Om Aarsagerne til Arbejdslønnens Forskjellighed
Der er vist Ingen, som agter lidt paa sine egne og Andres Kaar, uden han før eller senere maa komme til at spørge, hvorledes der kan være saa stor Forskjel paa Arbejdslønnen ikke blot i de forskjellige Næringsveje, men ogsaa ofte i et og samme Haandværk eller i en og samme Syssel.
Vistnok vil ethvert fornuftigt Menneske uden videre medgive, at der maa være nogen Forskjel paa Arbejdslønnen, ligesom der er Forskjel paa hvad en Arbejder udretter, og især vil det let begribes, at Flid og Dovenskab ikke kan lønnes lige, at den, som gjør Nytte for To, ogsaa faar højere Løn end Folk i Almindelighed, og omvendt.
Imidlertid er der, som Enhver ser, langt større Uligheder i det Vederlag, forskjellige Personer kan høste for sit Dagværk, end at de kan forklares alene af deres forskjellige Flittighed. Thi om for Eksempel en Vedhugger arbejder nok saa flittig fra Morgen til Aften, saa vil han jo næsten aldrig derved kunne tjene Mere, end en flink Haandværkssvend kan faa for en halv Dags Arbejde og en Doktor for at trække en Tand ud.
Paa den anden Side kan heller Ingen længe holde fast ved den Tanke, at det herved mest kommer an paa Tilfældet, saa at om En faar langt bedre Betaling for sin Gjerning end en Anden, saa er det blot fordi „han har Lykken med sig,“ som det heder. For om det ogsaa gaar an at skyde Skylden paa Lykken eller Tilfældet, for hvad der træffer sig en enkelt Gang og mod hvad der plejer at ske, saa er det dog klart, at dette Svar ikke strækker til, naar det gjælder at forklare Noget, som sees saa stadigt, som f. E. at en Løjtnant faar bedre Løn end en Vægter, og en Foged Mere end begge tilsammen.
Vi maa da snart skjønne, at det er andre Omstændigheder, hvorefter Betalingen for de forskjellige Slags Arbejder afpasses. Imidlertid tør her Mangen let komme paa den Tro, at det kanske for en stor Del bare er enkelte Personers eller Stænders Godtykke, som er Skyld i, at Arbejdslønnen kan være saa ulige, især fordi unægtelig mange af de Forretninger, som betales bedst, ved første Øjekast synes at have langt mindre Krav herpaa, end andre Sysler, hvorfor Lønnen ikke er nær saa stor.
Og naar det da træffer sig saa, at den, hvis Dagværk bliver mindst betalt, ogsaa er den, som har mindst Anledning til selv at faa Greje paa disse Ting – og saa vil det jo oftest være –, da kan det ikke undre os, om det tit tykkes ham, som der er mere Ubillighed at se end være burde, især i et Land, hvor man, som hos os, roser sig af at have bedre Statsforfatning og bedre Omsorg for, at hver Mand faar sin Ret, end paa mange andre Steder.
Alt af denne Grund er det vel værd i dette Skrift at forsøge at forklare, hvad det er, som egentlig gjør Arbejdslønnen saa ulige, som Erfaring hver Dag viser den at være. Om ogsaa mangen Læser i disse Linjer ikke kommer til at støde paa synderlig Meget, som han ikke enkeltvis har tænkt over eller indseet før, saa tror vi dog, at han, ved at sætte disse Betragtninger sammen, for de fleste Tilfælde vil blive forsonet med denne Ulighed og finde, at der tvertom ingen større Ubillighed kunde være, end om man vilde betale Alle ens.
Men der er endnu en anden Grund, hvorfor vi maa ønske Eftertanken om disse Ting vakt saameget som muligt Og det er den, at om ogsaa de Aarsager, som bestemmer Arbejdslønnen, ved nærmere Betragtning viser sig saa stærke, at hverken Formandskab eller Storthing eller Konge kan mægte at ophæve dem, og der saaledes ikke er Haab øm paa denne Maade at forøge Fortjenesten for den, som Lidet høster, saa kan dog Kundskaben om disse Aarsager i mange Tilfælde hjælpe os tit at opnaa en Vinding, som vi ellers ikke vilde faa, eller ialfald til at undgaa Tab, der ellers vilde rammet os.
Om saaledes en Bondegut sendes til Byen for der at søge sit Udkomme, saa er det vistnok det bedste Raad, man kan medgive ham, at han viser sig flittig og stræbsom; men enhver erfaren Mand ved ogsaa, at det ikke er det eneste. Tænker Gutten f. E. paa at blive enten Smed eller Snedker, og det er spurgt, at der i Byen er fuldt op af Snedkere, men Mangel paa Smede, da vil vel de Fleste raade ham til heller at lægge sig efter det sidste Haandværk end det første, i den Tanke, at han derved kommer til at staa sig bedst. Og hvorfor det? Jo, fordi at naar der er formange Haandværkere af et Slags paa et Sted saa sætter den ene Arbejdslønnen ned for den anden, men jo færre der er, desto større er Fortjenesten for hver enkelt. Her er da straks en Omstændighed ved Arbejdslønnen som det især for en Ungdom kan være af stor Vigtighed at vide; og om ogsaa denne Omstændighed er vel kjendt, er det dog ikke Tilfældet med flere andre, og derfor maa som sagt Oplysning om disse Ting ønskes saa almindelig lam mulig, og ikke mindst hos de egentlige Arbejdsklasse.
Inden vi gaar over til at omhandle de Aarsager, hvoraf Arbejdslønnens Ulighed afhænger, er det dog ikke overflødigt at gjøre opmærksom paa – hvad der forresten siger sig selv –, at vi ved Arbejdsløn forstaar alt det Vederlag, som En faar for at udføre Forretninger for en Anden, og ikke blot den Betaling dør sker i Penge. Saaledes kan jo Ingen nægte at Kost, og Husly maa regnes til en Tjeners Løn; thi enten Husbonden selv forsyner Tjeneren med disse Ting eller giver ham Penge til at skaffe sig dem for hos Andre, kommer i denne Henseende som oftest ud paa Et. Men saa ligefrem som dette er, saa synes det dog ikke sjelden at blive glemt, især naar Talen er om Sammenligning mellem Fortjenesten for Personer i forskjellige Stillinger.
