Om Betydningen af det norske Selskabs Opposition mod den Ewaldske Poesi
Under mit Ophold forrige Aar i Kjøbenhavn, viste Hr. Kammerassessor Lessøe mig den Velvillie, at overlade mig til Gjennemsyn et stort Antal haandskrevne Blade og Hefter der hørte til Capt. Werner Abrahamsons Efterladenskab. Mellem disse Papirer fandt jeg betydelige Levninger af det danske Literaturselskabs Archiv, indeholdende dels Arbeider i Vers og Prosa, med tilføiede kritiske Bemærkninger, og dels Dokumenter, der angaae Selskabets Organisation og indre Forholde. Da jeg yttrede for Hr. Lessøe, at flere af Haandskrifterne havde literaturhistorisk Betydning, overlod han den Del af Forraadet til min frie Raadighed. Jeg har nøie gjennemgaaet disse Aktstykker, uddraget deraf hvad der især var brugeligt, og endelig skjenket Samlingen til det store kongl. Bibliothek i Kjøbenhavn, hvor den vil finde sin rette Plads mellem dets mange fortrinlige, til den danske Literaturhistorie henhørende Archivsager. Mit Udbytte af Haandskrifterne har jeg benyttet i den her meddelte Afhandling.
I den Periode af vor Literaturhistorie, der fornemmelig er bleven betegnet ved Ewalds Optræden og paafølgende Digterliv, 1764–1781, finde vi tre literaire Selskaber, der med hverandre danne den almindelige Situation, hvori de forskjellige poetiske Kræfter og Bestræbelser gjorde sig kjendelige. Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme, det norske Selskab og det danske Literaturselskab ere alle mærkelige som Udtryk for særskilte, skjønt i visse Punkter samstemmende Interesser, af hvilke enhver havde Indflydelse paa Literaturudviklingen; og derfor kan man ei overse nogen enkelt af disse Kredse uden i en vis Grad at miskjende Periodens Charakter og Betydning.
Imidlertid er der mellem de mange literairhistoriske Bearbeidelser af Emner, der angaae Ewald og hans Samtid, ingen Fremstilling, hvoraf de tre Selskabers gjensidige Forhold kan sees. En Del af det Stof, som Literaturen til en saadan Opfatning frembyder, synes endog at være lagt tilside som overflødigt eller uvæsentligt, efterat det hist og her løselig er bleven berørt. Selskabet til de Sk. V. F. og det norske Selskab ere omhandlede ved mange Leiligheder og af mange Forfattere; men det er egentlig kun Rahbek, der om det danske Literaturselskab har meddelt brugbare Oplysninger. Disse ere dog i og for sig mangelfulde, vidt adspredte i meget forskjellige Skrifter, og for en stor Del blotte Brudstykker, hvis Forbindelse med Periodens almindelige Grundtræk ei tilstrækkelig kommer til Syne.
De udførligste Fremstillinger af vort Sprogs poetiske Literatur i hint Tidspunkt findes hos Rahbek og Molbech; den Sidstes Opfatning af Ewalds Liv og Virken i Forholdet til Samtidens literaire Synsmaader og Bestræbelser kan endog betragtes som et Udbytte, hvorved Undersøgelsen omtrent i et Par Decennier er bleven staaende. Det er da først magtpaaliggende at se hvorledes de nævnte Forfattere have behandlet de Hovedpunkter, som her maae komme under Overveielse.
I Minerva for Febr. 1799 optraadte den ene af dette Tidsskrifts Redaktører, Pram, mod Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme med en Anklage, der i alt Væsentligt er vel begrundet, og hvori blandt Andet Selskabets Adfærd mod Ewald bliver skarpt dadlet. Under den Strid, som derved opkom mellem Pram og Selskabets Secretair J. Baden, erklærede Rahbek, som Medredaktør af Minerva, at han underskrev sin Kollegas Anklage. Han fremhæver her dette Selskabs Mangel paa Kritik, dets Uvirksomhed i et for Literaturen vigtigt Tidspunkt, og dets bornerede Betragtning af poetiske Opgaver. Men Rahbek har ved andre Leiligheder saa meget betinget og svækket denne Dom, at den for hans Vedkommende vel kan siges at være opgivet. Saaledes viser det sig i Udsigten over dansk Digtekunst under Frederik V og Christian VII, hvor der dog var det rette Sted til nærmere at begrunde hin Dadel i en gjennemført Fremstilling af Selskabets Standpunkt og Virksomhed. Rahbeks Behandling af dette Emne er overhoved mere lovrprisende end prøvende. Selskabet kaldes „en Laurus, under hvilken Tulliner og Ewalder, Frimanner og Prammer fandt Ly“; det fremstilles som „veldædigen virksomt til sin Hensigt“, og endelig hedder det, efter at Decenniet 1766–75 er gjennemgaaet: „Vi have nu seet hvilke Fortjenester saavel dette Selskab (det norske), som især Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme have erhvervet dem af vor poetiske Literatur“. Rahbek har paa mangfoldige Steder og i mangeslags Forbindelser givet gode Vink og Bemærkninger til Oplysning om de Forholde, hvori Selskabet fremstod og virkede; men hans bekjendte Hang til at udjevne alle Modsætninger, og hans altid overstrømmende Patriotisme har ei tilladt ham at fastholde den Bedømmelse af hin Periodes første Smagstribunal, som han engang næsten nødtvungen havde udtalt, og hvortil han selv i sine vidt omspredte Meddelelser har fremlagt saa mange Præmisser. Hovedpunkterne af den Kritik, der nærmest maa ramme Selskabet, nemlig dets uheldige Sammensætning og den aandløse Methode i dets hele Virksomhed, har Rahbek neppe berørt, eller i alt Fald ei tillagt den rette Vægt; men det er fra disse Sider Selskabets Indflydelse paa Literaturen især maa betragtes, og de vise tillige det mellem denne Autoritet og det norske Selskab herskende Modsætningsforhold, hvorunder dog deres literaire Forbindelse blev vedligeholdt.
Det norske Selskab har mellem disse Foreninger udentvivl haft den største Navnkundighed og det videste Eftermæle. Grunden hertil ligger ligesaa meget i Selskabets oprindelige Anlæg, der tillod Udviklingen af en friere Aand og Samkvemstone, som i det store Antal af udmærkede, begavede Personligheder, der dannede Selskabets Hovedstamme, og gav det en levende Tradition efterat dets egentlige Virksomhed var ophørt. Rahbek, der nøie kjendte denne Kreds, hvori han selv tilligemed flere andre Danske var bleven optaget, omtaler det norske Selskab med en vis Forkjerlighed, og skjønt hans Omhu i at mægle mellem hin Literaturepoches stridende Parter, undertiden kan bringe ham til noget at dæmpe det fordelagtige Lys, hvori han ellers stiller Selskabet, mærker man dog at dets literaire Tendens har haft hans Bifald. Saaledes udhæver han paa flere Steder Retmæssigheden og Gavnligheden af den Opposition, de Norske dannede mod det Ewaldske Parti, og ved at paapege de Enkelte, der i denne Retning gik for vidt, viser han, at Selskabet i dets Helhed ingenlunde fortjener den oftere gjentagne Anklage for Ensidighed og hadefuld Partiaand. Det norske Selskabs Indvirken paa de literaire Tilstande bestod vistnok for en Del i den improviserede Kritik, der snart som Epigrammer, snart som blotte Anekdoter udbredte sig gjennem mundtlige Meddelelser i videre Kredse; men man kan tænke sig, at de oprindelige Udsagn derved mangen Gang bleve forvanskede, og at Meget, der kom andensteds fra, blev sat paa Selskabets Regning, naar Tingen blot nogenledes svarede til den Aand og Tone, hvorved de Norskes Kreds var bleven mærkelig for Omgivelserne. Rahbek stod i disse Traditioners umiddelbare Nærhed og havde oftere Anledning til at prøve deres Ægthed. Han har ogsaa meddelt mærkelige Exempler paa den Sikkerhed, hvormed man i hin Tid kunde sætte satiriske Indfald i Omløb under det norske Selskabs Navn, uden at nogen af dets Medlemmer deri havde den ringeste Andel. Saadanne Kjendsgjerninger, der bekræfte hvad man efter selve Forholdets Natur kunde antage som givet, maa være af Vigtighed for den historiske Opfatning af hin Periodes literaire Stridigheder. Man ser nemlig det Mislige i at ville bestemme Charakteren af det norske Selskabs Opposition efter hine løse Antydninger og Meddelelser, der selv i Samtiden vare upaalidelige; men denne Fremgangsmaade er saameget mindre tilladelig, hvor de sande og træffende Momenter til Fremstillingen af de modsatte Partiers Væsen, uden Vanskelighed lade sig paavise og behandle.
Det norske Selskab havde sin egentlige bestemte Modsætning i „det danske Literaturselskab“. Dette Forhold er i enhver Henseende tydelig udpræget, det viser sig ligesaavel i Selskabernes Oprindelse som i deres Tendenser og Virkemaade, men ved at fjerne eller svække denne Opfatning kommer Literaturhistorikeren selv til at frembringe den Ensidighed, for hvilken det ene Parti da synes at blive ansvarlig. Betydningen af hin Periodes æsthetiske Bevægelse træder først, under Betragtningen af disse Selskabers modsatte Bestræbelser, i sit rette og fulde Lys; og derfor er det underligt at dette Forhold, hvis Grundlinier allerede ere dragne af Rahbek, senere næsten er traadt i Forglemmelse. De Steder, hvor Rahbek udførligt har omhandlet det danske Literaturselskab ere følgende: 1) „Forsøg til en Charakteristik over Troylernes Digte“, i Seidelins Udgave, Kbhvn. 1801; 2) „Tale holden i Selskabet den nye Forening den 26de Novbr. 1825“ og 3) „Om det danske Literaturselskab, stiftet 1775“, i Maanedsskriftet Hertha, Decbr. 1827. Hertil kan endnu føies de Uddrag af Literaturselskabets Archiv, der ere meddelte i Minerva for Juli og August 1807. Man ser af Rahbeks Meddelelser at Literaturselskabet ligesom det norske Selskab udgik fra det i hine Dage herskende Klubliv. Som selskabelig Sammenkomst med en vis literair Farve, var hin Forenings Stamme ældre end det norske Selskab, ved hvis Dannelse den fik sit Modstykke; men det norske Selskab bibeholdt under sin literaire Virken den friere Klubform, medens Literaturselskabet, for igjen at modarbeide Normændenes voxende Indflydelse, optraadte i det oprindelige Klubsamkvem som en esorterisk Afdeling med egne Love og en nøiagtigt bestemt Forretningsorden. Dette Selskabs Smagsretning sluttede sig til den Ewaldske Poesi og dens nærmeste Forbilleder. De fleste Medlemmer vare ivrige Ewaldianere, og Mesteren blev selv optagen i deres Midte. Under en tilsyneladende almindelig literair Stræben virkede her en Partiaand, der snart blev meget kjendelig. Men i denne Selskabets Ensidighed ligger allerede en naturlig Grund til at dets Virken ei kunde fyldestgjøre hvad Anlægget bebudede. Forfeilelsen tog ogsaa i kort Tid Overhaand, og derfor har Rahbek endog der, hvor han af al Magt søger at fremhæve det danske Literaturselskabs Fortjeneste, maattet røbe dets Grundfeil, de Afveie, hvortil denne ledede, og den Afmagtstilstand, hvori det hele Foretagende kort efter Ewalds Død opløstes.
Naar man ved Siden heraf betragter Molbechs Opfatning af de Indstiftelser, hvorom her er Tale, da maa man først erindre, at Ewalds Poesi er for denne Forf. det ubetinget Væsentlige i Perioden. Efter dette Hensyn ordner han Samtidens literaire Tilstande, og kommer derved til i Meget at miskjende dem. Men den Literaturens Scene, hvorpaa Ewald fremtraadte, og de Medvirkende i Optrinet, fordre med god Grund en Betragtning, hvori det hele Sammenspil bliver synligt. Man kan tilkjende en enkelt Person Hovedpartiet og Rangen fremfor de Andre, men man maa ei derfor bringe Omgivelserne i en falsk Belysning, og forrykke Opfatningens Standpunkt. Molbechs Sætning, at Ewald „egentlig var ilet forbi sin Tidsalder i Danmark“, er, som det oftest sker med det Slags Udtryk for Berømmelsen, lidet betegnende. Hin Tidsalder medførte i Literaturen en mærkelig Gjering, som ingenlunde udgik fra Ewald, skjønt hans Poesi deri blev det stærkeste Ferment. Denne Poesis frugtbare Elementer gaae over i de følgende Epocher, men dens eiendommelige Væsen, der ganske tilhørte en vis Retning i Tidsalderen, fik, udover denne, ingen Udvikling eller Fornyelse i Literaturen. Ewalds poetiske Ingenium og hans begeistrede Anskuelse af Digtekunsten vare fremragende i Tidsalderen, og den Form, hvori disse Kræfter søgte sit Udtryk, var det ikke mindre, men naar man beklager at denne Form ei kunde naae fuldkommen Anerkjendelse i Samtiden, er det forgjeves at henlede Tankerne paa et senere Tidsrum, der ganske har opgivet den.
I Opfatningen af Ewalds Forhold til Samtiden, maa man nøie adskille den Kritik og Opposition, der var rettet mod hans Digtnings Eiendommelighed, fra det Omdømme, der angik hans Værd som høitbegavet Digter. I denne Egenskab nød han almindelig Anerkjendelse, og om man end bebreider Samtidens Magthavere og Mæcenater, at de desuagtet lod Ewald forblive i kummerlige Kaar, tør man dog ei lade dette Hensyn indvirke paa Fremstillingen af de Forholde, der alene tilhøre den literaire Kritik. Oppositionen mod Ewalds poetiske Retning og mod det høitstemte Foredrag, der samtidig hos hans Efterlignere blev drevet til Karikatur og Udartning, var i det Hele vel begrundet. Man maa blot ei fordre hin Tids Kritik udledet af Forudsætninger og Synsmaader, der først fra en nyere Smagslæres Standpunkt have vist sig gyldige. Ewald, hvis poetiske Evne Alle beundrede, udviklede en exentrisk, ofte endog forskruet Digtekunst, der hverken havde Originalitetens Forret eller fandtes grundet i den nationale Literatur, men tvertimod fulgte et fremmed, for Mange tvivlsomt Mønster, og dannede en Skole, som end mere fjernede sig fra den Smag, der overalt stod i Hævd som klassisk. Dette er Situationen i dens Hovedtræk; men hvor en saadan Sagbestand foreligger, maa man omhyggelig have prøvet de stridende Anskuelsers Fremtræden og Magt, inden man til nogen af Siderne sætter Modstandens Bevæggrund i Had og Avind og i en smaalig Partiaand. Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme, det officielle Smagstribunal i Danmark, havde paataget sig en flersidig Omsorg for Rigets saakaldte Genier, med hvilken Titel man dengang kun benævnte Poeterne. Selskabet virkede med Understøttelse af Kongens Kasse og flere af dets Medlemmer vare bekjendte Mæcenater. Mellem disse var den Poesi, hvori Ewald saae sit Forbillede, paa en afgjørende Maade repræsenteret, og nød idet mindste for en Del, Selskabets Gunst. Efter disse Omstændigheder havde Ewald billigt Krav paa en langt mere virksom og redebon Hjelp af Selskabet end den, der blev ham ydet, Molbech har derfor med god Grund i „Ewalds Levnet“ fornyet Prams Anklage og fremhævet den Beredvillighed, hvormed hine Smagsdommere ofte lønnede det maadelige eller smagløse Arbeide, medens der vistes en karrig Adfærd mod den begavede Digters Frembringelser. Imidlertid maa man ogsaa her, for at finde denne Kjendsgjernings nærmeste Forklaring, tage Hensyn til Forskjelligheden af de indtrædende literaire Standpunkter. Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme var med al dets virkelige eller paatagne Ærbødighed for den nylig opkomne sublime Poesi, dog i Hovedsagen den bestaltede Opretholder af en Smag, der hvilede ved Aristoteles og Batteux, og saaledes handlede Selskabet paa en Maade i Embeds Medfør, naar det vægrede sig ved at vise den poetiske Reform altfor store Indrømmelser; men hertil kommer endnu en Omstændighed, der vel maa tages i Betragtning. Kun meget faa af dette Tribunals Medlemmer havde nogen tilstrækkelig Forestilling om den Aandsvirksomhed, de skulde fremme og beskytte; dets langt overveiende Flerhed Prøvede de poetiske Frembringelser efter den døde Theori, hvorved der dannede sig en tør og tom Kritik, for hvilken just det Maadelige lettest kunde holde Stand. Disse Dommere manglede Selvudviklingens friere Blik; for dem var Poesien, med al deres Omhu for at lede og udbrede den, et fremmed Anliggende, til hvis Behandling de, i den Tids Aand, fornemmelig lededes af en patriotisk Interesse.
Dette Selskabs Forhold til Ewald viser saaledes en lunken, og i selve Anerkjendelsen ligesom undvigende Opmuntring, hvoraf man tydeligt ser dets uklare og vaklende Holdning mellem de modsatte Smagsretninger. Alligevel vedblev Ewald at tye til Selskabet, og synes at have betragtet det som sit rette poetiske Værnething. Man kan finde denne Afhængighed tilstrækkelig begrundet i hans trængende Kaar, der ei tillod ham at være nøieregnende med sine Udveie, men det maa tillige erindres, at Selskabet i hine Dage endnu havde en Autoritet, som hverken Ewald eller hans Tilhængere kunde unddrage sig. Naar man altsaa, som det oftere sker hos Molbech sammenstiller dette Selskab og det Norske i Modsætningen til Ewald og hans Poesi, er det fremfor Alt magtpaaliggende at fastholde det Overblik, der viser at Forbindelsen her kun er forbigaaende, idet man til andre Sider ser det Modsatte forene sig. Det norske Selskab dannede mod Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme en væsentlig Opposition, hvis Beskaffenhed i det Følgende skal angives. Berøringspunktet derimod laae kun i visse Sætninger af en gjeldende Poetik, som man i det ene Selskab ligefrem forfegtede, og i det andet nødig vilde fravige. Paa den anden Side var Kjernen af det norske Selskab ingenlunde blind for Ewalds sande Fortjeneste, medens den for saa mange af hans Velyndere og Beundrere var ganske tilsløret. Den uafhængige Aand og poetiske Grundtone i Normændenes Kreds stemmede saa naturligt med et Digterliv som Ewalds, at man næsten kunde fristes til at betragte Adskillelsen som en Følge af tilfældige Hindringer. Denne indre Forbindelse af det Stridige har Oehlenschlæger i sin Novelle „Digterbesøget“ levende anskuet. Ved Wessels pludselige Besøg hos Ewald i Rungsteds Kro, og ved den Glæde, de begge havde af Mødet, betegner Novellen denne Enighed i det Væsentlige som modsatte Partier i et lykkeligt Øieblik kan blive sig bevidst. I Begyndelsen unslipper der Ewald en bitter Yttring, men da siger Wessel: „Hør Ewald! De gjør det norske Selskab Uret, de Bedre deri, Aanden deri! Mange Danske ere i dette Selskab høit anseede, og naar De lod Dem optage som Medlem vilde – ja, det er jeg vis paa – Selskabet modtage Dem i et Triumphtog“. Disse Ord udtrykke Forholdet paa en træffende Maade. Enhver, der uden Fordom har betragtet hin Literaturperiodes Tilstande, maa erkjende at der ligger en dybere Sandhed i Oehlenschlægers Fiktion end i det Udsagn om de Norskes blinde Partihad mod Ewald, der gjør Fordring paa at være historisk. Den væsentlige Sammenhæng mellem de norske Digteres og Ewalds Poesi viser sig i de Frembringelser fra begge Sider, der virkelig have overlevet Perioden. Man finder i dem det egne Tonefald, der udtrykker Tidsalderens lyriske Grundstemning uden at minde om nogen Mislyd fra Partiernes Feldtraab. Imidlertid er det bekjendt, at Smagsforskjelligheden og den literaire Modsætning var betydelig nok, og at den ved det norske Selskabs Anseelse og eiendommelige Optræden blev stærkt udhævet. Man skal blot ved Siden heraf lægge Mærke til, at hin Splittelse ved Anstaltmageres og tjenende Aanders Indgriben, allerede i Samtiden fik et hadefuldt Skin, og at en senere Opfatning ved at følge det falske Spor, ydermere har givet Striden en usand, overdreven Charakter. Molbechs Fremstilling af det norske Selskabs Opposition mod Ewalds Poesi ligner snarere et Udbrud af personlig Uvillie end et Udbytte af literaturhistoriske Undersøgelser. Det hjelper lidet, at denne Forfatter ved Siden af sin bitre Anklage, har indskudt nogle tarvelige Indrømmelser der mestendels ere Citater af Rahbek, som han just i denne Forbindelse kalder den „altfor gavmilde Lovtaler“; thi disse overfladiske Vendinger kan hverken skjule hans gjennemgribende Miskjendelse af det norske Selskabs Stilling og Virksomhed, eller fratage de bestemte Domme, hvori en saadan Opfatning især udtaler sig, Noget af deres Skarphed og Ensidighed. I sin danske poetiske Anthologie 1ste D. Pag. 282 siger Molbech blandt Andet: „En skadelig Tendents viste sig i det mindste i det, i en borneret Smag og Idekreds fængslede norske Parties Opposition mod den over sin Samtid ophøiede ewaldske Digteraand, hvis Virkning og stigende Indflydelse, dets Spot dog var meget for svag til at kunne hindre“. Disse Yttringer indeholde Summen af Molbechs ved forskjellige Leiligheder anbragte Udfald mod det norske Selskab; men den fordomsfrie Revision af de rette Aktstykker kan ei tillade at et saadant Skjøn bliver staaende som gyldigt i vor Literaturhistorie. Man vil sandelig i den Periode, hvorom her handles, forgjeves lede efter den opvakte Aand og efter den videre og renere literaire Dannelse, naar det skal gjelde som et Mærke for Mændene af det norske Selskab at de vare fængslede i en borneret Smag og Idekreds. I dette Samfund fandtes et poetisk Liv, som for en stor Del hvilede paa Nationalitetens Grund, og hvis Flor endnu ei er visnet, og der berededes desuden det Salt, som Periodens Smagsanliggender havde høilig fornøden. Det er ogsaa af flere danske Forfattere bemærket, at det renere Foredrag, der udmærker Ewalds sidste Arbeider, i Meget skyldes det norske Selskabs Kritik, og denne Bemærkning danner et oplysende Modstykke til hin Sætning, som udpeger Selskabets Spot, „der var meget for svag til at hindre den ewaldske Digteraands Virkning og stigende Indflydelse“. Men den fiendske og ensidige Behandling af det norske Selskab bliver for Den, der noget nøiere kjender Ewalds Samtid, end mere tydelig derved, at Modpartiet, det danske Literaturselskab, kun flygtigt er berørt, hvor dog en nærmere Betragtning af dets Væsen og Virken var nødvendig til Bedømmelsen af den hele Tvist. Molbech affærdiger i „Ewalds Levnet“, Pag. 206, dette Selskab med en kort Bemærkning, hvori nogle af Medlemmerne nævnes, og hvor det, med Henvisning til Rahbeks Fremstilling i Hertha 1827, blot antydes, at „Selskabet blev stiftet i Opposition mod det norske Selskab og vel ogsaa mod Selskabet for de skjønne Videnskaber“. Denne Korthed er især mærkelig paa dette Sted; thi Noten hører til Beretningen om Ewalds Optagelse som Æresmedlem i Selskabet, og der anføres tillige et Brudstykke af det Dokument, hvorved Selskabets ivrigste Medlem, Abrahamson, underretter Evald om Udnævnelsen. Man støder i Citatet paa følgende Yttringer: „Lad dette være Dem en nogenledes Modvægt imod den Fortrædelighed, De ventelig føler ved Tanken om Tossernes og Abderiternes Domme. Ret mange lenges efter at see og høre og læse noget fra Dem“. Tosser og Abderiter. Skulde man tro at Abrahamson ved disse Ord har kunnet tænke paa Medlemmerne af det norske Selskab? Molbech har troet det, og har derimod Intet haft at indvende.
