Hopp til innhold

Om Frihed

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Om Frihed.
(Af O. Vig.)

Frihed er et Ord, som tit er blevet nævnt, især i de sidste 80 Aar, men hvorom der dog endnu er meget ulige Meninger. Gjør jeg det Spørsmaal: „Hvad liker du bedst, enten Frihed eller Ufrihed?“ da svarer vistnok Enhver: „Den Første;“ og deraf skjønner vi, at vel alle Mennesker dog igrunden holder Friheden for „noget Godt.“ Forsaavidt har man altsaa samme Mening om den. I alle Fald gjælder dette i saadanne Lande som Norge, hvor Folket gjennem alle Tider har haft en stærk Lyst til at være frit og derfor ogsaa faat den Lykke at leve friere end de fleste andre Folkeslag. Gaar jeg derimod et Skridt videre og spør: „Hvordan liker du den Frihed, som det norske Folk nufortiden har?“ da blir ikke længer Svaret saa enstemmigt som før. Somme tykkes kanske, at den i visse Grene er altfor stor; Mange er derimod glade i den og lovsynger dens Herlighed med Digterens Ord:

„Fuglen i Skove,
Nordhavets Vove
Friere er ej end Norriges Mand!“

men der findes ogsaa Adskillige, som mener, at vor Frihed er altfor liden; ja Nogle gaar i de senere Aar saa vidt at de forbander den, og siger, at Norge har ingen Frihed men idel Trældom og Slaveri ligesaavel som Rusland, og, rejser saa sin Vej til andre Dele af Jorden, hvor Friheden og Lykken skal være større end her.

Hvoraf kommer nu al denne Meningsforskjel? Alle var jo enige om, at Friheden er et Gode; Alle vil hellere være fri end ufri; og dog kan der være saa mange ulige Meninger om vort eget Lands fri Statsforfatning – hvoraf kommer dette? Jo, det kommer naturligvis deraf, at man ikke har samme Begreb om, hvad sand Frihed er, hvorledes den virker, og hvad den kan udrette. Skal derfor Folket ialmindelighed lære at skatte og bruge sin Frihed, og være med at udvikle den, da maa det altsaa først og fremst lære at skjønne, hvori den sande Frihed bestaar.

At give en kort og god Forklaring herover, er nu vistnok ingen let Sag. „Frihed er et Ord, saa glat som en Aal;“ det tages i mange Betydninger, indeholder mangeslags Elementer og anvendes paa mange forskjellige Tilfælder. Vi vil derfor helst gaa ganske smaat frem, og betragte Friheden stykkevis i sine enkelte Grene.

Det er da fordetførste klart, at hvordan end Friheden er, saa kan man ikke, som kanske Somme mener, have Frihed til Alt. Dette kunde være muligt, dersom Menneskeslægten var ufordærvet og syndeløs; men var den det, da vilde igjen enten ethvert Statssamfund være ufornødent; eller den hele Menneskeslægt vilde kun udgjøre en eneste Stat (ligesaavel som en eneste Kirke) og være fuldkommen endrægtig, fredelig, fri og lykkelig. Som Verden derimod nu er, idet den ligger i det Onde, har det bedste Menneske ikke Fred længer end Naboen vil. Egennytten er saa almindelig og stor, og Svig og List, Uretfærdighed og Vold saa fremherskende, at den Ene let vilde gaa den Anden for nær, hvis han i alle Stykker skulde have fuld Frihed efter sin egen Lyst og Tilbøjelighed. Just derfor har man fundet det nødvendigt at slaa sig ihop (i Stater) og hjælpes ad, for saaledes i Fællesskab at beskytte hverandres Liv, Ejendom og Ære. (Hermed vil jeg ikke sige, at Staten er stiftet bare for den Sags Skyld – for at være som en Utgar kring Folket og beskjærme det mod alskens Vold. Den er visselig ikke blot nødvendig men har ogsaa sin dybere Grund og Betydning. Menneskene er jo ingenlunde bestemt til at afsondre sig, men til at leve i Selskab og Samfund med hverandre. „Det er ikke godt, at Mennesket er alene;“ derfor stiftede Gud Familjelivet. Og det samme kan igjen gjælde om Familien; derfor har han ordnet de større Samfund, som vi kalder Stater, hvor en Mængde beslægtede Familjer – hele Folket – kan leve et fælles Liv, for derved destobedre at fremme hinandens Lykke og Gavn, idet de Alle tjener hverandre). Men intet Gode i Verden faaes for Ingenting; hvad vi end skal have, saa koster det altid Noget; saaledes ogsaa med det borgerlige Samfund, Staten. Enhver, som vil være Medlem af den og nyde godt af dens Beskjærmelse, maa derfor finde sig i enkelte Opofrelser, finde sig i at give Slip paa noget af sin Tid, noget af sin Ejendom og noget af sin Frihed, for at kunne nyde den øvrige Del deraf i saa meget større No. Det er jo dog ikke mer end billigt, at Enhver, alt efter sine Evner og sin Stilling, bærer sin Del af Byrden og bidrager Sit til, at det fælles Gode kan beholdes Borgersamfundets Medlemmer maa altsaa finde sig i adskillige Baand; det kan f. Eks. ikke gaa an, at de gjør som de vil, enten de vil bidrage Noget eller Intet til Statens nødvendige Udgifter, enten de vil ofre Tid til Formandskabsvæsen, Valgmøder, Lagrettesvæsen, offentlige Vidnesbyrd o. s. v., eller ej; og endnu mindre kan Tyven faa Frihed til at stjæle, eller Morderen til at slaa ihjel. Sligt maa nødvendig Landsstyrelsen forbyde og afværge, saa godt den kan, hvis ikke Staten skal forgaa og hele Folket blive ulykkeligt. Kort sagt, Statsborgernes Frihed ialmindelighed maa have visse Grænser,[1] og disse Grænser fastsætter enhver ordentlig Stat i sine Love, hvorfor ogsaa Friheden der kaldes „lovbunden.“

Men hermed har vi ingenlunde sagt nok til at forklare Friheds-Begrebet. Ti den „lovbundne“ Frihed kan naturligvis være meget forskjellig, meget liden eller meget stor; det kommer jo an paa, hvorledes Lovene da er, hvor stort eller lidet Rum de gir Folket at røre sig paa. Saa trangt kan dette Rum være, saa snevre Grænser kan der være sat kring Folkets Frihed, at det kun er en fattig Trøst at høre, at den er „lovbunden.“

Nu, hvad maa da Folket idethele og hvert enkelt Samfundsmedlem have Lov til? – Som almindelige Regler kunde man vel sige, at enhver Statsborger maa have Frihed til at gjøre alt det, som er godt i sig selv, og alt det, som ikke skader Andre eller aabenbar er til Fordærvelse for Borgersamfundet. Overhoved er det vistnok klogt af Statsstyrelsen, at Medlemmernes Frihed holdes i det rummeligste Lag; bedre, at den er for stor end for liden. Dog er det vistnok saa, at ikke ethvert Folkeslag eller enhver Tid er moden for det samme Maal af Frihed; det kommer an paa Folkets Aand og andre Omstændigheder, især paa dets Oplysning. Et meget uoplyst Folk kan ikke med Nytte bruge den samme Frihed som et oplyst; det vilde være som at give Barnet en skarp Kniv i Haanden. Jo mere Folket gaar fremad i aandelig Udvikling, jo større Frihed kan det altsaa taale, skjønt paa den anden Side er det ogsaa vist, at Folket mer og mere udvikles og oplyses, efter som dets Frihed udvides paa en forstandig Maade. Folkets Oplysning og Frihed vil altsaa gjensidig fremme hinanden.

Gaar vi nærmere ind paa Spørsmaalet, hvad Statens Medlemmer maa have Frihed til, saa kan vi fordetførste svare: Frihed til at tænke. Denne Tænkefrihed er nu aabenbar en Ret, som intet Menneske kan formene os, og som derfor kan øves uden mindste borgerlige Indskrænkninger og følgelig ikke bindes af Love. Det er jo nemlig klart, at Øvrigheden ialmindelighed ikke kjender Statsborgernes Tanker, og kan altsaa heller ikke straffe dem, om de er onde; og om den kjendte dem, faa kunde det enda være tvilsomt nok, om den gjorde klogt i at straffe En, bare fordi han havde tænkt paa at stjæle o. s. v. For Gud er vi vistnok strafskyldige, saasnart vi lader den onde Tanke faa Raaderum i Hjærtet, men Staten kan ikke med Ret skride ind, førend min onde Tanke bryder ud i Gjærning; da først kan Øvrigheden sætte Grænser for min Frihed, anklage og straffe mig for dens Misbrug. Men gjør Statsstyrelsen hverken klogt eller ret i at straffe En for de virkelig onde Tanker, som den kan komme under Vejr med, faa kan den endnu mindre forbyde ham at tænke som han lyster med Hensyn til Lovgivning, Regjering o. s. v.

Megen Lighed hermed har Troes- og Samvittighedsfriheden; ti ogsaa den angaar noget Indvortes, som Staten eller dens Øvrighed vanskelig kan sætte Gjærder og Skranker for. Nu er det rigtignok faa, at Troen sædvanlig kommer mere for Dagen, end Tanken ialmindelighed gjør; ti det Menneske, hos hvem en vis bestemt Tro virkelig er en Hjærtesag, vil ogsaa gjærne føle Trang til at bekjende den med Munden og aabenbare den i udvortes Gudsdyrkelse. Hertil kommer ogsaa den Omstændighed, at Troen har en langt mere indgribende Indflydelse paa Livet, end Tanken ialmindelighed; derfor er det vist nok, at Staten ikke vil gjøre de samme Fremskridt og nyde den samme Lykke, hvad enten Statsborgerne bekjender sig til den ene eller til den anden Religion. Staten kan derfor ganske naturlig ønske, at alle dens Medlemmer maatte være gjennemtrængt – jo inderligere desbedre – af den Tro, som øjensynlig fører den største timelige Velsignelse med sig; ti at Staten blev lykkeligst, naar de alle var endrægtige i Troen (naar den kun havde en eneste Kirke i sit Skjød), det er jo klart. Men nu er det saaledes med Menneskeslægten, at Enhver tænker, tror og føler paa sin Vis, og derfor er det formeget forlangt, at alle Statens Medlemmer virkelig skulde have en og samme Religion. Staten kan, som sagt, ønske det og paa enhver rimelig Maade søge at at fremme dette sit Ønske, men ingenlunde befale, at det skal være saa. Hjærtelig, oprigtig Tro er Noget, som ikke kan indplantes i et Menneske ved Tvang; ti man kan jo ikke true Nogen til at elske, til at føle Kjærlighed enten for Gud, for Medmennesker eller for et vist Troessamfund. Man kan idethøjeste tvinge Folk til at sige med Munden, at de har den eller den Tro. Om de derimod virkelig har den, eller bare hykler, se, det kan Ingen vide uden Gud og Mennesket selv. Derfor er det klart, at Troestvangen gjør mere Skade end Gavn, idet den lettelig frembringer Hyklere. Og ligesaa klart er det, at Folk ingenlunde blir bedre men hellere slettere Statsborgere, naar de drives til at fremhykle en Tro, de ikke har. En Stat, som isandhed fatter sit Kald og sin Bestemmelse, vil derfor tænke som saa: „Bo i Landet skal Enhver faa, om han end ikke har den Religion, som jeg holder for den bedste, og som Størsteparten af mine Medlemmer bekjender sig til. Hans Tro maa blive en Sag, som nærmest vedkommer Gud og hans egen Samvittighed.“ En Stat, som tænker saa, kan vistnok enda gjøre sig skyldig i nogen Troestvang, dersom den forlanger, at alle Embeds- og Bestillingsmænd skal bekjende sig til samme Tro som Størsteparten af Folket (til Statskirken); men det gjør dog altid en mærkelig Forskjel, enten Religionstvangen er yderlig stor eller liden og lempelig. Jo mindre af denne Tvang, jo bedre, og allerbedst ingen – saa er ialfald min Mening.

I nøje Forbindelse med Tænke- og Troesfribeden staar ogsaa Tale- og Trykkefriheden; – uden disse faar jo de første Lidet eller Intet at betyde. Naturligt synes det, at Enhver har Lov til uhindret og ustraffet at tale og trykke Alt, hvad han vil, undtagen det, som ligefrem gaar ud paa at ødelægge Staten (fremkalde Oprør), undergrave dens helligste Grundvold (ved Gudsbespottelse) eller skade dens Medlemmer paa deres borgerlige Ære. Baade mundtlig og skriftlig at omtale Lovene og Landsstyrelsen, ja endog ytre sin Misfornøjelse med dem og ønske dem omgjort, maa alt- saa være og blive en fri Sag Enhver maa følgelig have Lov til at sige som saa: „Den og den Lov er daarlig – den og den Gjærning af Regjering eller Storting var galt gjort – de maa omgjøres paa den og den Vis“ o. s. v. Vil man derimod bruge Mund eller Pen til paa en voldsom Maade at omstyrte Statsforfatningen o. s. v., da kan dette ikke taales; saa vidt kan ingensteds Tale- og Trykkefriheden gaa.

De Grene af Friheden, som hidtil er omtalt, som ethvert Menneske synes at have naturlig Ret til, kan med et Ord kaldes Aands og Hjærte-Frihed, fordi ingen af de nævnte Ting hører til den ydre, haandgribelige Verden. Det gjør derimod Næringsfriheden, som kortelig sagt bestaar deri, at Enhver faar Lov til at nære sig og Sine paa hvilkensomhelst Maade han bedst ved og kan, naar det ellers gaar ærlig til. Ogsaa dette synes at være en meget naturlig Frihed, og er det saa, da følger deraf, at Laugsvæsen og Sær-Rettigheder (Privilegier og Monopoler) for enkelte Mænd, for visse „Stænder“ eller for Byerne, igrunden er en Uting. Dog følger det af sig selv, at Næringsfriheden i et Stykke maa have sin Grænse; den maa ikke gaa saa vidt, at den angriber Andenmands Ejendom; ti Ejendomsretten er ikke alene en Ret, som baade efter det gamle og det ny Testamentes Ord skal holdes i Agt og Ære, men ogsaa en naturlig Ret, som Staten nødvendig maa værne om. Derimod synes det ikke mer end rimeligt, at Staten lader Enhver ialmindelighed faa Lov til at gjøre med sit Eget, hvad han selv finder forgodt; dog saaledes, at Næsten stedse faar lige stor Næringsfrihed som En selv.

Tænkefrihed, Troesfrihed, Talefrihed, Trykkefrihed og Næringsfrihed er nu allesammen vigtige Grene af det hele store FrihedsBegreb. Og dog er endnu den vigtigste tilbage; ti naar vi f. Eks. siger, at det norske Folk er „et frit Folk“, saa tænker vi især paa den Gren af Friheden, som man sædvanlig kalder polittisk Frihed, og som, kortelig sagt, bestaar deri, at Folket for en stor Del regjerer sig selv. – I somme Riger kan der findes stor Tænke- og Talefrihed, Religions-, Trykke- og Næringsfrihed, men polittisk frit er Folket alligevel ikke, saalænge hele Landsstyrelsen, Lovgivningen og Skattevæsenet gaar efter Regentens Vilje, uden at Folket selv faar være med at indrette og afgjøre de Ting. En saadan Stat er ingen fornuftig Stat; den er snarest at ligne med en Maskine, hvor de forskjellige Statsindretninger, Stænder og Mennesker griber fat i hverandre og driver hinanden som døde Hjul, hvor Alt saaatsige gaar sin tankeløse Gang Folket lever der paa en Maade som umyndige Børn, der kun priser Regentens Faderlighed, og meget troskyldig mener, han har Ret til Alt. Og kommer et saadant Folk engang paa andre Tanker, da fristes det let til Oprør (Revolusjon), fordi det ikke ser nogen anden Udvej til større Frihed, eftersom det ikke alene mangler alle polittiske Rettigheder men ogsaa al lovlig Adgang til at faa dem. Ganske anderledes er det der, hvor Folket har polittisk Frihed. Kun saadanne Stater kan siges at udgjøre virkelige Borgersamfund. Staten er da ingen blot og bar Maskine, men en Organisme, d. e. Medlemmerne blir virkelige Lemmer paa Statens Legeme. Da drives de til at tænke og granske, til at skaffe sig flere Kunskaber, til at prøve og undersøge Mangt og Meget, som de ellers ikke vilde bry sig om; Følelsen for Fædrelandet og Samfundslivet vækkes, og Viljen styrkes; man lærer at bære sig ad som den, der føler, han har Ansvar paa sig; den hele Stat stiger Trin for Trin i Oplysning, Dannelse og Kraft (at sige, naar ellers Gud vil give Lykke dertil). Folket blir ikke længer ligesom umyndigt, men det ved, hvad det vil, og det vokser stedse i Indsigt og Dygtighed – vokser netop fordi det Hele har organisk, levende Sammenhæng.[2]

Deler vi nu Staterne efter den polittiske Frihed, saa faar vi altsaa 2 Slags: fri og ufri. En ufri Stat er f. Eks. Enevoldsherredømmet, som man ogsaa kalder det uindskrænkede eller absolutte Monarki,[3] hvor Regenten har al Magten (er suveræn), og hvor Folket ingen polittisk Ret har. Modsat Enevældet er Republikken, fordi den største polittiske Frihed menes at være der, hvorfor ogsaa en Republik sædvanlig kaldes en Fristat, d. e. en Stat, hvor Folket selv har al Styrelses-Magten (er suverænt) og hvor der ikke er nogen Konge. Det meste og vigtigste af denne polittiske Frihed kan imidlertid findes ogsaa i andre Stater end i Republikkerne, nemlig der, hvor Kongen og Folket deler Magten og Friheden med hinanden. Slige Stater (med indskrænket Kongevælde – f. Eks. Norge) er da med Hensyn til Styrelsesmaaden en Mellemting mellem Republik og Enevoldsherredømme, men kan paa en Maade siges at have begges Fortrin og ingens Mangler. Folket raader selv for sine Penge her ligesaavel som i Republikken; der gaar ikke en Skilling ud af Statskassen, uden at Landets udkaarne Mænd har givet sit Minde dertil, og heller ikke faar Folket andre end „selvgivne Love,“ eller andre Udgifter at betale, end det selv er gaat ind paa. Endog Regjeringens Gjærninger staar under Folkets Opsyn og kan tildeles Straf; ja selv i Dommervæsenet kan Folket komme til at tage virksom Del Kort sagt, det indskrænkede Kongevælde kan have lige stor polittisk Frihed som Republikken. Det Eneste, som synes at mangle heri, er den Omstændighed, at den regjerende Person (Kongen) ikke vælges af Folket; men naar Alt kommer til Alt, saa er dette rimeligvis et stort Fortrin ved det indskrænkede Kongedømme; det faar udentvil derved en Støhed og Sikkerhed, som Republikken mangler, idet Folkets enkelte Mænd kan kappes om Alt og opnaa Alt, kun ikke Statens højeste Embeds-Værdighed som i Republikkerne. Ialfald er jeg for min Part fuldelig overbevist om, at det indskrænkede Kongevælde, som vi har, langt hedre end Republikken fremmer Folkets Sikkerhed og Lykke. (Se mere om den Sag i „Folkevennens“ 2den Aargang Side 273 osv). Og ser vi saa hen til den øvrige Frihed (Aands- og Næringsfriheden), saa kan den være liden eller stor næsten under hvilkensomhelst polittisk Forfatning. Der kan være Republikker, hvor f. Eks. Religionsfriheden, Tale-, Trykke- og Næringsfriheden er mindre, meget mindre, end i mangt et Kongedømme, ja endog mindre end i et uindskrænket Kongedømme. Derfor skjønner Enhver, at det kun er en løs Mening, naar Somme indbilder sig, at Folket blir friere i alle Maader, saafremt det bare faar ombyttet Kongevældet med republikanske Stats-Indretninger. En Stat kan altsaa være en meget fri Stat, om den end ikke er nogen Fristat (Republik).