Paa den anden Side maa dog ogsaa mærkes, at man ikke med Rette til Arbejdslønnen kan henregne Andet end det Vederlag, Arbejderen faar for sin personlige Tjeneste, om vi end hermed i daglig Tale ikke tager det saa nøje. For naar en Arbejder selv holder sig med Værktøj, eller, som f. E, ved Vejarbejde, tillige skaffer Hest og Kjærre, saa er det aabenbart, at han af den Betaling, han faar, først maa klare sine Udlæg til disse Ting, og at blot Resten er at anse som Arbejdsløn. Og hvis en Mand til sin Næring behøver meget kostbare Indretninger, som f. E. en Møller eller en Bogtrykker, saa kan vi tænke os, at endog en Indtægt af 1 til 2 Daler paa en Dag ikke forslaar til at holde ham skadesløs, og, altsaa endda mindre skaffer ham en Skillings Løn for sit Arbejde. Dette maa naturligvis heller ikke glemmes ved Sammenligninger. Saaledes vilde det ikke være rigtigt at slutte, at naar en Smed og en Vedhugger paa en Dag har havt lige stor Indtægt, saa har de ogsaa havt lige stor Løn; tvertimod er det da vist, at. Smeden har faat Mindre for sit Dagværk, end Vedhuggeren for sit, fordi Hammer, Tang, File, Skrustikker, Ambolt (Stæ), Blæsebælg og Smidje intetsteds i Verden kan kjøbes og holdes istand for samme Pris som Øks, Sag og Sagestol. At vi endnu mindre kan kalde al den Betaling Arbejdsløn, som an Mand faar, naar han ikke alene holder, sig med Værktøj, men ogsaa lægger Materialier til, det forstaar sig selv.
Spørger vi da, hvad det er, som volder den store Ulighed i Arbejdslønnen, vil det ikke være af Vejen først undersøge den Mening, som vi før sagde nok kan findes hos Mangen, nemlig at Arbejdslønnen, om ikke ganske, saa dog for en stor Del bare afhænger af Folks Godtykke. Vi vil ikke nægte, at denne Tro i Førstningen synes at have nogen Grund for sig, hvor ilde det ogsaa var, om den skulde være sand. For i de allerfleste Tilfælde bestemmes jo ikke Arbejdslønnen ved nogen Lov, men det staar Enhver frit for at tinge og akkordere, som han bedst vil og kan. Og naar da selv den Mand, der ikke just er nødt til at se paa Skillingen, sjelden gaar ind paa at betale f. Een Haandværker Mere end nogle faa Mark men ofte Mindre for en Dags Arbejde, mens han derimod giver en Prokurator et Par Daler eller Mere for at møde en Formiddag i Retten for sig, saa synes det jo næsten som det bare er, fordi han under den Ene Mere end den Anden, eller ogsaa fordi han ikke tør prute saa med en „Storfant“ som med en simpel Haandværksmand.
Men om vi end ikke straks ser den rette Grund hvorfor en Prokurator faar saa meget Mere for sit Arbejde end en Haandværker for sit, saa skal der dog vist ikke stor Erfaring til for at finde, at Prokuratorerne just ikke er saa meget mere afholdte af andre Folk end Haandværkerne, at det er af bare Kjærlighed man betaler dem saa dyrt. Og hvad det angaar, at det ikke skulde være saa ligetil at prutte med en Prokurator som med en Haandværksmand, saa maa vi ikke glemme, at Prokuratoren har mange Storfolk over sig han ogsaa, som slet ikke betænker sig paa at prute med hvem det skal være, naar Betalingen ikke synes dem rimelig. Og naar de da alligevel altid finder sig i at betale Mere til en Prokurator, og ligesaa til Doktorer, Fuldmægtige og andre saadanne Folk end til dem, som lever af sine Hænders Gjerning alene, da maa vi vel komme til at tvivle om, at al danne Ulighed i Arbejdslønnen mest voldes af Folks Godtykke.
Ser vi os derimod om efter Omstændigheder, som maa gjøre en saadan Ulighed enten rent ud nødvendig eller dog i høj Grad billig og naturlig, skal der ikke stor Eftertanke til, for at finde flere saadanne, og netop derfor er, som oven sagt, Forventningen med de følgende Linjer ikke saa meget at sige noget Nyt, som kun at vække Opmærksomheden for disse Omstændigheder og nærmere paapege deres Indflydelse.
Hvad Enhver, der paatager sig Forretninger for Andre, først og fremst maa sikre sig og under sædvanlige Forholde Ingen kan afprute ham, er naturligvis en saadan Løn, at han derfor, kan skaffe sig sit Livsophold, Føde, Klæder og Hus. Men alt ved at undersøge, hvad hertil udfordres, vil det vise sig, at dette umulig kan være ens enten for Alle eller paa ethvert Sted, og at alt af denne Grund stor Forskjel maa gjøres paa Lønnen, ikke for at den Ene skal have det bedre end den Anden, men bare før at den Ene ikke skal komme tilkort mod den Anden.
At, Udgifterne til „Levemaaden“ umulig kan være ens for Alle, om de ogsaa nok saa meget forsøgte derpaa, er saa lige til, at kanske ingen Forklaring herom behøvtes; men et Par Eksempler maa dog være os tilladte, især for at vise at her ikke tænkes paa den Forskjel, som alene kommer af Skik og Brug (uagtet heller ikke den med Rette kan oversees), men paa den, Forskjel som nødvendig maa være. Hvad Føden angaar, ved jo Alle, at Folk, som har strengt legemligt Arbejde, behøver mere og kraftigere Kost, end dem, der sidder stille, ligesom at et Mandfolk behøver mere end en Kvinde o. s. v., hvoraf følger, at den Sum, som rundelig forslaar f. E. for en Sypige, kanske netop vilde strække til for en Skrædder og blive for liden til at føde en Tømmermand. Omtrent ligedan er det med Klæderne, idet Udgiften hertil ikke blot er forskjellig efter Alderen o. s. v., men ogsaa maa være det efter Levevejen, da f. E. Enhver, som har lidt Agt for Lov og Ret, vil skjønne, at en Sorenskriver, som sidder i Retten (om han end maaske just ikke behøvede Guldrænder i Bukserne, dog) ikke for sin, men for Embedets Skyld maa være sømmeligere klædt end en Smed eller Garver i sit Værksted. Og maa da ikke heraf alt stor Forskjel gjøres paa Lønnen?
Endda klarere vil det findes, at det ikke staar i Nogens Magt at holde Levemaaden i ens Pris paa ethvert Sted, fordi mange Ting til enhver Tid efter Forholdenes Medfør maa staa i højere Pris paa et Sted end paa et andet. Og da indser Enhver tillige, at f. E. en Snedker i Byen, som kanske maa give 50 Daler i Leje for det samme Husrum, som paa Landet vilde koste højst 20 Daler, ikke for at blive rigere, men blot for ikke at blive fattigere nødvendigvis maa have større Løn end en Snedker paa Landet.
Men selv om vi tænker os, at to eller flere Personer Aaret rundt netop forbruger lige Meget til sin Underholdning, og at de derfor kan nøje sig med samme aarlige Indtægt, er der dog en Omstændighed, som i mange Tilfælde gjør det nødvendigt, at Dag- eller Ugelønnen maa være højere for den ene end for den anden, hvoraf Følgen er, at den, som bare sammenligner hvad enhver af dem i kort Tid kan tjene, finder en Ulighed i deres Løn, som hverken synes at burde være eller i Virkeligheden er tilstede. Denne Omstændighed er vistnok Enhver bekjendt, blot den nævnes, nemlig Arbejdets forskjellige Stadighed.
Der gives jo ikke faa Næringsveje, hvori Fortjenesten uden Arbejderens egen Skyld er langt mere uvis end i andre, eller som endog til sine Tider slet ikke kan drives. Og skal da en saadan Arbejder faa Noget at leve af ogsaa i den Mellemtid, da han ingen Indtægt har, saa er det klart, at Dag eller Ugelønnen for den Tid, han er i Arbejde, maa sættes forholdsvis højere end for dem, som Aaret rundt stadigt kan tjene Noget. Dette er f. E. Tilfældet med Sjøfolk og Murmestere, som jo i vore Egne om Vinteren oftest maa „suge paa Labben,“ mens Skræddere, Skomagere og Flere ogsaa da kan være i Virksomhed. Men det gjælder ogsaa om mange Andre, saasom Vognmænd og Røjerter, som ofte synes at tage sig drøjt betalt; men dog i Aarets Løb ikke derfor spinder mere Silke end Folk, hvis Løn Ingen anker over. Fremdeles kan her nævnes Prokuratorer, Sorenskrivere og Præster, hvis Indtægter falder mere ujævnt end deres, som har fast Løn, f. E. Kaptejner, Amtmænd og Departementsfolk.
Mon det ikke dernæst saa godt som siger sig selv, at de store Forskjelligheder, som findes ved selve Arbejdet ogsaa maa medføre tilsvarende Uligheder i Lønnen? Det er jo Noget, som Enhver utallige Gange om Dagen kan mærke, at alt Arbejde ikke er lige møisomt; men at f. E. den, som bryder Sten, maa tage ganske anderledes i end en Oppasser eller en Hjuring (Jæter). Men hvis nu Nogen alligevel vilde prøve paa at sætte Betalingen for alle Slags Arbejder ens, hvorledes vilde det da gaa? Jo det er grejt, at da Alle som En vilde have det lette Arbejde og Ingen det tunge. Men eftersom jo det ene lige saa vel maa gjøres som det andet, saa maa Enhver, som trænger til Andres Hjælp, stelle sig saa, at han ogsaa faar den, og det kan jo kun ske ved at øge paa Lønnen i Forhold som Arbejdet er tungt til. Eller skulde det være bedre, om det ved Lov blev bestemt (hvis det ellers lod sig gjøre), at der ingen Forskjel maatte være paa Arbejdslønnen, og at Enhver blev tvungen til at udrette hvad Andre forlangte, enten han saa vilde eller ikke, ligesom paa Tugthuset og i Slaveriet?
Herom kan vel ikke være mere end en Mening. Men hvad derimod Mange slet ikke er paa det Rene med, det er: om det eller det Arbejde er anstrængende eller ikke, og altsaa om hvornær Lønnen med Rette er stor eller liden. Der gives ikke Faa, som tror, at ingen Gjerning kan være møjsom uden hvor det gjælder at tage i af alle Kræfter, eller som det ofte heder, at Ingen ved hvad Arbejde er, uden den, som ligefrem maa æde sit Brød i sit Ansigts Sved. Og dog skal der sandelig ikke lang Tid til at erfare, at Mangt og Meget kan falde sværere end det haardeste Legemsarbejde, om det ogsaa synes nok saa let, og at man nok kan blive træt og udmaset, uden at just Kroppen har lidt nogen Nød. Forsøg bare f. E. at holde en Træflis med ret udstrakt Arm en halv Times Tid, og Du skal se, at inden 10 Minutter begynder alt Armen at ryste, og inden andre 10 Minutter er Du saa træt, at Du kanske ikke kan holde ud et øjeblik længere, om Nogen ogsaa bød Dig mange Penge derfor. Og deraf maa vi jo slutte, at skjønt vort Legeme er saa beundringsværdigt indrettet, at vi uden synderlig Møje (ja til ren Moro, som ved Dans) kan ud- føre mange tusinde forskjellige Bevægelser efter hverandre, saa kan vi dog ikke, ligesom en Kværn eller et Sagblad, uden stor Vanskelighed holde længe ud paa et og samme Sæt eller Vis, om Arbejdet forresten synes aldrig saa let. Men deraf følger igjen, at vi, ved at dømme om en Syssel er møjsommere end en anden, ikke alene maa se paa, hvem af dem, der kræver mest Styrke, men lige saa meget paa hvilken Syssel der er mindst Skifte eller Afveksling ved, eller med andre Ord, hvilket Arbeide er det ensformigste. Og da tænker jeg vi maa skjønne, hvorfor f. E. en Skrædder eller Skriverkarl, som sidder kroget over et Bord fra Morgen til Aften, nok kan finde Dagen lige saa lang, som f. E. en Gaardsgut eller en Sjømand, uagtet disse har langt mere Brug for sine Kræfter.
Om de Folk, som arbejder mest med Hovedet, er det en endnu almindeligere Tro, at med dem har det aldrig nogen Nød; for en saadan Mand, heder det, kan som oftest sidde lunt og godt i sin Stue, og behøver kanske knapt „at tage sine Hænder i nogen Ting.“ Men det er dog netop med dette Arbejde som med Kroppens, at hvis En er nødt til længe og uafbrudt at drive paa det Samme, saa falder det tilsidst møjsommere end Nogen tror. Og den, som har havt noget rigtig Alvorligt at tænke paa, han vil have prøvet, at man lige saa vel kan faa Værk i Hovedet af Tankebrud som Træller i Hænderne af Bjelkehugst, og kanske han heller vil have det Sidste end det Første. Men kan vi da undres paa, om Betalingen for slige Sysler alt af denne Grund er højere end den synes at burde være, naar vi bare ser paa, om Arbejdet tager paa Kroppen eller ikke?
Fremdeles ved jo Enhver, at et Slags Arbejde, uden just at være tungere end et andet, alligevel kan være saadant, at Folk har Ulyst til det, saalænge andet Arbejde er at faa, saasom fordi det maa udføres om Natten (f. E. Sygepleje), fordi det er usundt eller urensligt (Garveri) eller farligt (Grubearbejde); og vil man da ikke, som før sagt, tage Folk med Magt til saadanne Sysler, er der intet andet Raad end at lokke dem med højere Løn, og da naturligvis med Mere eller Mindre alt eftersom Arbejdet er.
I faa Ord kan det da kanske bedst siges, at en anden af Aarsagerne til Arbejdslønnens Ulighed er Arbejdets større eller mindre Behagelighed, og at jo ubehageligere et Arbejde er, jo højere vil Lønnen være. Imidlertid er herved at mærke, at man, ved at dømme om en Syssel er ubehagelig eller ikke, maa tage alle Omstændigheder ved den i Betragtning, fordi det gjerne kan være, at en Stilling er møjsom i en Henseende og let i en anden, og da vejer det Ene op mod det Andet, uden at gjøre Noget fra eller til ved Lønnen, som i saa Fald blot bestemmes efter andre af de her nævnte Omstændigheder. Dette kan f. Ex. siges om Vægtere, som jo vel maa give Afkald paa sin Nattero, men forresten ikke behøver synderlig at anstrænge sig enten paa Kroppen eller med Hovedet.
Paa samme Maade vil det skjønnes, at ogsaa af de øvrige Aarsager til Arbejdslønnens Ulighed, som her opregnes, kan ofte en saaledes veje op mod en eller flere andre, at Spørgsmaalet om, hvorvidt der er Grund til at lønne en Syssel højere end en anden, aldrig kan afgjøres ved at se hen bare til en enkelt Omstændighed ved enhver af dem, men først efter en Sammenligning af alle de Ting, hvori de ligner eller skjelner sig fra hverandre. Naar der saaledes spørges, hvem der med Rette bør have størst Løn, enten en Vedhugger eller en Uhrmager, saa kan vel til Fordel for den Første siges, at han har mere anstrængende Arbejde, trænger derfor til mere Føde og har tillige en usikrere Levevej end Uhrmageren. Men paa den anden Side maa det betænkes, at denne Sidste ikke blot behøver et eget Haandlag eller Anlæg, som ikke Enhver har, men ogsaa flere Aars Læretid for at blive rigtig dygtig i sin Gjerning. Og da disse Omstændigheder, som siden nærmere skal vises, ikke kan andet end betydeligt forhøje Arbejdslønnen, saa maa vi dog tilsidst finde, hvad ogsaa hver Dags Erfaring bekræfter, at Uhrmageren er den, som kan regne paa den største Løn.
At, som nys berørt, den længere Tid og større Bekostning, som kræves for at oplæres i en Næringsvej mod i en anden, maa være en ny Aarsag til store Uligheder i Arbeidslønnen, kan vel Ingen være i Tvivl om.
Enhver ved, at ingen fornuftig Mand i Almindelighed kan give sig til at anvende Penge eller Arbejde paa en Gaard, et Fartøj eller Sligt, medmindre han tør gjøre Regning paa, om ikke straks, saa dog med Tiden at faa dem igjen, og at f. E. den, der forlanger 200 Daler for et Hus, som har kostet ham selv denne Sum, kun gjør hvad han maa gjøre, hvis han ikke skal have Tab. Men nu ved vi ogsaa Alle, at Kundskab og Lærdom ikke faaes for Intet, men altid maa kjøbes, enten ligefrem for Penge, saasom til Lærere og Bøger, eller dog ved andre Opofrelser, saasom naar en Gut, for at blive oplært i et Haandværk, forpligter sig til at blive hos en Mester i 4 til 5 Aar uden anden Løn end Kost og Klæder, mens han allerede inden den Tid kan gjøre Nytte for Mere. Og da er det jo ikke mere end Ret og Skjel, at naar han siden gavner Andre med den Lærdom, han saaledes har kjøbt, han da ogsaa faar sine Udlæg igjen, lige saa vel som enhver Anden, der afstaar en Ting, som han har anvendt Bekostninger paa. Men dette kan vi let skjønne her maa ske paa den Maade, at hans Løn siden afpasses ikke blot eftersom Arbejdet er tungt eller let o. s. v., men saa meget højere, at han ogsaa kan siges at faa Erstatning for de Penge, den Tid og Opofrelse, han i sin Ungdom har anvendt paa at lære sin Konst. Alt dette er ligesom en Kapital, han har sat ud, og som han siden skal have Afdrag og Renter af.
Hvis nu ethvert Arbejde eller enhver Syssel Lave lige lang Skolegang eller lige stor Bekostning for at læres, saa maatte ogsaa Erstatningen derfor til Alle blive lige stor, og der kunde da ikke heraf opstaa nogen indbyrdes Forskjel i Lønnen. Men vi ved Alle, at det ikke forholder sig saa. Den, der søger sit Udkomme ved at hugge Ved, pukke Sten, bære Vand o. s. v., behøver vistnok gode Kræfter; men til at lære disse Ting behøver han hverken Aar eller Maaneder, om end naturligvis Øvelsen med Tiden vil gjøre ham Arbejdet lettere end det var i Begyndelsen. Han kan saaledes vel kræve Erstatning for sin daglige Møje, men heller ikke Mere; for han har ingen Læreaar gjennemgaaet, ikke havt nogen særskilt Udgift for at faa Kundskab i sin Syssel. En Matros behøver alt nogle Aar for at blive tilstrækkelig „befaren,“ som det heder, og maa derfor, om han ogsaa ellers er fuldkommen arbejdsfør, begynde med mindre Løn end under andre Omstændigheder. Endnu længere Tid medgaar som oftest for Haandværkeren, inden han bliver dygtig nok til at arbejde paa egen Haand. Men hvem vilde vel anvende saa megen Tid og Umage, naar han ikke siden fik Erstatning derfor i en højere Løn?
Imidlertid maa herved erindres, at selv Haandværkeren dog i Regelen alt i sine Drengeaar faar Kost og Klæder, og som Svend altid ikke saa liden Betaling, saa at om ogsaa Læretiden bidrager til siden at forhøje hans Løn, saa kan denne Forhøjelse ikke blive saa stor, som om han i hele sin Læretid var hindret fra at tjene Noget og altsaa bare havde Udgifter. Dette er jo derimod som oftest Tilfældet med den studerende Klasse, dem, som lægger sig paa Bogen eller gaar i Præstelære, Prokuratorlære og Sligt. For først maa i Almindelighed en Saadan søge de mindre Skoler ligefra Smaagut til 16–18 Aars Alder, og dernæst maa han i 3–6 Aar gaa paa Højskolen eller Universitetet i Kristiania. Og i al den Tid maa han ikke alene holde sig selv med Kost og Klæder og Hus, men ogsaa betale ud store Penge til Lærere, Bøger og Saadant. Omtrent det Samme gjælder og om Løjtnanter og andre Militære.
Mens altsaa en Gut, som f. E. gaar tilsjøs, alt fra 12 eller 14 Aars Alder, kan fortjene sig Kost og kanske Klæder og efter nogle Rejser ogsaa Hyre, – saa maa den, som vil blive Præst, Doktor o. s. v., ikke alene anvende sin bedste Ungdomstid bare til Skolegang, som oftest, uden at kunne fortjene Noget; men han har ogsaa for Lærdom- mens Skyld mange og store Udgifter, som den Anden er fri for. Og da maa vi atter spørge, hvormange der vel kunde staa ud paa den Maade, naar ikke Lønnen for deres Arbejde siden blev forhøjet saaledes, at den, foruden Erstatning for deres daglige Møje og Udgift, ogsaa giver dem Vederlag for den Møje og Udgift, som Skolegangen og Lærdommen i deres Ungdom har kostet dem?
En anden Aarsag til store Uligheder i Arbejdslønnen ligger i den forskjellige Paalidelighed som kræves hos en Arbejder, eller det forskjellige Ansvar som en Stilling kan medføre fremfor en anden. Bare det gjælder en enkelt Gjerning, som der ligger nogen Magt paa, saasom at gaa med et Pengebrev eller Sligt, lærer jo hver Dags Erfaring, at det ikke gaar an at tage den Første den Bedste, som melder sig; men at enhver forsigtig Mand heller betaler lidt Mere, for at faa et saadant Ærinde paalideligt udført. Saameget klarere er det da, at den, som Dag ud og Dag ind behøver Andres Hjælp ved saadanne Forretninger, hvor han maa betro sit Gods og sin Velfærd i deres Hænder, ikke blot kan se paa, om den han antager forstaar sig paa, hvad der skal udrettes, men ogsaa paa, om denne er paalidelig nok dertil, og at han, for at sikre sig herom, finder sig i at betale en højere Len end ellers. Men ligesom Ingen undrer sig over, at en Mand ikke kjøber lige saa kostbar en Laas til sin Gjødselkjælder som til sit Stabur eller sit Pengeskrin, saaledes maa det ogsaa sige sig selv, hvorfor man kan lade sig nøje med mindre Paalidelighed, og altsaa heller ikke byder saameget for denne Egenskab hos en Gjødselkjører som hos en Krambodkarl, og endda mindre som hos en Regnskabsfører eller Forvalter, som kanske maa betroes mange tusinde Daler under sine Hænder. Og skjønt der i mange Tilfælde kan være flere Meninger om det Tillæg i Lønnen, som af denne Grund bør ske, saa vil det dog let skjønnes, at den som ved saadanne Lejligheder bare ser paa, om Arbejdet er let eller vanskeligt o. s. v., og vil sætte Lønnen alene derefter, oftere end ellers kan komme til at sande, at han „har seet paa Skillingen og ladet Daleren gaa.“
Men det er ikke blot, hvor Talen er om Gods og Penge, at der kan være stor Forskjel paa den Paalidelighed, som kræves hos en Arbejder. Om f. E. en Skydsskaffer glemmer at tilsige Skyds for en Rejsende, eller en Organist glemmer at møde i Kirken ved Gudstjenesten, kan det være slemt nok; men om en Dommer af Skjødesløshed skulde afsige uretfærdige Domme eller en Doktor af Ligegyldighed volde Folks Død, saa er dog dette langt værre, og deraf vil det indsees, at det hos disse ligesom hos flere Slags Folk er af Vigtighed at finde ikke blot Forstand paa deres Gjerning, men ogsaa en langt højere Grad af Paalidelighed og Samvittighedsfuldhed end i flere andre Stillinger. Og om man end kan sætte Straf for den, som gjør galt, saa kan dog Skaden i disse Tilfælde ofte slet ikke oprettes. Men naar saa er, er det da ikke baade klogt og billigt, at man for saadanne Sysler sætter Lønnen saameget højere, at de bedste og dygtigste Personer opmuntres til heller at søge sig ind i disse end i andre Stillinger, hvor ikke et saa stort Ansvar kræves af dem?
Imidlertid synes dette ikke altid at være erkjendt. Især er der en Syssel, som i denne Henseende forekommer os ikke at blive betragtet som den fortjente, og det er Almueskolelærerens. Der er ikke her Plads til at undersøge, om Skolelærerens egentlige Arbejde ikke er mere anstrængende end Mange mener; men betænkes det, at vi i hans Hænder betror det Dyrebareste vi har, vore Børn, – at Hensigten hermed ikke blot er at faa passet eller jætet dem som en Flok Faar, men at faa dem oplærte i Kristendom og Gudsfrygt ikke mindre end i den nødvendigste verdslige Kundskab, – at dette Arbejde, naar det blot nogenlunde skal lykkes, kræver en Indsigt og Skjønsomhed, en Taalmodighed og Kjærlighed, som sandelig ikke findes hos Enhver, – at „det, som i Ungdommen nemmes, ej i Alderdommen glemmes,“ og at derfor den urigtige Behandling af Børnene, som en daarlig Skolemester kan gjøre sig skyldig i, vil kunne føre dem paa Afveje for deres hele Liv, – at saaledes den Lærer, som har det mindste Begreb om sit Kald, maa føle, at han baade for Gud og Mennesker overtager en stor Del af Ansvaret for om endog kun en Enkelt af dem, som betroes i hans Hænder, gaar fortabt, – betænker vi alt dette, saa kan det vel vanskeligt nægtes, at der er faa Stillinger, der medfører et saa stort Ansvar som Skolelærerens, eller hvori det er saa vigtigt at faa dygtige, paalidelige, hæderlige og kristeligsindede Personer som i denne. Dertil angaar denne Sag mere end de fleste andre Alle som En i By og Bygd. For mens ikke hvert Menneske kommer i Doktorens Hænder, og heller ikke Hvermand har Noget med Prokuratoren at gjøre, saa maa vi jo Alle i Skolen og vil Alle have Gavn af, om Læreren er god, eller Skade, om han er daarlig. Men naar nu, trods alt dette, Skolelærerens Løn paa mange Steder er mindre end en Gaardsguts, hvorledes kan vi da vente, at dygtige og paalidelige Folk vil melde sig til denne Post? En Skolelærers Hverv er saa nyttigt og saa hæderligt, at ikke den bedste Mands Søn vil undslaa sig for at overtage det, naar han derved nogenlunde kan finde samme Udkomme som ved andet Arbejde; men saalænge næsten enhver anden Beskjæftigelse kaster Mere af sig, kan det ikke være anderledes, end at man paa ikke faa Steder til Skolemestere maa tage Folk, som vrages til andre Ting, og kanske maa betro sine Børn til Saadanne, som man ikke vilde betro 2 Daler.
For at komme tilbage til hvad vi før talte om, nemlig at jo større Paalidelighed en Syssel kræver, jo højere vil den i Almindelighed blive lønnet, saa er der næppe nogen Omstændighed ved Arbejdslønnen, som Menigmand mere bør agte paa end denne. For om en fattig Fader spørger: hvad skal jeg gjøre for at mit Barn kan opnaa en saa god Stilling som muligt, og vi saa f. Ex. siger: hold ham i de bedste Skoler og lad ham lære saameget, at han med Tiden kan blive Løjtnant, Præst eller Sligt, – da maa han vel svare: dette kan være vel nok for Andre, men dertil har jeg ikke Raad. Men holde sit Barn til Paalidelighed, Redelighed og Nøjagtighed, se dette kan den Fattige saa vel som den Rige, og lægger vi nu Mærke til, at der er ikke faa Arbejder, hvortil der ikke kræves saa stor Kundskab, men derimod stor Paalidelighed, og som derfor lønnes forholdsvis meget højere end andre, saa er dette en Vej til at forbedre sine Kaar, der staar aaben for Enhver som vil, enten han er fattig eller rig. Af saadanne Sysler skal vi her nævne: at være Husbondskarl (Raadsdreng), Opsynsmand ved Vejarbeide, Bordtomter o. s. v., Tømmermærker, Formænd for Arbejdslag, at gaa om med Regninger og være Bud ved Sparebanker og saadanne Indretninger, Rorskarl ved Toldvæsenet, Vagtmester, Politibetjent, Postfører, Fragtemand, Fyrvogter; og flere saadanne Stillinger vil nok Enhver ved lidt Eftertanke hitte paa.
Af de stadige Aarsager til Ulighederne i Arbejdslønnen staar endnu igjen at omtale en, som er saa vigtig, at om ogsaa alle de andre ikke fandtes, saa er den alene istand til ikke blot at gjøre Fortjenesten i forskjellige Leveveje højst ulige; men ogsaa til at bevirke, at i en og samme Syssel en Mand kan tjene 10, 100 ja 1000 Gange saameget som en anden. Og saa underligt dette kan synes, saa er det dog en af dem, vi allermindst kan raade for eller knurre over, idet den ligger i det forskjellige Nemme og de ulige Evner, som Gud giver Menneskene.
En god Vilje, Flid og Stræbsomhed formaar visseligen Meget, og kanske Mere end vi i Almindelighed tror; men ligesom efter Skriftens Ord „Ingen kan lægge en Alen til sin Vækst“, saaledes kan Ingen give sig større Nemme eller Kløgt, end Gud tildeler ham. Det Højeste Enhver kan gjøre, er at bruge de Evner han har faat, saa godt han formaar. Nu er vel mange Arbejder saa simple, at Enhver kan lære dem, som kun ikke er vanfør eller tullet; men alt ved dem ser vi jo dog, at Nemmet kan gjøre saa stor Forskjel, at en Gut lærer paa 1 Aar, hvad en anden ikke lærer paa 3, og hvorledes skulde da deres Løn kunne blive ens? Men der er jo ogsaa flere Sysler, som kræver enten et saa eget Haandlag eller saa stor Kløgt, som kanske ikke findes hos En blandt Hundrede eller Tusinde, saasom til at være Tegnemester eller skrive gode Bøger, og da kan det ikke være Andet, end at disse Arbejder, enten de forresten kan kaldes møjsomme eller ikke, maa betales langt højere end saadanne som Enhver kan give sig af med.
Men tror vi, at Fordelen heraf bare falder paa den Rige, saa tager vi storligen fejl. „Der skal Andet til at kjøre end at sige Hyp“ lyder et Ordsprog, og det maa vi tit sande, naar vi ser, at en rig Mands Søn, uagtet al den Bekostning som anvendes paa ham, og Gutten kanske ogsaa selv gjør sig stor Flid, dog ikke kan blive til nogen Ting; mens det ikke sjelden høres, at der er bleven en stor Mand af en Gut som fødtes i Armod, men til Vuggegave fik desto større Evner og Nemme. Og naar vi dertil betænker, at ingen Arv er saa stor, at den jo kan forspildes ved Uforstand, mens derimod paa denne Maade Nemme og Kløgt, om de ogsaa fostres i en Husmandsstue, kan finde Udvej til Rigdom og Ære, hvor Ingen ellers ser den, – saa maa det vel erkjendes, at denne Ulighed ved Arbejdslønnen saa langt fra er til Skade for den Fattige, at den tværtimod mere end noget Andet virker til i Længden at udjævne Menneskenes Kaar.
Men sandt er det, at end ikke det bedste Remme kan naa saa langt paa egen Haand som ved god Undervisning, der nu ofte for den Fattige er vanskelig at faa, ja – hvad der vel er det Sørgeligste som kan hændes – at et kløgtigt og opfindsomt Barn, som ikke faar den Oplysning det behøver, langt lettere end Andre kan komme paa Afveje og bruge sin Kløgt til Skam og Skade for sig og Andre istedetfor til Gavn. Og skal derpaa raades Bod, saa kan det kun ske ved at gjøre Adgangen til Oplysning saa let som mulig, først og fremst ved større Omsorg for Skolevæsenet, men dernæst ogsaa paa andre Maader, f. Ex. ved at vi rundt om især paa Landet slaar os sammen saa Mange som kan, og hver et Par Gange om Aaret skyder til en Mark eller to til Indkjøb af nyttige Bøger, som da kunde udlaanes til Alle, saaledes som nu alt sker i mange Bygder, og hvorom nok Skolemesteren eller Præsten vil give nærmere Raad.
Hvis det Foregaaende har kunnet overbevise Læseren om, at største Delen af den Ulighed som findes i Arbejdslønnen, hverken grunder sig paa Slumpetræf eller Godtykke, men paa de Aarsager vi her har nævnt, – saa vil han vist ogsaa have fundet, at alle disse Aarsager, hvor forskjellige de ogsaa er, har det tilfælles, at det kun for en ringe Del staar i Menneskenes Magt at forandre dem, men at de derimod for den største Del maa vare saalænge Verden staar. Og deraf maa jo igjen fremgaa, at den Forskjel i Arbejdslønnen, som voldes ved dem, heller ikke nogensinde uden for en liden Del kan blive ophævet, men under sædvanlige Omstændigheder altid maa vise sig. Vel har den Omsorg, som overalt drages for Kristendommens Udbredelse, virket til, at Redelighed og Paalidelighed nu langt fra er saa sjælden at træffe som ofte i fordums Tider, saa at der f. Ex. er langt Flere at vælge imellem til Kasserere og Sligt, hvorfor ogsaa Lønnen for saadanne Sysler forholdsvis kan sættes lavere. Vel kan et forbedret Skolevæsen virke til, at Kundskab i Læsning og Skrivning o. s. v. bliver langt almindeligere end nu, hvoraf det Samme vil blive Følgen med Lønnen for alle de Arbejder, hvorved saadan Kundskab ikke kan undværes. Men saalænge ét Arbejde er tungt, et andet let, – saalænge en Doktor behøver hundrede Gange saa lang Tid for at oplæres til sin Gjerning som en Vedhugger til sin, – saalænge ikke alle Mennesker fødes lige kloge – og naar vil det ske? –, saalænge er det ogsaa umuligt at Alles Løn kan blive lige stor.
Heraf er dog paa ingen Maade en Følge, at den simple Arbejder ikke kan vente at faa langt bedre Kaar end nutildags. For ligesom vi, uagtet Alt hvad der klages over at Arbejdsklassens Stilling nu er værre end før, dog ved at se tilbage ikke paa et enkelt Aar men paa lange Aarrækker, af alle Beretninger paa det Tydeligste finder, at Almuesmandens Kaar nu i det Hele taget i mangfoldige Ting er bedre end tidligere, – saaledes kan Ingen, som ikke er blind for Alt hvad der i vor Tid gjøres for at berede Menigmand en bedre Fremtid, Andet end faa det faste Haab, at endnu mange og store Fremskridt i denne Henseende er at vente.
Men hvad vi mener bevist ved det Foregaaende, er kun, at ligesom Trinene i en Stige ikke kommer hverandre en Tomme nærmere enten den saa staar paa Marken eller paa Taget, saaledes kan heller ikke nogensinde, efter Verdens almindelige Gang, Lønnen ventes at blive den samme f. Ex. for en Matros, en Tømmermester og en Doktor; men om ogsaa den Første faar 2 Daler Dagen, saa er det dog nød- vendigt, at den Anden faar Mere og den Tredie endda Mere, fordi den Tid og Bekostning, som enhver af dem har for at oplæres til sin Syssel, aldrig kan blive den samme. Og lige saa lidt kan jo nogen anden af de Omstændigheder, som foran er nævnte, nogensinde ventes at ophøre.
Imidlertid vil Enhver have lagt Mærke til, at foruden den Forskjel, som altid findes og efter hvad nu er forklaret altid maa findes paa Lønnen, f. Ex. for en Jætergut, en Haandværkssvend og en Foged, saa er der ogsaa megen Ulighed i Arbejdslønnen, som ikke er stadig men kommer og gaar, idet f. Ex. en og samme Arbeider undertiden kan faa 2 Mark Dagen og til en anden Tid bare 1 Mark, eller et Slags Haandværkere det ene Aar kan tjene Mere, det andet Aar Mindre end et andet Slags o. s. v. Dette er nu ikke til at undre sig over i saadanne Næringsveje som Enhver indser maa være uvisse, som f. Ex. ved Sjauere og Skydsskaffere, eller som til sine Tider af Aaret vanskelig kan drives, saasom Sjøfart og Murarbeide. Men det træffer jo ogsaa ikke saa sjældent med saadanne Folk, som har hvad vi kalder en fast Levevej og som kan drive sin Syssel til enhver Tid, saasom Skræddere og Skomagere. Denne Ulighed i Arbejdslønnen ser vi let ikke kan forklares af de Aarsager, som foran er nævnte, og derfor er det ogsaa nødvendigt særskilt at tale Noget om, hvorledes det har sig med den.
At heller ikke den kommer af Folks Godtykke, kan vi ikke længe være uvisse om, baade fordi det snart siger sig selv, at det ikke er med sin gode Vilje, en Arbejder som t. Ex. er vant til at faa 2 Mark Dagen, til sine Tider finder sig i at modtage 1 Mark, – og fordi den nærmeste Aarsag til denne Ujævnhed vanskelig er ukjendt for Nogen. Hvem har nemlig ikke mærket, at naar der bliver Mangel paa Arbejde, saa bliver ogsaa Arbejdslønnen liden, og at naar der er godt for Arbeide men Mangel paa Arbeidsfolk, saa stiger Lønnen? Og ved ikke Enhver at fortælle, at dette kommer deraf, at bare der er To og endda mere naar der er Ti, som alle gjerne vil have et Arbejde, saa er den Ene som oftest nødt til at underbyde den Anden for at faa det? Eller omvendt, at naar Alle har fuldt op at gjøre paa andre Kanter, da vil den som skal have Noget udrettet, Ingen faa, medmindre han byder højere Løn end ellers?
Spørges det dernæst, om denne Ujævnhed i Arbejdslønnen i det Hele taget er gavnlig eller ikke, saa vil vel de Fleste være enige i, at om ogsaa Mange i sidste Tilfælde kan komme til at tjene Mere, end der ellers var Udsigt til, saa kan dog i det første Tilfælde igjen lige saa Mange komme tilkort; og betænkes det, at en vis Fortjeneste, endog om den er lidt mindre, er bedre end en større men uvis, da maa vi vel finde, at det i det Hele taget var bedre, om denne Forskjel i Arbejdslønnen kunde afhjælpes.
Men om dette lader sig gjøre, eller om det ikke er ligesaa umuligt for Menneskene ganske at rette paa denne Ulighed som paa den ovenfor omtalte, – det kan først findes, naar vi ogsaa har undersøgt, hvoraf det igjen kommer sig, at der ikke altid er lige let for Arbejde eller omvendt for Arbejdsfolk. Dette vil imidlertid Enhver nok skjønne kan skrive sig fra saa mange Omstændigheder, at vi her bare kan nævne de vigtigste, og maa overlade Læseren selv nærmere at overtænke denne Ting.
Først gjælder det da at undersøge de Tilfælde, hvor Næringsløshed eller omvendt gode Tider viser sig i alle eller næsten alle Leveveje i det hele Land, og dernæst dem, hvor det bare er paa et enkelt Sted eller med en enkelt Næringsvej, at Saadant træffer. Hvorfor det, naar Krig, Uaar eller andre store Ulykker rammer vort eget Land, ikke kan være Andet, end at ogsaa de arbejdende Klasser ligesom Grundejeren og Kjøbmanden og det Offentlige maa lide derunder, eller omvendt, naar en usædvanlig god Høst og stort Fiskeri eller lignende stor Lykke falder her i Landet, ogsaa Arbeideren deraf drager Fordel ved at det da bliver lettere for Fortjeneste og Lønnen stiger, – dette er saa ligetil, at ingen nærmere Forklaring derom behøves.
Derimod vil det ikke for Enhver være saa let at skjønne, hvorledes undertiden stor Næringsløshed kan opstaa hos os, saaledes som f. Ex. især i 1848, uden at nogen stor Omskiftning tildrager sig i vort eget Land, men bare paa Grund af Forandringer udenlands. Men ligesom jo sjælden Nogen kan undgaa Tab naar Naboens Væg brænder, om ogsaa Ilden slukkes inden den naar hans eget Huus, saaledes kan et Land, som staar i Handel og Samfærsel med andre Lande, heller ikke undgaa at føle de Omskiftninger, som finder Sted i disse. Og dette gjælder mere om Norge end om mange andre Lande, af den Grund at der forholdsvis (til Folkemængden o. s. v.) er faa Lande, som staar i saa stor Handelsrørelse med Udlandet som vort. Paa den ene Side kan f. Ex. ikke vort Land som saa mange andre brødføde sig selv, men maa jo aarlig, selv i de bedste Aaringer indføre flere hundrede Tusinder Tønder Korn og Mel, og naar nu f. Ex. Krig eller Uaar indtræffer i de Lande hvorfra vi kjøber disse Ting, i Danmark, Preussen, Rusland og flere Steder, saa at Priserne der stiger langt over det Sædvanlige, hvorledes skulde det da være muligt, at dette ikke ogsaa gaar ud over os? Paa den anden Side har vi derimod af andre Ting langt Mere end vi behøver, men som andre Lande har Mangel paa og derfor kjøber af os, fornemmelig Trælast, Sild, Tør og Klipfisk, Tran, Kobber, foruden Andet. Og da maa det ligeledes indsees, at naar Krig og andre Ulykker træffer disse Lande og nøder Folkene der til paa alle Maader at indskrænke sig, til at undvære vor Fisk, til at lade vort Tømmer ligge o. s. v., saa maa ogsaa vi svie derved. Fremdeles er der faa eller ingen Lande i Verden, der forholdsvis har saa stor Skibsfart som Norge; men netop denne Næringsvej er jo mere end de fleste andre afhængig ikke alene af Tiderne her hjemme, men ogsaa af Omstændighederne udenlands.
Men maa vi saaledes kanske mere end Andre dele onde Tider med Udlændingen, saa er vi ogsaa nærmere end mange Andre til at dele Godt med ham. Og det skylder vi, at vor Herre lagde os saa nær ved Havet, og gav os Bølgen at pløje, naar det skorter paa Ageren. For alt nu er ingen Strand saa fjern, end ikke Guldlandet paa den anden Side Jorden, at jo enkelte af vore Fartøjer ved at finde Vejen did og nu og da bringe en hæderlig Vinding til Hjemmet, og med Tiden vil dette alt oftere blive Tilfældet. Og om ogsaa Vejen til Byen og Sjøen tit maa tykkes Fjeldbonden lang, saa er den dog ikke længere, end at han der, naar Uaar træffer, kan finde Korn fra fremmede Lande, som det vilde være os umuligt at hente, hvis det ikke kunde komme tilsjøs, – hvis vi ikke overalt havde Havet saa nær ved.
Ved Siden af de Omskiftninger i Arbejdslønnen, som gaar over det hele Land og rammer alle eller næsten alle Klasser af Arbejdere, ser vi dog ogsaa jævnlig, at Arbejdslønnen forandrer sig paa enkelt Sted eller i enkelte Næringsveje, snart stiger, snart falder, uden at Saadant spørges paa andre Kanter. Ogsaa dette ved Enhver kan komme af mange forskjellige Omstændigheder. Saaledes er det jo sjældent, at Misvækst eller omvendt en ualmindelig rig Høst i samme Aar træffer til over det hele Land, og da vil og- saa Arbejderens Fortjeneste rette sig derefter. Dernæst kan f. Ex. Isen gaa før op og Sjøfarten saaledes begynde før paa ét Sted end paa et andet. Det Samme gjælder om Aannetiderne. Fremdeles kan store Ildebrande i en By skaffe Murmestere, Tømmermænd og Snedkere fuldt op at bestille, mens derimod Skomagere og Skræddere da-finder mindre Sysselsættelse. Naar Landfarsot træffer, spørges der overalt efter Doktoren, lidet efter Prokuratoren og endda mindre efter Spillemanden. Og saaledes kan det jo af mangfoldige Grunde gaa op eller ned snart for En, snart for en Anden.
Holder vi alt dette for Øje og saa spørger, hvad Menneskene kan gjøre for at rette paa denne Ulighed i Arbejdslønnen, da maa vi vel erkjende, at Meget her staar til Gud alene, som den der ene raader for Sol og Regn, for Misvækst og godt Aar, for Landfarsot og andet Saadant. Men derfor vilde han dog ikke, at Mennesket skal ligge og drive som en Flis paa Vandet alt som Sjøen ruller. Vel gav han os ikke Magt til at snu Vinden; men derimod fik vi Kløgt til at dreje Sejlene efter den, ja til ved et saa forunderligt Middel som Dampen at sejle stik mod baade Vind og Strøm. Og derfor kan det heller ikke forknytte os, at flere af de Aarsager, som endnu gjør Alles og derfor ogsaa Arbejdernes Kaar saa omskiftelige, er saadanne, at vi aldrig ligefrem kan vente at faa Magt over dem. Gaar det ikke paa én Maade, saa gaar det paa en anden, paa Omveje, det tør vi haabe lige saa vist som vi ved, at vor Tid er langt mere betrygget mod saadanne Omskiftninger, end man var for nogle Menneskealdre siden. Vi vil her blot nævne en eneste Opdagelse, som i vort Land endnu ikke er 100 Aar gammel, men som allerede bidrager til flere hundrede Tusinde Menneskers Underholdning og alt mangfoldige Gange har været den Planke som bar, naar de fleste andre brast, nemlig Brugen af Poteter. Naar Kornet i gamle Dage slog fejl, hvad var der da igjen uden Barkebrødet? Solskin og Regn, Varme og Frost er lige saa lidt i vor Magt nu som da; og desuagtet har nu hver Husmand i sin Hytte, naar Kornet skorter, en Føde som end ikke Kongen forsmaar, – takket være, næst Gud, Menneskenes Kløgt, der siden da har lært at dyrke denne Vækst, som derved er bleven os mere værd end al Verdens Guld.
Men hvorledes al vi fremdeles arbejde til dette Maal? Svaret ligger i to Ord: ved Omtanke. Men da Omtanke uden Kundskab er som en Rok uden Uld eller en Kværn uden Korn, der Intet kan give hvor fort den drejes, saa gjælder det for Alle ogsaa at stræbe efter den. „Kundskab er Magt“ har en stor Mand sagt, og det maa vi Alle sande naar vi ser, hvorledes Mennesket ved sin Kløgt faar Elven til at fløde Tømmer, Fossen til at male Korn, Dampen til at drive Skibe og tusinde andre Arbejder. „Og Ingen maa være bange for at faa formegen Oplysning. Mangler en lærd Mand i Klogskab, saa kommer det ikke deraf, at han har formegen Kundskab, men af at han har forliden“. Ser vi en Præstemand drive sin Gaard galt, er det ikke fordi han har lært formeget, men fordi han ikke har lært nok, fordi han mangler den Kundskab som Jordbruget kræver. Og har han i sin Ungdom kunnet skaffet sig den men ikke villet, fordi han mente, at Sligt var Noget, som ialfald en Præst ikke behøvede at lægge sig efter, saa er det let at se at han har taget fejl. Først fordi han nu selv lider Skade derved, og dernæst fordi han har glemt, at om ogsaa Præsten nærmest har et andet Hverv, saa vil han dog baade kunne gjøre sig selv stor Glæde og Andre Gavn, om han ogsaa kan give Almuesmanden et og andet nyttigt Raad i saadanne Ting.
Deraf sees da og, at „næsten enhver Kundskab kan være nyttig for ethvert Menneske“; men nærmest bør dog naturligvis Enhver agte paa de Ting, han efter sin Stilling mest kan have Gavn af. Og siden det er at haabe, at dette Skrift ogsaa vil komme Mange af den ringere Arbejdsklasse for Øje, tør det vistnok ventes, at af de Mange, hvem denne Klasses Ve og Vel ligger paa Hjerte, Flere efter haanden vil benytte Anledningen til her at omhandle mangen Sag, som især kan være til Arbejderens Tarv.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |