, og at Kongen ønskede Fred Ogsaa dette synes at vidne om, at denne Krig fra først af ikke vedkom Sverige.^[57] Og, siges der videre, Russerne sendte et Gesandtskab til Magnus, hvilken de traf i Norge (det murmanske Land) i Staden Ludoli.^[58] Dette Navn, som Karamsin urigtigt forklarer med „Lund“ i Skaane, er derimod aabenbart, efter hvad Hr. Hildebrand viser, Lødøse ved Gøtaelven (Ludoli f. Ludosi), thi da Lødøse dengang kun ved denne Elv adskiltes fra Norge, hvor den havde saagodtsom en Forstad, den saakaldte Torskebakke,^[59] og hvormed den vistnok stod i ligesaa levende Forbindelse, som med Gøtaland, kan man lettelig begribe, hvorledes Russerne kunde komme til at antage den for beliggende i Norge, hvilket derimod var en Umulighed med Lund i Skaane.

Man har hidtil ikke vidst mere om Betingelserne, paa hvilke denne Fred sluttedes, end hvad der staar i den novgorodske Krønike, nemlig at den „sluttedes paa de gamle Documenter“. Hvorledes dette skal forstaaes, er det Hr. Hildebrands Fortjeneste at have viist, idet han med Evidents har godtgjort, at hvad man hidtil har antaget for nogle særegne og ved senere Afskrift modificerede Copier af Traktaten af 1323, aabenbart tildeels ere Gjenparter af den i 1338 „paa de gamle Documenter“ oprettede Traktat. Ved Siden af den Klasse Exemplarer af Traktaten med Rusland, der som Udstedelsesdag nævner Fredagen før Assumtio Mariæ eller 12te August, og som beskriver Rigsgrændsen fra Sestras Udløb indtil „Helsingehav“, idet de opregne temmelig fjernt fra hinanden staaende Raamerker, – hvilken Klasse vi ovenfor have omtalt – findes der nemlig ogsaa talrige Exemplarer af en anden, der har som Datum Mandagen før (i nogle daarlige Afskrifter: efter) Mariæ Fødsel (altsaa Mandagen før 8de September), og som ej alene opregner tættere staaende Raamerker, men antyder tillige en noget forskjellig og for Sverige fordeelagtigere Retning (indtil Kellontaipale og videre), hvilket igjen synes at være Aarsagen til, at en Bestemmelse i den ældre Traktat om fælles Fiskeri og Bæverfangst i visse Søer og Træsk nu som overflødig er bortfalden. I alle Afskrifter af dette senere Brev heder det og, at Freden fornyes,^[60] medens det i nogle af de bedste Afskrifter af det ældre Brev heder, at den endes^[61] (den sollenne Talemaade i flere ældre russiske Fredsdocumenter), og kun i nogle slettere eller yngre Afskrifter af det ældre Brev fra en Tid, da man søgte at sammensmelte begge Documenter, er Tiraden om „Fornyelse“ tillige kommen ind i dette.^[62] Hr. Hildebrand paaviser derhos et merkeligt Sted i den forhen omtalte Dagbog, holden af de svenske Gesandter i Novgorod 1537, hvor disse Gesandter fortælle, at ved en Samling faa Dage før hin, ved hvilken den russiske Gjenpart af den ældre Traktat produceredes, sagde de russiske Befuldmægtigede, at de endnu ikke havde fundet Hertug Jørgens (Storfyrste Jurjes) Brev, men alene fremviste et andet gammelt Fredsbrev, som i Kong Mons (Magnus) Hanssøns Tid i Rusland og Kong Magnus Erikssøns i Sverige var gjort, hvilket dog ikke lød stort anderledes, end det andet, nemlig mykle Kong (Storfyrst) Jørgens Brev; de svenske Befuldmægtigede tilføje, at de intet havde hørt om hint Magnus Hanssøns Brev, ligesaa lidt som de vidste nøje, hvor de Raamerker laa, som deri nævntes. Nu kjendes vistnok ingen russisk Storfyrste af Navnet Magnus Hanssøn, men Hr. Hildebrand antager med god Føje, at Ordet „Magnus“ i den russiske Kongetitel „Rex Magnus“ d. e. „Storfyrste“ her, saavelsom i flere Afskrifter af den ældre Traktat, ved en Misforstaaelse er antagen for et Navn, og at „Rex Magnus Johannes“ saaledes er forklaret ved „Kong Magnus Hanssøn“ istedetfor Storfyrst Hans, Johan eller Ivan (Danilovitsh), hvilken regjerede fra 1328 til 1340, altsaa netop paa den Tid, da Freden ifølge den novgorodske Krønike fornyedes.

Den Vanskelighed, der ved det yngre Brev møder, nemlig at de samme underhandlende Personer nævnes i Intimationen til dette, som i Brevet af 1323, ja endog de, der i Mellemtiden vitterlig vare døde, f. Ex. Storfyrste Jurje selv, forklarer Hr. Hildebrand saaledes, at man endog i en senere Tid ønskede at faa det yngre Brevs Grændseregulering lettere erkjendt ved at indtage den under Jurjes mere bekjendte Navn, eller at den simpelthen er at tilskrive en ukyndig eller uagtsom Afskriver, der har haft begge, forøvrigt i Hovedsagen overeensstemmende, Fredsbreve for sig Dette sidste synes det rimeligste, naar man seer hen til, hvilken Forvirring og Sammenblanding der virkelig finder Sted i Afskrifterne. At den russiske Gjenpart af Brevet af 1339, som forevistes de svenske Gesandter i 1537, idetmindste ikke indeholdt Jurjes og de øvrige i Orechovetzer-Brevet nævnte Udstederes Navne, skjønnes deraf, at den udtrykkeligt tillægges „Mons Hanssøn“.

Da Brevet af 1339, i den Sammensmeltning med Orechovetzer-Traktaten, hvori vi nu ene kjende det, har optaget alt af denne, undtagen Grændsebestemmelsen selv, Artiklen om fælles Jagt og Fiskeri i visse Søer og Dateringen, er det derfor ogsaa egentlig kun Grændsebestemmelsen, eller Opregnelsen af Raamerkerne, som vi af den yngre Traktat have tilbage. Hr. Hildebrand har imidlertid under de nærværende Omstændigheder ikke kunnet gjøre andet end meddele Sammensmeltningen som den forefindes. For Sikkerheds Skyld aftrykker han i sit Diplomatarium ogsaa denne tre Gange, nemlig 1ste Gang (S. 614) efter den med Hensyn til Sproget ældste, men i sig selv sletteste, Redaktion paa Svensk, i en Afskrift i Biskop Brasks Folio-Registratur i Rigsarkivet, 2den Gang, paa Latin, efter en ret god Afskrift fra 16de Aarhundrede, og tredje Gang, efter en svensk Oversættelse, der temmelig nøje stemmer med den latinske Text og er kjendeligt bedre end den først aftrykte svenske.

Undersøge vi nærmere Forholdet mellem den latinske og den svenske Text, bliver det klart nok, at hin har været Originalen for Sveriges Vedkommende, eller at Traktaten af 1339 ligesaavel som den af 1323 er bleven udfærdiget i to Original-Gjenparter, en paa Russisk for Rusland, og en paa Latin for Sverige, hvilken sidste da igjen oftere er bleven oversat paa Svensk. Som Exempel kan blandt andet anføres, at det i den først aftrykte svenske Oversættelse heder: „.... en Prest som het Vidmunder; vore ther ok ij köpmen aff Gotland som var Loduik oc fodra vidmunder pa then tiid aa för^de samfund tha förnyede vi“ o. s. v., Ordene „aa før^de samfund“ er aabenbart en Misforstaaelse af Navnet „Fodra“ (Fodre), der ligesom „Vimund“ er læst to Gange, og den sidste taget for „foedere“ (Samfund); det er endog ikke usandsynligt, at „paa den Tid“ er en Misforstaaelse af „Lodouicus“ (læst „eadem vice“ eller noget lignende). Spørgsmaalet er af Vigtighed med Hensyn til Meningen af de sidste Ord i Raamerke-Fortegnelsen. Denne lyder saaledes paa Latin: „Deinde Kauisierui, in Kellontaipala; deinde metæ terræ adjacentis, in aliis literis continentur“, og paa Svensk, efter den først aftrykte Redaktion: „swa ginom kasmierfwii till källantarpala, swa tädhen til andra landzins liggiandis raa hwilke andre breff ther uppa giffne äro och vtuisor“; og efter den sidst aftrykte: „thedan till Kauisa Jerui (eller Kass Jeruij) i Kollentaipall, så thädan till andre landzens tilliggende råår, hvilke andre breff ther opå gifne vthuisse och förmelle“. Hr. Hildebrand har ikke yttret sig om, hvorvidt denne Oversættelse kan ansees adæqvat eller ej. Det har maaskee heller ikke ligget i hans Plan. For os er derimod dette Punkt af større Interesse. Det maa nemlig være Enhver klart, at „andre landzens tilliggende råår“, hvis „andre“ ikke er Gen. sing. og gaar paa „landzens“, men Nom. plur. og gaar paa „råår“, aldeles ikke er adæqvat. Betydningen vil nemlig isaafald være „andre, Landet (ɔ: Sverige eller Finland) vedkommende eller tilhørende, Raaer“; i denne Betydning synes ogsaa Hr. Hildebrand S. 241 Not. at have taget det. „Metæ terræ adjacentis“ betyde derimod det tilstødende Lands Raamerker“, og „andre landzens* &c. bør derfor ogsaa construeres „det andet Lands tilliggende Raaer“. Her bliver da igjen Spørgsmaal: hvad skal forstaaes ved „det andet Land“? Rusland, idetmindste det egentlige Rusland, kan det jo ikke være, ligesaalidt som Sverige eller Finland, da der jo netop den hele Tid har været Spørgsmaal om disse. Man kan altsaa her neppe tænke paa andet end Norge, især da der ikke ellers var nogen Grund, hvorfor Opregnelsen af de svensk-russiske Raamerker med eet skulde ophøre. I Traktaten af 1323 førtes de heelt ud til Helsingehavet; i Traktaten af 1339 føres de længer østlig og mere i Retningen fra Syd mod Nord. Fortsatte i denne Retning maatte de under alle Omstændigheder tilsidst støde paa det norske Territorium, der i hine Tider strakte sig saa langt mod Øst; og intet er derfor rimeligere end at antage, at dette just her er indtruffet og saaledes er Aarsag til, at Opregnelsen for Sveriges Vedkommende ophører. Der kunde spørges, hvorfor Norge overhoved skulde berøres i en svensk Grændsetraktat. Dertil har man dog vistnok Nøglen i hvad der ovenfor er paapeget, at det egentlig var Norge, fra hvilket denne Krig udgik, og som altsaa har været nærmere interesseret i Fredsslutningen. Det er endog højst sandsynligt, at der ved samme Lejlighed ogsaa har været oprettet en Traktat med Rusland for Norges Vedkommende, og at det er denne, som menes ved Udtrykket „aliæ literæ“ i hin Tirade „deinde metæ ... continentur“, som altsaa maaskee rigtigst oversættes: „derpaa følge det tilstødende Lands Raamerker, hvilke opregnes i det andet Fredsbrev“. Spørger man omvendt, hvorfor Norge omtales saa fremmed, kun under Navnet „terra adjacens“, saa svares hertil deels, at alle disse Traktater, i hvilke den russiske korte og næsten barnslige Udtryksmaade anvendes, ikke pleje at nævne flere Navne end højst nødvendigt, deels, at maaskee hin forhen omtalte Ret for de russiske Skatkrævere til at gjennemstrejfe det norske Finmarken har foraarsaget, at Russerne ej regnede dette under Norge i streng Forstand, men kun betragtede det da, ligesom senere, som et Fællesdistrikt.

Paa Grund heraf bliver det altsaa af Interesse for os at bestemme Beliggenheden af Kellontaipala, efter hvilket „metæ terræ adjacentis“ siges at begynde. Ganske nøje er det os af Mangel paa Detailkarter umuligt at angive det, men af de Oplysninger, Hr. Hildebrand har meddeelt i sin Afhandling S. 240 og 246, sees dog saameget, at det er at søge mellem Søerne Kaavi-Jærvi og Vuot-Jærvi, under 63° 6ʹ N. Br. og 45° 55ʹ Ø. L., eller paa Grændsen mellem det nuværende Savolax og Karelen, omtr. 8 Miil søndenfor det Punkt, hvor Østerbotn støder til. Altsaa her omtrent begyndte i hine Tider de som norskt Biland anseede Lapmarker; og rimeligviis var det ogsaa her, at „Sauløke“ eller Savolotshie tog sin Begyndelse. Grændsen mellem Norge og det egentlige Savolotshie har vel omtrent været den nuværende mellem Finland og Gouvernementet Archangelsk indtil henimod Imandra Søen, hvorefter den sandsynligviis har fulgt den deraf udrindende Elv indtil dens Udløb ved Veleaga.

Det vil vistnok synes mangen paafaldende, at Størstedelen af Østerbotn eller det gamle Kvænland saaledes skulde regnes til det norske Omraade. Men det ligger dog allerede, som ovenfor viist, i Orechovetzer-Traktatens Bestemmelse, at Grændsen skulde gaa fra Petajoki til Helsingehavet. Vel kjende vi ikke nøjagtigt alle de Punkter, som i denne ældre Traktat nævnes, og Uvisheden er vel endnu bleven meget større ved den urigtige Forklaring af „Helsingehaf“, som bragte de senere Underhandlere til at betragte denne, for Sverige egentlig mindst fordeelagtige Grændse, som den fordeelagtigste og søge den i Retningen mod Enara til Nordishavet; men allerede af et blandt de forekommende Navne, Særkilax, der ligger ved Kallavesi ligeoverfor Kuopio i Savolax, sees det, at denne Grændse pegede betydeligt vestligere end den anden og rimeligviis fulgte Ongivesi opad, og derfra Højdedraget til Limingo ved Søen, i Nærheden af Uleaaborg.

Paa hvor lang Tid Freden af 1339 var sluttet, vide vi naturligviis ej; men usandsynligt er det ikke, at den, ligesom den norsk-russiske Fred af 1326, kun var sluttet paa 10 Aar, da vi allerede i 1348 finde Magnus, trods St. Birgittas Raad, i Spidsen for en stor Hær ved Björkö ikke langt fra Viborg, for at omvende Russerne til den romersk-katholske Troesbekjendelse. I denne Krig deeltog ogsaa Norge virkelig, thi de isl. Annaler fortælle ved 1348: „Kong Magnus havde Leding ude forat drage til Rusland. Dertil (nemlig til Ledingens Udbud) var der to Aarsager, deels, at han vilde vinde under Sverige den store Stad (?), som det havde mistet, deels, at Norges Mænd ej vilde søge med ham i et andet Kongerige“. Dette kan alene forstaaes saaledes, at da Nordmændene ej godvillig vilde følge ham, udbød han Leding, forat tvinge dem dertil. Ogsaa Karamsin (IV. S. 223) fortæller, maaskee efter de novgorodske Annaler, at Novgoroderne fra Dvina af gjorde et Indfald i Norge; og dette stemmer med de isl. Annalers Udsagn, at Russerne i 1349 øvede megen Ufred i Norge og ødelagde og brændte Haalogaland nordenfra til Bjarkø. Allerede i 1340 havde der været Tale om at reparere Vargøhuus.^[63] Endelig heder det for Aaret 1351, eller, efter et Haandskrift, for 1350, at Kongen drog til Rusland, stred med Russerne og havde tænkt at omvende dem til den katholske Tro; at Nordmændene fik indtaget nogle Borge, men at der intet mere udrettedes; og endelig, at Hr. Bjarne (maaskee Bjarne Erlingssøn) var med ham. Det ligger her ikke i min Plan at omtale udførligt Begivenhederne i denne Krig, der vidtløftigt nok ere fortalte saavel i den store Rimkrønike, som hos Karamsin, men kun at paapege Norges Deeltagelse deri. Derom synes endog dette Udsagn af de isl. Annaler (for 1348), der ellers er urigtigt, at vidne, at „ved St. Olafs (Norges Skytshelgens) Hjelp blev den russiske Konge og mange af Folket omvendte til den rette Tro“: her sigtes til de Indbyggere af Orechovetz, som Magnus efter denne Stads Indtagelse tvang til at lade sig døbe.

Om denne Krig fortæller Karamsin, at den tilendebragtes ved en Fred i Dorpat 1350, hvis Hovedbetingelser vare, at Provinserne Jaskis, Egrag (i den franske Oversættelse Egrap) og en Deel af Savolåx skulde tilhøre Rusland, og Systerbek være Grændsen mellem begge Riger; at denne Traktat underskreves af Kongen, Grev Henrik af Holsten, de store Herrer Turson og Henning, Presten Vamund og to gotlandske Kjøbmænd, den novgorodske Possadnik Jurje, Tysjatskojen Awram og nogle andre Bojarer. Man seer ved første Øjekast, at det her atter er Freden i Orechovetz eller den forvanskede Traktat af 1339, som spøger, og Hr. Hildebrand har (S. 189) ogsaa henledet Opmerksomheden derpaa, og særskilt paa den Fejl, at hine Distrikter siges at være afstaaede til Rusland. Men Hr. Hildebrand yttrer, at Karamsin ved denne Lejlighed paaberaaber sig den novgorodske Krønike og synes. tillige at antage, at det er Karamsin selv, som har haft en slet Afskrift af Orechovetzer-Traktaten for sig og misforstaaet den. Dette forholder sig dog neppe saa I den tydske Oversættelse af Karamsins Verk paaberaabes idetmindste ikke den novgorodske Krønike, men derimod alene Dalins Gesch. des R. Schweden, II. S. 379. Undersøger man nu Dalin paa dette Sted, vil man finde de selvsamme Fejl hos ham. Georg, siger han S. 380 (han mener urigtigviis den allerede 1325 dræbte Jurje, fordi hans Navn staar i Traktaten), sluttede Fred paa den Betingelse, at en Deel af Karelen, Distrikterne Jæskis, Egræpæ og Lille-Savolax, skulde aftrædes til Rusland og Systerbek være Grændsen; Freden undertegnedes, paa svensk Side af Kongen, Grev Henrik, Erik Turson, Henning Odegislason, Pehr Jonson, en Prest Vämund og to visbyske Raadsherrer eller Kjøbmænd; paa russisk Side af Fyrst Georg, Knes Abraham og nogle af de fornemste af „Nogården“. Karamsin har alene rettet de groveste Vildfarelser mod den russiske Historie, idet han gjør „Fyrst Georg“ til Possadnik i Novgorod, da han naturligviis vidste, at den daværende Storfyrste hed Simeon Ivanovitsh; Dalin nævner derhos som Fredsaaret 1348, hvilket Karamsin har forandret til 1350; og det er tillige Karamsin, der nævner Dorpat som Stedet, hvor Traktaten sluttedes. Dog ogsaa Dalins Kilde lader sig paavise, og denne forklarer den hele Hemmelighed. Han citerer S. 380: Ipsum instrumentum pacis Russ. apud Schönström. Denne Schönström var en svensk Oberstlieutenant, der blev fangen i Slaget ved Pultava og benyttede sin lange Fangenskabs-Tid til at lægge sig efter Russisk og samle historiske Efterretninger fra russiske Haandskrifter. Efter sin Tilbagekomst til Sverige udarbejdede han et Skrift, betitlet „Kort Anledning till svenska historiens förbättrande“, hvilket er det, Dalin citerer; det laa længe uudgivet paa det kgl. Rigsbibliothek, indtil endelig Hammarskøld udgav det 1816. Her findes Traktaten S. 117, og det sees ved første Øjekast, at det er Sammensmeltningen af 1339, thi Raafortegnelsen ender med „Kalentaipel och så dädan till andra landsens liggende Rår“ &c., ligesom det nedenfor heder: „Item samma gislalag och Hännis Mälits, som kallas landamärke“, jfr. Diplomat., S. 616: „item gislalag oc hennes mölilse oc aatskelilse som kalles Landemerke“. Den er meget skjødesløst afskrevet og begynder saaledes: „Jag Magnus Jurgi, med Olfornes Burggrefven, Hertig Abraham och alle af menigheten i Nogården“ o. s. v. Sendebudene opregnes saaledes: „Herren Eric Tureson, Hemminger Odislarson, Per Jonson och en Prest som het Welmunder“, o. s. v. Hvor der handles om Distrikterne, heder det: „gaf ock förenämde Kon. Magnus åt Jurge med alla dem af Nogården woro till en sann kärlighet tre gislalag, som äro Savolax, Jälkis och Euräpä, Carelisk gislalag“. Her seer man, hvorledes den Vildfarelse er opstaaet, at Sverige skulle have afstaaet hine Distrikter til Rusland. Hvor der staar: „gaff ock konung Magnus Jurge“ (ɔ: afstod ogsaa Storfyrst Jurje), har Schönström taget „Magnus“ for den svenske Konges Navn og „Jurje“ for et Dativ, samt til Sikkerhed indskudt et „åt“, hvorved saaledes Forholdet aldeles bliver det omvendte af det rette og oprindelige. De faa Afvigelser i Navnenes Bogstavering, der hos Dalin findes fra den trykte Udgave af Schönström, forklares derved, at Dalin sandsynligviis har haft Schönströms Original, medens det Haandskrift, der ligger til Grund for Udgaven, ifølge Adlerbeths Fortale ej synes at være Ffs. Autograph. I dette har rimeligviis ogsaa „Herren Erik Tureson“ været skrevet saa utydeligt, at Dalin har læst „Henrik Erik Tureson“ og derved faaet Grev Henrik ind, om hvilken han vidste, at han deeltog i Krigen. Det er dog uforklarligt, hvorledes Karamsin, der selv kjendte og allerede havde fortalt om Orechovetzerfreden, ej skulde gjenkjende Navnene, men falde i en saa grov Vildfarelse, som denne. Man fristes derfor virkelig til at antage, at der ikke engang har været sluttet nogen Fred i Dorpat. Lagerbring vil heller ikke høre noget om en saadan Fred i 1350,^[64] og et vægtigt Vidnesbyrd imod denne er tillige det ovennævnte Udsagn i de islandske Annaler, der endnu i 1351, kun efter et enkelt Haandskrift i 1350, omtale en Krig, som Magnus Erikssøn førte i Rusland. Ogsaa Karamsin (S. 223) taler om en ny Krig, som Magnus havde i Sinde mod Rusland 1351, men siger, at det ej kom saavidt. Han sigter her dog rimeligviis kun til en Skrivelse fra Pave Clemens VI. til Erkebiskopen af Upsala af 14de eller 15de Marts 1351, hvori hin, i Betragtning af hvad Kong Magnus havde meldt ham om de Mishandlinger, som Russerne „efter hans Bortrejse“ havde tilføjet de Kareler og Ingrer, der havde tilbudt sig at blive Christne, samt om Pesten, der hindrede Kongen i at drive Russerne tilbage, byder Erkebiskopen at opmuntre Indbyggerne af Sverige og omliggende Øer til at tage Korset mod Russerne, ligesom han og nævner om, at han har tilskrevet Erkebiskoperne af Nidaros og Lund i samme Anledning.^[65] Dette viser næsten aabenbart, at Magnus havde forladt Rusland, eller Krigs-Egnen, førend det var kommet til nogen Fred; og ved at sammenholde det med de isl. Annaler maa man slutte, at idetmindste endeel Nordmænd toge Korset. Magnus var virkelig østenfor Havet i 1351; man har i dette Aar Breve fra ham, daterede i Riga (Februar), Habsal (Marts) og Aabo (Juni).^[66]

I de senere urolige Tider for Norge og Sverige, som vedvarede lige til Slutningen af Aarhundredet, nævnes ej udtrykkeligt om nogen Krig med Rusland, ligesaalidt som om fornyede Fredsfordrag; man maa næsten formode, at Russerne i denne Tid have spillet Mester, idetmindste for Norges Vedkommende, og at Forestillingen om Finmarken som virkeligt Fællesdistrikt egentlig da har befæstet sig og faaet etslags Hævd. Hr. Hildebrand paaviser et Brev fra den svenske Rigsdrotset Bo Jonssøn af 1374, hvori han taler om at ville begive sig til Viborg forat underhandle med Russerne, da Freden ved samme Aars Pintsetid gik til Ende, og et andet af 1378 fra Pave Urban VI., hvori han anbefaler tvende svenske Biskoper at indsamle Penge til Krigen mod Rusland, samt lover Deeltagerne Absolution. Dog erfarer man intet om Krigen i sig selv, eller i hvad Udstrækning den er bleven ført. Ogsaa for Norges Vedkommende indeholdes et Vink om Fornyelse af Krigen fra russisk Side i Kong Olafs Retterbod af 19de Aug. 1384, hvor han, i Anledning af „at Russer og Kareler have opsagt Dagen (Freden) med vore Mænd“, forbyder Alle fra Finmarken og Haalogaland under Landsforræder-Straf at sejle andensteds end som foreskrevet (nemlig til Vaagen), forat de kunne gjøre Russerne og Karelerne Modstand, naar de ville tilføje Indbyggerne Skade.^[67] Og at Russerne virkelig have fejdet paa Haalogaland og gjort betydelig Skade, om ikke just da, saa dog kort Tid efter, erfarer man af den i Dipl. Norveg. I. No. 670 aftrykte Klage fra Haalogalands og Finmarkens Indbyggere til Kong Erik (dat. 5 Sept. 1420), blandt andet over „den Vaade, som Finmarken og Haalogaland staar i for Russers og Hedningers Skyld, der længe havde gjort grov Skade og end fremdeles ville gjøre, hvilket vi ej længer formaa at afværge for vor Fattigdoms Skyld uden Guds og Eders Naades Hjelp, fordi vi maa ligge i Orlog baade Vinter og Sommer; ingen Hjelp have vi uden den fattige Almue og enkelte Ombudsmænd; heller ikke ville de holde nogen Dag med os, og i den gode Dag og Fred, de havde bundet med Eders Naade, slog de ned Eders Folk og fangede og bortførte Kvinder og gjorde stor Skade; haabe vi dog til Gud, at Eders fattige Almue har vel hevnet denne Skade, de da gjorde, paa Eders Vegne“. Man seer ogsaa heraf, at der i Erik af Pommerns Tid virkelig er sluttet eller fornyet en „Dag“ eller Fred med Russerne, men som de ej respekterede. Og saaledes er det vel og gaaet baade før og siden. I Unionstiden forsømtes disse Anliggender, indtil det var for silde, og denne Forsømmelse er Aarsag til, at Grændseanliggenderne den Dag idag ikke ere saaledes ordnede, som ønskeligt kunde være.

---

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Langes Tidsskrift, V. S. 305–366 (udkom Apr. 1853).
2. [Se Antiq. Russes, II. Side 471–96].
3. Som bekjendt gjorde Russerne Søtog til Constantinopel allerede under Oleg (ved 912) og Igor (ved 944). Og blandt de Provinser, som Vladimir 989 havde deelt mellem sine Sønner, nævnes og Tmutarakan (Grækernes Tamatarka) nærved Kaffa.
4. Plinius den Ældres Udtryk om Skandinavien, Hist. Nat. IV. 13.
5. I Landnama III. 1. tales der om Nordmanden Bjørn, der var en Holmgardsfarer (ɔ: plejede at fare paa Novgorod) og kaldtes Skinnabjørn, fordi han havde bedre Skindvarer end de fleste andre Kjøbmænd. Og, som bekjendt, bestemmes alle Pengesummer i den ældre russiske Pravda og i ældre Forhandlinger med Rusland ved Udtryk for visse Mængder af Pelsverk (Grivner, Kuner, Nogater, Resaner).
6. Egils Saga, Cap. 10, 14.
7. Nestor, ved 1078.
8. See Müller: der ugrische Volksstamm, I. S. 348 og 372. Jeg vil her ikke lægge nogen Vegt paa den af Nestor meddelte Beretning af Novgoroderen Jurje Targovitsch, ifølge hvilken Petschora allerede i Slutningen af det 11te Aarhundrede skulde have betalt Novgoroderne Tribut, da den ej forekommer i de ældste Codices.
9. I det Petersburgske Videnskabernes-Selskabs Mémoires, 1832, S. 491 fgg.
10. Schlözers Nestor I. S. 24, 30. Nestors Liste er: i Japhets Andeel sidde og Russer, Tschuder (her menes Ester), Merer (ved Rostov), Muromer (ved Oka), Vesser (ved Bielozero), Mordver (ved Volga), Savolokiske Tschuder, Permier, Petschorer, Jemer, Jugrer, Litauer, Semgaler, Kurer, Letgaller og Liver.
11. Müller, der ugr. Volksstamm, S. 372.
12. Ottar melder, at han fra det Sted, hvor Kysten i det hvide Hav bøjede mod Syd (altsaa omtrent ved Forbjerget Svjatoi), sejlede i fem Dage lige mod Syd, indtil han kom til den store Aa (Dvina). Han siger derpaa, at Bjarmernes Land var vel bebygget, men Terfinnernes næsten øde. Han siger, at Bjarmerne kun havde bebygget den ene Side af Aaen, hvilken Side, efter Sammenligning med de Steder i oldn. Sagaer, som nedenfor berøres, maa have været Vestsiden.
13. Evers, das ältere Recht der Russen, S. 267, 268. Karamsin (Tydsk Overs. II. S. 47) anfører ogsaa en Bestemmelse om, at Væringer og Kylvinger ved Kriminalklager blot behøvede at opstille to Vidner, medens der ellers udfordres syv; denne Bestemmelse forekommer ikke i Evers’s, som det synes, nøjagtige Udgave, og hidrører vel saaledes fra en Misforstaaelse eller vilkaarlig Fortolkning af den ovenanførte Paragraph, hvori Karamsin med sin sædvanlige Overfladiskhed og Mangel paa Kritik her har gjort sig skyldig.
14. Nemlig i en gammel geographisk Notits: see Werlauffs „Symbolæ ad geogr. medii ævi“.
15. I de sex Hoveddele, hvoraf Norge saaledes kommer til at bestaa: Viken, Gulathingslagen, Oplandene, Throndhjem, Haalogaland og Finmarken, gjenfinde vi strax Odd Munks Inddeling: Viken, Hørdaland, Oplandene, Throndhjem, Haalogaland og Finmarken; kun at Hørdaland, inden hvilket Gaulathinget holdes, her er brugt som Benævnelse for hele Gulathingslagen.
16. Men endnu ved 1314 omtales ogsaa en egen Finnekonge, see nedenfor. Tilværelsen af en saadan Bjarmekonge har derfor ikke stort at betyde.
17. See Müller, der ugrische Volksstamm, 1ste B. S. 372. Her paaberaabes efter Lepechin, Tagebuch III. S. 200, 201, et Brev af den novgorodske Erkebiskop Johannes; hvorved der ogsaa udtrykkes en Forundring over, at Cholmogori (hvilket man endelig, trods al Urimelighed, har villet gjøre til Holmgard) ikke nævnes i Brevet. Sagen var vel simpelthen den, at Cholmogori endnu ikke var til paa den Tid.
18. Haakon Haakonssøns Saga, sidste Capitel.
19. Norges gamle Love, III. S. 107.
20. Norges gamle Love, III. S. 112, 113.
21. Nemlig i „Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed og Historie“, 1846, S. 152–153 [denne Udgave I. S. 214–15].
22. Hans Paategning lyder saaledes: „Ex liberalitate Reverendi Domini Nicolai Halfwardi, Gierpensis ecelesiæ prope urbem Scheenensem in Norvegia Pastoris vigilantissimi, factus est hic legum Norvegicarum codex Johannis Sparfiwenfeldii; Scheenæ die 9. Aug. Anni 1677.
23. See „Norges gamle Love“, II. 168.
24. Man behøver i saa Henseende ikke bedre Beviis, end Tilværelsen af hin saakaldte agapetske Bulle af 954 om Grændseskjellet mellem Sverige og Danmark, hvis Uegthed tydeligt nok er beviist af Suhm, Hist. af Danm. III. 159; ligeledes den ovenfor anførte Runeafskrift af det svensk-danske Grændseskjel, aftrykt hos Liljegren efter en i det 16de Aarhundrede skreven Papirscodex af skaanske Lov, hvor dog ikke Texten er med Runer, altsaa hvor Rune-Stykket senere maa være underskudt; og endelig Hjalmars og Ramers Saga. Naar man erindrer, at hin forfalskede Bulle af Agapet først stod at læse i Lundius’s Udg. 1703, saa har man her et temmelig sikkert Datum for disse Forfalsknings-Attentaters Ælde. Om den ovenfor anførte Rune-Afskrift af det norsk-russiske Grændseskjel siger ogsaa allerede Suhm, l. c S. 160, efter Langebeks Vidnesbyrd, „at man tydeligt kan see, at det om Grændserne er indskrevet senere end det andet“.
25. Dette er anført efter den tydske Oversættelse af Karamsin. Men da man af de mange Galskaber, der i disse faa Linjer indeholdes, let kunde komme paa den Formodning, at Oversætteren har misforstaaet sin Text, har jeg ogsaa hermed sammenlignet den franske Oversættelse, og, merkeligt nok, findes den aldeles stemmende hermed. Fejlen findes altsaa ganske vist i den russiske Text.
26. Derfor heder det og i Grændsebestemmelsen: „hvorsomhelst der ere Halvkareler eller Halvfinner“, med andre Ord, ikke andensteds, end hvor saadanne skattepligtige Individer forefindes. Paa samme Maade maa det have været underforstaaet for Russernes Vedkommende: „hvorsomhelst Kareler forefindes, og ikke andensteds“.
27. Udtalen og Skrivemaaden „Monselv“, der i den senere Tid har indsneget sig, er aldeles urigtig. Paa Pontoppidans Kart (hvor forresten Maals-Elven og Bardu-Elven forvexles) staar endnu „Mals Elv“. Ogsaa „Maaltinden“ i Nærheden af Malangen og Maalselven viser, at Udtalen „Monselv“ er fejlagtig.
28. [Prof. Daa viser, at Trjanæma er = Ter-niemi, det kvænske Navn paa Turja, det russiske Lapland, se „Skisser fra Lapland, Karelstranden og Finland“, S. 123].
29. Ericus Olai, i Scr. rer. Svec. II. pars I. 55.
30. Det oboneschiske Distrikt var Omegnen af Onegasøen.
31. See de novgorodske Annaler, jvnfr. Lehrbergs Untersuchungen, S. 177– 179. Paa sidstnævnte Sted anfører Lehrberg Porthan, som her er falden i en besynderlig Vildfarelse, hvori ogsaa Lehrberg har ladet sig rive med. P. har nemlig i sine Anmerkninger til Juusten anført efter sine Excerpter af de saakaldte Sigtunske Annaler, at Russerne i 1292 erobrede Aksborg, hvilken Borgs Beliggenhed han dog ej drister sig til at angive, hvorimod Lehrberg antager det for at være Akkas nærved Tavastehus. Det kan dog vel neppe være nogen Tvivl om, at den af Porthan anførte Notits maa have været omtrent ligelydende med den i „Chroxologia vetusta“ hos Fant, Script. rer. Svec. I. 1. S. 63: Pagani debellaverunt Acher et totam terram sanctam (ved 1299), og i de islandske Annaler (Ann. regii hos Langebek, Scr. R. D III. 119): heiðnir menn brutu Akersborg (ved 1291); hvilket dog ikke angaar nogen Borg i Finland, men Acre eller Ptolemais i Palæstina.
32. See Rimkrøniken, hos Fant Scr. I. 2. S. 20.
33. Isl. Annalar, S. 172. Fra denne Tid skriver sig det Brev af 4de Marts 1295, hvori Kong Byrge, som det heder, efter den tydske Konges Begjæring gav Lübeckerne Frihed til at fare paa Novgorod, fra 4de Marts til St. Hans, under Betingelse, at de ej medbragte mere af Vaaben, Jærn eller Staal, end til eget Brug, og ej stod Rigets Fiender bi. Det heder her i Intimationen, at efterat Karelerne i lang Tid havde udøvet de største Grusomheder og Voldsgjerninger, ved, uden Hensyn til Kjøn, Stand eller Alder, at flaa Levende, rive Indvoldene ud paa dem, eller pine dem paa andre Maader, havde det endelig lykkets at faa dem omvendt til Christendommen, ligesom Kongen og med en stor Hær og svære Bekostninger havde opbygget Viborg til Guds og den hellige Jomfrues Ære og Rigets Forsvar samt til Sikkerhed for dem, der drog over Havet; men Russerne, der alene higede efter verdsligt Herredømme og Plyndringer, havde med Tilsidesættelse af Gudsfrygt understøttet de i deres Ondskab og Vantro fremturende Kareler (Liljegrens Dipl. Sv. No. 1125). Heraf erfare vi med tydelige Ord, hvorledes de Svenske betragtede hele denne Krig mere som et Slags Korstog end som en Krig i verdslige Formaal. Man seer og, at Lübeckerne, der allerede længe havde staaet i den nøjeste Forbindelse med Novgorod, hvor de, ligesom i Bergen, havde et Kontor og rimeligviis netop havde tilført Russerne Krigsfornødenheder, maa have lidt Ulempe og Forhindring af de Svenske og i den Anledning klaget til den rom. Konge Adolf af Nassau. Ogsaa Kong Albrecht af Habsburg anholdt i Aaret 1300 om lignende fri Passage for Lübeckerne (Liljegrens Dipl. Sv. No. 1303), og Følgen deraf var vel deels det Løfte, Hertug Erik gav Lübeckerne om Erstatning for deres paa Neva borttagne Skibe (Sartorius, No. 94), deels K. Byrges Brev af 16 Nov. 1303, hvorved Passagefriheden fornyedes paa de sædvanlige Betingelser (Liljegren No. 1413).
34. Om alt dette see især Lehrberg S. 181–198, jvfr. Rimkrøniken. Aabo kaldes i de novgorodske Annaler Lyderev, rimeligviis, som Lehrberg tror, efter Finlands Statholder Lyder af Kyren.
35. Ísl. Annalar, S. 218.
36. See Samlinger til det n. Folks Sp. og Historie, V. 550.
37. Det er nemlig kun i Egenskab af Rigsforstander, at Erling, og senere Orm Eysteinssøn og Agmund Findssøn, kaldes Drotseter.
38. Nemlig: nos dictam pecuniæ summam Parisius sic depositam una cum 30 marcis Noricanæ monetæ, gquas Petrus dictus Suarter mutuaverat domino Paulo memorato cum consensu canonicorum et capituli nostri eidem domino Paulo, quum in utroque jure Aurelianis sollemniter inceperat nec expensæ sibi alias suffecissent, prætextu sui doctoratus duximus conferendas &c.
39. Mscr. Bartholin. E. S. 106.
40. Hildebrands Sv. Diplom. No. 2571, 2572.
41. Hildebrands Sv. Dipl. No. 2573 [= N. Dipl. VI. S. 121–123].
42. I dette Aar, den 16de Aug, udstedte Magnus i Oslo en Erklæring om Beløbet af den indtil da indsamlede 6aars Tiende, hvoraf Paven havde overladt ham Halvdelen til at bekæmpe Christi Fiender, nemlig de Russer og Kareler, der grændsede til hans Riger, især Norge. Dette Beløb angives nøjagtigt, nemlig i Alt af Norge 14,967 Mk. 6¹⁄2 Øre smaa norsk Mynt og 256 Mk. Sterling. Af Sverige i Alt 10,407 Mk. 7 Ører 16 P. sv. M. Halvdelen af alt dette modtog for Norge Erkebiskop Eilif, Bisperne Audfind og Halvard, for Sverige den norske Ridder Hr. Ivar Agmundssøn, Befalingsmand paa Baahus. See Suhm XII. S. 173, 174. Documentet er heelt optaget i Lagerbrings svenske Historie, 3die Deel, S. 249–250, hvor der tillige er anstillet en Beregning, ifølge hvilken den Halvpart, som Magnus fik fra Norge, skulde være 44,695 svensk Sølvmynt, fra Sverige 36,268; dette skulde igjen, efter Suhm, udgjøre 14,898 og 12,087 Rdlr. dansk, eller 21,600 Spdlr. [Sml. d. n. F. Hist., Unionsp. I. 93–102].
43. En tydsk Oversættelse deraf har ogsaa været meddeelt i Büschings Magazin, III. S. 177 fg., men med grove Fejl. Saaledes staar der istedetfor Borgravius Olphormöy: „Borginus Abhormoy.“
44. Istedetfor „Possadnik“ nævnes undertiden Kongens „Namestnik“ d. e. ligeledes Vicarius, Statholder, „Lieutenant“, hvilket maaskee betegner det samme, da ogsaa Possadniken oprindelig ansaaes som Storfyrstens Statholder. „Namestnik“ nævnes saaledes i Tevsiner-Traktaten af 1595.
45. Det er dette Ord, Borchravius eller Borchrauius, som Dreyer ved at meddele det ældste Frihedsbrev for Tydskerne i Novgorod (i sit Specimen juris publici Lubecensis p. LXXVII fgg.) læste Borchramus og saaledes antog, at der var en Konge i Novgorod ved Navn Borchram, som havde tildeelt Tydskerne disse Friheder. Der kom nemlig derved til at staa Rex Borchramus, dux.
46. See Karamsins Gesch. Russlands, IV. B., S. 169. Det er Skade, at vi ej kjende denne Traktat fuldstændigt; vi vilde der upaatvivlelig gjenfinde de samme Navne som i den norske Fredstraktat.
47. Lehrbergs Unters. S. 255. Moses’s Efterfølger Basilius (Vasilej) nævnes hos Karamsin allerede 1331; længere henne (IV. S. 240) heder det, uden nogen Angivelse af Aar, at Moses, som i 20 Aar havde draget sig tilbage fra Verden, efter Folkets indstændige Bønner atter paatog sig det erkebiskopelige Embede, men blev ved Sygdom nødsaget til at vende tilbage til sin Eensomhed, hvorfra han siden (1358) kun fremtraadte for at dæmpe en Opstand. Da han i Aaret 1353 sendte et Gesandtskab til Constantinopel (Karamsin, IV. 241), falder sandsynligviis hans 20aarige Eensomhed mellem 1330 og 1350.
48. Karamsin, IV. 184.
49. Lehrberg, S. 251.
50. Karamsin, IV. S. 183.
51. Lehrberg, S. 253. Sandsynligviis er han den samme Jevstafij, der i Aaret 1346 var Possadnik og blev dræbt i en Folkeforsamling, fordi han var Aarsag i, at den litauiske Fyrste Olgerd bekrigede Staden.
52. Der staar her: Aldus heuet geendighet de biscop van Nougarden, vnde de Namestenike Fødere des groten koninges, vnde de hertighe Astaphie o. s. v. Navnet Fødere (Feodor, Theodor) gaar her ikke, som det i Noten (S. 282) antages, paa „des groten koninges“, thi den daværende Storfyrste hed Simeon Ivanovitsh, ikke Feodor; men det er Namestnikens Navn. Denne Namestnik Feodor er aabenbart den samme som Possadniken Feodor, hvis Folk i Aaret 1342 beskyldtes for at have dræbt den førnævnte Varfolomejs Søn Lukas (Karamsin, IV. 216, 217); heraf sees det, at „Namestnik“ og „Possadnik” ere eensbetydende.
53. Formen Kœnir, Kønir istedetfor Kvænir (ligesom Sœnskr f. svænskr) forekommer i Fundinn Noregr.
54. Hr. Hildebrand nævner (S. 191), at der blandt Afskrifterne i det svenske Rigsarkiv ogsaa findes en paa det slavoniske (det vil vel her sige det ældre russiske) Sprog. Denne er sandsynligviis tagen efter hin russiske Gjenpart, og dens Offentliggjørelse vilde vistnok have været af Interesse til Bestemmelsen af, i hvilket Forhold den svenske Afskrift af 1537 staar til den.
55. [Sml. dog Styffe, Skandinavien i Unionstiden, S. 88–89].
56. See herom forøvrigt min „Det norske Folks Historie,“ I. D. 2. B., S. 80 Not.
57. Karamsin, IV. S. 197, 198.
58. Hildebrand, Afh., S. 188 Not. Den novgorodske Krønike læser „Ljudvi“, hvorimod Hipping i „Neva og Nyenskans“, citeret af Hildebrand, læser Ludoli.
59. See Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 268. Navnet „Torske“ skrives nu ved en urigtig Etymologi Torrskog, uagtet Folket der i Egnen, hvad jeg af egen Erfaring kan bevidne, tydelig sige „Torske“. Ifølge Lehrberg (S. 232) skal det i de novgorodsde Annaler hede om Freden i Orechovetz, at den sluttedes „po staroy poshline“, hvilket han oversætter „auf die alte Gebühr“ eller „die alte Abgabe“; men da han derhos kort i Forvejen (S. 231) siger, at Freden sluttedes i Tiden omkring vor Frues Fødselsdag, synes det, som om ogsaa han, og det efter Annalerne, har forvexlet begge Fredstraktater; hint Udtryk bliver vel altsaa det samme som det, der ifølge Hr. Hildebrands Hjemmel, og vistnok rigtigere, er oversat „paa de gamle Documenter“.
60. Nemlig i den latinske Gjenpart: „Nos reformaveramus pacem“, i den svenske: „tha fornyede vi“.
61. Nemlig i den lat. Gjenpart: „ego terminaveram“, i Overs. fra Russisk af 1537: „hafuer ändat“.
62. Man behøver kun at gjennemlæse Hr. Hildebrands Diplomatarium paa dette Sted forat overbevise sig om disse Forsøg paa Sammensmeltning.
63. I Biskop Haakons Brev til Erling Vidkundssøn af 11 Febr. 1340, Saml. til Norske Folks Spr. og Hist., V. S. 145.
64. Lagerbring, III. S. 398, 399.
65. Suhms Hist. af Dmk., XIII. S. 259. Her citeres Raynaldi Annales.
66. Lagerbring, III. S. 413, 414. [Sml. d. n. F. Hist., Unionsp. I, 445–90 og 522–28].
67. Norges gl. Love, III. S. 223.