Visse Folk, som kjender lidt til Verdenshistorien, vil kanske holde fast ved en anden Mening. De vil kanske sige som saa: „Den romerske Stat i gamle Dage var dog friest og lykkeligst i den Tid, den var Republik; hverken tidligere, da Rom havde Konger, eller siden, da det fik Kejsere, stod det saa bra til som i Revublikkens Dage. Og de græske Byer Athen og Sparta havde vist aldrig tiltaget saa overordentlig i Magt, i Oplysning og i Lykke, dersom de ikke havde været Fristater.“ – Alt dette er vistnok forstørstedelen sandt, men deraf følger ingenlunde, at Republikken skulde være den bedste Stats– Indretning til enhver Tid og for ethvert Folk. Det var naturligt, at Republikken maatte være mere velgjørende for det græske og romerske Folkeliv end Kongevældet, af den gode Grund, at næsten alt Kongedømme i de Dage var uindskrænket ja despotisk; man kjendte da Lidet eller Intet til indskrænket Monarki; med andre Ord, man kjendte næsten ingen anden fri Statsindretning end Republikken – og at den under alle Omstændigheder maa være bedre end Despotiet, er jo en klar Sag Dernæst maa vi mindes, at Friheden i hine Republikker ingenlunde var saa stor, som den tildels har været udskreget til. Lad os kun lidt nøjere betragte Folkelivet i Rom og Grækenland; kanske vi da blir enige om, at vi nu uden Republik har langt større Frihed end Grækerne og Romerne i deres frieste Dage.

Fordetførste vil vi da lægge Mærke til Aandsfriheden i hine Republikker. Den var isandhed liden eller ingen. Det romerske Folk – som vistnok kan kaldes det klogeste men ogsaa hjærteløseste Stats-Folk paa Jorden – brydde sig ikke stort om Troen (Religionen) for sin egen Skyld. Men derfor var de ligefuldt paa sin Vis ivrige for Troen, idet de betragtede den som en ren Statssag. Naar Romerne dyrkede Guderne, saa var det nemlig ikke saa meget for selv at komme i Samfund med dem og vinde deres Velbehag, men mest fordi de havde den Overbevisning, at Staten ellers ikke kunde bestaa. Derfor var hos næsten intet Folkeslag det Gudelige og det Verdslige (Religionen og Staten) saa sammenvævet som hos Romerne,[4] og derfor kunde efter deres Mening kun en eneste Religion taales i Riget. At have en anden Tro var det samme som Oprør. Der var altsaa igrunden ingen Religionsfrihed i Rom. Heraf kan vi ogsaa forstaa, hvorfor de frommeste Kristne, som naturligvis var de bedste og lydigste Borgere, dog blev haardelig forfulgt, og det endog af de mildeste og retskafneste romerske Kejsere. Disse havde nemlig som en Følelse af, at den kristne Aand umulig kunde forliges med de romerske Statsindretninger, men at disse vilde gaa tilgrunde, saafremt Kristendommen sejrede. De Kristne, endog de bedste af dem, betragtedes altsaa som Statens Fiender. Derfor er det saa temmelig vist, at Kristendommen, hvis den saa tidlig var kommen til Verden, vilde være bleven forfulgt ligesaavel af den romerske Republik, som den blev af det romerske Kejserdømme. Men end i Grækenland da?) Aa, heller ikke der var der stort af Religionsfriheden. Endog i Athen var der fastsat Dødsstraf for den, som prækede andre Guder end, dem, Staten havde vedtaget. Derfor blev den fornemste Hedning og gode Borger Sokrates dømt til Døden, fordi han beskyldtes for at have en anden Tro.

Ser vi nu hen til den polittiske Frihed, da mærker vi, at de fri, stemmeberettigede Borgere i hine Republikker udgjorde kun en meget liden Del af det hele Folk. Der skriges undertiden i vore Dage over, at Europas frieste Lande ingen sand Folkefrihed har, men kun et Aristokrati (England f. Eks. Adels- og Penge-Aristokrati, Norge Bonde-Aristokrati osv.); med andre Ord, man klager over, at kun en Del af Folket har fuld Borger- og Stemmeret, og at alle faar liden eller ingen Indflydelse paa Landets Anliggender. Men dersom man opløfter slige Klageskrig over Norges polittiske Frihed, hvad maatte man da ikke gjøre over Fristaterne i den gamle Verden! Hvem havde f. Eks. fuld Borgerret under Republikken i Rom? Bare endel af Hovedstadens Indvaanere; alle andre Folk over det ganske Rige havde enten kun enslags Kommunalfrihed, eller var ligesom halve eller hele Slaver. Men jeg tror ikke Nogen ønskede Norge omgjort til Republik paa slig Vis, at Stemmeretten skulde findes i Kristiania alene. I Athen og Sparta tog vistnok alle „Borgere“ Del i at afgjøre Statens offentlige Sager; men ogsaa her var disse stemmeberettigede Borgere meget faa. I Athen, som medrette havde Ord for at være den frieste Republik i Oldtiden, udgjorde nemlig „Borgerne“ kun omkring Toogtyvende-Parten af det hele Folk; de 21 Parter var altsaa uden Stemmeret, og af dem var igjen en stor Mængde (ja kanske Størsteparten) Trælle, der ingen lovlig Ret havde men kjøbtes og solgtes som andre Trældyr. Men slig en republikansk Frihed skulde jeg tro var et værre „Aristokrati“ end vort. Hos os har dog allerede Tolvte-eller Trettende-Parten af Folket Stemmeret, for ikke at tale om, at det hele Folk ellers er fuldkommen lige for Loven, og at der ej er Spor af Trælestand, men Enhver er sin egen Herre.

5 Men de Faa, som dengang havde fuld Borgerret og altsaa styrede Republikken, var heller ikke saa fri som Statsborgerne i vore Dage; de manglede i en vis Forstand personlig Frihed. Staten idethele kunde paa sin Vis være fri, meget fri, men hver enkelt Statsborger havde derimod forholdsvis liden Frihed; han maatte, snart sagt, finde sig i alt Muligt, baade Billigt og Ubilligt; det var snarere som, om Folket var til for Statens, end Staten for Folkets Skyld; den blev derfor tit til en Plage, et Jærnaag, hvorunder mangen god Borger uforskyldt og uden sand Nødvendighed gik tilgrunde Den saakaldte fri Stat bestod i Alles vilkaarlige Herredømme over den Enkelte, ligesom det egentlige Despoti bestod i den Enkeltes vilkaarlige Herredømme over Alle. Kun det indskrænkede Monarki i vore Dage søger heri som i andet at holde den rette Ligevægt. Staten var derfor i hine Republikker langt mere en bar Maskine og Menneskene blotte Hjul, end hos os; den lignede mere en Arme af optugtede Soldater end et frit Samfund af Borgere, og Forskjellen mellem dens og Despotiets Aand er igrunden ikke saa stor som det skulde synes. Hin Ringeagt for den personlige Frihed gik nu videst i Sparta – saa vidt, at den hele daglige Levemaade og det hele Stel lige til de mindste Smaating var bestemt i Loven, – at Alle maatte være fuldkommen lige, – ja at uskyldige Børn endog fratoges Livet, naar de ikke var store og standhaftige nok til at blive saa krigerske som Staten krævede. Forældrene selv maatte for den Sags Skyld ikke engang opdrage dem. Ingen Spartaner maatte æde uden i Fællesskab med alle Andre, ikke nyde anden Mad eller klæde sig anderledes end Loven bestemte, – kort sagt, der fandtes næsten ikke Spor af personlig Frihed eller Familie-Frihed. Staten var saaledes bleven en Afgud, et usynligt Moloksbillede, hvortil man ofrede Menneskeblod, ja dens egne Børn. I Rom og især i Athen havde vistnok Borgerne og Familjerne langt større Ret til at raade sig selv, men ogsaa der var det dog langt, langt fra som hos os.

Hin personlige Frihed og hin Ret for Familjerne kan maaske fremfor alle andre Grene af Friheden kaldes en naturlig Frihed, en naturlig Ret, som Staten skal holde i Agt og Ære, fordi den selv bestaar af Personer og Familjer – fordi den er stiftet til deres Nytte, ej til deres Plage r og fordi Familjelivet var til, førend nogen Stat opkom. Ethvert Menneske har desuden sine særegne Evner og Anlæg, der skal udvikles, ikke udslettes; men det sidste gjør dog Staten, hvor Folket mangler den tilbørlige personlige Frihed. Saaledes ikke blot i Sparta men ogsaa i de østerlandske Riger, hvor Kastevæsenet herskede, saaat Sønnen maatte fortsætte sin Faders Værk og Næringsvej, hvad enten han havde Lyst og Duelighed dertil eller ej. – Paa samme Maade er det med Folkene. Ogsaa ethvert af dem har forskjellige Evner og Anlæg, og derfor ogsaa et forskjelligt Kald at udføre, det ene saa, det andet saa. Heller ikke denne Forskjel skal voldsomt udslettes, og deraf følger allerede, at det vilde være Daarskab at give alle Folkeslag den samme Statsforfatning. Ligesom ethvert Menneske saaledes vil altsaa og ethvert Folk blive lykkeligst, naar det frit faar udvikle sig i Overensstemmelse med sin Aand, sin indre Natur[5]. Kun da kan det isandhed bidrage Sit til hele Menneskeslægtens Lykke; kun da blir det et levende Led i den store Kjæde, som bestaar af alle enkelte Mennesker og Folk. Men heller ikke denne Sandhed var paaagtet i den gamle Verden. At enhver Stat, for at blive lykkelig, maa være knyttet til et særeget Folk (en særegen Nasjonalitet), altsaa ledet af en egen Folkeaand og leve et ejendommeligt Liv (ligesom hvert enkelt Menneske skal udvikles ifølge sin egen personlige Aand), – det var enda en fremmed eller ialfald halvfremmed Tanke.

Det er egentlig først Kristendommen, som ret har lært Verden at skatte det enkelte Menneske og det hele Menneske, baade det indre og ydre, kort sagt, Personligheden. Dog fandtes der ogsaa Stater, eller rettere sagt, Folk, som allerede i Hedningtilstanden gav sine Medlemmer stor personlig Frihed, nemlig Folkene her i Norden og deres Slægtninger. Større ydre Frihed end hos dem kan der vel vanskelig gives, naar der skal være enslags Styrelse og ikke det Hele skal ytre sig paa lovløs Maade som blandt vilde Dyr. Og dog havde de nordiske Folkeslag aldrig Republikker men stedse Kongeriger, hvor Drottens Magt var indskrænket, idet Folket delte den med ham. De vigtigste Sager afgjordes i Fællesskab paa de almindelige Tingsteder, men ogsaa kun de vigtigste; thi om de allerfleste Ting og Tilfælder i Livet var Intet bestemt; det stod Enhver frit for at leve og færdes efter Behag. Fri vilde Nordboerne leve, fri som Bølger og Storm paa det brusende Hav, og fri vilde de ogsaa dø. De kunde tit med Glæde sætte Livet til for sine Guder, sin Fosterjord og sin Drot, men de lod sig aldrig skræmme af Statens usynlige Jærnhaand, gik aldrig hen og kjæmpede iblinde, eller opofrede Livet som en viljeløs Soldat uden at vide hvorfor. Hermed er det ingenlunde sagt, at det nordiske Folkeliv var saa godt som det kunde ønskes, eller i alle Maader bedre end det græske. Ogsaa her fandtes jo Trælle, men de blev mildt behandlet. Ogsaa her blev tildels Smaabørn udkastet paa Marken for at omkomme, men det skede ingenlunde efter Lov, efter Statens Paalæg; det var en personlig fri Sag, som Nordboen kunde falde paa, fordi han selv skattede Legemskraft og Styrke højere end Alt.

Som bekjendt havde Romerriget tilsidst opslugt næsten hele den gamle Folkeverden, men ødelagdes igjen selv, saasnart Kristendommen havde faat fast Fod der. De ny Stater, som da opkom, stiftedes alle af saadanne nordiske Folkeslag, som her er omtalt; og da de nu tillige kristnedes, saa kan man sige, at den større eller mindre Agtelse for den personlige Frihed, hvorved de nyere Stater adskiller sig fra de gamle, er en kristelig Frugt opvokset i nordisk Jordbund. Vistnok er det sandt, at mange nyere Statsstyrelser ogsaa har gaat denne Frihed for nær og utilbørlig indskrænket den, men den er dog alligevel nu meget større end fordum. (Jeg tænker ikke her paa rent despotiske Stater, som f. Eks. Rusland, hvor den personlige Frihed mangler saa aldeles, at Folk ikke faar Lov til efter eget Behag at lade Skjægget vokse eller rage det af – ikke faar Lov til at gaa med Klæder af hvilkensomhelst Farve[6] og Skapelun, ja hvor de Livegne undertiden endog nægtes Lov til at gifte sig med hvem de lyster. Slige Stater er til alle Tider lig sig selv; deres indre Væsen er det rene Barbari nu ligesaavel som i de østerlandske Despotier i gamle Dage).

Siden vi taler om Forskjellen mellem Oldtidens Stater og de nyere, faar vi endnu lægge Mærke til en Ting De første manglede det, som vi kalder Repræsentasjon. Saa liden Vidde som de græske Stater havde, kunde alle Borgerne lettelig møde fram i Folkeforsamlingerne (paa Tinget), hvergang Noget skulde afgjøres, – og det allerhelst i Sparta, hvor Borgerne aldrig selv skulde arbeide for Livets Ove hold men kun lade Slaverne arbejde for det hele Samfund. Anderledes maatte det blive i de store ny Stater, hvor enhver Landsdel skulde have lige Del i den fælles Styrelse. Her er det aldeles umuligt, at enhver Stemmeberettiget kan rejse til Tings; derfor lod man hvert Fylke eller hver By udkaare nogle faa dygtige Mænd og skikke dem til Tinget. Disse fik da Fuldmagt til at tale og stemme paa sine Vælgeres Vegne, repræsentere Fylket. Slige Mænd kaldes derfor Folkets Repræsentanter,[7] og naar de er samlet, er det, kan man sige, et Billede paa Folket selv, et Udtryk af de vigtige Meninger, som for Tiden lever og rører sig i Folket.[8] Ogsaa denne Indretning (Repræsentasjonen) er i sin Oprindelse nordisk. Det er jo f. Eks. vel bekjendt, at der udover fra Haakon Adelstens Tid holdtes 3 store Landsting i Norge (nemlig paa Ejdsvold, i Ejvindvik og paa Frosten), og at der mødte fram saa mange Mænd fra hvert Fylke, som bestemt var i Loven. Det samme er Tilfældet nu saavel hos os som i de fleste Lande med nordisk Folkeblanding, undtagen der hvor herskesyge Regenter i Tidens Løb har set Lejlighed til at tilvende sig uindskrænket Herredømme. Ja, denne Repræsentasjon anvendes ikke alene for Landet idethele men ogsaa i de Sager, som hvert Fylke eller hver Menighed (Kommyne) har at afgjøre. Og herved mindes vi endelig om, at der ogsaa er en vigtig Gren af Friheden, som kaldes Kommunalfrihed. Den bestaar naturligvis deri, at enhver Kommyne[9] har Ret til at afgjøre Alt, som egentlig kun vedkommer den selv.

Det blir altsaa en afgjort Sag, at Friheden var ganske anderledes og meget mindre i de gamle Republikker, end den kan være i de indskrænkede Monarkier nu. Friheden havde dengang ikke saa mange Sider eller Grene og kunde følgelig heller ikke bære saamegen Frugt. Den manglede den Fylde, det rige Indhold og den Betydning for Menneskelivet, som den i vore Dage har. Den græske Frihed kunde snarest lignes ved Kommynefriheden hos os. Ja, Grækerne havde vel heller ikke stort andet Begreb om Staten, end at den var en Kommyne, og derfor er det godt at forstaa, at deres Statsforfatning blev republikansk. Ligesaa naturligt var det og, at mange andre Folkeslag holdt sig til det uindskrænkede Kongedømme, de nemlig, der betragtede Staten som en blot Familje, ti de maatte jo da ville skaffe den et Overhoved, en eneste Regent, der som en Familiefader skulde styre den med fuld Myndighed. Vi derimod mener, at ingen af Delene var det rette, men at den sande Stat er begge Dele, baade Kommyne og Familje. Derfor holder vi os, som før sagt, til Middels vejen, til det indskrænkede Monarki, hvor just begge Dele kommer tilsyne. Paa Kommyne-Vis afgjøres det Vigtigste af de fleste Stemmer blandt Folket, eftersom Meningerne for Øjeblikket er; men paa Familje-Vis har vi ogsaa en Konge, der som Statens arvelige Overhoved staar over Partierne og skal som Opmand søge at lede og udjævne deres stridige Strømme. Den sande Stat er ikke nogen blot Overenskomst, der beror paa enslags Kontrakt; den maa i sig selv udgjøre en aandelig Enhed. Med andre Ord: Skal Staten isandhed leve et Familjeliv, maa dens Medlemmer have fælles Oprindelse, være et og samme Folk, og levende føle dette sit Slægtskab. Derfor er det en unaturlig Ting, naar somme Statssamfund bestaar af flere forskjellige Folkeslag – istedenfor af en eneste Nasjon, der gjennemstrømmes af en og samme Folkeaand.

Efterat vi nu har søgt at klargjøre os, hvori den borgerlige Frihed bestaar, og hvad der virkelig hører til en fri Stat, tør vi kanske blive mere enige om Svaret paa det Spørsmaal: „Hvorledes er nu Norges Frihed? Er den stor eller liden, god eller daarlig?“ – Jeg vil fordetførste minde om Ordene i Nasjonalsangen.

„Frihedens Tempel i Normandens Dale
Stander saa herligt i Ly af hans Fjeld;
Felt tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held!“

Jeg mener, Digteren har fuldkommen Ret heri. Tænke-, Tale- og Trykke-Friheden er visselig saa stor her i Landet, som den nogensteds kan være. Anderledes var det i de forrige Aarhundreder, og er saa endnu i mange Lande, hvor intet Ord maa trykkes, saafremt det i mindste Maade laster Lovgivning og Landsstyrelse,[10] ja hvor Folk ikke engang maa have Lov til at tale om slige Ting. – Religions-Friheden hos os er heller ikke liden; alle kristelige Sekter samt Jøder har nu Lov til at dyrke Gud iblandt os, hver paa sin Maade; og enhver Lutheraner har fuld Frihed til at træde ud af Statskirken og gaa over til det Troessamfund, som han maatte like bedst: For 1682 maatte derimod ingen andre end Lutheranere opholde sig i Norge, endsige forrette Gudstjeneste her. Fra den Tid blev dog Troesfriheden lidt efter lidt udvidet, indtil Grundloven i 1814, Dissenterloven i 1845 og Jødeloven i 1851 har gjort den som den nu er. Ganske anderledes er det f. Eks. endnu i Sverrig, hvor nok Ingen har Lov til at forlade den lutherske Kirkeafdeling uden at rømme Landet; ja i somme Stater mister man vel endog Livet for det samme. – Med Hensyn til Næringsfriheden er flere og flere Baand bleven løst siden 1814, saa der nu kan siges at være yderst faa tilbage som er virkelig trykkende at bære. Den personlige Frihed blir ialmindelighed holdt i Agt og Ære;[11] kun i et Stykke har man, som det synes, gjort et grovt Brud paa den, idet man har forbudt Folk at brænde Brændevin af deres egne Poteter; men det kan vel gjærne være, at dette endnu er nødvendigt. Folket har Frihed til at forsamle sig og stifte Selskaber i alskens Øjemed (Assosiasjons-Frihed); og Kommunalfriheden er ligeledes meget stor, siden Loven om Formandskabsvæsenet udkom 1837. Næsten Alt, hvad der angaar Fattigvæsenet, Skolevæsenet, Sygevæsenet og Vejvæsenet m. M. afgjøres af Kommynerne selv. Hvad endelig den polittiske Frihed angaar, da er der vel næppe et Kongerige paa Jorden, hvor Folket har saameget at sige som hos os. Baade Kongen og Folket har Loven at rette sig efter; og skal den forandres, da gaar det til efter Folkets Vilje Kongen har kun Ret til at sige, at Folket skal betænke sig i 3 eller 6 eller 9 Aar, førend vigtige Lovforslag blir virkelig Lov; og det maa dog øjensynlig være til Folkets sande Gavn, at Lovene overvejes vel, at de modnes før de udgives. Man klager undertiden over, at det paa denne Maade gaar saa langsomt med Lovforandringer, men vi skal mindes, at Staten kan have et Liv af Aarhundreder for sig, dersom den styres godt, men snart gaa tilgrunde, dersom man i Overilelse gjør mange Misgreb. Men nøjere at fortælle, hvad „den norske Konstitusjon“[12] indeholder, behøves dog ikke her, da der baade før har været skrevet lidt om den Ting i „Folkevennen,“ og Grundloven desuden er at faa tilkjøbs for nogle faa Skilling.

Det mener jeg altsaa er sikkert, at vor borgerlige Frihed er ikke liden, ja at yderst saa Lande kan glæde sig ved at have den saapas. Man indvender kanske, at Nutidens Fristater dog vist er langt friere end baade Oldtidens Republikker og vore Kongeriger. Nu vel, kanske Friheden er større paa Papiret, men er den ogsaa større i det virkelige Liv, og er disse Fristater tillige lykkeligere? Lad os se! Her i Europa har vi Republikken Schweitz, der egentlig bestaar af over 20 smaa (som et Slags Kommyner); men som bekjendt har borgerlige Uroligheder ytret sig der i senere Tid, medens vi har været fri for dem. Frankrig har 2 Gange været Republik, og England 1 Gang; men paa begge Steder varede den kort, og Ingen skal heller sige, at Frankrig har været enten frit eller lykkeligt i hine Stunder. Islænderne stiftede i gamle Dage en Republik, der rigtignok bestod i over 300 Aar (900–1250 efter Kr.), men jeg kan ikke se, at den var stort lykkeligere end Kongeriget Norge i samme Tidsrum; ialfald endte den med rasende Kampe mellem Storslægterne paa Øen. – Nu er det vel „de nordamerikanske Fristater“ man helst vil pege hen paa, og det er vistnok sandt, at Religionsfriheden og den personlige Frihed synes at være større der end hos os. Efter den nordamerikanske Grundlov skulde nemlig Troesfriheden være aldeles uindskrænket, forsaavidt som der ingen Statskirke er, og ethvert Religionssamfund skal have aldeles de samme borgerlige Rettigheder; men et andet Spørsmaal er det, om det virkelig er saa i Livet. Dette synes forendel at maatte besvares med Nej; ialfald er Mormonerne blevet haardere forfulgt der end her. Rigtignok skede vel denne Forfølgelse ikke efter Regjeringens eller Domstolenes Befaling, men af Folket selv; men just dette beviser dog, at Folket ikke er saa frisindet som hos os, og endnumindre saa frisindet som deres egen Grundlov, hvis Ord derfor staar døde paa Papiret. Skulde jeg desuden lide personlig Overlast for min Tro, saa vilde jeg dog langt hellere have den bestemt i Loven og afgjort af de ordentlige Domstole samt udført af Regjering og Øvrighed, end at anfaldes af en ustyrlig Folkeskok. Endnu værre er det vistnok med Agtelsen for den personlige Frihed og med Folks Sikkerhed. Alsomtiest hører man, at Nordamerikanerne tar sig selv tilrette, ja angriber hinanden paa Kroppen bare for visse Meningers Skyld. Der er saaledes i Nordamerika en stor Overbevisnings-Tvang. Men det værste af alt er dog den Omstændighed, at de sydlige Fristater har flere Millioner Negerslaver. Mage til dette Slaveri findes ikke i selve Rusland; og vi kan vistnok her anvende de Ord: „Tal aldrig om Frihed, hvor Nogen er Træl!“ Det er et soleklart Bevis paa, at det umenneskeligste Despoti kan trives ligesaavel i en Republik som i et Monarki. En saadan Frihed som den nordamerikanske kan da, mener jeg, umulig roses stort idethele, om den end i visse Stykker kan være ganske bra. – Ser vi saa hen til de mangfoldige Republikker længer før i Amerika, da er det vist, at Uenighed, Splid og blodige Borgerkrige har raset i de fleste af dem, al den Tid de har været til. Slutningen blir altsaa den, at jeg kjender ingen Republik, med hvem vi var tjent at bytte Frihed og Lykke.

Med alt dette er det ingenlunde min Mening, at Friheden hertillands er i alle Stykker stor nok. Jeg ser mange Ting, som jeg vilde ønske friere indrettet end de nufortiden er, og det samme kan Andre gjøre. Jeg for min Part mener f. Eks., at Religionsfriheden bør udvides, idetmindste saa vidt, at ogsaa andre end Lutheranere kan faa Ansættelse i Landet som verdslige Embedsmænd, som Fogder, Sorenskrivere og Amtmænd (at sige, naar de ellers er dygtige og retskafne Folk). Jeg tror, at Menighederne burde tages med paa Raad, naar Præste-Embederne skal besættes, og at Sognebaandet burde løses, saa at Folk fik fuld Frihed til at benytte den Præst, man liker bedst, om han end hørte et andet Præstegjæld til. Jeg ønsker, man vilde give Slip paa Konfirmasjons-Tvangen og al ligefrem Skoletvang. Jeg mener ogsaa, at Kommynerne baade kan og bør faa noget større Myndighed, – at Stemmeretten bør udvides noget, efterhaanden som Oplysningen vokser, – at Næringsvejene endnu bindes af flere Baand end nødvendigt er osv. – Men dette er dog intet Under; ti saa stor er Friheden ikke i noget Land, at den jo i visse Stykker trænger til Udvidelse. Friheden er nemlig ikke Noget, der engang for alle kan gjøres færdig og bruges som en uslidelig Klædning, endnu mindre gjemmes i et Skrin eller sættes op paa Hylden til Stas eller graves ned i Jorden som et andet „Liggendefæ.“ Nej, den sande Frihed maa være et Liv, maa leve og røre sig i Folket selv, og dette Liv viser sig just deri, at Folket arbejder stadig videre paa sin Frihed og Lykke. Friheden bestaar for en stor Del i denne kraftige Virksomhed; den vil altsaa vokse med Folket fra Slægt til Slægt indtil Verdens Ende, efter som Trangen dertil ytrer sig og Oplysningen stiger. Stilstand kan ikke forenes med virkeligt Liv; alt Levende maa skride fremad, fremad. Men vore Fremskridt i ydre Frihed har heller ikke været smaa i disse 40 Aar, især naar vi hetænker, at det norske Folk af Naturen er noget langsomt til at gaa ind paa Forandringer.

Den Frihed, som maa have sin Rod og sit Liv i Folkehjærtet og i Folkeaanden, saafremt en ydre Statsforfatning eller en skreven Grundlov skal gjøre Nytte, – den Frihed er da-ingenlunde en Lyst til i Et og Alt at leve efter eget Tykke. En slig Frihed, om den kunde opnaaes, vilde ikke være nogen sand Frihed. Naar Tyven, Røveren eller Mordbrænderen slipper ud af Fængslet og begynder paa sit gamle Liv, saa siger ogsaa han, at han er fri; men virkelig fri er han dog ingenlunde, fordi han er „Syndens Træl“ og altsaa undergivet det værste Slaveri. Paa samme Vis er det med Drankeren, med den Vellystige, med den Egennyttige og med Voldsmanden – kort sagt, med Enhver, som blindt følger sine Lyster, Drifter og Tilbøjeligheder, altsaa lever under Syndens Herredømme. Det er ingen Vanskelighed at leve saaledes; derimod er det en anden Sag at overvinde disse Lyster og blive Herre over dem ja føre et kraftigt Liv, som er dem aldeles modsat. Da først er Mennesket isandhed frit, hvorfor ogsaa Jesus sagde de mærkelige Ord: „Dersom Sønnen faar frigjort Eder, skal I være virkelig fri.“ Til den sande Frihed hører altsaa, at man frivillig (med fri Vilje og Forsæt) gir Slip paa det, som er den fordærvede Natur kjært, altsaa netop finder sig i endel Baand, for derved at kunne faa Del i en højere Lykke, en god Samvittighed og Fred med Gud. Den sande kristelige Frihed kan derfor heller ikke være tilstede uden Kjærlighed; denne er just Sjælen i Friheden og Drivfjæren til det fri kristelige Liv. Opfattes Friheden paa denne Maade, kan man sige, at det netop er til Frihed, sand Frihed, at Menneskeaanden er skabt.

Paa samme.Maade, som med denne kristelige Frihed, er det ogsaa med den Frihed, hvorom vi taler i borgerlig Henseende. Fordi om ingen Anden kan gribe ind i min Virksomhed, eller lægge mig nogensomhelst Hindring ivejen hverken i en eller anden Henseende, derfor er det ikke sagt, at jeg har Frihed i Ordets fulde og rette Forstand. En saadan Frihed er nemlig bare en udvortes, en død Tilstand; ti næsten paa samme Maade er en Sten paa Marken ogsaa fri; den fornærmes jo ikke af andre Stene. Skyerne i Luften og Bølgerne paa Havet er ogsaa fri paa sin Vis; men dette er heller ingen levende Frihed, ti de drives alle, eftersom Vinden blaaser. Saaledes er det og med Mennesket. Om ingen Mors Sjæl eller Staten lægger det saa meget som et Halmstraa ivejen, saa kan det dog ikke kaldes andet end blot udvortes frit, saalænge det vær sig ligegyldigt og tankeløst ad, eller hare følger sine Indfald og sin Lyst. Skal den ydre Frihed ikke være livløs og tom, maa den bæres af den indre, som bestaar deri, at man i borgerlig Henseende ikke gjør hvad man lyster, men hvad man bør. Da først kan man isandhed være en fri Borger i en fri Stat. Den indre Frihed er altsaa – som før sagt – en levende Kraft, en stadig Virksomhed, en idelig Kamp og Udvikling; men den er tillige kjærlig og billig, saa man ikke vil have anden ydre Frihed end den, som ogsaa andre Statsborgere kan faa lige Del i, og ikke have den indført uden med deres gode Vilje. Agtelse for Lovene, og Lydighed mod dem, hører ogsaa nødvendig med til det sande Frihedssind; – selv om Loven er noget ufri og slem, vil den Frisindede dog holde den i Ære, saalænge den staar ved Magt, ti han ved, at Lovløshed og Selvraadighed er det Modsatte af Friheden. Han vil følgelig ikke vække Oprør (Revolusjon); ti det er jo netop at dræbe den sande Frihed. Oprøret slipper nemlig gjærne alle onde Magter løs: Hidsighed, Hevnlyst, raa Grusomhed, Plyndring og Mord, kort sagt, alskens vilde Lyster og Drifter, som jo alle strider mod Frihedens Aand.[13] At ville fremme Friheden ved Vold er det samme som „ved uretfærdige Midler at ville vinde Retfærdighed.“

Havde Folkene isandhed tilegnet sig den Overbevisning, at Frihedens Kjærne er noget Indvortes, da vilde de undgaat mange borgerlige Misgreb. De vilde ikke da gribe efter den blotte ydre Frihed, efter et Skyggebillede istedenfor Tingen selv – ikke tro, at ethvert Folk er frit og lykkeligt, saasnart det faar en fri Regjeringsform. De vilde skjønne, at en saadan Form uden tilsvarende Frihedssind hos Folket kun er det samme som et Fad uden Mad. Den bedste Grundlov i Verden er død og magtesløs, saafremt den kun staar paa Papiret; ti ogsaa om Friheden gjælder det, at ikke Bogstaven men Aanden levendegjør. Hvor Folket gjennemstrømmes af en: kraftig Aand og gløder af varm Kjærlighed til Friheden, der vil altid denne vide at skabe sig selv en passelig Form. Derfor kan der ogsaa igrunden være saa mange ulige Statsformer som der er levende Folkeslag til (akkurat som hvert Menneske har sit ejendommelige Aasyn). Den Regjeringsform er da stedse den bedste, som er den folkeligste (d. e. mest lig Folket), eller som bedst svarer til dets Aand og hele Liv. En mindre Frihed, som Folket kan fordøje og ved at sætte Pris paa, er bedre end en større, som det endnu ikke skatter. – Man har medrette sagt, at Ingen kan „give Folket Friheden;“ det maa selv give sig den, skjønt naturligvis ikke ved raa Naturkraft, Revolusjon og Vold, men ved sin hele Færd og sit hele Liv, ved Mund og Pen. Lad os nemlig tænke os, at et vist Folk ganske pludselig fik en overmaade fri Statsforfatning, men at det kun havde liden Frihedssans og Oplysning – hvorledes vilde det saa gaa? Jo, Friheden vilde i mange Stykker blive misbrugt, eller idetmindste unyttig for Folket; og var der Nogen, som vilde røve den bort, saa forstod Folket ikke at forsvare den. Enkelte vilde vel gjøre sit Bedste dermed, men dette vilde ikke forslaa, naar Mængden var ligegyldig; ti skal den polittiske Frihed bevares, udvikles og blive til sandt Gavn, da maa den bæres, saavidt muligt, af det hele Folk. Ellers vil den snart gaa tabt At gjøre altfor store Sprang i den ydre Frihed, vil kun afbryde dens jævne, levende, organiske Udvikling og følgelig blive mere til Skade end til Gavn Saaledes gik det med den romerske Republik, da Folket ikke længer var troende,[14] sædeligt, endrægtigt, nøjsomt, haardført, fædrelandselskende og frihedssindet – med andre Ord, da Folkeaanden ikke længer levede. Under den indvortes Partistrid og Borgerkrigene var det en let Sag for alskens ærgjerrige Hoveder at tiltage sig Enevoldsmagt over Folket. De Faa, som endnu elskede den gamle Statsforfatning, var nærsynte nok til at tro, at )Republikken og Friheden kunde reddes, bare Voldsmanden blev ryddet af Vejen; men det hjalp naturligvis ikke at myrde ham; ti (som ved enhver Revolusjon) var der ti for En, der stod færdige til at komme i hans Sted, og det sløve Folk fandt sig deri, naar det bare fik Mad og Fornøjelser nok. Men paa samme Vis er det gaat og gaar det overalt, hvor den sande Frihedsaand mangler. Man kunde derfor sige, at et Folk fortjener ikke større Frihed end den, som det forstaar at bevare og udvikle.

Der maa altsaa kjæmpes for Friheden, ligesom for ethvert andet jordisk Gode, – kjæmpes ikke bare for at faa den men ogsaa for at beholde og udvikle den. Det er som Digteren siger:

„Frihed ej vindes ved ledige Drømme,
Vindes ved Kamp mod de mødende Strømme,
Ikke ved Tvivl og ved Flugt.“

Denne Kamp skal naturligvis ikke føres med Sværd i

Haand, men med Ord og Aand; kun naar ydre Fiender vil fratage os vor lovlige Frihed med Magt, er det Tid for os at forsvare den med Bly og Staal. Hvori bestaar da hin Kamp? Jo, vi talte nylig om, at jeg og Du og Flere med os kan have den Mening, at Friheden i Landet i visse Dele er for liden. Men dersom nu den store Mængde af Folket havde en anden Mening, saa blev ikke den Frihed indført, som vi ønskede; ti Folket bestaar jo ikke bare af mig og Dig og Nogle til, og „Mands Vilje er ikke Lands Lov,“ siger Ordsproget. Desuden kunde vi, som ønskede en Udvidelse, være af ulige Meninger om, hvor vidt man for det første skulde gaa, hvilke Midler man helst skulde gribe til, paa hvilken Maade det bedst kunde ske osv.; ja der maa nødvendig være forskjellige Meninger herom, ti Menneskene er nu engang slige, at de ikke tænker ens i Et og Alt, især jo mere tænksomme de blir. Skulde vort Ønske da opfyldes, maatte vi altsaa, skriftlig eller mundtlig, søge at oplyse vore Medborgere om Sagen og fremsætte vore Grunde, forat Folket kanske kunde blive overbevist om, at vi havde Ret, og isaafald give sit Minde til Forandringen Stød det derimod ikke i vor Magt at faa nogen stor Del af Folket overbevist, saa maatte vi deraf slutte, enten at vi selv tog fejl, eller at Folket endnu ikke var modent for denne Udvidelse af Friheden; og om vi endog da havde lovgivende Magt, saa vilde vi, dersom vi var virkelige Frihedsvenner, ikke paatvinge Folket en Forandring, som kun Faa havde kjær. Den gavnlige Frihed maa, som sagt, have slaat Rødder i Folkets Hjærte, men Hjærtet stemmes for den alene ad Overbevisningens Vej. Det faar ikke hjælpe, at denne Vej tit er langsom; ti den alene er Frihedens Vej. En paatvungen Frihed er ingen Frihed, og vil ialfald ikke blive kaldt et Gode, om end Andre finder den nok saa stor og god. – Heraf følger ogsaa, at man ikke engang har Ret til at paatvinge Folket virkelige Goder (f. Eks. Oplysning). Har det ikke Smag for dem og Lyst til at tilegne sig dem, saa hjælper det lidet, at man tvinger det til at modtage dem; det vil snarere derved forhærdes, trodse, vedblive i sin gamle Mening og aldrig faa disse Goder hjærtelig kjær. „Folket maa altsaa have Lov til endog at begaa adskillige Daarskaber;“ alt Sligt faar blive dets egen Sag. Men det følger af sig selv, at det faar lide og bøde for dem, ligesaavel som det enkelte Menneske faar lide for sine Fejlgreb. Er Folket f. Eks. efterladent i at fremme Oplysningen, saa kan dette hævne sig selv paa en gruelig Maade – og saaledes med mange andre Ting Men Friheden er ligefuldt nødvendig for Folkets levende, organiske Udvikling.

Der kunde vel være dem, som er enige i, at Folkets indre Frihed er Hovedsagen, men som netop derfor ingen Vægt lægger paa den ydre. Ialfald gives der tyranniske Regenter og andre Voldsmænd baade store og smaa, som mener, at Folket enten ingen Ret har til borgerlig og polittisk Frihed, eller at denne ialfald snart er stor nok. – Men her skal det mærkes, at den indre og ydre Frihed medrette hører sammen; ti ligesom den sidste er en tom Skal uden den første, saaledes kan denne, som Folkeaandens levende Sjæl, heller ikke trives uden et tilsvarende Legeme. Med andre Ord, Friheden selv og dens ydre Form maa udvikle sig i og med hverandre. Den modsatte Mening synes kun at at kunne herske der, hvor Regenten og Folket modsættes hinanden, som om ikke Begges Lykke godt kunde forenes, men som om den Ene nødvendig maatte tabe, hvad den Anden vandt, – eller der, hvor Folket endog betragtes som Regentens Ejendom, som om det var til for hans, ikke han for Folkets Skyld. Jeg mener, at Kongen i de indskrænkede Monarkier baade kan og skal være fri i og med sit Folk, ligesom Folket med ham; og det vil ske overalt, hvor begge Parter indser, at Folket er skabt til at blive saa lykkeligt som muligt, og at ogsaa Øvrighed, Regjering og Kongemagt kun er til for at gavne Folket, ikke for at være det til Byrde og Besvær. Men er det saa, da har Folket naturligvis Ret til al gavnlig Frihed ogsaa udvortes; – det har Ret dertil, fordi Frihed er nødvendig, dersom Folket skal naa sit Maal. Uden Frihed blir Kilden til „en giftig Sump,“ og Græsset kvæles; uden Frihed vantrives Fuglen og Dyret, ja den hele Natur; hvorledes kan da Menneskelivet og Menneskeaanden, der er skabt til langt højere Frihed, blomstre og bære Frugt, dersom de holdes i unaturlig Tvang? – Hele Verdens Historie vidner ogsaa derom, at Oplysning, Konster, Videnskaber, Næringsveje og alt det, som hører til Menneskets timelige Lykke, har aldrig kunnet trives der, hvor Trældommen var stor; – den kunde i det Højeste blive en løs og svampet Drivhus-Vokster; eller ogsaa blev den ligesom forstenet – stivnede og mistede Væksten. Saaledes er det gaat i Ostindien, hvor Folket allerede for flere tusinde Aar siden havde megen Oplysning men endnu den Dag idag staar paa samme Trin (omtrent ligesom Dyrene), fordi Kastevæsenet har stanset Udviklingen. Den samme Stilstand gjennem umindelige Tider findes i Kina og Japan, hvor Folk ikke engang har haft Frihed til at forlade Landet eller lade Fremmede komme til sig. Paa den anden Side er det ligesaa klart, at England og tildels Nordamerika ikke var bleven Jordens kraftigste næringsdrivende Folk, dersom de ikke havde haft den Frihed, de ejer. – Det har ogsaa stedse vist sig i Verden, at de største og dygtigste Mænd fremstaar i bevægede Tider, og ingenlunde da, naar Alt er stilt og dødt som i Graven. Enhver klog Landsstyrelse vil derfor skjønne, at det var Daarskab at ville paalægge Folket stor Tvang og stræng Orden som i Tugthuset, eller stiv Ensformighed og blind Lydighed som i Armeen, men at det just er Sagen at lade Folkelivet udvikle sig saa frit og gjære saa kraftigt, som ske kan. Kort sagt, aandelig Rørelse i Folket maa megetmere fremmes end hemmes; kun derved blir Livet frugtbart. – Desuden er det vist, at de regjerende Herrer ogsaa for sin egen Skyld gjorde klogt i at fremme ogsaa Folkets ydre Frihed. Derved var de nemlig sikre paa Folkets Kjærlighed, og hvor den er levende, vil Fyrsten dog igrunden have det bedst – derom er der ingen Tvil. Det er just Dyden ved den borgerlige Frihed, at den gjør Folket til langt mere trofaste og ordentlige Undersaatter, og langt bedre afværger Oprør, end nogen Politi- og Soldatermagt er istand til. Saaledes gaar f. Eks. Italienerne stadig og pønser paa Oprør, fordi de ingen.Frihed har; og Franskmændene har i de sidste 66 Aar gjort den ene Revolusjon efter den anden, og næsten utallige Gange prøvet paa Konge- og Kejsermord. Men Engelskmændene har i samme Tid vel knurret dygtig, men aldrig grebet til Vaaben – fordi de har megen Frihed, især til at tale, skrive og trykke. Naar bare Folk har fuld Frihed til at „skrike og skraale,“ til at bruge Mund og Pen, da er de ingenlunde saa raske til at gribe Sværdet. Friheden er da som en Lynafleder, der skaffer de usunde Dunster (de hidsige Tanker og Misfornøjelser) Afløb, hvorimod Ufriheden, Tvangen, gjør Misfornøjelsen større og større. – Det er derfor en meget uforstandig Frygt, som man hører saa tit: Frygten for at Folk skal misbruge Friheden; ti er det en naturlig Frihed, som Folket idethele baade har nogen Forstand paa og Kjærlighed til, saa saar man finde sig i, at Enkelte misbruger den. Den kan misbruges, fordi den er et Gode; kunde den ikke, saa var der heller ikke noget Godt ved den. Saaledes er det ogsaa med Mad og Drikke, med Ilden og Vandet, med Livet selv og med Kristendommens dyrebareste Sandheder; de misbruges tit, netop fordi de er gode; men derfor har ikke Vorherre villet nægte os dem, og ligesaa ugrundet vilde det være at nægte Folket den naturlige Frihed paa Grund af dens mulige Misbrug.

Det er et gammelt og forstandigt Ord, at „med Lov skal Land bygges;“ ti vi bar jo set, at den sande Frihed maa være lovbunden (ikke lovløs), og at den for en stor Del bestaar i at lyde Loven, gjøre hvad man bør. Men dersom hint gamle Tankesprog skulde forstaaes saaledes, at man skal se til at give Love om alle mulige Ting, Stort og Smaat, da vilde det uden Tvil være meget slemt. Tværtimod er det vel vist, at jo færre Love man nødvendig behøver, desbedre er det. Mens et Folk endnu er i halvvild Tilstand, har det gjærne meget faa Love; det ledes da mest af sin Naturdrift (sit Instinkt). Men efterhaanden som det faar en nogenlunde ordnet Statsforfatning og oplyst Øvrighed, faar det ogsaa en Mængde Love om Dit og Dat. Saaledes gik det ialfald her i Norge ud gjennem Middelalderen og indtil i forrige Aarhundrede. Man fik Love om Klædedragten, om hvor mange Retter Mad Enhver efter sin Stand maatte bruge m. m. M. Men en saadan Indblanding i den personlige Frihed er saa langt fra Noget, som fortjener Ros, at det tværtimod maa lastes, fordi det bidrager til, at Folket blir sløvt, tankeløst og trodsigt, og efterhaanden mister Agtelsen for Lovene. Staten blir isandhed en Plage, naar det kommer dertil, at Undersaatterne knapt kan røre sig uden at støde an mod en Lov. Lad Folket derimod have sin fulde Frihed i slige og mange flere Ting, og det vil omsider selv lære at tænke over sin Leve-Vis og bære sig ad som et selvstændigt og forstandigt Folk. Og saaledes maa det blive. Efterhaanden vil da flere og flere Love blive overflødige, og Folket vil omsider ikke behøve ret meget af Regjereri.

Men for at en saadan stor ydre Frihed skal kunne trives og blive til Velsignelse, maa Folket have megen Oplysning, megen Sædelighed og Lydighed mod Lovene, altsaa tillige megen Gudsfrygt. Hvor Endrægtigheden mangler, og Folket deler sig i Partier, der forfølger hinanden med bittert Had, – der er jo Friheden landflygtig, og der kan det aldrig gaa godt; – et Rige, som er aldeles uens med sig selv, maa jo falde. Og næsten endnu værre er det, hvor der mangler Lydighed mod Lovene, og hvor man dristig overtræder dem, istedenfor med Mund og Pen at arbejde til at faa de daarlige og ufri Love omgjort ad lovlig Vej, af dem, som har Ret dertil. Til en saadan Frihedsaand hører netop Gudsfrygt; ti den, der selv er „Syndens Træl“ og ikke frigjort fra dens Herredømme, han vil – som før sagt – vanskelig kunne være en god Borger med det rette Frisind og den rette Kjærlighed til Konge, Folk og Fædreland Ialfald er det jo klart, at dette Frisind og denne Kjærlighed blir ædlere og renere, jo mere Mennesket gjennemstrømmes af hans Aand, der selv er baade Sandhed, Frihed og Kjærlighed.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Skulde Nogen indbilde sig, at det da var bedre at leve aldeles uden Statsindretninger, for at idetmindste alle skikkelige Folk kunde have fuld Frihed. Frihed uden Grænser, – saa maa han mindes, at det er det samme som uden Love og uden Øvrighed. Den Frihed, man da fik, vilde være meget kort. Der blev ikke da Spørsmaal om Ret men ene og alene om Magt; den Stærkere vilde snart underkue den Svagere og fratage ham al Friheden; Kiv, Slagsmaal, Røveri og Mord vilde rase støt og stændigt, og tilsidst vilde den Stærkeste og Værste beholde Sejeren og blive Alles Tyran, indtil kanske ogsaa han igjen fik sin Overmand. Kort sagt, istedenfor at faa Frihed i Et og Alt, vilde man slet ingen Frihed faa. Da vilde man vistnok lære at paaskjønne den Velsignelse, som et nogenlunde ordentligt Borgersamfund fører med sig; det fremmer just Friheden, idet det synes at indskrænke den, og vel ogsaa indskrænker den noget.
  2. ↑ Ordet organisk bruges egentlig om Dyr og Vækster, i Modsætning til Berg og Sten; med andre Ord, det bruges om levende Ting i Modsætning til livløse. Stenen kan forandres, blive større eller mindre, løsere eller haardere; men det sker altid udenfra, fordi den mangler Liv og Livsredskaber (Organer). Dyrene og Væksterne har derimod saadanne Redskaber og vokser derfor indenfra; dette kaldes at udvikle sig organisk, og det kan kun ske ved at tage Næring til sig. En saadan Vækst eller Udvikling indenfra var umulig, dersom alle Legemets Dele var ens, eller dersom nogen af dem blev hindret i at gjøre sin Gjærning, berøvet sin Frihed, sin indre Kraft. Til en organisk Stat hører altsaa, at dens Medlemmer faar Lov ikke blot til at være i den, men ogsaa til at arbejde for dens Vel, til levende at virke og igjen levende paavirkes af Andre. Enhver har sit særegne Kald vel sin Gjærning at gjøre, men „den Enkelte trænger til Alle, ligesom Alle trænger til den Enkelte“ – akkurat som Træets Blade trænger til Roden og Barken, og disse igjen til dets øvrige Dele – eller som Hovedet ikke kunde leve uden Maven, eller Maven uden Hovedet. Tar man ud et enkelt Hjul af en stor Maskine, saa kan det vel hænde, at den ikke gaar, eller ialfald ikke gaar saa let og godt som før; men de andre Hjul er dog selv lige gode for den Sags Skyld. Men saaledes er det ikke med en Organisme; naar den enkelte Del lider her, saa lider de allesammen. Derfor skal vi vide, at vi trænger ligefuldt til Staten og dens øvrige Medlemmer, som den trænger til os. I en organisk Stat vil da heller Ingen vare lige glad med Hensyn til Statsstyrelsen; Enhver maa føle, tænke og ligesom leve med i den. En saadan Stat kan ikke staa stille, kan ikke være aldeles ligedan igjennem mange hundrede Aar, som om den var en uslidelig Maskine; nej, en levende og organisk Udvikling maa jævnlig medføre adskillige Forandringer i Lovgivning, Indretninger og det hele Styrelses-Sæt, alt eftersom Folkelivet og Tiderne kræver.
  3. ↑ Ordet „Monarki“ betyder Eneherredømme – en Regjering, som føres af en Eneste. Denne Monark kan ellers have forskjellige Titler. Sommesteds kaldes han Kejser (et Navn, som er omkring 1900 Aar gammelt; det har nemlig sin Oprindelse fra de romerske Regenter, som kaldte sig Cæsar – eller Kjæsar – efter den navnkundige Julius Cæsar). I de nordiske Lande kaldes Regenten Konge (paa Tysk König; paa Engelsk King; paa Svensk Kung eller Konung. Den sidste Form af Ordet findes ogsaa i Gammelnorsk og skal betyde En, som er ung og af ypperlig Slægt). I Rusland kaldes Monarken Sar (Czar), i Tyrkiet Sultan, i Persien Schach, i Mellem-Asien Chan o. s. v. Somme Monarker i Tyskland og Italien kaldes Hertuger, Storhertuger, Fyrster, Kurfyrster o. s. v. Efter Monarkernes Tittel faar igjen Riget Navn af Kejserdømme, Kongerige, Sultanat, Kurfyrstendømme o. s. v. I det absolutte eller uindskrænkede Monarki er Monarken selv den, som baade gir Love, paalægger Skatter og regjerer. Sommesteds gir han ikke engang ordentlige Love, men regjerer (tildels endog dømmer) aldeles som det falder ham ind (vilkaarlig – efter Lune); – en saadan Regjerings-Tilstand kaldes Despoti eller Voldsherredømme. Her siger Regenten: Naturen det er mig.“ Det indskrænkede Monarki er naturligvis ogsaa mangeslags. Folkets Frihed og Deltagelse i Landsstyrelsen kan i saadanne Riger være liden; men den kan ogsaa være stor. Der kan desuden være Forskjel paa, hvem der deler Magten med Regenten, enten det hele Folk, eller Halvparten eller kun en liden Del deraf. Det sidste var Tilfældet i Danmark og Norge mellem 1397 og 1660, da Adelen alene havde Noget at sige i Landets Anliggender. Paa samme Vis er der stor Forskjel paa Republik og Republik. I somme af dem har alle voksne Mandfolk fuld statsborgerlig Myndighed, og Regjeringstilstanden kaldes da med et græsk Ord Demokrati (Folkeherredømme). I andre Republikker er det kun en vis Stand eller en vis Gren af Folket, som har fuld Stemmeret; og Statsforfatningen faar da Navn af Aristokrati, d. e. de Bedstes eller Fornemstes Herredømme. (Ordet Aristokrati bruges forresten ogsaa om de højere Stænder, der ligesom adskiller sig fra Folkets store Mængde ved Levemaade, Indflydelse, Rigdom, o. s. v.) Endelig er der enslags Regjering, som man kalder Teokrati, og som bestaar deri, at Guddommen skal være Folkets Konge og regjere Landet. En saadan Regjering har man kun haft blandt Israelitterne fra Moses til Saul. Mormonerne vil rigtignok indbilde os at de har en lignende Guds-Regjering, men Sligt er egentlig kun Gudsbespottelse.
  4. ↑ Kun hos Jøderne (i det gamle Testamentes Tider) var baade Gudsdyrkelse og Stat ligesaa nøje forenet som hos Romerne, men dog paa en langt anden Maade. Hos de Første var nemlig Religionen og Gudsdyrkelsen Hovedsagen, og Staten indrettet for dens Skyld. Hos Jøderne var altsaa Staten en Kirkesag men hos Romerne Kirken en Statssag. Men ogsaa hos Jøderne var Religionsfriheden saare liden.
  5. ↑ Hermed er det ingenlunde Meningen, at det ene Folkeslag skal afsondre sig fra det andet. Tværtimod – Folkene skal saavelsom de enkelte Mennesker paavirke hverandre, leve med hverandre og gavne hverandre, idet Enhver bidrager Sit til det Heles Vel. Men hverken Mennesker eller Folkeslag skal støjpes i samme Form. Staten skal agte og udvikle de enkelte Personer; Verden skal agte og udvikle de forskjellige Folkeslag. Paa den Maade kan „Enheden og Mangfoldigheden“ forliges.
  6. ↑ Det er de franske Friheds-Farver (Hvidt, Rødt, Blaat), der ialmindelighed ikke taales af Nutidens Despoter – omtrent som man siger om Kalkuner og olme Okser.
  7. ↑ Repræsentant betyder nemlig En, som forestiller Andre eller træder i Andres Sted med Fuldmagt til at handle paa deres Vegne. En Statsforfatning, hvor Folket saaledes repræsenteres, kaldes en repræsentativ Forfatning.
  8. ↑ Man har ligeledes sagt, at (i de indskrænkede Monarkier) ogsaa Kongen paa en Maade er Folkets „Repræsentant;“ men han repræsenterer da ikke de omskiftende Stemninger og Bevægelser i Folkelivet, men Folkets Enhed og indre uforanderlige Aand. Kongen er Slutstenen, Toppunktet paa den hele Statsbygning; han samler ligesom alle Statens Personligheder i sig, og naar hans Person i Grundloven kaldes „hellig,“ ulastelig, da er det fordi han staar som et levende Tegn paa hele Nasjonen selv. (Se herom M. J. Monrads lille Bog: „Om det arvelige Kongedømmes Betydning“ – en Bog, hvoraf ogsaa flere Tanker i dette Stykke er hentet.)
  9. ↑ Kommyne svarer i verdslig Henseende omtrent til det kirkelige Ord Menighed. Det hentyder paa Fællesskab i ydre Anliggender, Ordet Folk derimod paa fælles Oprindelse. Hos os tales der ikke blot om Præstegjælds- men ogsaa om Amts-Kommyner. Vilde man ombytte Ordet med et gammelnorsk Ord, kunde vel Ordet Fylke være ganske høveligt.
  10. ↑ Det strænge Opsyn, der i saadanne Lande føres med Bogtrykningen, kalder man Censur.
  11. ↑ Et Par nærgaaende Forslag om at forbyde Spedalske og Fattige at gifte sig er nylig bleven fremsat, men forkastet.
  12. ↑ Ordet Konstitusjon (som egentlig betyder Grundlægning, Anordning eller ogsaa en vis Legemsbeskaffenhed) bruges tit om en fri, repræsentativ Statsforfatning. Konstitutionen bestemmes i den Lov, som man kalder Grundlov. Da vor Grundlov blev færdig og altsaa Statsforfatningen grundlagt den 17de Mai (1814), kalder vi denne Dag vor Konstitusjonsdag. Forøvrigt er det en slem Ting at man om folkelige Sager bruger saa mange fremmede Ord, som almindelig Mand ikke forstaar. Der fortælles, at En, naar han den 17de Mai hørte Tale om „Hurra for Konstitusjonen,“ sagde, at han hellere vilde raabe Hurra for „Prins Gustav;“ han tænktes dermed paa 2 af vore Dampskibe. – Paa samme Vis høres undertiden, at Folk kalder Telegrafen „Talekraften,“ og Hypotek-Banken „Potet-Banken.“
  13. ↑ Der maa gjøres Forskjel paa Oprør og Opstand. Den sidste kan have sin gode Grund og sin gyldige Ret. Saaledes kan der vel ikke være nogen Tvil om, at Grækernes Opstand mod Tyrkiet (1821–29), eller at Polakkernes Opstande mod Rusland var en retfærdig Sag, fordi deres Frihed og deres Lande var med Vold og Magt frataget dem af Tyrker og Russer. – Og hvis den ene af Statsmyndighederne (Regjering eller Storting) aabenbar overtræder Landets Grundlov, og intet fredeligt Middel hjælper til at raade Bod derpaa, kan vistnok ogsaa den anden have Ret til at bruge Magt. Dog, enda er det et andet Spørgsmaal, om dette virkelig er klogt.
  14. ↑ Man maa ikke undres over dette Ord; ti al Historie viser, at ogsaa Hedning-Troen (paa indbildte Guder) var meget bedre end Vantroen – for Statens Skyld idetmindste. Saalænge Hedningfolkene bevarede sin Tro, kunde de nemlig paa sin Vis være meget dydige, og Staten lykkelig; men naar den Tid kom, at de blev mere oplyste, forkastede Troen og lo ad sine gamle Guder og sin forrige Gudsdyrkelse, uden at kjende nogen bedre Tro, som de kunde gribe og tilegne sig isteden, – da gik Staten sin Elendighed og Undergang imøde. Derfor er det vist, at ingen Tro – den være saa falsk den være vil – er saa fordærvelig for det ydre Folkeliv som Vantroen.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Frihed&oldid=226275»