Dette Abrahamsons Brev til Ewald, kan betragtes som det danske Literaturselskabs Program. Man finder her et Sprog, der tilhører den literaire Fanatisme, og tillige røber en overmodig Tryghed hos det Parti, der efter Rahbeks Udtryk ansaae sig som „den herskende Kirke“. Literaturselskabets stridbare og digtende Medlemmer, som i Grunden fulgte Tidsalderens Smagsbegreber, havde kun en uklar Forestilling om Det, de skulde forfegte. De vare regelbundne og sværmede tillige for en Genialitet hvis faste Form, de anskuede i Ewalds Poesi. Man ser heri Dyrkelsen af en ny Autoritet og en ny Maneer, men ingen friere Opfatning af Poesiens Væsen, intet Fremskridt i dens Udvikling. Ewald henførtes selv i en Smagsretning, der maa kaldes en Afvei; men han bragte alligevel paa denne Bane sin poetiske Evne til en Svulmen og Stigen, hvoraf der viste sig flere modne Frembringelser; derfor kunde man have Ret til, under Anerkjendelsen af hans fremragende Digteraand, at bekæmpe Charakteren af dens Yttringsform, og modsætte sig dennes Indflydelse paa den endnu saa lidet befæstede Literatur. Men de umodne Bestræbelser af Ewalds Efterlignere henskjød sig ligeoverfor Kritiken under den Forret, der blot tilkom Mesteren, og de fremkaldte, som det jo pleier at gaae, ved deres Indgriben i Literaturen, en skarpere Modstand mod den Autoritet, hvori de søgte en Støtte og et Foreningspunkt.
Alene ved at anstille denne nærliggende Betragtning kommer man til at betvivle Retmæssigheden af en Fremstilling der med Dadel udhæver og fastholder det norske Selskabs Opposition mod Ewald, medens den kun flygtigt berører det danske Literaturselskab og lader det beroe med en uklar Antydning af dets blotte Stilling i den literaire Strid. Denne Knaphed og Ensidighed er i al Fald vilkaarlig; thi Rahbeks Oplysninger om Selskabet maatte allerede for Enhver, der roligt vilde prøve hine Tilstande, have ledet til Opfatningen af et polemisk Forhold, som til begge Sider har noget Eiendommeligt, og hvori Normændenes Andel vel kan forsvares. Det danske Literaturselskab var det Ewaldske Parties Hovedkvarter, end mere forstærket ved nogle Medlemmer af Rang og i indflydelsesrige Stillinger. Her udvikledes Efterligningen af Ewalds Poesi; det var her Mesteren saae sig omgivet af den Skole, hvis Tilværelse Molbech benegter (Forelæsn. ov. N. D. P. 1 D. Pag. 245), men som dog kan paavises i selve de Navne, han andetsteds (Ewalds Levnet Pag. 206) anfører blandt Selskabets Stiftere. H. Sneedorf, Thaarup, Brødrene Troyel, vare tilligemed flere, mindre bekjendte Medlemmer, i Ordets fulde Betydning Skolarer af Ewald. Sneedorf fordærvede paa denne Vei et meget lovende Naturanlæg; i Thaarups lyriske Poesi mærker Enhver den Ewaldske Efterklang og Troylerne skrev sine uheldigste Ting i den Maneer. Literaturselskabet arbeidede paa at udbrede den Smagsretning, som det selv hyldede; det vilde ved Medlemmernes Arbeider der vare underkastede Censur, tilveiebringe et udsøgt Fond af Skrifter, som efterhaanden i selvstændige Samlinger skulde offentliggjøres. Ifølge denne Plan, der dog ei fuldstændigt kom til Udførelse, fremtraadte Selskabet med en Digtsamling „over Indfødsretten“, hvortil man altid maa tage Hensyn, hvor Talen er om den Indflydelse, Ewald udøvede paa Samtidens Digtning. I disse Vers ser man de høitstemte Toners Poesi bragt til en Udartning, som den Tids Kritik baade i og udenfor det norske Selskab med god Grund modsatte sig; man finder her Gjengivelsen af Ewalds Vendinger og Phraseologi, og man hører Ewalds eget Mønster, den Klopstokske Ode, lyde gjennem det skruede Foredrag; det er en aandløs, udhamret Poesi paa anden og tredie Haand. Men Selskabet virkede desuden i det almindelige danske Bibliothek, hvoraf fra 1780 Literaturjournalen udgik. Nogle af Medlemmerne, som Abrahamson, L. Smith, Wadum, havde tillige betydelig Andel i flere recenserende Tidsskrifter, og saaledes fik dette Parti en temmelig udbredt literair Indflydelse, skjønt den forresten ei blev stor nok i Forhold til Literaturselskabets Anlæg og Forventninger; men det kan ei synes underligt at det paatagne Væsen og den hele ufrie Virkemaade, hindrede Selskabets Fremgang og gav det en kort Varighed. Imidlertid indskrænkede disse Opretholdere af den Ewaldske Poesi sig ei til Forsvaret og Efterligningen. Der bliver længere hen i denne Afhandling Leilighed til at se en af Partiets Hovedmænd vende sig mod det norske Selskab, med Beskyldninger, der i Grovhed og Fanatisme overgaae ethvert andet hidtil bekjendt Udbrud af hin Periodes literaire Stridbarhed.
Det viser sig da, at man til den rette literairhistoriske Opfatning maa, ved Siden af de i flere Skrifter nedlagte, udførlige Oplysninger om det norske Selskabs Væsen og Virken, have en nogenlunde modsvarende Underretning om det danske Literaturselskab og om disse Kredses gjensidige Forhold. Men Behandlingen af dette Emne fordrer igjen en mere almindelig Betragtning af de danske Smagsamliggender i Ewalds Tidsalder.
Christian VIs Regjering 1730–1746, nævnes i Almindelighed som et Tidsrum, der var ugunstigt for den skjønne Literatur, og hvori Digtekunsten forfaldt, istedetfor som flere Grene af Videnskaben, at gjøre Fremgang. Til megen Hinder var vistnok det bigotte Pedanteri, der ved den Tid ligesom var indkilet i det lærde; men det vil tillige erkjendes, at den Retning Poesien gjennem mange Menneskealdre havde fulgt, nødvendig maatte lede til denne Yderlighed, som man altsaa, fra et vist Synspunkt, snarere kan kalde en Stigen end en Synken. Istedetfor at slutte sig til Folkedigtningen og søge sin Udvikling i dens Aand, gik den poetiske Literatur ind under det lærde Væsen; istedetfor at forbinde Kulturen med Livet, sondrede den sig fra dette, og hentede Næring af en i sig selv tør og ufrugtbar Studerings Affald. I sin Hovedmasse fremviser derfor vort Sprogs egentlige Digtfrembringelse indtil Midten af forrige Aarhundrede en Stuepoesi, der mere og mere tabte de naturlige Elementer og Følelsens Indhold, medens den iøvrigt paa sin Maade fremmede Sprogudviklingen og Verskunsten. Dette Afsnit af Literaturen er optaget af en overfladisk Forstandsvirksomhed, der fornemmelig fremtræder med et stort Antal moraliserende, satiriske Afhandlinger i Versform. Selv Holberg fulgte denne Tidsalderens Tendens; men hans Genialitet yttrede sig væsentlig deri, at han for den moraliserende Digtning indførte en ny Form og bragte den i sin danske Skueplads til Selvstændighed. Samtidig med Holberg, og ved Siden af hans gavnlige Virken, vedblev Rimekunsten paa den engang angivne Bane at udvikle sig til en Unatur og en Udvorteshed, der naaede et Slags Virtuositet hos Poeter som Clitau og Wadskjær, af hvilke den sidste var i fuld Virksomhed i Frederik Vs Dage og længe overlevede Tullin. Denne Digtning havde vel sit nærmeste Forbillede i Hoffmannwaldaus og Lohensteins Arbeider; men den fulgte iøvrigt en dengang almindelig udbredt Maneer, som man kan kalde Poesiens Rococostil, og som fuldkommen svarede til den Smag, der var herskende i andre Kunstgrene. Hin eventyrlige Forening af Svulst og Plathed, af indre Tomhed og ydre Prunkmidler, der forekommer os modbydelig eller latterlig, behagede en stor Del af den Tids Publikum og Recensenter. Saaledes hedder det i en Kritik fra 1756 over Bjerrings Tanker ved Lissabons Ødelæggelse: „Denne Pjece overgaaer alle dem, vi til Dato har seet over denne Materie; thi foruden at Poesien er flydende og fuld af behagelig Paronomasie og forestiller Stadens Undergang efter Virgilis Maade, saa levende og livagtig, som man kunde see den med sine Øine, er den ogsaa forsynet med adskillige Anmærkninger af Theologien, Historien, Geographien og Mythlogien“.
Men idet vi tillægge vort Sprogs poetiske Literatur i det syttende Aarhundrede og indtil Ewalds Tidsalder en almindelig forfeilet Charakter, som hemmede den eiendommelige, med nordisk Natur og Folkeliv stemmende Digtning, er det magtpaaliggende ogsaa at betegne denne, saaledes som den, trods de pedantiske Rimeriers Overvægt og omgivet af dem, dog med større eller mindre Tydelighed giver sig tilkjende. Det er ikke nok, at man, som det oftere er skeet, nævner en enkelt Forfatter, der i et eller andet Digt eller Digtslags har et naturligere eller fyldigere Foredrag, heller ikke er det afgjørende her, at man, som Molbech (Forelæsn. 1ste D. Pag. 91), henviser til en ved Siden af Kunstpoesien udbredt Folkepoesi og Visedigtning, som er tilovers i flyvende Blade fra det syttende Aarhundrede og hen i første Halvdel af det 18de, og som for en stor Del udmærker sig ved en fri lyrisk Tone, og ved en hjertelig og naturlig Følelse. Af større Betydning er nemlig den upaaagtede Kjendsgjerning, at der gjennem det her angivne Tidsrums poetiske Literatur mellem den studerede Rimekunstes tørre Forstandsverker og Smagløsheder, kan paavises en Række Digtfrembringelser, hvori de forskjellige Forfattere et Øieblik havde sluppet den pedantiske Stil, og ligesom uforvarende fundet det hjemlige Livs Farve og de sande Stemningers naturlige Udtryk. Man kan i denne Henseende nævne følgende Poeter: Søren Terkelsen, Laurids Kok, Anders Bording, Thomas Kingo, Peder Dass, Tøger Reenberg, Jørgen Sorterup, Christian Rose, Jørgen Friis, Christen Tychonius, Albert Thura, Ambrosius Stub. Der er mellem den første og den sidste af disse Mænd et Tidsrum af hundrede Aar, hvori det aandløse Versemageri udbredte sig og tog Overhaand. De fleste af de her anførte Poeter vare endog særdeles travle Befordrere af den pedantiske Rimekunst og Ingen af dem stod udenfor den; alligevel kunde man hos dem alle hente Bidrag til en Digtsamling, der dels vilde forbinde den naive Folkedigtning med dens Udvikling i en nyere poetisk Kunst, dels vise Prøver paa den klare, kunstløse Fremstillingsmaade, der stemmer med Folkecharakteren og Sprogets Aand. Man kjender Koks Vise om Dannevirke, Kingos Psalmer og Sorterups Heltesange, man ved, at mange af Dass’s Sange endnu ere paa Folkets Læber; men det er mindre bekjendt, at Jørgen Friis mellem sine aandløse Rimerier har givet friske Skildringer af nordisk Natur og Folkeliv, og at Tychonius, en af sin Tids største Pedanter, har kunnet spøge med en vis Ynde og desuden synge smukt og naturligt i Kæmpevisens Tonart. Man maa overhoved hos den Del af hine Tiders Versemagere, der i Sandhed havde poetisk Talent, lægge Mærke til en Dobbelthed i deres Fremtræden. De bære i Literaturen allerhelst et Costume, der svarer til Aarhundredets smagløse Stadseantræk, men man ser dem ogsaa undertiden i en Husdragt, der falder dem naturligere og hvori de komme til friere Bevægelser. Ved saadanne Leiligheder give de Vidnesbyrd om, at en national Aand og Tone maa have berørt dem i Livsforholde, som under en senere Periode tabte meget af denne Paavirkning. I den nyere Tid har man fremhævet den sidste af de her nævnte Forfattere, Ambrosius Stub, som en Digter, der med sin friere lyriske Poesi, staaer ene i den Periode, hvortil han hører. Molbech antager saaledes i sine Forelæsninger 1 D. Pag. 94, i Sammenhæng med den ovenfor citerede Bemærkning, at man maa betragte Stub som en national Folkesanger, hvis Frembringelser mere kan henføres til Naturdigtningen end til den egentlige Digtekunst; men denne Betragtning har neppe nogen Hjemmel. Stubs Poesi viser noksom den studerede Forfatter og den bærer Tidsalderens Farve. Den største Del, af hans iøvrigt lidet talrige Digte, indeholder Psalmer og andre gudelige Sange, hvis Vendinger hyppigt ere søgte og kunstlede, og som i det Hele have Charakteren af den i Christian VIs Dage herskende religiøse Tone. Blandt hans verdslige Sange udmærke flere sig ved en naturfrisk Stemning og et flydende Foredrag; men de ere ingenlunde uden Forbilleder og Sidestykker i den poetiske Literatur; man kan finde saadanne hos Terkelsen, Bording, Reenberg, og fornemmelig hos den samtidige Albert Thura, hvis Drikkesange neppe ere overtrufne af Stubs. Vil man ellers efterse hvorvidt denne Digter har været paavirket af sin Tidsalders Smag, da kan man læse hans Ligvers over Løvenørn, som er et Arbeide i den samme Rococostil, der har gjort Wadskjær berygtet. Molbech, og efter ham Frederik Barfod, der mere end nogen Anden har beskjæftiget sig med Stubs Levnet og Digtning, anstiller en Sammenligning mellem Stub og Tullin (Foraarsarien: »„den kjedsom’ Vinter gik sin Gang“ og „Mai-Dagen“). Barfod synes endog tilbøielig til at sætte Stub paa det Vendepunkt, der i Almindelighed betegnes med Tullin; men derimod maa man indvende, at denne Digter ei har faaet sin Plads ifølge saadanne, paa Frembringelsernes relative indre Værd grundede Sammenstillinger. Det er derimod den ved ham i vor poetiske Literatur indførte nye og eiendommelige Retning, som her kommer i Betragtning.
Naar man forestiller sig det mægtige Fremstød Holberg havde givet vor Literatur til en flersidig Udvikling, og dertil føier den Digtning, der før Holberg og samtidig med ham, skjønt uden hans Paavirkning, havde optaget nationale Elementer, og vist sig som en Episode i den lærde Stuepoesi, da synes det underligt at Tidsalderen ei deri fandt nogen Anvisning til Poesiens Renselse og Fornyelse af vor Literaturs egen Kilde. Men her møder os den Kjendsgjerning, der saa ofte gjentager sig i vor Literaturhistorie, at Indvirkningen udenfra er stærkere end Selvbevægelsen, der idelig synes afbrudt, skjønt den vistnok, om end i lidet kjendelige Yttringer, altid holder sig vedlige. Hos os gik Optugtelsen i lang Tid over Naturen; men man maa erindre, at den literaire Dannelse ved det Tidspunkt, som her omtales, fornemmelig støttede sig til tvende Autoriteter, der havde almindelig europæisk Gyldighed til de gamle klassiske og til de franske Mønstre. Vor Literatur havde vel fra flere Sider været afhængig af den tydske; men denne var selv i høi Grad paavirket af hine Forbilleder og i Holbergs udbredte Virksomhed finder man kun enkelte Træk af tydsk Indflydelse, som iøvrigt ved ham blev stærkt tilbagetrængt. Fransk Smag og fransk Literatur var i disse nordiske Lande, saavelsom andensteds, Udtrykket for en høiere Kultur, og Glandsen af Ludvig den Fjortendes Herlighed steg netop i Synskredsen her, da et Vendepunkt indtraadte i Literaturudviklingen.
Skjønt nu Frederik Vs Regjering i mange Tilstande og Foranstaltninger viser sig paavirket af fransk Aand og Skik, vil man dog finde, at det tydske Væsen, saavel ved Hoffet, som i dettes Omgivelser og derfra i videre Kredse, netop under denne Periode kom til stor Magt og Anseelse. Det var vel i Meget blot en Franskhed paa anden Haand, men i nogle væsentlige Punkter havde det dog sin egen Charakter. Skjønliteraturen mærkede snart denne Indflydelse, og neppe havde den gjort de første Skridt paa en ny Bane, før den befandt sig under et tydsk Formynderskab, der gjerne havde taget alle den Umyndiges Midler til Indtægt. Man kan her foreløbig notere Aaret 1759. Da stiftedes Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme, kort efter at Tullins Maidag havde vakt en saa ualmindelig Opmærksomhed. Klopstock havde dengang været ni Aar i Danmark, og paa hans Anbefaling var Johan Cramer bleven kaldet fra Qvedlingburg til tydsk Hofprædikant i Kjøbenhavn. Cramer udgav her, under Klopstocks Medvirkning Ugebladet: „Der nordische Aufseher“, og det er et mærkeligt Tidens Tegn at Almenheden fik i denne tydske Avis den første Underretning om Selskabets Stiftelse. Til Bekjendtgjørelsen, der skede i Form af et Brev til Udgiveren, er føiet en Erklæring af Klopstock, hvori han skjænker Selskabet sit Bifald og sine bedste Ønsker, og saaledes fik man til dette Foretagende den tydske Approbation. Dette var ogsaa, efter Omstændighederne, i sin Orden; thi Selskabet havde til Mønster en tydsk literair Qliqve, hvoraf Cramer og Klopstock vare Medlemmer. Stifterne af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme vilde være ubekjendte, og i den Anledning siger Nyrup: „Gud veed hvorfor“? Men selv i dette Punkt bestemte man sig, som Rahbek bemærker, udentvivl efter en tydsk Autoritet. I Tydskland havde ved den Tid Gottsched tabt sin udbredte Indflydelse paa Literaturen; men inden det kom dertil, førtes der mellem ham og Schweitzerpoeterne en heftig Strid, hvori efterhaanden flere af Gottscheds Tilhængere stillede sig paa Modpartiet. Mellem de Frafaldne nævner man Gärtner, Cramer, Joh. Elias Schlegel (siden Prof. ved Sorøe Akademi), Zachariæ o. fl., der 1745 stiftede et literairt Selskab, hvori ogsaa Klopstock indtraadte. De udgav det i sin Tid meget bekjendte Tidsskrift Bremer-Beyträge, og dannede med hverandre en Censur-Commite for de Arbeider der skulde optages i Tidsskriftet. Da de iøvrigt i deres tidligere Forhold havde Grund til at ønske sig personlig udenfor Striden, bestemte de at Navnene skulde forties. Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme havde ingen saadan Foranledning til Fordølgelse af de Medvirkende; men disse saae maaske, idet de fulgte den givne Forholdsregel, et Værn mod Udbruddet af den Opsigt, som det nye Smagsinstitut ved sin Fremtræden maatte vække. De Mærkeligste blandt Selskabets Stiftere vare: Tyge Rothe, J Sneedorf, Luxdorf, Carstens og Cramer. Luxdorf, der præsiderede i Selskabet havde et Navn som latinsk Poet; han var en Doktrinær af den Rostgaardske Skole, og der er et samtidigt Udsagn om, at der mellem ham og de øvrige Medlemmer der repræsenterede den tydske og den franske Smag, skal have hersket nogen Uenighed i Selskabets første Dage. Det tydske Parti var stærkt fremtrædende her, men det befandt sig dengang endnu i et Slags Gjering, der indeholdt besynderlige Modsætninger. Det søgte at modarbeide den franske Literaturs Indflydelse og valgte sig engelske Mønstere, men til samme Tid anerkjendte det i Hovedsagen den franske Smagsdoktrin. Man ved saaledes, at Batteux gjaldt som Autoritet i Cramers og Schlegels Kreds, og at Klopstock stillede den franske Tragoedie paa lige Linie med den græske. Det var desuagtet ikke de engelske, til den franske Smag heldende Digtere, som Dryden og Pope, men fornemmelig Milton og Young, der stode i Anseelse hos Klopstock og hans Parti. Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme havde, som det hedder i Ugebladet Proteus, til Hensigt, „at forbedre Sproget, bestemme Smagen og opvække gode Genier til ædel Kappen“. Om Smagen var der i det Hele dengang megen Tale og man kaldte Selskabet spotvis „det Smagende“. Det Stikord, hvormed Literaturens Fremskridt nu skulde betegnes, var som Begreb i høi Grad uklart hos selve Lederne; for de Fleste af dem stod Bestræbelsens Maal som noget Udvortes, hvis Værd igjen var en blot Navneværdi efter visse autoriserede Stempler. Alligevel vilde Selskabet bestemme Smagen og opvække gode Genier til ædel Kappen. De tydske Medlemmer vare uvidende om vort Sprogs og Literaturs tidligere Udviklingsgang eller de miskjendte ganske dens Charakter og Betydning; de vilde kun benytte den i Kjøbenhavn vaagnede Interesse for Smagsanliggender som et Middel til det Øiemed at udbrede den tydske literaire Indflydelse saa vidt som muligt. Denne Propaganda var allerede begyndt før Selskabets Stiftelse, og dens Fremgang blev siden, i det mindste i visse Retninger, betydelig nok. En væsentlig Hindring for den tydske Bestræbelse laae imidlertid i dens egen indre Uklarhed. De danske Medlemmers doktrinære Vedhængen dels ved Franskheden, dels ved den Smag, der ansaaes som gammel klassisk, kunde derfor i selve Selskabet ei finde nogen bestemt Modstand. Men betragter man nærmere Selskabets Sammensætning i det første Decennium, og føier til de allerede anførte Medlemmer Mænd som Guldberg, Suhm, J. H. Schlegel, Navigationsdirektør Lous, Slotspræst Poulsen og Hofskriver Müller, da maa man i det Hele finde at Ledelsen af den danske poetiske Literaturs Udvikling dengang var i usikre Hænder. Guldberg har, inden han blev Medlem, i en Afhandling, der kronedes af Selskabet, tilstrækkelig godtgjort sin bornerede Anskuelse af Poesien, Suhm, havde med al sin literaire Fortjeneste, hist forvirrede og umodne Smagsbegreber, Schlegel der hørte til den tydske Kreds, har som Selskabets Secretair skrevet den latterlige Anvisning til Emmer for et malende Digt, som er opbevaret af Molbech i dansk poetisk Anthol. 1 B. Pag. 122, Lous og Poulsen vare yderst maadelige Poeter, og om Müller ved man kun at han eiede en sjelden Kobberstiksamling. Selskabets Virkemaade gjør imidlertid Manglerne ved dets Sammensætning end mere iøinefaldende; thi det var ikke nok med at disse Smagsdommere underkastede de indleverede Arbeider en detailleret Censur og, som det hed, konfererede med Forfatterne; de foreskrev tillige Emnet og det Mønster, hvorefter det skulde udføres, ja stundom endog Dele af selve Digtningens Anlæg.
Alene heraf kan man se, at dette Selskab, der havde paataget sig de meget vanskelige og vidtgribende Opgaver, var en aandløs Indretning langt mere skikket til at hemme den skjønne Literaturs naturlige Udvikling, end til at befordre den. Derfor siger Pram i sit ovenfor citerede Skrift: „Selskabet har næsten ganske Uret i at tillægge sine Bestræbelser nogen Andel i den gode Smags større Udbredelse“, og denne Dom staaer vistnok fremdeles ved Magt. Ikke destomindre vedligeholdt dette Smagstribunal i lang Tid sin Anseelse, hvortil dets Forbindelse med Hoffet, og flere af Medlemmernes udvortes Stilling maaske bidrog vel saa meget som Indstiftelsens Øiemed og tilsyneladende Fortjeneste. Mellem de modsatte literaire Bestræbelser bevarede Selskabet en vis overlegen Neutralitet, og det tydske Parti har udentvivl følt sig skuffet i sine Forventninger om denne Autoritets Indflydelse paa Smagsretningen i Danmark. Imidlertid havde Klopstock og hans Tilhængere paa andre Veie fundet Indgang for deres poetiske Reform i den danske Literatur.
Molbech kalder denne Indflydelse, saaledes som den viste sig i Aarene mellem 1755 og 1765, „nogle svagtbævende, neppe mærkelige Eftervirkninger“ af den literaire „Rystelse“ i Tydskland; men denne Betegning er selv meget for svag til det, den skal udtrykke. Naar man overveier Beskaffenheden af det hele danske Literaturvæsen i det angivne Tidsrum, vil man vistnok finde, at den tydske Poesis Indvirkning deri er temmelig fremtrædende. Klopstock kom til Kjøbenhavn 1750, og forefandt der en Begyndelse til Udbredelsen af den tydske Smagsreform. Joh. Elias Schlegel, der havde løsrevet sig fra Gottsched og hørte til den Tids unge Tydskland, var nemlig flere Aar tidligere bleven ansat i Danmark. Han redigerede Ugebladet „der Fremde“ og skrev Skuespil, som han endog kaldte „Beyträge zum Dänischen Theater“. I et Brev til Bodmer, hvoraf der findes Uddrag i Rahb. og Nyr. danske Digtek, under Fr. V S. 209, taler han med Ringeagt om Holberg, og hvor han nævner de kjøbenhavnske Theateranliggender, kommer det ham kun an paa at faae tydske Skuespil indført ved Siden af de franske. Senere indkaldtes paa Klopstocks Anbefaling, først Basedow, der blev Professor i de skjønne Videnskaber i Sorø, og kort efter Cramer, hvis Indflydelse paa den danske poetiske Literatur er almindelig bekjendt. Til dem sluttede sig snart den yngre Schlegel, H. V. Gerstenberg og G. Funck, og saaledes havde den tydske Literatur endog en meget stærk Repræsentation i Danmark ved Ewalds Optræden. Men ogsaa i vort Sprogs egne Frembringelser viste sig snart Indvirkningen af den Klopstockske Poesi. Molbech nævner i den Henseende Stenersen som en udmærket Efterligner i Odestilen, og alene derved at en saa begavet Digter optraadte i Klopstocks Spor, har vistnok hint Decennium i den angivne Retning faaet et bestemt Mærke. I Forbindelse hermed staaer den literaire Stridighed, der allerede 1751 udspandt sig om Klopstocks Poesi mellem Stenersen, G. Treschow og N. Nannestad, som alle vare Normænd. Treschow parodierede Klopstocks Oder og angreb med Grunde, der vistnok ei vare dybt hentede, men dog klare og gode nok, baade det dunkle Foredrag og de rimfrie Vers. Stenersen forsvarede især Rimets Udeladelse, som betinget af den høiere poetiske Frihed, og Nannestad, som havde faaet sin Uddannelse ved tydske Universiteter, afhandlede Fortrinligheden af den dunkle og vanskelige Stil i Digte som Messiaden, af hvilken han udhævede enkelte Steder med tilføiet Paraphrase. Denne Strid om den Klopstockske Stil fornyedes senere da Tyge Rothe skrev sine forskruede Vers i den Smag. De mangfoldige Parodier som han derved fremkaldte, bragte hans Ven Sneedorff til vidtløftigt at udbrede sig over Gyldigheden af den poetiske Reform, der forkastede Rimet. Man finder i disse Betragtninger, der udkom i de Berlingske lærde Tidender for 1760, (Rahb. og Nyr. Digtekunst under Fr. V Pag. 153) de tydeligste Mærker af tydsk Paavirkning. Den danske Smagslærer viser sig her hildet i den Klopstockske Miskjendelse af det Eiendommelige ved de nyere Sprogs Versformer lige over for de klassiske. Hans Opfatning af Digtekunstens Frihed gaaer i det samme falske Spor, og i denne Aand giver han Udsigt til en Forbedring i den danske poetiske Literaturs tidligere Udviklingsgang og dermed til en ny Bane for de „opkommende Poeter“; thi just da var Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme med saa megen Forhaabning indstiftet.
Men Alt dette er kun Forberedelser og Indledninger til den Indflydelse, som den tydske poetiske Reform fik paa vor skjønne Literatur gjennem Ewald. Denne Digters hele Opdragelse var tydsk, og i de Aar, hans egentlige poetiske Udvikling foregik, blev han endog personlig paavirket af Mænd, der hørte til det Klopstockske Parti. Cramer, Gerstenberg og endelig Klopstock selv, traadte ham nær, og han fik fra denne Side Stødet til flere af sine Frembringelser. Ewald vedblev at anse det som sit Digterlivs største Hæder og Lykke at han var kommet i Berørelse med den store tydske „Barde“, og saalænge der i Danmark endnu fandtes Æsthetikere, som med en traditionel Ærefrygt betragtede Klopstock og hans sublime Poesi, vedligeholdt sig ogsaa Talen om det overordentlige Lys, der opgik for vor Sprogs hele Poesi ved Klopstocks Indvirkning paa Ewald. Hvorledes man end i vor Tid og i Almindelighed vil dømme om dette Forholds Værd og Betydning, er det dog en sikker Kjendsgjerning at Ewalds Digterstræben helt igjennem bærer Mærker af hin Indflydelse og at en Del af hans Arbeider er en Digtning paa anden Haand, hvori den Klopstockske Skoles Egenheder og Feil ere gjengivne. Og det er ikke mindre tydeligt, at den Poesi, der igjen støttede sig til Ewalds og efterlignede den, ofte faldt end mere over i den tydske Mesters Maneer og bidrog til at indplante i vort modstræbende Sprog en Digterstil, der selv i den tydske Literatur snarere viser sig som et Ryk og en Episode end som et frugtbart Udviklingsled.
Man kan under Fremstillingen af Ewalds Fortjenester, naar det blot gjelder at vise det dybere Aandsliv i hans Poesi og dens blivende Virkning, glide med nogen Lethed hen over det Afhængighedsforhold, hvori han stod til sit Forbillede; man kan nævne ham som sit Folks største Digtergenius i den Tidsalder, hvortil han hørte, og man kan paapege den indre stigende Udvikling i hans Frembringelser; men det er ei tilladt fra saadanne Punkter at angribe den Opposition, der viste sig mod Grundtonen og Maneren i hans Poesi. Skal der fældes Dom over Samtidens Indsigelser mod Ewalds og hans Skoles Smagsretning, da maa man fæste denne før Betragtningen og derefter opfatte Forholdet. I hin Tid var der i det Hele langt mere Spørgsmaal om den Smag, hvori der skulde skrives, end om det Skrevnes eget indre Værd. Ewalds Efterlignere og Beundrere betragtede Mesterens Vedhængen ved en vis Klasse af poetiske Emner og Forestillinger og ved en vis Stilart for Digtersproget, som hans Genialitets sande Udtryk. De fandt mangen Gang Skjønhederne der, hvor man nu maa se Feil ved hans Maneer eller Tegn paa det fremmede Mønsters overveiende Indflydelse, og hertil sigte udentvivl Molbechs Ord, naar han siger om Abrahamson at han var „den Første i Danmark, der ret forstod Ewald, om han end ikke altid forstod at bedømme ham“. Under saadanne Omstændigheder var det naturligt, at Ewalds poetiske Grundkraft og stigende Anseelse maatte hos flere af hans Skoles Modstandere skjerpe Uvillien mod en Smag, som de fandt saaledes understøttet, skjønt de maatte betragte den som vildfarende.
I ethvert Tilfælde viser det en skjev literaturhistorisk Methode, at bruge den Anerkjendelse, en senere Slægt kan yde det sande Liv i Ewalds Poesi, som et Middel hvormed man løfter ham ud over sin Tidsalder, medens man lader Modstanden stikke desto dybere i dens literaire Fordomme. Paa denne Maade finder man let Plads for den Sætning, at Samtidens Dadel udgik fra et „i en borneret Smag og Ideekreds hildet Parti“. Men ved saaledes at hæve Ewald over de Omgivelser, der i Virkeligheden vare ham sideordnede, vil man paa intet Punkt kunne bestemme Charakteren og Betydningen af hans Digtning; derfor skeer det ogsaa som hos Molbech, kun ved pludselige Sprang i Fremstillingen og i Strid med den øvrige Opfatning. Denne Forfatter har paa forskjellige Steder omhandlet Manglerne ved Ewalds Arbeider og omtrent anerkjendt Alt, hvad der er sagt, og i Hovedsagen kan siges om denne Digtnings Afhængighed af fremmede Mønstre og af Tidsalderens Smagsbegreber, men han har atter ved modsatte Domme saaledes ophævet disse Indrømmelser, og saaledes svækket den hele Grundbetragtning af Gjenstanden, at dens Individualitet tilsidst bliver os dunkel. Herhen hører den ovenfor berørte Sætning, at Ewald var ilet forud for sin Tidsalder i Danmark; thi deri ser man Overdrivelsen af den Sandhed, at han var fremragende mellem hin Tids danske Digtere. Men tydeligst røber sig denne Methodes Mislighed, der, hvor Bestræbelsen i at fremhæve Ewald endog forrykker de almindeligste Synslinier for vor Literaturs Udviklingshistorie. Saaledes finder man i „Ewalds Levnet“, S. 85, følgende Yttringer: „Med Ewalds Adam og Eva, i Forening med hans omtrent samtidige Kantater, begynder egentlig den nyere lyriske danske Poesi, hvis sildigere Uddannelse endnu hviler paa den samme Grundvold som Ewald har lagt“. Hermed forener man vanskeligt hvad Molbech S. 82 har sagt, nemlig at „vor poetiske Literatur i 60 Aar har oplevet en Forvandling og Udvidelse, hvorom Ewald ikke kunde have nogen Anelse“; men det er heller ikke muligt at bibeholde hin Sætning til Forklaring af samtidige og paafølgende Kjendsgjerninger. Man fjerner sig kun ved saadanne Paastande fra det naturlige Standpunkt for Opfatningen saavel af det Forbindende som det Adskillende i de Modsætninger, der fremkaldte hin Tids væsentligste literaire Tvist. Ewald tilhører en Overgangsperiode, hvori baade det poetiske Tankestof og Sprogmidlet fra flere Sider fik en Lutrelse, der dog ingenlunde var gjennemgribende; men Ewald var ligesaalidet denne Periodes Begynder som dens Fuldender, og endnu mindre kan man hos ham søge Grundvolden for den nyere danske Lyrik. Forfattere, der selv hørte til Perioden, eller som dog vare formeget paavirkede af dens Retninger til at fatte den hele Eiendommelighed i en senere Udvikling have charakteriseret Tullin som Begrunder af vort Sprogs nyere Poesi, men ogsaa denne Forestilling er vildledende. Tullin danner tilligemed Stenersen det Vendepunkt i Poesien, hvorved en udsvævende, prosaisk tom Versformalisme begyndte at vige for en, fra nye poetiske Studier udgaaet, varmere, mere beaandet Opfatning af selve Stoffet, og for en Fremstillingsmaade, der sluttede knappere om Tanken. Ewalds lyriskpathetiske Poesi gav den saaledes begyndte Forandring det stærkeste Præg, men først i denne Digtnings Forbindelse med samtidige og paafølgende poetiske Bestræbelser, se vi Periodens fulde Charakter og Afslutning. Den nyere danske Lyrik hviler derimod væsentlig paa en Verdens- og Kunstanskuelse, der var fremmed for Ewald og hans Samtid. Uligheden mellem dette Før og Nu er afgjørende; den angaaer Poesiens Maal og Opgave, den viser forskjellige Forestillinger om et Stofs Brugbarhed og om dets Forhold til Formen. Poesiens sande Idealitet, som betyder, at den har sit Væsen og Øiemed i sig selv, blev hos os først erkjendt en rum Tid efter Ewalds Dage; men denne Erkjendelse har i vor Literatur som andensteds, lagt Grunden til den nyere Digtekunst. I sin Opfatning af Poesiens Betydning og Virkekreds fulgte Ewald de dengang gjengse Anskuelser; han taler med Begeistring om sin Kunst, der for ham var „den ædleste blandt Alle“. Alligevel kan man sige, at han ofte misbrugte den, skjønt i den bedste Hensigt. Hans Mønster Klopstock betragtede det moralske Udbytte som Poesiens rette Frugt, og i dette Punkt stod den Gottschedske Æsthetik fremdeles ved Magt. Ewald satte sin Kunst saa høit, fordi den fremfor nogen Anden, syntes ham skikket til at fyldestgjøre den Sætning af en gjeldende Theori, at Opvækkelsen af moralske Følelser er Kunstens Øiemed. Derfor siger hans Ven og Beundrer Fr. Münter: „Ewald digtede for at stifte Nytte“, og hermed kan man sammenholde følgende Yttringer af Molbech: „Ewald har kun skrevet faa Digte, hvori ei spores den Forestilling at Digteren forsætlig maa give sine poetiske Frembringelser en ethisk Retning en forud bestemt praktisk religiøs eller politisk Tendents“. Men Reflexionens eiendommelige Styrke i Ewalds Digteraand og hans Begeistring for det engang opstillede Maal, medførte just at Tidstendensen fremtraadte meget stærkere i hans Verker end andensteds, og heri maa man for en stor Del søge Grunden til Misforholdet mellem Ewalds store Digterrygte og hans ringere Eftervirkning i Folket. Naar man nu læser hans Skrifter, føler man uvilkaarlig at de tilhøre en Aand, der i en paafaldende Grad er fjern fra vor Tids Kunstopfatning og poetiske Interesser. Kun i enkelte Sangdigte finde vi rene, umiddelbare Frembringelser af Ewalds store poetiske Grundkraft, og de have derfor en uforanderlig Skjønhed, men dermed slutte de sig til den Gruppe af forskjellige samtidige Digteres Arbeider, der i Sandhed have Varighed, fordi Poesiens eget Præg i dem fra først af var mægtigere end Tidsaandens. Det er saaledes en unyttig Rettelse, naar man i at bestemme Udgangspunktet for vor nyere Poesi, ombytter Tullin med Ewald og Maidagen med Adam og Eva. Den dybere og rigere Digteraand hos Ewald udviklede end mere det alvorlige, fuldtonende poetiske Foredrag, som allerede ved Maidagens Indledningsstropher var indført i Literaturen; men dersom man af denne Udvikling fremhæver det Slags Pathos, der som en synderlig Ting betegner Ewald og hans Skole, da vil man se, at den nyere danske Poesi netop har udsondret dette Element, som ufordrageligt med sin Grundretning.
Det er da nødvendigt at fastholde den ren historiske Betragtningsmaade af Ewalds Optræden og Virken, naar man vil komme til den rette Indsigt i den literaire Partisondring, hvortil hans Poesi fornemmelig gav Anledning. Dersom man derimod skjuler eller lemper ved de særegne Tids- og Skolemærker, der hos Ewald omgiver og paavirker Poesiens almindelige Præg, da indleder man derved en Forestilling om de Samtidiges Opposition, der fra ingen Side kan være træffende. Spørgsmaalet er nu om denne Modstand væsentlig har været en Fornægtelse og Forfølgelse af Fortjenesten eller om den havde tilstrækkelig literair Begrundelse, og det kan da afgjøres hvorvidt man ved at bekræfte den sidste Sats, berøver Ewald noget af den Ros, der i Sandhed tilkommer ham. Men det vil vise sig at den Behandling af Forholdet, som her dadles, næsten ganske har overført Striden fra Literaturens Forum til Moralens, og i Fremstillingen af de Handlende udkastet et Billede hvori det ene Parti er forvandlet til sorte Mulmskyer under det Andets Apotheose.
Den Opposition mod Ewald og hans Skole, der udgik fra det norske Selskab, kan henføres til tvende Hovedpunkter: til det Klopstockske Digtersprog, (Seraphsproget, de ha-stemte Toner) og til Indførelsen af Digtmotiver fra den norske Oldtid. Om det sidste Punkt siger Nyrup: „dansk Digtekunst 6te B. S. 43“ Overhoved var den nordiske Mythologi som et Schibolet, hvorved den ewaldske Skole skildte sig fra den wesselske“. Det er dog langt fra, at hin Benyttelse af Emner og Symboler, der tilhøre vort Norden, hvilede paa Nationalitetens Grund, eller formaaede at udtrykke dens Væsen; thi ogsaa her viser sig Afhængigheden af det fremmede Mønster. De chimæriske Billeder af en germanisk Fortid, som Klopstock og hans Skole søgte at sammenstille af dunkle Sagn om Druider og Barder, af ossianske Sange og af Eddafragmenter, bleve Normaler for den Ewaldske Skoles nordiske Digtning og hemmede den klarere poetiske Opfatning af Emner, som en allerede temmelig fremrykket nordisk Oldforskning havde bragt for Dagen. Men saaledes slutter sig Ewalds Digtning i sine Grundtræk ganske til de Forsøg, som Klopstock anstillede i den tydske poetiske Literatur, for at bringe den ud paa nye og eiendommelige Baner.
Naar altsaa Ewalds poetiske Retning saavelsom hans Opfattelse af Poesien stilles i Modsætning til den franske Smag, som Normændene især syntes at forfægte, da maa man for at opfatte dette Forhold rigtigt, sætte det i Forbindelse med selve Tendensen i Klopstocks Reform. Ewald kom i den Sag ingenlunde videre end sin Mester, men dennes Opposition imod Franskheden var mere tydsk national end æsthetisk. Klopstock, der vilde sikre sit Folk en selvstændig poetisk Literatur, søgte at standse den herskende Efterligning af franske Mønstre, og han arbeidede blandt Andet paa at stifte et tydsk heroisk Drama, der kunde staae ved Siden af det Franske, om hvis poetiske Gyldighed han ei nærede nogen Tvivl. Ewald gik fra Corneille over til Klopstock, der iøvrigt tillige vakte hans Interesse for visse Dele af den engelske Literatur; men han kom derved til at efterligne poetiske Experimenter, der ei kunde faae den Betydning i vor Literatur, som de havde i den tydske. Den norske Digterskole stod væsentlig i det samme Oppositionsforhold til det Ewaldske Parti, som Klopstock og hans Skole til den i Tydskland herskende Franskhed; thi denne havde netop sit Sidestykke i den tydske Indflydelse, der gjorde sig gjeldende i Danmark. Det maa imidlertid bemærkes at Normændene i at vælge andre Retninger for den poetiske Literaturs Udvikling ingenlunde indskrænkede sig til at følge fransk Smag og franske Mønstre. Man finder tvertimod hos dem Yttringer af en national Sands, som vistnok Literaturhistorien i Fremstillingen af deres Virken endnu ei tilstrækkelig har anerkjendt.
Klopstock bestræbte sig for at give sin poetiske Reform Alsidighed, men han forstod ei at fundamentere den. Dette Nye manglede Anknytningen til det Nærliggende og Bekjendte, og derfor løste det sig hurtig fra den tydske Literaturudvikling, hvori det mere var indstødt end egentlig optaget og tilegnet; men saaledes gik det ogsaa med den Klopstockske Efterligning i Danmark. Reformens tre Hovedbevægelser: den klassiske, den fædrelandske og den religiøse, fik alle i vor Literatur en Eftervirkning, hvis største Betydning ligger deri, at den fandt Indgang hos et saa udmærket Digteringenium som Ewalds, der dog i sin Digtning ei kunde overvinde Følgerne af de grundvesentlige Feil, der klæbede ved hans Forbilleder. Klopstock vilde med eet Sæt komme udover sin Tid, men han løb forlangt tilbage for at gjøre sit Tilsprang. I den lyriske Poesi, i Epopeen, i Dramaet, skulde Bevægelsen være saa radikal som mulig. Den pindarske og horatsiske Ode, Davids Psalme, den fabelagtige Bardesang, hvis Grundform han selv maatte danne sig, var for ham de lyriske Mønstre, der uden nogen Formidling skulde gjenfødes i hans nye Digtekunst; han forsmaaede ligesaavel Folkepoesiens og de tidligere Digterskolers verdslige „frische Lieder“, som den lutherske Kirkes udmærkede Psalmedigtning. I Kraft af den klassiske Verskunst brugte og forfegtede han en novantik rimløs Strophebygning, hvortil han troede at finde end mere Hjemmel i den nordiske Skaldepoesi, hvis Assonnancer og Alliterationer, der svare til vor Rimføining, han ei forstod at opfatte. Hans hellige Epos, hvori den christelige og den klassiske Aand til Poesiens høieste Fuldendelse skulde gjennemtrænge hinanden, blev kun et overspendt Verk; men under den deri herskende uforligelige Strid mellem Indholdet og Formen, havde Forfatterens sjeldne Kraft og Udholdenhed fremarbeidet alle Feil ved hans Standpunkt i en saa stor Maalestok at de i længere Tid af Mange betragtedes som Fuldkommenheder. Klopstocks Messias var derfor engang Navnet paa et Underverk og den er endnu en Bogtitel, der har nogen Klang; men hvor Mange har hørt om hans bibelske Dramer eller læst hans Optrin fra Germanernes Urtid, disse Bardieter, der skulde lægge Grunden til Tydsklands national historiske Skuespil, og hvori en heroisk sentimental Bombast bruser op fra et Kæmpeliv, hvis Handling er lagt udenfor Scenen. Hvad der dog gjennem alle disse Verker især kommer i Betragtning er Beskaffenheden af deres lyriske Element, og den Digterstil, hvori det er udpræget. Klopstock ombyttede den allegoriserende, af alskens forbrugte Prunkmidler dannede Digterrhetorik med en anden, der vistnok ofte giver Gjenstanden en vis rolig Adel, men dog er kold og overdreven i Fremstillingen af det Ophøiede. Og hvilket Misgreb kunde vare større end Klopstocks, da han til en Lyrik, der skulde være lutter Fyr og Flamme og udtrykke Følelsens dybeste Liv, tog Forbillede af den horatsiske Ode, hvor alt er Symmetri og Forstandsberegning i Overensstemmelse med den romerske fra al Sentimentalitet fjernede Sprog- og Folke-Charakter. Men deraf fik Klopstocks Odestil de mange latinske Sprogvendinger og den tvungne Ordfynd, der forplantede sig hos hans Efterlignere. Denne Digters hele Lyrik svævede mellem svimlende Pathos og sentimental Blødhed. Den tordnende Almagt, de himmelske Chors Basuntoner, den lallende Tunge, den stammende Læbe, den forstummende Henrykkelse alle disse afbrudte Betegninger for en overstrømmende Følelse vare fra Klopstocks Standpunkt ligesaamange sublime Skjønheder, og ikke mindre unaturlige og overspendte ere den tryglende Kjerligheds tilspidsede Smerte, ustandselige Taarer og ensomme Natteklager i hans erotiske Digtning. Man ser strax Grundvildfarelsen i den Klopstockske lyriske Poesi af selve Stilens Beskaffenhed. Denne synes nemlig anlagt paa at vise den lyriske Opløftelses Vanskeligheder, saa at Udtrykkets Dunkelhed og de tvungne Vendingers stammende Pathos faaer en Vegt som deslige Digtes eiendommelige Fuldkommenhed. Man ved at den Fremstillingsmaade følger af en Anskuelse, der ser det poetiske Høidepunkt i Følelsens Spending og Gjering og giver dens sunde, af en klarere Bevidsthed gjennemtrængte Udtryk en underordnet Betydning. Ved saaledes at opløfte Sproget poetisk kom Klopstock til at indstifte en egen Klasse nobiliterede Udtryk, der i Grunden gjorde det poetiske Foredrag fattigt, istedetfor at berige det; han udvidede derved langt over det Tilbørlige den bestaaende Kløft mellem Digtersprog og Talesprog, der udentvivl blev end mere kjendelig i vor Literatur end i den tydske. Til Oplysning for det danske Publikum har han indført i „Nordischer Aufseher“ en Afhandling „von der Sprache der Poesie“, hvori man finder følgende hidhørende Yttringer: „Wenn man alle Stufen des prosaischen Ausdrucks hinauf gestiegen ist, so komt man an die unterste des poetischen. Die høchste prosaische und die letzte poctische scheinen sich in einander zu verlieren“. Ingen vilde nu bestemme Forholdet saaledes; men man kan ei overse denne Anskuelses Indflydelse paa den Klopstockske Skoles Digtning i Danmark. I det Hele maa man lægge Mærke til, at denne Poesi med al dens Fordring paa usædvanlig Dybde og Inderlighed, dog har en egen Overfladiskhed, hvis Fortrin fremfor den almindelige kun ligger deri, at den er meget frastødende. Det høitstemte Digtersprogs forsætlige Fjernelse fra den Tales Midler, hvori Livets Tilstande og Stemninger umiddelbart udtrykke sig, har hos Klopstock og hans Efterlignere frembragt denne selsomme Blanding af Deklamation og Lapidarstil, der mangengang blot er en ujevn Flade, hvorunder man forgjeves vil søge noget Tankedyb.
Den Klopstockske Poesis Indflydelse paa Ewalds Arbeider og gjennem dem, i en videre Kreds, er ikke blot bleven almindelig indrømmet, men endog ved flere Leiligheder punktvis fremstillet. Selv den tydske Literaturhistorie (Gervinus) har lagt nogen Vegt paa denne Sag, og skjønt den om dens Enkeltheder er i dyb Uvidenhed, har den dog, med Hensyn til Klopstocks flersidige Indgriben i Samtidens literaire Tilstande bemærket, at hans „Ueberschwenglichheit“ havde en Udstrækning, hvis Endepunkter var Zürich og Kjøbenhavn. Den største aandelige Vildfarelse i Ewalds Liv var udentvivl den, at han troede i Klopstock at have fundet en nærbeslægtet Digtercharakter. Ewalds Sjel var letbevægelig, fuld af Lidenskab, henstrømmende i Indtrykkets Retning og lyrisk bestemmelig gjennem Gemytslivets hele Skala. Klopstock var fra Grunden af besindig en Beregner af sin Ild og sin Kraft, afsluttet i visse Tendenser og fremfor alt henrykt i den syvende Himmel, fordi han var kortsynet paa Jorden. Ewald, der havde en mere begavet poetisk Natur, laae dog under for Klopstocks sammentrængte Kraftfylde og umaadelig store Anseelse, og saaledes blev et betydeligt Fond af Ewalds Digterevne skjevt anlagt og udbragte ei hvad det ellers skulde have givet. Den poetiske Udvikling, han iøvrigt paa sin egen Vei naaede, foregik ei fordi, men uagtet han betragtede Klopstock som sit Mønster. Ewalds Skole, der kun havde faa med noget virkeligt Digtertalent begavede Personligheder, viser derfor Exempler paa en meget mere bunden Efterligning af den Klopstockske Poesi, der ogsaa i mange Stykker faldt bekvemmere for Haanden end Modificationen hos Ewald; og da Enkelte af Skolen havde en Stridbarhed, som ei var hos Mesteren, blev fornemmelig ved dem de nye Smagsanskuelser forfegtede. Men da hele Partiet havde den faste Tro, at den sande Poesies Fornyelse og Fuldendelse fandtes hos Klopstock, var det ogsaa hurtigt med at henføre Modstanden enten til Aandsindskrænkning eller til ond Vilie. For denne danske Menighed var den tydske Digter som en Ypperstepræst, der stod alene i Poesiens Allerhelligste og hvor meget end Ewalds Tilhængere beundrede deres Mester og søgte at udbrede hans Ære, var det dog altid den uopnaaelige „germaniske Barde“ der igjen havde meddelt Ewald noget af sin Glands. Saaledes udbryder Abrahamson i Literaturjournalen: „Klopstock, denne unegtelig største Digter, det nyere, maaske og det ældre Europa, har frembragt! – – Ewald fik Adgang til ham just da han havde skrevet sin Hermannsschlacht“. Men denne overvættes store Dyrkelse af den fremmede Digter, der i fornem Ro modtog sin Tribut af Skjønaanderne i et Folk, der var og blev ham ligegyldigt, skjønt han havde fundet et Hjem i dets Midte – dette Literaturbillede gjør en langt mere nedslaaende Virkning end hin Partistrid, som man saa meget har beklaget, men hvori dog Nationens bedste aandelige Kræfter kom i Bevægelse. Den Klopstockske Poesis Hovedverk var som bekjendt Messiaden og den blev i enhver Henseende Ewalds poetiske Bibel. Han overvandt sin Naturs Modstræben for ret at trænge ind i den og lade sig af den aandeligt bestemme. Derfor siger han i sit autobiographiske Brudstykke, at han havde været standhaftig nok til at læse Messiaden tredie eller fjerde Gang. Han begyndte endog at oversætte dette Digt og det blev hans sidste Læsning; man fandt Bogen i Sengen efter hans Død. Molbech berører Messiadens Indflydelse paa Ewalds dramatiske Digt Adam og Eva, og Lighederne ere vistnok i enkelte Dele kjendelige, men her maa man vel snarere se Forbilledet i de Klopstockske dramatiserede Patriarchader, af hvilke Adams Død allerede 1757 var indført i vor Literatur ved en Oversættelse af Lodde. Disse Bibeldigte ere skrevne i Prosa og Ewalds ulykkelige Prøve derimod i Alexandrinske Vers; det var dengang Corneille og Klopstock, der skulde forenes. Messiadens Indvirkning paa den Ewaldske Digtning kan i det Hele ei opfattes stykkevis; man ser den mere som en Folie, der var indfattet i den danske Digters Væsen, saa at det siden glimrede i dens Farve; men til fuldstændigt at vise dette hører der en Charakteristik af Ewalds hele Poesi, som ei her kan gives. Messiadens væsentlige Indhold er en høitstemt, monoton Lyrik; det er Odeflugten og Odesproget indbragt i den episke Forms Bredde og end mere opløftet ved Gjenstandens i alle Himle indragende Herlighed. Ewald, der i al sin Digten først og fremmest maa betragtes som Lyriker, fik denne mægtige Basis for Udviklingen af sin poetiske Natur, hvori, som Molbech udtrykker sig (Forelæsninger 1 B. S. 132), „Andagt og religiøs Følelse var den overalt indvirkende Impuls og vækkende Kraft, hvis mægtige Indvirkning sjelden lod nogen anden med lige begeistrende Liv fylde Ewalds Sjel“. Men disse Yttringer forekomme under en Sammenligning mellem Ewald og Schiller, som Molbech anstiller efter at have gjort den Bemærkning at „det var Klopstocks Oder og Messias, der ogsaa paa Schillers Genius udøvede en befrugtende og formende Indflydelse omtrent i hans tyvende Aar“. En stor Ulighed er det dog her, at Schiller hurtigt fjernede sig fra den Klopstockske Indflydelse, medens den var over Ewald til hans Død, og i denne Sammenhæng er følgende Sted af Schillers Afhandling „Ueber naive und sentimentalische Dichtung“, særdeles mærkeligt: „Kein Dichter durfte sich weniger zum Liebling und zum Begleiter durchs Leben schicken als gerade Klopstock, der uns immer nur aus dem Leben herausführt, immer nur den Geist unter die Waffen ruft, ohne den Sinn mit der ruhigen Gegenwart eines Objekts zu erqvicken. Ich bekenne daher unverholen, das mir für den Kopf desjenigen etwas bang ist, der wirklich und ohne Affektation diesen Dichter zu seinem Lieblingsbuche machen kann; auch dächte ich, hätte man in Deutschland Früchte genug von seiner gefärlichen Herschaft gesehen“. Denne sidste Sætning har fuld Anvendelse ogsaa i vort Sprogs Literatur. Den danske Poesi bar længe Mærker af, at den paa et af sine vigtigste Udviklingspunkter var bleven bunden til en overmægtig fremmed Autoritet og derved hendraget i en glimrende Vildfarelse. Her var Indvirkningen af Klopstocks Oder og af hans Messias i en ubefæstet og indskrænket Literatur paa god Vei til at forvanske alle Begreber om poetisk Opfatning og poetisk Stil, og naar den danske Literaturhistoriker Molbech nævner Messiaden som Ewalds Mønster og Yndlingslæsning, da har man i Korthed Forholdets hele Betydning ved at tilføie Digtets Charakteristik hos den tydske Literaturhistoriker Gervinus: „Eine einzige Reihe ungeheurer Fehler“.
Det er ovenfor sagt, at enhver af den Klopstockske Reforms Hovedretninger fik en Eftervirkning i Danmark. Saaledes blev ogsaa den Gren af Klopstocks Digtning der egentlig skulde have Betydning som Rodskud af det tydske Folks, Fortid indledet i vor Literatur. Det germaniske Bardevæsen, som Klopstock vilde fornye, har som bekjendt ingen historisk Hjemmel, men blev efter et dunkelt Ord hos Tacitus og i Analogi med den ossianske Digtning og Skaldepoesien indlagt i Tydsklands Oldtid. Klopstock havde det travlt med at opsøge den ægte urtydske Bardesang og endnu 1773 sagde Gøthe i en Boganmeldelse: „Wir ersuchen Klopstock uns mehr Nachricht von dem Barden zu geben, den er gefunden zu haben glaubt“; men dette Fund blev til Intet, uden at dog den nytydske Bardesang derfor standsede. Sit væsentligste Indhold maatte dette Digtslags laane af vor Oldtids Myther og Sagadigte, der især efter at Gerstenberg havde udgivet „Gedichte eines Skalden“; med stor Frihed og Freidighed bleve tagne til Indtægt for Germanien, hvorfra de kom tilbage som Bardesange til det lyttende Norden. Det er i den Henseende meget underholdende at læse Forerindringen til Denis’s „Lieder Sineds des Barden“, hvor Bardevæsenets grundfattige Historie med Et bliver overvættes rig ved at overtage vor Sagas Midler. Der er siden ingen Forskjel paa Skalde, Barder og Druider. „Auch die Erziehung der Jugend wurde ihnen anvertraut. So war Gudrød, Haralds des schønhaarigten Sohn, ein Zögling des Tjodolphs, und Schüze (von den Schulanstalten der Alt. Deutsch.) stelt sich die Barden bey dem druidischen Schulwesen üeberhaupt als Subrectores und Collaboratores vor“. Paa denne Maade fik man en Digtrubrik færdig, hvori der blandt Andet findes følgende sideordnede Sager: „Die Lehren des Vola, Hagbard und Sygne, Asbjørn Prudas Sterbelied, Egils Løsegesang, Auf den Oberdruiden an der Rur, an den Obersten der Barden Teuts (Klopstock) auf den Bardenführer der Brennenhere, an Friedrichs Barden“ o. s. v. Men saaledes kom ved Klopslocks Exempel og Anseelse en i sig selv tom og ufrugtbar Frembringelse til en kunstig temmelig udbredt Flor, der rigtignok blev af kort Varighed. Klopstocks Patriotisme gik stedse til Yderligheder, han vilde gjerne germanisere Alt; men denne Bestræbelse efterlignede man i Danmark paa en ufri og aandløs Maade. Istedetfor at følge Vinket til en selvstændig Benyttelse af Nordens poetiske Oldtidsstoffer, gjorde man Tilbagegangen efter Klopstocks Autoritet og i hans Spor. I Ewalds Skole opkom den ufordragelige med Eddabilleder forsatte Bardesang, der findes mellem Digtene over Indfødsretten, og som andensteds i H. Snedorffs Poesi, stiger til en rasende teutonisk Lurgang, hvis Toner maa have gjort en egen Virkning i det fredelige, stillesiddende Folk. Bardesangens Termiologi og Ordpomp blev indført i Digtersproget. Det blev høi Stil at benævne de Danske Cimbrer, Svenskerne Gother, Tydskland Teut o. s. v. Digterne kaldtes Barder fra Nor og fra Dan, og Ewald fortrinsvis Danebarden; Bardesangen selv betegnedes ganske paa Klopstocksk som dundrende Skrald, tordnende Vellyd, huldundrende Klang osv. Ogsaa Ewald lod sig smitte af dette kunstige Vildskab; Bardetitlen var ham ligesom en høiere poetisk Grad, og naar han t. Ex. nævner Shakespeare, kalder han ham den store celtiske Barde. Klopstock, som i Danmark beskjeftigede sig med sin Bardepoesi, understøttede der personlig dens Udbredelse. Fra ham kom den urimelige Plan, som blev bifaldt af Bernstorf, at sende Ewald til Skotland for i Macphersons Fjed at gjøre en Efterhøst af Bardesange; thi saalidet kjendte man da Værdien af den Oldtidsskat, der laae lige ved Haanden og som man endog benyttede. Ewald gjorde efter Samtidens Vidnesbyrd Klopstocks personlige Bekjendtskab, just da denne havde fuldendt sin Bardiet Hermannsschlacht, og dette Digts Indflydelse paa Tragoedien Rolf Krage er ofte nok bleven omtalt. Molbech har udentvivl paavist de rette Lighedspunkter, (Forelæsn. 1 B. S. 161, 175) der mere maa søges i Stofopfatningens Grundcharakter og i Dialogens Behandling, end i Verkets Plan og Udvikling. Rolf Krage har en anden og maget strengere dramatisk Bygning, end Bardieten, som efter sit hele Anlæg er en Uting; men det var et stort Misgreb, at Ewald alligevel lod sig saa meget paavirke af hint Forbillede, at hans Tragoedie baade i Aand og i Fremstillingsform derved blev et opskruet og uselvstændigt Verk. Dets prosaiske Stil var strax et Anstød, der efter den Tids Begreber, fjernede det fra Skuepladsen, men denne Stil er i og for sig intet mindre end heldig; den viser flere af de Feil, der tilhøre Ewalds poetiske Foredrag, uden at have nogen af dets Fortrin, og i Bardietens kunstlede Sprog, gjengiver den kun slet det Oldtidsliv, som den stræber at udtrykke. Men for den hele oldgermanisk-nordiske Tendens, der fra Klopstock indførtes hos Ewald og hans Skole, gjelder den Bemærkning Molbech har fremsat (Forelæsn. 1 B. S. 164): „Begreberne om Nordens Myther og mythologiske Figurer, om Heltealderens Sagn og disses Forhold til Historie og Digtning, vare tildels ligesaa ubestemte og forvirrede, som det Billede, man dannede sig af Nordens Fortidsliv, var uklart, tildels urigtigt og uhistorisk og for Poesien ubrugbart“. Der handledes om at fortrænge den græske Mythologi af Poesien og indføre den nordiske, eller det kom i alt Fald i Gang at bruge begge Slags ved Siden af hinanden; men dette Foretagende var i sig selv tomt, fordi Mythestoffernes almindelige poetiske Betydning dengang endnu var ubekjendt. Mythologiens Grundforbindelse med Poesien og det deraf følgende Forhold mellem et Folks Digtekunst og dets mythiske Billedsprog har først en senere Tid indseet; men dengang, da Aandsudviklingen hvilede paa Klassiciteten og bar dens Mærker, og da de poetiske Forestillinger saavelsom det hele Digtersprog henviste til denne Fælledsgrund for al Dannelse, var den pludselige Overgang til den vildfremmede nordiske Mythologi intet mindre end et Fremskridt. I Poesien viste sig her den samme Forvanskning som foregaaer i anden Kunst ved den uorganiske Stilblanding, der med Rette kaldes barbarisk. Men denne umodne Reform var dobbelt ubetimelig paa hin Tid, da den klassiske Oldtids Væsen, ved Winkelmanns, Lessings og tildels Wielands Arbeider begyndte at finde en ny og sandere Opfatning, hvis Betydning for Poesien maatte være umiskjendelig. Hvorlidet man nu endog i Ewalds Samtid forstod at træffe det afgjørende Punkt i Spørgsmaalet om Dyrkelsen skulde gjelde Apol eller Brage, fandt dog de fleste af dem, der om den Sag havde nogen Stemme, et eller andet Anstød ved Reformen. Saaledes vare de norske Digtere ingenlunde alene i Oppositionen. Enkelte blandt dem havde endog i fædrelandske Naturskildringer indblandet nordisk-mythologiske Træk. Men den Ewaldske Poesis Fremstillingsmaade af det oldnordiske Stof synes fremfor Alt at have været dem imod. Udentvivl var den vedtagne og dengang med europæisk Anseelse fremtrædende fransk-heroiske Stil for Optrin af Heltelivet i Almindelighed, en Form, hvormed de lettere kunde blive fortrolige end med den Klopstockske Deklamation, der høilig uberettiget, meldte sig som det sande Udtryk for Nordens Kæmpeold, hvis Gjenskin de norske Digtere idetmindste havde skimtet i deres Hjem.
Men saaledes komme vi tilbage til Betragtningen af det Evaldske Digtersprog, der altid bliver et Hovedpunkt i den her omhandlede literaire Tvist. Denne Form, der hos Mesteren havde et svulmende Indre, blev i hans Skole en fordringsfuld og dog tom Skrivemaade, som Modpartiet hverken vilde bruge eller anerkjende. Den høitstemte Stil, der efter Klopstock blev optaget af Ewald, fandt hos denne en subjektiv Grund. Det fremherskende pathologiske Præg hos den tydske Digter, indvirkede stærkt paa Ewald, hvis lidenskabelige Natur og vedvarende Smertestilstande udtalte sig i dette brusende Foredrag hvor:
„Tankerne trættes og rave og svimle
og slumre og synke i Himlenes Himle
og drømme om Gud!“
Men gjennem hans Efterligneres Aandløshed blev denne Lyrik en af vor poetiske Literaturs Udskeielser. Af Ewaldske Kraftord og Vendinger dannede sig i hans Skole en staaende Phraseologi, der endog strax viste sig som et Koterisprog. Derimod kan det ei negtes, at Ewalds Stil i flere Henseender virkelig berigede og løftede Digtersproget; man maa kun tillige erindre, at det nyere Dansk ved hans Fremtræden havde naaet sin eiendommelige blivende Temperatur, men som hans Digtning i det tydske Spor altfor ofte kom udover. Det danske Sprog, hvis Bygning saa meget stemmer med den naturlige Gang i Begrebsudviklingen, fordrer derfor først og fremmest en vis Klarhed og Aabenhed i Tankernes Fremstilling, som det poetiske Foredrag hvor meget det end hæves til Udtryk for Følelse eller Lidenskab, ei kan forlade uden at støde an mod vor Sprogcharakters almindelige Grundstemning.
Naar der altsaa er Tale om et literairt Parti, der stillede sig mod Ewalds Poesi, da maa det indrømmes, at denne fra flere Sider udsatte sig for Angreb. Ewalds Tilhængere og Efterlignere vare lidet tilbøielige til at erkjende dette; men idet de i Literaturen regnede sig til den triumpherende Kirke, vilde de dog ei hedde gammeldagse Rettroende. Modpartiet henførtes snarere til denne Klasse og betragtedes desuagtet som Kjettere, medens dog begge Parter bekjendte sig omtrent til de samme Grundsætninger i Smagslæren; men paa den ene Side viste sig den friere Aandsbevægelse hos en enkelt fremragende Genius, der beherskede Omgivelserne, hvorimod paa den anden Side de gjeldende Anskuelser samtidig kom til Udvikling og Anvendelse hos et Antal begavede Personligheder, hvis aandige Forbindelse yttrede sig i en Samvirken og et Samfundsliv, som helt igjennem havde Frihedens Præg. Ewalds Parti, der skulde fegte for en genial Reform i den danske poetiske Literatur, danner et doktrinært, laugsmæssig anordnet og begrændset Samkvem; det norske Selskab, der modsatte sig Reformen, og som for den Sags Skyld er bleven kaldet borneret, indvirkede derimod paa Samtiden med en levende, uafhængig Aands Magt.
Det danske Literaturselskab var i sine Hovedtræk dannet efter Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme. Forholdene i dets Indretning vare kun mindre og betingede af den Samvirken i en snevrere Kreds, der oprindelig var Selskabets nærmeste Øiemed. Mellem dets efterladte Papirer findes Lovdokumentet, der har 42 §§ og gaaer ind i de mindste Enkeltheder. „Selskabets Ressort“, hedder det her i den 1ste §, „bliver i Almindelighed Alt hvad der henhører til de skjønne Videnskaber, deres Dogmatik, Critik og Historie til Moralen, forsaavidt den skal røre Hjertet og ikke blot oplyse Forstanden og til Historien om Mennesket, især om de sandselige Følelser eller den saakaldte Smagens Philosophi“. Heraf sees allerede Charakteren i Selskabets æsthetiske Anskuelser. Fra et saadant Standpunkt kunde der mindst ventes nogen friere Bevægelse i Samtidens Opfatning af Kunst og Poesi; men derfor blev ogsaa Selskabets kritiske Bestræbelse meget usikker og vistnok af ringe Virkning. Man kan iøvrigt danne sig en Forestilling om Selskabets indre Virksomhed og Organisation ved følgende Bestemmelser: Enhver af Medlemmerne var forpligtet til „qvartaliter at forelæse noget selvforfattet Stykke“. Det Foredragne cirkulerede derefter i tvende Afskrifter mellem de øvrige Herrer, der alle maatte vedlægge Kritik over Stykket, dernæst skulde Forfatteren udarbeide sin Replik eller „Remonstrance“, hvorefter endelig det Hele blev foredraget i Selskabet og hver Post underkastet Debat. De saaledes gjennemgaaede Arbeider lagdes i Archivet; og siden, hedder det, „skal en streng og nøie Bedømmelse afgjøre, hvilke Stykker, der skal trykkes; men intet Stykke maa udgives i Selskabets Samlinger, uden Totrediedel af Medlemmernes Samtykke“. Denne Afgjørelsesmaade forandredes dog efter nogen Tid saaledes, at en Revisionskommission af fire Medlemmer fik Myndighed til at udvælge de Arbeider, der skulde offentliggjøres. Det var desuden lovbestemt, at ethvert Medlem, der vilde udgive noget Arbeide, som ei var foredraget i Møderne, havde Ret til at fordre Selskabets kritiske Bistand til mulig Forbedring af det Nedskrevne. Ved Siden af den almindelige literaire Virksomhed fremsatte Selskabet hvert Kvartal en eller flere Prismaterier. Prisbelønningen var en indbunden Bog, i første Grad til 2 Rbd. og i anden Grad til 1 Rbdlr. eller 3 Mk. Udfaldet afgjordes ved hele Selskabets Votering. Følgende Præmiebøger findes optegnede: Klopstocks Messias, Riedels Theori, Holbergs Comodier, Lieder des Barden Sined.
Det har i Begyndelsen været vanskeligt nok at faae Adgang til Selskabet; thi efter Lovene var een Stemmes Nei tilstrækkelig til at afvise Den, der var kommet i Forslag til Optagelse. Denne Bestemmelse var taget „for Enigheds og god Forstaaelses Skyld“, og af samme Grund holdtes ved hvert Kvartals Slutning en almindelig Exklusions-Votering for alle Medlemmer. Simpel Majoritet afgjorde da om nogen Enkelt skulde udvises. Tre Aar efter Selskabets Stiftelse blev hin Strenghed saavidt formildet, at der siden udfordredes en Fjerdedel af de Tilstedeværendes Negtelse for at hindre Optagelsen af noget nyt Medlem. Formanden i Selskabet kaldtes Censor, og udvalgtes tilligemed en Vicecensor maanedlig; han skulde overholde Lovene, og havde blandt andet Magt til at diktere overordentlig Mulkt fra 4 ß. til 1 Mk.; men dette Slags Straf synes ellers at have været et væsentligt Drivhjul i denne Literaturanstalt; 1 Rbd. Bøde for hver Gang noget Medlem forsømte sin Tour til Foredrag; 3 Mk. for et Arbeide, der blev standset og ei fuldført; 2 Rbd. for grovt Plagiat; 8 ß. for hver Dag man over en Uge opholdt et circulerende Stykke; 24 ß. for den Brøde at vise Uvedkommende noget af Selskabets Arbeider. Blandt de mange Smaating, hvorom der fandtes Lovbestemmelser, kan følgende Post anføres som Exempel: „Alle Stykker skrives paa Bikubpapir, med middelmaadig Margen. Alt in Qvarto“. – Man kan tænke sig at denne Udførlighed i Lovvæsenet netop maatte bevirke, at Selskabet aldrig kunde blive rigtig færdig med sin Indretning; men det viser sig ogsaa, at Forslag til Lovrevisioner og Lovforandringer har været Selskabets Huskors gjennem dets hele Tilværelse.
Naar man nu ved at betragte dette Literaturselskabs Former og Virkemaade, fristes til snarere at opfatte det som en Kreds af ungdommelige, stræbende Dilletanter, der syslede med allehaande Stiløvelser, end som et Forbund, der i Sandhed havde literair Betydning da maa man ei glemme at tage Hensyn til den almindelige Charakter af hin Tids literaire Bestræbelser i Danmark. Maalestokken for Kraftudviklingen og Udbyttet var overalt kun liden, og det var en herskende Fordom at man med Kritik kunde grundlægge Literaturen. Saaledes blev Selskabets smaalige Anstalter ei til Hinder for Indtrædelsen af Medlemmer, der allerede havde Navn og Værdighed i en videre Kreds. Tyge Rothe, Wandall, Malling, J. Chr. Schønheider, Bastholm, Ewald v. fl., hvis Læreaar vare forbi, deltoge med større eller mindre Virksomhed i Selskabets Interesse og Sysler, og dette har ogsaa i Samtiden givet det hele Foretagende en forhøiet Betydning, skjønt vistnok dets egentlige Partimærke traadte stærkest frem hos flere af Selskabets yngre Literatorer.
Den største Del af Medlemmerne hørte udentvivl til Evalds Omgangskreds; man kan idetmindste med temmelig megen Sikkerhed sige det om Følgende: Moltke, Sporon, Wøldike, Schønheider, H. Sneedorf, Abrahamson, Brødrene Troiel, Wandall, Rothe, Dræby, Bast, Münter, Gyldendahl, Rogert, Milling. Ewalds egen Virken i Selskabet har, paa Grund af hans Ophold paa Landet og vedvarende Sygelighed da han i de sidste Aar af sit Liv boede i Byen, neppe været meget betydelig. Imidlertid finder man dog flere Spor af hans Deltagen i forskjellige af dette Samfunds Anliggender. Mellem de ewaldske Haandskrifter i det store kongl. Bibl. i Kjøbenhavn er der en Recension af Abrahamson over „Pønitenten“, der viser at dette Digt har cirkuleret i Literaturselskabet, af hvis Papirer man endvidere kan udhæve følgende Punkter d. 18de Octbr. 1778 kom Ewalds „Ode til Sjelen“ i Cirkulation, og kort før var den af Skriftrevisionen antaget til Udgivelse i den paatænkte trykte Samling. Den 18de November s. A. har Lovdokumentet været til Gjennemsyn hos Ewald, og han har desuden, omtrent ved samme Tid, paategnet et cirkulerende Arbeide af L. Smith. Endelig er det mærkeligt, at han, endnu den 17 Octbr. 1780, paa en Tilsigelse til Mode hos Dr. Schønheider, har tegnet sit Navn, uden som et Par af de andre Medlemmer at angive Forfald.
Det danske Literaturselskab varede omtrent i sex Aar, og det er vanskeligt at sige om det har opløst sig efter en af Medlemmerne fattet Beslutning eller, som Rahbek mener, „er gaaet ind uden nogensinde at være formelig ophævet“. (Hertha Decbr. 1827). Det er ellers mærkeligt at denne Forf. svæver i saa stor Uvished om flere Punkter, der vedkomme Selskabets sidste Dage; thi man finder mellem dets Papirer en Skrivelse af 5te Mai 1781, hvori Rahbek foreslaaes af Münter til Optagelse blandt Medlemmerne. Senere i samme Aar forekommer et Forslag af Abrahamson til Forholdsregler ved Selskabets Ophævelse, og det hedder her blandt andet: „Husleien og Budet opsiges til Nytaar, men betales til Paaske 1782 inclusive“. Selskabet synes da at have tabt en stor Del Medlemmer og „Cassen var i en anselig Gjeld til Secretairen“. Imidlertid var ogsaa det Alternativ opstillet, at Selskabets Virksomhed paa ubestemt Tid kunde suspenderes. Rahbek har i Fortalen til den Seidelinske Udgave af Troylernes Digte, og i Hertha, Decbr. 1827, søgt at angive Grunden til Selskabets Ophævelse. Paa begge Steder taler han om hin Tids literaire Partivæsen og antyder den Skade, Selskabet havde af Ensidigheden i sine Bestræbelser; han finder det ei usandsynligt, at den Spot, der ei blot af Normændene blev rettet mod Selskabet, „har, om ikke knækket dets Mod, dog kjølnet dets Iver“. Dertil føier han „enkelte Medlemmers Forflyttelse, Fraværelse og forandrede Stilling; maaske vel og Ewalds Død o. m. dl.“ I det nylig nævnte Forslag af Abrahamson hedder det blot, hvor der er Tale om Bibliotheket at det skal skjenkes til Collegium Mediceum „fra et Selskab, der formedelst Medlemmernes Bortreise og forandret Bestemmelse er ophørt“. Men med alt Dette er det udentvivl klart, at denne Indstiftelse i sin egen Organisme havde Spiren til en tidlig Opløsning. Der findes mellem Selskabets Arbeider en Tale af Rogert, hvori han blandt andet dvæler ved Følgerne af det Uvæsen, at Virksomhedens Hovedmaal var at undgaae Bøder. „Trættet ved Mængden af de umodne Forsøg“, siger han, „vil den Kyndige tabe Lysten, Modet synke hos de Flittige. – – En slæbende og tvungen Arbeidsomhed skulde da med Tiden charakterisere vort Selskab, og Undergang beslutte det vansmægtende Liv“.
Man ser dog, at Selskabet, i det mindste i dets første Dage, har vist megen Travlhed. Saaledes forfattedes og cirkulerede i Aaret 1776 ikke færre end 66 Stykker. Flere af Medlemmerne var dengang særdeles frugtbare, og fremfor Alle L. Smith, der er bekjendt som Forf. af et Verk om Dyrenes Natur og Bestemmelse. Det er særdeles betegnende for dette Selskabs literaire Stræben, at dets Yndlingsfag vare, i Prosa, Lovtalen og i Poesi, Oden. I begge Slags dyrkede man en pathetisk Fremstillingsmaade og drev den famlende Efterlignings Afektation til en Yderlighed, der ei behøvede at søge sin Dadel i et afsluttet Modparties Uvillie. Den kritiske Tilskuer for 27 Mai 1779 udpeger i Anmeldelsen af Smiths Lovtale over Kort Adeler, „det knuddrede og tunge Rothiske Sprog, som afvexler med det bløde danske, og som er bleven Mode i det danske Literaturselskab“. Men langt stærkere end den hos visse Medlemmer kjendelige Brug af Vendinger, der tilhørte Tyge Rothes forunderligt kunstlede Stil, fremtræde i de rhetoriske Arbeider den Ordpomp og tomme Deklamation, der i et uøvet og ubekvemt Sprog søgte at gjengive de bekjendte bouillons de Thomas. I Poesien har Selskabet, som før bemærket, ved sine Oder „over Indfødsretten“, tydeligt og bestemt angivet sin Smagsretning, og forskjellige Stemmer i Samtiden har ogsaa klart nok betegnet Odesprogets Udskeielser i denne Digtsamling. Den kritiske Journal (Baden) siger om Samlingens første Digt „til Kongen“: „Denne Odedigters Flugt er langt oven for vor Fatningskreds, og vi befrygte at Digteren har tænkt for meget paa den ærlige Demokrit: excludit sanos Helicone poetas Democritus. De to første Stropher have vi med Nød stavet os Meningen til af, ved at antage her Elipser, der usædvanlige Ordføielser, og andet hvad som pleier at skrives paa den poetiske Enthusiasmes Regning; men den tredie stave vi over endnu, og ere lige nær med“. Om det samme Digt ytrer den kritiske Tilskuer (Fasting), at han, dersom Meningen saaledes skulde pines ud af vore Oder, ligesaa gjerne vilde læse dem paa arabisk. Denne Forf., hvis humane Bedømmelse saavel af Literaturselskabets Stræben i det Hele, som af de udgivne Odeprøver Ingen kan miskjende, samler sine Ankeposter i følgende Udtryk: „Vi maae rent ud tilstaae, at de fleste Digte ere ganske under vor Forventning og have saa mange maadelige Steder, saa mange skelende Udtryk, saa ikarisk en Flugt, at vi meget havde ønsket at Selskabet havde langt mere udarbeidet dem og ladet nogle være reent ude“.
Man finder mellem Selskabets Haandskrifter et stort Antal Sidestykker til Oderne over Indfødsretten, og der er Vidnesbyrd om, at den værste Ordbram i det Slags Poesi af og til har fundet Dadel i selve Medlemmernes Kreds. P. Kofoed Troyel siger i et kritisk Indlæg: „Hr. Smith gjør ganske stivelige (?) Oder, alene at han engang vænner sig af med at bruge Mangfoldigheds Mangfoldighed af Tillægsord, som der sandelig ikke hører Geni til at opfinde, og som lønner ingen Digter med Evighed. – – Disse Poler kan jeg ikke lide for min Død; der kommer snart ikke et Vers i vort Selskab uden det har enten med Sydpolen eller Nordpolen at gjøre og Hr. Smith har for en Visheds Skyld taget begge to“. Om et Digt af Sneedorf yttrer Schønheider: „Stormen til Søes har endel overspendte Figurer, meest af Ord; især er Slutningen vild og uden Mening. Det bliver fornødent at handle mundtlig med ham“. H. Sneedorf var ogsaa Selskabets største Enthousiast; hans Odestil er Karikaturen af Ewalds lyriske Digtersprog, og hans æsthetiske Synsmaader gaae i samme Retning. Til Forsvar for en „Æressang til Tyge Rothe“, som iøvrigt Fr. Moltke og Lars Smith havde fundet uforbederlig, siger han blandt andet: „Hr. Bast vil paa en Slags Maade fange mig, idet han fortæller mig, at min Sang er ordentlig bygget paa Plan &c., hvilket aldeles er mod min Idee, da den alene skal være en svingende Rapsodie. – Da han nu faaer mig denne Idee ind i Hovedet, kommer han og skrupper mig for Feil imod Plan og Orden og deslige Ting, paa hvilke jeg aldrig har tænkt. Der vil altsaa følge mange Kritiker over enkelte Steder, som jeg kun kan besvare med denne Opdagelse“. Man kan ellers ved følgende Brudstykker danne sig en Forestilling om denne Digters Maneer og Toneart:
klinger Hapstrænget fæl,
og skjønt Ewaldske Stræng strømmer vældigt som Sarpen
fra det nordiske Fjeld.
fra min hængende Stræng,
skal jeg dog stræbe høit mod den lorbeerne Krone
ved Bragaiske Sving.
i Eders Sjele omkring.
og Eders Tanker blev vældelig store,
store som Polernes Sving.
fyldte os med ved sin Skald,
at vi ei zittrende rave tilbage
mod et vanærende Fald!
toner henunder hans Arm!
See den er udstrakt – O, toner – den raser,
– stiller med Sange hans Harm!
Mod Slutningen hedder det med Allusion til Digterne i det norske Selskab:
storme hans Rige omkuld;
dem, som med grækiske Dunster har hildet
Digt’re, som før var ham huld’.
Til disse Digtprøver kunde der føies mange lignende, saavel af Sneedorf, som af L. Smith, Troylerne, Tostrup o. fl. Den Sidstnævnte, der er Forf. af den ovenfor omtalte Ode til Kongen, stod baade som Taler og Digter i stor Anseelse blandt Literaturselskabets Medlemmer. Recensionerne over hans Arbeider ere fulde af Ros. Om hans Kantate: „Samsons Død“, siger P. K. Troyel: „Dette Stykke viser overalt den høie Digter. End Ewald skulde ikke skammet sig ved at have gjort det“; og ved en anden Leilighed spørger P. K. Troyel: „Hvem veed om ikke Hr. T. kan blive en Ewald“? Alligevel svandt Tostrups Berømmelse med Literaturselskabet og hans Navn har ligesaalidt som L. Smiths fundet Plads i den danske Poesies Historie. Men saaledes har flere af denne Kredses Forfattere havt en literair Betydning, der hurtigt kom i Forglemmelse. Man maa da opsøge dem der, hvor Samtiden gjorde deres Bekjendtskab. Et stort Antal af Literaturselskabets Arbeider indførtes i „Alm. dansk Bibliothek“, og dette Tidsskrift, der udgaves af Abrahamson, Bast og L. Smith, blev Selskabets nærmeste Organ, da dets Plan, at offentliggjøre selvstændige Samlinger standsede med Udgivelsen af Digtene over Indfødsretten. Saaledes traadte Partiet tydeligt nok frem for Almenheden, og det norske Selskab udfandt let denne Særegenhed ved det almindelige Bibliothek. Man ser af et Avertissement fra dets Forlægger Prost, at Hæfterne havde blaat Omslag, og deraf kom den løierlige Formular ved et vist Medlems Optagelse i det norske Selskab: „Afsværger du den blaa Bog“? I dette Tidsskrift finde vi næsten alle Literaturselskabets Poeter, og mellem dem, Thaarup, om hvem Molbech siger, Forelæsn. 1 B. S. 246: „han dannede sig, i det mindste i sildigere Digte, mere efter Ewald, end efter de af vore Digtere fra Perioden mellem 1760 og 1780, som vi for at betegne Classen med eet Ord ville kalde de selskabelige efter Selskabet for de skjønne Videnskaber og det norske poetiske, og fordi de virkelig digtede i et Slags sluttede Selskaber, hvor Geniet ikke saa let kunde trænge ind“. Men herved kan erindres, at Thaarup, der begyndte sin Digterbane med Efterklang af den Ewaldsͤke Lyrik, ligesaavel som de øvrige Efterlignere af denne Poesi, digtede „selskabeligt“, og at Ewald selv, efter Molbechs Bemærkning, maa henføres til de selskabelige Poeters Klasse, da han baade tyede til Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme, og var Medlem af det danske Literaturselskab; men om den sidste Kreds gjelder det mere end om de tvende Andre, at man der digtede i et sluttet Selskab; thi de poetiske Udarbeidelser bleve her formelig til under en indbyrdes Undervisning, hvis Reglement var skjult for alle Uvedkommende.
Det danske Literaturselskab og det norske Selskab stode indbyrdes i et Oppositionsforhold, som man paa begge Sider var sig klart bevidst. Samtiden vidste ogsaa derom god Besked. Dette Forhold er en literaturhistorisk Kjendsgjerning. Men der er intet tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at det norske Selskab har drevet Oppositionen udover Sømmelighedens Grændser. Fasting, der var en af Hovedmændene i denne Kreds, og som tillige repræsenterede dens Kritik, kunde i Literaturselskabets Stiftelsesaar fordrage at være Abrahamsons Medredakteur i den kritiske Tilskuer, og senere hilsede han i samme Tidsskrift Selskabets Odesamling, og dets Bestræbelser for Literaturens Fremme med uskrømtet Anerkjendelse og Lykønskning. Rahbek bemærker (Hertha 1827), at det fiendtlige „Hovedkvarter“ var i norske Selskab; men han tilføier udtrykkelig: „Det var imidlertid saare langt fra, at al Persiflage udgik fra dette, eller engang kjendtes end sige vedkjendtes der“. Man tillod sig i de Norskes Kreds adskillige ved Traditionen opbevarede og maaske flere lignende, glemte Udfald mod Odesprogets Stortalenhed og mod den hele Klopstockke Smag i Poesien; istedetfor at føre Striden med langtrukne Anvendelser af gangbare æsthetiske Læresætninger, brugte enkelte af Normændene en kortfattet Satire, hvis Væsen og Tone er angivet i de bekjendte Linier:
som synge i Ha-stemte Toner.
og den samme Unatur i poetisk Stofopfatning og Stil angreb Fasting i sine Recensioner. Men det norske Selskab var ved sin blotte Tilværelse, ved den Aand, der umiddelbart udgik af den tvangfrie Kreds, en levende Protest mod det egne Slags literaire Hykleri, der gjorde saa stort Væsen af en tilkunstlet Pathos og af Emner, der mangengang laae udenfor de Digtendes Interesse og Forestillingskreds. Man maa imidlertid ei glemme, at denne frie Aand, der virkede saaledes udad, ogsaa gjorde sig gjeldende i Selskabets indre Forholde. Normændene brugte ei at skaane hverandre i den literaire Standret. Men man ved intet om, at der for den Sags Skyld er opstaaet Splid og Sondring i deres Kreds. Brun og Bredahl forlode ei Laget, naar Wessel traadte ind, skjønt de i „Kjerlighed uden Strømper“ vare saa eftertrykkeligt rammede; Samtiden har ei seet noget Fiendskabstegn i det Epigram, hvormed Fasting tilintetgjorde Bredahls Oversættelse af Ovids Forvandlinger, og Ove Meyer præsiderede udentvivl med uforandret Hjertelag i dette Selskab, hvor man drev Spot med hans Læredigt. Naar man ei vil indrømme at der i det norske Selskab, eller blandt dets Medlemmer, ytrede sig en liberal og fordomsfri Aand, da skal man have vanskeligt ved at tillægge det nogensomhelst Charakter, og da vil man heller ikke kunne forklare dets Anseelse i Samtiden. Den sande Humanitet og Finhed, der viste sig hos Fasting i Alt hvad han foretog sig, den Fordragelighed og Godmodighed, der i Wessels Personlighed forbandt sig med en udviklet Smag, ere gode Betegnere for Tonen i den Kreds, der regnede disse Medlemmer blandt sine Ypperste. Og hvilket sjeldent Exempel paa Forsonlighed og Retsindighed gav ikke den ilde medhandlede Bredahl, da han som Theaterdirekteur overdrog Ewald Bearbeidelsen af Pfeffels Philemon og Baucis! Abrahamson, der fortæller dette Træk, (alm. dansk lit. Journal II. S. 371), roser Bredahl, „fordi han henvendte sig til den samme Ewald, der faa Maaneder tilforn havde i sine brutale Klappere sagt saa mange dyrebare, men bitre Sandheder til ham og hans løierlige Tilhængere, og fordi han, som en daarlig Oversætter, overgav Arbeidet til en anden Mand, og selv en slet Digter henvendte sig til en ypperlig Digter“. Man maa tilstaae, at denne Anekdote er mær kelig; men den vilde være end mere paafaldende dersom Abrahamson, paa den anden Side, havde kunnet bestyrke sine grove Paastande om Normændenes Avindsfærd mod Ewald med ligesaa kraftige Kjendsgjerninger.
Der er Tegn til at man i Samtiden har beklaget Striden mellem de tvende Selskaber og troet at de ved Enighed kunde udrette større Ting. Man finder at der ogsaa blandt Literaturselskabets Medlemmer har vist sig Trang til og Ønske om et mere fredeligt Forhold. I sit Skrift „om Indfødsretten“ siger Tyge Rothe S. 85: „Der ere de norske Sangere, hvilke have forenet sig: der ere Brødrene, hvilke løbe ad samme Bane: ja, ærlige Medborger, glæd du dig kun, som du det med Føie kan, over begge disse phøbiske Chor: og paa det intet skal forstyrre din velgrundede Glæde, da glem i det Øieblik, hvor begge de Chor have Uret derudi, at de tage Navn, hvilket os til Græmmelse kunde agtes, som ville de imellem sig være adskilte“. Tyge Rothe sigter her til Modsætningen norsk og dansk i Selskabernes Benævnelse; men dersom han et Øieblik har kunnet troe, at Stridspunktet derved var betegnet maa man forklare dette af hans ubevægelige Patriotisme, der undertiden gjorde ham blind for meget Andet. Iøvrigt røber han, trods sin Forkjerlighed for Klopstock og sin Plads som Æresmedlem af Literaturselskabet, Smagsmeninger, der vare almindelige hos hin Periodes dannede Mænd, og som i væsentlige Punkter stemmede mere med det norske Selskabs Bestræbelser end med Modpartiets; han siger vistnok S. 75: „ville vi charakterisere os blandt Europas Folk, det skal kunne skee ved at digte Homerisk, Ossiansk, Klopstocksk; og ei ved at digte „Anakreontisk og Petrarkisk“; men længere hen sætter han gothisk Smag“, hvormed han betegner Modsætningen til græsk Smag, i Linie med Vankundighed og Stolthed, og endelig mener han at „vort Valhalle aldrig bliver stort og skjønt at male som Elysium det kan være“, og at „Græker og Romere endnu kunne være os baade Lærere og Modeller“. – Men end mærkeligere end hine Yttringer af Tyge Rothe er følgende Skrivelse af Bast, dat. 1ste Febr. 1778, der findes mellem Literaturselskabets Papirer: „Jeg troer, at en Mand, som Borgemester Bredahl, der har været saa virksom og arbeidet med saa meget Held i de skjønne Videnskaber, bliver altid vort Selskabs meer end almindelige Høiagtelse værdig. Jeg giver mig altsaa den Frihed hermed at anmelde for det høitærede Selskab, at jeg tillige med flere af Selskabets Medlemmer ønskede, at vi alle bleve enige om at opføre en traurig Musik over denne Musernes saa værdige Søn. Hr. Ewald har i saadan Fald paataget sig Poesien; Selskabet kan altsaa i denne Henseende være ubekymret. Bekostningerne herved kunne ikke blive betydelige da Hr. Hofbogtrykker Müller tilbyder sig at trykke Alting frit, Hr. Musted og Hr. Theatermaler Cramer at synge. Vi have selv en Mand blandt os, som kan synge og som neppe negter sin afdøde Ven denne Ære. Hr. Cramer tilbyder sig desuden i Nødsfald at skaffe de fornødne Sangere. Og Hr. Ewald haaber at formaae en af sine gode Venner i det kongl. Capel til at sætte Musiken. Til Slutning tillader jeg mig at gjøre den Erindring: at hvad enten det norske Selskab opfører traurig Musik over dets Medbroder eller ikke, saa have vi dog ligestor Ære deraf, da vi derved vise for hele Verdens Øine, at der paa vor Side intet Had eller Rancune finder Sted. Og maaske der herved kan lægges Grund til den med saa megen Føie længe ønskede Enighed mellem begge Selskaber“. – Paa Foden af dette Brev staaer med en anden Haand: „Ei antaget“.
Naar man erindrer, at den bekjendte Strid, der udspandt sig i Anledning af Bredahls Theaterstykke „Thronfølgen i Sidon“, væsentlig bidrog til at give Modsætningen mellem de tvende Selskaber et bestemt Partimærke, da vil man ogsaa finde, at dette Bast’s Forslag ganske godt betegnede Forsonligheden, om det end iøvrigt var uanvendeligt; men dertil kommer, at Bredahl virkelig havde en Fortjeneste som Ewald og hans Tilhængere ei kunde overse; Bredahl arbeidede med Utrættelighed for at sikre det lyriske Skuespil en Plads paa det danske Theater, og havde i den Sag at kæmpe mod meget udbredte æsthetiske Fordomme. Under disse Bestræbelser fremkaldte han ikke blot den ovenfor omtalte Bearbeidelse af Philemon og Baucis, hvori Sangene ere Evaldske Originaler, men han banede tillige Veien for Ewalds Balder, der Aaret efter Bredahls Død blev opført paa Theatret med Musik af Hartmann. Det vilde imidlertid vistnok være en overilet Slutning om man antog, at Selskabet ved at forkaste Bast’s Forslag, tillige har erklæret sig imod den gode Hensigt, i hvilken det var fremsat; thi om man end ser bort fra den Omstændighed, at Bredahls literaire Betydning er af Bast ansat meget for høit, maa det dog erkjendes, at Forligelsen ved saadanne Midler i intet Tilfælde kunde tilveiebringes. Det maa fremfor Alt indrømmes, at denne Strid ei angik Personligheder, men literaire Tendenser. Og begge Partiers Hovedmænd have vel følt, at Forskjelligheden i Bestræbelsernes Art og Maade vanskelig tillod nogen Forbindelse mellem Selskaberne. Det norske Selskab skulde maaske „have modtaget Ewald i et Triumphtog“, dersom han havde søgt denne Kreds; thi hos ham kunde man glemme Smagsretningen over Fortjenesten, men Selskabet vilde sandsynligvis have udelukket hans Følge, forsaavidt som dette kun repræsenterede den Tendens i Literaturudviklingen, der var Tvistens Gjenstand. Men de ivrigste af Ewalds Tilhængere begik, som før bemærket, den Feil, at de betragtede ethvert Udfald mod den Ewaldske Poesi og mod dens aandløse Udbredelse i en hel Digterskole, som en Fornegtelse af Ewalds Geni og Fortjeneste. Der klagedes over, at Danmarks første Digter var udsat for Normændenes Had og Forfølgelse, og derved blev Forholdet fra Grunden af miskjendt og forvandsket. Men Ansvaret for denne falske Fremstilling hviler især paa Literaturselskabets ivrigste Medlem, Abrahamson.
Naar man finder sig opfordret til at paavise denne Mands ensidige og ubillige Fremfærd i disse Anliggender, føler man tillige Trang til at minde om hans store medborgerlige og literaire Fortjenester. Abrahamson forenede en levende Virkelyst med udbredte Studier, som han under en stadig Selvudvikling og gjennem et langt Tidsrum forstod at anvende i forskjellige Literaturfag. Hans Plads i det danske Literaturselskab er i enhver Henseende stærkt fremtrædende, og hans Arbeider i denne Kreds have vistnok ei været uden Frugt. Men han var dette Selskabs mest udprægede Partimand. Hans Hengivenhed for Ewald synes at have været ubegrændset, og den ledede ham under Betragtningen af de Stridigheder, hvori han selv deltog, til en literair Fanatisme, hvis Udbrud ere umiskjendelige. Abrahamson tildrog sig allerede 1772 Opmærksomhed som Medlem af det literaire Koteri, der havde sit Samlingssted i Madm. Nergaards Kaffehus, han deltog i den Bredahlske Theaterfeide, og skrev samme Aar: „Kritiske Tanker over Syngestykket Thronfølgen i Sidon og Efterstykket den dramatiske Journal“. Man ansaae ham tillige, skjønt feilagtigt som Forf. af Recensionen i Krit. Journal over J. N. Bruns Zarine. Det var den overordentlig glimrende Modtagelse, som denne Tragoedie fandt hos det kjøbenhavnske Publikum, der paa den ene Side gjorde nogle af Bruns Landsmænd fortrydelige over den dadlende Kritik, og paa den anden Side harmede Ewalds Tilhængere, der havde maattet taale, at Rolf Krage ei engang blev antagen til Opførelse paa Theatret. Det norske Selskab, der af O. Meyer stiftedes under disse Stridigheder, traadte egentlig først 1775, ved Udgivelsen af en Digtsamling, frem for Almenheden som literairt Selskab, og samme Aar fik det nergaardske Samfund, der imidlertid var gaaet over i Dreiers Klub, sin Organisation som Literaturselskab. Abrahamson siger i sin Autobiographi i Lahdes Portraitverk, at dette Selskab i Begyndelsen gav ham særdeles meget at bestille, og der er vel ingen Tvivl om, at han har haft en betydelig Andel i dets Stiftelse. Hans første Bidrag i denne Kreds var en Samtale mellem Holberg og Londemann i Elysium, (indført i Alm. d. Bibl. 1778, 4 B.). Man tager neppe Feil, naar man i dette Arbeide finder Yttringer, der vise Abrahamsons Sindelag mod Normændenes poetiske Frembringelser. Der er nemlig Tale om de afdøde Digteres Opholdssteder, og det hedder da, at de gode Digtere finde et lyksaligt Opholdssted paa Sletten, hvorimod de maadelige „ere de bag Bjergene“. „Den som er temmelig regelret“, siges der videre, „dog uden Geni eller fast Smag, den som aldrig faaer Naturens Ansigt at see, men stedse maler den fra den ubehageligste Side; den kan just ikke plat forkastes, men han er og langt under Berømmelse og bliver her en Bjergbeboer“. Saaledes dømte Abrahamson i Midten af dette Decennium, til hvis poetiske Literatur Nyerup henfører (Udsigt o. D. Digtek. 6 D.) „en Række af ypperlige norskfødte, næsten samtidige Digtere“, hvorhos han tilføier: „imod disse havde vi Danske i Decenniets Begyndelse egentlig kun een eneste at nævne, men denne ene var Ewald“. Det var ogsaa denne Ene, som Abrahamson i Tide og Utide søgte at fremhæve. Mellem Literaturselskabets Papirer er der et Brevkoncept, dat. 31 Jan. 1778, hvori Abrahamson paa de øvrige Medlemmers Vegne takker det private dramatiske Selskab, der opførte Balders Død, for dets Tilbud af Billetter til Forestillingen, og her hedder det blandt Andet: „Balder og Rolf Krage i det tragiske og, næst Holbergs Mesterstykke Harleqvin Patriot i det komiske ere Daniens Hæder“. Men det er paafaldende i en saadan Vending, hvor „Kjerlighed uden Strømper“ er udeladt, at finde Harleqvin Patriot, der har givet en anden Ewaldianer, Wadum, (Fortegnelse over Trykkefrihedens Skrifter 1772) Anledning til med saa meget større Føie at yttre: „Man har Aarsag til at ønske, at Ewald heller vilde omgaaes med den tragiske end med den komiske Muse“. Abrahamson var i sin Partiskhed for Alt hvad der kom fra Ewald blind for denne Digters naturlige Begrændsning, og derfor tilbøielig til at finde den ydre Modstand allesteds virksom. Han roser endog den uheldige Selskabssang ved Gildet efter Opførelsen af Balders Død, og hvor han omtaler, at Komoedien „Pebersvendene“ ei fandt Bifald paa Scenen, hedder det: „Partiet mod Ewald var dengang endnu altfor stærkt“. Men Partiet havde her Intet at bestille thi Stykket var yderlig forfeilet og ganske uskikket til at vinde noget ved en Opførelse. – Vi have allerede i Citatet af det Brev, der angik Ewalds Optagelse i Literaturselskabet, seet hvorledes Abrahamson opfattede og betegnede „Partiet“. Men der er i den samme Skrivelse (som findes fuldstændig i Minerva 1806 Jan. Heft.) tillige Yttringer, der vise hvorledes han tog sit Forhold til Mesteren. Han siger blandt Andet: „Jeg har fortalt det til alle mine Venner, at jeg havde faaet Brev fra Dem, og i deres Ansigter syntes jeg at læse Misundelse, og det fornøiede mit forfængelige Hjerte dobbelt“. Om man end sætter Noget af saadanne Bekjendelsers Styrke paa det pathetiske Sprogs Regning, der var gangbart i den Ewaldske Skole, vil man dog i disse Linier finde et Udbrud af den fanatiske Tilhænger. Man føler ogsaa her, at denne Hjemmelsmand for en Opfatningsmaade af Striden, der gaaer udenfor de literairhistoriske Kjendsgjerninger, ei kan være sikker. I at benytte hans Fremstilling maa man da erindre, at der er Forskjel paa at tage Parti og at dømme mellem Partierne.
I Abrahamsons Anmeldelse af Ewalds Skrifter (Alm. dansk Lit. Journ. 3 B.), findes de stærkeste Yttringer af hans blinde og heftige Had mod det norske Selskab. Man har en Prøve i følgende Sætninger: „Her have vi Fortsættelsen af Ewalds samlede Arbeider, saalænge ønsket af Enhver, som vil føle det sande Gode i Digterverker, og saa frygtet af dem, som, haardt bundne Trælle under Misundelsens stygge Jernaag, helst saae at Ewalds Arbeider adspredtes saa de ikke mere saargjøre de svage aldrig lige udseende Øine. – - Det være sagt for at redde det Folks Rygte, som lyder dansk Scepter: ogsaa hos flere Nationer have mod store, fremstraalende Genier, smaa, lavttænkende Sjele reist sig for om muligt at skygge for Glandsen, der er saa utaalelig for selvobevidst Fortjenestemangel og for den skumle Avind. – – Fandtes disse Nedrigheder ikke saaledes al Kloden om, saa maatte en dansk Mand fristes til at blues ved Tanken om sine Medborgere (Provindsen, hvor vi ere fødte gjør intet til Sagen, vi ere jo dog Medborgere af een Stat og tale eet Sprog) naar man seer det, der skeer med en Ewalds Navn og Rygte. – – De Udfald mod Ewald ere da heller ikke forunderlige og man kan vente flere nu, da denne anden Del af hans Digterværker fremkommer, den vil give de Herrer, som tjene under Misundelsens og Vellystens Fane, herlig Anledning til at opfinde nye Eventyr om Digterens Levnet og Død, til Epigrammer, Parodier, Knippelrim, Viser, kaade Indfald, og maaske, naar deres Hjerne brænder af Harme og Puns, til Forbandelser“.
Denne Strøm af Bitterheder gjør hos Læseren et overraskende ubehageligt Indtryk; thi det er en Sjeldenhed at se Yttringer af et saa groft og ustyrligt Vredesmod paa Prent. Efter almengjeldende Begreber om de Former, hvori det Sande udtaler sig, vil man ei kunne tillægge en saadan Anklage nogen Vegt; men den beskjeftiger alligevel Tankerne, idet den forebringer disse dunkle Hentydninger, som man uvilkaarligt ønsker opklarede. Det er bekjendt, at Ewalds Levnet var i høi Grad uordentligt. Selv i sine modnere Aar kunde han under Pauserne af de „selvforskyldte“ Lidelser henfalde til Forvildelser, der voldte hans Omgangskreds mange Bekymringer. Det er dog ei hans Modstandere, men tvertimod hans Venner og Tilhængere, der have efterladt Vidnesbyrd om denne mørke Side af Ewalds Liv. Fr. Münter siger i en biographisk Skizze af Ewald (dansk Museum 1782), efterat han har fremhævet de ædle Træk i hans Charakter: „Saaledes har jeg kjendt ham i de tre sidste Aar af hans Levetid; før den Tid bleve hans Handlinger styrede af Letsindighed heftig Kjerlighedsfrihed, flammende Phantasi og umættelig Ærgjerrighed, som stedse efterjog de mest udsvævende Ideer“. Nyerup anfører (Udsigt o. d. Digtk. 6 B. H. 9) følgende Yttringer om Ewald af Suhm: „Han hyldede for meget Bachus og den jordiske Venus – – Han var ligesaa uordentlig i Levnet som stor i Geist“. Og saaledes kunde man blive ved med mangfoldige Citater af samtidige og senere Beretninger, der med al Ærbødighed for Ewalds Fortjeneste nævne hans Udskeielser. Skal man nu troe, at Abrahamson sigter til saadanne Materiers Behandling i det norske Selskab? – Det er i ethvert Tilfælde vist, at mangt et Træk af Ewalds regelløse Liv har i Samtiden vakt Opsigt og været i Omløb; thi man har derom endnu enkelte Traditioner, der knytte sig til Steder, hvor han har boet eller undertiden haft sin Gang, og der er da ingen Grund til at mene, at saadanne Historier have været udelukkede af Normændenes Kreds. Det er endog sandsynligt, at dette Stof der kan have givet Anledning til et eller andet Indfald, som, efter Omstændighederne og for at bruge Rahbeks Ord, „i Følge det Anekdotfisleri, der i saa høi Grad finder Sted, hvor Literaturen bevæger sig indenfor een Stads Volde“, med de sædvanlige Tilsætninger og Forbedringer er kommet Ewalds Tilhængere før Øre. Men herved maa man ogsaa i denne Sag blive staaende. Mærkeligt er det dog, at der mellem de mangfoldige satiriske og skjemtende Smaating i Vers og Prosa, der tildels ved Traditionen ere opbevarede som Erindringer fra det norske Selskab, ei findes et eneste Udfald mod Ewald, der paa nogen Maade kan kaldes nærgaaende. Man har da her den bedste Anledning til at minde om det Vidnesbyrd, Rahbek giver det norske Selskab (Dansk Digtek. 6 D. 294) „Det fandt“ siger han, „i saa høi en Grad Sted, at man saavel i som udenfor Selskabet vilde forstaae Spøg og taale Spøg“, og derhos tilføier han: „I Almindelighed vare Indfaldene langt mere Spøg end Spot, og selv, naar der spottedes, var det ikke paa Charakterens eller den borgerlige Æres Bekostning“.
Det er saaledes intet ubilligt Forlangende at fordre hine af Abrahamson fremsatte Hentydninger mortisicerede. Og hertil behøver man ei engang nogen særegen Undersøgelse. Den mærkelige Personligheds Synder og Svagheder kan en Biograph søge at omgive med Herligheden af hans Fortjenester, men Kjerlighedskaaben, der kastes over det Skrøbelige, duer ei til Krigsklædning ved Angreb paa dem, der nærved have seet de blottede Steder. Imidlertid kan man i Abrahamsons Stilling under Partistriden og i hans personlige Forhold til Ewald finde Hensyn, der nogenledes forklare hans heftige Fremfærd kort efter Mesterens Død, og medens den Kreds opløstes, hvortil han havde sat saa store Forhaabninger. Men hvorledes skal man forklare det Særsyn at en Literaturhistoriker har kunnet et halvt Aarhundrede efter Ewalds Død og i Besiddelse af alle væsentlige Oplysninger om disse Tilstande, gjentage Partimandens lidenskabelige Sigtelser, og bruge dem som fuldgyldige Vidnesbyrd? Molbech har (Ewalds Levnet S. 162, 63) føiet denne paafaldende Uretfærdighed til sine mangfoldige leilighedsvis anbragte Antydninger om det norske Selskabs blinde Had mod Ewald og avindsyge Blik paa den store Digters Anseelse; og dog har han tillige S. 216 anført, at dette Selskab sendte en Deputation til Ewalds Jordefærd. Men naar man forestiller sig dette ene Faktum, vil man ogsaa finde, at det er tilstrækkeligt til at tage al Kraft fra hine grove Paastande; thi endnu har Ingen sværtet det norske Selskab med Beskyldningen for Falskhed og Hykleri, og man kjender heller intet til det Forbauselsens Udbrud, der dog maatte have vist sig i Samtiden ved den Skandale, at en Bande af den Hedenfarnes vitterlige Avindsmænd og Forfølgere sluttede sig til det høitidelige Sørgetog, der var kommet sammen for at vise ham den sidste Ære; men det norske Selskab har ved denne Grav frimodigt kunnet yde Geniet og Fortjenesten sin Tribut, og med det samme Sind har det faa Aar efter jordet Wessel ved Ewalds Side.
Naar man slipper denne Materie for at se hvorledes Molbech i Forbindelse med saadanne Udfald klarer den egentlig literairhistoriske Undersøgelse, vil man finde den samme løse og uforsvarlige Fremgangsmaade. Paa det nylig citerede Sted S. 162, hedder det: „I den kritiske Tilskuer, hvis første Aargang udkom 1775, og hvori bl. a. Fasting var æsthetisk Recensent, blev Balder ikke med en Linie omtalt. Heri sporer man allerede den Partiskhed og Animositet imod den danske Digter, der hos det norske Parti, hvis Centrum var det saa kaldte norske Selskab, steg i samme Forhold, som Ewald vandt Navnkundighed, Bifald og Kjerlighed hos det større Publikum “. Dersom ikke dette Raisonnement indeholdt Punkter, der i et vist Sammenhæng blive mærkelige, kunde man roligt lade det staae for sin egen Regning; thi Enhver ser, at den Slutning, som her gjøres, hviler paa en aldeles utilstrækkelig Sats. Det maa dog være paafaldende, at netop Fasting, der blandt Andre var Rec. i krit. Tilsk., kommer til at bære Ansvaret for den Synd, at Balder ei blev anmeldt; thi selv Molbech erkjender (Ewalds Levnet S. 123), at denne Normand ved sit Modstykke til Ewalds „Da jeg var syg“, (1771) „viste sig som en tidlig Erkjender og Beundrer af Ewalds Digterværd“; formodentlig skal man da antage, at det er den danske Digters stigende Navnkundighed osv., der imidlertid har bragt Fasting paa andre Tanker, og denne Mistanke kan være slem at kaste paa en Forf., som Rahbek ligefrem kalder „den retvise“. Det er da et Held, at Molbechs hele Fremstilling bliver til Intet, naar det erindres, at ogsaa Abrahamson var Recensent i denne samme Tilskuer for 1775, hvor Balder ei med en Linie blev omtalt. Men der er endnu en Oplysning at tilføie: Man maa nemlig vide, at Fasting var en Beundrer af Ewalds Balder, og at han offentlig har udtalt det. I ny kritisk Tilskuer 1778 No. 11 siger han i Anmeldelsen af en fransk Operette, der var oversat af Bredal: „Maatte vi engang faae en lykkelig Musik, som Rygtet lover os fra vor berømte Hr. Hartmann, til den udødelige Balder, da kan Danmark rose sig af at fremvise en Opera, som henrykker ligesaa meget som tre Armider, ti Desertører og mere end hundrede af det almindelige Slags“. Molbech har kjendt denne Anmeldelse; thi han citerer den ved en anden Leilighed (Ewalds L. S. 166) uden at nævne dens Forfatter der dog har sat sit Mærke under Artiklen. Paa det anførte Sted er der kun Tale om Hartmann; og det hedder, at der i No. 11 af ny kritisk Tilskuer var tillagt ham en overdreven og, som det næsten lader, ironisk Ros. „Som det næsten lader ironisk“. Det er omtrent den samme fine Vending, der forekommer i Abrahamsons Rec. af Ewalds Skrifter i Lit. Journalen, hvor der siges om det nylig nævnte Digt „Da jeg var syg“: „Det fik en Besvarelse, Parodi, eller hvad man skal kalde det, som Ingen ret kunde blive klog af“. Men deslige grundfalske og vrangvillige Angivelser kan blive staaende i deres egen Nøgenhed, saaledes som de ved sig selv tilstrækkelig betegne Methoden.
Hvor findes da, kunde man spørge, de literairhistoriske Beviser for disse ideligt gjentagne Udsagn om Normændenes Avindsfærd mod den danske Digter? Svaret er kort og udtømmende: De findes ingensteds. Den hele Anklage kan uden Vanskelighed føres tilbage til sine rette Kilder, til den Sladder, der gik mellem de literaire Koterier, og som hin Tids langørede Anekdotjagt saa meget befordrede, til enkelte Partimænds Fanatisme, og endelig til den under saadanne Omstændigheder fremkomne Misforstaaelse af Stridens Væsen og Mening. Men naar man nu læser i mangehaande Bøger, at det norske Selskab forfulgte Ewald med sit Had og ringeagtede hans overlegne Geni, da skal man vide, at dette er en literairhistorisk Bagtalelse; thi saaledes har den løse Snak, Mundsveiret om Ord, der selv forlængst ere henveirede, fundet Fæste i Literaturen. Og vil man end ydermere betragte denne Bagtalelses Art og Beskaffenhed, da kan man atter tage en Prøve af „Ewalds L. (S. 206)“, hvor der siges „Jo mere Ewald blev Nationens Digter, jo sløvere bleve de Vaaben, som Modpartiet (det norske Selskab) ene var i Stand til at bruge: vittige eller uvittige Indfald, Spot og Persiflage, der ikke engang havde Salt og Kraft nok til at vove sig frem for Dagens Lys“. Man erfarer altsaa, at det Stof, det corpus delicti, hvorom der handles, i Grunden er borte; det kan ei bringes tilveie og holdes mod Anklagen, for at man kan se om og hvorvidt den er beføiet, men dette skal da blot vise, at hine ubekjendte „vittige eller uvittige“ Forsmædelser samtlige have været uden Salt og Kraft, thi ellers vilde man kjende dem. Paa denne Maade slaaes der med eet Smæk to Fluer, men da har man ogsaa den tredie; man har Bagtalelsen, der „vover sig frem for Dagens Lys“.
Det norske Selskabs Opposition mod den Ewaldske Poesi har en fuldkommen aaben og let beskuelig Charakter, og det reelle Modsætningsforhold, som her indtræder, er altfor tydeligt til at man skulde behøve at udlede Striden af lave og personlige Bevæggrunde; men ligesom det norske Selskab i sin egentlige polemiske Stilling staaer lige over for det danske Literaturselskab, saaledes var det ogsaa Ewalds hele poetiske Retning og Skole, og ei hans Digterbetydning i og for sig, som man i Selskabet fandt betænkelig. De tvende Wesselske Skjemtedigte, der i Boyes Udgave læses S. 245 og 247, ere gode Bidrag til Betegningen af denne Oppositions almindelige Side, hvis Gyldighed og Betimelighed under hin Periodes literaire Tilstande og Bevægelser man ei kan drage i Tvivl. Der er kun faa Spor af at Dadlen eller Satiren specielt har været rettet mod Ewald, og efter de Oplysninger og Vink, hvortil man i denne Sag maa holde sig, er man paa ingen Maade berettiget til at antage, at det har været Tone i Selskabet at angribe denne „danske Digter“. Rahbek (D. Digtek. VI. 290) og efter ham Boye, i Indledningen til Wessels Digte, udhæve udtrykkelig Jochum Vibe og Søren Monrad som dem, der især gjorde Sarcasmer mod Alt, hvad de i Ewalds Arbeider fandt at paaanke“, og ved mange Leiligheder erindrer Rahbek om, at det mere var eftergjort Spøg og Satire under det norske Selskabs Navn, end dets egne Udladelser, som dannede den omløbende Opposition mod Ewald. I den Strid, der førtes om Bruns Zarine, finder man den første Yttring af det norske Parties Tanker om Ewalds poetiske Foredrag, og denne kan i det mindste ei kaldes hadefuld. Meyer roser Brun for den Middelvei, han havde fundet mellem Plathed og uforstaaeligt Seraphsprog, og dette Udtryk er endog kun et Citat, thi det var tidligere brugt i de bekjendte Berliner Literaturbriefe, som en Betegning for den Klopstockske Stil. Imidlertid angiver dette Sted i Korthed det norske Selskabs almindelige Synspunkt i Smagsmaterien, og medens det ifølge Sammenhængen bestemt sigter til Ewald, udtaler det tillige Normændenes Hovedanke imod hans Poesi. Mellem de faa af dette Slags Udfald, som man med Sikkerhed kan tillægge nogen Norsk, er ogsaa det Sted af Wessels Fortælling den „Druknede“, hvor der spøges med et Udtryk, som findes i et af Fiskernes Sangdigte, men dette Punkt er i enhver Henseende ubetydeligt. Allerheftigst og hyppigst har man bebreidet det norske Selskab, at det misdømte og spottede Ewalds Balder. Rahbek siger herom (Hertha, Decbr. 1827 S. 401) „Dette Verk blev for enkelte Ufuldkommenheders Skyld af den ene Side, det norske Selskab og især dets Eftersnakkere, ligesaa ubilligt og eensidigt forkastet, som det af den anden, tildels endog for de selvsamme Ufuldkommenheders Skyld, blev iblinde ophøiet og forgudet“. Som et Vidnesbyrd om Normændenes Uvillie imod dette heroiske Drama pleier man anføre, at det i deres Kreds fik Øgenavnet „Balduren“, men man faaer ingensteds Oplysning om, hvad dermed især skulde være betegnet, og i det Hele kan man om det norske Selskabs Dom om Balder kun have en meget dunkel og usikker Forestilling. Det kan antages, at saavel det nordisk mythologiske, her noget uklare og taagede Stof, som Dramaets overveiende lyriske Charakter og særegne Form har fundet Mishag i det norske Selskab, hvor dog ialfald Fasting har taget Balders Parti; men det maa være paafaldende for Enhver, der kjender dette Skuespils Historie, ogsaa her at se Normændene udpegede som vrangvillige Dadlere; thi det er meget langt fra at Stykket, inden det omsider kom paa Scenen, fandt almindeligt Bifald. I Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme var det egentlig kun Carstens, der som Molbech udtrykker sig, „var istand til at se Skjønhederne i Balders Død“ og endnu 1780 ytrede Prof. Carl Cramer, der dog maa kaldes en Tilhænger af Ewald, i Fortalen til sin Oversættelse af Fiskerne, at Personerne i Balders Død vare for ubestemte Idealer, Charaktererne mere Skyggerids end Skildringer efter Naturen, Intrigen, den Kjerlighed der bevægede det Hele, for lidet motiveret o. s. v. Af det norske Selskabs ugunstige Domme over dette Drama kjender man egentlig kun den, der er udtalt af Philologen Søren Monrad, og som blot angaaer den rimfrie Versform; men denne Dadel er da siden desto oftere bleven sat paa Selskabets Synderegister. Monrad berører i sin Satire „Damynt“ (Norske Selskabs poetiske Saml. 3die Stykke) kun i Forbigaaende Ewald og hans Balder. Forresten indeholder det satiriske Digt en Advarsel mod den aandløse Syssel med Poesi og et Forsvar for Rimet, hvori der findes flere træffende, klart udtrykte Tanker. I denne Sammenhæng berører Forf. den teutoniske Muses Optræden i Danmark og siger ironisk til sin „Landsmand“:
at ingen Bardesang meer over Elben gaaer!
„En heldig Digter“ (Ewald) tog sig Sagen til Hjerte og skadede ved at bruge „det germaniske Kæmpemaal“ sit Syngespil, som paa den Maade blev et ringere Arbeide end „Adam og Eva“. Derefter hedder det:
Enhver forsigtig blev og frygted for at strande;
thi dette stolte Skib, saa nær sin Undergang
hver sikker Styrmand til at prise Havnen tvang.
Her har man den hele Dadel. Hvorledes man end tager den, maa det altid erkjendes, at den til Bestyrkelse af Paastanden om Normændenes, og mellem dem især Monrads Ondskab mod den danske Digter, kun giver et meget ringe Udbytte. Derimod er dette Sted et godt Vidnesbyrd blandt flere Lignende om, hvorledes man i det norske Selskab betragtede det tydske Mønsters Indflydelse paa dansk Poesi.
Men om det end indrømmes at Søren Monrad og et Par andre af Selskabets bekjendte Medlemmer vare baade for meget hildede i et givet Systems Smaaregler, og selv forlidet begavede, til at lade en Digter som Ewald vederfares fuld Ret, kan man dog ei uden den største Ubillighed overføre denne Indskrænkning i Omdømmet, der ivrigt fandtes hos saa mange af Ewalds ivrige Tilhængere, paa det hele Selskab, og sætte, stik imod bestemte Kjendsgjerninger Medlemmernes Fællesmærke i en blind Uvillie mod Balders Digter. Naar det i denne Sammenhæng siges, at det norske Parti var fængslet i en borneret Smag og Idekreds, maa man dog betænke, at man her har en temmelig vidtgribende Sats at forsvare, efterdi disse Mænd ogsaa i andre Forhold have givet sig selv Vidnesbyrd, ifølge hvilke de aandeligt kan dømmes. Ligesom man, for at udslette den groveste Beskyldning, der i denne Sag er gjort Stammen af det norske Selskab, egentlig kun behøver at pege paa disse Mænds store Haderlighed i Borgersamfundet, saaledes vil man ogsaa ved at betragte de fremtrædende Sider af den literaire Virken, der er udgaaet af deres Midte, finde hin Sætning om den bornerede Smag og Idekreds lidet betegnende. Men man maa tage Tidspunktet i Agt. I hin Periode var Literaturen saavelsom Videnskaben til alle Sider behersket af en Dogmatisme, der kun stødvis paa et eller andet Hold blev gjennembrudt. Al Kunstpoesi var dengang fængslet i en borneret Smag og Idekreds, forsaavidt som den holdt sig i blot vedtagne og ei i selvstændige Kategorier; og selv de enkelte Reformer, der gjorde Opsigt, som t. Ex. den Klopstockske, bevægede sig kun indenfor den traditionelle Opfatning af Poesien uden at træffe noget af dens Livsspørgsmaal; men i Fremstillingen af den Ewaldske Periodes Literaturforhold har man altfor meget overseet denne Omstændighed, og derved tillagt Modsætningen en Skarphed, som de virkelige Tilstande ei kunde medføre. Vil man i dette Tidsrum af vor Literaturhistorie paavise en Aandsytring, der danner et afgjørende Brud paa Belletristernes Kanon, da kommer man netop til Normændenes Kreds, hvor man finder den Wesselske Ironi, hvis Væsen og Betydning ligesaavel viser sig i de komiske Fortællinger og i flere andre mindre Skjemtedigte, som i den parodiske Tragoedie. Ligeoverfor den belærende og stoftunge, snart sublime, snart lavtsvævende Poesi, drev Wessel Negationen til det Yderste; han gav Nulliteter et Skin af Vigtighed og lod Smaatingene melde sig med store Ophævelser. Al den urimelige Værdi, man i hin Tids poetiske Frembringelser tillagde selve Stoffet og det, man angav som Digtets Retning og Øiemed, fandt sin Modvegt i hine fjederlette Sager, hvis hele Indhold tilsidst er en fuldkommen afsløret Trivialitet, eller en blot Snurrighed eller slet Intet. Den nyere Tid har overalt erkjendt Ironiens fulde Betydning og gjennemslaaende Kraft i Kjerlighed uden Strømper; men naar man tillige ser dette Verk i Samtidens Lys, vil man snart bemærke, hvilket frit og overlegent Standpunkt Forfatteren indtager mellem hin Periodes Belletrister i Danmark. Man fandt Stykkets Vittigheder uimodstaaelige og beundrede dets fuldkomne Form, men der er flere Vidnesbyrd om, at dets egentlige Tendens og Sigte maa have forarget visse dengang gjeldende æsthetiske Autoriteter. Et Par saadanne Kjendsgjerninger, der netop i den her omhandlede Materie ere oplysende, kan nu bringes i Erindring I en Anmeldelse af Kjerlighed uden Strømper (Fortegnelse over Trykkefr. Skrift.) ytrer Wadum: „Ondt skulde det gjøre os om vi havde Grund til en vis Mistanke: Om vi torde tillægge Forf. den uædle Hensigt paa nogen Maade at ville gjøre latterlig den Del af vore Skuespille, som vi kalde Tragoedier“. Wadum var, som før bemærket, en Tilhænger af Ewald og blev Medlem af det danske Literaturselskab; men desuagtet viser han sig her „fængslet i den bornerede Smag“, som Normanden Wessel med sit lattermilde Klarblik gik imøde. Mærkeligere er det dog, at selv Carstens, i Berørelsen med Wessel, bliver en tvetydig Smagsdommer. Carstens, „den fine Kjender“, som Molbech kalder ham, havde ogsaa Navn af Ewalds Aristarch; han gjennemgik Balder med egenhændige Rettelser, „konfererede“ med Digteren og understøttede Arbeidet, da det kom under Behandling i Selskabet for de Sk. V. Fr. Ewald tilkjendegiver i de stærkeste Udtryk sin Taknemmelighed for denne sin Lærer, og tilegner ham sin hele literaire Fortjeneste. Dette Forhold udhæves overalt, hvor der er Tale om Ewalds poetiske Uddannelse, ogsaa Molbech dvæler derved paa flere Steder og indskrænker kun Ewalds Taknemmelighedsytringer inden rimelige Grændser. Alt Dette er i sin Orden. Men Carstens har tillige gjennemseet og godkjendt den samme Zarine, der blev den nærmeste Gjenstand for Wessels Parodi, og som Molbech kalder „ulæselig“. Denne Omstændighed er unegtelig til Hinder for Gjennemførelsen af hin Paastand om det norske Parties bornerede Smag i det opstillede Modsætningsforhold. Nu for Tiden er det en let Sag at finde en Tragoedie som Zarine ganske forkastelig, men dengang gik Kritiken med nogen Betænkelighed til en saadan Dom. Den dramatiske Journalist, der søgte at hævde Rolf Krages Forrang for Zarine, fandt vistnok i dette Sørgespil Hovedfeil og matte Steder, men for hans Dom kan Carstens endnu bestaae med sit Bifald, thi det hedder: „Zarine fortjente ikke desmindre Navn af et smukt Stykke, da det paa den anden Side havde saa ypperlige Situationer, saa interessante Karakterer, og saa mange stærke Steder og Sentiments, som gave det Haab, at Hr. Brun, naar han gjorde sig mere bekjendt med Kritiken, og læste gode Mynstre, vilde blive en ypperlig dramatisk Digter, der vilde gjøre Skuepladsen og Literaturen stor Ære“. Man maa antage, at Wessel har været baade finere og friere i sin Smag end begge disse Tilhængere af den Ewaldske Poesi; men dertil kommer, at Kjerlighed uden Strømper er en selvstændig ironisk Opfatning af det hele fordærvede heroisk tragiske Digtgenre, hvortil hint Sørgespil henhørte, og deri udtaler sig den luttrede Sands og uafhængige Aand, som gjorde Parodien til et Særsyn i Samtiden. Molbech, der i sine Forelæsn. 1 B. S. 214, nævner Carstens som den eneste, der i Selskabet for de Sk. V. Fr. var istand til at se Skjønhederne i Balders Død, modificerer dette Udsagn i Ewalds Levnet S. 159 saaledes: „Hans Dom over Balder var overhovedet meget fordelagtig, uagtet ogsaa han neppe har været istand til at tilegne sig Digtets hele Skjønhed og Værd, og uagtet man seer, at ogsaa for ham var den prosaiske Begribelighed et næsten uundværligt Ingredients ved et Digt“. Velan, lad dette staae ved Magt. Men er det saaledes fat med Ewalds Mentor, med hans Digtnings nærmeste Fortrolige, da er der vel alene heri en Grund til at vise Maadehold i Betegningen af Modpartiets Smagsbegreber. Disse kan dog i og for sig, under enhver rimelig og her anvendelig Sammenligning, staae sin Prøve. Foruden Wessel kan man i denne Henseende exempelvis nævne Fasting og P. H. Frimann, der begge havde en vid literair Synskreds og en omhyggelig æsthetisk Dannelse; Fasting røber i sine Recensioner i sin Oversættelse af Wielands Musarion og senere især i sine Provincialblade, en sjelden Aandskultur, og om Frimann siger Molbech (Anthologi 1 B. S. 172), at han „allerede i sit første offentlig bekjendtgjorte Arbeide lagde en mærkværdig Modenhed i Smag og Sprogdannelse for Dagen“. Men denne Dom bliver ei mindre anvendelig her, fordi der paa det citerede Sted tilføies den ørkesløse og nøgne Paastand‚ at Frimann, „der skyldte Naturen og egen Dannelse sine Digtergaver, overhovedet blev temmelig uafhængig af det norske Selskabs Aand og æsthetiske Meninger“; thi hvad der vel især og tilsidst maa komme i Betragtning som Smagsforskjel mellem dette Selskab og det Ewaldske Parti, er netop det Moment, Molbech berører hvor der siges: „Af Klopstocks, og overhovedet af nyere tydsk Poesies Indflydelse, findes intet Spor hos Frimann“. Dersom det nu med tilstrækkelig Grund kunde paavises, som et almindeligt Træk hos Mændene af det norske Selskab at de ei kunde se og erkjende den begavede Digteraand i Ewalds Arbeider alene, fordi disse havde Præg af en anden Skole, da var deri et Forsvar for hin Sætning m det norske Parties bornerede Smag og Idekreds; men der findes ingen literairhistoriske Midler til Begrundelsen af en saadan Dom, og Sagen maa, som man har seet, opfattes fra et ganske andet Synspunkt.
Det er i det Hele høist paafaldende at se, til hvilken Grad endog velsindede Forfattere undertiden have kunnet miskjende disse forenede Normænds Fællesaand og Virken. Man maa troe, at selv det Ry, der gik af deres selskabelige Kreds, og som paa Omgivelserne maa have gjort et vist blendende Indtryk, har siden gjennem Traditionen bidraget til denne Miskjendelse. I Et Fragment „om Ewalds Liv og Værker“ (Athene 1813) siger Oehlenschlæger blandt Andet: „Der opstod det forunderlige Særsyn, at et Samfund af Normænd, hvem man skulde troet den store Natur paa Dovre- og Filefjeldet havde givet Kjerlighed til det Høie, overlode sig ganske til selskabelig epigramatisk Forlystelse i Dalen og raabte med Franskmanden: Vive la bagatelle! Saa skadeligt som det nu vel var for Smagen i det Hele, at de bedre Hoveder havde taget den Retning, saa elskværdigt og originalt var dog forresten dette Samfund osv.“ Rahbek har i Fortalen til 3die Oplag af Wessels Skrifter 1817, og i Hesperus III B. S. 427 gjort Indvendinger mod denne Oehlenschlægers Fremstilling; Molbech derimod, som henviser til Rahbeks Ord paa det sidst anførte Sted og mener, at hin Charakteristik ei kan tages bogstavelig, finder den dog „i det Hele historisk rigtig“. Men denne Kjendelse er ganske uefterrettelig. Sagen er, at de Træk, Oehlenschlæger angiver, tilhøre hin Tids kjøbenhavnske, halvliteraire Klubliv i Almindelighed, og kan ei fortrinsvis tillægges Normændenes Kreds, uden for saavidt som der hos dem har været mere Aand i Forlystelsen end andensteds. Man ved, at det især var Brødrene Vibe og B. Prahl, der i det norske Selskab drev den epigramatiske Leg, men man ved tillige, at der fra dette Samfund udgik literaire Bestræbelser og Arbeider, der havde det ønskeligste Alvor, og som efter hin Tids Leilighed meget vel svarede til den „store Natur“, der omgav disse Selskabsbrodres Hjem. Man vil erindre, at det danske Literaturselskab, hvis Fag det netop var at vedligeholde og udbrede „Kjerligheden til det Høie“, dannede og samlede sig i Drejers Klub; det er da i denne Sammenhæng interessant at erfare, af hvad Art Selskabstonen har været i den Kreds, og derom giver et Citat af Drejer, indført i Rahbeks Tale i den nye Forening den 26de Novbr. 1825, tilstrækkelig Oplysning: „Muntert“, hedder det, „henspøgtes Aftenerne, de faa Brødre kjendte hverandre saa nøie, at intet Ord havde nødigt at veies; man legede som Børn, man opfandt Gaader, man certerede i rimede og urimede Impromtuer, man gjettede, man gjorde Viser, man spillede Comedier“ osv.; herhen hører Edvard Storms Gildeskraa for de Tolv i Dreiers Klub, der tilstrækkeligt viser, hvorledes man ogsaa der kunde slaae Gjekken løs. Der er iøvrigt opbevaret flere Smaatræk til Vidne om, at man i denne Kreds, som af Tode endog kaldes „det danske Parnas“, vedligeholdt en belletristisk Selskabelighed, der efter det Synspunkt, hvorfra man har villet betragte de Norskes Samfund, maa have været endog meget „skadeligt for Smagen“, hvis det ellers er sandt hvad Drejer siger om sin Klub, at „den gav Tonen an til andre Selskabers Oprettelse“. Men det var dengang i Kjøbenhavn Kaffehusenes og Klubvæsenets gyldne Periode. Samværet paa offentlige Steder og i de sluttede Selskaber begyndte at blive animeret. Alverden politiserede der eller talte om de skjønne Kunster og „de bedre Hoveder“ gjorde begge Dele. Finder man denne Retning beklagelig, og mener, at den har stiftet Skade, da tør man dog ei gjøre en enkelt Kreds ansvarlig for den almindelige Leveskik; men naar man i vor Tid, medens det Samme foregaaer, blot under andre Forholde og Former, ser med Overlegenhed ned paa saadanne Koteriers selvgode Væsen og indbildte Betydelighed, vil man i denne Henseende neppe have Grund til især at udpege det norske Selskab. Der fandtes vistnok i hine Dages kjøbenhavnske Klubliv en eller anden Anvendelse for Montesquieus bekjendte Ironi, hvor han i Lettres Persanes siger om et parisisk Kaffehus: il y en a une ou l’on apprête le caffé de telle maniére, qu’il donne l’esprit á ceux qvi en prennent; men det Slags Affektation og Selvskuffelse, som derved antydes, er ganske uforenelig med Alt hvad man ved om det norske Selskabs Sammensætning og Samlivstone. Det er derfor en ubeføiet Notice, Molbech meddeler i sin Anthologi 1 B. S. 280, hvor der siges, at man i Normændenes Kreds „efterhaanden forfaldt til den behagelige Indbildning, at et Epigram eller Couplet, ofte usaltet og ubetydeligt nok, en Vise eller et Vers paa opgivne Enderim kunde forskaffe eller vedligeholde Digternavn“. Denne Bemærkning vilde have en vis Sandhed, dersom den sigtede til Perioden i Almindelighed og ei til det norske Selskab, thi man var dengang meget tilbøielig til at betragte Poesien overhoved som Dilletantisme. Dannede Mennesker, der uden at have noget indre Kald, tog Verskunsten som en behagelig Fritimesyssel, hvortil der hørte visse Forskrifter og nogen Øvelse, kunde vistnok komme for Orde som Digtere. Men der maa spørges, med hvad Ret denne almindelige Bemærkning fremstilles som en det norske Selskab specielt vedkommende Kjendsgjerning. Der er sandelig Intet i dette Samfunds Virkemaade eller Historie, der berettiger til en saadan Angivelse. Smaapoeterne og de Svage i Aanden havde der liden Anledning til at nære store Indbildninger og man opfostrede ingen saadanne Alumner som Literaturselskabets Thosstrup, L. Smith og Woldike, for hvem poetiske Høisæder vare udpegede. Men paa det citerede Sted af Anthologien staaer det norske Selskab Skoleret, thi med dette Udtryk kan man passende betegne det Slags Revselser, som her anvendes. „Punschebollen spillede en altfor vigtig og hyppig Rolle i dette literaire Selskab, Vittighed, pudserlige Indfald og letsindig eller dog altfor let Spøg blev den herskende Ingredients i dets Aand og Tone“ osv. – „Man troede at gjøre noget nyttigt og behageligt ved at føre en Protokol over slige Fostre af muntert Lune“ osv. – Men det norske Selskab har betragtet baade sin Versprotokol og sin Punschebolle som Literaturen uvedkommende. Denne „Selskabets poetiske Stambog“, som Rahbek kalder den, hvori man henkastede Løst og Fast med den fulde Bevidsthed om det Nedskrevnes Ubetydelighed, men hvori man tillige opbevarede mange af Medlemmernes smukkeste Smaadigte uden at tænke paa deres Offentliggjørelse; denne Bog, der kun læstes ved det Bord, hvor den fik sit Indhold, og kun existerede i et eneste Exemplar, er netop et Vidnesbyrd om dette literaire Samfunds Skjønsomhed i at drage Grændsen mellem Selskabslivets og Offentlighedens Fordringer. I det danske Literaturselskab tog man Tingen paa en anden Maade. Man forfattede Nok af Oder, Viser, Epigrammer, eller, som de der kaldtes, „Sinddigte“, og Ingen maa troe, at alle disse Vers vare af første eller anden Kvalitet; men de havde det store Publikum i Sigte og for den Sags Skyld indrettede man et kritisk Maskineri, hvorfra de gik over i Samlinger og Tidsskrifter, hvor deres Adkomster til at træde frem for Almenheden endnu kan prøves. Det norske Selskab kom i Folkemunde for sit Vid, Rygtet førte dets Indfald og Smaavers vidt omkring, og deraf har det haft ligesaa megen Fortred som Ære. Derfor maa det ogsaa nu bære den ugrundede Dadel af Molbech, at man der „ikke altid ret forstod at skjelne mellem det, der morede Selskabet i dets afsluttede fortrolige Kreds, og det, som i Længden kunde more et heelt Publikum, hvis Smag allerede begyndte at danne sig“.
Man maa erindre, at det norske literaire Selskab gjennem sin hele Tilværelse bevarede den oprindelige Klubform uden at tilføie nogen Lovgivning eller Forretningsorden. Men denne frie Virken, som i Forbindelse med den Aand og det literaire Udbytte, der fremgik af Medlemmernes Enighed i det Væsentlige, var noget Nyt og Særeget i Samtiden, har ogsaa for en flygtig Betragtning det Skin af Overfladiskhed og Letsind, som man har tillagt Selskabet, skjønt en rolig og fordomsfri Prøvelse af de virkelige Forholde maa lede til en anden Opfatning. Man kan nu holde det norske Selskabs friske Samliv, saaledes som det især af Rahbeks Fremstilling er bekjendt, mod Literaturselskabets smaalige og besværlige Bestemmelser, hvoraf intet varigt Samfunds- eller Literaturbillede har kunnet danne sig, og man vil udentvivl finde, at det norske Selskab har vist et sundere Aandsliv, og just truffet det Rette ved at fjerne saadanne halv akademiske Anstalter fra sine Sammenkomster. I denne Kreds sad der mange sindige Mænd, hvis Bestræbelser og Idrætter synes uforenlige med Skjemt og Overgivenhed; men naar vi opfatte det norske Selskabs Samfundsliv, dets literaire Tendens og dets roligt stemte Digtning i et samlet Billede, da finde vi deri et Udtryk, der minder om det altid færdige Smil i Holbergs Alvor, hvori man forlængst har seet et eiendommeligt Træk af den nordiske Folkecharakter. Fra alle Sider er det erkjendt, at de norske Selskabsbrødres Skjemt kom til rette Tid og virkede paa de rette Punkter. De udsendte Bagatellen, den selvbevidste, lattermilde Bagatelle, som en letfodet Slyngekaster mod den drøie Bombast, der stod udfordrende i den modsatte Leir, og Alle vide, at der er gaaet Ry af Rammet; men dermed er det norske Selskabs Indflydelse og literaire Betydning langtfra tilstrækkelig betegnet. Om man endog blot tager Hensyn til dets Samfundsliv og Maaden, hvorpaa dette greb ind i Literaturen, vil man se, at Selskabet ogsaa i et andet Oppositionsforhold har haft sin Fortjeneste. Molbech siger (Anthol. I. 282), at det „hørte til Tonen i dette Samfund, at være i Opposition mod Selskabet for de skjønne Videnskaber“, og end videre tilstaaer han paa samme Sted: „at endog den blotte Modsætning, som det norske Selskab, mere vel af Tone end af nogen egentlig høiere eller finere Smag, dannede mod det mere fornemme og priviligerede Selskab for de skjønne Videnskaber, ikke har været uden gavnlig Virkning“. Men en saadan Opposition af „Tone“ kunde man gjerne slaae en Streg over, og dens gavnlige Virkning vilde i ethvert Tilfælde være tvivlsom. Modsætningen er derimod her nødvendig og indgribende, og det uagtet Normændene ei toge i Betænkning at skrive for hint privilegerede Tribunals Prisopgaver. Det norske Selskab hævdede, ligeoverfor Selskabet f. d. sk. V., Poesiens Frihed og Selvstændighed. Det var væsentlig et Samfund af poetisk begavede Mænd, der som aandelige Nærpaarørende behandlede og fremmede et Fælledsanliggende. Derfor udøvede de den gjensidige Kritik alene ved den mundtlige Meddelelses vækkende Indtryk, og i den uafbrudte Forstaaelse af det Grundforhold, der forenede dem. Naar man i denne Kreds opponerede mod de bestaltede Smagsdommere, der uden indre Kald og uden sand poetisk Interesse vilde ved en tør Kritiks Forskrifter lede Poesiens Udvikling og endog bestemme det enkelte Digts Stof og Anlæg, da er det vel klart, at Modsætningen har haft en dybere Grund, end den, Molbech angiver. Det norske Selskab behøvede i sin Opposition mod S. f. d. sk. V. ingen særegen Udtalelse. Det viste Samtiden ved sin Aand og Virkemaade de naturlige Hjelpemidler for den poetiske Literaturs Udvikling, medens det officielt virkende Smagsinstitut nærede den aandløse Forestilling om et dansk Parnas, der skulde reises ved kunstige Skruemidler. Men til denne dobbelte Opposition, som det norske Selskab dannede mod forskjellige literaire Tilstande, føiede det Vegten af de selvstændige Frembringelser, hvormed det i Sandhed berigede den poetiske Literatur. Man kan her lægge Mærke til, hvad der i Selskabets Virksomhedsperiode sagdes om de norske Digtere af en Recensent i Eft. om lærde Sager 1786 No. 2 (Citat i Uds. o. d. Digtekunst 6 B. S. 362): „Det var ikke blot ved den træffende bittre Persiflage, og de evige Parodier, hvormed de forfulgte Ewaldianerne uden Ewalds Aand, disse slaviske Efterabere, der efterabede den store Digters Feil i de Stykker, hvor han søgte Høihed, skjønt Emnet ei begeistrede ham dertil, de udøvede denne velgjørende Indflydelse; men det var fornemmelig ved selv at give os noget Bedre, ved at vise vore Digtere at man kunde være høi, ædel og rørende, uden at overdrive at Gudernes Tungemaal ogsaa maatte kunne forstaaes af os arme Dødelige og at skjønne Tanker falde bedst i Øinene, naar de ikke vare indhyllede i en Sky af Ord. – – De have sikkerlig bidraget meget til den ædle Simpelhed, som synes at være bleven vore Digteres første Lov“. Disse Ord indeholde den sande Betragtning, at det norske Selskabs Literaturen vedkommende, Frembringelser nøie slutte sig til dets Opposition mod den Ewaldske Skole, og maa opfattes i dette Forhold, naar man vil danne sig en fuldstændig Forestilling om Modsætningens Art og Betydning. I det norske Selskab indskjerpede man stedse Vigtigheden af at følge de klassiske Mønstre. Valgsproget var der: vos exemplaria græca etc.; men dette søgte de norske Digtere især at gjøre gjeldende i Stilens Udvikling til Jevnhed og Klarhed, og hos Flere af dem, (Wessel, P. H. Frimann, Fasting, Vibe) har ogsaa denne Stræben frembragt Arbeider, der for den Tid have en sjelden Formskjønhed. I den lyriske Digtning udmærke de sig alle ved at bevare Udtrykkets naturlige Overstemmelse med Tankens sande Indhold, og saaledes fjernede sig deres poetiske Fremstilling fra den Modesmag i Samtiden, der er betegnet ved de bekjendte skjemtende Linier:
i disse Tider fik saamend kun Stank for Dank.
Man har ofte seet den Bemærkning, at det norske Selskab undertiden forvexlede Klassicitet med Franskhed, og overhoved søgte at udbrede den franske Aand i Literaturen og Dette kan inden visse Grændser gjerne indrømmes, uden at man derved berøver disse Digtere noget af den Fortjeneste der tilkommer dem. Der fandtes i den Tid ingen Mand af Smag og Dannelse, der ganske kunde løsrive sig fra hin mægtige og i alle Kulturretninger virkende Indflydelse, og efter de æsthetiske Grundbegreber, som dengang alle literaire Partier hyldede, var det ingen Urimelighed at tilkjende de franske Mønstre Klassicitet ved Siden af Oldtidens. Den værste Efterligning af fransk Poesi opkom vel, men tilintetgjordes ogsaa i Normændenes Kreds; iøvrigt kan man ei finde, at deres Digtning i nogen betydelig Grad røbede fransk Paavirkning. Det er derimod mærkeligt, at Den, der blandt alle Norske, ved Uddannelse, Aandsretning og Stil mest synes at helde til Fransk- heden, nemlig Fasting, bestemt har erklæret sig for den engelske Poesi, „som det største af alle Mønstre næst Roms og Athens“. Rahbek antager, at dette fornemmelig sigter til „den saakaldte Dronning Annas Periode“ (Pope, Addison, Thomson, o. fl.), hvori vistnok ogsaa den franske Smag gjorde sig gjeldende. Men ligesom det er bekjendt, at de norske Digtere overhoved, langt mere end de danske, søgte at danne sig efter engelske Forbilleder, saaledes var det ogsaa flere af de Sider ved Englands poetiske Literatur, hvori Nationalsmagen fornemmelig kommer frem, der mest afprægede sig i Normændenes Digtning; men denne engelske Indflydelse kan ei kaldes tilfældig; den er kun en Ytring af et Forhold, der til forskjellige Tider og i forskjellige Retninger forekommer i det norske Folks Kulturhistorie. I A. Boyes Indledning til Wessels samlede Digte siges der blandt Andet: „De norske Digtere vilde følge deres egen Genius, de vilde ikke være slaviske Efterlignere af noget enkelt Forbillede“, og Dette er i og for sig en meget stor Ros, men den har egentlig sin rette Betydning i Modsætningen til den Ewaldske Skoles blinde Vedhængen ved Mesteren og ved dennes tydske Mønster. Den danske Poesi var paa Veie til at fortabe sig i den Klopstockske Reforms „Ueberschwänglichkeit“. Mod dette Onde fremstillede de norske Forfattere en Digtning, der holdt Grunden besat. Ingen vil negte, at denne Poesi af og til var for lavt anlagt og gik undertiden formeget i det Brede; men naar man opfatter den i dens Hovedtræk, vil man finde den frisk, livfuld og gjennemtrængt af en vækkende Naturs Indtryk. Normændene støttede sig til en vis besindig Retning i den engelske Poesi, der tiltalte deres Nationalfornemmelse, medens de bekæmpede den tydske Pathos, der forekom dem vildfremmed og poetisk ufrugtbar. Men denne Tydskhed havde i Danmark faaet en saa stor, i lang Tid forberedt, stedse voxende Magt og Myndighed, at det vistnok var gavnligt at give den en Modvegt. Og dertil kom, at de germaniske Digtere og Literatorer begyndte i den danske Literatur at se en skatskyldig Provinds, som de iøvrigt behandlede med Ringeagt. Den haanende Overlegenhed, hvormed Voltaire og andre vittige Franskmænd saae ned paa tydsk Kultur og Aandsvirksomhed, overførte Tydskerne igjen paa sine nordlige Naboer. Medens Ewalds rige Digteraand med Begeistring agtede paa det tydske Tonefald og lod det gjenklinge i den danske Sang, udbrød F. L. Stolberg, der nær ved havde betragtet den nye aandelige Bevægelse i Danmark:
Ward Wein und Geist zugleich versagt“.
Men denne tydske hovmodige Miskjendelse af det nordiske Aandslivs Eiendommeligheder der endnu kommer frem, naar en og anden literair Berichterstatter fortæller at den hele danske Literatur med Undtagelse af Holbergs Verker, er „Abklatsch“ af den Tydske, fik paa flere Veie sit største Indpas i den Periode, som her omhandles, og den var især Normændene utaalelig. De norske Digtere bleve dog ikke blot uberørte af den Klopstockske Poesi, men deres Frembringelser sluttede sig tillige naturligt til foregaaende Stadier i den danske Literaturudvikling. Denne Digtning optog det Fremskridt i Tanke- og Tonefylde, som var naaet af Tullin, der vedblev at være et kjert og ærværdigt Mønster for sine Landsmænd, men idet disse saavel i den malende, som i den egentlig lyriske Poesi fortsatte Tullins Begyndelser, dannede de, fornemmelig i Sangdigtet, en ægte national Frembringelse, der tydelig viser sig som en friere Udvikling af den ældre, gjennem et langt Tidsrum punktvis fremtrædende Lyrik, som i det Foregaaende er omtalt. Man kan holde de norske Forfatteres Stemningsdigte og Visepoesi mod hin Tids Oder og høitstigende Sange, og man vil da let finde, hvad der har Rod i Literaturen og ligger Folkecharakteren nærmest. Der er en Side ved Normændenes poetiske Virksomhed i denne Periode, som fortjener den største Opmærksomhed, skjønt den hidtil kun lidet er taget i Betragtning. De havde alle, paa Wessel nær, hvis Genius viser et andet Grundpræg, en Forkjerlighed for at behandle poetiske Emner af deres Fødelands Natur og Folkeliv. Det er som om Enhver af dem har været ledet af den Tanke, Claus Frimann udtaler: „Hvad jeg kjender, derom kan jeg bedst synge“; og hvilken rig, selvstændig og kjernefuld poetisk Literatur skulde ei Danmark og Norge have eiet, dersom alle vore Digtere havde fulgt denne paalidelige Sætning.
Til Fremstillingen af de fædrelandske Billeder brugte Normændene hyppigt, ifølge den da herskende Smag, det saakaldte malende eller beskrivende Læredigts Form. Dette Digtslags, der optog Rækker af brogede og udpenslede Landskabsskilderier, hvis poetiske Virkning let maatte slaae Feil, har fundet mange Modstandere; men Normændene saae i denne Fremstillingsmaade en naturlig Ytringsform for deres Nationalfølelse, ikke blot fordi Klippelandects paa Afvexlinger rige Natur og med den Digternes Barndoms- og Ungdomserindringer saaledes kunde gjengives, men tillige fordi denne Digtning svarede til den adspredte Befolknings rolige, af ingen iøinefaldende Begivenheder betegnede Liv, der ogsaa i Virkeligheden underordnede sig til Staffage i det mægtigt virkende Naturbillede. Man maa kun erindre, hvad der dengang fordredes af den poetiske Skildring. Hin Tids Smag lagde overalt en fremmedartet Bestanddel mellem den poetiske Skuen og dens Afbilleder, mellem de frugtbare Stemninger og deres Fremstilling. Digtekunsten var indtil Vendepunktet i den nyere Tid i Almindelighed besværet dels af den idelig fremtrædende didaktiske Tendens, dels af de klassiske Elementers Strid med det romantiske Stof, der optog dem uden at kunne gjennemtrænges af dem, og uden engang i sin Charakter at kunne bestaae sammen med dem. Hin Periodes Dannede bemærkede neppe den indre Splittelse og Usandhed, som derved indkom i Poesien; de fordrede tvertimod hyppigt den stridige Blanding som en Egenskab, der skulde forhøie Digtets Værd og ligesom kronede Verket. Efter disse Hensyn maa man opfatte de norske Digteres Arbeider, naar man vil bedømme deres nationale Værd og Virkning. Alene Dette, at Emnerne bleve tagne lige ud af Naturens og Folkets Liv, har under saadanne Forholde en stor Betydning. Det viser for det første, at disse Sangeres Talent havde en oprindelig besjelende Virkeligheds Grund, hvis Syner frembød sig af den Dig- tendes eget Erindringsdyb, og dernæst røber den norske Digterskoles vedvarende Forkjerlighed for de nationale Stoffer en Bevidsthed om og en Tillid til saadanne Emners poetiske Kraft og Anvendelighed, der maa vække Interesse hos Enhver, der kjender de Veie, paa hvilke Samtidens danske Digtekunst allerhelst gik ud for at finde Næring og Opvækkelser. Normændenes hjemlige Poesi er et tydeligt Modstykke til den Ewaldske Skoles abstrakte Retning, der er betegnet i Mesterens Bekjendelse, hvor han siger: „Tilbøieligheden for det Usædvanlige og det Store er gaaet saavidt hos mig, at det Sædvanlige og Daglige undertiden derved er blevet mig virkelig modbydeligt, og at jeg ikke sjelden har syntes mig selv som en Borger af en anden Verden“. Men Normændene vilde paa den nationale Bane ligesaa lidet som Samtidens andre Digtere glemme, at de dyrkede Poesien som studerede Mænd. Ialmindelighed kunde de heller ikke af deres Billedforraad udfinde Helhedens Aand for den Scene, de netop skulde udmale, og det var dem ei nok, at dens eget indre Liv udbredte sig over Delene og afsluttede dem. De prædikede Moral og Levevisdom i Fjeldørknerne og mellem de stride Fossefald; ved Bjelkehusene havde de Altere for Ceres og Pomona, og de toge ei i Betænkning at opsøge Nympher og Muser i Graneskovens Dunkelheder. Men af den almindelige Uklarhed i de nationale Emners Behandling, af den konventionelle Indklædning og Udziring, der stod i Strid med Fremstillingens naturlige Betingelser, og som vel især gjorde sig gjeldende i den saakaldte malende Poesi, har den norske Digtning i flere mærkelige Arbeider ganske kunnet frigjøre sig; og saaledes kan man sige, at den nationale Poesi, som denne Digterskole begyndte at dyrke og udvikle, ikke blot efter Samtidens Maade og Maalestok naaede en vis Fuldendelse, men tillige paa flere Punkter gik ud over den herskende Smags Fordringer. Mange af Nordahl Bruns Sange og fornemmelig en stor Del af Claus Frimanns lyriske Poesi har dette Præg af en national selvstændig Frembringelse, hvis hele Virkekraft er frisk som Folkets eget Liv. En ganske hertil svarende Opfatning og Gjenklang fandt dog ikke de norske Digteres fædrelandske Poesi i Fællesliteraturen; man maa derfor vel vogte sig for at bedømme et saadant Arbeides egen Betydning og Værd efter hvad man ved om, eller har kunnet mærke til dets Virkning. Thi, foruden den da herskende Tidsaands Mangel paa dybere Sands for det Nationale, kommer endnu den Omstændighed i Betragtning, at de norske Skildringers Forbilleder i Naturen og Folkelivet vare altfor ubekjendte for det Forum, hvor Fremstillingen fornemmelig skulde opfattes og bedømmes. De danske Recensenter og Skjønaander vare i Forlegenhed med disse Poesier, hvis Billedskrift og Toner de trods Sprogets Fællesskab tidt havde vanskeligt ved at tyde. Derfor finder man den anprisende Paavisning i danske Anmeldelser ligesaa ofte føiet til en Ubetydelighed eller endog til en Skjevhed i Billedet, som til dets sande og livfulde Partier. Men iøvrigt var de norske Digteres Anseelse i Danmark meget stor og udbredt. Deres Talenter og aandelige Virken fandt i Almindelighed der en aaben og hædrende Opfatning, som meget bidrog til at knytte disse Mænd til det Land, der i saa mange Henseender var deres andet Hjem. Og denne de Danskes levende Anerkjendelse af den norske Digterskoles Fortjenester midt under en Partitvist, der ellers let skulde have udartet til nationalt Fjendskab, er et af de skjønneste Træk i de tvende Folks aandelige Fælleshistorie.
Kan man nu med Føie tillægge hin, fra det norske Selskab udgangne literaire Bevægelse, den dobbelte Betydning, at den i en af vor Literaturs vigtigste Epocher har søgt at værne om den danske Digtekunsts Renhed og naturlige Udviklingsgang, og til samme Tid anslaaet og tildels gjennemført en eiendommelig Poesi paa Nationalitetens Grund, da tør man vel sætte denne norske Digterskoles Fortjeneste meget høit, og fordre, at den Agt, Samtiden viste dens Bestræbelser fremdeles maa være ubeskaaret.
Idet jeg slutter her, kan jeg ikke afholde mig fra at udtale hvor
meget jeg beklager, at jeg har maattet føre Sag mod en Forfatter,
hvis udbredte Fortjenester af vor Literaturhistorie jeg villig erkjender,
og med hvem jeg har haft personlige Berørelser, som det altid vil
være mig kjert at erindre. Molbechs ensidige Fremstilling af de
Forholde, der her have været paa Bane, har udentvivl sin Grund i
hans store Forkjerlighed for Ewald og i hans medfølende Betragtning
af den Nød og Modgang, som denne høitbegavede danske Digter maatte
lide; men ved Siden heraf kan jeg sætte min dybe Interesse for mine
berømmelige Landsmænd, det norske Selskabs Digtere, hvis Færd jeg
ei har villet forherlige men kun forsvare mod Uret og Miskjendelse.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |